Author Archives: Majken Hirche

Ayn Rand: The Age of Envy

by Ayn Rand

Today, we live in the Age of Envy.

“Envy” is not the emotion I have in mind, but it is the clearest manifestation of an emotion that has remained nameless; it is the only element of a complex emotional sum that men have permitted themselves to identify.

Envy is regarded by most people as a petty, superficial emotion and, therefore, it serves as a semihuman cover for so inhuman an emotion that those who feel it seldom dare admit it even to themselves. . . . That emotion is: hatred of the good for being the good.

This hatred is not resentment against some prescribed view of the good with which one does not agree. . . . Hatred of the good for being the good means hatred of that which one regards as good by one’s own (conscious or subconscious) judgment. It means hatred of a person for possessing a value or virtue one regards as desirable.

If a child wants to get good grades in school, but is unable or unwilling to achieve them and begins to hate the children who do, that is hatred of the good. If a man regards intelligence as a value, but is troubled by self-doubt and begins to hate the men he judges to be intelligent, that is hatred of the good.

The nature of the particular values a man chooses to hold is not the primary factor in this issue (although irrational values may contribute a great deal to the formation of that emotion). The primary factor and distinguishing characteristic is an emotional mechanism set in reverse: a response of hatred, not toward human vices, but toward human virtues.

To be exact, the emotional mechanism is not set in reverse, but is set one way: its exponents do not experience love for evil men; their emotional range is limited to hatred or indifference. It is impossible to experience love, which is a response to values, when one’s automatized response to values is hatred.

Review of The Shape of Ancient Thought

There is, to my knowledge, no book in the world of a similar theme and scope.
Eastern Greece and northwestern India had some form of contact, being same as the intellectual neighborhood, with modern Persia in between. later historiography has covered up these ties, or purposefully ignored them out of cultural reasons. “The west should be the west and the east should be the east.” – or so they thought.

925680 The book kicks off with a strong start, but gets bogged down around page 250. The task of writing this book is hard as the author can only present fragments from Greek and Indian texts, compare them, and then ask the reader to believe his analysis. He cannot prove anything, which is one reason why the book ended up being 800 pages long. In absence of direct proof, a load of examples are thought to convince the reader that this can be no coincidence. (But still, it could. in the absence of a specific academic tradition, how many primitive bronze age thoughts are there to be thought up? Maybe the overlap is not so astounding, after all.)

McEvilley is not the ONLY person in the world to ever have posited such a thesis of contact between east and west, but he is to my knowledge the first and only person to do such a complete study.

Still, modern scholars like to knock his work. in part because it is so speculative, but also in part because McEvilley pursues the most speculative parts of Greek philosophy that he can. He connects the dots of the Xenophanes fragments in order to form a complete philosophy out of them. He offers a re-interpretation of Plato that deviates from the standard modern one, and then, on the basis of his reading of Plato, proceeds to reconstruct Plato’s unwritten doctrine(!).

Of course, this is not what one expects of mainstream scholarship today, and so in a sense one can’t help but understand why modern scholars knock this work. But on the other hand, I can’t help but feel that if this book had been written in the 19th century, it would not have been regarded as unacademic fringe speculation, but as “one of the great classical works” on ancient thought.

And if nothing else, that should teach us something about how constricted modern scholarship has become.

On the Philosophy of Xenophanes

Xenophanes basically figured out the basics of modern epistemology (how we can be sure that our knowledge is reliable). He put down some basics of how to approach knowledge and science that people didn’t fully understand until the 20th century.

He also dabbled in politics and arrived at the conclusion that the values that we should hold dear are individual freedom, tolerance and the continued progress of science and civilization – he said this in 500 BC when most people were pretty intolerant and had generally had no real knowledge of science – most people thought that things in the natural world (such as thunder and fire) was caused by gods.

But the main thing about Xenophanes is that he figured out the thing about knowledge. Basically, we can’t prove things by finding arguments for them. You can always find a thousand good reasons for why something you want to be true is true. So rather, we need to look at the arguments that we can find against things, not for them. It’s the things where we can’t find any good arguments against them, which are true.

This isn’t difficult to understand, once you’ve flipped that switch in your head, but most people have just never done so. People still go around listing reasons for why they need another another pair of shoes, or another scoop of ice cream. It may feel good to do so, but it proves very little.

Mere om retten til oprør

Retten til oprør er et centralt element i den liberale tradition. Både i formel forstand, som det hedder i The Declaration of Independence:


“That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”


Altså der er nogle helt specifikke forpligtigelser og regler, som regeringen skal følge, og hvis den ikke følger disse, så har befolkningen ganske rigtigt retten til oprør.

***

Men retten til oprør er også integreret i den liberale tradition i uformel forstand, hvor Jefferson m.fl. har sagt næsten Enhedslisten-agtige ting om oprør, som jeg næsten ikke vil nævne, – de maler oprør og tab af menneskeliv i et alt for positivt lys.

Den liberale tradition for retten til oprør er dog blevet stadigt mindre relevant. En årsag er, at positive rettigheder nu er vidt udbredte blandt befolkningerne i Vesten: Tendensen går ikke længere mod, at folkemilitsen smider kongens (eller regeringens) skatteopkræver på porten, som med Shays’ Rebellion, the Whisky Rebellion, etc.

I dag går tendensen men tværtimod mod, at folkemilitsen konfisterer privat ejendom eller “straffer de rige” ved at omfordele deres ejendom. Lokalt organiserede militser er altså ikke den garrant for en liberal modvægt statens omsiggribende hånd, som de var fra Machiavelli og til Jefferson.

***

Et folkeligt oprør ser altså stadig mere umuligt og kontraproduktivt ud, set med liberale øjne.

En anden ting er så, hvad man skal gøre ved juridisk aktivisme og grundlovs- eller forfatningsstridige tiltag, som indføres af parlamenter uden om de forfatningsmæssige minimumskrav, som forfatningerne selv specificerer.

Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt eks. de forskellige EU-traktater indebærer en suverænitetsafgivelse, men i tilfældet med USAs forfatning er de nummererede forpligtigelser og regler, som den føderale regering skal følge så tydelige, at de ikke kan diskuteres i samme omfang. Der kan  ikke længere kan være tvivl om, at “retten til oprør” er for længst er blevet udløst i USA, hvis ellers man betragter forfatningen som gældende.

Men det betyder ikke, at et oprør så er en god idé.

Retten til oprør og revolution

af Torben Mark Pedersen, cand. polit. et exam art., og Ph.D. i økonomi

I Magna Carta fra 1215 findes der ansatser til en sådan ret til oprør. Dokumentet indeholdt en ”security clause”, der gav en kommitte af baroner (ikke folket, Magna Carta handlede primært om baronernes rettigheder i forhold til kongen) retten til at underkende kongens vilje med magt, om nødvendig.

Retten til oprør baserer sig grundlæggende på folkesuverænitetsprincippet, at statens legitimitet udspringer af folket. Første gang folkesuverænitetsprincippet blev formuleret i en udtalelse fra det engelske parlament, var i sommeren 1649 efter opgøret med Karl 1. af England, og den engelske ”glorious revolution” i 1688, der afsatte den katolske konge James II, og indsatte William III, baserede sig på dette princip og den engelske frihedstradition.

Engelsk lovgivning i 1760erne anerkendte, hvad den engelske forfatningskommentator Blackstone’s kaldte for “the law of redress against public oppression”. Denne ”konstitutionelle lov” retfærdiggjorde folkets modstand mod kongemagten, og den stammede fra en kontrakt mellem kongen og folket, der forpligtede kongen til at bevare ”the public welfare”. Forestillingen om en sådan oprindelig kontrakt var et centralt dogme i engelsk og britisk konstitutionel ret siden ”tidernes morgen”.

John Locke erklærer i Second Treatise on Government, 1689, at mennesker har en naturlig ret til liv, frihed og ejendom, og hvis et styre krænker disse naturlige rettigheder, så er det at regne for at være en krig mod folket, og folket har følgelig ret til at fjerne styret med magt:

“I say using Force upon the People without Authority, and contrary to the Trust put in him, that does so, is a state of War with the People, who have a right to reinstate their Legislative in the Exercise of their Power. For having erected a Legislative, with an intent they should exercise the Power of making Laws, either at certain set times, or when there is need of it; when they are hindr’d by any force from, what is so necessary to the Society, and wherein the Safety and preservation of the People consists, the People have a right to remove it by force.”

Den amerikanske revolution byggede på naturretten og den engelske frihedstradition for folkets (kollektive) ret til oprør.

Thomas Jefferson, der var hovedforfatteren til den amerikanske uafhængighedserklæring, var revolutionær, og han mente ikke alene, at folket har en ret til oprør, men at denne oprørsret er helt afgørende for at holde ethvert styre på dydens smalle sti. Som Jefferson skrev: ”When the people fear the government, there is tyranny. When the government fears the people, there is liberty.” Og senere: “What country can preserve its liberties, if their rulers are not warned from time to time that their people preserve the spirit of resistance? Let them take arms,” Jefferson, 13. Nov. 1787.

Retten til oprør blev skrevet ind i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som et sidste middel, folket kan gribe til, når det er underkastet et tyrannisk styre:

“Whenever any Form of Government becomes destructive of these ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its foundation on such principles and organizing its powers in such form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”

Det er ikke alene folkets ret, men deres pligt at afsætte et tyrannisk styre. Det hedder videre i uafhængighedserklæringen:

“But when a long train of abuses and usurpations, pursuing invariably the same Object evinces a design to reduce them under absolute Despotism, it is their right, it is their duty, to throw off such Government, and to provide new Guards for their future security.”

Retten til at bære våben er naturligvis en nødvendig betingelse for retten til oprør, og den ret beskyttes med den amerikanske forfatnings anden tilføjelse:

”A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Det var en udbredt opfattelse, selv efter dannelsen af Amerikas Forenede Stater med en demokratisk forfatning, at folket har en grundlæggende ret til at kaste en tyrannisk regeringsmagt af sig. Som James Madison skrev, Helevidius no 3, 7. Sept. 1793:

“If there be a principle that ought not to be questioned within the United States, it is, that every nation has a right to abolish an old government and establish a new one. This principle is not only recorded in every public archive, written in every American heart, and sealed with the blood of a host of American martyrs; but is the only lawful tenure by which the United States hold their existence as a nation.”

Henry David Thoreau argumenterer i sit skrift om civil ulydighed, Civil Disobedience, fra 1849 for en individuel ret – og ikke mindst moralsk pligt – til oprør:

“All men recognize the right of revolution; that is, the right to refuse allegiance to, and to resist, the government, when its tyranny or its inefficiency are great and unendurable. (…) “when a sixth of the population of a nation which has undertaken to be the refuge of liberty are slaves, and a whole country is unjustly overrun and conquered by a foreign army, and subjected to military law, I think that it is not too soon for honest men to rebel and revolutionize.”

Martin Luther King hævdede ligeledes, at det er en pligt at gøre modstand mod uretfærdige love.

Om Copyright

Dog, hvis man skulle prøve at sige noget til fordel for copyright, så kan man indvende, at copyright jo i dag er relativt løst. Hvis du bruger 100.000 kr. på at lave et pophit, som du vil have 100 kr. for, så er der jo ikke noget, som stopper andre kunstere i at lave en sang, som lyder næsten præcis som dit hit, som de kun vil have 10 kr. for. Sådan har det alle dage været.

Men forbrugeren vil have det velkendte pophit, ikke det lignende produkt. Du vil have Britney Spears, ikke en efterligning. Du vil have Harry Potter, ikke en efterligning. Monopoler er selvfølgelig et onde, men på den anden side må man også sige, at forbrugeren har en tendens til at opsøge helt specifikke ting, når de sagtens kunne klare sig med alternativer. Og når forbrugeren opsøger disse specifikke produkter, så må det være fordi, at der er noget ved dem, som repræsenterer en højere værdi for forbrugeren. Derfor er det også naturligt, at nogle kunstnere kan tage en højere pris for deres værker end andre.

Om mulighederne for reform af Danmark

af Soren Kenner

Det er 15% billige at producere sine varer i Sverige end i Danmark. Det er 25% billigere i Tyskland. Og det er 40% billigere i Polen. Hvad skal retfærdiggøre at producere i Danmark? Vi er hverken dygtigere, bedre uddannet eller flittigere end folk i andre lande. Bare dyrere. Hvorfor? Det enkle svar er skatter og afgifter.

Staten fylder nu op mod 70% af vores samlede økonomi. Den lægger vores liv i faste rammer og bestemmer stort set alting. Og det koster naturligvis. Vi danskere skaber et bruttonationalprodukt på ca. 1.800 mia. om året –– og staten bruger ca. 1.150 mia. om året. Tankevækkede, ikke sandt? Men hvad går pengene så til? De går til ’velfærd’ på fire områder: Infrastruktur, uddannelse, socialt sikkerhedsnet og sundhedsvæsen. Ting som er nødvendige for ethvert samfund –– og som vel alle er enige om skal fungere også i Danmark.

Men får vi nok for pengene? Det bør vi til gengæld diskutere.

Men først lidt fakta: Danmark har en befolkning på 5.5 millioner. Heraf er 2.1 millioner på overførselsindkomst (pensionister, SU, arbejdsløse, kontanthjælp etc.), 800.000 er ansat i stat og kommune og ca. 1.7 millioner mennesker er ansat i det private erhvervsliv. Eller for at opsummere lidt mere direkte: 1.7 millioner menneskers produktivitet skal betale den fulde regning for 5.5 millioner borgere.

Man kan den det –– også i fremtiden? Det kommer jo i den sidste ende an på hvordan vi indretter vores samfund. I realiteten bør vi alle kunne enes om de følgende målsætninger uanset politisk observans:

For det første få så mange som muligt i arbejde. Dels fordi flere folk i arbejde = færre folk på forsørgelse (og dermed færre udgifter til stat og kommune) men også fordi det at være i arbejde = inklusion i samfundet.

For det andet at få så meget som muligt for de penge, vi som borgere investerer i stat og kommune. Dvs. at vi uden at diskutere fordelingspolitik og lign som min. bør kunne enes om at jo bedre stat og kommune er til at strukturere, indkøbe og levere de ydelser som tilbydes borgerne –– jo mere får vi for pengene.

For det tredje at skabe rammer der sikrer de to første målsætninger kan opfyldes. Dvs. at skabe de bedste forudsætninger for et produktivt samfund med job til alle og en administration i stat og kommune, der er effektiv og målrettet.

Kigger man på jobskabelse så bør det være åbenlyst for enhver at det er svært at skabe og bevare danske arbejdspladser når vi ikke kan konkurrere med landene rundt om os. Høje skatter og afgifter fordrer høje lønninger –– der skal jo være nok både til at sætte mad på bordet, betale husleje –– og betale skat og afgifter.

Det er en ond cirkel: Højere skatter og afgifter leder til tab af job. Og resultaterne sætter sig igennem overalt: Dagligvarer er 39% dyrere i Danmark end i EU som et hele (pga høje skatter, afgifter og lønninger) –– folk spiser mindre ude (fordi lønningerne plus moms gør det for dyrt at gå på restaurant) –– og stadig flere vælger at fylde bilen op med varer i Tyskland eller lade den reparere i Sverige. Fordi det er billigere.

Men hvad ville der egentlig ske hvis vi med ét slag sænkede skatter og afgifter dramatisk –– nok til at komme under f.eks. Tysk niveau?

For det første ville folk få øget deres købekraft. Når man nedsætter skatter og afgifter bliver ting som dagligvarer, energi, transport, husleje mv. billigere.

For det andet ville virksomhederne have nemmere ved at konkurrere og ved at skabe job. For når skat og afgift er lavere er brutto-omkostningen pr. ansat lavere selv om den ansatte får udbetalt det samme efter skat. Effekten af dette er vækst og nye job –– og denne vækst ville jo blive stimuleret af den meget enkle mekanisme at det bliver nemmere at tiltrække investeringer, når virksomhederne kan tilbyde en bedre forrentning –– og det kan de jo, når skatter og afgifter er lavere.

Men hvorfor er folk flest så modstandere af at skatter og afgifter skal sættes ned?

Det kan der være to grunde til. Måske har man ikke tænkt sit standpunkt ordentligt igennem –– eller måske frygter man at der så bliver råd til mindre velfærd.

Men er den frygt velbegrundet? Faktisk ikke. Kigger man f.eks. på Sverige har det jo vist sig at de senere års svenske skattelettelser har ledt til øgede skatteindtægter. Årsagen er den meget enkle at lavere skat og afgifter skabte flere job således at folk kom ud af forsørgelse (som er en udgift for staten) og ind i et job, hvor de nu bidrager med skattebetaling til staten.

Men vent: Der er mere endnu! For hvis vi er enige om at stat og kommune altid skal være så effektive og påpasselige med borgernes penge som overhovedet muligt, så bør man jo også overveje i hvilket omfang det med smartere indretning kan lade sig gøre at få mere for pengene. Der skal simpelthen leveres mere for mindre.

Men er det muligt? Ja. Naturligvis er det da det. Iflg. det velestimerede OECD er den danske offentlige sektor kun halvt så effektiv som den private. Dvs. at vi kører i ca. halvt tempo når vi kigger på hvad den offentlige sektor får ud af pengene.

Er det fordi de offentligt ansatte er dumme eller udygtige? Nej. Slet ikke. Det er fordi vi gennem mange år har opbygget en række ufatteligt komplekse og ikke særligt effektive administrationsrutiner. Vi kontrollerer og efterberegner alt stort og småt ned i mindste detalje. Ufattelige mængder af penge nedsænkes i skemaer, beregninger, rapportering, udvalg, kommissioner, styrelser etc. etc.

Det er hamrende ineffektivt –– og ikke nemt at komme til livs. Men det er dumt og det koster os alle meget dyrt. Et opgør med bureaukratiet, behandlersamfundet, klientgørelsen af den almindelige borger, den generelle ineffektivitet, uviljen til at konkurrenceudsætte ydelser mv. er i allerhøjeste grad tiltrængt. For vores alles skyld.

Min konklusion på ovenstående er egentlig ganske enkel: Man behøver ikke at definere sig selv politisk for at synes det er sund fornuft at sænke skatter og afgifter. Og man behøver ikke at frygte at en mindre stat er det samme som mindre velfærd.

Faktisk kan det modsatte vise sig at være tilfældet: For en stat og kommune der er drevet effektivt og målrettet med klare prioriteter vil i realiteten kunne levere mere til borgerne for færre penge end i dag –– og selv de mest udsatte som f.eks. kontanthjælpsmodtagere vil jo have fordel af at få styrket deres købekraft gennem lavere skatter og afgifter.

Den pointe jeg når frem til her er ikke rocket science –– og jeg er 100% sikker på at stort set hver eneste af de 179 medlemmer af folketinget forstår disse sammenhænge. Men hvordan kan det så være, at de ikke agerer på dem?

Mit bedste bud er angst for forandring –– og trygheden ved at klæbe til taburetten.

Vi har de seneste 20 år været inde i en meget uheldig udvikling: Når staten fylder 70% af den samlede økonomi er vi alle i realiteten blevet forvandlet til ’velfærdsjunkies’ –– vi er havnet i en situation, hvor vi betaler så meget til staten, at vi ikke længere selv har råd til at købe de ydelser vi har behov for. Det er et tveægget sværd: Vi har velfærd –– men vi er også dybt afhængige af at denne leverance af uddannelse, sundhedsvæsen og socialt sikkerhedsnet fortsætter med at flyde uhindret –– for langt de fleste af os kan jo ikke klare os uden!

Alt dette giver anledning til et demokratisk og politisk dilemma: Når man er blevet afhængig af velfærd bliver man også bange for forandring. Man bliver bange for at miste noget af det, man føler man har tilkæmpet sig eller synes man har krav på som dansker. Derfor er politikere pr. definition bange for at fremsætte forslag der ’går ud over’ grupper af vælgere, der jo kunne reagere ved ikke at stemme på dem næste gang. Det leder til en meget forudsigelig dans: Man bliver valgt ind på løfter om ny og bedre velfærd. Man bliver valgt ind på at påstå man er bedst til at forvalte og udvikle leverancen af velfærd –– men man bliver ikke valgt ind på at være ærlig og sige at vi trænger til ganske store reformer, hvis vi skal klare os fremover.

Jeg gætter på at de fleste politikere forsvarer denne i mine øjne patetiske flugt fra deres demokratiske ansvar med tre argumenter: 1) De repræsenterer en bestemt gruppe menneskers holdninger og ønsker. 2) Det er alligevel umuligt at lave om på tingene og 3) En art ’blindhed’ man opnår efter nogle år som politiker, når det går op for en at det hele er at stort bluffnummer.

Kan vi lave om på alt dette? Ja. Hvis vi vil. Hvis vi hver især forsøger at fokusere på og prioritere det væsentlige. Hvis vi opstiller nogle tydelige målsætninger, der giver mening for alle (som f.eks. at vi vil have flere job, mere købekraft og en mere effektiv offentlig sektor) og at vi prøver at få fokuseret debatten på disse emner, så politikerne og embedsvældet og den ’snakkende klasse’ begynder at forholde sig til det på en konkret måde i stedet for at snakke uden om og bruge kræfter på latterlige lappeløsninger, der ingen effekt har.

Jeg synes vi alle –– uanset politisk ståsted –– har et fælles ansvar her. Et ansvar for at sikre at Danmark ikke ’går ned’ og for at sikre at vi ikke efterlader vores børn med en kæmpegæld og en rodebutik, der er ude af stand til at give dem et ordentligt liv.

Psykologibrevkassen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen
Jeg skriver fordi jeg befinder mig i den kattepine, at jeg på arbejdet er havnet i en projektgruppe med visse kolleger som bare er helt umulige at arbejde sammen med. Jeg har ikke lyst til at bruge et minut mere i deres selskab, men omvendt vil jeg ikke skuffe min chef – hvad gør jeg?
Hilsen
O.H.

Kære O.H.
Det er tydeligt, at du lider af neurotiske tvangstanker omkring din penis. Disse har helt sikkert deres udspring i uafklarede seksuelle følelser overfor din mor. Hvis du tænker tilbage på din barndom, er jeg sikker på, at du kan huske en stærk trang til at slå din far ihjel. En trang du har undertrykt så kraftigt, at du i dag kun kan tænke på at ligge med din mor.
Venlig hilsen
Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen
Det er ikke nemt at være funktionel borger i dagens Danmark. Min mand og jeg arbejder begge mellem 30 og 40 timer og ugen, og alligevel kæmper vi med at betale terminen på huset, at afdrage lånet på bilen og samtidig dække børnenes behov. Jeg tvivler på, at nogen af os kan holde til at arbejde flere timer om ugen: Vores sociale liv er stendødt, og vi ser i forvejen børnene sjældent. Jeg skriver i håb om, at du kan give nogle råd til en alt for presset familie.
Hilsen
Stresseren

Kære Stresseren
Hvad vi har her er et klokkeklart tilfælde af penismisundelse. Det gennemsyrer alle lag af din handlemåde, og det stammer højst sandsynligt fra engang du så din far nøgen i badet som lille. For at arbejde med dit problem må du først erkende, at penisen er hvad der har virkeliggjort mandens historiske såvel som nuværende dominans af kvindekønnet. Søger du i dit id vil du blive klar over, at du underbevidst bebrejder din mor din mangel på penis og har gjort det siden fireårsalderen. Jeg håber det hjalp.
Venlig hilsen
Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære PsykologenJeg har det forfærdelige problem at jeg konstant tænker over, om min tissemand er som den skal være. Jeg bruger nok en til to timer om dagen på at spekulere over og frygte om den nu er for lille, og det påvirker virkelig mit selvværd som mand. jeg er stadig jomfru og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Det hænder, at jeg græder mig i søvn om natten.
Hilsen Den Lille

Kære den lille Det ville jeg ikke tænke for meget over. Nogle gange er en cigar bare en cigar.
Hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Hej Psykologen
Som kvinde og som feminist bliver jeg på vegne af mit køn nødt til at sige, at jeg er dybt forarget over hvordan du i din brevkasse fremstiller kvinder som værende sygeligt optagede af penisen. Det er jo det komplette nonsens! Hvis vi kvinder konstant gik og optog os selv med falliske tanker ville vi jo se manddom alle vegne. Som f.eks. i de solide og velproportionerede marmorstøtter ved Kultorvet, eller den magtfuldt kantede og respektindgydende hvide obelisk foran Hovedbanegården, eller de svulmende ovale knopper på Dronning Louises Bro, eller i den stolte pragt som udgår fra… (forkortet af red.)
Hilsen Birgitte

Kære Birgitte
Jeg beklager at du har oplevet ubehag ved min klumme. Jeg fornemmer tydeligt, at det ikke bare er mit kvindesyn, men hele psykologien du foragter og derfor slår ned på mig, dens synlige repræsentant. Du bryder dig altså ikke om psykologer, men hvorfor gør du så ikke det? Jo, lad os starte i din barndom, dengang du først opdagede at du ikke havde nogen penis. Du bebrejdede din mor for at have “taget” den fra dig, og følte dig som en beskadiget mand, snarere end en kvinde. Og da du aldrig selv kunne blive komplet i denne forstand dedikerede du i stedet din psyke til at få freudianerne ned med nakken da den psykoseksuelle model udgør det komplette hele som du har misundt hele livet.
Mvh Psykologen

Psykologibrevkassen

Hej Psykologen
Jeg skriver fordi jeg tror, at mændene på min arbejdsplads udsætter mig for sexchikane. Det gør mig virkelig ubehageligt til mode når de hvisker og tisker ved vandkøleren og nogle gange stirrer de også så sultent i min retning. Her forleden sendte min kollega, Allan, kuldegysninger gennem hele min krop og jeg græd da jeg kom hjem. Hvad kan jeg gøre?
Hilsen Sekretæren

Kære Sekret
Tak for dit brev. Sexchikane er et emne der trænger til en ganske særlig form for opmærksomhed. Hvis der ikke bliver gjort noget ved det, bliver det nemlig hårdere og mere presserende, og derfor er det vigtigt, at du får leveret netop dén særlige opmærksomhed som emnet trænger til. Det gør du bedst ved simpelthen at tage hånd om emnet, og åbne munden.
Selvom dine kolleger måske forventer det, så behøver du ikke gå i knæ. Jeg ved godt, at det er en hård en at sluge, men jeg håber for dig, at du magter at ligge i med opgaven.
Venlig hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen
Der er efterhånden nogle år siden jeg forfattede min sidste bog og i mellemtiden har man ikke set meget til mine litterære ambitioner. Det skyldes ikke manglende lyst, men snarere, at jeg i det førnævnte tidsrum ikke har kunnet skrive materiale som jeg selv fandt godt nok til publikation. Imidlertid går det meget godt med at sable andres arbejde ned i landets aviser. Hvordan kan det være?
Venlig hilsen L.B.

Kære L.B.
Dine intellektuelle komplekser stammer fra den gang du som treårig vågnede op til din spirende seksualdrift. Du anede eksistensen af det seksuelle og spurgte derfor dine forældre hvor børn kommer fra. De forsøgte at spise dig af med historien om storken, men du så straks, at det var løgn, og tog fra det øjeblik den intellektuelle erkendelse i dine egne hænder. Imidlertid var du ikke i stand til at udlede hvorfra børn rent faktisk kom, og måtte derfor give fortabt. Det er derfor du har været intellektuelt usikker lige siden.
Venlig hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen

Jeg har for nyligt lært personlighedstesten Myers-Briggs Type Indicator (MBTI) at kende. Hvad der især interesserer mig i relation til denne model er forholdet mellem indadvendt- og udadvendthed, og dets indvirkning på personligheden.

Er man udadvendt kan man f.eks. være skinbarlig, højlydt og dominerende. Men er man indadvendt kan man være en stille mus, eller en slags social zombie der ikke ænser menneskene omkring sig. Hvad kan man gøre?

Hilsen Sophie

—————-

Kære Sophie

Tillykke med, at du har fundet MBTI. Det er nu engang ikke freudiansk, men ingen er perfekt, ja undtagen Freud, naturligvis. Dit problem med indad- og udadvendthed er en klassisk problemstilling som jeg heldigvis er i stand til at give et par visdomsord med på vejen.

I forhold til den udadvendte og hans overivrige, noget virkelyste adfærd så er den mest effektive kur jeg kan anbefale en reduktion af nysgerrighed og generelt energiniveau. Det opnås bedst gennem kastration.

Hvad angår den indadvendte, så gælder det om at gøre ham tryg ved, at den ydre verden ikke indeholder noget der kan true hans indre vrangforestillinger. Til det formål anbefaler jeg fanatisme, da fanatisme kan siges at svare nogenlunde til åndelig kastration.

Venlig Hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen

Jeg skriver til dig fordi vi i the Jedi High Council er løbet ind i nogle problemer: Det lader nemlig til at vores nyoptagne elever har svært ved at følge the Jedi code. – Jeg frygter, at det kunne det være et tegn på at Sith’erne og den mørke side af the Force er på fremmarch. Hvad er dit indtryk?

På vejne af The Jedi Council,
Obi-Wan Kenobi

———–

Kære Obi-Wan og øvrige Jedi Masters

Det glæder mig, at I skriver, for efter at have set jeres film har jeg en god idé om hvad I gør galt:

(1) Børn har generelt ikke godt af at blive fjernet fra deres forældre. Skal barnet alligevel fjernes kan jeg anbefale at anbringe det hos en plejefamilie, og ikke hos ensomme mænd der gang på gang havner i voldelige situationer.

Jeg har desuden lagt mærke til, at jeres Jedi Masters konstant tiltaler de børn I betror dem som “My young apprentice”. Jeg tror denne obsessive tendens dækker over en form for lavt selvværd eller utilstrækkelighedsfølelse i jeres Jedi Masters. Og så tror jeg der en god chance for, at I med den form for labelling ødelægger barnets forhold til dets biologiske far.

(2) A propos disse ensomme mænd, så har deres voldelige tendenser sandsynligvis noget at gøre med, at I forbyder dem at gifte sig. Uden kærlighed og nærvær går det i det lange løb galt for de fleste, og hvis I tillod jeres Jedi Masters at gifte sig, så ville de måske heller ikke bruge så meget tid sammen med ovennævnte børn.

(3) Jeg ved at I, ligesom jeg, holder af at meditere, og derfor undrer det mig, at det endnu ikke er gået op for jer, at det er JER SELV som bringer the Force i ubalance ved ikke at give jer selv lov til at mærke vrede og øvrige “mørke” følelser. Helt overordnet gælder det, at jo mere tid I bruger på at frygte “den mørke side”, frem for give den plads, jo mere sårbare bliver I overfor dens indvirke.

Jeg håber I kan bruge det til noget
and may the Force be with you,

Mvh Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykolog

Jeg har tidligere skrevet til dig, men nu er den gal igen: Siden sidst er Jedi-ordenen er massakreret og Anakin Skywalker, drengen vi troede ville bringe balance til the Force, har vendt sig mod os og er blevet til Darth Vader, hvilket vi i sagens natur er meget kede af. – Hvad kan vi gøre for at komme tilbage på rette spor?

På vejne af Yoda og mig selv,
Obi-Wan Kenobi

———–

Kære Obi-Wan og Yoda

Det er jeg ked af at høre. Men det var godt du skrev, dit brev indeholder nemlig klare fingerpraj om, hvor hunden ligger begravet.

Du siger at det går dårligt og identificerer Anakin Skywalker som årsagen dertil. Gad vide om ikke du har eksternaliseret den psykiske kamp der foregår inde i dig selv?

Er det virkelig på grund af en massakre i den ydre verden at det ikke går så godt? – Eller er det snarere fordi du har problemer med at forene dig med Darth Vaders faderlige autoritet? Når man konfronteres med Vader kan man jo ikke undgå at lægge mærke til hans tunge åndedrag, og jeg gad godt vide om ikke disse åndedrag signalerer en kraftig (over)potens i dit hoved, Obi-Wan?

Så Obi-Wan, hvorfor er du utryk ved at blive konfronteret med Vaders libido? – Er det fordi I to er fastlåst i et klassisk ødipalt drama; et fallisk våbenkapløb som ubrødeligt fodrer din kastrationsangst og ansporer dig til ville at mindske Anakins potens? – Alting taget i betragtning var jo dig der mishandlede ham, men det står der ikke jo noget om i dit brev, vel Obi-Wan?

Jeg håber I kan bruge det til noget
and may the (libidinal) Force be with you,

Mvh Psykologen

PS. Nåja, Obi-Wan, noget jeg har undret mig over siden jeg først så din sidste film: Når du siger: “Only a Sith deals in absolutes”, er det så ikke et absolut?