Author Archives: Majken Hirche

Hørt til fest

Hørt til fest

Kvinde: “Hvem er Pavlov?”

Mand: “Det ved jeg ikke. Det ringer ikke lige en klokke.”

 

Hørt til fest

Mand #1: “Når det kommer til stykket så går Age of Empires kun ud på én ting, og det er at hamstre så mange ressourcer som muligt.”

Mand #2: “Det er det jeg prøver at fortælle dig: Det er meget historisk korrekt.”

 

Hørt til fest

Mand: “Kvinder er så uselvstændige og konforme I forhold til mænd.”

Kvinde: “Simone de Beauvoir siger, at den mand som nedgør kvinder er usikker på sin seksualitet.”

Mand: “Hvorfor er der ikke flere kvinder der er som Simone de Beauvoir?”

 

Hørt til fest

Kvinde: “I dag er det den internationale kampdag imod dødsstraf.”

Mand: “Det bliver Peter Lundin glad for at høre.”

Kvinde: “Jeg hader dig!”

 

Hørt til fest

Studerende #1: “DRs nye musikhus er godt nok grimt at se på! Sådan en kasse!”

Underviser: “Jeg synes bygningen kan være meget flot når man kommer gående om natten.”

Studerende #2: “Arkitekten har også sagt, at bygningen er skabt til at blive nydt om natten; at den sover om dagen og først rigtig kommer frem om natten.”

Studerende #3: [til underviser] “Det skal du bare vide når du får min opgave til eksamen: Den sover om dagen.” 

 

Hørt til fest

Mand #1: “Det er godt nok et poleret sted det her – lidt for selvbevidst. Man burde lade kvinderne som er her blive, men udskifte mændene med drankere fra socialklasse 5.”

Bismarck: “Mænd der drak sæt.”

Mand #1: “Hvad er det nu der er i et sæt?”

Bismarck: “En stor fadøl og et shot Gammel Dansk.”

Mand #1: [Tænker] “Hvis man kunne få et ‘sæt’ på dette sted, så ville det bestå af et glas champagne og en bane kokain.”

Bismarck: “Nårh, en Rigmor Zobel?”

 

Hørt til fest

Mand: “Hej.”

Kvinde: “Hej.”

Mand: “Må jeg købe dig en drink?”

Kvinde: “Ja tak.”

[Mand bestiller drink]

[Kvinde får drink og tager en tår]

Kvinde: “Hvad hedder du så?”

Mand: “Jeg tror at du netop i disse måneder lægger dine bedste æg.”

 

Hørt til fest

Kvinde: “Med de briller, og det jakkesæt, så ligner du Simon Emil Ammitzbøll.”

Mand #1: “Må jeg være fri; bare fordi jeg er en borgerlig, fedladen bøsse.”

Mand #2: “Arj, nu er du hård ved Simon Emil; han er ikke nødvendigvis borgerlig.”+

 

Hørt til fest

Kvinde: “Where are you from?”

Mand: “Norway.”

Kvinde: “Oh my God! You guys are killing the whales!”

Mand: “But you kill people.”

Horneys Compliant-Compliant Type

af Ryan Smith

“Every man according
as he purposeth in his heart,
so let him give;
not grudgingly,
or of necessity.”

– 2nd Corinthians 9:7

Næst efter den rene Aggressive-type er den rene Compliant-type den sværeste type at håndtere i mellemmenneskelige anliggender: Det skyldes, at Compliant/Compliant-typens primære forsvar består i at bruge kærlighed og omsorg som et instrument til at opnå hvad de ønsker. I et rent darwinistisk mindset ville vi sige, at denne types overlevelsesstrategi er at indfange andres kærlighed og ansvarsfølelse og dernæst benytte denne som en ressource for sig selv. Uden sammenligning i øvrigt, så er dette en tendens som man ser i både dyreverdenen, og i menneskelige relationer. – Det fremmeligste eksempel er mongoler; – mennesker som ikke ville kunne tage vare på sig selv i naturen. Disse mennesker formår alligevel ofte at spille på folks følelsesregistre via deres naive glæde og barnlighed, hvilket “flyver under raderen” på os andre, og får os til at tage ansvar for dem.

Men uanset hvordan det forholder sig med mongoler, så er “normale” Compliant-Compliant mennesker (dem uden det ekstra kromosom), lige så meget i stand til at tage vare på deres eget liv som alle andre. En anden analogi kunne være styrketræning: Alle normale mennesker kan træne det minimum af muskelmasse op som skal til for at begå sig i det moderne samfund, men ikke alle gør det: Nogle få overlever på deres stærke(re) ihærdige venner som kan hjælpe, “tage fra” og evt. roses for denne indsats.

Således er det ikke fordi Compliant-Compliant-typen ikke indeholder samme omtanke og selvkritik som andre voksne mennesker, men fordi vedkommende har nedprioriteret dem i håbet om at bluffe sig til at få andre til at tage det grimme ansvar på sig. Og da den bedste bluffer er en som der tror på sin egen løgn kan det ofte være svært at komme nogen som helst steder i en åben samtale med Compliant-Compliant-typen. Derfor siger jeg, at denne type er den sværeste, eller næstsværeste, at håndtere i mellemmenneskelige anliggender.

På baggrund af det ovenstående kan vi gisne os til hvordan en Compliant-Compliant som har held med sin strategi over årene vil oparbejde anseelige kompetancer udi manipulation, da manipulation er denne types eneste værktøj til at opnå hvad vedkommende vil have fra andre mennesker. Og igen: Da den bedste manipulator er den som tror på egne fremsigelser virker det ikke nærliggende at buste denne type for den manipulation den udøver, endsige at karaterisere det som manipulation.

En illustration:

I et forsøg med diabetes-patienter (af begge køn) som scorede højt på compliance, men lavt på aggression og withdrawn-tendenser så man, at disse patienter var dårligere end deres Aggressive- og Withdrawn modparter til at holde behandlingen med insulin kørende på egen hånd. Patienterne “glemte” ofte at tage deres insulin, hvilket kompromiterede deres helbred og nødvendiggjorde øget opmærksomhed fra (og kontakt med), sundhedspersonalet. De rene Complitant-patienter var også dem som oftest “kom til” at spise slik, hvilket igen nødvendiggjorde flere besøg på hospitalet end andre patienter, og øget overvågning af disse patienter, da Compliant-patienterne øjensynligt ikke “kunne” tage ansvar for sig selv. Endelig fandt man, at disse patienters pårørende oplevede sygdommen som lagt mere stressende end pårørende til andre typer patienter: De sukkersyge Compliants oversvømmende simpelthen deres familiemedlemmer med ønsker om tjenester og samværd, og når de pårørende forsøgte at sige fra oplevede de at blive guilt-trippet: “Er det sådan du behandler en som er syg?” – “Betyder kærlighed intet for dig?” etc.

Vi ser altså ikke alene hvordan Compliant-Compliants er gode til at manipulere, men også hvordan de får sikret sig en række tjester og ydelser fra andre, _samtidig_ med at de får det til at se ud som om, at det er dem der er ofrene. Og det er netop en af de helt store patologiske faldgruber for den rene Compliant-type: At de kan undskylde hvad som helst, med henvisning til deres egen ulykke og offer-fornemmelse. De er med andre ord hardcore egoister med speciale i at få deres handlinger til at se uselviske ud, bl.a. ved at dramatisere deres følelsesliv uden at ville vedkende sig den aktive del af den process, hvor Compliant-Compliant typen tillægger de ydre begivenheder større smerte og grumhed end de nødvendigvis har, og omvendt fremstiller sig selv som mere magtesløse end de nødvendigvis er. (Igen for at andre skal tage ansvar for dem.)

Således har vi set hvordan, Compliant-Compliant-typen lyver både overfor andre, og overfor sig selv. Compliant-Compliant-typen har, som vi husker fra første blog i denne serie, så er Compliants først og fremmest kendetegnet ved et “overdrevent behov for nærhed og accept, samt et stærkt behov for at behage og være vellidt af alle.” (Horneys Trend 1). Dette gælder især for den rene Compliant-type som i sin iver efter at blive accepteret og være vellidt af alle altså undertrykker sine sande motiver, samt undertrykker deres negative og kritiske tanker om andre. (Verbaliserer man sine negative tanker om andre kan man også risikere at skubbe potentielle ansvarstagere fra sig.) Compliants har naturligvis negative tanker om deres medmennesker, ligesom alle andre, men når ikke tillader sig selv at udtrykke dem kræver de bare deres ret på anden vis. Ved ikke at honorere sig selv giver Compliants med andre ord deres psyker en via regia til lavt selvværd og depression.

Det lyder alt sammen dramatisk, men Compliant-Compliants er dramatiske, ligesom afskriven-sig-ansvaret for eget liv er dramatisk. Denne “eksponering” af Compliants kan virke ubegrundet, men det er netop fordi det virker på os mennesker – der er en grund til at Compliance har overlevet den evolutionære process. Det kan lyde stærkt at kalde det de laver for manipulation, da de fleste af dem jo også lyver for sig selv, men som en psykolog der havde beskæftiget sig med Compliance i mange år skrev i sin bog: “Kigger man Compliants dependensforhold efter i sømmende vil man til sidst indse, at man ikke kan skelne bøddel fra offer, ikke kan skeldne kniven fra stiksåret.”

Men hvad mener jeg nu med alt dette? – Jeg skal forsøge at give nogle eksempler:

Jeg har sagt, at Compliant-Compliants lyver overfor andre og lyver overfor sig selv hvad angår deres sande motiver, og jeg har sagt at deres adfærd er manipulerende. Denne manipulation består i, at mens Compliant-Compliants nemt kan vise sine medmenneskelige og velvillige følelser, så undertrykker de deres negative følelser. Basic psykologi 101 siger, at det man undertrykker ikke går væk af sig selv, men i stedet finder en anden kanal at udtrykke sig af. (På Freuds var samfundet præget af stærke vikorianske idealer, og sjovt nok fandt Freud seksualitet i underbevidstheden på mange af sine patienter.) I tilfældet Compliant-Compliant siger vi, at denne type ligger under for et ideal om at skulle være sød, hjælpsom og selvopofrende, hvorfor denne type kun kan udleve sine aggressive og dårlige tendenser forklædt som hjælpsommelighed og omtanke for andre.

Blot et par ord mere om dette fænomen: På samme måde som det kan være svært at se de dårlige tendenser når de svøbes i hjælpsommelighed og omtanke som for, så kan det ligeledes være svært at se, at Compliant-Compliant-typer ofte indeholder en hel del stolthed. Det er en anti-intuitiv erkendelse for de jo så fokuserede på andre, men kigger man efter vil man se, at deres trang til at hjælpe og gøre sig bemærket også bunder i stolthed. En stolthed som ganske vist er fokuserer ved at se sig selv i andre, men ikke desto mindre en ego-gratifiserende stolthed.

Eksempelvis boede jeg engang sammen med en pige der var kæreste med en Compliant-Compliant mand. Efter nogle år var hendes interesse faldet betydeligt, og det lå lidt i luften at han meget vel kunne gå hen at blive dumpet. Hver gang jeg så dem skete der det, at hendes kæreste betonede ting han havde gjort for min veninde, og lod det være underforstået hvor hjælpeløs hun ville være uden ham: “Jeg har fikset hendes cykel sådan at gear’et ikke pludselig hopper af og ryger tilbage i første gear – så ville man bare være så fucked.” – Eller en anden gang hvor min bofælle snakkede om sit arbejde afbrød han for at indskyde: “Jeg vækker hende ofte om morgenen. Hun er sådan en sovetryne og nærmest umulig at få op.” Altså: Lavt selvværd. Repression. Kompensation. Forsøg på at etablere gensidig dependens.

I begge tilfælde afbrød eller indskød min bofælles kæreste de her bemærkninger i en samtale mellem mig og hende. I forlængelse af det ovenstående kan vi retteligt spørge om ikke denne adfærd i virkeligheden gemmer på noget aggressivt? – Han havde jo intet imod at afspore min bofælles og min samtale for at bringe opmærksomheden hen på sig selv. Men han blev nødt til at skjule det bag et slør af hjælpsommelighed.

Endvidere er det ikke tilfældigt, at vedkommende afbrød os for at få opmærksomhed: I lighed med børn (der ikke kan klare sig selv i naturen) og mongoler (der heller ikke kan klare sig selv i naturen), lader manglende fra folk der kan tage ansvar til at slå de helt dybe strenge an i Compliant-Compliant-typen. Den overlever på opmærksomhed fra andre, og “gør sig fortjent” til at andre tager ansvar via den beundring typen kan opnå fra andre. – Som følge af dette mindset vil man se, at Compliant-Compliant mænd har større sandsynlighed for at have langt hår, gå med smykker, skrive digte, lave kunst eller musik – Alt sammen måder at opnå opmærksomhed og beundring fra andre på. Under forhold, hvor denne type ikke kan opnå den opmærksomhed og beundring som dens issues styrer den mod at søge kan det sågar ske, at Compliant-Compliant typen begynder at lide af hypokondri (psykisk eller fysisk) hvor vedkommende overdramatisere den modgang som rammer ham/hende hvilket igen vil få andre til at tage mere ansvar for vedkommende.

Endvidere lider Compliant/Compliant-typer ofte under følgende svagheder:

* Meget sulten efter komplimenter
* Drevet af beundring og bekræftigelse
* Dårlige til at tage imod kritik
* Meget vægelsindet og dårlig til at træffe beslutniger
* Dårlig til at færdiggøre projekter

Compliant-Compliant i idehistorien
Compliant/Compliant typer sætter stor vigtighed på kærlighed og medfølelse, og konformerer derfor til romantikkens (1800-1860) psykologiske optik. I lighed med romantikkens dyrkelse af “naturånden”, dvs. det udvalgte naturgeni hvis følelser og kognition er særlig og distinkt fra såkaldte “normale menneskers”. For i Compliant-Compliant-typen egen optik er hans følelsesmæssige tilstande og oplevelser; hans glæde og lidelse og anderledes og mere intens end “normale menneskers”. Nok lytter han til den samme musik og spiser den samme med som os andre, men hans kognition er særlig intens, kunstnerisk og gemmer på værdifulde dybder som ikke er os andre forundt, og således er det ikke så meget melodrama som det er naturgiven intensitet der gør, at naturånden fører sig frem med sine følelser, sin glæde og sine lidelser. I hans egen forståelse: His feeling has a special authority, and is a route to truth more profound and far-reaching than the enquiries of passionless reason can ever be.

Som et eksempel på denne selvforståelse kan vi fremhæve Oehlenschlägers digt om Guldhornene hvori de tørre, følelseskolde akademikere som har læst alle og ræsonneret længe forgæves “higer og søger i gamle bøger”, hvor “tanken forvirrer” så i “tåge tåge de famler”. Næh, den der finder Guldhornene er ikke de tørre akademikere som tror sig kloge på sagen, men i stedet naturånden der “med muntert sind” og “omkredset af violer ” “hendanser” sig til at finde Guldhornene til alles glæde og beundring. Et andet facet af Compliant-Compliant er her, at naturånden finder guldhornene uden at lægge nogen form for effort i det. Hvorfor er det Compliant-Compliant? Fordi det er den af alle typerne som befinder sig absolut længst fra det aggressive drive som driver subjektet til at gøre sig gældende og samtidig den type som vil have mindst at gøre med ansvar generelt.

For at repetere:

Compliant-Aggressive: Tager ansvar ved at sørge for de sociale rammer, forholder sig afventende og Compliant overfor hvad der så sker indenfor disse rammer.

Compliant-Withdrawn: Tager ansvar ved at arbejde hårdt efter nogle retningslinier hvor en anden har udstukket den overordnede politik, dvs. en anden tager det ultimative ansvar.

Compliant-Compliant: Frasiger sig anvar og koncentrerer sig i stedet om at være elskelig, hvilket kan udtrykket i behjælpelighed, charme, playfulness etc. Som skrevet i en tidligere blog i denne serie, så nedtoner denne type den virkelighed som et eller andet sted må eksistere i ethvert forhold og koncentrerer sig i stedet om det psykologiske samspil; hvor meget man elsker hianden eller hvor gode man er sammen. Det virker alt sammen meget nobelt og uskyldigt, men set fra en darwinistisk synsvinkel ville vi sige, at typen opretholder netop dette fokus for at styre kæreste, venner og families fokus væk fra, at det er dem der tager ansvar for denne type. Intet er så nemt at banalisere og se bort fra end hverdagens sensing pligter, men sandheden er, at uden nogen til at sørge for de helt basale behov ville vittigheder og charme ikke være meget værd.

Caspar David Friedrich: Der Wanderer über dem Nebelmeer (1818) viser naturåndens møde med den storslåede natur, og dermed med sig selv og sin egen intense kognition. Naturånden er det eneste menneske på billedet for i romantikkens selvforståelse er naturånden uvalgt og speciel. Skyerne strækker sig uendeligt langt og vi får derved indtryk af, at naturåndens kognition er uendlig dyb og intens i forhold til “normale” menneskers.

En sidste pointe om romantikken: I romantikkens optik er sproget ikke et værktøj til formidling af rationel kommunikation, men et middel hvormed den enestående naturånd kan udtrykke sig selv med sin særlige poetik. Hertil ville den kritiske rationalist indvende, at vi kan “udtrykke os selv” i en uendelig strøm af fine ord uden i virkeligheden at sige ret meget. Sådanne overvejelser ligger dog hverken romantikkens naturånder eller Compliant-Compliant-typen særlig meget på sinde, for som Baudelaire sagde, så findes det romantisk-drømmende mindsets legitimation “neither in choice of subject nor in exact truth, but in a way of feeling.”

Et biprodukt af denne holdning til sprog er selvfølgelig også, at man il-legitimerer saglig kritik af ens person og adfærd, da sproget jo ikke opfattes som et værktøj til rationel kommunikation. Således undgår Compliant-Compliant typen den kritik som er så lammende for dem, og som de på overfladen opfatter som uretfærdig og uberettiget: Hvis sproget udelukkende er et middel hvormed man kan udtrykke sin indre følelsestilstand, så følger det, at personkritik er følelsesmæssig misbilligelse, og ikke en empirisk forekommende adfærd som man kan snakke åbent og rationelt om.

Compliant-Compliant i populærkulturen
I kender allesammen ham her:

Tigger er sort og orange, og dermed det mest iøjnefaldende dyr i 100 Acre Wood. Så iøjnefaldende at han er svær at ignorere. Tigger er også ret så højrøstet og snakker altid længe og meget om alle de ideer han har og hvordan han er i stand til at gennemføre det ene og det andet projekt som de andre dyr roder med. Men efter de andre dyr har lyttet til Tigger er det som om, at Tiggers evne og vilje til at lægge sig i selen for at arbejde for gennemførelsen af de her projekter brænder ud. Han er med andre ord god til at tiltrække sig opmærksomhed, og rette fokus mod alle de måder hvorpå han potentielt kunne hjælpe de andre dyr, men det ser ud af mere end det er, eller som Pooh på et tidspunkt siger: “He always seems bigger because he bounces.”

Fra videnskabens verden så vi, hvordan Compliant-Compliant mænd havde større sandsynlighed for at have lagt hår og gå med smykker og i løbet af bøgerne kommer det også frem at Tigger på sig selv som ret så lækker og attention-grabbing. Eksempelvis som når han synger denne sang:

[Tiggers] are bouncy, trouncy, flouncy pouncy,
Fun, fun, fun, fun, FUN!
But the most wonderful thing about Tiggers is,
That I’m the only one
I’m the only one!
Yes, I’m the only one!

Læg mærke til, at Tigger gentager sidste linie: “I’m the only one.” – Hvorfor er det er “wonderful” at være den eneste af sin slags? – Fordi det gør en særlig og enestående; en udvalgt naturånd blandt mennesker, en som fortjener at andre tager dag-til-dag ansvaret for hans liv på sig, sådan at hans legesyge og charme får frit lejde til at udfolde sig, og som -above all- fortjener at få bunkevis af beundring og opmærksomhed fra omgivelserne.

Horneys Typer: Compliant-Aggressive

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

Denne typer er efter min mening den mest mærkværdige af alle typerne da den rummer to modsatterettede tendenser og samtidig almindeligvis formår at holder den a priori stærkeste af disse to under lås og slå. Allerede i denne indledende beskrivelse aner vi et af de klare træk der karakteriserer denne type, nemlig ansvarlighed. Alle de personer jeg kender som falder i denne type har haft et misundelsesværdigt drive mod “at gøre det rigtige”; dvs. færdiggøre deres uddannelser, passe deres job, aftaler, kæreste og venner til alles tilfreds. Når denne type er på sit højeste er det som om, at den får vendt sine Aggressive træk (træk som almindeligvis søger at maksimere eget lod på bekostning af andre) til en kraft som fomår at maksimere _andres_ lod såvel som deres eget.

Denne type går endviddere op i stærkt op i rammerne for sociale relationer. Det kan gøre denne type utrolig værdifuld og helt uundværlig for familier, vennekredse, arbejdspladser m.v., men det kan også omvendt betyde, at denne type ender med at bruge en masse energi på mennesker som ikke nødvendigvis værdsætter dem for deres indsats, eller endog: At de i virkeligheden ikke selv værdsætter de mennesker som de gør sig umage med at etablere trygge sociale rammer for: Som Compliants har de nemlig svært ved at mærke egne behov og lyster når de konfronteres med andres behov, og da deres fokus endviddere er på de sociale rammer først, og kun derefter på _indholdet af disse_, kan det også betyde at denne type “opdaterer langsomt” og holder fast i relationer længe efter at de elementer som engang gjorde dem gode er forsvundet. På tilsvarende manér er det også en fare for denne type ikke at registrere den udvikling og det gradvise identitetsskifte som venner, familie og kæreste undergår i løbet af livet, men i stedet at insistere på at vennerne m.v. skal konformere til faste, udgroede identiteter og dynamikker.

Som det fremgår af ovenstående, så har Compliant-Aggressivitet typen et intenst forhold til ansvar. Hvor Compliant-Compliant-typen ikke vil have noget med ansvar at gøre overhovedet og Compliant-Withdrawn-typen gerne vil tage maddening, blindt ansvar såfremt _nogle andre_ udstikker de overordnede retningslinier (dvs.: Taget det ultimative ansvar), så finder Compliant-Aggressive-typen det helt naturligt at tage ansvar for sig selv, og for de sociale kontekster som vedkommende indgår i. – Men er du sådan en type så pas på: Det kan nemt blive for meget, og spørg for øvrigt også dig selv: Får du ligeså meget igen som du giver?

Hvis ikke denne type er i kontakt med sig selv, men blot giver til fællesskabet uden at vide hvorfor og/eller uden at få noget meningsfuldt igen, så kan denne type finde på at være moraliserende overfor andre, og kan desuden have arbitrære fikspunkter, “pet peeves” hvor denne type kan “se rødt” og få afløb for sit Aggressive element. I disse tilfælde handler denne types indignation sjældent om the fact of the matter, det er altså med andre ord tale om en irrationel, kategorisk holdning. Som et eksempel kan nævnes emnet: Kvinder i politik. Her kender jeg til to Compliant-Aggressives som tilsynelandende har dette som pet peeve: Den ene mener, at man bør stemme på kvinder, simpelthen fordi de er kvinder, mens den anden mener, at kvinder simpelthen ikke er rustede til det politikske liv. Igen: Det er ikke selve sagen der er det vigtige, men det at disse mennesker går så kategorisk op i det.

Og nu vi er ved typens problemområder (sorry, men alle er tabertyper i den her typologi!), så betyder denne types loyalitet overfor sociale strukturer, at typen har nemt ved at undertrykke sig selv, herunder egne præferancer og følelsesliv. Den første adfærd man vil se som indikerer at denne type har det dårligt er oftests ovennævne kategoriske harcellering hvor der moraliseres og opdrages på dem der ikke konformerer til typens pet peeves. Men kort derefter følger selvdestruktive tendenser hvor typen udsætter sig selv for unødvendig smerte eller fare for at få et afløb for de mange opsparede frustrationer. På denne måde kan denne type nemt havne i et catch-22: At være direkte aggressive giver dem dårlig samvittighed og er dårligt for selvbilledet hvorfor de undertrykker deres tendens og i stedet prøver at kontrollere den umiddelbare sociale situation. Det er en lose-lose situation: Deres aggression er dårlig fo dem, men repression er også dårligt for dem.

Parforhold
Som vi vil se i en senere installation af denne serie, som vil den rene Compliant-type helst ikke tage ansar for sit eget liv. Følgeligt nedprioriterer Compliant-Compliant-typen virkeligheden og fokuserer i stedet på fantasier omkring sit forhold i stedet. For Compliant-Aggressive-typen vil det typisk være lige omvendt: Den nedtoner det psykiske aspekt af kærligheden, og fokuserer udelukkende på virkeligheden og det konkret givne.

Compliant/Aggressive i idehistorien
Det tydeligste eksempel på Compliant-Aggressive i idehistorien finder man nok i Thomas Hobbes 1651-klassiker, Leviathan. Grundtanken i Leviathan er, at et fællesskab, og uden en stærk leder til at holde alle på plads i dette fællesskab, så befinder mennesker sig i en Bellum omnium contra omnes (en “alles krig mod alle”) hvor de behandler hinanden som ulve (“Homo homini lupus est”).

Hobbes opskrift på at komme disse onder til livs er, at fællesskabet bør fastlægge på at indordne sig under en fælles leder. Gør de det, så vil denne alles krig mod alle ophøre, og der vil i stedet indtræde et Common-wealth; et fælles bedste hvor mennesker pludselig begynder at interagere på en civiliseret mutualistisk måde; hvor bageren bager brød og barbaren klipper hår: Alle forfølger de deres rolle i fællesskabet, og fællesskabet bliver herved stærkere og bedre at leve i, end den frygtelige naturtilstand nogensinde tillod. Vi ser altså, at mennesket ifølge Hobbes gemmer på en frygtelig Aggression som må undertrykkes med magt, men som til gengæld så kammer over i tolerance og Compliance, det Common-wealth når den undertrykkes.

Et andet budskab i Leviathan er også, a den mægtige leder bør været hævet over kritik. Alle bør være enig om ikke a kritisere ham, for han er garrantien for fællesskabets bedste, lyder det. Hvilket leder os frem til et andet træk ved Compliant/Aggressives, nemlig at de kan have svært ved at acceptere at de nogle gange begår fejl eller ikke handler korrekt. Alle Compliant/Typer har svært ved kritik, men for Compliant/Aggressives “høres” kritik hurtigt, som en misbilligelse af deres indsats i den sociale arena. Denne kobling kan virke mærkelig for os andre, men den giver sådan set god nok mening hvis man sætter sig i en Compliant-Aggressives sted: De yder den her monumentale indsats for at holde sammen på fællesskabet, men de får sjældent et “tak” eller anden form for værdsættelse. I sådan et vakuum er det da klart at man begynder at lytte efter be- eller afkræftelse andetsteds.

Det oprindelige 1651-cover af Leviathan hvor den mægtige leder svæver over vandene og garranterer fællesskabets ve og vel. Bemærk, at lederens krop består af de mange medlemmer af fællesskabet som bekender sig til hans autoritet.

Rent politisk at dette en holdning som stadig lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj, og som danner grundlag for mange menneskers utopiske forstillinger om den altomklamrende mor-stat. Men jeg er dybt skeptisk overfor denne slags centraliseret statsautoritet, for som Ronald Reagan sagde: “The kind of government that is strong enough to give you everything you need is also strong enough to take away everything that you have.”

Compliant/Aggressive i populærkulturen
Som et eksempel på en Compliant/Aggressive-type fra populærkulturen kan vi nævne Rabbit fra Winnie the Pooh. i Pooh-settinget, er Rabbit den der holder styr på alles gøremål; den der ordner skemalægger sådan at alle kan komme ud af det sammen i 100 Acre Wood. Når der er fælles opgaver er Rabbit også den der koordinerer arbejdet og fordeler arbejdsopgaverne blandt de enkelte dyr, alt efter deres kompetencer. Rabbit er stolt af, at kende alle dyrene i 100 Acre, og han siger ofte ting som afslører, at han tænker på _dem_ som værende afhængige af _ham_ i deres indbyrdes forhold.

I stavekonkurrancen med de andre dyr kommer det frem, at Rabbit er den bedste til at stave, men Rabbit lader alligevel den aggressive Owl udråbe sig selv til vinder, da Rabbit føler, at at det er vigtigt for Owl at kunne se sig selv som den bedste på dét område. På den måde har Rabbit tilgodeset Owls behov og rolle i fællesskabet. Rabbit ville utvivlsomt selv sige, at han udviste stor tolerance og overblik for at balancere og tilgodese alles behov, men fra et neurotisk synspunkt ville vi i stedet sige, at Rabbit simpelthen ikke _kunne_ lade være med selv at identificere sig med the official state of things, da Rabbit trods alt er en Compliant-type, og således styret af sin trang til at alle skal have det godt.

Mere om Horneys compliant-typer

En mand går i psyko-analyse for at blive af med sin compliance. Efter otte år arrangerer klienten et møde hvor han erklærer, at han er helbredt og ønsker at afslutte terapien.

“Glimrende!” udbryder terapeauten: “Tillykke!”

– “Men hvorfor havde du behov for at spørge om lov?”

***

Denne blog bliver lidt kedelig. Den er nemlig en slags opvarmning til de individuelle typeportrætter som I allesammen har ventet på 😉 Efter sidste blogs abrupte slutning har flere læsere påpeget, at jeg ikke fik den udviklingspsykologiske teori om Compliant-typer med. Og selvom bloggen var skrevet i et late-night rush, så var det faktisk halvt med vilje: Jeg havde nemlig indsamlet så meget materiale om Compliants, at jeg ville dedikere en blog eksklusivt til dem, – en gestus som virker passende, eftersom det er så sjældent, at verden dedikerer noget som helst til Compliants, eller giver dem respekt og opmærksomhed i et omfang der står i mål med deres indsats for at hjælpe andre.

Som læseren af min tidligere blog vil vide, så findes der imidlertid ikke een men hele tre Compliant-typer. De tre Compliant-typer er:

(1) Den rene Compliant-type
(2) Compliant-typen med Withdrawn backup
(3) Compliant-typen med Aggressive backup

I det følgende vil jeg betegne disse typer som henholdsvis:
(1) Compliant-Compliant
(2) Compliant-Withdrawn
(3) Compliant-Aggressive

Men først en håndfuld ord om sammensatte typer (dvs. typer med mere backup-coping): Der findes mig bekendt næsten ingen litteratur på området, kun en samling sprædte bemærkninger fra 50’erne og 60’erne (bemærkninger som trækker stærkt på Freud, eksempelvis: “Compliants er Compliants fordi de er Compliant overfor deres Superego[sic!] – ja vi er næsten oppe omkring Sartres “bevidsthed er bevidsthed om bevidsthed” ;)), samt nogle ret kedelige kvantitative målinger af nyere dato.

Men:

Når man har at gøre med en sammensat type, så karakteriseres dennes coping style ved, at det første elemænt er det største og det man har det bedst med sig selv når man bruger. Det er også det elemænt som man er bedst til at bruge, eks. er en Compliant-Aggressive-typebedre til at bruge Compliance end en Aggressive-Compliant-type. Endviddere gælder det, at selvom en Compliant-Aggressive sagtens kan være Aggressive, så vil vedkommende typisk have det dårligt med sig selv i dagene efter et Aggressive udbrud.

Rent kvantitativt findes der desuden følgende data i den videnskabelige litteratur:

I en psykometrisk måling af Compliant-mænd fandt forskerne, at Compliant mænd, uanset under-type:

– Har et større forbrug af discount-varer end andre mænd

– Har større sandsynlighed for at arbejde for det offentlige end andre mænd

– Bruger mere tid på personlig pleje end andre mænd

– Scorer højere på Big Five Neuroticism end andre mænd

(NB! Big Five Neuroticism er en anden måde at behandle neurotiske tendenser på end Horneys system. En måde som primært måler på hvor meget man bekymrer sig i hverdagen. Og det er da klart at Compliant mænd er under pres: Samfundet forventer jo, at de er Aggressives.)

Den med discount-varerne havde Horney fremsat som en arbejdshypotese i bog fra 1956, og det har altså vist sig at holde stik. Blæret! Ifølge Horney gælder den med discount-varerne også for Compliant-kvinder, men det findes der mig bekendt ingen undersøgelser om.

Spørgsmål vdr. Horneys typologi

1 Er det muligt at ændre sin coping style?

Ja, det er muligt at ændre sin coping style, men som de kvikkeste læsere allerede har luret, så er det ikke det væsentlige i denne sammenhæng. Coping styles er neurotiske forsvar mod den modgang verden smider i hovedet på os, og mod de ubehagelige indsigter som vi forsøger at undertrykke. Derfor er coping styles ipso facto ikke ønskværdige. Det skarpe spørgsmål er derfor ikke hvorvidt det er muligt at ændre sin coping style, men hvordan det er muligt at nedbringe sin neuroticisme.

(Hvordan man nedbringer sin neuroticisme er i sig selv et enme som er et par bøger værdigt, jeg henviser i mellemtiden til min gode ven Sylfyd for intensiv coaching vdr. en beslutning som de fleste over 24 kunne have godt af: At bryde med deres forældre.)

På jeres henvendelser kan jeg se, at mange af jer godt kunne tænke sig at blive aggressives. Jeg forstår jer godt, for aggressives deler en håndfuld træk med psykisk sunde mennesker, såsom drive, evnen til at gøre sig gældende i sociale situationer, og friheden til at sige hvad man umiddelbart tænker. Men aggression er ikke sundt. Neurotisk Aggressive tendenser repræsenterer et distinkt sæt svagheder, som eks. Compliant- og Withdrawn-typer lider mindre under, heriblandt vrede, hævngerrighed, arrogance, ufølsomhed, frådseri, løgnagtighed og sublimation.

Men for at svare på spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at ændre sin coping style, så er svaret ja. I modsætning til de jungianske typer, hvor jeg ikke har set eksempler på at folk har ændret sig i nævneværdig grad, så har jeg bare i løbet af 2009 set flere eksempler på at folk som ændrede coping style.

Som jeg beskrev i sidste Personlig Udviklings-blog, så udspiller coping styles sig primært i romantiske forhold, og her har folk typisk en tendens til at polarisere hinanden længere og længere ud af en given akse. – Typisk en Aggressive-part som bestemmer slagets gang og en Compliant-part som indordner sig og giver afkald på ansvaret. Eller en Aggressive-part som forsøger at bestemme slagets gang og en Withdrawn som trækker sig tilbage fra forholdet, til frustration for dem begge. Endelig findes der forhold hvor den ene part er Compliant og den anden Withdrawn, forhold som jeg personligt beundrer for den harmoni og fred som der lod til at hvile over deres samværd, men som omvendt også kan lede tankerne hen på den kategori af romantiske forhold som i psykologien kaldes “llav-konflikt, lav-lidenskab”. – Can’t win ’em all.

Jeg har ind i mellem set par hvor begge parter havde samme primære coping style, dvs. Aggressive/Aggressive, Compliant/Compliant osv., men det er så sjældent at disse par består, at jeg nærmest vil betegne dem som freak accidents når de endelig gør. To Aggressives kan relativt nemt opleve en indledende tiltrækning, men et sådant forhold vil næsten altid udvikle sig sådan, at parret bryder op igen når det viser sig at begge vil bestemme og ingen vil indordne sig. Hvis parret alligevel består sker det oftest ved, at den ene part må nedtone sin aggression og falde tilbage på compliance eller withdrawn-tendenser.

Hvor to aggressives nemt kan ende i et fling (da de begge overvurderer sig selv og tror de kan dominere den anden), er det derimod nærmest umuligt for to Compliants at blive tiltrukket af hinanden, da begge instinktivt responderer på autoritære, selvsikre udmeldinger fra den anden og ikke selv kommer med sådanne for ikke at støde en potentiel autoritetfigur fra sig. I de freak accident Compliant-Compliant par jeg trods alt har kendt er det altid endt med, at den ene part har flyttet sig i en Aggressive retning, hvilket ikke er så sundt som nogle af læserne sikkert tror, for aggression er ikke sundt, og det at tage ansvar for et andet menneskes livsførelse kan dybest set ikke lade sig gøre – det er simpelthen en illusion! Hvis det føles og ser ud som om det er muligt er det p.g.a. homo sapiens instinktuelle magt- og autoritetstilbedelse; det er en programmering der dybest set findes i os alle, men det ændrer ikke på, at kigger man magtrelationer efter i sømmene, så finder man altid store elementer af frivillighed. – I romantiske forhold kan folk kan f.eks. altid sige fra og gå deres vej, men vælger oftest at lade være da trygheden m.v. vægtes højere, og så er det alt andet lige nemmere at undertrykke disse indsigter og sige til verden og sig selv, at amor vincit omnia; at man ikke havde noget valg.

Svaret er ja; Man kan ændre sin coping style, og netop fordi man kan ændre den er det omvendt også sjældent at man finder et romantisk par med samme dominerende coping style.

Næste spørgsmål:

2 Kan man have mere end en coping style?

Flere af læserne har bemærket, at de kan genkende sig selv i mere end en af de tre beskrivelser. Og ikke overraskende er svaret på dette spørgsmål også ja. – Faktisk er det langt de færreste hvis neurotiske tendenser er karakteriseret af en ren coping style. Det skyldes, at coping styles ikke kun benyttes i een situation (selvom de selvfølgelig benyttes *mest* i forhold til den romantiske partner), men er aktive i flere situationer, overfor flere forskellige mennesker som igen har hver deres coping style. Derfor er det fornuftigt for den enkelte at kunne skifte mellem coping styles, sådan at man er Aggressive overfor sine (dårlige) venners mobning, men Compliant overfor rockeren der spørger om man har set hans dame.

Fra tid til anden opstår der dog betingelser som gør, at enkelte udvikler en “ren” neurotisk personlighed som udelukkende er karakteriseret af een coping style. I børnepsykologien arbejder man med den hypotese, at rene aggressives er børn som har haft trygge rammer. Rammer der har stimuleret barnets medfødte talenter, og givet barnet rigelig kontakt med flere gode rollemodeller, samt nem adgang til ros. Hypotesen er, at hvis sådanne børn undertiden formår at misbruge disse favorable betingelser, som langtfra alle børn er så heldige at få i dåbsgave, og udvikle en under-identifikation med forælder-rollen (da trygge omgivelser med fine rollemodeller næsten altid er karakteriseret af indtil flere personer som er villige til at tage ansvar og definere faste rammer for barnet). Barnet udvikler simpelthen ikke evnen til selvstændigt at tage ansvar for sine handlingers integritet, da barnet ikke oplever denne evne som en mangel i det trygge miljø: Der er altid nogen til at sige fra og tage ansvar på en konstruktiv måde hvis barnet kammer over og bliver urimeligt, og følgelig skal barnet bare tænke på at maksimere sit eget lod, og ikke på hvad der er rimeligt eller fair, hvilket leder barnet mod den rene Aggressive coping style.

(Fin som denne hypotese er, kender jeg imidlertid også flere eksempler på rene-Aggressive typer som kommer fra smadrede hjem med psykopat-forældre og andet ubehageligt. Moderne forskning bevæger sig i tiltagende grad mod at se på genetik som forklaringen på folks personligheder, herunder coping styles. Jeg er selv glad for genetiske forklaringer, og mener at genetik sandsynligvis kan forklare langt mere end hvad man almindeligvis tror. Jeg tror at man fra 2050 vil kigge tilbage på 2009s estimater af genernes indflydelse som værende ganske naive og skudt drastisk under målet. Ikke desto mindre er det sandt, at uanset hvor godt et agern et givent agern er, så skal det stadig bruge jord, sol og vand for at blive til et egetræ.)

Hvad angår den rene Withdrawn-type, så er den dominerende udviklingspsykologiske teori på området, at dette barn ikke fik kærlighed nok i barndommen. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke har haft gode forældre i den forstand vi normalt forstår det; de kan have gjort alting rigtigt, hjulpet med lektier, taget barnet med på fisketur og i biografen osv. osv. – men følelsesmæssigt engagerede de sig ikke i barnet. Det kunne enten være fordi forældrene ikke kunne identificere sig med barnet (det er tabu men veldokumenteret at det sker forholdsvis ofte), eller det kunne være fordi forældrene ikke selv var psykisk sunde og i stand til at give barnet den kærlighed som børn har brug for. Endelig kan der simpelthen være tale om, at barnet har en fejlagtig opfattelse af, at forældrene ikke elsker det, hvilket også vil påvirke personligheden, sandhedsværdien desuagtet.

I denne situation tænker barnet først, at det må kvalificere sig til den kærlighed det ikke har fået ved at erhverve sig særlige evner og viden, sådan at det kan klare sig selv, udenom forældrene. Og med denne Withdrawing-tendency følger en forestilling om, at det er de andre som får skade og modbydelige ting til at ske, og hvis blot man kunne være alene og i fred, så ville alt være godt. Barnet udvikler derfor ikke træk som er nyttige til at omgås andre mennesker (aggression/compliance), men fokuserer i stedet på sin indre verden, samt dets evner og viden.

Introduktion til Karen Horneys Typologi

af Ryan Smith

Personlig Udvikling #1: Horneys Neurotikere
I dag skal vi prøve noget nyt. Vi skal ikke se på morsomheder, men på den vise Karen Horneys (1885 – 1952) teori om neuroser. Den bedste indføring i teorien er at finde i hendes egen bog, Neurosis and Human Growth (1950), som efter min mening stadig er den bedste bog om neuroser. I denne blog vil jeg forklare hovedlinjerne i Horneys teori, og søge at krydse hendes tænkning med mine egne teorier og observationer.

Karen Horney mener, at der grundlæggende set findes 10 neurotiske hovedtræk som hun kalder Trends og tre måder at tackle verden på, som hun kalder Coping syles. De tre coping styles kaldes undertiden også for typer. Da typerne er navngivet på baggrund af deres coping styles er terminologien således relativt fri. Men det betyder nu ikke at man taler forbi hinanden. De tre typer er nemlig ganske veldefinerede, og de er:

COMPLIANT
(Compliance betyder underkastelse eller indvilligelse).
Compliant-typer er karakteriseret ved deres selvopofrende og selvudslettende natur. Compliant-typens primat er, at verden har ret og at de selv tager fejl, og Compliant-typen har således svært ved at hævde sig i verden, og svært ved at få udrettet noget på egen hånd.

Som en følge heraf vil Compliant-typer forsøge at finde en person som de kan overgive ansvaret for deres liv. Det vil oftest være en kæreste, men kan også være en ven, forælder, eller behandler. I Compliant-typens optik er denne person mægtigere end vedkommende selv, hvilket resulterer i et charter som tillader Compliant-typen at gemme sig bag den stærkere part således, at problemerne ikke kan finde ind til ham. Men det er imidlertid kun halvdelen af historien: Mens Compliant-partneren formelt set afgiver ansvaret til sin partner, og samtidig graviterer mere og mere mod at opfatte verden gennem sin partner, så foregår der alligevel en indegemt manipulation i forholdet mellem de to, hvor Compliant-typen på fleksibel og passiv vis forsøger at bearbejde sin “mægtigere” modpart til at mene det samme som Compliant-typen inderst inde håber og ønsker. – Denne manipulation er som sagt subtil, og findes i mange varianter. Et ofte benyttet modus er dog det, at Compliant-typen først efterspørger dirrigerende input, og derefter devaluerer selvsamme input, sådan at den mægtigere person gang på gang oplever, at vedkommendes indsat ikke er helt på kornet, helt hvad Compliant-typen havde brug for, eller også vil Compliant-typen lade give udtryk for, at det havde han da selv tænkt på. Således kan den velmenende, “mægtigere” part aldrig helt løse Complliant-typens problemer, for for Compliant-typen handler dette spil ikke om problemer, men om, at den “mægtigere” part skal tage mere ansvar, altid mere ansvar. – Lord save me from the so-called victims!

Compliant-typens psyke kredser således om svaghed, da et svag individ ikke er en trussel, og derfor nemt vil få adgang og lejlighed til at underkaste sig en stærk person. Denne affinitet for svaghed manifesterer sig også på andre områder, f.eks. i vis nærighed, og en følelsesmæssig tilknytning til billige produkter, såsom discountvarer. Med deres selvforfattede svaghed har Compliant-typer endvidere en stærk frygt for at blive forladt, og ligeledes for at være alene, hvilket igen resulterer i en usund overvurdering af kærlighed og af hvad et forhold kan være, og hvor stor en del af ens liv det kan og bør fylde.

Da Compliant-typer graviterer mod at opnå andres accept gennem underkastelse og indvilligelse, betyder det også, at Compliant-typer overordnet set angste for at hævde sig, for at sige hvad de mener, og at de ligeledes er meget bange for konflikter og for at andre skal udvise fjendtlighed og modvilje mod dem.

Eksempel: Vi forestiller os, at en Compliant-type bliver inviteret til en fest af en bekendt som han egentlig ikke bryder sig om. Endvidere ønsker vores Compliant-type faktisk ikke at feste den pågældende aften, men ville foretrække en anden aktivitet.

Jævnfør sin coping style vil Compliant-typen enten underkaste sig ved alligevel at sige ja til invitationen, eller også ville han undgå at tage ansvar for problemet ved at bede en kæreste, ven eller forældre om at takke nej på vedkommendes vegne.

(Her vil den opmærksomme læser måske spørge hvorfor det, at få en anden til at undskylde for sig ikke kvalificerer som Withdrawn. Svaret er, at den praksis at få en anden til at agere for en også involverer en underkastelse, men i det tilfælde til den person Compliant-typen får til at tage ansvaret for sig.)

AGGRESSIVE
Den aggressive type vil forsøge at konfrontere problemerne, og knuse dem så de går væk. Den aggressive type har en selvforherligende og selvhævdende natur, og har således ofte nemt ved at se alt det retfærdige i egne handlinger og alt det anfægtelige i andres – for nemt, ville mange mene.

Da den aggressive type drives af en higen efter at etablere sin overlegenhed anser han underbevidst de formelle spilleregler som underordnede, dvs. han henviser til reglerne når de er til gavn for ham, men ser sig ikke for god til at lave om på dem eller fordømme dem i det øjeblik de ikke længere falder ud til hans fordel.

Fordi det er essentielt for den aggressive type at se sig selv som overlegen, frygter han situationer han ikke kan kontrollere, og udfordringer som han ikke er sikker på at kunne tackle til topkarakter. – Men mest af alt frygter han at føle sig inkompetent og hjælpeløs. Derfor er også nemt for denne type at forfalde til en bragende overvurdering af upersonlig logik, som igen benyttes mere eller mindre arbitrært, se ovenfor.

Men den aggressive types største frygt er at opdage, og blive konfronteret med begrænsningerne af sit intellekt. Eksempelvis lever mange akademikere i en livslang, nagende neurotisk tilstand præget af evig tvivl om eget intelligens og intellekt.

Eksempel: Hvis vi genbruger vores eksempel med festen, hvor vores Aggressive-type hverken bryder sig om værten, eller ønsker at bruge sin aften på at feste, så ville vedkommende typisk takke nej til invitationen, men samtidig vende dette “nej tak” til et angreb. Lad os sige, at Aggressive-typens mishag ved sin bekendte bunder i intellektuelle uenigheder. Vores Aggressive-type kunne så svare: “Tak for invitationen, men ellers tak. Jeg ønsker ikke at komme til din fest, så længe du ikke ser virkeligheden i øjnene.”. En anden Aggressive-strategi kunne være at angribe selve arrangementet og f.eks. svare: “Tak, men ellers tak. Jeg bryder mig generelt ikke om arrangementer der lægger op til at man drikker hjernen ud og ter sig som aber.”. – I begge tilfælde ser vi, at den Aggressive-type har “smækket med døren.”, eller anvendt mere slagkraft end situationen nødvendiggjorde.

WITHDRAWN
Hvor den aggressive type føler sig overlegen fordi han opfatter sig selv som kvikkere og mere kompetent end andre, så føler Withdrawn-typen sig overlegen fordi han ikke har behov for andre og derfor er uantasteligt perfekt. Mens en Aggressive-type således nemt kan indrømme et mindre, uvedkommende brist så længe hans kernekompetencer ikke udfordres, så oplever Withdrawn-typen selv den mindste kritik som et angreb. Som kontrast kan vi sige, at mens Aggressive-typen vil være overlegen, så vil Withdrawn-typen vil være perfekt-i-sig-selv.

På sigt kan denne adfærd ikke undgå at føre til nogle uheldige situationer, om ikke andet så fordi ét menneske aldrig kan overskue den samme mængde information som en gruppe af mennesker, også selvom de er mindre intelligente. Som Watson og Crick sagde da de løste mysteriet om DNAens struktur: “We solved the problem precisely because we were not the most intelligent scientists working on the case.”. – Den mest intelligente forsker på sagen var Rosalind Franklin som i 1953 havde isoleret sig i Paris, hvor hun ikke kunne rådføre sig med sine britiske kolleger.

Det er ydermere dobbelt uheldigt, at Withdrawn-typer ofte vil opfatte velmenende og berettiget kritik som en slags “indbrud” eller overgreb mod deres psyke, og som en udfordring af deres indre mentale billede af sig selv som perfekt selvforsynende. – En opfattelse der undertiden kan føre til, at Withdrawn-typer trækker sig tilbage fra hvem end der luftede denne kritik, og undgår mennesker eller kontekster hvor det er sandsynligt, at der vil være anledning til kritik, for i stedet at prioritere “sikre” relationer og arrangementer, som tillader Withdrawn-typen at blive ved med at tænke på sig selv som upåvirkelig, uantastelig og fri.

For en Withdrawn-type repræsenterer enhver social relation nemlig i yderste konsekvens en fare for at blive overtaget eller domineret, et kontinuum som i Withdrawn-typens optik ender i slaveri. (Withdrawn; man trækker sig tilbage for ikke at blive taget til fange.) I det underbevidste udforskes denne frygt gennem seksuel og social masochisme, hvorigennem Withdrawn-typen via selv-opfyldende profetier får bekræftet sin neurotiske frygt for, at alle sociale bindinger i sidste ende vil føre til slaveri og underkastelse.

Eksempel: I vores eksempel med festen er det mest oplagt for en Withdrawn-type simpelthen at lade som ingenting, og altså ikke svare på invitationen overhovedet. Alternativt kan Withdrawn-typer finde på at lyve og undskylde sig ud af sin (manglende) tilstedeværelse. Man finder måske på en længere kreativ begrundelse, og visse Withdrawn-typer finder sågar på at understrege hvor gerne de ville have været med til festen for dermed at understrege hvor uantasteligt det er, at de ikke kommer. Samtidig fungerer løgnehistorien som en ufrivillig nedvurdering af vores Withdrawn-types faktiske gøren og laden, og bekræfter ham derfor i sin sociale masochisme.

Med sine tre typer siger Karen Horney altså, at vi mennesker grundlæggende set har en hel del til fælles med dyrene, da de bagvedliggende motiver for vores håndtering af selv komplekse situationer dybest set kan reduceres til Fight/ Flight/ Submission, eller Aggressive/ Withdrawn/ Compliant.

NEUROTISK – MEN NORMAL
Langt de fleste af os, og altså også vores kæledyr, vil således kvalificere som neurotikere. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at en af Horneys bidrag til psykologien var, at hun gjorde op med blandt andre Freud (1856 – 1939) ved ikke at definere neuroser som noget særskilt fra hverdagens normalitet, men at hun i stedet anså neuroser som en forlængelse og en kontinuitet af hverdagens og normalitet. – Mens neurotikeren i Freuds optik er kvalitativt forskellig fra det sunde menneske, så siger Horney altså, at neurotikere snarere er normale mennesker som via stress og andre påvirkninger er blevet skubbet i en neurotisk retning.

Man er altså ikke nødvendigvis skør fordi man udviser nogen af nedenstående træk, men de er med til at karakterisere og definere vore psyker.

DE 10 NEUROTISKE “TRENDS”
Horney deler neurosis op i ti hovedtrends. De er:

Trend 1 Overdrevent behov for nærhed og accept, samt et stærkt behov for at behage og være vellidt af alle.

Trend 2 Ønsket om en partner som kan “overtage” ens liv og løse ens problemer.

Trend 3 Ønsket om at indskrænke sit liv til det velkendte, sikre, det trygge og det man kan bevare kontrollen med.

Trend 4 Overdrevent behov for magt og kontrol over andre, samt et ønske om at vise omverdenen en fejlfri facade.

Trend 5 Overdrevent behov for at få det maksimale ud af sine medmennesker. Man tænker med andre ord på enhver social relation som en handel hvor man skal maksimere sit eget udbytte, hvilket fører til udnyttende og manipulerende adfærd. – Lovely. – Desuden kan det nævnes, at folk der møder verden gennem Trend 5s prisme oftest går ud fra, at alle andre også lever efter denne trend.

Trend 6 Overdrevent behov for at opnå popularitet.

Trend 7 Overdrevent behov for at andre skal beundre en.

Trend 8 Overdrevent behov for at stige til tops, eksempelvis karrieremæssigt.

Trend 9 Overdrevent behov for at være uafhængig, og en udtalt modvilje mod at tage imod hjælp og rådgivning fra andre.

Trend 10 Overdrevent behov for at opnå perfektion og uantastelighed i forbindelse med sin person og sit arbejde.

Compliant-typen er påvirket af Trend 1, 2 og/eller 3

Aggressive-typen kæmper med Trend 4, 5, 6, 7 og/eller 8

Withdrawn-typen kendetegnes ved Trend 3, 9 og/ eller 10

Man kan slås med én eller flere af disse trends, og et givent individ behøver ikke lide af alle typens trends for at kvalificere som en given type. F.eks. kan man være en person som udelukkende lider af Trend 9, og alligevel kvalificere som en Withdrawn-type. Det væsentlige er ikke hvor mange trends man lider af, men hvor voldsomt man lider af dem.

THE TYRANNY OF THE ‘SHOULDS’
Ét eksempel på hvordan ens foretrukne coping style påvirker psyken er The tyranny of the ‘Shoulds’ som er en form for mantra eller indre, urealistisk, selvbillede som man gentager for sig selv, bevidst eller ubevidst. Dette mantra fastholder og fodrer individet i dets neuroser.

Compliant-typens mantra er: “Jeg bør være sød og selvopofrende som en helgen.”

Aggressive-typens mantra er: “Jeg bør være mægtig, anerkendt og en vinder.”

Withdrawn-typens mantra er: “Jeg bør være uafhængig, utilnærmelig og perfekt.”

PARFORHOLD
Jævnfør den vestlige verdens tendens til at leve ud fra det romantiske forholds befaling, dvs. at man lever som om, at alt andet kommer i anden række, så er det ingen overraskelse, at det er i parforhold at folks neuroser kommer tydeligst til udtryk.

Her er det et uheldigt faktum, at folk a priori lader til at blive tiltrukket af partnere hvis coping style komplimenterer deres egen. Allerede Freud spekulerede i, at vi ikke tiltrækkes af hinandens kvaliteter, men af hinandens neuroser. Min personlige mening er, at vi bliver tiltrukket, både af kvaliteter og af neuroser som dialektiske med vore egne. – Og at kun det første er ønskværdigt.

Sagen er den, at mens et parforhold bygget på baggrund af komplementære neurotiske træk nemt vil kunne fungere gnidningsfrit, via en effektiv opdeling af arbejdsområder, så vil et sådant parhold samtidig sørge for at fastholde dets parter i deres neurotiske mønstre, da enhver bedring fra disse repræsenterer en udfordring af det status quo forholdet er bygget på. – Et sådant forhold vil med andre ord forhindre dets parter i at udvikle sig som mennesker, og fastholde en del af parternes psyker på det psykologiske stadie som de var på, da de først mødte hinanden.

Hvad angår de neurotiske typer så gælder det først og fremmest, at der eksisterer en vis magnetisme mellem Aggressive og Compliant-typerne. I sin mest usunde og ekstreme form udmønter denne magnetisme sig i fænomenet hvor Compliant-kvinder skriver til Joseph Fritzl, Peter Lundin og andre Aggressive hankøn. Mekanismen er undertiden blevet kaldt “Kvinder der elsker for meget”, men psykologisk set gælder den også mænd, det er bare ikke ligeså udbredt, eller socialt accepteret.

Men i og med, at Horneys typer er defineret negativt mener jeg overordnet set ikke, at hendes system bør bruges til at anbefale matches, men kun til af advare mod de neurotisk komplementære af slagsen. Er man derimod på jagt efter et system som kan vurdere et match på baggrund af parternes respektive kvaliteter, så kan jeg anbefale den amerikanske Myers-Briggs Type Indicator, eller dens norske afstøbning, the Jung Type Indicator.

DATING: DEN OMVENDTE VERDEN
Noget jeg personligt har observeret er, at folks adfærd i starten af et forhold typisk vil være den omvendte af deres foretrukne coping style. Det vil f.eks. sige, at en Aggressive-type vil forholde sig passivt, afventende, fleksibelt og laissez faire i dating-fasen, mens en Withdrawn-type vil være overstadigt tilgængelig, åben og presse på for at opleve samhørighed tidligt i forholdet. Slutteligt betyder det også, at en Compliant-type vil have nemt ved at initiere et forhold, tilkendegive sine romantiske ønsker tidligt i forløbet, være den første der kysser og at vedkommende ligefrem kan virke dominerende!

Men det er alt sammen skin deep: Senere i forholdet vil de neurotiske typer igen gravitere mod deres etablerede præference: Den aggressive type vil forsøge at overtage mere og mere af kontrollen med forholdet og at gøre sig selv til forholdets “definerende part” som bestemmer spillereglerne. Withdrawn-typen vil hen ad vejen blive mindre og mindre responsiv, og i stedet blive mere passiv, passivt-aggressiv og afventende i forholdet. Endelig vil Compliant-typen vil aflægge sig mere og mere af ansvaret for sig selv for til sidst helt at udlicitere ansvaret for sit liv til partneren.

LØSNINGER
Til læseren der er kommet så langt kan jeg tilbyde tre løsninger. Ingen af dem er mirakelløsninger, men til gengæld ved jeg at de virker.

(1) Reflektér i det enkelte øjeblik, i stedet for at gå gennem livet på automatpilot. Det forholder sig sådan, at alle mennesker håndterer nogle situationer på reflekteret vis, og andre på automatpiloten. Anbefalingen her er, at øge antallet af situationer du håndterer via reflekteret tilstedeværelse. Rent objektivt set gælder det, at nogle situationer kræver et Compliant respons, andre et Aggressive modsvar og andre igen en Withdrawn holdning. Når du er på autopilot vil du have en tendens til at håndtere situationer ud fra din foretrukne coping style, men når du forholder dig reflekteret vil du bedre kunne genkende hvilket respons en given situation kræver.

(2) Spørg dig selv om der er der situationer du oplever som kriser, mens de faktisk ikke er det? Prøv at tage et timeout og ét skridt tilbage: Er situationen objektivt set en krise, eller er det dit subjektive spin, og din egen traumatiske historie som får situationen til at føles som en krise? – Når du forholder dig afslappet til den enkelte situation vil du se, at det måske slet ikke er nødvendigt at aktivere det neurotiske forsvar, men at man blot kan være til stede som sig selv.

(3) Definer et mål i forhold til arbejdet med din coping style og skriv det ned. I denne øvelse er det absolut væsentligt, at du skriver det ned, i hånden (nej – ikke på computeren!), på et stykke papir som ikke havner i skraldespanden ved næste oprydning. – Måske kan du hænge det på køleskabet eller et andet, halvprivat sted. Skriv også en dato, eksempelvis to måneder fra nu, hvor du vil gøre status i forhold til arbejdet med dit definerede mål.

Hvis du er Compliant-type, så kunne du øve dig på at sige hvad du mener – og stå ved det. Der skal selvfølgelig være en årsag til, at du holder fast i dit synspunkt, det nytter ikke noget at holde fast i sin udmelding “because I said so”. – Så tænk også over hvorfor du mener det. – Og hvis du alligevel oplever, at din psyke lukker ned som følge af det ubehag det genererer ikke at være enig med andre, så kunne du måske tage en chance og i stedet sige det til dem? (Hint: Start med gode, velmenende venner, ikke fremmede.)

Hvis du er en Aggressive-type, ligesom jeg er, så kunne dit mål være at udtrykke din personlighed udenom dine intellektuelle eller analytiske kompetencer. – Hvem ved, måske er der andet folk kan lide dig for end bare din analytiske kunnen?

Er du en Withdrawn-type, så kan du begynde at reflektere over dine venners kritiske input; ikke bare substansen af deres udmeldinger, men også deres motivation for at komme med den. – Måske kritiserer de dig ikke for at hale dig ned fra perfektionens tinde, ja, måske bruger de en helt andet målestok til at greje den slags, og forstår slet ikke hvorfor du tager tingene så nært.

Kærlighedens Veje #2: Agape

af Ryan Smith

Konkret + Fællesskabsorienteret = Nomos
Konkret + Egoistisk = Agape

Hvor Nomos er konstant og repetetiv er Agape i stedet fluktuerende og pulserende, og der er ingen garanti for, at Agape er det samme i dag som det var i går. – – Hvor Nomos er mennesker der følger traditionerne; de rammer som Gud har lagt ned for den menneskelige eksistens, så er Agape en kærlighed som på ikonoklastisk vis bryder traditionerne, da Agape-elskeren ynder at se sig selv som en Gud der elsker lavere mennesker, eller sagt mere koncist, så er Nomos Menneskers kærlighed til Gud, mens Agape er Guds kærlighed til mennesker. Eller endnu bedre, så er Nomos en kærlighed til rammerne og hverdagen, og Agape en kærlighed til at bryde ud af rammerne, og gøre oprør mod hverdagen.

Agape er gulddrengen og opfinderens kærlighed. Det er en eksplosiv og triumferende kærlighed som ikke kan kontrolleres af hverken ydre eller indre faktorer. Kærlighed som Agape er kærlighed som en eksplosiv kraft som går efter sin udkårne uden at stille spørgsmål, og ikke bare den udkårne, men omgivelserne som sådan vil blive trukket med ind i Agapes karnevaleske kraft. Agape er offentligt udtrykt kærlighed, og kærlighed der ikke skelner mellem privat og offentlig, mellem farlig og ufarlig. Agape trodser døden, det er en velvillig fejring af instinktet som ikke kræver forklaring eller retfærdiggørelse, og en kærlighed som er ligeglad med intellektuel forståelse.

Agape er udiskriminerende og selvforherligende og derfor ligeglad med objektiv værdi. Derfor kan Agape også trumfe alt andet, Nomos’es adlydende attitude overfor regler og traditioner. Agape forstår sig selv som tilværelsens primal matter. (Det er det samme mindset som når MBTI-nørder joker med, at ESTP er den eneste rigtige type, og at alle andre typer blot er perversioner.) På denne måde bliver Agape også til den ventil som folk kan have brug for at komme væk og bryde ud af hverdagens rammer, som de så ofte kan føle sig besnærret af. – På denne måde er Karnevallet med dets spontanitet og dets opløsning af samfundsmæssige regler, roller og rammer (eks. bonden vågner i fyrstens seng og tåben der bliver filosof), Agape er på den måde den samme form for at få “lettet trykket”, hvad enten vi taler om opløsningen af samfundets rammer, den radikale, betingelsesløse tilgivelse eller den seksuelle orgasme.

Denne opløsning af uudtalte regler og lune-drevet selvforherligelse genfinder vi endvidere i historien om Columbus der “løste” et af rennæssancens fysisk/matematiske problemer, nemlig hvorvidt ægget havde et fikspunkt hvor det kunne stå i fuldstændig balance. Columbus løste problemet ved at knalde ægget ned i bordet.

Agape er med andre ord en naturlig inklination som fungerer frit af refleksion, introspektion eller konsistent arbejdsindsats. Denne manglende selvbevidsthed gør Agape lidt som at slå plat eller krone med en naiv, optimistisk tilgang til, at resultatet nok skal blive krone hver gang: Resultatet behøver ingen polerende forbedring når der rammer rigtigt, men er heller ikke til at redde når det rammer ved siden af. Hele Agapes udtryk er affødt af, og gennemført pr., lune – heri ligger både dets charmerende natur og dets fundamentale begrænsning.

God Agape er således: En fintunet instinktuel forståelse for skønhed. En velvillig, tilgivende og eftergivende sindstilstand. En grundholdning til livet som præget af henrykkelse, enthusiasme og optimisme. En affinitet med den ekstasen og den betingelsesløse tilgivelse.

Dårlig Agape er derimod: Sårbart overfor overfladiskheden af de luner som driver psyken. Det er den inkonsistens og det hykleri som alt for nemt kan opstå når man forfalder til selvforherligelse og umiddelbare luner.

Agape på Film
Da Agape er en kærlighed som drejer sig om intensiteten i det enkelte øjeblik er det også den kærligheds-type der gør sig bedst på film. Derfor findes der også nærmest uendelige film der viser Agape som den selv-tiltro der transcenderer objektiv værdi eller normative regler (Nomos). Blandt de mest iøjnefaldende af disse kan nævnes Natural Born Killers, Thelma & Louise og Fear and Loathing in Las Vegas, som alle har det til fælles at en selv-identitet der ikke kan artikuleres, eller værende universelt valid, dyrkes på bekostning af det omkringliggende samfund. I dét regi er det ydermere interessant, at alle tre film har elementer af road movie over sig, da det ligger i fin forlængelse af Agapes impulsive og ustadige natur at være fuldstændig mobil, uden fast holdepunkt, og umulig at definere og knalde ned i statiske kategorier.

Mere overraskende Agape-film er måske måske film som Fellinis Otte e mezzo (1963) eller Peter Greenaways The Cook the Thief His Wife & Her Lover (1989). Fellinis vision i 8½ handler igen om at benytte Agape til at flygte fra den ubehagelige omstændighed at hovedpersonen Guido ikke har lagt noget konsistent arbejde i instruktionen af sin film; han har hverken manuskript eller rollebesætning på plads, men ikke desto mindre bollet udenom og brugt løs af budgetpengene. Investorerne og den stærkt utilfredse ægtefælle ånder ham i nakken, og Guido er ved at gå ned med stress over konsekvenserne af sine handlinger.

– Hvad skal man dog gøre i sådan en situation? – Jamen som en sand Agape-elsker siger det sig selv, at man skal bryde fri af rammerne, og de Nomos-inspirerede mundhæld som “man må yde før man kan nyde” og simpelthen holde en kæmpe fest hvor man tilgiver alt og alle, ikke mindst sig selv, og kaster de etablerede regler og roller fra sig!

Således slutter 8½ med den klimatiske, overraskende livsbekræftende festscene. Der findes ikke noget renere udtryk for Agape på film end Guidos afsluttende monolog:

“What is this sudden happiness that makes me tremble, giving me strength, life? Forgive me sweet creatures, I didn’t know. It’s so natural accepting you, loving you. I feel I’ve been freed. Everything seems so good, so meaningful. I wish I could explain.”

Her får Fellini både udtrykt, Agapes instinktuelle natur og den voldelige kraft der knytter sig til kærlighed udtrykt som Agape. Han får ydermere udtrykt Agapes tendens til at føle sig som en Gud der elsker mennesker, samt den betingelsesløse tilgivelse indeholdt i Agape (“Forgive me sweet creatures, I didn’t know.”). Endelig får Guido udtrykt Agapes anti-intellektuelle og omskiftelige natur: (“What is this ? I wish I could explain.”) – Guido får ikke engang selv de luner der driver ham.

Skulle vi opsummere denne forløsning i en kort vending ville vi sige: “Blessed and happy yet none the wiser.”

Agape i Shakesphere
Det er same konflikt vi ser udkæmpet I The Merchant of Venice (2004) som en kamp mellem Shylocks (Al Pacino) Nomos og Portias (Lynn Collins) Agape.

“You cannot force someone to be merciful
It drops like the gentle rain from heaven
On the place below; it is blessed twice
It blesses him that gives and him that takes
It is the greatest of all qualities; it suits
The king better than his crown.
His staff of office symbolizes his earthly power,
And the respect that is due to a king,
And this is where we fear kings;
But mercy is above this power;
It sits in the hearts of kings;
It is something God has;
And we become like God
When mercy softens justice. Therefore, Jew,
Though you want justice, think about this:
If we just had to depend upon justice
None of us would be saved from damnation; we pray for mercy,
And that prayer teaches us all to be
Merciful. I have spoken so much
To soften that part of your suit which asks for pure justice,
If you follow this strict court of Venice
We have to give a sentence that condemns the merchant over there.”

– William Shakesphere, The Merchant of Venice, act 4

Ligesom med Columbus og ægget ser vi Portia redde dagen via en appel til det barnlige idet hun påpeger en “fejl” i Shylocks og Antonios kontrakt: Shylock må kun tage Antonios (Jeremy Irons) kød, ikke hans blod. Portia får således Shylock til at afstå fra det aftalte pund af Antonios kød, men ikke nok med det: Hun sørger endvidere for, at tvinge Shylock til at afstå hele sin formue, og han tvinges til at konvertere til kristendommen.

Men man spørger med rette sig selv: Hvor er den Agape, “the blessed mercy” som Portia appelerer til i forhold til Shylock? Den er der ikke, og dermed udstiller The Merchant of Venince flere af farerne ved dårlig Agape, nemlig hykleri, overfladiskhed og inkonsistens.

Portia siger “that prayer teaches us all to be Merciful”, men når det kommer til stykket ønsker hun ikke objektiv retfærdighed a la Nomos, men det bedst mulige udfald for den part hun har valgt at begunstige med sin Agape. Portias tale er effektfuld og lyder godt, og dermed inkorporerer den også de gode sider af Agape, nemlig appellen til skønhed, æstetik og ekstase. Men Agape er ikke guidet af retfærdighed a la Nomos, af empatisk melankoli a la Philia eller af intellektuelle vurderinger a la Eros, Agape er guidet af hvad end der er effektivt og lyder godt i situationen, hvilket leder tankerne hen på Sokrateses karakteristik af digtere: “De siger sande ting uden at vide hvorfor, eller hvad det betyder.” – Agape-elskere drives ikke af visdom (sophía) men af tilbøjeligheder i deres natur (phýsis). Og som Sokrates siger: “Fordi de er gode til at sige det der umiddelbart lyder godt tror de, at de er kloge på alverdens andre ting.” [Platon: Sokrates’ Forsvarstale 22ac] – Hvilket er akkurat det samme fænomen som når nutidens kunstnere og Hollywood-stjerner tror sig kloge på politik, økonomi og alverdens andre ting, bare fordi de er vandt til at kunne charmere andre. Vi husker, at det græske ord for skuespiller var hypokrités, altså grundstammen til vor eget “hykler”, altså en der lader som om at han er noget han ikke er, og a propos…

Agape i Bill Clinton
Et lignende eksempel på denne tendens er Bill Clinton, en mand der om nogen er begavet med politisk instinkt og en evne til altid at sige hvad der lyder godt. Bill Clinton er den fuldendte Agape-elsker, og har med stor succes brugt Agape i den politiske manege. Således formåede Bill Clinton at snakke sig udenom det ellers ufravigelige faktum at han var skyldig i mened.

Clinton indrømmede godt nok at han havde løget under ed, men fik samtidig snakket sig udenom at han selv skulle være ansvarlig. (Det var ikke så meget løgn som at han bare “afgav et fejlagtigt indtryk.”). ? Ligeledes: Mens Clinton selv var med til at skærpe lovgivningen vdr. sexchikane hævdede han samtidig i retten, at hans “aktiviteter” med Monica Lewinsky og Paula Jones henhørte til hans privatsfære og at det derfor var “retfærdigt” at lyve eller “afgive et fejlagtigt indtryk”.

Problemet med Clinton og Lewinsky er bare det samme som problemet med Portia og Shylock: For hvis det er ok for Clinton og lyve, ja så implicerer hans handlinger, at det nødvendigvis også ville være ok at lyde i retten for enhver anden tiltalt i enhver anden sag om sexchikane at gå fri da den tiltaltes aktiviteter tilhører privatsfæren!

Men denne attitude var Clinton alligevel ikke parat til at bakke op, da lovgivningen vdr. sexchikane jo var på plads for at forhindre at mænd med magt på arbejdspladsen kastede sig over sagesløse kvinder. – Vi ser med andre ord igen den dårlige side af Agape når en part favoriseres over end anden “bare fordi”.

Bill Clinton havde sådan set ret i, at de ting han blev udspurgt om under retssagen ikke kom andre ved, han glemte bare at fortælle at loven som lå til grund for dette forhør var HANS EGEN LOV OM SEXCHIKANE hvilket igen viser Agapes flygtige og sine steder overfladiske natur.

Kærlighedens veje #1: Nomos

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

I denne, blog-serie vil jeg gennemgå fire former for kærlighed. Hver type kærlighed er enten abstrakt eller konkret, fællesskabsorienteret eller egoistisk, og kan placeres in en 2×2 matriks som følger:

Den første kærlighed vi skal se på hedder Nomos. Den er konkret og fællesskabsorienteret. At den er konkret vil sige, at den går op i det nære, og den materielle virkelighed, snarere en idealiseringer og den psykologiske forbindelse imellem de elskende. At den er fællesskabsorienteret vil sige, at den søger at afdække og imødekomme begge parters behov (i modsætning til de egoistiske som sætter sig selv først i deres parforhold).

Disse kærlighedstyper går tilbage til perioden ca. 500-300 f.v.t., og idéhistorisk set opstod de i Grækenland. De har senere blandet sig med jødedommen, kristendommen og senere europæisk filosofi, og til slut med populærkulturen. Her vil jeg sige lidt om Nomos.

NOMOS

Nomos er den kærlighed der omfavner sin elskede ved at sørge for konkrete behov som tryghed og beskyttelse, og ved at sørge for, at alting går retfærdigt til. I dette modus er de elskende hinandens pligttro vogtere i det korte tidsrum vi har hinanden indtil vi skal herfra igen. Nomos er kærlighed som et bolværk mod livets bekymringer. Det er alvorsfuld, duelig kærlighed. Nomos er serious business.

Da Nomos arbejder ved at identificere og opfylde konkrete behov er den undertiden blevet kaldt “kærligheden som skaffer” eller “kærligheden der sørger for”. Til de mest konkrete af vores behov hører f.eks. behovet for mad og bolig, samt tryghed, stabilitet og meningsfulde relationer til andre mennesker. I en bredere kontekst er disse behov afledt af menneskets behov for at deltage og høre til. Derfor hører kærlighed til familien også ind under Nomos, ligesom engagement i ens nærområde; – eksempelvis arbejdspladsen eller børnenes skole tilhører Nomos-domænet.

Nomos’ Gode sider
Derfor er Nomos også uundværligt for ethvert fællesskab som ønsker at opleve nærvær, engagement og loyalitet.

Her virker Nomos ved at give de elskende et mere jordbundent syn på deres kærlighed og den fremtid der ligger foran dem. I disse øjeblikke er det Nomos der agerer kærlighedens realistsike stemme og minder om, at træerne ikke vokser ind i himmelen, at man ikke er ung for evigt, at der er pligter der skal passes, penge der skal tjenes, og ikke mindst at der er regler der må følges, i kærligheden, såvel som i livet i det hele taget.

Med sin faste forankring i livets konkrete behov ligger det også Nomos lige for at at værdsætte kærlighedens konkrete udtryk, og ritualer såsom familie, hus og børn.

Nomos ved, at man ikke er ung for evigt. Nomos ved, at livet indeholder mange plagsomme elementer, såsom aldring, pligter, sygdom og ansvar. Derfor ved den gode Nomos-elsker også, at det ikke er nok at sværme om sin partner, men at man må være sin elskedes pligttro hyrde i det korte tidsrum man har hinanden her på jorden.

Med sit fokus på tryghed og stabilitet vil mange Nomos-brugere endvidere mene, at når nu livet er kort og uforudsigeligt, så byder kærligheden os, at vi binder os til hinanden og udviser livslang loyalitet. Som Nomos-brugeren Pausanias sagde, så klæder det elskende at bo sammen og være sammen – hele deres liv.

Nomos’ Dårlige sider
Man bør med andre ord binde sig til hinanden. Men hvis ikke Nomos balanceres og blandes op med de tre andre typer kærlighed, så indeholder Nomos den fare, at det elskende par bliver til en sammensmeltet enhed hvor man kan forudsige hinanden ned til mindste deltalje. Og det er dårligt for romantikken i det lange løb, for selvom det kan hjælpe på neurotiske menneskers (overdrevne) behov for tryghed, så kan to mennesker der smeltet sammen til en enhed ikke tiltrække sig selv. Der må leg og overraskelse til for at krydre de elskendes dynamikker.

Uden blik for humor, romantik og fantasier om den anden, risikerer den dårlige Nomos-elsker med andre ord, at slå den romantiske tiltrækning ihjel og erstatte den med et rutinepræget funktions-fællesskab hvor alt bare bliver noget der skal laves: Mad bliver noget der bare skal laves, ferie bliver noget der bare skal laves, sex bliver noget som bare skal laves. Som statistikkerne fra hensunkne parforholder siger: To gange om ugen, og hver anden gang bagfra. Og så ellers kun gøre undtagelser når der er nogen der vinder i Lotto.

Dette er faren, der gemmer sig i Nomos. Det er her serious business bliver til business as usual, og et forhold med Nomos men uden de andre slags kærlighed bliver til et arbejdshus præget af blind lydighed og fantasiforladt rutine.

Det løber i det hele taget som et underliggende tema ved Nomos, at det stabile, repetative sindelag vil være tilbøjeligt til at tænke på kærligheden som noget konstant, og vende blikket væk fra den uomgængelige skrøbelighed der præger såvel kærlighed som den menneskelige eksistens i det hele taget. Før i tiden var der mange Nomos-elskere som imødegik denne forhindring ved at udvikle et verdenssyn som indeholdt samme ordnende princip som Nomos benytter i romantiske forhold: Ligesom tingene har deres rette plads i hjemmet og i fællesskabet, således har tingene har deres rette plads i universet. Som her udtrykt af stoikeren og Nomos-filosoffen Epiktet:

“Sig aldrig om noget ‘jeg har mistet det’ men kun ‘jeg har givet det tilbage’. Er dit barn dødt? Det er blevet givet tilbage. Er din kone død? Hun er blevet givet tilbage.”
– Epiktet: Encheiridion 11

En anden fare ved Nomos er, når behovet for sikkerhed og forudsigeligthed kammer over, og Nomos bliver til en possessiv kærlighed hvor man søger at eje og kontrollere sin partner. For som nævnt, så ved den gode Nomos-elsker, at man aldrig kan eje hinanden, men kun være sin elskedes beskytter og forsvarer i den korte tid man har sammen.

Med sin trang til tryghed og kontrol vil det også sige, at det falder under Nomos’ domæne at blive i et romantisk forhold selvom man ved det er dødt, da man bilder sig ind, at man gør det for fællesskabet, for partneren, eller “fordi det er det rigtige at gøre”. Således er mange mænd blev ansporet til at blive sammen med kvinder de egentlig ville have droppet, da kvinden pludselig blev gravid, og det at blive sammen med hende så var “det rigtige at gøre”. Men den gode, ansvarlige Nomos-elsker, han ved, at det ikke hjælper nogen at blive i et forhold hvor man ikke elsker hinanden.

Nomos i det Gamle Testamente
Bibelens to hovedsektioner et delt over i Gamle og Nye Testamente. Overordnet sagt kan man sige, at det Gamle Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og fællesskabsorienteret, nemlig kærlighed som Nomos, mens det Nye Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og egoistisk (den hedder Agape).

Et eksempel på Nomos er f.eks. fortællingen om Gud der placerer mennesket i paradisets have med “alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne [og] alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr.” Her ser vi Gud udtrykke Nomos ved at give menneskene mad, et hjem, et fællesskab (“Gud skabte Eva, og Adam var ikke længere ensom”), og en klar, konkret, praktisk opgave, for fællesskabets skyld: “Du, menneske, skal dyrke og vogte Edens have”, ligesom der sættes grænser for menneskets stræben: ” Men træet til kundskab må du ikke spise af.” – Kend din plads i fællesskabet, tro ikke, at du kan gøre lige hvad der passer dig, der er regler.

Det Gamle Testamentes eksempler på Nomos er søbet ind i judaisme, og som sådan derfor fremmede for os kulturkristne. På den måde kan de hurtigt komme til at virke som dårlig Nomos, som f.eks. i det andet og mere ubehagelige tilfælde af Nomos, som vi finder vi i historien om Abraham der skal ofre sin eneste søn, Isak, til Herren i (1 Mos 1-24). Her gives der intet rationale, og ingen følelsesmæssigt adækvat begrundelse, men kun Herrens imperativ: “Tag din eneste søn, ham du elsker, og bring ham som offer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” – Vi ser med andre ord Nomos reduceret til en parodi på sig selv: Det er den nøgne lydighed og underkastelse af fællesskabets rammer, blottet for de tre andre former for kærlighed. Abraham adlyder med Nomos, og Gud svarer med Nomos: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som stjernerne.” – Fordi Abraham adlød den største far (Gud) bliver han selv til far, antageligvis med mange loyale sønner under sig.

Caravaggio: Ofringen af Isak (1601-3) Fordi Abraham har vist sin ubetingede loyalitet overfor Gud, og vist sig villig til at gennemføre Guds befaling uden nogen form for rationale, skrider Gud ind og lader Abraham ofre vædderen til højre i stedet.

I det hele taget er det Gamle Testamente spækket med eksempler på Nomos, hvor tilhørsforhold og loyalitet konsekvent vægtes højere end rationalitet, og hvor kollektive rettigheder vægtes højere end individuelle rettigheder. Isralitternes stræben efter at få deres eget land, kan læses som en stræben efter, at høre til i et konkret fællesskab, og måden som landet er beskrevet på, er også som et land der dækker indbyggernes konkrete behov – det “flyder med mælk og honning.”

Nomos på Film
I dette blog-serie vil jeg også komme med nogle eksempler på de fire kærlighedstyper på film. Men da Nomos drejer sig om hverdagens rutiner og relationer over tid er det de færreste film der portrætterer kærlighed som Nomos. Der findes dog to nyere film som jeg afslutningsvis vil nævne.

Den første er Lars von Triers Dogville (2003) hvor det lille fællesskabs behov for tryghed, stabilitet og business as usual fortløbende interagerer med Graces (Nichole Kidman) individuelle behov for sikkerhed fra de folk som jager hende, og hendes behov for en familie, efter bruddet med sin far. Dogville handler om de værdier der definerer et fællesskab, og desværre også korruptionen af disse, eftersom Dogville under Lars von Triers præsidium gradvist bliver mere dyster og ubehagelig, for til sidst at ende i åbent overgreb, misbrug og hykleri. – Således står Dogville tilbage som en skræmmende illustration af dårlig Nomos og en alvorsfuld advarsel om hvad der kan ske når Nomos tager overhånd, og ikke balanceres af de andre tre typer kærlighed.

Den anden film er derimod et eksempel på god Nomos, og det er Christopher Nolans The Dark Knight (2008) hvor Christian Bales Batman møder sin nemesis i Heath Ledgers Joker. Når denne actionfilm skiller sig ud fra øvrige actionbrag og portrætterer kærlighed som Nomos er det fordi filmens hovedrolle hverken er Batman eller Jokeren, men byen Gothham og dens behov for sikkerhed fra de kriminelle banders hærgen, samt en konkret og sikker begrebsverden. At Gotham er filmens sande omdrejningspunkt ses både i Batmans replikker, men også i Jokerens: “This city deserves a better class of criminal.”

Indbyggerne i Gothham har brug for en identitet at være fælles om, for at de kan føle sig som et fællesskab. Efter al den kriminalitet indbyggerne har været udsat for har de behov for et ydre fjendebillede at definere sig selv og deres fællesskab op imod. Der er tale om en situation som kalder på Nomos, og således må Batman påtage sig ansvaret for at opfylde indbyggernes konkrete og fællesskabsorientede behov. Derfor slutter filmen med, at Batman må agere skurk og påtage skylden for en forbrydelse han ikke har begået, og derfor lyder filmens sidste linier:

James Gordon Jr.: Why’s he running, Dad?

Lt. James Gordon:
Because we have to chase him.

James Gordon Jr.:
He didn’t do anything wrong.

Lt. James Gordon: Because he’s the hero Gotham deserves, but not the one it needs right now. So we’ll hunt him because he can take it. Because he’s not our hero. He’s a silent guardian, a watchful protector. A dark knight.