Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på, at det her bliver et kritisk interview. Hen imod slutningen af interviewet virker Hedegaard så ubehageligt til mode, at han lader til ikke helt at kunne tænke klart. Jeg afkoder det følelsesmæssige/interaktionelle som Krasnik, der velforberedt bølle-banker en totalt overrumplet Hedegaard. Det er meget ufint.

Alligevel formår Hedegaard at holde hovedet koldt og svare logisk konsistent på snig-angrebene – imponerende givet at Hedegaard højst sandsynligvis er stærkt følelsesmæssigt presset.

Er Krasnik ved at skabe en dansk Bill O’Reilly-persona, hvor gæsterne bliver maksimalt presset og afbrudt, simpelthen i håbet om, at O’Reilly fremstår som en kompetent journalist, bare fordi han får gæsterne til at krybe sammen?

Hedegaard er IKKE en gevinst for islamkritikken i Danmark. Men Krasniks interview er dog for meget. Helt over the top i interviewet er: (a) Krasniks sammenligning med Zions Vises Protokoller og (b) at Krasnik sætter spørgsmålstegn ved, om Hedegaard nu virkelig er blevet forsøgt myrdet, for kan man nu være sikker på det?

Krasnik fremstår som en sensationalist, der er lidt for smart til sit eget bedste. Han er en “god journalist” på den måde, at han formår at skabe opsigt, som nu, men han har alle dage været en metodisk opportunist, som har ladet det sensationelle komme før konsistensen i sin journalistik.

Sensationalisme er IKKE tillidsvækkende, og det mest latterlige er alle de akademikere og “kloge hoveder”, som falder i svime over Krasniks metode og føler sig repræsenteret af ham. Det er sensationalisme for akademikere. Se & Hør for akademikere.

Tæppebanket i ond tro

Interviewets følelsesmæssige dynamik er meget markant. Krasnik tæppebanker Hedegaard med et remix af “værst mulige udlægninger” af alle de mest kompromitterende ting, som Hedegaard har sagt siden 2001. Faktisk tager Krasnik ikke kun Hedegaard til indtægt for, hvad han selv har sagt, men også for hvad andre har sagt, skrevet og udtalt om ham gennem tiden.

At Hedegaard er på yderkanten til det ekstreme, er så en kendt sag. Men Krasnik fyrer den ene salve af efter den anden, Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på angrebet, og det fremgår, at Krasnik omhyggeligt har forberedt en række “fælder.” Krasnik fører lystigt Hedegaard rundt i sammensatte argumentationsrækker, som Hedegaard ingen rimelig chance har for at re-konstekstualisere “on the fly”, mens Krasnik enten afbryder eller konstant gør tilløb til at rejse protest midt i Hedegaards ræsonnementer. Også når Krasnik ikke har noget at sige. Skal Hedegaard stoppe op, eller skal han blive ved med at tale? Det er ikke til at regne ud, når værten ikke udfylder sin rolle som vært.

Krasnik har alverdens fordele, idet han alene kender til den argumentations-kombo, der nu skal til at udfolde sig, og Krasnik har tænkt sig at kapitalisere på sin fordel. Han har tænkt sig at vinde ved hjælp af forberedelse, men kommer faktisk til kort, idet Hedegaard holder hovedet koldt.

Hedegaard fremstår flere steder i interviewet, som om han ikke formår at svare ordentligt for sig. Men hele interviewets setup er så aggressivt fra Krasniks side, at Krasnik må betegnes som taberen. Han tømmer alt, hvad han har, ud over Hedegaard, og Hedegaard står stadig.

Hvem er det egentlig, som tror på konspirationer?

Så Krasnik har forberedt et 25 minutter langt “worst of” fra Hedegaards sidste 15 år i rampelyset. Ironisk nok er dette PRÆCIS den samme metodik, som konspirations-teoretikere altid bruger: Man borer lidt i overfladen på 10-15 sager, og – på afstand – kan det godt så se ud, som om 9/11 var et Inside Job, og at der er problemer med den officielle version af Holocaust. Men går man dybere ind i den enkelte diskussion, så begynder alle de overfladiske billeder at falde fra hinanden, efterhånden som flere facts kommer til.

Derfor er det også karakteristisk, at hver gang Hedegaard har sundet sig efter den indledende overrumpling og er ved at vinde fodfæste i et emne, som det jo er Krasnik, der har rejst, så skynder Krasnik sig videre til noget nyt, hvor Krasnik igen kan rejse problematiske enkeltdetaljer uden at give seeren tilstrækkeligt med kontekst – Hedegaard må for alt i verden ikke få lov at tale fra en rolig og overvejet position.

af Ryan Smith og Kelley Ross

Buddhismens historie i Indien varede omkring 1500 år og kan opdeles i 500-årige perioder, hvor forskellige karakteristiske former for buddhisme opstod. Dette er en idealiseret og skematisk opdeling, men den er praktisk, idet den kan matches op med de forskellige geografiske områder, hvortil buddhismen spredte sig i disse perioder, og med de forskellige former for buddhisme, som blev dominerende i hvert område.

Buddhismens lære og praksis blev i den tidligste periode aftalt mellem de lærte i en række råd, og traditionelt regner man med, at der har været tre eller fire af disse råd.

Det første råd blev afholdt kort efter Buddhas død på Rajagriha, som var hovedstaden i kongeriget Magadha. Her diskuterede man spørgsmål om, hvordan Sangha’en, som var det monastiske samfund af buddhister, nu skulle tage form, nu hvor Buddha ikke længere var iblandt menneskene.

Det andet råd blev afholdt omkring et århundrede efter Buddhas død i Vaisali (som ligeledes hørte under kongeriget Magadhas kontrol). Somme tider anses dette råd for det første, eller forveksles med det første råd, selvom det altså var det andet råd. På dette møde begyndte man at blive enige om indholdet af den buddhistiske kanon, og ma n begyndte at formalisere de regler, som skulle omgive den monastiske levevis, Vinaya.

Det tredje råd blev indkaldt af kejser Ashoka den Store og afholdt i Pataliptura. Indholdet af den centrale tekst, Tripitaka’en (”De Tre Kurve”), formodes at være blevet endeligt formaliseret. Foruden den filosofiske fasttømring af den buddhistiske doktrin, så blev buddhismen også introduceret til Sri Lanka, som følge af Ashoka personlige indsats, og de kanoniske tekster blev senere hen bevaret der.

Det fjerde råd fjerde blev indkaldt under kejser Kanishka den Første og blev afholdt ved Jalandhara. Afholdelsen af dette råd er ikke dokumenteret i Pali-kilderne, og således hører man ofte, at der i virkeligheden kun var tre (og ikke fire) råd. Det fjerde råd skulle have superviseret oversættelsen af Tripitaka’en til sanskrit. Det ser ud til, at det er disse tekster på sanskrit, som efterfølgende blev spredt nordpå til Kina og Japan.

Efter det fjerde råd begyndte den forenede old-buddhisme at sprede sig ud i tre forskellige grene: Theravada, Mahayana og Vajrayana. Disse grene vil vi nu se nærmere på.

Buddhismens første gren: Theravada (“De ældstes belæringer”) kaldes også nedsættende for Hinayana (det vil sige den inferiøre belæring) af Mahayana-retningen. Theravada opstod i Indien og praktiseres i dag i Sri Lanka, Cambodia, Laos, Thailand, Myanmar, og lignende sydøstasiatiske regioner. Theravada er den ældste form for buddhisme, som endnu praktiseres i dag.

Theravadas særlige doktriner:

Theravadas nemesis var i høj grad Islam, som invaderede de områder, hvor Theravada blev praktiseret, og bl.a. medvirkede til at udryde Theravada fra Afghanistan og Indien.

Buddhismens anden gren: Mahayana (“Det store fartøj”) opstod også i Indien og praktiseres i dag i Kina, Japan, Vietnam, Korea, Singapore, Taiwan, Bhutan og Malaysia. Mahayana er den største gren af buddhismen og også den filosofisk mest sofistikerede.

 Mahayanas særlige doktriner: