Author Archives: Majken Hirche

EU gentager historien

I det 14. århundrede skrev den arabiske historiker og filosof Ibn Khaldun som følger: “Man bør være sig bevidst om, at når en statsmagt først grundlægges, så opnår den store skatteindtægter med lave skattesatser. Men som tiden går, vil en statsmagt opleve, at højere og højere skattesatser blot vil føre til lavere og lavere indtægter fra beskatningen.”

Hvad Ibn Khaldun havde opdaget, var en tidlig version af Laffer-kurven, som er opkaldt efter den amerikanske økonom Arthur Laffer: Når skatterne i en stat bliver for høje, så dæmper de den økonomiske aktivitet i den givne stat for til sidst at føre frem til den situation, at højere skatter giver færre penge i kassen.

Ibn Khaldun var dog ikke den eneste filosof, som havde opdaget Laffer-kurven før Arthur Laffer: I både de kinesiske og osmanniske storriger havde kloge hoveder ligeså observeret, at efterhånden som flere og flere skatter blev lagt over på de erhvervsdrivendes skuldre, des mere synes de mægtige imperier at fattes penge.

Købmænd eller embedsmænd

Undertiden er et imperium heldigt, idet det lytter til sine købmænd, sådan som det Britiske Imperium havde for vane. Men langt oftere vil det være sådan, at et givent imperium i stedet lytter til sine embedsmænd, som man gjorde med de osmanniske vizir-embedsmænd, eller med det kinesiske Ming-dynastis navnkundige mandariner.

Forskellen er essentiel: Hvor en købmand typisk kan sætte sig i en anden handelsdrivendes sted, så har embedsmænd alle dage været et produkt af staten, og de har det derfor med at se den private sektor som fodnoter til staten. De forstår ikke, at velstanden i den private sektor skabes efter helt andre spilleregler end i det offentlige, og følgelig er embedsværkets værktøjskasse til at hjælpe de private virksomheder typisk helt forfejlet: Virksomhedsstøtte, offentlige satsninger på udvalgte industrier eller told og særlovgivning, som forgylder udvalgte virksomheder.

Danmark og EU står i dag i den situation, at at højere og højere skattesatser for længst er begyndt at føre til lavere og lavere afkast. Vi satser på en hær af statssanktionerede økonomiske planlæggere, inspektører, og nævn og kontrollanter som til stadighed griber strammere fat om det private erhvervsliv med henblik på at vride hver en ekstra krone ud af dem. Europas nationalstater fattes penge, og de har valgt at lytte til deres embedsmænd og ignorere deres købmænd.

Staten er blevet for stor

Men hvis ovenstående analyse er korrekt, hvorfor sætter vi så ikke skatterne ned, så vi kan vende tilbage til Ibn Khalduns tidlige fase, hvor lave skatter og høj økonomisk vækst går hånd i hånd? Det gør vi ikke. Det kan vi ikke, fordi staten er blevet for stor: Den har pådraget sig høje faste udgifter og en storstilet gæld. For hver gang Storbritanniens private erhvervsdrivende tjener 100 kr., så indkræves de 46 af dem i skatter og afgifter. I Danmark ligger det tilsvarende tal over 50 kr. Penge, som kunne være gået til vækst og innovation i ervhervslivet, bliver i stedet inddraget af statens embedsmænd, og brugt til at honorere statens høje udgiftsniveau

Genudgiv Kierkegaard på nudansk

Af Ryan Smith

Kierkegaard på litteraturens kirkegård Weekendavisens Anna Libak har for skade lagt sig ud med den gode smags apostle, idet hun i WA 11. januar har fremsat det ganske fornuftige forslag, at der kunne være værdi i at genudgive Kierkegaards kringlede og arkaiske skriverier på nudansk.

200px-Kierkegaard Fra modstanderne forlyder flere argumenter. Blandt andet det, at man ikke kan udtrykke så righoldige tanker uden så knudret et sprog. Hertil er der vel kun at indvende, at den politiske filosof Machiavelli formår at udtrykke komplekse og fremsynede tanker i sprog, som er klart, ja nærmest barnligt simpelt.

Et andet argument fra ancestralisterne lyder, at tonen, “den spøgefulde, lette ironi” i Kierkegaards skriverier vil forsvinde i en nudansk genudgivelse. Det har kritikerne muligvis ret i, men her må man spørge sig selv, om man vitterligt ikke kæmper for andet end tonen? Hvis det, der er tilbage, når ‘tonen’ og de øvrige kosmetiske lag er skrællet bort, ikke er værd at beskæftige sig med, så giver det selvfølgelig fin mening, at de, der beskæftiger sig med Kierkegaard, modsætter sig en genudgivelse. Men offentligheden fortjener, at man toner rent flag.

”Ved enhver oversættelse, er der ting, der går tabt,” skriver Libaks kritikere. De har altså indset sagens kerne, men skynder sig hastigt videre fra denne erkendelse. For at dvæle ved den for længe ville få dem til at indse, at der ikke findes nogen rationel skillelinje for, hvornår sådan et tab er acceptabelt, og hvornår en sådan opdatering er en uacceptabel leflen for folkedybet. ”Læs dog Kierkegaard i originalen,” siger de, ”Hvorfor dog væren doven på forhånd? – Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke taler dansk, som man gjorde i 1800-tallet? Det handler om at gide!” Og således kunne man med kritikerne sige: ”Hvorfor dog være doven på forhånd? Læs dog Platon i originalen! Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke kan oldgræsk? Det handler om at gide!” Eller hvad med Lao-Tse og den navnkundige ’Tao Te Ching’? Klassisk kinesisk? Det handler om at gide!

Endelig har kritikerne et sidste argument: “At opdatere Kierkegaard ville være at behandle hans skriverier som en kriminalroman,” siger de. ”Og Kierkegaard er ikke en kriminalroman.” Men hør, er Kant og Hume en kriminalroman? Er Schopenhauer? Alle disse tænkere genskrev på et tidspunkt i deres karriere deres værker i mindre knudrede udgaver, og deres hovedværker er ikke gået i glemmebogen derved – snarere tværtimod. Der er med andre ord intet tabt ved at realisere Libaks forslag om Kierkegaard i en mere moderne udgave – undtagen for de få, som allerede har postet ressourcer i at forstå det, som med Libaks forslag kunne blive almeneje.

Er Etisk Råd etisk?

En 15-årig pige blev gravid ved et uheld, og opdagede graviditeten for sent til at få en abort (uge 15).  En scanning afslørede i uge 17, at fosteret manglede nyrene, og derved kun kunne leve i hendes mave. Hun ville gerne have en abort, men kunne ikke få den uden tilladelse fra Etisk Råd. Hun gik til Etisk Råd, men de nægtede hende det.

Så denne 15-årige pige måtte gå til termin og føde et barn på 3,5 kg, der bortset fra nyrene intet manglede. Dette barn døde et par dage efter fødslen, sådan som man havde vidst fra det øjeblik, en scanning tidligere forudså. Hvor er det etiske i det? Er det ikke umenneskeligt at bede en 15-årig (eller hvilken som helst anden kvinde) gå igennem det.

For ikke at tale om det barn, hvis nerver udviklede sig til er færdigt stadie, og derved følte så meget mere smerte.

Was Xenophanes a Monist or a Monotheist?

xenophanes Should Xenophanes be read as a monist or a monotheist? It seems that the surviving fragments of his thought can lend itself to either interpretation, with but a few modifications. And the ancient sources are also mixed on this matter. Thus we are faced with a doxographical split with some writers believing that Xenophanes was a monist in the Eleatic tradition along with Parmenides and Zeno and others beliveing that Xenophanes was a monotheist, writing in a religious tradition.

Writers who believe that Xenophanes was a philosophical monist: Aristotle, Theophrastus, Eduard Zeller, A.H. Armstrong, and Plato*

* Plato’s support for this interpretation may not have been intended as serious by Plato. It may have been a “jesting” remark, as Barnes calls it.

On the other hand, the writers who interpret Xenophanes as a monotheist are: Hippolytus.

And finally, we have the sources which lend themselves to either interpretation: Simplicius, Cicero, Pseudo-Galen, the Melissus, Xenophanes, Gorgias, Jonathan Barnes, M. Schofield

Our view here, as inspired by Thomas McEvilley, is that Xenophanes’ thought presents a religious version of a philosophical monism and so that he is not a monotheist in the Judeo-Christian-Islamic sense of the term, but who identifies the oneness and totality of philosophical monism with the divine, not unlike what Spinoza would later do.

Review of: Quiet: The power of introverts in a world that can’t stop talking

quiet-the-power-of-introverts-in-a-world-that-can-t-stop-talking-by-susan-cain Susan Cain now has 500+ reviews of her book on “introversion.” Seems she really hit the jackpot and has made quite the sum from it. But the book is problematic, to say the least.
Its really more about stress management and (hyper)sensitivity than it is about introversion. Which is kind of weird as she claims to have researched introversion for seven years. She also engages in the “E vs. I” game, implying that extroverts caused the financial crisis (!) (!!) (!!!) (!!!!!!)

Then, some of the “research” that she reports in the book she reports is wrong (introverts are afraid of giving presentations -> No!) and at other times, the research is overplayed/construed and “interpreted” in a different direction than what the sources actually said.

Basically, my take is that she is high in neuroticism and hypersensitive. She then writes about how introversion equals shyness and sensitivity for 300 pages. As several people have remarked, she is not even likely to be an introvert herself, which is probably the reason that her understanding is so poor.

The thought presents itself that books such as this one is not really about E/I at all, but about giving people who, for various reasons, feel bad about themselves a cushion; a narrative for themselves where they are reassured that they are secretly better than others.

I will say that the book was nicely written, though.

Kongehusets dystre historie og mulighederne for reform

af Ryan Smith

200px-Royal_Banner_of_Denmark_(14th_Century).svg I dronningens nytårstale blandede monarken sig igen i politik, og vanen tro har dronningens holdningstilkendegivelser udløst furore og ført til debat om monarkiets fremtidige status i Danmark.

Debatten har bølget frem og tilbage, og på royalisternes side har Det Konservative Folkepartis Rasmus Jarlov været ude med følgende argument i Politiken:

”Hele monarkiet er en gammeldags institution. Det er netop derfor, det har en rolle at spille i dag og derfor et stort flertal af danskerne elsker det. Det er den mest synlige forbindelse til vores unikke mere end tusindårige historie som selvstændig veldefineret nation.”

Kongehuset er en institution, javel. Men uanset hvad man mener, at kongehusets fremtidige status bør være, så mangler der under alle omstændigheder et opgør med den unuancerede historie, der fortælles om det danske kongehus i broderparten af de danske historiebøger. Eksempelvis er der udbredt folkelig glæde ved mindet om Christian IV, mens kun de færreste er klar over, at Christian IV var en økonomisk og geopolitisk katastrofe.

Mange har fremført det argument, at kongehuset repræsenterer en institution, men hvilken institution er det egentlig, som vi her har med at gøre? Jo, bl.a. en institution, som prioriterede opførelsen afforskellige prestigepaladser, som royalister i dag er glade for, på bekostning af sultende mennesker i Norge, Island og på Færøerne. Kan vi blive enige om, at det var ulækkert, at Saddam Hussein byggede paladser, mens befolkningen sultede ihjel? Ja? Kan vi så også blive enige om, at det var det samme, der skete under Christian VI?

Eller hvad med pietismen, under samme Christian VI, som omdannede Danmark til den tids svar på Mullah Omars Afghanistan, hvor alle undervisere og præster helst skulle have de rette religiøse holdninger for at bedrive deres erhverv, og hvor teatre og anden underholdning helst skulle være forbudt?

385301_567594009926140_1748923748_nHvad nu, hvis vi sagde, at kongehuset under enevælden brugte de mange gratis penge fra Øresundstolden til at opføre sig som mellemøstlige klanledere/monarker/diktatorer gør på grund af de mange gratis penge fra olien? Som statsoverhoveder, der ikke behøvede kere sig om befolkningens levestandard, men blot brugte deres magt til at bygge paladser og kaste deres land ud i den ene skadelige krig efter den anden?

Sådanne ting undlader de fleste historiebøger helt at nævne, hvilket burde give fornuftige mennesker anledning til eftertanke: Hvis kongehuset virkelig er en institution, der er værd at bevare, hvorfor skal dens dårlige sider så gemmes af vejen for danskerne? Lad os få både de gode og dårlige sider af den ”gammeldags institutions” historie med, for ellers kan vi jo umuligt vurdere, om kongehuset vitterligt er værd at bevare eller ej.

En reformation af kongehuset?

Fint nok at se på forskellige hybridløsninger, men der bør som minimum være en opt-out ordning. Kongehuset kan finansieres via en særskat for de interesserede. Det skaber selvfølgelig den problematik, at ingen gider betale for et public good hvis andre kan freeride, og derfor bør kongehuset og støtter innovere, og tænke i ‘perks,’ dvs. små frynsegoder, som de, der betaler til kongehuset kan få, mens de, der ikke betaler ikke får dem. Det kunne f.eks. starte med, at hoffet udsendte særlige julekort, med navngiven hilsen, til de borgere, som valgte at betale til institutionen.

Om den tvangsprægede personlighed

Den tvangsprægede person har Unrelenting Standards grundet vedkommendes indre defektivitetsfølelse. Han skal vende de dårlige følelser fra sin barndom, monitorere de følelser af defektivitet og skam som han stadig får i dag, genkende hvordan han overkompenserer (ved at forsøge at fremstå perfekt), realistisk vurdere sig selv på godt og ondt, skrive et brev til sine kritiske forældre, prøve at være mere oprigtig i sine nære relationer, og sige fra over for folk der behandler ham dårligt.

Hvorfor er der flere liberale mænd end kvinder?

Ifølge en bekendt, som arbejder med EEG-scanninger i USA, så udviser mænd større aktivitet i isselappen, selv når man korrigerer for forskelle i personlighedstræk. Især højre del af isselappen er korreleret med risikovurdering, økonomisk forståelse og kausal ræsonnering. Ting som i højere grad er overladt til den enkelte i liberale samfund. Så når en person, i dette eksempel en kvinde, med lav aktivitet i isselappen går ind i stemmeboksen, hvorfor skulle hun dog så ønske at stemme på et parti, hvis politik ville føre til et samfund, som krævede høj isselapsaktivitet af dets medlemmer?