Author Archives: Majken Hirche

Herbert Spencer, liberalismens bøhmand

Den britiske filosof Herbert Spencer (1820 – 1903) kendes i dag mest som socialdarwinist og som kompromisløs laissez-faire liberal, for hvem de fattige bare kunne rende og hoppe. Men er det nu også rigtigt?

af Ryan Smith

Hvis du er ligesom de fleste dannede mennesker, så ved du ca. to ting om Spencer – et; at han var liberal og to; at han var socialdarwinist. Begge disse ting er der imidlertid grund til at betvivle korrektheden af.

Filosoffer har det undertiden med at blive kendt for små slogans og bon mots (såsom Descartes’ ”Jeg tænker, derfor er jeg,” eller Humes ”Man kan ikke slutte fra ’er’ til ’bør’”). Disse slogans er i og for sig fine nok, men hvad de fleste dannede mennesker samtidig ved, er, at de tanker, der senere bliver til sådanne slogans ofte er langt mere nuancerede i deres originalform: Ud fra Humes værker er det f.eks. ikke klart, at det nødvendigvis er umuligt at slutte fra ’er’ til ’bør’, blot at vi må være bevidste om denne proces og om, at konklusionerne, der udspringer af en sådan proces, er mindre gyldige end de konklusioner, der udspringer fra en pure deskriptiv proces. Nietzsche, som mente, at Gud var død, og at alt var tilladt for hans overmenneske, var, når alt kommer til alt, heller ikke nihilist, men ønskede at sætte et eller andet – magtudøvelse, overmenneskearistokratiet, eller arven fra det arkaiske Grækenland – ind i tomrummet efter sit nedbrydningsprojekt, og sådan kunne man blive ved.

Men hvad der er særligt ved Herbert Spencer er, at de to pip han er kendt for i offentligheden (at han var socialdarwinist og at han var laissez-faire liberal) ikke nødvendigvis er det billede, man finder, når man stikker næsen i hans skriverier.

Nok er friheden vigtig for Spencer, men som scientist og utilitarist tolker han friheden anderledes, end de fleste liberale i dag gør det. Om den private ejendomsret skriver Spencer f.eks., at mennesker i udgangspunktet ejer Jorden kollektivt, da vi alle er født her og hører til her. Følgelig er den private ejendomsret til jord ikke noget, som giver sig selv for Spencer. Spencer skrev under laissez-faire kapitalismen i England (den samme type kapitalisme, som Marx tordnede imod), og han frygtede, at regnestykket [privat ejendomsret til jord] + [laissez-faire] på sigt ville munde ud i et samfund, hvor en klasse af rige kapitalister ejede enhver park og grøn eng. Og bagsiden af mønten ville for Spencer blive en klasse af arbejdere, som til sidst ville være forvist fra alle andre områder af landet end deres bolig og deres arbejdsplads. ”Hvis samfundet ender sådan,” argumenterer Spencer, ”så er de fattige ikke frie, og så er det ikke et liberalt samfund.” Og sådan er der mange tilsvarende passager i Spencers værker, som argumenterer imod doktriner, som vi i dag forstår ved liberalisme, men gør det på baggrund af frihed.

Men Spencer var ingen politisk dilettant, og ligeledes var han hverken socialist eller konservativ. Så var Spencer liberalist? Ja, det var han, og det var også sådan, han blev opfattet i sin samtid og derefter, men snarere end en slags forløber for den liberalisme, vi kender i dag, så var han en art venstreliberal.

Frihed og social retfærdighed

Når jeg skriver venstreorienteret, så skal det forstås på den bedst mulige måde. Spencer var hverken skabssocialist eller socialliberalist, men var i sin grundholdning liberal. I sit essay The Proper Sphere of Government skriver han f.eks., at regeringen bør afholde sig fra: “At regulere handel, fra at stå for skoler og uddannelse, fra religiøse anliggender, fra generel velgørenhed, og fra at bygge veje.” Regeringen bør ene og alene holde sig til at beskytte borgernes ejendomsret og deres naturlige frihedsrettigheder. I Spencers optik bør staten altså udelukkende koncentrere sig om at opretholde frihedsrettighederne og retssikkerheden for sine borgere. Ifølge Spencer var det aldrig meningen, at staten skulle tage sig af mindre end det, og ligeledes burde gode borgere også rejse sig i protest, når staten tog tilløb til at gøre mere end det.

Det lyder jo alt sammen ganske højreliberalt, og dog er der klare venstreliberale elementer i Spencers tænkning. For mens mange højreliberale har afvist tanken om ”social retfærdighed” (enten fordi de ikke tror på den, eller fordi de mener, at det at prøve at sørge for ”social retfærdighed” med politiske midler vil skade mere, end det vil gavne), så tror Herbert Spencer på social retfærdighed, og han ser det som en mål, som mennesker burde søge at realisere i samfundet.

En af de ting, som har gjort, at Spencer er blevet karakteriseret som socialdarwinist, er, at han afviser velfærdsydelser og andre former for velgørenhed, som parkerer mennesker på passiv forsørgelse. Men bare fordi vi ikke bør omfordele velstanden i samfundet, så betyder det på ingen måde for Spencer, at velstandens nuværende fordeling så er retfærdig. Under den nuværende samfundsorden er det f.eks. sådan, at rige folks børn (såsom Paris Hilton, Ivanka Trump eller vor egen Kronprins Frederik) alt andet lige har langt større chance for at klare sig godt i tilværelsen, fordi de er rige folks børn. Selv hvis rigmandsbørnene ikke får penge af deres forældre, så har de adgang til kontakter, rollemodeller og råd og vejledning fra folk, der selv har klaret sig godt i tilværelsen. En Paris Hilton, der var kommet til verden i en trailerpark i Mississippi og var vokset op med en enlig forælder, havde næppe klaret sig så godt, som den faktiske Paris Hilton har gjort det, og et sådant tankeeksperiment vidner ifølge Spencer om, at vi ikke har social retfærdighed.

Derfor er borgerskabet og de velbjergede også de sidste mennesker i verden, der ifølge Spencer skal pege fingre ad de fattige og deres dårlige vaner. Børsmæglere og andre bløde kontormennesker bør ikke pege fingre ad underklassen, før de har prøvet at arbejde 37 timer om ugen i Netto og leve af mikroovnslasagne, fiskefilet og Grøn Tuborg. Spencer tror med andre ord ikke på det sokratiske bon mot om, at det er lige så nemt at være lykkelig og udvise overskud under rige som under fattige kår (og med til historien hører vel også, at Sokrates selv var en flittig gæst ved den athenske overklasses borde, hvor maden og vinen var noget bedre, end hvad underklassen indtager i dag).

Ifølge Spencer er de fattiges slidsomme kår i samfundet i sig selv med til at tilskynde underklassens dårlige og kortsigtede vaner. At se et medlem af borgerskabet pege fingre ad de fattige og ad dennes vaner, var derfor en flabet og krænkende akt – ikke kun for den fattige, men for ethvert tænkende menneske. Spencer mente ganske vist ikke, at de fattige havde krav på velfærd eller omfordeling, men ifølge Spencers værk Social Statics, så er personlig ulykke og fattigdom ”mindst lige så ofte” et resultat af defekter i de fattiges karakter, som de var et produkt af den måde, som vi har indrettet samfundet på. For mens samfundet politisk set bør være liberalt, så er det op til menneskene, der lever i det, at sørge for, at samfundet også bliver socialt retfærdigt, og det ansvar lever de ikke altid op til.

Det er med tanker som disse, at Spencer rent deskriptivt bevæger sig tættere på den moderne videnskab, end mange højreliberale forfattere og debattører nogensinde kommer. Eksempelvis er et af de meget velunderbyggede socialvidenskabelige fænomener inden for psykologi og biologi det såkaldte learned helplessness, dvs. det fænomen, at et individ holder op med at tro på, at det selv kan forbedre sin situation. Forsøg, som påviser learned helplessness, blev første gang udført i 1960’erne og er sidenhen gentaget mange gange med både mennesker og dyr som subjekter, og resultatet er altid det samme: Når et subjekt over tid observerer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dets indsats og dets lod i livet, så holder subjektet op med at gøre en indsats. Derfor, mener Spencer, kan man heller ikke bebrejde en person, som har søgt bunkevis af jobs uden at komme til samtale på nogen af dem. Det er videnskabeligt givet, at vedkommende vil synke hen i learned helplessness, og i sådan en situation er det ifølge Spencers venstreliberale optik også vores andres ansvar at hjælpe vedkommende op igen. Ikke fordi vi har et politisk eller juridisk ansvar, men fordi vi er ordentlige mennesker, der bekymrer os om social retfærdighed.

Socialdarwinist?

Med sådan et sæt holdninger kan man spørge sig selv, hvordan Spencer nogensinde blev kendt som socialdarwinist? Til dels er det Spencers egen skyld. I Social Statics skriver Spencer f.eks., at dumme mennesker fra naturens hånd gør dumme ting, såsom at spise, ryge og drikke for meget. Som enhver god liberal mener Spencer, at det er en sisyfostjans at forsøge at beskytte dumme mennesker fra sig selv, men i Social Statics tager han lige skridtet videre og tilføjer, at hvis individet er tilstrækkeligt kundskabsrigt til at leve, jamen så lever det jo, og hvis det fra naturens hånd ikke er tilstrækkeligt kundskabsrigt til at leve, så dør det, og så er det også bedst, at det dør(!).

Det er især dette udsagn, der igen og igen er blevet brugt til at udråbe Spencer til socialdarwinist efter hitleristisk forbillede, bl.a. på så vidt belæste steder som i Steven Pinkers The Blank Slate, men læser man efter, så bliver man snart klar over, at der er tale om en fordrejning af Spencers egentlige holdning. For mens socialdarwinisme tillader de tilpassede at knuse de utilpassede (eller i hvert fald at designere deres udryddelse ad politisk vej), så var Spencer, som vi så, liberal: For Spencer kan staten aldrig bruges til at udrydde eller på anden vis gøre vold mod mennesker, og ligeledes så må intet menneske initiere brugen af vold mod et andet, da dette ville forbryde sig mod det liberale princip om lighed for loven. På dette område er Spencer så langt fra den nietzscheanske kongstanke om ”forskellige moralsæt for forskellige sæt mennesker”, som man overhovedet kan komme. Mens Nietzsche havde sin herre- og slavemoral, så havde Spencer sine liberale principper, som pinedød skulle være ens for alle. Mens Nietzsche glorificerede slaveri og militær imperialisme, så tog Spencer på det skarpeste afstand fra disse ting, og det selvom han levede og skrev ud af Storbritanniens imperial century. Så mens Spencer må tage en del af skylden for, at han er blevet misforstået, så må de folk, der har udråbt ham til socialdarwinist, også stå til regnskab for, hvorfor det er Spencer, og aldrig Nietzsche, de udråber som socialdarwinist.

Man kan med rette spørge sig selv, hvordan (hvorvidt) de forskellige brikker af Spencers filosofi hænger sammen. Når han undertiden ønskede, at de velbjergede skulle undlade at hjælpe den overspisende og overdrikkende underklasse, som slår deres børn og som aldrig sætter et ærlig projekt i søen, så er det ikke, fordi de er fattige, for som vi har set, så er det for Spencer en medmenneskelig pligt at hjælpe de mennesker, som er fattige som følge af manglen på social uretfærdighed i samfundet. Når Spencer mente, at vi andre burde lade jordens bærme spise og drikke sig selv ihjel, så var det bl.a., fordi sådanne mennesker ifølge Spencer også er den slags mennesker, der, selv hvis de fik det bedre, ikke ville have moral nok til at hjælpe med at løfte menneskets kollektive ansvar for et samfund præget af social retfærdighed. Det er kort sagt de fattige, der giver de andre fattige et dårligt navn. Bag en af de ondeste tænkere i den liberale tradition gemmer der sig altså et blødende hjerte.

Vi kender alle de populistiske fordomme om, at liberale er onde og grådige mennesker, der er uempatiske og kolde om hjertet og som spiser børn til morgenmad. Men hvis end kke den ondeste af de onde, ”socialdarwinisten” Herbert Spencer, så faktisk var så ond igen, hvem af de liberale tænkere skal så være den nye liberale bøhmand?

Svaret må vel være Ayn Rand.

En exit-plan for Kvinfo

Af Ryan Smith

I en nyligt overstået debat diskuterede sociologen Henrik Dahl og feministen Jette Hansen forholdet mellem liberalisme og feminisme. I denne debat slog sidstnævnte fast, at danske borgerlige har haft behov for at finde en institution, som de kunne bruge til at udlægge feminisme som ”tyranni og undertrykkelse af menneskers frihed,” og at den institution så mere eller mindre ufortjent er blevet Kvinfo.

Jeg er en af de liberale, som tidligere har skrevet kritisk om Kvinfo i landets aviser. Men modsat hvad Jette Hansen siger, så går min anke mod Kvinfo ikke så meget på, hvad Kvinfo egentlig mener. Nej, min anke går først og fremmest på, at Kvinfo er finansieret af skatteyderne, og ærligt talt, så er det denne indsigelse mod Kvinfo, som jeg oftest hører i det liberale miljø

Kvinfo har trukket penge ud af den offentlige kasse hvert år siden 1987, og ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) er der ingen slutdato for, hvornår det mon er meningen, at Kvinfo skal kunne stå på egne ben. Det lyder måske underligt, men der er en forklaring.

Med politik er det sådan, at når først ”special interests” har fået lufferne ned i statskassen, ja, så er det så godt som umuligt at få dem ud igen. Se blot EU’s landbrugsstøtte, eller på USA’s støtte til majs, som man simpelthen ikke kan få lukket ned for. Problemet med ”special interests” er, at hvis den ene side af Folketingssalen prøver at fjerne statsstøtten, så vil den modsatte side hurtigt kunne vinde et par loyale vælgere ved at skride til undsætning og love fortsat støtte.

Jeg foreslår derfor en exit-plan for Kvinfo, som burde være i alles interesse: Der indgås et bredt forlig om en slutdato for støtten til Kvinfo (eks. alle partier med undtagelse af R, SF og Ø). Over en ti-årig periode reduceres det offentlige tilskud til Kvinfo med ti procentpoint per år. Efter ti år vil Kvinfo så være selvforsynende. Til den tid vil Kvinfo så have fået støtte i 35 år (1987 – 2022), hvilket også virker som et dejligt rundt tal.

Halvdelen af de frigjorte penge går til skattelettelser, så blå blok bliver glade. Den anden halvdel af pengene går til øget forbrug i den offentlige sektor, så de røde kan klappe i hænderne. Kvinfo spares for det chok, det vil være pludselig at miste al sin finansiering med ét, og når organisationen så er selvforsynende i 2022, så skal den ikke længere bekymr , at andre kan opfatte det som et meningstyranni, at Kvinfo får offentlige kroner for at moralisere over for folk, der ikke mener som dem.

Kvinfo vil måske være uenig i denne prioritering, men ærlig talt: Gratis penge i millionklassen over en 35-årig periode. Man skulle da være et skarn for at kræve mere.

Hvis Cepos og Cevea kan stå på egne ben, så kan Kvinfo også.

INTP – portræt og beskrivelse

Usikker på, om du er INTP eller ISTP? Tag INTP vs. ISTP Testen her.

Usikker på, om du er INTP eller INFP? Tag INTP vs. INFP Testen her.

Portræt af en INTP – indadvendt abstrakt-orienteret udforskende tænketype

Denne artikel omhandler en af de 16 Jungianske typer, som også beskrives af testværktøjerne MBTI, KTS og JTI. For at få et vejledende praj om din egen type, så besøg vores Jung Type Test.

af Ryan Smith

Som en INTP er din primære leveform fokuseret internt, hvor du behandler input rationelt og logisk via din tænkning. Din sekundære tilstand er ekstern, hvor du tager tingene mere tilbagelænet gennem din intuition.

INTP’er lever i en verden af teoretiske muligeder. Alt, hvad de ser, ser de i forhold til, hvordan det ville kunne forbedres, eller hvad det vil kunne  blive til, hvis de ideer, som bar det, blev udviklet til deres logiske maksimum. De lever primært i deres eget sind, og ved at trække den ydre verden ind i deres egne tanker har de evnen til abstrakt at analysere vanskelige problemstillinger, identificere komplekse mønstre og komme med logiske forklaringer på, hvorfor en ting i naturen forholder sig netop sådan (Darwin).

De søger logisk klarhed i alt, hvad de beskæftiger sig med, og derfor bruger en veludviklet INTP sin intuition til at anskaffe sig store mængder viden om verden. INTP’er går dog ikke så meget op i at anvende denne viden, som de bare går op i at analysere den korrekt, og således kunne INTP-typen siges at være den klassiske elfenbenstårnsprofessor, som lever med næsen i sin abstrakte teoriverden, og som aldrig kan huske, hvor han har lagt sine nøgler.

INTP’er kan kun leve igennem konceptuelle teorier, som generaliserer den specifikke virkelighed, som ”almindelige mennesker” ellers synes at trives bedst i. En INTPs sind er konstant på jagt efter at skabe nye teorier eller at bevise (eller modbevise!) eksisterende teorier, som andre præsenterer for dem.  INTP’er nærmer sig naturligt problemer og teorier med en entusiasme og uimponeret skepsis, hvor de ignorerer det, som ”man skal synes” om noget, for i stedet at forfølge problemet til dets logiske rod.

INTP eller INTJ?

Når man snakker om Jungs typologi, så bliver INTP’er let forbyttet med INTJ’er, og mange, som tager testen, er i tvivl om, hvorvidt de er INTP eller INTJ. INTP’er er dog forskellige fra INTJ’er på den måde, at INTP’er mest er interesseret i at forstå og formulere teorier, og at de egentlig ikke går så meget op i anvendelsen og udførelsen af de teorier, som de selv har været med til at opstille. Det er den rene teori, som betyder noget for INTP’er.

I modsætning hertil, så kan INTJ’er også godt lide teorier, men INTJ’er ser fortrinsvis teorier som instruktionsmanualer til, hvordan et givent tiltag skal implementeres i den ydre verden. INTJ’erne går med andre ord mere op i den konkrete anvendelse af teorierne, og således er det blevet sagt om INTJ’er, at deres tankegang på en og samme tid er ”meget abstrakt og uhyre konkret”. I modsætning her til er INTP’ers tankegang blot ”meget abstrakt”.

En anden forskel er, at INTP’er ikke kan lide at kontrollere folk. Deres naturlige modus er at være fleksibel og tolerant, og det at skulle delegere er noget, der ligger dem fjernt. Herimod har INTJ’er ikke de store problemer med at delegere og udstede ordrer, sådan at gruppen når frem til målet. Dette er forskellen på INTP’er (som har indadvendt tænkning) og INTJ’er (som har udadvendt tænkning).

INTP: Foretrækker hovedet frem for hjertet

INTP’er har svært ved at forstå eller værdsætte beslutninger, som andre folk har truffet på baggrund af deres personlige subjektivitet eller deres føle-funktion. INTP’er søger til stadighed at nå til logiske konklusioner på problemer, herunder også mellemmenneskelige problemer. Monty Pythons logikprofessor, som siger til sin kone, at man bliver nødt til at få fod på deres sexliv, da det ikke er logisk,  kunne på den måde være et humoristisk bud på INTP’ernes tendens til at anvende logik, hvor de fleste andre ville mene, at man her havde brug for følen.  Hvad end man synes om dette, så er pointen dog, at INTP’er ikke er naturligt udstyrede til at opfange og opfylde de følelsesmæssige behov, som menneskene omkring dem måtte have.

Guide til Jungs typologi: J eller P – Judging eller Perceiving / vurderende eller opfattende

Den fjerne dimension i Jungs typologi er J versus P. På engelsk Judging versus Perceiving, på dansk Vurderende versus oPfattende.

Er man opfattende (P), så er man mere afslappet, tilbagelænet og fleksibel. Man tager tingene, som de kommer, og er således mere tilpasningsdygtig, end hvis man er vurderende (J), da man ikke har så stærke meninger eller behov for, at tingene lige skal ske på en bestemt måde.

Er man vurderende (J), så er man derimod mere organiseret. Man kan lide at planlægge, og man finder det tilfredsstillende at vide, hvad man skal i løbet af en dag. Man har typisk stærkere meninger om, hvordan tingene skal ske i den ydre verden, og man er bedre til at fokusere på få, klare mål.

Der findes omtrent lige mange P’ere og J’ere blandt befolkningen.

Vurderende (J)

Når man er vurderende, så bruger man enten sin Tænkning (T) eller sin Følen (F) til at strukturere sit ydre liv. Set udefra vil det se ud, som om typer med et J i deres typekode foretrækker at have tingene omkring sig velordnede og planlagte. For J-typer er det bedst, hvis tingene er afgjorte, ordnede og organiserede, og det er under sådanne forhold, at de føler sig bedst tilpas. Når en beslutning om at lægge sig fast på en given plan eller et givent mål først er truffet, kan de føle, at det er en lettelse nu at have retning, og at tingene nu er under kontrol.

De følgende udsagn gælder generelt om J-typer:

  • De kan lide at have tingene afgjort og ”under lås og slå”
  • De kan godt lide, at tingene er besluttede, at kursen er fastlagt
  • De orienterer sig efter opgaven, og derefter tænker de på leg
  • De kan godt lide at strukturere deres dag og deres opgaver, evt. gennem tidsplaner
  • Nogle gange fokuserer de så meget på målet, at de glemmer at tage vigtige informationer ind


Opfattende (P)
Er man opfattende, så bruger man sin Sansning eller Intuition til at strukturere sit ydre liv. Set udefra synes man at foretrække en fleksibel og spontan måde at leve på, som giver plads til en høj grad af improvisation, fleksibilitet og tilpasning, efterhånden som de ydre forhold, og ens indre legesyge, skifter karakter.

Er man en P-type, så vil man gerne forstå og tilpasse sig til verden snarere end organisere den, og man er typisk åben over for nye erfaringer og nye oplysninger.

De følgende udsagn gælder generelt om P-typer:

  • De kan godt lide at forholde sig åbent og afventende; til at være frie til at reagere på det, der sker.
  • De synes at være fleksible og afslappede. De kan lide at holde planer til et minimum.
  • De kan godt lide at blande leg ind i deres arbejde, eller at nærme sig deres arbejde gennem leg.
  • De arbejder i byger af energi; de udsætter opgaver og knokler så igennem op til deadlines.
  • De kan være for åbne over for nye oplysninger, og blive ved med at se på nye informationer, selvom disse ikke længere er nødvendige for at løse opgaven.


Thomas Kuhns paradigmer fylder 50 år

af Robin Engelhardt, ph.d.

I år er det 50 år siden fysikeren og sociologen Thomas Kuhn udgave bogen ’The Structure of Scientific Revolutions’. Bogen er det mest citerede akademiske værk i det 20 århundrede. De fleste mennesker har nok aldrig hørt om Kuhn. Men de har hørt ordet ’paradigme’, et begreb, som Kuhn brugte til at karakterisere faserne og kriserne i den videnskabelige erkendelsesproces. Ordet paradigme er nok det mest brugte ord i videnskabsfilosofien, men nok også det mest misbrugte begreb uden for sit fag. I dag hører man om paradigmer i alle mulige sammenhænge, i politiske debatter og i populærkultur. Men hvad var det egentlig Kuhn mente med sine overvejelser omkring ’normalvidenskab’, ’paradigmer’ og ’inkommensurabilitet’?

Normalvidenskab, eller ’normal science’, er ifølge Kuhn den fase, hvor den videnskabelige praksis foregår som ’business as usual’. Forskerne inden for et specifikt fagområde er stort set enige om, hvordan verden er strikket sammen, og nu gælder det om at udfylde huller og forstå detaljer. Kuhn kaldte det også ’puzzle solving’. Trin for trin udbygges det teoretiske fundament, og kun sjældent bliver der stillet spørgsmålstegn ved grundantagelserne. Bekræftelsen af Higgs-partiklens eksistens var f.eks. en kæmpe succes for standardmodellen af universet. Man opdagede det, der var forventet at blive opdaget. Normalvidenskab handler altså om at afklare status quo, og stort set al videnskab foregår på den måde. Og det er godt sådan. At ordet normalvidenskab efterhånden har fået en lidt nedladende klang, var ikke Kuhns hensigt.

Paradigmer er de erkendelsesmæssige rammer, hvori et fagområde defineres og udføres. Kuhns centrale påstand var, at paradigmer ikke er mejslet i sten som evigtgyldige sandheder, men at de kan erstattes af nye paradigmer, hvis der akkumuleres for mange eksperimentelle anomalier til at de kan forklares ordentligt. Så begynder forskere at stille spørgsmålstegn ved fundamentet for deres teorier, hvilket fører til en krise, og eventuelt til en revolutionerende nyfortolkning af virkeligheden. I dag lyder det måske som en selvfølge, men det var det bestemt ikke for 50 år siden. Dengang havde man stadig en idé om, at videnskab var en addition af stadig dybere indsigter, der uden de store svinkeærinder ville konvergere mod en sand forståelse af verden.

Inkommensurabilitet er nok Kuhns mest kontroversielle begreb. Det stammer fra matematikken, og er egentlig let defineret: det betyder blot at der findes ting, som ikke kan måles med samme alen (in-co-measurable), ligegyldigt hvor lille målestokken er. Siden og diagonalen på et kvadrat er f.eks. inkommensurable størrelser, fordi de relaterer sig til hinanden via et irrationelt tal, der ikke kan skrives som en brøk. Kuhn lånte ordet til at diskutere konkurrerende paradigmer, f.eks. Newtons mekanik og kvantemekanikken, for hvilke der ikke fandtes et fælles sprog eller en fælles teoretisk ramme at diskutere dem i. Hurtigt blev humanister og sociologer inspireret til at bruge ordet ’inkommensurabilitet’ som en smart og videnskabelig klingende undskyldning for, hvorfor de aldrig kunne blive enige. Videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend blev så fortørnet over dette misbrug, at han beskyldte Kuhn for at give akademikere et argument for aldrig at behøve at lære videnskab. Med det magiske ord ’inkommensurabel’ havde de fået licens til at sige stadig dummere ting, idet det jo var deres helt eget, inkommensurable, syn på sagen.

Det er måske uretfærdigt at klandre Kuhn for misbruget. Men det er tankevækkende, i hvor høj grad hans paradigme er blevet almeneje. Det kan være at det skyldes en dybere sandhed, der går hinsides den snævre videnskabssociologi. Men det kan også være at vi bare er i en normalvidenskabelig konsolideringsfase, hvor vi endnu ikke har blik for de inkommensurable anomalier, der ikke forklares af paradigmebegrebet.

Anmeldelse af Chris Mooney: The Republican Brain

(NB: Amerikanske liberals er ikke det samme som danske ’liberale’. At være liberal svarer i USA til at være venstreorienteret og stemme demokratisk.)

I denne velskrevede og veldokumenterede bog går forfatteren bag om noget af den samme forskning som Jonathan Haidt, George Lakoff, Drew Westen, m.fl. har kastet sig ud i de seneste år, og som kan kaldes ”neuropolitik” eller ”psykopolitik”. Hvis du allerede kender til de ovennævnte forskeres værker, så vil du også på forhånd vide meget af det, som du lærer af at læse denne bog.

Bogen var interessant og let at læse. Der var ingen kedelige kapitler, og selvom forfatteren er utrolig partisk til fordel for den amerikanske venstrefløj, så forsøger han virkelig at pakke sine pointer ind, så de også kan være spiselige for højrefløjen. Forfatteren præsenterer os for et par spændende indsigter, som nu er empirisk understøttet af eksperimenter. Disse indsigter inkluderer blandt andet at:

  • Amerikanske konservative generelt har lavere integrative complexity end amerikanske liberals.
  • Amerikanske konservative tænker generelt i mere sort/hvide baner end amerikanske liberals.
  • Konservative har en tendens til at vælge simple løsninger på problemer, liberals en tendens til at vælge mere komplekse løsninger.
  • Når man drikker liberals fulde, så bliver de mere konservative i deres politiske holdninger.
  • Når man drikker konservative fulde, så bliver de endnu mere konservative i deres politiske holdninger.
  • Når mennesker får tænketid til at løse et politisk problem, så vælger de ofte en venstreorienteret løsning, men hvis mennesker ikke får tænketid, så vælger de ofte en konservativ løsning.
  • Amygdala er det center i hjernen, som er forbundet til frygt og instinkter. Amerikanske konservative har en fysisk større amygdala end amerikanske liberals.
  • Både republikanere og demokraters forsvarsmekanismer er de samme (muskelspændinger, aktivitet i svedkirtler, m.v.) men republikanernes forsvar er mere aktive, og hurtigere til at gå i forsvarsposition.
  • Tvillingestudier har afsløret, at ca. 40% af ens politiske holdning som voksen er genetisk bestemt.
  • Små børn, som var frygtsomme og modtagelige over for opdragelse, havde forøget chance for at blive konservative som voksne.
  • Små børn, som var mere selvkørende og isom kke lyttede til de voksne, havde forøget chance for at blive liberals som voksne.

Disse indsigter er spændende, og det bliver af yderste vigtighed at følge med i, hvad der vil ske af udvikling inden for “psykopolitik” i de kommende år. Når det så er sagt, så kunne man ønske, at forfatteren til denne bog dog ville lade være med at blande sine personlige holdninger sammen med faktuel videnskab, eller som den skotske filosof David Hume ville sige: At blande deskriptiv og normativ sammen.

I USA er der en bevægelse (”the birthers”) som mener, at dokumentationen for, at Barack Obama skulle være født i USA, er mangelfuld. (Såfremt Obama ikke er født i USA, så kan han ifølge amerikansk lovgivning ikke være præsident.) Ifølge forfatteren til The Republican Brain er spørgsmålet nu afgjort en gang for alle. Men spørgsmålet trænger sig på: Hvordan kan forfatteren vide det? Hvordan kan nogen af os vide det? Der er efterhånden så mange ualmindeligheder vdr. denne sag, at det er svært at få vished i den. For blot at give et enkelt eksempel, så blev Obama offentligt præsenteret som værende ”født i Kenya”, mens han var præsident for The Harvard Law Review, uden at Obama protesterede eller søgte at rette op på dette forhold.

Nu kan man så mene, at hele spørgsmålet er ligegyldigt, da Obama trods alt har vundet et valg, men det er bare ikke det, som forfatteren her siger: Han siger, at spørgsmålet er afgjort en gang for alle, og her skinner hans personlige sympatier unægtelig igennem. Eksempelvis kunne man spørge sig selv, om forfatteren ville udtale med samme entydighed, at alle spekulationer om Mitt Romneys skatteunddragelse nu var lagt i graven, efter at Romney har frigivet sine skatteforhold. Mon ikke svaret er nej?

Ligeledes siger forfatteren, at det er 100% videnskabeligt sikkert, at Obamas enorme Keynesianske vækstpakker har hjulpet økonomien. Når konservative benægter, at disse vækstpakker har virket, så er det ifølge forfatteren lodret forkert. Men igen melder spørgsmålet sig om, hvordan han dog kan vide det, når flere professorer i økonomi mener, at vækstpakkerne må betegnes som en katastrofe, og Obama selv har sagt, at vækstpakkernes virkning ikke har levet op til forventningerne.

Det er udtalelser som disse, der undergraver forfatterens egentlige argument, og det er en skam, for det er utvivlsomt rigtigt, at amerikanske konservative er mere kognitivt lukkede end amerikanske liberals. Forfatteren går efter amerikanske konservative for at benægte fakta og opfinde deres egne fakta, men her og der opfinder denne bog altså også sine egne fakta.

Og det er en skam, for bogen er god og læsværdig.

Anmeldelse af James Luchte: ‘Early Greek Thought’

Af Ryan Smith

I denne anmeldelse vil jeg se bort fra bogens helt skandaløse pris (600 kr.), som vel næppe kan siges at være forfatterens fejl.

Jeg læste bogen fra ende til anden. Selvom bogen kun strækker sig over 178 sider, så føles det mere, som om den var 450 sider lang. Og det mener jeg ikke på en god måde. Bogen er utrolig langtrukken, og forfatteren smager virkelig på sine egne ord. Derudover benytter forfatteren sig flittigt af ”scare quotes” og kursiveringer, ja nærmest hvert femte ord i bogen er fremhævet på den ene eller den anden af disse to måder.

Men når det er sagt, så er forfatterens studier af præsokratikerne faktisk ok. Forfatteren gør et godt stykke arbejde med at udgrave de ”ægte”, ikke-anakronistiske førsokratikere; at hive dem ud under den dyne af voldelige læsninger, som senere filosoffer, såsom Nietzsche, Heidegger, Popper, m.fl. har begået af dem. Bogen gør således op med misforståelser og forvridninger, som har stået på i århundreder, og for det bør forfatteren roses.

Videnskab eller personlig søgen?
Bogen har altså noget at tilbyde. Men dog vil der være ting, som går den videnskabeligt-mindede læser på: For det første er der så mange små personlige detaljer i denne bog, som forfatteren har gjort sig umage for at personalisere (eksempelvis hedder listerne ikke ”1, 2, 3…”, men ”α, β, γ..”), at jeg fik to associationer, da jeg læste bogen:

(1) Den amerikanske filosof Robert Nozick sagde engang, at han længtes efter en “ulæselig bog”: En bog, som indeholdt så dyb en viden, at han aldrig ville få brug for at læse igen – en ”viden til at afslutte al søgen efter viden.” Efter endt læsning forekommer det mig, at Early Greek Thought er James Luchte personlige forsøg på at skrive en sådan ”ulæselig” bog. Early Greek Thought er vel 50% forskningslitteratur og 50% James Luchtes personlige eksistentielle projekt. Misforstå mig ikke, eksistentielle projekter kan være fine, men hvem kan dog eksistere på baggrund af de stumper og stykker, som Nietzsche og Heidegger har udtalt om præsokratisk filosofi? Hvis forfatteren er ude på at forstå sig selv bedre, hvorfor så ikke kigge på noget psykologi, hvis det er dét, vi er ude i? Her burde Luchte have lyttet til Nozick: Den ”ulæselige” bog, som det er et ærligt projekt at søge efter, findes naturligvis ikke.

(2) Hegel sagde engang, at man kan forstørre ting, indtil de bliver til intethed,og fra den intethed kan du så kigge tilbage på læseren. Du ved som forfatter, at læseren er derude og forsøger at forstå dig, forsøger at læse din bog. At den idealiserede beskuer har blik for at bedømme kvaliteten af dine pointer, af dit arbejde, af dine evner. Og hvis du som forfatter føler dig utilpas ved udsigten til denne bedømmelse, så vil et smart forsvar være at forstørre din produktivitet til intethed, som beskrevet ovenfor.

En ”forstørrelse til intethed” lader til at være, præcis hvad forfatteren til Early Greek Thought har gjort: Når han kunne sige en ting med ti ord, så bliver den gerne afleveret med 30 til 40 ord i stedet. Henvisninger til store tænkere og deres epigoner er flittigt spredt omkring ud i teksten (mens traditionelle noter er underligt fraværende). Hvert femte ord er som sagt ”scare quoted” for at antyde over for læseren, at forfatteren godt er klar over, at der findes andre synspunkter end den diskurs, som han skriver sig ind i (her er til dels tale om et generelt problem med poststrukturalisme – den æder sine egne børn og fører til nihilisme). Forfatteren bruger med andre ord lige så meget energi på at forklare os om præsokratikerne, som han bruger på at henlede vores opmærksomhed på grænserne for sprog. Det er trættende for læseren, omtrent som hvis man var kommet for at høre et rockband spille, og de så brugte 50% af koncerten på at meta-analysere, hvad det vil sige at spille musik for et publikum. Det er alt i alt temmelig irriterende, og man kunne have håbet, at redaktøren på forlaget havde skåret disse julelege ud af bogen. For hvis bogen blot havde meddelt læseren sin pointe på den kortest mulige plads, og uden alle de personlige mellemregninger, så havde det faktisk været en af de sidste ti års bedste bøger om præsokratikerne.

Til slut skal nævnes en sjov lille anakronisme, som Luchte har fundet på. Det lyder som en kritik, men jeg synes egentlig, at det var en sjov krølle. Luchte forbinder Empedokles’ fire elementer med tidligere præsokratikere som følger:

Thales <-> Vand
Anaximander <-> Luft
Xenofanes <-> Jord
Heraklit <-> Ild

  • Early Greek Thought: Contexts of Emergence and Influence of the Pre-Socratics
  • Af James Luchte
  • Continuum Publishing Corporation 2011

Hvad ville du stemme, hvis du var født i USA?

Af Ryan Smith

Til november skal der være præsidentvalg i USA, og, kære læser, spørg engang dig selv: Hvis du kunne stemme i Amerika, hvem ville du så stemme på? Er du som det store flertal af danskerne, så vil du svare, at du da ville stemme demokratisk.

Men gælder det også, hvis du var født i USA, og du ikke så amerikansk politik gennem danske briller? Spørgsmålet lyder hypotetisk, men der findes faktisk en måde at få et praj om det på: Tænk engang på dit soveværelse – roder der derhjemme, eller er indretningen mon mere til den ordentlige side?

Ifølge en videnskabelig undersøgelse foretaget af et forskerkollektiv fra fire amerikanske universiteter, så er der stor forskel på, hvordan republikanere og demokrater indretter deres soveværelser. Forskerne har undersøgt et bredt udsnit af både demokratiske og republikanske vælgeres soveværelser, og  i de republikanske vælgeres soveværelser fandt forskerne overvejende ting som kalendere, frimærker, nål og tråd, strygejern, strygebræt og rengøringsartikler. Altså var der tale om anvendelsesorienterede brugsgenstande, som kunne bruges til at holde styr på aftaler, regninger, påklædning og de huslige pligter.

Forskerne kiggede også i de demokratiske vælgeres soveværelser, og der så tingene anderledes ud: Her fandt man i stedet små samlinger af kuriositeter (såsom legetøjsbiler), CD’er med mange forskellige slags musik, gamle biograf- og flybilletter, samt bøger om emner som feminisme og fremmede folkeslags kulturer. Og (selvfølgelig) også rejsebøger à la ’Rough Guide’, ’Lonely Planet’, og hvad de ellers hedder.

Desuden fandt forskerne, at mens de republikanske soveværelser i gennemsnit var mere rene og ryddelige, så var de demokratiske vælgeres soveværelser mere nussede og overlæssede med ting. (Om det også er derfor, at et af demokraternes kampråb i amerikansk politik er, at staten ikke skal snage i folks soveværelser, det melder undersøgelsen dog ikke noget om.)

Nu kunne det måske være fristende at konkludere, at det var vælgernes politiske præferencer, som havde gjort, at de indrettede deres soveværelser på en bestemt måde. Men det er der ikke nødvendigvis nogen garanti for. Faktisk kan det lige så vel være, at de to måder at stemme på, og de to måde at indrette sit soveværelse på, begge har deres udspring på et dybere niveau, nemlig i ejernes personlighedstræk.

Med republikanerne, der altså havde kalendere, strygebræt og rengøringsartikler i deres soveværelser, mente forskerne, at denne indretning var udtryk for, at vi her havde at gøre med mennesker, hvis mest markante personlighedstræk var  ’ordentlighed og ansvarlighed.’ Og med demokraterne, som altså havde små samlinger af kuriositeter, rejsebøger og et miskmask af musikgenrer på hylderne, postulerede forskerne, at vi her havde at gøre med folk, hvis definerende personlighedstræk var deres ’åbenhed over for usædvanlige og varierede indtryk.’

Derfor behøver det ikke være politikken, der afgør indretningen af soveværelserne. Det kan lige så vel være disse dybereliggende personlighedstræk, som spiller ind på både soveværelsesindretning og politik, på samme måde som en dukkefører kan vifte med både højre og venstre arm på sin marionetdukke. Måske er det således de dybereliggende personlighedstræk, der ”vifter” med både en persons indretning af soveværelset, såvel som med vedkommendes politiske ståsted.

Hvis vi anlægger dette perspektiv på politik, så kunne det være personlighedstrækket ’ordentlighed’, som fik folk til at indrette deres soveværelse funktionelt og til at stemme på det parti, der til enhver tid opfattes som mest ansvarligt (uanset om det vitterligt er ansvarligt eller ej). Ligeså kunne det være personlighedstrækket ’åbenhed over for usædvanlige og varierede indtryk’, som fik folk til at indrette deres soveværelse udtryksfuldt og som fik folk til at stemme på det parti, der (igen: hvad enten det vitterligt er sådan eller ej) opfattes som mere tolerant og favorabelt over for mangfoldighed.

Mens Danmarks mest ”ansvarlige” og Danmarks mest ”tolerante” parti ikke har meget at gøre med deres amerikanske modstykker, så er soveværelsesindretningerne relativt ens over Atlanten, og således giver dit soveværelses indretning måske det allerbedste praj om, hvad du ville stemme, hvis du var født i USA.