Author Archives: Majken Hirche

Coreheim Sisters FAQ

Sisters of Sigmar FAQ by Freud

Please note: Games Workshop Ltd. is a company that likes to supress parody and satire. Thus they have asked ud to censor select parts of this FAQ.

Furthermore, we are compelled to state that this post-censorship version this FAQ does not necessarily deal with the Warhammer universe, as owned by Games Workshop Ltd.. This FAQ could be dealing with *any* fantasy setting, or a historical setting within the Holy Roman Empire where there is/was in fact a city called Marienburg.

Thank you for understanding.

        Email us with Sisters of [Censored] questions at coreheim|a|gmail.com

Q: How come the core rules don’t feature a core Warband like the Sisters of [Censored]?

A: Shortly after the fall of the comet, the sudden influx of drunken sailors caused the Sisters of [Censored] to wonder if monastic life was really all that hot.

Q: Seriously, why haven’t you included the Sisters of [Censored]?

A: Young blond virtuous virgins in a lawless city filled with warring males – we couldn’t take them seriously.

Q: What Mounts can the Sisters of [Censored] ride?

A: These:

Manowar

Q: But the Sisters of [Censored] are pure and devout while the Witch Hunter Inquisition are corrupted!

A: Oh yearh, pure.

Captured Sister Superior: I am going to tell the Grand Inquisitor that you raped and sacrificed me to the Unholy Gods 18 times.
Satanic Cultist: But we only raped and sacrificed you to the Unholy Gods 17 times?
Captured Sister Superior: Yes, but hopefully it’ll be a while until he arrives.

Q: Why is rape funny?

A: Jokes, like dreams, satisfy our unconscious desires. Jokes provide pleasure by releasing us from our inhibitions and allowing us to express sexual, aggressive, playful, or cynical instincts that would otherwise have no outlet in civilized society.

Q: I’m offended that you glorify rape.

A: But we don’t glorify rape. We don’t say anything positive about it, and if the person in question wants it (such as she does in our story), we’re dealing more with something like a kinky sex game than forced copulation. And by the way, rape sucks.

Q: If you don’t glorify rape, then why do people scream and bitch about it as if you did?

A: Did we forget to mention that part? Yeah, whatever you try to build or create — be it a poem, or a new skill, or a new relationship — you will find yourself immediately surrounded by non-creators who trash it. Maybe not to your face, but they’ll do it. Your drunk friends do not want you to get sober. Your fat friends do not want you to start a fitness regimen.

Just remember, they’re only expressing their own fear, since trashing other people’s work is another excuse to do nothing. “Why should I create anything when the things other people create suck? I would totally have written a a better rule set myself by now, but I’m not going to make something shitty like these guys did! Oh yeah, on second thought, the vanilla rules are just grand, and they can’t be improved at all.”

As long as these people never produce anything, they kid themselves that they could have done better. If they had actually taken a stab at improving the rules, it would have been amazing. Not like the shit we made.

Q: I don’t care what you say, I’m just going to repeat the rape accusation forever because if I act like a four-year old, then you’re going to have to assume the role of responsible adult.

A: What you’re doing is called focusing on the form to avoid hearing the content. Your actual beef is that we made a rule set that you feel threatens something you already know and like. But rather than offer an informed critique, you use the ingenious technique of digging through tangential material until you find a joke that is offensive when taken out of context, and then you talk and think only about that! Well, if a single offensive word can render an entire rule set unplayable, then you’re a genius, boy. Great for you.

Q: Ok but I still think you guys are fat ugly virgins who hate women. Rape is offensive to women everywhere!

A: Now you’re Focusing on the Messenger to Avoid Hearing the content, lol. Random trivia: There were women on the initial Coreheim design team and they had no problems with the jokes. What’s offensive to women everywhere is being reduced to porcelain entities who need men to be offended on their behalf. In fact, grouping people together on the sole basis of their sex sounds and awful lot like sexism to us. People are individuals. They are not their gender or race.

Can we get on with the Sisters FAQ now?

Q: Why do the Sisters have Steel Whips?

A: Because you’ve been a bad, bad boy.

Q: Seriously, I imagine some great fluff with the Sisters being torn between their religious loyalties and their loyalty to the Imperium.

A: Great, so do we.

The Sisters were tending to a wounded Mercenary when the Matron Mother addressed her Nuns:

“I have just finished bathing him and we must be weary as to whether he worships the Unholy Gods. It appears that he has the word ‘Maurg’ tattooed on his penis.”

“No, Mother Matron” said a young Sister Novice,
“I washed him yesterday and it says ‘Marienburg’.”

Q: How come the Sisters of [Censored] cannot use edged weapons?

A: So that male players can dream safely, without fear of castration anxiety.

Q: What do you call an Augur with a sex change operation?
A: A tran-sister.

Now that you have read this FAQ that does not necessarily deal with the Warhammer universe, but could be dealing with *any* fantasy setting. Please note that for the purposes of Mordheim explicitly, someone has posted an unofficial Sisters Lists for Coreheim. While interesting, we recommend that you stick to the Core warbands, and we cannot provide technical support for unofficial lists.

Konservative og liberale har brug for hinanden

af Ryan Smith

Jeg er selv liberal, men jeg indrømmer det: Ser man på to af de sidste tyve års største politiske spørgsmål for Danmark, nemlig medlemskabet af EU samt problematikkerne omkring den ikke-vestlige indvandring, så er det fortrinsvis landets konservative, der har haft ret, mens vi liberale på lange stræk har været alt for optimistiske.

Eksempelvis var vi mange, der mente, at selvom de ikke-vestlige indvandrere umiddelbart skabte besvær for den eksisterende orden, så ville indvandringens onder snart gå over igen, ja, faktisk blive til goder, når først indvandrerne fik gjort deres entre på arbejdsmarkedet. Flere hænder på arbejdsmarkedet betød jo en større økonomisk kage, samlet set, og »mennesker lader sig jo i sidste ende styre af økonomiske (snarere end kulturelle) hensyn,« lød den liberale logik. Af samme årsager var vi mange, der gladelig hilste enhver yderligere stramning af EU-knuden velkommen: Ethvert skridt i retning af en tættere union var jo samtidig et skridt i retning af større frihandel – troede vi.

Her mange år senere kan vi se, at de ikke-vestlige indvandrere ikke uden videre lader sig integrere, men tværtimod at de stadig optræder uheldigt i alle de forkerte statistikker. Og det EU, som mange liberale engang så som et håb i kampen mod regulering og monopoler, er nu endt som et postmodernistisk bureaukratiserings- og reguleringshelvede. På begge områder var det de konservative, som var først ude med at sige fra, og på begge områder var det de mennesker, som sagde fra, der havde ret.

Selvom jeg er liberal, anerkender jeg også, at konservative tænkere og konservativ politik historisk set har haft en stor del af æren for ’liberale’ samfund som Holland, Storbritannien og USAs succes, som den udfoldede sig i disses landes bedste perioder. Liberalisme uden konservativt mådehold bliver alt for let til en parodi på sig selv, en slags ’Enhedslisten i blåt’, hvor man ønsker at ophæve landegrænser, politi, militær og skat. Et fatamorgana, der – ligesom kommunisme – nok ser godt ud på papiret, men som med garanti vil føre til død og ødelæggelse, hvis det blev ført ud i livet.

Jeg anerkender derfor, at liberalisme har brug for konservatisme. Alligevel er jeg dog stadig liberal. For et pure konservativt samfund er ikke et samfund, som jeg personligt har lyst til at leve i. For hvis liberalisme uden konservatisme bliver til et ’Enhedslisten i blåt’, så har konservative samfund, der ikke får liberalt modspil, en tendens til at stagnere og blive repressive: At blive til strenge ’far’-samfund, som diskriminerer benhårdt mod religiøse, seksuelle og værdimæssige afvigere.

Pure konservative samfund er f.eks. dem, man finder i antikken, hvor selv demokratiske stater som det klassiske Athen endte med at dømme en afviger som Sokrates til døden for at præsentere byens unge for andre værdier end dem, som man fra etablissementets side anså som stedlige, gode og etablerede. Modsat hvad mange synes at tro, er demokrati altså ikke i sig selv en garanti mod en unødvendig diskrimination af samfundets afvigere, hvilket nutidens USA og dets uværdige behandling af homoseksuelle også beviser til fulde.

Udover kontinuert at udfordre den eksisterende orden, så tjener det liberale modspil også et andet vigtigt formål for de konservative, idet liberale gerne minder hvem som helst, der vil lytte, om, at staten er for stor (altid for stor), og at statsmagten bør være begrænset. Og i forlængelse heraf, minder den liberale røst også ivrigt om, at staten ikke bør bruges til at slå ned på folk med afvigende tro, seksualitet eller værdier. Kort og godt minder den liberale stemme om, at værdipolitik ikke skal håndhæves med politimagt, hvilket i sidste ende er, hvad de konservative jo argumenterer for, når de søger at mejsle deres værdier ind i lovens tavler.

Jeg siger ikke, at alle konservative har behov for at blive mindet om denne lektie, blot fordi de er konservative. Inden for de konservatives egne rækker findes der f.eks. en glimrende liberalkonservativ tradition, hvor den konservative orden, man kæmper for, først og fremmest er den orden, som frie mennesker af egen fri vilje vælger at hædre og videreføre som deres traditionelle værdier. Men over for denne tradition findes der også en mere statskonservativ tradition, som har en uheldig tendens til at ønske at få sine foretrukne værdier gennemtvunget med lov.

Den konservative intelligentsias ulykke i Danmark er, at vi her i landet ikke (længere) har en stærk konservativ tradition i befolkningen, på samme måde som man f.eks. har det i USA. Efter et halvt århundrede med socialdemokratisk jernvælde er vi nemlig blevet vant til at tænke på civilsamfundet som noget, staten tager sig af, og som den enkelte hverken behøver eller kan tage ansvar for. Det gør det i sagens natur svært for nutidens konservative at vinde opbakning til deres synspunkter ved at appellere direkte til befolkningen, og derfor kompenserer de ofte ved at forfalde til den intellektuelt dovne løsning: At få staten til at gennemtvinge den værdipolitik, de nu engang selv synes bedst om.

Således står vi i dag med en række ligegyldige surrogatdebatter om flagforbud, kulturkanon og svinekød i daginstitutionerne. Alt sammen er en art konservativ trøstespisning for, at man ikke kan få det, der i virkeligheden står øverst på den konservative ønskeliste: En befolkning i Danmark, der vitterligt er konservativ helt ind til benet.

Uanset hvor mange forbud og påbud man får tvunget igennem ad statens vej, så får man ikke skabt en egentlig konservatisme. Problemet er, at man ikke kan gennemtvinge en konservativ folkestemning fra oven og ved hjælp af staten. Et ægte konservativt samfund er nemlig det modsatte af samfund, hvor alle beslutninger udgår fra et flertal på Christiansborg. Hvilket også betyder, at jo mere de konservative debattører medvirker til at politisere samfundet, des mere modvirker de også deres egne langsigtede mål, og des mere går de også socialisternes ærinde.

For jo flere beslutninger, der skal gå gennem staten (frem for at blive truffet i civilsamfundet og mellem frie mennesker), des mere modtageligt bliver samfundet også over for alskens teknokratiske, utopiske og – i sidste ende – anti-konservative påfund.

I et demokrati har man skiftende regeringer, og når det demokratiske pendul uundgåeligt svinger hen på en rød regering, så har de konservative, som gerne vil bruge lovgivning til at gennemføre deres værdipolitik, selv været med til at arbejde for en stat, hvis indblanding i privatsfæren er større, end de egentlig selv ønsker sig. Hvis først vi åbner op for, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad vi bruger vores flagstænger til, bliver det alt andet lige også mere nærliggende, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad det nu er for nogle håndværkere, der sveder i baghaven.

Derfor er den konservative iver efter at bruge staten i værdipolitiske spørgsmål paradoksal, og paradokset ses blandt andet i de konservative udfald mod den statslige børnepasning. »Hold jer ude af vores børnepasning, men hold endelig opsyn med vores flagstænger,« som mantraet synes at lyde.

Så derfor, kære konservative: Rub neglene. Kom ud af lænestolene, og drop tankerne om at indføre de ’rigtige’ værdier pr. statsligt dekret. Det egentlige konservative arbejde består i at opfostre en konservativ kultur blandt befolkningen her i landet efter 60 år med forskellige former for socialdemokratisme.

Så drop tankerne om at føre værdipolitik via lovgivningen  den bedste måde at opamme en stærk konservativ tradition på, er ved at rulle statens omfang og magtsfære tilbage. Og det er noget, som enhver besindig borgerlig – konservativ som liberal  – burde kunne støtte op om.

Romney og Obama – et valg mellem typer

af Ryan Smith

Siden år 2000 er det videnskabelige studie af personligheden virkelig taget til, og omfattende studier af befolkningsgrupper har afsløret, at hver person ikke er et unikt snefnug, men at langt de fleste af os falder ned i bestemte mønstre, hvor vi minder om andre mennesker. Sådan er det også med de amerikanske præsidenter. Og sådan er det også med Obama og Romney.

Hvis vi starter med Obama, så gælder det, at den præsident, han personlighedsmæssigt minder mest om, er demokraten Woodrow Wilson, som var præsident fra 1913 til 1921. Både Wilson og Obama arbejdede på universiteterne, før de blev præsidenter. Begge er de akademiske og abstraktionssøgende, og begge bliver opfattet som meget alvorlige udadtil, mens folk, der kender dem godt beskriver deres indre liv som kaotisk og præget af irritabilitet.

Både Wilson og Obamas talemønstre beskrives af tilhørere som præcist, langsomt og værdigt, og af folk, der har været tæt på dem, skildres de begge som præget af en personlig generthed: Som mennesker, der er svære at komme tæt på, og hvis personligheder har et hemmelighedsfuldt og arrogant præg.

Hvis vi derimod ser på Mitt Romney, så minder hans personlighed mest om republikaneren Dwight D. Eisenhower, som var præsident fra 1953 til 1961. Ulig Wilson og Obama, så er Romney og Eisenhower ikke naturlige akademikere; de foretrækker et lavere abstraktionsniveau, og de har færre radikale visioner på samfundets vegne. De er også mere konservativt anlagt end Wilson og Obama, og så prioriterer de politisk stabilitet som et gode, hvorimod Obama og Wilson søger mere radikale omvæltninger af samfundet.

Obama og Wilson er også begge fantasifulde og ”progressive,” og så ser de også begge økonomien som noget, der kan forme sig efter politikernes ønsker (de har begge indført priskontrol og/eller kapitalkontrol som præsidenter). Begge mænd er af deres modstandere blevet anklaget for at tænke på sig selv som en kristusfigur, og begge blev de opfattet som noget nær en sådan i Europa. Både Wilson og Obama er meget mere populære i Europa end den gennemsnitlige amerikanske præsident.

Wilson og Obama har også en lidenskab for store, radikale visioner og for store omvæltninger i samfundet. I Obamas tilfælde kan vi nævne sundhedsreformen Obamacare og de enorme vækstpakker, den såkaldte stimulus, som skulle forhindre, at krisen bed sig fast efter 2008. I Wilsons tilfælde er det mest berømte eksempel nok oprettelsen af Folkeforbundet, som i 1919 skulle forhindre, at der nogensinde kom en ny Verdenskrig.

Begge mænd har også stor medfølelse med ”menneskeheden” og med samfundets svage, men for begges vedkommende gælder det, at sympatien ikke er en sympati over for konkrete mennesker. Det er over for menneskeheden som abstraktion: I deres personlige smag er både Wilson og Obama elitære, og de kan ikke identificere sig med manden på gulvet.

Både Wilson og Obama indeholder på den måde et paradoks: På den ene side er de kolde og arrogante akademikere, der er tilbageholdende i deres omgang med mennesker. Men på den anden side er de idealistiske og moraliserende (ja, nærmest religiøse) i deres kærlighed til menneskeheden.

Politik handler på store træk om at smøre folk, både modstandere og medspillere, og de folk, som vi tænker på som ”den fødte politiker”, er ofte folk, der netop formår at charmere så meget, at der næsten bliver tale om en tvangshandling (bare spørg Clinton og JFK). Så meget desto mere mærkeligt er det, at Wilson og Obama begge har vist sig fuldstændig ude af stand til at smøre folk, selv når deres politiske karriere afhænger af det.

Mens Romney og Eisenhower begge har vist sig gode til at samarbejde med deres politiske modstandere, så har Wilson og Obama altså begge vist sig udpræget dårlige til at samarbejde hen over midten. Deres personlige vrede og fjendtlighed er ofte kommet i vejen, og som psykologerne forstår det, så er disse træk hos Obama og Wilson udtryk for, at deres personligheder er præget af såkaldt neuroticisme, dvs. øget følelsesmæssig ustabilitet og øget modtagelighed over for negative tanker og følelser.

Måske er det derfor, at både Obama og Wilson har valgt jordnære, praktisk anlagte ”helpmates” som partnere: Koner, der i kraft af deres pålidelighed og stabilitet kan fungere som et beroligende anker for disse mænd, der altså har en tendens til at tage protester mod deres politiske ideer personligt og til at lade sig gå uforholdsmæssigt meget på af modstand.

Anderledes er det med Romney og Eisenhower. Hvad personlighed angår, så har Romney og Eisenhower mere til fælles med Obamas og Wilsons koner end med Obama og Wilson selv. Ligesom Michelle Obama og Wilsons kone, Ellen Wilson, så er Eisenhower og Romney mere praktiske og jordnære typer.

Begges personlige værdier kredsede fra en tidlig alder om væsentligheden af hårdt arbejde og det at udføre sine pligter til tiden. Og som voksne er begge mænd senere blevet anklaget for at være ude af trit med befolkningens ønsker og for at være for gode venner med de rige.

Hvor det for Wilson og Obama var de store visioner, der talte – de radikale omvæltninger og den dramatiske fortælling om dem selv som præsidenter – så var det vigtigste for Eisenhower og Romney ikke de store visioner, men at det arbejde, der nu engang skulle udføres i Det Hvide Hus, blev udført omhyggeligt og ansvarligt: At opgaven blev udført efter bogen, og løst til flertallets tilfredshed.

Som politikere har Eisenhower og Romney derfor en tendens til at uddelegere ansvar og søge kompromis. De søger ikke at dramatisere og iscenesætte sig selv i lederrollen, og de er ikke fantasifulde og visionære. Eisenhower og Romney var begge markant bedre til at samarbejde med politiske modstandere, end Wilson og Obama nogensinde var det. I Eisenhowers tilfælde, så kunne det bliv helt ekstremt, da han som general under anden verdenskrig formåede at få primadonna’er som Churchill, Montgomery, Patton og de Gaulle til at spille sammen og at få deres histrioni til at gå op i en højere enhed.

Som ledertype er Eisenhower og Romney anlagt sådan, at de ikke selv søger at tage æren for alt. De uddelegerer ansvar og fremhæver de underordnedes indsats for pressen. Men denne ydmyghed som leder er ikke nødvendigvis noget, som vælgerne belønner i stemmeboksen. At være beskeden går nemlig ud over en leders karisma og får vedkommende til at fremstå som visionsløs.

Dette indtryk forstærkes nemt af, at Eisenhower og Romney begge har en tendens til at kikse til pressekonferencer: Til at give vage og selvmodsigende svar til journalister og således fremstå usikre, uoprigtige og absolut ikke som personer, man har lyst til at lægge ansvaret for sit land i hænderne på. Kort sagt: Spredte svar bliver opfattet som spredt fægtning. Hvis tingene går skidt under sådanne mænd, så opfattes det populært, som om ”det også er, fordi de ikke har nogen gennemslagskraft.” Og hvis tingene går godt under sådanne mænd, så er det nok, fordi denne udvikling alligevel var ”sket af sig selv.”

Siden sin afgang i 1961 er Dwight Eisenhower blevet opfattet som en middelmådig præsident, der ikke gjorde det store for at ændre på USA’s grundlæggende tilstand. At dømme ud fra personlighedsstudier, så vil Romney næppe blive anderledes som præsident – middelmådig. Men hvis han, ligesom Eisenhower, formår at sikre lav inflation, lav arbejdsløshed, balance på statens budgetter og at holde Amerikas fjender i skak, så er ”middelmådig” måske slet ikke så ringe endda.

Som personer falder Eisenhower og Romney ned i et mønster, hvor de deler personlighed med tidligere præsidenter som Hayes, Cleveland, Ford og Washington: Personer, som ikke selv har de store visioner, men som egner sig fortrinligt til at stabilisere og rede trådene ud.

Obama og Wilson falder derimod ned i en gruppe, hvor de deler temperament med tidligere præsidenter som J.Q. Adams, Hoover, Coolidge og Harrison: Præsidenter, hvor der er garanti for, at der sker noget dramatisk i løbet af deres embedsperiode (om end ikke nødvendigvis noget dramatisk godt).

Og hvem er så det bedste valg til november 2012? – Svaret afhænger af ens egen personlighed.

Tag en tur rundt i internettets allerhelligste

Ny bog tager læseren med på en kulturantropologisk rejse til undersiden af internettet og den teknikerkultur, der holder den globale informationsstruktur på fode.

af Ryan Smith

Når Andrew Blums første bog hedder ’Tubes’, så er det en henvisning til noget, som folk, der arbejder professionelt med den tekniske side af internettet, altid har vidst: Ted Stevens havde ret. Husker du Stevens? Han var den amerikanske senator, der i offentlighedens øjne blamerede sig, da han i 2006 kaldte internettet for ”en serie tuber”.

Stevens blev gjort til grin, men ikke desto mindre havde han ret. Glem alt om udtryk som at ’surfe’, glem hvad du har hørt om cloud computing og lignende klichemættede metaforer om internettet som en æterisk størrelse, der på magisk vis bare fungerer. På trods af de højtflyvende metaforer, så er internettet i bund og grund blot et stykke ingeniørmæssigt håndværk, og det håndværk er noget så uglamourøst som en hel masse tuber, der sidder sammen på kryds og tværs. En serie tuber som til sammen danner et gigantisk netværk under vore byer. Alt, hvad der foregår online, rejser igennem disse tuber.

Da et intetvidende egern en dag bider det kabel over, som forbinder Blums hjemmecomputer til den store vide verden, så beslutter vor forfatter sig for at finde ud af, hvordan internettet egentlig virker. Det er der kommet en underholdende tekno-antropologisk rejsebeskrivelse ud af, hvor Blum flyver verden rundt for at tale med de mange ingeniører, der i det usete holder internettet kørende, og hvis arbejde tillader offentligheden at tro, at internettet er som en sky, en bølge eller en anden naturlig størrelse, alt imens den håner folk, som siger, at internettet er en serie tuber.

For Blums rejsebeskrivelse afslører først og fremmest een ting: Internettet består vitterligt af en serie af tuber. Der er tuber alle vegne: I grøfter, i luften, under veje, og også på havbunden: På de højeste steder, og på bunden af planetens dybeste oceaner ligger der kilometervis af kabler. Kabler som forbinder Afrika med Europa under Middelhavet, Europa med USA under Atlanten, og som forbinder USA med Kina og Singapore under Stillehavet. Et verdensomspændende undersøisk netværk af kabler, hvis vedligeholdelse har nødvendiggjort en ny type tekniker.

Blum sætter sig for at følge en sådan tekniker, som har fået til opgave at reparere et stykke undersøisk kabel. Forfatteren observerer, mens teknikeren – midt på havet og i høj bølgegang – går i gang med sin opgave, og mens han ser til, noterer Blum for sig selv, hvordan arbejdet kræver tiltagende grader af præcision, idet teknikeren ”først måtte arbejde som slagter, så fisker, så souschef og til sidst som juveler,” da teknikeren til sidst holder to stykker fiber fast mellem sine læber, alt imens hans hænder fifler med kablerne.

Både teknisk og poetisk

Blums bog sparer ikke læseren for de tekniske detaljer, og uden en teknisk baggrund vil de fleste læsere nok komme til kort visse steder i bogen. Men samtidig er Blum også velbevandret i klassiske kulturstudier, og i sin bog blander Blum behændigt de to bestanddele til kunstneriske billeder. IT-folket i Silicon Valley minder ham f.eks. rask væk om ”kardinalerne omkring paven i Rom, men hvis hænder stryger op og ned ad smartphones i stedet for bedekæder.”

Ligeledes beskrives internettet som havende en ”lugt” bestående af en blanding af industriel aircondition og støvluft fra computerblæsere i de enorme datalagrings- og omstillingscentraler, der til sammen udgør rygraden i internettet. Disse centraler er det nærmeste, man kommer på internettets allerhelligste, og dog er de fuldstændig oversete af offentligheden. Som en ingeniør i et af disse centre forklarer forfatteren: ”Vi snakker så meget om Homeland Security, men forestil Dem blot, hvad en fyr med en kædesav kunne udrette herinde.”

Foruden de såkaldte IPX-omstillingscentraler besøger Blum desuden Googles og Facebooks datacentre i Oregon (en populær beliggenhed for datacentre grundet delstatens kolde og tørre vejr, der tillader virksomhederne at spare betragtelige summer på aircondition). Og stik mod, hvordan virksomhederne virker udadtil, så er det Google (og ikke Facebook), som indadtil er mest orwelliansk med de data, de indsamler på os – brugerne.

Mens en PR-medarbejder ser på i baggrunden, så mødes forfatteren allesteds med automatsvar fra Googles ansatte – svar, som er designet til ikke at afgive nogen egentlig information om Googles datalagringsmetoder. Og her kommer associationerne til ’1984’ op i Blum: ”Pludselig virkede Googles legesyge logo med de barnlige farver ikke så uskyldigt længere,” skriver han.

Blum, der normalt skriver for det amerikanske teknologi- og trendmagasin Wired, har med ’Tubes’ kastet sig ud i et projekt af Don Quixote’ske dimensioner. Selv folk, der arbejder professionelt med internettet, og som forstår dets mekanik bedre end 99 % af den øvrige befolkning, må nemlig indrømme, at der stadig er meget, de ikke forstår omkring internettet. Og havde man håbet, at man ville forstå internettet til bunds som følge af Blums redegørelse, må man således skuffes. Måske er den bedste beskrivelse af internettet simpelthen det, som den østrigske nobelpristager i økonomi F.A. Hayek kaldte for et katallaksi: En spontan orden, der vokser op nedefra, og som ingen forstår til fulde.

Men med sin første bog har Blum ikke desto mindre givet os en farverig rejsebeskrivelse, der ikke mindst forbliver spændende ved, at forfatteren fra start til slut formår at holde sit gode humør i orden: Under et besøg på The London Internet Exchange bliver Blum f.eks. bedt om at træde ind i en cylinderformet glascelle, der identificerer folk på vej ind og ud af bygningen, og som tjekker dem for tyveri. Inde i cellen begynder Blum at grine hysterisk – han knækker sammen og kan slet ikke holde op igen. ”Jeg kunne simpelthen ikke lade være,” beretter han, ”- jeg befandt mig jo inde i en tube!”

Tubes – A Journey to the Center of the Internet
Af Andrew Blum
294 sider, ISBN: 0670918989
Viking 2012

Det tarvelige liberale engagement

af Ryan Smith

I fraværet af en egentlig liberalismekritik er der dukket et nyt antiliberalt argument op i debatten: De liberale er meget engagerede. De ofrer tid og penge, uden at forvente at få noget igen, for deres hjertesag. Det er noget værre noget. Ja faktisk er det bare for tarveligt.

Her er tre eksempler på det nyopståede fænomen. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge:

Eksempel nr. 1: I det Manfo- og liberalismekritiske indlæg “Truslen fra Abernes Planet” (Politiken 21.08) skriver forfatterinden Susanne Staun: “Manfo.dk er Lennart Kiils helt eget værk, skabt for egne penge og i egen tid … mænd kan være mænd og lutre sindet ved at læse en efterhånden omfattende artikelbase…” Man forstår, at det på en eller anden måde trækker fra Manfos virke, at foretagendet er lavet for eget engagement og egne penge, og at det ikke, som Kvinfo, får 30 mio. tvangsindkrævede kroner om året til at trække sit syn på køn og ligestilling ned over hovedet på andre.

Eksempel nr. 2: I det liberalismekritiske indlæg “Tilbage til friheden (igen!)” (Berlingske 21.09) skriver CEVEA-manden Jens Jonatan Steen og socialdemokraten Peter Hummelgaard: “Den danske højrefløj minder mest af alt om en flok Duracell-kaniner på coke, når man ser dens engagement i diskussionen om frihed.” Og en yderligere kritik af de liberale lyder: “Dens medlemmer skriver stribevis af debatbøger, de masseproducerer kronikker og lancerer nye ideologiske kampagner…” Igen ser vi tendensen: Det er dårligt at være så stærkt engageret i den offentlige debat. Og det er især  dårligt at være det på eget initiativ. Bedre havde det nok været, hvis en stor organisation, såsom staten eller LO, på forhånd havde sanktioneret ens handlinger og sagt, at det var ok, at man mente, som man gjorde.

Eksempel nr. 3: I fredags (28.09. red.) kunne flere aviser så køre den historie, at sagen om restaurant Vejlegården slet ikke var den lille mands kamp mod systemet, men at den i hemmelighed skulle være dirigeret af en hær af liberale skyggegeneraler med mange penge og skumle ønsker. 3F’s bedste bud på en liberalismekritik er altså at diske op med en sammensværgelsesteori.

Nuvel, det er set før. Men hvad der er nyt i denne sammenhæng, er, at privatpersoners engagement i sagen problematiseres. I fredagens artikel “Liberalt netværk stod bag Vejlegården” (Fagbladet 3F 28.09) skriver journalisten i en problematiserende tone: “Vejlegården fik hurtigt mange støtter på Facebook. En af hovedmændene bag Facebook-indsatsen var den 25-årige Andy Møller Hansen. Han er bestyrelsesmedlem i Venstres Ungdom i Randers. Han er også formand for afdelingens Facebook-udvalg.” Artiklen fortsætter: “På Facebook kunne man også se videoindslag med Amin Skov. De var lavet af Anja Daugaard, som sidder i byrådet for Venstre i Vejle. Hun har sit eget reklamebureau med fokus på video.” Og endelig oplyser journalisten: “En støttehjemmeside med navnet ’bekæmp-m3fia.dk’ blev også lavet af liberale eksperter i kommunikation på nettet.”

Ingen betvivler, at der her er tale om liberalt orienterede mennesker, der frivilligt tager det på sig at lægge deres penge og arbejdstid i en sag, som de brænder for. Det gør 3F, CEVEA og Susanne Staun heller ikke. Men på argumenterne som jeg har gennemgået ovenfor, forstår man alligevel, at det set med røde og lilla briller er forfærdeligt problematisk, at liberale på eget initiativ og for egen regning engagerer sig så kraftigt i samfundet, som de gør.

Set gennem den rødlilla optik, hvor man åbenbart helst skal være på støtten, så er de store kræfter, som det liberale Danmark frivilligt kan mønstre, en uretfærdighed. Deres engagement ligger jo ikke i med staten, og det er bare rigtig tarveligt.

Et liberalt samfund giver plads til næstekærlighed

af Ryan Smith

Den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan rummede et uforklarligt paradoks i sin karakter, konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House.

Den republikanske Reagan var den mest højreorienterede præsident, Amerika har haft, siden Calvin Coolidge forlod præsidentembedet i 1929 (og her tæller vi altså også George W. Bush med).

Men selv om Reagan indædt ønskede sig mindre stat, kerede han sig samtidig intenst om samfundets svageste. Den samme dag som Reagan havde siddet ved skrivebordet i Det Hvide Hus og droppet diverse velfærdsprogrammer fra statens finanser, kunne han senere hive sit personlige checkhæfte frem og udskrive checks fra sin privatkonto, når han hørte om fremmede svage, der var kommet i nød.

Psykologerne måtte klø sig i håret, men forklaringen på paradokset er nu simpel nok: Deres problem ligger i, at de antager, at man kan slutte direkte fra en persons politiske udsyn til vedkommendes personlige værdier.

På den måde fik de to forfattere smuglet det præmis med i bagagen, at hvis man ikke støtter statslige velfærdsprogrammer, ønsker man heller ikke at hjælpe nødstedte mennesker. Men som Reagans personlige check til de svage og fattigste beviser, kan man ikke uden videre slutte fra politik til personlighed, eller den anden vej rundt.

Ikke robotmennesker

Hvad de to psykologer simpelthen ikke forstår, er, at politik ikke er en udvidet portion af privatsfæren. Når folk som Reagan er imod statens overtagelse af fattighjælpen, er det ikke, fordi liberale ønsker at leve deres personlige liv på baggrund af stivnakket principrytteri, sådan som mange intuitivt tænker om liberale, når de lytter til talen om de upersonlige principper, der efter den liberales hoved skal styre politik.

Hvis liberale virkelig levede på denne stålsatte måde uden for den politiske sfære, ville de ikke kunne deltage i sammenskudsgilder, hvor det er påkrævet, at de tog noget med for at deltage i gildet. De ville heller ikke møde op til middagsselskaber, hvor de var ude af stand til selv at bestemme menuen. Og de mange små hensyn, som man normalt tager til kolleger og naboer i det daglige, ville også være utænkelige for sådan et robotmenneske.

Det eneste, som ville styre den liberales prioriteter i privatsfæren, ville være, hvem der havde ret til hvad og hvor meget – alene i forhold til de liberale principper.

Livet ville med andre ord være ganske besværligt for den liberale, og så har vi end ikke berørt den akavethed, der uundgåeligt ville opstå, når hr. og fru Liberal fandt sammen i soveværelset for at lave små nye liberale.

Slip næstekærligheden løs

Sandheden er selvfølgelig, at liberale ikke lever deres personlige liv efter denne robotlogik. Politisk liberalisme er en tro på, at menneskets naturlige gavmildhed og hensyn til sine med mennesker udfolder sig bedst uden omklamring fra staten.

At befri disse privatområder fra statens tunge centralisering er at give plads til, at mennesket kan opføre sig kærligt og humanitært over for dets medmennesker. Ikke fordi staten siger, det skal, men fordi det af sig selv gerne vil.

De fleste mennesker er født med gavmilde og næstekærlige træk, og de ønsker helt af sig selv at give til værdigt trængende. Men under en samfundsorden, hvor staten undertiden snupper 60 pct. af ens indtægt uden at spørge, og hvor man ikke kan være sikker på, om den ’trængende’ vitterligt trænger, eller måske i virkeligheden er en Doven Robert, som ikke ønsker at arbejde, eller en Fattig-Carina med 15.700 kroner hver måned efter skat, trænges menneskets naturlige giverlyst tilbage.

Og det behøver man ikke en ph.d. i psykologi for at forstå.

Falsk tryghed på midten

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Et fænomen, der efterhånden er overordentligt videnskabeligt veldokumenteret, er det, at vi mennesker elsker den tryghed, vi tror, der findes på midten. Når vi som forbrugere skal købe et produkt, så køber vi ikke det produkt, som bedst afspejler vores budget og som bedst kan dække de forventninger, vi har til produktet. Nej, når vi er på indkøb, så kigger langt de fleste af os på, hvad det dyreste produkt koster, dernæst på hvad det billigste produkt koster, og til sidst så køber vi så et produkt, der ligger et sted mellem de to ekstremer. Kun den forbruger, der har ekstraordinær lidenskab eller indsigt på området afviger fra dette mønster, og således havner de fleste af os på midten.

Amerikanske forretninger har for længst taget konsekvensen af denne indsigt. Hvis et supermarked f.eks. sælger vin, så har de taget højde for forbrugerens midtersøgende adfærd ved at have et par urealistisk dyre vine øverst på hylderne. Dermed trækker de dyreste flasker gennemsnitsprisen for udvalget op, og dermed trækker den blotte eksistens af de dyrere vine også prisen op på de vine, som supermarkedet ender med at sælge flest af. Medmindre folk har en særlig lidenskab for vin, eller en særlig indsigt i vinmarkedet, så er den vin, som de ender med at købe, altså ikke dikteret af deres behov som forbrugere, men af den ramme, som supermarkedet har dikteret for dem.

Overvejelsen melder sig: Hvis folk bruger denne logik, når de køber vin, tandbørster, brødristere og cykler, hvorfor skulle de så ikke også bruge den, når de ”køber” politisk repræsentation til folketingsvalg? Hvis Enhedslisten står på den ene side, og Liberal Alliance står på den anden, så er det nok sikrest og bedst at vælge et af partierne i midten, – måske Venstre eller Socialdemokratiet, der på en og samme tid forsøger at være alt for alle og vel på den måde kan siges at være den politiske verdens Merlot-drue.

Problemet er bare, at midten ikke nødvendigvis afspejler nogen højere sandhed. For de to ekstremer, der omkranser midten, er ikke nødvendigvis lige langt fra virkeligheden. Da Titanic var sejlet på isbjerget, så var den sikreste position ikke et sted mellem de to ekstremer ”skibet synker” og ”skibet har det fint”. Den sikreste position var ikke ”skibet synker måske en lille smule.”

I dansk politik er ekstremerne Liberal Alliance og Enhedslisten heller ikke lige langt fra virkeligheden. Ifølge tal fra finansministeriet, så kan Danmark se frem til 35-40 år med underskud på de offentlige finanser og noget nær den laveste vækst i den vestlige verden. Og her er der ingen hjælp at hente fra hverken Enhedslisten eller fra midten, hvis positioner vel bedst kan beskrives som henholdsvis ”skibet har det fint” og ”skibet synker måske en lille smule.”

Når først midten er kommet ud af trit med virkeligheden, så kan menneskets naturlige tendens for midtersøgende adfærd nemt komme til at stå i vejen for det, som vi egentlig ønsker. Ligesom midtersøgende adfærd kan bevirke, at forbrugeren kommer ud af forretningen med en vin, der var dyrere, end vedkommende egentlig havde tænkt sig, ligeså kan midtersøgende adfærd bevirke, at vælgeren kommer ud af stemmeboksen med kryds ved et parti, hvis politik er ”dyrere”, end hvad vedkommende egentlig havde tænkt sig.

Tryghed på midten kan altså meget vel vise sig at være falsk tryghed på midten.