Author Archives: Majken Hirche

Konservativ postmodernisme

Konservatismen er på overfladen den politiske tradition, som kerer sig mest om historie, arv, nationalkultur og autoriteter. Og postmodernismen anses generelt for konservatismens totale modsætning. Men holder modsætningsforholdet også til et nærmere eftersyn?

Postmodernisme er en universitetsretning, hvor man firkantet sagt postulerer, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Er man erklæret postmodernist, så hører det med til territoriet, at man er dybt skeptisk over for de alment accepterede versioner af historien og videnskaben, som vi kender dem. Postmodernisme er også indmaden i meget af Det Radikale Venstres og Enhedslistens værdipolitik.

Hvis nogen hævder noget, som er videnskabeligt accepteret, men som ikke er acceptabelt for den postmoderne person, så griber vedkommende ud efter sin akademiske værktøjskasse. Skulle nogen f.eks. hævde, at de fleste adfærdsstudier viser, at mænd i gennemsnit er mere interesserede i uforpligtende sex, end kvinder er, ja, så vil en god postmodernist straks sætte sig til modværge. Gerne med en personlig modfortælling, sådan som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen f.eks. gjorde i debat med antropologen Dennis Nørmark på Københavns Hovedbibliotek: ”Jeg kender en kvinde, som er mere interesseret i uforpligtende sex end de fleste mænd, jeg kender, og derfor kan videnskaben ikke sige noget om noget.”

Med andre ord er det sådan, at postmodernister ikke er blege for at opfinde deres egne fakta. Så vidt, så godt, og for universitetsfolk – så velkendt.

Men hvad der måske synes mere overraskende er, at Enhedslisten og de Radikale ikke er de eneste postmodernister i den politiske debat herhjemme. Flere af Danmarks konservative debattører har nemlig også tendens til det postmoderne – og det sikkert uden at vide det.

Konservative modfortællinger

I de seneste år har danske konservative bidraget til avisernes debatklummer i et stadigt voksende omfang. Her plæderer man for en konservativ dagsorden med henvisning til ”vores kultur og vores historie.” I betragtning af hvor mange klummer der er blevet sendt i trykken, så er det dog forbløffende sjældent, at nogen af dem rent faktisk berør konkrete forhold i vores historie. Dermed er deres tilgang til historien fundamentalt uvidenskabelig, da historien, så længe den kun anråbes som en amorf flom, uden problemer kan bruges til at argumentere for hvad som helst.

Og når de konservative skribenter så endelig bliver konkrete, så er der en distinkt tendens til, at de – ligesom Johanne Schmidt-Nielsen – opfinder deres egen historie og deres egne fakta.

Tag f.eks. sognepræst Claus Nielsen, der i sin kronik ”Den europæiske familie” (JP 24.04.2010) forklarer, at når apostlen Paulus fordømmer homoseksualitet i Det Nye Testamente, så er det i virkeligheden ikke homoseksualitet, men voldtægt som den kære Paulus fordømmer. Ja, ifølge Nielsen, var det blot den voldelige dominans, som var forbundet datidens homoseksuelle relationer, som berørte Paulus’ følsomme hjerte og bød apostlen midt imod. Hvor troværdig en udlægning dét så er, når man samtidig i Det Nye Testamente kan læse, at Paulus havde det fint med slaveri og med vold mod slaver, det kan læseren selv vurdere.

Ligeledes får vi hos Nielsen at vide, at ”den eneste befolkningsgruppe, som i antikken havde en helt anden type kønsroller,” end de kvindeundertrykkende grækere og romere havde, ”var jøder og senere kristne.” Dette er forkert, da kvinderne i antikkens Egypten nød godt af en frihed, der som minimum var på niveau med den kristne og jødiske.

Men de konservative postmodernister opfinder ikke kun deres egen historie. De opfinder også deres egne fakta. Så da terroristen Anders Breivik myrdede 77 mennesker i et terrorangreb sidste år, så var det ikke, fordi han var et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama som mod det norske socialdemokrati. Nej, ifølge den konservative debattør Sørine Gotfredsen, så var det, fordi ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen” – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” (Berlingske 29.07.2011)

Ulighed for loven

Med til postmodernismen hører der også en tro på, at loven ikke er lige for alle. Derfor har højrefløjen generelt haft det svært med postmodernismen, da de fleste liberale og liberalkonservative anser lighed for loven som et fundamentalt princip for den borgerlige orden (se Jacob Mchangamas Berlingske-blog for et utrætteligt forsvar for netop den position).

Men i modsætning til egentligt borgerlige, så har postmodernister alle dage anvendt en ujævn standard, når de skulle afgøre, hvad der var rigtigt og forkert. Hvor liberale og liberalkonservative siger ”lighed for loven”, så siger postmodernister i stedet ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige.”

Således hedder det f.eks. fra de venstreekstreme, at det er ”vold”, når en politimand kaster tåregas på en demonstrant, men ”aktivisme”, når en demonstrant kaster brosten på en politimand. Og kigger man over på Det Radikale Vestre, så finder man samme postmoderne kalkule: Så lad os da bare få nogle kvindekvoter. For ligesom vold ikke er vold, når det er politimænd, det går ud over, så er diskrimination ikke diskrimination, når det er mænd det går ud over. (Sofie Carsten Nielsen, Berlingske Tv 07.03.2011)

Og se, det er jo samme logik, som vi kender fra de konservative postmodernister:

  • Omskæring er kun et problem, når muslimerne gør det, og ikke når det er jødiske babyer, der skal skæres i. (Katrine Winkel Holm, JP 01.08.2012)
  • Vi skal ikke moralisere over kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten. For kvindeundertrykkelse er ikke kvindeundertrykkelse, når det foregår i de varme lande. (Søren Hviid Pedersen, Berlingske 14.11.2011)
  • Og lad os da endelig få et burka- og minaretforbud. For intolerance er ikke intolerance, når det er os i Vesten, der gør det. (Kasper Støvring, Berlingske 21.06.2012 samt Kai Sørlander, Kristeligt Dagblad 06.01.2010)

Postmodernisternes slogan, ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige” er i den konservative version blot blevet til ”hvad fatter gør, er altid det rigtige.” De konservative har på den måde bare forsynet de ”rigtige” postmodernisters slogan med et omvendt fortegn, og nu benytter de sig ivrigt af samme logik. De to positioner er blot et spejlbillede af hinanden, og de er hver for sig lige vidt fra det liberale udgangspunkt om lighed for loven.

Konservativ postmodernisme

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke mener, at anklagen om konservativ postmodernisme gælder for alle konservative. Måske er det faktisk kun et mindretal af Danmarks konservative, som kan siges at kvalificere som konservative postmodernister. Men det er alligevel påfaldende, hvordan konservatismen, der i hvert fald på overfladen skal forestille at være så langt fra postmodernismens nedbrydningsfilosofi som overhovedet muligt, undertiden ender som en variant af postmodernismen gennem sin yderst selektive læsning af fortiden og sin opportunistiske omgang med fakta.

Og hvordan det segment, der på overfladen skulle forestille at have bedst greb om historien, således kan ende med at have værst greb om den.

Feminisme som Monty Python

af Ryan Smith

At læse Julie Hassings indlæg i Berlingske 1.9.2012, hvor Hassing argumenterer for tvungen barsel til mænd, er lidt som at se Monty Python-filmen ‘Monty Python og de skøre riddere’ omsat til papirform.
Hassing taler for tvungen barsel til mænd. Imidlertid er der ikke noget nyt i Hassings indlæg, i forhold til den debat som kørte om samme emne i efteråret 2011. En debat, som blev startet af fortalerne for tvungen barsel, og som døde ud, efter deres argumenter blev gennemhullet fra borgerlig kant. Herefter blev fortalerne stille.

Nu gentager Julie Hassing så de samme argumenter, som blev skudt ned dengang, og det uden at tage højde for de indsigelser, der altså skød dem ned. Og det er her, at det går hen og bliver Monty Python’sk.

I ‘Monty Python og de skøre riddere’ findes der en scene, hvor landsbyfolket har fanget en heks, og pøbelen trygler den vise ridder Bedevere om lov til at brænde hende på bålet. Men ved at tale til de højeste instinkter i mennesket får Bedevere landsbyfolket på bedre tanker: “Hvordan ved I, at det er korrekt, hvad I tror?” spørger han, “hvordan ved I, at hun vitterligt er en heks?” Landsbyfolket kan godt se, at der er noget om snakken, og iveren efter at brænde heksen på bålet må vige for tøven og eftertanke.

Men lige så snart Bedevere kigger væk, så er landsbyfolket tilbage i samme rille: “En heks, en heks, lad os brænde hende, lad os brænde hende!” Og sådan er det åbenbart også med dem, der godt kan lide at argumentere for tvungen barsel til mænd: Uanset hvor mange gange mavefornemmelserne bliver talt ned med fornuft, så rejser de sig igen på et senere tidspunkt, når Bedevere kigger væk.

Helle Thornings moral

af Pernille Sørensen, cand.mag.

“Selv om flere eksperter sår tvivl om afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag, så står Skats afgørelse fast. Det er meget usandsynligt, at sagen skulle kunne genoptages, påpeger tidligere formand for Skatterådet.” Det skriver Berlingske i dag.

Personligt er jeg fuldstændig ligeglad med Helle Thornings skatteafgørelse.

Det altafgørende for mig er, at hun har organiseret sin indkomst som hun har, har lavet leasing-finder gennem Tyskland og sender sine børn på en af Danmarks dyreste privatskoler. Samtidig med at hun i årevis har skreget op ved enhver given lejlighed, at folk med væsentlig lavere indtægt end hende selv stemples som ‘de aller-rigeste’, ikke har bidraget nok til samfundet, er sluppet let omkring krisen, er usolidariske overfor folkeskolen etc. etc.

Faktum er, at hun jagter folk, der har mindre end hende selv, mens hun har flyttet familie-formuen ud af SKATs rækkevidde. Jeg bebrejder ingen, at de vil slippe billigst muligt, men jeg bebrejder hende det fuldstændig uhæmmede og groteske hykleri.Hun har kun sig selv at takke for, at skattekommissionen fastholder fokus på hende og hendes skattesag og ikke de ret beset totale ligeyldigheder omkring hvem, der har lækket hvad. Regeringen er selv på banen med opfordringer til at stikke, hvis man har en mistanke om socialt bedrageri. Hun kunne selv for længe siden have lagt kortene på bordet og lukket gassen af ballonen. Hvis hun ikke kan forstå, at der gælder andre regler for hende end for Hr. og Fru Danmark, så er hun for dum.Jeg behøver ikke SKAT til at fortælle mig, om hendes moral er acceptabel for en Statsminister; det kan jeg sagtens selv finde ud af.

Vindenergiens usikre fremtid

Vindmøllekoncernen Vestas har igen problemer. For folk med kendskab til branchen kommer nyheden dog næppe som en overraskelse. Ikke bare Vestas, men hele vindmølleindustrien går nemlig en usikker fremtid i møde.

af Ryan Smith, journalist og forfatter

I sidste uge kunne man igen læse om problemerne i Vestas og om vindmøllekoncernens risiko for et kollaps. Imidlertid er det ikke kun Vestas, men hele vindmølleindustrien som det ser sort ud for. Som energiform har vindmøllerne nemlig fejlet i at levere resultater: Opgjort til nærmeste runde tal, så er den procentdel af verdens energiforsyning som i dag kommer fra vindenergi nemlig stadig nul.

Nul på trods af så store subsidier, at selv energiordførere på Christiansborg må indrømme, at de ikke længere kan regne sig frem til den reelle pris på en kilowatttime, der kommer fra vind.

Nul på trods af at vindenergi på månedlig basis bliver udråbt som en succes af politikere og interesseorganisationer, og på trods af at subsidierne i de fede år har forgyldt vindbosserne og de lobbyorganisationer, der i det skjulte arbejdede med at sælge vindenergi til intetanende politikere.

Og nul på trods af, at giganter som Kina og USA ikke har ligget på den lade side, men hver især har postet milliarder og atter milliarder i at få vindenergi til at fungere.

Det er svært at forudsige fremtiden, men jeg vover alligevel pelsen: Hvis vindenergi var et farbart alternativ til kul, gas og olie, så havde vind leveret mindst 1 % af verdens energiforbrug nu. Men sandheden er desværre, at vindenergi, selv efter årtiers rundhåndede subsidier og fordelagtige konkurrencevilkår, stadig er dyrt og upålideligt, og at det ikke ser ud til at virke uden assistance fra traditionelle energikilder. Når historiebøgerne om vor tid engang skal skrives, så er det mit gæt, at man til den tid vil spørge sig selv, hvorfor vi, der levede omkring år 2000, dog blev ved med at investere i vind, længe efter at det var blevet tydeligt, at vindenergi var en blindgyde.

Energiforlig forgylder spekulanter

Vi poster svimlende summer i denne blindgyde. I Danmark havde vi tidligere på året det højt besungne energiforlig, som fordyrer elektriciteten med hen ved 3,5 mia. kr. pr. år, når det er fuldt indfaset, mens tilsvarende ordninger, der skal hjælpe grøn energi på fode i Storbritannien, anslås at løbe op i ca. 15 mia. britiske pund årligt, svarende til knap 140 mia danske kroner.

Nu er det nemt at pege fingre af politikerne for at have kastet dine og mine penge efter et fatamorgana, der om få år kan vise sig at være borte med blæsten. Men politikerne er ikke de eneste, som har arbejdet ihærdigt på at pumpe penge ind i det fejlslagne eventyr. For nyligt udskrev den velhavende hedgefond-direktør Jeremy Grantham f.eks. en check på 111 millioner kroner til at støtte kommunikationsinitiativer, der skal få grøn energi til at se godt ud i offentlighedens øjne. Og den slags støtte er Grantham ikke alene om.

Når professionelle spekulanter og hedgefondes managere støtter grøn energi med millioner og atter millioner, så er det ikke, fordi de har ømme følelser over for miljøet: Garanteret risikofrie investeringer er, hvad venturekapitalister og hedgefond-managere allerbedst kan lide, og da risikofrie investeringer ikke normalt findes på et frit marked, ja, så kan man undertiden skabe sine egne ved at dupere de blåøjede politikere, sådan at de forpligter sig til at understøtte vind over en årrække. Hvilket er præcist, hvad der er sket i Danmark, i Storbritannien, og i en lang række andre lande. Med til historien om vindmøllernes ”succes” hører altså, at vindmølleparker er en subsidie-fidus for smarte spekulanter.

Gas er et gangbart alternativ

Fair skal være fair. Visse af vore politikere ved faktisk godt, at vindenergiens dage er talte. Men så længe de grønne kommunikationsfremstød for vindenergi gør, at vindenergi har et næsten sakralt skær i befolkningen, så tør politikerne ikke trække støtten tilbage. Videnskaben og friere kræfter på energimarkedet har ellers for længst bevæget sig videre: Gennem nylige forbedringer af eksisterende boringsmetoder er det for første gang blevet rentabelt at udvinde naturgas fra de fra såkaldte skiferlag, dybt under jordens overflade.

Ifølge en rapport fra U.S. Energy Information Administration, så ligger der sandsynligvis 11 gange så meget skifergas i den danske undergrund, som vi danskere har traditionel naturgas i Nordsøen, hvilket vil sige, at der er skifergas nok i undergrunden til at dække vort forbrug af naturgas i 143 år. Ligeledes anslås USA at have skifergas nok til at dække landets forbrug i 110 år, mens Kina anslås at ligge inde med de største reserver af skifergas i verden.

Som en nylig rapport fra det ansete Massachusetts Institute of Technology has slået fast, ”så er revolutionen inden for skiftergas virkelig og har allerede ændret USA’s energipolitik på kort og mellemlang sigt”. Ligeledes konkluderede en rapport fra Harvard Universitet for nylig, at den største reduktion af USA’s CO2-udledning i nyere tid hverken kan tilskrives alternativ energi eller finanskrisen, men overvejende skyldes revolutionen i billig naturgas, der som energikilde nu sender såvel kul og olie som sol og vind i brædderne: På bare ti år er produktionen af skifergas i USA gået fra at udgøre 2 % af USA’s samlede naturgasproduktion til nu at udgøre 23 %.

Denne overraskende, men ganske reelle revolution i naturgasbranchen kom uventet ind fra højre og fik med ét beslutningen mellem kul og olie på den ene side og sol og vind på den anden til at tage sig ud som det, den var: Et falsk dilemma. Og det viser blot endnu en gang, at de mange politikere, som gør sig kloge på, ”hvad vi skal leve af i fremtiden” – de bedste intentioner til trods – netop ikke er i stand til at forudse fremtiden og at de derfor bør holde sig fra at spille hasard med borgernes penge.

Endnu engang har den teknologiske udvikling altså sat politikernes fremtidsvisioner skakmat. Men hvor mange gange skal mønsteret gentage sig, før politikerne holder op med at lege spåkoner på skatteborgernes vegne? Svaret blafrer i vinden.

Et tankeeksperiment: DR som Avis

af Erik Winther Paisley

Alle, der har en brevsprække, skal betale et obligatorisk abonnement på Danmarks-Tidendet. Det er såmænd en udmærket avis med en stor nyhedssektion, en håndfuld føljetoner, pudsigt mange artikler om norske haver, og så en debatsektion, hvor landets politikere plejer at slå sig løs. Efter at den i starten af 70’erne udkonkurrerede sin største konkurrent, Politiken, er Danmarks-Tidendet blevet landets største avis med en enorm redaktion, og en stab af særdeles (politisk) aktive journalister.

Danmarks-Tidendet bliver jævnligt anklaget for at være både for rød og for blød i sin redaktionelle linje, men fra avisens side forsvarer man sig med, at avisen ikke har nogen ledersektion, og at der er politikere i dens bestyrelse. Kritikerne stiller sig ikke tilfreds med dette argument, men de kommer ingen vegne.

Landets brevsprækkeejere betaler troligt kroner de 2.460 om året, som denne avis koster. I visse kredse bruges avisen godt nok først og fremmest til at fore fugleburet, mens man i andre lag supplerer sit avisforbrug med Børsen eller Tidendet-2 (der er på halv-offentlige hænder, og som blev oprettet som konkurrent i starten af 80’erne). Jo mere højpandet det bliver, jo mere bruges avisen som fuglebursparket, og jo mere lavpandet, jo mere skældes den ud af intelligentsiaen.

Det er en svær kunst at være alt for alle, så avisen bliver tykkere og tykkere – større end selv Weekendavisen – men der er intet alternativt, når det nationale sammenhold kræver at vi har én fælles avis. Uden fælles avis, hvis dyrt producerede søndagstillæg alle danske kunne læse og tale sammen om, hvad skulle så holde os sammen?

Er man i tvivl om Danmarks-Tidendets berettigelse, kan man bare se på alternativerne. Skønt den almindelige borgers avisabonnementsbudget allerede er tynget af brevsprækkeafgiften, er der stadig et udbud af alternative tryksager. Det er frem for alt kulørte blade, som har særlig riv i ungdommen.
Det er journalistik efter en udenlandsk skabelon, og det får de gamle DT-læsere af enhver politisk observans til at gyse. Amalies brevkasse, de kendtes fadæser, og saftige amerikanske klummer er bras, forstår man, og det bedste argument for at bevare avismonopolet.

Nok har lignende hensyn aldrig vejet særligt tungt på TV-sendefladen, som aldrig blev overtaget af staten, men aviser og fjernsyn kan ikke sammenlignes. Det forstår et hvert dannet menneske. Uden Danmarks-Tidendet ville vi kun have kulørte blade. Uden Danmarks-Tidendet, intet Danmark.

Silicon Valley – det Radikale Venstres mareridt

Der findes et sted på kloden, hvor man habituelt gør alt det modsatte af, hvad den danske venstrefløj anbefaler. Men er det sted så en katastrofe? Nej, tværtimod – det sted er Silicon Valley.

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Google. Facebook. Apple. Lyder disse virksomheder mon bekendte? De er blot et fåtal af de mange innovative virksomheder, der er kommet ud af de nordcaliforniske småbyer, der til sammen går under betegnelsen ”Silicon Valley”.

Silicon Valley er et underligt sted: I ”the valley” er den altovervejende økonomiske motor nemlig de mange små ”start-ups” – teknologivirksomheder, som hurtigt bliver banket på benene, og hvoraf nogle vokser til Google-størrelse, mens andre går i glemmebogen og i værste fald konkurs.

Silicon Valley er også et sted, hvor den overvejende majoritet af disse ”start-ups” drives af hvide, jøder og asiatere, som næsten alle er mænd, og som typisk arbejder hårdt på teknologien, mens afroamerikanere og hispanics (samt blonde trofækvinder) arbejder mindst lige så hårdt på at servicere dem. Silicon Valley er således også et sted, hvor arbejdsmarkedet i praksis er race- og kønsopdelt.

Og endelig siger det sig selv, at den, der arbejder med at gøre rent og servere kaffe, ikke tjener det samme som den, der arbejder med at programmere og finansiere. Udover race- og kønsskævhed er Silicon Valley altså også hamrende ulige.

Så uligheden er massiv, cheferne er mænd, og så er arbejdsmarkedet tillige stærkt raceopdelt. Alt i alt burde Silicon Valley altså være en økonomisk katastrofe, hvis man spurgte den danske venstrefløj, som jo altid kræver mere lighed, mere ’inklusion’ og (indtil for nylig) flere kvinder i bestyrelserne.

Problemet er bare, at Silicon Valley ikke er nogen katastrofe: Analysehuset ’Joint Venture’ har regnet på sagen, og hvis Silicon Valley var et land, så ville den personlige indkomst være ca. 398.000 kr. pr. indbygger i 2010. Ifølge Danmarks Statistik var det tilsvarende tal for Danmark ca. 283.000 kr. pr. indbygger i 2010. Altså er disse mennesker, der har gjort alting fuldstændig modsat af, hvad venstrefløjen anbefalede, 40% rigere end os, og det uden at justere for pengenes købekraft, som er væsentlig højere i USA.

Der er sådan set ikke noget galt med inklusion og mangfoldighed. Det går jeg også selv ind for. Det går først galt for venstrefløjen, når den stiller mangfoldighed op som årsagen til vækst. Og det gør den ofte. Tag blot den radikale Anna Mee Allerslevs kronik ”Den ny værdikamp” (Berlingske 17.08). ”Mangfoldighed er en ressource, en kilde til vækst,” skriver Allerslev med henvisning til integrationsindsatsen. Men hvad nu, hvis hun tager fejl? Hvad hvis det i virkeligheden ikke er mangfoldighed, som skaber vækst, men snarere kompetencer, som skaber vækst?

Det er den tankegang, som styrer indvandringen til Silicon Valley. Blandt de tre typer visa, som langt de fleste indvandrere kommer til egnen på, er: (1): Du er specialarbejder, og en eksisterende virksomhed siger god for dig. (2): Du kan dokumentere, at du har talent i verdensklasse inden for dit felt. (3): Du har en stor pose penge og vil gerne starte en virksomhed i USA.

Danmarks strategi på udlændingeområdet har som bekendt været anderledes. Fra slutningen af 1960’erne til 1973 inviterede vi ufaglærte indvandrere fra især Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko herop, og i 1983 vedtog Folketinget det, der sidenhen blev kendt som ”verdens mest liberale udlændingelov.” Siden slutningen af 60’erne har vi altså fået masser af mangfoldighed uden nødvendigvis at få kompetencer. Og så vidt eksperterne kan regne sig frem til, så har den type indvandring været en udgift for Danmark.

Således kan det undre, når venstrefløjen igen og igen vil belære os om, at mangfoldighed i sig selv skaber vækst. Ikke kun, hvad angår indvandring og etnicitet, men også hvad angår køn og drømmen om de 40 % kvinder i toppen. ”Kun fanatisme er farlig,” skriver Allerslev i sin kronik, men er det ikke i sig selv en form for fanatisme at tro, at kvantitet af sig selv vil slå over i kvalitet, når den ene statistik efter den anden viser det modsatte?

Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande, og jeg ved ikke, om der foregår skjult diskrimination til fordel for hvide mænd i Silicon Valley. Det er heller ikke pointen. Pointen er, at kompetencer er vigtigere end mangfoldighed. Så please, kære venstrefløj: Kan vi ikke godt slippe for feel-good flosklerne om, at bly bliver til guld gennem ”inklusion” og ”accept”, snarere end gennem kompetencer og hårdt arbejde?

et billede, I præsenterer for danskerne, er åbenlyst usandt. Ellers ville et sted som de facto er raceopdelt, socialt skævt og drevet af mænd jo ikke kunne være det mest innovative vækstcenter på kloden. Så spørg en gang jer selv: Hvilke implikationer har eksistensen af Silicon Valley for jeres verdenssyn?

A Nice Cup of Tea

By George Orwell

If you look up ‘tea’ in the first cookery book that comes to hand you will probably find that it is unmentioned; or at most you will find a few lines of sketchy instructions which give no ruling on several of the most important points.

This is curious, not only because tea is one of the main stays of civilization in this country, as well as in Eire, Australia and New Zealand, but because the best manner of making it is the subject of violent disputes.

When I look through my own recipe for the perfect cup of tea, I find no fewer than eleven outstanding points. On perhaps two of them there would be pretty general agreement, but at least four others are acutely controversial. Here are my own eleven rules, every one of which I regard as golden:

  • First of all, one should use Indian or Ceylonese tea. China tea has virtues which are not to be despised nowadays — it is economical, and one can drink it without milk — but there is not much stimulation in it. One does not feel wiser, braver or more optimistic after drinking it. Anyone who has used that comforting phrase ‘a nice cup of tea’ invariably means Indian tea.
  • Secondly, tea should be made in small quantities — that is, in a teapot. Tea out of an urn is always tasteless, while army tea, made in a cauldron, tastes of grease and whitewash. The teapot should be made of china or earthenware. Silver or Britanniaware teapots produce inferior tea and enamel pots are worse; though curiously enough a pewter teapot (a rarity nowadays) is not so bad.
  • Thirdly, the pot should be warmed beforehand. This is better done by placing it on the hob than by the usual method of swilling it out with hot water.
  • Fourthly, the tea should be strong. For a pot holding a quart, if you are going to fill it nearly to the brim, six heaped teaspoons would be about right. In a time of rationing, this is not an idea that can be realized on every day of the week, but I maintain that one strong cup of tea is better than twenty weak ones. All true tea lovers not only like their tea strong, but like it a little stronger with each year that passes — a fact which is recognized in the extra ration issued to old-age pensioners.
  • Fifthly, the tea should be put straight into the pot. No strainers, muslin bags or other devices to imprison the tea. In some countries teapots are fitted with little dangling baskets under the spout to catch the stray leaves, which are supposed to be harmful. Actually one can swallow tea-leaves in considerable quantities without ill effect, and if the tea is not loose in the pot it never infuses properly.
  • Sixthly, one should take the teapot to the kettle and not the other way about. The water should be actually boiling at the moment of impact, which means that one should keep it on the flame while one pours. Some people add that one should only use water that has been freshly brought to the boil, but I have never noticed that it makes any difference.
  • Seventhly, after making the tea, one should stir it, or better, give the pot a good shake, afterwards allowing the leaves to settle.
  • Eighthly, one should drink out of a good breakfast cup — that is, the cylindrical type of cup, not the flat, shallow type. The breakfast cup holds more, and with the other kind one’s tea is always half cold before one has well started on it.
  • Ninthly, one should pour the cream off the milk before using it for tea. Milk that is too creamy always gives tea a sickly taste.
  • Tenthly, one should pour tea into the cup first. This is one of the most controversial points of all; indeed in every family in Britain there are probably two schools of thought on the subject. The milk-first school can bring forward some fairly strong arguments, but I maintain that my own argument is unanswerable. This is that, by putting the tea in first and stirring as one pours, one can exactly regulate the amount of milk whereas one is liable to put in too much milk if one does it the other way round.
  • Lastly, tea — unless one is drinking it in the Russian style — should be drunk without sugar. I know very well that I am in a minority here. But still, how can you call yourself a true tealover if you destroy the flavour of your tea by putting sugar in it? It would be equally reasonable to put in pepper or salt. Tea is meant to be bitter, just as beer is meant to be bitter. If you sweeten it, you are no longer tasting the tea, you are merely tasting the sugar; you could make a very similar drink by dissolving sugar in plain hot water.Some people would answer that they don’t like tea in itself, that they only drink it in order to be warmed and stimulated, and they need sugar to take the taste away. To those misguided people I would say: Try drinking tea without sugar for, say, a fortnight and it is very unlikely that you will ever want to ruin your tea by sweetening it again.

These are not the only controversial points to arise in connexion with tea drinking, but they are sufficient to show how subtilized the whole business has become. There is also the mysterious social etiquette surrounding the teapot (why is it considered vulgar to drink out of your saucer, for instance?) and much might be written about the subsidiary uses of tealeaves, such as telling fortunes, predicting the arrival of visitors, feeding rabbits, healing burns and sweeping the carpet. It is worth paying attention to such details as warming the pot and using water that is really boiling, so as to make quite sure of wringing out of one’s ration the twenty good, strong cups of that two ounces, properly handled, ought to represent.