Author Archives: Majken Hirche

Rasmus Brygger og liberal islamkritik

Af Torben Mark Pedersen

Som opfølgning på Ryans Smith tænksomme indlæg om den liberale islamkritik, hævder Rasmus Brygger, at islamkritik ikke kan være liberal.
Det er forkert. Hvor en nationalkonservativ islamkritik tager udgangspunkt i forsvaret for Danmark som nation og for den danske, kristne kernekultur, tager en liberal islamkritik udgangspunkt i forsvaret for den personlige frihed.
Længere er den sådan set ikke.
Når Rasmus Brygger alligevel kan hævde, at der ikke findes en liberal islamkritik, så skyldes det tre misforståelser.
For det første, at fordi politisk liberalisme ikke er antireligiøs, så skulle liberale ikke kunne kritisere religion. Det er rigtigt, at mange af liberalismens fædre var dybt religiøse, og at liberalismen i øvrigt har protestantiske rødder. Og når religion er en privat sag og ikke politisk, så er religion ikke en sag for den politiske liberalisme, men det betyder naturligvis ikke, at liberale ikke kan kritisere religion, når religionen bliver politisk og frihedsfjendsk. Og er der noget, islam er, så er det frihedsfjendsk.
Rasmus Bryggers anden misforståelse (stråmandsargument) består i at påstå, at islamkritik baserer sig på en kollektivistisk menneskeforståelse. Her benytter han tricket med at sætte lighedstegn mellem islam og muslimer, hvilket tjener til at udskamme islamkritikere: Hvis man kritiserer islam, anklages man for at generalisere over alle muslimer. Det er indlysende forkert. Kritik af de frihedsfjendske træk ved en rettroende udlægning af islam indebærer ikke, at kritikken rammer alle de muslimer, der ikke er rettroende.
Afslutningsvist springer Rasmus Brygger fra at tale om islamkritik til udlændingepolitik, og her viser Rasmus Brygger, at han nok har læst Locke, der etablerer forbindelsen mellem ejendomsret og frihed, men at han ikke har forstået ham, og at han i øvrigt ikke har forstået den liberale tradition fra den amerikanske og franske revolution.
Påstanden om, at der skulle findes en universel ret til at rejse på tværs af grænser er ikke en liberal ide. Det er en ide, der er født i sidste halvdel af det 20. århundrede, da menneskerettigheder fik status som en ideologi.
Hos Locke og ifølge en Rothbardsk rettighedsliberalisme er frihed til at bevæge sig og rejse begrænset af den private ejendomsret, og hos Locke har staten suverænitet til at håndhæve de ydre grænser på borgernes vegne. Den manglende ret til at bestemme egen migrationspolitik var en af de amerikanske kolonisters anker mod den engelske konge, der nævnes i Uafhængighedserklæringen fra 1776, og de rettigheder, der beskyttes i den amerikanske Bill of Rights fra 1791 og i den franske Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra 1789 er alle knyttet til nationalstaten. Intet steds hævdes de at være universelle i betydningen grænseoverskridende. Selv FN’s “Universelle erklæring om menneskets rettigheder” ophæver ikke nationalstaternes suverænitet ved at give mennesker en universel ret til migration til et andet land.
Det er faktisk en antiliberal ide, idet den krænker borgerne i et lands ret til frivilligt at slå sig sammen og danne en stat, der overdrages suveræniteten til at håndhæve de ydre grænser for den ejendom, de ejer privat og i fællesskab.

Ayn Rand

Lars Tvede har skrevet om Ayn Rand, og som han rigtigt påpeger, er det venstrefløjens favoritsport at svine hende til uden at have læst hende.

Siden Saxo Bank udsendte hendes bøger, har aviserne bragt bunkevis af enslydende klummer fra virtue signalling venstrefløjsere og sågar også nominelt borgerlige, der liiige skulle vise, hvor gode mennesker de var, samt hvor meget mere sofistikeret deres tænkning var end Ayn Rands. Gerne med hånende overskrifter og haltende argumenter.

Jeg er ikke stor fan af Rand. Jeg har også læst bøgerne. De er melodramatiske, men på ingen måde dårligt skrevet, sådan som kritikerne hævder. Var hun forblevet i den politiske mainstream, var hendes bog om menneskeligt armod under den russiske revolution sandsynligvis blevet hyldet som et intenst og autentisk perspektiv fra en stærk kvindestemme af de samme mennesker, der sviner hende i dag.

Det syrede ved Rand er, at hun på en og samme tid er genial og ikke noget særligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre?
I socialpsykologien har en af verdens mest citerede forskere, Jonathan Haidt, udledt, at mennesker har seks moralske instinkter: (1) Omsorg (2) Fairness (3) Autoritet (4) Loyalitet (5) Renhed og (6) Frihed.

De forskellige politiske grupperinger varierer med hensyn til, hvor intenst (eller hvor sløvt) de mærker det enkelte instinkt. Venstreorienterede går mest op i omsorg, konservative går mere op i autoritet, og liberale mest op i frihed.

Når du ser liberale lukke galde ud på Facebook over, at politikerne nu vil til at regulere et eller andet, der ellers fungerede fint uden deres indblanden (det kunne f.eks. være en kørselsservice), så er det den liberale frihedsmoral, der er blevet krænket. For dem føles det ligesom det føles for dig at se, at fattig-Carina kun har 15.728 kr. til sig selv om måneden efter skat (hvis du er venstreorienteret) eller at de radikale gerne vil nedlægge kongehuset og erstatte dansk med engelsk (hvis du er konservativ).

Rands genialitet bestod i, at hun kunne tage sager, der sædvanligvis opfattes som meget abstrakte eller irrelevante for de fleste folks moralsæt, og gøre dem nærværende for en stor gruppe mennesker. Hun fortæller højdramatiske historier om gode mennesker, der kommer i klemme, når mindre ånder vil begrænse og regulere dem samt beskatte dem og drive de virksomheder, de selv har skabt, på inoptimale måder (men hvor mange kvinder har du i bestyrelsen?).

Mennesker, der ellers ikke var blevet liberale og måske aldrig havde interessseret sig for politik, bliver pludselig nukleart hvidglødende, når de ser heltene blive krænket på deres frihed i Rands bøger. Det er her, Rand virkelig funkler. Hun var fantastisk til at dramatisere disse konflikter, ganske enkelt. Eneren vs. fællesskabet; autonomi vs. regulering; proportionalitet vs. omfordeling; liberalisme vs. kollektivisme. Hendes dramatisering gør liberalismens sag lige så følelsemæssigt berettiget – og dens forsvarere lige så optændt af retfærdig harme – som socialismens alle dage har været. Hendes præsentation af liberalismen er med andre ord ikke blot en serie abstrakte principper, som folk selv må stå for at smøre ud på resten af samfundet. Den er nærværende, personlig, konkret og medrivende. Det er en liberalisme, der taler til alle menneskets instinkter, og ikke kun til abstrakte logiske principper. Rand var genial til at markedsføre liberalismen på denne måde, måske den bedste nogensinde.

Men hvad er så problemet? Problemet opstår, når man ikke har nok i at se Rand som en af de 20. århundredes mest succesfulde skønlitterære forfattere og også vil se hende som en af verdenshistoriens største filosoffer. Det mente hun selv, at hun var, det mente mange af de folk, hun omgav sig med i sin levetid, at hun var, og det mener mange af hendes nulevende fans, at hun er. Det er bare ikke korrekt.

Grundlæggende kan man sige, at næsten alle de tanker og analyser, som i dag er en del af mainstream liberal tænkning, og som Rand ofte får credit for af sine fans, er tænkt af andre liberale før hende. Og den filosofi hun selv bidrog med … er ikke rigtig filosofi. Den bedste karakteristik, jeg har læst af det, var en kritiker, der sagde, at hendes filosofi var mere som et manifest eller en ideologi for, hvordan hele ens verdensanskuelse skal være. I filosofi er man gerne hyperbevidst om, hvad man kan bevise med sikkerhed, og hvilke værdier og aksiomer man selv må føje til analysen. Rand var det modsatte. Hun starter ofte med at antage det, hun vil bevise, og siger så: ”Men se! Det passer!” eller ”Hvis du tror på dette, vil det gå dig godt!” og mener så, at hun har bedrevet en pure objektiv analyse.

Rand mente, at hun havde løst omverdensproblemet, men hendes løsning består blot i at antage, at omverdenen kan erkendes 100% objektivt. Hun mente, at hun havde fundet frem til objektive værdier for, hvordan man skal leve sit liv – det kan ifølge hende afgøres ved at se på, hvad der er ”passende” for mennesker, men samtidig undlader hun at svare på, hvordan man så afgør, hvad der er passende. Hun henviser til Aristoteles, men synes at overse, at Aristoteles selv siger, at hans aksiomatiske metode ikke kan anvendes her, og at de råd til livsførelse, han giver, ikke kan anses for objektive. Hun afskyede Kant, men kommer i sin etik frem til, at selve moralens væsen er at behandle mennesker som mål i sig selv og ikke som midler (hvilket igen afstedkommer plagiatanklager fra hendes kritikere og pinlige bortforklaringer fra hendes fans).

Tvede fremhæver i sin klumme, at mange erhvervsledere, i Danmark såvel som i udlandet, har været inspirerede af Ayn Rand. Det er rigtigt, at hendes principper kan være nyttige, når det handler om at opnå succes i tilværelsen, og de har vitterligt hjulpet mange. Men det gør ikke Rands tanker til kulminationen på to årtusinders filosofi. Det gør dem til selvhjælps- eller livsfilosofi. Det er der heller ikke noget galt med, hvis ikke det var, fordi Rand og så mange af hendes fans insisterer på, at hendes tanker netop har triumferet, hvor Aristoteles, Hume og Kant måtte give fortabt.

Domerò la tua fierezza English Translation

Domerò la tua fierezza
Ch’il mio trono aborre e sprezza,
E umiliata ti vedrò.
Tu qual Icaro rubelle
Sormontar brami le stelle,
Ma quell’ali io tarperò.

 
I will crush your pride
Which hates and despises my throne,
And I will see you humiliated.
You , like disobedent Icarus,
Desire to rise above the stars,
But I will clip those wings.

Til forsvar for mellemlederen!

Nullernes rollemodel var iværksætteren, der på rekordtid opfandt et internetprodukt, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Nu er det mellemlederen, vi bør se op til.

Mellemlederstanden og dårlig PR går hånd i hånd. Hvor toplederen opfattes som visionær, legende og åben over for nye ideer, er fordommene om mellemlederen, at han er ferm, fantasiløs og emsig efter, at tingene bliver gjort efter bogen. Med stribet, gerne kortærmet, skjorte og letvægtsbriller har den praktiske side af tilværelsen for længt sejret over æstetikken.

Sådan er det også i hans bevidsthed: Hvis den etablerede fremgangsmåde virkede i går, så virker den nok også i dag. Mellemlederen er standardfigur for latterliggørelse. Men hvad nu hvis vi overser hans skjulte dyder?

Medierne glorificerer toplederen som den stærke mand, der kan overskue det store billede, og iværksætteren som den visionære og kreative fantast, der vil arrangere et stævnemøde mellem os og den uendeligt lyse og disruptende fremtid, vi går i møde. Men man glemmer, at hverken iværksættervirksomhed eller topledelse er mål i sig selv. De er derimod midler til at opnå noget, der virkelig giver mening her i tilværelsen, og det noget er Opel stationcar, komplette spisestel fra Royal Copenhagen og grillkød på tilbud i Bilka.

Nullernes helt var iværksætteren, der med virkelyst, 2-6 ansatte og 90 timers arbejdsuge bankede et IT-produkt op og solgte det på rekordtid. Men i den post-vækstende verden ser vi, at den sande sexethed findes hos den, der uden at kny gør en dyd ud af nødvendigheden – den, der ved, at hverdagene er dem, der er flest af.

Tiernes helt er derfor mellemlederen, der med sin nøgternhed, stringens og kortærmede skjorte er den uundværlige møtrik i det store maskineri, der får hjulene til at dreje som smurt. Som det uundværlige bindeled mellem topledere og medarbejdere er det ham, og ham alene, der muliggør erhvervsorganisation på den helt store skala. Det er takket være hans standhaftighed, stabilitet og de frimodige farvekombinationer på hans polyesterslips, at der fortløbende kan skabes værdi ud af de flyvske iværksætteres ideer og de yachtsejlende topchefers urealistiske ambition. Han er not the hero we deserve, but the hero we need.

Do Intersectional Feminists Really Help Muslims?

In May 2017, one of Denmark’s leading feminists, Emma Holten, took the stage to speak about feminism. In her talk, she said:

“There are some people who choose to wear the burka. When you ask them, ‘Do you like to wear the burka? Do you do so out of your own free choice?’ they will say, ‘Yes.’ We’ll have to accept that. Just like we have to accept that some people vote for the Libertarian party, which I find more shocking. I feel that’s more detrimental to society.”

Now Holten is not just a feminist. She is, as she herself says, a “very, very left-wing,” 4th-wave feminist beholden to intersectional theory. In this quote, she showcases one of the cornerstones of intersectional theory: Namely that if two groups are marginalized or oppressed, they should come together in their quest for increased social justice and the endeavor to speak truth to power. In theory, this sounds nice. But in practice, it leads to some absurd conclusions.

Like here, where people who want lower taxes are perceived as more of a threat to feminism than people who want to dismantle democracy, establish a theocratic dictatorship, and flog adulterous women in the town square.

The issue here is bigger than just Denmark. It can be seen in the dynamics of most of Western Europe – and with a few modifications, the same dynamics can be seen in the United States as well. Before intersectional theory became mainstream, the left had already made it their cause to defend the values and practices of Muslim migrants to Europe. However, as the problems with Muslim communities have escalated, the moderate center-left has largely abandoned their former apologetic stance on Muslim values.

This means that this sympathy is now almost exclusively the stance of the far left – the same far left where intersectional theory reigns.

To put it simply, the intersectional far left views Muslim migrants as a strategic ally in their fight against the right wing. That is, after all, the cornerstone of intersectional theory, so it would be pretty surprising if they did not.

But an interesting thing about this is, if you’re a feminist, shouldn’t you care about the rights and lots of women? From one report after another, we know that Muslim women in Europe are subjected to massive social control from their fathers, husbands, and sons. For example, a young girl who went partying with her friends without the veil was seen by a male cousin of hers, and once word got back to her family, she was severely punished.

But in the intersectional universe, all that is needed is to ask these people directly whether they’re wearing the veil out of their own free will or not. In other words, there is a pretty grave lack of interest in the actual dynamics of Muslim communities among the intersectional feminists. The veil is almost reduced to a fashion choice that doesn’t really mean anything to anyone.

So in fact, far from championing the perspectives of women, or upholding their basic freedoms, many intersectional feminists actually reduce the plight of Muslim women to a side show and refuse to view Muslims as active subjects – instead they view them as passive victims or objects who are acted upon by the right wing without any personal agency of their own. This is the only way in which Muslims can fit into the white, middle-class, far-left intersectional perspective. If the feminists applied a centrist liberal feminist view to the oppression of these women, there would be no basis for a grand alliance between the Muslims and the far left.

This is also why many leading figures among the intersectionalists get so angry when someone points to the massive social problems that reign in Muslim communities. For example, the American progressive political activist Linda Sarsour, who was also co-chairwoman of the Day Without a Woman protest, reacted to criticisms of Islam by the Arab Christian Brigitte Gabriel and the Somali-born activist Ayaan Hirsi Ali by saying: “They are asking for an ass whipping. I wish I could take their vaginas away. They don’t deserve to be women.”

That’s right – the so-called progressive intersectional feminist and champion of the American far left says of a genital mutilation victim that she doesn’t deserve to have a vagina.

Examples can readily be multiplied. For example, if you watch our video ‘The Contradiction in Modern Feminism’ you can see how far-left feminists across most of Western Europe didn’t want to condemn the mass sexual attacks that Arab and North African men perpetrated against white women on New Year’s Eve in Cologne. To single out the sex attackers as the bad guys here would undermine the whole intersectional world view, and so all the intersectionalists were left with  were muddled explanations and whataboutery. “But if we criticize Muslim migrants for sexual assault, we’ll be agreeing with the right-wing!” or “But white men commit sex attacks too!”

In Denmark, the intersectional feminists have repeatedly denounced the voices from Muslim communities who speak out against the oppression of women that goes on within them. Often, they are called coconuts (i.e. brown on the outside, white on the inside), and they have even been called ‘house Muslims’ – a thinly veiled allusion to the pejorative House Nigger.

Emma Holten herself, whom we quoted at the start of this video, and who is, we say again, one of Denmark’s most prominent feminists and an internationally sought-after speaker on feminism and women’s rights, has actually defended the use of the term House Muslim. It has analytical value, as she says.

When intersectional feminists get so riled up and have to use racist slurs and whataboutery to silence women who call attention to the status of women’s rights within Muslim communities, this is because they feel that Muslims are betraying the intersectional grand alliance; that – as several intersectional feminists have straight-up admitted– these Muslims are not serving the interests of the far left in fighting the right wing.

Muslims have to be passive victims who are exposed to racism by bigoted right-wingers, so that decent people who dislike racism will side with the far left. When Muslim women start speaking out against that narrative, they are undermining the intersectional world view and need to be shut up.

***

One final point about this: Holten said that women in Denmark wear the burka, but actually no Muslim migrants to Denmark wear the burka at all. What some of them do wear is the niqab, which is the Saudi full-facial covering veil. The mix-up reveals a comparative lack of interest in Muslim practices and the divisions that are predominant within Muslim communities. It corroborates what we have said about intersectional feminists not caring what Muslim women actually go through or think, but only about them having to fit with the pre-scripted narrative of far-leftists liberating Muslims from the racism and oppression of right-wingers.

 

Hvor er den liberale islamkritik?

Af Ryan Smith

En diskursiv ændring er undervejs. I avisernes debatspalter og på de sociale medier bliver’liberal’ i højere og højere grad associeret med en uinteresseret, kulturblind og eftergivende holdning til islam. Det er en misforståelse.

Det er ellers ikke mere end et par år siden, at Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen offentligt omtalte ”islam og alle de problematikker, der rejser sig i den forbindelse.” Flere store terrorangreb har fundet sted siden, og dog synes det parti, der mest entydigt slår sig op på at være liberalt, i dag mindre interesseret i at bedrive konsekvent islamkritik. Fra flere sider pågår der en interesse i at male liberale som naivt optimistiske kulturradikale, der ikke har indset, hvilken trussel de står overfor – eller blot som radikale med større afsmag for Kvinfo og hang til lavere skat.

I den overfladiske forståelse af liberalisme anses begrebet som synonymt med lav skat og friheden til at leve i regnbuefamilier, gå i swingerklubber eller hvad man nu måtte ønske. Dette er ikke forkert, men sådanne hensyn er også en en luksus. Det er liberalismens endgame, som man kan afsætte ressourcer til, når alle de øvrige kampe er vundet. Liberalismens helt grundlæggende samfundsmæssige hensyn starter – som de britiske filosoffer Hobbes og Locke indså – med en suveræn, som kan garantere borgernes frihed, liv og ejendom. At kunne håndhæve den indre offentlige orden på eget territorium og forhindre, at borgerne udsættes for tyveri og voldelige overfald, er i en liberal optik statmagtens væsentligste opgave. Disse hensyn var måske indfriet førhen, men med den islamiske masseindvandring er disse grundlæggende prioriteter blevet aktuelle igen. Det er blot ikke alle liberale, der synes at have indset det.

At migranter og efterkommere af migranter fra islamiske kulturbaggrunde kompromitterer hensynet til borgernes sikkerhed, kan enhver forvisse sig om ved at tage et kig i rapporterne fra Danmarks Statistik. Hvis staten skal have legitimitet i en liberal optik, må den hurtigst muligt søge at standse indvandringen fra grupper, som vi erfaringsmæssigt ved fører til en forringelse af de liberale kerneværdier. Såkaldt liberale, der slås om marginalerne på boligskat, mens de forsømmer at presse på for at få opbremset den islamiske indvandring, er som en liebhaver, der intenst vrider hænder over, hvorvidt vinkøleskabet nu også har den helt rette temperatur, alt imens han tager det afslappet, at elinstallationerne slår gnister, og svovllugt langsomt fylder Charlottenlundlejligheden op.

Egentlig burde det være selvklart, at liberale satte islamkritik meget højt på deres dagsorden. I islamforskningen taler man f.eks. om, at det, der politisk korrekt kaldes ’moderate muslimer’ (dvs. fredelige muslimer, der støtter op om demokrati og menneskerettigheder), højst sandsynligt er et vestligt fatamorgana. Det mere retvisende term er uliberale moderate. Dvs. muslimer, som ganske vist er fredelige og ikke støtter terror, men som på ingen måde går ind for demokrati, ligestilling, ytringsfrihed eller andet liberalt idégods. Denne betegnelse er sandsynligivs dækkende for flertallet af verdens muslimer.

Status er altså, at mange liberale ikke bekymrer sig om, at der lever hundreder af millioner af intenst antiliberale mennesker rundt om på kloden, og at denne antiliberalisme for den muslimske verdens vedkommende netop kan spores direkte tilbage til de politiske aspekter af islam. Tilsyneladende finder liberale det ej heller magtpåliggende at dæmme op for importen af disse antiliberale elementer til deres eget hjemland – selvsamme land, som de ellers ønsker at trække i en mere liberal retning.

Ikke alene virker de liberale en kende for laissez-faire ift. den islamiske indvandring, når man sammenligner modstanden fra konservativ kant. Den idemæssige kritik af den politiske side af islam synes man også at forsømme, selvom der også her er rigeligt med antiliberalt idegods at lægge sig ud med. Ideer, som legitimerer intolerance og kvindehad mod millioner af mennesker verden over, burde være selvskrevne som nogle af de første for liberale at gå i krig med. Den liberale inerti er en skam for alle parter. Udenlandske studier har vist, at liberale som gruppe har høj IQ og er gode til at analysere og kritisere ideer. Liberale tænkere spillede en afgørende rolle i at afmontere marxismen og socialismen. Men af uforklarlige grunde holder man sig her tilbage.

Fra de liberale, jeg personligt har talt med, synes der at være tale om et paradoks: På den ene side ønsker mange liberale at afvise den konservative ’dem og os’-tankegang til fordel for en rationalistisk universalisme, som siger, at vi alle er ens. Men på samme tid er man tilbageholdende med at kritisere islamiske ideer, da de opfattes som ’deres’ og ikke ’vores.’

Hvis den liberale universalisme skal betyde noget, så betyder den netop, at man kan kritisere kulturer, prakssisser og ideer uden derved at kritisere de mennesker, der observerer dem og er født ind i dem. Således kan man også kritisere islam uden at lægge muslimer for had.

Et andet facet af den liberale universalisme er, at den konservative ’dem og os’-tankegang kan erstattes af en opsøgende debat, hvor man er beredt på at diskutere på modpartens præmisser og med udgangspunkt i modpartens terminologi. En person, der netop har udført en islamkritik på modpartens præmisser (og i øvrigt identificerer sig som klassisk liberal), er den somalisk-fødte politiske aktivist Ayaan Hirsi Ali, der i sin bog Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now argumenterer for, at islam bliver nødt til at ændre sig på fem fundamentale punkter, førend religionen kan passe ind i den moderne verden: Islam må (1) stoppe med at prioritere efterlivet højere end dette liv (2) kraftigt nedtone væsentligheden af sharia (3) holde op med at fortælle andre, hvordan de skal klæde sig, opføre sig, hvad de må spise og drikke, og hvem de må gå i seng med (4) opgive jihad og (5) anse Muhammad og Koranen som valide genstande for kritik og fortolkning.

Alternativt kunne man støtte op om de hårdtprøvede (og forsvindende små) liberale mindretal i den islamiske verden, som uden megen støtte fra nogen kant forsøger at argumentere for, at den enkelte muslim ikke behøver henvisninger til skriftsteder eller tilladelse fra islamiske lærde for at afgøre, om denne eller hin praksis er forenelig med islam, men at alle jordens mennesker er udstyret med en fornemmelse for godt og slet (fitra) af Allah, som vejer tungere end andre muslimers meninger og alverdens sharia.

Hvis liberale vil lade andre politiske grupperinger løbe med den indlysende vindersag, som islamkritik er og i de kommende år blot vil ligge vælgerne endnu mere på sinde, skal de blot fortsætte kursen. Alternativt kunne man gøre som den liberale Hirsi Ali, vågne op til dåd og formulere en intelligent liberal islamkritik.

Hvor er den liberale islamkritik? II

Af Ryan Smith

En diskursiv ændring er undervejs. I aviserne og på de sociale medier bliver ’liberal’ i tiltagende grad associeret med en uinteresseret, kulturblind og eftergivende holdning til islam. Det er en misforståelse.

Det er ellers ikke mere end et par år siden, at Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen offentligt omtalte ”islam og alle de problematikker, der rejser sig i den forbindelse.” Flere store terrorangreb har fundet sted siden, og dog synes man i dag mindre interesseret i at bedrive islamkritik.

I den overfladiske forståelse af liberalisme anses begrebet som synonymt med lav skat og friheden til at leve i regnbuefamilier, gå i swingerklubber eller hvad man nu måtte ønske. Dette er ikke forkert, men sådanne hensyn er også en luksus. Det er liberalismens endgame, som man kan afsætte ressourcer til, når de øvrige kampe er vundet. Liberalismens helt grundlæggende samfundsmæssige hensyn starter – som de britiske filosoffer Hobbes og Locke indså – med en suveræn, som kan garantere borgernes sikkerhed, liv og ejendom. Disse hensyn var måske indfriet førhen, men med den islamiske masseindvandring er de blevet aktuelle igen. Det er blot ikke alle liberale, der synes at have indset det.

At migranter fra islamiske kulturbaggrunde og deres efterkommere kompromitterer hensynet til borgernes sikkerhed, kan enhver forvisse sig om ved at tage et kig i rapporterne fra Danmarks Statistik. Hvis staten skal have legitimitet i en liberal optik, må den søge at minimere indvandringen fra grupper, vi erfaringsmæssigt ved fører til en forringelse af borgernes grundlæggende rettigheder.

Egentlig burde det være selvklart, at liberale satte islamkritik højt på deres dagsorden. I islamforskningen taler man f.eks. om, at det, der politisk korrekt kaldes ’moderate muslimer’ (dvs. fredelige muslimer, der støtter op om demokrati og menneskerettigheder), højst sandsynligt er et vestligt fatamorgana. Det mere retvisende term er uliberale moderate. Dvs. muslimer, som ganske vist er fredelige og ikke støtter terror, men som på ingen måde går ind for demokrati, ligestilling, ytringsfrihed eller andet liberalt idegods. Denne betegnelse er sandsynligivs dækkende for flertallet af verdens muslimer. Alligevel finder mange liberale det ikke magtpåliggende at dæmme op for importen af antiliberalister til eget hjemland – selvsamme land, som de ellers ønsker at trække i en mere liberal retning.

Den filosofiske kritik af islam synes man også at forsømme, selvom der også her er rigeligt med antiliberalt idegods at lægge sig ud med. Den liberale inerti er en skam for alle parter. Videnskabelige studier har vist, at liberale har høj IQ og er gode til at analysere og kritisere ideer. Liberale tænkere spillede en afgørende rolle i at afmontere socialismen og marxismen. Men af uforklarlige grunde holder man sig her tilbage.

For mange liberale synes der at være tale om et paradoks: På den ene side afviser man den konservative ’dem og os’-tankegang til fordel for en universalisme, hvor alle er ens. Men på samme tid er man tilbageholdende med at kritisere islamiske ideer, da de opfattes som ’deres’ og ikke ’vores.’

’Dem og os’-tankegangen kan ellers erstattes af en opsøgende debat, hvor man er beredt på at diskutere på modpartens præmisser og med udgangspunkt i modpartens terminologi. En person, der netop har udført en sådan islamkritik (og i øvrigt identificerer sig som klassisk liberal), er den somalisk-fødte aktivist Ayaan Hirsi Ali, der i sin bog Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now argumenterer for, at islam bliver nødt til at ændre sig på fem fundamentale punkter for at passe ind i den moderne verden: Islam må (1) stoppe med at prioritere efterlivet højere end dette liv (2) kraftigt nedtone væsentligheden af sharia (3) holde op med at fortælle andre, hvordan de skal klæde sig, opføre sig, spise og drikke, samt hvem de må gå i seng med (4) opgive jihad og (5) anse Muhammad og Koranen som valide genstande for kritik og fortolkning.

Alternativt kunne man støtte op om de hårdtprøvede liberale mindretal i den islamiske verden, som uden megen støtte fra nogen kant forsøger at argumentere for, at den enkelte muslim ikke behøver henvisninger til religiøse skriftsteder eller tilladelse fra islamiske lærde for at afgøre, om denne eller hin praksis er forenelig med islam, da alle jordens mennesker er udstyret med en fornemmelse for godt og slet (fitra) af Allah, som vejer tungere end andre muslimers meninger og alverdens sharia.

Hvis liberale vil lade andre politiske grupperinger løbe med den indlysende vindersag, som islamkritik er og i de kommende år blot vil ligge vælgerne endnu mere på sinde, skal de blot fortsætte kursen. Alternativt kunne man gøre som den liberale Hirsi Ali dåd og formulere en liberal islamkritik.

Stealthing

’Stealthing’ er, når en mand uden kvindens vidende tager kondomet af under samleje vel vidende, at kvinden næppe ville have givet samtykke til samleje uden kondom. Det er angiveligt en tiltagende trend. Det er en problematik, som venstreorienterede feminister har gjort meget for at få den offentlige opinion til at tage alvorligt.

Jeg er enig med dem. Samtykke til sex med kondom er ikke samtykke til sex uden. Men hvad jeg godt kunne tænke mig, er en kobling fra stealthing til diskussionen om ufrivilligt faderskab og juridisk abort. I faderskabsdebatten har borgerlige debattører markeret sig med argumenter som:

— Det risikofrie knald findes ikke. Ting kan få andre konsekvenser end dem, man siger ja til. Bliver man snydt af sin partner, er det, fordi man har været naiv (http://bit.ly/2qY0blf)

— Det er omsonst at snakke om ufrivilligt faderskab, da det er svært at bevise, hvilke aftaler parret havde, og om der blev snydt (http://bit.ly/2qyRYD9)

— Hvis man ikke vil blive ufrivillig far, så må man lade være med at være så fuld og liderlig. Det er desuden ens eget ansvar at finde en partner, der ikke lyver for en (http://bit.ly/2rxtMzg)

Disse argumenter kan overføres på mænd, der fjerner kondomet under samleje uden kvindens vidende eller samtykke. Ville de samme debattører så sige:

— Det risikofrie knald findes ikke. Ting kan få andre konsekvenser end dem, man siger ja til. Bliver hun stealthet, er det, fordi hun har været naiv

— Det er svært at bevise, om parret aftalte at bruge kondom, og om der blev snydt. Derfor er det omsonst at problematisere stealthing

— Hvis kvinder ikke vil stealthes, så må de lade være med at være så fulde og liderlige. Det er kvinders eget ansvar, at det sker

De to problemstillinger er forbundne. Begge handler om et indledende samtykke, hvor grænserne efterfølgende bliver rykket uden modpartens tilladelse eller vidende. Og i begge tilfælde kan konsekvenserne deraf potentielt ødelægge et andet menneskes liv.

Så hvad synes Amalie Lyhne, Edith Thingstrup, Niels Westy, m.fl.: Kan jeres argumenter om ufrivilligt faderskab overføres på stealthing som ovenfor? Hvorfor / hvorfor ikke?

Sammenfaldet er til at få øje på: Samtykke til sex med kondom er ikke samtykke til sex uden. Og samtykke til sex med en kvinde, der siger, at hun ikke vil have børn og/eller ikke kan blive gravid, er ikke samtykke til, at hun kan gennemtvinge en juridisk forbindelse mellem faderen og det barn, hun vælger at få mod hans vilje.

***

PS: Det er skam ikke kun borgerlige, der har været ude med hånende indlæg, der også kan ramme kvinder. Længe før stealthing var en ting i debatten, skrev Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord, følgende:

”Det er naturligvis trist for de mænd, der føler sig ’snydt’ af en kvinde, men det fritager dem ikke for ansvar. Enhver har ret til selv at sørge for beskyttelse, før de indgår i en seksuel interaktion. Blind tillid til andre er et af livets mange tilvalg, som indebærer visse risici. … Det handler tværtimod om at tage ansvar for sine gerninger.” (http://bit.ly/2pZlI94)

Ja, det er naturligvis surt for kvinder, der såre subjektivt måtte føle sig ”snydt,” når de opdager, at deres kropslige grænser er blevet overskredet. Men så skulle de ifølge Dansk Kvindesamfund ikke have været så dumme at udvise tillid. De sku’ ta’ og ta’ noget ansvar for, at en mand har overskredet deres seksuelle grænser, sku’ de!

Det må være mærkeligt som kvinde, der er blevet udsat for et kropsligt overgreb, at se Dansk Kvindesamfund argumentere på en måde, der kan anvendes 1:1 til victimblaming af hende og et forsvar for gerningsmandens handlinger. Men oh well – den Dansk Kvindesamfund’ske logik er ikke altid nem at følge.