Author Archives: Majken Hirche

Homøopati virker ikke

I både USA og Australien strammes bevisnettet om den homøopatiske medicins tilhængere: ”Homøopati har ingen effekt,” påstås det med videnskabelig gravitas og fra flere sider. Ikke desto mindre er homøopati dog fortsat en strålende forretning for visse mennesker.

 af Ryan Smith

Hvert år koster den udbredte tro på homøopati som et alternativ til medicinsk behandling både menneskeliv og spildte sundhedspenge, hvorfor der bruges mange ressourcer verden over på at mane den i jorden. En fortrolig (men lækket) rapport fra det australske National Health and Medical Research Council (NHMRC) indikerede for nylig, at et omfattende og længerevarende studie af homøopatisk praksis kunne konkludere, at brugen af homøopatiske produkter mod virkelige sygdomme er ”uetisk” og ”uden videnskabelig basis”. Med den konklusion lægger NHMRC sig på linje med samtlige tidligere videnskabelige undersøgelser på området. Alligevel føler et væld af alternative behandlere sig uretfærdigt behandlet overalt i den vestlige verden.

Homøopati er en strålende forretning for visse mennesker: Det franske firma Boiron, der fortrinsvis lever af at sælge homøopatisk medicin, havde f.eks. en omsætning på 523 millioner euro i 2011. I Storbritannien kan syge mennesker få betalt homøopatisk medicin gennem den offentlige sygesikring (hvilket løber op i en regning på 4 millioner pund om året), og i USA har det føderale National Centre for Complementary and Alternative Medicine (NCCAM), som blandt andet arbejder med homoøpati, kostet skatteyderne op imod 1,5 milliarder dollars, siden det først blev grundlagt i 1938. Homøopati er big business, hvad enten det virker eller ej.

Som vi så er man I Australien kommet frem til, at brugen af homøopati er uetisk. Og på den modsatte side af kloden er man for nylig kommet frem til en lignende konklusion: I den amerikanske delstat Californien har en distriktsdomstol nemlig netop afgjort, at en gruppe forbrugeres fælles søgsmål mod netop homøopatiproducenten Boiron kan ende med, at firmaet må betale erstatning til forbrugerne på 5 millioner dollars. Når Boiron må til lommerne, så er det, fordi firmaet offentligt har påstået, at deres homøopatiske produkter kan anvendes til at behandle lidelser som influenza, gigt, hoste, ledsmerter, hovedpine m.m. Men i USA går den slags altså ikke: Ifølge videnskabelige tests har homoøpati nemlig ingen beviselig effekt, og ifølge det amerikanske fødevarebureau, the U.S. Food and Drug Administration, så kan det meget vel betyde, at der potentielt kan være et søgsmål på vej mod enhver behandler eller firma, som hævder, at homøopatiske produkter er andet end overtro.

Homøopati er moderne alkymi

Og hvordan virker det så? Groft sagt så er ideen om homøopati baseret på to læresætninger: Dels at ”mage kurerer mage”, og dels at ekstremt små doser af et stof er mere effektive end større doser af samme stof. Og hvis det alt sammen lyder en hel del som alkymi, kære læser, ja så er det faktisk, fordi homøopati er alkymi.

Homøopati opstod med den tyske læge Samuel Hahnemann i 1796, men har rødder længere tilbage, helt tilbage til renæssancelægen Theophrastus Paracelsus. Tilbage til en medicinsk æra, hvor usteriliserede blodtapninger og modige doser opium blev foreskrevet til alt fra mild hoste til sovemedicin og videre igen til urolige børn. En tid, hvor man endnu ikke forstod bakterier og vitaminer, ja kort sagt: I 1796, hvor homøopatien fik sit moderne gennembrud, var der lige så stor chance for at dø af at gå til lægen som at dø af ikke at gå til lægen, når først man fik ondt.

For den videnskabeligt skolede læser vil det måske være nok at konstatere, at ”lighedens lov”, det vil sige, at lighed opløser lighed, og som altså er grundlaget for homøopati, med meget få undtagelser befinder sig i fuldstændig modsætning til moderne videnskabs forskrifter. For den historisk skolede vil det ligeledes være nok at konstatere, at der i 1800-tallets Tyskland blev etableret homøopatiske hospitaler og klinikker overalt i landet, men at disse måtte lukke igen ved indgangen til det 20. århundrede, da man også dengang indså, at homøopati intet kunne kurere.

Søvnløs? Snup en tår kaffe

Her er et eksempel på, hvordan homøopati virker: Er du f.eks. søvnløs, så følg blot ”lighedens lov” og tag et skvæt kaffe. Ja, du læste rigtigt: Den klassiske homøopatiske ”kur” mod søvnløshed består faktisk i at tage sig et skvæt fortyndet koffein. Efter konventionelle videnskabelige standarder er det ikke en god idé at lade søvnløse mennesker indtage koffein, men spørger man tilhængerne af homøopati, så skal kurens virkningskraft findes deri, at koffeinen i det homøopatiske produkt er fortyndet. Ekstremt fortyndet.

I det homøopatiske præparat “Coffea 30C”, der bruges til at behandle søvnløshed, gælder det således, at den aktive ingrediens er fortyndet ned i forholdet 1:100 og videre ud i vand 30 gange. Og hvad betyder det så? Jo, hvis du hældte en dråbe morgenkaffe ud i den nærmeste sø, så ville der være mere kaffe i søen, end der er kaffe i Coffea 30C. Eller illustreret med et andet billede, så er den aktive ingrediens i Coffea 30C en mindre andel af selve produktet, end et riskorn er en andel af vores solsystem.

Men for homøopater forholder det sig alt sammen anderledes: Mens den etablerede videnskab hævder, at en ingrediens bliver svagere, jo mere udvandet den bliver, så hævder homøopater i stedet, at deres præparater bliver stærkere, jo mere de bliver fortyndet. Når det forholder sig sådan, hænger det igen sammen med grundlæggeren Hahnemann og hans påståede ”lighedens lov” om, at ”mage kurerer mage”: Den søvnløse person fodres med et spejlbillede af den tilstand, der plager ham (koffein vs. søvnløshed), og symmetrien opløser så angiveligt problemet. Og jo mere svageligt dette spejlbillede er, des mere potent er det, påstås det.

Homøopati er i strid med grundlæggende kemi

Da Hahnemann rendte omkring i 1790’ernes Tyskland og advokerede for sine 30C-opløsninger som standardpraksis, så var der i princippet intet til hinder for, at hans foreslåede behandlingsmetode kunne vise sig at holde stik. Sidenhen har moderne videnskab dog udstyret os med sikker viden om atomer og molekyler – indsigter, som blot var ved at vinde fodfæste i Tyskland på Hahnemanns tid.

På Hahnemanns tid var det derfor ikke irrationelt at tro, at en ingrediens (såsom koffein) kunne fortyndes ud i det uendelige. Men med nutidig videnskab har kemikere dokumenteret, at den aktive ingrediens i homøopatiske produkter uundgåeligt vil blive skyllet væk under fortyndelsesprocessen, og at det færdige homøopatiske produkt således ikke er til at skelne fra almindeligt vandhanevand. Med en 30C-opløsning skal patienten statistisk set spise 1041 piller (hvilket beløber sig til en vægt svarede til jordens masse) for at indtage bare ét intakt molekyle af den aktive ingrediens. I mere end 99,999 % af tilfældene indtager den homøopatiske patient altså blot postevand til en pris på over 2000 kr. literen.

Men lige lidt vil det sikkert ændre for homoøpatiens tilhængere, for som homøopatiens åndelige fader, renæssancelægen Paracelsus sagde, så er ”god lægekunst ikke boglig viden, som lægen kan læse sig til,” men derimod noget, som lægen blot har.

Sørine Gotfredsen og root causery

af Pernille Sørensen, cand.mag.

Den britiske journalist Nick Cohen har advaret mod det, han kalder ‘root causery’, hvilket den danske journalist Søren K. Villemoes giver en glimrende opsummering af begrebet i nyhedsmagasinet Ræson:

[Root causery er en praksis] hvor man automatisk læser sine egne politiske mærkesager ind i terroristens gerninger. Da al Qaeda sprængte bomber på Bali, var flere debattører i England ude og tale om, at det også skyldtes vestens uansvarlige turisme i fjernøsten – som om at al Qaeda kæmpede for bæredygtig turisme. Da bomberne sprang i Madrid i 2004, var mange ude og give Spaniens deltagelse i Irak-krigen skylden – som om al Qaeda var en slags antikrigsaktivister. Da Westergaard blev overfaldet i sit hjem, bebrejdede flere hans tegning – som om terroristen kæmpede for den gode tone i debatten. Forklaringerne har det med at minde mistænkeligt meget om folks egne politiske holdninger.
     Man har ofte en tendens til at læse egne aversioner, idiosynkrasier og politiske holdninger ind i terrorismen. Men det er en fælde – det siger altid mere om den, der fremkommer med analysen end om terroren og terroristen.

Her vil jeg blot tilføje, at netop ‘root causery’ også er hvad den danske sognepræst Sørine Gotfredsen gjorde sig skyldig i, da hun i sin (dunkelt tænkte og dunkelt skrevede) kronik ‘Lad os bruge Anders Breivik rigtigt‘ gjorde Breiviks terrorhandlinger til et spørgsmål om den muslimske indvandring til Europa.

Ifølge Gotfredsen så skal Breiviks terrorangreb forklares med, at ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen”; og – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” Men her gør Gotfredsen sig skyldig i root causery, for efter retssagen mod Breivik er overstået kan vi se, at Anders Breivik er et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama, som mod det norske socialdemokrati. En mand, der før han blev terrorist prøvede at gøre sig gældende i politik, men opgav da det viste sig for møjsommeligt. En langt bedre forklaring på Breivik er derfor, at manden er narcissist, og at han ville have kastet sig over hvad som helst, som kunne give ham berømmelse og beundring i ekstremistiske kredse.

Og sådan kan vi også forklare hvorfor Breivik lige så gerne ville have slået til mod Obama. I en tid uden muslimsk indvandring var der stadig folk, som skød på John Lennon, JFK og Ronald Reagan. Fordi det gav berømmelse og beundring.

Gotfredsen på gyngende grund

I sin kronik ’Kampen mod det tomme rum’ (Berlingske 2. august) skriver sognepræst Sørine Gotfredsen sig ind i en række postulater, som i bedste fald er uunderbyggede, og som i værste fald er forkerte.  Her vil jeg forklare hvorfor.

For det første skriver Gotfredsen, at grundlaget for den menneskelige erkendelse af sig selv er, at der er en ”intention bag det skabte.” Dog er det sådan, at mennesket i Gotfredsens og min levetid har kigget længere ud i rummet, og dybere ind i kvanter og kvarker end nogensinde før i historien. Man har kortlagt det menneskelige genom og lokaliseret Higgs’ boson. Men uanset hvor vi har kigget, så har vi kun fundet mønstre – millioner af mønstre, men absolut ingen beviser på en hensigt.

***

Hos Gotfredsen hedder det også, at selvom vi opløser kønssyn og normer, så ”findes de på sin vis stadigvæk. Blot i mere diffus og dermed mere barsk form.” Men det er der intet, der tyder på. Ser man tilbage på de sidste 50 års historie i Danmark, så er det tydeligt, at samfundet som helhed, og manderollen i særdeleshed, har gennemgået en massiv opløsning: Hvor det dengang forventedes af mænd, at de satte sig i respekt og løste deres konflikter med vold, så er det i dag i langt højere grad et mere åbent spørgsmål, hvordan den typiske mand skal agere. Men over hele linjen, så er manderollen blevet mere og mere adskilt fra brugen af vold. Hustruvold var f.eks. langt mere almindeligt i Danmark for 50 år siden, end det er i dag, og hvis Gotfredsen mener, at hustruvold i dag findes i en ”mere diffus og barsk form” end i 1962, ja, så kunne jeg som læser i hvert fald godt tænke mig at få noget bevis for den påstand.

***

Gotfredsens måde at tænke på er nærmest en slags åndelig marxisme; et historisk nulsumsspil, hvor kapitalejerens brød kun kan komme fra arbejdernes sved. I Sørines version er det blot sådan, at en norm ikke for alvor kan forsvinde fra samfundet, men at den altid må vedblive at eksistere iblandt os på en hemmelighedsfuld spøgelsesmåde, som vi godt nok ikke kan sætte en finger på, men som Sørine bare ved, eksisterer.

’Ja tak’-kvindens sang

Øremærket barsel til mænd er ikke blot noget, de røde partier kæmper for. Også blandt de borgerlige opfatter visse debattører tiltaget som en nødvendighed. Spørgsmålet er imidlertid, om der er tale om et rimeligt indgreb eller blot sidste vers of ’ja tak’-kvindens velkendte sang.

af Ryan Smith, forfatter

I sidste måned blev den politiske plageånd om kønskvoterede bestyrelsesposter gedigent manet i jorden, da socialdemokraternes ligestillingsordfører meldte ud, at partiet ikke længere støtter op om forslaget. Et andet, men relateret, gespenst, hjemsøger imidlertid endnu ligestillingsdebatten, nemlig spørgsmålet om øremærket barsel til mænd.

Som man kunne forvente, så finder ideen om øremærket barsel især sine fortalere blandt politikere og debattører, som hører hjemme på venstre side af den politiske midte, heriblandt Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Pernille Vigsø Bagge (SF), Lone Dybkjær (R) og Manu Sareen (R). Men hvad færre måske er klar over, er, at også borgerlige debattører (og tidligere folketingskandidater) som Paula Larrain og Anne Sophia Hermansen støtter op om det kontroversielle forslag, som et flertal af danskerne er imod.

Som med så meget andet i ligestillingsdebatten, så er fortalernes argumenter sjældent principielle, men for det meste baseret alene på statistikker, der viser nogle skæve fordelinger, og så bakket op af en ideologi om, at kvinder og mænd skal være ligeligt repræsenteret i disse statistikker.

Man kan med rimelighed diskutere, om man overhovedet bør lade debattører se stort på den principielle side af de tiltag, de argumenterer for. Men nuvel, nogle gange hører det med til sportens ånd, at man ser stort på den slags og i stedet viser sig parat til at tage en debat på modpartens præmisser. Så hvorfor ikke? Lad os se nærmere på statistikkerne.

Den forståelige lønforskel

Et populært argument blandt fortalerne for øremærket barsel (som blandt andet benyttes på Ligestillingsministeriets hjemmeside) lyder som følger: Den dag, det vordende forældrepar står og diskuterer, hvem der skal tage hovedparten af barslen, så er valget i virkeligheden allerede truffet for dem. For alt for mange par kan det nemlig kun betale sig, at den lavestlønnede forælder (som statistisk set oftest er moderen) tager størstedelen af barslen, hvis da ikke hele barslen. På den måde oplever mange forældrepar, at de økonomiske realiteter allerede har tvunget dem ud i et bestemt valg, og således har de vordende forældre altså ikke friheden til at vælge, hvem af de to forældre, der skal på barsel.

Så vidt øremærkningsfortalernes argument. Imidlertid findes der dog masser af mænd i Danmark, der arbejder i dårligt lønnede stillinger, eller endda er helt uden for arbejdsmarkedet, og således tjener mindre end gennemsnitskvinden. Det interessante i denne debat er derfor ikke, at der findes lønforskelle mellem kvinder og mænd i samfundet generelt. Det interessante er, at der findes lønforskelle mellem specifikt den enkelte kvinde og så den mand, som hun vælger at gifte sig med. For det er her, i kvindens valg af partner, at vi finder nøglen til at forstå den tilsyneladende uretfærdighed, som øremærkningsfortalerne lægger til grund for deres argumentation.

At den enkelte kvinde typisk er lavere lønnet end hendes mand er nemlig ikke et spørgsmål om hendes køn, nej, faktisk er det et spørgsmål om hendes valg af partner: Ifølge Danmarks Statistik er danske kvinder i gennemsnit 2,4 år yngre end de mænd, de gifter sig med, når de gifter sig første gang. Og således har den enkelte kvinde også – alt andet lige – 2,4 års mindre erhvervserfaring og 2,4 års mindre anciennitet på arbejdspladsen end sin mand, når de først får børn sammen. Fortalerne for øremærkning er ivrige efter at problematisere, at far tjener mere end mor, men samtidig forholder de sig ikke til, om ikke kvinder som gruppe lader sig charmere af mænd, hvis lønsedler er større end deres egne?

Rige kvinder diskriminerer mere

Noget kunne tyde på det. Ifølge en international undersøgelse ledet af David Buss fra University of Michigan, så foretrækker kvinder nemlig mænd med magt og penge. Undersøgelsen kortlagde blandt andet kvinders præferencer for valg af partner i 38 lande, og her viste det sig, at kvinder fra alle 38 lande samstemmende foretrak mænd med rigdom og status. Og skulle man i en uskyldig stund mene, at sådanne resultater ikke gjaldt veluddannede kvinder i et rigt land som Danmark, så lød et andet af undersøgelsens resultater, at jo mere rigdom og status en kvinde selv har, desto vigtigere bliver det for hende, at hendes mand også har rigdom og status.

Kvinder vælger altså systematisk mænd, der er både ældre og tjener mere end dem selv. Men samtidig brokker en mindre andel af disse kvinder sig så, når de logiske konsekvenser af deres partnervalg senere manifesterer sig. Og så kræver de øremærket barsel til mænd. Vi ville vel aldrig tage en debattør alvorligt, der insisterede på at spise flødeis hver dag for derefter at brokke sig over sin udposede figur, så hvorfor tager vi dog klagesangen om økonomisk uligevægt alvorligt, når denne uligevægt netop er selvvalgt?

Som vi har set, så påstår fortalerne for øremærkning, at den enkelte kvinde er ufri, hvis hun får børn med en mand, som tjener mere end hende selv. Men hvordan kan det være samfundets problem? Kvinden er jo fuldstændig fri til at vælge en mand med en lavere indkomst og med mindre erhvervserfaring end hendes selv, hvis det er så forfærdeligt med en rig mand. Hvordan har hun dog fået den idé, at to mennesker, hvis indkomster ikke var lige, før de fik børn, pludselig skulle kunne kræve økonomisk udligning, betalt af os andre, blot fordi de har fået børn sammen?

’Ja tak’-kvindens sang

Det skal de åbenlyst heller ikke kunne. Det er et grundlæggende uberettiget krav. Et krav, der i det stille leder tankerne hen på, om ikke de kvinder, der nu gør sig til fortalere for øremærket barsel, i virkeligheden blot er den sidste inkarnation af en bestemt type kvinde; en kvinde, der gang på gang er blevet observeret af psykologer og psykiatere i løbet af det sidste århundrede, og som vi her kunne kalde for ’ja tak’-kvinden.

De fleste af os kender allerede ’ja tak’-kvinden. Vi kender hende ikke mindst hendes koloratur fra de seneste års ligestillingsdebatter, hvor hun gang på gang har skæppet op med sin sang: ’Ja tak’ til at gå tidligt om fredagen og ’ja tak’ til en strålende karriere. ’Ja tak’ til en lang og fredsommelig barsel og ’ja tak’ til en bestyrelsespost i en større dansk virksomhed. I denne sang er spørgsmålet om øremærket barsel til mænd for så vidt kun den seneste strofe, og den lyder: ’Ja tak’ til en mand, der har en højere indkomst end mig selv, når vi finder sammen, og ’ja tak’ til at være økonomiske ligemænd, når barslen skal fordeles.

For min skyld må ’ja tak’-kvinden takke ja til det hele. Hun kan bare slå sig løs, så længe hun ikke tørrer sine regninger af på os andre. Men at hæfte for egne beslutninger er netop hvad ’ja tak’-kvinden ikke gør, når hun gang på gang kræver kollektivistiske løsninger på personlige problemer.

Jeg ved ikke, hvad det er med ’ja tak’-kvinden, men det virker som om, hun mener, at det er alle andres opgave at sørge for, at hendes valg her i livet ikke også fører til fravalg. At hun uden videre kan få i pose såvel som i sæk, og at hun ubesværet kan både barsle og have mel i munden.

Måske er det slet ikke ansvar, hun ønsker.

Politikere kan tage fejl

af Ryan Smith

Jakob Lau Holst, vicedirektør i Vindmølleindustrien, nævner i Børsen d. 13. juli tallet 2,3 % som den faktiske andel af verdens energiforsyning, der kommer fra vind. Det modsiger mit estimat, som lød på 0,5 % eller mindre. Men Holsts beregning antager imidlertid, at vinden altid blæser perfekt, og at vindmøllerne således kan køre på fuld kapacitet året rundt. I virkelighedens verden blæser vinden dogn med varierende styrke, og ifølge det amerikanske Massachusetts Maritime Academy, så anslås årsgennemsnittet for vindmøller at ligge omkring 20 % af vindmøllernes maksimalkapacitet, og 20 % af 2,3 er 0,46, hvilket som bekendt mindre end 0,5.

Men Holst har endnu et slående argument i ærmet: “Verdens politikere tager ikke fejl,” samt desuden at “den brede politiske opbakning er et utvetydigt udtryk for, at vindkraftens business case for samfundet er ualmindeligt god.”

Har Holst ret? Det kan enhver afgøre med sig selv på 20 sekunder. Man behøver blot spørge sig selv, hvor stor en rolle interaktivt tv og virtual reality-simulatorer spiller for ens hverdag, sammenlignet med trådløst internet og mobiltelefoner.

Forskellen er nemlig som følger: Interaktivt tv og virtual reality-simulatorer er teknologier, som verdens politikere engang så som fremtidens store markeder, mens trådløst internet og kommerciel mobiltelefoni blev introduceret af private koncerner, mens politikerne kiggede den anden vej.

De teknologier, som politikerne engang var så glade for, var altså dem, som senere viste sig at være blindgyder. Men før den indsigt stod klar for enhver, så havde politikerne nået af hælde millioner og atter millioner af skattekroner i dem. For “det var jo det, vi skulle leve af i fremtiden.”

Så jo: Verdens politikere tager undertiden fejl. De er blot mennesker, ligesom os andre.

3F tror på sammensværgelser

af Ryan Smith

Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, udtaler 25/07 til Ekstra Bladet, at de afskyelige dødstrusler mod Amin Skov fra Restaurant Vejlegården i virkeligheden kan være fra nogen, som er Skov venlig stemt, men som vil sætte 3F “i et dårligt mediebillede.”

Der er intet overraskende i, at 3F tror på sammensværgelser. Sammensværgelsesteorier er nemlig en form for socialisme: For hvis en lille gruppe mennesker kan planlægge sig frem til at trække samfundet i en skidt retning, præcis som de havde tilsigtet, hvorfor skulle en anden lille gruppe mennesker (såsom eksempelvis en ”sammensværgelse” af 90 politikere på Christiansborg) så ikke kunne planlægge og styre samfundet i en gavnlig retning, præcis som de havde tilsigtet?

Derimod er det en del af den borgerlige orden, at man opfatter andre mennesker som selvstyrende individer, hvis motiver er komplekse og som har krav på respekt, og ikke som skakbrikker, som magthaverne uden videre kan rykke rundt på efter behov.