Author Archives: Majken Hirche

CIAs historiske fejltagelser

Mange debattører på ventrefløjen, og i radikale muslimske miljøer, har det med at fremdrage CIA som et almægtigt, alvidende agentur, der tjener USA og “vestens” interesser.  Et kritisk blik på CIAs historiske formåen afslører imidlertid hurtigt, at virkeligheden er en anden:

Sovjets atomprogram, en smutter.

Kinas invasion af Korea, ups.

Yum Kippur, hov, det kom bag på os.

Nordvietnams modoffensiv, en streg i regningen.

Sovjets fald, det var lige godt satans.

9/11, hva skete der lige der?

Saddams våbenprogram, kvajebajer.

Massekultur i krise

Den digitale revolution og eksplosionen i de sociale mediers popularitet har afstedkommet en udvikling, hvor vi hver især er koblet op til netop de ting, der interesserer os personligt. Men jo mere vi individualiserer vores kulturelle univers, des mere fragmenteret bliver den fælles kultur også.

af Ryan Smith

Da den konservative kulturordfører Rasmus Jarlov for nylig skulle forklare sit syn på kulturstøtte i Politiken, henviste han blandt andet til, hvad markedet kan bære, og hvor meget man som kunstner kan tjene på at udbyde forskellige kulturtilbud til offentligheden. Begge disse størrelser befinder sig imidlertid i en rivende udvikling, hvor de netop i disse år vokser som aldrig før.

Den homogene massekultur er på vej i opløsning og erstattes i tiltagende grad af små, individualiserede kulturlommer. Den moderne teknologi har i dag vævet millioner af mennesker tættere ind i kulturlivet, end de nogensinde før har været. Men deres kulturliv er tunet fuldstændig ind på netop deres smag og interesser, og det udvander interessen for den brede fælleskultur.

I mediebranchen er man udmærket klar over problematikken. Der findes i princippet et publikum til ethvert kulturtilbud, du kan tænke på. Uanset hvor nichepræget et kulturtilbud er, så skal der nok være et publikum derude. Det handler bare om at komme ud til forbrugeren. Før i tiden så vi, at distributionsleddet fungerede som flaskehals for, hvor meget nichekultur der kunne udbydes til publikum. Men den digitale revolution har gjort både produktion og distribution billigere, og derfor ser vi flere og flere forbrugere melde sig ud af den fælles massekultur og melde sig ind i deres egne små kulturlommer. Publikummet til ikoniske produktioner som Matador, Gone With the Wind og James Bond er dermed en størrelse, der er på kontinuerlig skrump, og i branchen er det således en truisme, at Michael Jacksons Thriller aldrig vil blive overgået, da der aldrig igen vil samles så stort et publikum om én udgivelse.

Tv-serier uden tv
Egentlig var der intet unikt ved Thriller og slutningen af det 20. århundrede. Bevæger man sig baglæns i det 20. århundrede, bliver tendensen til massekultur blot stærkere: I Elvis Presley, Humphrey Bogart og Marilyn Monroe fandt underholdningsindustrien ikoner, der fungerede som signatur for en hel tid. I et historisk perspektiv er det nutiden, der er unik. Vi har sandsynligvis altid haft meget forskellige smagspræferencer, og i psykologien taler man om, at den slags er evolutionært betinget. På grund af fortidens distributionsmetoder har vi bare ikke kunnet udbyde hele viften af nichekultur før nu. Det har været for dyrt for industrien at gøre alle 100 % tilfreds, så i stedet har man sigtet efter at gøre alle 50-60 % tilfreds gennem det konstante udbud af ufarlig massekultur.

Væk er de tider, hvor hele og halve generationer ivrigt sad bænket ved skærmen hver onsdag for at fange det seneste afsnit af Gensyn med Brideshead. Nu om dage forventer vi, at serierne ruller over skærmen, når seeren selv har tid. Tv er efterhånden gået hen og blevet et elendigt medie til tv-serier, og de store produktioners tid er overstået. Se blot på HBO’s Rome: En stort anlagt tv-serie, der havde det hele, men som måtte aflyses efter blot to sæsoner, i erkendelsen af at tv ikke længere kan bære så store produktionsomkostninger.

Alligevel vil tv-serierne dog næppe afgå ved døden. Der findes stadig en besynderlig behovs-situation, der bunder i, at familierne alligevel har behov for at tilbringe tid sammen. Børnene vil ofte ikke indrømme det, særligt ikke når de bliver teenagere, men familierne har behov for noget at samles om. DR’s X-Factor har gjort det bedst i nyere tid. Alle ser med – mor, far og børnene fra 0 til 16 år. Far ville typisk aldrig se X-Factor alene. De små børn ville se tegnefilm, og de større ville se realityshows som Paradise Hotel, hvad de da også gør, når de er alene eller sammen med venner.

Men de ser det. Alle er samlet foran tossekassen. Årsagen er, at det er “godt nok” til alle, og hele familien er sammen om noget. Men selvom tv-serien nok skal overleve, så er det alligevel usikre tider for de store producenter: Det, vi er vidne til nu, er den reelle udfoldelse af vores smags-variation inden for kunst og underholdning. De store spillere – DR, TV2, pladeindustrien, Nordisk Film – og for så vidt også Politiken og Berlingske Tidende – er nervøse. Hele deres fundament og set-up hviler på store hits. For dem er de små beløb, man kan tjene i yderområderne, uinteressante, men samtidig er det her, væksten foregår.

Vi lever således ikke alene i en tid, hvor massekulturen er i krise; vi lever også i en tid, hvor det legitime grundlag for statsstøttet massekultur som DR og det Kongelige Teater er i fuld færd med at blive udhulet.

Anmeldelse: The Stuff of Thought

af Robin Engelhardt

Steven Pinkers bog The Stuff of Thought – Language as a Window into Human Nature, er klart værd at læse. Pinker er kendt for at have populariseret sprogforskningen og den evolutionære psykologi. Hans mest berømte bog (og bedste til dato) er The Language Instinct fra 1994, hvori han (ligesom Noam Chomsky havde gjort tidligere) argumenterer for, at mennesker er født med en iboende evne til at have et sprog. Til forskel for Chomsky anerkender Pinker dog, at den naturlige udvælgelse kan forklare denne evne. Derfor er Pinker intellektuelt allieret med folk som Edward O. Wilson, Richard Dawkins og Daniel Dennett i mange evolutionære debatter, selvom hans tone er mere afdæmpet.

Mens The Language Instinct satte et helt forskningsfelt på landkortet, og blev til en vejviser for mange gode forskeres intellektuelle arbejde i de følgende år, har Pinkers senere bøger, som f.eks. How the Mind Works og The Blank Slate været lidt slatne i det. Som en god ven og hjerneforsker sagde til mig: ”Det er som at få besøg af en brugtvognsforhandler. Tror han virkelig at jeg hopper på den?!”

Pinkers nyeste bog, The Stuff of Thought, har mere at byde på. Den koncentrerer sig om sprogets relation til menneskers tanker. Han diskuterer problemet omkring den sproglige determinisme, aka Sapir-Whorf hypotensen, der i sin rabiate version siger at sprog og tanke er ét, dvs. at man kun kan tænke det som kan formuleres. Pinker giver eksempler på, hvorfor det ikke kan være rigtigt, selvom han indrømmer, at en mere blød version af hypotesen kunne gå an.

Pinker kommer godt rundt I de mange emner, som han mestrer. Metaforer, udsagnsord (han kalder os mennesker ’verbivores’), mentale koncepter, hvorfor vi bander, hvordan vi underholder, overtaler og synes nogle ting er bare sjove. Der er virkelig mange gode indsigter i denne bog. Så alt I alt må jeg tage hatten af for denne forsker og forfatter, der så enestående er i stand til at formidle bevidsthedforskningen, og skrive om sprog på en så morsom, klog og klar måde.

Steven Pinker
The Stuff of Thought – Language as a Window into Human Nature
500 sider, Penguin Books, 2007

Buddhistisk ontologi, del 5: Buddhisme og eksistentialisme

af Ryan Smith

Et spørgsmål, som uundgåeligt vil interessere det mere eksistentielt-mindede vestlige publikum, der lader til at være tiltrukket af buddhismens budskab, er følgende: Hvad er forskellen på buddhisme og eksistentialisme?

Det tyvende århundredes eksistentialisme sagde, at vi skulle realisere eller aktualisere os selv i denne verden, og at vores tanker og ”what-ifs” ikke betyder noget, men at kun vores handlinger gælder for noget. Som Jean-Paul Sartre sagde i sin berømte forelæsning Eksistentialisme er en humanisme: “Der er ingen virkelighed, som står uden for handling … en person eksisterer kun for så vidt som vedkommende realiserer sig selv og er derfor intet andet end summen af sine handlinger.” Ingen af de klassiske forsvarsmekanismer gælder ifølge Sartre. Hvis man påstår, at man kunne have skrevet en god bog, fordi man var en begavet, litterært sindet akademiker, men at man aldrig fik gjort det, fordi man var nødt til at arbejde 12 timer om dagen for at forsørge sin familie, så er denne urealiserede mulighed lige så uvirkelig, som hvis man slet ikke kunne skrive eller læse til at begynde med. Ifølge Sartre er der ingen som helst forskel på de to; begge er uvirkelige ikke-bøger, eftersom de ikke er realiseret i eksistensen.

For så vidt som Sartre knytter ”det virkelige” til handlinger, og ikke til tanker eller følelser, så lyder Sartres lære jo egentlig meget buddhistisk. Men der, hvor de to skilles, er der, hvor Sartre og det tyvende århundredes eksistentialister mener, at (selv)realiseringen i eksistensen i bund og grund er et opbyggeligt projekt. Som Sartre videre siger: ”Prousts geni er summen af Prousts værker.” Her mener Sartre, at Proust har fundet ind til sig selv gennem produktionen af sin litteratur. Med Sartres ord, så har Proust har malet et ”selvportræt” gennem sine handlinger, og der er intet uden for disse handlinger. Men ifølge buddhismen har Proust netop ikke fundet ind til sin sande personlighed ved at opbygge et klart genkendeligt forfatterskab, hvori Proust gang på gang udtrykker bestemte temaer. Fra et Mahayana-buddhistisk synspunkt er den ultimative sandhed nemlig karakteriseret ved, at mennesker ikke har individuel eksistens. Som vi husker, så kan verden ifølge Mahayana opleves på to måder: Fra et konventionelt synspunkt, som er den måde, vi normalt oplever verden på. Her har mennesker individuel eksistens; Sartre er Sartre, Proust er Proust. Men samtidig så kan verden også opleves ud fra det ultimative synspunkt, og her har ingen mennesker individuel eksistens; Sartre er en del af Proust, Proust er en del af Sartre. De er gensidigt opstået, og tomme for individuel eksistens og karakteristika.

Buddhisterne mener derfor, at for så vidt som Proust oplever sig selv som ”den store forfatter Proust”, så klynger Proust sig stadigt stærkere til illusionen om den konventionelle sandhed og den dualistiske opfattelse af verden, som ifølge buddhismen er årsagen til broderparten af menneskelig lidelse.* Ifølge buddhismen kommer Proust således længere væk fra sin sande natur (som er, at han er en uadskillelig del af alt andet, der eksisterer), hvis Proust tænker, at han har ”realiseret sig selv” og ”efterladt et selvportræt” gennem sit forfatterskab.

* Det er dog også muligt (om end usandsynligt), at Proust opfattede sig selv som tom for individuel eksistens og iboende karakteristika og sine værker som gensidigt opstået ud af alt, hvad der eksisterer, og ikke blot sit eget talent. I så fald ville buddhismen ikke klandre Proust, men kun eksistentialisternes udlægning af ham.

Forskellen er altså, at mens både buddhismen og eksistentialismen knytter ’det, som er virkeligt’ til faktiske handlinger og afviser tanker om hypotetiske handlinger som illusoriske, så sidder eksistentialisterne stadig fast i en dualistisk verdensopfattelse, hvor personer har individuel eksistens og iboende karakteristika. Ligeledes taler Sartre i Eksistentialisme er en humanisme om ”Prousts geni” som en konstant størrelse, hvilket buddhismen ville afvise, fordi det ville være at tro på, at ting kunne opretholde sig selv via deres egen karma: Selvom Proust er død, så ville karma’en af ”Prousts geni” ifølge Sartre være konstant. Det ville buddhismen afvise som ’eternalisme’, dvs. troen på, at tingene er permanente. Buddhismen ville i stedet mene, at idet Sartre taler om ”Prousts geni”, så er han selv med til at ændre dens karma ved at tilbyde et nyt perspektiv på Proust, og således vil det, hver gang nogen tænker eller føler noget om Proust, ændre opfattelsen af Proust, da hverken Proust eller hans værker besidder iboende karakteristika eller individuel eksistens.

Hvordan Amerikas demokrati fungerer

af Morten Bay, cand.mag., journalist og forfatter, blogger på USAnu.dk 

Introduktion:

Tre uger med diverse debatter på tv, et lokalt valgmøde eller to og så ned og sætte sit kryds med blyant og papir. Det er sådan, vi kender valg i Danmark, og det er relativt simpelt og til at forstå.

Valgprocessen i USA er noget anderledes. Ud over, at den er langt mere kompleks og varieret end vi kender det i Europa, er den også strakt ud over længere tid. Begge ting er med til at gøre valget utroligt underholdende

Her er et groft overblik over den amerikanske, demokratiske proces

USA betragtes af nogle som værende et millimeter-demokrati. Mange steder vælger man ikke bare byrådet og borgmesteren, men også skolerådsformanden, sheriffen, politichefen, chef-brandinspektøren og mange andre offentlige poster. Selv Højesterets dommere er politisk udpegede (om end ikke direkte valgt). Med andre ord befinder USA sig i en art permanent valgkamp, og de forskellige valg kan hurtigt flyde sammen, når man ser det udefra.

Som dansker, der er interesseret i amerikansk politik, er det dog kun nogle få af disse valg, man bør holde øje med.

De er i prioriteret rækkefølge:

1.       Præsident-valg
(Afholdes hvert fjerde år i november)

2.       Primærvalg til præsidentkandidaturet
(Afholdes som regel fra starten af januar frem til august/september i valgåret)

3.       Valg til Senatet og Repræsentanternes Hus
(Afholdes hvert andet år. Hvis de ikke falder sammen med et præsidentvalg, kaldes de for Midtvejsvalg – Midterm Elections på engelsk)

4.       Guvernørvalg
(Afholdes hvert fjerde år, med mindre guvernøren må træde af i utide. Guvernørvalg er vigtige, fordi guvernører ofte er potentielle præsidentkandidater og/eller politiske støtter for præsidenten)

5.       Lokalstatsvalg
(Ofte er disse ikke af betydning for andre end amerikanere, men i sjældne tilfælde kan de få national betydning.)

 

Det nationale og det lokale

Først og fremmest skal man huske, at USA består af 50 stater, der meget ofte kan være lige så forskellige som landene i Europa. Mentalitetsmæssigt er der en verden til forskel på de konservative sydstater, midtveststater og f.eks. stater på vestkysten som Californien eller Oregon. Da USA i sin tid blev dannet, var det som bekendt gennem en løsrivelse fra England, og mange af de tidligere, engelske kolonier blev til stater i det nye land. Allerede før løsrivelsen i 1776, var disse kolonier ret selvkørende, og denne fornemmelse af selvstændighed er stadig vigtig for de fleste stater den dag i dag.

Hver stat har også to kamre

Derfor har hver enkelt stat også sin egen regering, der er en slags mini-udgave af den amerikanske forbundsregering, som er bygget op på præcis samme måde med et senat, en forsamling af repræsentanter og en chef-administrator, der i dette tilfælde ikke er præsident, men guvernør. Nebraska er den eneste undtagelse, hvor man kun har et enkelt kammer. Disse lokale politikere vælges ved lokale valg, der minder om de nationale amerikanske valg, vi følger i Danmark. De lokale staters regeringer fungerer ganske ofte som udklækningssted for de politikere, der senere gør karriere på nationalt plan. En senator, der sidder i en lokal statsadministration, betegnes som en State Senator.

Store forskelle fra stat til stat

Store dele af den amerikanske lovgivning er lagt ud til de enkelte stater, og der er tit konflikter mellem disse og de love, der gælder nationalt – på føderalt plan. Nogle eksempler: I Nevada er prostitution lovligt i byer, der er mindre end 400.000 indbyggere, mens salg af hash til medicinsk brug er både lovligt og udbredt i Californien. I Massachusetts har man et statsstøttet sundhedsvæsen, der ligner en europæisk model. I Texas kan man ikke købe stærk alkohol i supermarkedet. I Utah og New Hampshire har man ligefrem et system, der minder om det svenske og norske, hvor al stærk alkohol sælges i statskontrollerede butikker á la Systembolaget. Mange færdselslove er også forskellige fra stat til stat. I de fleste stater opkræver man en lokal stats-skat (state tax) oven i den nationale indkomstskat og derfor har den lokale stats-administration (state legislature) betydelig indflydelse på den almindelige amerikaners hverdag.

De valg, vi som regel følger i Danmark, er dog de nationale, også kaldet føderale valg. Det er valg til de institutioner, der sætter de nationale spilleregler, og som udstikker rammerne for de lovgivninger, lokalstaterne laver. Disse føderale (federal), nationale love, gælder for hele USA. Det er her, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedpolitikken bliver til. Og det er her de generelle nationaløkonomiske politikker formes. Derfor er det også disse valg, der har størst indflydelse på Danmark. Så det er intet under, at det er dem, vi følger.

En firedeling af magten

Der er fire instanser i USA, der har indflydelse på den nationale (federal) lovgivning og administration, samt udenrigspolitiske beslutninger indenfor såvel handel som krigsførelse. Det er:

  1. Præsidenten (også af og til forkortet POTUS)
  2. Højesteret (The Supreme Court of the United States, forkortet SCOTUS)
  3. Senatet
  4. Repræsentanternes Hus (ofte blot kaldet huset eller The House)

Når vi I Danmark hører om amerikanske lovgivningsprocesser, forbinder vi det oftest med præsidenten. Men ofte er præsidentens beslutninger underordnet den amerikanske højesteret, der er garant for, at lovene er i overensstemmelse med USA’s forfatning. Den har derfor magt til at omstøde vedtagne lovforslag . I virkeligheden er præsidentens magt dog mere begrænset end mange danskere ved/tror. Og det er senatet og huset,  man bedst kan sammenligne med f.eks. det danske folketing. De to kamre kaldes samlet for kongressen (Congress) og har til huse i kongresbygningen på Capitol Hill. Her sidder de folkevalgte repræsentanter og det er her, lovene bliver til virkelighed.

Senatet

Senatet er det øverste kammer og anses som det mest magtfulde bl.a. fordi det skal godkende mange af præsidentens udnævnelser til topposter. Det består af to senatorer fra hver stat, altså 100 i alt. Dette tal har dog svinget alt efter antallet af stater, et tal, der i USA’s historie har varieret en del. De to senatorer behøver ikke være fra samme parti. I bl.a. Missouri, Alaska og Iowa har man én demokratisk og én republikansk senator siddende. Dette spiller ikke sjældent sammen med, at senatorer sidder i seks år ad gangen, hvor præsidenten kun sidder i fire. Hvis demokraterne således har et godt valg på nationalt plan, kan der blive valgt en demokratisk senator til en post, der tidligere var besat af en republikaner. Den anden senator-post kan dog være uberørt, hvis vedkommende senator ikke er på valg, fordi hans periode ikke er udløbet endnu. Er denne anden senator republikaner, får man dette sjove mix. Der selvfølgelig også blot kan afspejle, at vælgerne i den pågældende stat skifter holdning fra tid til anden, eller at en bestemt senators personlige popularitet trumfer vælgernes eventuelle partiprærferencer ikke ulig den mekanisme mange danskere vil kende fra kommunalpolitik.

Junior Senior

Afhængig af ens anciennitet i senatet, bliver man enten kaldt junior-senator eller senior-senator. The Senior Senator from Iowa er f.eks. republikaneren Chuck Grassley, fordi han har siddet i tre år længere end demokraten Tom Harkin, der således er The Junior Senator from Iowa. Modsat præsidentposten behøver man ikke være født i USA for at sidde i senatet, men man skal være over 30 år gammel og have været amerikansk statsborger i 9 år.

Præsidentvalg er også kongresvalg

På grund af perioderne på seks år, falder senatsvalg både sammen med og udenfor præsidentvalgene. Det betyder, at der reelt er et stort, betydningsfuldt valg i USA hvert andet år. Som konsekvens heraf ligger USA som nævnt i konstant valgkamp. Man kan vælges til senatet et ubegrænset antal gange, modsat præsidenten, der kun kan sidde i to perioder, og derfor sidder mange senatorer på posten det meste af deres liv. Skulle en senator gå hen og dø ”i tjenesten”, er det som regel op til den lokale stats regering, hvordan de vil fylde posten igen. Men ikke altid. Da demokraten Ted Kennedy, der var senator for Massachusetts i en menneskealder, døde, valgte staten at holde en afstemning. Den vandt republikaneren Scott Brown til mange demokraters bestyrtelse. I de lokale stater afholdes primærvalg for at finde kandidaterne til ledige senatsposter, akkurat som det foregår for præsidentkandidater i de nationale valg.

Ledere, piske og senatspræsidenter

Internt i senatet har man også et hierarki. Begge partiers grupper af senatorer har en leder, kaldet Senate Leader. For at kende forskel bruger man ofte stemmeflertallet som en tilføjelse til betegnelsen. Således er demokraternes Harry Reid The Senate Majority Leader, fordi han er leder af den demokratiske gruppe i senatet, der lige nu sidder med flertallet. Republikaneren Mitch McConnell er hans modsætning på den anden side og er således The Senate Minority Leader. Det afgøres internt i partiet, hvem der skal besidde posten som leder. Derudover udpeger hver gruppe også en Whip. Det er en person, der forsøger at samle partiet, så man kan melde ud samlet, og koordinere afstemninger, så alle går i samme retning. Den lidt drabelige ”indpisker”-betegnelse forsøges dog tit erstattet med en henvisning til whip’ens andenplads i hierarkiet som Assistant Majority/Minority Leader. Whip er dog den betegnelse, der bruges mest. Betegnelsen kendes i øvrigt også fra det britiske parlament.

Sjovt nok har senatet også en President of the Senate, der kan groft sammenlignes med folketingets formand. Jævnfør den amerikanske forfatning er det altid den amerikanske vicepræsident, der tildeles denne rolle. Vedkommende har faktisk stemmeret i senatet, men kun, hvis der er en stemmelighed, der skal brydes.

Repræsentanternes Hus

Repræsentanters Hus er – som navnet svagt antyder – en forsamling af demokratisk valgte repræsentanter for folket. Her er vi helt nede i lokalsamfundene, hvor repræsentanterne vælges for et district. Disse distrikter er fordelt efter befolkningstæthed, og således har store Californien flere repræsentanter (53) end lille Vermont (1). Hvor det kan være svært som menig amerikaner at få hul igennem til sin senator, er det noget nemmere til ens repræsentant, fordi vedkommende er valgt i den lokale kreds. Amerikanere, der følger med i politik, ved som regel, hvem deres repræsentant er og kan ved at kontakte vedkommende yde sin vælgerindflydelse.

Der er 435 repræsentanter i Huset, og ligesom i Senatet er der en House Majority Leader og en House Minority Leader. Det parti, der har flertallet i Huset får derudover lov til at vælge den magtfulde Speaker of the House, en slags ”formand” for Repræsentanternes Hus. Han/hun udgør sammen med majoritetslederen i Senatet og præsidenten en treenighed, der alle skal kunne vende tomlen opad for at få gennemført lovgivning.

En broget, omskiftelig flok

Det kan ofte være svært at følge med i, hvem der sidder i Huset. Ikke bare, fordi der er 435 medlemmer at holde styr på, men også fordi de hver især kun sidder i to år ad gangen. Udskiftningen er altså noget større end i Senatet. Dertil kommer, at valg til Huset sker samtidig med Senatsvalg, og hver anden gang også præsidentvalg.

Heller ikke i Repræsentanternes Hus behøver man være født i USA for at bestride en post. Man skal blot være over 25 og have været amerikansk statsborger i 7 år. Kandidaterne findes ved primærvalg, akkurat som for præsidenter og senatorer.

Tre tommelfingre opad

Lovforslag kan komme fra såvel Huset, Senatet som fra præsidenten, men begge kamre skal stemme for loven, før den kan sendes til præsidenten til underskrift. Præsidenten har en vetoret, så alle tre instanser kan blokere for lovgivning og beslutninger, såvel som foreslå den. Derfor er det ofte Husets Speaker, flertalslederen fra Senatet og præsidenten, der slås med hinanden i medierne om lovforslag.

Primærvalg

Kandidater til såvel præsidentvalgene, senatsvalg og valg til Repræsentanternes Hus findes ved primærvalg. De to sidstnævnte er knapt så interessante, hvis man bor i Danmark. Anderledes står det til med primærvalg af præsidentkandidater. Det er en proces, der finder sted over næsten trekvart år, hvor der udkæmpes drabelige, politiske kampe, indtil en eller anden bliver kandidat til valget. Og herefter går den egentlige præsidentvalgkamp i gang.

Disse præsident-primærvalg er i virkeligheden to typer af beslutningsprocesser, der hen over den første halvdel af et valgår leder frem til et konvent (convention), hvor den endelige kandidat vælges.

Caucus og primærvalg

Med andre ord vælger hver stat deres præsidentkandidat ved to typer valg: primærvalg og caucus’er.

Ved en caucus, mødes folk i deres lokale distrikter og diskuterer, hvilken kandidat, de vil pege på. Ofte foregår det ved, at man forsamler sig i grupper, der bakker den ene eller den anden person op. Til sidst tælles antallet af personer i hver gruppe og distriktets resultat sendes så til statens officielle optællere, der samler alle kredsresultaterne og derved skaber det endelige valgresultat.

Et primærvalg (primary election) er derimod et mere direkte, almindeligt valg, hvor medlemmer af partiet kan stemme direkte på den kandidat, de ønsker.

Efterhånden som året skrider frem, og hver stat peger på en kandidat, tegner der sig et billede af, hvem der er favoritten. Men det officielle valg af kandidat sker først på konventet, hvor delegerede fra de lokale partiforeninger fra hele landet diskuterer og stemmer henover en lille uge. Ved udgangen af ugen skal man helst have fundet kandidaten, og det er ikke givet, at det er favoritten fra primærvalgene, selvom det oftest er tilfældet. Der kan derfor være spænding til det sidste.

To kandidater…eller tre?

Selve præsidentvalget står som bekendt primært mellem to kandidater. Men nogle gange dukker der kandidater op fra en tredje kant, der stiller op som uafhængige kandidater eller for et tredje parti. Nogle har tidligere f.eks. givet Ralph Naders præsidentkandidatur i 2000 skylden for, at Al Gore tabte valget til George W. Bush. Han snuppede mange stemmer til sit Green Party fra den yderste venstrefløj, og nægtede at gå i koalition med demokraterne, hvilket reelt betød, at Gore ikke havde stemmer nok til at vinde. (Med mindre, man tror på konspirationsteorierne om at han rent faktisk vandt, men at George W. Bush var skyld i avanceret valgsvindel.)

I 1992 vandt Ross Perot 19% af stemmerne og var tæt på at koste Bill Clinton sejren. Men Ross Perot fik ingen af de såkaldte electoral votes, som er dem, der i virkeligheden gælder.

Valgmandstemmerne i The Electoral College

Da det amerikanske demokrati blev indstiftet havde man ikke mulighed for at videreformidle valgresultater så hurtigt som i dag. Derfor valgte USA’s founding fathers at lave et system, hvor alle de folkelige stemmer blev samlet hos ”valgmænd”, der udgør et stemmekollegium, eller electoral college. Der er et sindrigt system bag, hvordan de mange millioner stemmer bliver fordelt på de i alt 539 ”valgmænd”. Men afhængig af, hvordan de demokratiske og republikanske stemmer bliver fordelt på disse 539 ”stemme-repræsentanter”, fordeler de 538 sig i hhv. den republikanske eller demokratiske lejr. Og den lejr, der har flest valgmandsstemmer (electoral votes) på valgaftenen, har vundet.

Der har været en del kontroverser omkring valgmandssystemet, ikke mindst i 2000, hvor Al Gore ud fra visse analyser vandt flest folkestemmer – men ikke flest valgmandsstemmer, og derfor tabte valget. Denne forskel på valgmænd og regulære stemmer er til stadig diskussion, og valgmandssystemet er i stigende grad upopulært i den amerikanske befolkning.

Idehistorie: Det aktive og det passive dydsbegreb

af Pernille Sørensen, cand.mag.

I vor del af verden er det historisk set lykkedes kristenheden at monopolisere dydsbegrebet, og at definere det som en passiv tilstand. Men at dyden skulle være passiv er ikke nødvendigvis givet på forhånd. F.eks. står dén forestilling i skærende kontrast til ældre, aktive, romerske dyder som Firmitas (fuldbyrdelse) Industria (virkelyst), eller til rænessancens dydsforestilling, Virtú, der var blottet for moralistisk syre og i stedet defineredes som evnen til at handle på en måde som opnår værdifulde resultater. Således ser vi f.eks. Dante tilskrive Virtú til Djævelen såvel som til Helgengerne. I dette tilfælde består Djævelens Virtú i hans evne til at beherske tågen og vindene, men i dag ville vi næppe sig, at Djævelen var dydig.

Forestillingen om dyden som et passiv lever ubesværet videre i dag. F.eks. mener en af mine venner, at rettigheder ikke kan defineres positivt/handlende, men kun negativt/passivt. Derfor har han sit besvær med den del af menneskerettighederne som siger, at alle mennesker har ret til en uddannelse, altså en positiv ret der nødvendigvis må gøre indhug i de klassiske negative frihedsrettigheder. Ligeledes ser man I en generel politisk kontekst en vis akavethed i forbindelse med den aktive dyd, f.eks. på den radikal-humanistiske venstrefløj hvor man efterhånden har oparbejdet sit eget sekulære synderegister, såsom diskrimination, isolationsfængsling osv., men også på den liberalistiske højrefløj hvor man traditionelt ser statslig indgriben af enhver af som et onde.

Endelig kan man spore en vis berøringsangst overfor den aktive dyd, især hos kvinder eller hos mænd med traditionelt feminine psyker. Det er, tænker man, sikrere at indordne sig under større autoriteter, end simpelthen at handle for sig selv. Man ser tydeligt disse mennesker behandle dyden som et passiv, idet de hellere vil misse med øjnene, gøre sig til og håbe på det bedste, end de vil udvise Virtú og handle i overensstemmelse med deres værdier.

Om kvinders valg af mand: Den sexede versus den fornuftige

af “Doctor Date”

En amerikansk anekdote fortæller historien om, hvordan Marilyn Monroe mødte sin fremtidige ægtemand, baseballspilleren Joe DiMaggio: DiMaggio og hans venner sidder til et selskab, ryger cigarer og joker højlydt om mænds overlegenhed, da Monroe kommer hen til dem:

”Hvornår holder I mænd dog op med at være så chauvinistiske?” spørger hun.
DiMaggio kigger op på hende, tjekker hende ud med et smil og svarer: ”Hvornår holder I kvinder dog op med at lægge så meget mærke til bad boys?”

I evolutionsbiologien taler om man om de to mandlige strategier for at parre sig: På den ene side the sexy son; alfa-hannen, som er flabet, sjov, trodser etablerede regler og gør, hvad han vil, og på den anden side the healthy son; beta-hannen, som er den ansvarlige, pålidelige far-skikkelse, der passer hjemmet, betaler regningerne og altid henter ungerne til tiden. Mange af mine mandlige venner har bemærket, at det synes irrationelt, at kvinder hellere vil have den sexede alfa-han, når risikoen for at blive behandlet dårligt af ham alt andet lige er større, end hvis de valgte den ansvarlige beta-han.

”Hvis kvinder udelukkende var rationelle,” siger de, ”så skulle de vælge den ansvarlige han, ham som kunne sørge for dem, give dem mad, beskyttelse, og generelt være sød ved dem.” I virkelighedens verden ser tingene dog anderledes ud: Her vælger kvinder the sexy son over the healthy son. Det kan godt være, at han drikker for meget og fester for meget, og at hans liv sejler, men han er så sjov og charmerende, og simpelthen så sexet.

Hvis mænd har et luder/madonna-kompleks, så har kvinder altså ligeledes et bad boy/far-kompleks.

Kvinders logik er anderledes
Hvis den ansvarlige healthy son vil have del i de mest eftertragtede kvinder, så er det altså nødvendigt for ham at udvikle nogle af de karakteristika, som kendetegner the sexy son, heriblandt charme, humor, og en genuin og åben selvtillid (det er nemt nok at sige, at man har høj selvtillid, men med ægte selvtillid kommer der en lethed og behagelighed over samværet med vedkommende, som påstået, kunstigt selvværd ikke giver).

Den ansvarlige healthy son kan ikke appellere til pigen med sin ansvarlige livsførelse og fornuft: Kvinders logik er nemlig anderledes. Hvor end han gerne vil tro det, så findes der ingen underliggende rationalitet, som gør, at kvinderne har blik for ham. At man ikke kan få både impulsivitet og ansvarlighed i den samme mand, er indlysende for en healthy son, der netop er på hjemmebane, når det handler om at tænke realistisk. Men det er bestemt IKKE tydeligt for kvinder, eller for sexy sons.

Hvis vi f.eks. kigger på påfugle, så gælder det, at sexy sons bruger deres ressourcer på at vokse store halefjer, mens healthy sons gemmer foder og energi til vinteren. Hunnerne parrer sig med sexy sons, som så ikke kan forsørge dem, når vinteren kommer. Men hunnerne tager dem alligevel, da de er mere sexede end de mere ”fornuftige” healthy sons. Så kommer vinteren, og måske dør the sexy sons, simpelthen fordi de ikke har noget foder tilbage. Nu kigger hunnerne sig om, og så ser the healthy son faktisk lige pludselig ret tiltrækkende ud med alt sit opsparede foder. Nu kan også the healthy son få noget sex, men pointen er, at han var og blev hunnernes andetvalg.

Der er mange frustrerede mænd, der mener, at det samme også gælder for menneske-hunner: I stor stil vil de hellere være sammen med den charmerende, rodede stud; the smooth operator for hvem “talking, drinking, laughing, smoking, fucking” er all the same. Når hunnerne så er blevet ældre, sårede og mere ansvarlige, og de måske har fået et barn med the sexy son, så begynder de at indse, at det nok var meget smart med en ansvarlig healthy son, som kan finde ud af det dér med at betale regningerne, gå på arbejde og så videre. Men the healthy son er og bliver et andetvalg, og til den årlige julefrokost vil hun år efter år mærke, hvordan det kilder helt ned i hendes æggestokke, når virksomhedens sexy sons sender et flabet smil i hendes retning.

Charme slår alt andet
Hvis kvinders valg af mage var rationelt i nogen som helst formel forstand, så kunne mænd blot sende udskrift af CV, bankkonti, lægejournal, IQ-test, osv. til kvinden, og så kunne hun vurdere, hvilken mand der passede hende bedst på baggrund af objektive data. I virkelighedens verden ser man dog ofte, at kvinder hellere vil have en ”objektivt” dårligere mage, men som til gengæld er charmerende og kan køre “talking, drinking, laughing, smoking, fucking”-rutinen.

Hvis man skulle prøve at tillægge kvinders valg af mage en rationalitet, hvilket jeg ikke er sikker på, at man skal, så kunne man sige, at jokes, smil, charme, overtalelse, og salgstaler om egen fortræffelighed i virkeligheden er et overskudssymptom, præcis fordi det ikke bunder i noget substantielt. Det er med andre ord det, som ansvarlige healthy sons udvikler til allersidst, efter at alt andet er på plads. The sexy sons skyder så bare genvej og udvikler KUN det, mens alt andet sejler, men ikke desto mindre får dette kvinderne til at parre sig med dem, og på den måde får de deres gener videre. Som den britiske Oxford-professor i biologi Richard Dawkins har sagt om netop dette emne:

“In a society where males compete with each other to be chosen as he-men by females, one of the best things a mother can do for her genes is to make a son who will turn out in his turn to be an attractive he-man. If she can ensure that her son is one of the fortunate few males who wins most of the copulations in the society when he grows up, she will have an enormous number of grandchildren. The result of this is that one of the most desirable qualities a male can have in the eyes of a female is, quite simply, sexual attractiveness itself.”

Hvordan grækerne forstod sig selv i den romerske periode

Grækenland blev erobret af romerne i forbindelse med Slaget ved Korinth i 146 f.Kr., og grækenland forblev en romersk provins frem til 1453 e.Kr. hvor tyrkerne bragt de sidste rester af det østromerske rige til fald.

Grækernes indflydelse på deres romerske overherrer var betydelig, og begge parter var bevidste om dette forhold. Siden republikansk tid havde hovedparten af de romerske aristokrater grundigt studeret og absorberet græsk litteratur, filosofi og retorik. Men selvom romerne til stadighed kiggede til Grækenland, må romernes omgang med græsk kultur alligevel siges at have været karakteriseret af et vist ressentiment. På trods af den mere end lejlighedsvise romerske afstandtagen forblev græsk dog højkulturens sprog, og i østen til dels også administrationens sprog.

Det første og anden århundredes Grækere har i udstrakt grad været bevidste om det romerske ressentiment idet de vedblev at fetere græsk som en kontinuitet af den storslåede fortid som romerne både beundrede og misundte. Som vi skal se i kapitel 5 har det græske kultursystem repræsenteret et udgangspunkt nec plus ultra for kulturerne omkring Middelhavet, hvilket tvang romerne til at aktivt positionere sig i forhold til arven fra Hellas, f.eks. ved at formulere en kulturpolitik som bevidst favoriserede latinsk litteratur.[1] Således er det så meget desto mere sigende, at der i perioden fra Augustus til Marcus Aurelius til stadighed blev produceret fortrinsvis græsk litteratur indenfor imperiets grænser – også når man medregner de af rigets indbyggere der talte latin som deres modersmål.[2]

Gennem hele perioden afviste græske intellektuelle konsekvent de romerske udmeldinger om, at den romerske litteraturskat nu skulle have overgået den græske. Mens førnævnte påstand nok har repræsenteret det officielle Roms politiske holdning, så er det tydeligt, at den romerske kulturelite i alle praktiske henseender har været af same opfattelse som grækerne, idet periodens romerske intellektuelle til stadighed foretrak græsk litteratur, på trods af romernes forsøg på at opbygge en selvstændig litteratur.[3] Den egentlige årsag til denne romerske præference for det græske forbliver dog problematisk idet romerne – deres faktiske litterære smag til trods – har været kraftigt disponerede for at ophøje den græske litteratur alene af den grund, af den var af ældre dato; en del af det klassiske pensum, og at den på den måde indgik som et led i og en forlængelse af en hædret tradition. I forlængelse heraf er det ligeledes sandsynligt, at den Flavisk-Antoninske periodes nulevende græske litterater har kunnet trække på selve den hellenistiske litterære tradition for således effektivt at dispositionere sig selv for en favorabel bedømmelse i romernes øjne.

I lighed med romerne havde grækerne altid været optagede af fortiden, herunder specifikt deres egen: For mens den romerske kulturhistorie berettede om den gradvise inkorporation af fremmede folkeslag, var det græske kultursystem defineret ved en vis selvoptagethed: For grækeren defineredes Middelhavets andre kulturer nemlig først og fremmest i forhold til grækerne selv, hvilket på sin vis var forståeligt nok, da næsten samtlige af regionens kyster bar vidnesbyrd om grækernes fremmelighed qua anvendelsen af græsk teknik og arkitektur. [4] Set med grækerens optik var civilisationen ikke kommet til Hellas, men derimod opstået i Hellas som en vital frembringelse af det græske folks kollektive genius, hvorfor man så tidligt som500 f.Kr. opdelte verdens folk i henholdsvis ”grækere” og ”barbarer”.

Mens grækerne altså også før romertiden kan karakteriseres som have værende stærkt optagede af den græske fortid, kan det imidlertid dokumenteres, at denne fascination tiltog under romerne idet den i en periode antog en slags obsessiv karakter.[5] Til sammenligning, dvs. med visse tydelige undtagelser, var grækerne som regel uinteresserede i Roms fortid med mindre den på en måde pegede mod noget græsk, eller en form for kulturel gæld til grækerne.[6]

Hvad angår kulturen kan vi konstatere, at de romerske kulturinstitutioner som i rigets vestlige provinser udgjorde et egentligt kulturskifte – teater, religion, retspraksis m.v. – allerede eksisterede i Grækenland før romernes indtog hvorfor introduktionen af det romerske kultursystem i stor udstrækning kan siges at have været redundant i forhold til de allerede eksisterende græske institutioner. [7] Ikke desto mindre absorberede grækerne frivilligt et mindre antal materielle trends fra deres romerske overherrer som f.eks. den arkitektoniske grundform af den romerske villa der gradvist erstattede den oprindelige græske æstetik på dét område.

Romerne søgt ellers, at ændre på grækernes selvforståelse: Arkæologen Susan E. Alcock har undersøgt romernes mange indgreb i arkaisk græske monumenter. Romerne udførte tilsyneladende disse indgreb med henblik på at fortælle en historie om den græske fortid som var mere i overensstemmelse med, hvad romerske aristokrater gerne ville have, at den var.[8] På denne måde blev modificeringen af gamle græske monumenter led i en oplevelsesøkonomi tiltænkt og udøvet af den romerske elite. Det interessante ved romernes materielle ændring af den græske fortid er, at mens romerne har fokuseret på de materielle sider af den græsk fortid, så forstod grækerne deres egen kultur som et sprogt og et sprogligt og genealogisk, altså et immaterielt fællesskab, med plads til stor individuel variation blandt bystaterne.[9] Ikke som med Rom, der gerne gjorde de vestlige provinser til små kopier af det italienske hovedland. Der var derfor ét billede af den ideelle romer, men flere slags ideelle grækere.

For grækerne stod dog det ufravigeligt faktum tilbage, at Grækenland var en romersk provins, og ikke omvendt. Enhver græsk dyrkelse af samtiden måtte derfor tage højde for romerne herskede i det store verdensrige. Deres løsning var fantasiløs: De flygtede ud af fortiden, og skrev sig konsekvent ind i den mytiske græske fortid, hvor det stadig var grækerne der herskede i Middelhavet.[10]

[1] Woolf, Greg: Empires: Perspectives from Archaeology and History s. 315

[2] Grant, Michael: The Antonines – TheRoman Empire in Transition s. 83

[3] Woolf, Greg: Empires: Perspectives from Archaeology and History s. 322

[4] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 120

[5] Alcock, Susan E.: Empires: Perspectives from Archaeology and History s. 329

[6] Swain, Simon: Hellenism and Empire – Language, Classicism, and Power in the Greek World, AD 50-250 s. 78 ff.

[7] Især ikke blandt eliten. Dog med undtagelser for demos; gladiatorkampe og de arketypiske romerske badeanlæg  vandt i perioden stor popularitet i Imperiets græske territorier. Se  Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 126

[8] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 126

[9] Ibid. s. 128 ff.

[10] Swain, Simon: Hellenism and Empire – Language, Classicism, and Power in the Greek World, AD 50-250 s. 74