Author Archives: Majken Hirche

Hvordan romerne opfattede grækerne

Grækerne var det fremmede folkeslag som påvirkede romerne mest, og den kultur fra hvilken romerne tilegnede sig mest. Men som vi skal se var relationen de to kulturer imellem hverken ensidig eller ukompliceret.

I sin bredest mulige udstrækning kan dialektikken mellem den græske og romerske kultur ses som en proces med start i midt-republikansk tid (264-133 f.Kr.) og som strakte sig vel ind i det tredje århundrede e.Kr. – En langvarig proces uden nogen egentlig konklusion eller forløsning. Og som vi skal se strakte romernes syn på græsk/hellenistisk kultur sig fra efterligning, afvisning, beundring, uvidenhed og opfordringer til forbud.

For såvel romer som græker i tiden efter Augustus, var den græske fortid den definerende egenskab som gjorde Grækerne anderledes end imperiets øvrige folkeslag.[1] Plinius d. Yngre:

”Remember that you have been sent to the province of Achia, that true and pure Greece where it is believed that humanitas, litterae and even agriculture were first invented, and that you have been sent to set in order the affairs of the free cities, that is to those who are both men and free in the fullest sense of the words: who have retrained, thanks to their virtue, their good deeds and their friendships, and finally through treaty and religion, rights which were given to them by nature.”[2]

Ciceros brev til sin bror, Quintus, som havde statholder i Asien:

“What if the casting of lots had allocated you Africans or Spaniards or Gauls to rule over? – wild and barbarous peoples, even then you would owe it to your own humanitas to take into account what suited them and to concern yourself with their well-being and safety. But seeing as how we rule that very race of men in which not only is true humanitas found but from whom it is believed to have spread to others, we are at the very least obliged to give them what they have given us.”[3]

Periodens romere skelnede altså kraftigt mellem indbyggerne i det klassiske Hellas og så de samtidige, ”nulevende” grækere, som man anså som dekadente og frivole. Denne diskrepans mellem en umiddelbar respekt for fortidens grækere, og en ligeledes umiddelbar foragt for nutidens græker, som man opfattede som kvindagtig og snu, er i sin grundvold det, der har befordret den mangfoldighed og sammensathed som karakteriserede romernes opfattelser af det græske.

Romerne var altså splittede i deres reaktioner overfor grækerne grundet den forherligelse og ophøjelse af fortiden som de abonnerede på. For romerne gælder det, at fortidsforherligelsen var en immanent del af romersk kultur. Men hvad med grækerne, var fortidsforherligelsen også en immanent del af deres kultur?

Her argumenterer forskerne Swain og Alcock for, at fortidsforherligelsen altid lader til at have været en del af den græske kultur, men at forherligelsen blev markant forstærket efter romernes indtog. Forskeren Simon Swain mener, at grækerne begyndte at dyrke deres fortid mere intenst da de så romernes respekt og beundring for den græske fortid, sådan at grækerne kunne få øgede politiske fordele, ved at iscenesætte sig selv som den græske fortids nulevende arvtagere.

Swain spekulerer endvidere hermeneutisk idet han opsætter den hypotese, at den græske elite desuden også identificerede sig med fortiden fordi den græske eliten fik en øget følelse af selvsikkerhed ud af det.[4] I modsætning til Swain mener forskerne Alcock og Woolf dog snarere, at det første århundredes grækerne foretog en ”kulturel oprustning” indenfor litteraturen som et modsvar mod den gradvise romanisering af Grækenland.

Det interessante er dog, at grækernes egen fortidsdyrkelse meget vel kan have bekræftet romerne i deres forestilling om, at grækerne nu havde tabt deres fortid og var blevet dekadente.

For at begribe den romerske fascination af specifikt den græske fortid er det vigtigt at forstå, at den mytiske græske fortid udgjorde en fantasiverden for Roms herskende klasse; millionærer som ikke behøvede at arbejde, om som havde hele dagen til at fortabe sig i dagdrømme og fantasier, godt hjulpet på vej af af græsk litteratur og filosofi.

Som et eksempel herpå er den romerske statsmand Cato d. Yngres selvmord interessant: I Catos selvmord ser vi hvordan romerske opfattelser af såvel grækerne som dem selv sporer dem ind på en fundamental anden læsning af grækernes fortid end den grækerne selv benyttede sig af.

I Platons oprindelige skildring forblev Sokrates som bekendt rolig og fattet idet han afdæmpet dyrkede sin interesse for filosofien, selv som skarntydens time nærmede sig.[5] – I Phaidon møder vi en Sokrates som ønsker at kropsliggøre grækernes ideal om manden der har levet det gode liv og nu indlader sig på at dø den gode død. Meget lader dog til at Cato d. Yngre har læst Phaidon gennem et særegent romersk spektrum af romerske kardinaldyder og Catos selvmord viser os derfor romernes inderligste idealer; patriotisme, politisk tæft og maskulinitet.

En anden vinkel på særegent romerske værdier finder vi hos Tacitus der om Augustus skriver: ”Caesar foragtede gamle Hellas, som nu var svagt og fattigt, og udstrækker i stedet sin gunst til de fremmeligste græske mænd; dem i Asien.”[6] Eller hos militærmanden Marius som kategorisk nægtede at beskæftige sig med græsk litteratur idet han faldt det ”latterligt at hengive sig til en kultur hvis folk var slaver for et andet”.[7] Endelig har vi Cato d. Ældres maksime om, at ”grækerens ord fødes på hans læber, men romerens i hans hjerte.”[8] – Vi kan således, lidt groft, udlede de typisk romerske modstykker til den dekadence som de forestillede sig at grækerne stod for:

Græske værdier
 Romerske værdier
Filosofi Patriotisme
Kvindagtighed Politisk engagement
Individualisme Maskulinitet
Veltalenhed Handlekraft
Letsindighed Militarisme
Indadvendthed Effektivitet
Levitas Gravitas

Set gennem romerske øjne, så havde grækerne engang været et stort folk, men var nu dekadente. I den romerske opfattelse var romerne ikke blevet helleniseret, men civiliseret og stod nu ved et skæringspunkt mellem en barbarisk fortid og en dekadent fremtid. Romerne omdefinerede således den græske opfattede af civilisation som betydende ”at leve som grækerne”, (som vi bl.a. kender fra tiden omkring Alexander den store og hans læremester Aristoteles). I stedet introducerede romerne en anden og mere kulturneutral betydning, nemlig det at leve i overensstemmelse med civilisationen selv: I byer, med love, og med en fælles etik og fælles idealer.[9]

Derfor ser vi også romerne forsøge at rede grækerne ud af dekandencen og tilbage til civilisationen, som da kejser Trajan skrev til Plinius d. Yngre i forbindelse med sidstnævntes udnævnelse til statholder i en græsk provins:

“I for my part had so much confidence in your judgment that I selected you for the instilling of morality in that province, so that you yourself might regulate their affairs and establish them to ensure lasting security fro the province.”[10]

Grækerne er følgelig uden moral og har brug for en romersk guvernørs sunde dømmekraft (prudentia) for at grækerne kan bestå uden at kollapse udi dekadence. Altså et eksempel på, at romersk mandhaftighed trumfer græsk lærdom i det romerske statsapparats egen optik.

Romerne opfattede deres kultur som bl.a. bestående af et politisk og overordnet religiøst fællesskab. Indeholdende visse fælles vaner og værdier.[11] Forskeren Greg Woolf argumenterer for, at den græske kultur ikke var materiel på samme måde som den romerske, og hvad angår sidstnævnte påstand kan vi konstatere, at romerne lader til at have haft en tendens til at tage afstand fra romerske aristokrater som dyrkede netop de materielle sider af den græske kultur. Såsom at tilegne sig græsk påklædning, og læse bøger på græsk (som også den hellofile kejser Hadrian gjorde det).[12] Derfor mener Woolf, at den græsk-romerske sameksistens var baseret på uvidenhed og misforståelser; de to folkeslag lå ifølge Woolf i en kontinuerlig dialog i en periode på mange hundrede år uden nogensinde helt at forstå hinanden: Både romere og grækere var ifølge Woolf præget af en forudbestemt optagethed af deres eget kultursystem, og læste således den andens position gennem egne diskurser.

[1] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 121

[2] Ibid. s. 120

[3] Ibid. s. 119

[4] Swain, Simon: Hellenism and Empire – Language, Classicism, and Power in the Greek World, AD 50-250 s. 6 ff.

[5] Wilson, Emily: The Death of Socrates: Hero, Villian, Chatterbox, Saint s. 121 ff.

[6] Isaac, Benjamin: The Invention of Racism in Classical Antiquity p. 382

[7] Ibid. p. 388

[8] Ibid. p. 387

[9] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 120

[10] Ibid. s. 122

[11] Ibid. s. 120

[12] Isaac, Benjamin: The Invention of Racism in Classical Antiquity p. 387

En samfundsanalyse af Romerriget i det første århundrede

Om romerne siges det ofte, at de idylliserede fortiden. De havde antageligvis en forestilling om et mytisk romersk ophav som siden hen var gået tabt og blevet erstattet af noget inferiørt. Forestillingens præmis var, at efterhånden som bystaten Rom havde udvidet sig til et kosmopolitansk rige som strakte sig over tre kontinenter, var den etnisk romerske kohærens visnet bort og i stedet blevet erstattet af korruption, dovenskab og seksuel depravation. Flere prominente romere (såsom Cicero, Cato d. Ældre, Horats, Livius, Juvenal m.fl.) har på tværs af århundrederne gjort sig til talsmænd for mere eller mindre denne holdning, og blandt andet som en konsekvens heraf kan vi med rimelighed antage, at forestillingen om latiner-stammens ærbare begyndelse har sat sit præg på den romerske kulturelle diskurs.[i]

Med ”tabet” af Roms etniske og sociale kohærens forestillede man sig nærmere bestemt tabet af en idyllisk og mytisk fortid, hvor enhver romer havde været stolt, dydig og fri.[ii] – En tilstand som på mange måder har udgjort en skarp modsætning til periodens realpolitiske virkelighed hvor store dele af Italiens landbrugsjord var koncentreret i få enorme slavelandbrug[iii] og betydelige dele af Roms plebs levede i klientforhold til rigmænd og cæsarer som omdelte korn og olie.[iv]

Romernes dyrkede altså en forestilling om fortiden som værende immanent god og som en konsekvens heraf måtte det således følge, at afvigelser fra selv samme fortid simpelthen var dårlige ipso facto. Denne forestilling influerede områder som politik, religion, retorik, litteratur og teknologi for således tilsammen at forme et Foucault’sk episteme for perioden. Eksempler fra disse områder vil jeg nu præsentere som hjemmel for påstanden om, at romernes fortidsforherligelse virkelig udgjorde et sådant episteme.

I litteraturen lader der til at have eksisteret en overordnet præference for klassiske forfattere såsom Horats, Virgil og Ovid frem for periodens samtidige, såsom Juvenal, Florus og Apuleius. Endvidere har der eksisteret en tendens til at anlægge sig et skriftsprog baseret på en arkaiseret sprogbrug blandt periodens latinske forfattere.[v] Endvidere finder vi ideen direkte udtrykt af Horats i et af sine digte:

Tiden går og – går tilbage:
af de gamle gyldne dage
redded fædrene en rest,
af nutidens slemme plage
fødes eftertidens pest.[vi] 

Politisk ser vi igen romernes respekt for fortiden og for præcedenser, da romerske delegerede drog til Grækenland for at studere Solons love som model for romernes egne.[vii] Eller Cladius tale til senatet hvori han indstiller gallere til romersk statsborgerskab og udråber dem som optagelsesegnede til senatsstanden, netop med henvisning til romernes fortid og traditioner. Endelig er der Marcus Aurelius tronbestigelse i 161 e.Kr. og dennes ønske om at Lucius Verus skulle følge ham som medkejser. At imødekomme dette ønske ville medføre et brud med principatets fortid, da riget aldrig var blevet regeret af to kejsere. Derpå iscenesattes trondelingen som en forlængelse af republikansk skik hvor to konsuler havde styret i fællesskab.[viii]

Endvidere kan nævnes historien om Cato d. Yngre der i kølvandet på republikkens fald iscenesatte sit selvmord med henvisning til Sokrates død, som vi kender den fra Platons Phaidon.[ix] Ganske vidst var Cato d. Yngres motiver fundamentalt forskellige fra den idiomatiske Sokrates’ men selve handlingens sociale validitet: Ideen om selvmordet som ærefuldt, havde han fra grækerne.[x]

Hvad angår teknologi fortæller Dio Cassius, Plinius d. Ældre, m.fl. at en kunsthåndværker under kejser Tiberius udarbejdede en metode til at fremstille ”bøjeligt glas” der ikke kunne gå itu.[xi] Den pågældende kunsthåndværker troede med Petronius ord, at han nu havde ”vundet en plads på Jupiters trone”, men Tiberius beordrede ham i stedet henrettet med henvisning til at et sådant materiale ville forringe guld og andre metallers værdi.[xii] – Mest opsigtvækkende er dog Hero fra Alexandria som udover trykpumpen også opfandt prototyper på vindmøller og dampmaskiner.[xiii] Af disse apparater vandt kun trykpumpen indpas i den romerske verden, mens damp- og vindkraft hovedsageligt blev benyttet rekreativt og ikke i forbindelse med egentligt arbejde.

Og religiøst kender vi fra Livius historien om den romerske senator Fabius Pictor som besøgte det delfiske orakel på vegne af Rom.[xiv] Desuden de græske fugleflugts-varsler auspicia, de etruskiske læsninger af dyreofringers indvolde haruspicia. For god ordens skyld skal det dog bemærkes, at romerne i realiteten kopierede ideer udefra til alle tider; det iberiske Gladius-sværd, fønikernes skibsdesign med videre.[xv] I en vis forstand kan man altså tilskrive romerne et rummål af konkretistisk pragmatisme: De adopterede og kopierede effektivt design, samtidig med at de formelt set dyrkede fortiden og frygtede det præcedensløse. I sin Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence udtrykte Montesquieu den første del af dette modsætningsforhold da han skrev:

“It should be noted that the main reason for the Romans becoming masters of the world was that, having fought successively against all peoples, they always gave up their own practices as soon as they found better ones.”[xvi]

Hvad angår anden del; den formelle frygt for det præcedensløse og dyrkelsen af fortiden som en inspiration, og et medikament mod nutidens onder, lader det også til at have indgået i den romerske selvforståelse, at den romerske republik netop var blevet til et verdensrige på grund af det romerske folks immanente kvaliteter; dignitas, gravitas, firmitas, industria, som romerne nu udstrakte til resten af Middelhavet.

Forholdet til den ”tabte”, mytiske fortid kan derfor karakteriseres som bittersødt og melankolsk i den forstand, at denne fortid og dens dyder netop var forgået på grund af romernes succes med deres territoriale imperativ; the Imperial mission[xvii]: Romernes ret og pligt til at herske over verdens øvrige folkeslag; at civilisere dem og give dem humanitas for derved at redde dem fra deres egen barbarisme.[xviii] Forestillingen om en etnisk og geografisk enhed som var gået tabt, og den ærbarhed man knyttede dertil, var således i samspil med periodens geopolitiske virkelighed hvor såvel rigets som selve Italiens etniske og samfundsmæssige kohærens virkelig havde ændret sig. – For det havde ændret sig som følge af det romerske folks succes i dets Imperial mission og de mange provinser, kulturer og folkeslag som derved var blevet underlagt Rom.

På den måde lader begge fortællinger; ”taberhistorien” om romerne som et folk der har tabt dets integritet og ”vinderhistorien” om romerne som et folk hvis retmæssige plads det er at herske over andre folkeslag til at have eksisteret side om side i det romerske episteme.

[i] Grant, Michael: Romerriget fra133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 37

[ii] Dydig defineres her i forhold til de romerske dyder såsom Firmitas, Dignitas, Gravitas etc. – det skal altså ikke læses jf. det kristne dydsbegreb om end man muligvis også forestillede sig fortiden som mindre seksuelt depraveret.

[iii] Grant, Michael: The Antonines – TheRoman Empire in Transition s. 166

[iv] Grant, Michael: Romerriget fra133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 132 ff.

[v] Grant, Michael: The Antonines – TheRoman Empire in Transition s. 95

[vi] Grant, Michael: Romerriget fra133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 42

[vii] Isaac, Benjamin: The Invention of Racism in Classical Antiquity p. 382

[viii] Birley, Anthony: Marcus Aurelius: A Biography s. 177

[ix] Wilson, Emily: The Death of Socrates: Hero, Villian, Chatterbox, Saint s. 123

[x] Hvorimod f.eks. antikkens jøder f.eks. havde en opfattelse af selvmord som kan siges at have dannet matrice for den moderne vestlige. Se Hoof, Anton van: From Autothanasia to Suicide: Self-Killing in Classical Antiquity (1990)

[xi] Cassius, Dio: Dio’s Roman History bog 57

[xii] Plinius d. Ældre: Naturalis Historia bog 36

[xiii] A.G. Drachmann: Heron’s Windmill, Centaurus, 7 (1961) s. 145 ff.

[xiv] Isaac, Benjamin: The Invention of Racism in Classical Antiquity p. 382

[xv] For den moderne læser er det endvidere interessant at bemærke hvordan romerne tilsyneladende ikke har benyttet sig af en aktiv skelnen mellem ”nyere” nyt og ”nyt” af ældre dato (f.eks. Nyere skibstyper [Kartago] eller ældre guder [Isis]).

[xvi] Montesquieu: Grandeur and Declension of the Roman Empire (1734)

[xvii] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 119

[xviii] Ibid. s. 119

Aristoteles’ fysik og metafysik

af Morten Munchow, cand.mag. og idehistoriker

Aristoteles’ (384-322 f.Kr.) var klassisk Græsk tænker og elev af Platon. Aristoteles’ udgangspunkt, når han filosoferer over virkeligheden, er, at der ’de facto’ findes ting, som vi kan snakke om, og filosofiens opgave er, at udvikle sproget ved at tage udgangspunkt i disse ting. Hele Aristoteles’ fysik og metafysik er konsekvent gennemsyret af ideen om immanens. Han vil meget nødigt abstrahere fra tingene, da han mener, at al tale i sidste instans henviser til tingene og derfor kun giver mening i forbindelse med tingene!

Dette præger hans metafysiske spekulation, som tydeligvis er formuleret og gennemført med udgangspunkt i fysikken, hvilket uundgåeligt præger metafysikken i en tingslig retning. Hans filosofi er synoptisk, idet den ikke søger at opstille en enhedsfilosofi, dvs. at finde ’et punkt’, hvortil hele virkeligheden kan reduceres, og hvorfra alting kan deduceres. Aristoteles vil forstå og forfine dagligdagssproget og benytte indsigterne til at gå mere kvalificeret til eventuelle problemstillinger. Han udleder substansbegrebet ved en sproganalyse, der undersøger, hvad sproget henviser til som det mest ontologisk fundamentale. I værket ’Metafysikken’ forsøger han at mægle mellem materialister og idealister med grund­antagelserne, at (1) verden er funderet i klasser af virkeligt eksisterende ting, som (2) principielt kan undergå forandring, og (3) disse ting er erkendelige som ting. Dette sætter ham dels i modsætning til førsokratikerne, som tog udgangspunkt i naturens helhed snarere end i de partikulære ting, dels i modsætning til Platon, som hævdede, at idéerne er hævet over det partikulære, samt i modsætning til materialister, der hævder, at materien er uintelligibel.

’Metafysikken’ er et af Aristoteles’ mest populære værker, selvom det ikke med sikkerhed kan betragtes som en færdigstøbt bog: Det er en række forelæsningsnotater, som er skrevet til hans samtidige kolleger og studerende, og som derfor er lidt indforstået i sin stil. Da værket ikke er samlet fra forfatterens hånd, kan det være problematisk at opfatte det som Aristoteles endelige mening om de behandlede emner, hvilket for eksempel kunne forklare, hvorfor det er svært at vurdere, om det f.eks. lykkes for ham at gøre op med Platons idealisme eller ej.

’Metafysikken’ behandler mange emner, men de mest centrale må siges at være: Den erkendelse, der vedrører visdom (bog A 1+2), der indbefatter en ’første filosofi’, forstået som de principper, der må ligge til grund for enhver videnskab (bog Γ og E). Aristoteles udfolder dette som en filosofi, der beskæftiger sig med spørgsmålet: hvad er væren qua væren, eller hvad vil det sige, og hvad mener vi, når vi siger, at ’noget er’ (bog Z, H og Θ). Interessant behandles også spørgsmålet om Gud, hvis aktivitet foreslås at være tænkningens tænkning (bog Λ).

Ifølge Aristoteles findes der 3 substanser: (1) Forgængelige, sansbare og bevægelige (fysiske ’ting’); (2) evige, sansbare og bevægelige (himmellegemerne); (3) evige, usansbare og ubevægelige (den ’første bevæger’, dvs. Gud). Det karakteristiske i hans metafysik ses af disse tre substanstyper, der indebærer en kombination af fysik, kosmologi og metafysik.

Den tredje substanstype implicerer en evig, ikke-materiel, ubevægelig væren, da en sådan væren/substans må forudsættes, hvis ikke alt skal være forgængeligt, og sådan forholder det sig ikke, da bevægelse (og tiden) er evig ifølge Aristoteles’ fysik. Det er specifikt et opgør med Platons idélære, som ikke forklarer, hvorfor der er bevægelse, men kun at det er muligt. Aristoteles opfatter derimod sin filosofi som videnskabelig, fordi den kan forklare, hvorfor der er bevægelse og denne forklaring tager udgangspunkt i inddragelsen af en aktivitet, nemlig bevægelsen, som stammer fra den evige, ikke-stoflige og ubevægelige substans, som netop er virksom.

Men hvori består det virksomme? Dette spørgsmål kræver en forklaring. Det specielle ved Aristoteles er, at han sammenblander fysik, kosmologi og metafysik, hvilket viser sig ved, at han ikke opfatter sin forestilling om teleologi som en menneskelig konstruktion, men et kosmisk princip. Dvs. himmellegemerne bevæger sig ikke ved simple mekaniske lovmæssigheder – de bevæger sig, fordi de er fornuftbegavede! Kosmos er et system, der er gennemsyret af fornuften, hvorfor himmellegemerne også adlyder rationaliteten.

Denne aktivitet er altså ren ikke-stoflig bevægelse, hvor tankeånden og det tænkte falder sammen, hvilket resulterer i en lykkelig tilstand som alle fornuftsbaserede eksistenser naturligt må attrå, hvorfor de bevæger sig i forhold til det, der besidder denne tilstand, nemlig den ubevægede bevæger, eller Gud.

Det lyder jo meget højtflyvende og ikke ret konkret, og er som sådan egentlig ikke særligt karakteriserende for resten af Aristoteles filosofiske værker. Men Aristoteles’ filosofi er også bedst når den beskæftiger sig med det mere jordnære.

Uddrag af Hayeks ‘Vejen til trældom’

Kasper Planeta Kepp, lektor, ph.d., biokemiker

I denne klumme er gengivet en række relevante citater fra Hayek’s Road to Serfdom, som danske politikere måske bør komme i hu. Friedrich Hayek (1899-1992), som var økonom i Østrig i 20’erne og bosatte sig i England under nazismen, skrev Road of Serfdom 1940-1943 som en kritik af totalitære systemer, både nationalsocialismen, som han flygtede fra, og kommunismen.

Han var en af de første der beskrev, hvordan fascisme og kommunisme begge er totalitære systemer (hvor mange mente, at fascismen var en kapitalistisk reaktion imod socialismen) og demonstrerede i Road to Serfdom, hvordan alle socialistiske samfund med øget centralisering og planlægning før eller siden bliver totalitære.

Hans kritik var indflydelsesrig dengang, men gik tabt under marxismens fremtog blandt historieløse akademikere i 70erne, der først indså Hayeks pointer, da USSR brød sammen. Blandt de, der ikke dengang havde læst og forstået Hayek, er mange af vore nuværende politikere.

Også i dag har mange historieløse tilhængere af socialisme og centralplanlægning desværre glemt totalitarisme-kritikken fra Anden Verdenskrig, og disse personer, som tæller politikere og meningsdannere i stort set alle de gamle partier i Folketinget, prøver endnu engang ved hjælp af planlægning og centralisering af magt at gøre vores samfund bedre på forkerte forudsætninger.

Derfor er Road to Serfdom om muligt endnu mere relevant i dag end da den blev skrevet, fordi den i dag kan minde os om totalitarismen inden den er udkrystalliseret fuldstændigt, hvorimod totalitarismen allerede havde ført til verdenskrig, da Hayek oprindeligt skrev bogen.

Nedenfor følger nogle af de vigtigste uddrag (fra den korte version fra 1945), som er særdeles relevante i dag, og som måske burde få danske politikere på begge fløje til at tænke over, hvorvidt deres midler er de rigtige til at nå målet, det bedst mulige samfund.

Om planlæggernes fejlslutning (The “Pick the Winner” fallism):
“The claim that a planned economy would produce a substantially larger output than the competitive system is being progressively abandoned by most students of the problem. Yet it is this false hope as much as anything which drives us along the road to planning.”

Centralplanlægning ville aldrig have skabt det vestlige industrielle system:
“It is no exaggeration to say that if we had had to rely on central planning for the growth of our industrial system, it would never have reached the degree of differentiation and flexibility it has attained.”

Centralisering af magt er mere absolut magt, taget fra borgerne:
“To decentralize power is to reduce the absolute amount of power, and the competitive system is the only system designed to minimize the power exercised by man over man.”

Centralplanlægning fører til diktatur:
“The cry for an economic dictator is a characteristic stage in the movement toward planning.”

Om penge og frihed (henvendt til dem, der gør “kapitalismen” til syndebuk):
“[…] money is one of the greatest instruments of freedom ever invented by man.”

Om, at den frie konkurrence øger alles frihed:
“It is only because the control of the means of production is divided among many people acting independently that we as individuals can decide what to do with ourselves.”

Om planlægningen af borgernes liv (smagsdommere og livstilseksperter) som baner vejen for fascismen:
“It was the socialists who first insisted that the party member should distinguish himself from others by the modes of greeting and the forms of address. It was they who, by their organization of ‘cells’ and devices for the permanent supervision of private life, created the prototype of the totalitarian party. By the time Hitler came to power, liberalism was dead in Germany. And it was socialism that had killed it.”

Om den socialistiske fejlslutning, og socialismens ligheder med fascismen:
“To many who have watched the transition from socialism to fascism at close quarters the connection between the two systems has become increasingly obvious, but in the democracies the majority of people still believe that socialism and freedom can be combined.”

Om socialkonservatismen, som baner vejen for totalitarismen:
“‘Conservative socialism’ was the slogan under which a large number of writers prepared the atmosphere in which National Socialism succeeded.”

Om betydningen af massernes fordummelse (DR og TV2):
“[…] the largest group of people whose values are very similar [to the collectivists’] are the people with low standards. Second, since this group is not large enough to give sufficient weight to the leader’s endeavours, he will have to increase their numbers by converting more to the same simple creed.”

Om Nysprog og substansens destruktion:
“Collectivism means the end of truth […] the most efficient technique to this end is to use the old words but change their meaning. Few traits of totalitarian regimes are at the same time so confusing to the superficial observer and yet so characteristic of the whole intellectual climate as this complete perversion of language.”

Om den ydre eller indre fjende som syndebuk før indførelse af totalitær lovgivning:
“The contrast between the ‘we’ and the ‘they’ is consequently always employed by those who seek the allegiance of huge masses. The enemy may be internal, like the ‘Jew’ in Germany or the ‘kulak’ in Russia, or he may be external. In any case, this technique has the great advantage of leaving the leader greater freedom of action than would almost any positive programme.”

Om “Målet helliger midlet”:
“The principle that the end justifies the means, which in individualist ethics is regarded as the denial of all morals, in collectivist ethics becomes necessarily the supreme rule. There is literally nothing which the consistent collectivist must not be prepared to do if it serves ‘the good of the whole’, because that is to him the only criterion of what ought to be done.”

“For Fællesskabet”:
“Once you admit that the individual is merely a means to serve the ends of the higher entity called society or the nation, most of those features of totalitarianism which horrify us follow of necessity.”

De nævnte processer leder ifølge Hayek til det totalitære samfund. Hans analyse passede glimrende på den nationalsocialisme, han kritiserede, og han fik ret med hensyn til Sovjetunionen. Desværre havde mange danske politikere ikke læst Hayek i 70erne, og måtte vente til 1990 før de indså betydningen af hans analyser.

Spørgsmålet er, om han får ret endnu engang.

Romersk økonomi i perioden 96-180 e.Kr.

Som følge af det territoriale imperativ, hvor romerne erobrede og udviklede deres provinser, og på grund af den romerske kærlighed for at anlægge veje i særdeleshed, var den romerske verden i besiddelse af antikkens bedst udviklede infrastruktur. Romerriget havde desuden ingen eller få interne toldbarrierer, en fælles valuta, og en statsmagt der afholdt sig fra aktivt at regulere den private industri. Dermed udgjorde Romerriget den antikke verdens suverænt betydeligste handelsområde, både hvad angik omfang og kapital.

Mens den handlende økonomi altså fungerede på en slags proto-liberalistiske præmisser, så var den arbejdende økonomi derimod delvist formgivet af slaver. Den antikke verden anså almindeligvis slaveri for en selvfølge, og det romerske imperium udgjorde ingen undtagelse herfor. I et sociologisk henseende nødvendiggjorde slaveriets fortsatte opretholdelse sociale institutioner som fysisk afstraffelse, tortur og offentlige henrettelser. Men i løbet af epoken kom slaveriets grusomheder i stigende grad i konflikt med periodens spirende humanistiske idealer, og både Hadrian og Antoninus Pius så sig nødsaget til at lovgive mod den eklatante umenneskelighed, ligesom Marcus Aurelius identificerede sig med slavernes lidelser i sine meditationer.[1] Politisk var slaveriet også på retur efter Hadrians opgivelse af Trajans erobringer. Herefter begyndte tilførslen af slaver for alvor at ebbe ud, og således svandt også det langsigtede incitament for at opretholde slavesystemet bort.

Slaveriets omfang er næsten umuligt at gøre op i tal eller at fastsætte endegyldigt for nogen epoke. Men antallet af slaver regnes i perioden fra Augustus til Marcus Aurelius almindeligvis for at have udgjort mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen.[2] Slaveriets samfundsstruktuelle konsekvenser mærkedes tydeligst i selve Italien, hvor såvel slaver som slaveejere koncentreredes, og lokale landbrug i stigende grad blev omlagt til slavelandbrug. Hvis vi betragter ovenstående estimat som sandt, så har den økonomiske skadevirkning af slaveriet altså ikke været altafgørende, men dog sandsynligvis af markant karakter for provinserne, og dermed for imperiets overordnede økonomi.

Hvad angår antikken er de økonomiske data i det hele taget beklageligt mangelfulde. Statistik var ikke en romersk lidenskab, og bagsiden af statens manglende regulering af den private industri er, at vi næsten ingen sammenhængende kildesæt har.

Ud fra det sparsomme kildemateriale der dog foreligger, så lader imperiets indtægter til at have ligget væsentligt højere end dets fikserede udgifter gennem hele den perioden. Inflationen menes ligeledes at have været lav (for sin tid) og konstant, dvs. ca. tre til fem procent.[3]

På baggrund af disse fakta og analysen ser det altså ud til, at det økonomiske systems grundlæggende brist hverken har været økonomiens iboende betingelser eller arbejdsstyrkens indhold af slaver. Hovedårsagen til den romerske økonomis relative primitivitet, og dertil hørende begrænsninger må altså findes andetsteds.

Via en sammenligning med andre oldtidsøkonomier, og ved et kig gennem hele historien frem til i dag virker det sandsynligt, at den romerske økonomis afgørende akilleshæl var, at den ligesom alle andre oldtidsøkonomier var baseret på kontante betalingsmidler. Derfor formåede statsmagten aldrig at generere noget omfattende kreditor- eller banksystem, og dermed var det offentlige system ikke i stand til at falde tilbage på obligationslignende lån. Således var statsadministrationen direkte afhængig af udbuddet af ædelmetaller.[4]

Når rigets administrative udgifter steg var statsmagten således nødt til at finde disse ekstra penge gennem øget beskatning, som så igen forårsagede en forringelse af såvel statens som individets kapacitet til at generere omsætning. Sagt med andre ord var staten altså tvunget til at gå imod sine egne langsigtede interesser, – til at bide sig selv i halen i de tilfælde hvor der manglende kapital.

Som et eksempel på det økonomiske systems vanskeligheder ved at håndtere de uforudsete udgifter kan vi kigge på året for Marcus Aurelius tronbestigelse, 161. Dér opførtes det kejserlige skatkammer til at indeholde 2 700 000 000 sestertier. Men ved kejserens død i år 181, noteredes det som værende nærmest tomt![5] Hertil kom, at Marcus Aurelius i sin levetid måtte forringe denarens sølvværdi fra 85 % til 75 % for at strække beholdningen af ædelmetal. Alle disse tiltag var nærmest tvungne nødvendigheder i et forsøg på at imødekomme de enorme ekstraudgifter, som opstod i forbindelse med Marcus Aurelius regeringstids katastrofer og krigsudbrud.[6]

I løbet af den periode blev det økonomiske system og dets afhængighed af rede kapital (og dens fysiske tilgængelighed) endvidere udfordret fra anden side: I takt med at de provinsielle velhavere kvalificerede sig som homo novus og fik andel i senatsprivilegierne, blev senatorstanden mere af en økonomisk klasse end et geografisk og historisk slægtsfællesskab, som det havde været under republikken. Efterhånden som den provinsielle lokaladel drog til Rom, tog de i udstrakt grad deres formuer med sig, hvilket medførte et anseeligt dræn på den tilgængelige kapital i provinserne med skadevirkninger på den lokale industri til følge. Perioden 96-180 e.Kr. var i det hele taget kendetegnet af en tiltagende etnisk diversifikation i takt med, at integrationen af provinserne også begyndte at vekselvirke med Rom således, at lokale stormænd efterhånden begyndte at måle sig med de oprindelige romere. Ved periodens start talte det romerske senat således 80 % etniske romere, hvorimod tallet under Marcus Aurelius var faldet til 50 %.[7] [8]

En opsummering af periodens sociale og økonomiske forhold kan tillade os at konkludere, at idet ingen nye produktionsmetoder blev taget i brug, måtte mulighederne for videre økonomisk vækst nødvendigvis være forbundet med enten øget befolkningstilvækst eller videre erobringer. Og da ingen af disse ting fandt sted efter Trajans regeringstid, var det økonomiske systems stagnation blot et spørgsmål om tid.

[1] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 177

[2] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 166

[3] Prodromídis, Pródromos-Ioánnis: Another View on an Old Inflation s. 27

[4] Hammon, Mason: Economic Stagnation in the Early Roman Empire s. 80

[5] Hammon, Mason: Economic Stagnation in the Early Roman Empire s. 77

[6] Jones, A.H.M.: Inflation under the Roman Empire s. 296

[7] Grant, Michael: The Antonines – The Roman Empire in Transition s. 156

[8] Hertil kan det yderligere påpegedes, at periodens første kejser (Nerva) samtidig også var den sidste romerske kejser som var af italiensk fødsel og familie.

Romersk militær i perioden 96-180 e.Kr.

Fra dagene under etruskisk herredømme havde Roms militær gradvist udviklet sig fra brugen af den græske falanks og frem til periodens (96-180 e.Kr.) kejserlige eller marianske legion. Med betegnelsen ”mariansk” røbes allerede grundpillen i legionernes organisation. Gaius Mariuses militærreformer blev implementeret allerede i republikansk tid, nemlig 107 f.Kr., men deres altovervejende indvirkning på den romerske militærmaskine kan siges at strække sig helt til Diokletians (kejser fra 284-305 e.Kr.) dage, hvor de germanske støttetropper begynde at udgøre et militært bidrag sammenligneligt med legionernes.

I republikken allertidligste dage har bystatens Roms militær sandsynligvis lignet enhver anden græsk eller etruskisk falanks i felten. Og elementer af denne form for militærorganisation hang ved helt indtil årene op til de marianske reformer. De centrale elementer i den ”arkaiske” doktrin, for Rom såvel som for Grækenland, har været, at borgerne skulle tilhøre en vis samfundsklasse, dvs. ikke komme fra samfundets absolutte bund, og at den enkelte borger var ansvarlig for erhvervelse og vedligeholdelse af sin personlige udrustning. I tilfældet Rom forventedes det desuden, at den enkelte borgers personlige velstand beløb sig til minimum 3000 sestertier.

Grundtanken bag denne doktrin var, at de borgere som havde mest at miste ved statens eventuelle nederlag også var dem som ville kæmpe ivrigst og klogest, når de repræsenterede selvsamme stat i felten. De marianske reformer ændrede alt dette, og deres historisk mest skæbnesvangre (bi)virkning var da også, at den enkelte legion under den marianske ordning stillede sig loyal over for sin general, og ikke for den romerske stat. I perioden 96-180 e.Kr. ses dette forhold først direkte under Nerva hvor prætorianergarden ikke opfatter ham ”som en af deres”, og senere indirekte i form af de store summer ”tiltrædelsespenge” som kejserne måtte betale legionerne for deres (tvivlsomme) loyalitet.

Hvis man kigger på epistemet – romernes tendens til at optage og tilpasse uden at opfinde kvalitativt nyt, så er legionens succes helt på linie med konklusionerne etableret i dét afsnit. Allerede Montesquieu skriver i sine betragtninger om emnet, at:

“It should be noted that the main reason for the Romans becoming masters of the world was that, having fought successively against all peoples, they always gave up their own practices as soon as they found better ones.”[1]

Eksempler på “kopieret” militærpraksis omfatter bl.a. det korte gladius-sværd, som romerne først stiftede bekendtskab med på den Iberiske halvø, skibsdesign (Kartago), langbuen (Ægypten) og det pansrede kavaleri, de såkaldte kataphraktoi, som de havde lært at kende fra Partherne.

Af alle de institutioner og praksisser som undergik forandringer i perioden 96-180, må militæret ikke overses: De grænser, og det statsapparat, som Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus og Aurelius administrerede var i høj grad fastlagt under Augustus, og deres politikker kan i høj grad ses som en videreførelse af Augustuses oprindelige politikker.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at antallet af italienere i legionerne var faldet fra 65% under Augustus, til 1% under Marcus Aurelius.[2] Periodens kejsere kommanderede altså med andre ord et militær med en fundamentalt set anderledes sammensætning end Augustus og hans efterfølgere havde gjort det.

Periodens overordnede militære operationer kan overordnet set opdeles i to, nemlig de aktive felttog under Trajan, og de mere reaktive defensive, centralistiske ordninger under Nerva, Hadrian og Anotoninus Pius.

De to store krige under Marcus Aurelius og Lucius Verus (felttoget mod Partherne og den Markomanniske krig) befinder sig et sted herimellem: For mens de ret beset omfattede operationer udenfor rigets grænser, og tilmed sigtede efter at indtage eksempelvis Partherrigets hovedstad, så var de i bund og grund et led i den førnævnte defensive/reaktive militærpolitik bedrevet af Nerva, Hadrian, Antoninus Pius og altså også Marcus Aurelius.

Det mest overmandede eksempel på denne politik er naturligvis Hadrians mur i Nordengland, som med sine 117 kilometer udgjorde periodens bedst befæstede grænse. Den forblev bemandet og i brug fra sin opførsel i 122 e.Kr. og til den romerske tilbagetrækning fra de Britiske øer i ca. 410 e.Kr.[3]

[1] Montesquieu: Grandeur and Declension of the Roman Empire (1734)

[2] Grant, Michael: The Antonines – The Roman Empire in Transition s. 156

[3] Af helhedshensyn skal den Antoninske mur i det nuværende Skotland dog nævnes. Påbegyndt i 142 e.Kr. men forladt igen allerede tyve år senere under Marcus Aurelius da romerne måtte opgive at erobre det mellemliggende land.

Om den romerske kejser Nerva

Hen imod slutningen af kejser Domitians regeringstid tiltog hans livslange aversion mod adelsmænd, og kejserens latente modvilje mod senatet udviklede sig trinvist til en åbenlys magtkamp, hvor Domitian ved flere lejligheder dristede sig til at stække senatets magtbeføjelser og desuden at ydmyge navngivne senatorer ad hominem.[1]

I år 96 lykkedes det imidlertid en sammensværgelse af politiske modstandere at komme Domitian til livs, og allerede på dødsdagen kontaktede de sammensvorne den romerske adelsmand Marcus Cocceius Nerva, for at tilbyde ham kejsertronen med senatets velsignelse.[2] Nerva accepterede, og eftersom der for en gangs skyld ikke var en tronrager på march for at tilrane sig kejsertronen, kunne det romerske senat nu før første gang i principatets historie praktisere sin formelle ret til at udpege og indsætte kejseren.

At senatet hurtigt havde kunnet enedes om at udpege Nerva skyldes højst tænkeligt et kompromis: Han var aldrende og barnløs og dermed ideel som overgangsfigur. Nerva var 61 da han for første gang kunne iføre sig de romerske kejseres lilla kappe. Hans regeringstid blev kort som ventet, men til gengæld også uventet dramatisk.

For at signalere en ny politisk tidsalder – og måske for at gardere sig mod at Domitians skæbne også skulle overgå ham – lancerede den nytiltrådte Nerva en omgående omstødelse af Domitians despotiske senatspolitik og erstattede den med en ny samarbejdspolitik, der markerede sig klarest i kraft af ophævelsen af politiske eksil- og fængselsstraffe, samt i tilbageleveringen af konfiskeret privatejendom.

For senatorstanden havde Nervas indsættelse altså betydet en tilbagevenden til bedre kår. Men for soldaterne i felten var det derimod let at se overgangen fra Domitian (som flere gange havde været i felten)[3] til Nerva (der aldrig havde befundet sig på en slagmark) som et nederlag, og knapt et år efter Nervas indsættelse, i oktober år 97, begik prætorianergarden mytteri. Her holdt de Nerva som gidsel i kejserpaladset med krav om udleveringen af Domitians formodede mordere.[4] Nerva gav efter for soldaternes pres og undslap derved uskadt. Men episoden havde tydeliggjort en alvorlig sårbarhed i de romerske kejseres magtgrundlag, nemlig deres afhængighed af militærets loyalitet.

Optrinet provokerede efterfølgende Nerva udi sin måske vigtigste handling som kejser: Udnævnelsen af militærmanden Marcus Ulpius Traianus (Trajan) som sin efterfølger og adoptivsøn. Herved forsøgte Nerva sandsynligvis at sikre sig mod lignende forsøg på at udfordre den kejserlige autoritet.[5] Nerva søgte altså at kombinere sine evner som urban homo politicus med den militære erfaring og autoritet som generalen Trajan så åbenlyst besad. Nerva døde fredeligt godt tre måneder senere.

[1] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 31

[2] Cassius, Dio: Dio’s Roman History bog LXVII og LXVIII

[3] Sueton: Romerske Kejsere s. 367

[4] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 32

[5] Birley, Anthony: Marcus Aurelius: A Biography s. 16

Om den romerske kejser Antoninus Pius

Omtale af Pius må nødvendigvis blive kort. Allerede den britiske historiker Edward Gibbon skrev: “Antoninus diffused order and tranquillity over the greatest part of the earth. His reign is marked by the rare advantage of furnishing very few materials for history; which is, indeed, little more than the register of the crimes, follies, and misfortunes of mankind.”[1] og den supplerende litteratur bekræfter blot dette billede.

For sin indledende forfølgelse af Roms senatorer, og for andre politiske henrettelser i løbet af Hadrians regeringstid, søgte Senatet nu hævn over den afdøde kejser Hadrian, og havde det ikke været for Antoninus Pius, ville Hadrian sandsynligvis have fået et eftermægle som en Nero, en Domitian eller en Commodus. Antoninus Pius insisterede på, at senatet skulle ophøje Hadrian til guddom, men viste sig til gengæld villig til at omstøde dødsdomme og ophæve eksilstraffe. Magtovertagelsen signalerede et politisk daggry i lighed med tiden umiddelbart efter Nervas tronbestigelse, men denne gang skulle det gode forhold vise sig holdbart, og senatet begavede umiddelbart efter dennes tiltrædelse Antoninus med det ærefulde tilnavn Pius; en udsædvanlig hæder, som han delte med Vergils mytiske Æneas.[2]

Som menneske og som kejser var Antoninus Pius retrospektiv, og hans konservative regeringsform viste sig snart at passe fortrinligt med imperiets tilbageskuende sindelag. Antoninus Pius fortsatte i påpasselig grad sine forgængeres forsigtige økonomiske politik ved at undgå ekstravagante byggerier såsom Hadrians pragtvilla på Palatinerhøjen. Faktisk følte Antoninus Pius sig så forpligtet af cæsarkappen, at han i et af sine breve gav udtryk for, at han var ansvarlig for at færdiggøre alle såvel lovede som igangværende byggerier fra Hadrians tid, førend han kunne påbegynde sine egne – ikke nogen nem opgave når Hadrian i øvrigt betragtede sig selv som arkitektkejseren.

I løbet af Antoninus 22 år som kejser oplevede imperiet en række oprør og grænseuroligheder rundt om i riget. Ingen af disse var dog af samme militære omfang, som urolighederne under Trajan, og intet af det krævede kejserens personlige indgriben i sin kapacitet som de romerske styrkers øverstbefalende. Denne omstændighed muliggjorde en særegen provins- og udenrigspolitik, som tillod Antoninus Pius at blive i Italien gennem mesteparten af sin regeringstid, og i stedet diktere provinsadministration gennem korrespondancer til lokale guvernører, og i visse tilfælde til selve provinsernes borgere.[3] Om denne linie var udtryk for konkrete magtpolitiske overvejelser eller en simpel forfordeling af provinsielle affærer, er nærmest umuligt at vurdere, men på baggrund af det tilgængelige kildemateriale lader Antoninus’ politikker i alle fald til at have været genstand for en oprigtig beundring i såvel Rom som i provinserne, og blandt senatsstanden, med hvem han rådførte sig tættere end nogen anden Antoninsk kejser. Om ham skriver den senere kejser Marcus Aurelius:

Vær i alting en discipel af Antoninus. Hans taktfulde optræden ved mundtlige forhandlinger, hans sinds ligevægt ved alle lejligheder […] Denne ivrighed når det gjaldt at sætte sig ind i en sag, og hvordan han så aldrig slap den ud af hænde uden efter fuld indsigt og klar gennemtænkning.[4]

[1] Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire kap. II

[2] Thomsen, Rudi: Marcus Aurelius: En filosof på kejsertronen s. 25

[3] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 33

[4] Aurelius, Marcus: Tanker til sig selv s. 74