Author Archives: Majken Hirche

Hjerte-Sutra’en på dansk

MAHA PRAJNA PARAMITA HJERTE SUTRA

 

DA BO-DHI-SATT-VA A-VA-LO-KI-TES-VA-RA

PRAK-TI-SE-RE-DE DEN DY-BE PRA-JNA PA-RA-MI-TA,

SÅ HAN, AT DE FEM SKAN-DHA-ER ER TOM-ME,

OG BLEV FRI AF AL KVAL.

 

SHA-RI-PU-TRA!

HER ER FORM TOM-HED. TOM-HED ER FORM.

FORM ER IK-KE AD-SKILT FRA TOM-HED.

TOM-HED IK-KE AD-SKILT FRA FORM.

HVAD DER ER FORM, ER TOM-HED.

HVAD DER ER TOM-HED, ER FORM.

SÅ-DAN ER OG-SÅ SAN-SE-KU-LØR, BIL-LE-DE,

TIL-SKYND-EL-SER, AN-LÆG OG BE-VIDST-HED.

 

SHA-RI-PU-TRA!

HER BE-TEGN-ES ALT SOM TOM-HED.

ER IK-KE SKABT, KAN IK-KE FOR-GÅ.

ER IK-KE FOR-U-REN-ET, IK-KE REN.

ER IK-KE U-FULD-ENDT, IK-KE FULD-ENDT.

DER-FOR ER DER I TOM-HED ING-EN FORM, SAN-SE-KU-LØR,

BIL-LE-DE, TIL-SKYND-EL-SER, AN-LÆG EL-LER BE-VIDST-HED.

 

INT-ET Ø-JE, Ø-RE, NÆ-SE, TUNG-E, KROP EL-LER SIND.

ING-EN FAR-VE, LYD, LUGT, SMAG, BE-RØR-LIGT EL-LER TAN-KE.

FRA INT-ET Ø-JE TIL ING-EN TAN-KE-BE-VIDST-HED.

FRA ING-EN U-VID-EN-HED OG INT-ET OP-HØR AF U-VID-EN-HED

TIL INT-ET FOR-FALD OG DØD OG INT-ET OP-HØR AF FOR-FALD OG DØD.

ING-EN KVAL, DENS OP-STÅ-EN, OP-HØR OG VEJ-EN TIL DENS OP-HØR.

ING-EN ER-KEND-EL-SE OG OP-NÅ-EL-SE OG ING-EN IK-KE-OP-NÅ-EL-SE.

 

NÅR EN BO-DHI-SATT-VA, UD-EN ØNSK-E OM OP-NÅ-EL-SE, HVIL-ER I

PRA-JNA PA-RA-MI-TA, ER SIND-ET KLART OG UD-EN ANGST,

UD OV-ER AL-LE MIS-FOR-STÅ-EL-SER, NÅR HAN NIR-VA-NA.

 

AL-LE BUD-DHA-ER I FOR-TID, NU-TID OG FREM-TID,

VÅGN-ER OP TIL FULD AF-KLAR-ING OG OP-LYS-NING

TAK-KET VÆ-RE PRA-JNA PA-RA-MI-TA.

 

DER-FOR VED VI, AT PRA-JNA PA-RA-MI-TA

ER DET STO-RE U-FAT-TE-LIGE MAN-TRA,

DET STRÅL-EN-DE, U-OV-ER-TRUF-NE OG U-FOR-LIG-NE-LIG-E MAN-TRA,

SOM I SAND-HED FJERN-ER AL KVAL. HVAD KAN GÅ GALT ?

DET LYD-ER:

GA-TE GA-TE PA-RA-GA-TE PA-RA-SAM-GA-TE BO-DHI SVA-HA !

GA-TE GA-TE PA-RA-GA-TE PA-RA-SAM-GA-TE BO-DHI SVA-HA !

GA-TE GA-TE PA-RA-GA-TE PA-RA-SAM-GA-TE BO-DHI SVA-HA !

15 forsvarsmekanismer, og de personlighedstræk de tyder på

af Ryan Smith

Her følger en liste over 15 klassiske psykologiske forsvarsmekanismer. Vi bruger alle en bred vifte af forsvarsmekanismer i vores hverdag, men i den psykoanalytiske tradition for studiet af personlighed er det blevet postuleret, at der findes en sammenhæng mellem en stærk præference for at bruge en bestemt forsvarsmekanisme og så den generelle personlighed.

I

Forsvarsmekanisme: Rationalisering (at finde en begrundelse for, hvorfor en uønsket handling alligevel er acceptabel)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men hun havde ikke lyst til sex, sidst vi sås, så det er ok.”
Tyder på:
Narcissistiske eller sadistiske træk

II

Forsvarsmekanisme: Introjektion (at tage andres holdninger til sig, som var de ens egne)
Eksempel: ”Min kæreste var mig utro, men han siger, at det er ok, så derfor er det også ok.”
Tyder på:
Dependente træk

III

Forsvarsmekanisme: Dissociation (ikke at tage ansvar for egne handlinger)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men det var, fordi øjeblikket var så intenst, at jeg blev revet med.”
Tyder på:
Histrioniske træk

IV

Forsvarsmekanisme: Projektion (at tillægge andre ens egne handlinger og motiver)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men han havde også været mig utro, eller i hvert fald havde han tænkt på at være mig utro.”
Tyder på:
Paranoide træk

V

Forsvarsmekanisme: Askese (at straffe sig selv)
Eksempel: ”Min kæreste var mig utro, men det er også, fordi jeg er så utiltalende; det er et signal til mig om, at jeg bør tabe mig, træne mere, få en ny garderobe og arbejde med min personlighed.”
Tyder på:
Depressive træk (også kaldet dystymiske træk)

VI

Forsvarsmekanisme: Forskydning (at holde andre end selve gerningsmanden ansvarlig for gerningsmandens handlinger – typisk fordi gerningsmanden er ”for magtfuld” til, at man kan blive sur på vedkommende direkte, eks. dominerende kæreste, chef, forælder osv.])
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro, men det er i virkeligheden hans venners skyld, fordi de tog ham med i byen og drak ham fuld.”
Tyder på:
Negativistiske træk (personlighed præget af skepsis og misbilligelse)

VII

Forsvarsmekanisme: Regression (at ”gå i barndom”)
Eksempel:
Gråd, ukontrolleret råben og skrigen, afmægtig sparken til ting, indtagelse af fosterstilling.
Tyder på:
Borderline træk

VIII

Forsvarsmekanisme: Reaction-formation (at give udtryk for det modsatte af, hvad man egentlig føler, fordi man tror, at ”det skal man.” Præsenterer sig selv som fattet og overskudsagtig, selvom man er vred og såret indeni)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro, men hvis det var noget, hun havde brug for at udforske, så er det sådan set okay. Mig rører det ikke.”
Tyder på:
Tvangsprægede træk (også kaldet compulsive)

IX

Forsvarsmekanisme: Forstørrelse (at overdrive oplevelser i positiv eller negativ retning, så nuancerne går tabt)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro, hele mit liv er ødelagt, det er ikke længere værd at leve!”
Tyder på:
Hypomaniske træk

X

Forsvarsmekanisme: Ophøjelse (at ophøje den aktuelle begivenhed til et punkt i en dramatisering af ens livshistorie; at se sit liv som en tragedie og tolke begivenheder ind i dette narrativ)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro – det er præcis, som da jeg var lille, og min far var min mor utro, og det ødelagde familien og min barndom.”
Tyder på:
Masochistiske træk

XI

Forsvarsmekanisme: Benægtelse (den mest primitive af alle forsvarsmekanismer, ses ofte hos alkoholikere og narkomaner)
Eksempel:
”Nej, jeg var dig ikke utro!”
Tyder på:
Hvis manipulerende: Anti-sociale træk. Eller hvis magtesløs: Udifferentieret (primitiv) personlighed

XII

Forsvarsmekanisme: Raseri, eller ”at afreagere”
Eksempel:
”Var du mig utro!? Jeg slår dig ihjel, knuser dig, du kommer aldrig til at leve et normalt liv igen!”
Tyder på:
Anti-sociale træk

XIII

Forsvarsmekanisme: Intellektualisering (at undertrykke egne følelser og fortælle om ubehagelige oplevelser på en mekanisk og faktuel måde)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro. Hun havde en lyserød bluse på, den aften hun tog i byen. Hun har fortalt mig, at den fyr, hun var sammen med, hed Allan.”
Tyder på:
Skizoide træk

XIV

Forsvarsmekanisme: At omgøre (bizar og idiosynkratisk gestik, halve sætninger og flakkende øjne giver tilhøreren det indtryk, at vedkommende er ved at ”omgøre” sine indre mentale repræsentationer af den traumatiserende begivenhed)
Eksempel:
”Var du mig utro? Det… det… jamen sådan kan man også… det… det… nå… [stilhed]”
Tyder på:
Skizotypale træk

XV

Forsvarsmekanisme: Fantasi (dagdrømmeri)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men det skete på en naturudflugt, der var som en parallel virkelighed. Det, der skete, var ikke en del af hverdagen i storbyens stress og jag; det hører til i en anden verden.”
Tyder på: Undvigende træk

Psykiatriens Amatører, del 1

Okt 2005: Henvendelse på Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg. Efter visiterende samtale med psykiater NN får jeg at vide, at jeg vil får svar på om de kan tilbyde mig behandling indenfor to måneder.

Marts 2006: Distriktpsykiatrisk center på Frederiksberg har smidt min sag væk. Efter opringning flover de sig, og vælger at tilbyde mig behandling.

Behandling starter med estisk psykiater, NN. Forholdsvis useriøs behandling. På et tidspunkt spørger jeg ham: “Hvordan ved du, at jeg har det sådan, som du beskriver?” Han svarer: “Det er min sjette sans.”

Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg aflyser i øvrigt aftaler et par gange over mails, som jeg aldrig får. Da jeg går sekretæren i bedene påstår hun urokkeligt, at have sendt de pågældende mails. Et kig i hendes sagsmappe afslører imidlertid, at den pågældende sekretær ikke har forsynet de pågældende mails med en “.com”-endelse, og at jeg derfor aldrig har fået dem.

5/4 2006: Samtale med sagsbehandler NN. Hun præsenterer muligheden for, at jeg kan få revalidering. Siger, at min sag passer som “fod i hose” og afslutter samtalen med at sige: “Så det søger vi til dig!”

19/6 2006: Min faste psykiater (ham med den sjette sans) er ikke til stede. En tysk psykiater, NN, som jeg aldrig før har talt med, nærmest truer mig til at påbegynde behandling med Bristol-Meyers-præperatet Abilify. Han siger bl.a. at hvis jeg ikke vil samarbejde, kan de ikke hjælpe mig. Jeg spørger, om de kun vægter samarbejde i villighed til at tage medicin, han svarer nej, og siger så senere, at hvis jeg ikke påbegynder behandling med Abilify vil jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Han siger også i løbet af samme samtale, at Abilify ikke påvirkede patientens bevidsthed. Producenter siger dog selv:

“Abilify may impair judgment, thinking, or motor skills. Users should be careful in operating machinery, including automobiles, until they know how Abilify affects them. Abilify may cause trouble swallowing (esophageal dysmotility). This can cause choking and lead to a type of pneumonia called aspiration pneumonia in some patients.”

19/6 2006: Jeg spørger i receptionen, hvordan det går med at søge revalidering, som sagsbehandler NN sagde, at hun ville “skaffe til mig” 5/4. Efter en forvirret søgen rundt i sagsmapperne kommer det frem, at der intet er gjort eller sat i gang.

23/6 2006: Jeg forfatter en lang mail til Distriktpsykiatrisk Center på Frederiksberg hvor jeg opridser de forsømmelser og behandlingsfejl, som der har været i forløbet. Jeg får et svar tilbage fra ergoterapeut NN. Hun skriver: “Jeg synes vi skal tale om det.” Men hun vender aldrig tilbage.

Ukendt Dato: Visitationssamtale på en anden psykiatrisk enhed (OPUS). Denne enhed har smidt journal fra Frederiksberg væk. jeg må begynde forfra med at fortælle dem min sygehistorie.

OPUS er i sommermånederne ikke i stand til at foretage sig noget ang. revalidering eller SU til mig, grundet egne og øvrige offentlige medarbejderes ferie. Sagen kunne have været afsluttet i marts-april såfremt Frederiksberg Psykiatisk havde taget hånd om deres arbejdsansvar og ikke syltet sagsbehandlingen.

OPUS hjælper mig med at udfylde formularer til SU. Jeg sendes med bussen fra OPUS til Frederiksberg rådhus hvor sagsbehandler NN efter 30 minutter erklærer, at OPUS har udfyldt formularerne forkert. Jeg prøver at forklare, at jeg også forstår dokumentet skal udfyldes såsom OPUS har gjort det. NN fejer mit indtryk af bordet uden modargumentation. Resulatetet er, at OPUS og NN har en lang telefonisk udveksling på min telefon og for min regning, hvorefter OPUS accepterer, at NN har ret. Jeg sendes tilbage til OPUS med formularen.

Et par dage senere viser det sig, at OPUS havde udfyldt dokumentet korrekt til at begynde med. Det hele må nu starte forfra.

Der er en taberkultur i det offentlige, hvor folk ikke bliver stillet til regnskab for deres fejl.

Buddhismens tre virkelighedsopfattelser

af Ryan Smith

Den klassiske tekst, Treatise on Buddha Nature, tilskrives den indiske munk Vasubandhu, som levede i det fjerde århundrede efter Kristus. I en vigtig passage taler Vasubandhu om tre måder at se verden på: Den diskriminerende, den relative, og den sande. Her vil vi citere og kommentere.

Den diskriminerende måde

Den første måde, som Vasubandhu fortæller os om, er den diskriminerende måde:

“Den diskriminerende måde har for altid været ikke-eksisterende. Og dog er det ikke tilfældet, at den er [fuldstændig] blottet for virkelighed. Hvorfor? Fordi de navne og ord, der udgør denne sandhed, forbliver.”

Den diskriminerende måde at se verden på er den måde, hvor alting tildeles navne, kategorier og ord, og mennesket så styrer gennem tilværelsen på baggrund af disse (ultimativt falske) definitioner, det har skabt for sig selv. Det kan siges at svare til en forsker, der bevæger sig rundt i et laboratorium fyldt med tusindvis af reagensglas; på ydersiden af hvert reagensglas er der en etiket med en påskrift om, hvad reagensglasset indeholder. Forskeren er så optaget af at navigere efter labels, at han aldrig stopper op for at se, præcis hvad der er i de enkelte glas. Han ser kun de ydre definitioner på etiketterne og går derved glip af en dybere forståelse af virkeligheden.

En anden grund til, at den diskriminerende måde at opleve verden på er forkert, er, at den er tilbøjelig til at opfatte alle objekter som distinkte: Lad os sige, at et af forskerens reagensglas indeholder syre, og at et andet indeholder base. Med den diskriminerende måde at opfatte virkeligheden på vil man ikke opfatte nogen intrinsisk sammenhæng mellem de to, og derved vil man ikke forstå, at alle forekomster her i universet er indbyrdes afhængige af hinanden, sådan som buddhismen mener, at de er.

Men hvorfor siger Vasubandhu så, at den diskriminerende måde at opleve verden på ikke er fuldstændig blottet for virkelighed? Jo, fordi de definitioner, som det diskriminerende sind sætter på forekomster i universet, i sig selv er med til at styre den enkeltes adfærd, hvilket er en del af virkeligheden. Lad os f.eks. sige, at forskeren fra før har tænkt sig at tage noget C-vitamin: Han roder rundt mellem de mange tusinde reagensglas i sit laboratorium for at finde det glas, der bærer etiketten ”C-vitamin”. Da han finder reagensglasset, åbner han det og sluger indholdet. Men i virkeligheden indeholdt glasset blot kalk. Forskeren har altså gjort noget forkert i forhold til sin intention om at indtage C-vitamin, men det, der fik forskeren til at gøre det, var de definitioner. han troede på, som der knytter sig til den diskriminerende måde at opfatte virkeligheden på, og som i sig selv er falske.

Den relative måde

Den næste måde at opfatte virkeligheden på, som Vasubandhu fortæller os om, er den relative måde:

Den relative måde eksisterer og er dog alligevel ikke virkelig. Den eksisterer på baggrund af forvildet bevidsthed … men så vidt som den ikke opfatter tingene Fuldstændig-som-de-er, så vidt er den relative måde ikke virkelig. Hvorfor? Fordi ideen om gensidig opståen er virkelig. I sammenligning med den diskriminerende måde så eksisterer denne måde. Men i sammenligning med den sande måde at opfatte virkeligheden på, eksisterer den relative måde ikke ”rigtigt”. Dette kaldes at eksistere uden i sandhed at være rigtig.

Buddhismens ide om gensidig opståen er, hvad der ligger bag troen på, at alt, hvad der findes, er ét. Dette kaldes også tomhed med henvisning til, at alle ting (og fænomener) er blottet for intrinsisk natur: De eksisterer kun i relation til andre ting (hvorfor denne måde at se verden på kaldes den relative måde): Ser man verden gennem den diskriminerende måde, så ville man tænke på et menneske som havende individuel eksistens, men ser man det samme menneske gennem den relative måde, så vil man se, at mennesket ikke kan eksistere uden andre mennesker at definere sin individualitet i forhold til. Ligeledes kan konceptet mennesker heller ikke eksistere uden noget, der ikke er et menneske, at eksistere i forhold til. Alt eksisterer relativt til hinanden, da alting, set fra en dybere måde (end den diskriminerende måde), hænger sammen. Da alting dybest set hænger sammen, så kan sort ikke eksistere uden hvid, ligesom varm ikke kan eksistere uden kold, og et individ ikke kan eksistere uden et andet individ at eksistere i forhold til.

Derfor er den relative måde at opfatte virkeligheden på mere sand end den diskriminerende måde, men mindre sand end den sande måde, som vi skal se på i næste afsnit. I forhold til den sande måde er den relative måde at opfatte virkeligheden på stadig en forvildelse.

Andetsteds i Treatise on Buddha Nature forklarer forfatteren desuden, at den relative måde at opfatte virkeligheden på kan ses som både ren og uren: Det urene kommer ud af den diskriminerende bevidsthed, idet prædikater som ’kold’, ’varm’, ’sort’ og ’hvid’ stadig er en form for diskriminerende måde at opfatte virkeligheden på. De rene elementer af den diskriminerende måde kommer derimod ud af, at man opfatter tingene Fuldstændig-som-de-er, som ligeledes er fundamentet for den sande måde at opfatte virkeligheden på, som vi skal se herunder.

Den sande måde

Den sidste måde, som vi skal høre om, er den sande måde:

Den sande måde er at se virkeligheden Fuldstændig-som-den-er, med hensyn til hvilken det at-eksistere og det ikke-at-eksistere begge er virkelige, fordi hverken det at-eksistere eller det ikke-at-eksistere er tilfældet.

Her får vi altså at vide, at ”det at-eksistere og det ikke-at-eksistere begge er virkelige, fordi hverken at-eksistere eller det ikke-at-eksistere er tilfældet”, hvilket svarer omtrent til at sige, at ”en ting er både sort og hvid, fordi den hverken er sort eller hvid”. Det kan lyde som sort snak, men henviser til det faktum, at den højeste måde at opfatte verden på er såkaldt non-dualistisk, hvilket betyder, at verden ikke kan deles op i diskriminerende bidder, der så kan ses relativt til hinanden. Fra et non-dualistisk perspektiv opleves tingene Fuldstændig-som-de-er, hvilket vil sige, at objekter, der med den relative opfattelse kun eksisterede relativt til hinanden, nu, med den sande opfattelse, eksisterer både som distinkte objekter og relativt til hinanden, fordi den sande måde at opfatte virkeligheden på er non-dualistisk.

Når den sande måde at opfatte virkeligheden på er non-dualistisk, skyldes det, at den sande måde ser tingene Fuldstændig-som-de-er, og at tingene Fuldstændig-som-de-er eksisterer uden tanker og derfor uden koncepter. Den japanske zen-mester Dainin Katagiri forklarede engang dette, som om man med den sande måde at opfatte virkeligheden på blot opfatter tingene uden at gøre sig tanker om dem. Man har populært sagt tømt sin knold for tanker gennem meditationen.

Til sidst er det vigtigt at huske, at der på trods af de tre virkelighedsopfattelser kun er én virkelighed ifølge buddhismen. Denne virkelighed kan så subsidiært opleves enten fuldstændig forvildet (den diskriminerende måde), delvist forvildet (den relative måde) og oplyst (den sande måde). Der er ingen skjult, esoterisk virkelighed, der er mere sand eller ren end den virkelighed, der er lige her og lige nu. Det er blot vor egen opfattelse af virkeligheden, der kan være forvildet gennem den fejlagtige tro på distinkte objekter såsom individuel eksistens.

Alle passager er citeret fra Treatise on Buddha Nature, stk. 794c

Parmenides’ digt på dansk

Parmenides var den vigtigste vestlige filosof før Platon. Vi har kun nedenstående fragmenter af hans store digt om eksistensen og det-som-er.

Parmenides kontrasteres ofte med Heraklit, for hvor Heraklit sagde, at alt ændrer sig, så mente Parmenides derimod, at alting stod stille. Dog mente den tyske filosof Martin Heidegger, at de to grækere dybest set var enige om tilværelsens natur.

Til venstre ses maleren Raphaels fremstilling af Parmenides, detalje fra maleriet ‘Skolen i Athen’.

Nedenfor følger hele Parmenides’ digt i dansk oversættelse. Digtet kan deles op i tre: Introduktionen, hvor den unge mand, sikkert Parmenides selv, bliver ført op til Gudinden og hilst velkommen, Afsløringen, hvor Gudinden forklarer den unge mand sandheden om universet, og så Konventionen, hvor Gudinden forklarer den unge mand om den fejlagtige måde, som dødelige opfatter verden på.

Introduktionen

I

De heste, der bærer mig, bar mig så langt,
som mit hjerte nogensinde havde ønsket,
da de anbragte mig og satte mig på den ansete Vej,
der tilhører Gudinden, der med sine egne hænder fører den vidende mand,
gennem alle ting.

Ad denne vej blev jeg ført;
og videre [oppe] ad vejen førte de vidende gangere mig,
de trak min vogn, og ungpiger viste vejen.
Og akslen [på vognen], glødende i naglen
og de hvirvlende hjul blev skyndet fremad på hver side [af vognen]
de afgav en lyd som lyden af en fløjte,
når solens døtre hastede mig fremad,
for at bringe mig ind i lyset,

og [der] kastede [de] deres slør af deres ansigter,
idet [vi] forlod Nattens bolig.
Der [så jeg] portene [til både] Nattens Vej og Dagens Vej,
indrammer med en overligger foroven og med en tærskel på sten for neden.
Selve portene er placeret højt oppe i luften, de [åbnes og] lukkes af mægtige døre,
og den hævnende Retfærdigheds [gudinde] holder de nøgler, der åbner dem.

Jomfruerne overtalte [Gudinden] med blide ord og dygtig appel,
til at åbne op for de boltede barer, [der holdt portene lukkede].
Og da dørene åbnede, afslørede de en bred åbning,
idet deres messinghængsler, som var fastgjort med nitter og søm, svang åbne.

Direkte gennem [portene], på den brede Vej,
førte jomfruerne hestene og vognen,
og Gudinden hilste mig venligt og [hun] tog min højre hånd i sin,
[og] talte så disse ord til mig:

”Velkommen, ærede ungersvend,
som kommer her til min bolig i den vogn,
der bærer dig, der føres af de udødelige jomfruer!
Det er ikke det pauvre tilfælde, men retfærdighed og rigtighed,
som har sendt dig ud for at rejse ad denne Vej.
Langt væk ligger den i sandhed fra den vanlige vej,
som[dødelige] mænd betræder!
At møde [denne Vej] er, at du skal lære om alle ting,
både om den overbevisende sandheds urokkelige hjerte,
samt om de opfattelser de dødelige [bærer],
og som man slet ikke kan regne med.

Men ikke desto mindre
skal du også lære om [de dødeliges meninger],
eftersom du bliver nødt til at dømme tingene [som de ser ud for dødelige],
idet du går gennem alle anskuelser på din rejse.

Afsløringen

II

Kom med, og jeg vil fortælle dig –
og du skal lytte til min forklaring og tage den med dig herfra:
De eneste to måder at undersøge verden på, der kan udtænkes, er disse:

Den første, navnlig, at det-som-er, ER TIL,
og at det er umuligt for det-som-er ikke at være til.
Dette er overbevisningens Vej (for overbevisning følger af [kendskabet til] sandheden).

Den anden, navnlig, at det ikke er nødvendigt for helheden af det-som-er at eksistere.
Dette, fortæller jeg dig, er en fuldkommen utroværdig Vej.
For du kan ikke kende til det, som ikke eksisterer, og ej heller kan du tale om det.

III

For det er den samme ting, der kan tænkes [på] og som kan være.

IV

V

VI

Det må nødvendigvis være sådan, at det, der kan tænkes, og det, der tales om, ER TIL,
for det er muligt for det-som-er at eksistere,
og det er umuligt for det-som-er at være intet.
Disse to ting bør du overveje.

Jeg holder dig tilbage fra denne måde at reflektere på:
[Måden] hvorpå dødelige, som intet ved, vandrer [omkring] i to sind,
fordi tøven guider de vandrende tanker i deres bryst,
så de føres bedøvede frem [gennem tilværelsen],
ligesom døve og blinde [mennesker].

Skarer, der ikke skelner,
i hvis øjne den-samme-ting og ikke-den-samme-ting [både] er og ikke-er,
og [for hvem] alle ting bevæger sig i modsatte retninger!

VII

Thi dette skal aldrig blive bevist:
At de ting, der ikke-er, ER TIL;
og hold du dit sind fra denne måde at reflektere på.
Og lad ej heller vanen tvinge dig
til at kaste et afsøgende øje på denne fordægtige Vej,
eller at vende dit ekkoende øre eller din tunge i retning af [denne Vej],
men bedøm du den subtile gendrivelse af denne Vej,
[som her er] afsagt af mig.

VIII

[Der er nu kun] en Vej tilbage, som vi kan tale om [med troværdighed],
nemlig at det-som-er, ER TIL.
På denne Vej er der virkelig mange vidnesbyrd om,
at det-som-er, er uskabt og uforgængeligt,
alene, komplet, ubevægeligt og uden ende.

Det har aldrig været, og det vil aldrig være, for det ER TIL NU,
alt på én gang, et kontinuerligt hele.
For hvad slags oprindelse vil du kigge efter for det-som-er?
På hvilken måde, og fra hvilken kilde, kunne det-som-er tage til?
Jeg vil ikke lade dig sige eller tænke,
at det-som-er opstod ud af det-som-ikke-er,
for det-som-ikke-er kan hverken tænkes, eller tales om,

Og hvis det-som-er opstod ud af intet,
hvilket behov kunne så have gjort,
at det-som-er opstod på et senere tidspunkt og ikke på et tidligere?

Derfor må det-som-er enten være fuldkomment [og uden tid],
eller slet ikke være.
Ej heller vil den kraft, som sandheden er,
tillade noget at opstå [som er] uden for det-som-er.
Derfor løsner Retfærdigheden ikke sine lænker
og lader ikke noget blive til eller forgå,
men holder det-som-er fast.

“ER det-som-er TIL eller er det-som-er ikke til?”
Der er med sikkerhed afsagt den dom,
at vi skal anse den ene af de to Veje som utænkelig og navnløs
(for det er slet ikke en sand Vej).

Men den anden Vej er sand og virkelig.
For hvordan kan det-som-er, eksistere i fremtiden?

Eller hvordan kunne det-som-er ’komme til’?
For hvis det-som-er er ’kommet til’, så ER det ikke TIL [i nuet],
og så kan det heller ikke være i fremtiden.
Således er den mulighed, at det-som-er bliver udslukket og forsvinder,
heller ikke noget, man [bør] høre tale om.

Ligeledes kan det-som-er heller ikke opdeles,
da det er ens overalt, og der er ikke mere af det på et sted end på et andet;
det ville forhindre det-som-er i at være [ensartet] sammen [overalt],
og derfor er der heller ikke mindre af det [på noget sted end på et andet],
men alt er [lige] fuldt af det-som-er [på alle steder].

Derfor er det-som-er ensartet;
for det-som-er er i berøring med det-som-er.

Derudover er det-som-er ubevægeligt,
idet det er langt i mægtige lænker,
er det-som-er uden begyndelse og uden ende;

Da det at opstå og forgå er blevet drevet langt væk [fra dine tanker],
og den sande viden har forkastet dem.
Det-som-er er ensartet,
og det er beliggende på det selvsamme sted,
blivende i-sig-selv.

Og dermed forbliver det-som-er konstant på sin plads,
for hård Nødvendighed holder det-som-er bundet inden for den grænse,
der holder det-som-er fast på alle sider.

Derfor er det ikke tilladt for det-som-er at være uendeligt,
for det-der-er mangler intet;
men hvis det-som-er nu var uendeligt,
så ville det mangle alt.

Det er den samme ting, der kan tænkes,
og af hensyn til hvilken det-at-tænke eksisterer.
For du finder ikke tanker, uden [at tankerne refererer til noget], der ER TIL,
og tanken er i samspil med det-som-er.

Og der er ikke og skal aldrig være en anden tid end NU,
for skæbnen har lænket det-som-er, så det er helstøbt og ubevægeligt.

Derfor er alle ting blot de navne, som dødelige har givet dem,
idet de tror, at det er sandheden:
at opstå og forgå,
at være og ikke at være,
at skifte placering og at udveksle af klare farver.

Men hvor har det-som-er sin yderste grænse?
det er fuldendt på alle sider,
lige langt fra centrum i alle retninger,
som var det-som-er en afrundet kugle.

For det-som-er kan ikke være større eller mindre på ét sted end på et andet.
For der er intet, som ikke er,
der kunne afholde eksistensen fra at strække sig,
lige [langt] ud [i alle retninger].

Ej heller er det muligt,
at der skulle være mere af det-som-er på ét sted og mindre på et andet,
eftersom hele eksistensen er uforanderlig.
Derfor: da det-som-er [strækker sig ligeligt ud] i alle retninger,
således er det også ligeligt begrænset i alle retninger.

Konventionen

Her afslutter jeg min troværdige tale og tanke om sandheden.
Herfra og frem skal du lære de dødeliges opfattelse [af det-som-er],
mens du lytter til min bedrageriske fremstilling [om de dødeliges opfattelse af verden].

De dødelige har i deres sind bestemt sig for at tale om to former,
hvoraf de burde have udeladt den ene.
Og det er derfor, de farer vild i forhold til sandheden.

De har tildelt en modsatrettet substans til hver [ting],
og de opfatter [ting] som separate fra hinanden:
Den ene ting tilskriver de ild fra himlen;
ild der er hårfin og lys,
og i alle henseender ensartet,
men dog forskellig fra den anden [substans].

Den anden [substans] er dens modsætning;
den mørke nat, en tæt og tung materie.

Om disse to fortæller jeg [dig]:
Jeg forklarer dig, hvordan hele kosmologien ser ud for de dødelige,
sådan at ingen dødelige kan overgå dig i viden.

IX

Nu hvor alle ting blevet navngivet [henholdsvis] lys og nat,
og de ting, der passer til hver af dem, hver i sær har fået tildelt disse navne,
(til det ene [objekt], det ene [navn], og til det andet [objekt] det andet [navn]).

Alt er på én gang fuldt af lys og [af den] mørke nat,
begge [er de] lige, da ingen af dem har noget som helst at gøre med den anden.

X

Og du skal kende til oprindelsen af alle de himmelske ting
og alle tegnene på himlen og de strålende gerninger,
som den glødende sols klare fakkel [har begået], og hvorfra de opstod.

Og du skal du kende det samme om månen med sit runde ansigt,
og dens vandrende gerninger;
[du skal lære om] hendes oprindelse.

Du skal også lære [om] himlene,
som omgiver os,
hvorfra de opstod, og hvordan Nødvendigheden tog dem,
og bandt dem til at holde sig inden for stjenernes grænser.

XI

Hvordan jorden og solen og månen, og himlen, der er
fælles for dem alle, og Mælkevejen, og den yderste Olymp
og stjernernes brændende magt opstod.

XII

De snævre cirkler er fyldt med ublandet ild,
og dem, der omgiver [de snævre cirkler er fyldt] med nat,
og midt mellem disse [cirkler] flagrer en del af ilden.

Midt i disse cirkler er den gudinde, som dirigerer
alle tings kurs, for hun hersker over al [den] smertefulde fødsel og al avl;
hun fører kvinden til omfavnelse af manden,
og manden til [omfavnelse af] kvinden.

XIII

Af alle guderne var Eros den første, hun fandt på.

XIV

Hun skinner om natten med lånt lys og vandrer rundt om jorden.

XV

Altid belaster hun sine øjne med solens stråler.

XV

XVI

XVII

Til højre; drenge, og på venstre side; piger.

XVIII

XIX

Således, ifølge mænds meninger,
fik tingene deres væsen,
og dermed de er nu.

Med tiden (tror dødelige) vil tingene vokse og forgå.
Til hver en ting har dødelige tildelt et fast navn.

Jalving interviewer Arzrouni

Dette skelsættende  interview med den liberale tænker Christopher Arzrouni blev bragt i 2005 og kan opfattes som en milepæl i opgøret med Anders Fogh, som på det tidspunkt stadig blev anset som en ansvarlig politiker. Interviewet bringes her med venlig tilladelse fra Kforum/ Timme Munk

af Mikael Jalving
Da Christopher Arzrounis ny bog udkom i sidste uge, skrev dagbladet Information, at han gør det, venstrefløjen ikke længere kan: kritisere den herskende orden. I gamle dage var det sådan, at samfundskritikken især kom fra venstre. Men sådan er det ikke længere. Venstrefløjen er blevet en del af Den Store Hvide Midte, der æder alt i dansk politik, hvorfor det er blevet tid til et rask, lille oprør fra højre. Det mener forfatteren til ’Helt uforsvarligt’.

Indrømmet, det er lidt indviklet – højre, venstre, venstre, højre. Måske endda barnligt. Selv siger hovedpersonen til K-forum, at hans bog mest af alt er et opgør med politikere i det hele taget. Fordi det er dem – og ikke befolkningen – der laver de fleste ulykker.

Et eksempel: Christopher Arzrouni, der i dag er redaktør på Weekendavisen, arbejdede engang for en Venstre-politiker på Christiansborg. Et valg var overstået, og tinget trådte sammen igen. Politikeren siger noget i retning af, at ’nu skal det blive godt at komme i gang’, hvortil den unge Christopher Arzrouni spørger: ’Med hvad?’ – ’Ja, med det politiske arbejde’, svarer politikeren. ’Jamen, hvad er det, vi absolut skal?’, insisterer den unge sekretær. Og politikeren sætter ham på plads med ordene: ’Vi har fået et politisk mandat, og derfor skal vi lave politik’.

Indsigt i egen uvidenhed
Eksemplet illustrerer for Christopher Arzrouni, at politikere tager deres virke alt for bogstaveligt og tror, at politik altid er at gøre noget og være ’pro-aktiv’, som vi siger. At mere politik også er bedre politik. Men politik er også at undlade at lave rav i sagerne, kunne man tilføje. Selv siger forfatteren: ’Det var en øjenåbner for mig, at selv liberale politikere mener, at fra det øjeblik, de er valgt, skal de gå i gang med at indrette tilværelsen for andre mennesker. Men det skal de slet ikke’.

Hvad skal de så?

’De skal huske, at vi mennesker som regel ikke véd, hvad der er bedst for os selv – og politikere og embedsmænd endnu mindre. Politikere skal derfor heller ikke gå så meget op i folks motiver. Dem kender vi alligevel aldrig til bunds. Jeg var for nylig med i en debat med Kemal Qureshi fra SF, hvor han blev ved med at definere sin politik i forhold til, hvilke motiver folk har. Hvis deres motiv er penge, så skal det være forbudt. Men hvis deres motiv er lyst, så skal det være tilladt. Rygning er OK, selvom du ødelægger dine lunger. Men hvis f.eks. en fattig inder arbejder med at fjerne asbest for penge, så er han et offer, og så skal have ikke have frihed til at udføre sit arbejde. Fri sex for lyst er OK. Men hvis du gør det for penge, skal det være forbudt. De nødstedte må ikke være bare en lille smule frie og forsøge at forbedre deres situation. Det er da at føje spot til skade.’

Men nu er man vel ikke enten offer eller fri… Er der ikke noget midt imellem?

’Jo, der er også derfor, at jeg gør mig umage med at skelne mellem at være tvunget til noget og at være nødt til noget. Hvis jeg tvinger dig til noget, er du ufri. Men hvis du er nødt til noget, har du stadig en frihed, som du kan udnytte. Og det skal du have lov til, også hvis du er en indisk skibsarbejder eller prostitueret. Når du kriminaliserer et erhverv, bliver det automatisk forrået. Der er med andre ord alt for mange politikere, der ikke skelner mellem at være tvunget og at være nødt til noget. Og dem, der gør noget af nød, er ikke automatisk ofre. De skal i hvert fald have lov til at bevise det modsatte’.

Liberalt demokrati eller folkedemokrati?
Christopher Arzrouni kritiserer politikerne for at være overivrige, når det gælder lovgivning. De kan ikke få nok, mener han, love gør dem høje. Men er kritikken af politikerne også en kritik af demokratiet?

’Vent lidt… Når jeg tøver, så er det fordi, jeg ikke kan vide, hvordan du definerer demokrati. Hvis du med demokrati hentyder til magtens tredeling, individuelle rettigheder, uafhængige domstole, et ukorrupt embedsapparat osv., så er min bog netop ikke en kritik af demokratiet. Men hvis du med demokrati mener flertalsdiktatur, så indebærer den bestemt en demokratikritik.’

Flertalsdiktatur?

’Da jeg engang i skolen skulle skrive en opgave om demokrati, slog jeg op i Encyclopedia Britannica, som gav to versioner: Liberal Democracy og People’s Democracy. Jeg går ind for det første og er modstander af det sidste. Hvor det vigtigste for det liberale demokrati er magtspredningen, er det vigtige for folkedemokratiet stemmeretten. Jeg mener, at stemmeretten er overvurderet’.

Det er der nok mange, der vil være uenige med dig i?

’Så lad mig sige det igen: Stemmeretten er alene et supplement til demokratiet eller et middel til at kunne fyre de forkerte. Det er ikke engang et middel til at udvælge de rigtige ledere. Stemmeretten er en nødbremse. I USA f.eks. ligger stemmeprocenten tit under de 50 pct. Er landet mindre demokratisk af den grund? Det mener jeg ikke. Tværtimod er lav stemmeprocent i visse tilfælde udtryk for mere opbakning. Hvorfor stemme, hvis tingene fungerer? En høj stemmeprocent – som den i Danmark – kan omvendt være udtryk for en meget hård kamp om fordelingen af samfundets goder; de høje tal udtrykker ikke nødvendigvis, at systemet fungerer. Hvis alle pinedød skal hen og stemme for ikke at miste tilkæmpede privilegier, så står demokratiet i virkeligheden i en farlig situation’.

Superliberalist?
Det ville være forkert at placere Christopher Arzrouni hos det nationale højre. Han ligger til højre for hele det politiske parnas herhjemme – lige fra social- og kristendemokrater, konservative og de kreative til folkesocialister, enhedspartister og pianister. Men er ikke specielt national. Og samtidig går han ind for bl.a. organhandel, fri narko, ret til at bære våben, bordeldrift, pengeafpresning, insiderhandel, handel med truede dyrearter og med forurening, – ja, selv for at bevare Christiania.

Med sin fortid i den liberale forening Libertas bliver han da også tit omtalt som superliberalist. Hertil griner han og siger: ’Jeg er et af de mest konservative mennesker, der findes… Jeg ryger ikke, drikker ikke og lægger vægt på opdragelse. Jeg siger dig, hvis mine piger kom hjem og stank af hash – de ville få en overhaling’.

Det er jo dit private jeg. Politisk er du vel liberalist eller højreorienteret eller hvad?

’Jeg er højreorienteret i den forstand, at jeg ikke er venstreorienteret. Jeg er vokset op i en generation, for hvilken etikken var socialistisk. Det mener jeg ikke, at den er. Alle politiske forslag skal derfor heller ikke vurderes på, hvorvidt de skaber større økonomisk ulighed. Her kunne den borgerlige regering lære noget. At give flere lov til at beholde mere af deres udkomme er ikke uetisk, tværtimod. Dagens principielle politiske brudflade står således ikke mellem de liberale og de konservative; konflikten er et klassisk opgør mellem kollektivister af forskellig slags og individualister i en eller anden forstand’.

Foghs retorik
Christopher Arzrounis bog inderholder som antydet også en karsk kritik af Anders Fogh Rasmussen, der flere steder omtales med referencen ’som en klog mand – engang – skrev’, ligesom bogen langer ud efter andre navngivne ministre i den borgerlige regering. Det kan udefra set virke overraskende. Det var trods alt samme Christopher Arzrouni, der blev sat i forbindelse med en af statsministerens nytårstaler. Hvorfor er Fogh junior skuffet over Fogh senior?

’Jeg er sådan set ikke skuffet over det, Fogh gør. Jeg er skuffet over noget, som nogle nok vil kalde en petitesse, nemlig at Fogh føler det nødvendigt at lægge afstand til liberal retorik. Jeg synes, det er fint nok at være tålmodig, og at man naturligvis ikke kan kræve kæmpestore reformer osv. Men hvis man forsager sin egen ideologi eller virker tøvende i forhold til sit eget ståsted, så skal man ikke gøre sig forhåbning om at overbevise eller begejstre’.

Hvad skal det betyde?

’Den eneste grund til at venstrefløjen endnu ikke er helt knust, er, at de borgerlige holder sig tilbage, fordi de stadig tvivler på, at de selv er ordentlige mennesker. Vi borgerlige sidder stadig med en fornemmelse af, at vi er dårlige mennesker, som vil de svagest stillede det endnu dårligere. Man skammer sig over sin egen borgerlighed – og det er ikke nødvendigt. Man er faktisk nødt til at stå ved sin identitet. Ikke tvunget til, men nødt til… Ellers kan man godt glemme det hele og vente på at blive afløst af en ny regering, ikke mindst fordi der er en masse ubefæstede sjæle derude. Og det endda i partiernes folketingsgrupper, som har svært ved at se forskel på retorik og indhold.’

Der var engang en kulturkamp
Alligevel er det ikke alene Foghs retrorik, Christopher Arzrouni kritiserer. I bogens epilog skriver forfatteren f.eks., at ’det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’. Hertil replicerer ophavsmanden:

’Som om… Jeg skriver netop som om…’

Du skriver også i epilogen, at regeringen ’savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’. Er det ikke en kritik af Fogh-regeringens indhold? Er det ikke en kritik af en regering, som har mistet retningssansen, og som heller ikke aner, hvor den kommer fra?

’Jo, det er det’.

Jamen…

’Hvis regeringen nu sagde – og det gjorde den på et tidspunkt – at dens målsætning er den selvberoende borger, så ville det være godt. Der var engang en kulturkamp. Den handlede om den selvberoende borger i forhold til de statsautoriserede smagsdommere. Målet var mere handlefrihed for borgeren. Sådan er det ikke mere. Husk på situationen for bare et år siden. Regeringen var i mindretal i meningsmålingerne. Hvad gjorde man? Man lavede forårspakken. Sænkede mellemskatten, rykkede grænsen for topskatten mm. Hvad var konsekvensen? Man kom tilbage i meningsmålingerne, fik nyt momentum og vandt tilmed valget. Det var rigtig godt gået. Men hvad er analysen? Der er ingen analyse, og den manglende selvbevidsthed er slående. Når endelig man gør noget godt og borgerligt, så lægger man ikke engang mærke til det’.

Politik ingen adgang
Når man lytter til Christopher Arzrouni, spørger man sig selv, hvorfor han ikke går aktivt ind i politik. Hvorfor udgiver han en bog i stedet? Hertil svarer han:

’Det ville jo være helt uforsvarligt’.

Hvorfor?

’Prøv lige at se… Så skulle jeg rakke rundt de næste tre-fire år og håbe på at få en yderlig kreds. Man kan ikke have et ordentligt job, fordi der er ikke nogen som vil have en, der rejser rundt og bræger hele tiden. Så skal man sætte sin karriere på stand-by. Og hvis man i heldigste fald skulle blive valgt ind, så havner man på bagerste række. Vilkårene er med andre ord temmelig ringe.’

Er du med andre ord på vej væk fra politik? Hvis man ser på dit CV, så har du arbejdet i Finansministeriet, Venstres politisk-økonomiske sekretariat, ligesom du har været chef i DI – og nu udgiver du så en bog, mens du er ansat på en avis, hvor du – undskyld mig – skriver for skønånder…

’Sådan ser jeg ikke på det. Jeg elsker Venstre. Jeg vil stemme på dem så længe, de bare er lidt liberale. Men man kan ikke sige, at min bog er en adgangsbillet til det politiske’.

Hvad er det så, bogen skal?

’Bogen skal hjælpe flere liberale til at blive tryggere i deres liberalisme. Når de kan se, at det kan lade sig gøre at forsvare selv ret outrerede synspunkter, så får de muligvis mere politisk selvtillid. Jeg prøver at spille banen bred. Hvis man rykker et ordentligt ryk – til højre – så opstår der huller på midten. Jeg forsøger at gøre mindre vidtgående liberale en tjeneste – det håber jeg, de kan se – sådan at præmisserne rykkes mod højre’.

Gør du også Fogh en tjeneste?

’Det mener jeg helt bestemt. Ikke så længe, han bliver associeret med mig, det har han jo ingen interesse i. Men jeg er en hjælp for liberale mennesker i Danmark, fordi de kan pege på mig og sige: Se dér, dér er en ultraliberal! Og så kan de tilføje: Men vi er liberale, vi er ordentlige mennesker! Det er jo den systematik, som venstrefløjen har opereret med i mange år. Der var de der ekstreme ude på fløjen, og så blev der mere plads til Socialkammeraterne. Det samme sker i dag. Bare med omvendt fortegn’.

Arzrounis Ti Bud:
1. Når der ikke er noget offer, er der heller ingen forbrydelse.
2. Vi kan aldrig kende folks motiver til bunds.
3. Hvor der er frivillighed, er der også risiko.
4. Folketinget består af smagsdommere – og vi behøver ikke flere.
5. Staten skal ikke blande sig i voksne menneskers sexliv.
6. Når et erhverv gøres illegalt, bliver det automatisk forrået.
7. Politikerne vil gerne påtage sig rollen som forælder for befolkningen.
8. Det, som ingen ejer, bliver hurtigt offer for rovdrift.
9. Når vi ikke må håndhæve retten til eget liv, frihed og ejendom, så tilhører vi staten.
10. Ingen har ukrænkelig ret til at blive forsørget af andre.

Arzrouni om den borgerlige regering:
● ’Regeringen Anders Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’
● ‘Det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’
● ‘Frem for at tage store principielle konfrontationer om velfærdsstatens indretning, har regeringen gennemført en serie mikropolitiske tiltag’
● ’Det er vitterlig en katastrofe for det liberale Danmark, at den liberale førstemand reelt undsiger liberalismen’
● ‘Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere’.

Retorik: Ethos, pathos og logos

af Pernille Sørensen

Ethos er defineret som den argumentation der overbeviser via talerens egenskaber som afsender, hans karakter. Hvad angår disse egenskaber er især ærlighed af afgørende betydning, da vi, tilhørerne, altid er parat til at tage den troværdige mands ord for gode varer uanset om spørgsmålet vedkommende så adresserer, er sandt i sig selv. Aristoteles taler om tre definerende komponenter indenfor ethos. Disse er mental habitus (intelligens), moralsk habitus (sømmelighed) og emotionel habitus (den gode vilje). Vi kan dermed udlede, at ethos ikke er en selvstændig appelform, men befinder sig i konstant og dynamisk vekselvirkning med logos (intelligens) og pathos (god vilje). Det betyder således også, at ethos ikke er statisk, men udvikles i samspil med afsenderens budskab.

Der findes historisk set to opfattelser af ethos, en ejet og en begået. Forestillingen om det ejede ethos knytter sig uløseligt til det menneskelige legeme, især det ”åbne ansigt”. Her er talerens ethos synonymt med vedkommendes eksistens som en afgrænset enhed i et større hele, eksempelvis som borger i staten.  Her er man sin person, da ethos er en iboende, tvungen afspejling af ens karakter. Forestillingen om det begåede ethos knytter sig derimod til den antagelse, at ethos optjenes gennem gode eller slette handlinger. I denne optik er det muligt udforme sin ethos i overensstemmelse med et ønske om at blive opfattet på en bestemt måde af sin omverden. Dermed kan man i en vis udstrækning skabe sin ethos som retorisk afsender, og dermed overlapper forestillingen om det begåede ethos med et andet fagbegreb, den retoriske persona.

Den historiske baggrund for begrebet persona skal findes i romersk/italiensk masketeater hvor en maske signalerede hvilken rolle en skuespiller tog på sig. Med blot et beskedent sortiment af masker kunne den samme skuespiller således påtage sig ind til flere roller i løbet af det samme teaterstykke, og ordet persona betyder da ganske enkelt også maske. Indenfor retorikken betyder det forhold, at man kan gøre sit ethos synonymt med sin afsenderposition i stedet for blot at tale som sig selv. Eksempelvis er ordene ”Klokken er 14.30, du er anholdt.” autoritære og alvorlige når de afsendes fra en politimands-persona. Når politimanden udtaler disse ord taler han ikke blot som sig selv, men som repræsentant for det bagvedliggende politisk-juridiske kompleks som ikke alene besidder et voldsmonopol, men også er i stand til at udstede bøde- og fængselsstraffe. Omvendt er de samme ord letbenede og fornøjelige når de afsendes fra en stand-up-komiker, gerne med en tyk jysk accent.

Ethos er altså i visse tilfælde den a priori højeste appelform, som er udslagsgivende for den retoriske situation og dermed bestemmende for den måde hvorpå modtagerne opfatter det egentlige budskab.

Eksempel på ejet ethos:

”En person med en tro har samme styrke som 99 mennesker, der blot har en interesse.” – John Stuart Mill

Eksempel på begået ethos:

”De fleste mennesker er akkurat lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være.” – Abraham Lincoln

Eksempel på person med høj ethos: Albert Einstein som berigede menneskeheden med sine relativitetsteorier, loven om forholdet mellem masse og energi, og loven om fotoelektrisk effekt. Disse opdagelser gav Einstein et ethos som ”den der havde indset sandheden”, og gav ham således mulighed for at udtale sig tilsvarende vægtigt om religion og politik (hvor Einstein imidlertid ikke kunne tilbyde samme geniale landvindinger). Einsteins ethos indenfor fysikken gav ham med andre ord også autoritet på områder hvor han ret beset ikke havde nogen.

Eksempel på person med lav ethos: George W. Bush som bedyrer vigtigheden af alternativ energi og omsorg for miljøet samtidig med, at han og hans familie har tjent deres millioner på olie, at han har tilgodeset oliefirmaerne med særlovgivning, og han undlod at ratificere Kyoto-protokollen.

***

Dernæst pathos:

Pathos konstituerer den praksis at overtale ved at appellere til modtagernes følelser. En alternativ definition af pathos kunne også lyde på, at pathos var den praksis at indfange modtagernes sympati via tilhørernes naturlige empati. I sådanne tilfælde appellerer afsenderen til modtagernes intuitive forståelse af vedkommendes situation. Den vellykkede pathos-appel er den, som får modtagerne til at identificere sig med afsenderens standpunkt; den får publikum til at føle hvad afsenderen føler. Her genkender vi i en vis udstrækning problematikken fra det ejede versus det begåede ethos: Ejet pathos kunne f.eks. være en morder som oprigtigt fortryder sin handling og for alt i verden ikke ønsker at komme videre. Begået pathos kunne være en morder som fingerer fortrydelse fordi han ved, at det sandsynligvis vil få en jury til at se mildere på ham. Her bliver retorikken for alvor aktuel: I en verden som i tiltagende grad præges af politisk spin bliver kriterier for identifikation af oprigtig versus populistisk pathos instrumentale for enhver akademisk analyse af den offentlige debat; I et politisk klima hvor vi i tiltagende grad præsenteres for fejlagtige statistikker og manipulerede tal bliver følelsesvurderinger det intuitive forsvar mod enhver løgnagtig politiker.

Den måske mest klassiske måde at bedrive en pathos-appel på er via fortælling som argumentation. Et narrativ fungerer som en slags usynlig argumentation idet ethvert møde mellem to eller flere mennesker forudsætter et grundlæggende omfang af velvilje, samt en gradueret villighed til at tro på, at vor samtalepartner ikke står og lyver os op i ansigtet. Tyer vedkommende til fortælling som argumentation er vi dermed nødsaget til at udvide vor velvilje overfor for vedkommende, til også at gælde dennes fortællinger, og således også til at acceptere vedkommendes historier som sande på baggrund af præmisser leveret indenfor selve vedkommendes historier. Det er selvfølgelig muligt, at vi inderst inde ikke accepterer historien som sand, men at en afsender bliver konfronteret med sin løgn i samme sekund modtageren identificerer den som værende løgn sker kun sjældent udenfor familie- og ægteskabsforhold.

I sin bog, The Psychology of C.G. Jung, identificerer forfatteren Jolande Jacobi ganske korrekt det forhold, at tænkningen (logos) dømmer i sandt-eller-falsk-regi, mens følelserne (pathos) dømmer i acceptabelt-eller-uacceptabelt-regi. Et narrativ kan gøre begivenhederne nærværende. Afsenderens værdier og forståelse er implicit til stede i narrativet. Det er abstrakte etiske principper ikke nødvendigvis. Et velfortalt narrativ kan således omgås etiske konstanter som ikke kan udfordres på logos-planet. I det tidligere eksempel med morderen der ikke vil dømmes for mord, kan vedkommende i sit vidneudsagn fortælle historien om vedkommendes personlige erfaring af situationen, for således at eksplicitere hvordan drabshandlingen forekom vedkommende at være den rigtige løsning på gerningstidspunktet. Og da modtagerne ikke har adgang til morderens subjektive erfaring af situationen har de således intet alternativ til den pågældende pathos-appel.

***

Og så logos:

Logos er den græske urform af vores logik. Men efterhånden som logikken er blevet formaliseret af især matematikken, er logik blevet et noget snævrere begreb end logos. Logos for det antikke menneske var først og fremmest en afspejling af verdensaltets indvirkning på tingenes tilstand; når de materielle tilstande af uudforskelige årsager harmonerede med det menneskelige intellekts a priori forventninger til sin omverden, var det et udtryk for logos. Heraklit brugte betegnelsen logos om det udifferentierede ursubstrat hvorfra han mente alting kom. Marcus Aurelius personliggjorde logos i sine Meditationer, som et allestedsnærværende forsyn, og i hellenistisk tid blev logos synonymt med det Nye Testamentes budskab, og i visse tilfælde endda med den kødeliggjorde Jesus selv.

Den definition som optager retorikeren er imidlertid Aristoteles som i sin Retorik omtaler logos som når tale i sig selv beviser en tilsyneladende sandhed. Når den etymologiske baggrund alligevel er interessant for retorikeren er det fordi de mange bibetydninger stadig er lagret i begrebet logos. Således skal vi ikke længere end et år tilbage før pave Benedict XVI skabte global furore ved at påstå, at den kristne Gud kun kan forstås i kraft af sin hellenistiske arv, som en afspejling af logos, mens Allah og Islam, der ikke har været igennem en hellenisering, er fuldstændig transcendal og derfor ikke nødvendigvis rationel. Derfor må den kristne Gud afstå fra sysler som intellektet intuitivt opfatter som frygtelige, mens Allah kan gøre som han vil. Og ifølge paven er det derfor Jihad, hellig krig, kan have en central plads i Islam mens den kristne Gud – bundet af logos som han er – aldrig vil kunne opfatte volden som andet end et onde.

Uanset hvad man så ellers måtte mene om dén udredning, så er det imidlertid et uomtvisteligt faktum, at historiens mange kristne korstog startede med et passioneret stykke retorik fra en af pavens forgængere. Navnlig med Urban IIs tale ved Clermont-konsilet i 1095.

Logos udgør desuden et af de vigtigste elementer af den neoaristoteliske retorik som defineret af  tænkerne Perelman og Olbrechts-Tyteca. Retorikken har for Perelman traditionelt set betonet vigtigheden af æstetik og form, frem for egentlig rationalitet, logos. Den traditionelle retorik har været anset som indholdsløs, især af filosoffer som Kant (”ingen agtelse værdig”), og Perelman forsøger således at etablere en moderne akademisk retorik for derved at bringe den retoriske disciplin tilbage til fortidens agtelse. Ifølge Perelman er denne glorværdige fortid tiden før ”slutningen af det 16. århundrede” hvor faget ifølge ham begynder sit forfald. De fleste vil nok imidlertid mene, at retorikkens forfald begynder allerede i antikken med de græske bystaters forfald, og den romerske republiks kollaps.

Perelman sporer retorikkens degeneration til den franske logiker Petrus Ramus, som Perelman mener har gjort vold mod Aristoteles ved at reducere retorikkens domæne til det at udtrykke sig godt. Retorikkens aftagende vigtighed har således også formindsket kendskabet til den klassiske aristoteliske argumentationsteori, og dermed også offentlighedens kendskab til logos. Set i lyset af denne historiske udredning kan det ikke undre, at Perelman efter århundreder uden argumentation i den offentlige sfære ser et behov for at vurdere værdier rationelt, på baggrund af logos.

Derfor er Perelman og Olbrechts-Tytecas retorikbegreb også defineret som et møde mellem fornuftsvæsener. Det ”universelle publikum”, en imaginær retorisk størrelse som afsenderen altid bør have i baghovedet når vedkommende tænker på sin modtagergruppe, defineredes således som enhver gruppe intelligente, kompetente, og rationelle væsener som er i stand til at udforme konkluderer i forhold til et givent emne. I forhold til omvurderingen af samfundets værdier er Perelman dog små 50 år for sent på den, da allerede Nietzsche i Moralens Oprindelse efterstræbte ”en omvurdering af alle værdier” – dog ikke på logiske, men på ”dionysiske” betingelser. Derfor måtte Perelman også senere revidere sit værk for at imødekomme udfordringen fra Nietzsche og de franske Nietzsche-inspirerede tænkere i hans samtid.