Med særlig reference til teksterne ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

af Alex S.C.

Som vi har set i den forudgående redegørelse, så kan en karakteristik af Storbritanniens koloniale overherredømme overordnet set deles op i to hovedperioder: Perioden før 1783, hvor englænderne optrådte som barske og nidkære koloniherrer, og perioden efter 1783, hvor tabet af de befolkningsrige, og kulturelt nært beslægtede, kolonier i Nordamerika fører England frem mod en attitude bestående af the civilizing mission og en velvillig humanisme. Før tabet af kolonierne havde vi set, at englænderne kunne være lige så brutale i omgangen med sorte slaver, som de barske portugisere kunne det. Og på hjemmefronten var Irland ligeledes blevet brutalt undertvunget, og i bogstavelig forstand udsultet under Cromwell.[1]

2.1 Temaerne i ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

Kilden falder her i perioden efter 1783, hvor briterne, som beskrevet ovenfor, gjorde brug af en velvillig humanisme og et fremsynet værdipolitisk frisind i forhold til sine undersåtter. ’ Hvad angår Traktat med ’Kongen af Benin 26. Marts, 1892, kan vi identificere følgende temaer, som allerede er diskuteret andetsteds: Artikel 2 henviser den merkantilisme som briterne troede på, dvs. den økonomiske teori, at en økonomi vokser bedst når rigdommen holdes inden for (koloni)rigets grænser. Artikel 3 viser en standard magtpolitisk manøvre idet britiske statsborgere ikke kan dømmes af andre magter end briterne selv. Som stormagtpolitisk tiltag er det for så vidt ikke anderledes, end når nutidens USA nægter at lade Den Internationale Domstol, ICJ i Haag dømme amerikanske indbyggere eller soldater, eller når romersk statsborgerskab konfererede en lang række friheder og sikkerheder.[2] Med lidt god vilje kan Artikel 3 også tolkes som briternes koloniale paternalisme der ofte kontrasteres med franskmændenes assimilationspolitikker, hvor alle kunne blive fuldgyldige franske citoyens. Denne paternalisme skal vi se nærmere på senere, men i henhold til traktatens Artikel 3 er det her nok at sige, at ”barnet”, dvs. de indfødte, naturligvis ikke kan dømme forælderen, dvs. briterne ej heller selvom briterne rent faktisk skulle begå fejl og lovovertrædelser. Samme tema slås an i traktatens Artikel 4, hvor briterne påtager sig opgaven som opmænd mellem parter i regionale stridigheder mellem forskellige indfødte fraktioner: Her påtager briterne sig rollen som klarttænkende, rationelle overherrer, der køligt kan mediere de indfødte ud af de blodige konflikter, der ellers ville herske iblandt dem. Et godt eksempel på denne politiks nytteværdi kan findes på Sri Lanka, hvor det britiske overherredømme underkuede de etniske spændinger mellem det singhalesiske flertal og det tamilske mindretal:[3] Så snart den britiske overmagt forlod scenen kastede de to etniske grupper sig over hinanden i en kamp, som har varet ved til vore dage.[4] Det var et fremmeligt eksempel på renæssancefilosoffen Thomas Hobbes’ tanker om, at individet kun kan være frit under en mægtig konge, der står klar til at knuse alle bander og militser, der vil tage loven i egen hånd.[5] Artikel 5 understreger den britiske tradition for retspleje, the rule of law, og traktatens Artikel 7 nævner den religionsfrihed, der nødvendigvis må gå hånd i hånd med den værdipolitiske liberalisme som englænderne udbredte i denne periode.[6]

2.2 Temaerne i ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’

Næste kildetekst er Fordelene ved det britiske styre af Indien, forfattet af Dadabhai Naoroji, parsi-indisk universitetsprofessor og politisk tænker, som blev den første britiske Member of Parliament, der var af indisk oprindelse. Naoroji er en spændende skikkelse fordi han var en udtalt modstander af den måde, som briterne havde administreret deres oversøiske territorier på, hvad enten det gjaldt hans hjemlige Indien, beliggende halvvejs omme på den anden side af kloden, eller blot den inadækvate sygepleje i Irland, blot et stenkast fra England selv. Men på den anden side var Naoroji ingen kulturalist af den slags, der karakteriser den vestlige opfattelse af ”oprindelige folkefærd” i dag: Naoroji var dybt taknemmelig for, og dybt bevidst om, de civilisationsforbedringer, som briterne havde bragt med til Indien. Helt fra gammel tid havde Indien nemlig været en decentraliseret og heterogen størrelse, hvor civilsamfundet og præstekasten ofte havde mere magt end de formelt herskende politikere.[7] Denne politiske kultur, eller mangel på samme, gik ikke briternes opmærksomhed forbi, hvorfor britiske embedsmænd beskrev de indiske byer, de regerede over, som ”små republikker i sig selv” der ville overleve som selvstændige entiteter, selv hvis det britiske imperium trak sig ud af Indien.[8] Briterne forenede landet, og selvom Indien havde været kortvarigt forenet under kejser Asoka (273- 232 f.v.t.), så havde Indien alligevel aldrig båret præg af så stor en juridisk og politisk homogenitet, som under englænderne.[9] Alle disse civilisatoriske tiltag var forudsætningen for at kunne gennemføre og håndhæve den humanistiske sekularisering, som Naoroji fremhæver i sit skrift: Ro, orden, ytringsfrihed, pressefrihed, ligestilling og menneskerettigheder, som eksemplificeret ved et stop for enkeafbrændinger og barnemord. I lighed med Karl Marx, så opfattede Naoroji det britiske overherredømme som en nødvendig fase; – en hegeliansk historisk nødvendighed – som inderne måtte gennemleve, førend de selv kunne overtage ansvaret.[10]

Men når alt alligevel ikke er rosenrødt, så er det fordi Naoriji introducerer et tema, som ikke er nævnt i traktaten med kongen af Benin: En økonomisk udbytning og rovdrift af de indiske undersåtter fra de engelske overherrers side. Her befinder Naoroji sig igen i en art marxistisk analyse, idet han i afsnitte, ”Ulemper: Økonomisk, Materielt” forsøger at isolere en art ”merværdi” eller profit, som englænderne antageligvis skulle suge ud af Indien hvert år. Her begår Naoroji dog to fejlslutninger; en økonomisk og en filosofisk: Englænderne opkræver 100 millioner i Indien, men investerer kun ca. tre millioner. Her er fejlslutningen at antage, at makroøkonomi er et nulsumsspil, og at penge er lige meget værd hvor end de befinder sig i økonomien. For at gendrive denne fejlslutning behøver man blot at spørge sig selv: Er en ekstra 10 millioner dollars mest værd for Steve Jobs idet han står overfor at skulle udvikle sit første produkt, eller som en ekstra indtjening, længe efter, at Apples egenkapital har overhalet Mircosofts? Ligeledes er Naorojis anden fejlslutning at forsøge at afgøre et værdipolitisk spørgsmål videnskabeligt; et videnskabeligt projekt, som endegyldigt styrede i grus med filosoffen og matematikeren Bertrand Russells påvisning af paradokser i værditillægningsprocessen.[11] Eller sagt på en anden måde, så havde Indien råstoffer og manpower nok til at blive et særdeles lukrativt foretagende for englænderne, ”the jewel in the British crown”[12], men uden Indien ville England stadig være en industriel supermagt. Uden England ville Indien være feudalt, eller det, der var værre, og i en kort overgang efter Indien vandt sin selvstændighed fra englænderne, gik levestandarden i Indien faktsik nedad grundet ineffektivitet og forskellige planøkonomiske eksperimenter.[13]

Sidst i teksten nævner Naoroji også Sakar ki Churi – ”kniven af sukker”, som er indernes indforståede navn for den britiske tilstedeværelse på deres kontinent. Der er ingen brutalitet under briterne, skriver Naoroji, men i bund og grund kan man stadig ikke komme uden om, at der er tale om en kolonisering. Det interessante ved Naorojis afsluttende Sakar ki Churi-afsnit er dog den måde, han appellerer til briterne på: ”Jeg nævner det for, at I skal kende disse følelser. Vores store ulykke er, at I ikke kender vores behov. Hvis I kendte vor virkelige ønsker, har jeg ikke den mindste tvivl om, at I ville øve retfærdighed.” Naoroji appellerer med andre ord til englænderne som var de en art forælder, og det fører tilbage til briternes paternalistiske tilgang til deres undersåtter: I modsætning til Frankrig, hvis senere kolonitradition var vokset ud af den radikale revolution af 1789, så var briternes tilgang til koloniseringen af de indfødte karakteriseret ved en pragmatisk og moderat tilgang, der nok så på værdierne fra den franske revolution med beundring, men som med den konservative politiker Edmund Burke kiggede over kanalen og så, at der skete for meget, for hurtigt til nogens bedste. I modsætning til Frankrig (og senere Belgien) så vidste briterne altså, at de ikke kunne gennemtvinge store sociale omvæltninger fra den ene dag til den anden, uden at kolonialisereringsprojektet ville løbe løbsk.[14] Briterne var i bund og grund tempererede pragmatikere.[15]

2.3 Hvordan var England som kolonimagt? Og hvorfor?

I min karakteristik af Storbritannien vil jeg anvende den komparative metode, da jeg mener, at det er den nyttigste måde, at definere en stormagts ageren på: Alle sekulære, oplyste stormagter udfører både gode og dårlige politikker over århundrederne, det ville være underligt hvis de ikke gjorde, og det giver derfor ikke megen mening at definere en enkelt kolonimagt uden at se på dens rivaler. Lad os derfor begynde med en af Europas første kolonimagter; et imperium hvis kolonier ofte blev plyndret og overtaget af briterne: Spanien.

Spaniens koloniimperium var af flere omgange større end det britiske, men spanierne var generelt ustabile som koloniherrer fordi Spanien fra gammel tid havde regeredes mere af et statisk og uproduktivt arvearistokrati. England havde derimod oplevet uafbrudte invasioner i sin tidlige historie, fra romere, saksere, normannere og vikinger. Arvearistokratierne døde derfor hurtigt ud, hvis ikke de var i stand til at forsvare deres besiddelser, og med til et forsvar hørte altid den betydelige aflønning af dyre professionelle soldater. England var således mere af et plutokrati, og mere dynamisk i sin tilgang til administration og økonomi.[16]

En anden årsag til, at englænderne generelt var mere stabile end spanierne i de oversøiske kolonier, var at det var en generel trend, at englænderne udvandrede til den nye verden i selskab med deres koner, hvorimod de spanske eventyrere drog ud alene, hvilet skabte ustabile forhold når de nye koloniherrer tog sorte slavinder og indfødte indianerkvinder som elskere, og derved skabte antagonisme blandt undersåtterne, og forskubbede familiestrukturerne, sådan at en given koloni ikke kunne regne med stabile og fortløbende fødetal.[17]

Komplementære faktorer til ovenstående årsagsvirkning var den britiske religionsfrihed, som sikrede en stærk arbejdsetik og loyalitet overfor ens kone, hvorimod den tvungne katolicisme, der herskede i de spanske, franske og portugisiske imperier også prædikede loyalitet overfor adel og kirke.[18] Igen ser vi altså England (og det reformerte Holland) på vej imod et proto-demokratisk kapitalistisk meritokrati, mens de katolske imperier, med mulig og periodisk undtagelse af Frankrig, på vej imod en rigid social orden præget af nedarvede privilegier, der kvalte fri kommerciel entreprise.[19] Intet illustrerer måske denne forskel bedre, end det, at man i det britiske Nordamerika gav man jordbesiddelser til driftige og virkelyste unge mænd, så de kunne gå ud i vildnisset og bygge en tilværelse op for sig selv, der stod i mål med den enkeltes evner; i det spanske Amerika gav man i stedet familiemedlemmer og venner fra hoffet retten til at herske over den indfødte befolkning som vicekonge.[20]

Det lå altså fra starten i kortene, at britiske gentlemen mødtes i repræsentative forsamlinger for at diskutere lokalsamfundets anliggender i ro og mag og på proto-demokratisk vis, hvilket var et nedarvet levn fra de britiske øers multietniske middelalder.[21] Men selvom det kan virke oplagt at komme med en pure kulturalistisk fortolkning, så må vi ikke overse de socio-økonomiske faktorer, der ligeledes bidrog til briternes tegnetegn som koloniherrer, nemlig humanisme, liberalisme og the civilizing mission. Vi har allerede set hvordan ”Hollandsk syge” kan korrumpere hele kontinenters arbejdsmoral idet man vender sig til ”gratis” penge der strømmer ind i form af guld, sølv, olie eller diamanter. Hvis vi ser på den omvendte side af mønten, så gælder det ifølge Chicago School of Economics-skolens tænkning i humanadfærd, at humanisme og tolerance er en ”luksusvare”, som vi tillader os selv, når først vi er blevet så rige, at vore egne sociale behov er dækket.[22] Derfor går I-lande mere op i at bevare sjældne dyr end U-lande, og derfor give dyre cafeer et par kroner af overskuddet til velgørenhed, mens billige cafeer ikke gør. Kigger vi på historien, så kan vi ikke afvise, at materiel velstand ligeledes er med til at fostre den humanisme som briterne blev kendt for i løbet af deres imperial century.

Sammenligner vi med Romerrigets periode af high empire, under de ”fem gode kejsere”,[23] så ser vi en tilsvarende spirende humanisme i netop den periode, hvor Romerne regerer allermest ubestridt, der blev lovgivet imod tortur af slaver, og det blev på comme il faut for den romerske overklasse at identificere sig med slavernes lidelser.[24] Et andet argument i de socio-økonomiske forholds favør er at vende fakta på hovedet, for som vi husker, så var englænderne mest brutale mod deres slaver i netop samme periode hvor de selv var den svageste og fattigste kolonimagt. Således må altså både kulturelle traditioner, og økonomisk velstand, betegnes som medvirkende faktorer det britiske koloniale genus.

 2.4 Konklusion

Jeg har i denne sektion analyseret hovedtrendsne i Storbritanniens adfærd som kolonimagt. Da begge kilder, dvs.’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’, har jeg i min karakteristik lagt særlig vægt på de egenskaber, som briterne var kendt for i deres Imperial Century. Jeg har dog samtidig været opmærksom på vægtningen, og jeg har forholdt mig kritisk til det faktum, at det er svært at udmønte hele nationalkulturer og ”folkesjæle” på tværs af århundreder og kontinenter.

Jeg har derfor styret uden om den pure kulturalitisk-romantiske forklaring, som relativiserer og romantiserer alt ved historien, men har ligeledes undgået at falde i dens modpol; en pure marxistisk/ Chicago School of Economics’sk socioøkonomiske analyse hvor materiel velstand udgør hele forklaringsgrundlaget. Jeg har stræbt efter at levere end syntese hvor jeg belyser, hvordan Storbritanniens fremmeligste karakteristika i perioden var et produkt af både kulturelle og socioøkonomiske vilkår, og der kan ikke være nogen tvivl om, at England historisk set har været utrolig heldigt stillet hvad angår både kulturinstitutioner, den politiske tradition, og de socioøkonomiske forhold.

Jeg konkluderer, at det britiske genus ikke har været konstant over århundrerne, ligesom ingen andre folkesjæle har været det. Men hvad angår the Imperial Century er det min påstand, at det britiske overherredømme karakteriseredes af paternalisme (mod undersåtterne), humanisme og værdipolitisk liberalisme, the civilizing mission (dvs. den hvide mands pligt til at civilisere de andre racer for at bringe dem ”op” på hans niveau), merkantilisme, retspleje (the rule of law), og måske en begyndende inerti fra en snigende hollandsk syge i form af kostbare færdigvarer fra Indien.

Litteratur:

Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes New York: PublicAffairs 2010

Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History London: Routledge 2001

Braudel, Fernand: A History of Civilizations London: Penguin Group 2011

Brathwaite, Edward: Slave Society in the Danish West Indies: St. Thomas, St.John and St.Croix University of the West Indies Press 1994

Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History Wadsworth: Delmar Cengage Learning; 5th edition 2009

Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History, Oxford: Oxford University Press 1993

Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth København: Fagbladet Ingeniøren, Mediehuset Ingeniøren, 26. Marts 2011

Higginbotham, Don: The War of American Independence: Military Attitudes, Policies, and Practice 1763–1789. Northeastern University Press, 1983

Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars Pheonix Mill: The History Press 2004

Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order Self-published Ph.D.-thesis, Florence: European University Institute, Department of History and Civilization 2002

James, Lawrende: The Rise and Fall of the British Empire, London: St. Martin’s Griffin 1997

Jones, Michael E.: The End of Roman Britain New York: Cornell University Press 1998

Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest London: Allen Lane 2011

Ferguson, Niall: Empire: The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power New

York: Basic Books 2004

Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution, London: Profile Books 2011

Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire New York: Viking Adult 1995

Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. København: Jespersen og Pios Forlag 1963

Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution Oxford: Wiley-Blackwell 2003

Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon Square One Publishers 2004

Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka: A Spatial and Policy Analysis New Delhi: Manohar Publishers and Distributors 1999

Koch, A. og Peden, W.: The Life and Selected Writings of Thomas Jefferson Random House 1993

Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset Harrow: Longman 2007

Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics: Global Cooling, Patriotic Prostitutes and Why Suicide Bombers Should Buy Life Insurance Allen Lane 2009

Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India New York: New-York Daily Tribune, August 8, 1853; reprinted in the New-York Semi-Weekly Tribune, No. 856, August 9, 1853.

Murphy, Sam D.: The United States and the International Court of Justice: Coping with Antinomies Washington: George Washington School of Law 2007

Piecuch, Jim: Three Peoples, One King: Loyalists, Indians, and Slaves in the Revolutionary South, 1775-1782 Columbia: University of South Carolina Press 2008

Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition, Princeton: Princeton University Press 2003

Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves London: Fourth Estate 2010

Russell-Wood, A. J. R.: The Portuguese Empire, 1415-1808: A World on the Move The Johns Hopkins University Press 1998

Smith, Simon C.:  British Imperialism 1750 – 1970 Cambridge: Cambridge University Press 2004

Sowell, Thomas: Race and Culture – A World View New York: Basic Books 1993

Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief Histroy Boston: Wadsworth Publishing 2010

Thomas, Hugh: The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade 1440-1870 Quezon City: Phoenix 2006

Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism Rowman & Littlefield 2005

Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East Cambridge: Proceedings of the Cambridge Philological Society 1994

“Poor loves. Trained to Empire, trained to rule the waves. All gone. Bye-bye, world.”
– John le Carré, ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’

af Alex S.C.

I sin bredest mulige forstand starter Storbritanniens kolonihistorie i år 43 e.Kr., hvor den romerske kejser Claudius gav sine legionærer ordre til at invadere de nordligt liggende øer.[1] I løbet af de efterfølgende 15-20 år erobrede det avancerede romerske militær- og logistikapparat snart 2/3 af det nuværende England, og gik prompte i gang med at omforme landet til en romersk provins, Britannia, med statholder, skatteopkrævning og med romersk monopol på militær magt.[2] Kort sagt: Storbritannien startede selv som en fremmed stormagts koloni.

Som romerske undersåtter var briterne blevet påført en perlerække af civilisatoriske opdagelser, såsom det romerske talsystem, algebra og matematik, jura, lægekunst og de store tanker fra græsk filosofi, som romerne så omhyggeligt havde bevaret.[3] Og da romerne ca. 360 år senere forlod de britiske øer, for at lade de mægtige legioner tjene andetsteds i imperiet, gik der ikke længe før Pax Romana; den civilisatoriske orden, som romerne havde etableret, kollapsede ud i borgerkrig og små lokale magtkampe.[4] Allerede i englændernes tidligste historie finder vi altså et nært parløb med koloniseringen som institution, samt den erfaring, at koloniseringen kan fungere som en opbyggelig institution.

1.1 Den ydmyge begyndelse: Chikane af den spanske kæmpe

Hvorvidt denne erfaring kan siges at være en kontinuer kongstanke fra den spæde begyndelse i 43 e.Kr. og frem til det britiske imperiums højdepunkt, Britain’s Imperial Century, fra 1815 til 1914, er imidlertid mere et åbent spørgsmål.[5] Da kong Henry VII gav sin royale godkendelse til, at den første generation af engelske opdagelsesrejsende kunne drage ud i verden var det på ingen måde givet på forhånd, at det økonomisk og teknologisk inferiøre England skulle ende som et imperium, der herskede over hen ved 26,000,000 km², 20 % af verdens landmasse, og 400 millioner, eller 25 % af verdens daværende befolkning.[6] England kom først sent på banen som kolonimagt: Portugal og Spanien havde været Europas første kolonimagter i moderne tid;[7] de nederlandske opdagelsesrejsende havde sejlet i portugisernes spor, og angrebet og overtaget visse af deres kolonier, og englænderne gjorde senere det samme; først med hollænderne og senere med franskmændene.[8]

I løbet af briternes Imperial Century skulle det britiske imperium blive kendt som et fremsynet og værdipolitisk liberalt imperium, der var betingelsesløst imod slaveri, og som kærede sig om menneskerettigheder.[9] Så meget desto mere iøjnefaldende er det, at den engelske kolonimagts begyndelse er defineret ved alt det modsatte: Briterne tillod ivrigt et væld af uafhængige fribyttere at angribe og udplyndre det spanke imperiums ubevæbnede transportskibe og forsvarsløse kolonier.[10] Der var tale om gemen udplyndring, ofte af civile, og ligeledes også i fredstid. Målet var penge og indflydelse over den spanske interessesfære i den nye verden.[11] Ligeledes lagde briterne sig ud med tidens anden store kolonimagt Portugal, og overtog hurtigt en stor andel af Portugals lukrative og brutale handel med sorte slaver fra Afrika.[12]

Men de britiske fribyttere var ikke for alvor i stand til at overtage de spanske kolonier i Latinamerika, som samtidig var hjemstedet for de attraktive guld- og sølvminer, der i årene forud for 1588 havde gjort Spanien til verdens førende supermagt.[13] De egentlige bestræbelser på at etablerede en serie oversøiske britiske kolonier blev derfor kanaliseret ind i Nordamerika, hvor kolonister ikke fandt guld, men hvorfra de til gengæld sendte en vifte af ubearbejdede, men sjældne råvarer tilbage til moderlandet: Krydderier, sukker, te, tobak, bomuld og pels. I den første fase af Storbritanniens kolonihistorie gjaldt det derfor, at Englands vigtigste kolonier alle lå koncentreret omkring den Nordamerikanske østkyst, og direkte syd for den, eftersom de højest udviklede og tættest befolkede områder var kolonierne på det nordamerikanske fastland, og eftersom de mest værdifulde råvarer strømmede ind fra caribiske kolonier som Barbados, St. Kitts, St. Lucia, med videre.[14]

1.2 Detroniseringen af en rival: De britisk-hollandske krige

Efterhånden som englænderne sad tungt på flere amerikanske havne begyndte englænderne at udvise en magtfuldkommenhed, der lå fint i tråd med tidens dominerende økonomiske system, merkantilismen. Merkantilismen tilskrev, at den nation, som bedst formåede at holde al handel og rigdom indenfor egne grænser, nødvendigvis ville blive den rigeste og mægtigste på sigt.[15] Derfor dekreterede englænderne, at kun engelske skibe måtte lægge til i de britisk kontrollerede havne i Nordamerika, hvilket var med til at udløse de fire britisk-hollandske krige (1652–54, 1665–67, 1672–74).[16] Englænderne ønskede at stække de nederlandske handels- og industriinstitutioner, og valget stod mellem et angreb på Hollands militære flåde, eller igen at ty til fribyttere og pirateri. Briterne angreb hollænderne på begge fronter, og gennem en serie omfangsrige træfninger farede* The Royal Navy sammen med De Forenede Nederlandske Provinsers eskortskibe.

Englænderne havde undervurderet de hollandske sømænds ekspertise, og i løbet af de britisk-hollandske krige lykkedes det ofte Nederlandene at påføre englænderne voldsomme tab.[17] Efterhånden som krigene skred frem stod det dog klart, at hollandsk snilde og kløgt ikke kunne hamle op med Englands overlegne størrelse målt på hhv. antal af havne og indbyggere.[18] Hollænderne, der i tidernes morgen havde gjort deres lykke ved at sejle i portugisernes spor, stod nu selv i samme situation som den, der hundrede år tidligere havde tvunget det portugisiske kolonirige i knæ: Moderlandet var simpelthen ikke stort nok til at understøtte så mange og så vidt spredte, besiddelser i krigstid.[19] Hollænderne havde aldrig tilstrækkelig manpower, og de måtte i årene under de britisk-hollandske krige se englænderne overtage handelsruter og koloniale besiddelser bid for bid. Selv en pest på det engelske fastland og en alliance med en anseelig sømagt som Danmark-Norge kunne ikke vende de britisk-hollandske krige til hollandsk favør, hvilket alt sammen illustrerede, at det syttende århundrede nu for alvor var de store landes tid, og England dominerede verdenshandelen fra ca. 1700 og frem.[20]

1.3 Syvårskrigen: Den første ”Første verdenskrig”

En af de vigtigste begivenheder i Storbritanniens kolonihistorie, men som mange kolonihistoriske værker forsømmer at nævne, er Syvårskrigen, der af flere historikere, er blevet kaldt den første ”Første verdenskrig”.[21] At komme hele vejen rundt om denne globale konflikt, der på mange måder har været med til at forme verden, som vi kender den i dag, ville optage mere plads, end vi her har til rådighed, for som hovedpersonens voice-over satirisk lyder i Kubricks filmmesterværk om Syvårskrigen, Barry Lyndon:

“It would require a greater philosopher and historian than I am to explain the causes of the famous Seven Years’ War in which Europe was engaged, and, indeed, its origin has always appeared to me to be so complicated, and the books written about it so amazingly hard to understand, that I have seldom been much wiser at the end of a chapter than at the beginning, and so [I] shall not trouble you with any personal disquisitions concerning the matter.”[22]

I kort form lyder konflikten dog på, at England og Frankrig havde været bitre rivaler helt tilbage fra Hundredeårskrigen i 1337, altså i mere end 400 år. Ved Syvårskrigens udbrud i 1756 havde Preussen netop meldt sin ankomst på storpolitikkens scene, med en hær der af mange opfattedes som den bedst disciplinerede på kontinentet.[23] Preussen så en mulighed i at ”befri” de af de franske besiddelser i Rhinlandet, der egentlig var etnisk tyske, og som Frankrig havde underlagt sig under Louis XIV. Samtidig havde Preussen kun få oversøiske kolonier, og den storpolitiske situation i Europa præsenterede derfor en oplagt chance for Englænderne: Støt Preussen i en landkrig mod Frankrig, og angrib selv de franske kolonier. Strategien lykkedes, og blandt de mange og komplekse udfald af Syvårskrigens afsluttende dokument, Paris-traktaten af 1763, var de vigtigste (1) At England nu for alvor kunne spille kongemager på kontinentet. (2) At Frankrig måtte afstå størstedelen af sine kolonier i Nordamerika og Indien til England, og at England derfor nu var den ubestridte leder, hvad angik oversøiske kolonier.[24] (3) At Indien og Canada blev forenet til homogene lande, snarere end spredte territorier, fordelt ud på forskellige magter.[25]

En fjerde konsekvens af Syvårskrigens udfald, som var mindst lige så vigtig som de tre ovennævnte, men som dog ikke havde direkte konsekvenser var, at Storbritannien befandt sig tæt på bankerottens rand, samtidig med at briterne nu skulle integrere og pacificere sine nye undersåtter i Nordamerika, såvel som i Indien. Det er denne fjerde konsekvens, der ledte direkte frem mod det næste hovedpunkt i Storbritanniens kolonihistorie, og som jeg vil undersøge i mit næste punkt.

1.4 Tabet af 13 kolonier: Det amerikanske oprør

Det britisk-franske opgør var endt med et stærkt forgældet Storbritannien. For at løse problemet med statens finanser indførte man nu skatter og toldmure i kolonierne i et forsøg på at hente nogle af krigsudgifterne hjem.[26] Samtidig måtte man forene både de etnisk-franske undersåtter og række en hånd ud til de mange indianerstammer, der havde hjulpet englænderne under krigen. Dengang som nu, så amerikanerne ikke venligt på højere skatter, og samtidig var nybyggerne i de 13 kolonier ivrige efter at skubbe indianerne længere ind i landet, selvom den britiske krone altså ønskede at belønne dem med egne territorier.[27] Kombinationen af disse to interessekonflikter, med hensyn til økonomi og geopolitik, førte tilsammen frem til Boston-massakren i 1770, hvor britiske tropper åbnede ild mod amerikanske demonstranter, og i årene derefter indførte briterne en stribe særskatter, påbud og forbud, hvor de regulerede amerikanerne stadigt mere stramt i et forsøg på at knække deres vilje, og undertvinge dem det britiske imperium fuldt og helt.[28] Som bekendt blev udfaldet dog det modsatte: Amerikanerne gjorde oprør og ville med sikkerhed have tabt krigen, hvis ikke det var for Englands ærkefjende fra Syvårskrigen, Frankrig, der stod klar i kulisserne til at hjælpe oprørerne med krudt, våben, penge og krigsskibe.[29] Ved freden i 1783 havde briterne mistet sine 13 vigtigste kolonier (med undtagelse af de indiske territorier), og Storbritannien lærte en vigtig lektie: Man kan ikke besejre en løsrivelsesbevægelse i fjerne territorier ved at tvinge den i knæ med magt.[30] Der måtte andre midler til. Samtidig havde briterne også opdaget, at kolonisternes slaver og de indfødte amerikanske indianere var flokkedes til The Union Jack, fordi disse marginaliserede grupper havde opfattet Storbritannien som mere humanistisk end kolonisterne.[31] Humanismen kunne anvendes som et storpolitisk våben, og det var i høj grad hvad Storbritannien gjorde i The Imperial Century.

1.5 Imperial Century: The Sun Never Set on the British Empire

I perioden 1815-1914 herskede briterne ubestridt som verdens supermagt nummer et. Briterne havde gang på gang besejret Napoleon i årene forud for 1815, tjent stort på krigsspekulation, og ødelagt meget af den franske flåde i slaget ved Trafalgar.[32] I perioden 1807-33 formåede Storbritannien også at forbyde slaveri (og håndhæve forbuddet) som det første land i verden.[33] (Danmark var egentligt det første land som havde forbudt slaveri, men statsmagten gjorde intet for at håndhæve forbuddet.)[34] Rigt, progressivt, humanistisk og innovativt stod England i spidsen for en verden i rivende udvikling. Og englænderne udnyttede denne førerposition til at agere politimand for hele verden: På aggressiv vis stoppede de fremmede skibe og løslod alle slaver de fandt om bord, uanset at slaveri var tilladt i andre lande.[35] Og i 1873 lagde britiske krigsskibe til i verdens (dengang) største slavemarked: Det osmanniske Zanzibar. Briterne blokerede havnen indtil slavehandelen ophørte, og på denne måde udnyttede Storbritannien sin militære magt til at bringe sin liberale værdipolitik til mere konservativt sindede lande.[36]  På samme måde, som romerne i sin tid havde bragt Pax Romana til Europa, bragte Storbritannien nu Pax Britannica til hele verden.

Briterne havde taget ved lære af erfaringerne fra den amerikanske revolution: Ved at fremstå fremsynede, velvillige og humanistiske gav de deres koloniale bestræbelser legitimitet. Og det var i denne periode, at briterne udviklede tanken om, at de havde en særlig civilizing mission;[37] en moralsk ret og pligt til at kolonisere og civilisere fremmede, ”tilbagestående” folkeslag, igen ikke ulig romerne, der udover civitas (borgerskabskontrakt) også mente, at de havde givet deres provinser humanitas (god dannelse) for derved at redde dem fra deres iboende barbari.[38]

Dog blev det britiske imperium samtidig svækket i perioden: Gennem det nittende århundrede skete der en opblomstring og national samling i det kontinentale Europa, hvor lande som Tyskland og Italien blev forenet for første gang siden hhv. middelalderen og antikken, og hvor Japan moderniserede voldsomt, og begyndte at udvide sin interessesfære i Østasien.[39] Samtidig begyndte USA’s industrielle magt at gøre sig mere og mere gældende, idet briterne stadig troede på en slags merkantilisme som beskrevet i afsnit 1.2 ovenfor, og amerikanerne altid havde været positivt stemt overfor frihandel, som man havde set som en delmængde af individets ejendomsret.[40] Englænderne havde været så forhippede på deres egen storhed og på at regere deres eget imperium, at de ikke så de ydre trusler til den globale magtbalance, og ikke fangede dem i opløbet.[41]  Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 måtte briterne sande, at deres gamle politikker, som kongemager på kontinentet og som herredømme til søs, ikke længere var nok til at afgøre verdens skæbne.

1.6 Konklusion
Når jeg også har fremhævet de britisk-hollandske krige, har det været for at understrege Storbritanniens unikke position som kolonimagt: Spaniere og franskmænd havde haft manpower og militære kompetencer, men manglede blik for det kommercielle og industrielle aspekt af kolonialismen. Portugisere og hollænderne var de første internationale spekulanter i futures (en standardiseret aftale om køb eller salg af et givet aktiv i en given mængde til en på forhånd aftalt pris på et aftalt tidspunkt i fremtiden)  i moderne tid. De havde altid blik for en god handel, men de manglede manpower til at regere og forsvare deres kolonier. Storbritannien udgjorde en unik mellemstation imellem de to ekstremer, da de både havde kommercielt knowhow, et  talent for at regere og administrere, og samtidig var et stort land med et indbyggertal og et militær, der var stort nok til at forsvare de oversøiske besiddelser i krigstid.