Author Archives: Majken Hirche

Anmeldelse: Richard Feynman Tegneserie

Ny tegneserie fortæller historien om den moderne fysiks mest sprælske og underfundige skikkelse, den alsidige og utraditionelle professor Richard Feynman.

af Ryan Smith

Med særprægede hobbies som bongotrommer, nøgenmaleri og det at lirke pengeskabe op er Richard Feynmans liv og levned et oplagt emne at lave en tegneserie ud af. Læg så dertil, at Feynman også var udadvendt, humoristisk, en hjerteknuser og tillige en rigtig showman, og så begynder man faktisk at undre sig over, at ingen har taget fat på projektet før nu.

To kompetente tegnere har dog sat sig for at gøre op med forseelsen, og frisk fra trykken kommer nu tegneserien ’Feynman’ – en grafisk skildring af Feynmans liv og den videnskab, han berigede vor verden med. Ophavsmændene Jim Ottaviani og Leland Myrick har gjort deres hjemmearbejde, og oven i hatten har de lagt en massiv indsats for at udvikle en unik æstetik til udgivelsen. Med bemærkelsesværdig snilde, og en selvsikker udnyttelse af tegneseriemediet, formår de to at indfange såvel Feynmans ukuelige begavelse som hans farverige personlighed.

Bogen præsenterer sig selv som en biografi, men der er nærmere tale om en serie løst sammenhængende anekdoter, der er arrangeret i kronologisk rækkefølge, sådan at de til sammen danner en rød tråd gennem hovedpunkterne af Feynmans liv. Vi starter i Feynmans ungdom, hvor vi ser hans undervisere anbefale ham til Amerikas fineste universiteter, for som de siger: ”En begavelse som Feynmans kommer kun én gang hvert 25. år.” Dernæst følger vi Feynman i arbejdet med det tophemmelige Manhattan-projekt, hvor han arbejdede på atombomben sammen med blandt andre Niels Bohr – den autoritære dansker, som de amerikanske fysikere var bange for, men som Feynman kunne tale frit til. Vi følger også Feynmans omgang med den aldrende Einstein, og på den måde udstiller udgivelsen ikke kun Feynmans udfarende privatliv, præget af bongotrommer og nøgne damer, men giver os også indblik i Feynmans intellektuelle udvikling i årene, der gik forud for, at han vandt nobelprisen for sit arbejde med kvanteelektrodynamik.

Feynman som showman
Egentlig er Ottaviani og Myricks bog bygget op omkring de samme hændelser, som man allerede kan læse om i Feynmans storsælgende selvbiografi ’Surely You’re Joking, Mr. Feynman!’ Dermed kunne man frygte, at tegneserien blot blev en fodnote, en illustration af bogen, men har man læst dem begge, hvilket denne anmelder har, så kan man til sin overraskelse konstatere, at Ottaviani og Myricks kompetente brug af tegneseriemediet faktisk formår at indfange og intensivere nogle aspekter af Feynmans liv, som bogen ikke var i stand til.

Eksempelvis var det Feynman, som var med til at opklare, hvorfor rumfærgen Challenger i 1986 forulykkede og rev syv astronauter med sig i døden. Problemet skyldes, at en såkaldt O-ring af gummi var hærdet under de 20 graders frost, der herskede på opsendelsesdagen, og for at demonstrere sin pointe for publikum, så dyppede Feynman et stykke gummi i et glas isvand for så at slå det itu med en hammer for øjnene af den samlede opklaringskomite og på direkte tv. Det er i skildringen af episoder som disse, at tegneseriemediet virkelig brillierer: Ved at trække en simpel handling ud over flere captions, og indflette billeder af tilskuernes forundrede ansigter derimellem, formår forfatterne elegant formår at udnytte det grafiske format til det yderste.

I den berømte tegneserie ‘xkcd’ skriver tidligere NASA-ingeniør Randall Munroe, at videnskabsfolks entusiasme for Feynman da snart må være et overstået kapitel. Men skulle det ske, så bliver det dog næppe på baggrund af Ottaviani og Myricks udgivelse, som snarere lægger i ovnen til fornyet romance.

Jim Ottaviani og Leland Myrick
Feynman
272 sider, ISBN 1596432594
First Second, 2011

Anmeldelse: The Darwin Economy

af Ryan Smith

Da Liberal Alliances Joachim B. Olsen for nyligt slog fast, at der ikke findes fattige i Danmark, havnede han i en mediestorm. I en absolut forstand havde Olsen dog ret. Sammenlignet med verdensgennemsnittet er selv de fattigste danskere umanerligt rige.

Der findes dog også en anden måde at gøre tingene op på, og set fra dét perspektiv, så tog Joachim B. Olsen faktisk fejl. For at forstå alternativet, så stil dig selv et simpelt spørgsmål: Hvilken af følgende to verdener ville du helst leve i?

Verden A: Du bor i et hus på 300 m2, og alle andre i dit nabolag bor i et hus på 200 m2.

Eller:

Verden B: Du bor i et hus på 400 m2, og alle andre i dit nabolag bor i et hus på 550 m2.

En rationel aktør ville vælge Verden B, men når man rent faktisk spørger folk, så viser det sig, at 80-90 % af de adspurgte foretrækker at leve i Verden A. Folk vil hellere leve absolut dårligere, end de vil leve nederst i det relative hierarki. Så hvis vi opgør tingene efter relative standarder, så tog Joachim B. Olsen altså fejl. Og så vil der altid være fattige i Danmark.

Med Darwin som økonom
Da Joachim B. Olsen benyttede sig af det absolutte fattigdomsbegreb, videreførte han som sådan blot en liberal kongstanke. Derimod har socialister de sidste mange år været mere optagede af den relative fattigdom, og nu melder den venstreorienterede økonom Robert H. Frank Darwin sig ind i kampen på relativisternes side. Det sker med Franks nye bog, The Darwin Economy, der agiterer for, at Darwin ikke alene bør betragtes som biolog, men også som en samfundsøkonom med antiliberale tendenser. En økonom på højde med fagdisciplinens allerhelligste, grundlæggeren Adam Smith.

Har man fulgt liberalismedebatten de seneste år, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at størstedelen af den offentlige liberalismekritk har baseret sig på stråmænd og appeller til dumhed. Vi har tidligere her på BogBlokken efterlyst begavet liberalismekritik, og professor Frank er manden, der kan levere den.

Franks (og Charles Darwins) centrale indsigt er, at individuel rationalitet og kollektiv rationalitet ofte kommer i konflikt med hinanden, i dyreriget såvel som blandt mennesker: Når påfuglehunner skal vælge en mage, så vælger de hannen med den største hale, men de store haler gør det svært for hannerne at slippe væk fra rovdyr, og det svækker artens overlevelsesmuligheder som gruppe. Det er individuelt rationelt for den enkelte han at have den største hale, men det er kollektivt irrationelt for hannerne at have så store haler, at de ikke kan undslippe rovdyr. Således også med kronhjorte, hvor hannen med det største gevir får flest hunner. Det er individuelt rationelt for den enkelte han at have det største gevir, men det er kollektivt irrationelt for gruppen, at deres gevirer bliver så store, at de sætter sig fast i grene og forhindrer kronhjortene i at undslippe ulve, der er på jagt.

Sådan er det også med mennesker: Hvis den enkelte ishockeyspiller kan vælge, hvorvidt han vil spille med eller uden sikkerhedshjelm, så vælger han altid at spille med hovedet bart, da det giver ham bedre udsyn. Men hvis ishockeyspillere kollektivt skal stemme om, hvorvidt de alle skal bære hjelme under kampene, så stemmer flertallet ja. Hvad der er individuelt rationelt, ligger igen i krig med det, der er kollektivt rationelt.

Fint skal det være
Var mennesker fuldstændig rationelle, så orienterede de sig kun efter, hvorvidt de selv fik det bedre, men i virkelighedens verden bruger folk flere ressourcer på at sammenligne sig med naboen end på blot at nyde den velstand, de er så heldige at råde over. Og det er med denne indsigt i hånden, at Frank hamrer de liberale i hovedet igen og igen: Folk er fanget i et kapløb, hvor de konstant køber større huse, hurtigere biler og holder mere ekstravagante børnefødselsdage. Alt sammen fordi naboen også gør det, og det har fastlåst moderne vesterlændinge i et konsumræs, hvor middelklassefamilier fravælger ting som efteruddannelse, sundhedsforsikringer og alderdomsopsparinger for i stedet at udvide villaen med udestue nummer to, iPods til hele familien, og et 60-tommers plasma-tv at samles om lørdag aften. Alt sammen for ikke at være kronhjorten med det mindste gevir. Alt sammen fordi ’de andre’ gør det.

I princippet kunne den enkelte melde sig ud af det materialistiske konsumræs, men i praksis er det op imod 90 % af befolkningen, der belåner sig til op over skorstenen for at forbruge, hvilket bl.a. har været med til at lægge kimen til den nuværende økonomiske krise. Frank vil have os ud af sumpen, og ifølge Frank er løsningen simpel: Vi bør erstatte indkomstskatter med en progressiv forbrugsskat, der skaleres efter luksusfaktoren, sådan at der næsten ikke er nogen skat på små parcelhuse, større skat på luksushuse, og til sidst enorme marginalskatter på palæer og andre prestigeboliger. Dernæst gør vi det samme med biler; det skal være disproportionalt dyrt at køre Porsche i forhold til Citroën, Mazda, osv. Resultatet er et win-win: Det vil sætte en kæp i hjulet på forbrugskapløbet, og det vil tilskynde folk til at spare op. Det vil være kollektivt rationelt for menneskeheden som helhed, og som en ekstra bonus, så har økonomier, der kører på opsparing, lettere ved at ryste recessioner af sig end økonomier, der kører på gæld, sådan som Vesten har gjort det de sidste 20 år.

En politisk ufarvet person, der kigger på Franks argumenter, vil således være enig: Der ligger en gratis krukke guld og venter på os her, og så er det vel bare at smøge ærmerne op og gå i gang med at presse på for at indføre Franks darwinianske forbrugsskat. Eller hvad?

Government, like fire…
Slow down, cowboy. Måske er det ikke så nemt, som Frank her foregøgler os. For hvornår har du sidst set et vælgerkorps, der var velorienteret, og en politikerstand, som var ærlig? Hvis den offentlige beslutningsproces spillede efter alvidende og rationelle toner, når der skulle træffes beslutninger, så kunne Franks forbrugsskat måske fungere. Men i virkelighedens verden ser statens projekter ofte anderledes ud end det glasbillede, som Frank præsenterer sin imaginære offentlige sektor som. I virkelighedens verden snakker vi alt fra den tilsyneladende evige IC4-skandale til vindmølleparker i milliardklassen, der anlægges, så de stjæler vinden fra hinanden. Og det er blot lille Danmark. Går vi til USA, må vi ikke glemme, at det var de regeringsunderstøttede boliglånsbureauer Fannie Mae og Freddie Mac, der var med til at lægge kimen til den nuværende finanskrise.

Heri ligger den første af to alvorlige kritikker af Franks bog: Igen og igen stiller keynesianeren Frank de uperfekte markeder op over for et fatamorgana af en perfekt agerende offentlig sektor. I Franks forfatterskab får vi uperfekte markeder og en perfekt offentlig sektor, snarere end det vi i virkeligheden har, nemlig uperfekte markeder og en uperfekt offentlig sektor. Frank pakker med andre ord dækket, så kortene automatisk spilles ud i hans favør.

Den anden kritik af Franks bog læner sig op af den læresætning, at uanset hvor meget vi psykologiserer, så kan vi aldrig kende folks motiver til bunds. Det er nemt at kigge på Rolf fra socialklasse 5 og bestemme, at han har bedre af levertran, grønsager og en bog om personlig udvikling, end han har af endnu en pakke smøger og brede dæk til sin Nissan. Men hvordan kan vi vide, at det nu også er tilfældet? Er livsstilsvalg kun for de folk, der kan argumentere overbevisende for dem? Hvilken ret har vi egentlig til at beslutte, hvordan andre skal leve deres liv, hen over hovedet på dem?

Så vidt selve indholdet af Franks nye bog. Hvad angår formen, så havde den haft godt af færre gentagelser, færre stråmænd og en mere gennemtænkt adressering af, hvorfor det er ok at begive sig ud i moralsk paternalisme på områder, hvor det enkelte menneske ikke skader andre end sig selv. Ikke desto mindre skal Frank dog have ros for at bryde op på en forkalket og indgroet debat med et underbelyst løsningsforslag, der er mere spiseligt for liberale end så mange andre af venstrefløjens ideer. Og så skal Frank have ros for at være en venstreorienteret, der erkender, at mange af venstrefløjens populære grundantagelser simpelthen er forkerte, når man ser på dem empirisk.

The Darwin Economy: Liberty, Competition, and the Common Good
af Robert H. Frank
256 sider, ISBN 0691153191
Princeton University Press, 2011

KVINFO og korruption

af Ryan Smith

Den feministiske interesseorganisation KVINFO, der støtter tvangskvoter og kønsdiskrimination af mænd, får hvert år ca. 30 mio. kr. af fællesskabets penge. Vi betaler alle for KVINFO og har ingen mulighed for at melde os ud. Ifølge KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen (det er hende med påstandene om hemmelige mandeloger) har KVINFO fået støtte hvert år siden 1987, og ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) er der ingen udsigt til, at KVINFO bliver taget af finansloven. Hvordan kan det gå til, at KVINFO sidder så stærkt på fællesskabets penge?

Det er ikke, fordi feministerne er specielt magtfulde eller velorganiserede. Og med direktør Elisabeth Møller Jensens tendens til at slette, blokere og udelukke kritikere af KVINFO, og til at glæde sig over voldsomme personangreb på politiske modstandere, så er det bestemt heller ikke, fordi KVINFOs repræsentanter er specielt politisk sofistikerede.

Så hvorfor har KVINFO nu på 24. år snabelen nede i de offentlige kasser? Er det, fordi KVINFO udfylder et reelt samfundsmæssigt behov, som vi, der ikke vil støtte foretagendet, er for dumme til at indse, at vi har brug for? Er det, fordi det er rimeligt, at vi andre skal betale for KVINFO? Selvfølgelig ikke! Som kvindegruppen ‘Q Freedom‘ viser, så formår civile fint at diskutere køn og ligestilling, uden at staten betaler for det, og mon ikke langt størstedelen af danskerne formår at se forbi det akavede figenblad, der fungerer som den officielle begrundelse for, at en organisation som KVINFO skal modtage 30 mio. kr. af fællesskabets penge?

Hvad majs fortæller om KVINFO
Som nævnt har KVINFO fået støtte hvert år siden 1987. I USA har man en lignende ordning: Hvert år udbetaler man penge til bønder, der dyrker majs. Majsordningen strækker sig helt tilbage til 1955, og heller ikke her er der nogen udsigt til, at støtten visner bort.

I USA er eksperterne ellers udmærket klar over, at majsstøtten er skadelig for nationen: Statsstøtten til majs oversvømmer markedet i bølge efter bølge af billig majssirup og bidrager derved til Amerikas fedmeepidemi. Derudover bliver den statsstøttede majs også brugt til biobrændsel, hvilket ifølge den amerikanske kongres’ egen uafhængige forskningsenhed evaporerer hurtigere end traditionelle brændstoffer og derfor skader ozonlaget mere, end normal benzin gør det.

Ikke desto mindre har alle præsidentkandidater fra den amerikanske mainstream støttet majssubsidier, så langt tilbage som øjet rækker. Det vil sige alle på nær republikaneren John McCain, der med sin ”straight talk express” sagde det, som det var: At majssubsidier – præcis som KVINFO – er uretfærdige for det store flertal, der ikke får noget ud af at betale til ordningen. Der var blot ét problem med John McCains ærlighed: Præsidenten i USA hedder ikke John McCain. Han hedder Barack Obama, og støtter ivrigt op om majssubsidier. Obama gik til valg på “forandring”, men han fortsætter linjen fra 1955. Og det er ikke, fordi han holder særligt af cornflakes.

Ligesom med KVINFO er det ikke, fordi majsbønder fra midtvesten er specielt politisk sofistikerede. Nej, hvad de til gengæld faktisk er, er en lille gruppe tæt organiserede vælgere, som går mere op i det ene politiske spørgsmål (statsstøtte), end de går op i alle andre politiske spørgsmål til sammen. En vælger, der ikke dyrker majs, ville måske nok ønske sig at indstille støtten, men det ønske er blot ét blandt flere hundrede andre politiske ønsker. For en majsbonde, såvel som for en KVINFO-feminist, er spørgsmålet om gratis penge fra staten (forståeligt nok) vigtigere end alle andre spørgsmål tilsammen. Og det er derfor, KVINFO aldrig kommer af finansloven.

KVINFO og demokratiet
Det liberale demokrati er den ubetinget bedste styreform, vi mennesker hidtil har opfundet. Men som alle andre styreformer, så har demokratiet dog svagheder. Intuitivt er der mange der tror, at demokratiets akilleshæl består i flertallets mulighed for at tyrannisere mindretallet. Imidlertid viser de amerikanske økonomer Gary Becker og Charles Wheelans arbejde, at problemet ofte går den modsatte vej: Mindretallet tyranniserer flertallet. Små interessegrupper som KVINFO-feminister og majsbønder tilraner sig vores andres penge, og hvor end vi gerne ville, så kan vi ikke få verfet dem ud af vores privatøkonomi. En simpel beregning forklarer hvorfor:

Hvis der er 1 KVINFO-feminist for hver 9999 vælgere, som ikke gider KVINFO, så kunne vi andre i princippet tvinge KVINFO-folket til at betale til os over skatten. Det ville betyde, at hver gang vi andre lænsede KVINFO-folket for 1 kr. hver, så skulle hver KVINFO-feminist betale 9999 kr. mere i skat. Vi andre ville trække på skuldrene af en krone fra eller til, men ”den feministiske titusindedel” ville gå meget langt for at undgå denne brandbeskatning. Vil man som politiker maksimere sit stemmetal, så er prioriteringen ikke så overraskende: Man støtter selvfølgelig feministerne.

Lad os så se på den omvendte side af sagen: Hvad nu, hvis ”den feministiske titusindedel” tvang os andre til at betale for KVINFO, selvom vi egentlig ikke havde lyst?  Jo, hver gang KVINFO fik tilsnyltet sig 9999 kr., så skulle vi andre hver betale 1 krone mere i skat. Feministerne er ellevilde, og vi andre trækker endnu en gang på skuldrene. Igen er det ikke svært for en politiker at prioritere: Her støtter han også feministerne.

Derfor er særinteresser som KVINFO og majsstøtte en slags fejl ved demokratiet. En fordærvelse af den politiske proces, som er blevet kaldt mutual corruption (”gensidig korruption”): Politikerne og interesseorganisationerne kan enes om en ordning, de begge har gavn af, og den brede befolkning tvinges til at betale uden reel demokratisk mulighed for at sige fra. I mellemtiden kan KVINFO så fortsætte med at støtte op om tvangskvoter og kønsdiskrimination for penge, som vi aldrig har sagt ja til at give dem.

Vi er de 99,99 %, og vi vil gerne være fri for at betale til KVINFO. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde får lov.

Kritik af den marxistiske historie – og klasseanalyse

af Christian Frederiksen

Marxister opfatter menneskehedens historie som en konstant klassekamp. Kampen udspiller sig mellem en stor gruppe af undertrykkede og en mindre gruppe af undertrykkere. Marxister opfatter økonomien som det primære middel til undertrykkelsen.

Menneskehedens historie inddeles i fem faser – hvor historiens afslutning ender med indførelsen af et klasseløst samfund:

Første fase:
De herskende klasser fratager al overskuddet af produktionen på bekostning af deres slave-arbejdere.

Eller, som Marxister siger: De herskende klasser approprierer (konfiskerer)produktionens merværdi (afkast, forrentning)til brug for at pleje deres egne interesser.

Anden fase:
De herskende klasser forener sig i en fælles interesse i at fastholde ejerskabet til produktionens merværdi – og de vil aldrig opgive deres ejerskab af egen fri vilje.

Ethvert tab af magt til den undertrykkede klasse må tages fra dem igen.

Den eneste måde de undertrykkede kan vinde kampen er ved at indføre en fælles klassebevidsthed.

Ved at gøre alle, der er undertrykt af de herskende klasser, bevidste om undertrykkelsen, kan de forene sig i kampen for at tage magten fra de herskende klasser.

Tredje fase:
Det, at der eksisterer klasser, er en konsekvens af hvordan ejendomsretten er formuleret.

Eller, i Marxistiske termer: Den specifikke relation til ejerskabet af produktionsmidlerne.

Den herskende klasse opretter og gør sig til hersker over et statsapparatur hvis formål er at fastholde deres ejerskab til produktionsmidlerne – et statsapparatur af vold og tvang.

Statsapparaturet bruges til at skabe en administrativ opretholdelse – og en folkelig opbakning til synet på det retfærdige ved et klassedelt samfund.

Fjerde fase:
Konkurrencen mellem de herskende klasser skaber en tendens til stadigt snævrere centralisering af magt og penge (sociale goder).

Et system med mange magthavere vil blive til et system med få; og i sidste ende føre til en monopolisering af magt.

Færre og færre magt-institutioner vil se sig i stand til at fastholde deres position.

Der vil blive indført en hierarkisk verdensorden mellem de tilbageværende magt-institutioner.

Den interne centralisering af magt vil føre til imperialisme – krig mellem staterne – og derved en udvidelse af den herskende klasses magt over endnu større geografiske områder.

Femte og sidste fase:
Med magten over stadigt større geografiske områder vil den herskende klasse opnå sin naturlige grænse for magt: Verdensherredømmet.

Opretholdelsen af klassedelingen vil herefter være uforenelig med en yderligere udvikling og forbedring af produktionsmetoderne.

De økonomiske kriser vil blive mere og mere karakteristiske.

Dette vil skabe hvad Marxisterne kalder objektive betingelser for opstandelsen af de undertrykkedes fælles klassebevidsthed.

Når de objektive betingelser er til stede vil de undertrykkede tilintetgøre staten og indføre et klasseløst samfund.

Den nye regeringsform vil være et system af menneske over menneske til administration af alle ting.

Og, som resultat vil der opstå en uhørt, universel velstand.

Alle teserne kan gives gode begrundelser. Det vil jeg vise senere.

Dog, må man sige, har Karl Marx gjort mere end nogen anden for at få hans tese til at fremstå som utroværdig ved at lade fundamentet af den hvile på en absurd klassekamps-teori.

DISKUSSION AF MARX’ UDNYTTELSESTEORI

De prækapitalistiske samfund
Ifølge Karl Marx er ældre styreformer såsom slaveri og feudalisme karakteriserede ved udnyttelsen.

Det kan der ikke være nogen indsigelse mod.

Slaven er ikke en fri arbejder. Han er trælbundet, og får derfor ikke nogen gevinst ved sin arbejdsindsats.

Den velstand, slaven skaber, konfiskeres af slavens herre.

Forholdet mellem herren og slaven er baseret på udnyttelse og undertrykkelse.

Det samme gælder feudalherren. Han indkræver jordrenter af bonden, som opdyrker og bor på feudalherrens jord. Herrens gevinst er bondes tab.

Vi vil heller ikke bestride at slaveri og feudalisme uundgåeligt vil have en negativ indvirkning på produktionens effektivitet.

Hverken slaven eller bonden vil være lige så produktive, som de ville have været, hvis de ikke var henholdsvis træl og livegen.

‘Oprindelig akkumulation’ og den moderne kolonialisme
Men den Marxistiske ide tager den et skridt videre, idet den hævder, at udnyttelsen stadig vil finde sted i et rent kapitalistisk system.

Altså, hvis slaveriet ophører og slaven bliver en fri arbejder. Fri til at sælge sin arbejdskraft hos en hvilken som helst gårdejer, som er villig til at betale for arbejdskraften.

For at være sikre i vores sag vil vi ganske kort kigge på to af Marx bedst kendte teorier.

Karl Marx giver sin version af historien til hvordan kapitalismen opstod, ved at vise, at det meste af kapitalistens ejendom er resultatet af plyndring, undertrykkelse og erobring; det berømte kapital 24: Oprindelig Akkumulation – Kapitalen.

Vold og tvang i forbindelse med indførelsen af kapitalisme i tredjeverdenslande bliver også kraftigt fremhævet; kapitel 25: Den Moderne Teori om Kolonialismen – Kapitalen.

Så vidt vi alle ved er historierne højst sandsynligt korrekte. Og, for så vidt de er korrekte, er der intet moralsk forsvar for at indføre sådan et undertrykkende og udnyttende kapitalistisk system.

Man bør dog holde sig for øje at Karl Marx laver et smart trick i denne forbindelse.

Ved at undersøge historiske begivenheder, der vækker læsernes foragt og indignation over de mange brutale overgreb på befolkningerne i de kapitalistiske lande, glider Marx faktisk let hen over hans egentlige tese:

Nemlig den, at selv i et rent kapitalistisk system, hvor den kapital, man råder over, udelukkende er resultatet af privat ejendomsret, arbejde og opsparing, vil det, at kapitalisten hyrer køber arbejderens arbejdskraft stadig være undertrykkende og udnyttende.

Dette er hvad Marx så som et af sine vigtigste bidrag til økonomisk analyse.

Marx’ objektive analyse af kapitalismens udnyttelse
Hvordan kommer Marx’ frem til beviset om det rene kapitalistiske samfunds undertrykkende natur?

Ved at påpege konsistente observationer, der viser, at lønningerne til arbejderne er lavere end produktionsomkostningerne.

Fordi arbejderen får betalt en løn svarende til 3 dages produktion for en 5 dages produktionsperiode.

At arbejderen på den måde producerer for flere penge end han reelt modtager som godtgørelse for sin arbejdsindsats.

Og, fordi merværdien fra de to ekstra dage bliver approprieret af kapitalisten.

Ifølge Karl Marx er der altså her tale om undertrykkelse og udnyttelse.

Marginalnytte og tids-præferencer
Hvad er der galt med Marx’ objektive analyse?

Svaret er åbenlyst, når vi spørger os selv, hvorfor arbejderen skulle gå med til sådan en aftale.

Han går med på aftalen, fordi hans løn kan bruges til at dække hans umiddelbare behov; igennem sine handlinger viser arbejderen, at han værdsætter at få dækket sine umiddelbare behov højere end at dække eventuelle fremtidige behov.

I sidste ende kunne arbejderen jo bare vælge ikke at sælge sin arbejdskraft og på den måde få den fulde værdi af sin arbejdskraft.

Men det ville selvfølgelig betyde, at han måtte vente i længere tid før han kunne få dækket sine behov.

Ved at sælge sin arbejdskraft, viser arbejderen, at han hellere vil have en mindre mængde penge nu og her, end en potentielt større mængde penge på et senere tidspunkt.

På den anden side kunne man spørge; hvorfor går kapitalisten med til sådan en aftale med arbejderen?

Hvorfor går han med til at betale løn til arbejderen før han modtager afkastet af sine investeringer?

Kapitalisten vil selvfølgelig ikke betale fx 100kr. nu og her, hvis han forventer at få præcis samme beløb udbetalt et år senere.

Hvorfor beholder kapitalisten ikke lønnen i et år, og opnå den sikkerhed, det er, at have fuld kontrol over pengene under hele perioden?

I stedet må kapitalisten forvente, at de 100kr., han betaler arbejderen i løn nu og her, vil blive til et højere beløb en gang i fremtiden.

Kapitalisten må sætte sin lid til at han er i stand til at skabe en profit – eller, mere korrekt, en forrentning – af sin investering en gang senere i fremtiden.

Desuden kunne vi spørge; hvorfor er kapitalistens opsparing ikke større, end den er, hvis han ville tjene endnu mere ved at spare mere op nu og her?

Hvorfor hyrer kapitalisten ikke arbejdere for alle sine penge, hvis hver ansat sikrer et større afkast i fremtiden?

Svaret er igen fuldstændigt indlysende: Kapitalisten er også forbruger – og han kan ikke undgå at være det.

Kapitalistens opsparing og investeringer er begrænsede af, at også han skal dække sine behov for forbrugsgoder nu og her – både de helt essentielle forbrugsgoder såsom mad og husly, men også hans begær efter umiddelbar materiel tilfredsstillelse.

Det der er galt med Karl Marx teori om kapitalistens undertrykkelse og udnyttelse af arbejderen, er, at han ikke forstår den universelle lov om tids-præferencer, der gælder ethvert menneskes handlinger.

At arbejderen ikke modtager sin ”fulde værdi” har ikke noget med udnyttelse at gøre.

Det afspejler bare det faktum, at det er umuligt at betale penge for noget nu og her, som man først modtager en gang i fremtiden, uden at der samtidig er tale om en form for rabatordning.

I modsætning til situationen mellem herren og slaven, hvor herrens gevinst er slavens tab, er forholdet mellem den frie arbejder og kapitalisten gensidigt fordelagtig.

Arbejderen går med til aftalen fordi hans tids-præference gør at han foretrækker en mindre mængde penge nu og her frem for en større mængde penge en gang i fremtiden.

Kapitalisten går med til aftalen for hans tids-præference gør at han foretrækker en større mængde penge en gang i fremtiden, frem for en mindre mængde penge nu og her.

Deres relation er hverken udnyttende eller undertrykkende, men, tværtimod, harmonisk.

Uden kapitalistens forventninger til fremtidige afkast af sine investeringer, ville arbejderen være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at vente i længere tid, end han ønsker at vente.

Uden arbejderens ønske om at tilfredsstille sine umiddelbare behov, ville kapitalisten være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at tage mindre effektive produktionsmetoder i brug, end dem, han ønsker at tage i brug.

Tids-præferencer i det kapitalistiske lønningssystem
Det kapitalistiske lønningssystem er heller ikke en hindring for stadigt større afkast og forbedring af produktionen, som Marx hævder.

Hvis arbejderen ikke havde lov til at sælge sin arbejdskraft, og kapitalisten til at købe den, ville det samlede afkast af produktionen være lavere, da der ville relativt mindre penge i omløb til lønninger og lignende under selve produktionen.

Hvert køb af ejendom, enhver investering, al produktion og/eller opsparing sker med forventningen om at det vil føre til et større afkast på et senere tidspunkt.

Kapitalisten vurderer værdien af sin kapital ud fra forventningerne til hans fremtidige investeringer, fratrukket hans forventede forbrug af personlige forbrugsgoder nu og her samt i fremtiden.

Problemet med det kollektiviserede lønningssystem

  • Hvis produktionsoverskuddet kollektiviseres har kapitalisten ikke længere fuld kontrol over den kapital han har skabt.
  • Han må opgive sin position som virksomhedsleder, hvor hans fremtidige indkomst vil blive afledt af en ansættelse.
  • Her vil delvis kontrol af produktionen blive tildelt en gruppe der hverken ejer noget, producerer noget eller sparer op.
  • På den måde falder den tidligere kapitalists forventning til værdien af de goder han vil modtage af produktionsoverskuddet.
  • Som konsekvens vil påvirkningen af alles tids-præferencer stige.
  • Alle ville være ejere af naturens ressourcer – som alle ved er begrænsede – og der vil være langt mindre opsparing til at vedligeholde de ressourcer, som skulle bruges til at producere nye goder.
  • Produktionsperioden vil blive forkortet som en konsekvens af det relativt høje grad af spild.

Opsummering
Hvis Karl Marx teorier om kapitalismens undertrykkelse og udnyttelse – samt hans idéer til hvordan man gør ende på udnyttelsen, ved indførelsen af et nyt system, der skaber uhørt universel velstand, er forkerte til et punkt hvor det virker direkte latterligt, må det være klart, at enhver teori om historien, der er afledt af Karl Marx teorier, på lige fod må betragtes som forkerte.

Eller, hvis de er korrekte, så må de være skrevet på en falsk præmis.

Mattina : Sera : Notte – En billedserie af Jens Peder Søndberg

af Pernille Sørensen, cand.mag.

Siden barokken har europæiske kunstnere beskæftiget sig med bølgerne og det oprørte hav som et billede på, hvordan mennesket er underlagt større kræfter end det selv: Med mennesket som det lille skib, der bliver kastet frem og tilbage på skæbnens lunefulde bølgegang, uanset hvilken kurs det selv måtte sætte.

I romantikken genfindes det oprørte hav som en del af det utæmmede landskab, og verdensaltets guddommelige genius. Et symbol der gennem en maritim tour de force arbejder sig frem mod det ultimative selvudtryk, hvor Caspar David Friedrichs ensomme vandrer konfronteres med de enorme naturkræfter.

En af de mest interessante talenter som er kommet ud af akademiet i de seneste år, er utvivlsomt kunstneren Jens Peder Søndberg, som af andre kunstnere betegnes som “den bedst bevarede insiderhemmelighed på den danske kunstscene”, og en stor inspiration for de der kender ham.

Søndberg fortsætter temaet om bølgerne, men kunstens rum har samtidig ændret sig siden romantikken, kunsten har bevæget sig tættere på det etablerede, tættere på land. Men kunsten har stadig noget at skulle have sagt: Oprøret og striden kryber ud under den tilsyneladende rolige overflade, og via de tre tidsbilleder Mattina : Sera : Notte viser Søndberg hvordan den samme form alligevel er forskellig over tid. Hvordan en eksplicit forskellighed er en implicit enhed.

I sid tid på Kunstakademiet i København eksperimenterede Søndberg gang på gang med formens egenskaber og udfordrede maleriets udtryk. Som gradueret kunstner har disse prøveballoner til stadighed antaget mere og mere professionelle former, frem til i dag hvor værkernes sarte teksturer kommer til udtryk som resultatet en særegen arbejdsmetode der kræver adgang til de fineste materialer.

Værkernes tredimensionelle format bryder med maleriets traditionelle form, samtidig med at de holder sig til de traditionelle materialer; lærred og maling. Mattina : Sera : Notte er således en dekonstruktion af rammerne og grundlaget for maleriet som vi kender det. En udtryksmåde hvor lærredet bruges som maling, og malingen bruges som lærred.

Således har Søndberg skabt en serie som fortsætter traditionen om det oprørte hav i form, indhold – og tid.



J.P. Søndberg – Mattina – Maling, lærred og lim, 2005

*****


J.P. Søndberg – Sera – Maling, lærred og lim, 2005

******


J.P. Søndberg – Notte – Maling, lærred og lim, 2005

 

Nudge og Paternalistisk Liberalisme

Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor det er en god idé.

af Robin Engelhardt

Nudge, nudge; wink, wink – vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ‘nudge’ er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se ing.dk/k#7uzn).

Nudging kan måske bedst oversættes med ‘valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet nemmere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en smartere måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ‘vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start.

Siden bogen udkom for tre år siden, er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, Storbritannien og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ‘Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i Storbritannien har premierminister David Cameron nedsat en ‘Nudge Unit’, der forsøger det samme.

I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne, efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’er, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

Hvad er et nudge?

I sidste uge besøgte Richard Thaler Danmark og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring – huset af tænketanken DEA – hvor en masse offentlige aktører og ngo’er deltog.

Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ‘uden pisk og gulerod’ og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle synes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

»Jeg har ikke opfundet nudging,« indrømmer Richard Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge ind til, hvad et nudge er og ikke er – og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populært i Danmark.

»Til en vis grad er det lykkedes os at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,« siger Richard Thaler.

»Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at man er transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig for at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,« siger han.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret – i hvert fald i teorien.

»Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner og lignende,« siger han, men indrømmer også, at der i praksis alligevel er en del forvirring omkring, hvad der kan betragtes som et nudge, og hvad ikke.

At lære af et nudge

Hvis man vil forstå, hvor et nudge kan bruges, kan man ifølge Thaler og Guldborg Hansen tænke på boliglån og skatteregler. Der er så mange aspekter af livet, som er stort set umulige at gennemskue selv, så det er kun godt, at man får hjælp. I visse situationer kan det godt være, at man bliver lidt dummere til en masse unødvendige småting, men så til gengæld har mere tid til at blive klogere på mere væsentlige ting.

Findes der forskellige former for nudges?

»Et nudge dannes ved en eller flere psykologiske effekter, og der findes utallige af dem. Derfor bliver man nødt til at vurdere etikken bag et nudge individuelt. For eksempel kender vi alle i Danmark til PBS-systemet. Det er et nudge, der har automatiseret indbetalingen af vores regninger, så vi undgår rykkere. Det er en god ting. Men der er også en dårlig ting ved PBS-systemet. Folk mister overblikket over deres egen økonomi. De ved ikke, hvor deres penge forsvinder hen, fordi de ikke går ned på posthuset længere,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Men så er der en anden type af nudges, som for eksempel fluen i urinalet (se foto, red.). Her delegerer man ikke sin beslutning ud til en anden instans. Tværtimod bliver man oplyst om sin handling og dens konsekvenser. Hvis mantraet bag et nudge er ‘at gøre det let’, så er det vigtige spørgsmål, om man taber noget ved det? Svaret er, at det kommer an på, hvilken type nudge vi taler om. Med PBS-systemet taber vi noget, og med fluen i urinalet vinder vi noget. Vi lærer af det.«

Hvem vælger dine valg?

Nudges har desværre et andet problem, og det er, at de bliver udvalgt af nogen. Det vil sige, at de altid allerede indeholder en værdidom i forhold til de valgmuligheder, der bliver lagt frem for modtageren af et nudge. Man kan derfor aldrig være sikker på at handle i folks egen bedste interesse. Ifølge Richard Thaler er problemet til at leve med, så længe flertallet er ‘happy’.

»I gennemsnit vil man helt sikkert gøre noget, de fleste mennesker er glade for,« siger Richard Thaler.

»Selvfølgelig vil der altid være mennesker, som hader, at andre hjælper dem med deres valg, men i det store hele vil det være til fordel for alle. Hvis du spørger mig, hvad mine krav ville være til en statslig nudging-strategi, så ville det være 1) ingen tvang, 2) en høj sandsynlighed for, at antallet af mennesker, som bliver hjulpet, overstiger antallet af mennesker, som bliver skadet, samt 3) at en eventuel skadelig virkning er meget begrænset. Lad mig som eksempel tage ‘Save More Tomorrow’, et projekt om pensionsopsparinger, som jeg har arbejdet med. Nogle af mine kolleger mener, at jeg har fået nogle mennesker til at spare for meget op til deres pension. Jeg svarede: ‘Ja, det kan da godt være. Men det er ikke det værste, der kunne være sket’,« siger han.

Okay, her et større problem, jeg ser for nudge: Under policy-mødet, hvor en masse danske institutioner og frivillige organisationer kom og lyttede til dit foredrag, og bagefter selv fortalte om deres små forsøg med at implementere nudging i deres organisation, viste det sig, at nogle af dem fuldstændig misforstod, hvad det går ud på. Jeg citerer en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse: ‘Vi vil gøre det nemmere for folk at gøre det, vi vil have dem til at gøre!’ Hvorfor sprang I ikke op med det samme og råbte af ham, og fortalt ham, at han har misforstået det hele?

»Ja, det var jeg heller ikke glad for, og jeg kan fortælle, at jeg har haft en lignende situation, da jeg skulle vejlede den britiske regering i at åbne en nudge-enhed i Downing Street. Jeg kom i slagsmål med en af David Camerons rådgivere, som ville navngive enheden ‘Behavioural Change Unit’, og jeg sagde, at hvis I vælger det navn, så siger jeg op. Selvom jeg ikke var lønnet, var truslen alvorlig nok til at de ændrede navnet til ‘Behavioural Insight Team’,« siger Richard Thaler.

Pelle Guldborg Hansen supplerer:

»Jeg har oplevet det samme fænomen. Så sent som i går læste jeg et indlæg på mindblog.dk, hvor man mente, at nudging handler om at ‘øge sandsynligheden for, at mennesker frivilligt gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre’. Jeg svarede høfligt, at dette ‘vi’ skal erstattes med et ‘dem’, således at det handler om at hjælpe mennesker til at gøre det, de selv ønsker at få ud af livet.«

Hvis misforståelsen sker så hyppigt, som det ser ud til, er nudging-begrebet så ikke blot et fripas til, at alle mulige pampere kan pådutte os andre deres egne synspunkter? Er nudging så ikke bare en akademiseret variant af, hvad reklamefolkene i tv-serien Mad Men gjorde mod betaling i 1960’ernes USA?

»Nej, hvad jeg forsøger at gøre, er at finde et alternativ til de gammeldags forbud og regler. Når man i Danmark f.eks. laver en fedtskat, så kan vi alle blive enige om, at den er stupid og ikke vil virke. Den er trods alt bedre end et forbud f.eks. mod at spise ost, men et ægte alternativ ville være en lang række nudges, der får folk til at leve sundere uden hverken forbud eller usynlige skatter,« siger Richard Thaler.

»Men jeg har svært ved at se ulemperne ved det. Jeg tror, at jeg med lidt held vil kunne redde tusinder af menneskeliv i løbet af de næste årtier. Uden ekstra omkostninger! Så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?« pointerer han.

»Det skal være ‘gode’ nudges, der leder folk derhen, hvor de selv vil være. Der er dem, der er transparente i situationen, som for eksempel fluen i urinalet i Schiphol lufthavn, hvor man kan se, hvad der sker, og kan reagere på det. Så er der dem, hvor man ikke umiddelbart kan se det, men de er anbragt i god tro,« siger Pelle Guldborg Hansen.

»Desuden kræver en eventuel implementering af nudging i offentlige institutioner en lang række kontrolmekanismer, som først skal udvikles,« mener han.

»Vi ved, hvordan man skal implementere en ny lov. Vi ved, hvordan man opkræver nye skatter. Det indgår i en stats formelle system. Men med hensyn til nudges har vi endnu ikke udviklet mekanismer til at gøre det ordentligt.«

Findes der også dårlige nudges, som man i samfundet af gammel vane endnu ikke har skaffet sig af med?

»Forskning viser, at det parti, der står øverst på stemmesedlen i et landevalg, i gennemsnit får to procent flere stemmer, alene af den grund at det står øverst,« siger Richard Thaler.

»Det er, hvad man i psykologien kalder en rækkefølge-bias, og det findes utallige steder. Det er et eksempel på et nudge, der burde fjernes, ligesom man har gjort det i visse stater i USA ved at randomisere eller rotere positionerne på stemmesedlen. Så her er en idé til, hvordan de danske Socialdemokrater (med bogstavet A øverst på listen) kunne blive mine nye helte: de burde indføre randomiserede stemmesedler, hvor partier og kandidater opstilles tilfældigt på hver enkel stemmeseddel. Det ville vitterligt være en førsteklasses handling,« slutter Pelle Guldborg Hansen.

Fakta: Kongen af nudges
Nudge-kongen over dem alle er columbianeren Antanas Mockus. Han var borgmester i Bogota mellem 2001-2003 og iværksatte blandt andet en kampagne med at hyre 420 pantomimekunstnere, som skyggede fodgængere, der ikke overholdt trafikreglerne eller smed affald på gaden. Hvis en fodgænger opførte sig forkert, efterlignede pantomimekunstneren hans bevægelser og gjorde grin af ham til glæde for de forbipasserende.

Da der var vandmangel i byen, stod Mockus frem på tv, mens han tog et bad. Hans slukkede for vandet, hver gang han sæbede sig ind og opfordrede seerne til at gøre det samme. Efter kun to måneder brugte Bogotas indbyggere 14 procent mindre vand, og folk opdagede også, at de kunne spare penge ved det.

Vandforbruget er i dag 40 procent mindre end dengang.

Mockus printede også 350.000 kort med to tegn: tommelfinger op og tommelfinger ned. Kortene blev distribueret i befolkningen, som brugte dem til at anerkende eller misbillige medborgernes handlinger.

Mange begyndte at bruge dem fredeligt på gaden.

Hvorfor mænd foretrækker yngre kvinder

af Ryan Smith

Den amerikanske tv-personlighed Paris Hilton skabte overskrifter i sommer, da hun udvandrede fra et kritisk interview med ABC News. Den ellers så medgørlige Hilton blev synligt utilpas, da intervieweren spurgte ind til, hvorvidt den nu 30-årige Hilton mon følte, at hendes tid i rampelyset var ved at rinde ud. Dermed tog intervieweren fra ABC News hul på vor en af tids sidste tabuer.

Hilton, der ellers er kendt for at agere afslappet i interviews, havde god grund til at blive utilpas. Det amerikanske dating-site OK Cupid afslørede sidste år, at mens de kvindelige brugere mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mændene på sitet næsten al deres tid på at kontakte kvinder i alderen 18-29 år – uanset hvor gamle de selv er, og uanset hvad de ellers har angivet som præference på deres profil.

At mænd som gruppe har en udtalt præference for unge kvinder, kan kun de færreste være i tvivl om. Allerede den athenske komedieforfatter Aristofanes (ca. 400 f.Kr.) bemærkede asymmetrien. Men hvor kommer den fra? Hvordan er den krøbet ind i vores kultur? Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau, der generelt mente, at kulturen havde ødelagt menneskets naturlige harmoni, fandt sit autentiske jeg i armene på en ældre kvinde. Først var han genert ved udsigten til at bryde med normerne, men da først han trodsede kulturens forventninger, måtte Rousseau tilstå at, ”Madame de Larnage overtog mig. Det var farvel til Jean-Jacques … jeg svælgede i min lyst, jeg blev beruset af de mest udsøgte fornøjelser … det er Madame de Larnages fortjeneste, at jeg ikke vil dø uden nogensinde at have oplevet sand tilfredsstillelse.”

Men Rousseau var ikke den eneste der havde en mening om den sag. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer mente nemlig det modsatte: ”Naturen har givet den unge kvinde superrigholdig skønhed og charme i nogle få år på bekostning af resten af hendes liv,” skrev han. Og når det hang sådan sammen, så skyldes det ifølge hans tænkning, at naturen ”har handlet med sin sædvanlige økonomi: Ligesom en myredronning, der mister vingerne efter parringen … således mister også kvinden sin skønhed” efter den fødedygtige alder ”og formentlig af samme grund.”

Fra filosofi til videnskab
Men det er alt sammen længe siden – hvad mener videnskaben i dag?

På Roskilde Universitetscenter er lektor og kønsforsker Karen Sjørup ikke i tvivl: ”Jeg mener sådan set, at det ligger i seksualiteten, at de unge – både mænd og kvinder – er mere seksuelt tiltrækkende end de ældre,” udtaler Sjørup til Gildet.

– Men med ganske få undtagelser, så er det jo kun mænd, man ser gifte sig med markant yngre kvinder, mens man sjældent ser det omvendte?

Sjørup: ”Det er efter min opfattelse kulturelt betinget, og navnlig betinget af magt og penge. En rig og magtfuld mand opfattes som en bedre forsørger, og så kan han vælge frit på markedet. Man kan jo stort set købe sig til alting, hvis man har magt og penge nok!”

– Så alle de mænd derude, der er sammen med yngre kvinder, de har betalt for at komme til fadet?

Sjørup: ”Det gælder jo ikke alle mænd, men snarere kun de færreste, at de har held med at score unge kvinder. I gennemsnit gifter kvinder sig med mænd, som er 2 år ældre end dem selv, så de fleste gifter sig i realiteten med jævnaldrende.

Jeg tror også, at en form for incesttabu i højere grad rammer kvinder, som er tiltrukket af yngre mænd, end det rammer mænd, der er tiltrukket af yngre kvinder. Barnerov er ikke socialt acceptabelt – især ikke for kvinder.”

– Men det sociale stigma rammer altså også mænd?

Sjørup: ”Ja, men de har i højere grad magten – eller tykhudetheden – til at være ligeglade med omgivelsernes dom. Jeg har erfaret, at mange mænd dyrker myten om, at mænd kan få børn hele livet – se blot på Charles Chaplin (som fik barn i en alder af 73, red.), siger de, og at ældre og skaldede mænd er mere attraktive end unge og hårfagre mænd, se bare på Sean Connery, siger de. Jeg hører dog sjældent kvinder sige noget tilsvarende. Og med alderen får såvel kvinder som mænd dårligere børn.”

Dermed kunne man få det indtryk, at videnskaben nu havde regnet den ud, men spørger man Dennis Nørmark, antropolog og medforfatter til bogen ’Det virkelige menneske – Sjælens og kulturens naturhistorie’, får man et anderledes svar: ”Det er ganske simpelt,” udtaler Nørmark, ”begge køn har et biologisk ur, men kvindernes tikker simpelthen langt hurtigere. Når en kvinde fylder 30, har hun kun ca. 12% af sine æg tilbage.”

– Så du mener ikke, at mænd og kvinder i bund og grund er ens?

Nørmark: ”Nej – evolutionen har udstyret hvert køn med den seksualitet, der bedst afspejler de underliggende biologiske realiteter i, at mænd producerer milliarder af kønsceller hver måned, mens kvinder kun producerer en enkelt.”

– Hvad er forskellen på mandlig og kvindelig seksualitet?

Nørmark: ”Der er naturligvis afvigere, men kigger vi på det store billede, så ser vi, at mænd har en tendens til at gå efter kvantitet, mens kvinder mest går efter kvalitet – kvinder vil have prinsen på den hvide hest, og mænd vil have et harem. Og når de vælger partner, så søger mænd ungdom og skønhed, mens kvinder søger status og magt – det afspejler sig alt sammen i kulturen.”

– Hvordan spiller kulturen så sammen med biologien?

Nørmark: ”Det er ikke umuligt, at der opstår kulturer, som kommer på tværs af de biologiske realiteter. Men kulturen er ikke fuldstændig fri; den bliver nødt til at tilpasse sig det biologiske. Det kulturelle er som en handske, der kan passe bedre eller værre på det biologiske. Hvis du f.eks. havde en kultur, hvor mændene konsekvent gik efter kvinder i 50 års alderen, så ville mainstream dø ud, og de afvigere, der konsekvent gik efter de yngre kvinder, ville være dem, der fik deres gener videre.”

Ligesom de gamle filosoffer er moderne videnskabsfolk altså også uenige på området.

Barsel: Forskellen på socialister og borgerlige

af Camilla Hansen

Socialdemokraten Karen West skriver i indlægget Frihed er ikke kun frihed for mændene, at statens forsøg på at fordele barselsdage ud på mor og far skal trumfe individets ret til selv at vælge. Og lige præcis her er forskellen mellem socialister og borgerlige.

Under den nuværende ordning er mænd og kvinder næsten fuldstændig ens stillet, når det kommer til barsel, og beslutningen om, hvem der skal på barsel (og hvor længe), ligger i virkeligheden hos den enkelte familie og ikke hos staten. Det skal den gerne blive ved med.

West skriver, at hun “kun kan være enig i, at statens initiativer til adfærdsregulering af borgere for længst har overskredet enhver fornuft”, men argumenterer så med, at de nuværende ni måneders barsel oprindeligt blev indført med henblik på at lade mændene tage tre af dem. Det sker bare ikke, i og med at kvinderne i praksis tager alle ni måneder alene. Men kvinderne gør det jo ikke af tvang; de gør det, fordi de og deres mænd frivilligt vælger at indrette sig sådan. Så givet, at West er imod adfærdsregulering af borgerne, er en henvisning til politikernes oprindelige intentioner om delt barsel ikke et argument for øremærkning af barsel til mænd – hvis det er noget, så er det et argument for kortere barsel alt i alt.

Jeg nævnte, at denne debat fremhæver forskellene på borgerlige og socialister. Det gør den, fordi borgerlige kigger på den nuværende ordning og ser civilsamfundet virke, som det skal – frie mennesker, der frit vælger at indrette sig i overensstemmelse med netop deres personlige behov.

Socialister kigger derimod på den skæve fordeling og konkluderer, at kvinderne må være tvunget på barsel mod deres vilje. Den borgerlige kigger på individet, socialisten på gruppen.

Men hvem siger overhovedet, at gruppen lider, bare fordi den ikke arrangerer sig i fine 50/50-fordelinger? Det påhviler socialisterne at dokumentere, at kvinderne er ofre for skjulte strukturer, og at den ujævne fordeling ikke i  virkeligheden skyldes, at kvinderne selv ønsker gå på barsel, som Weekendavisen for nylig dokumenterede i en reportage fra Sverige, hvor staten ønskede at give mere af kvindernes barsel til mænd, men kvinderne satte sig til modværge.

“Det er et faktum, at kvinders muligheder på arbejdsmarkedet forringes, når hun er så længe væk på orlov,” skriver West. Det har hun ganske ret i, men West undlader dog at se tingene i det store billede. Fra økonomi kender vi princippet om specialisering og arbejdsdeling: Det er nemlig ligeledes et faktum, at hvis personer skal arbejde sammen som en enhed, så opnår de sammen den største effektivitet, hvis hver af dem specialiserer sig. Hvad angår børn og karriere, vil det i mange tilfælde være rationelt at lade den ene part (uanset køn) dedikere sig fuldstændig til karrieren, mens man lader den anden part støtte op om denne prioritering ved at tage sig af børnene først og så karrieren bagefter. Øremærkning af barsel vil reducere arbejdsdelingen og dermed medføre effektivitetstab – ikke kun for det enkelte ægtepar, men for samfundet som helhed.