Author Archives: Majken Hirche

Trekkies eller jedi-riddere?

Stars Wars eller Star Trek? Den årelange kamp er blusset op igen, efter at skuespilleren William Shatner alias Captain Kirk i sidste uge udtalte sig for at give sit besyv med i striden.

af Ryan Smith

I årtier har striden raset på nørdede science-fiction-konventioner og på svedige drengeværelser verden over: Star Wars eller Star Trek – hvilket science fiction-setting er nummer 1 i galaksen?

Striden, der har stået på siden 1970’erne, har nu igen fået nyt liv, da den aldrende William Shatner, alias Star Treks Captain Kirk, leverede et friskt indspark i debatten via sin officielle videokanal på internetsitet YouTube.

Shatner sætter sig for at sammenligne de to serier, og dommen falder prompte: Star Trek var bedst. ”Star Wars var ok,” siger Shatner, men det var en afledning, et derivat, en fodnote til Star Trek. Og så var der i øvrigt alt for mange special effects, siger Shatner med henvisning til Star Wars-skaberen George Lucas’ personlige special effects-firma, Industrial Light and Magic, der netop blev grundlagt af Lucas selv i forbindelse med produktionen af den første Star Wars-film, A New Hope, fra 1977.

Med et spilsk grin uddyber Shatner, at der er så mange special effects i Star Wars, at vi som seere ikke engang kan vide, om skuespillerne i Star Wars i princippet rendte nøgne omkring i kulisserne (!) – jedi-kapperne er jo alligevel efterbehandlede computeranimationer! Og så er der også spørgsmålet om heltinderne: Star Wars-kvinderne er måske meget søde, men ifølge Shatner når de ikke Star Treks heltinder til sokkeholderne. En undtagelse er Shatner dog villig til at gøre, og det er Star Wars-heltinden Princess Leia (der i filmene spilles af skuespilleren Carrie Fisher, red.): Hvis Shatners egen karakter, den frygtløse Captain Kirk, fik chancen for at stikke af med prinsessen og løbe sammen ud mod solnedgangen, så ville det alt i alt være meget godt.

Selvom Star Wars-Star Trek-konflikten nu har stået på i årtier, har de medvirkende skuespillere i begge foretagender generelt altid forholdt sig høfligt og anerkendende over for modpartens produktioner. Den nu 80-årige Shatner er dog en af de få, som tidligere har spillet på den tilsyneladende evige kontrovers: I filmen Free Enterprise fra 1998 bliver en skoleelev mobbet og slået bevidstløs – udvalgt som mål, for at møde i skole iført en Star Trek-uniform. Mens vort mobbeoffer ligger bevidstløs, kommer Shatner til ham i en drøm og giver ham det velmenende råd, at han bliver nødt til at stoppe med at opføre og klæde sig som en nørd. Da drengen replicerer, at han kun kom op at slås, fordi hans modstander havde hævdet, at Star Wars-helten Han Solo var sejere end Captain Kirk, lagde Shatner dog ansigtet i andre folder, idet han formanede: ”Giv det lille skvat en endefuld!”

Lyssværd eller ordflom

For den udefrakommende kan det nemt se ud, som om Star Wars og Star Trek blot er to varianter af samme science fiction: Begge franchises er fyldt med laservåben, eksotiske aliens og fremmede planeter. For den indviede er der imidlertid en verden til forskel.

Hvor en Star Wars-helt typisk må kæmpe sig gennem plottet med lyssværdet i den ene hånd og med laserpistolen i den anden, vil en typisk Star Trek-helt derimod anvende videnskab og logik for at løse problemerne. En trekkie-helt må snakke sig ud af problemerne, og snakken går ofte forbi indviklede referencer til fiktive mekaniske konstruktioner som rumskibsmotorer, plasmaraketter og så fremdeles.

I Star Trek-fansenes lejr hedder det derfor, at Star Wars er Star Trek for børn og åndsfattige sjæle, mens Star Wars-fansene mener, at Star Trek er Star Wars for kedelige mennesker med hang til uendelig ordflom om apparater og dimser, der slet ikke findes i virkeligheden. Ifølge Star Wars-fansene er Star Trek en fad fornemmelse, der ikke formår at hamle op med Star Wars-universets storladne kamp mellem det gode og det onde. Det var bl.a. dette skisma, som Shatner kommenterede i sidste uge, da han sagde: ”I Star Trek er der karakterudvikling og komplekse menneskelige relationer; i Star Wars er der special effects.”

Hvor Star Wars-skaberen George Lucas var inspireret af sagnene om Beowulf, kong Arthur og den nordiske mytologi – altså den klassiske mytologiske fortælling med en helt, en hjælper, en skurk, og en lykkelig slutning – trækker Star Trek-skaberen Gene Roddenberry i stedet på højlitteratur som Gullivers Rejser, de græske tragedier og Shakespeare. Hvor den typiske Star Wars-karakter er enten god eller ond og sjældent udviser nogen nuancer af grå derimellem, er Star Trek-universet præget af komplekse moralske dilemmaer på kryds og tværs, hvor man ofte som seer sidder tilbage med en fornemmelse af, at de forskellige aliens’ interesser og perspektiv på verden er akkurat lige så legitime som menneskenes.

I Star Trek er alles interesser altså lige gode, men er Star Wars så også lige så godt som Star Trek? Ifølge Shatner er svaret et entydigt nej, men med Shatners udtalelser har vi næppe hørt det sidste til Star Wars–Star Trek-konflikten, og hvad Star Wars-fansenes næste træk bliver, det kan vi kun gisne om …

De danske kongers historie

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Danmark er det land i Europa, der i de sidste 500 år har haft den absolut mest uduelige kongerække. Siden Christian III døde i 1559 har vi ikke haft en eneste regent, der kunne krybe op på vurderingen “tilnærmelsesvist middelmådig”. Nej, nu må vi også bevare nuancerne, for nogle af de danske konger har til fulde levet op til deres evner, da de som Frederik IX endelig begyndte at lave ingenting.

Nu er det kommet frem, at kong Christian IX rent faktisk forsøgte at indlemme Danmark i det tyske storrige efter nederlaget i 1864. Herved gør han sig fortjent til betegnelsen ‘landsforræder’ i tredje potens og kommer nu med i den hårde kamp om at være danmarkshistoriens værste konge. Det er en svær titel at erobre, da feltet er spækket med amatører og dilettanter.

Det danske kongehus er en skændsel. Især den oldenborgske kongeslægt. De udgør en perlerække af skampletter på nationens historie. Ingen anden familie har betydet større tab og mere lidelse for Danmark end den oldenborgske slægt. Glücksburgerne, der i dag huserer, er ikke meget bedre. Deres tid som kongeslægt indledes som sagt af en landsforræder, og det eneste, der trækker dem lidt op, er, at de de sidste mange år intet har foretaget sig. Det ændrer ikke ved, at kongehuset historisk har været det værste, der er hændt landet.

Det er derfor smertefuldt, når selvtilfredse og lalleglade royalister skal belære os republikanere om, at vi mangler viden, forståelse og respekt for historien. Det er lige omvendt. Det er royalister, der må mangle ethvert kendskab til danmarkshistorien. Ellers er der ingen formildende omstændigheder for at støtte en institution, der har har pint nationen med så megen elendig ledelse.

Dengang kongerne troede, de skulle lege politik, gik Danmark fra det ene pinlige nederlag efter det andet. Christian III er den sidste halvgode konge, landet har haft. Hans søn Frederik II lavede ikke meget andet end at drikke og jage. Men den ubestridte leder af listen er Christian IV, som royalister traditionelt er helt vilde med (mest fordi han byggede Rundetårn og Børsen). Han var den værste leder, der nogensinde har haft lov til at regere landet. Da han kom til magten, var Danmark den største magt i Nordeuropa. Vi havde en af Europas største flåder og et territorium, der strakte sig fra Grønland, Shetlandsøerne, Island, Norge, Sydsverige, store dele af Nordtyskland og områder i det nuværende Estland. Vi var et magtfuldt imperium. Et storrige. Da Christian IV døde, var vi et lille forgældet og forarmet enevældigt regime uden noget at kunne prale af politisk (på nær et par flotte bygninger). Det skyldtes mest af alt Christian IVs håbløse ledelse, hvor han imod Rigsrådets vilje insisterede på at gå med i 30 års krigen, hvor Danmark intet havde at vinde og alt at tabe. Det kulminerede med nederlaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Uanset om man er anti-imperialist eller royalist må man se i øjnene, at Christian IV var en pinlig joke på nationens bekostning.

Samtlige konger, der fulgte efter Christian IV, viste sig at bestå af nøjagtigt samme elendige støbning og med samme totale mangel på politisk tæft som deres uduelige forfader. Frederik III gjorde ondt værre ved at få stadfæstet den enevældige arvefølge, der siden lå som en forbandelse over landet, der nu ikke kunne gøre noget som helst for at blive fri for kongefamiliens historisk ringe arvemateriale. Herefter kom den ene amatør efter den anden til magten, uden at danskerne havde et ord at sige. Majestætsfornærmelse førte til dødsstraf, så hvis nogen vovede at ytre sig frit og hævde det åbenlyse, at vi havde en uduelig kongefamilie, kunne de imødese at få hoved og krop adskilt hurtigere end man kan sige Skåne, Halland og Blekinge. Som i øvrigt var netop de danske regioner, som Frederik III mistede i en håbløs krig mod svenskerne.

Christian VI udmærker sig blandt disse konger ved at være en af de få regenter i disse år, der ikke førte os ud i et pinligt militært nederlag. Det skal han have ros for. Til gengæld sultede nationen under hans ledelse, hvor økonomien sejlede. Det forhindrede ham dog ikke i at opføre store palæer til sig selv og sin familie. I dag er royalisterne naturligvis ellevilde med disse bygninger, der er blevet opført for penge, som landet manglede mere end nogensinde før eller siden. Mange måtte dø af sult, især i Norge, og landets økonomi brød helt sammen. Nå ja, han var også så flink at indføre stavnsbåndet, der gjorde små bønder til noget, der mest minder om slaver. Hans søn Frederik V var så gennemalkoholiseret, at han aldrig rigtigt ledede landet. Hvilket vist kun er et plus i karakterbogen. Hans efterfølger Christian VII var endnu mere ude i tovene, men må ligesom sin far også få et plus i karakterbogen for sin totale manglende interesse for politik. Det følger nemlig opskriften fra de sidste knap 500 år: Jo mindre danske konger laver, jo bedre.

Frederik VI var en helt eminent dårlig konge, der formåede at tage den forkerte beslutning i alle vigtige og mindre vigtige spørgsmål i sin regeringstid. Pga. hans elendige ledelse mistede vi både Norge og hele det gamle København, der blev brandbombet af englænderne. Frederik VI havde en imponerende evne til at komme frem til den forkerte løsning på stort set alle problemer. Hans insisteren på at have en finger med i nærmest alle statsrelaterede beslutninger var katastrofal, for sjældent har en mand været så dårlig til at træffe beslutninger. Den eneste formildende omstændighed ved hans regeringstid var, at han med nød og næppe undgik at nationen blev totalt tilintetgjort efter Napoleonskrigene. Men at undgå at få landet plyndret og brændt af er naturligvis også at sætte standarden ret lavt.

Frederik VII, der ellers anses som lidt af en fiasko, må ved nærmere eftersyn fremhæves som en succes, da han som en af de ganske få i denne slægt erkendte sin egen middelmådighed og opgav enevælden. Selverkendelse er nemlig en sjældenhed hos oldenborgerne. Desværre nåede han ikke at videregive denne indsigt i familiens uduelighed, der på tragisk vis først nåede oldenborgerne sent i historien. For han fik ingen børn. Og da man importerede glücksburgerne fra Tyskland måtte vi starte forfra og skulle igen lide under konger, der troede at de var politikere. Landsforræderen Christian IX formåede nemlig også at indføre noget, der mest minder om et diktatur, som han heldigvis nåede at se gå til grunde, inden han døde.

I dag hyldes Christian IX af uforklarlige årsager for at have organiseret de fleste af sine børn ud i det ene tvangsægteskab efter det andet rundt omkring i europæiske kongefamilier. Selvom vi indfører love som 24-årsreglen for at komme den slags fænomener til livs, er det alligevel ikke mere end et halvt år siden, at DR1 viste et program, hvor Margrethe II stolt blærede sig med sin oldefars bedrifter inden for arrangerede ægteskaber. Faktisk ret ubehageligt, når man tænker lidt over det.

Den sidste regent, hvis selvopfattelse var helt ude af trit med virkeligheden var naturligvis Christian X. Den mand var helt blank og havde tydeligvis ikke fattet, at systemskiftet i 1901 betød et farvel til kongernes politiske pilfingre. Hans eneste job var at lave så lidt som muligt. Men det fattede han slet ikke. Hvilket bedst blev eksemplificeret, da han ved en fejl kom til at fyre Zahle-regeringen i 1920, og i en uge febrilsk forsøgte at sammensætte en eller anden form for erstatning, indtil han på ulidelig pinlig vis måtte erkende sin fiasko. Havde det ikke været for hans hesteture under besættelsen, ville han stå som en stor parodi på sig selv. Nå ja, han var også lige ved at føre samarbejdspolitikken til sin afslutning pga. en dumsmart bemærkning til Adolf Hitler. Noget han af mystiske grunde nærmest hyldes for i royale kredse.

Frederik IX var en god konge akkurat som Margrethe II i dag er en god dronning: Fordi hun intet foretager sig. Kronprins Frederik lider desværre under sine forfædres manglende selverkendelse, og han tror, at han skal lege politiker. Derfor har han af mystiske grunde bevæget sig ind i IOC – en af verdens mest beskidte, korrupte og fordækte internationale politiske organisationer. Der findes få ting i denne verden, der er mere nederdrægtigt end international sportspolitik. Det kræver lave moralske standarder, skarpe albuer, kynisme, snuhed og politiske evner, hvis man skal begå sig succesfuldt i den branche. Og det er vel ikke nødvendigt at understrege, at kronprinsen ikke ligefrem er en undtagelse på listen over kongelige slendrianer.

At afskaffe monarkiet er politisk helt urealistisk – i hvert fald de næste mange år. Det har de fleste nok indset. Men det ændrer ikke ved, at enhver der kender sin danmarkshistorie og elsker sit land, burde længes efter den dag, hvor den danske befolkning endelig kan gøre regningen op og sende det uduelige kongehus på historiens berømte mødding.

Anmeldelse: Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg

af Eva Gregersen

Med historiske undtagelser som Gullivers rejser, Jonathan Livingston Havmåge og Ayn Rands forfatterskab gør det liberale præmis sig ikke så godt i litteraturen. Overordnet set er litteraturen nemlig bedre til at påpege problemer end til at anvise løsninger og bedre til at blive i det intuitive og menneskelige domæne end til at hellige sig den upersonlige logik, som er nødvendig for at formulere ægte liberale principper.

En ny dansk bog gør dog forsøget. Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg er en intellektuel komedie, der plotmæssigt sætter en Lars (Løkke), en Helle, en Villy, en Søren (Krarup), endnu en Lars (Hedegaard) og en Anders (Samuelsen) m.fl. til drikkegilde under samme tag dagen efter folketingsvalget 2011. Her diskuterer de, hvad politik i virkeligheden er – og talernes meget forskellige bud karikerer den aktuelle politiske debat i Danmark, samtidig med at de trækker på de store linjer og ideologier.

Bogen er skønlitteratur af den klassiske slags, som blot lader karaktererne lufte hver deres tilgang til politik. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Gildets sympatier er liberale, men her findes ingen konkret politisk brugsanvisning, og selvom der både er helte og skurke i Gildet, så har alle karaktererne såvel sympatiske som usympatiske træk, stærke og svage sider. Bogen lader det med andre ord være op til den enkelte læser selv at finde ud af, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Meningen ligger altid ‘lige rundt om hjørnet’, som i en god David Lynch-film, og læseren må selv være opmærksom for ikke at gå glip af den. Om man som læser vil opleve dette som befriende eller utilfredsstillende, kan man nok forudsige ud fra, hvordan man har det med Ayn Rand, der i højere grad bøjer sit budskab i neon.

Bogen er velskrevet, velgennemtænkt, veludført. Alting refererer til hinanden på kryds og tværs, og historien giver først fuld mening, når man har læst alle 132 sider.

Mange lag af mening

Og så er der mindst tre lag i spil i Gildet. På overfladen er der en stærkt underholdende satire af de ledende folketingspolitikere anno 2011; dernæst er der et lag af psykologiske arketyper; og nederst er der et lag, som peger tilbage imod de gamle græske filosoffer. For den læser, der er velbevandret udi alle tre lag, er Gildet en særdeles festlig parade af skarpe, subtile guldkorn. Læsere med færre filosofiske forudsætninger (såsom undertegnede) kan dog sagtens nyde bogen alligevel, idet der er rigelig morskab – og manen til eftertanke – alene i parallelerne til dansk politik samt i bogens menneskekendskab.

Med Gildet har Danmark fået et kulturartefakt af første klasse. Det er smallitteratur af den slags, der normalt er forbeholdt Det Radikale Venstre og den akademiske venstrefløj. Bogens budskab er dog liberalt, og Gildet udfordrer således førnævnte segments patent på finkultur. Måske kan udgivelsen bidrage til at få personer såsom Henrik Dahl, der egentlig er liberale, men som ikke kan identificere sig med det kulturfattige verdenssyn, der kendetegner handelshøjskole-kulturen, til at tage mærkaten på sig?

Og hvordan vinder man så et folketingsvalg? Slutningen skal ikke afsløres her, men det er ikke at sige for meget at notere med fryd, at politikernes forfængelighed ender med at blive brugt imod dem selv.

En introduktion til dynamiske effekter

Hvordan kan det være, at venstrefløjen har fået gjort det til noget nær tabu at medregne dynamiske effekter i skatttepolitikken – når de selv bruger afgifter til at opnår selvsamme dynamiske effekter (adfærdsregulering)?

af Torben M. Pedersen, cand.polit et exam art, Ph.D.

Når topskatten skal sænkes, er det altid politisk tabuiseret at medregne dynamiske effekter.

I andre dele af skattepolitikken regnes de dynamiske effekter helt naturligt med. Og endelig er der områder af skattepolitikken, hvor det netop er målet med afgifter at opnå de adfærdsændringer, der udgør de dynamiske effekter.

Det kan ikke undgå at skabe uklarhed om, hvad dynamiske effekter er, og hvornår de kan medregnes.

Og der er en grund til, at der er en sådan uklarhed, for enhver skelnen mellem dynamiske og andre effekter er arbitrær og uden grundlag i økonomisk teori.

Hvad er ”dynamiske effekter”?

Udtrykket ”dynamiske effekter” er nok et økonomudtryk, men det er ikke et udtryk, der genfindes i eller kan begrundes med økonomisk teori.

Udtrykket synes at blive brugt (men langt fra konsekvent) om adfærdsændringer, der er resultatet af ændringer i de økonomiske incitamenter, som følge af skatteændringer eller andre lovgivningsmæssige ændringer.

Det forekommer at være en forældet måde at analysere makroøkonomisk politik på, idet skellet mellem dynamiske effekter og andre effekter synes at basere sig på en partiel betragtning og ikke på en generel ligevægtsanalyse, som i moderne makroøkonomi.

I en generel ligevægtsmodel skelnes ikke mellem dynamiske effekter og andre effekter. Når en skattesats ændres, så vil (alle) priser og mængder i økonomien ændre sig. I enhver generel ligevægtsbetragtning vil de dynamiske effekter være en integreret del af analysen, præcis som det er tilfældet i DREAM-modellens beregninger af effekter af skatteændringer.

Det politiske krav om en 100 pct. første års én til én-finansiering af skattelettelser kan heller ikke begrundes med økonomisk teori, med mindre staten er underlagt en bindende budgetrestriktion. Som udgangspunkt skal den offentlige sektor blot overholde sin intertemporale budgetrestriktion, dvs. finanspolitikken skal være holdbar på langt sigt, hvilket betyder, at summen af de tilbagediskonterede udgifter ikke må overstige summen af de tilbagediskonterede indtægter.

I praksis er anvendelsen af begrebet dynamiske effekter inkonsekvent og arbitrær

Det forekommer vilkårligt, om der medregnes dynamiske effekter som grundlag for en politisk beslutning.

I nogle analyser medregnes dynamiske effekter helt naturligt:

  • Grænsehandelsanalyser er altid baseret på dynamiske effekter: Når afgifter sænkes på cigaretter, øl, slik og sodavand af hensyn til grænsehandlen, er beregningerne baseret på dynamiske effekter af ændret adfærd, dvs. øget grænsehandel.
  • Når Skatteministeriet i provenuberegninger på selskabsskatten medregner, at en større del af virksomhedernes overskud kommer til beskatning i Danmark i stedet for i udlandet, så medregnes det som ”tilbageløb” og ikke som en dynamisk effekt, selv om det er tale om en adfærdsændring.

I andre tilfælde er de dynamiske effekter netop formålet med beskatningen:

  • Forskerskatteordningen er gennemført, fordi den har nogle positive dynamiske effekter (tiltrækker udenlandsk arbejdskraft, øget arbejdsudbud skaber beskæftigelse, ”fælleseffekter” på produktiviteten m.v.), der gør den til en både samfundsøkonomisk og statsfinansiel god forretning, og det er beregninger af disse positive økonomiske effekter, der ligger bag beslutningen om at gennemføre ordningen i sin tid.
  • Provenuberegninger af det sparede ressourceforbrug i den offentlige sektor af forslag om brugerbetaling er baseret på dynamiske effekter. For så vidt brugerbetaling ikke blot er en finansieringskilde, men også indføres for at økonomisere med ressourcerne.
  • Når afgifter anvendes adfærdsregulerende i klima-, energi- og sundhedspolitikken, så er det netop de dynamiske effekter, adfærdsændringer som følge af ændringer i relative priser, der er selve målet med afgiftspolitikken.

Også på andre områder som ved store infrastrukturinvesteringer som Øresunds-, Storebælts- og Femernbrobyggeri baserer beregningerne sig netop på cost-benefit analyser af de dynamiske effekter af en øget trafikmængde.

Konsekvenser af den fremherskende uklarhed

At kræve 100 pct. krone for krone finansiering i det første år kun medregnende de direkte effekter har som regel som konsekvens, at provenuet fra en lempelse af person- eller selskabsskatten undervurderes, og derfor bliver alle skatteomlægninger overfinansieret og fører til et højere skattetryk end ellers.

Der er altså en venstreorienteret bias i kravet om 100 pct. krone for krone-finansiering og i modstanden mod medregning af dynamiske effekter.

Det kan i en vis grad begrundes med, at der er en usikkerhed om de dynamiske effekter, og derfor regnes ”konservativt” for ikke at overvurdere finansieringen. At regne ”konservativt” er en traditionel måde at håndtere usikkerhed på, men usikkerheden om provenuet går imidlertid begge veje: Det kan blive større eller mindre end antaget.

At regne ”konservativt” betyder i denne sammenhæng at beskytte statens indtægter mod at blive mindre end forventet, men det er ikke en naturgiven ting, at det er staten og ikke borgere og erhvervsliv, der skal beskyttes mod at komme til at betale for meget i skat. Det er et politisk valg. Når der regnes ”konservativt”, kommer borgere og erhvervsliv til at betale mere i skat end tilsigtet, og de må derfor tilpasse sig via en reduktion i det private forbrug og i virksomhedernes overskud og private beskæftigelse.

”Konservatismen” kunne være vendt om, så den beskytter borgerne mod at betale mere i skat end tilsigtet, og således at de offentlige finanser tager tilpasningen.

Der kunne argumenteres for, at når de samlede skatter og afgifter udgør omkring 64 pct. af bruttonationalindkomsten, så ville det give god mening, om det er statskassen, der løber risikoen, idet staten i kraft af sin størrelse ville skulle tilpasse sig relativt mindre end det private forbrug, hvis det skulle vise sig, at provenuet var undervurderet.

Det ville også have en social dimension: På den måde ville usikkerheden komme de ”svage” til gode, hvilket i denne sammenhæng er borgerne. Ikke mindst når der er tale om at øge afgifter, der vender den tunge ende nedad socialt.

Det er et politisk valg – ikke et økonomisk – at man regner, som man gør, og det er et valg, der har en klar prostatslig og antierhvervslivs bias.

Anmeldelse: Den åndløse dansker

Danskerne er blevet rigere på materielle goder, men fattigere i ånden, siger nationalkonservativ folkekirkepræst, som skruer bissen på i ny debatbog.

af Ryan Smith

Videnskabelige undersøgelser har i løbet af de sidste ti år gang på gang fastslået, at ingeniører er mindre religiøse end resten af befolkningen. Så mon ikke, at det er nogle af bladet hers læsere, som folkekirkepræst og debattør Sørine Gotfredsen har i tankerne med udgivelsen af sin opsang til den blegfede og åndsslappe velfærdsdansker?

De, der tidligere har fulgt Gotfredsen i medierne, ved, at hun er ked af udviklingen i dagens Danmark: Hun er ked af ateismen, ked af, at Folkekirken anses for en tabersag, ked af den platte tissemandshumor på tv og ked af indvandringen og multikulturalismen, som hun i Berlingske Tidende gjorde til den egentlige hovedansvarlige for den norske terrorist Anders Breiviks massakre i sommer.

At Gotfredsen er nationalkonservativ, kan man som læser ikke være i tvivl om: Som debattør ønsker hun en tilbagevenden til et monokulturelt, kristent samfund, der i højere grad er præget af en videnselite, end det er tilfældet i dagens Danmark, der med overfladiske nyhedsoplæsere og 24-årige folketingsmedlemmer i stigende grad præges af en kultur, der fokuserer på popularitet og ydre skønhed frem for mere blivende kompetencer.

De kæphøje ateister

Det underlige ved Gotfredsens bog er dog, at mens det er meget nemt at finde ud af, hvad hun ønsker, at vi som samfund skal stå for, så er det anderledes svært at blive klar på, hvorfor vi skal stå for det. Argumentationen for, at vi som samfund skal tage Folkekirken seriøst, begrænser sig f.eks. til, at det giver ”en enorm rigdom” at tro. Til gengæld skal vi høre en masse om de dumme ateister.

Ifølge Gotfredsen er ateister som antropologen Dennis Nørmark, videnskabsjournalisten Lone Frank og medlemmer af Dansk Ateistisk Selskab (der i lighed med biologen Richard Dawkins og neurologen Sam Harris arbejder for et religionsneutralt Danmark) ikke alene dumsmarte og kæphøje, de forholder sig også ” passivt til verden” og er ”ude af stand til at tænke nyt.” – En sær dom, eftersom både Frank og Nørmark har skrevet flere bøger, der bidrager til vores viden.

Alt i alt er det måske Gotfredsen, som burde sætte sig lidt mere ind i tingene, for som den tysk-britiske psykolog og statistiker H.J. Eysenck har påvist, og som andre forskere sidenhen har gentaget, så er religiøse mennesker i snit mindre originale i deres tankemønstre end ateister.

Løsagtig omgang med fakta

Derudover modsiger Gotfredsen sig selv flere steder i bogen (eksempelvis er tv-programmet X Factor på en og samme tid for ordinært og for ekstraordinært, mens kvinder, der klæder sig kønsneutralt, begår både en fejl og et klogt træk), ligesom Gotfredsen gang på gang demonstrerer en løsagtig omgang med fakta: Platon og Buddha – ja sågar Kierkegaard – misforstås på eklatant vis, og når kendte personager skal hudflettes, er det altid kun med de mest kendte episoder og citater i baghånden.

Så hvis den åndfuldhed, Sørine efterlyser, er lig med selvmodsigelser og løsagtig omgang med fakta, så er det måske meget godt, at Danmarks ingeniører ikke er så åndfulde igen.

Den åndløse dansker
af Sørine Gotfredsen
231 sider, ISBN 9878774670759
Kristelig Dagblads Forlag, 2011

Moderne konservatisme er selv liberal

af Ryan Smith

I weekenden meldte den fungerende socialminister, Benedikte Kiær (K), sig på banen med flere pisk til liberalismens ryg, idet hun i sin tale til det konservative landsråd sagde: ”For konservative følger ‘frihed’ og ‘ansvar’ hinanden tæt. I socialisternes maksimalstat er ansvaret statens, og friheden må vige. I liberalismen er der ultimativ frihed og intet ansvar. Konservative ønsker frihed, men det handler om frihed i fællesskab.” Kiær opløfter således konservatismen som den gyldne mellemvej mellem to lige absolutistiske ekstremer, og liberalismen slås uden videre i hartkorn med socialismen, som var de to ideologier lige store onder for en from konservativ.

Gotfredsen, Krarup og Kiær har dog alle et forklaringsproblem af den delikate slags: Hvis liberalismen er så forfærdelig, hvorfor er nutidens konservatisme så selv liberale?

Konservatismen i Danmark er i dag en parlamentarisk, kapitalistisk og frihandelsorienteret ideologi, men et henkastet blik i historiebøgerne afslører hurtigt, at disse positioner alle er af nyere dato. Kontinentalkonservatismen, som Gotfredsen og Krarup nedstammer fra, var oprindeligt en antiparlamentarisk og antikapitalistisk ideologi, som sværmede for adel, kirke og kongehus.

Kontinentalkonservatismen var inspireret af 1800-tallets romantiske strømninger, og det var med romantikken i baghånden, at kontinentalkonservatismen formulerede et politisk modsvar til oplysningstidens liberalisme – en arv, som Dansk Folkepartis Jesper Langballe også har skrevet kvalificeret om og vedkendt sig i debatter herhjemme. Kontinentalkonservatismen var betænkelig over for industrialiseringen og over for opkomsten af det nye borgerskab af købestærke self-made men, hvis bugnende bankkonti og hvidglødende virkelyst udfordrede den gamle adels privilegier. Påvirket af romantikkens metafysiske verdenssyn hævdede datidens konservative, at den bestående orden i samfundet var enten guddommeligt bestemt eller udtryk for en højere naturlig orden, som mennesker ikke kunne begribe til fulde. Følgelig kæmpede man for at bevare adelens, kirkens og kongens politiske indflydelse, og man søgte endda at beskytte de bestående institutioner mod borgerskabets krav om parlamentarisk repræsentation.

Med staten som far
Det var dog ikke kun på det værdipolitiske område, at de kontinentalkonservative satte hælene i over for liberalismen: Man så også kritisk på den stigende internationale frihandel, som man opfattede som en trussel mod staten som en selvomsluttende organisme – et etnisk, religiøst og kulturelt selvforsynende fællesskab, der trivedes bedst i fraværet af det fremmede. Kontinentalkonservatismen var derfor udpræget kritisk over for både den værdipolitiske liberalisme, der var internationalt orienteret, og over for den økonomiske kapitalisme, som man i mange tilfælde ønskede erstattet af korporatisme, dvs. at arbejdere og arbejdsgivere mødes til overenskomstforhandlinger med staten som den strenge far, der overser, at samfundet ikke kastes ud i ”unødvendige” strejker og lockouts.

Kære læser, hvis den slags lyder som noget, som De kender fra mellemkrigstidens historie, så er det, fordi det er det: Kontinentalkonservatismen var ikke selv totalitær, men mange af dens tilhængere kastede flirtende blikke i retning af tidens fascistiske strømninger og i visse tilfælde også i retning af det, der var værre. Efter anden verdenskrig stod det dog klart, at det var endog meget farligt at flirte med alternativer til det liberale demokrati. I årene efter 1945 begyndte Europas konservative derfor at erklære sig som tilhængere af en nationalstat med et ”internationalt udsyn” og som parlamentarister, kapitalister og ‘borgerlige’ (et begreb der for alvor blev stort med den antikonservative franske revolution). Man omplantede simpelthen konservatismen, sådan at den i dag vokser ud af liberalismens frodige muld. Konservatismen i Danmark er i dag en liberalistisk ideologi med nogle beherskede fodnoter og forbehold over for visse ting, som man ønsker gjort anderledes. Men de dage, hvor konservatismen udgjorde et egentligt alternativ til den liberalistiske samfundsorden, er for længst borte.

Når Gotfredsen, Krarup og Kiær puster sig op for at angribe liberalismen og påberåber sig at være de egentlige borgerlige, så stiger de tre således til vejrs som balloner, der er lige til at punktere med sarkasmens skarpe syl: De anklager andre for at være historieløse, men tilhører selv en fraktion der om nogen har afsagt sig sin egen historie. Gotfredsen, Krarup og Kiærs konservatisme er ikke et alternativ til liberalismen, men en værdipolitisk overbygning til den. Hvis de har så meget imod liberalisme, hvorfor befinder de sig så selv fuldstændig inden for rammerne af det liberale demokrati? Fortidens kamp hos de borgerlige stod om, hvorvidt samfundet skulle være konservativt eller liberalt. Nutidens kamp står i stedet om, hvor meget liberalisme vi skal have. ”There is no alternative,” som den britiske – konservative – premierminister Margaret Thatcher ofte sagde om sin liberale politik.

Og netop personer som Thatcher kan vise os vejen ud af den borgerlige infight-misere: Det mest hovedrystende ved denne debat er nemlig, at konservatisme og liberalisme ikke behøver at være modsætninger: Som modstykke til kontinentalkonservatismen findes der også den britiske konservatisme, som godt nok ikke altid er blevet udøvet i dens hjemland, men som går tilbage til den skotske filosof David Hume og som repræsenteres af bl.a. Jyllands-Postens Mikael Jalving herhjemme. Den britiske konservatisme var fra starten en parlamentarisk, frihedsorienteret og kapitalistisk bevægelse, der så favorabelt på liberalismen, men som samtidig så pessimistisk på menneskets evne til at omforme samfundet, uden at projektet løber løbsk, og rabiat idealisme sejler afsted med hele skuden.

Men denne konservatisme kan Krarup og Gotfredsen ikke acceptere, da den indeholder kimen til det sekulære, og næppe vil opretholde den lutherske kirkes privileger i et tiltagende globaliseret og sekulært Danmark.

Benedikte Kiær, derimod, har bare svært ved at acceptere den, fordi dens synspunkter i dag repræsenteres bedst af Venstre og Liberal Alliance.

Fælles forskelligheder

af Troels Heeger

Faste læsere af Konflikten vil vide, at vi anser de seneste års værker af forfattere som Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen, Jens Martin-Eriksen og Rune Lykkeberg som forvarsler om noget, der med tiden forhåbentligt vil blive klart som en ny konstellation på centrum-venstrefløjens stjernehimmel. Som uafhængige intellektuelle har de været dygtige til at grave dybt i årsagerne til centrum-venstrefløjens tiltagende værdipolitiske rundtossethed siden kulturkampen tog fart i 2001.

I Kritik af den Negative Opbyggelighed (2005) gjorde Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen deres til at pande et par kulturelle vaneforestillinger i gulvet. Det drejede sig blandt andet om en kritisk gennemgang af den offerrolle, der har været privilegeret i den danske debat. Selv succesfulde mennesker, kunstnere, politikere, har aldeles ureflekteret søgt at camouflere dårlige eller ikke-eksisterende holdninger, meninger og argumenter ved at iscenesætte sig selv som romantiske oprørere mod fikserede forestillinger om ‘det bestående, det borgerlige, det stivnede’. Rune Lykkebergs analyse af efterkrigstidens subjektive klasserelationer i Kampen om Sandhederne (2008) er langt henad vejen også en kritik af den kulturelle overklasses hang til negativ opbyggelighed

Den negative opbyggelighed har man også kunnet observere i større skala. For den har i særlig grad været problematisk for en hel politisk fløj, der i forne tider var kendt som oppositionen. Siden Poul Nyrups bemærkning om DFs manglende stuerenhed har den politiske centrum-venstrefløj i Danmark kæmpet med at finde sit ståsted i komplicerede spørgsmål om multikulturalisme og i det hele taget spørgsmålet om individuelle rettigheders forhold til grupperettigheder.

Den manglende orienteringsevne har i adskillige tilfælde, oftere end sjældent, ført til den nemme løsning: at man har valgt at definere sig negativt i forhold til skræmmebilledet Dansk Folkeparti. Hvis Dansk Folkeparti har været for et tørklædeforbud for danske dommere, har man refleksmæssigt været imod – uden overhovedet at forholde sig til sin egen politiske arv og tankegods.

Enhedslisten opstillede ukritisk Asmaa Abdol-Hamid og markedsførte hende som ‘muslim’ – som om dette skulle være en politisk kvalifikation. Enhedslisten var som bekendt nær blevet splittet på spørgsmålet om Asmaa. Negativ opbyggelighed som politisk strategi er i princippet en indrømmelse af mangel på politisk substans og ender som oftest kontraintentionelt. Hvad der i udgangspunktet kunne se ud som en positiv indholdsbetegnelse, Asmaas status som muslim, endte med at blive en bekræftelse og en legitimation af politiske modstanderes forsøg på at gøre kulturel baggrund politisk relevant. Stjernfelt og Eriksen advarede indgående mod denne type kulturalistisk fejlstrategi i Adskillelsens Politik (2008).

Det er muligvis en gammel og banal sandhed, men ikke desto mindre vedbliver den at være relevant. Hvis centrum-venstre skal  gøre sig forhåbninger om at forlade den negative opbyggelighed og blive taget alvorligt, må man indlede en alvorlig refleksion over den historiske arv og tradition, hvorfra man kommer. Måske er refleksionen allerede påbegyndt, men indtil videre er man ikke kommet frem til klare erkendelser i forholdet mellem individets og gruppens rettigheder.

Her på Konflikten kan vi også, indrømmet, fra tid til anden falde i fælden med negativ opbyggelighed. Så lad os for en god ordens skyld bekende os til noget positivt: Et forsvar for formelle demokratiske rettigheder og et nej til grupperettigheder og særhensyn. Kultur og klasse bør ikke privilegeres over borgerlige rettigheder – det turde være børnelærdom for en centrum-venstrefløj – for kultur er en mærkeligt tåget begreb, hvis fortolkning hurtig kan løbe løbsk og ud af kontrol. Frihed til forskellighed beskyttes efter vores opfattelse bedst ved, at vi alle deler de helt samme grundlæggende demokratiske rettigheder. At vi deler noget, er simpelthen udgangspunktet for, at vi kan være forskellige.

Uden at stille digteren til politisk regnskab for denne blogs synspunkter synes samme pointe at titte frem i de afsluttende skarpt neutrale linjer i et helt frisk og aldeles læsværdigt essay fra Søren Ulrik Thomsen:

Farerne ved kulturer, der ikke tåler Det Anderledes, er indlysende; for et demokratisk retssamfund er jeg bange for, at det især i krisesituationer kan vise sig problematisk, hvis alt for mange mennesker styret af et forfængeligt identitetsprojekt fornægter deres egen borger-lighed.

En guide til aktivisme

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

I Hyskensstræde kunne København opleve endnu en gadefest. Det var ikke en af dem, hvor man kan lære sin nabo bedre at kende over en fadøl og noget livemusik. Nej, det var en af den slags fester, hvor kapitalismen og den internationale imperialisme fik nogle ordentlige slag over nakken. Måske tænker du, at ødelæggelserne primært gik ud over kvarterets beboere og de lokale butikker, der i forvejen er plaget af finanskrise. Men det tyder på, at der er en hel del ting, du ikke har forstået.

Hvis du undrer dig over, hvordan i alverden lidt høj musik, grafitti og noget alkohol kan bekæmpe globaliseringen og kapitalismen, så har du fundet den helt rigtige blog. Hvis man gerne vil forstå, hvordan ellers normale mennesker kan få sig selv til at lave denne kobling, så følger her på en lille guide til, hvordan man bliver en succesfuld venstrefløjsaktivist.

Hvordan kan man blive politisk aktivist?
For de fleste mennesker er politisk aktivisme en god ting. Alle vil gerne have ungdommen engageret i politik. Oppositionen ønsker valgretten sænket, og man hører gang på gang beklagelser over dalende medlemstal i ungdomspolitiske partier. Men hvor mange unge gider egentlig at sidde i et eller andet lokale og forhandle i evigheder om dødkedelige, lokalpolitiske emner? Hvorfor dog spilde tid på krævende, knastørt arbejde, når man kan være mindst lige så politisk, mens man drikker øl, går smart klædt, ryger joints og hører høj musik med interessante, kreative og fede mennesker? De fleste rationelt tænkende unge vil helt sikkert foretrække det sidste. Og således har rekrutteringsgrundlaget for at hverve nye aktivister til den yderste venstrefløj altid været en smal sag.

Men hvordan kan man så blive en del af aktivistmiljøet? Hvordan kan man blive anerkendt som et politisk, musikalsk og samtidigt kreativt venstrefløjsmenneske? Ja, det kræver desværre lidt forarbejde. For det første er der en række ting, man skal overveje, inden man iscenesætter sig som venstrefløjsaktivist. Man skal vide, at når man befinder sig i miljøer, hvor gennemsigtighed i magtens beslutningsstrukturer er noget man griner hånligt af, så vil man aldrig kunne vide, hvornår man stemples ude.

Forbered dig på paranoia
Modkulturen går ud på at være imod en masse ting, og for at det kan lade sig gøre, så skal der nødvendigvis konstant holdes kog i kedlen af ting, som man er imod. Du vil derfor aldrig vide dig sikker på, om du imorgen pludselig vil være anset som en af fascisterne, eller endnu værre: en af mandschauvinisterne, en af de reaktionære, de borgerlige, kødspiserne, heterosexisterne, kapitalisterne, neoliberalisterne, racisterne, nazisterne, zionisterne, og hvad man nu ellers kalder folk, man ikke kan lide. Forbered dig på at lære alle kendetegnene for førnævnte grupper. Gør derefter det stik modsatte. For eksempel er det almen viden, at neoliberale går i jakkesæt, derfor bør du så vidt muligt undgå denne beklædningsform. Hvis du lærer fjendens kendetegn at kende og gør det modsatte, har du minimeret sandsynligheden for at havne i den forkerte kategori. Men vær altid beredt på, at det kan ske alligevel.

Hvis du gerne vil være venstrefløjsaktivist, skal du altså være indstillet på en livslang tilstand af paranoia, hvor du altid skal holde din sti renere end ren. Ingen skal nogensinde se dig løbe skrigende fra politiet til en demonstration eller nyde en Big Mac. Ingen må under nogen omstændigheder høre dig komme til at bruge et ord som ‘kælling’ eller ‘fisse’, kalde nogen for ‘bøsserøv’, tale grimt om en indvandrer, prale højlydt af at spise kød, lytte til Niarn eller indrømme, at du modtager Ekstra Bladet om søndagen og godt kan lide TV2 News. Sekundet dette skulle ske, vil du have udsat dig selv for en enorm fare, og alskens hemmelige udstødelsesmekanismer vil efter al sandsynlighed sættes i gang. Og du vil aldrig vide, hvornår nogen bag din ryg bestemmer sig for, at du ikke er ‘rigtig’ ventreorienteret længere.

Kom i karambolage med politiet
Det er ingen hemmelighed, at der er mange på den yderste venstrefløj, der elsker konfrontationer med politiet. Hvis politiet vælger at rykke ind til en politisk fest, så understøttes og vokser myten om, at man rent faktisk er en trussel mod systemet, at man udgør en fare, og at man faktisk har gang i noget politisk. Det er derfor, at politiet altid forventes at dukke op til disse arrangementer. Af samme grund er aktivister oftest nærmest skuffede, hvis ordensmagten udebliver. Uden et par jyske knægte i kampuniform er det ligesom ikke en rigtig politisk fest. Så hvis ‘nazisvinene’ ikke har særlig travlt med at håndhæve deres fascistoide rædselsherredømme, kan man eventuelt selv forsøge at lokke dem ud af busken ved f.eks. at påbegynde lidt adspredt hærværk. Hvis de stadig ikke dukker op, er det tit lidt af en lyseslukker.

For mange aktivister er der nemlig stor politisk anerkendelse i at fremvise blå knippelmærker eller spendere et par timer i kachotten. Synlige ar og frihedsberøvelse er det tætteste, man kommer på en medalje i et miljø, der undsiger sig magtstrukturelle hædersbevisninger. Det forklarer hvorfor, det er en god idé at få tæsk af en betjent, hvis man gerne vil tages seriøst som aktivist. For det første kan man lynhurtigt få nye venner i disse miljøer ved at snakke lidt om, hvor onde politiet var i sidste uge. Ens historie kan kun blive bedre, hvis du kan blotte nogle slagmærker, mens du forbander de ‘nazisvin’, der prøvede at forhindre dig i at smadre en butik eller sætte ild til en bil.

Det er en let måde at få nye venner i det miljø på, og det er samtidigt med til at etablere ens omdømme som en seriøs og kompromisløs politisk aktivist, der som en anden Robin Hood bekæmper systemet nedefra og op. Hvis du gerne vil have en karriere som aktivist, kan det kun anbefales at blive anholdt ved førstkomne lejlighed. Glem alt om tidskrævende, opslidende organisationsarbejde i en eller anden NGO, hvor du prøver at skaffe lærebøger til en nedslidt afrikansk skole. Det er spild af tid. Du skal bare råbe af en betjent og kaste noget tungt, hvis du vil gøre verden til et bedre sted.

Find en fascist, råb ad ham
Det er ikke unormalt, at man kalder politiet for fascister og nazister i disse miljøer. Kedelige, konforme og normalt tænkende væsener ville måske mene, at der er en mindre skillelinje et eller andet sted mellem at være tilhænger af et racerent tusindårsrige og blot at ville opretholde almindelig lov og orden. Men den slags forbeholden tankegang er allerede første trin på vej mod at blive anset som rendyrket fascist. Og ville du måske gerne have samarbejdet med nazierne under besættelsen? Selvfølgelig ville du ikke det. Samarbejdspolitikken reddede måske en helvedes masse menneskeliv, men den var ikke særlig heroisk, og der var hverken gadekamp eller høj musik i Scavenius’ kedelige kabinet.

Nu er det de færreste af nutidens aktivister, der har været så heldige nogensinde at møde en rigtig, levende nazist. (Medmindre de har været på udflugt til Sverige for at inspicere et par sjældne tabereksemplarer af racen). Så derfor kan det ofte vise sig nødvendigt at kalde alle for fascister, der kunne tænkes at gå ind for noget så farveløst som en tredeling af magten. Nu har du måske gjort den fejltagelse at læse lidt om, hvad fascisme rent faktisk er. Og i denne læsning er du måske kommet frem til, at antiparlamentarisme, afsky for demokrati og magtens tredeling, nedbrydelse af forskellen mellem stat og samfund, mellem det private og det offentlige, uhæmmet afsky for individualismen og en forkærlighed for gadekamp, sort tøj og hærværk altsammen er kendetegn på fascisternes virke i 1930′ernes Europa. I så tilfælde må du straks glemme alt, hvad du har lært og istedet forstå, at alle er fascister, og at fascisterne bliver kun mere fascistiske jo længere de bevæger sig væk fra dit miljøs opfattelse af virkeligheden.

Det er derfor slet ikke så svært at være aktiv anti-fascist, som du måske troede. Der er nemlig langt flere fascister derude, end du gik og forestillede dig. Og findes der noget bedre end at have været i håndgemæng med en fascist? Nej, det gør der ikke. Det skulle da lige være at blive fængslet på livstid for sine ‘politiske aktiviteter’, hvilket øjeblikkeligt medfører helgenkåringer og evig hæder i aktivistmiljøer over hele kloden. Men hvis du rent faktisk har planer for din fremtid, kan det i stedet anbefales, at du finder den første og bedste person, der ikke deler dine holdninger, og råber af ham. Det er naturligvis nyttesløst at gøre dette i et privat, lukket rum. Sørg for, at der er mange aktivister til stede, når du overfuser en tilfældig fascist. Det vil give dig respekt og ærefrygt i et stykke tid. Og du kan muligvis få lejlighed til at tale lidt med dine aktivistvenner om højredrejningen og fascismen i dagens Danmark .

Drop kød
Hvis du tænker på en måde, hvor du både kan nedsætte dine månedlige udgifter og samtidig øge din politiske troværdighed på, er det indlysende og oplagt, at du dropper kød og faktisk helst alle animalske produkter. Nu er du måske meget glad for pølser og lammesteg, men i så fald bør du huske på, at folk tjener penge på dyr, og alt, hvad man tjener penge på, er naturligvis dybt problematisk. Det er kapitalisme. Og den slags skal du helst holde dig fra. Du vil måske hævde, at folk også tjener penge på at fremstille kikærter og tofu, at Converse er et globalt brand, og at nittebælter ikke vokser på træerne, men så findes der heldigvis den perfekte løsning for dig: Skrald.

Ja, din mor har måske lært dig, at du ikke skal rode i skraldespanden, men hun er med al sandsynlighed en højreorienteret, ligusterfascistisk SF’er, så smid din opdragelse og gode manérer på historiens losseplads, og dyk ned i den nærmeste container. Hvis du finder en ordentlig skraldespand fyldt med forbrugersamfundets overflod af dagligvarer i en baggård til din lokale Netto, så har du fundet det perfekte sted at møde nye venner. Det kan anbefales at undersøge, hvor den nærmeste Emmery’s bortskaffer sit skrald, da dette sted med hundrede procents sandsynlighed vil være overrendt af de mere avancerede antiforbrugere på jagt efter langtidshævet økologisk speltbrød. Selv en skraldepunker bør skralde økologisk.

Ødelæg noget
Hvis du har haft svært ved at finde en betjent, der vil slå dig, en fascist, du kan råbe af, og hvis du er træt af at markere din politiske overbevisning ved at rode rundt i skrald, skal du ikke blive urolig. Du er nemlig så ufatteligt heldig at leve i et kapitalistisk forbrugersamfund. Da kapitalismen som bekendt er overalt, og da den nu engang styrer, manipulerer og bestemmer over alt og alle (på nær dig og dine venner), vil du aldrig løbe tør for ting og steder at angribe. Ved førstkomne gadefest skal du bare smadre det første og bedste butiksvindue. Pas på, at du ikke rammer en butik ejet af en indvandrer, eller et sted der sælger venstreorienteret merchandise. Selvom de naturligvis bidrager lige så meget til forbrugerismen, er det vigtigt, at du som udgangspunkt vælger noget, der kan forbindes med enten USA eller finansverdenen. Blockbuster, McDonald’s, Danske Bank og 7-11 er selvindlysende mål for en brosten. Andre kæder som Matas, Telia og Irma, hvis naturlige ambition om at ekspandere er et synligt bevis på kapitalismens iboende imperialistiske tendens, er naturligvis også gode kandidater.

Hvis ingen oplagte kapitalistiske symboler er forhåndenværende, bør du vælge en butik, hvor dine politiske venner kun modvilligt handler. Det er vigtigt, at du har en fornemmelse for den gode smag, når du ødelægger ting. Du skal helst kun angribe steder, der bærer tydeligt præg af dårlig smag. Butikker, der sælger sportsko, undertøjsforretninger, mobiltelefoner osv., er oplagte muligheder. Uanset hvor dårlig smag du forbinder med film fra Indien, må du under ingen omstændigheder smadre den lokale bollywood-butik. Det er racisme. Du bør også først undersøge, om den smykkebutik, du gerne vil ødelægge, har arabisk skrift på sit skilt. Det er altid en god idé at dobbelttjekke. Pornobutikker udløser femstjernet aktivistbonus.

Det indre København er det perfekte sted at smadre ting. Alle derinde har alligevel solgt ud, og kvarteret er for længst blevet tabt til politiet, kapitalismen og mindre smarte mennesker, det vil sige mennesker, der har andre hobbyer end skrald, punkmusik og joints til gadefester. Stort set hvad som helst derinde kan ødelægges med god samvittighed.

Undgå for alt i verden at kritisere, hvad der umiddelbart kunne anses som tilfældig vold og hærværk! Husk på, at det er en del af den store kamp mod globalisering og kapitalisme, der kun kan vindes gennem flere gadefester og flere smadrede butiksvinduer. Undgå også at spørge øvrige venstreorienterede grupperinger om deres holdning til hærværket, da de som bekendt ikke kan stå til ansvar for, hvad andre mennesker render og laver. Spørg derfor heller ikke ind til, hvorfor de lokale handlingsdrivende skal stå til ansvar for den globale kapitalisme. I det hele tage bør du undgå spørgsmål og istedet holde dig til udbrud i imperativ, afsluttet med et “NU!” Ignorer i samme ånd forholdet mellem at kræve sin ret og gøre sin pligt.

Få en rigtig musiksmag
Inden du bliver aktivist skal du forberede dig på, at den vigtigste kamp mod undertrykkelse, uretfærdighed og strukturel magt foregår på din egen iPod. Hvis du holder af popmusik med Britney Spears, Rihanna og Lady Gaga, skal du enten være klar på fra nu af at fake en ironisk distance, når du sætter musikken på, eller helt at skifte stil.

Hvis du godt kan lide dansk hiphop og gangsterrap, så har du et problem. Du er nemlig sexist. Og det er den sikreste vej til fascisme, så drop det omgående! Hvis du stadig gerne vil lytte til hiphop, så må du i stedet nøjes med noget politisk rap a la KRS One og deslige. Punk er altid en sikker vinder, men vær forberedt på, at du ikke vælger bands, der har solgt ud! Vælg kun obskure punkbands, som ingen har hørt om før. Bands som Røvsved, Endetarm og Shitcomet er oplagte. I det hele taget: jo flere kropsvæsker og -dele, der indgår i navnet, jo mere sikker er du på, at du har valgt rigtigt.

Glem forskellen på ord og handling
Som god aktivist må du huske på, at der ikke er forskel på ord og handling. Derfor bør du også altid være bevæbnet med en svada af skældsord mod magtinstanser, autoriteter og institutioner. Hvis du er til gadedemo og med grådkvalt hysteri kan tudbrøle ‘nazisvin’ ind i hovedet på en 22-årig politibetjent fra Herning, kan du retmæssigt føle, at du har tildelt systemet et afgørende knytnæveslag. Omvendt skal du også huske på, at hvis du i vennelag siger “dumme kælling” om Hillary Clinton, er du skyldig i diskursiv undertrykkelse af kvindekønnet. Eneste undtagelse er Faderhusets leder Ruth Evensen, der er blevet ophøjet til metafysisk symbol på det onde og derfor undtagelsesvist gerne må tilsvines i sexistiske vendinger.

Som god aktivist bør du sætte en ære i at frasværge dig rationel argumentation og i stedet henvise til følelser såsom ‘forelskelse’, ‘vrede’, ’sorg’, ‘frustration’ og ‘forargelse’. Afvis konsekvent logik og fornuft som kapitalistisk blændværk og legitimér din ret til at smadre ting med enkeltstående og meningsløse gajolpakke-sætninger såsom “revolutionen er som en forelskelse”, eller “plads til alle, der giver plads til alle”. Undgå at følge gajolfilosofiens logik til dørs, da du muligvis vil havne i selvmodsigelser. Ved konsekvent at legitimere dine politiske handlinger ved at referere til dine følelsers subjektive ophav slipper du behændigt for at komme til kort i diskussioner med mennesker, der betvivler fornuften i at smadre en juicebar og plyndre en Irma i anti-zionismens navn. I det hele taget vil antallet og intensiteten af offentlige følelsesudbrud ofte være proportionelt med din status i aktivistmiljøet. Lange teoretiske udredninger bør kun tages i brug, hvis du skal finde en god grund til, at en anden aktivist ikke længere er ‘rigtig venstreorienteret’.

Disse tommelfingerregler er kun toppen af isbjerget. Der findes et uendeligt korpus af regler og gode råd for at kunne blive en succesfuld aktivist. Det kan forekomme uoverkommeligt, men så snart man har fået næse for det, så kommer det hele til at give mening, og til sidst skal du slet ikke anstrenge dig for at se forbindelsen mellem amerikansk imperialisme og, ja, hvad som helst. God fornøjelse!