Category Archives: Historie

On the Philosophy of Xenophanes

Xenophanes basically figured out the basics of modern epistemology (how we can be sure that our knowledge is reliable). He put down some basics of how to approach knowledge and science that people didn’t fully understand until the 20th century.

He also dabbled in politics and arrived at the conclusion that the values that we should hold dear are individual freedom, tolerance and the continued progress of science and civilization – he said this in 500 BC when most people were pretty intolerant and had generally had no real knowledge of science – most people thought that things in the natural world (such as thunder and fire) was caused by gods.

But the main thing about Xenophanes is that he figured out the thing about knowledge. Basically, we can’t prove things by finding arguments for them. You can always find a thousand good reasons for why something you want to be true is true. So rather, we need to look at the arguments that we can find against things, not for them. It’s the things where we can’t find any good arguments against them, which are true.

This isn’t difficult to understand, once you’ve flipped that switch in your head, but most people have just never done so. People still go around listing reasons for why they need another another pair of shoes, or another scoop of ice cream. It may feel good to do so, but it proves very little.

Mere om retten til oprør

Retten til oprør er et centralt element i den liberale tradition. Både i formel forstand, som det hedder i The Declaration of Independence:


“That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”


Altså der er nogle helt specifikke forpligtigelser og regler, som regeringen skal følge, og hvis den ikke følger disse, så har befolkningen ganske rigtigt retten til oprør.

***

Men retten til oprør er også integreret i den liberale tradition i uformel forstand, hvor Jefferson m.fl. har sagt næsten Enhedslisten-agtige ting om oprør, som jeg næsten ikke vil nævne, – de maler oprør og tab af menneskeliv i et alt for positivt lys.

Den liberale tradition for retten til oprør er dog blevet stadigt mindre relevant. En årsag er, at positive rettigheder nu er vidt udbredte blandt befolkningerne i Vesten: Tendensen går ikke længere mod, at folkemilitsen smider kongens (eller regeringens) skatteopkræver på porten, som med Shays’ Rebellion, the Whisky Rebellion, etc.

I dag går tendensen men tværtimod mod, at folkemilitsen konfisterer privat ejendom eller “straffer de rige” ved at omfordele deres ejendom. Lokalt organiserede militser er altså ikke den garrant for en liberal modvægt statens omsiggribende hånd, som de var fra Machiavelli og til Jefferson.

***

Et folkeligt oprør ser altså stadig mere umuligt og kontraproduktivt ud, set med liberale øjne.

En anden ting er så, hvad man skal gøre ved juridisk aktivisme og grundlovs- eller forfatningsstridige tiltag, som indføres af parlamenter uden om de forfatningsmæssige minimumskrav, som forfatningerne selv specificerer.

Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt eks. de forskellige EU-traktater indebærer en suverænitetsafgivelse, men i tilfældet med USAs forfatning er de nummererede forpligtigelser og regler, som den føderale regering skal følge så tydelige, at de ikke kan diskuteres i samme omfang. Der kan  ikke længere kan være tvivl om, at “retten til oprør” er for længst er blevet udløst i USA, hvis ellers man betragter forfatningen som gældende.

Men det betyder ikke, at et oprør så er en god idé.

Retten til oprør og revolution

af Torben Mark Pedersen, cand. polit. et exam art., og Ph.D. i økonomi

I Magna Carta fra 1215 findes der ansatser til en sådan ret til oprør. Dokumentet indeholdt en ”security clause”, der gav en kommitte af baroner (ikke folket, Magna Carta handlede primært om baronernes rettigheder i forhold til kongen) retten til at underkende kongens vilje med magt, om nødvendig.

Retten til oprør baserer sig grundlæggende på folkesuverænitetsprincippet, at statens legitimitet udspringer af folket. Første gang folkesuverænitetsprincippet blev formuleret i en udtalelse fra det engelske parlament, var i sommeren 1649 efter opgøret med Karl 1. af England, og den engelske ”glorious revolution” i 1688, der afsatte den katolske konge James II, og indsatte William III, baserede sig på dette princip og den engelske frihedstradition.

Engelsk lovgivning i 1760erne anerkendte, hvad den engelske forfatningskommentator Blackstone’s kaldte for “the law of redress against public oppression”. Denne ”konstitutionelle lov” retfærdiggjorde folkets modstand mod kongemagten, og den stammede fra en kontrakt mellem kongen og folket, der forpligtede kongen til at bevare ”the public welfare”. Forestillingen om en sådan oprindelig kontrakt var et centralt dogme i engelsk og britisk konstitutionel ret siden ”tidernes morgen”.

John Locke erklærer i Second Treatise on Government, 1689, at mennesker har en naturlig ret til liv, frihed og ejendom, og hvis et styre krænker disse naturlige rettigheder, så er det at regne for at være en krig mod folket, og folket har følgelig ret til at fjerne styret med magt:

“I say using Force upon the People without Authority, and contrary to the Trust put in him, that does so, is a state of War with the People, who have a right to reinstate their Legislative in the Exercise of their Power. For having erected a Legislative, with an intent they should exercise the Power of making Laws, either at certain set times, or when there is need of it; when they are hindr’d by any force from, what is so necessary to the Society, and wherein the Safety and preservation of the People consists, the People have a right to remove it by force.”

Den amerikanske revolution byggede på naturretten og den engelske frihedstradition for folkets (kollektive) ret til oprør.

Thomas Jefferson, der var hovedforfatteren til den amerikanske uafhængighedserklæring, var revolutionær, og han mente ikke alene, at folket har en ret til oprør, men at denne oprørsret er helt afgørende for at holde ethvert styre på dydens smalle sti. Som Jefferson skrev: ”When the people fear the government, there is tyranny. When the government fears the people, there is liberty.” Og senere: “What country can preserve its liberties, if their rulers are not warned from time to time that their people preserve the spirit of resistance? Let them take arms,” Jefferson, 13. Nov. 1787.

Retten til oprør blev skrevet ind i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som et sidste middel, folket kan gribe til, når det er underkastet et tyrannisk styre:

“Whenever any Form of Government becomes destructive of these ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its foundation on such principles and organizing its powers in such form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”

Det er ikke alene folkets ret, men deres pligt at afsætte et tyrannisk styre. Det hedder videre i uafhængighedserklæringen:

“But when a long train of abuses and usurpations, pursuing invariably the same Object evinces a design to reduce them under absolute Despotism, it is their right, it is their duty, to throw off such Government, and to provide new Guards for their future security.”

Retten til at bære våben er naturligvis en nødvendig betingelse for retten til oprør, og den ret beskyttes med den amerikanske forfatnings anden tilføjelse:

”A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Det var en udbredt opfattelse, selv efter dannelsen af Amerikas Forenede Stater med en demokratisk forfatning, at folket har en grundlæggende ret til at kaste en tyrannisk regeringsmagt af sig. Som James Madison skrev, Helevidius no 3, 7. Sept. 1793:

“If there be a principle that ought not to be questioned within the United States, it is, that every nation has a right to abolish an old government and establish a new one. This principle is not only recorded in every public archive, written in every American heart, and sealed with the blood of a host of American martyrs; but is the only lawful tenure by which the United States hold their existence as a nation.”

Henry David Thoreau argumenterer i sit skrift om civil ulydighed, Civil Disobedience, fra 1849 for en individuel ret – og ikke mindst moralsk pligt – til oprør:

“All men recognize the right of revolution; that is, the right to refuse allegiance to, and to resist, the government, when its tyranny or its inefficiency are great and unendurable. (…) “when a sixth of the population of a nation which has undertaken to be the refuge of liberty are slaves, and a whole country is unjustly overrun and conquered by a foreign army, and subjected to military law, I think that it is not too soon for honest men to rebel and revolutionize.”

Martin Luther King hævdede ligeledes, at det er en pligt at gøre modstand mod uretfærdige love.

Kærlighedens Veje #2: Agape

af Ryan Smith

Konkret + Fællesskabsorienteret = Nomos
Konkret + Egoistisk = Agape

Hvor Nomos er konstant og repetetiv er Agape i stedet fluktuerende og pulserende, og der er ingen garanti for, at Agape er det samme i dag som det var i går. – – Hvor Nomos er mennesker der følger traditionerne; de rammer som Gud har lagt ned for den menneskelige eksistens, så er Agape en kærlighed som på ikonoklastisk vis bryder traditionerne, da Agape-elskeren ynder at se sig selv som en Gud der elsker lavere mennesker, eller sagt mere koncist, så er Nomos Menneskers kærlighed til Gud, mens Agape er Guds kærlighed til mennesker. Eller endnu bedre, så er Nomos en kærlighed til rammerne og hverdagen, og Agape en kærlighed til at bryde ud af rammerne, og gøre oprør mod hverdagen.

Agape er gulddrengen og opfinderens kærlighed. Det er en eksplosiv og triumferende kærlighed som ikke kan kontrolleres af hverken ydre eller indre faktorer. Kærlighed som Agape er kærlighed som en eksplosiv kraft som går efter sin udkårne uden at stille spørgsmål, og ikke bare den udkårne, men omgivelserne som sådan vil blive trukket med ind i Agapes karnevaleske kraft. Agape er offentligt udtrykt kærlighed, og kærlighed der ikke skelner mellem privat og offentlig, mellem farlig og ufarlig. Agape trodser døden, det er en velvillig fejring af instinktet som ikke kræver forklaring eller retfærdiggørelse, og en kærlighed som er ligeglad med intellektuel forståelse.

Agape er udiskriminerende og selvforherligende og derfor ligeglad med objektiv værdi. Derfor kan Agape også trumfe alt andet, Nomos’es adlydende attitude overfor regler og traditioner. Agape forstår sig selv som tilværelsens primal matter. (Det er det samme mindset som når MBTI-nørder joker med, at ESTP er den eneste rigtige type, og at alle andre typer blot er perversioner.) På denne måde bliver Agape også til den ventil som folk kan have brug for at komme væk og bryde ud af hverdagens rammer, som de så ofte kan føle sig besnærret af. – På denne måde er Karnevallet med dets spontanitet og dets opløsning af samfundsmæssige regler, roller og rammer (eks. bonden vågner i fyrstens seng og tåben der bliver filosof), Agape er på den måde den samme form for at få “lettet trykket”, hvad enten vi taler om opløsningen af samfundets rammer, den radikale, betingelsesløse tilgivelse eller den seksuelle orgasme.

Denne opløsning af uudtalte regler og lune-drevet selvforherligelse genfinder vi endvidere i historien om Columbus der “løste” et af rennæssancens fysisk/matematiske problemer, nemlig hvorvidt ægget havde et fikspunkt hvor det kunne stå i fuldstændig balance. Columbus løste problemet ved at knalde ægget ned i bordet.

Agape er med andre ord en naturlig inklination som fungerer frit af refleksion, introspektion eller konsistent arbejdsindsats. Denne manglende selvbevidsthed gør Agape lidt som at slå plat eller krone med en naiv, optimistisk tilgang til, at resultatet nok skal blive krone hver gang: Resultatet behøver ingen polerende forbedring når der rammer rigtigt, men er heller ikke til at redde når det rammer ved siden af. Hele Agapes udtryk er affødt af, og gennemført pr., lune – heri ligger både dets charmerende natur og dets fundamentale begrænsning.

God Agape er således: En fintunet instinktuel forståelse for skønhed. En velvillig, tilgivende og eftergivende sindstilstand. En grundholdning til livet som præget af henrykkelse, enthusiasme og optimisme. En affinitet med den ekstasen og den betingelsesløse tilgivelse.

Dårlig Agape er derimod: Sårbart overfor overfladiskheden af de luner som driver psyken. Det er den inkonsistens og det hykleri som alt for nemt kan opstå når man forfalder til selvforherligelse og umiddelbare luner.

Agape på Film
Da Agape er en kærlighed som drejer sig om intensiteten i det enkelte øjeblik er det også den kærligheds-type der gør sig bedst på film. Derfor findes der også nærmest uendelige film der viser Agape som den selv-tiltro der transcenderer objektiv værdi eller normative regler (Nomos). Blandt de mest iøjnefaldende af disse kan nævnes Natural Born Killers, Thelma & Louise og Fear and Loathing in Las Vegas, som alle har det til fælles at en selv-identitet der ikke kan artikuleres, eller værende universelt valid, dyrkes på bekostning af det omkringliggende samfund. I dét regi er det ydermere interessant, at alle tre film har elementer af road movie over sig, da det ligger i fin forlængelse af Agapes impulsive og ustadige natur at være fuldstændig mobil, uden fast holdepunkt, og umulig at definere og knalde ned i statiske kategorier.

Mere overraskende Agape-film er måske måske film som Fellinis Otte e mezzo (1963) eller Peter Greenaways The Cook the Thief His Wife & Her Lover (1989). Fellinis vision i 8½ handler igen om at benytte Agape til at flygte fra den ubehagelige omstændighed at hovedpersonen Guido ikke har lagt noget konsistent arbejde i instruktionen af sin film; han har hverken manuskript eller rollebesætning på plads, men ikke desto mindre bollet udenom og brugt løs af budgetpengene. Investorerne og den stærkt utilfredse ægtefælle ånder ham i nakken, og Guido er ved at gå ned med stress over konsekvenserne af sine handlinger.

– Hvad skal man dog gøre i sådan en situation? – Jamen som en sand Agape-elsker siger det sig selv, at man skal bryde fri af rammerne, og de Nomos-inspirerede mundhæld som “man må yde før man kan nyde” og simpelthen holde en kæmpe fest hvor man tilgiver alt og alle, ikke mindst sig selv, og kaster de etablerede regler og roller fra sig!

Således slutter 8½ med den klimatiske, overraskende livsbekræftende festscene. Der findes ikke noget renere udtryk for Agape på film end Guidos afsluttende monolog:

“What is this sudden happiness that makes me tremble, giving me strength, life? Forgive me sweet creatures, I didn’t know. It’s so natural accepting you, loving you. I feel I’ve been freed. Everything seems so good, so meaningful. I wish I could explain.”

Her får Fellini både udtrykt, Agapes instinktuelle natur og den voldelige kraft der knytter sig til kærlighed udtrykt som Agape. Han får ydermere udtrykt Agapes tendens til at føle sig som en Gud der elsker mennesker, samt den betingelsesløse tilgivelse indeholdt i Agape (“Forgive me sweet creatures, I didn’t know.”). Endelig får Guido udtrykt Agapes anti-intellektuelle og omskiftelige natur: (“What is this ? I wish I could explain.”) – Guido får ikke engang selv de luner der driver ham.

Skulle vi opsummere denne forløsning i en kort vending ville vi sige: “Blessed and happy yet none the wiser.”

Agape i Shakesphere
Det er same konflikt vi ser udkæmpet I The Merchant of Venice (2004) som en kamp mellem Shylocks (Al Pacino) Nomos og Portias (Lynn Collins) Agape.

“You cannot force someone to be merciful
It drops like the gentle rain from heaven
On the place below; it is blessed twice
It blesses him that gives and him that takes
It is the greatest of all qualities; it suits
The king better than his crown.
His staff of office symbolizes his earthly power,
And the respect that is due to a king,
And this is where we fear kings;
But mercy is above this power;
It sits in the hearts of kings;
It is something God has;
And we become like God
When mercy softens justice. Therefore, Jew,
Though you want justice, think about this:
If we just had to depend upon justice
None of us would be saved from damnation; we pray for mercy,
And that prayer teaches us all to be
Merciful. I have spoken so much
To soften that part of your suit which asks for pure justice,
If you follow this strict court of Venice
We have to give a sentence that condemns the merchant over there.”

– William Shakesphere, The Merchant of Venice, act 4

Ligesom med Columbus og ægget ser vi Portia redde dagen via en appel til det barnlige idet hun påpeger en “fejl” i Shylocks og Antonios kontrakt: Shylock må kun tage Antonios (Jeremy Irons) kød, ikke hans blod. Portia får således Shylock til at afstå fra det aftalte pund af Antonios kød, men ikke nok med det: Hun sørger endvidere for, at tvinge Shylock til at afstå hele sin formue, og han tvinges til at konvertere til kristendommen.

Men man spørger med rette sig selv: Hvor er den Agape, “the blessed mercy” som Portia appelerer til i forhold til Shylock? Den er der ikke, og dermed udstiller The Merchant of Venince flere af farerne ved dårlig Agape, nemlig hykleri, overfladiskhed og inkonsistens.

Portia siger “that prayer teaches us all to be Merciful”, men når det kommer til stykket ønsker hun ikke objektiv retfærdighed a la Nomos, men det bedst mulige udfald for den part hun har valgt at begunstige med sin Agape. Portias tale er effektfuld og lyder godt, og dermed inkorporerer den også de gode sider af Agape, nemlig appellen til skønhed, æstetik og ekstase. Men Agape er ikke guidet af retfærdighed a la Nomos, af empatisk melankoli a la Philia eller af intellektuelle vurderinger a la Eros, Agape er guidet af hvad end der er effektivt og lyder godt i situationen, hvilket leder tankerne hen på Sokrateses karakteristik af digtere: “De siger sande ting uden at vide hvorfor, eller hvad det betyder.” – Agape-elskere drives ikke af visdom (sophía) men af tilbøjeligheder i deres natur (phýsis). Og som Sokrates siger: “Fordi de er gode til at sige det der umiddelbart lyder godt tror de, at de er kloge på alverdens andre ting.” [Platon: Sokrates’ Forsvarstale 22ac] – Hvilket er akkurat det samme fænomen som når nutidens kunstnere og Hollywood-stjerner tror sig kloge på politik, økonomi og alverdens andre ting, bare fordi de er vandt til at kunne charmere andre. Vi husker, at det græske ord for skuespiller var hypokrités, altså grundstammen til vor eget “hykler”, altså en der lader som om at han er noget han ikke er, og a propos…

Agape i Bill Clinton
Et lignende eksempel på denne tendens er Bill Clinton, en mand der om nogen er begavet med politisk instinkt og en evne til altid at sige hvad der lyder godt. Bill Clinton er den fuldendte Agape-elsker, og har med stor succes brugt Agape i den politiske manege. Således formåede Bill Clinton at snakke sig udenom det ellers ufravigelige faktum at han var skyldig i mened.

Clinton indrømmede godt nok at han havde løget under ed, men fik samtidig snakket sig udenom at han selv skulle være ansvarlig. (Det var ikke så meget løgn som at han bare “afgav et fejlagtigt indtryk.”). ? Ligeledes: Mens Clinton selv var med til at skærpe lovgivningen vdr. sexchikane hævdede han samtidig i retten, at hans “aktiviteter” med Monica Lewinsky og Paula Jones henhørte til hans privatsfære og at det derfor var “retfærdigt” at lyve eller “afgive et fejlagtigt indtryk”.

Problemet med Clinton og Lewinsky er bare det samme som problemet med Portia og Shylock: For hvis det er ok for Clinton og lyve, ja så implicerer hans handlinger, at det nødvendigvis også ville være ok at lyde i retten for enhver anden tiltalt i enhver anden sag om sexchikane at gå fri da den tiltaltes aktiviteter tilhører privatsfæren!

Men denne attitude var Clinton alligevel ikke parat til at bakke op, da lovgivningen vdr. sexchikane jo var på plads for at forhindre at mænd med magt på arbejdspladsen kastede sig over sagesløse kvinder. – Vi ser med andre ord igen den dårlige side af Agape når en part favoriseres over end anden “bare fordi”.

Bill Clinton havde sådan set ret i, at de ting han blev udspurgt om under retssagen ikke kom andre ved, han glemte bare at fortælle at loven som lå til grund for dette forhør var HANS EGEN LOV OM SEXCHIKANE hvilket igen viser Agapes flygtige og sine steder overfladiske natur.

Kærlighedens veje #1: Nomos

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

I denne, blog-serie vil jeg gennemgå fire former for kærlighed. Hver type kærlighed er enten abstrakt eller konkret, fællesskabsorienteret eller egoistisk, og kan placeres in en 2×2 matriks som følger:

Den første kærlighed vi skal se på hedder Nomos. Den er konkret og fællesskabsorienteret. At den er konkret vil sige, at den går op i det nære, og den materielle virkelighed, snarere en idealiseringer og den psykologiske forbindelse imellem de elskende. At den er fællesskabsorienteret vil sige, at den søger at afdække og imødekomme begge parters behov (i modsætning til de egoistiske som sætter sig selv først i deres parforhold).

Disse kærlighedstyper går tilbage til perioden ca. 500-300 f.v.t., og idéhistorisk set opstod de i Grækenland. De har senere blandet sig med jødedommen, kristendommen og senere europæisk filosofi, og til slut med populærkulturen. Her vil jeg sige lidt om Nomos.

NOMOS

Nomos er den kærlighed der omfavner sin elskede ved at sørge for konkrete behov som tryghed og beskyttelse, og ved at sørge for, at alting går retfærdigt til. I dette modus er de elskende hinandens pligttro vogtere i det korte tidsrum vi har hinanden indtil vi skal herfra igen. Nomos er kærlighed som et bolværk mod livets bekymringer. Det er alvorsfuld, duelig kærlighed. Nomos er serious business.

Da Nomos arbejder ved at identificere og opfylde konkrete behov er den undertiden blevet kaldt “kærligheden som skaffer” eller “kærligheden der sørger for”. Til de mest konkrete af vores behov hører f.eks. behovet for mad og bolig, samt tryghed, stabilitet og meningsfulde relationer til andre mennesker. I en bredere kontekst er disse behov afledt af menneskets behov for at deltage og høre til. Derfor hører kærlighed til familien også ind under Nomos, ligesom engagement i ens nærområde; – eksempelvis arbejdspladsen eller børnenes skole tilhører Nomos-domænet.

Nomos’ Gode sider
Derfor er Nomos også uundværligt for ethvert fællesskab som ønsker at opleve nærvær, engagement og loyalitet.

Her virker Nomos ved at give de elskende et mere jordbundent syn på deres kærlighed og den fremtid der ligger foran dem. I disse øjeblikke er det Nomos der agerer kærlighedens realistsike stemme og minder om, at træerne ikke vokser ind i himmelen, at man ikke er ung for evigt, at der er pligter der skal passes, penge der skal tjenes, og ikke mindst at der er regler der må følges, i kærligheden, såvel som i livet i det hele taget.

Med sin faste forankring i livets konkrete behov ligger det også Nomos lige for at at værdsætte kærlighedens konkrete udtryk, og ritualer såsom familie, hus og børn.

Nomos ved, at man ikke er ung for evigt. Nomos ved, at livet indeholder mange plagsomme elementer, såsom aldring, pligter, sygdom og ansvar. Derfor ved den gode Nomos-elsker også, at det ikke er nok at sværme om sin partner, men at man må være sin elskedes pligttro hyrde i det korte tidsrum man har hinanden her på jorden.

Med sit fokus på tryghed og stabilitet vil mange Nomos-brugere endvidere mene, at når nu livet er kort og uforudsigeligt, så byder kærligheden os, at vi binder os til hinanden og udviser livslang loyalitet. Som Nomos-brugeren Pausanias sagde, så klæder det elskende at bo sammen og være sammen – hele deres liv.

Nomos’ Dårlige sider
Man bør med andre ord binde sig til hinanden. Men hvis ikke Nomos balanceres og blandes op med de tre andre typer kærlighed, så indeholder Nomos den fare, at det elskende par bliver til en sammensmeltet enhed hvor man kan forudsige hinanden ned til mindste deltalje. Og det er dårligt for romantikken i det lange løb, for selvom det kan hjælpe på neurotiske menneskers (overdrevne) behov for tryghed, så kan to mennesker der smeltet sammen til en enhed ikke tiltrække sig selv. Der må leg og overraskelse til for at krydre de elskendes dynamikker.

Uden blik for humor, romantik og fantasier om den anden, risikerer den dårlige Nomos-elsker med andre ord, at slå den romantiske tiltrækning ihjel og erstatte den med et rutinepræget funktions-fællesskab hvor alt bare bliver noget der skal laves: Mad bliver noget der bare skal laves, ferie bliver noget der bare skal laves, sex bliver noget som bare skal laves. Som statistikkerne fra hensunkne parforholder siger: To gange om ugen, og hver anden gang bagfra. Og så ellers kun gøre undtagelser når der er nogen der vinder i Lotto.

Dette er faren, der gemmer sig i Nomos. Det er her serious business bliver til business as usual, og et forhold med Nomos men uden de andre slags kærlighed bliver til et arbejdshus præget af blind lydighed og fantasiforladt rutine.

Det løber i det hele taget som et underliggende tema ved Nomos, at det stabile, repetative sindelag vil være tilbøjeligt til at tænke på kærligheden som noget konstant, og vende blikket væk fra den uomgængelige skrøbelighed der præger såvel kærlighed som den menneskelige eksistens i det hele taget. Før i tiden var der mange Nomos-elskere som imødegik denne forhindring ved at udvikle et verdenssyn som indeholdt samme ordnende princip som Nomos benytter i romantiske forhold: Ligesom tingene har deres rette plads i hjemmet og i fællesskabet, således har tingene har deres rette plads i universet. Som her udtrykt af stoikeren og Nomos-filosoffen Epiktet:

“Sig aldrig om noget ‘jeg har mistet det’ men kun ‘jeg har givet det tilbage’. Er dit barn dødt? Det er blevet givet tilbage. Er din kone død? Hun er blevet givet tilbage.”
– Epiktet: Encheiridion 11

En anden fare ved Nomos er, når behovet for sikkerhed og forudsigeligthed kammer over, og Nomos bliver til en possessiv kærlighed hvor man søger at eje og kontrollere sin partner. For som nævnt, så ved den gode Nomos-elsker, at man aldrig kan eje hinanden, men kun være sin elskedes beskytter og forsvarer i den korte tid man har sammen.

Med sin trang til tryghed og kontrol vil det også sige, at det falder under Nomos’ domæne at blive i et romantisk forhold selvom man ved det er dødt, da man bilder sig ind, at man gør det for fællesskabet, for partneren, eller “fordi det er det rigtige at gøre”. Således er mange mænd blev ansporet til at blive sammen med kvinder de egentlig ville have droppet, da kvinden pludselig blev gravid, og det at blive sammen med hende så var “det rigtige at gøre”. Men den gode, ansvarlige Nomos-elsker, han ved, at det ikke hjælper nogen at blive i et forhold hvor man ikke elsker hinanden.

Nomos i det Gamle Testamente
Bibelens to hovedsektioner et delt over i Gamle og Nye Testamente. Overordnet sagt kan man sige, at det Gamle Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og fællesskabsorienteret, nemlig kærlighed som Nomos, mens det Nye Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og egoistisk (den hedder Agape).

Et eksempel på Nomos er f.eks. fortællingen om Gud der placerer mennesket i paradisets have med “alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne [og] alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr.” Her ser vi Gud udtrykke Nomos ved at give menneskene mad, et hjem, et fællesskab (“Gud skabte Eva, og Adam var ikke længere ensom”), og en klar, konkret, praktisk opgave, for fællesskabets skyld: “Du, menneske, skal dyrke og vogte Edens have”, ligesom der sættes grænser for menneskets stræben: ” Men træet til kundskab må du ikke spise af.” – Kend din plads i fællesskabet, tro ikke, at du kan gøre lige hvad der passer dig, der er regler.

Det Gamle Testamentes eksempler på Nomos er søbet ind i judaisme, og som sådan derfor fremmede for os kulturkristne. På den måde kan de hurtigt komme til at virke som dårlig Nomos, som f.eks. i det andet og mere ubehagelige tilfælde af Nomos, som vi finder vi i historien om Abraham der skal ofre sin eneste søn, Isak, til Herren i (1 Mos 1-24). Her gives der intet rationale, og ingen følelsesmæssigt adækvat begrundelse, men kun Herrens imperativ: “Tag din eneste søn, ham du elsker, og bring ham som offer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” – Vi ser med andre ord Nomos reduceret til en parodi på sig selv: Det er den nøgne lydighed og underkastelse af fællesskabets rammer, blottet for de tre andre former for kærlighed. Abraham adlyder med Nomos, og Gud svarer med Nomos: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som stjernerne.” – Fordi Abraham adlød den største far (Gud) bliver han selv til far, antageligvis med mange loyale sønner under sig.

Caravaggio: Ofringen af Isak (1601-3) Fordi Abraham har vist sin ubetingede loyalitet overfor Gud, og vist sig villig til at gennemføre Guds befaling uden nogen form for rationale, skrider Gud ind og lader Abraham ofre vædderen til højre i stedet.

I det hele taget er det Gamle Testamente spækket med eksempler på Nomos, hvor tilhørsforhold og loyalitet konsekvent vægtes højere end rationalitet, og hvor kollektive rettigheder vægtes højere end individuelle rettigheder. Isralitternes stræben efter at få deres eget land, kan læses som en stræben efter, at høre til i et konkret fællesskab, og måden som landet er beskrevet på, er også som et land der dækker indbyggernes konkrete behov – det “flyder med mælk og honning.”

Nomos på Film
I dette blog-serie vil jeg også komme med nogle eksempler på de fire kærlighedstyper på film. Men da Nomos drejer sig om hverdagens rutiner og relationer over tid er det de færreste film der portrætterer kærlighed som Nomos. Der findes dog to nyere film som jeg afslutningsvis vil nævne.

Den første er Lars von Triers Dogville (2003) hvor det lille fællesskabs behov for tryghed, stabilitet og business as usual fortløbende interagerer med Graces (Nichole Kidman) individuelle behov for sikkerhed fra de folk som jager hende, og hendes behov for en familie, efter bruddet med sin far. Dogville handler om de værdier der definerer et fællesskab, og desværre også korruptionen af disse, eftersom Dogville under Lars von Triers præsidium gradvist bliver mere dyster og ubehagelig, for til sidst at ende i åbent overgreb, misbrug og hykleri. – Således står Dogville tilbage som en skræmmende illustration af dårlig Nomos og en alvorsfuld advarsel om hvad der kan ske når Nomos tager overhånd, og ikke balanceres af de andre tre typer kærlighed.

Den anden film er derimod et eksempel på god Nomos, og det er Christopher Nolans The Dark Knight (2008) hvor Christian Bales Batman møder sin nemesis i Heath Ledgers Joker. Når denne actionfilm skiller sig ud fra øvrige actionbrag og portrætterer kærlighed som Nomos er det fordi filmens hovedrolle hverken er Batman eller Jokeren, men byen Gothham og dens behov for sikkerhed fra de kriminelle banders hærgen, samt en konkret og sikker begrebsverden. At Gotham er filmens sande omdrejningspunkt ses både i Batmans replikker, men også i Jokerens: “This city deserves a better class of criminal.”

Indbyggerne i Gothham har brug for en identitet at være fælles om, for at de kan føle sig som et fællesskab. Efter al den kriminalitet indbyggerne har været udsat for har de behov for et ydre fjendebillede at definere sig selv og deres fællesskab op imod. Der er tale om en situation som kalder på Nomos, og således må Batman påtage sig ansvaret for at opfylde indbyggernes konkrete og fællesskabsorientede behov. Derfor slutter filmen med, at Batman må agere skurk og påtage skylden for en forbrydelse han ikke har begået, og derfor lyder filmens sidste linier:

James Gordon Jr.: Why’s he running, Dad?

Lt. James Gordon: Because we have to chase him.

James Gordon Jr.: He didn’t do anything wrong.

Lt. James Gordon: Because he’s the hero Gotham deserves, but not the one it needs right now. So we’ll hunt him because he can take it. Because he’s not our hero. He’s a silent guardian, a watchful protector. A dark knight.

A Meditation on Meister Eckhart

The outward work will never be puny if the inward work is great.

The outward work can never be great if the work work is puny.

For the inward work includes in itself:
All expansiveness
All breadth
All length
All depth

Such a work receives and draws all its being from nowhere except from the heart inside.

Analyse af Krasnik-Hedegaard interviewet

Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på, at det her bliver et kritisk interview. Hen imod slutningen af interviewet virker Hedegaard så ubehageligt til mode, at han lader til ikke helt at kunne tænke klart. Jeg afkoder det følelsesmæssige/interaktionelle som Krasnik, der velforberedt bølle-banker en totalt overrumplet Hedegaard. Det er meget ufint.

2ebvj3k Alligevel formår Hedegaard at holde hovedet koldt og svare logisk konsistent på snig-angrebene – imponerende givet at Hedegaard højst sandsynligvis er stærkt følelsesmæssigt presset.

Er Krasnik ved at skabe en dansk Bill O’Reilly-persona, hvor gæsterne bliver maksimalt presset og afbrudt, simpelthen i håbet om, at O’Reilly fremstår som en kompetent journalist, bare fordi han får gæsterne til at krybe sammen?

Hedegaard er IKKE en gevinst for islamkritikken i Danmark. Men Krasniks interview er dog for meget. Helt over the top i interviewet er: (a) Krasniks sammenligning med Zions Vises Protokoller og (b) at Krasnik sætter spørgsmålstegn ved, om Hedegaard nu virkelig er blevet forsøgt myrdet, for kan man nu være sikker på det?

Krasnik fremstår som en sensationalist, der er lidt for smart til sit eget bedste. Han er en “god journalist” på den måde, at han formår at skabe opsigt, som nu, men han har alle dage været en metodisk opportunist, som har ladet det sensationelle komme før konsistensen i sin journalistik.

Sensationalisme er IKKE tillidsvækkende, og det mest latterlige er alle de akademikere og “kloge hoveder”, som falder i svime over Krasniks metode og føler sig repræsenteret af ham. Det er sensationalisme for akademikere. Se & Hør for akademikere.

Tæppebanket i ond tro

Interviewets følelsesmæssige dynamik er meget markant. Krasnik tæppebanker Hedegaard med et remix af “værst mulige udlægninger” af alle de mest kompromitterende ting, som Hedegaard har sagt siden 2001. Faktisk tager Krasnik ikke kun Hedegaard til indtægt for, hvad han selv har sagt, men også for hvad andre har sagt, skrevet og udtalt om ham gennem tiden.

At Hedegaard er på yderkanten til det ekstreme, er så en kendt sag. Men Krasnik fyrer den ene salve af efter den anden, Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på angrebet, og det fremgår, at Krasnik omhyggeligt har forberedt en række “fælder.” Krasnik fører lystigt Hedegaard rundt i sammensatte argumentationsrækker, som Hedegaard ingen rimelig chance har for at re-konstekstualisere “on the fly”, mens Krasnik enten afbryder eller konstant gør tilløb til at rejse protest midt i Hedegaards ræsonnementer. Også når Krasnik ikke har noget at sige. Skal Hedegaard stoppe op, eller skal han blive ved med at tale? Det er ikke til at regne ud, når værten ikke udfylder sin rolle som vært.

Krasnik har alverdens fordele, idet han alene kender til den argumentations-kombo, der nu skal til at udfolde sig, og Krasnik har tænkt sig at kapitalisere på sin fordel. Han har tænkt sig at vinde ved hjælp af forberedelse, men kommer faktisk til kort, idet Hedegaard holder hovedet koldt.

Hedegaard fremstår flere steder i interviewet, som om han ikke formår at svare ordentligt for sig. Men hele interviewets setup er så aggressivt fra Krasniks side, at Krasnik må betegnes som taberen. Han tømmer alt, hvad han har, ud over Hedegaard, og Hedegaard står stadig.

Hvem er det egentlig, som tror på konspirationer?

Så Krasnik har forberedt et 25 minutter langt “worst of” fra Hedegaards sidste 15 år i rampelyset. Ironisk nok er dette PRÆCIS den samme metodik, som konspirations-teoretikere altid bruger: Man borer lidt i overfladen på 10-15 sager, og – på afstand – kan det godt så se ud, som om 9/11 var et Inside Job, og at der er problemer med den officielle version af Holocaust. Men går man dybere ind i den enkelte diskussion, så begynder alle de overfladiske billeder at falde fra hinanden, efterhånden som flere facts kommer til.

Derfor er det også karakteristisk, at hver gang Hedegaard har sundet sig efter den indledende overrumpling og er ved at vinde fodfæste i et emne, som det jo er Krasnik, der har rejst, så skynder Krasnik sig videre til noget nyt, hvor Krasnik igen kan rejse problematiske enkeltdetaljer uden at give seeren tilstrækkeligt med kontekst – Hedegaard må for alt i verden ikke få lov at tale fra en rolig og overvejet position.

Hovedformerne indenfor Buddhisme

af Ryan Smith og Kelley Ross

Buddhismens historie i Indien varede omkring 1500 år og kan opdeles i 500-årige perioder, hvor forskellige karakteristiske former for buddhisme opstod. Dette er en idealiseret og skematisk opdeling, men den er praktisk, idet den kan matches op med de forskellige geografiske områder, hvortil buddhismen spredte sig i disse perioder, og med de forskellige former for buddhisme, som blev dominerende i hvert område.

Buddhismens lære og praksis blev i den tidligste periode aftalt mellem de lærte i en række råd, og traditionelt regner man med, at der har været tre eller fire af disse råd.

Det første råd blev afholdt kort efter Buddhas død på Rajagriha, som var hovedstaden i kongeriget Magadha. Her diskuterede man spørgsmål om, hvordan Sangha’en, som var det monastiske samfund af buddhister, nu skulle tage form, nu hvor Buddha ikke længere var iblandt menneskene.

Det andet råd blev afholdt omkring et århundrede efter Buddhas død i Vaisali (som ligeledes hørte under kongeriget Magadhas kontrol). Somme tider anses dette råd for det første, eller forveksles med det første råd, selvom det altså var det andet råd. På dette møde begyndte man at blive enige om indholdet af den buddhistiske kanon, og mabuddh-1 n begyndte at formalisere de regler, som skulle omgive den monastiske levevis, Vinaya.

Det tredje råd blev indkaldt af kejser Ashoka den Store og afholdt i Pataliptura. Indholdet af den centrale tekst, Tripitaka’en (”De Tre Kurve”), formodes at være blevet endeligt formaliseret. Foruden den filosofiske fasttømring af den buddhistiske doktrin, så blev buddhismen også introduceret til Sri Lanka, som følge af Ashoka personlige indsats, og de kanoniske tekster blev senere hen bevaret der.

Det fjerde råd fjerde blev indkaldt under kejser Kanishka den Første og blev afholdt ved Jalandhara. Afholdelsen af dette råd er ikke dokumenteret i Pali-kilderne, og således hører man ofte, at der i virkeligheden kun var tre (og ikke fire) råd. Det fjerde råd skulle have superviseret oversættelsen af Tripitaka’en til sanskrit. Det ser ud til, at det er disse tekster på sanskrit, som efterfølgende blev spredt nordpå til Kina og Japan.

Efter det fjerde råd begyndte den forenede old-buddhisme at sprede sig ud i tre forskellige grene: Theravada, Mahayana og Vajrayana. Disse grene vil vi nu se nærmere på.

Buddhismens første gren: Theravada (“De ældstes belæringer”) kaldes også nedsættende for Hinayana (det vil sige den inferiøre belæring) af Mahayana-retningen. Theravada opstod i Indien og praktiseres i dag i Sri Lanka, Cambodia, Laos, Thailand, Myanmar, og lignende sydøstasiatiske regioner. Theravada er den ældste form for buddhisme, som endnu praktiseres i dag.

Theravadas særlige doktriner:

  • Buddha’en er død, og de enkelte buddhister må selv finde ud af, hvordan de vil opnå frigørelse fra karma, fødsel og død.
  • Buddha’en var unik, og de praktiserende buddhister kan ikke blive buddha’er, kun arhat’er (hellige vismænd). Der vil komme en ny Buddha engang i fremtiden, men ikke før om mange tusinde år.
  • Nirvâna (befrielse fra fødsel og død) og samsara (den verdslige præget af fødsel og død) er absolut forskellige. Samsara er lidelse. Nirvâna er en befrielse fra lidelse. Det er en tilstand, som er hinsides rationel forståelse.

Theravadas nemesis var i høj grad Islam, som invaderede de områder, hvor Theravada blev praktiseret, og bl.a. medvirkede til at udryde Theravada fra Afghanistan og Indien.

 

Buddhismens anden gren: Mahayana (“Det store fartøj”) opstod også i Indien og praktiseres i dag i Kina, Japan, Vietnam, Korea, Singapore, Taiwan, Bhutan og Malaysia. Mahayana er den største gren af buddhismen og også den filosofisk mest sofistikerede.

 Mahayanas særlige doktriner:

  • Buddha’en er ikke væk, og individuelle buddhister er ikke overladt til dem selv. I stedet lærte Buddha os Dharma’en (de buddhistiske belæringer) ud af medfølelse for alle bevidste væsener, og Buddha’ens medfølelse gør, at hans væsen den dag i dag er tilgængeligt for alle, som praktiserer buddhisme. Faktisk er Buddha’en ikke et menneske, men en kosmisk bevidsthed, som favner alt, hvad der eksisterer i universet; ikke kun mennesker, men også sten, regnorme og vindstød. Alt er en del af denne kosmiske bevidsthed, som (ligesom i Theravada) er hinsides rationel forståelse.
  • I Theravada er det vigtigste ideal for buddhistisk træning selv at opnå indsigt og blive en hellig vismand. Men i Mahayana er det højeste ideal at eftergøre Buddha’ens medfølelse for andre, og derfor bør man ikke forsøge at gemme sig væk fra verden, mens man dyrker sin egen højere forståelse. I stedet for at blive en ”privat Buddha” bør man derfor blive en Bodhisattva, som er en person, som udskyder erkendelsen af sin egen Buddha-natur til fordel for at bære alle andre væsener i universet med sig frem til erkendelsen af, at de også er Buddha.
  • Buddha’en var ikke enestående, og den individuelle praktiserende Buddhist kan sagtens blive en Buddha. Faktisk er han allerede en Buddha; han har bare ikke erkendt det.
  • Af samme grund findes der også flere Buddha’er foruden den historiske person, Gautama Shakyamuni. Vi har allerede oplevet mange Buddha’er i menneskehedens historie, og ligeså vil vi opleve mange flere endnu.
  • De fleste af de berømte Buddha-statuer i Japan forestiller således ikke Gautama Shakyamuni, men typisk Amida Budha, og andre historiske Buddha’er.
  • Nirvâna (frigørelsen fra fødsel og død) og samsara (lidelsen præget af fødsel og død) er ikke længere forskellige. Samsara og nirvâna er hverken det samme eller forskellige fra hinanden, ej heller er de både-og, og ej heller er de hverken-eller. Det hele er blot forskellige manifestationer af den kosmiske Buddha-natur, som omfatter alt i universet.
  • Retninger som Zen (Cha’an), Tendai (T’ien-ta’i), og Amidisme (det Rene Land) er undergrene af Mahayana-buddhismen, og i sine kinesiske og japanske versioner har Mahayana-buddhismen også optaget indflydelse fra taoismen.

 

Buddhismens Tredje Gren: Vajrayana (“Lynkilens Fartøj”). Opstod i Indien og spredte sig til Tibet og Mongoliet. Vajrayana er den mest religiøse og ”katolske” form for buddhisme, idet den lægger vægt på talrige ritualer, symboler og overnaturlige ånder, som tolkes som forskellige aspekter af Buddha’en.

Vajrayanas særlige doktriner:

  • Vajrayana-Buddhisme er Tantrisk buddhisme, som også ofte kaldes “esoterisk buddhisme.” Vajrayana oversættes også fra tid til anden som Diamant-fartøjet, og tordenkilen symboliserer den magiske magt, som de esoteriske belæringer gemmer på.
  • Mange mener, at der er en udtalt modsætning mellem Buddha’ens egne belæringer om, at sandheden var én, enkel, og tilgængelig for alle, og så Vajrayanas belæringer om, at sandheden er differentieret ud i forskellige lag og grader, hvor den praktiserende buddhist kan blive ved med at stige i graderne og opnå højere erkendelser igennem livet.
  • Buddha’en sagde også, at der ikke fandtes magi, eller såfremt der gjorde; at buddhister ikke skulle begive sig afsted med magi. Men i Vajrayana tror man på tantrisk magi, som bl.a. kan helbrede de syge, få folk til at levitere, og få mesteren til at ”skyde” kalligrafisymboler flere meter ud fra sin pensel, sådan at han kan male på lærreder, som er flere meter væk.
  • I Vajrayana dyrker man ikke kun de opbyggelige aspekter af virkeligheden, men også destruktion, vold og sex, da disse er lige så reelle bestanddele af universet som deres modsætninger. Destruktions-gudinden Kali er således en væsentlig figur i Vajrayana, og mandlige og kvindelige guder og mennesker afbildes ofte i seksuelt samvær. Dette har fået mange vestlige fortolkere af buddhismen til at mene, at Vajrayana er en form for feministisk buddhisme. Imidlertid er der også visse former for tantrisk Vajrayana, som i forlængelse af destruktions-tema’et glorificerer voldtægt, samt sex med dyr.
  • Tibetansk buddhisme (som i sig selv er en heterogen størrelse) er ligeledes en gren af Vajrayana (om end man også trækker på elementer fra Mahayana). I Tibet når buddhismen en særlig feudal form, hvor præsterne tituleres som Lama’er og opfattes som særskilte fra befolkningen. Der er således en vis ironi i, at den version af buddhismen, som er bedst kendt i vesten (den tibetanske), i virkeligheden er den form for buddhisme, som befinder sig længst væk fra Buddha’ens egne belæringer.