Category Archives: Historie

Svar Jon Mortensens kritik af ‘Keynes som figenblad’

af Ryan Smith

Det kræver en særlig nådegave at udtrykke sig ydmygt, når man ikke kan læse en tekst korrekt. Og den nådegave er ikke Jon Mortensens (JM).

Jeg anerkender det forhold, at økonomer generelt har bedre styr på økonomi end ikke-økonomer. Så meget desto mere pinligt er det blot for JM, at han insisterer på at spilde læsernes tid med sin tilstedeværelse i WA’s debatspalter. Her tager han mig 23/11 to gange til indtægt for at sige noget, som jeg ikke har sagt: At Keynes ville have tilrådet nedskæringer i det offentlige forbrug i krisetid. JM fejllæser min klumme om Keynes.

Fra JM’s side er det småt med faktiske argumenter. Han vælger i stedet det intellektuelle stinkdyrs taktik: Han lægger et par lugtbomber og håber så på, at de kan gøre det ud for egentlige argumenter: Mig skal man ikke høre på, for jeg har ikke den baggrund, som JM godt kunne tænke sig. Og økonomen Veronique de Rugy, som jeg citerer i mit indlæg, skal man heller ikke høre på, for hun har engang skrevet et helt andet indlæg, end det jeg citerer, i en helt anden debat. Et indlæg, som JM læser lige så sjusket, som han læste min klumme om Keynes.

Jeg har allerede påpeget, hvordan JM fejllæste min klumme om Keynes. Men JM går altså også fejl af de Rugy: Ifølge JM så forsøger de Rugy ud ad det blå “at overbevise en måbende verden om, at USA har den vestlige verdens mest progressive skattesystem.” Men JM glemmer at fortælle læserne, at de Rugys “udtalelser” sådan set bare er ordrette citater fra en OECD-rapport. JM kan, PhD-titel til trods, ikke forstå, hvordan de Rugy (som altså i virkeligheden er OECD) kan mene, at USA’s skattesystem skulle høre til blandt den vestlige verdens mest progressive. Som en servicemeddelelse til JM så kan vi dog her afsløre, at et lands samlede skattetryk ikke er det samme som progressiviteten i et lands skattesystem.

Som jeg citerede ovenfor, så hævder JM, at omverdenen stillede sig ”måbende” over for de Rugys udtalelser om USA’s skattesystem. Jeg ved ikke, hvad det er for en verden, som JM hentyder til. Men i den verden som vi andre lever i, så er de Rugys udtalelser blevet faktatjekket af andre økonomer, og gang på gang er de blevet fundet rigtige. Udover at JM ikke kan læse mig korrekt, eller læse de Rugy korrekt, så kan han altså heller ikke læse omverdenens reaktioner korrekt.

Det er i sig selv imponerende, at en mand som JM, der har så travlt med at anfægte andres etos, selv formår at fejlcitere så vildt og grelt, på så kort en plads som JM havde til rådighed i WA. Men det beviser vel blot min oprindelige pointe om, at nutidens debat om Keynes ikke tages på hæderlige præmisser.

Review of: Parmenides, Plato and Mortal Philosophy By: Vishwa Adluri

THE GOOD

– Author has read all the major authors on Parmenides
– Author has good critical thinking skills and is critical of the previous authors
– Author has read big names like Derrida and Heidegger, recaps their thinking, disagrees and provides good arguments
– Book is clearly written (in a clear and simple style)
– Author interprets Parmenides as an ontologist/existentialist, rather than the “super-logician” that so many others have wanted to make him (e.g. Daniel W. Graham)
– Book includes a technical translation of Parmenides with philological notes at the back

parmenides THE BAD

– Author’s interpretation of Parmenides is original, but questionable
(His Thesis: The youth is shown how the logic of the goddess, being general and impersonal, affords only an immortal view of the universe. But humans are mortals and must die. Therefore the doxa is the youth’s attempt to reassert his dignity and individuality as a mortal being, whose nature is specific, individualist, and limited in time. This makes Parmenides into a proto-Sartre and this reading is HIGHLY questionable, relying on multiple sleights of hand to even begin to bear the semblance of truth.)
– Author relies, in places, on a very close reading of the poem, yet as detailed in Parmenides Venerable and Awesome, this is a foolhardy endevour: The original papyrus has been lost, the poem was copied again and again and that was under the very poor standards of scholarship that existed in antiquity. Relying on specific words and sentence structures to extract meaning from Parmenides is therefore a bad idea. One should instead rely on the overall picture of the genuine fragments.

THE UGLY

– After having set forth his thesis of Parmenides’ poem, as described above, the author then launches into an exposition of Plato’s dialogues. Here the author posits that Plato (more or less knowingly) reiterated the same themes in his Socratic dialogues that Parmenides did in his own poem some 80 years earlier. We know that Plato was acquainted with Parmenides’ philosophy, but to say that Plato’s purpose in writing his dialogues was but to re-hash this HIGHLY speculative and unlikely reading of Parmenides crosses the boundary between making reasonable inferences on the basis of a text and then granting oneself complete artistic license. To do fiction writing in the realm of non-fiction, so to speak.

Thus, according to this book, Plato did not write the Apology of Socrates and associated pieces in order to come to terms with the death of his beloved mentor, or to gleefully hint at his unwritten doctrine. He did it to show us that Socrates is mortal and to help us come to terms with our own mortality as human beings. Now I am all for wild and idiosyncratic readings, but they have to make AT LEAST as good sense of the facts as the old theories if one is to take them seriously, and not just see them as the author’s own existential striving, disguised as research.

I do not think that the author succeeds in making good sense of the facts surrounding the Platonic dialogues. For example, if the purpose of Plato’s writings is to show us how Socrates is mortal and must reassert his own dignity as mortal, rather than “remain in the realm of the goddess” and play pretend-immortal, then why is Socrates portrayed as a god-like figure in many of the Platonic dialogues? The author’s argument goes out on a limb while failing to make sense of the basest of facts!

The section on Plato feels artificial and out of context, as if plastered onto the back of the book, rather than reading like an integral part of the book itself. The work would have been stronger if this last section had been omitted.

Et kvalificeret ‘fuck af’

af Ryan Smith

Den skotske filosof David Hume sagde engang, at vi mennesker aldrig rigtig diskuterer med hinanden. Godt nok fremfører vi argumenter for vores holdninger, men hvis man kunne lette på låget og se, hvad der i virkeligheden foregik inde i skallen på os, når vi debatterer, så ville vi se, at det eneste ”argument,” der virkelig snurrer rundt derinde, er: ”Fordi det mener jeg bare. Så fuck af.”

Det betyder dog ikke, at alt er tabt. For selvom argumenter i virkeligheden blot er et falsifikat af vort inderste ønske om at sige ”fuck af” til hinanden, så tjener debat i det mindste det formål, at vi til stadighed bliver mere præcise, mere omhyggelige og mere kvalificerede udi kunsten at sige ”fuck af” til hinanden.

I denne artikel er det min påstand, at ikke alle politiske grupperinger har været lige gode til at kvalificere deres måde at sige ”fuck af” på i løbet af de sidste par år. Jeg vil se på indlæg fra socialister, konservative og liberale for at se, om vi kan finde ud af, hvor kvalificerede deres respektive måder at sige ”fuck af” på egentlig er.

Socialister #1

Vi starter hos de røde. I sit indlæg, ”Borgerlighedens falske frihedskæmper” (Politiken 22.06.12), skriver Kristian Madsen til forsvar for 3F og imod restaurant Vejlegården:

”… ikke alene er [3F’s aktion] fuldt lovlig, den er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899.”

Madsens ”fuck af” tager således følgende form: (a) Det er lovligt. (b) Det har en lang tradition bag sig. (Hvilket  vel egentlig et konservativt argument, men pyt nu med det.)

At noget er lovligt er i udgangspunktet en udmærket kvalifikation for et “fuck af.” Imidlertid er det kun de færreste af Vejlegårdens støtter, som har slået på, at de ikke-voldelige dele af 3F’s blokade skulle være ulovlige. Modstanden mod 3F’s metoder har i stedet haft karakter af et opgør uden for retsvæsenet og inden for civilsamfundet. Et opgør som handler om, hvad civile danskere sympatiserer med og afskyr i det 21. århundrede. Således er Madsens første ”fuck af” (nemlig at 3F’s blokade er lovlig) altså en forvanskning af modpartens argument; en stråmand af den slags, som Madsen så ofte benytter sig af.

Lever Madsen selv op til sit præmis om, at hvis noget er lovligt, så bør man ikke kritisere det? Personligt erindrer jeg ikke Madsen og Politiken lægge sig ned i stiltiende accept efter den totale frifindelse af Saxo Bank i 2010, så måske bruger Madsen en anden standard til at vurdere Saxo Banks aktiviteter med, end han bruger til at vurdere sine tidligere arbejdsgivere i 3F?

Hvad angår Madsens andet argument, nemlig at 3F’s aktion ”er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899,” så kan vi jo passende anvende ”Saxo Bank-prøven” på det: Blokader af arbejdspladser med ”forkerte” overenskomster har øjensynligt stået på siden 1899, men international valutahandel mod kommission har til gengæld stået på siden bronzealderen. Hvis Madsens præmis er, at jo længere en given praksis har stået på, des mere forsvarlig er den, så må Saxo Banks aktiviteter jo være mere forsvarlige end 3F’s blokade i Madsens optik.

Socialister #2

I kommentaren ”Venstrefløjen er endt i politisk idékrise” (Information 28.05.2012) skriver CEVEA-analytikeren Jens Jonathan Steen sammen med den verdenskendte sprogteoretiker George Lakoff i et fælles indlæg, at den ”borgerlige” måde at tale politik på, hvor penge og finanser dikterer, hvad der er råd til og hvor der må spares, ikke har basis i nogen form for objektiv virkelighed, da det i virkeligheden er sproget, der skaber verden. Som de to skriver, så er det:

”… sproglige billeder [der] underminerer venstrefløjen, påvirker den politiske debat og slår den borgerlige kurs fast.”

Nu kunne læseren måske mene, at Europas økonomier var hårdt pressede, og at de derfor blev nødt til at spare. Men ifølge Steen og Lakoff er den slags blot ”sproglige billeder,” som ikke kan siges at være mere objektive end den tanke, at det går strygende for Europas økonomier, for som de to skriver:

”I det hele taget er det en forældet tanke, at der skulle findes sande eller objektive svar. Vores verdenssyn er ikke defineret af fakta og fornuft.”

Således består Steen og Lakoffs forsøg på et kvalificeret “fuck af” igen af to dele: (a) Det er ”sproglige billeder” (og ikke realiteterne), der skaber verden (b) Der findes ikke objektive svar.

I modsætning til mange liberale så vil jeg gerne indrømme, at der er et gran af sandhed i Steen og Lakoffs pointe om, at det er sproget, der skaber verden. Eksempelvis kan man da give de to, at det var ”sproglige billeder,” som på kort sigt var med til at tale Vestas-aktien urealistisk højt op. Men at sige, at det er sproget, der skaber hele verden, og at der simpelthen slet ikke findes objektive svar det svarer for mig at se til at sige, at der ikke findes noget objektivt svar på, hvad der er inde i en slikpose, da det blot er emballagen; – de ”sproglige billeder” uden på pakken – som bestemmer, hvad der er inde i posen. Her gør Steen og Lakoff nok klogt i at huske, at det ikke er alt, hvad der er brunt, der er chokolade.

Det burde være indlysende, at det ikke er sproget, som skaber hele verden. Men at modbevise det er sådan set let nok: Moderne hjerneforskning har nemlig afsløret, at hjernen allerede fra fosterstadiet evner at erkende de realiteter, der omgiver den, endnu før den har nogen funktionel omgang med sprog.

Det er også nemt nok at modbevise Steens og Lakoffs påstand om, at der ikke findes ”sande eller objektive svar,” for hvis det er sandt, at der ikke findes objektive svar, jamen så er det jo i sig selv et objektivt svar. Udsagnet er meningsløst – det undergraver simpelthen sig selv.

(Stats)Konservative #1

Vi starter hos de konservative. Som jeg før har sagt, mener jeg ikke, at konservative og liberale nødvendigvis behøver at være fjender. Der, hvor fjendskabet mellem liberale og konservative opstår, er der, hvor visse konservative, som ønsker at bruge staten til at indføre netop deres værdier i samfundet (og som vi kunne kalde de statskonservative), og så den slags konservative, som mener, at et parlament ikke kan kommandere et konservativt sindelag ned over hovedet på en befolkning, hvis ikke denne befolkning selv er konservativt sindet i forvejen (og som vi her kunne kalde de samfundskonservative).

Af disse to grupperinger er det kun de statskonservative, som det giver mening at analysere som en gruppe, der står særskilt fra de liberale. Jeg opfatter mig selv som klassisk liberal, og selvom vi ikke har mange samfundskonservative debattører herhjemme, som ikke er mere eller mindre erklæret liberale, så slår det mig gang på gang, at det er det samfundskonservative sindelag, som er det gods, som de anglo-amerikanske oplysningstænkere ønskede, at deres samfund skulle bestå af. Således kan de samfundskonservative undertiden være tættere på den klassiske liberalisme end mange libertarianere.

Men tilbage til vores vurdering af de forskellige former for “fuck af” i debatten herhjemme: Vores fremmeligste statskonservative debattør herhjemme er den efterhånden navnkundige lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen, som bl.a. har foreslået at bruge staten til at håndhæve en særlig ”samfunds-værnepligt” for indvandrere (som skal styres af staten) samt til indførelse af censur, hvor staten bestemmer, hvad der må ytres på internettet.

I det eksempel vi nu skal se på, argumenterer Hviid Pedersen for, at der skal undervises i kristendom i grundskolen. Her er, hvad Pedersen siger (Debat i ’Deadline’ DR2 Deadline, 13.02.2011):

“Det at være kristen, det er lige så naturligt som at tale dansk – for en dansker, i hvert fald. Jeg vil så mene, at de danske kulturelle institutioner, her er Danmarks Radio den bedste aktør. De skal selvfølgelig afspejle det faktum, at vi er en kristen kulturnation, og derfor skal den jo også formidle viden og kundskab omkring den kristne kulturarv. Altså, det kan ikke være meget anderledes, end når man i danske skoler lærer dansk. Så skal man da også i kulturelle institutioner videreformidle den kristne kulturarv…”

Pedersens “fuck af” til modstanderne er derfor som følger: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise i kristendom, fordi de to er ”lige naturlige” for en dansker. For det første kunne man indvende, at de to ting rent empirisk set ikke er lige naturlige for en dansker, idet mange taler dansk uden at opfatte sig selv som kristne. Men Hviid Pedersens fejl er ikke blot en optællingsfejl. Det er værre endnu. Hviid Pedersen argumenterer nemlig ikke for sin påstand; han kommer blot med en ubegrundet analogi: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise vore børn i kristendom. Det er meget muligt, at vi skal undervise vore børn i kristendom, men at sige at vi skal undervise i kristendom, fordi vi taler dansk, giver ingen mening (har den gode lektor mon lavet en non sequitur?). Der er ingen præmisser for Hviid Pedersens påstand, og der er intet i påstanden, som logisk kan lede argumentationen fra A til B. Hviid Pedersens forsøg på et kvalificeret “fuck af” ender dermed som et ganske ukvalificeret “fuck af” – som en slags personlig sandhed, der ikke har nogen overbevisningskraft på tilhørereren.

Statskonservative #2

Skulle man nu mene, at man havde opsnappet en solipcistisk odeur fra Søren Hviid Pedersens argumentation ovenfor, så bliver dunsten straks stærkere i sognepræsten Sørine Gotfredsens indlæg ”Kunsten at lytte til et embede” (Berlingske 11.01.2013). Her får læseren at vide, at vedkommende ikke skal se Margrethe II’s kritik af danskernes Facebook-brug som værende en kritik, der kommer fra et menneske, men at man i stedet bør se udtalelsen som en kritik, der kommer fra et embede. Et embede, som man vel at mærke er født til, og et embede, der hædrer den tidligere egyptiske diktator Mubarak, saudi-arabiske prinser samt det kommunistiske Rumæniens Nicolae Ceausescu med ordener i tide og utide.

Så man skal altså lade sig tiltale andægtigt af et embede, som bare synes, at blodige diktatorer er fjong. Egentlig skulle jeg nu til at vise, hvor dumt, det er, men så så jeg, at Torben Mark Pedersen havde skrevet en gennemgang af en anden statskonservativ, nemlig Kasper Støvrings, argumenter imod et frit bogmarked. Det kan jeg ikke gøre bedre, så læs Torbens analyse af den (manglende) statskonservative argumentation i stedet! 🙂

Liberale #1

I den liberale jurist Jacob Mchangamas indlæg ”Totalkontroller – endnu en styrkelse af den ’generelle personlige frihed’” (Berlingske 21.09.2012) opponerer Mchangama mod myndighedernes nyindførte påfund med ”totalkontroller.” En praksis, hvor færdselsbetjente ikke kun stopper trafikken for at tjekke efter færdselsforbrydelser, men for at tjekke for ”hele paletten af forbrydelser,” fra skatteforhold til stoffer og fra tyvekoster til våbenbesiddelse. Mchangama påpeger korrekt, at det rationale, som man normalt bruger for at stoppe trafikanter uden begrundet mistanke, ikke kan overføres til andre typer forbrydelser:

”I modsætning til en spritbilist udgør den, der kører i en bil, der ikke er korrekt registreret, ikke en umiddelbar fare for sine medmennesker.”

Her forsvares en påstand med henvisning til et princip: Hvis man skal stoppe folk midt på gaden uden at have begrundet mistanke, så skal det være, fordi disse folk med rimelighed kan formodes at være til umiddelbar fare for andre. De typer forbrydelser, som ”totalkontrollerne” nu udsætter borgerne for uden begrundet mistanke (eksempelvis cannabisbesiddelse eller skatteunddragelse), er ikke forbrydelser, som er til umiddelbar eller akut fare for andre. Mchangama underminerer således politiets grundlag for overhovedet at udføre ”totalkontroller”; et ”fuck af” som burde efterlade en enerverende klang i ørerne på myndighederne, indtil de enten ophørte med deres ”totalkontroller” eller fremsatte en bedre begrundelse for dem.

Liberale #2

Som svar på den fortælling, der florerer blandt S-SF’ere, at S-SF-R-regeringens dårlige meningsmålinger skyldes, at dens politikker ikke har været venstreorienterede nok, tager den liberale professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard til genmæle i sin kommentar ”Ideologisk selvbedrag fra S og SF” (Berlingske 25.09.2012). Her går Kurrild-Klitgaard i rette med S-SF’s udmelding om, at grunden til, at de to partier er gået tilbage siden valget, er, at de ikke har været tilstrækkeligt røde:

”Ved valget fik venstrefløjen ialt 89 mandater, hvoraf de 77 mandater gik til de nuværende regeringspartier. Tager man august måneds gennemsnit, ligger venstrefløjen som helhed nu kun til 77 mandater, hvoraf 60 til regeringspartierne. Regeringspartierne har altså kollektivt tabt 17 mandater, hvoraf 5 er rykket til venstre […] mens 12 mandater er gået hen over midten til de borgerligt-liberale.”

Hvad vi ser her, er, at modstanderens påstande tilbagevises med fakta. Godt nok er det fakta baseret på meningsmålinger, men det er dog stadig uendeligt mere faktuelt forankret end den interne fortælling i S-SF, som blot var en drømmesyg formodning. Med andre ord består ”fuck af’et” i Kurrild-Klitgaards kommentar i at påpege, at venstrefløjens formodninger modsiges af fakta. Alt i alt et ganske solidt “fuck af”.

“Fuck af” i nuancer af guld, sølv og bronze

Konklusionen på ovenstående nedslag bliver derfor, at de liberale vinder guld i disciplinen ”kvalificerede måder at sige ’fuck af’ til sine modstandere på”. Socialisterne vinder (til min fortrydelse) sølv, mens de statskonservatives måder at sige “fuck af” på vitterligt ikke er meget bedre, end hvis de simpelthen blot havde sagt ”fuck af.”

Så til eventuelt statskonservative og socialister, som læser denne klumme, er der kun at sige: Det er muligt, at vi ikke kan rykke jer, men et kvalificeret ”fuck af” er vel ikke for meget at bede om.

SF – Danmarks konservative parti

Med Det Konservative Folkeparti fanget i en dødsspiral står nye partier klar i kulissen til at overtage rollen som folketingets konservative garant. Mange har nævnt Dansk Folkeparti som den oplagte arvtager af det konservative verdenssyn. Kun få har haft øje for, at Folketinget også huser et andet konservativt parti i SF.

Når det hen over middagsbordet skal opsummeres, hvad det konservative verdenssyn går ud på, så nævner man gerne remsen om ”Gud, konge og fædreland”. Når universiteterne vil sige det samme, så tyer de til fine ord som regionalisme og anti-universalisme. De fine ord er dog ikke nødvendige; egentlig betyder det alt sammen bare, at man som konservativ tror mere på det lokale, det partikulære og det kulturelle, end man tror på abstrakte principper og samfundsanalyser.

Både socialismen og liberalismen er internationalt orienterede ideologier, som går ud fra, at mennesker grundlæggende set er ens på tværs af landegrænser og religioner. Det er det konservative verdenssyn, der er unikt i den forbindelse, idet det tror på, at kulturen og traditionen vejer tungere end det universelle. En sand konservativ har blik for “de ting, der ligger i vores nationalstat, i vores religion [og] i vores kultur” som Dansk Folkepartis Marie Krarup engang formulerede det i DR’s Debatten.

Et godt eksempel på konservativ regionalisme i praksis fik vi i 2005, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i sin tale til det konservative landsråd slog fast, at fremmed indflydelse aldrig bliver ”lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.”

SF’s udvikling fra progressive til konservative

Socialistisk Folkeparti var oprindeligt universalistisk og internatonalt orienteret. Man ønskede en løs sammenslutning af nationer med forbillede i Titos Jugoslavien, og man var indædt imod kongehuset. Med tiden er SF dog selv blevet regionalister, som da Villy Søvndal meddelte Hizb ut-Tahrir, at de skulle ”gå ad helvede til.” Fordi folk der ønsker en islamisk styreform ”så kan de rejse til de lande i Mellemøsten”, hvor den slags findes. For så vidt var det Villy Søvndals version af Mogens Camres berømte udtalelse om, at muslimer som ønskede et andet samfund ”skal bo i muslimland – og det er ikke her.”

SF var også oprindeligt imod kongehuset, som er en institution, som de konservative elsker at elske. SF startede som et republikansk parti, men med tiden har det gamle arbejderparti lært at sætte pris på nedarvede privilegier og bedrevidenhed fra folk, som aldrig har arbejdet en dag i deres liv. Siden daværende formand Holger K. Nielsen i 2001 begyndte at bløde op på partiets holdning til kongehuset, er man i SF blevet mere og mere glad for de royale, og i 2010 år sendte man 12 MF’ere til hofbal, herrerne iklædt kjole og hvidt, og damerne i lange festkjoler med slæb. Villy Søvndal havde forinden øvet sig på den traditionsrige adelsdans les lanciers, og Ida Auken udtalte til flere medier, at hofballet da var en ”god fest.”

Med tiden er SF altså blevet et regionalistisk parti, som har lært at holde af kongehuset. SF var også oprindeligt imod forsvaret – en anden konservativ kerneinstitution – men smed siden alle hindringer af bar iver for at være med i forsvarsforliget, hvor SF’s forhandlere blev begejstrede for udsigten til at kunne sætte deres partibogstaver på brede forlig, som cementerede den eksisterende orden. Partitoppen stillede ikke et eneste krav. Som Dansk Folkepartis Søren Espersen senere udtalte, så overvejede de øvrige partier ”at kræve atomvåben til dansk forsvar, for at holde SF ude af forliget – men de havde såmænd nok skrevet under alligevel.”

Højre- og venstrekonservatisme

Den traditionelle højre/venstreskala i politik blænder os for, at SF i virkeligheden er et af folketingets mest konservative partier. Går man dog tilbage til 1890’erne, så var det dengang klart for de fleste, at konservatismen også findes i venstreorienterede former; den såkaldte socialkonservatisme. Man kunne således mene, at de konservative på højrefløjen og de konservative på venstrefløjen var ét fedt, men højrekonservatismen har alle dage haft den fordel, at den (ideologisk set) ikke er til fals for samfundsskadelige eksperimenter som masseindvandring, vindmølleenergi og ophævelsen af privatbillisme i Danmark.

Både højre- og venstrekonservative fører undertiden regressive politikker, som ønsker os tilbage i tiden, men i det mindste ønsker de højrekonservative os kun tilbage til guldalderen omkring år 1900. Med sine politikker om egnsregionalisme, kønsessentialisme, økologi og vindmøller synes SF undertiden at ønske os tilbage til tiden før den industrielle revolution.

EU gentager historien

I det 14. århundrede skrev den arabiske historiker og filosof Ibn Khaldun som følger: “Man bør være sig bevidst om, at når en statsmagt først grundlægges, så opnår den store skatteindtægter med lave skattesatser. Men som tiden går, vil en statsmagt opleve, at højere og højere skattesatser blot vil føre til lavere og lavere indtægter fra beskatningen.”

Hvad Ibn Khaldun havde opdaget, var en tidlig version af Laffer-kurven, som er opkaldt efter den amerikanske økonom Arthur Laffer: Når skatterne i en stat bliver for høje, så dæmper de den økonomiske aktivitet i den givne stat for til sidst at føre frem til den situation, at højere skatter giver færre penge i kassen.

Ibn Khaldun var dog ikke den eneste filosof, som havde opdaget Laffer-kurven før Arthur Laffer: I både de kinesiske og osmanniske storriger havde kloge hoveder ligeså observeret, at efterhånden som flere og flere skatter blev lagt over på de erhvervsdrivendes skuldre, des mere synes de mægtige imperier at fattes penge.

Købmænd eller embedsmænd

Undertiden er et imperium heldigt, idet det lytter til sine købmænd, sådan som det Britiske Imperium havde for vane. Men langt oftere vil det være sådan, at et givent imperium i stedet lytter til sine embedsmænd, som man gjorde med de osmanniske vizir-embedsmænd, eller med det kinesiske Ming-dynastis navnkundige mandariner.

Forskellen er essentiel: Hvor en købmand typisk kan sætte sig i en anden handelsdrivendes sted, så har embedsmænd alle dage været et produkt af staten, og de har det derfor med at se den private sektor som fodnoter til staten. De forstår ikke, at velstanden i den private sektor skabes efter helt andre spilleregler end i det offentlige, og følgelig er embedsværkets værktøjskasse til at hjælpe de private virksomheder typisk helt forfejlet: Virksomhedsstøtte, offentlige satsninger på udvalgte industrier eller told og særlovgivning, som forgylder udvalgte virksomheder.

Danmark og EU står i dag i den situation, at at højere og højere skattesatser for længst er begyndt at føre til lavere og lavere afkast. Vi satser på en hær af statssanktionerede økonomiske planlæggere, inspektører, og nævn og kontrollanter som til stadighed griber strammere fat om det private erhvervsliv med henblik på at vride hver en ekstra krone ud af dem. Europas nationalstater fattes penge, og de har valgt at lytte til deres embedsmænd og ignorere deres købmænd.

Staten er blevet for stor

Men hvis ovenstående analyse er korrekt, hvorfor sætter vi så ikke skatterne ned, så vi kan vende tilbage til Ibn Khalduns tidlige fase, hvor lave skatter og høj økonomisk vækst går hånd i hånd? Det gør vi ikke. Det kan vi ikke, fordi staten er blevet for stor: Den har pådraget sig høje faste udgifter og en storstilet gæld. For hver gang Storbritanniens private erhvervsdrivende tjener 100 kr., så indkræves de 46 af dem i skatter og afgifter. I Danmark ligger det tilsvarende tal over 50 kr. Penge, som kunne være gået til vækst og innovation i ervhervslivet, bliver i stedet inddraget af statens embedsmænd, og brugt til at honorere statens høje udgiftsniveau

Genudgiv Kierkegaard på nudansk

Af Ryan Smith

Kierkegaard på litteraturens kirkegård Weekendavisens Anna Libak har for skade lagt sig ud med den gode smags apostle, idet hun i WA 11. januar har fremsat det ganske fornuftige forslag, at der kunne være værdi i at genudgive Kierkegaards kringlede og arkaiske skriverier på nudansk.

200px-Kierkegaard Fra modstanderne forlyder flere argumenter. Blandt andet det, at man ikke kan udtrykke så righoldige tanker uden så knudret et sprog. Hertil er der vel kun at indvende, at den politiske filosof Machiavelli formår at udtrykke komplekse og fremsynede tanker i sprog, som er klart, ja nærmest barnligt simpelt.

Et andet argument fra ancestralisterne lyder, at tonen, “den spøgefulde, lette ironi” i Kierkegaards skriverier vil forsvinde i en nudansk genudgivelse. Det har kritikerne muligvis ret i, men her må man spørge sig selv, om man vitterligt ikke kæmper for andet end tonen? Hvis det, der er tilbage, når ‘tonen’ og de øvrige kosmetiske lag er skrællet bort, ikke er værd at beskæftige sig med, så giver det selvfølgelig fin mening, at de, der beskæftiger sig med Kierkegaard, modsætter sig en genudgivelse. Men offentligheden fortjener, at man toner rent flag.

”Ved enhver oversættelse, er der ting, der går tabt,” skriver Libaks kritikere. De har altså indset sagens kerne, men skynder sig hastigt videre fra denne erkendelse. For at dvæle ved den for længe ville få dem til at indse, at der ikke findes nogen rationel skillelinje for, hvornår sådan et tab er acceptabelt, og hvornår en sådan opdatering er en uacceptabel leflen for folkedybet. ”Læs dog Kierkegaard i originalen,” siger de, ”Hvorfor dog væren doven på forhånd? – Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke taler dansk, som man gjorde i 1800-tallet? Det handler om at gide!” Og således kunne man med kritikerne sige: ”Hvorfor dog være doven på forhånd? Læs dog Platon i originalen! Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke kan oldgræsk? Det handler om at gide!” Eller hvad med Lao-Tse og den navnkundige ’Tao Te Ching’? Klassisk kinesisk? Det handler om at gide!

Endelig har kritikerne et sidste argument: “At opdatere Kierkegaard ville være at behandle hans skriverier som en kriminalroman,” siger de. ”Og Kierkegaard er ikke en kriminalroman.” Men hør, er Kant og Hume en kriminalroman? Er Schopenhauer? Alle disse tænkere genskrev på et tidspunkt i deres karriere deres værker i mindre knudrede udgaver, og deres hovedværker er ikke gået i glemmebogen derved – snarere tværtimod. Der er med andre ord intet tabt ved at realisere Libaks forslag om Kierkegaard i en mere moderne udgave – undtagen for de få, som allerede har postet ressourcer i at forstå det, som med Libaks forslag kunne blive almeneje.

Was Xenophanes a Monist or a Monotheist?

xenophanes Should Xenophanes be read as a monist or a monotheist? It seems that the surviving fragments of his thought can lend itself to either interpretation, with but a few modifications. And the ancient sources are also mixed on this matter. Thus we are faced with a doxographical split with some writers believing that Xenophanes was a monist in the Eleatic tradition along with Parmenides and Zeno and others beliveing that Xenophanes was a monotheist, writing in a religious tradition.

Writers who believe that Xenophanes was a philosophical monist: Aristotle, Theophrastus, Eduard Zeller, A.H. Armstrong, and Plato*

* Plato’s support for this interpretation may not have been intended as serious by Plato. It may have been a “jesting” remark, as Barnes calls it.

On the other hand, the writers who interpret Xenophanes as a monotheist are: Hippolytus.

And finally, we have the sources which lend themselves to either interpretation: Simplicius, Cicero, Pseudo-Galen, the Melissus, Xenophanes, Gorgias, Jonathan Barnes, M. Schofield

Our view here, as inspired by Thomas McEvilley, is that Xenophanes’ thought presents a religious version of a philosophical monism and so that he is not a monotheist in the Judeo-Christian-Islamic sense of the term, but who identifies the oneness and totality of philosophical monism with the divine, not unlike what Spinoza would later do.

Kongehusets dystre historie og mulighederne for reform

af Ryan Smith

200px-Royal_Banner_of_Denmark_(14th_Century).svg I dronningens nytårstale blandede monarken sig igen i politik, og vanen tro har dronningens holdningstilkendegivelser udløst furore og ført til debat om monarkiets fremtidige status i Danmark.

Debatten har bølget frem og tilbage, og på royalisternes side har Det Konservative Folkepartis Rasmus Jarlov været ude med følgende argument i Politiken:

”Hele monarkiet er en gammeldags institution. Det er netop derfor, det har en rolle at spille i dag og derfor et stort flertal af danskerne elsker det. Det er den mest synlige forbindelse til vores unikke mere end tusindårige historie som selvstændig veldefineret nation.”

Kongehuset er en institution, javel. Men uanset hvad man mener, at kongehusets fremtidige status bør være, så mangler der under alle omstændigheder et opgør med den unuancerede historie, der fortælles om det danske kongehus i broderparten af de danske historiebøger. Eksempelvis er der udbredt folkelig glæde ved mindet om Christian IV, mens kun de færreste er klar over, at Christian IV var en økonomisk og geopolitisk katastrofe.

Mange har fremført det argument, at kongehuset repræsenterer en institution, men hvilken institution er det egentlig, som vi her har med at gøre? Jo, bl.a. en institution, som prioriterede opførelsen afforskellige prestigepaladser, som royalister i dag er glade for, på bekostning af sultende mennesker i Norge, Island og på Færøerne. Kan vi blive enige om, at det var ulækkert, at Saddam Hussein byggede paladser, mens befolkningen sultede ihjel? Ja? Kan vi så også blive enige om, at det var det samme, der skete under Christian VI?

Eller hvad med pietismen, under samme Christian VI, som omdannede Danmark til den tids svar på Mullah Omars Afghanistan, hvor alle undervisere og præster helst skulle have de rette religiøse holdninger for at bedrive deres erhverv, og hvor teatre og anden underholdning helst skulle være forbudt?

385301_567594009926140_1748923748_nHvad nu, hvis vi sagde, at kongehuset under enevælden brugte de mange gratis penge fra Øresundstolden til at opføre sig som mellemøstlige klanledere/monarker/diktatorer gør på grund af de mange gratis penge fra olien? Som statsoverhoveder, der ikke behøvede kere sig om befolkningens levestandard, men blot brugte deres magt til at bygge paladser og kaste deres land ud i den ene skadelige krig efter den anden?

Sådanne ting undlader de fleste historiebøger helt at nævne, hvilket burde give fornuftige mennesker anledning til eftertanke: Hvis kongehuset virkelig er en institution, der er værd at bevare, hvorfor skal dens dårlige sider så gemmes af vejen for danskerne? Lad os få både de gode og dårlige sider af den ”gammeldags institutions” historie med, for ellers kan vi jo umuligt vurdere, om kongehuset vitterligt er værd at bevare eller ej.

En reformation af kongehuset?

Fint nok at se på forskellige hybridløsninger, men der bør som minimum være en opt-out ordning. Kongehuset kan finansieres via en særskat for de interesserede. Det skaber selvfølgelig den problematik, at ingen gider betale for et public good hvis andre kan freeride, og derfor bør kongehuset og støtter innovere, og tænke i ‘perks,’ dvs. små frynsegoder, som de, der betaler til kongehuset kan få, mens de, der ikke betaler ikke får dem. Det kunne f.eks. starte med, at hoffet udsendte særlige julekort, med navngiven hilsen, til de borgere, som valgte at betale til institutionen.