Category Archives: Historie

Postmodernismen gennem Nietzsche: Forstået og misforstået

Postmodernismen gennem Nietzsche: Forstået og misforstået

Baudrillard, Deleuze, Derrida, Lacan og især Michel Foucault: Det tyvende århundredes fremmeste postmodernister taget alle afsæt i Nietzsche, enten direkte (Foucault), eller indirekte via Heidegger behandling og ”udvikling” af den niezscheanske filosofi (Derrida).

Den franske postmoderne bevægelse er undertiden blevet beskyldt for blot at være en ”overdrevet gentagelse” af tidligere tysk filosofi med en Nietzsche-Foucault-akse, en Heidegger-Derrida-akse, en Marx-Bordieu-akse og en Freud-Lacan-akse.[i] Jeg mener, at denne beskyldning på én gang er for simpel, og for kompleks: For kompleks fordi i hvert fald Foucaults, Derridas og Lacans fundamentale intellektuelle gæld er til Nietzsche, og for simpel fordi disse tænkere, så vidt jeg kan se, ikke har forstået Nietzsche til fulde.

Det fører os til dette afsnits første påstand som er, at mange af 60’ernes franske tænkere kun halvvejs har forstået Nietzsches projekt, eller alternativt, at de franske epigoner har gjort Nietzsche uret hvis de skulle have forstået ham. Når jeg hælder til den første udlægning; at der kun er tale om en halv forståelse, er det fordi jeg intetsteds i de franske skrifter, blandt de talrige henvisninger til Nietzsche i øvrigt, er stødt på en eksplicitering af forskellene mellem det postmoderne projekt, og så Nietzsches oprindelige ”stridsskrifter” og hans kulturkamp.

Her kunne man som læser få det indtryk, at min intention er at rehabilitere Nietzsche. Det er imidlertid ikke rigtigt i det min anden påstand er, at selv hvis man forstår Nietzsche og tillige udviser retfærdighed i sin filosofiske behandling af ham, så er Nietzsche grundlæggende set uegnet som videnskabs- og historiefilosof. Det skyldes Nietzsches udprægede og eksplicitte kamp mod sandhed, rationalitet og ideen om, at man på akademisk manér gradvist kan diskutere sig frem til større og større landvindinger, hvilket altså placerer Nietzsche i lodret opposition til ortodokse videnskabsfilosoffer fra Platon/Sokrates til Karl Popper. Dette er en central konflikt mellem hvad man kunne kalde de klassiske videnskaber på den ene side, og så ”viljernes narrativer” på den anden. Hvad angår Nietzsche bekendtgør han klart og utvetydigt sin vilje til magt, og sine narrativer, som han ganske åbent sætter over tanken om en empirisk sandhed. Hvad angår de postmodernister som fulgte i hans spor har de stort set overtaget denne indstilling og dermed arvet konflikten. Men så vidt man kan læse ud af deres værker lader de kun til at være halvvejs bevidste om det.[ii]

Nihilisme og anti-nihilisme

Jeg har altid, siden jeg først læste Niezsche som teenager, været på det rene med, at Nietzsches filosofiske projekt er lige dele nihilisme (nedbrydning) og antinihilisme (opbygning). For Nietzsche selv gjaldt denne opbygning konstruktionen af, eller en tilbagevenden til, en ”herremoral” som ville give plads til overmennesket og gardere dette mod at føle sig hæmmet i sine handlinger, eller synke ned i fortvivlelse. (“What is good? – All that heightens the feeling of power, thre will to power, power itself in man. / What is bad? – All that proceeds from weakness.”[iii]). Således må den anden halvdel – 50%, hvis ikke mere – af Nietzsches filosofiske projekt nødvendigvis bestå af et genopbygningsprojekt. Dette projekt er sværere at forstå, men ikke desto mindre tydeligt til stede i Nietzsches skrifter, som her i Moralens Oprindelse:

“Dette fremtidsmenneske, der vil forløse os fra det hidtidige ideal såvel som fra hvad der var nødt til at vokse ud af det, fra den store lede, fra viljen til intet, fra nihilismen, han, middagstimens og den store afgørelses klokkeslag, de ratter gør viljen fri, der giver jorden dens mål og mennesket dets håb tilbage, denne antikrist og antinihilist, denne besejrer af Gud og Intetheden – han må engang komme…”[iv]

Spørgsmålet trænger sig således på den nihilistiske postmodernismes dør: I det omfang I (postmodernister) identificerer jer med Nietzsche, og henviser til ham som en forudsætning for deres egen filosofi, hvad er så amor fati, doktrinen om den evige genkomst og ”bliv hvad du er”, hvis ikke genopbygningsprojekter?

Hertil ville en sådan postmodernist utvivlsomt indvende, at netop på grund af Nietzsches Moralens Oprindelse, er enhver diskurs nu et ”sprogspil”, og at det således er legitimt at ”hugge en hæl og klippe en tå” af Nietzsche, og af alt andet. (Hvilket var omtrent hvad Foucault sagde da han blev kritiseret for den yderst pletvise research som lå til grund for Madness and Civilization [1961].). Med dét udgangspunkt føler alverdens postmoderne Nietzsche-læsere sig kvalificeret til at tage Nietsche på alt andet end ordet.

Dette er et typisk problem for det postmoderne projekt i det hele taget: I French Philosophy of the Sixties (1985) viser Ferry & Renaut hvordan Foucault og Derrida præsenterer hver deres filosofiske læsning af den samme Descartes-tekst.[v] Symptomatisk for begge tænkeres filosofi i øvrigt mener Foucault, at den pågældende Descartes-meditation ikke giver mening med mindre den læses gennem periodens overordnedes videnssystem, dens episteme, mens Derrida mener, at det mest interessante ved teksten er de ”interne modsætninger” han finder i teksten, ud fra hvilke han gisner en ny, skjult betydning af Descartes ord. Vi ser altså, at mens postmoderne tænkere kan være indbyrdes uenige, så er det centralt for postmodernismens projekt, at man ”hugger en hæl og klipper en tå”; – at man ikke nødvendigvis føler sig bundet af selve det objekt man analyserer, og at man tilsyneladende uden problemer kan blive enige om, at det vigtigste ved en tekst nemt kan være filosofiske aksiomer og metoder som teksten end ikke beskæftiger sig med! Man kunne med andre ord sige, at begge tænkere er enige om, at det vigtigste ved Descartes tekst er omstændigheder der ligger udenfor selve teksten.

Her kan vi bemærke, at et sådant videnskabssyn ikke er kongruent med kriterierne for videnskab i øvrigt: Moderne, og såvel antik, videnskab opererer ved at studere et givent objekt og opstille plausible repræsentationer og teorier på området, ud af det studerede objekt. Kun middelalderens videnskabstradition søgte a priori at forklare et objekts natur som følge af et andet, urelateret objekt, nemlig Gud og guddommelig indgriben, eks. via engle. Som vist i bl.a. Anthony Gottliebs filosofihistorie, The Dream of Reason (2001), og mange andre bøger, kan middelalderens kriterier for videnskab på mange måder ses som et afbræk eller en væsensforskellig boble fra den tradition som startede i antikken og videreførtes med renæssancen.[vi] Som vist ovenfor mener jeg, at postmodernismens videnskabssyn minder mere om det middelalderlige, end det antik-moderne, og så er vi fremme ved dette afsnits anden påstand, nemlig at Nietzsches filosofi ikke er videnskabsfilosofi, og at de postmodernister som har ladet sig inspirere af Nietzsche også har overtaget hans fejl på dette område.

Nietzsches filosofi er ikke videnskabsfilosofi

Sokrates, som vi kender ham fra Platons dialoger, har i generationer stået som eksemplet på god behandling af viden: Via den dialektiske metode undersøges og spørges der ind til hvad vi ved om givne objekter, deres væsen, natur med videre. Med lidt god vilje kunne vi endda sige, at Sokreates i sine bedste øjeblikke forsøgte at udøve Popper’sk falsifikation af sine modstanderes argumenter: Mens de eksempelvis søgte at bekræfte deres påstande med henvisning til guderne, kunne Sokrates finde på at bringe tilsyneladende urelaterede eksempler ind i samtalen for dermed at udøve noget der kunne minde om en antik udgave af falsifikation. I moderne tid kender vi eksemplet med Sokrates der blev udråbt til helt efter Nelsons Die Sokratische Methode (1922) og Poppers The Open Society and its Enemies (1945), mens andre filosoffer, hvis filosofier fungerede pr. metafysik og/eller sikkerhed stod for skud (Hegel, Platon). I denne videnskabsteoretiske optik, som ikke nødvendigvis gør de historiske fænomener vedrørende det fjerde århundredes Athen retfærdighed,[vii] men i denne optik, med dens præmis om en evig, uperfekt viden som vi konstant forbedrer via rationalistisk dialektik er det ikke så underligt at vi i Nietzsches noter finder følgende:

“Everything about Socrates is wrong.”[viii]

“Socrates […] I am almost constantly doing battle with him.”[ix]

Eller at vi i Afgudernes Ragnarok (1895) finder et afsnit dedikeret til “Problemet Sokrates”. Videnskabsteoretisk skal dette problem forstås sådan, at hvis man gradvist kan destillere sig frem til sand viden, så kan man ikke mene hvad som helst. Så kan man f.eks. ikke mene, at verden fungerer pr. Evig Genkomst (Nietzsche), at videnskabelige teorier bestemmes ud fra sociale opgør (Kuhn), eller at Shakesphere og Batman kan betyde det samme (Barthes). Men det er, som vi har set, inhærent for Nietzsches filosofiske projekt at opløse rationalitetens bånd på vores viden, således at der kan blive plads til et nyt kulturprojekt, nemlig overmennesket og dets herremoral. Således ligger de franske postmodernister og poststrukturalister fint i forlængelse af Nietzsche med deres dekonstruktion af historien, herunder filosofihistorien.

Inspireret af Nietzsche, Freud, og i mindre grad Marx, var det nemt for blandt andre Lyotard og Boudrilliard at udråbe (filosofi)historien som død. Som et anfald af kollektivt selvbedrag og en naivistisk tro på rationelle kriterier for viden, varende fra Sokrates/Platon til Hegel. I dét regi udråbtes Nietzsches genealogiske metode som den væsentligste epistemologiske metode for den postmoderne bevægelse. Foucault og andre hylder eksplicit Nietzsche,[x] og det er nemt at se hvordan den overdrevne historisering af viden, herunder især kategorier af viden (man tænker her på det berømte postmoderne udsagn om, at Tutankamon ikke kunne være død af tuberkulose eftersom denne sygdom ikke eksisterede på Tutankamons tid), bedrevet af især Foucault og Baudrilliard peger direkte frem imod et epistomologisk landskab hvor der kun findes ”sprogspil, signaler og fortolkninger.”, eller som det direkte hedder sig i Heideggers videreudvikling af Nietzsche: Der findes ikke sandhed.[xi]

I den ånd har flere fremtrædende postmodernister bekendtgjort et vist åndsfællesskab med antikke nihilister som Gorgias, Thrasymakos og andre nominalister/ sofister (i den Platon’ske betydning af ordet – således er den tidlige Foucault uhyggelig tæt på Platons Gorgias når han siger, at ”nominalist dialectics form discoursive narratives in themselves”). Som nævnt kan man som postmodernist se filosofihistorien som en slags kollektivt selvbedrag; en forstokket parentes, strækkende sig fra ~380 f.Kr. til Hegels død i 1831, hvorefter bl.a. Nietzsche, Freud, Marx og Heidegger afslutter parentesen og igen åbner op for ”fri viden”, i postmoderne terminologi forstået som ”fri af kunstig rationalitets-metafysik”.[xii] – Overfor denne udlægning vil det være min indvending, at en opportunistisk, nihilistisk tilgang til viden er nemmere at praktisere som akademiker eller samfundskritiker, hvilket mange af den postmoderne bevægelses fremtrædende tænkere som bekendt var, og at der derfor til enhver tid vil være kandidater til at praktisere en sådan form for epistemologi, hvorimod den Sokratiske metode som videreudviklet af bl.a. Karl Popper og Leonard Nelson kræver et indgående kendskab til den hidtidige videnskabelige debat indenfor et givent område.[xiii]

Endelig kan vi som en historisk betragtning indvende, at der findes bedre kriterier for videnskab end de postmoderne, men disse kræver større arbejde og professionalisme at udøve og orientere sig i end de postmoderne. Således er det næppe heller tilfældigt, at sofisteri og nihilisme i den vestlige verden har vundet frem på de tidspunkter hvor store dele af befolkningen gennemgik uddannelsesforløb indenfor filosofi, det være sig visse dele af Antikken, og så masseuniversiteterne som slog igennem fra 1960’erne og frem.

Jf. bl.a. Nelson/Poppers falsifikationsmetode ved vi, at nogle ting er decideret usande. Tager man et idiosynkratisk dansk eksempel, nemlig Holbergs Erasmus Montanus (1731) så ved vi alle sammen, at morlille ikke er en sten osv. osv. – Altså: Det faktum, at vi kan falsificere visse udsagn må omvendt også betyde, at der sandsynligvis findes sande udsagn, det er blot, i sagens natur, sværere at etablere præcis hvad disse sande udsagn så er.

Således kan det ikke være rigtigt, at der ikke findes sandhed, eller at ”alt er sprogspil og fortolkning”. Men omvendt kan vi indvende, i postmodernisternes favør, at selv hvis der skulle findes sandhed, så har videnskaben ikke formelt demonstreret en fuldstændig, 100% modellérbar sandhed. Min konklusion vil således være, at sandheden findes, og at den kontinuerligt destilleres (a la Popper), men også, at videnskaben anno 2009 endnu er meget langt fra at have nået målet. Sandheden fungerer således for nuværende indenfor visse rammer, og at disse rammer helt af sig selv sætter grænser for hvad der kan karakteriseres som god videnskab.

[i] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 19, 68, 122, 153, 185 / Dog er det rigtigt, som forfatterne påpeger, at postmodernismens egen selvforståelse som kvalitativt ny heller ikke er rigtig, men imidlertid er det heller ikke nødvendigvis rigtigt, at dens hovedpiller så kom fra den tyske filosofi, herunder Nietzsche, Marx, Freud, Heidegger: Bevægelsen kan også ses som en genoplivning af de antikke sofister med hvem Platon/Sokrates havde deres hyr, og endvidere som en tilbagevenden til middelalderlige principper jf. urelaterede prima causae.

[ii] Især Derrida taler og argumenterer konsekvent på en made som bærer vidnesbyrd om, at han opfatter sig selv som værende på rationalitetens side. Eksempel: ”Therefore we will be incoherent, but without systematically resigning outselves to incoherence.” – Derrida: Writing and Difference, University of Chicago Press, 1978

[iii] Nietzsche, Friedrich Wilhelm: The Antichrist 2

[iv] Nietzsche, Friedrich Wilhelm: Moralens Oprindelse 2:24 / s. 103

[v] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 82 ff.

[vi] Som også fremført af flere af Annales-skolens historikere.

[vii] Herunder kan nævnes den aktive diskrimination mellem borger og ikke-borger der foregik i det fjerde århundredes Athen; en arbitrær skeldnen som lader til at være det komplet modsatte af en gradvist destilleret sokratisk moraltet, og dog tog den historiske Sokrates tilsyneladende parti for denne skeldnen. – Hertil kan det dog indvendes, at da den sokratiske metode er gradvis, og aldrig fuldendt, så kan selv den historiske Sokrates handlinger underkastes kontinuær ”forbedring”.

[viii] Nietzsche, Friedrich Wilhelm: Philosophy in the Tragic Age of the Greeks s. 13

[ix] Ibid. s. 13

[x] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 6

[xi] Eksempel: Der findes ikke sandhed men kun skiftende foki. Kigger vi på et objekt i et givent lys kigger vi ikke på dette objekt i det lys der vil være den første optiks modsætning. Dette er omtrent det samme som Derridas ”klarlægning/tildækning”- diktonomi.

[xii] Nietzsches ekstreme nominalisme: ”Reason is Speech Metaphysics.”

[xiii] Nelson, Leonard: Die Sokratische Methode (1922)

Guide til MBTI / JTI / Jungs Typelære

Hvad betyder bogstaverne?

E eller I: Hvor kommer din energi fra?

I betyder ”Introvert”
Introverte mennesker får deres energi fra at være alene i stilhed. De har svært ved afbrydelser. De føler sig mere stimulerede til at være sociale og sammen med andre, efter de har haft lange stunder for sig selv.

E betyder ”Ekstrovert”
Ekstroverte mennesker får deres energi af at være sammen med andre og ”tænke højt ud i rummet.” De føler sig mere stimulerede til at samle deres tanker og arbejde igennem, efter de har været sociale.

S eller N: Hvilke typer informationer kan du bedst lide at arbejde med?

N betyder ”iNtuitiv”
Intuitive typer elsker at arbejde med teorier og muligheder – det, der kunne være, men som ikke er. Intuitive typer hopper rundt fra ting til ting, og fra emne til emne, som en astronom med et teleskop. N-typer er i reglen meget glade for abstraktion og kan nogle gange sidde og diskutere en ting med stor entusiasme. S-typer synes nogle gange, at N typer burde teoretisere mindre og gøre mere.

S betyder ”Sansende”
S-typer elsker at arbejde med sikre fakta og detaljer. Hvis N-typer er drømmende, er S-typer realistiske. De ved, hvad der er muligt, og hvordan man gør det. S-typer kan lide diskussioner med et klart afgrænset emnefokus og bryder sig ikke op at hoppe fra mulighed til mulighed – de foretrækker planer og handling, som man ved kan blive til noget i den virkelige verden.

F eller T: Hvordan træffer du beslutninger?

T betyder ”Tænkende”
Tænke-typer træffer beslutninger på baggrund af upersonlig logik. De lægger vægt på objektive informationer og parametre og kan af og til opleves som kolde og logiske af Føle-typer. Tænke-typer anvender ofte logik som deres rettesnor, når de argumenterer. T-typer lader sig styre af hovedet.

F betyder ”Følende”
F-typer træffer beslutninger på baggrund af deres personlige værdier og opfattelser. De er fuldt ud i stand til at anvende logik, når opgaven kræver det, men deres egentlige beslutningsgrundlag ligger i værdiernes verden. På trods af navnet er føletyper ikke direkte styret af deres følelser, men snarere af deres personlige værdier og sentimenter. F-typer lader sig føre af hjertet.

J eller P: Hvordan er din livsstil?

J betyder “Vurderende”
(J kommer fra det engelske “Judging”). J-typer holder af struktur og faste planer, og de er ofte gode til at sætte ydre opgaver i system. Når man står over for en stor opgave eller et stort projekt, kan det være stressende for J-typer ikke at vide, hvem der skal gøre hvad hvornår, eller hvad det næste punkt på dagsordenen er.

P betyder “oPfattende”
P-typer foretrækker at leve deres liv tilbagelænet, spontant og fleksibelt. P-typer er ofte gode til at improvisere og til at tage tingene, som de kommer. Når en beslutning skal træffes, kan en P-type føle, at det er kvælende at skulle lægge sig fast på en given løsning, så længe muligheden for at “vente og se hvad der sker” stadig er til stede.

Buddhist Ideas Explained

You can’t, beyond a few basic things, say that *all* Buddhists believe something, since Buddhism is like all of philosophy reinvented in its own image. There are sooo many Buddhist philosophers; Nagarjuna is just the greatest one. And Nagarjuna is very important to all Buddhists except for the ones in India/Sri Lanka and some of Cambodia.

*On top of that* you have religious Buddhism and philosophical Buddhism. Supposedly, the Buddha made fun of his followers for supposing that he was immortal, but then you get other sources saying that he was uniquely divine. I guess you rarely start anything spiritual in premodern times without being deified at least a bit. Even Nagarjuna was deified as being able to speak with snake-gods, and he is pretty rational.

Karma — In Hinduism, karma is like a cosmic accountancy system, governing the cycle of birth and death. This is what most We11sterners mean when they refer to karma. Some Buddhist texts are like this too, but in Buddhism, there is no caste system. Often, when the Buddha talks about karma, he means something more akin to “activity” or “causation.” Not in the sense of Western / Aristotelian ideas, but more like a descriptor of why the world (as he sees it) becomes more and more uneven or differentiated. Karma is not so much specific actions, which give you plus and minus points, as in Hinduism, but more like accumulated causation up to this point (to pre-Nagarjuna Buddhists). So, for example, for a European girl to have blond hair, there would have to be a massive accumulation of prior karma in the universe (big bang, apes, humans, Northern Europeans, etc.) that come together to determine that. It’s like a huge backlog of causation, to which you can add your own little speck. Because everything you do (and even think) has some kind of karma as well, adding to the molehill.

This is roughly what the Buddha taught. In religious Buddhism this then becomes construed to something more like what Hinduism was; — if you do the “good” things you will get a good “result” and have an easier time reaching nirvana. But the Buddha denied this, as did several famous pre-Nagarjuna monks. It was more of a folk belief.

Nagarjuna, of course, doesn’t need karma. He does not deny or affirm it; it’s is just empty of self-existed, co-caused by the universe and the universe co-caused by it..

Reincarnation — Depends on the branch and on philosophical/religious
Buddhism. People often ask: “If there’s no self in Buddhism, what is
reborn?” To pre-Nagarjuna (philosophical) Buddhists, what’s “reborn”
is actually the karma of the things you did — your little specks of
causation you added to the molehill, even though “you” are not there
anymore. A good pointer against the religious belief that you are
somehow reborn as something higher or closer to nirvana is the
Buddha’s own assertion that he was not immortal and would not be
reborn. But people believe what they will — a Thai Buddhist once told
me, that the most virtuous things to be reborn as in his order were:
1 Man
2 White elephant
3 Woman

XD

Though Chinese/Japanese Buddhism was hugely influenced by Nagarjuna,
they tend to downplay, or even be ignorant, of it. In some ways, those
branches go back to Buddha too. But they have a wordy disposition
where many of their masters write completely upfront that rebirth is
to be understood somewhat like a log consumed by flame still leaving
ashes – Dogen Zenji (Japanese guy) says burned logs don’t go back to
being logs again XD But I think even in China and Japan, the monks
don’t really rush to correct people in need of consoling fantasies of
literal rebirth.

Morality — Many Buddhists have some kind of morality. Compassion,
don’t hurt people, don’t cheat and lie, mmmkay. However, the Buddha
does not say that these are inherent truths about the universe. He is
actually pretty good on the is/ought on this point, even though Indian
thinkers don’t really think that kind of distinction makes sense. So
he says that it is only those *who wish to end the suffering that he
is speaking of* that should embark on that morality.
So the Buddha did postulate a certain morality. It was pretty fixed
and it was the intention that mattered (like Kant). But unlike Kant,
the Buddha also varied his own conduct depending on who heard his
sermons so maybe he broke his own precepts a bit XD
At any rate, the morality part has been overturned by many (but not
all) later Buddhists (even pre-Nagarjunists). There is a strong
tradition in Buddhism of “doing good brings no rewards”; “doing good
has no intrinsic value.” Some Buddhists (especially Indians) still
stick very closely to fixed precepts, but most don’t. Like the Dalai
Lama eating meat, or the zen masters beating up their own students.
Because fixed precepts don’t square so well with increased awareness
and the “mindfulness” you get in meditation, which is the *real* point
of Buddhism.

Meditation — This is where it’s at. Anyone can meditate and Buddhists
didn’t invent meditation. They were, however, the first ones (I think)
to say that everyone (who wished to cure the ills that the Buddha was
speaking of) should meditate and that meditation was kind of the point
of the whole thing. A lot of the other beliefs are just there to
support and mix with meditation. So, you don’t have to meditate, but
on the other hand, you can never understand the Buddhist teachings
fully if you don’t. There’s a realm of “intuitive knowledge,”
sometimes called the “dharma eye” because it’s unlike any other kind
of mental activity. It has nothing specific to do with Buddhism.
Hindus, Christians, Muslims etc. have such experiences too when they
meditate or engage in meditation-like behaviors. But Buddhism is
probably the only “religion” that takes the gist of these states and
builds the majority of its philosophy around that.

Enlightenment — The Buddha was enlightened in meditation, he saw the
truth about the universe with the “dharma eye” and saw that it was
seeing this truth (“we’re all oooooneeee”) could liberate people from
“suffering.” By suffering we mean something more like the fact that
phenomenal existence is imperfect and conditioned and therefore bound
to cause dissatisfaction because we could easily imagine the imperfect
to be perfect and we get attached to the idea of wanted the phenomenal
to be perfect. To experience enlightenment is not only to see how it’s
all oooooneeee, but also to see how that order is really perfect just
as it is (so there is a ceasing of wanting and attachments). That is
why I said that in Indian philosophy, Is/ought does not make much
sense – is/seeming would make better sense where seeming is phenomenal
existence and is is nirvana.

So nirvana is not some “place” like heaven and paradise; it’s just a
glimpse, perhaps only a second-long glimpse, of the “true state of the
universe,” glimpsed through the dharma eye. And since the mental
contents of this faculty are inexpressible, they cannot form
scientific claims that conflict with scientific experiments, etc. —
all they can do is argue with scientists about what is the “is” and
what is the “seeming” on the is/seeming divide. Is it the vision of
nirvana that’s the greater truth and phenomena that are lesser, or is
nirvana a hallucination with phenomena being the truth. Some Chinese
Buddhists (Hua Yen) actually made a whole branch in the middle ages,
arguing that each truth — the spiritual and the phenomenal — were
equally important.

Oh yeah, and some Buddhist branches, such as Soto Zen, don’t regard
enlightenment as important at all. Such experiences such create a
series of new attachments, because people dream themselves back to the
moment of their “vision” instead of focusing on their meditation.
That’s where the Zen teacher breaks out the stick and hits the pupil
for not paying attention to the now 😀

“No self” claim — It means several things: It means that you don’t
have an immortal soul, as in Hinduism or some Christian theology, for
example. It also means that no part of the brain is the “self,” like
Hume also says. If you _really_ examine your mental life without
preconceptions, you just experience a bundle of thoughts, feelings,
memories, fears, etc. – the “self” is a conventional belief that is
found not to have a direct, empirical basis in the faculties of
introspection.
“Life is suffering” claim — As said above. Suffering (dhukka) is more
like imagining/expecting the conditioned phenomena of existence to be
perfect when they can’t be: “Why am I not younger/smarter/richer/more
beautiful?” To stop this, the Buddha says that “the way” is to
meditate etc. as already mentioned. But it could be debated whether he
allows for there being other ways. Certainly, original Buddhism did
allow for people to keep their original religions and be Buddhist too.

Idealist/solipsism philosophy — Only Yogacara is solipsist/idealist.
The Buddha is actually something of an empiricist where it’s the
(inherently unstable) physical entities that come together to create
the faculties of consciousness. He is not a materialist/physicalist,
but acknowledges that there’d be no consciousness without the physical
prerequisites. And he *also* hinted that reality, as we perceive it,
is co-created by the mind (although understandably, he did not exactly
say how).

Rejection of the world — the
earliest Buddhism, they sometimes had morbid practices like meditating
in graveyards, not having children, and giving up all possessions.
This was to avoid attachments to imperfect phenomena and only meditate
and think of that. But Buddha himself rejected asceticism, as do many
modern Buddhists; they say that asceticism is just as much as bias as
indulgence, so let go of both!

Nazi-guldtoget og Projekt Reise

Det er i dette øde område sydøst for Wałbrzych, og meget tæt på den tjekkiske grænse, at det sagnomspundne nazi-tog omsider er blevet lokaliseret.

Det indrammede område består af vidtforgrende tunneller og enorme kamre, der er store nok til at rumme nazitoget, som rapporteres til at være 150 meter langt. Dele af tunnellerne og kamrene er oversvømmet som følge af den polske hærs sprængninger, men toget står intakt på et tørt og uberørt sted.

Området konstituerede det såkaldte “Riese Projekt”, som indledtes i 1943, og som der blev bygget på frem til 1945. Nazi-Tyskland plejede at dokumentere alt, men hvad projektet gik ud på,ved man faktisk ikke. Det kan have været etableringen af underjordiske industri- eller militærfabrikker, og senere i krigen måske fabrikker til konstruktion af de tyske “Wunderwaffen” fx. de tyske Messerschmidt jetjagere.

Toget ved man heller ikke, hvad indeholder. Det kan være våben til brug for SS-ernes ‘last stand’ i de omliggende uglebjerge, dokumenter og tegninger til vidundervåben, eller noget endnu mere værdifuldt, fx. guld, ædelstene og værdifulde malerier. En myte er, at toget indholder “verdens 8. vidunder”, nemlig den russiske kejsers berømte ravkammer, som tyskerne stjal og førte til Köningsberg i 1941, hvor det forsvandt.

Toget indeholder under alle omstændigheder noget meget værdifuldt. Det ved man fordi det er pansret, og fordi man gjorde sig store anstrengelser med at minere det, så det hurtigt kunne sprænges, hvis russerne fandt det.

Det øde område er også interesant, fordi det var her dele af den tyske hær og højtstående personel, bl.a. Dr. Mengele, var på flugt til Tjekkiet. Man ved, bl.a. fra beretninger fra overlevede tyske soldater, at de i området gemte våben og værdifulde sager, fordi havde en forhåbning om at komme tilbage.

Få uger før 2. verdenskrigs afslutning afgik et langt pansret tog fra Breslau (i dag Wroclaw) i retning mod Waldenburg (i dag Wałbrzych), hvor efter det forsvandt sporløst. På den tid var der også ubekræftede historier om, at nogle sværtbevæbnede lastvogne forsvandt sporløst i området.

Begivenhederne har været omgæret med meget mystik og skabt mange vandrehistorier gennem årene, der er gået. Man fornemmede dog så meget, at eftersom toget var pansret måtte det indeholde noget vigtigt og værdifuldt.

Waldenburg/Wałbrzych ligger i det sydlige Schlesien, tæt på den tjekkiske grænse. Det er et område, som undgik egentlige kamphandlinger, men som i andre af de områder, som Tyskland måtte afstå til Polen også var udsat for store folkevandringer, da de fordrevne tyskere rykkede ud, og de tilkomne polakker rykkede ind. Kontinuiteten forsvandt.

Dertil kom, at den sovjetiske hær i samarbejde med de polske myndigheder i årtier afskar offentlighedens adgang til en stor del af området. For lidt syd for Wałbrzych havde Nazi-Tyskland under rustningsministeren og chefarkitekten, Albert Speers ledelse været i gang med at konstruere et enormt bygningskompleks (35 kvadratkilometer i omfang) med forgrenede tunneller og store kamre under det område, der kaldes Uglebjergene. Bygningskomplekset blev af tyskerne kaldt ‘Projekt Riese’ (Riese = gigantisk).

Det bidrog til mystikken, at der ikke fandtes nogen tysk dokumentation om projektet. Nazi-Tyskland havde ellers for vane at dokumentere alt, selve dets største uhyrligheder. Men Projekt Riese kunne man ikke finde noget om. Dokumentationen er formentlig blevet skaffet af vejen sammen med en masse andet, vi heller ikke ved noget om.

Der var heller ikke nogen overlevende, som ville stå frem og fortælle i detaljer om, hvad projektet gik ud på. Et rygte var, at tyskerne i krigens sidste uger massemyrdede de tilbageblevne ca. 20.000 tvangsarbejdere. Det var der dog ikke noget usædvanligt i, men vandrerhistorien, der opstod, var Riese-komplekset gemte på noget virkeligt hemmeligt, som fangerne ikke skulle have mulighed for at fortælle om. Massegravene er dog ikke blevet fundet.

Der var i månederne efter krigen også beretninger om betydelig tysk undergrundsaktivitet i området (uafhængige tyske undergrundsceller eller personer, der var medlemmer af Werwolf-netværket). På samme tid blev der begået en del uopklarede mord, og personer forsvandt sporløst. Rygtet, der opstod, var at de nazistiske partisaner søgte at forhindre, at dele af Riese-komplekset blev opdaget og faldt i fjendens hænder, og mordene blev begået for at forhindre, at nogen talte over sig.

Hvad man ved med sikkerhed, er, at det polske sikkerhedspoliti (Urzad Bezpieczenstwa Publicznego) og enten det polske hjemmeværn eller den polske hær i vinteren 1945/46 i området opsporede og anholdt en gruope Wehrmacht-soldater, SS’ere og medlemmer af den tyske sikkerhedstjeneste (SD) og nazipartiet (NSDAP). Man fandt også ti medlemmer, som arbejdede for den tyske undergrundsbevægelse, “Freies Deutschland”.

Endelig var der historien om Anthon Dalmus, som angiveligt havde været højtstående tysk officer og ingeniør på Projekt Riese. Dalmus, som havde arbejdet for Todt-organisationen siden 1940 (den lokale organisation, som i 1944 blev overdraget projektet og som blev sat til at afvikle det) fortalte velvilligt om projektet, og førte flere gange de lokale myndigheder rundt i området, hvor han fortalte i detaljer om de enkelte bygningskonstruktioner. Men ifølge forskere spredte Dalmus bevidst misinformation for at dække over områdets virkelige formål, ligesom han ikke fortalte om de ting, der lå gemt i området. Forskerne fandt også belæg for, at Dalmus var knyttet til Werwolf-grupperne.

Under den kolde krig blev der lavet flere polske film om efterkrigstidens aktiviteter i området og de myter, der opstod. Området har i årtier tiltrukket opmærksomhed fra professionelle og amatør forskere såvel som utallige fantaster. Området er som skabt til konspirationsteorier.

Den mest almindelige ‘teori’ er, at tyskerne var i færd med at bygge en ny førerbunker og et større kompleks, som skulle sikre ly for alle højtstående nazimedlemmer. At man faktisk var i færd med at bygge en underjordisk by. Denne ‘teori’ hænger ikke sammen med det faktum, at konstruktionen var anderledes end de komplekser, der blev bygget for føreren rundt om i Polen, Rusland og Tyskland, samt det faktum at der under slottet “Fürstenstein” (i dag Książ), blev bygget et større bunkeranlæg, som kunne tjene som førerr bunker.

“Fürstenstein” blev i mellemkrigstiden ejet af den royale Hochberg-familie, som var en af Europas rigeste og mest velhavende dynastier. I 1941 fordrev nazisterne familien under påskud afm at den ene søn var i den britiske hær og den anden søn arbejdede for de frie polske styrker i Vest. Derefter byggede man bunkerkompleket, og i september 1943 blev startskuddet givet til Projekt Riese, hvorefter der skød adskillige tvangsarbejdslejre op i området.

Mange “teorier” går på, at Projekt Riese havde til formål at bygge Hitlers vidundervåben (“Wunderwaffen”). Man kan ikke specifikt pege på hvilke, selvom der naturligvis er mange “teorier”. Det kunne være biologiske eller kemiske våben, jetjagerfly eller måske ligefrem de flyvende tallerkener, som tyskerne eksperimenterede med eller det kunne være atomvåben, som tyskerne var ganske langt fremme i konstruktionen af. “Teorien”, som har tiltrukket sig størst opmærksomhed, var konstruktionen af et nye jetjagerfly. Et projekt, som skulle have kodenavnet V-7.

Andre teorier går på, at komplekset skulle skjule stjålne skatte fra museer, kirker, jøder m.m. (det anslås at ca. 100.000 stjålne værker er gået tabt, herunder det berømte ravkammer fra den russiske zar, guld fra banker (herunder fra bankerne i Breslau, som mistede alle beholdninger i krigens sidste måneder), jøder m.fl. Det forsvundne tog og de forsvundne lastvogne spiller en vigtig rolle i denne myte.

Riese-projektet blev langfra færdigbygget; det til trods for, at Speer i 1944 skrev til Hitler, at man var nået langt. Området blev først åbnet for offentligheden efter den kolde krig, så der er stadig meget, der skal udforskes, selvom man har søgt og søgt. Måske gemmer der sig mere, end man umiddelbart har kunnet finde.

For det ved man nu, at der gør. Man ved nu, at det forsvundne tog faktisk findes, og man ved også præcis hvor. Hvad der skulle til for at finde det, var en tysk soldat, der på sit dødsleje endelig afslørede beliggenheden. At han ventede så længe med at afsløre hemmeligheden, gør det ikke Projekt Riese mindre mystisk.

Om Rushdie, Rose og Charlie Hebdo

Det er egentlig sjovt, hvordan vi i dag husker Rushdie som “en vi holdt med” dengang. For går man tilbage og læser om konflikten, så var der mange lighedspunkter med nutiden: Også dengang mente mange, at manden selv var ude om det. Også dengang blev kunstnerens intentioner og værkets kunstneriske kvaliteter anset for den løftestang som kunne retfærdiggøre bogens form; kunne disse anfægtes, ja, så var der ingen grund til at tænke den ubehagelige tanke, at tusindvis af muslimer var villige til at slå forfattere, hvis bøger de aldrig havde læst, ihjel, ja, villligt lade sig fjernstyre af en psykopatisk og totalitær massemorder i Iran.

I dag huskes Satanic Verses som den “fine” Muhammed-provokation; det værk havde ægte kunsteriske kvaliteter, og det var ikke Rushdies intention at provokere. Således fremhæves Rushdie ofte som modsætningen til Kurt Westergaard, Flemming Rose og Charlie Hebdo, som jo “blot var ude på at provokere,” og som derfor ikke bør/skal/må/kan gøre brug af deres ytringsfrihed i samme grad som en forfatter, der er så proppet med dannelse, at han sveder kunstnerisk kapital.

Men faktum om Satanic Verses er, at:
– Muhammed latterliggøres og omtales nedsættende
– Muhammed sammenlignes allegorisk med Satan
– Koranen beskrives som et skrift, Muhammed selv har fundet på
– Muhammeds koners navne er navnene på prostituerede i bogen

Derfor var der i ’89-90 mange intellektuelle, ja måske endda et flertal, der opgjorde analysen som følger: “*Hvis* Satanic Verses havde haft kunstneriske kvaliteter, så ville vi have fundet kampen mod totalitær islam værd at støtte. Men da skriftet er en plat provokation, og kunstneren tydeligvis blot var ude på at dæmonisere muslimer, så er det ikke den slags, vi ønsker at blive set i selskab med.”

Og det er altså, om ikke de eksakt samme mennesker, så i hvert fald det samme segment af mainstream-intellektuelle, som i dag lægger afstand til Flemming Rose og Charlie Hebdo, men som husker Satanic Verses som noget anderledes og finere end disse.

– Det viser (selvfølgelig), at de ting, der måske virker unødvendigt provokerende og værdiløse nu, kan se helt anderledes ud om 25 år. Og endnu mere anderledes om 75, 100, og 125 år. Hvorfor skulle Sokrates egentlig provokere? Han havde jo ikke engang noget på hjerte; det tilstod han jo selv. Renset for den umiddelbare harme og krænkelse i hans samtid, kommer støtten til hans modstandere til at se tiltagende latterlig ud. Og mon ikke også det er det samme med Rushdie?

– Det afslører også (mener jeg) en fejl i ræsonnementet hos de folk, der mener, at deres støtte til aktører, der producerer krænkende værker, skal betinges af de kunstneriske meritter, som kunsteren formår at lægge for dagen: Hvis man insisterer på, at støtten til folk, der anvender deres ytringsfrihed til at krænke, skal ses på case-by-case basis, så bør man også være heeeeelt sikker på, at man har vurderet den enkelte sag korrekt. Og hvordan skulle mennesker, hvis egen dømmekraft er påvirket af, at de empatiserer med andres krænkelser og helst er fri for hele balladen med terrortrusler og fjendskaber egentlig kunne det?

On Greece, Crisis, and Bailouts

– Greece lied and cooked the books to get into the euro. Country is very corrupt.
– When they first started cracking around 2008, investors bought up their bonds, figuring (correctly) that the eurozone would bail out their junk debt for reasons of prestige.
– Lo and behold, other EU countries bailed out Greece, achieving nothing to help Greece itself, but giving the investors a pretty penny on their junk bonds.
– Sine then, consecutive cycles of bailout-crisis-bailout-crisis. Greece can’t really reform without serious pain for the next 50+ years. This is what the rest of the eurozone wants them to do. B/c then they can stay in the euro and the debt will be fulfilled.
– When centrists fail, the loons come out and play: Last election, voters put hardcore socialists in power; neonazis and communists also had good elections.
– New socialist gov’t tried playing hardball with EU, especially Germany, over this last round of elections, getting them to give more money to Greece.
– Germany, very ISTJ country, got tired of Greece. After several handouts and plans, Germany is now butchering Greece in the negotiations, giving them nothing. Instead, stepping up austerity demands on Greece, threatening to let them collapse. I.e. Germany got enough and is now putting the gun to Greece economically. Don’t try to play chicken with them.
– But while most of the eurozone has been on Germany’s side this whole time, many are now saying that Germany is being too harsh on Greece.
– What should also be considered is that Greece is a NATO member and if EU/USA doesn’t bail them out, Russia probably will do so in exchange for military knowledge, doctrines etc. from NATO. More than just economics is at stake.
– Basically, Greece is a corrupt douche, and Germany/France don’t want to see their prestige project crumble. There’s also the problem that if Greece bails on the debt, then Italy, Spain, Portugal, etc. will probably do the same. These countries are shitty as well.
What should be done?
– No one really knows because a cessation on this scale within the union has not been seen before.
– Two camps:
— (1) Libertarian: Rip the bandaid off now. Let Greece leave the euro, let them devalue their currency (i.e. their debt too), set prices at an attractive rate to gain better import/export balance. However, short term (~5 yr) consequences of this will be bad, while the long term consequences will be good. But it also carries the danger that a new Greek central bank that can set its own money supply is going to undermine the wealth of their own country (right now EU sets their money supply).
— (2) More centrist/pragmatic: Let them stay in the euro, give them even more debt relief (in spite of the fact that they’ve had nothing but handouts for 7 years now). In the short term this is better than a cessation; in the long term (~50 yrs) this will condemn Greece to an arid economic backwater.
Major clusterfuck, many considerations, no really good options left.

Liberalisme og indvandring

Spændende artikel, selvom jeg personligt synes det er ret godt, at der er blåt fodslag lige nu.
Men jeg vil gerne lige komme med nogle bemærkninger om indvandring, for jeg mener, det er helt i overensstemmelse med liberalisme at ville kontrollere begrænsning af indvandering fra kulturer, som man ikke mener fungerer godt i ens samfund.Den Liberale tænker Karl Popper skrev i THE OPEN SOCIETY AND ITS ENEMIES følgende:

“Ubegrænset tolerance vil føre til tolerancens undergang. Hvis vi udstrækker ubegrænset tolerance endog til dem, der selv er intolerante, hvis vi ikke er parate til at forsvare et tolerant samfund imod angreb fra intolerante, så vil de tolerante blive ødelagt, og tolerancen med dem … Vi bør hævde, at enhver bevægelse, som prædiker intolerance, placerer sig uden for loven, og vi bør anskue tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelt; på samme måde, som vi bør anskue tilskyndelse til mord eller kidnapning, eller genoplivning af slavehandel , som kriminelt.”

Den anden liberale tænker Robert Nozik skrev tilsvarende i sin ANARCHY, STATE AND UTOPIA, at et tolerant samfund må have ret til at bestemme, hvem der indvandrer og ret til at holde dem ude, der ikke passer i den model, man ønsker. Du kan ikke have frihed til at skabe et samfund med en speciel kultur og livsstil, hvis enhver kan indvandre og ødelægge det. Tænk hvis Amish folkene pludselig fik indvandring fra Banditos.
Problemet i nutidens samfund vedrører overvejende indvandring fra muslimske samfund, hvor et flertal ikke deler den udbredte vestlige tro på videnskab, retstatssbegrebet, demokrati, rationalisme, frihed og kvinders ret, mm. Disse muslimske samfund ledes helt overvejende af diktatorer, når de ikke har borgerkrig. Deres befolkning læser gennemsnitligt meget lidt, og der udtages stort set ingen patenter, ligesom der stort set aldrig udvikles nye produkter. Overordnet står 1,5 milliard muslimer nok for under 0,1% af verdens innovation.
Samtidig er der siden 9/11 begået over 20.000 islamiske terror angreb. De fleste af disse hører vi ikke om i vestlig presse, fordi de forgår i muslimske lande som del af sekteriske kampe, som i øvrigt ofte er religionskrige. Mange siger så, at dette ikke har noget med islam at gøre, men dem, der begår disse angreb siger typisk selv meget klart, at det netop har alt med islam at gøre. Så sandheden er vel, at der er mange muslimer, der ikke støtter terror, men at der også er mange, der faktisk støtter eksempelvis sharia lov, ISIS og terror, og det er umuligt at vide hvem, der er hvem. Jeg har lige læst bogen THE DIVERSITY ILLUSION fra Ed West, som analyserer, hvad der er sket i samfund, der har haft masseindvandring fra andre kulturer såsom det, vi nu er startet på.
Konklusionen, som altså er baseret på omfattende statistisk analyse, er, at befolkningerne i sådanne samfund mister deres gensidige tillid, dvs. det, man kalder “social kapital”. De får også mere kriminalitet. De skærer ned på solidariteten, bliver angste og forskanser sig. Samfundet bliver uhæderligt og sekterisk. Der opstår den såkaldte ”halo effekt” omkring indvandrer gettoer, hvor de oprindelige indbyggere, der bor tættest på indvandrerne, går fra at være tolerante til at blive fascister. Bliver indvandringen stor nok, opstår der ofte borgerkrig. Intet af dette stemmer efter min mening med de liberale idealer.

Humanioraspiralen

Med en række indlæg i engelsksprogede aviser har humanistiske forskere igen fået striden om humaniora til at blusse op. Hvorfor skal skatteyderne fortsat poste millioner i de humanistiske uddannelser? I hvilket omfang skal markedets logik styre humaniora? I hvilket omfang skal statens? Og kan humaniora overhovedet bruges til noget?

Humaniora plages af både interne og eksterne problemer. Udefra presses man af den særegne blanding af erhvervshensyn og administratorvælde, som staten påtvinger de offentlige universiteter. Det er således ikke kun i Danmark, at refrænet om forskning og faktura har lydt. ”Humaniora skal være mere erhvervsvenligt,” får fakulteterne at vide. Et notat fra den britiske regering konkluderede sågar, at universiteterne skulle minde om en art konsulenthuse, der havde til opgave at hjælpe nystartede virksomheder på fode.

Staten fortæller også de humanistiske fakulteter, at de skal ”hæve produktionen.” På dansk betyder det, at de skal få flere studerende gennem systemet, og gerne hurtigere. Således presses de humanistiske undervisere til at lade håbløse studerende bestå. Resultatet er, at der med tiden bliver flere og flere diplombærende humanister, hvis faglighed til gengæld er mindre og mindre.

På forskningssiden betyder kravet om øget produktion, at der skal publiceres mere forskning, og gerne i de tidsskrifter staten har udvalgt. Med den amerikanske filosof Rebecca Goldsteins ord produceres der ”mere og mere om mindre og mindre” – der zoomes obskønt tæt ind på det enkelte træ, men ingen har længere tid til at opmåle skoven. Ifølge den britiske professor i litteraturvidenskab Terry Eagleton er det sågar så grelt, at meget af samtidens humanistiske forskning slet og ret er ligegyldig. Ifølge Eagleton skrives der bunkevis af publikationer, der udelukkende skrives for at score point i embedsmændenes statiske systemer. I mange lande er det nemlig denne overflødighedsforskning, der afgør, hvor mange penge staten tildeler det enkelte fakultet.

Humaniora har således rigeligt med udefrakommende problemer. Men på indersiden melder flere forskere også om fallit. I mange tilfælde er de humanistiske fakulteter ikke længere kulturbærende. Ifølge den amerikanske professor i uddannelsespolitik David Steiner er den fælles kerne af kulturarv, som humaniora burde oppebære, ikke længere fælles og dermed ej heller en kerne. For at behage de studerende undervises der mange steder i Fifty Shades frem for Friedrich Nietzsche og i vampyrfiktion frem for Virgil. Det populære har erstattet det svære.

Til humanioras problemer skal også lægges den politiske ekspertise, som mange humanistiske forskere selv mener, de besidder. Således rapporterer den amerikanske professor David Clemens fra et nyligt møde i verdens største organisation for sprog- og litteraturforskere, at deltagerne havde mere travlt med at fælde moralsk dom over Israel end med at diskutere deres fag. Ligeledes konkluderede en nylig rapport fra Harvard Universitet, at humanioras rolle nu reelt ikke længere er at videreføre og forske i klassisk kulturarv, men at afdække ”skjulte magtstrukturer,” som offentligheden ikke selv er i stand til at begribe.

En udvækst af denne selvforståelse kan ses i både danske og udenlandske aviser, hvor humanistiske forskere jævnligt forsøger at belære økonomer om økonomi. Dette foregår som regel under den belejlige antagelse, at kun humanister kan ”tænke kritisk” og i dybden. Belejligheden er ikke altid til at skelne fra magelighed, da humanisten har det med at afsløre, at han ikke har sat sig ind i grundlæggende neoklassiske principper, før han fremturede med sin kritik af dem.

Ironisk nok tyder erfaringerne fra udlandet på, at jo mere humaniora forfladiger sit emnevalg og gør sig til arnested for venstreekstreme ”magtkritiske” holdninger, des mere svinder offentlighedens lyst til at finansiere de humanistiske discipliner ind. Og logisk svarer staten igen med øgede krav om ensretning og uniformering. Der må jo styr på galskaben.

I løbet af de sidste 50 år er humaniora konstant blevet omtalt som kriseplaget. Men med humanioraspiralens seneste rotation mener flere universitetsfolk, at humaniora måske vil forsvinde helt fra en række universiteter i løbet af de kommende år. Alligevel er det dog svært at tegne et entydigt billede af fremtiden: I Storbritannien og USA bløder flere humanistiske fakulteter med frafaldsrater på op til 60% i løbet af de første to år. Til gengæld konkluderer en ny rapport, at humaniora tilsyneladende har undgået krisen i Australien.

Og løsningen på humanioras krise? I den nylige runde af indlæg er det Eagleton, der kommer det nærmest. Han udpeger bureaukraternes kontrol med universiteterne som den store slyngel og slår til lyd for decentralisering og et universitært selvstyre, der ikke står til regnskab for staten. Hvem der skulle have interesse i at finansiere dét, kommer han dog ikke ind på.