Category Archives: Historie

Thomas Kuhns paradigmer fylder 50 år

af Robin Engelhardt, ph.d.

I år er det 50 år siden fysikeren og sociologen Thomas Kuhn udgave bogen ’The Structure of Scientific Revolutions’. Bogen er det mest citerede akademiske værk i det 20 århundrede. De fleste mennesker har nok aldrig hørt om Kuhn. Men de har hørt ordet ’paradigme’, et begreb, som Kuhn brugte til at karakterisere faserne og kriserne i den videnskabelige erkendelsesproces. Ordet paradigme er nok det mest brugte ord i videnskabsfilosofien, men nok også det mest misbrugte begreb uden for sit fag. I dag hører man om paradigmer i alle mulige sammenhænge, i politiske debatter og i populærkultur. Men hvad var det egentlig Kuhn mente med sine overvejelser omkring ’normalvidenskab’, ’paradigmer’ og ’inkommensurabilitet’?

Normalvidenskab, eller ’normal science’, er ifølge Kuhn den fase, hvor den videnskabelige praksis foregår som ’business as usual’. Forskerne inden for et specifikt fagområde er stort set enige om, hvordan verden er strikket sammen, og nu gælder det om at udfylde huller og forstå detaljer. Kuhn kaldte det også ’puzzle solving’. Trin for trin udbygges det teoretiske fundament, og kun sjældent bliver der stillet spørgsmålstegn ved grundantagelserne. Bekræftelsen af Higgs-partiklens eksistens var f.eks. en kæmpe succes for standardmodellen af universet. Man opdagede det, der var forventet at blive opdaget. Normalvidenskab handler altså om at afklare status quo, og stort set al videnskab foregår på den måde. Og det er godt sådan. At ordet normalvidenskab efterhånden har fået en lidt nedladende klang, var ikke Kuhns hensigt.

Paradigmer er de erkendelsesmæssige rammer, hvori et fagområde defineres og udføres. Kuhns centrale påstand var, at paradigmer ikke er mejslet i sten som evigtgyldige sandheder, men at de kan erstattes af nye paradigmer, hvis der akkumuleres for mange eksperimentelle anomalier til at de kan forklares ordentligt. Så begynder forskere at stille spørgsmålstegn ved fundamentet for deres teorier, hvilket fører til en krise, og eventuelt til en revolutionerende nyfortolkning af virkeligheden. I dag lyder det måske som en selvfølge, men det var det bestemt ikke for 50 år siden. Dengang havde man stadig en idé om, at videnskab var en addition af stadig dybere indsigter, der uden de store svinkeærinder ville konvergere mod en sand forståelse af verden.

Inkommensurabilitet er nok Kuhns mest kontroversielle begreb. Det stammer fra matematikken, og er egentlig let defineret: det betyder blot at der findes ting, som ikke kan måles med samme alen (in-co-measurable), ligegyldigt hvor lille målestokken er. Siden og diagonalen på et kvadrat er f.eks. inkommensurable størrelser, fordi de relaterer sig til hinanden via et irrationelt tal, der ikke kan skrives som en brøk. Kuhn lånte ordet til at diskutere konkurrerende paradigmer, f.eks. Newtons mekanik og kvantemekanikken, for hvilke der ikke fandtes et fælles sprog eller en fælles teoretisk ramme at diskutere dem i. Hurtigt blev humanister og sociologer inspireret til at bruge ordet ’inkommensurabilitet’ som en smart og videnskabelig klingende undskyldning for, hvorfor de aldrig kunne blive enige. Videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend blev så fortørnet over dette misbrug, at han beskyldte Kuhn for at give akademikere et argument for aldrig at behøve at lære videnskab. Med det magiske ord ’inkommensurabel’ havde de fået licens til at sige stadig dummere ting, idet det jo var deres helt eget, inkommensurable, syn på sagen.

Det er måske uretfærdigt at klandre Kuhn for misbruget. Men det er tankevækkende, i hvor høj grad hans paradigme er blevet almeneje. Det kan være at det skyldes en dybere sandhed, der går hinsides den snævre videnskabssociologi. Men det kan også være at vi bare er i en normalvidenskabelig konsolideringsfase, hvor vi endnu ikke har blik for de inkommensurable anomalier, der ikke forklares af paradigmebegrebet.

Anmeldelse af James Luchte: ‘Early Greek Thought’

Af Ryan Smith

I denne anmeldelse vil jeg se bort fra bogens helt skandaløse pris (600 kr.), som vel næppe kan siges at være forfatterens fejl.

Jeg læste bogen fra ende til anden. Selvom bogen kun strækker sig over 178 sider, så føles det mere, som om den var 450 sider lang. Og det mener jeg ikke på en god måde. Bogen er utrolig langtrukken, og forfatteren smager virkelig på sine egne ord. Derudover benytter forfatteren sig flittigt af ”scare quotes” og kursiveringer, ja nærmest hvert femte ord i bogen er fremhævet på den ene eller den anden af disse to måder.

Men når det er sagt, så er forfatterens studier af præsokratikerne faktisk ok. Forfatteren gør et godt stykke arbejde med at udgrave de ”ægte”, ikke-anakronistiske førsokratikere; at hive dem ud under den dyne af voldelige læsninger, som senere filosoffer, såsom Nietzsche, Heidegger, Popper, m.fl. har begået af dem. Bogen gør således op med misforståelser og forvridninger, som har stået på i århundreder, og for det bør forfatteren roses.

Videnskab eller personlig søgen?
Bogen har altså noget at tilbyde. Men dog vil der være ting, som går den videnskabeligt-mindede læser på: For det første er der så mange små personlige detaljer i denne bog, som forfatteren har gjort sig umage for at personalisere (eksempelvis hedder listerne ikke ”1, 2, 3…”, men ”α, β, γ..”), at jeg fik to associationer, da jeg læste bogen:

(1) Den amerikanske filosof Robert Nozick sagde engang, at han længtes efter en “ulæselig bog”: En bog, som indeholdt så dyb en viden, at han aldrig ville få brug for at læse igen – en ”viden til at afslutte al søgen efter viden.” Efter endt læsning forekommer det mig, at Early Greek Thought er James Luchte personlige forsøg på at skrive en sådan ”ulæselig” bog. Early Greek Thought er vel 50% forskningslitteratur og 50% James Luchtes personlige eksistentielle projekt. Misforstå mig ikke, eksistentielle projekter kan være fine, men hvem kan dog eksistere på baggrund af de stumper og stykker, som Nietzsche og Heidegger har udtalt om præsokratisk filosofi? Hvis forfatteren er ude på at forstå sig selv bedre, hvorfor så ikke kigge på noget psykologi, hvis det er dét, vi er ude i? Her burde Luchte have lyttet til Nozick: Den ”ulæselige” bog, som det er et ærligt projekt at søge efter, findes naturligvis ikke.

(2) Hegel sagde engang, at man kan forstørre ting, indtil de bliver til intethed,og fra den intethed kan du så kigge tilbage på læseren. Du ved som forfatter, at læseren er derude og forsøger at forstå dig, forsøger at læse din bog. At den idealiserede beskuer har blik for at bedømme kvaliteten af dine pointer, af dit arbejde, af dine evner. Og hvis du som forfatter føler dig utilpas ved udsigten til denne bedømmelse, så vil et smart forsvar være at forstørre din produktivitet til intethed, som beskrevet ovenfor.

En ”forstørrelse til intethed” lader til at være, præcis hvad forfatteren til Early Greek Thought har gjort: Når han kunne sige en ting med ti ord, så bliver den gerne afleveret med 30 til 40 ord i stedet. Henvisninger til store tænkere og deres epigoner er flittigt spredt omkring ud i teksten (mens traditionelle noter er underligt fraværende). Hvert femte ord er som sagt ”scare quoted” for at antyde over for læseren, at forfatteren godt er klar over, at der findes andre synspunkter end den diskurs, som han skriver sig ind i (her er til dels tale om et generelt problem med poststrukturalisme – den æder sine egne børn og fører til nihilisme). Forfatteren bruger med andre ord lige så meget energi på at forklare os om præsokratikerne, som han bruger på at henlede vores opmærksomhed på grænserne for sprog. Det er trættende for læseren, omtrent som hvis man var kommet for at høre et rockband spille, og de så brugte 50% af koncerten på at meta-analysere, hvad det vil sige at spille musik for et publikum. Det er alt i alt temmelig irriterende, og man kunne have håbet, at redaktøren på forlaget havde skåret disse julelege ud af bogen. For hvis bogen blot havde meddelt læseren sin pointe på den kortest mulige plads, og uden alle de personlige mellemregninger, så havde det faktisk været en af de sidste ti års bedste bøger om præsokratikerne.

Til slut skal nævnes en sjov lille anakronisme, som Luchte har fundet på. Det lyder som en kritik, men jeg synes egentlig, at det var en sjov krølle. Luchte forbinder Empedokles’ fire elementer med tidligere præsokratikere som følger:

Thales <-> Vand
Anaximander <-> Luft
Xenofanes <-> Jord
Heraklit <-> Ild

  • Early Greek Thought: Contexts of Emergence and Influence of the Pre-Socratics
  • Af James Luchte
  • Continuum Publishing Corporation 2011

H.L. Mencken on Hope and Change

by H.L. Mencken, journalist

Of all the sentimental errors which reign and rage in this incomparable republic, the worst is that which confuses the function of criticism with the function of reform. Almost invariably it takes the form of a protest: ‘The fellow condemns without offering anything better. Why tear down without building up?’ So coo and snivel the sweet ones: so wags the national tongue. The messianic delusion becomes a sort of universal murrain. It is impossible to get an audience for an idea that is not ‘constructive’–i.e., that is not glib, and uplifting, and full of hope, and hence capable of tickling the emotions by leaping the intermediate barrier of the intelligence.

In this protest and demand, of course, there is nothing but a hollow sound of words—the empty babbling of men who constantly mistake their mere feelings for thoughts. The truth is that criticism, if it were thus confined to the proposing of alternative schemes, would quickly cease to have any force or utility at all, for in the overwhelming majority of instances no alternative scheme of any intelligibility is imaginable, and the whole object of the critical process is to demonstrate it.

The cancer cure, if one turns to popular swindles, is wholly and absolutely without merit—and the fact that medicine offers us no better cure does not dilute its bogusness in the slightest. And the plan of reform in politics, sociology or what not, is simply beyond the pale of reason; no change in it or improvement of it will ever make it achieve the downright impossible.

Here, precisely is the matter with most of the notions that go floating about the country particularly in the field of governmental reform. The trouble with them is not only that they won’t and don’t work; the trouble with them, more importantly, is that the thing they propose to accomplish is intrinsically, or at all events most probably, beyond accomplishment. That is to say, the problem they are ostensibly designed to solve is a problem that is insolvable. To tackle them with a proof of that insolubility, or even with a colorable argument of it, is sound criticism; to tackle them with another solution that is quite as bad, or even worse, is to pick the pocket of one knocked down by an automobile.

A James Madison graphic

“I cannot undertake to lay my finger on that article in the Constitution which granted a right to Congress of expending, on objects of benevolence, the money of their constituents…. With respect to the words general welfare, I have always regarded them as qualified by the detail of powers connected with them. To take them in a literal and unlimited sense would be a metamorphosis of the Constitution into a character which there is a host of proofs was not contemplated by its creators.”  – James Madison, 1791

Click for full size:

Konservative og liberale har brug for hinanden

af Ryan Smith

Jeg er selv liberal, men jeg indrømmer det: Ser man på to af de sidste tyve års største politiske spørgsmål for Danmark, nemlig medlemskabet af EU samt problematikkerne omkring den ikke-vestlige indvandring, så er det fortrinsvis landets konservative, der har haft ret, mens vi liberale på lange stræk har været alt for optimistiske.

Eksempelvis var vi mange, der mente, at selvom de ikke-vestlige indvandrere umiddelbart skabte besvær for den eksisterende orden, så ville indvandringens onder snart gå over igen, ja, faktisk blive til goder, når først indvandrerne fik gjort deres entre på arbejdsmarkedet. Flere hænder på arbejdsmarkedet betød jo en større økonomisk kage, samlet set, og »mennesker lader sig jo i sidste ende styre af økonomiske (snarere end kulturelle) hensyn,« lød den liberale logik. Af samme årsager var vi mange, der gladelig hilste enhver yderligere stramning af EU-knuden velkommen: Ethvert skridt i retning af en tættere union var jo samtidig et skridt i retning af større frihandel – troede vi.

Her mange år senere kan vi se, at de ikke-vestlige indvandrere ikke uden videre lader sig integrere, men tværtimod at de stadig optræder uheldigt i alle de forkerte statistikker. Og det EU, som mange liberale engang så som et håb i kampen mod regulering og monopoler, er nu endt som et postmodernistisk bureaukratiserings- og reguleringshelvede. På begge områder var det de konservative, som var først ude med at sige fra, og på begge områder var det de mennesker, som sagde fra, der havde ret.

Selvom jeg er liberal, anerkender jeg også, at konservative tænkere og konservativ politik historisk set har haft en stor del af æren for ’liberale’ samfund som Holland, Storbritannien og USAs succes, som den udfoldede sig i disses landes bedste perioder. Liberalisme uden konservativt mådehold bliver alt for let til en parodi på sig selv, en slags ’Enhedslisten i blåt’, hvor man ønsker at ophæve landegrænser, politi, militær og skat. Et fatamorgana, der – ligesom kommunisme – nok ser godt ud på papiret, men som med garanti vil føre til død og ødelæggelse, hvis det blev ført ud i livet.

Jeg anerkender derfor, at liberalisme har brug for konservatisme. Alligevel er jeg dog stadig liberal. For et pure konservativt samfund er ikke et samfund, som jeg personligt har lyst til at leve i. For hvis liberalisme uden konservatisme bliver til et ’Enhedslisten i blåt’, så har konservative samfund, der ikke får liberalt modspil, en tendens til at stagnere og blive repressive: At blive til strenge ’far’-samfund, som diskriminerer benhårdt mod religiøse, seksuelle og værdimæssige afvigere.

Pure konservative samfund er f.eks. dem, man finder i antikken, hvor selv demokratiske stater som det klassiske Athen endte med at dømme en afviger som Sokrates til døden for at præsentere byens unge for andre værdier end dem, som man fra etablissementets side anså som stedlige, gode og etablerede. Modsat hvad mange synes at tro, er demokrati altså ikke i sig selv en garanti mod en unødvendig diskrimination af samfundets afvigere, hvilket nutidens USA og dets uværdige behandling af homoseksuelle også beviser til fulde.

Udover kontinuert at udfordre den eksisterende orden, så tjener det liberale modspil også et andet vigtigt formål for de konservative, idet liberale gerne minder hvem som helst, der vil lytte, om, at staten er for stor (altid for stor), og at statsmagten bør være begrænset. Og i forlængelse heraf, minder den liberale røst også ivrigt om, at staten ikke bør bruges til at slå ned på folk med afvigende tro, seksualitet eller værdier. Kort og godt minder den liberale stemme om, at værdipolitik ikke skal håndhæves med politimagt, hvilket i sidste ende er, hvad de konservative jo argumenterer for, når de søger at mejsle deres værdier ind i lovens tavler.

Jeg siger ikke, at alle konservative har behov for at blive mindet om denne lektie, blot fordi de er konservative. Inden for de konservatives egne rækker findes der f.eks. en glimrende liberalkonservativ tradition, hvor den konservative orden, man kæmper for, først og fremmest er den orden, som frie mennesker af egen fri vilje vælger at hædre og videreføre som deres traditionelle værdier. Men over for denne tradition findes der også en mere statskonservativ tradition, som har en uheldig tendens til at ønske at få sine foretrukne værdier gennemtvunget med lov.

Den konservative intelligentsias ulykke i Danmark er, at vi her i landet ikke (længere) har en stærk konservativ tradition i befolkningen, på samme måde som man f.eks. har det i USA. Efter et halvt århundrede med socialdemokratisk jernvælde er vi nemlig blevet vant til at tænke på civilsamfundet som noget, staten tager sig af, og som den enkelte hverken behøver eller kan tage ansvar for. Det gør det i sagens natur svært for nutidens konservative at vinde opbakning til deres synspunkter ved at appellere direkte til befolkningen, og derfor kompenserer de ofte ved at forfalde til den intellektuelt dovne løsning: At få staten til at gennemtvinge den værdipolitik, de nu engang selv synes bedst om.

Således står vi i dag med en række ligegyldige surrogatdebatter om flagforbud, kulturkanon og svinekød i daginstitutionerne. Alt sammen er en art konservativ trøstespisning for, at man ikke kan få det, der i virkeligheden står øverst på den konservative ønskeliste: En befolkning i Danmark, der vitterligt er konservativ helt ind til benet.

Uanset hvor mange forbud og påbud man får tvunget igennem ad statens vej, så får man ikke skabt en egentlig konservatisme. Problemet er, at man ikke kan gennemtvinge en konservativ folkestemning fra oven og ved hjælp af staten. Et ægte konservativt samfund er nemlig det modsatte af samfund, hvor alle beslutninger udgår fra et flertal på Christiansborg. Hvilket også betyder, at jo mere de konservative debattører medvirker til at politisere samfundet, des mere modvirker de også deres egne langsigtede mål, og des mere går de også socialisternes ærinde.

For jo flere beslutninger, der skal gå gennem staten (frem for at blive truffet i civilsamfundet og mellem frie mennesker), des mere modtageligt bliver samfundet også over for alskens teknokratiske, utopiske og – i sidste ende – anti-konservative påfund.

I et demokrati har man skiftende regeringer, og når det demokratiske pendul uundgåeligt svinger hen på en rød regering, så har de konservative, som gerne vil bruge lovgivning til at gennemføre deres værdipolitik, selv været med til at arbejde for en stat, hvis indblanding i privatsfæren er større, end de egentlig selv ønsker sig. Hvis først vi åbner op for, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad vi bruger vores flagstænger til, bliver det alt andet lige også mere nærliggende, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad det nu er for nogle håndværkere, der sveder i baghaven.

Derfor er den konservative iver efter at bruge staten i værdipolitiske spørgsmål paradoksal, og paradokset ses blandt andet i de konservative udfald mod den statslige børnepasning. »Hold jer ude af vores børnepasning, men hold endelig opsyn med vores flagstænger,« som mantraet synes at lyde.

Så derfor, kære konservative: Rub neglene. Kom ud af lænestolene, og drop tankerne om at indføre de ’rigtige’ værdier pr. statsligt dekret. Det egentlige konservative arbejde består i at opfostre en konservativ kultur blandt befolkningen her i landet efter 60 år med forskellige former for socialdemokratisme.

Så drop tankerne om at føre værdipolitik via lovgivningen  den bedste måde at opamme en stærk konservativ tradition på, er ved at rulle statens omfang og magtsfære tilbage. Og det er noget, som enhver besindig borgerlig – konservativ som liberal  – burde kunne støtte op om.