Category Archives: Historie

Romney og Obama – et valg mellem typer

af Ryan Smith

Siden år 2000 er det videnskabelige studie af personligheden virkelig taget til, og omfattende studier af befolkningsgrupper har afsløret, at hver person ikke er et unikt snefnug, men at langt de fleste af os falder ned i bestemte mønstre, hvor vi minder om andre mennesker. Sådan er det også med de amerikanske præsidenter. Og sådan er det også med Obama og Romney.

Hvis vi starter med Obama, så gælder det, at den præsident, han personlighedsmæssigt minder mest om, er demokraten Woodrow Wilson, som var præsident fra 1913 til 1921. Både Wilson og Obama arbejdede på universiteterne, før de blev præsidenter. Begge er de akademiske og abstraktionssøgende, og begge bliver opfattet som meget alvorlige udadtil, mens folk, der kender dem godt beskriver deres indre liv som kaotisk og præget af irritabilitet.

Både Wilson og Obamas talemønstre beskrives af tilhørere som præcist, langsomt og værdigt, og af folk, der har været tæt på dem, skildres de begge som præget af en personlig generthed: Som mennesker, der er svære at komme tæt på, og hvis personligheder har et hemmelighedsfuldt og arrogant præg.

Hvis vi derimod ser på Mitt Romney, så minder hans personlighed mest om republikaneren Dwight D. Eisenhower, som var præsident fra 1953 til 1961. Ulig Wilson og Obama, så er Romney og Eisenhower ikke naturlige akademikere; de foretrækker et lavere abstraktionsniveau, og de har færre radikale visioner på samfundets vegne. De er også mere konservativt anlagt end Wilson og Obama, og så prioriterer de politisk stabilitet som et gode, hvorimod Obama og Wilson søger mere radikale omvæltninger af samfundet.

Obama og Wilson er også begge fantasifulde og ”progressive,” og så ser de også begge økonomien som noget, der kan forme sig efter politikernes ønsker (de har begge indført priskontrol og/eller kapitalkontrol som præsidenter). Begge mænd er af deres modstandere blevet anklaget for at tænke på sig selv som en kristusfigur, og begge blev de opfattet som noget nær en sådan i Europa. Både Wilson og Obama er meget mere populære i Europa end den gennemsnitlige amerikanske præsident.

Wilson og Obama har også en lidenskab for store, radikale visioner og for store omvæltninger i samfundet. I Obamas tilfælde kan vi nævne sundhedsreformen Obamacare og de enorme vækstpakker, den såkaldte stimulus, som skulle forhindre, at krisen bed sig fast efter 2008. I Wilsons tilfælde er det mest berømte eksempel nok oprettelsen af Folkeforbundet, som i 1919 skulle forhindre, at der nogensinde kom en ny Verdenskrig.

Begge mænd har også stor medfølelse med ”menneskeheden” og med samfundets svage, men for begges vedkommende gælder det, at sympatien ikke er en sympati over for konkrete mennesker. Det er over for menneskeheden som abstraktion: I deres personlige smag er både Wilson og Obama elitære, og de kan ikke identificere sig med manden på gulvet.

Både Wilson og Obama indeholder på den måde et paradoks: På den ene side er de kolde og arrogante akademikere, der er tilbageholdende i deres omgang med mennesker. Men på den anden side er de idealistiske og moraliserende (ja, nærmest religiøse) i deres kærlighed til menneskeheden.

Politik handler på store træk om at smøre folk, både modstandere og medspillere, og de folk, som vi tænker på som ”den fødte politiker”, er ofte folk, der netop formår at charmere så meget, at der næsten bliver tale om en tvangshandling (bare spørg Clinton og JFK). Så meget desto mere mærkeligt er det, at Wilson og Obama begge har vist sig fuldstændig ude af stand til at smøre folk, selv når deres politiske karriere afhænger af det.

Mens Romney og Eisenhower begge har vist sig gode til at samarbejde med deres politiske modstandere, så har Wilson og Obama altså begge vist sig udpræget dårlige til at samarbejde hen over midten. Deres personlige vrede og fjendtlighed er ofte kommet i vejen, og som psykologerne forstår det, så er disse træk hos Obama og Wilson udtryk for, at deres personligheder er præget af såkaldt neuroticisme, dvs. øget følelsesmæssig ustabilitet og øget modtagelighed over for negative tanker og følelser.

Måske er det derfor, at både Obama og Wilson har valgt jordnære, praktisk anlagte ”helpmates” som partnere: Koner, der i kraft af deres pålidelighed og stabilitet kan fungere som et beroligende anker for disse mænd, der altså har en tendens til at tage protester mod deres politiske ideer personligt og til at lade sig gå uforholdsmæssigt meget på af modstand.

Anderledes er det med Romney og Eisenhower. Hvad personlighed angår, så har Romney og Eisenhower mere til fælles med Obamas og Wilsons koner end med Obama og Wilson selv. Ligesom Michelle Obama og Wilsons kone, Ellen Wilson, så er Eisenhower og Romney mere praktiske og jordnære typer.

Begges personlige værdier kredsede fra en tidlig alder om væsentligheden af hårdt arbejde og det at udføre sine pligter til tiden. Og som voksne er begge mænd senere blevet anklaget for at være ude af trit med befolkningens ønsker og for at være for gode venner med de rige.

Hvor det for Wilson og Obama var de store visioner, der talte – de radikale omvæltninger og den dramatiske fortælling om dem selv som præsidenter – så var det vigtigste for Eisenhower og Romney ikke de store visioner, men at det arbejde, der nu engang skulle udføres i Det Hvide Hus, blev udført omhyggeligt og ansvarligt: At opgaven blev udført efter bogen, og løst til flertallets tilfredshed.

Som politikere har Eisenhower og Romney derfor en tendens til at uddelegere ansvar og søge kompromis. De søger ikke at dramatisere og iscenesætte sig selv i lederrollen, og de er ikke fantasifulde og visionære. Eisenhower og Romney var begge markant bedre til at samarbejde med politiske modstandere, end Wilson og Obama nogensinde var det. I Eisenhowers tilfælde, så kunne det bliv helt ekstremt, da han som general under anden verdenskrig formåede at få primadonna’er som Churchill, Montgomery, Patton og de Gaulle til at spille sammen og at få deres histrioni til at gå op i en højere enhed.

Som ledertype er Eisenhower og Romney anlagt sådan, at de ikke selv søger at tage æren for alt. De uddelegerer ansvar og fremhæver de underordnedes indsats for pressen. Men denne ydmyghed som leder er ikke nødvendigvis noget, som vælgerne belønner i stemmeboksen. At være beskeden går nemlig ud over en leders karisma og får vedkommende til at fremstå som visionsløs.

Dette indtryk forstærkes nemt af, at Eisenhower og Romney begge har en tendens til at kikse til pressekonferencer: Til at give vage og selvmodsigende svar til journalister og således fremstå usikre, uoprigtige og absolut ikke som personer, man har lyst til at lægge ansvaret for sit land i hænderne på. Kort sagt: Spredte svar bliver opfattet som spredt fægtning. Hvis tingene går skidt under sådanne mænd, så opfattes det populært, som om ”det også er, fordi de ikke har nogen gennemslagskraft.” Og hvis tingene går godt under sådanne mænd, så er det nok, fordi denne udvikling alligevel var ”sket af sig selv.”

Siden sin afgang i 1961 er Dwight Eisenhower blevet opfattet som en middelmådig præsident, der ikke gjorde det store for at ændre på USA’s grundlæggende tilstand. At dømme ud fra personlighedsstudier, så vil Romney næppe blive anderledes som præsident – middelmådig. Men hvis han, ligesom Eisenhower, formår at sikre lav inflation, lav arbejdsløshed, balance på statens budgetter og at holde Amerikas fjender i skak, så er ”middelmådig” måske slet ikke så ringe endda.

Som personer falder Eisenhower og Romney ned i et mønster, hvor de deler personlighed med tidligere præsidenter som Hayes, Cleveland, Ford og Washington: Personer, som ikke selv har de store visioner, men som egner sig fortrinligt til at stabilisere og rede trådene ud.

Obama og Wilson falder derimod ned i en gruppe, hvor de deler temperament med tidligere præsidenter som J.Q. Adams, Hoover, Coolidge og Harrison: Præsidenter, hvor der er garanti for, at der sker noget dramatisk i løbet af deres embedsperiode (om end ikke nødvendigvis noget dramatisk godt).

Og hvem er så det bedste valg til november 2012? – Svaret afhænger af ens egen personlighed.

Et liberalt samfund giver plads til næstekærlighed

af Ryan Smith

Den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan rummede et uforklarligt paradoks i sin karakter, konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House.

Den republikanske Reagan var den mest højreorienterede præsident, Amerika har haft, siden Calvin Coolidge forlod præsidentembedet i 1929 (og her tæller vi altså også George W. Bush med).

Men selv om Reagan indædt ønskede sig mindre stat, kerede han sig samtidig intenst om samfundets svageste. Den samme dag som Reagan havde siddet ved skrivebordet i Det Hvide Hus og droppet diverse velfærdsprogrammer fra statens finanser, kunne han senere hive sit personlige checkhæfte frem og udskrive checks fra sin privatkonto, når han hørte om fremmede svage, der var kommet i nød.

Psykologerne måtte klø sig i håret, men forklaringen på paradokset er nu simpel nok: Deres problem ligger i, at de antager, at man kan slutte direkte fra en persons politiske udsyn til vedkommendes personlige værdier.

På den måde fik de to forfattere smuglet det præmis med i bagagen, at hvis man ikke støtter statslige velfærdsprogrammer, ønsker man heller ikke at hjælpe nødstedte mennesker. Men som Reagans personlige check til de svage og fattigste beviser, kan man ikke uden videre slutte fra politik til personlighed, eller den anden vej rundt.

Ikke robotmennesker

Hvad de to psykologer simpelthen ikke forstår, er, at politik ikke er en udvidet portion af privatsfæren. Når folk som Reagan er imod statens overtagelse af fattighjælpen, er det ikke, fordi liberale ønsker at leve deres personlige liv på baggrund af stivnakket principrytteri, sådan som mange intuitivt tænker om liberale, når de lytter til talen om de upersonlige principper, der efter den liberales hoved skal styre politik.

Hvis liberale virkelig levede på denne stålsatte måde uden for den politiske sfære, ville de ikke kunne deltage i sammenskudsgilder, hvor det er påkrævet, at de tog noget med for at deltage i gildet. De ville heller ikke møde op til middagsselskaber, hvor de var ude af stand til selv at bestemme menuen. Og de mange små hensyn, som man normalt tager til kolleger og naboer i det daglige, ville også være utænkelige for sådan et robotmenneske.

Det eneste, som ville styre den liberales prioriteter i privatsfæren, ville være, hvem der havde ret til hvad og hvor meget – alene i forhold til de liberale principper.

Livet ville med andre ord være ganske besværligt for den liberale, og så har vi end ikke berørt den akavethed, der uundgåeligt ville opstå, når hr. og fru Liberal fandt sammen i soveværelset for at lave små nye liberale.

Slip næstekærligheden løs

Sandheden er selvfølgelig, at liberale ikke lever deres personlige liv efter denne robotlogik. Politisk liberalisme er en tro på, at menneskets naturlige gavmildhed og hensyn til sine med mennesker udfolder sig bedst uden omklamring fra staten.

At befri disse privatområder fra statens tunge centralisering er at give plads til, at mennesket kan opføre sig kærligt og humanitært over for dets medmennesker. Ikke fordi staten siger, det skal, men fordi det af sig selv gerne vil.

De fleste mennesker er født med gavmilde og næstekærlige træk, og de ønsker helt af sig selv at give til værdigt trængende. Men under en samfundsorden, hvor staten undertiden snupper 60 pct. af ens indtægt uden at spørge, og hvor man ikke kan være sikker på, om den ’trængende’ vitterligt trænger, eller måske i virkeligheden er en Doven Robert, som ikke ønsker at arbejde, eller en Fattig-Carina med 15.700 kroner hver måned efter skat, trænges menneskets naturlige giverlyst tilbage.

Og det behøver man ikke en ph.d. i psykologi for at forstå.

Konservativ postmodernisme

Konservatismen er på overfladen den politiske tradition, som kerer sig mest om historie, arv, nationalkultur og autoriteter. Og postmodernismen anses generelt for konservatismens totale modsætning. Men holder modsætningsforholdet også til et nærmere eftersyn?

Postmodernisme er en universitetsretning, hvor man firkantet sagt postulerer, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Er man erklæret postmodernist, så hører det med til territoriet, at man er dybt skeptisk over for de alment accepterede versioner af historien og videnskaben, som vi kender dem. Postmodernisme er også indmaden i meget af Det Radikale Venstres og Enhedslistens værdipolitik.

Hvis nogen hævder noget, som er videnskabeligt accepteret, men som ikke er acceptabelt for den postmoderne person, så griber vedkommende ud efter sin akademiske værktøjskasse. Skulle nogen f.eks. hævde, at de fleste adfærdsstudier viser, at mænd i gennemsnit er mere interesserede i uforpligtende sex, end kvinder er, ja, så vil en god postmodernist straks sætte sig til modværge. Gerne med en personlig modfortælling, sådan som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen f.eks. gjorde i debat med antropologen Dennis Nørmark på Københavns Hovedbibliotek: ”Jeg kender en kvinde, som er mere interesseret i uforpligtende sex end de fleste mænd, jeg kender, og derfor kan videnskaben ikke sige noget om noget.”

Med andre ord er det sådan, at postmodernister ikke er blege for at opfinde deres egne fakta. Så vidt, så godt, og for universitetsfolk – så velkendt.

Men hvad der måske synes mere overraskende er, at Enhedslisten og de Radikale ikke er de eneste postmodernister i den politiske debat herhjemme. Flere af Danmarks konservative debattører har nemlig også tendens til det postmoderne – og det sikkert uden at vide det.

Konservative modfortællinger

I de seneste år har danske konservative bidraget til avisernes debatklummer i et stadigt voksende omfang. Her plæderer man for en konservativ dagsorden med henvisning til ”vores kultur og vores historie.” I betragtning af hvor mange klummer der er blevet sendt i trykken, så er det dog forbløffende sjældent, at nogen af dem rent faktisk berør konkrete forhold i vores historie. Dermed er deres tilgang til historien fundamentalt uvidenskabelig, da historien, så længe den kun anråbes som en amorf flom, uden problemer kan bruges til at argumentere for hvad som helst.

Og når de konservative skribenter så endelig bliver konkrete, så er der en distinkt tendens til, at de – ligesom Johanne Schmidt-Nielsen – opfinder deres egen historie og deres egne fakta.

Tag f.eks. sognepræst Claus Nielsen, der i sin kronik ”Den europæiske familie” (JP 24.04.2010) forklarer, at når apostlen Paulus fordømmer homoseksualitet i Det Nye Testamente, så er det i virkeligheden ikke homoseksualitet, men voldtægt som den kære Paulus fordømmer. Ja, ifølge Nielsen, var det blot den voldelige dominans, som var forbundet datidens homoseksuelle relationer, som berørte Paulus’ følsomme hjerte og bød apostlen midt imod. Hvor troværdig en udlægning dét så er, når man samtidig i Det Nye Testamente kan læse, at Paulus havde det fint med slaveri og med vold mod slaver, det kan læseren selv vurdere.

Ligeledes får vi hos Nielsen at vide, at ”den eneste befolkningsgruppe, som i antikken havde en helt anden type kønsroller,” end de kvindeundertrykkende grækere og romere havde, ”var jøder og senere kristne.” Dette er forkert, da kvinderne i antikkens Egypten nød godt af en frihed, der som minimum var på niveau med den kristne og jødiske.

Men de konservative postmodernister opfinder ikke kun deres egen historie. De opfinder også deres egne fakta. Så da terroristen Anders Breivik myrdede 77 mennesker i et terrorangreb sidste år, så var det ikke, fordi han var et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama som mod det norske socialdemokrati. Nej, ifølge den konservative debattør Sørine Gotfredsen, så var det, fordi ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen” – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” (Berlingske 29.07.2011)

Ulighed for loven

Med til postmodernismen hører der også en tro på, at loven ikke er lige for alle. Derfor har højrefløjen generelt haft det svært med postmodernismen, da de fleste liberale og liberalkonservative anser lighed for loven som et fundamentalt princip for den borgerlige orden (se Jacob Mchangamas Berlingske-blog for et utrætteligt forsvar for netop den position).

Men i modsætning til egentligt borgerlige, så har postmodernister alle dage anvendt en ujævn standard, når de skulle afgøre, hvad der var rigtigt og forkert. Hvor liberale og liberalkonservative siger ”lighed for loven”, så siger postmodernister i stedet ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige.”

Således hedder det f.eks. fra de venstreekstreme, at det er ”vold”, når en politimand kaster tåregas på en demonstrant, men ”aktivisme”, når en demonstrant kaster brosten på en politimand. Og kigger man over på Det Radikale Vestre, så finder man samme postmoderne kalkule: Så lad os da bare få nogle kvindekvoter. For ligesom vold ikke er vold, når det er politimænd, det går ud over, så er diskrimination ikke diskrimination, når det er mænd det går ud over. (Sofie Carsten Nielsen, Berlingske Tv 07.03.2011)

Og se, det er jo samme logik, som vi kender fra de konservative postmodernister:

  • Omskæring er kun et problem, når muslimerne gør det, og ikke når det er jødiske babyer, der skal skæres i. (Katrine Winkel Holm, JP 01.08.2012)
  • Vi skal ikke moralisere over kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten. For kvindeundertrykkelse er ikke kvindeundertrykkelse, når det foregår i de varme lande. (Søren Hviid Pedersen, Berlingske 14.11.2011)
  • Og lad os da endelig få et burka- og minaretforbud. For intolerance er ikke intolerance, når det er os i Vesten, der gør det. (Kasper Støvring, Berlingske 21.06.2012 samt Kai Sørlander, Kristeligt Dagblad 06.01.2010)

Postmodernisternes slogan, ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige” er i den konservative version blot blevet til ”hvad fatter gør, er altid det rigtige.” De konservative har på den måde bare forsynet de ”rigtige” postmodernisters slogan med et omvendt fortegn, og nu benytter de sig ivrigt af samme logik. De to positioner er blot et spejlbillede af hinanden, og de er hver for sig lige vidt fra det liberale udgangspunkt om lighed for loven.

Konservativ postmodernisme

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke mener, at anklagen om konservativ postmodernisme gælder for alle konservative. Måske er det faktisk kun et mindretal af Danmarks konservative, som kan siges at kvalificere som konservative postmodernister. Men det er alligevel påfaldende, hvordan konservatismen, der i hvert fald på overfladen skal forestille at være så langt fra postmodernismens nedbrydningsfilosofi som overhovedet muligt, undertiden ender som en variant af postmodernismen gennem sin yderst selektive læsning af fortiden og sin opportunistiske omgang med fakta.

Og hvordan det segment, der på overfladen skulle forestille at have bedst greb om historien, således kan ende med at have værst greb om den.

Vindenergiens usikre fremtid

Vindmøllekoncernen Vestas har igen problemer. For folk med kendskab til branchen kommer nyheden dog næppe som en overraskelse. Ikke bare Vestas, men hele vindmølleindustrien går nemlig en usikker fremtid i møde.

af Ryan Smith, journalist og forfatter

I sidste uge kunne man igen læse om problemerne i Vestas og om vindmøllekoncernens risiko for et kollaps. Imidlertid er det ikke kun Vestas, men hele vindmølleindustrien som det ser sort ud for. Som energiform har vindmøllerne nemlig fejlet i at levere resultater: Opgjort til nærmeste runde tal, så er den procentdel af verdens energiforsyning som i dag kommer fra vindenergi nemlig stadig nul.

Nul på trods af så store subsidier, at selv energiordførere på Christiansborg må indrømme, at de ikke længere kan regne sig frem til den reelle pris på en kilowatttime, der kommer fra vind.

Nul på trods af at vindenergi på månedlig basis bliver udråbt som en succes af politikere og interesseorganisationer, og på trods af at subsidierne i de fede år har forgyldt vindbosserne og de lobbyorganisationer, der i det skjulte arbejdede med at sælge vindenergi til intetanende politikere.

Og nul på trods af, at giganter som Kina og USA ikke har ligget på den lade side, men hver især har postet milliarder og atter milliarder i at få vindenergi til at fungere.

Det er svært at forudsige fremtiden, men jeg vover alligevel pelsen: Hvis vindenergi var et farbart alternativ til kul, gas og olie, så havde vind leveret mindst 1 % af verdens energiforbrug nu. Men sandheden er desværre, at vindenergi, selv efter årtiers rundhåndede subsidier og fordelagtige konkurrencevilkår, stadig er dyrt og upålideligt, og at det ikke ser ud til at virke uden assistance fra traditionelle energikilder. Når historiebøgerne om vor tid engang skal skrives, så er det mit gæt, at man til den tid vil spørge sig selv, hvorfor vi, der levede omkring år 2000, dog blev ved med at investere i vind, længe efter at det var blevet tydeligt, at vindenergi var en blindgyde.

Energiforlig forgylder spekulanter

Vi poster svimlende summer i denne blindgyde. I Danmark havde vi tidligere på året det højt besungne energiforlig, som fordyrer elektriciteten med hen ved 3,5 mia. kr. pr. år, når det er fuldt indfaset, mens tilsvarende ordninger, der skal hjælpe grøn energi på fode i Storbritannien, anslås at løbe op i ca. 15 mia. britiske pund årligt, svarende til knap 140 mia danske kroner.

Nu er det nemt at pege fingre af politikerne for at have kastet dine og mine penge efter et fatamorgana, der om få år kan vise sig at være borte med blæsten. Men politikerne er ikke de eneste, som har arbejdet ihærdigt på at pumpe penge ind i det fejlslagne eventyr. For nyligt udskrev den velhavende hedgefond-direktør Jeremy Grantham f.eks. en check på 111 millioner kroner til at støtte kommunikationsinitiativer, der skal få grøn energi til at se godt ud i offentlighedens øjne. Og den slags støtte er Grantham ikke alene om.

Når professionelle spekulanter og hedgefondes managere støtter grøn energi med millioner og atter millioner, så er det ikke, fordi de har ømme følelser over for miljøet: Garanteret risikofrie investeringer er, hvad venturekapitalister og hedgefond-managere allerbedst kan lide, og da risikofrie investeringer ikke normalt findes på et frit marked, ja, så kan man undertiden skabe sine egne ved at dupere de blåøjede politikere, sådan at de forpligter sig til at understøtte vind over en årrække. Hvilket er præcist, hvad der er sket i Danmark, i Storbritannien, og i en lang række andre lande. Med til historien om vindmøllernes ”succes” hører altså, at vindmølleparker er en subsidie-fidus for smarte spekulanter.

Gas er et gangbart alternativ

Fair skal være fair. Visse af vore politikere ved faktisk godt, at vindenergiens dage er talte. Men så længe de grønne kommunikationsfremstød for vindenergi gør, at vindenergi har et næsten sakralt skær i befolkningen, så tør politikerne ikke trække støtten tilbage. Videnskaben og friere kræfter på energimarkedet har ellers for længst bevæget sig videre: Gennem nylige forbedringer af eksisterende boringsmetoder er det for første gang blevet rentabelt at udvinde naturgas fra de fra såkaldte skiferlag, dybt under jordens overflade.

Ifølge en rapport fra U.S. Energy Information Administration, så ligger der sandsynligvis 11 gange så meget skifergas i den danske undergrund, som vi danskere har traditionel naturgas i Nordsøen, hvilket vil sige, at der er skifergas nok i undergrunden til at dække vort forbrug af naturgas i 143 år. Ligeledes anslås USA at have skifergas nok til at dække landets forbrug i 110 år, mens Kina anslås at ligge inde med de største reserver af skifergas i verden.

Som en nylig rapport fra det ansete Massachusetts Institute of Technology has slået fast, ”så er revolutionen inden for skiftergas virkelig og har allerede ændret USA’s energipolitik på kort og mellemlang sigt”. Ligeledes konkluderede en rapport fra Harvard Universitet for nylig, at den største reduktion af USA’s CO2-udledning i nyere tid hverken kan tilskrives alternativ energi eller finanskrisen, men overvejende skyldes revolutionen i billig naturgas, der som energikilde nu sender såvel kul og olie som sol og vind i brædderne: På bare ti år er produktionen af skifergas i USA gået fra at udgøre 2 % af USA’s samlede naturgasproduktion til nu at udgøre 23 %.

Denne overraskende, men ganske reelle revolution i naturgasbranchen kom uventet ind fra højre og fik med ét beslutningen mellem kul og olie på den ene side og sol og vind på den anden til at tage sig ud som det, den var: Et falsk dilemma. Og det viser blot endnu en gang, at de mange politikere, som gør sig kloge på, ”hvad vi skal leve af i fremtiden” – de bedste intentioner til trods – netop ikke er i stand til at forudse fremtiden og at de derfor bør holde sig fra at spille hasard med borgernes penge.

Endnu engang har den teknologiske udvikling altså sat politikernes fremtidsvisioner skakmat. Men hvor mange gange skal mønsteret gentage sig, før politikerne holder op med at lege spåkoner på skatteborgernes vegne? Svaret blafrer i vinden.

Et tankeeksperiment: DR som Avis

af Erik Winther Paisley

Alle, der har en brevsprække, skal betale et obligatorisk abonnement på Danmarks-Tidendet. Det er såmænd en udmærket avis med en stor nyhedssektion, en håndfuld føljetoner, pudsigt mange artikler om norske haver, og så en debatsektion, hvor landets politikere plejer at slå sig løs. Efter at den i starten af 70’erne udkonkurrerede sin største konkurrent, Politiken, er Danmarks-Tidendet blevet landets største avis med en enorm redaktion, og en stab af særdeles (politisk) aktive journalister.

Danmarks-Tidendet bliver jævnligt anklaget for at være både for rød og for blød i sin redaktionelle linje, men fra avisens side forsvarer man sig med, at avisen ikke har nogen ledersektion, og at der er politikere i dens bestyrelse. Kritikerne stiller sig ikke tilfreds med dette argument, men de kommer ingen vegne.

Landets brevsprækkeejere betaler troligt kroner de 2.460 om året, som denne avis koster. I visse kredse bruges avisen godt nok først og fremmest til at fore fugleburet, mens man i andre lag supplerer sit avisforbrug med Børsen eller Tidendet-2 (der er på halv-offentlige hænder, og som blev oprettet som konkurrent i starten af 80’erne). Jo mere højpandet det bliver, jo mere bruges avisen som fuglebursparket, og jo mere lavpandet, jo mere skældes den ud af intelligentsiaen.

Det er en svær kunst at være alt for alle, så avisen bliver tykkere og tykkere – større end selv Weekendavisen – men der er intet alternativt, når det nationale sammenhold kræver at vi har én fælles avis. Uden fælles avis, hvis dyrt producerede søndagstillæg alle danske kunne læse og tale sammen om, hvad skulle så holde os sammen?

Er man i tvivl om Danmarks-Tidendets berettigelse, kan man bare se på alternativerne. Skønt den almindelige borgers avisabonnementsbudget allerede er tynget af brevsprækkeafgiften, er der stadig et udbud af alternative tryksager. Det er frem for alt kulørte blade, som har særlig riv i ungdommen.
Det er journalistik efter en udenlandsk skabelon, og det får de gamle DT-læsere af enhver politisk observans til at gyse. Amalies brevkasse, de kendtes fadæser, og saftige amerikanske klummer er bras, forstår man, og det bedste argument for at bevare avismonopolet.

Nok har lignende hensyn aldrig vejet særligt tungt på TV-sendefladen, som aldrig blev overtaget af staten, men aviser og fjernsyn kan ikke sammenlignes. Det forstår et hvert dannet menneske. Uden Danmarks-Tidendet ville vi kun have kulørte blade. Uden Danmarks-Tidendet, intet Danmark.

Silicon Valley – det Radikale Venstres mareridt

Der findes et sted på kloden, hvor man habituelt gør alt det modsatte af, hvad den danske venstrefløj anbefaler. Men er det sted så en katastrofe? Nej, tværtimod – det sted er Silicon Valley.

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Google. Facebook. Apple. Lyder disse virksomheder mon bekendte? De er blot et fåtal af de mange innovative virksomheder, der er kommet ud af de nordcaliforniske småbyer, der til sammen går under betegnelsen ”Silicon Valley”.

Silicon Valley er et underligt sted: I ”the valley” er den altovervejende økonomiske motor nemlig de mange små ”start-ups” – teknologivirksomheder, som hurtigt bliver banket på benene, og hvoraf nogle vokser til Google-størrelse, mens andre går i glemmebogen og i værste fald konkurs.

Silicon Valley er også et sted, hvor den overvejende majoritet af disse ”start-ups” drives af hvide, jøder og asiatere, som næsten alle er mænd, og som typisk arbejder hårdt på teknologien, mens afroamerikanere og hispanics (samt blonde trofækvinder) arbejder mindst lige så hårdt på at servicere dem. Silicon Valley er således også et sted, hvor arbejdsmarkedet i praksis er race- og kønsopdelt.

Og endelig siger det sig selv, at den, der arbejder med at gøre rent og servere kaffe, ikke tjener det samme som den, der arbejder med at programmere og finansiere. Udover race- og kønsskævhed er Silicon Valley altså også hamrende ulige.

Så uligheden er massiv, cheferne er mænd, og så er arbejdsmarkedet tillige stærkt raceopdelt. Alt i alt burde Silicon Valley altså være en økonomisk katastrofe, hvis man spurgte den danske venstrefløj, som jo altid kræver mere lighed, mere ’inklusion’ og (indtil for nylig) flere kvinder i bestyrelserne.

Problemet er bare, at Silicon Valley ikke er nogen katastrofe: Analysehuset ’Joint Venture’ har regnet på sagen, og hvis Silicon Valley var et land, så ville den personlige indkomst være ca. 398.000 kr. pr. indbygger i 2010. Ifølge Danmarks Statistik var det tilsvarende tal for Danmark ca. 283.000 kr. pr. indbygger i 2010. Altså er disse mennesker, der har gjort alting fuldstændig modsat af, hvad venstrefløjen anbefalede, 40% rigere end os, og det uden at justere for pengenes købekraft, som er væsentlig højere i USA.

Der er sådan set ikke noget galt med inklusion og mangfoldighed. Det går jeg også selv ind for. Det går først galt for venstrefløjen, når den stiller mangfoldighed op som årsagen til vækst. Og det gør den ofte. Tag blot den radikale Anna Mee Allerslevs kronik ”Den ny værdikamp” (Berlingske 17.08). ”Mangfoldighed er en ressource, en kilde til vækst,” skriver Allerslev med henvisning til integrationsindsatsen. Men hvad nu, hvis hun tager fejl? Hvad hvis det i virkeligheden ikke er mangfoldighed, som skaber vækst, men snarere kompetencer, som skaber vækst?

Det er den tankegang, som styrer indvandringen til Silicon Valley. Blandt de tre typer visa, som langt de fleste indvandrere kommer til egnen på, er: (1): Du er specialarbejder, og en eksisterende virksomhed siger god for dig. (2): Du kan dokumentere, at du har talent i verdensklasse inden for dit felt. (3): Du har en stor pose penge og vil gerne starte en virksomhed i USA.

Danmarks strategi på udlændingeområdet har som bekendt været anderledes. Fra slutningen af 1960’erne til 1973 inviterede vi ufaglærte indvandrere fra især Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko herop, og i 1983 vedtog Folketinget det, der sidenhen blev kendt som ”verdens mest liberale udlændingelov.” Siden slutningen af 60’erne har vi altså fået masser af mangfoldighed uden nødvendigvis at få kompetencer. Og så vidt eksperterne kan regne sig frem til, så har den type indvandring været en udgift for Danmark.

Således kan det undre, når venstrefløjen igen og igen vil belære os om, at mangfoldighed i sig selv skaber vækst. Ikke kun, hvad angår indvandring og etnicitet, men også hvad angår køn og drømmen om de 40 % kvinder i toppen. ”Kun fanatisme er farlig,” skriver Allerslev i sin kronik, men er det ikke i sig selv en form for fanatisme at tro, at kvantitet af sig selv vil slå over i kvalitet, når den ene statistik efter den anden viser det modsatte?

Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande, og jeg ved ikke, om der foregår skjult diskrimination til fordel for hvide mænd i Silicon Valley. Det er heller ikke pointen. Pointen er, at kompetencer er vigtigere end mangfoldighed. Så please, kære venstrefløj: Kan vi ikke godt slippe for feel-good flosklerne om, at bly bliver til guld gennem ”inklusion” og ”accept”, snarere end gennem kompetencer og hårdt arbejde?

et billede, I præsenterer for danskerne, er åbenlyst usandt. Ellers ville et sted som de facto er raceopdelt, socialt skævt og drevet af mænd jo ikke kunne være det mest innovative vækstcenter på kloden. Så spørg en gang jer selv: Hvilke implikationer har eksistensen af Silicon Valley for jeres verdenssyn?

Homøopati virker ikke

I både USA og Australien strammes bevisnettet om den homøopatiske medicins tilhængere: ”Homøopati har ingen effekt,” påstås det med videnskabelig gravitas og fra flere sider. Ikke desto mindre er homøopati dog fortsat en strålende forretning for visse mennesker.

 af Ryan Smith

Hvert år koster den udbredte tro på homøopati som et alternativ til medicinsk behandling både menneskeliv og spildte sundhedspenge, hvorfor der bruges mange ressourcer verden over på at mane den i jorden. En fortrolig (men lækket) rapport fra det australske National Health and Medical Research Council (NHMRC) indikerede for nylig, at et omfattende og længerevarende studie af homøopatisk praksis kunne konkludere, at brugen af homøopatiske produkter mod virkelige sygdomme er ”uetisk” og ”uden videnskabelig basis”. Med den konklusion lægger NHMRC sig på linje med samtlige tidligere videnskabelige undersøgelser på området. Alligevel føler et væld af alternative behandlere sig uretfærdigt behandlet overalt i den vestlige verden.

Homøopati er en strålende forretning for visse mennesker: Det franske firma Boiron, der fortrinsvis lever af at sælge homøopatisk medicin, havde f.eks. en omsætning på 523 millioner euro i 2011. I Storbritannien kan syge mennesker få betalt homøopatisk medicin gennem den offentlige sygesikring (hvilket løber op i en regning på 4 millioner pund om året), og i USA har det føderale National Centre for Complementary and Alternative Medicine (NCCAM), som blandt andet arbejder med homoøpati, kostet skatteyderne op imod 1,5 milliarder dollars, siden det først blev grundlagt i 1938. Homøopati er big business, hvad enten det virker eller ej.

Som vi så er man I Australien kommet frem til, at brugen af homøopati er uetisk. Og på den modsatte side af kloden er man for nylig kommet frem til en lignende konklusion: I den amerikanske delstat Californien har en distriktsdomstol nemlig netop afgjort, at en gruppe forbrugeres fælles søgsmål mod netop homøopatiproducenten Boiron kan ende med, at firmaet må betale erstatning til forbrugerne på 5 millioner dollars. Når Boiron må til lommerne, så er det, fordi firmaet offentligt har påstået, at deres homøopatiske produkter kan anvendes til at behandle lidelser som influenza, gigt, hoste, ledsmerter, hovedpine m.m. Men i USA går den slags altså ikke: Ifølge videnskabelige tests har homoøpati nemlig ingen beviselig effekt, og ifølge det amerikanske fødevarebureau, the U.S. Food and Drug Administration, så kan det meget vel betyde, at der potentielt kan være et søgsmål på vej mod enhver behandler eller firma, som hævder, at homøopatiske produkter er andet end overtro.

Homøopati er moderne alkymi

Og hvordan virker det så? Groft sagt så er ideen om homøopati baseret på to læresætninger: Dels at ”mage kurerer mage”, og dels at ekstremt små doser af et stof er mere effektive end større doser af samme stof. Og hvis det alt sammen lyder en hel del som alkymi, kære læser, ja så er det faktisk, fordi homøopati er alkymi.

Homøopati opstod med den tyske læge Samuel Hahnemann i 1796, men har rødder længere tilbage, helt tilbage til renæssancelægen Theophrastus Paracelsus. Tilbage til en medicinsk æra, hvor usteriliserede blodtapninger og modige doser opium blev foreskrevet til alt fra mild hoste til sovemedicin og videre igen til urolige børn. En tid, hvor man endnu ikke forstod bakterier og vitaminer, ja kort sagt: I 1796, hvor homøopatien fik sit moderne gennembrud, var der lige så stor chance for at dø af at gå til lægen som at dø af ikke at gå til lægen, når først man fik ondt.

For den videnskabeligt skolede læser vil det måske være nok at konstatere, at ”lighedens lov”, det vil sige, at lighed opløser lighed, og som altså er grundlaget for homøopati, med meget få undtagelser befinder sig i fuldstændig modsætning til moderne videnskabs forskrifter. For den historisk skolede vil det ligeledes være nok at konstatere, at der i 1800-tallets Tyskland blev etableret homøopatiske hospitaler og klinikker overalt i landet, men at disse måtte lukke igen ved indgangen til det 20. århundrede, da man også dengang indså, at homøopati intet kunne kurere.

Søvnløs? Snup en tår kaffe

Her er et eksempel på, hvordan homøopati virker: Er du f.eks. søvnløs, så følg blot ”lighedens lov” og tag et skvæt kaffe. Ja, du læste rigtigt: Den klassiske homøopatiske ”kur” mod søvnløshed består faktisk i at tage sig et skvæt fortyndet koffein. Efter konventionelle videnskabelige standarder er det ikke en god idé at lade søvnløse mennesker indtage koffein, men spørger man tilhængerne af homøopati, så skal kurens virkningskraft findes deri, at koffeinen i det homøopatiske produkt er fortyndet. Ekstremt fortyndet.

I det homøopatiske præparat “Coffea 30C”, der bruges til at behandle søvnløshed, gælder det således, at den aktive ingrediens er fortyndet ned i forholdet 1:100 og videre ud i vand 30 gange. Og hvad betyder det så? Jo, hvis du hældte en dråbe morgenkaffe ud i den nærmeste sø, så ville der være mere kaffe i søen, end der er kaffe i Coffea 30C. Eller illustreret med et andet billede, så er den aktive ingrediens i Coffea 30C en mindre andel af selve produktet, end et riskorn er en andel af vores solsystem.

Men for homøopater forholder det sig alt sammen anderledes: Mens den etablerede videnskab hævder, at en ingrediens bliver svagere, jo mere udvandet den bliver, så hævder homøopater i stedet, at deres præparater bliver stærkere, jo mere de bliver fortyndet. Når det forholder sig sådan, hænger det igen sammen med grundlæggeren Hahnemann og hans påståede ”lighedens lov” om, at ”mage kurerer mage”: Den søvnløse person fodres med et spejlbillede af den tilstand, der plager ham (koffein vs. søvnløshed), og symmetrien opløser så angiveligt problemet. Og jo mere svageligt dette spejlbillede er, des mere potent er det, påstås det.

Homøopati er i strid med grundlæggende kemi

Da Hahnemann rendte omkring i 1790’ernes Tyskland og advokerede for sine 30C-opløsninger som standardpraksis, så var der i princippet intet til hinder for, at hans foreslåede behandlingsmetode kunne vise sig at holde stik. Sidenhen har moderne videnskab dog udstyret os med sikker viden om atomer og molekyler – indsigter, som blot var ved at vinde fodfæste i Tyskland på Hahnemanns tid.

På Hahnemanns tid var det derfor ikke irrationelt at tro, at en ingrediens (såsom koffein) kunne fortyndes ud i det uendelige. Men med nutidig videnskab har kemikere dokumenteret, at den aktive ingrediens i homøopatiske produkter uundgåeligt vil blive skyllet væk under fortyndelsesprocessen, og at det færdige homøopatiske produkt således ikke er til at skelne fra almindeligt vandhanevand. Med en 30C-opløsning skal patienten statistisk set spise 1041 piller (hvilket beløber sig til en vægt svarede til jordens masse) for at indtage bare ét intakt molekyle af den aktive ingrediens. I mere end 99,999 % af tilfældene indtager den homøopatiske patient altså blot postevand til en pris på over 2000 kr. literen.

Men lige lidt vil det sikkert ændre for homoøpatiens tilhængere, for som homøopatiens åndelige fader, renæssancelægen Paracelsus sagde, så er ”god lægekunst ikke boglig viden, som lægen kan læse sig til,” men derimod noget, som lægen blot har.