Category Archives: Historie

Sherin Khankan og debatten #2: Er Sherin Khankan nuanceret i sit syn på religion?

af William Jansen (06/02 – 2011)

“Sherin Khankan er nuanceret i sit syn på religion – og er blevet kritiseret for det…”

Ordene er billedteksten til det portræt, som følger med “Islams ANDET ansigt”, Jyllands-Postens tour de force ud i ukritisk mikrofonholderi (ikke online). I artiklen får Khankan lejlighed til at præsentere et uimodsagt, apologetisk syn på Koranen under dække af at ville “nuancere” debatten. Lad os tage hendes udsagn fra en ende af:

Khankan om drab:

“Religion er […] en vejledning om, hvordan man lever sit liv. Der er ikke nogen steder i Koranen belæg for at man må slå ihjel. Tværtimod.”

I Call Bullshit!

Sura 8 – al-Anfal – handler om krigsførsel. Suraen starter med en beskrivelse af en historisk begivenhed; Slaget ved Badr i år 624. Krigsførsel er altså ikke et abstrakt begreb eller et symbol på indre stræben, men konkret “lad os slås mod fjenden og myrde ham”-agtig krigsførsel. Det er de troende som skal føre krig mod de vantro, og de har Gud ved deres side:

Da din Herre åbenbarede for englene: “Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

I, der tror! Når I på fremmarch møder dem, der er vantro, må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem – med mindre han bøjer af for at kæmpe eller vil slutte sig til en deling – er hjemfalden til vrede fra Gud. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt!

Men folk kan jo have alle mulige indvendinger mod at hugge de vantro over nakken. Nogle vil måske have svært ved at leve med et drab på samvittigheden. Hvad gør man ved det?

Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.

Så er den ged vist barberet. Andre vil måske have indvendinger som relaterer til deres forpligtelser som familieforsørgere. Endnu engang har Koranen svaret:

I skal vide, at jeres ejendom og jeres børn kun er en fristelse; men hos Gud er der en vældig løn!

Voila! Børn er blot en fristelse, ikke en forpligtelse. Endnu en nybarberet ged til samlingen. Hvor længe skal krigen så foregå?

Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud!

Med andre ord er det en uendelig krig. Og på dagens slagmark opfordres man til at statuere eksempler for at skræmme kommede generationer af vantro:

Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter!

Summa summarum:

Vi har dæmonisering af de vantro. Vi har en opfordring til at hugge de vantro over nakken. Vi har historiske henvisninger til konkret krigsførsel mod de vantro. Vi har forsikringer om at krigsførslen foregår i overensstemelse med Guds vilje. Vi har argumenter mod moralske kvaler forbundet med drab.

Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at “der er ikke nogen steder i Koranen belæg for, at man må slå ihjel.”

Khankan om kvinder:

Der er en tendes til at, når vi hører om steninger i en kultur, henrettelser af angiveligt utro kvinder i en anden […] så lægger vi det sammen til et dæmoniseret billede af Islam, selvom Koranen slet ikke giver belæg for den slags.

I Call Bullshit!

Sura 24 starter lige på og helt unikt råt:

Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion, hvis I tror på Gud og på den yderste dag! Lad en gruppe af de troende være vidne til deres straf!

Utugt er hermed ikke længere et anliggende mellem de involverede parter, eller et anliggende mellem den troende og Gud. Koranen fordrer en organisering af hele samfundet omkring afstraffelsen af de utugtige.

Summa summarum:

Islam er allerede et tankesæt. Islam er allerede en selvdiciplin. Islam er allerede et regelsæt. Islam er allerede en krigserklæring. …og med Sura 24 bliver Islam en totalitær politisk ideologi. Man kan ikke adskille religion og politik, når religionen påbyder, hvilken politik der skal føres.

Khankan har ret i at lige netop stening ikke omtales i Koranen, men Koranen foreskriver igen og igen vold overfor andenrangs-mennesker  [læs: kvinder] jf. bl.a. Sura 4. Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at “Koranen slet ikke giver belæg for [tortur og vold mod uskyldige kvinder].”

Khankan om Profetens eksempel:

Hvad ville Profeten have gjort under Muhammed-krisen? Profetens eksempel er, at da han selv blev udsat for hån, spot og latterliggørelse, var han tålmodig og sagde: “Alt der, der sker omkring mig, det rører mig ikke, fordi jeg søger Guds tilfredshed, og jeg bærer over med dem, der gør det her imod mig, for de ved ikke, hvad de gør.”

I Call Bullshit!

Da Muhammed skulle forkynde Guds åbenbarede ord klatrede han op på en bakke over byen, og råbte “Wa sabahah!” Et velkendt råb der advarer om at en fjendtligt-indstillet stamme er på vej mod byen. Da byens mænd var samlet forklarede Muhammed, at der slet ikke var nogen hær på vej. Han ønskede blot at advare dem mod Guds straf. Jeg giver ordet til Wikipedias artikel om emnet:

Before anybody could speak, Abu Lahab said: “Woe be on you the rest of the day! Is that what you summoned us for?”

…og med den ene snappy one-liner fra en tidlig Islam-skeptiker var Muhammed sat på plads. Der gik ikke lang tid før Muhammed meddelte at Gud havde åbenbaret Sura 111:

Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! Hans ejendom og det, som han har erhvervet sig, nytter ham intet. Han skal brænde i en flammende ild, og hans hustru, som brændebærerske, om hendes hals er der et reb af palmefibre.

Summa summarum:

Abu Lahab skyder Muhammeds højt-flyvende, meta-fysiske retorik ned med en enkelt jordnær bemærkning. Muhammed reagerer ved at erklære at Gud personligt har fortalt ham, at Abu Lahab skal brænde på et bål, som hans kone bærer brænde til. Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at “Profetens eksempel er at være tilgivende.”

Khankan om at dræbe et menneske:

Der står i Koranen, at hvis du tager et menneskes liv, så svarer det til, at du har dræbt hele menneskeheden…

I Call Bullshit!

Sura 5:32: “Den som dræber et menneske, for ham er det som at have dræbt hele menneskeheden.”

Det er et af de smukkeste vers i Koranen. Bare synd at verset ikke står i Koranen. Sura 5:32 lyder i sin helhed således:

“På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om at han har dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden.”

Efterhånden er jeg begyndt at pejle mig ind på Koranens idé om fordærv; kvindekamp, homoseksualitet, åndsfrihed, religions-kritik, Muhammed-tegninger m.m. Det virker ikke som om at Sura 5:32 udelukker et morderisk korstog (halvmåne-tog?) mod de vantro. Det bliver ikke bedre af at Sura 5:33 tager tråden op og fortsætter således:

“Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har den en vældig straf i vente.”

Summa summarum:

Jeg har svært ved at dele begejstringen for “Den som dræber et menneske”-verset, når verset 1) ikke står i Koranen, 2) følges op af en opfordring til at dræbe, korsfæste og hugge lemmer af folk der spreder “fordærv”.

Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at noget står i Koranen, når det ikke står i Koranen, og når det modsiges af det Koran-vers, som læner sig tættest op af det indbildte Koran-vers, og følges op af et Koran-vers, som modsiger det indbildte Koran-vers. … Right?

Konklusion:

Khankan: “Vores fælles udfordring er at finde ud af, hvordan vi skal leve sammen, og jeg tror, at det er vigtigt at få forklaret, at man godt kan være loyal overfor både Islam og demokrati på samme tid, uden at det behøver at modsige hinanden…”

I Call Bul… No, wait a minute… I guess I sort of agree with that…

Vores fælles udfordring er at finde ud af, hvordan vi skal leve sammen.

Harmonisk sameksistens forudsætter gensidig respekt.

Respekt er kendetegnet ved ærlighed.

Ærlighed om Islam er kendetegnet ved en erkendelse af at Koranen ringeagter kvinder, opfordrer til drab, opfordrer til tortur, og Profetens eksempel ved adskillige lejligheder er lige til at lukke op og skide i.

Hvis Sherin Khankan ikke vil være intellektuelt hæderlig i hendes præsentation af Islam, så er hun en del af problemet.

Sherin Khankan og debatten #1: The Good, The Bad and The Ugly of Sherin Khankan

af William Jansen (24/03 – 2011)

Sherin Khankan er gået i J’accuse-mode, og har begået en kronik i Jyllands-Posten under overskriften Bogstavfundamentalister.

The Good

Sherin Khankan bruger kronikken til at tage et tiltrængt opgør med “en ny form for bogstavfundamentalister” som bruger “specifikke kontroversielle vers fra Koranen” til at “definere islam som en kvindeundertrykkende religion eller en politisk ideologi, som opfordrer til vold og terror.” – “Disse bogstavfundamentalister insisterer på at give enkelte vers fra Koranen universel betydning” lyder den betimelige anklage fra Khankan.

Bogstavfundamentalisterne stiller Khankan op overfor muslimer der “tolker Koranen kreativt, dynamisk og fleksibelt ind i den tidsalder og det samfund, de lever i.” Disse muslimer “fastholder, at der [i forhold til de grumme Koranvers] er tale om en specifik historisk kontekst, som intet har med nutiden at gøre.”

Koranen indeholder åndsformørkelse, kvindeundertrykkelse, barbari, krigserklæringer m.m. Hvis vi ikke skal parkere værket på historiens mødding har vi brug for et opgør med den bogstavfundamentalistiske forståelse af Koranen, som værende et omnipotent væsens endelige og evigtgyldige åbenbaring til hele menneskeheden.

The Bad

Hvilke bogstavfundamentalister vælger Khankan så at gå i kødet på? Pakistanske bogstavfundamentalister som myrder kristne menneskerettighedsforkæmpere? Saudi-arabiske bogstavfundamentalister som massemyrder vilkårlige amerikanere? Danske bogstavfundamentalister som hylder stening?

Nej, Khankan koncentrerer al sin harme, og halvdelen af kronikken, om den værste bogstavfundamentalist af dem alle: Islam-kritikeren Lone Nørgaard. Lone Nørgaards seneste bogstavfundamentalistiske brøde er at hun har afvist Khankans Koran-apologi med en henvisning til Koranens rent faktiske indhold.

Folk bliver undertrykt, tortureret og dræbt hver eneste dag på grund af islamisk bogstavfundamentalisme. Khankan italesætter udelukkende begrebet for at bruge det som et afsæt til at kritisere Nørgaards ærlige forsøg på et opgør med islamisk bogstavfundamentalisme. Et opgør som i Nørgaards (og min) opfattelse forudsætter åbenhed og ærlighed om Koranens indhold.

The Ugly

Khankan sætter sig selvfølgelig også for at afvise Nørgaards tolkning af et specifikt Koran-vers.

Sura 9.5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!

Det er jo forfærdelige ord. Men Khankan påpeger at verset i dets fulde længde indeholder en nuancering, som havnede på Nørgaards klippegulv.

Sura 9.5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

[i Khankans oversættelse; Men hvis de angrer og holder bøn og betaler (den velgørende) almisse, så lad dem gå deres vej. Allah er sandelig atter tilgivende og barmhjertig.]

Verset siger altså klart og tydeligt, at hvis fjenden overgiver sig og opfylder specificerede religiøse forpligtelser, så skal man indstille kampen.

Et tilbud om fred, som indeholder et religiøst diktat, er en krigserklæring. En effektueret fredsaftale, som forpligter den tabende part på et religiøst diktat, er en forbrydelse mod menneskeheden.

Når det så er sagt; forskellen på at “dræbe dem, der sætter andre ved Guds side” og give de vantro en udvej i form af bøn er reel. Verset er marginalt bedre i Khankans komplette version fremfor Nørgaards tilskårede udgave. Men forskellen er tættere på “ubetydelig” end den er på “nævneværdig.”

Denne forskel bruger Khankan til at konkludere at “Koranen opfordrer hverken til aggression eller drab… […] først og fremmest opfordres til fred og forsoning, og at kamp er den sidste udvej…”

Konklusion:

Jeg har sagt det før. Jeg siger det igen: I Call Bullshit!!!

Kvindekamp, nej tak

Af Mie Harder, ph.d.

(08.03.2011 – Oprindeligt bragt i Berlingske Tidene) Tirsdag er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.

Men feministerne var ikke tilfredse, da de havde fjernet de formelle og lovgivningsmæssige barrierer for kvinderne. Den borgerlige kamp for lige rettigheder, som også tidligt blev båret frem af mænd som John Stuart Mill, havde opnået sit mål, men feministerne kæmpede videre. Nu er målet ikke lige rettigheder – men kvinderettigheder. Det er ikke længere nok med lige muligheder, vi skal også have lige resultater.

Desværre er denne feministiske præmis om lige resultater som ligestillingskampens forkromede mål blevet dominerende i ligestillingsdebatten. Selv ligestillingsminister Lykke Friis (V) arbejder i praksis for lige fordeling og ikke for lige rettigheder. Således kalder hun det et ligestillingsproblem, at mænd fylder mere end kvinder i bestyrelseslokalerne, fængslerne, blandt hjemløse og i universiteternes frafaldsstatistikker. Hun bruger den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For det er åbenbart helt utænkeligt, at mænd og kvinder kan have forskellige ønsker og prioriteter. Og det er helt bandlyst at mene, at biologiske forskelle på mænd og kvinder også har indflydelse på vores valg i livet. Næh nej. Den slags taler vi ikke om.

følge feministerne er kvinder først rigtigt frigjorte, når de opfører sig som mænd. Altså gør karriere og frigør sig fra »moderskabets fængsel«, som Erica Jong sidste år skrev i Wall Street Journal: »Nu om stunder er moderskabet blevet glamourøst, og i visse kredse er børn blevet et uundværligt statussymbol. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene: Børn som statussymboler kan være det ultimative fængsel for kvinder«.

Det er selvfølgeligt sympatisk, at ligestillingsministeren vil invitere mændene med ind i ligestillingsdebatten ved at omdanne Kvindernes Kampdag til »mænd og kvinders kampdag for lige muligheder«. Men hvis det alene drejede sig om lige muligheder, altså lighed for loven, ville kampdagen være overflødig. Ligesom Ligestillingsministeriet i sin natur er overflødigt. Men det kan en ligestillingsminister selvfølgelig ikke sige, og derfor må hun i stedet komme på skøre påfund som en kampdag for lige muligheder og et mandepanel for at give sit ministerium en eksistensberettigelse.

Den autoritære feminismes fremmarch er mest tydelig i vores nabolande Sverige og Norge. På mange skoler og fritidshjem må drenge ikke længere stå op og tisse. Virksomheder tvinges til at sammensætte deres bestyrelser på baggrund af køn frem for kvalifikationer. Og voksne mennesker må ikke indgå frivillige aftaler, hvis der udveksles sex for penge. »Alt er politik,« sagde feministerne i 1970erne. Deri har de desværre fået ret.

Meget af det samme er på vej i Danmark, hvis S og SF kommer til magten. Det ville dog klæde de velmenende kvindesagsforkæmpere at tænke lidt over, hvordan de i praksis vil gennemføre idealerne. Vil man give bøder, indtil virksomhederne makker ret eller lukker? Skal politiet med trukne stave eskortere kvinder ind i bestyrelseslokalerne? Skal ordensmagten ud og løfte dyner for at sikre sig, at ingen køber sig til kødelige fornøjelser? Er det dét samfund, vi ønsker?

Det eneste fornuftige svar er nej. At bruge statens voldsmonopol til at regulere antallet af kvinder og mænd i bestyrelser og til at blande sig i, hvem der dyrker sex med hvem og hvorfor, er både en krænkelse af den private ejendomsret og en ringeagt af den enkeltes ansvar for sit eget liv. Feminismens ønske om at kollektivisere den enkeltes lykke var forfejlet i 1910 og er stadig forfejlet i dag.

Der er ikke længere brug for kvindekamp. Hverken i den rendyrkede gammelfeministiske form eller iklædt moderne borgerlig retorik à la Lykke Friis eller de øvrige såkaldte »borgerlige feminister«. Disse borgerlige kvinder forsøger at bruge prædikatet »feminist« som en adgangsbillet til debatten om ligestilling. Og at dømme ud fra den eksponering, de har opnået, er det et godt spin. Men det ændrer ikke på, at det er både selvmodsigende og historieløst at kalde sig borgerlig feminist.

For hvad adskiller da disse borgerlige feminister fra andre borgerlige? I det store og hele intet. Udover at de er kvinder, selvfølgelig. Men var hele pointen ikke netop, at kønnet ikke er afgørende for politikken? At vi skulle være lige for loven? At kalde sig borgerlig feminist svarer til at kalde sig liberal marxist. Det er noget vrøvl. I stedet skulle vi bruge kræfterne på at bekæmpe feminismens langsomme nedbrydning af vores grundlæggende værdier: lighed for loven, ejendomsret og retten til at efterstræbe lykke. Også hvis lykken ikke resulterer i en snorlige fordeling af mænd og kvinder i alle samfundets afkroge.

Mænd og kvinder er (ofte) forskellige, de drømmer (ofte) om forskellige ting og har (ofte) forskellige mål i livet. Men det er i og for sig ligegyldigt. Hvis blot de stilles lige for loven, kan de opføre sig så forskelligt eller så ens, de ønsker.

Til gengæld kan vi ikke sidde på hænderne, når det kommer til den aggressive og autoritære feminisme, der i de seneste år har vundet frem i Danmark og i Europa. Der er ikke længere brug for kvindekamp – men modkamp. Kamp imod krav om særbehandling, tvang og undertrykkelse af mænd. Kamp imod snerpede og kværulerende feministers offergørelse og umyndiggørelse af kvinder. Kamp imod utopien om lige adfærd, lige fordeling og lige resultater.

Indo-European symposium on the reality of the external world and Buddhist logic

by Theodor Ippolitovich Stcherbatsky

First conversation – Subject Monism

1-st Vedantin … Real at the beginning was the Nought.[1]

2-nd Vedantin … Real at the beginning was neither Existence nor the Nought.[2]

3-rd Vedantin … Real at the beginning was only Existence, the One-without-a-Second.[3] It was Brahman.

4-th Vedantin … The Brahman is identical with our own Self. The «This» art «Thou![4]»

Parmenides … There is no Nought.[5] The Universe is the One. It is immovable.

Democritus … Immovable is the Nought. It is Empty Space. It is filled by moving atoms.[6]

The Buddhist … There is an Empty Space. It contains an infinity of perishable Elements. There is a Nought (Nirvana), when all the perishable Elements have perished.

Nagarjuna … All perishable objects are relative and void. Their Nought, or the Great Void,[7] is the only reality. It is the Buddha (in his Cosmical Body).

Spinoza … There is only One Substance! It is God (in his Cosmical Body).

Dignaga … The Culmination of Wisdom is Monism[8]. This Unity is the Buddha (in his Spiritual Body).

Dharmaklrti … The essence of Consciousness is undivided![9] Subject and object is an illusive division. Their unity is Buddha’s Omniscience, his Spiritual Body!

Yogacara Buddhist … With the only exception of Buddha’s knowledge which is free from the division in subject and object, all other knowledge is illusive, since it is constructed as subject and object.[10]

Second conversation. Subject Dualism and Pluralism

Sankhya … There is not one eternal principle, but there are two: Spirit and Matter. Both are eternal, but the first is eternal stability, the other is eternal change. There is no interaction at all possible between them. However the change of the one is somehow reflected, or illumined, in the immovable light of the other. Inside Matter itself, six receptive faculties and six respective kinds of objective Matter are evolved. There is thus a double externality; the one is of the Matter regarding the Spirit. The other is of one kind of matter regarding the other. There is no God!

Descartes … All right! There are only two substances, the one extended, the other conscious. But both are eternally changing. There is a God, which is the originator and the controller of their concerted motion!

The Buddhist (Hinayana) … There is neither a God, nor an Ego, nor any spiritual, nor materialistic enduring substance. There are only Elements (dharmas), instantaneously flashing and disappearing. And there is a law of Dependent Origination in accord with which the Elements combine in aggregates. Just as in the Sankya there are six receptive faculties and six corresponding objective domains. There is thus here also a double externality. The one is of all Elements regarding one another, the other is of the six objective domains regarding the six receptive faculties.

Sankhya … These Elements are infra-atomic units (gunas), they are unconscious and eternally changing.

Heracleitus … These Elements are flashes appearing and disappearing in accord with a Law of continual change.

Democritus … These Elements are Atoms (material).

Herbart … These Elements are Reals (immaterial).

Mach … These Elements are nothing but sensations. Both the Ego and Matter are pure mythology. When philosophy is no more interested in the reality of an Ego, nothing remains but the causal laws of Functional Interdependence of sensations, in order to explain the connection of the whole.

J. St. Mill … The so-called Substance is nothing but a permanent possibility of sensations. “The notions of Matter and Mind, considered as substances, have been generated in us by the mere order of our sensations». Phenomena are held together not by a substance, but by an eternal law (of Dependent Origination).

Nagarjuna … Dependent Origination is alone without beginning, without an end and without change. It is the Absolute. It is Nirvana, the world sub specie aeternitatis.[11]

Third Conversation. Subject – the Logic of naive Realism and critical Logic

Dignaga … However the Universe sub specie aeternitatis can be cognized only by mystic intuition.[12] It cannot be established by logic!

Candrakirti … It can be established by the condemnation of logic![13] Since all logical concepts are relative and unreal, there must be another, non-relative, absolute reality, which is the Great Void. It is the Cosmical Body of the Buddha.

Dignaga … In logic «we are only giving a scientific description of what happens in common life in regard to the sources of our knowledge and their respective objects.[14] We do not consider their transcendental reality!» In logic we can admit the reality of the external world.

Candrakirti … What is the use of that logic,[15] if it does not lead to the cognition of the Absolute?

Dignaga … The Realists are bunglers in logic. They have given wrong definitions. We only correct them![16]

The Realist … The external world is cognized by us in its genuine reality. Just as the objects situated in the vicinity of a lamp are illuminated by it, just so are the objects of the external world illuminated by the pure light of consciousness. There are no images and no Introspection. Self-consciousness is inferential.[17]

The Yogacara Buddhist … There are images and there is introspection. «If we were not conscious of perceiving the patch of blue colour, never would we perceive it. The world would remain blind, it would perceive nothing». There are therefore no external objects at all. Why should we make the objective side of knowledge double?

Realist … But the running change[18] of our pepceptions can be produced only by the Force of Experience. They change in accord with the change in the external world![19]

Buddhist … You need to assume some sort of Biotic Force in order to explain the change. It will be either the Force of Experience,[20] or the Force of Productive Imagination,[21] or the Force of Illusion.[22] If you assume the latter there will be no reality at all in the phantom of an external world. If you assume the first there will be a superfluous double reality. If you assume the second you will have a transcendental ideality along with phenomenal reality.[23]

The Bealist … Your theory resembles «a purchase without paying!»[24] Indeed the external world, although consisting of mere point-instants, receives coloured perceptibility through imagination, but it can offer nothing in exchange, since it consists of colourless points! If sensation and understanding are entirely heterogeneous, how can a pure sensation be comprehended under a pure concept of the understanding, «as no one is likely to say that causality, for instance, could be seen through the senses?”[25]

Kant … There must be some third thing homogeneous on the one side with the category and on the other with the object as it is given in concrete.

Dharmakirti … The intermediate thing is a kind of intelligble sensation. We assume that after the first moment of pure sensation there is a moment of intelligible sensation by the inner sense which is the thing intermediate between pure sensation and the abstract concept.[26] There is moreover between them a Conformity or Coordination.[27]

The Realist … What is this Conformity or Coordination?

Vasubandhu … It is the fact owing to which cognition, although also caused by the senses, is said to cognize the object and not the senses.[28] The object is the predominant among the causes of cognition.

Dharmakirti … Coordination or Conformity is “Similarity between things absolutely dissimilar ».[29] Indeed all things as unities are things in themselves, absolutely dissimilar from other things. But in the measure in which we overlook their absolute dissimilarity (their «in themselves»), they become similar. They become similar through a common negation. That is why all images are Universals and all Universals are mutual negations. Negativity is the essence of our Understanding. The senses alone are affirmation.[30]

Hegel … According to my Dialectical Method, Negativity is equally the essence of the objective world, which is identical with the subjective one.

Dharmakirti … We must have an Affirmation contrasting with the Negativity of concepts.

Herbart … Pure sensation alone is Affirmation, it is absolute position!

Dignaga … Our logic aims at being equally acceptable to those who deny the existence of the external world and to those who maintain it. No one can deny that there are two kinds of cognized essences – the Particular and the Universal. The particular seemingly always resides in the external world, the universal is always in our head.

Berkley … There are no real universal or abstract ideas.

Dignaga … There are no particular ideas at all, an idea is always abstract and general. A particular image is a contradictio in adjecto. Particulars exist only in the external world. In our Mind apart from pure sensation, we have only universals.

Berkley … However to exist means to be perceived, esse est percepi. The external world does not exist beside what is perceived.

Dignaga … To exist means to be efficient.

Kant … It is “scandalous” that modern philosophy has not yet succeeded to prove beyond doubt the reality of the external world! If there were no things in themselves the phenomena as they appear to us would become such things. The things are «given» to our senses, they are “cognized”, i.e., constructed, by the Understanding in accord with its categories.

Santiraksita … Yes! Pure sensation is of course non-constructive, but it is a point-instant (Kraftpunkt) which stimulates the understanding to produce its own (general) image of the thing.

Dharmottara … Is it not a great miracle! The senses represent the Thing brightly, vividly, but they understand nothing definite. The intellect understands definitely, but without vividness, vaguely, dimly, generally; it can construct only a Universal. However the miracle is easily explained, The Understanding is Imagination!

Fourth Conversation. Subject – the Thing-in-Itself

F. H. Jacobi (and others) … Supposing the Things-in-Themselves really exist, they cannot affect our sensibility; since Causality, being a subjective Category, is possible only between phenomena,[31] not between things.

The Jaina … Yes indeed! A thing which is strictly in itself, which has absolutely nothing in common with all other things in the whole world, is a non-entity, a flower in the sky! If you wish to distinguish it from a non-entity you must admit «Thingness” as a real Category, just as Causality and Substantiality.[32]

Dharmottara … Thingness, Causality, Substantiality are of course general Categories of the Understanding. They are general and dialectical. But the single pure sensation is neither general, nor is it imagined, nor is it dialectical. There is a limit to generality, that out of which generality consists. Causality is not itself a sensible fact,[33] it is an interpretation of it. But the Thing-in-Itself is a cause, a reality, an efficient point-instant, a dynamical reality, a unity, a thing as it is strictly in itself, not as it is in the «other», or in the «opposite”. The terms ultimate particular, ultimate cause, ultimate reality, the real thing, the real unit, the thing in itself, the thing having neither extention nor duration are synonyms. But it does not follow that Causality, Reality, Thingness, Unity, etc., are not general terms, different categories under which the same thing can be brought according to the point of view. There is no other genuine direct reality than the instantaneous Thing-in-Itself. Its cognition alone is pure Affirmation, it is not dialectical, not negative, it is direct and positive. Thus the fact that Causality and Reality are concepts and Categories for the Understanding, does not in the least interfere with the fact that the Thing-in-Itself is the reality cognized in pure sensation.

Hegel … Your Thing-in-Itself is a phantom![34] It is Void.[35] It is an “absolute beyond» to all cognition.[36] Cognition becomes then contradictory, it becomes a cognition of a reality which is never cognized.[37]

Demokritus … [38] The Thing-in-Itself far from being a phantom is nothing but the material Atom, underlying the whole of phenomenal reality.

Epikurus … The Thing-in-Itself (arche) is the material Atom together with the Vacuum and Motion.

Lucretius … We must admit a principium or semen, and it is the material solid Atom.

Hegel … This principium is neither the Atom, nor an «absolute beyond», but it is included in the idea of cognition. It is true that the very idea of cognition requires the object as existing by itself, but since the concept of cognition cannot be realized without its object, therefore the object is not beyond cognition. “Inasmuch as cognition becomes sure of itself, it is also sure of the insignificance of its opposition to the object”.[39] Thus it is that the Thing-in-Itself as something beyond cognition, and opposed to it, disappears and the subject and object of cognition coalesce, according to the general rule that everything definite is not a thing «in itself”, but a thing «in its other» or «in its opposite!”

Dharmottara … It is true that the thing becomes definite only when it is a thing related to, or included in, the other. But when it becomes definite it pari passu becomes general and vague. Vivid and bright is only the concrete particular, the Thing as it is in itself.

Dharmakirti … First of all, it is not true that the Thing-in-Itself means cognition of something that never is cognized. And then it is also wrong that the relation of the object to its cognition is one of inclusion or identity. Indeed, if the Thing-in-Itself would mean something absolutely incognizable, we never would have had any inkling of its existence. It is not cognized by our Understanding, it is not -understood”, but it is cognized by the senses in a pure sensation. It is cognized brightly, vividly, immediately, directly. Its cognition is instantaneus.We call it «unutterable». But again it is not unutterable absolutely. We call it «the thing», the «in itself», the cause, the point-instant (svalaksana), efficiency, pure object, pure existence, reality, ultimate reality, pure affirmation, etc. etc. Understanding, on the other hand, means indirect cognition, judgment, inference, imagination, analysis, generality, vagueness, negativity, dialectic. Productive Imagination can imagine only the general and dialectical. But the senses cognize the real and the real is the particular.

Dharmottara … The relation of the object to the subject of cognition in logic is not Identity. The object is not included in the subject. It is wrong to reduce all relations to «otherness» and then to declare that the opposites are identical. The relation of cognition to its object is causal.[40] Object and cognition are two facts causally interrelated.

Fifth Conversation. Subject – Dialectic

Hegel … The relation between subject and object, between internal and external, seems at first to be causal, as between two realities.[41] But regarding them as an organic whole, there is no causal relation inside them at all.[42] There is nothing in the effect which did not preexist in the cause[43] and there is nothing real in the cause except its change into the effect.[44] But notwithstanding their identity cause and effect are contradictory. A change or a movement is possible only inasmuch as the thing includes a contradiction in itself.[45] Motion is the reality of contradiction.[46]

Kamalasila … We must distinguish between Causality and Contradiction. Causality is real, Contradiction is logical. Simple humanity, whose faculty of vision is obscured by the gloom of ignorance, indeed identifies causality with contradiction.[47] But philosophers must know the difference between contradiction and simple otherness, between otherness and necessary interdependence, between Causation and Coinherence, or Identity. They must know the theory of Relations of our Master Dharmakirti.

E. v. Hartmann (to Hegel) … Your Dialectical Method is simple madness![48]

Dharmakirti (to Hegel) … Your Dialectical Method is quite all right; but merely in the domain of the Understanding, i.e. of constructed concepts! Concepts are interrelated dialectically. Reality is interrelated by the causal laws of Dependent Origination. There is moreover an Ultimate Reality where subject and object coalesce. There is thus an imagined reality (parikalpita), an interdependent reality (paratantra) and an ultimate one (parinispanna).

Conclusion

In the course of our analysis we have quoted parallelisms and similarities, partial and complete, from a variety of systems and many thinkers of different times. But it would not be right to conclude that the Indian system is a patchwork of detached pieces which can be now and then found singly to remember some very well known ideas. The contrary is perhaps the truth.

There is perhaps no other system whose parts so perfectly fit into one compact general scheme, reducible to one single and very simple idea. This idea is that our knowledge has two heterogeneous sources, Sensibility and Understanding. Sensibility is a direct reflex of reality. The Understanding creates concepts which are but indirect reflexes of reality. Pure sensibility is only the very first moment of a fresh sensation, the moment x. In the measure in which this freshness fades away, the intellect begins to “understand”. Understanding is judgment. Judgment is x = A where x is sensibility and A is understanding. Inference, or syllogism, is an extended judgment, x = A+A1. The x is now the subject of the minor premise. It continues to represent sensibility. The A+A1 connection is the connection of the Reason with the Consequence. This reason is the Sufficient Reason or the Threefold Reason. It is divided in only two varieties, the reason of Identity and the reason of Causation. It establishes the consistency of the concepts created by the understanding and is expressed in the major premise. Their connection with sensible reality is expressed in the minor premise. In this part the doctrine is again nothing but the development of the fundamental idea that there are only two sources of knowledge. The doctrine of the dialectical character of the understanding is a further feature of the same fundamental idea, because there are only two sources, the non-dialectical and the dialectical, which are the same as the senses and the understanding.

The external world, the world of the Particulars, and the internal world, the world of the Universals, are again nothing but the two domains of the senses and of the understanding. The Particular is the Thing as it is in “itself”, the Universal is the Thing as it is in «the other».

And at last, ascending to the ultimate plane of every philosophy, we discover that the difference between Sensibility and Understanding is again dialectical. They are essentially the negation of each the other, they mutually sublate one another and become merged in a Final Monism.

Thus it is that one and the same Understanding must be characterized as a special faculty which manifests itself in:

1) the Judgment,
2) the Sufficient Reason,
3) the double principle of Inference, Identity and Causality,
4) the construction of the internal world of the Universals and
5) the dichotomy and mutual Negation contained in all concepts.

In all these five functions the Understanding is always the same. It is the contradictorily opposed part to pure sensation. Dignaga was right in putting at the head of his great work the aphorism: «There are only two sources of knowledge, the direct and the indirect.”

Dignaga’s system is indeed monolithic!

References

Conversation 1: 1. Chandogya, III.19.1; cp. Deussen, Allg. Gesch. d. Phil. I, pp. 145, 199, 202, and his Sechzig Upanishads, p. 155. 8 2. Rgv.10.129.1. 3. Chandogya, VI. 2, 1-2. 4. tat tvam asi. 5. ouk esti me einai. 6. Cp. H. Cohen, Logik d. r. Erk., p. 70; me on apparently = tadanya = = tadviruddha = paryadasa = parihara; ouk on = abhava. 7. maha-Sunyata = sarva-dharmanam paraspara-apeksata. 8. prajna-paramita jnanam advayam, sa Tathagatah (cp. my Introd. to the ed. of Abhisamayalamkara). 9. avibhago hi buddhyatma, an often quoted verse of Dharmakirti, cp. SDS., p. 32. 10. sarvam alambane bhrantam muktva Tathagata-jnanam, iti Yogacara-matena, cp.NBTTipp., p. 19. Conversation 2: 11. Cp. my Nirvana, pp. 48. Conversation 3: 12. yogi-pratyaksa, cp. ibid., p. 16 ff. 13. Ibid., p. 135 iff. 14. Ibid., p. MO ff. 15. Ibid. 16. Ibid. 17. Cp. vol. II, pp. 352 ff. 18. kadacitkatva. 19. Cp. vol. II, p. 369 and NE., p. 259. 11 20. anubhava-vasana. 21. vikalpa-vasana = vikalpasya samarthyam. 22. avidya-vasana = maya. 23. Cp. the detailed controversy between the Sautrantika Bealist and the Yogacara (Idealist) Buddhists in the II vol., p. 360 ff. 24. amulya-dana-kraya, cp. Tatp., p. 269. 9. 25. CPR., p. 113; an almost verbatim coincidence with NET,.p. 69. 11 = na nispanne karye kascij janya-janaka-bhavo nama drsto’sti. 26. Cp. the theory of manasa-pratyaksa, vol. II, Appendix III. 27. KK., p. 25S. 18 – tatsarupya-tadutpattibhyam visayatvam. 28. Cp. vol. II, p. 347. 29. atyanta-vilaksananam salaksanyam, cp. Tatp., p. 339. 30. pratyaksam = vidhi-svarupam. Conversation 4 31. F. H. Jacobi, Werke, II, p. 301 f. 32. TS, kar. 1713 – tasmat kha-puspa-tulyatvam icchatas tasya vastunah, vastutvam nama,samanyam estavyam, tat-samanata. 33. na kascid janya-janaka-bhavo nama drsto’sti. NBT., p. 69. 12. 34. «Gespenst», cp. W. der Logik, II, p. 441. 35. Ibid, p. 440, – «der formale Begriff… ist ein Subjectives gegen jene leere Dingheit-an-sich». 36. Ibid. – “ein absolutes Jenseits fur das Erkennen.” 37. Ibid. – “ein Erkennen dessen was ist, welches zugleich das Ding-an-sich nicht erkennts.” 38. “We take Demokritus as the pioneer of Materialism and the mechanical explanation of the universe. The opinion of W. Kinkel (History, v. I, p. 215) who converts him into a “consequent rationalistic Idealist”, is very strange. 39. Ibid., – “das Object ist daher zwar von der Idee des Erkennens als an sich seiend vorausgesetzt, aber wesentlich in dem Verhaltniss, dass sie ihrer selbst und der Nicbtigkeit dieses Gegensatzes gewiss, zu Realisierung ihres Begriffes in ihin komme». Conversation 5: 40. NBT., p. 40. 6-7 – “pramana-sattaya prameya-satta sidhyati… prameya-karyam hi pramanam; trsl., p. 108. 41. Phenomenology, p. 238 (on Causality between Mind and Body). 42 Ibid. p. 291. – “indem das Fursichsein als organische Lebendigkeit in beide auf gleiche Weise fallt, fallt in der That der Kausalzusammenhang zwischen ihnen hinwegs.” 43. Encycl. of philos. Sciences., p. 161. – «Es ist kein Inhalt in der Wirkung… der nicht in der Ursache ist; – jene Identitat ist der absolute Inhalt selbst.” 44. Ibid., p. 153, – “dieser ganze Wechsel ist das eigene Setzen der Ursache, and nur dies ihr Setzen ist ihr Sein.” 45. W. d. Logik, II. 68,- “nur insofern etwas den Widerspruch in sich hat bewegt es sich.” 46. Ibid., p. 59. – erdie Bewegung ist der daseiende Widerspruch selbstx. 47. Cp. above, p. 408 and 427. 48. “Eine krankhafte Geistesverirrung”, cp. E. v. Hartmann. Ueber die dialectiscbe Methode, p. 124.

Liberalistisk historiefilosofi efter Matt Ridleys ‘The Rational Optimist’

af Ryan Smith

Jeg har tre mål med denne artikel: (1) At give et hurtigt indblik i liberalistisk historiefilosofi og dens fremskridt de sidste ti år. (2) At levere en kritisk gennemgang og anmeldelse den britiske biolog, børsmægler, adelsmand og forfatter Matt Ridleys nyeste bog, The Rational Optimist – How Prosperity Evolves fra 2010, og (3) at præsentere den politiske liberalismes historieforståelse og ”historiske metode”. Enhver akademiker i Danmark, er bekendt med den marxistiske historiefilosofi, og størstedelen vil også kende til grundformerne af den liberalistisk historiefilosofi. Men ikke alle vil kende til centrale begreber som moral hazard, og rent-seeking, hvorfor disse vil blive forklaret i noterne.[1]

Hr. Ridley er ikke hvem som helst: Han er personlige venner med en række prominente forskere og videnskabsmænd fra topuniversiteter i England og USA. Hans bøger har solgt over 800.000 eksemplarer, er oversat til 27 sprog (deriblandt dansk), og han har vundet en lang række priser og hædersbevisninger. Ridley er uddannet biolog, men brændende interesseret i historie, og i sine tidligere bøger, Gemone og The Red Queen, har han ikke holdt sig tilbage fra at drage paralleller til historien, når han skulle illustrerer pointer fra biologien: Når Ridley har skrevet om ’hannernes’ evne til at befrugte dusinvis af ’hunner’, så har paralleler til Inka- og Ottoman-haremer f.eks. gjort en optræden i teksten.[2] Og selvom Ridley ikke tidligere har skrevet om politik, så har han altid været liberal ”i baggrunden”, når han skrev om seksuel selektion og selviske geners kamp for overlevelse.[3]

Med The Rational Optimist får vi dog nye toner: Vi får en Ridley, der tager skridtet fuldt ud og skriver direkte om historie. Og med The Rational Optimist vil Ridley fortælle os tre ting: (1) At frihandel er gavnligt for menneskeheden, (2) at vi som følge af frihandel er rigere, renere og sundere i dag, end nogensinde før i historien, og (3) at det derfor er irrationelt at være pessimistisk omkring fremtiden.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde besvare korrekt. Et af de mere berømte spørgsmål lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer.[4] Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil.[5] De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden.[6] Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Så når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom, men ulighed, de har set sig sure på: I 2010 har USA’s fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 73% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem.[7] Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal for det 21. århundrede, såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.[8]

Gyser på første klasse

Vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år,[9] og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år.[10] Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet om, at verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han hurtigt konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. The impartial spectator ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand[11] og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden.[12] Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var fuldstændig rationelt at være en Rational Optimist.

Det glade budskab ville dog næppe trænge igennem. Optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand.”, sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability.[13] Og på trods af dommedagsprofeternes hidtidige batting average på 0,00, så lytter vi stadig ivrigt til dem. Vi forestiller os hellere det blod, død og ødelæggelse, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie afstedkomme et smil.

Evolutionær økonomi

I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med biologi, og med det kontroversielle felt ved navn Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme.[14] I Evolutionær Psykologi søger man kort fortalt at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd. Således lyder et af den Evolutionære Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd at søge flere partnere, simpelthen fordi en mand producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes ligger naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj.[15] Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Så hvad er det, som har fået os væk fra savannen, og op i stratosfæren? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi på en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske her spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: Jagt, fouragering og kunstværktøj; alt udøvet i fællesskab.[16] Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn.[17] Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan alle nu koncentrere sig om det de er bedst til, og med tiden så giver specialisering mere og mere kvalificeret arbejdskraft.

På savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskearter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet.[18] Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika.[19] Dét mønster er ukendt blandt andre arter.[20]

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer).[21] Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansen handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” I kontrast hertil kan selv seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer. Ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden.[22]

Således taler The Rational Optimist for frihandel som det, der karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.[23]

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere end nogen af os kunne hver for sig via de såkaldte komparative fordele.[24] Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens’ eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.[25]

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet umiddelbart forinden, og han konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.”[26] Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Imperier – en velsignelse og en forbandelse

Ridley har en mening om meget, og undervejs i bogen får vi også den engelske adelsmands meninger om historiens forskellige imperier. I en nøddeskal kan Ridleys teori om imperier opsummeres således: Imperier er indledningsvis gode for den region, de opstår i, da de opbygger byer, veje og lærdom og faciliterer (foruden handel og arbejdsdeling) stærke regionale forsvar, men jo længere imperier varer ved, desto mere skadelige bliver de også: Ægypten beskrives som et højtudviklet samfund, der gik i stå og stagnerede, da først det øvre og nedre Egypten blev forenet, og man vendte sig indad mod religionen og de store bygningsværker uden praktisk værdi.[27] Rom beskrives som den logiske forening af Hellas og Kathagos handelszoner, der indledningsvis udgjorde en stor velsignelse i udbredelsen af en fælles borgerret og et fælles sprog, men også en velsignelse, der gradvist blev til en forbandelse, efterhånden som magten centraliseredes, og ethvert forsøg på nytænkning brutalt blev slået ned af centralmagten.[28]

Asoka hyldes som en stor entreprenør, der med begav lagde et vejnet ned over det indiske kontinent og forenede forskellige handelszoner til en større kollektiv kultur, inden for hvilken handel og arbejdsdeling fik bedre betingelser end nogensinde før. Og efter Ridleys nyfundne program om imperiers tveæggede natur, så hyldes Asoka især for sin beslutning om at anlægge sig pacifismen, konvertere til buddhismen og slet og ret opgive sit imperium.[29] Alexander og Philip nævnes også i bogen, og Ridley går ikke i dybden med dem, men efter samme standard må antages, at hvis Alexanders imperium ikke var smuldret bort kort efter hans død, så ville hans felttog blot have bidraget til den inerti, som Ridley forbinder med levedygtige imperier.[30]

Ironisk nok hylder den liberale Ridley, også Asoka for at have etableret en fælles valuta i hele sit store imperium:[31] For det utrænede øje ser en fælles valuta måske ud som noget, der ville hjælpe handel på vej, men faktisk foretrækker klassiske liberale at lade private stå for pengeudstedelsen[32] efter devisen good money drives bad money out.[33] Statsudstedt valuta er et monopol, men privatudstedt valuta bliver nødt til at holde sin værdi, hvis folk skal blive ved med at bruge den. Det frie marked finder af sig selv ud af, hvilken valuta der er holdbar, som i den sekstende århundrede hvor det mest af Europa benyttede sig af Firenzes møntfod, florinen.[34]

Marx, Mill og moder natur

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassiker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik.[35] Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.[36]

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen.[37] Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl; han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter snart lagt om til at gå ind over land og gennem den Arabiske halvø.[38] Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge

For læseren, der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition, vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og de der er liberale må ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal.[39] Men selvom anklagerne om socialdarwinisme utvivlsomt vil komme, så har de ikke meget med Ridley at gøre: Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejede at sidde – en historie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Sten i skoen

Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, skulle det være, Ridley mener, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, da finansmarkeder, ifølge Ridley, er underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik.[40] Havde Ridley kunnet sin Hayek, så ville han dog vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det ikke finansmarkederne selv, men snarere den statslige indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente.[41] Deruodver, så har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige ansvar fra finanshuset selv til forsikringsudbyderen og således skabt en branche, hvor Moral hazard[42] er normen.[43]

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage.[44] Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking[45] parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til Adam Smiths usynlige hånd.

Matt Ridley
The Rational Optimist – How prosperity evolves
438 sider, Fourth Estate, 2010


[1] At den liberale historiske metode er relativt ukendt herhjemme skyldes hovedsageligt to ting: (1) At liberalisme som en decideret historisk metode er relativt ny, med et beskedent udspring i midt 1980’erne som sidenhen er taget til i størrelse i takt med, at liberale tænketanke (såsom det amerikanske Cato Institute, det britiske Society for Individual Freedom, det japanske Centre for Independent Studies, det danske CEPOS m.m.fl.) i de senere år har brugt betydelige ressourcer på at videreudvikle det klassisk liberale tankegods og opruste og synliggøre den liberale dagsorden generelt.

[2] Ridley, Matt: The Red Queen – Sex and the Evolution of Human Nature (Penguin 2004) s. 167-168, 170, 192, 234

[3] Ridley, Matt: Genome – Portrait of a Species in 23 Chapters (Harper Perennial 2006) s. 175

[4] Maddison, Angus: World Population, GDP and Per Capita GDP 1-2003 AD http://www.ggdc.net/maddison/, jvf. Maddison, Angus: The World Economy (OECD Publishing 2006), samt DeLong, J. Bradford: Estimating World GDP, One Million B.C. – Present http://www.j-bradford-delong.net, og the International Monetary Fund’s World Economic Outlook Database (2009) http://www.imf.org, og Beinhocker, Eric D.: Origin of Wealth: Evolution, Complexity, and the Radical Remaking of Economics (Harvard Business School Press 2007) s. 457

[5] Lindsey, Brinck: The Age of Abundance: How Prosperity Transformed America’s Politics and Culture (HarperBusiness 2007) ss. 280-81

[6] World Health Organisation: The World Health Report 2008: Primary Health Care Now More Than Ever (WHO 2008)

[7] The U.S. Census Bureau: United States Cencus 2000 (U.S. Department of Commerce, Economics and statistics Administration 2001), cf. Lindsey, Brinck: The Age of Abundance: How Prosperity Transformed America’s Politics and Culture (HarperBusiness 2007) ss. 282

[8] Goklany, Indur M.: The Improving State of the World: Why We’re Living Longer, Healthier, More Comfortable Lives on a Cleaner Planet Cato (Institute; Annotated. edition 2006) s. 4-5

[9] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 143, jvf. Hesser, L.: The Man Who Fed the World (Durban House 2006), samt Borlaug: N.E.: Ending World Hunger: The promise of biotechnology and the threat of antiscience zealotry (2000). Plant Physiology nr. 124 ss. 487-90

[10] World Bank Development Indicators – Life Expectancy at Birth http://data.worldbank.org/

[11] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 157

[12] Ibid. s. 287

[13] Mill, J.S.: Speech on Perfectibility, Leveret for det britiske Debating Society i 1828 og trykt i The Collected Works of John Stuart Mill (University of Toronto Press 1988)

[14] Nørmark, Dennis og Andreassen, Lars: Det Virkelige Menneske – Sjælens og kulturens naturhistorie (People’s Press 2007), jvf. Nørmark, Dennis: Out of Africa – Den liberale mands naturhistorie http://damefrokosten.com/2010/09/04/out-of-africa-den-liberale-mands-naturhistorie/

[15] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 48-50

[16] Ibid. s. 64-65

[17] Ibid. s. 61

[18] Kuhn, S.L. and Stiner, M.C.: What’s a Mother to do? – A hypothesis about the division of labour and modern human origins (2006). Current Antropology nr. 47

[19] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 53, 65

[20] Wrangham, R.: Catching Fire: How Cooking Made Us Human (Perseus Books 2009)

[21] Brosnan, S.F., Grady, M.F., Lambeth, S.P., Schapiro, S.J. og Beran, M.J.: Chimpanzee Autarky (2008). Plos One nr. 3, jvf. Chen, M.K. og Hauser, M.: How Basic are Behavioral Biases? Evidence from Capuchin Monkey Trading Behavior (2006). Journal of Political Economy nr. 114, ss. 517-37

[22] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 7, 56, 80, samt Adam Smith, David Hume, F.A. Hayek, Milton Friedman m.fl.: At viden- og arbejdsdeling er en forudsætning for den industrialiserede verden er så udbredt en point i såvel marxistisk som liberal tænkning, at vi her går ud fra, at læseren er bekendt med konceptet.

[23] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 107-108, samt Hayek, F.A.: The Constitution of Liberty (University of Chicago Press 1960)

[24] Selv hvis du er ubetinget dårligere end mig til alt, så har vi begge fordel af at samarbejde. Denne anti-intuitive økonomiske indsigt, de såkaldte komparative fordele, kom til verden med den britiske økonom David Ricardo og er siden blevet forsøgt populariseret af økonomer igen og igen (for derefter kun at blive afvist af lægmænd igen og igen). Se eks. Nobelpristager Poul Krugmans essay ’Ricardo’s Difficult Idea’ om komparative fordel og receptionen af begrebet i offentligheden her: http://web.mit.edu/krugman/www/ricardo.htm, eller min egen artikel ’Komparative Fordele’ om begrebet, som kan findes på: http://www.indadvendt.dk/2011/01/23/229/

[25] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 116-117, 133-134, samt 319-21

[26] Voltaire: Lettres philosophiques, VI: On The Presbyterians, genoptrykt i Letters concerning the English Nation (Oxford University Press 2009)

[27] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 166

[28] Ibid. s. 171-176

[29] Ibid. s. 172

[30] Ibid. s. 171

[31] Ibid. s. 172-173

[32] Boyer-Xambeu, M.T., Deleplace, G. og Illard, L.G.: Private Money & Public Currencies: The 16th Century Challenge (M.E. Sharpe 1994), jvf. Hayek, F.A.: A free-market monetary system (1979) Journal of Libertarian Studies nr. 3, 1, samt Paul, Ron: End the Fed (Grand Central Publishing 2009) og Arzrouni, Christopher: Helt uforsvarligt, eller hvordan frihed altid er frihed for de andre til at gore noget, vi ikke nødvendigvis kan lide (Gyldendal 2005) s. 129. For en udmærket dansk artikel, med en hæderlig videnskabelig standard, se: Pedersen, Torben Mark: Er guldstandard eller privat pengeudstedelse alternativer til centralbanker? (180 Grader, 2010) http://www.180grader.dk/Oekonomi/er-guldstandard-eller-privat-pengeudstedelse-alternativer-til-centralbanker

[33] Good money drives bad money out: Også kendt som Thiers’s Law, er den omstændighed, at når en pålidelig og en upålidelig betalingsform huserer side om side, så vil den pålidelige betalingsform være den foretrukne. Et par historiske eksempler: Eksempel 1: ”Dollariseringen” af 1980’ernes Østeuropa: Befolkningen havde ikke tillid til den officielle statsvaluta, hvorfor amerikanske dollars blev en slags supervaluta, som kunne købe varer, der ikke var til salg for disse staters officielt udstedte valutaer. Dette fænomen ses endnu i dag i Cuba. Eksempel 2: Weimar-republikkens skæneår med hyperinflation, hvor ingen havde tillid til papirvaluta, og cigaretter, smykker m.v. begyndte at optræde som ”good money” på bekostning af den statsudstede valuta, der i befolkningen blev betragtet som ”bad money”. Dette fænomen sås også i 2009, da Zimbabwes oplevede en lignende hyperinflation. Og fænomenet ses tillige i amerikanske og sydafrikanske fængsler, hvor de indsatte ikke må have kontanter på sig: Indenfor disse fængslers mure er kontanter således ”bad money”, der hyppigt nedprioriteret til fordel for ”good money” som cigaretter, der ikke bliver beslaglagt af vagtpersonalet.

Good money drives bad money out er, som navnet antyder, det modsatte af den klassiske læresætning Bad money drives good money out, også kendt som Copernicus-Gresham’s Law. opkaldt efter Tudor’ernes finansrådgiver Sir Thomas Gresham (1519–1579) og den tysk-polske astronom Nicolaus Copernicus (1473-1543). Copernicus-Gresham’s Law siger, at når monarken fastsætter en bestemt vekselrate mellem to valutaer, så vil den valuta der overvurderes i forhold til en fri vekselrate være ”bad money”, mens den valuta der undervuderes af monarken vil være ”good money”. Nutidens politikere har i store træk været for kloge til at begive sig udi de kunstige vekselrater, som vi kender fra Greshams og Copernicus’ tid, men de indledende faser af finanskrisen, (dvs. 2008-2009) så vi alligevel, at statsejede amerikanske og europæiske finansinstitutioner opkøbe diskrediterede bankaktier og boliglån til disses nominelt fulde pris, om end ingen private aktører ville betale den pris. For en generel gennemgang af Gremham og Thier’s Laws, se: Rolnick, A. J. & Weber, W. E.: Gresham’s Law or Gresham’s Fallacy? (1986) Journal of Political Economy nr. 94

[34] Allen, Larry: The Encyclopedia of Money (ABC-CLIO 2009) ss. 247-48, jvf. Paolucci & Antonio: Florence (Konemann 2007)

[35] Rose, Steven, Kamin, L.J. and Lewontin, R.C.: Not in Our Genes: Biology, Ideology, and Human Nature (Pantheon Books 1985)

[36] Oeijord, Nils K.: Why Gould was Wrong (iUniverse.com 2003), jvf. Gould, S. J.: “Official Transcript for Gould’s deposition in McLean v. Arkansas” (1981).

[37] Engels, Friedrich: Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (Dietz Verlag 1968)

[38] Gibbon, Edward: The Decline and Fall of the Roman Empire, Chapter XXXVI: The Total Extinction of the Western Empire, Part III, jvf. Crone, Patricia: Meccan trade and the rise of Islam (Gorgias Press 2004) s. 50, samt Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) ss. 176-7

[39] Spencer, Herbert: Social Statics: The Man Versus the State (University of the Pacific Press 2003), og Taylor, Michael W.: The Philosophy of Herbert Spencer (Continuum Publishing 2007), samt Elliott, Paul: Erasmus Darwin, Herbert Spencer and the origins of the evolutionary worldview in British provincial scientific culture (2003). Isis nr. 94 ss. 1-29

[40] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 9

[41] Hayek, F.A.: Prices and Production and Other Works On Money, the Business Cycle, and the Gold Standard (Ludwig von Mises Institute 2008) ss. 408-410

[42] Moral hazard er i økonomisk teori det begreb, som dækker over den situation, der opstår, når ansvaret for ét individs handler bliver overført til en anden. For eksempel ville en bilforsikring som fuldstændig dækkede tabet ved at få stjålet sin bil skabe moral hazard, da ejeren nu ville være mindre agtpågivende med at tyverisikre bilen og med at parkere den i udsatte området og uden opsyn, da det nu er forsikringsudbyderen som har ansvaret, snarere end bilejeren.

På samme måde er det et gangbart synspunkt blandt økonomer, at Moral hazard var en medvirkende faktor i skabelsen af finanskrisen i 2008: Vestens regeringer havde garanteret forskellige boliglån og dermed forsikret udlåneren i tilfælde af, at husejeren ikke tilbagebetalte. Dertil kom finanssektorens egne Credit Default Swaps, dvs. tjenester som eksisterede med det formål at forsikre udlånere mod dårligere lånere, hvilket igen overførte det primære ansvar fra udlåneren og til udbyderen af the Credit Default Swap.

For en diskusson af Moral hazard og Credit Default Swaps rolle i den nuværende, såvel som tidligere, finanskriser, se Reinhart, C.M. og Rogoff, K.: This Time is Different: Eight Centuries of Financial Folly (Princeton University Press 2009)

Med til en diskussion om Moral hazard og liberalisme hører det også, at der generelt forekommer mere Moral hazard i socialistisk-orienterede velfærdsøkonomier end i liberale økonomier: Idet offentlige organisationer får politisk mandat til at tage sig af en lang række ydelser, får de også råderet over andres penge, da offentlige institutioner finansieres med skatteinddrevne midler. Og når man handler for andres penge, har man ikke samme incitament til at spare, som når man handler for sine egne. Således bliver offentlige byggerier altid dyrere end budgetteret, og således plagedes de fleste offentlige institutioner af lav effektivitet og højt ressourcespild.

For en diskussion af, hvorfor man ikke sparer nær så meget på andres penge, som man sparer på sine egne, se Friedman, Milton: Free to Choose (Mariner Books 1990)

For en discussion af Moral hazard i velfærdsøkonomier, se Baker, William, Addison, Wiggin: Endless Money: The Moral Hazards of Socialism (Wiley 2009)

[43] Miron, Jeffrey A.: Libertarianism from A to Z (Basic Books 2010) ss. 25-26

[44] Mokyr, Joel: The industrial revolution and the Netherlands: Why did it not happen? i De Economist nr. 148 (Springer Netherlands 2000)

[45] Selvom Rent-seeking er et af de centrale begreber i moderne økonomisk teori, så er begrebet beklageligvis ret så ukendt herhjemme. Rent-seeking startede med Adam Smith og Jean-Baptiste Say i det attende og nittende århundrede, blev populariseret med Frédéric Bastiats arbejder og blev igen taget op i det tyvende århundrede, hvor begrebet dannede grundlag for en serie studier af, hvordan det politiske system forvrider frie økonomier.

Kort fortalt, så dækker Rent-seeking over det fænomen, at en given gruppe forsøger at manipulere det økonomiske system til selv at opnå højere udbytte, end denne gruppe ellers ville have fået i en fri økonomi. Således er der økonomer, der taler for, at Rent-seeking i virkeligheden burde hedde også Directly Unproductive Profit-seeking (DUP), se eks. Bhagwati, J.N.: Directly Unproductive Profit-seeking (DUP) Activities, Journal of Political Economy nr. 90 (The University of Chicago Press 1982).

Jeg vil her give to korte eksempler: Eksempel 1: Feminisme som Rent-seeking: Såfremt den bebudede S-SF-Ø-reform af børsnoterede selskaber gennemføres i Danmark, vil den udgøre et tilfælde af Rent-seeking: Kvindelige aspiranter til bestyrelsesposterne vil nu få nemmere adgang til disse uden at skulle yde en tilsvarende større indsats for at komme i betragtning. Det er vigtigt at notere sig, at Rent-seeking er et økonomisk og ikke et politisk eller etisk term: Rent-seeking forholder sig derfor ikke til, om kvinder har ‘fortjent’ at blive tilgodeset på denne måde; Rent-seeking siger udelukkende, at kvinderne – ceteris paribus – med denne lov får flere lovbestemte goder ud af det økonomiske system, uden at de selv skal yde nogen yderligere indsats.

Eksempel 2: Publius Clodius Pulchers kornlov af 58 f.Kr.: Før kornloven af 58 f.Kr. havde der også været kornomdelingslove til gode for Roms befolkning, men disse love tilgodeså udelukkende voksne, frie mænd, som så kunne købe korn til reducerede priser. Clodius Pulcher sørgede med sin kornlov for at gøres kornomdelingen fuldstændig gratis samt at omfatte børn og frigivne slaver. 12 år efter indførelsen af Clodius kornlov i 46 f.Kr. var der mere end 360.000 af Roms indbyggere skrevet op som modtagere af gratis korn. Befolkningen fik altså i dette system nu gratis korn uden at ude en tilsvarende forøget indsats for føden. Clodius Pulcher vandt stor popularitet, og senere romerske politikere så sig nødsaget til først at inkludere olivenolie i de gratis rationer, og senere igen, under Aurelian, desuden svinekød og vin. [Se: Potter, D.S. & Mattingly, D.J.: Life, death, and entertainment in the Roman Empire (University of Michigan Press 1999) s. 178] Om kornloven af 58 f.Kr. får vi at vide, at Clodius Pulchers vandt stor folkelig opbakning fra romerne, og således ser vi, at kornloven udgjorde et grelt eksempel på Directly Unproductive Profit-seeking idet den fik befolkningen til at bakke op om den politiker som lovede dem ceteris paribus gratis goder, frem for at bakke op om den politiker de tidligere – ceteris paribus – ville have bakket op om.

Topnazisternes IQ ved Nuremberg-retssagerne

I 1945 fik en allieret psykolog ved navn G.M. Gilbert lov at undersøge de tilfangetagne nazi-ledere. Han udsatte dem bl.a. for den tyske version af Wechsler-Bellevue-IQ-testen, og resultaterne var som følger:

1 Hjalmar Schacht 143
2 Arthur Seyss-Inquart 141
3 Hermann Goering 138
4 Karl Doenitz 138
5 Franz von Papen 134
6 Eric Raeder 134
7 Dr. Hans Frank 130
8 Hans Fritsche 130
9 Baldur von Schirach 130
10 Joachim von Ribbentrop 129
11 Wilhelm Keitel 129
12 Albert Speer 128
13 Alfred Jodl 127
14 Alfred Rosenberg 127
15 Constantin von Neurath 125
16 Walther Funk 124
17 Wilhelm Frick 124
18 Rudolf Hess 120
19 Fritz Sauckel 118
20 Ernst Kaltenbrunner 113
21 Julius Streicher 106

Nazisternes reaktioner:

Papen: Irritabel, men dog tilfreds, da det senere viste sig, at han havde opnået en høj IQ score.

Goering, Speer, Hess, Rosenberg, Ribbentrop, Saukel, Fritzche: Syntes det var morsomt at tage testen, forholdt sig åbne og imødekommende.

Goering: Som nævnt entusiastisk omkring testen, men skiftede til skeptisk, da han senere fandt ud af, at han ikke var den iblandt de tilfangetagne nazister, som havde højest IQ.

Schacht (som scorede højest): Skeptisk over for selve ideen bag IQ-tests. Syntes, psykologer og psykiatere bedrev et “trist erhverv”.

Keitel: Fascineret af testens objektivitet og entusiastisk omkring, hvor meget bedre den var end det “nonsens”, som der Wehrmacht brugte i sine tests. Samtidig ved man dog, at Keitel selv havde forhindret brugen af intelligenstests i nazityskland, da hans søn havde dumpet en sådan test.

Yderligere informationer:

  • I 1945 ville IQ 130 og derover kvalificere til Mensa.
  • Havde de af nazisterne, hvis IQ var 130 eller derover, scoret således på de IQ-test, der administreredes i visse amerikanske grundskoler på det tidspunkt, så var deres forældre blevet tilbudt at få sat deres børn i eliteskoler.
  • Nazisterne var generelt imod IQ-tests, da de fostrede individualitetsfølelse, og da jøder ofte klarede sig bedre end etniske tyskere på dem.

Kilder:

Mosley, Leonard: The Reich Marshal: A Biography of Hermann Goering – Forlag: Dell (1975)

Miale & Belzer: The Nuremberg Mind: The Psychology of the Nazi Leaders – Forlag: The New York Times Book Co. (1975)

A Summary of 12 Angry Men

by Majken Hirche

The room is dense with hot humid air and tense emotions, and apart from twelve arguing men, a large wooden table is the only object in the room: This is the setting in which the main part of the 1957 American film 12 Angry Men takes place, and a setting of which the film is highly notable. 12 Angry Men tells the story of a jury made up of twelve men deliberating the guilt or acquittal of a defendant who is faced with death sentence in case of a ‘guilty’ verdict. Immediately the story seems simple in action but below the surface an intense psychological drama takes place.

12 Angry Men opens with a court scene in which a jury, comprising twelve men, is being instructed by a judge: The men are to decide whether the defendant, a young boy from the slum, is guilty of stabbing his father to death. Their verdict must be unanimous, and in the event they find the accused guilty, death sentence is mandatory.  With these instructions and the final closing arguments in mind, the jurors recede to the jury room, and after a brief episode where the men get acquainted, it becomes apparent that they are already convinced that the defendant is guilty, and intend to end the hearing by voting without further discussion. However, in the preliminary vote one of the jurors, an architect played by a young Henry Fonda, votes ‘not guilty’: He wants to, at least, talk about the case before making a judgment because he thinks too much is at stake, that is, the life of a young boy. Subsequently, several of the other jurors become annoyed with him as they had hoped to end the case quickly and move on with life.

From here the story exclusively centers on how the men interact and influence each other as they deliberate on the case, and as a result of the interaction a number of psychological group processes develop: Influence of norms and need to belong , as well as dynamics of personal prejudice, are being introduced in the events taking place around the preliminary vote in the second scene of the film . In this scene, several of the jurors do not question the evidence, but readily assume that the young boy is guilty because of his social background, and especially one juror, a business man and troubled father, stands out as being particularly stubborn, opinionated and aggressive, and appears to be the strongest opponent to the idea of examining the evidence. Consequently, the prejudiced jurors influence the other jurors who feel that disagreeing would be going against the norms of the group.

In the face of antagonists and group pressure, the lone dissenting architect juror refuses to give in. Instead he faces the opponents with a calm and reasonable attitude, and by meticulous questioning the details of the evidence he challenges the stand of the group: Thus, like a true Lady Justice the architect juror stands out as an example of bravery, impartiality and fairness. And so, one by one the jurors realize that the evidence is flawed, despite their first assumptions, and the stand of the group subsequently reverses in favor of the young boy – with one exception: The aggressive business man juror, who, in spite of the questionable evidence, refuses to realize his argumentative shortcomings, and instead becomes agitated and hostile.

Here the story reaches its climax, and the architect juror suddenly realizes the reason why the business man juror has been acting offensive, and ‘like a self appointed public avenger’  all along: He is tortured by the memory of his son, who broke away from his rules, and consequently, they have not seen each other for two years. However, instead of facing his unfortunate personal circumstances, the business man juror seeks a personal vendetta redeemed with the death of the accused boy. A short argument between the men then follows until the business man juror breaks down in tears, and tears up a picture of him and his son: And finally, the verdict is now unanimous, and so, the story ends.

Although 12 Angry Men has been criticized of the somewhat unorthodox depiction of the examination methods used by the jurors to examine the evidence materials, the film has become part of many university curricula today ,  as an outstanding example of justice and democracy, human fallibility and the importance of debate. In 2007, the Library of Congress selected 12 Angry Men for preservation in the National Film Registry, as being ‘culturally, historically, or aesthetically significant.’

References

Burton, C.E., 1988. Sociology and the Feature Film. Teaching Sociology 16 (July), 263-271.

McCambridge, J., 2004. 12 Angry Men: A Study in Dialogue. Journal of Management Education 27(3), 384-401.

Rose, R. (Author) and Lumet, S. (Director), 1957. 12 Angry Men. Twentieth Century Fox.

On Metaphors and Cognition

by Majken Hirche

A metaphor comprises a certain form of language expression. Basically, a metaphor can be defined as a figure of speech that implies a comparison between things or ideas by using ‘an image, story or tangible thing to represent a less tangible thing or some intangible quality or idea.’ As the definition above suggests, metaphors can be found in a wide variety of forms and contexts. However, it is beyond the scope of this paper to represent a complete outline of all known categories of metaphors, or to provide the reader with a long and diverse list of metaphor examples. Instead, this paper will focus on how metaphors in everyday language influence and shape the way we think and reason, as evidenced by a resent published paper  in the open access scientific journal PLoS ONE.

Before the cognitive revolution in the 1950’s a metaphor was exclusively understood as an element of literary, poetic or rhetoric language, and not as something that was generated in the realm of everyday language.  Today, however, we know that we use metaphorical expressions almost every time we speak and most often so, without realizing it.  In the light of this knowledge, psychologists and sociologists have been trying to understand the impact of metaphors on thinking and reasoning for a long time, but, the research area is extensive and complex, so solid answers have not yet been found. However, a recent study has now added another drop in the pool of metaphor research, taking us one step closer an understanding of metaphors in everyday language.

In February 2011, psychologists Paul Thibodeau and Lera Boroditsky from Stanford University published a paper , based on an experiment, in which they showed how metaphors affected peoples thinking and reasoning in relation to crime as a subject. In the experiment, 1.485 students were divided in two groups and asked to read a text from a report describing the crime in the fictional city of Addison. The groups were presented with different versions of the text, respectively, differing only in a single description: In version one, crime was described as ‘a beast’; in version two, crime was described as ‘a virus’.

The text was presented as following with the differences inserted in parenthesis:

‘Crime is a (wild beast preying on/virus infecting) the city of Addison. The crime rate in the once peaceful city has steadily increased over the past three years. In fact, these days it seems that crime is (lurking in/plaguing) every neighborhood. In 2004, 46,177 crimes were reported compared to more than 55,000 reported in 2007. The rise in violent crime is particularly alarming. In 2004, there were 330 murders in the city, in 2007, there were over 500.’

Subsequently, the students were asked to propose solutions on how to solve the crime problems and were given the following questions:

1) In your opinion, what does Addison need to do to reduce crime?
2) What is the role of a police officer in Addison?
3) Please copy the part of the report that was most influential.

The result of the questioning revealed that the students who read crime as ‘a virus’ were more inclined to propose solutions that involved prevention and treatment of crime by investigating causes of crime and instituting social reforms, and the students who read crime as ‘a beast’ were more inclined to fight back crime by ‘hiring police officers and building jails, to catch and cage the criminals […].’  In regard to what part of the report the students perceived as being the most influential, the answers generated a noticeable result: All of the students identified the crime statistics ‘as the most influential aspect of the report’ , and subsequently as the main cause of their proposed solutions.
In a following experiment, the researchers also showed that ‘virus’ and ‘beast’ only had an effect in writing: When the students talked about the metaphors before being presented with the text, this time without metaphors, the metaphors had no effect on how the students solved the crime problem. Moreover, the sequence of the metaphors also seemed to play a crucial role: In a last experiment, ‘beast’ and ‘virus’ were introduced in the end of the text close to the place where students were asked to propose solutions, and as in the previous experiment, the metaphors had no effect.

Now, what do these experiments tell us about metaphors in everyday language? First of all, the initial experiment suggests that even though they have a great impact on how we perceive the subject they represent, metaphors are virtually invisible to the receiver. It also suggests that a text containing numbers and statistics is good at blurring metaphors, possibly because numbers and statistics implicitly contain a metaphor about being objective and reliable, and therefore are regarded as strong evidence for reasoning. Third, a metaphor is highly context dependent, and seems to create ideas and a framework that is difficult to ignore, and when placed in the beginning of a text it even gains in strength as we read on, because the ideas the metaphor has created to begin with, somehow coerces the subsequent information into its framework.

Thus, metaphors are indeed more than just elements of literary and rhetorical language. They expand our capacity for thinking, and give us the sensation of understanding. However, metaphors also create unconscious captivity of our thinking – a captivity that seems to be very difficult to escape.

References

Lakoff, G. & Johnson, M., (1980) Metaphors We Live By. University of Chicago Press.

Thibodeau, P. H. & Boroditsky, L., (2011). Metaphors We Think With: The Role of Metaphor in Reasoning. PloS ONE 6(2): e16782.