af Pernille Sørensen, cand.mag.

I vor del af verden er det historisk set lykkedes kristenheden at monopolisere dydsbegrebet, og at definere det som en passiv tilstand. Men at dyden skulle være passiv er ikke nødvendigvis givet på forhånd. F.eks. står dén forestilling i skærende kontrast til ældre, aktive, romerske dyder som Firmitas (fuldbyrdelse) Industria (virkelyst), eller til rænessancens dydsforestilling, Virtú, der var blottet for moralistisk syre og i stedet defineredes som evnen til at handle på en måde som opnår værdifulde resultater. Således ser vi f.eks. Dante tilskrive Virtú til Djævelen såvel som til Helgengerne. I dette tilfælde består Djævelens Virtú i hans evne til at beherske tågen og vindene, men i dag ville vi næppe sig, at Djævelen var dydig.

Forestillingen om dyden som et passiv lever ubesværet videre i dag. F.eks. mener en af mine venner, at rettigheder ikke kan defineres positivt/handlende, men kun negativt/passivt. Derfor har han sit besvær med den del af menneskerettighederne som siger, at alle mennesker har ret til en uddannelse, altså en positiv ret der nødvendigvis må gøre indhug i de klassiske negative frihedsrettigheder. Ligeledes ser man I en generel politisk kontekst en vis akavethed i forbindelse med den aktive dyd, f.eks. på den radikal-humanistiske venstrefløj hvor man efterhånden har oparbejdet sit eget sekulære synderegister, såsom diskrimination, isolationsfængsling osv., men også på den liberalistiske højrefløj hvor man traditionelt ser statslig indgriben af enhver af som et onde.

Endelig kan man spore en vis berøringsangst overfor den aktive dyd, især hos kvinder eller hos mænd med traditionelt feminine psyker. Det er, tænker man, sikrere at indordne sig under større autoriteter, end simpelthen at handle for sig selv. Man ser tydeligt disse mennesker behandle dyden som et passiv, idet de hellere vil misse med øjnene, gøre sig til og håbe på det bedste, end de vil udvise Virtú og handle i overensstemmelse med deres værdier.

Grækenland blev erobret af romerne i forbindelse med Slaget ved Korinth i 146 f.Kr., og grækenland forblev en romersk provins frem til 1453 e.Kr. hvor tyrkerne bragt de sidste rester af det østromerske rige til fald.

Grækernes indflydelse på deres romerske overherrer var betydelig, og begge parter var bevidste om dette forhold. Siden republikansk tid havde hovedparten af de romerske aristokrater grundigt studeret og absorberet græsk litteratur, filosofi og retorik. Men selvom romerne til stadighed kiggede til Grækenland, må romernes omgang med græsk kultur alligevel siges at have været karakteriseret af et vist ressentiment. På trods af den mere end lejlighedsvise romerske afstandtagen forblev græsk dog højkulturens sprog, og i østen til dels også administrationens sprog.

Det første og anden århundredes Grækere har i udstrakt grad været bevidste om det romerske ressentiment idet de vedblev at fetere græsk som en kontinuitet af den storslåede fortid som romerne både beundrede og misundte. Som vi skal se i kapitel 5 har det græske kultursystem repræsenteret et udgangspunkt nec plus ultra for kulturerne omkring Middelhavet, hvilket tvang romerne til at aktivt positionere sig i forhold til arven fra Hellas, f.eks. ved at formulere en kulturpolitik som bevidst favoriserede latinsk litteratur.[1] Således er det så meget desto mere sigende, at der i perioden fra Augustus til Marcus Aurelius til stadighed blev produceret fortrinsvis græsk litteratur indenfor imperiets grænser – også når man medregner de af rigets indbyggere der talte latin som deres modersmål.[2]

Gennem hele perioden afviste græske intellektuelle konsekvent de romerske udmeldinger om, at den romerske litteraturskat nu skulle have overgået den græske. Mens førnævnte påstand nok har repræsenteret det officielle Roms politiske holdning, så er det tydeligt, at den romerske kulturelite i alle praktiske henseender har været af same opfattelse som grækerne, idet periodens romerske intellektuelle til stadighed foretrak græsk litteratur, på trods af romernes forsøg på at opbygge en selvstændig litteratur.[3] Den egentlige årsag til denne romerske præference for det græske forbliver dog problematisk idet romerne – deres faktiske litterære smag til trods – har været kraftigt disponerede for at ophøje den græske litteratur alene af den grund, af den var af ældre dato; en del af det klassiske pensum, og at den på den måde indgik som et led i og en forlængelse af en hædret tradition. I forlængelse heraf er det ligeledes sandsynligt, at den Flavisk-Antoninske periodes nulevende græske litterater har kunnet trække på selve den hellenistiske litterære tradition for således effektivt at dispositionere sig selv for en favorabel bedømmelse i romernes øjne.

I lighed med romerne havde grækerne altid været optagede af fortiden, herunder specifikt deres egen: For mens den romerske kulturhistorie berettede om den gradvise inkorporation af fremmede folkeslag, var det græske kultursystem defineret ved en vis selvoptagethed: For grækeren defineredes Middelhavets andre kulturer nemlig først og fremmest i forhold til grækerne selv, hvilket på sin vis var forståeligt nok, da næsten samtlige af regionens kyster bar vidnesbyrd om grækernes fremmelighed qua anvendelsen af græsk teknik og arkitektur. [4] Set med grækerens optik var civilisationen ikke kommet til Hellas, men derimod opstået i Hellas som en vital frembringelse af det græske folks kollektive genius, hvorfor man så tidligt som500 f.Kr. opdelte verdens folk i henholdsvis ”grækere” og ”barbarer”.

Mens grækerne altså også før romertiden kan karakteriseres som have værende stærkt optagede af den græske fortid, kan det imidlertid dokumenteres, at denne fascination tiltog under romerne idet den i en periode antog en slags obsessiv karakter.[5] Til sammenligning, dvs. med visse tydelige undtagelser, var grækerne som regel uinteresserede i Roms fortid med mindre den på en måde pegede mod noget græsk, eller en form for kulturel gæld til grækerne.[6]

Hvad angår kulturen kan vi konstatere, at de romerske kulturinstitutioner som i rigets vestlige provinser udgjorde et egentligt kulturskifte – teater, religion, retspraksis m.v. – allerede eksisterede i Grækenland før romernes indtog hvorfor introduktionen af det romerske kultursystem i stor udstrækning kan siges at have været redundant i forhold til de allerede eksisterende græske institutioner. [7] Ikke desto mindre absorberede grækerne frivilligt et mindre antal materielle trends fra deres romerske overherrer som f.eks. den arkitektoniske grundform af den romerske villa der gradvist erstattede den oprindelige græske æstetik på dét område.

Romerne søgt ellers, at ændre på grækernes selvforståelse: Arkæologen Susan E. Alcock har undersøgt romernes mange indgreb i arkaisk græske monumenter. Romerne udførte tilsyneladende disse indgreb med henblik på at fortælle en historie om den græske fortid som var mere i overensstemmelse med, hvad romerske aristokrater gerne ville have, at den var.[8] På denne måde blev modificeringen af gamle græske monumenter led i en oplevelsesøkonomi tiltænkt og udøvet af den romerske elite. Det interessante ved romernes materielle ændring af den græske fortid er, at mens romerne har fokuseret på de materielle sider af den græsk fortid, så forstod grækerne deres egen kultur som et sprogt og et sprogligt og genealogisk, altså et immaterielt fællesskab, med plads til stor individuel variation blandt bystaterne.[9] Ikke som med Rom, der gerne gjorde de vestlige provinser til små kopier af det italienske hovedland. Der var derfor ét billede af den ideelle romer, men flere slags ideelle grækere.

For grækerne stod dog det ufravigeligt faktum tilbage, at Grækenland var en romersk provins, og ikke omvendt. Enhver græsk dyrkelse af samtiden måtte derfor tage højde for romerne herskede i det store verdensrige. Deres løsning var fantasiløs: De flygtede ud af fortiden, og skrev sig konsekvent ind i den mytiske græske fortid, hvor det stadig var grækerne der herskede i Middelhavet.[10]

Grækerne var det fremmede folkeslag som påvirkede romerne mest, og den kultur fra hvilken romerne tilegnede sig mest. Men som vi skal se var relationen de to kulturer imellem hverken ensidig eller ukompliceret.

I sin bredest mulige udstrækning kan dialektikken mellem den græske og romerske kultur ses som en proces med start i midt-republikansk tid (264-133 f.Kr.) og som strakte sig vel ind i det tredje århundrede e.Kr. – En langvarig proces uden nogen egentlig konklusion eller forløsning. Og som vi skal se strakte romernes syn på græsk/hellenistisk kultur sig fra efterligning, afvisning, beundring, uvidenhed og opfordringer til forbud.

For såvel romer som græker i tiden efter Augustus, var den græske fortid den definerende egenskab som gjorde Grækerne anderledes end imperiets øvrige folkeslag.[1] Plinius d. Yngre:

”Remember that you have been sent to the province of Achia, that true and pure Greece where it is believed that humanitas, litterae and even agriculture were first invented, and that you have been sent to set in order the affairs of the free cities, that is to those who are both men and free in the fullest sense of the words: who have retrained, thanks to their virtue, their good deeds and their friendships, and finally through treaty and religion, rights which were given to them by nature.”[2]

Ciceros brev til sin bror, Quintus, som havde statholder i Asien:

“What if the casting of lots had allocated you Africans or Spaniards or Gauls to rule over? – wild and barbarous peoples, even then you would owe it to your own humanitas to take into account what suited them and to concern yourself with their well-being and safety. But seeing as how we rule that very race of men in which not only is true humanitas found but from whom it is believed to have spread to others, we are at the very least obliged to give them what they have given us.”[3]

Periodens romere skelnede altså kraftigt mellem indbyggerne i det klassiske Hellas og så de samtidige, ”nulevende” grækere, som man anså som dekadente og frivole. Denne diskrepans mellem en umiddelbar respekt for fortidens grækere, og en ligeledes umiddelbar foragt for nutidens græker, som man opfattede som kvindagtig og snu, er i sin grundvold det, der har befordret den mangfoldighed og sammensathed som karakteriserede romernes opfattelser af det græske.

Romerne var altså splittede i deres reaktioner overfor grækerne grundet den forherligelse og ophøjelse af fortiden som de abonnerede på. For romerne gælder det, at fortidsforherligelsen var en immanent del af romersk kultur. Men hvad med grækerne, var fortidsforherligelsen også en immanent del af deres kultur?

Her argumenterer forskerne Swain og Alcock for, at fortidsforherligelsen altid lader til at have været en del af den græske kultur, men at forherligelsen blev markant forstærket efter romernes indtog. Forskeren Simon Swain mener, at grækerne begyndte at dyrke deres fortid mere intenst da de så romernes respekt og beundring for den græske fortid, sådan at grækerne kunne få øgede politiske fordele, ved at iscenesætte sig selv som den græske fortids nulevende arvtagere.

Swain spekulerer endvidere hermeneutisk idet han opsætter den hypotese, at den græske elite desuden også identificerede sig med fortiden fordi den græske eliten fik en øget følelse af selvsikkerhed ud af det.[4] I modsætning til Swain mener forskerne Alcock og Woolf dog snarere, at det første århundredes grækerne foretog en ”kulturel oprustning” indenfor litteraturen som et modsvar mod den gradvise romanisering af Grækenland.

Det interessante er dog, at grækernes egen fortidsdyrkelse meget vel kan have bekræftet romerne i deres forestilling om, at grækerne nu havde tabt deres fortid og var blevet dekadente.

For at begribe den romerske fascination af specifikt den græske fortid er det vigtigt at forstå, at den mytiske græske fortid udgjorde en fantasiverden for Roms herskende klasse; millionærer som ikke behøvede at arbejde, om som havde hele dagen til at fortabe sig i dagdrømme og fantasier, godt hjulpet på vej af af græsk litteratur og filosofi.

Som et eksempel herpå er den romerske statsmand Cato d. Yngres selvmord interessant: I Catos selvmord ser vi hvordan romerske opfattelser af såvel grækerne som dem selv sporer dem ind på en fundamental anden læsning af grækernes fortid end den grækerne selv benyttede sig af.

I Platons oprindelige skildring forblev Sokrates som bekendt rolig og fattet idet han afdæmpet dyrkede sin interesse for filosofien, selv som skarntydens time nærmede sig.[5] – I Phaidon møder vi en Sokrates som ønsker at kropsliggøre grækernes ideal om manden der har levet det gode liv og nu indlader sig på at dø den gode død. Meget lader dog til at Cato d. Yngre har læst Phaidon gennem et særegent romersk spektrum af romerske kardinaldyder og Catos selvmord viser os derfor romernes inderligste idealer; patriotisme, politisk tæft og maskulinitet.

En anden vinkel på særegent romerske værdier finder vi hos Tacitus der om Augustus skriver: ”Caesar foragtede gamle Hellas, som nu var svagt og fattigt, og udstrækker i stedet sin gunst til de fremmeligste græske mænd; dem i Asien.”[6] Eller hos militærmanden Marius som kategorisk nægtede at beskæftige sig med græsk litteratur idet han faldt det ”latterligt at hengive sig til en kultur hvis folk var slaver for et andet”.[7] Endelig har vi Cato d. Ældres maksime om, at ”grækerens ord fødes på hans læber, men romerens i hans hjerte.”[8] – Vi kan således, lidt groft, udlede de typisk romerske modstykker til den dekadence som de forestillede sig at grækerne stod for:

Set gennem romerske øjne, så havde grækerne engang været et stort folk, men var nu dekadente. I den romerske opfattelse var romerne ikke blevet helleniseret, men civiliseret og stod nu ved et skæringspunkt mellem en barbarisk fortid og en dekadent fremtid. Romerne omdefinerede således den græske opfattede af civilisation som betydende ”at leve som grækerne”, (som vi bl.a. kender fra tiden omkring Alexander den store og hans læremester Aristoteles). I stedet introducerede romerne en anden og mere kulturneutral betydning, nemlig det at leve i overensstemmelse med civilisationen selv: I byer, med love, og med en fælles etik og fælles idealer.[9]

Derfor ser vi også romerne forsøge at rede grækerne ud af dekandencen og tilbage til civilisationen, som da kejser Trajan skrev til Plinius d. Yngre i forbindelse med sidstnævntes udnævnelse til statholder i en græsk provins:

“I for my part had so much confidence in your judgment that I selected you for the instilling of morality in that province, so that you yourself might regulate their affairs and establish them to ensure lasting security fro the province.”[10]

Grækerne er følgelig uden moral og har brug for en romersk guvernørs sunde dømmekraft (prudentia) for at grækerne kan bestå uden at kollapse udi dekadence. Altså et eksempel på, at romersk mandhaftighed trumfer græsk lærdom i det romerske statsapparats egen optik.

Romerne opfattede deres kultur som bl.a. bestående af et politisk og overordnet religiøst fællesskab. Indeholdende visse fælles vaner og værdier.[11] Forskeren Greg Woolf argumenterer for, at den græske kultur ikke var materiel på samme måde som den romerske, og hvad angår sidstnævnte påstand kan vi konstatere, at romerne lader til at have haft en tendens til at tage afstand fra romerske aristokrater som dyrkede netop de materielle sider af den græske kultur. Såsom at tilegne sig græsk påklædning, og læse bøger på græsk (som også den hellofile kejser Hadrian gjorde det).[12] Derfor mener Woolf, at den græsk-romerske sameksistens var baseret på uvidenhed og misforståelser; de to folkeslag lå ifølge Woolf i en kontinuerlig dialog i en periode på mange hundrede år uden nogensinde helt at forstå hinanden: Både romere og grækere var ifølge Woolf præget af en forudbestemt optagethed af deres eget kultursystem, og læste således den andens position gennem egne diskurser.

[1] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 121