Category Archives: Historie

Anmeldelse af John Kørners ‘Kvinder til salg’

Kvinder uden ansigter: John Kørners malerier præsenterer os for ansigtsløse kødklump-kvinder i arbejderbevægelsens hellige haller.

Af Lejla Mrgan

KUNST
JOHN KØRNER Kvinder til salg. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K. Åbent hver dag kl. 10-16. Til 29. december 2011.

Man træder ind i et lokale med råt betongulv. Arbejdermuseet beklager, men det skyldes vandskade, og de har ikke nået at lægge nyt gulv. En ung kvindelig udstillings-besøgende bemærker, at det behøvede de da ikke beklage, for det rå beton passer så godt til denne udstilling. Hun mener vel, at emnet, der behandles i Kørners malerier, også er så råt og dystert og altså alligevel ikke noget, der hører sig til på det bonede sildebens-gulv.

For de tolv store malerier, der er skabt , dugfriske, netop til denne udstilling, behandler et alvorligt emne. Det drejer sig om trafficking og prostitution, åbenbart sat under samme fane. Arbejdemmuseet forsøger ikke at lægge skjul på, at udstillingen har en klar politisk og ideologisk dagsorden: sexkøb, hvadend kvinden gør det frivilligt eller ej, er kvindefornedrende og bør forbydes. Dermed bliver den et bidrag til den prostitutionsdebat, som har kørt de sidste år. Denne debat har delt sig i to lejre: dem, der ønsker et forbud mod sexkøb, og dem, der er uenige og i stedet ønsker, at sexarbejderne skal tildeles rettigheder ligesom alle andre, der betaler skat på det danske arbejdsmarked. I kraft af sin oprindelige funktion som arbejderbevægelsens forsamlingshus, hvorfra der i næsten 100 år blev kæmpet for rettigheder til arbejderne, giver Arbejdermuseet som ramme for udstillingen derfor en spændende krølle på halen, en utilsigtet indre modsætning.

Hvis man abonnerer på Kørners og Arbejdermuseets syn, er udstillingen da bestemt et fint rygklap til ens fine, høje moral. Hvis man ikke gør, skal man dog ikke fortvivle. Man er ikke gået forgæves, for Kørner mestrer beherskelsens kunst. Han ved præcis, hvornår han skal lade penslen vige for lærredet, hvornår den perfekte antydning er opnået, og hvornår farverne er netop transparente nok til at være kraftfulde og sårbare på samme tid.

Sat ind i en politisk kontekst, er det dog som om, maleriernes kvaliteter reduceres til simple udsagn: ”Den eksotiske kvinde trampes på af den fede, gamle, rynkede mastodont-dansker” (Mette) eller ”Han banker hendes måtte og besudler hendes rene, hvide Madonna-hud med sine beskidte fingre” (Maria). Det er jo hverken særlig subtilt, nuanceret eller debat-stimulerende, men snarere en cementering af et kvindesyn der siger, at kvinder er ofre uden vilje- eller handlekraft, uden seksuelt begær, slet og ret uden lyst. For godt nok siger udstillingen, at det er trafficking og prostitution, som billederne behandler, men de sætter, som udstillingens  introduktionstekst også skriver, ”problemstillingen i forbindelse med vores kvindesyn i det hele taget.” Og det skal jeg love for, at den gør.

For det mest slående er, at alle Kørners kvinder er uden ansigt – det er enten vendt væk eller helt fraværende. Manets Olympia, kunsthistoriens nok bedst kendte luder-portræt, vender ikke ansigtet bort, men fastholder os med sit blik, og dermed også med sin lyst og vilje – noget der netop virkede enormt provokerende i 1860’ernes Paris, som ellers mest var vant til rygvendte, skum-fødte skildringer af kvinder, der bestemt ikke udfordrede beskuerens blik. Her kan man så undre sig over, at Kørner konsekvent vælger ikke at se sine motiver i øjnene.


John Kørner, Maria, 2011


Édouard Manet, Olympia, 1863

Fire persontyper i kinesisk buddhisme

af Ryan Smith

Den klassiske tekst Treatise on Buddha Nature, som er en af grundstenene i kinesisk buddhisme, beskriver fire personlighedstyper for os:

1

Persontype: Icchantika (person, som ikke kan styre sine lyster og som forfalder til ekstremer)
Personens problem: Er afvisende over for middelvejs-buddhismen
Løsning på problem: At tro på og finde glæde ved middelvejs-buddhismen
Frugten af at overkomme dette problem: Renhed (dvs. en ikke-forurenet virkelighedsopfattelse, nu hvor vedkommende har bekendt sig til den sande måde at se verden på)

2

Persontype: Person, der ikke er buddhist
Personens problem: Tror på, at vedkommende har en sjæl; et selv, der eksisterer uafhængigt af alt andet
Løsning på problem: Prajna (dvs. intuitiv forståelse af, at der i virkeligheden ikke findes noget selv, en indsigt opnået gennem meditation)
Frugten af at overkomme dette problem: Et selv. (Men hvordan kan det være? En af Buddhas vigtigste læresætninger var jo, at der ikke findes noget selv. Jo, ifølge denne specifikke kinesiske variant af middelvejs-buddhismen så skyldes det, at man ikke kan nøjes med at opfatte verden som tom og fri af nogen iboende natur. Denne specifikke skole mente, at det må følge, at hvis man først anser alting som værende uden iboende natur, så må det omvendt også betyde, at alt, hvad der eksisterer, er en del af ét hele, som så i sig selv er ensartet overalt. Denne totalitet kan så gøre det ud for et nyt ”selv”, som man kan identificere sig med uden at falde ud i eksistentiel vildfarelse. Ideen om, at totalitet af alt, hvad der eksisterer i sig selv, skaber en entitet, er ikke ny, men findes allerede i tidligere former for buddhisme på det tidspunkt, hvor Treatise on Buddha Nature bliver forfattet, og der findes for så vidt også lignende ideer i hinduisme og taoisme. Men sproget er nyt, og den dag i dag er det stadig kontroversielt at forbinde totaliteten af det, der eksisterer, med et selv. Jeg er ikke selv overbevist om, at det er en god idé at tale om et selv på den måde, som forfatteren gør det; jeg mener, at det skaber mere forvirring end afklaring. Men forfatteren af Treatise on Buddha Nature ville nok bare sige til mig, at mine indsigelser over for hans uortodoksi skyldes, at jeg er et eksempel på den næste personlighedstype, som vi skal høre om.)

3

Persontype: Sravaka (person, som dyrker buddhismen for ivrigt)
Personens problem: Frygt for samsara (dvs. hverdagens liv uden meditation, hvor mennesker lider og sidder fast i en cyklus af evig fødsel og død)
Løsning på problem: At indse, at verden er non-dualistisk (samadhi), hvilket får en til at overkomme det, at man dyrker tomhed for ivrigt og ikke ser den konventionelle sandhed
Frugten af at overkomme dette problem: Bekymringsløshed (frihed fra frygten for hverdagslivet)

4

Persontype: Pratyeoabuddha (en ”privat buddha” – en person, som er ligeglad med den øvrige verden, men bare vil meditere i fred og højne sin praksis alene)
Personens problem: Ligeglad med andres velvære (fordi vedkommende kun stræber efter at hjælpe sig selv)
Løsning på problem: Medfølelse for alle væsener
Frugten af at overkomme dette problem: Ubegrænsethed. (Personen er begrænset, så længe vedkommende kun helliger sig sit eget velvære, og kan derfor aldrig blive en buddha fuldt ud (eller mere korrekt: indse sin egen buddha-natur fuldt ud, for man kan ikke blive en buddha – man er det teknisk set allerede; man er bare ikke klar over det). Derudover er antallet af væsener, der har brug for hjælp, uden ende, hvorfor den, der sætter sig for at hjælpe andre væsener, ligeledes må besidde en medfølelse, der er uden ende.

Buddhistisk ontologi, del 3: Videre implikationer af Nagarjunas lære

af Ryan Smith

Tomhed som en ny eternalisme: Nagarjunas filosofi løb dog på det problem, at tomhed og gensidig opståen risikerede at blive opfattet som synonymer med alt, hvad der eksisterede; som eternalistiske substanser, en ny sjæl, blot udtrykt med andre ord. For at besvare denne kritik indvendte Nagarjuna, at tomhed i sig selv er tomt for iboende karakteristika, og at gensidig opståen i sig selv er opstået i gensidighed. På denne måde undgår de to begreber at blive gjort til noget særligt, som ”står uden for” den øvrige eksistens, men samtidig eksisterer de netop i kraft af alt, hvad der eksisterer. Dermed kunne Nagarjuna og hans efterfølgere holde fast i både tomhed og gensidig opståen som centrale koncepter, samtidig med at de undgik både eternalismen og nihilismen.

De to sandheder: Nagarjunas lære giver desuden anledning til to måder at se verden på: To sandheder, som i et vist omfang kan kædes sammen med de to ekstremer, som Nagarjuna afviste: Den ene sandhed kaldes den lille sandhed eller den konventionelle sandhed. Det er den, vi befinder os i, når vi ikke mediterer. Vi kender den altså i forvejen: Når verden ses gennem den lille sandhed, så er ild varm, og objekter opfattes som eksisterende i modsætning til andre objekter. Jeg hedder Ryan, og du hedder Johanne. Når du spiser mad, så bliver jeg ikke mæt, og når jeg brænder mig på en varm kogeplade, så gør det ikke ondt på dig. Det er den konventionelle sandhed, det er den, vi kender, og det er i vid udstrækning den, som videnskaben bygger på. (Og denne sandhed kan i et vist omfang identificeres med eternalisme.)

Den anden sandhed er den ultimative sandhed, også kaldet den store sandhed. Det er denne sandhed, som vi skaber kontakt til, når vi mediterer. Når vi ser verden gennem denne sandhed, så eksisterer tingene ikke længere som modsætninger. Jeg hedder Ryan, og du hedder Johanne. Men set gennem den store sandhed, så er vi faktisk to alen af et stykke. Det er ikke umiddelbart til at forstå for en person, der ikke mediterer og ikke er i kontakt med den store sandhed. Men mange har prøvet alligevel. Vante eksempler går f.eks. på at se virkeligheden som en suppe: Der er forskellige ingredienser, der flyder rundt forskellige steder i gryden, men dybest set er de alle en del af den samme suppe. Et andet klassisk eksempel er at sige, at hele virkeligheden er som et hav, og at Ryan blot er én bølgetop, mens Johanne er en anden. Så mens vi fra et konventionelt perspektiv er to forskellige mennesker, så er vi i virkeligheden to manifestationer af det samme, når man ser tingene i et større perspektiv. Dette perspektiv strider mod vor dagligdags oplevelse af verden, og det strider selvfølgelig også mod klassisk videnskabelig tænkning og metode. For hvis alting i virkeligheden er det samme, så giver det jo ikke mening at måle på det ene frem for det andet; på syre frem for base eller på én slags metal frem for et andet. (Og denne sandhed kan i et vist omfang identificeres med nihilisme.)

Dog blev den konventionelle sandhed gevaldigt udfordret i det tyvende århundrede, hvor opdagelser inden for fysikken lod til at stride mod den konventionelle ”enten-eller” måde at bedrive videnskab på. Med kvantemekanik var tingene lige så ofte ”både-og”, som de var ”enten-eller”, og hvilket var i total modstrid med vestens daværende forståelse af verden. Derfor søgte ledende fysikere inspiration og coaching i østlige traditioner, hvor de fandt en verdensforståelse, der passede langt bedre med kvantemekanikkens læresætninger, end den vestlige videnskabsfilosofi gjorde det:

Niels Bohr: “For a parallel to the lesson of atomic theory … we must turn to those kinds of epistemological problems with which already thinkers like the Buddha and Lao Tzu have been confronted, when trying to harmonize our position as spectators and actors in the great drama of existence.”

Werner Heisenberg: “The great scientific contribution in theoretical physics that has come from Japan since the last war may be an indication of a certain relationship between philosophical ideas in the tradition of the Far East and the philosophical substance of quantum theory.”

Hvor langt denne parallel mellem buddhistisk filosofi og moderne fysik kan drages, føler jeg mig ikke kompetent til at vurdere. En afklaring på området lader desværre vente på sig og besværliggøres i høj grad af, at der næsten ikke findes nogen personer, som har et fuldstændigt tilstrækkeligt indblik i både buddhistisk filosofi og kvantemekanik til at kunne vurdere krydsfeltet objektivt. For hver person med en ærlig interesse i at afdække dette sammenfald er der mindst 10 partsindlæg fra henholdsvis folk med skjulte religiøse interesser (der er interesserede i at overdrive sammenfaldet) på den ene side og naturvidenskabsfolk, som huser et nedarvet fjendskab med alle former for religion og metafysik og som er interesserede i at afvise sammenfaldet på den anden. Religiøse charlatan’er er der ikke så meget at gøre ved, men naturvidenskabsfolk, hvis fjendskab mod filosofi og religion kører på automatpilot, burde kigge på videnskabsfilosoffen Karl Poppers The World of Parmenides, hvori Popper detaljerer, hvordan videnskabsfolk som Newton og Einstein var akut bevidste om, at deres videnskab ikke var selve virkeligheden, men nærmere end approksimeret, funktionel model af virkeligheden.

Der kan dog næppe være nogen tvivl om, at den videnskabelige metode virker, og at den har skabt enorme materielle landvindinger for menneskeheden. Derfor er det også kun de færreste buddhistiske tænkere, der har været kække nok til at mene, at den konventionelle sandhed ikke findes. Langt de fleste mener i stedet, at både den lille, konventionelle sandhed, og den store, ultimative sandhed begge er virkelige, og at de eksisterer side om side som to aspekter at se virkeligheden på. Hvis det lyder paradoksalt, så tænk på, at det faktisk er det samme, som hvad moderne fysikere mener, når de siger, at alt, hvad der eksisterer, eksisterer i to former: I en partikelform og i en bølgeform. Lad os sige, at du har en gulerod i hånden: I sin partikelform, så eksisterer guleroden på et præcist sted i universet, nemlig i din hånd, hvilket svarer præcis til buddhismens lille, konventionelle sandhed. Men i sin bølgeform, så eksisterer guleroden overalt i universet på én gang, hvilket således svarer til buddhismens store, konventionelle sandhed.

Som sagt ved jeg ikke, hvor langt man skal drive denne parallel, eller hvor signifikant den er. Dog er det vigtigt at huske, at buddhisme er en filosofi og ikke en praktisk metode til at opnå videnskabelige resultater; buddhisme kan komme med generelle postulater og supplere en ontologisk ramme, hvor kvantefysikkens ”både-og”-paradokser slet ikke er paradokser. Men buddhisme kan ikke forudsige udfaldet af konkrete forsøg eller supplere videnskabelige sandheder i sig selv. Der har trods alt været buddhistiske klostre i Asien siden før vor tidsregning, og alligevel var det i vesten, at vi opfandt mobiltelefonen, mikroovnen og flyvemaskinen.

På den anden side er jeg dog sikker på, at buddhistisk filosofi passer bedre overens med den moderne fysiks frembringelser end nogen som helst form for vestlige idehistorie og videnskabsfilosofi siden præsokratikerne, dvs. de allertidligste græske filosoffer, som levede ca. 610 – 546 f.Kr.

Litteratur

Okumura, Shohaku: Realizing Genjokoan Wisdom Publications 2010

Popper, Karl: The World of Parmenides Routledge 2001

Stcherbatsky, F. Th.: Buddhist Logic Dover Publications 1966

Williams, Paul: Mahayana Buddhism: The Doctrinal Foundations Routledge 2008

Buddhistisk ontologi, del 2: Nagarjuna og Middelvejs-buddhismen

af Ryan Smith

Middelvejs-buddhismen blev især udtænkt af den indiske filosof Nagarjuna, og denne fase af Zen-ontologi varede fra ca. 150 e.Kr. til ca. 1250 e.Kr. Middelvejen refererer til, at de buddhistiske menigheder og de øvrige religiøse strømninger, som de debatterede med, i disse år havde polariseret sig ud i to ekstremer: Ét sagde, af eftersom intet havde nogen iboende natur – bilen ingen ”bil-hed”, mennesket ingen sjæl, osv. – så må de mindre bestanddele heller ikke findes, sådan at øret heller ikke havde nogen ”øre-hed”, næsen ingen ”næse-hed” og så videre. Derfor endte denne strømning med at postulere, at intet eksisterede, og den blev en slags nihilistisk buddhisme.

I den anden ende af spektret var der imidlertid den fuldstændig modsatte tolkning, nemlig dem, der mente, at fordi Buddha havde sagt, at handlinger skaber karma, så kunne ting opretholde sig selv via deres egen karma. Denne skole mente, at karma var knyttet til det enkelte objekt, på samme måde som en bankkonto kan være knyttet til en enkelt person, og selvom personen ville dø, så ville karma’en være evig, idet den f.eks. ville afstedkomme genfødsel. Selvom en persons legeme var midlertidigt, så var karma’en, der knyttede sig til denne person, permanent. Derfor blev deres konklusion, at alt, hvad der eksisterede, eksisterede i kraft af permanente bagvedliggende substanser som karma. Denne skole kaldes derfor eternalisme eller permanentisme.

(Det er vigtigt at notere sig, at denne måde at se verden på hviler på en fortolkning af, hvad Buddha sagde, og at Buddha selv var tilbageholdende med at svare på, hvorvidt karma var knyttet til det enkelte objekt, eller til verden i det hele taget.)

Nagajurna afviste imidlertid begge disse skoler. Han mente, at de begge forbrød sig mod Buddhas lære. For hvis eternalismen var sand, hvordan kunne begivenheder (også kaldet fænomener) så indtræffe og ændre på tingenes tilstand? Og hvis objekter kunne opretholde sig selv via deres egen karma, ville det så ikke betyde, at der alligevel var et permanent selv, eller en sjæl, sådan som Buddha jo havde afvist, at der var? Derfor kunne eternalismen ikke være sand.

Men samtidig, så kunne nihilismen heller ikke være sand, fordi begivenheder indtræffer på bestemte punkter i tid og rum. Hvis det f.eks. regner på ét sted, så regner det ikke nødvendigvis på alle andre steder samtidig. Problemet med nihilismen er, at selvom tingene ikke har et iboende selv (bilen har ikke en iboende ”bil-hed” osv.), så er der alligevel forskel på dem. Dit øre kan ikke lugte, og din næse kan ikke lytte. Dermed kunne det se ud, som om vi var tilbage ved eternalismen, men Nagajurna afviste både eternalisme og nihilisme og postulerede sin egen middelvej mellem de to.

Nagarjunas middelvej bestod i sin grundvold af to koncepter: Tomhed og gensidig opståen. Tomhed foreskriver, at ingenting har nogen iboende kvaliteter i-sig-selv. Hvis du vil beskrive, hvordan ild er, så vil du måske sige, at ild er varm. Men at sige, at noget er varmt, giver ikke mening, uden at der tilsvarende må være noget, der er koldt, som man kan sammenligne det med. Varmt eksisterer altså ikke uden koldt. Ligeledes ville du måske sige, at ild er karakteriseret ved bevægelse, men bevægelse ville heller ikke eksistere uden stilstand, og således ville du til sidst blive tvunget til at konkludere, at ild ikke besidder nogen egenskaber, der kan beskrives uden reference til noget, der ikke er ild. Du ville konkludere, at ild i sig selv er ”tomt” for iboende karakteristika, og at det eneste, der altså kan siges at karakterisere ild i-sig-selv, er tomhed. Tomhed forstået som fraværet af iboende egenskaber.

Men dog ville Nagarjuna ikke lade dig sige, at ild ikke findes, eller at ild ikke er forskelligt fra noget som helst andet i universet, for så ville vi være tilbage i nihilismen igen. Nagarjuna ville derfor sige, at ilden findes, men at ilden er et led i en gensidig opståen, som alle ting indgår i: Varmen kan opstå, fordi der findes kulde (og omvendt), bevægelsen kan opstå, fordi der findes stilstand (og omvendt), og det aggregat, eller den collage, der kendetegner alle ildens karakteristika, opfatter vi så som ild – et led i den gensidige opståen i samspil med alle andre forekomster i universet. Ingen entiteter i universet har iboende karakteristika (de er tomhed), for ingen entiteter kan eksistere isoleret (og derfor er de præget af gensidig opståen).

Dét er Nagarjunas middelvejsbuddhisme: Eternalismen er ikke sand, for tingene kan ikke opretholde sig selv via deres egen karma: Karma gælder for totaliteten af alt, hvad der eksisterer, og ikke enkeltobjekter. Og nihilismen er ikke sand, fordi der er forskel på entiteter: Ild er varm, og is er kold. Tingene eksisterer med andre ord relativt til hinanden, hvilket er en af de centrale grundopfattelser i senere buddhistisk filosofi.

Nagarjunas middelvejsbuddhisme befinder sig således i total modsætning til den græske filosof Aristoteles’ verdenssyn, hvori alt, hvad der eksisterer, eksisterer i kraft af ”klasser”, som inddeler, hvad der er hvad. Et egetræ er således et egetræ, som tilhører klassen ”egetræ”, og et menneske således et menneske, som tilhører klassen ”menneske”. For Nagarjuna er der ingen iboende natur og ingen klasser, der eksisterer uafhængigt af andre klasser.

Buddhistisk ontologi, del 1: Buddha og de første buddhister

af Ryan Smith

‘Blandt de tidligste buddhister (ca. 450 f.v.t. – ca. 100 e.Kr.) var det et tema, at mennesket ikke havde nogen sjæl eller noget selv. På samme måde som en bil hverken er sine dæk, sin motor, sin kabine eller sine lygter, så er et menneske hverken sine arme, lunger, øjne eller sin hjerne. (Ifølge de første buddhister var hjernen et sanseorgan, hvis sanse-output var tanker og følelser, som opstod, når hjernen blev mødt med sanseindtryk udefra.)

Uanset hvordan man undersøger en bil, så vil man ikke være i stand til at lokalisere, præcis hvori dens ”bil-hed” eller dens ”bil-natur” består. Bilen er en ”etiket”, vi skaber for os selv, uden at den egentlig findes. Og sådan er det også med mennesker: Når vi ser, arme, lunger, øjne og hjerne, der alle hænger sammen og fungerer på ét sted, så skaber vi ”etiketten” ”menneske,” ”sjæl” eller ”selv”. Men kigger vi efter, så kan vi ikke lokalisere, hvori dette selv består. Den fejlagtige tanke, at vi har et selv, er den grundlæggende vildfarelse, som gør, at mennesker lider.

De første buddhister argumenterede for, hvordan der ikke er noget iboende selv, med omtrent følgende argumenter: Lad os sige, at vi har en bil, og vi smadrer dens forlygter. Er den så stadig en bil? De fleste ville svare ja. Men hvad så, hvis vi fjernede dens dæk? Igen ville folk sige ja, og således kunne vi fortsætte, indtil folk pludselig svarede nej. Men pointen ville være, at der ikke findes noget klart defineret punkt, hvor bilen mister sin ”bil-hed”. Det er bare det, at vi ser alle komponenterne ved siden af hinanden, der får os til at opfatte helheden som en bil. Men ligesom et menneske ikke har noget jeg og ikke har nogen sjæl, så har bilen ingen ”bil-hed.”

Dette er, ligesom da den græske filosof Eubulides placerede en bunke ærter på et bord foran sine tilhørere og spurgte dem: ”Er det en bunke?” Tilhørerne svarede ja, hvorefter Zenon fjernede én ært og igen spurgte: ”Er det så en bunke?” Tilhørerne svarede igen ja, og Zenon fortsatte med at fjerne ærter og spørge, hvorvidt der var tale om en bunke, indtil tilhørerne til sidst så på 5-6 ærter og måtte svare, at der ikke længere var tale om en bunke. Zenon reagerede så ved at lægge én ært tilbage på bordet og spørge: ”Er det så en bunke?” Præcis som med buddhismens selv, der ikke kan lokaliseres, når man sætter sig for at søge efter det, således ville Zenon vise, at der ikke finder nogen ”bunke-hed”, men at en bunke, ligesom et selv, er en forvildelse, vi skaber for os selv, uden absolut hold i virkeligheden.

Psykiatriens Amatører, del 1

Okt 2005: Henvendelse på Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg. Efter visiterende samtale med psykiater NN får jeg at vide, at jeg vil får svar på om de kan tilbyde mig behandling indenfor to måneder.

Marts 2006: Distriktpsykiatrisk center på Frederiksberg har smidt min sag væk. Efter opringning flover de sig, og vælger at tilbyde mig behandling.

Behandling starter med estisk psykiater, NN. Forholdsvis useriøs behandling. På et tidspunkt spørger jeg ham: “Hvordan ved du, at jeg har det sådan, som du beskriver?” Han svarer: “Det er min sjette sans.”

Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg aflyser i øvrigt aftaler et par gange over mails, som jeg aldrig får. Da jeg går sekretæren i bedene påstår hun urokkeligt, at have sendt de pågældende mails. Et kig i hendes sagsmappe afslører imidlertid, at den pågældende sekretær ikke har forsynet de pågældende mails med en “.com”-endelse, og at jeg derfor aldrig har fået dem.

5/4 2006: Samtale med sagsbehandler NN. Hun præsenterer muligheden for, at jeg kan få revalidering. Siger, at min sag passer som “fod i hose” og afslutter samtalen med at sige: “Så det søger vi til dig!”

19/6 2006: Min faste psykiater (ham med den sjette sans) er ikke til stede. En tysk psykiater, NN, som jeg aldrig før har talt med, nærmest truer mig til at påbegynde behandling med Bristol-Meyers-præperatet Abilify. Han siger bl.a. at hvis jeg ikke vil samarbejde, kan de ikke hjælpe mig. Jeg spørger, om de kun vægter samarbejde i villighed til at tage medicin, han svarer nej, og siger så senere, at hvis jeg ikke påbegynder behandling med Abilify vil jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Han siger også i løbet af samme samtale, at Abilify ikke påvirkede patientens bevidsthed. Producenter siger dog selv:

“Abilify may impair judgment, thinking, or motor skills. Users should be careful in operating machinery, including automobiles, until they know how Abilify affects them. Abilify may cause trouble swallowing (esophageal dysmotility). This can cause choking and lead to a type of pneumonia called aspiration pneumonia in some patients.”

19/6 2006: Jeg spørger i receptionen, hvordan det går med at søge revalidering, som sagsbehandler NN sagde, at hun ville “skaffe til mig” 5/4. Efter en forvirret søgen rundt i sagsmapperne kommer det frem, at der intet er gjort eller sat i gang.

23/6 2006: Jeg forfatter en lang mail til Distriktpsykiatrisk Center på Frederiksberg hvor jeg opridser de forsømmelser og behandlingsfejl, som der har været i forløbet. Jeg får et svar tilbage fra ergoterapeut NN. Hun skriver: “Jeg synes vi skal tale om det.” Men hun vender aldrig tilbage.

Ukendt Dato: Visitationssamtale på en anden psykiatrisk enhed (OPUS). Denne enhed har smidt journal fra Frederiksberg væk. jeg må begynde forfra med at fortælle dem min sygehistorie.

OPUS er i sommermånederne ikke i stand til at foretage sig noget ang. revalidering eller SU til mig, grundet egne og øvrige offentlige medarbejderes ferie. Sagen kunne have været afsluttet i marts-april såfremt Frederiksberg Psykiatisk havde taget hånd om deres arbejdsansvar og ikke syltet sagsbehandlingen.

OPUS hjælper mig med at udfylde formularer til SU. Jeg sendes med bussen fra OPUS til Frederiksberg rådhus hvor sagsbehandler NN efter 30 minutter erklærer, at OPUS har udfyldt formularerne forkert. Jeg prøver at forklare, at jeg også forstår dokumentet skal udfyldes såsom OPUS har gjort det. NN fejer mit indtryk af bordet uden modargumentation. Resulatetet er, at OPUS og NN har en lang telefonisk udveksling på min telefon og for min regning, hvorefter OPUS accepterer, at NN har ret. Jeg sendes tilbage til OPUS med formularen.

Et par dage senere viser det sig, at OPUS havde udfyldt dokumentet korrekt til at begynde med. Det hele må nu starte forfra.

Der er en taberkultur i det offentlige, hvor folk ikke bliver stillet til regnskab for deres fejl.

Parmenides’ digt på dansk

Parmenides var den vigtigste vestlige filosof før Platon. Vi har kun nedenstående fragmenter af hans store digt om eksistensen og det-som-er.

Parmenides kontrasteres ofte med Heraklit, for hvor Heraklit sagde, at alt ændrer sig, så mente Parmenides derimod, at alting stod stille. Dog mente den tyske filosof Martin Heidegger, at de to grækere dybest set var enige om tilværelsens natur.

Til venstre ses maleren Raphaels fremstilling af Parmenides, detalje fra maleriet ‘Skolen i Athen’.

Nedenfor følger hele Parmenides’ digt i dansk oversættelse. Digtet kan deles op i tre: Introduktionen, hvor den unge mand, sikkert Parmenides selv, bliver ført op til Gudinden og hilst velkommen, Afsløringen, hvor Gudinden forklarer den unge mand sandheden om universet, og så Konventionen, hvor Gudinden forklarer den unge mand om den fejlagtige måde, som dødelige opfatter verden på.

Introduktionen

I

De heste, der bærer mig, bar mig så langt,
som mit hjerte nogensinde havde ønsket,
da de anbragte mig og satte mig på den ansete Vej,
der tilhører Gudinden, der med sine egne hænder fører den vidende mand,
gennem alle ting.

Ad denne vej blev jeg ført;
og videre [oppe] ad vejen førte de vidende gangere mig,
de trak min vogn, og ungpiger viste vejen.
Og akslen [på vognen], glødende i naglen
og de hvirvlende hjul blev skyndet fremad på hver side [af vognen]
de afgav en lyd som lyden af en fløjte,
når solens døtre hastede mig fremad,
for at bringe mig ind i lyset,

og [der] kastede [de] deres slør af deres ansigter,
idet [vi] forlod Nattens bolig.
Der [så jeg] portene [til både] Nattens Vej og Dagens Vej,
indrammer med en overligger foroven og med en tærskel på sten for neden.
Selve portene er placeret højt oppe i luften, de [åbnes og] lukkes af mægtige døre,
og den hævnende Retfærdigheds [gudinde] holder de nøgler, der åbner dem.

Jomfruerne overtalte [Gudinden] med blide ord og dygtig appel,
til at åbne op for de boltede barer, [der holdt portene lukkede].
Og da dørene åbnede, afslørede de en bred åbning,
idet deres messinghængsler, som var fastgjort med nitter og søm, svang åbne.

Direkte gennem [portene], på den brede Vej,
førte jomfruerne hestene og vognen,
og Gudinden hilste mig venligt og [hun] tog min højre hånd i sin,
[og] talte så disse ord til mig:

”Velkommen, ærede ungersvend,
som kommer her til min bolig i den vogn,
der bærer dig, der føres af de udødelige jomfruer!
Det er ikke det pauvre tilfælde, men retfærdighed og rigtighed,
som har sendt dig ud for at rejse ad denne Vej.
Langt væk ligger den i sandhed fra den vanlige vej,
som[dødelige] mænd betræder!
At møde [denne Vej] er, at du skal lære om alle ting,
både om den overbevisende sandheds urokkelige hjerte,
samt om de opfattelser de dødelige [bærer],
og som man slet ikke kan regne med.

Men ikke desto mindre
skal du også lære om [de dødeliges meninger],
eftersom du bliver nødt til at dømme tingene [som de ser ud for dødelige],
idet du går gennem alle anskuelser på din rejse.

Afsløringen

II

Kom med, og jeg vil fortælle dig –
og du skal lytte til min forklaring og tage den med dig herfra:
De eneste to måder at undersøge verden på, der kan udtænkes, er disse:

Den første, navnlig, at det-som-er, ER TIL,
og at det er umuligt for det-som-er ikke at være til.
Dette er overbevisningens Vej (for overbevisning følger af [kendskabet til] sandheden).

Den anden, navnlig, at det ikke er nødvendigt for helheden af det-som-er at eksistere.
Dette, fortæller jeg dig, er en fuldkommen utroværdig Vej.
For du kan ikke kende til det, som ikke eksisterer, og ej heller kan du tale om det.

III

For det er den samme ting, der kan tænkes [på] og som kan være.

IV

V

VI

Det må nødvendigvis være sådan, at det, der kan tænkes, og det, der tales om, ER TIL,
for det er muligt for det-som-er at eksistere,
og det er umuligt for det-som-er at være intet.
Disse to ting bør du overveje.

Jeg holder dig tilbage fra denne måde at reflektere på:
[Måden] hvorpå dødelige, som intet ved, vandrer [omkring] i to sind,
fordi tøven guider de vandrende tanker i deres bryst,
så de føres bedøvede frem [gennem tilværelsen],
ligesom døve og blinde [mennesker].

Skarer, der ikke skelner,
i hvis øjne den-samme-ting og ikke-den-samme-ting [både] er og ikke-er,
og [for hvem] alle ting bevæger sig i modsatte retninger!

VII

Thi dette skal aldrig blive bevist:
At de ting, der ikke-er, ER TIL;
og hold du dit sind fra denne måde at reflektere på.
Og lad ej heller vanen tvinge dig
til at kaste et afsøgende øje på denne fordægtige Vej,
eller at vende dit ekkoende øre eller din tunge i retning af [denne Vej],
men bedøm du den subtile gendrivelse af denne Vej,
[som her er] afsagt af mig.

VIII

[Der er nu kun] en Vej tilbage, som vi kan tale om [med troværdighed],
nemlig at det-som-er, ER TIL.
På denne Vej er der virkelig mange vidnesbyrd om,
at det-som-er, er uskabt og uforgængeligt,
alene, komplet, ubevægeligt og uden ende.

Det har aldrig været, og det vil aldrig være, for det ER TIL NU,
alt på én gang, et kontinuerligt hele.
For hvad slags oprindelse vil du kigge efter for det-som-er?
På hvilken måde, og fra hvilken kilde, kunne det-som-er tage til?
Jeg vil ikke lade dig sige eller tænke,
at det-som-er opstod ud af det-som-ikke-er,
for det-som-ikke-er kan hverken tænkes, eller tales om,

Og hvis det-som-er opstod ud af intet,
hvilket behov kunne så have gjort,
at det-som-er opstod på et senere tidspunkt og ikke på et tidligere?

Derfor må det-som-er enten være fuldkomment [og uden tid],
eller slet ikke være.
Ej heller vil den kraft, som sandheden er,
tillade noget at opstå [som er] uden for det-som-er.
Derfor løsner Retfærdigheden ikke sine lænker
og lader ikke noget blive til eller forgå,
men holder det-som-er fast.

“ER det-som-er TIL eller er det-som-er ikke til?”
Der er med sikkerhed afsagt den dom,
at vi skal anse den ene af de to Veje som utænkelig og navnløs
(for det er slet ikke en sand Vej).

Men den anden Vej er sand og virkelig.
For hvordan kan det-som-er, eksistere i fremtiden?

Eller hvordan kunne det-som-er ’komme til’?
For hvis det-som-er er ’kommet til’, så ER det ikke TIL [i nuet],
og så kan det heller ikke være i fremtiden.
Således er den mulighed, at det-som-er bliver udslukket og forsvinder,
heller ikke noget, man [bør] høre tale om.

Ligeledes kan det-som-er heller ikke opdeles,
da det er ens overalt, og der er ikke mere af det på et sted end på et andet;
det ville forhindre det-som-er i at være [ensartet] sammen [overalt],
og derfor er der heller ikke mindre af det [på noget sted end på et andet],
men alt er [lige] fuldt af det-som-er [på alle steder].

Derfor er det-som-er ensartet;
for det-som-er er i berøring med det-som-er.

Derudover er det-som-er ubevægeligt,
idet det er langt i mægtige lænker,
er det-som-er uden begyndelse og uden ende;

Da det at opstå og forgå er blevet drevet langt væk [fra dine tanker],
og den sande viden har forkastet dem.
Det-som-er er ensartet,
og det er beliggende på det selvsamme sted,
blivende i-sig-selv.

Og dermed forbliver det-som-er konstant på sin plads,
for hård Nødvendighed holder det-som-er bundet inden for den grænse,
der holder det-som-er fast på alle sider.

Derfor er det ikke tilladt for det-som-er at være uendeligt,
for det-der-er mangler intet;
men hvis det-som-er nu var uendeligt,
så ville det mangle alt.

Det er den samme ting, der kan tænkes,
og af hensyn til hvilken det-at-tænke eksisterer.
For du finder ikke tanker, uden [at tankerne refererer til noget], der ER TIL,
og tanken er i samspil med det-som-er.

Og der er ikke og skal aldrig være en anden tid end NU,
for skæbnen har lænket det-som-er, så det er helstøbt og ubevægeligt.

Derfor er alle ting blot de navne, som dødelige har givet dem,
idet de tror, at det er sandheden:
at opstå og forgå,
at være og ikke at være,
at skifte placering og at udveksle af klare farver.

Men hvor har det-som-er sin yderste grænse?
det er fuldendt på alle sider,
lige langt fra centrum i alle retninger,
som var det-som-er en afrundet kugle.

For det-som-er kan ikke være større eller mindre på ét sted end på et andet.
For der er intet, som ikke er,
der kunne afholde eksistensen fra at strække sig,
lige [langt] ud [i alle retninger].

Ej heller er det muligt,
at der skulle være mere af det-som-er på ét sted og mindre på et andet,
eftersom hele eksistensen er uforanderlig.
Derfor: da det-som-er [strækker sig ligeligt ud] i alle retninger,
således er det også ligeligt begrænset i alle retninger.

Konventionen

Her afslutter jeg min troværdige tale og tanke om sandheden.
Herfra og frem skal du lære de dødeliges opfattelse [af det-som-er],
mens du lytter til min bedrageriske fremstilling [om de dødeliges opfattelse af verden].

De dødelige har i deres sind bestemt sig for at tale om to former,
hvoraf de burde have udeladt den ene.
Og det er derfor, de farer vild i forhold til sandheden.

De har tildelt en modsatrettet substans til hver [ting],
og de opfatter [ting] som separate fra hinanden:
Den ene ting tilskriver de ild fra himlen;
ild der er hårfin og lys,
og i alle henseender ensartet,
men dog forskellig fra den anden [substans].

Den anden [substans] er dens modsætning;
den mørke nat, en tæt og tung materie.

Om disse to fortæller jeg [dig]:
Jeg forklarer dig, hvordan hele kosmologien ser ud for de dødelige,
sådan at ingen dødelige kan overgå dig i viden.

IX

Nu hvor alle ting blevet navngivet [henholdsvis] lys og nat,
og de ting, der passer til hver af dem, hver i sær har fået tildelt disse navne,
(til det ene [objekt], det ene [navn], og til det andet [objekt] det andet [navn]).

Alt er på én gang fuldt af lys og [af den] mørke nat,
begge [er de] lige, da ingen af dem har noget som helst at gøre med den anden.

X

Og du skal kende til oprindelsen af alle de himmelske ting
og alle tegnene på himlen og de strålende gerninger,
som den glødende sols klare fakkel [har begået], og hvorfra de opstod.

Og du skal du kende det samme om månen med sit runde ansigt,
og dens vandrende gerninger;
[du skal lære om] hendes oprindelse.

Du skal også lære [om] himlene,
som omgiver os,
hvorfra de opstod, og hvordan Nødvendigheden tog dem,
og bandt dem til at holde sig inden for stjenernes grænser.

XI

Hvordan jorden og solen og månen, og himlen, der er
fælles for dem alle, og Mælkevejen, og den yderste Olymp
og stjernernes brændende magt opstod.

XII

De snævre cirkler er fyldt med ublandet ild,
og dem, der omgiver [de snævre cirkler er fyldt] med nat,
og midt mellem disse [cirkler] flagrer en del af ilden.

Midt i disse cirkler er den gudinde, som dirigerer
alle tings kurs, for hun hersker over al [den] smertefulde fødsel og al avl;
hun fører kvinden til omfavnelse af manden,
og manden til [omfavnelse af] kvinden.

XIII

Af alle guderne var Eros den første, hun fandt på.

XIV

Hun skinner om natten med lånt lys og vandrer rundt om jorden.

XV

Altid belaster hun sine øjne med solens stråler.

XV

XVI

XVII

Til højre; drenge, og på venstre side; piger.

XVIII

XIX

Således, ifølge mænds meninger,
fik tingene deres væsen,
og dermed de er nu.

Med tiden (tror dødelige) vil tingene vokse og forgå.
Til hver en ting har dødelige tildelt et fast navn.

Jalving interviewer Arzrouni

Dette skelsættende  interview med den liberale tænker Christopher Arzrouni blev bragt i 2005 og kan opfattes som en milepæl i opgøret med Anders Fogh, som på det tidspunkt stadig blev anset som en ansvarlig politiker. Interviewet bringes her med venlig tilladelse fra Kforum/ Timme Munk

af Mikael Jalving
Da Christopher Arzrounis ny bog udkom i sidste uge, skrev dagbladet Information, at han gør det, venstrefløjen ikke længere kan: kritisere den herskende orden. I gamle dage var det sådan, at samfundskritikken især kom fra venstre. Men sådan er det ikke længere. Venstrefløjen er blevet en del af Den Store Hvide Midte, der æder alt i dansk politik, hvorfor det er blevet tid til et rask, lille oprør fra højre. Det mener forfatteren til ’Helt uforsvarligt’.

Indrømmet, det er lidt indviklet – højre, venstre, venstre, højre. Måske endda barnligt. Selv siger hovedpersonen til K-forum, at hans bog mest af alt er et opgør med politikere i det hele taget. Fordi det er dem – og ikke befolkningen – der laver de fleste ulykker.

Et eksempel: Christopher Arzrouni, der i dag er redaktør på Weekendavisen, arbejdede engang for en Venstre-politiker på Christiansborg. Et valg var overstået, og tinget trådte sammen igen. Politikeren siger noget i retning af, at ’nu skal det blive godt at komme i gang’, hvortil den unge Christopher Arzrouni spørger: ’Med hvad?’ – ’Ja, med det politiske arbejde’, svarer politikeren. ’Jamen, hvad er det, vi absolut skal?’, insisterer den unge sekretær. Og politikeren sætter ham på plads med ordene: ’Vi har fået et politisk mandat, og derfor skal vi lave politik’.

Indsigt i egen uvidenhed
Eksemplet illustrerer for Christopher Arzrouni, at politikere tager deres virke alt for bogstaveligt og tror, at politik altid er at gøre noget og være ’pro-aktiv’, som vi siger. At mere politik også er bedre politik. Men politik er også at undlade at lave rav i sagerne, kunne man tilføje. Selv siger forfatteren: ’Det var en øjenåbner for mig, at selv liberale politikere mener, at fra det øjeblik, de er valgt, skal de gå i gang med at indrette tilværelsen for andre mennesker. Men det skal de slet ikke’.

Hvad skal de så?

’De skal huske, at vi mennesker som regel ikke véd, hvad der er bedst for os selv – og politikere og embedsmænd endnu mindre. Politikere skal derfor heller ikke gå så meget op i folks motiver. Dem kender vi alligevel aldrig til bunds. Jeg var for nylig med i en debat med Kemal Qureshi fra SF, hvor han blev ved med at definere sin politik i forhold til, hvilke motiver folk har. Hvis deres motiv er penge, så skal det være forbudt. Men hvis deres motiv er lyst, så skal det være tilladt. Rygning er OK, selvom du ødelægger dine lunger. Men hvis f.eks. en fattig inder arbejder med at fjerne asbest for penge, så er han et offer, og så skal have ikke have frihed til at udføre sit arbejde. Fri sex for lyst er OK. Men hvis du gør det for penge, skal det være forbudt. De nødstedte må ikke være bare en lille smule frie og forsøge at forbedre deres situation. Det er da at føje spot til skade.’

Men nu er man vel ikke enten offer eller fri… Er der ikke noget midt imellem?

’Jo, der er også derfor, at jeg gør mig umage med at skelne mellem at være tvunget til noget og at være nødt til noget. Hvis jeg tvinger dig til noget, er du ufri. Men hvis du er nødt til noget, har du stadig en frihed, som du kan udnytte. Og det skal du have lov til, også hvis du er en indisk skibsarbejder eller prostitueret. Når du kriminaliserer et erhverv, bliver det automatisk forrået. Der er med andre ord alt for mange politikere, der ikke skelner mellem at være tvunget og at være nødt til noget. Og dem, der gør noget af nød, er ikke automatisk ofre. De skal i hvert fald have lov til at bevise det modsatte’.

Liberalt demokrati eller folkedemokrati?
Christopher Arzrouni kritiserer politikerne for at være overivrige, når det gælder lovgivning. De kan ikke få nok, mener han, love gør dem høje. Men er kritikken af politikerne også en kritik af demokratiet?

’Vent lidt… Når jeg tøver, så er det fordi, jeg ikke kan vide, hvordan du definerer demokrati. Hvis du med demokrati hentyder til magtens tredeling, individuelle rettigheder, uafhængige domstole, et ukorrupt embedsapparat osv., så er min bog netop ikke en kritik af demokratiet. Men hvis du med demokrati mener flertalsdiktatur, så indebærer den bestemt en demokratikritik.’

Flertalsdiktatur?

’Da jeg engang i skolen skulle skrive en opgave om demokrati, slog jeg op i Encyclopedia Britannica, som gav to versioner: Liberal Democracy og People’s Democracy. Jeg går ind for det første og er modstander af det sidste. Hvor det vigtigste for det liberale demokrati er magtspredningen, er det vigtige for folkedemokratiet stemmeretten. Jeg mener, at stemmeretten er overvurderet’.

Det er der nok mange, der vil være uenige med dig i?

’Så lad mig sige det igen: Stemmeretten er alene et supplement til demokratiet eller et middel til at kunne fyre de forkerte. Det er ikke engang et middel til at udvælge de rigtige ledere. Stemmeretten er en nødbremse. I USA f.eks. ligger stemmeprocenten tit under de 50 pct. Er landet mindre demokratisk af den grund? Det mener jeg ikke. Tværtimod er lav stemmeprocent i visse tilfælde udtryk for mere opbakning. Hvorfor stemme, hvis tingene fungerer? En høj stemmeprocent – som den i Danmark – kan omvendt være udtryk for en meget hård kamp om fordelingen af samfundets goder; de høje tal udtrykker ikke nødvendigvis, at systemet fungerer. Hvis alle pinedød skal hen og stemme for ikke at miste tilkæmpede privilegier, så står demokratiet i virkeligheden i en farlig situation’.

Superliberalist?
Det ville være forkert at placere Christopher Arzrouni hos det nationale højre. Han ligger til højre for hele det politiske parnas herhjemme – lige fra social- og kristendemokrater, konservative og de kreative til folkesocialister, enhedspartister og pianister. Men er ikke specielt national. Og samtidig går han ind for bl.a. organhandel, fri narko, ret til at bære våben, bordeldrift, pengeafpresning, insiderhandel, handel med truede dyrearter og med forurening, – ja, selv for at bevare Christiania.

Med sin fortid i den liberale forening Libertas bliver han da også tit omtalt som superliberalist. Hertil griner han og siger: ’Jeg er et af de mest konservative mennesker, der findes… Jeg ryger ikke, drikker ikke og lægger vægt på opdragelse. Jeg siger dig, hvis mine piger kom hjem og stank af hash – de ville få en overhaling’.

Det er jo dit private jeg. Politisk er du vel liberalist eller højreorienteret eller hvad?

’Jeg er højreorienteret i den forstand, at jeg ikke er venstreorienteret. Jeg er vokset op i en generation, for hvilken etikken var socialistisk. Det mener jeg ikke, at den er. Alle politiske forslag skal derfor heller ikke vurderes på, hvorvidt de skaber større økonomisk ulighed. Her kunne den borgerlige regering lære noget. At give flere lov til at beholde mere af deres udkomme er ikke uetisk, tværtimod. Dagens principielle politiske brudflade står således ikke mellem de liberale og de konservative; konflikten er et klassisk opgør mellem kollektivister af forskellig slags og individualister i en eller anden forstand’.

Foghs retorik
Christopher Arzrounis bog inderholder som antydet også en karsk kritik af Anders Fogh Rasmussen, der flere steder omtales med referencen ’som en klog mand – engang – skrev’, ligesom bogen langer ud efter andre navngivne ministre i den borgerlige regering. Det kan udefra set virke overraskende. Det var trods alt samme Christopher Arzrouni, der blev sat i forbindelse med en af statsministerens nytårstaler. Hvorfor er Fogh junior skuffet over Fogh senior?

’Jeg er sådan set ikke skuffet over det, Fogh gør. Jeg er skuffet over noget, som nogle nok vil kalde en petitesse, nemlig at Fogh føler det nødvendigt at lægge afstand til liberal retorik. Jeg synes, det er fint nok at være tålmodig, og at man naturligvis ikke kan kræve kæmpestore reformer osv. Men hvis man forsager sin egen ideologi eller virker tøvende i forhold til sit eget ståsted, så skal man ikke gøre sig forhåbning om at overbevise eller begejstre’.

Hvad skal det betyde?

’Den eneste grund til at venstrefløjen endnu ikke er helt knust, er, at de borgerlige holder sig tilbage, fordi de stadig tvivler på, at de selv er ordentlige mennesker. Vi borgerlige sidder stadig med en fornemmelse af, at vi er dårlige mennesker, som vil de svagest stillede det endnu dårligere. Man skammer sig over sin egen borgerlighed – og det er ikke nødvendigt. Man er faktisk nødt til at stå ved sin identitet. Ikke tvunget til, men nødt til… Ellers kan man godt glemme det hele og vente på at blive afløst af en ny regering, ikke mindst fordi der er en masse ubefæstede sjæle derude. Og det endda i partiernes folketingsgrupper, som har svært ved at se forskel på retorik og indhold.’

Der var engang en kulturkamp
Alligevel er det ikke alene Foghs retrorik, Christopher Arzrouni kritiserer. I bogens epilog skriver forfatteren f.eks., at ’det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’. Hertil replicerer ophavsmanden:

’Som om… Jeg skriver netop som om…’

Du skriver også i epilogen, at regeringen ’savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’. Er det ikke en kritik af Fogh-regeringens indhold? Er det ikke en kritik af en regering, som har mistet retningssansen, og som heller ikke aner, hvor den kommer fra?

’Jo, det er det’.

Jamen…

’Hvis regeringen nu sagde – og det gjorde den på et tidspunkt – at dens målsætning er den selvberoende borger, så ville det være godt. Der var engang en kulturkamp. Den handlede om den selvberoende borger i forhold til de statsautoriserede smagsdommere. Målet var mere handlefrihed for borgeren. Sådan er det ikke mere. Husk på situationen for bare et år siden. Regeringen var i mindretal i meningsmålingerne. Hvad gjorde man? Man lavede forårspakken. Sænkede mellemskatten, rykkede grænsen for topskatten mm. Hvad var konsekvensen? Man kom tilbage i meningsmålingerne, fik nyt momentum og vandt tilmed valget. Det var rigtig godt gået. Men hvad er analysen? Der er ingen analyse, og den manglende selvbevidsthed er slående. Når endelig man gør noget godt og borgerligt, så lægger man ikke engang mærke til det’.

Politik ingen adgang
Når man lytter til Christopher Arzrouni, spørger man sig selv, hvorfor han ikke går aktivt ind i politik. Hvorfor udgiver han en bog i stedet? Hertil svarer han:

’Det ville jo være helt uforsvarligt’.

Hvorfor?

’Prøv lige at se… Så skulle jeg rakke rundt de næste tre-fire år og håbe på at få en yderlig kreds. Man kan ikke have et ordentligt job, fordi der er ikke nogen som vil have en, der rejser rundt og bræger hele tiden. Så skal man sætte sin karriere på stand-by. Og hvis man i heldigste fald skulle blive valgt ind, så havner man på bagerste række. Vilkårene er med andre ord temmelig ringe.’

Er du med andre ord på vej væk fra politik? Hvis man ser på dit CV, så har du arbejdet i Finansministeriet, Venstres politisk-økonomiske sekretariat, ligesom du har været chef i DI – og nu udgiver du så en bog, mens du er ansat på en avis, hvor du – undskyld mig – skriver for skønånder…

’Sådan ser jeg ikke på det. Jeg elsker Venstre. Jeg vil stemme på dem så længe, de bare er lidt liberale. Men man kan ikke sige, at min bog er en adgangsbillet til det politiske’.

Hvad er det så, bogen skal?

’Bogen skal hjælpe flere liberale til at blive tryggere i deres liberalisme. Når de kan se, at det kan lade sig gøre at forsvare selv ret outrerede synspunkter, så får de muligvis mere politisk selvtillid. Jeg prøver at spille banen bred. Hvis man rykker et ordentligt ryk – til højre – så opstår der huller på midten. Jeg forsøger at gøre mindre vidtgående liberale en tjeneste – det håber jeg, de kan se – sådan at præmisserne rykkes mod højre’.

Gør du også Fogh en tjeneste?

’Det mener jeg helt bestemt. Ikke så længe, han bliver associeret med mig, det har han jo ingen interesse i. Men jeg er en hjælp for liberale mennesker i Danmark, fordi de kan pege på mig og sige: Se dér, dér er en ultraliberal! Og så kan de tilføje: Men vi er liberale, vi er ordentlige mennesker! Det er jo den systematik, som venstrefløjen har opereret med i mange år. Der var de der ekstreme ude på fløjen, og så blev der mere plads til Socialkammeraterne. Det samme sker i dag. Bare med omvendt fortegn’.

Arzrounis Ti Bud:
1. Når der ikke er noget offer, er der heller ingen forbrydelse.
2. Vi kan aldrig kende folks motiver til bunds.
3. Hvor der er frivillighed, er der også risiko.
4. Folketinget består af smagsdommere – og vi behøver ikke flere.
5. Staten skal ikke blande sig i voksne menneskers sexliv.
6. Når et erhverv gøres illegalt, bliver det automatisk forrået.
7. Politikerne vil gerne påtage sig rollen som forælder for befolkningen.
8. Det, som ingen ejer, bliver hurtigt offer for rovdrift.
9. Når vi ikke må håndhæve retten til eget liv, frihed og ejendom, så tilhører vi staten.
10. Ingen har ukrænkelig ret til at blive forsørget af andre.

Arzrouni om den borgerlige regering:
● ’Regeringen Anders Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’
● ‘Det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’
● ‘Frem for at tage store principielle konfrontationer om velfærdsstatens indretning, har regeringen gennemført en serie mikropolitiske tiltag’
● ’Det er vitterlig en katastrofe for det liberale Danmark, at den liberale førstemand reelt undsiger liberalismen’
● ‘Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere’.