Category Archives: Historie

Retorik: Ethos, pathos og logos

af Pernille Sørensen

Ethos er defineret som den argumentation der overbeviser via talerens egenskaber som afsender, hans karakter. Hvad angår disse egenskaber er især ærlighed af afgørende betydning, da vi, tilhørerne, altid er parat til at tage den troværdige mands ord for gode varer uanset om spørgsmålet vedkommende så adresserer, er sandt i sig selv. Aristoteles taler om tre definerende komponenter indenfor ethos. Disse er mental habitus (intelligens), moralsk habitus (sømmelighed) og emotionel habitus (den gode vilje). Vi kan dermed udlede, at ethos ikke er en selvstændig appelform, men befinder sig i konstant og dynamisk vekselvirkning med logos (intelligens) og pathos (god vilje). Det betyder således også, at ethos ikke er statisk, men udvikles i samspil med afsenderens budskab.

Der findes historisk set to opfattelser af ethos, en ejet og en begået. Forestillingen om det ejede ethos knytter sig uløseligt til det menneskelige legeme, især det ”åbne ansigt”. Her er talerens ethos synonymt med vedkommendes eksistens som en afgrænset enhed i et større hele, eksempelvis som borger i staten.  Her er man sin person, da ethos er en iboende, tvungen afspejling af ens karakter. Forestillingen om det begåede ethos knytter sig derimod til den antagelse, at ethos optjenes gennem gode eller slette handlinger. I denne optik er det muligt udforme sin ethos i overensstemmelse med et ønske om at blive opfattet på en bestemt måde af sin omverden. Dermed kan man i en vis udstrækning skabe sin ethos som retorisk afsender, og dermed overlapper forestillingen om det begåede ethos med et andet fagbegreb, den retoriske persona.

Den historiske baggrund for begrebet persona skal findes i romersk/italiensk masketeater hvor en maske signalerede hvilken rolle en skuespiller tog på sig. Med blot et beskedent sortiment af masker kunne den samme skuespiller således påtage sig ind til flere roller i løbet af det samme teaterstykke, og ordet persona betyder da ganske enkelt også maske. Indenfor retorikken betyder det forhold, at man kan gøre sit ethos synonymt med sin afsenderposition i stedet for blot at tale som sig selv. Eksempelvis er ordene ”Klokken er 14.30, du er anholdt.” autoritære og alvorlige når de afsendes fra en politimands-persona. Når politimanden udtaler disse ord taler han ikke blot som sig selv, men som repræsentant for det bagvedliggende politisk-juridiske kompleks som ikke alene besidder et voldsmonopol, men også er i stand til at udstede bøde- og fængselsstraffe. Omvendt er de samme ord letbenede og fornøjelige når de afsendes fra en stand-up-komiker, gerne med en tyk jysk accent.

Ethos er altså i visse tilfælde den a priori højeste appelform, som er udslagsgivende for den retoriske situation og dermed bestemmende for den måde hvorpå modtagerne opfatter det egentlige budskab.

Eksempel på ejet ethos:

”En person med en tro har samme styrke som 99 mennesker, der blot har en interesse.” – John Stuart Mill

Eksempel på begået ethos:

”De fleste mennesker er akkurat lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være.” – Abraham Lincoln

Eksempel på person med høj ethos: Albert Einstein som berigede menneskeheden med sine relativitetsteorier, loven om forholdet mellem masse og energi, og loven om fotoelektrisk effekt. Disse opdagelser gav Einstein et ethos som ”den der havde indset sandheden”, og gav ham således mulighed for at udtale sig tilsvarende vægtigt om religion og politik (hvor Einstein imidlertid ikke kunne tilbyde samme geniale landvindinger). Einsteins ethos indenfor fysikken gav ham med andre ord også autoritet på områder hvor han ret beset ikke havde nogen.

Eksempel på person med lav ethos: George W. Bush som bedyrer vigtigheden af alternativ energi og omsorg for miljøet samtidig med, at han og hans familie har tjent deres millioner på olie, at han har tilgodeset oliefirmaerne med særlovgivning, og han undlod at ratificere Kyoto-protokollen.

***

Dernæst pathos:

Pathos konstituerer den praksis at overtale ved at appellere til modtagernes følelser. En alternativ definition af pathos kunne også lyde på, at pathos var den praksis at indfange modtagernes sympati via tilhørernes naturlige empati. I sådanne tilfælde appellerer afsenderen til modtagernes intuitive forståelse af vedkommendes situation. Den vellykkede pathos-appel er den, som får modtagerne til at identificere sig med afsenderens standpunkt; den får publikum til at føle hvad afsenderen føler. Her genkender vi i en vis udstrækning problematikken fra det ejede versus det begåede ethos: Ejet pathos kunne f.eks. være en morder som oprigtigt fortryder sin handling og for alt i verden ikke ønsker at komme videre. Begået pathos kunne være en morder som fingerer fortrydelse fordi han ved, at det sandsynligvis vil få en jury til at se mildere på ham. Her bliver retorikken for alvor aktuel: I en verden som i tiltagende grad præges af politisk spin bliver kriterier for identifikation af oprigtig versus populistisk pathos instrumentale for enhver akademisk analyse af den offentlige debat; I et politisk klima hvor vi i tiltagende grad præsenteres for fejlagtige statistikker og manipulerede tal bliver følelsesvurderinger det intuitive forsvar mod enhver løgnagtig politiker.

Den måske mest klassiske måde at bedrive en pathos-appel på er via fortælling som argumentation. Et narrativ fungerer som en slags usynlig argumentation idet ethvert møde mellem to eller flere mennesker forudsætter et grundlæggende omfang af velvilje, samt en gradueret villighed til at tro på, at vor samtalepartner ikke står og lyver os op i ansigtet. Tyer vedkommende til fortælling som argumentation er vi dermed nødsaget til at udvide vor velvilje overfor for vedkommende, til også at gælde dennes fortællinger, og således også til at acceptere vedkommendes historier som sande på baggrund af præmisser leveret indenfor selve vedkommendes historier. Det er selvfølgelig muligt, at vi inderst inde ikke accepterer historien som sand, men at en afsender bliver konfronteret med sin løgn i samme sekund modtageren identificerer den som værende løgn sker kun sjældent udenfor familie- og ægteskabsforhold.

I sin bog, The Psychology of C.G. Jung, identificerer forfatteren Jolande Jacobi ganske korrekt det forhold, at tænkningen (logos) dømmer i sandt-eller-falsk-regi, mens følelserne (pathos) dømmer i acceptabelt-eller-uacceptabelt-regi. Et narrativ kan gøre begivenhederne nærværende. Afsenderens værdier og forståelse er implicit til stede i narrativet. Det er abstrakte etiske principper ikke nødvendigvis. Et velfortalt narrativ kan således omgås etiske konstanter som ikke kan udfordres på logos-planet. I det tidligere eksempel med morderen der ikke vil dømmes for mord, kan vedkommende i sit vidneudsagn fortælle historien om vedkommendes personlige erfaring af situationen, for således at eksplicitere hvordan drabshandlingen forekom vedkommende at være den rigtige løsning på gerningstidspunktet. Og da modtagerne ikke har adgang til morderens subjektive erfaring af situationen har de således intet alternativ til den pågældende pathos-appel.

***

Og så logos:

Logos er den græske urform af vores logik. Men efterhånden som logikken er blevet formaliseret af især matematikken, er logik blevet et noget snævrere begreb end logos. Logos for det antikke menneske var først og fremmest en afspejling af verdensaltets indvirkning på tingenes tilstand; når de materielle tilstande af uudforskelige årsager harmonerede med det menneskelige intellekts a priori forventninger til sin omverden, var det et udtryk for logos. Heraklit brugte betegnelsen logos om det udifferentierede ursubstrat hvorfra han mente alting kom. Marcus Aurelius personliggjorde logos i sine Meditationer, som et allestedsnærværende forsyn, og i hellenistisk tid blev logos synonymt med det Nye Testamentes budskab, og i visse tilfælde endda med den kødeliggjorde Jesus selv.

Den definition som optager retorikeren er imidlertid Aristoteles som i sin Retorik omtaler logos som når tale i sig selv beviser en tilsyneladende sandhed. Når den etymologiske baggrund alligevel er interessant for retorikeren er det fordi de mange bibetydninger stadig er lagret i begrebet logos. Således skal vi ikke længere end et år tilbage før pave Benedict XVI skabte global furore ved at påstå, at den kristne Gud kun kan forstås i kraft af sin hellenistiske arv, som en afspejling af logos, mens Allah og Islam, der ikke har været igennem en hellenisering, er fuldstændig transcendal og derfor ikke nødvendigvis rationel. Derfor må den kristne Gud afstå fra sysler som intellektet intuitivt opfatter som frygtelige, mens Allah kan gøre som han vil. Og ifølge paven er det derfor Jihad, hellig krig, kan have en central plads i Islam mens den kristne Gud – bundet af logos som han er – aldrig vil kunne opfatte volden som andet end et onde.

Uanset hvad man så ellers måtte mene om dén udredning, så er det imidlertid et uomtvisteligt faktum, at historiens mange kristne korstog startede med et passioneret stykke retorik fra en af pavens forgængere. Navnlig med Urban IIs tale ved Clermont-konsilet i 1095.

Logos udgør desuden et af de vigtigste elementer af den neoaristoteliske retorik som defineret af  tænkerne Perelman og Olbrechts-Tyteca. Retorikken har for Perelman traditionelt set betonet vigtigheden af æstetik og form, frem for egentlig rationalitet, logos. Den traditionelle retorik har været anset som indholdsløs, især af filosoffer som Kant (”ingen agtelse værdig”), og Perelman forsøger således at etablere en moderne akademisk retorik for derved at bringe den retoriske disciplin tilbage til fortidens agtelse. Ifølge Perelman er denne glorværdige fortid tiden før ”slutningen af det 16. århundrede” hvor faget ifølge ham begynder sit forfald. De fleste vil nok imidlertid mene, at retorikkens forfald begynder allerede i antikken med de græske bystaters forfald, og den romerske republiks kollaps.

Perelman sporer retorikkens degeneration til den franske logiker Petrus Ramus, som Perelman mener har gjort vold mod Aristoteles ved at reducere retorikkens domæne til det at udtrykke sig godt. Retorikkens aftagende vigtighed har således også formindsket kendskabet til den klassiske aristoteliske argumentationsteori, og dermed også offentlighedens kendskab til logos. Set i lyset af denne historiske udredning kan det ikke undre, at Perelman efter århundreder uden argumentation i den offentlige sfære ser et behov for at vurdere værdier rationelt, på baggrund af logos.

Derfor er Perelman og Olbrechts-Tytecas retorikbegreb også defineret som et møde mellem fornuftsvæsener. Det ”universelle publikum”, en imaginær retorisk størrelse som afsenderen altid bør have i baghovedet når vedkommende tænker på sin modtagergruppe, defineredes således som enhver gruppe intelligente, kompetente, og rationelle væsener som er i stand til at udforme konkluderer i forhold til et givent emne. I forhold til omvurderingen af samfundets værdier er Perelman dog små 50 år for sent på den, da allerede Nietzsche i Moralens Oprindelse efterstræbte ”en omvurdering af alle værdier” – dog ikke på logiske, men på ”dionysiske” betingelser. Derfor måtte Perelman også senere revidere sit værk for at imødekomme udfordringen fra Nietzsche og de franske Nietzsche-inspirerede tænkere i hans samtid.

En karakteristik af Storbritannien som kolonimagt

Med særlig reference til teksterne ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

af Alex S.C.

Som vi har set i den forudgående redegørelse, så kan en karakteristik af Storbritanniens koloniale overherredømme overordnet set deles op i to hovedperioder: Perioden før 1783, hvor englænderne optrådte som barske og nidkære koloniherrer, og perioden efter 1783, hvor tabet af de befolkningsrige, og kulturelt nært beslægtede, kolonier i Nordamerika fører England frem mod en attitude bestående af the civilizing mission og en velvillig humanisme. Før tabet af kolonierne havde vi set, at englænderne kunne være lige så brutale i omgangen med sorte slaver, som de barske portugisere kunne det. Og på hjemmefronten var Irland ligeledes blevet brutalt undertvunget, og i bogstavelig forstand udsultet under Cromwell.[1]

2.1 Temaerne i ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

Kilden falder her i perioden efter 1783, hvor briterne, som beskrevet ovenfor, gjorde brug af en velvillig humanisme og et fremsynet værdipolitisk frisind i forhold til sine undersåtter. ’ Hvad angår Traktat med ’Kongen af Benin 26. Marts, 1892, kan vi identificere følgende temaer, som allerede er diskuteret andetsteds: Artikel 2 henviser den merkantilisme som briterne troede på, dvs. den økonomiske teori, at en økonomi vokser bedst når rigdommen holdes inden for (koloni)rigets grænser. Artikel 3 viser en standard magtpolitisk manøvre idet britiske statsborgere ikke kan dømmes af andre magter end briterne selv. Som stormagtpolitisk tiltag er det for så vidt ikke anderledes, end når nutidens USA nægter at lade Den Internationale Domstol, ICJ i Haag dømme amerikanske indbyggere eller soldater, eller når romersk statsborgerskab konfererede en lang række friheder og sikkerheder.[2] Med lidt god vilje kan Artikel 3 også tolkes som briternes koloniale paternalisme der ofte kontrasteres med franskmændenes assimilationspolitikker, hvor alle kunne blive fuldgyldige franske citoyens. Denne paternalisme skal vi se nærmere på senere, men i henhold til traktatens Artikel 3 er det her nok at sige, at ”barnet”, dvs. de indfødte, naturligvis ikke kan dømme forælderen, dvs. briterne ej heller selvom briterne rent faktisk skulle begå fejl og lovovertrædelser. Samme tema slås an i traktatens Artikel 4, hvor briterne påtager sig opgaven som opmænd mellem parter i regionale stridigheder mellem forskellige indfødte fraktioner: Her påtager briterne sig rollen som klarttænkende, rationelle overherrer, der køligt kan mediere de indfødte ud af de blodige konflikter, der ellers ville herske iblandt dem. Et godt eksempel på denne politiks nytteværdi kan findes på Sri Lanka, hvor det britiske overherredømme underkuede de etniske spændinger mellem det singhalesiske flertal og det tamilske mindretal:[3] Så snart den britiske overmagt forlod scenen kastede de to etniske grupper sig over hinanden i en kamp, som har varet ved til vore dage.[4] Det var et fremmeligt eksempel på renæssancefilosoffen Thomas Hobbes’ tanker om, at individet kun kan være frit under en mægtig konge, der står klar til at knuse alle bander og militser, der vil tage loven i egen hånd.[5] Artikel 5 understreger den britiske tradition for retspleje, the rule of law, og traktatens Artikel 7 nævner den religionsfrihed, der nødvendigvis må gå hånd i hånd med den værdipolitiske liberalisme som englænderne udbredte i denne periode.[6]

2.2 Temaerne i ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’

Næste kildetekst er Fordelene ved det britiske styre af Indien, forfattet af Dadabhai Naoroji, parsi-indisk universitetsprofessor og politisk tænker, som blev den første britiske Member of Parliament, der var af indisk oprindelse. Naoroji er en spændende skikkelse fordi han var en udtalt modstander af den måde, som briterne havde administreret deres oversøiske territorier på, hvad enten det gjaldt hans hjemlige Indien, beliggende halvvejs omme på den anden side af kloden, eller blot den inadækvate sygepleje i Irland, blot et stenkast fra England selv. Men på den anden side var Naoroji ingen kulturalist af den slags, der karakteriser den vestlige opfattelse af ”oprindelige folkefærd” i dag: Naoroji var dybt taknemmelig for, og dybt bevidst om, de civilisationsforbedringer, som briterne havde bragt med til Indien. Helt fra gammel tid havde Indien nemlig været en decentraliseret og heterogen størrelse, hvor civilsamfundet og præstekasten ofte havde mere magt end de formelt herskende politikere.[7] Denne politiske kultur, eller mangel på samme, gik ikke briternes opmærksomhed forbi, hvorfor britiske embedsmænd beskrev de indiske byer, de regerede over, som ”små republikker i sig selv” der ville overleve som selvstændige entiteter, selv hvis det britiske imperium trak sig ud af Indien.[8] Briterne forenede landet, og selvom Indien havde været kortvarigt forenet under kejser Asoka (273- 232 f.v.t.), så havde Indien alligevel aldrig båret præg af så stor en juridisk og politisk homogenitet, som under englænderne.[9] Alle disse civilisatoriske tiltag var forudsætningen for at kunne gennemføre og håndhæve den humanistiske sekularisering, som Naoroji fremhæver i sit skrift: Ro, orden, ytringsfrihed, pressefrihed, ligestilling og menneskerettigheder, som eksemplificeret ved et stop for enkeafbrændinger og barnemord. I lighed med Karl Marx, så opfattede Naoroji det britiske overherredømme som en nødvendig fase; – en hegeliansk historisk nødvendighed – som inderne måtte gennemleve, førend de selv kunne overtage ansvaret.[10]

Men når alt alligevel ikke er rosenrødt, så er det fordi Naoriji introducerer et tema, som ikke er nævnt i traktaten med kongen af Benin: En økonomisk udbytning og rovdrift af de indiske undersåtter fra de engelske overherrers side. Her befinder Naoroji sig igen i en art marxistisk analyse, idet han i afsnitte, ”Ulemper: Økonomisk, Materielt” forsøger at isolere en art ”merværdi” eller profit, som englænderne antageligvis skulle suge ud af Indien hvert år. Her begår Naoroji dog to fejlslutninger; en økonomisk og en filosofisk: Englænderne opkræver 100 millioner i Indien, men investerer kun ca. tre millioner. Her er fejlslutningen at antage, at makroøkonomi er et nulsumsspil, og at penge er lige meget værd hvor end de befinder sig i økonomien. For at gendrive denne fejlslutning behøver man blot at spørge sig selv: Er en ekstra 10 millioner dollars mest værd for Steve Jobs idet han står overfor at skulle udvikle sit første produkt, eller som en ekstra indtjening, længe efter, at Apples egenkapital har overhalet Mircosofts? Ligeledes er Naorojis anden fejlslutning at forsøge at afgøre et værdipolitisk spørgsmål videnskabeligt; et videnskabeligt projekt, som endegyldigt styrede i grus med filosoffen og matematikeren Bertrand Russells påvisning af paradokser i værditillægningsprocessen.[11] Eller sagt på en anden måde, så havde Indien råstoffer og manpower nok til at blive et særdeles lukrativt foretagende for englænderne, ”the jewel in the British crown”[12], men uden Indien ville England stadig være en industriel supermagt. Uden England ville Indien være feudalt, eller det, der var værre, og i en kort overgang efter Indien vandt sin selvstændighed fra englænderne, gik levestandarden i Indien faktsik nedad grundet ineffektivitet og forskellige planøkonomiske eksperimenter.[13]

Sidst i teksten nævner Naoroji også Sakar ki Churi – ”kniven af sukker”, som er indernes indforståede navn for den britiske tilstedeværelse på deres kontinent. Der er ingen brutalitet under briterne, skriver Naoroji, men i bund og grund kan man stadig ikke komme uden om, at der er tale om en kolonisering. Det interessante ved Naorojis afsluttende Sakar ki Churi-afsnit er dog den måde, han appellerer til briterne på: ”Jeg nævner det for, at I skal kende disse følelser. Vores store ulykke er, at I ikke kender vores behov. Hvis I kendte vor virkelige ønsker, har jeg ikke den mindste tvivl om, at I ville øve retfærdighed.” Naoroji appellerer med andre ord til englænderne som var de en art forælder, og det fører tilbage til briternes paternalistiske tilgang til deres undersåtter: I modsætning til Frankrig, hvis senere kolonitradition var vokset ud af den radikale revolution af 1789, så var briternes tilgang til koloniseringen af de indfødte karakteriseret ved en pragmatisk og moderat tilgang, der nok så på værdierne fra den franske revolution med beundring, men som med den konservative politiker Edmund Burke kiggede over kanalen og så, at der skete for meget, for hurtigt til nogens bedste. I modsætning til Frankrig (og senere Belgien) så vidste briterne altså, at de ikke kunne gennemtvinge store sociale omvæltninger fra den ene dag til den anden, uden at kolonialisereringsprojektet ville løbe løbsk.[14] Briterne var i bund og grund tempererede pragmatikere.[15]

2.3 Hvordan var England som kolonimagt? Og hvorfor?

I min karakteristik af Storbritannien vil jeg anvende den komparative metode, da jeg mener, at det er den nyttigste måde, at definere en stormagts ageren på: Alle sekulære, oplyste stormagter udfører både gode og dårlige politikker over århundrederne, det ville være underligt hvis de ikke gjorde, og det giver derfor ikke megen mening at definere en enkelt kolonimagt uden at se på dens rivaler. Lad os derfor begynde med en af Europas første kolonimagter; et imperium hvis kolonier ofte blev plyndret og overtaget af briterne: Spanien.

Spaniens koloniimperium var af flere omgange større end det britiske, men spanierne var generelt ustabile som koloniherrer fordi Spanien fra gammel tid havde regeredes mere af et statisk og uproduktivt arvearistokrati. England havde derimod oplevet uafbrudte invasioner i sin tidlige historie, fra romere, saksere, normannere og vikinger. Arvearistokratierne døde derfor hurtigt ud, hvis ikke de var i stand til at forsvare deres besiddelser, og med til et forsvar hørte altid den betydelige aflønning af dyre professionelle soldater. England var således mere af et plutokrati, og mere dynamisk i sin tilgang til administration og økonomi.[16]

En anden årsag til, at englænderne generelt var mere stabile end spanierne i de oversøiske kolonier, var at det var en generel trend, at englænderne udvandrede til den nye verden i selskab med deres koner, hvorimod de spanske eventyrere drog ud alene, hvilet skabte ustabile forhold når de nye koloniherrer tog sorte slavinder og indfødte indianerkvinder som elskere, og derved skabte antagonisme blandt undersåtterne, og forskubbede familiestrukturerne, sådan at en given koloni ikke kunne regne med stabile og fortløbende fødetal.[17]

Komplementære faktorer til ovenstående årsagsvirkning var den britiske religionsfrihed, som sikrede en stærk arbejdsetik og loyalitet overfor ens kone, hvorimod den tvungne katolicisme, der herskede i de spanske, franske og portugisiske imperier også prædikede loyalitet overfor adel og kirke.[18] Igen ser vi altså England (og det reformerte Holland) på vej imod et proto-demokratisk kapitalistisk meritokrati, mens de katolske imperier, med mulig og periodisk undtagelse af Frankrig, på vej imod en rigid social orden præget af nedarvede privilegier, der kvalte fri kommerciel entreprise.[19] Intet illustrerer måske denne forskel bedre, end det, at man i det britiske Nordamerika gav man jordbesiddelser til driftige og virkelyste unge mænd, så de kunne gå ud i vildnisset og bygge en tilværelse op for sig selv, der stod i mål med den enkeltes evner; i det spanske Amerika gav man i stedet familiemedlemmer og venner fra hoffet retten til at herske over den indfødte befolkning som vicekonge.[20]

Det lå altså fra starten i kortene, at britiske gentlemen mødtes i repræsentative forsamlinger for at diskutere lokalsamfundets anliggender i ro og mag og på proto-demokratisk vis, hvilket var et nedarvet levn fra de britiske øers multietniske middelalder.[21] Men selvom det kan virke oplagt at komme med en pure kulturalistisk fortolkning, så må vi ikke overse de socio-økonomiske faktorer, der ligeledes bidrog til briternes tegnetegn som koloniherrer, nemlig humanisme, liberalisme og the civilizing mission. Vi har allerede set hvordan ”Hollandsk syge” kan korrumpere hele kontinenters arbejdsmoral idet man vender sig til ”gratis” penge der strømmer ind i form af guld, sølv, olie eller diamanter. Hvis vi ser på den omvendte side af mønten, så gælder det ifølge Chicago School of Economics-skolens tænkning i humanadfærd, at humanisme og tolerance er en ”luksusvare”, som vi tillader os selv, når først vi er blevet så rige, at vore egne sociale behov er dækket.[22] Derfor går I-lande mere op i at bevare sjældne dyr end U-lande, og derfor give dyre cafeer et par kroner af overskuddet til velgørenhed, mens billige cafeer ikke gør. Kigger vi på historien, så kan vi ikke afvise, at materiel velstand ligeledes er med til at fostre den humanisme som briterne blev kendt for i løbet af deres imperial century.

Sammenligner vi med Romerrigets periode af high empire, under de ”fem gode kejsere”,[23] så ser vi en tilsvarende spirende humanisme i netop den periode, hvor Romerne regerer allermest ubestridt, der blev lovgivet imod tortur af slaver, og det blev på comme il faut for den romerske overklasse at identificere sig med slavernes lidelser.[24] Et andet argument i de socio-økonomiske forholds favør er at vende fakta på hovedet, for som vi husker, så var englænderne mest brutale mod deres slaver i netop samme periode hvor de selv var den svageste og fattigste kolonimagt. Således må altså både kulturelle traditioner, og økonomisk velstand, betegnes som medvirkende faktorer det britiske koloniale genus.

 2.4 Konklusion

Jeg har i denne sektion analyseret hovedtrendsne i Storbritanniens adfærd som kolonimagt. Da begge kilder, dvs.’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’, har jeg i min karakteristik lagt særlig vægt på de egenskaber, som briterne var kendt for i deres Imperial Century. Jeg har dog samtidig været opmærksom på vægtningen, og jeg har forholdt mig kritisk til det faktum, at det er svært at udmønte hele nationalkulturer og ”folkesjæle” på tværs af århundreder og kontinenter.

Jeg har derfor styret uden om den pure kulturalitisk-romantiske forklaring, som relativiserer og romantiserer alt ved historien, men har ligeledes undgået at falde i dens modpol; en pure marxistisk/ Chicago School of Economics’sk socioøkonomiske analyse hvor materiel velstand udgør hele forklaringsgrundlaget. Jeg har stræbt efter at levere end syntese hvor jeg belyser, hvordan Storbritanniens fremmeligste karakteristika i perioden var et produkt af både kulturelle og socioøkonomiske vilkår, og der kan ikke være nogen tvivl om, at England historisk set har været utrolig heldigt stillet hvad angår både kulturinstitutioner, den politiske tradition, og de socioøkonomiske forhold.

Jeg konkluderer, at det britiske genus ikke har været konstant over århundrerne, ligesom ingen andre folkesjæle har været det. Men hvad angår the Imperial Century er det min påstand, at det britiske overherredømme karakteriseredes af paternalisme (mod undersåtterne), humanisme og værdipolitisk liberalisme, the civilizing mission (dvs. den hvide mands pligt til at civilisere de andre racer for at bringe dem ”op” på hans niveau), merkantilisme, retspleje (the rule of law), og måske en begyndende inerti fra en snigende hollandsk syge i form af kostbare færdigvarer fra Indien.

Litteratur:

Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes New York: PublicAffairs 2010

Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History London: Routledge 2001

Braudel, Fernand: A History of Civilizations London: Penguin Group 2011

Brathwaite, Edward: Slave Society in the Danish West Indies: St. Thomas, St.John and St.Croix University of the West Indies Press 1994

Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History Wadsworth: Delmar Cengage Learning; 5th edition 2009

Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History, Oxford: Oxford University Press 1993

Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth København: Fagbladet Ingeniøren, Mediehuset Ingeniøren, 26. Marts 2011

Higginbotham, Don: The War of American Independence: Military Attitudes, Policies, and Practice 1763–1789. Northeastern University Press, 1983

Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars Pheonix Mill: The History Press 2004

Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order Self-published Ph.D.-thesis, Florence: European University Institute, Department of History and Civilization 2002

James, Lawrende: The Rise and Fall of the British Empire, London: St. Martin’s Griffin 1997

Jones, Michael E.: The End of Roman Britain New York: Cornell University Press 1998

Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest London: Allen Lane 2011

Ferguson, Niall: Empire: The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power New

York: Basic Books 2004

Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution, London: Profile Books 2011

Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire New York: Viking Adult 1995

Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. København: Jespersen og Pios Forlag 1963

Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution Oxford: Wiley-Blackwell 2003

Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon Square One Publishers 2004

Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka: A Spatial and Policy Analysis New Delhi: Manohar Publishers and Distributors 1999

Koch, A. og Peden, W.: The Life and Selected Writings of Thomas Jefferson Random House 1993

Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset Harrow: Longman 2007

Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics: Global Cooling, Patriotic Prostitutes and Why Suicide Bombers Should Buy Life Insurance Allen Lane 2009

Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India New York: New-York Daily Tribune, August 8, 1853; reprinted in the New-York Semi-Weekly Tribune, No. 856, August 9, 1853.

Murphy, Sam D.: The United States and the International Court of Justice: Coping with Antinomies Washington: George Washington School of Law 2007

Piecuch, Jim: Three Peoples, One King: Loyalists, Indians, and Slaves in the Revolutionary South, 1775-1782 Columbia: University of South Carolina Press 2008

Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition, Princeton: Princeton University Press 2003

Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves London: Fourth Estate 2010

Russell-Wood, A. J. R.: The Portuguese Empire, 1415-1808: A World on the Move The Johns Hopkins University Press 1998

Smith, Simon C.:  British Imperialism 1750 – 1970 Cambridge: Cambridge University Press 2004

Sowell, Thomas: Race and Culture – A World View New York: Basic Books 1993

Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief Histroy Boston: Wadsworth Publishing 2010

Thomas, Hugh: The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade 1440-1870 Quezon City: Phoenix 2006

Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism Rowman & Littlefield 2005

Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East Cambridge: Proceedings of the Cambridge Philological Society 1994

[1] Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset s. 16

[2] Murphy, Sam D.: The United States and the  International Court of Justice s. 4-5

[3] Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka s. 287-89

[4] Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka s. 315

[5] Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order s. 28-9

[6] Nu ved jeg naturligvis godt, at “traktaten” med Benin i virkeligheden var et påskud frem imod at undertvinge Benin til at blive en fuldgyldig britisk koloni, og at denne traktat om ”venskab” i virkeligheden endte i en tragisk massakre på både briterne og indfødte. I min behandling af kilden har jeg dog valgt at lægge vægt på, at H.L. Gallwey handlede uden Londons vidende: Gallweys mandat havde netop været at sikre Benins fredelige samarbejde, men han trodsede sine ordrer, og gik udenfor sit mandat, da han øjnede en chance for at blive rig på at udplyndre Benins aristokrati. Denne hændelse kunne så tænkes at bane vejen for en diskussion om, hvorvidt det britiske imperium havde et strukturelt ledelsesproblem, men heller ikke denne diskussion finder jeg sandsynliggjort på baggrund af de historiske kendsgerninger. Som de triste sager om tortur og fangemisbrug fra Irak og Afghanistan viser, så kan selv liberale, humanistisk indstillede demokratier som Danmark få sager om overgreb og magtmisbrug på halsen, når mennesker sendes i krig mod fremmede folkeslag på den anden side af jorden. For dokumentation af det historiske forløb omkring Benin-ekspeditionen, som det udlægges i nærværende note, se: Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars s. 409

[7] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 6

[8] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 169

[9] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 179, 181

[10] Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India

[11] Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth

[12] Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes s. 235

[13] Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism s. 94

[14] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 181

[15] Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment s. 547

[16] Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief History s. 445

[17] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 133

[18] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 114

[19] Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment s. 514

[20] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 112

[21] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 112

[22] Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics s. 124

[23] Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius, fra Gibbons berømte citat i Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire s. 90

[24] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 177

Hovedtrækkene i Storbritanniens kolonihistorie

“Poor loves. Trained to Empire, trained to rule the waves. All gone. Bye-bye, world.”
– John le Carré, ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’

af Alex S.C.

I sin bredest mulige forstand starter Storbritanniens kolonihistorie i år 43 e.Kr., hvor den romerske kejser Claudius gav sine legionærer ordre til at invadere de nordligt liggende øer.[1] I løbet af de efterfølgende 15-20 år erobrede det avancerede romerske militær- og logistikapparat snart 2/3 af det nuværende England, og gik prompte i gang med at omforme landet til en romersk provins, Britannia, med statholder, skatteopkrævning og med romersk monopol på militær magt.[2] Kort sagt: Storbritannien startede selv som en fremmed stormagts koloni.

Som romerske undersåtter var briterne blevet påført en perlerække af civilisatoriske opdagelser, såsom det romerske talsystem, algebra og matematik, jura, lægekunst og de store tanker fra græsk filosofi, som romerne så omhyggeligt havde bevaret.[3] Og da romerne ca. 360 år senere forlod de britiske øer, for at lade de mægtige legioner tjene andetsteds i imperiet, gik der ikke længe før Pax Romana; den civilisatoriske orden, som romerne havde etableret, kollapsede ud i borgerkrig og små lokale magtkampe.[4] Allerede i englændernes tidligste historie finder vi altså et nært parløb med koloniseringen som institution, samt den erfaring, at koloniseringen kan fungere som en opbyggelig institution.

1.1 Den ydmyge begyndelse: Chikane af den spanske kæmpe

Hvorvidt denne erfaring kan siges at være en kontinuer kongstanke fra den spæde begyndelse i 43 e.Kr. og frem til det britiske imperiums højdepunkt, Britain’s Imperial Century, fra 1815 til 1914, er imidlertid mere et åbent spørgsmål.[5] Da kong Henry VII gav sin royale godkendelse til, at den første generation af engelske opdagelsesrejsende kunne drage ud i verden var det på ingen måde givet på forhånd, at det økonomisk og teknologisk inferiøre England skulle ende som et imperium, der herskede over hen ved 26,000,000 km2, 20 % af verdens landmasse, og 400 millioner, eller 25 % af verdens daværende befolkning.[6] England kom først sent på banen som kolonimagt: Portugal og Spanien havde været Europas første kolonimagter i moderne tid;[7] de nederlandske opdagelsesrejsende havde sejlet i portugisernes spor, og angrebet og overtaget visse af deres kolonier, og englænderne gjorde senere det samme; først med hollænderne og senere med franskmændene.[8]

I løbet af briternes Imperial Century skulle det britiske imperium blive kendt som et fremsynet og værdipolitisk liberalt imperium, der var betingelsesløst imod slaveri, og som kærede sig om menneskerettigheder.[9] Så meget desto mere iøjnefaldende er det, at den engelske kolonimagts begyndelse er defineret ved alt det modsatte: Briterne tillod ivrigt et væld af uafhængige fribyttere at angribe og udplyndre det spanke imperiums ubevæbnede transportskibe og forsvarsløse kolonier.[10] Der var tale om gemen udplyndring, ofte af civile, og ligeledes også i fredstid. Målet var penge og indflydelse over den spanske interessesfære i den nye verden.[11] Ligeledes lagde briterne sig ud med tidens anden store kolonimagt Portugal, og overtog hurtigt en stor andel af Portugals lukrative og brutale handel med sorte slaver fra Afrika.[12]

Men de britiske fribyttere var ikke for alvor i stand til at overtage de spanske kolonier i Latinamerika, som samtidig var hjemstedet for de attraktive guld- og sølvminer, der i årene forud for 1588 havde gjort Spanien til verdens førende supermagt.[13] De egentlige bestræbelser på at etablerede en serie oversøiske britiske kolonier blev derfor kanaliseret ind i Nordamerika, hvor kolonister ikke fandt guld, men hvorfra de til gengæld sendte en vifte af ubearbejdede, men sjældne råvarer tilbage til moderlandet: Krydderier, sukker, te, tobak, bomuld og pels. I den første fase af Storbritanniens kolonihistorie gjaldt det derfor, at Englands vigtigste kolonier alle lå koncentreret omkring den Nordamerikanske østkyst, og direkte syd for den, eftersom de højest udviklede og tættest befolkede områder var kolonierne på det nordamerikanske fastland, og eftersom de mest værdifulde råvarer strømmede ind fra caribiske kolonier som Barbados, St. Kitts, St. Lucia, med videre.[14]

1.2 Detroniseringen af en rival: De britisk-hollandske krige

Efterhånden som englænderne sad tungt på flere amerikanske havne begyndte englænderne at udvise en magtfuldkommenhed, der lå fint i tråd med tidens dominerende økonomiske system, merkantilismen. Merkantilismen tilskrev, at den nation, som bedst formåede at holde al handel og rigdom indenfor egne grænser, nødvendigvis ville blive den rigeste og mægtigste på sigt.[15] Derfor dekreterede englænderne, at kun engelske skibe måtte lægge til i de britisk kontrollerede havne i Nordamerika, hvilket var med til at udløse de fire britisk-hollandske krige (1652–54, 1665–67, 1672–74).[16] Englænderne ønskede at stække de nederlandske handels- og industriinstitutioner, og valget stod mellem et angreb på Hollands militære flåde, eller igen at ty til fribyttere og pirateri. Briterne angreb hollænderne på begge fronter, og gennem en serie omfangsrige træfninger farede* The Royal Navy sammen med De Forenede Nederlandske Provinsers eskortskibe.

Englænderne havde undervurderet de hollandske sømænds ekspertise, og i løbet af de britisk-hollandske krige lykkedes det ofte Nederlandene at påføre englænderne voldsomme tab.[17] Efterhånden som krigene skred frem stod det dog klart, at hollandsk snilde og kløgt ikke kunne hamle op med Englands overlegne størrelse målt på hhv. antal af havne og indbyggere.[18] Hollænderne, der i tidernes morgen havde gjort deres lykke ved at sejle i portugisernes spor, stod nu selv i samme situation som den, der hundrede år tidligere havde tvunget det portugisiske kolonirige i knæ: Moderlandet var simpelthen ikke stort nok til at understøtte så mange og så vidt spredte, besiddelser i krigstid.[19] Hollænderne havde aldrig tilstrækkelig manpower, og de måtte i årene under de britisk-hollandske krige se englænderne overtage handelsruter og koloniale besiddelser bid for bid. Selv en pest på det engelske fastland og en alliance med en anseelig sømagt som Danmark-Norge kunne ikke vende de britisk-hollandske krige til hollandsk favør, hvilket alt sammen illustrerede, at det syttende århundrede nu for alvor var de store landes tid, og England dominerede verdenshandelen fra ca. 1700 og frem.[20]

1.3 Syvårskrigen: Den første ”Første verdenskrig”

En af de vigtigste begivenheder i Storbritanniens kolonihistorie, men som mange kolonihistoriske værker forsømmer at nævne, er Syvårskrigen, der af flere historikere, er blevet kaldt den første ”Første verdenskrig”.[21] At komme hele vejen rundt om denne globale konflikt, der på mange måder har været med til at forme verden, som vi kender den i dag, ville optage mere plads, end vi her har til rådighed, for som hovedpersonens voice-over satirisk lyder i Kubricks filmmesterværk om Syvårskrigen, Barry Lyndon:

“It would require a greater philosopher and historian than I am to explain the causes of the famous Seven Years’ War in which Europe was engaged, and, indeed, its origin has always appeared to me to be so complicated, and the books written about it so amazingly hard to understand, that I have seldom been much wiser at the end of a chapter than at the beginning, and so [I] shall not trouble you with any personal disquisitions concerning the matter.”[22]

I kort form lyder konflikten dog på, at England og Frankrig havde været bitre rivaler helt tilbage fra Hundredeårskrigen i 1337, altså i mere end 400 år. Ved Syvårskrigens udbrud i 1756 havde Preussen netop meldt sin ankomst på storpolitikkens scene, med en hær der af mange opfattedes som den bedst disciplinerede på kontinentet.[23] Preussen så en mulighed i at ”befri” de af de franske besiddelser i Rhinlandet, der egentlig var etnisk tyske, og som Frankrig havde underlagt sig under Louis XIV. Samtidig havde Preussen kun få oversøiske kolonier, og den storpolitiske situation i Europa præsenterede derfor en oplagt chance for Englænderne: Støt Preussen i en landkrig mod Frankrig, og angrib selv de franske kolonier. Strategien lykkedes, og blandt de mange og komplekse udfald af Syvårskrigens afsluttende dokument, Paris-traktaten af 1763, var de vigtigste (1) At England nu for alvor kunne spille kongemager på kontinentet. (2) At Frankrig måtte afstå størstedelen af sine kolonier i Nordamerika og Indien til England, og at England derfor nu var den ubestridte leder, hvad angik oversøiske kolonier.[24] (3) At Indien og Canada blev forenet til homogene lande, snarere end spredte territorier, fordelt ud på forskellige magter.[25]

En fjerde konsekvens af Syvårskrigens udfald, som var mindst lige så vigtig som de tre ovennævnte, men som dog ikke havde direkte konsekvenser var, at Storbritannien befandt sig tæt på bankerottens rand, samtidig med at briterne nu skulle integrere og pacificere sine nye undersåtter i Nordamerika, såvel som i Indien. Det er denne fjerde konsekvens, der ledte direkte frem mod det næste hovedpunkt i Storbritanniens kolonihistorie, og som jeg vil undersøge i mit næste punkt.

1.4 Tabet af 13 kolonier: Det amerikanske oprør

Det britisk-franske opgør var endt med et stærkt forgældet Storbritannien. For at løse problemet med statens finanser indførte man nu skatter og toldmure i kolonierne i et forsøg på at hente nogle af krigsudgifterne hjem.[26] Samtidig måtte man forene både de etnisk-franske undersåtter og række en hånd ud til de mange indianerstammer, der havde hjulpet englænderne under krigen. Dengang som nu, så amerikanerne ikke venligt på højere skatter, og samtidig var nybyggerne i de 13 kolonier ivrige efter at skubbe indianerne længere ind i landet, selvom den britiske krone altså ønskede at belønne dem med egne territorier.[27] Kombinationen af disse to interessekonflikter, med hensyn til økonomi og geopolitik, førte tilsammen frem til Boston-massakren i 1770, hvor britiske tropper åbnede ild mod amerikanske demonstranter, og i årene derefter indførte briterne en stribe særskatter, påbud og forbud, hvor de regulerede amerikanerne stadigt mere stramt i et forsøg på at knække deres vilje, og undertvinge dem det britiske imperium fuldt og helt.[28] Som bekendt blev udfaldet dog det modsatte: Amerikanerne gjorde oprør og ville med sikkerhed have tabt krigen, hvis ikke det var for Englands ærkefjende fra Syvårskrigen, Frankrig, der stod klar i kulisserne til at hjælpe oprørerne med krudt, våben, penge og krigsskibe.[29] Ved freden i 1783 havde briterne mistet sine 13 vigtigste kolonier (med undtagelse af de indiske territorier), og Storbritannien lærte en vigtig lektie: Man kan ikke besejre en løsrivelsesbevægelse i fjerne territorier ved at tvinge den i knæ med magt.[30] Der måtte andre midler til. Samtidig havde briterne også opdaget, at kolonisternes slaver og de indfødte amerikanske indianere var flokkedes til The Union Jack, fordi disse marginaliserede grupper havde opfattet Storbritannien som mere humanistisk end kolonisterne.[31] Humanismen kunne anvendes som et storpolitisk våben, og det var i høj grad hvad Storbritannien gjorde i The Imperial Century.

1.5 Imperial Century: The Sun Never Set on the British Empire

I perioden 1815-1914 herskede briterne ubestridt som verdens supermagt nummer et. Briterne havde gang på gang besejret Napoleon i årene forud for 1815, tjent stort på krigsspekulation, og ødelagt meget af den franske flåde i slaget ved Trafalgar.[32] I perioden 1807-33 formåede Storbritannien også at forbyde slaveri (og håndhæve forbuddet) som det første land i verden.[33] (Danmark var egentligt det første land som havde forbudt slaveri, men statsmagten gjorde intet for at håndhæve forbuddet.)[34] Rigt, progressivt, humanistisk og innovativt stod England i spidsen for en verden i rivende udvikling. Og englænderne udnyttede denne førerposition til at agere politimand for hele verden: På aggressiv vis stoppede de fremmede skibe og løslod alle slaver de fandt om bord, uanset at slaveri var tilladt i andre lande.[35] Og i 1873 lagde britiske krigsskibe til i verdens (dengang) største slavemarked: Det osmanniske Zanzibar. Briterne blokerede havnen indtil slavehandelen ophørte, og på denne måde udnyttede Storbritannien sin militære magt til at bringe sin liberale værdipolitik til mere konservativt sindede lande.[36]  På samme måde, som romerne i sin tid havde bragt Pax Romana til Europa, bragte Storbritannien nu Pax Britannica til hele verden.

Briterne havde taget ved lære af erfaringerne fra den amerikanske revolution: Ved at fremstå fremsynede, velvillige og humanistiske gav de deres koloniale bestræbelser legitimitet. Og det var i denne periode, at briterne udviklede tanken om, at de havde en særlig civilizing mission;[37] en moralsk ret og pligt til at kolonisere og civilisere fremmede, ”tilbagestående” folkeslag, igen ikke ulig romerne, der udover civitas (borgerskabskontrakt) også mente, at de havde givet deres provinser humanitas (god dannelse) for derved at redde dem fra deres iboende barbari.[38]

Dog blev det britiske imperium samtidig svækket i perioden: Gennem det nittende århundrede skete der en opblomstring og national samling i det kontinentale Europa, hvor lande som Tyskland og Italien blev forenet for første gang siden hhv. middelalderen og antikken, og hvor Japan moderniserede voldsomt, og begyndte at udvide sin interessesfære i Østasien.[39] Samtidig begyndte USA’s industrielle magt at gøre sig mere og mere gældende, idet briterne stadig troede på en slags merkantilisme som beskrevet i afsnit 1.2 ovenfor, og amerikanerne altid havde været positivt stemt overfor frihandel, som man havde set som en delmængde af individets ejendomsret.[40] Englænderne havde været så forhippede på deres egen storhed og på at regere deres eget imperium, at de ikke så de ydre trusler til den globale magtbalance, og ikke fangede dem i opløbet.[41]  Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 måtte briterne sande, at deres gamle politikker, som kongemager på kontinentet og som herredømme til søs, ikke længere var nok til at afgøre verdens skæbne.

1.6 Konklusion
Når jeg også har fremhævet de britisk-hollandske krige, har det været for at understrege Storbritanniens unikke position som kolonimagt: Spaniere og franskmænd havde haft manpower og militære kompetencer, men manglede blik for det kommercielle og industrielle aspekt af kolonialismen. Portugisere og hollænderne var de første internationale spekulanter i futures (en standardiseret aftale om køb eller salg af et givet aktiv i en given mængde til en på forhånd aftalt pris på et aftalt tidspunkt i fremtiden)  i moderne tid. De havde altid blik for en god handel, men de manglede manpower til at regere og forsvare deres kolonier. Storbritannien udgjorde en unik mellemstation imellem de to ekstremer, da de både havde kommercielt knowhow, et  talent for at regere og administrere, og samtidig var et stort land med et indbyggertal og et militær, der var stort nok til at forsvare de oversøiske besiddelser i krigstid.

Referencer

Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History London: Routledge 2001

Brookhiser, Richard: James Madison, New York: Basic Books 2011

Braudel, Fernand: A History of Civilizations London: Penguin Group 2011

Brathwaite, Edward: Slave Society in the Danish West Indies: St. Thomas, St.John and St.Croix University of the West Indies Press 1994

Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History Wadsworth: Delmar Cengage Learning; 5th edition 2009

Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History, Oxford: Oxford University Press 1993

Higginbotham, Don: The War of American Independence: Military Attitudes, Policies, and Practice 1763–1789. Northeastern University Press, 1983

James, Lawrende: The Rise and Fall of the British Empire, London: St. Martin’s Griffin 1997

Jones, Michael E.: The End of Roman Britain New York: Cornell University Press 1998

Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest London: Allen Lane 2011

Ferguson, Niall: Empire: The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power New York: Basic Books 2004

Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution, London: Profile Books 2011

Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. København: Jespersen og Pios Forlag 1963

Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution Oxford: Wiley-Blackwell 2003

Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon Square One Publishers 2004

Koch, A. og Peden, W.: The Life and Selected Writings of Thomas Jefferson Random House 1993

Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset Harrow: Longman 2007

Piecuch, Jim: Three Peoples, One King: Loyalists, Indians, and Slaves in the Revolutionary South, 1775-1782 Columbia: University of South Carolina Press 2008

Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition, Princeton: Princeton University Press 2003

Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves London: Fourth Estate 2010

Russell-Wood, A. J. R.: The Portuguese Empire, 1415-1808: A World on the Move The Johns Hopkins University Press 1998

Skinner, Quentin: Liberty before Liberalism Cambridge: Cambridge University Press 1997

Smith, Simon C.:  British Imperialism 1750 – 1970 Cambridge: Cambridge University Press 2004

Sowell, Thomas: Race and Culture – A World View New York: Basic Books 1993

Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief Histroy Boston: Wadsworth Publishing 2010

Thomas, Hugh: The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade 1440-1870 Quezon City: Phoenix 2006

Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East Cambridge: Proceedings of the Cambridge Philological Society 1994

[1] Cassius, Dio: Dio’s Roman History, stk. 49.38

[2] Jones, Michael E.: The End of Roman Britain s. 145-147

[3] Sowell, Thomas: Race and Culture s. 6

[4] Jones, Michael E.: The End of Roman Britain s. 112-16

[5] Smith, Simon C.:  British Imperialism 1750 – 1970 s. 67

[6] Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset s. 103

[7] Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief History s. 293-298

[8] Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History s. 166-168

[9] Sowell, Thomas: Race and Culture s. 201

[10] Thomas, Hugh: The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade 1440-1870 s. 155–158

[11] Ferguson, Niall: Empire: The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power s. 7

[12] Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History s. 168

[13] Canny, Nicholas: The Oxford History of the British Empire: Volume I s. 71

[14] James, Lawrende: The Rise and Fall of the British Empire s. 17

[15] Dette er imidlertid i modstrid med moderne økonomisk teori, navnlig den britiske økonom David Ricardo, der med teorien om komparative fordele mente at bevise, at international samhandel fører til større total rigdom i verden, se f.eks. Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves s. 73

[16] Samt den senere britisk-hollandske krig 1781–84, som dog ikke regnes med her, da denne ikke var udslagsgivende for detroniseringen af de Forendende Nederlandske Provinser som kolonimagt; hollændernes flåde var allerede ved krigens begyndelse utilstrækkelig til at bekæmpe de britiske søstyrker, og englænderne knuste hurtigt Holland uden videre tab. Andre årsager til den engelsk-hollandske krig inkluderede kampen om Nordeuropas tekstilmarkeder, og fangstrettighederne til ørred i den engelske kanal. Det spanske imperium forsynede Europa med guld og sølv fra Latinamerika, men Europas egentlige industrielle stormagter var efterhånden rykket nordpå. Det skyldes bl.a. fænomenet “hollandsk syge”, hvilket vil sige, at nem adgang til store pengesummer, der ikke kræver arbejdsdisciplin og videnskompetancer, undergraver et samfunds incitamenter til at udvikle en arbejdsom og kompetancepræget kultur. Andre eksempler på ”hollandsk syge” tæller Mellemøstens oliereserver, og ifølge nogle iagttagere også de store bloktilskud, som de udviklede lande hvert år yder til den tredje verden. Se også Braudel, Fernand: A History of Civilizations s. 104-105

[17] Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History p. 442

[18] Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History p. 443

[19] Russell-Wood, A. J. R.: The Portuguese Empire, 1415-1808 s. 63

[20] Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History p. 443

[21] Eks. Daniel Marston, Ian M. McCulloch, m.fl.

[22] Efter William Makepeace Thackerays roman The Luck of Barry Lyndon fra 1844

[23] Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon s. 59, fremhæver på instruktiv vis en britisk officers karakteristik af Preussens landtropper som han bevidner disse i eksercits under Syvårskrigen

[24] Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset s. 39

[25] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 185

[26] Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset s. 36

[27] Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution s. 160-62

[28] Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution s. 204

[29] Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution s. xiii

[30] Higginbotham, Don: The War of American Independence s. 298

[31] Piecuch, Jim.: Three Peoples, One King s. 332-34

[32] Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon s. 27-9

[33] Sowell, Thomas: Race and Culture s. 210

[34] Brathwaite, Edward: Slave Society in the Danish West Indies s. 54

[35] Sowell, Thomas: Race and Culture s. 212

[36] Sowell, Thomas: Race and Culture s. 212

[37] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek s. 119

[38] Plinius den Ældre: Naturalis Historia 3.39: “To unite scattered empires, to soften their customs, to bring together the harsh and the coarse tongues of so many nations into contact by community of language, to give mankind civilisation, and in a word, to become throughout the world the single fatherland of all peoples.”

[39] Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History s. 726-31

[40] Thomas Jefferson: “Our interest will be to throw open the doors of commerce, and to knock off all its shackles, giving perfect freedom for the vent of whatever they may choose to bring into our ports.” fra The Life and Selected Writings of Thomas Jefferson s. 263

[41] Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History s. 32

Madsen og mavefornemmelserne

af Ryan Smith

En af de nyere og mere spidsfindige penne på Politiken hedder Kristian Madsen. Han skriver underholdende og med kant, men desværre føres pennen af og til af Madsens mavefornemmelser, og selvom hovedet stritter imod, så går det bare lidt for hurtigt med mellemregningerne, når det er maven, der skriver.

Maven har tidligere vist sig leveringsdygtig i chokerende sandheder, som at venstrefløjen kan opnå politisk momentum ved at løse hidtil uløselige politiske problemer som ghettodannelse og problemer med indvandrerbørn – fuldstændig uden at angive, hvordan det skal ske. Gildet vil gerne kvittere med en lignende mavefornemmelse om, at venstrefløjen også kan opnå politisk momentum ved at løse problemer som global terrorisme og sult i Afrika. Hvad man kalder folk, der argumenterer på den måde i Danmark, ved jeg ikke, men i England kalder man dem Captain Obvious.

Danmark bør ellers beundre Madsen: Havde Madsen brugt hovedet som andre skribenter, var han nemlig for længst blevet rundtosset af de mange cirkelslutninger, han gang på gang formår at fyre af. I lederen her skriver Madsen for eksempel, at yderfløjene ikke har ret, fordi de ikke findes på midten. Eller sagt på en anden måde: Yderfløjene tager fejl, fordi de er yderfløje. En fejlslutning af så episke dimensioner, at den havde udløst ind til flere røde kort, hvis Madsen havde været fodboldspiller. ”Yderfløjene viser ikke vejen frem” hedder det (ikke videre mundret), men her ignorerer Madsen fuldstændig det faktum, at enhver kvalitativ nytænkning – evolutionsteorien, kvantemekanikken, ja, selv det arbejdende folks krav om demokratisk repræsentation – alle er startet på samfundets overdrev.

I onsdags skrev Madsen så indlægget ’Forbudsfundamentalister misbruger Orwell’ – en bjergtagende ballerinadans af stråmænd, fejlslutninger og dårlig research. Pointen i Madsens artikel er, at liberale debattører som Simon-Emil Ammitzbøll misbruger George Orwell, fordi Orwell tilhørte venstrefløjen, og Simon-Emil tilhører højrefløjen. Orwell må derfor ifølge Madsen ”lide den tort at blive taget til indtægt for alt det modsatte af, hvad han stod for.” Når staten for Gud-ved-hvilken-gang tager tilløb til at begrænse den individuelle frihed gennem øgede skatter, afgifter og forbud, så henviser Ammitzbøll nemlig til Orwell og siger, at Danmark er blevet et kvælende ’Big Mother’-samfund. Og det er ifølge Madsen misbrug af den afdøde forfatter.

Ammitzbøll og Obvious: Der er kun en af de to, der misbruger Orwell, og det er ikke Ammitzbøll. Orwell tilhørte venstrefløjen, men han var dybt imod politiske forsøg på detailregulering af borgernes liv. Orwell var ikke (som Madsen fejlagtigt skriver) trotskist, men ifølge ham selv en “konservativ anarkist”. Orwell ønskede maksimale selvudfoldelsesmuligheder for den enkelte, så længe han ”opførte sig pænt” og ikke skadede andre (et hæderkronet borgerligt-liberalt princip). Og så så Orwell allerede dengang den politiske ensretning af borgernes liv som et udtryk for puritanisme. Det er rigtigt, at Orwell tilhørte venstrefløjen, men den grad af politisk adfærdsregulering, som vi i dag underkastes, ville datidens venstreorienterede have været imod. Det er venstrefløjen, der har rykket sig i retning af mere social kontrol, og derfor er det egentlig kun naturligt, at nutidens Orwell-referencer tilfalder folk som Simon-Emil Ammitzbøll.

Madsen bruger newspeak
Madsen har mere på programmet: Mavefornemmelserne mærker nemlig, at liberalister bruger newspeak, når de forsvarer virksomheders ret til at sende reklamer i tv. Madsen opstiller et modsætningsforhold mellem individuel frihed og kommerciel frihed, men dette modsætningsforhold argumenteres der aldrig for. Det er nemlig mavefornemmelserne, der regerer, og argumentation er ikke mavens metier. Havde Madsens kvikke hoved dog bare været med på andenviolin, så var det hurtigt gået op for Madsen, at man faktisk kan slukke for sit tv, hvis man gerne vil undgå reklamer. Givet at ingen er tvunget til at se tv, er det således stærkt tvivlsomt, om det stækker nogens frihed, at der er reklamer på privatejede kanaler.

I Orwells forfatterskab var newspeak et redskab, som magthaverne brugte til at knuse befolkningens selvudfoldelse. Man underminerede befolkningens tillid til sproget ved at pervertere det – krig betyder fred, frihed betyder slaveri, uvidenhed betyder styrke. Men hvad betyder det selvopfundne udtryk ’forbudsfundamentalister’, som optræder i Madsens artikel? Danskkyndige ville nok gætte på, at en forbudsfundamentalist var en, som gik ind for at bygge et samfund på rundhåndede mængder af forbud. Men i Madsen-speak er en forbudsfundamentalist imidlertid en person, der er imod forbud, hvilket sjovt nok svarer til Madsens politiske modstandere. Den logiske forståelse af ordet må vige, og dens modsætning sættes ind som selvfølgelighed – forbudsfundamentalisme betyder frihed, krig betyder fred, uvidenhed betyder styrke.

Kristian Madsen har det nemt. Uanset hvor sløset han argumenterer, vil der altid stå en hob af halvstuderede Politiken-mennesker klar til at klappe i hænderne, hver gang nogen skriver noget med maven. Mavefornemmelsesprosa har nemlig for længst blævret sig i stilling som café latte-segmentets Radio 100 FM. Men det ændrer ikke ved, at det er Madsen, der misbruger Orwell, og Madsen, der benytter sig af newspeak.

Madsen er en original og begavet skribent. Skrev han med hovedet, kunne han passe ind på hvilken som helst af landets aviser, men så ofte som mavefornemmelserne tager over, var det selvklart, at han måtte havne på Politiken. Politikens læsere har nemlig en lang tradition for at læse med maven, og for så vidt er det vel en lykkelig slutning, at de i Madsen har fundet en skribent, der også skriver med maven. De har fundet hinanden, men mistet George Orwell, der tog afstand fra sprog som Politikens, der er “designed to make lies sound truthful, and to give an appearance of solidity to pure wind.”

Heraklit-fragmenter på dansk

Heraklit (540 – 480 f.v.t.) var en Græsk filosof, og var med stor sikkerhed indadvendt. Han bliver ofte kaldt for “Den dunkle” eller den skjulte. Hans skrifter kendes kun i brudstykker, og er for manges vedkommende svære at tyde. Vi har tidligere skrevet om Heraklit på sitet, og da hans fragmenter, så vidt vi kan se, ikke er gratis tilgængelige på nettet, har vi her oversat en håndfuld for vore læsere.

F 3: Den ene indsigtsfulde ting man bør kende, retsindigt, er hvordan alt bliver ført i enhvert tilfælde.

F 4: Den eneste, og eneste vise ting er og er ikke villig til at lade sig kende ved navnet Zeus.

F 5: I deres uvidenhed opfører de sig som døve [selv] efter at have lyttet.

F 6: Og således bør man følge det, der er fælles, men flertallet af folk lever som om, at deres forståelse var privat.

F 8: De vender sig væk fra det, med hvilket de er i den mest blivende kontakt.

F 9: Hvis du ej venter det uventede, vil du ej finde det, for det er sporløst og uudforsket.

F 10: Det er klogt for dem der lytter, ikke til mig, men til principet [logos] at være enige i, at alt er ét.

F 11: Jeg har hørt mange mennesker tale, men ikke ét af dem var nået til det punkt, hvor de indså, at det vise er forskelligt fra alt andet.

F 14: Vej: op og ned, det er stadig den samme vej.

F 17: Æsler ville foretrække mødding frem for guld.

F 18: Svin foretrækker møg frem for rent vand.

F 24: Den skjulte harmoni er bedre end den åbenlyse.

F 46: Buens navn er liv [biós], dens værk er død.

Nietzsche om Heraklit:

… Heraklit har som sin kongelige besiddelse den intuitive forestillings højeste kraft; medens han for den anden forestillingsmåde, der fuldendes i begreber og logiske kombinationer, altså mod fornuften viser sig kølig, ufølsom, ja fjendtlig og synes at fornøje sig, når han kan modsige den med en intuitivt vunden sandhed; og dette gør han i sætninger som „Alt har til enhver tid det modsatte i sig“ så ufortrødent, at Aristoteles anklager ham over for fornuftens tribunal for den højeste forbrydelse, for at have syndet mod modsigelsens grundsætning. …

… At så få mennesker lever med bevidsthed i logos og i overensstemmelse med det alt overskuende kunstnerøje, det kommer af, at deres sjæle er våde, at menneskets øjne og ører, idet hele taget dets intellekt er et dårligt vidne, når „fugtig slam indtager deres øjne“. … Mennesket regner han sågar i al almindelighed for et ufornuftigt væsen, — hvilket ikke står i modstrid med, at den altbeherskende fornufts lov opfylder sig i hele dets væsen. …

Holberg og enevælden

af Pernille Sørensen, cand.mag.

Indledning

Det er ofte blevet sagt om Holbergs verdenssyn, at det er fanget mellem fortidens autoritetsbetonede strenghed og oplysningstidens nye ideer om fornuft, logik og kritisk sans.

Der kan imidlertid sås megen tvivl om hvorvidt ”fanget” er en dækkende betegnelse: Som en af sin tids førende akademikere forstod Holberg disse værdisæt til fulde, og gjorde flittigt brug af dem begge i sit forfatterskab. Netop fordi Holbergs egen synsmåde ikke bekender sig absolut til hverken den ene eller det anden af disse opfattelser, fordi han forbinder og fusionerer, netop derfor er Holbergs verdenssyn interessant: Det er unikt og dets eget.

For den som ønsker at danne sig et helhedsindtryk af Holbergs politiske standpunkter kan det ved i første omgang føles som at løbe hovedet mod en mur: At danne sig et sådant indtryk besværliggøres nemlig af en række faktorer:

For det første var Holberg, såvel som alle andre borgere i tidens Danmark-Norge, underlagt censur. Dernæst må den spirende Holberg-læser konstatere, at forfatterskabet er enormt og at de behandlede emner spænder over alt ligefra selve menneskehedens natur, til den bedste måde at fange fluer på inden døre(!). Endelig kommer, at der findes eksempler på, at Holberg som en slags akademisk lejesvend til tider har taget sig betalt for, på vegne af enevælden at udtrykke dennes synspunkter og ræsonnere over disse. Det er skrevet om periodens censur at: ”I virkeligheden kunne forfatterne [på Holbergs tid] skrive meget frit når blot de gav deres arbejder en let litterær eller videnskabelig forklædning.”. Selvom der rigtig nok findes eksempler på, at Holberg (blandt andet i sin historieskrivning) har måttet udtrykke sig ukarakteristisk vagt, så har værker som ”Niels Klims underjordiske reise” et tydeligt allegorisk indhold. Den sidste af disse hindringer er håndteret ved simpelthen ikke at inddrage de propagandistiske bestillingsværker.

Enevældens legitimitet og beføjelser

Det er værd at notere sig at det tidlige attende århundredes Europa ikke regeredes af fyrster fra Moskva til Lissabon, men at der fandtes et mindre antal republikker på kontinentet såsom Nederlandene, Schweiz og Venedig. Ikke desto mindre har det dominerende debatemne blandt samfundseliten i Danmark på denne tid ikke været demokrati kontra monarki, men enevælden og grundlaget for denne.

Det filosofiske grundlag for denne diskussion skal findes i henholdsvis Hobbes der med sin ”Leviathan” hævder, at menneskenes natur er at gøre hinanden ondt (homo homini lupus est), og at kun den almægtige kongemagt kan forhindre dette. Overfor Hobbes finder vi Grotius, Thomasius og Pufendorf som fortalere for den tese, at mennesket instinktivt søger at opbygge samfund, og at de herskernes privilegier derfor udspringer af naturretten. Naturretten blev af Grotius defineret som de regler hvis mening giver sig selv når de underkastes fornuften.

For Holbergs vedkommende er den vigtigste af disse tænkere Pufendorf. I sit værk ”Om natur og folkeretten” fra 1672 hævder Pufendorf, at nok er selve staten skabt af Guds vilje, men kongens magt er verdslig og udgået af folkets værdighed som det gennem en uudtalt samfundspagt har overdraget til fyrsten. Således er kongen ifølge Pufendorf ikke Guds stedfortræder på jord, men statens første tjener.

I helstatens hovedstad afvistes disse betragtninger dog fuldkomment af Johannes Vandal i 1667 og af H.G. Masius igen i 1687. Ifølge disse teologer er kongedømmet ikke blot af Guds vilje, men Gud griber aktivt og særlig stærkt ind i kongens liv for at forsvare, rådgive og styrke kongen. I naturlig forlængelse heraf, giver de to lærde mænd udtryk for at folket ikke kan overdrage en værdighed til kongen som det ikke har og aldrig har haft. Fra danske forfatteres side stod Vandal og Masius’ betragtninger ubestridt indtil Holberg i 1716 publicerede værket ”Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab…” hvori han både formidler og redegør for Pufendorf, Grotius og Thomasius’ tænkning, såvel som han udvider og videreføre denne gennem tilføjelse af egne betragtninger. Det er først og fremmest baseret på Pufendorfs tænkning, at Holberg argumenterer for det synspunkt, at  menneskets trang til statsdannelse er naturlig og guddommelig. Samtidig undlader Holberg dog mærkeligt nok at tage stilling til hvorvidt kongen er af Guds nåde sådan som Vandal og Masius havde hævdet det. Hos Holberg bliver Pufendorfs samfundspagt til en frivillig dobbeltpagt hvor befolkningen overdrager magten til fyrsten, men fyrsten til gengæld forpligter”…[til] alle Tider [skal] have sine Undersaatteres Velfærd for Øyne.”.

Når Holberg uanfægtet kunne give udtryk for sådanne synspunkter på trods af at enevælden i Danmark tidligere havde taget entydigt parti for de to gejstlige, blandt andet ved at brænde tænkeren Thomasius’ modskrift til Masius, skyldes det ifølge Jens Kristian Andersen at ideerne om natur- og folkeret havde fundet vej til Københavns Universitet sidst i det syttende århundrede, og Andersen skriver sågar om publiceringen at ”…der ingen som helst risiko [var] forbundet dermed.” Hvis denne betragtning ellers er sandfærdig kan det synes så meget mere ejendommeligt at Holberg undlader at viderebringe Pufendorfs synspunkter om, at kongen ikke som udgangspunkt er guddommelig, men at han indirekte får overdraget statens guddommelighed. Dette giver anledning til spekulation om hvorvidt det virkelig har været risikofrit at betvivle kongens guddommelighed i tidens Danmark-Norge.

Givet Holbergs beundring og fascination af Pufendorf, og givet Holbergs øvrige betragtninger på området såsom ”GUD er Autor til Naturens Lov” kan man e silencio slutte, at Holberg givetvis har været enig med Pufendorf i denne sag, men har frygtet den furore en videreformidling af dette synspunkt ville have skabt i Danmark.

Som fremsynet akademiker og budbringer for de første af oplysningstidens filosoffer, besad Holberg en stærk tro på det han opfattede som den almene fornuft som var tilstede i ethvert menneske. Denne tro på den sunde fornuft kom også til at danne grundlag for Holbergs statslære.

Derfor finder man i forfatterskabet rationalitetsbetonede betragtninger såsom at forfatninger skal dømmes på hvorvidt de kommer folket til gode, at det væsentlige ikke er regeringens form, men dens kvalitet og at alle regeringsformer i princippet er gode når blot den – eller de – regerende er ”dygtige og dydige”.

Sætter man imidlertid disse betragtninger i relief mod Holbergs øvrige synspunkter bliver det klart, at de hovedsageligt er principielle: Holberg selv var en udtalt tilhænger af den enevældige model som havde kritiseret såvel det antikke Grækenland og Roms ”blandede forfatninger” som samtidens engelske, nederlandske og polske forordninger. Denne holdning ses endvidere i ”Niels Klims Underjordiske Reise” hvor riget Potu, der regeres enevældigt, skildres som en forbilledlig stat i skarp kontrast til adelens rige Martinia, som Holberg lader være regeret af aber, og demokratiet i ”det frie Land” som er henkastet til anarki fordi ingen ved hvem der har magten.

Dermed er det imidlertid ikke sagt, at Holberg viger fra sin tro på fornuften som statsmagtens grundlag: Når Holberg er tilhænger af et enevældigt monarki frem for adelsvælde eller demokrati bundet det i en overbevisning om at monarkiet er det mest effektive af de tre. Da monarken ikke skal nå til enighed med nogen anden part kan denne træffe beslutninger hurtigt og uden at der er tvivl om deres gyldighed. Derfor er enevælden ifølge Holberg den nyttigste og mest effektive styreform og dermed den mest fornuftige.

Når Holberg er så stærk en støtte af autokratisk magt til kongen hænger det udover effektivitetskriteriet sammen med at Holberg slutter sig til Pufendorf og Hobbes i den betragtning at loven er til for at beskytte de svage mod de stærke. Som et værn mod andre menneskers ondskab og overgreb.

Holberg har altså overgivet sig fuldstændigt til autoritetstroen hvad angår monarkers magtebeføjelser. Som eksempler på store regenter fremhæver Holberg i sine historiske værker regenter såsom Peter den Store, Ludvig XIV, Frederik II og Maria Theresa som alle styrkede og centraliserede monarkiets magtbase i deres respektive riger og lande.

I sin historieskrivning hilste Holberg derfor også statsomvæltningen og indførelsen af absolutismen i Danmark af 1660 velkommen som såvel et fremskridt som en tilbagevenden til tidligere tiders tilstande. For Holberg havde 1660 først og fremmest været lig med en styrkelse af den kongemagt han agtede så højt og talte så kraftigt for. Ud fra den betragtning at den enkelte borgers lykke var forbundet med statens og dermed kongens velbefindende  fastholdt Holberg, at den enevældige monarks magt skulle være absolut og autokratisk uindskrænket overfor såvel jævne undersåtter som gejstlighed og adel, ja alle andre autoriteter endsige Gud selv.

Enevælden og stænderne: Gejstligheden

Gejstlighedens legitimitet udsprang selvsagt i kraft af dens rolle som formidlere af religionen og Guds nåde på jord. Nok havde lutheranismen bebudet et mere direkte forhold mellem den troende og Gud selv, men det syttende århundredes strenge og dogmatiske teologi repræsenteret ved henholdsvis ortodoksien og pietismen havde alligevel levnet de gejstlige en vis indflydelse.

I tidens teologi var der imidlertid begyndt at tegne sig en konflikt imellem det hidtidige teistiske verdenssyn, der bekendte sig til en allestedsnærværende Gud som aktivt greb ind i den enkeltes liv, og så oplysningstidens deistiske opfattelse af Gud som ”…den store urmager der havde skabt det vældige værk og sat det i gang – men som derefter ikke greb ind”. Et verdenssyn som senere indkapsledes i Voltaires betragtning om, at når Sultanen sætter et skib til søs bekymrer han sig ikke for de mus der måtte være om bord.

Holberg bekendte sig ikke ubetinget til nogen af disse retninger, men synes i kraft af sin udprægede rationalitet at have meget tilfælles med deisterne. Det ses for eksempel når Holberg i epistel 118 skriver at nok satte Gud Sodoma og Gomorra i brand, men at det jo ikke er ensbetydende med at alle brænde skal opfattes som Guds straf.

I de kirkehistoriske værker møder man indtil flere gange det synspunkt, at gejstligheden skal underordne sig kongemagten, og ikke omvendt. I sine forestillinger om kongemagtens håndtering af rigets religiøse spørgsmål gør Holberg stærke udfald mod den religiøse intolerance der siden reformationen har hersket over det meste af Europa. Men Holberg vil ikke gå så langt som at anbefale religionsfrihed, og mener sågar at statsmagtens skal kunne forbyde visse religiøse retninger.

Enevælden og stænderne: Adelen

Før 1660 var den danske adel foruden dens fødselsret i besiddelse af en række økonomiske fordele såsom monopol på at eje godser, førsteret til at beklæde offentlige embeder og skattefrihed. Disse privilegier hæmmede mulighederne for det bedre borgerskab idet de udgjorde en øvre grænse for hvad en ikke-adelig kunne opnå.

Efter begivenhederne i 1660 blev rigsrådets, og dermed adelens magt ophævet og privilegier og monopoler blev i stigende grad tilbagekaldt. Samtidig søgte enevælden at begunstige borgerskabet gennem oprettelsen af en ny adel som kom til at bestå af borgerligt fødte rigmænd. Med afskaffelsen af godsejermonopolet blev ejerskabet nu bestemt af formue og ikke fødselsret. Og da store dele af den gamle adel samtidig var havnet i finansiel uføre i denne periode gav omstændighederne god mulighed for social mobilitet i og med at den nye adel kunne opkøbe den gamle adels godser.  I sin livstids var Holberg selv var ganske flittig til at benytte sig af de nye muligheder for at avancere og endte sine dage som baron og dermed en del af nyadelen.

Holbergs syn på adelen er hovedsageligt blevet bestemt af to ting: Hans forkærlighed for enevælden og adelens nytteværdi.

I betragtning af at adelen i tiden før 1660 vitterligt havde ligget i et vedvarende tovtrækkeri med centralmagten synes det oplagt at opfatte rigsrådets magt som kongemagtens modpol, om ikke fjende, og Holberg indtog da også et netop sådan syn.  Holbergs historieskrivning er udpræget antiaristokratisk og skildrer adelen som gribbe der modarbejder kongen og dermed underminerer rigets velfærd til fordel for kortsigtet egen vinding. Gang på gang tager Holberg parti for kongemagten og tillægger adelen ansvaret for de ulykker som er overgået riget i dets historie. I Holbergs optik er de oldenborgske konger så godt som ufejlbarlige.

I Epistel 163 hedder det eksplicit at den gamle adel nok kan få lov at beholde de rettigheder som tilstandene efter 1660 byder dem, men at det ville have været bedre om der ikke var blevet oprettet en adel i første omgang. Her taler  Holberg om de arvelige titler som skaber ”Jalousie” og ”Misforstand” rigets indbydere imellem.  Dette synspunkt genfindes i satirisk form i ”Niels Klims Underjordiske Reise”  hvor de  adelsriget  Martinia regeres af stridende aber. Netop aben – der minder så meget om mennesket, og dog er det klart underlegent – tjener som en ganske fornem metafor fra Holbergs side møntet på at udtrykke den fornuftsstridige ordning der må have virket som en stor kilde til irritation for ham. Der samme gør sig gældende i komedien ”Don Ranudo” der – udover at være et anagram af ”O du nar” – skildrer den gamle adel som fattig, nytteløs og reduceret til udelukkende at legitimere sig i kraft af sin herkomst.

I ovennævnte epistel giver Holberg endvidere udtryk for at det strider mod hans fornuft at en rig og kyndig mand af borgerlig herkomst skal forbigås  til embede eller godsdrift til fordel for en fattig og inkompetent mand af den gamle adel. En sådan forordning vil kvæle borgerskabets medfødte dyder.  For Holberg gjaldt denne fornuftsstridighed gælder imidlertid ikke for den nye adel: Det at den var udnævnt af kogen sikrede at den ikke som den gamle adel gav skulle modsætte sig kongemagten. Gennem udnævnelsen stod den nye adel nemlig i et direkte gælds- og loyalitetsforhold til kongen. Udnævnelsesprocessen sikrede også, og den nye adel var ”Mænd af Merit” og dermed at denne nye stand af grever og baroner opfyldte Holbergs fornuftsbetonede nyttigheds- og effektivitetskriterier.

Men på trods af Holbergs harme over adelens historiske optræden og sin sviende satiriske skarphed var han ikke ubetinget fjendtlig overfor sin tids arveadel. Væk var dens politiske magt, men en del af dem fastholdt ejerskabet over deres godser og titlerne gik forsat i arv. I forbindelse med genopretningen af Sorø Akademi hvis formål Holberg selv formulerede som ”…at fremme Udviklingen af Statskundskaberne.”. Er det interessant at Holberg selv anbefalede optagelsen af medlemmer fra den gamle adel på lige fod med de nyadlede og  de bedst bemidlede af borgerskabet sønner. Genåbningen af akademiet finansieredes nemlig af Holbergs formue, og hans anbefalinger kunne tyde på, at Holberg har anlagt det pragmatiske synspunkt at man lige så godt kunne uddanne og oplyse den gamle adel når den nu engang fandtes.

Enevælden og stænderne: Folket

Hvor adelen og kongemagten i tiden før 1660 havde ligget i indbyrdes stridigheder så havde der aldrig hersket tvivl om det gemene folks hierarkiske forhold til de to som værende fuldstændig underordnet. Med indførelsen af den sociale mobilitet omtalt i sidste afsnit tildeltes borgerskabet stadigt flere rettigheder og derfor giver det mening at tale om det bedre borgerskab først og fremmest storkøbmænd men også professorer og embedsmænd. Forholdene for de forskellige dele af det gemene folk har på denne tid været vidt forskellige: Mens bondestaden har været underlagt livegenskabet har storkøbmændene som tidligere omtalt kunnet slå sig op som godsejere, de rigeste af dem med udsigt til at blive adlet.  Derfor har såvel Holberg som enevælden forholdt sig vidt forskelligt overfor forskellige dele af denne stand.  Om det bedre borgerskab er der ikke så meget at notere sig udover at Holberg som nævnt var tilhænger af deres ret til at avancere på lige fod med adelen, og at han selv benyttede sig af denne ret. Hvad angår de jævne undersåtter er hans synspunkter knap så entydige:

”Et er et Søe-Kort af forstaa. Et andet Skib at føre.”

Disse ord tilhører en slukøret Herman von Bremen. Efter at have prøvet kræfter med borgmesterembedets udfordringer må han sande at nok kan enhver småborger beklæde selv de største og fineste administrative embeder i tanken men også kun i tanken.

De erkendende ord som udgør moralen i komedien ”Den Politiske Kandestøber” kan tjene som en fortrinlig opsummering af Holbergs opfattelse af de jævne borgerskab såsom bønder, småhandlende og håndværkere, herunder naturligvis kandestøbere. For nok har ethvert menneske den i den evige fornuft som ifølge Holberg udgør grundlaget for natur- og folkeretten, men det jævne folkets evner ser han ikke som egnede til politiske drøftelser og gøremål. I sin ”Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab” dedikerer Holberg et helt kapitel (VI) til ”den naturlige Lighed imellem alle Mennesker”. Man finder i forlængelse af denne lighed den betragtning at alle beskæftigelser som udgangspunkt er lige gode, og at den enkeltes værd skal bedømmes på sin evne til at udføre sin beskæftigelse frem for sin plads i samfundets hierarki. Det forhindrede dog ikke Holberg i at nære mistillid til det jævne borgerskabs statsretslige formåen og indtog det standpunkt, at den politiseren de kunne magte ikke kunne blive til mere end en uprøvet forståelse af et søkort. Derfor bør folk holde sig til at anvende deres kritiske sans på områder hvortil deres forstand rækker.

Men på trods af den politiske uduelighed Holberg tilskrev bønder og håndværkere har han ikke desto mindre udvist påskønnelse for disse folk i kraft af deres nytteværdi. Han fastholdt, at bønder ikke kunne klare for megen frihed uden at forfalde til dovenskab, men at deres nuværende kår alligevel var så uretfærdige at de kunne forbedres uden at det ville føre til førnævnte forfald. Holberg har i sin historieskrivning forholdt sig positivt overfor kongelige forsøg på at bryde vornedskabet, og siger sågar at ”de arme Bønder under saadant Aag tabte al Lyst til [at] Arbejde […] for Fædrelandet.”. Denne betragtning er i og for sig udtryk samme holdning som at det bedre borgerskabs dyder kvæles når dets kandidater forbigås til fordel for arveadel. Her er den blot overført til bøndernes kår. På dette område kommer Holbergs autokratiske syn på kongemagten dog også tydeligt til udtryk da han udfra rationalistiske overvejelser erkender at det er muligt for fyrsten at handle uretfærdigt men alligevel fastholder, at borgerne under ingen omstændigheder må gøre modstand mod fyrsten.

Konklusion

Idet man beskæftiger sig med Holbergs opfattelse af statsmagt bliver det på et relativt tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen soleklart, at Holberg har bygget sine politiske synspunkter op om to grundpiller: Den ene er en utrolig stærk tro på den sunde fornuft som er til stede i alle mennesker, og den anden er den kompromisløse kærlighed til enevældet og dets uindskrænkede magt. Holberg selv begrunder sidstnævnte kærlighed udfra rationalistiske betragtninger, men i sin lovprisning af de oldenborgske konger afviger Holberg til tider fra sine ellers så fasttømrede fornuftskriterier. Endvidere kan det synes paradoksalt at Holberg har så meget at indvende mod adelens arveret samtidig med at han giver sig til kende som en stærk og svoren fortaler for kongens.

I en sammenfatning af Ludvig Holbergs politiske synspunkter kan man sige, at han generelt søgte den fornuftsbetonede middelvej på områder hvor to modpoler stod kraftigt optegnede overfor hinanden, ja endog i selve tidens skiftende verdensbillede og værdinormer. Der findes dog én undtagelse herfor, nemlig at kongemagten i riget skulle være absolut og gennemsyre alle samfundslag. Dette gælder i en sådan grad at denne undtagelse hos Holberg nærmere antager karakter af en forudsætning for alle hans andre politiske betragtninger.

Holberg finder blandt andet middelvejen når det kommer til religionspolitik hvor han gør sig til fortaler for tolerance og fordømmer intolerance hvad enten den er katolsk, reformert eller sågar lutheransk. På den anden side mener han imidlertid ikke, at statsmagten bør skænke dets borgere religionsfrihed, og ytrer sig endda som tilhænger af det synspunkt at kongemagten bør kunne forbyde en given trosretning efter behag.

Endvidere gives der også udtryk for et modereret synspunkt hvad adelen angår: På trods af, at Holberg havde talt kraftigt mod arveadelen i såvel sine faglige som kunstneriske publikationer, søgte han i praksis at integrere den gamle adel i den nye samfundsorden, igen motiveret af fornuften. Ved at sikre arveadelen optagelse på det nyoprettede Sorø Akademi sørgede Holberg dermed både for at riget kunne få nye kyndige embedsmænd ud af sin gamle adelsstand (hvad man i dag ville kalde ”human ressource management”), og for at arveadelen ikke blev yderligere ydmyget.

Det samme gælder for Holbergs syn på den jævne borger som han dels udtrykte beundring for, og hvis kår han talte for en forbedring af, men på trods forbandt med en uduelighed og inkompetence hvad angik livets mere komplicerede anliggender. Set med nutidens øjne kan det synes underligt, at Holberg nok hyldede den sociale mobilitet for det bedre borgerskab, men opponerede stærkt imod samme mobilitet hvad angik de nederste stænders avancement. På dette punkt kan man tillade sig at spekulere over hvorvidt der har fandtes en anden slags arveret i Holbergs politiske synspunkter, nemlig pengenes. Desværre er det ikke muligt at sige noget endeligt herom, men man kan dog notere sig, at Holberg, som dog ikke kom fra en håndværker- eller bondebaggrund, havde som bekendt selv arbejdet sig fra fattige kår i sin studentertid til både professorat og barontitel. Det er naturligvis også muligt at Holberg simpelthen ikke har tænkt over dette.

Hvad angår karakteriseringen af Holbergs politiske anskuelse må man sande, samfundsforholdene i det enevældige Danmark-Norge passede forbløffende godt til Holbergs idealstat Potu. Derfor giver det mening at karakterisere Holberg som konservativ, men ikke konservativ fordi at han anerkendte alt gammelt og bestående som godt – dertil var han af en alt for kritisk natur. Konservativ fordi det politiske miljø i samfundet passede fortrinligt med hvad han opfattede  som det nyttigste og mest fornuftige.

Skuer man fra Holbergs tid fremad i idehistorien, begynder Holbergs praksis med at bedømme såvel forfatninger som menneskers værd ud fra dets  nyttighed og effektivitet unægtelig at ligne en slags protoutilitaristisme på samme måde som disse værdier kombineret med Holbergs lidenskabelige støtte til en uindskrænket kongemagt kunne tage sig ud som en forløber for det oplyste enevælde.

Epilogen af ‘Helt uforsvarligt’

I 2005 udgav den liberale tænker Christopher Arzrouni sin hidtil eneste bog, ‘Helt uforsvarligt’. I forbindelse med udgivelsen blev bogens epilog frigivet til det offentlige domæne og cirkuleret i pressen. Vi bringer den her, da vi på redaktionen synes umanerligt godt om bogen, der for længst er usolgt fra forlaget, men som heldigvis kan købes som E-bog.

Christopher Arzrouni: Helt uforsvarligt – eller Hvorfor frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide, 235 sider, 175 kr., Gyldendal 2005.

Denne bog blev skrevet for sjov og for at provokere. Men provokationen har et formål, nemlig at slå et slag for frihed. Bogen er et led i den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen skød i gang i et interview i Weekendavisen.1 „Udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer.“ Det er jeg fuldstændig enig i.

Jeg går ind for frihed. Men desværre mener mange danskere ikke, at frihed er spændende – eller vigtigt for den sags skyld. Frihed handler om marked og kapitalisme og økonomi og den slags. Det føles fjernt fra vores dagligdag.

Til gengæld diskuterer vi rask væk sex and drugs and rock’n’roll over aftensmaden. Sjovt nok handler mange af disse diskussioner faktisk om frihed eller rettere om grænserne for, hvad vi må gøre. Det er spændende! Og så opstår spørgsmålet: Hvad skal være udgangspunktet for vores holdning? Skal vores private holdning til, hvad der er god moral, afgøre, hvad andre mennesker må gøre ved sig selv? Hvor meget bør vi – dvs. kollektivet – begrænse andre menneskers nysgerrighed, eksperimenteren og så videre? Pludselig har vi konturerne af en ideologisk diskussion.

Hvis vi ikke gør os klart, hvorfor frihed er vigtig, er vi tilbøjelige til at acceptere en masse betænkelige indskrænkninger i den. Vi kommer til at sætte alt for snævre grænser for, hvad man må og ikke må. Jeg mener, at den relevante grænse for, hvad vi må gøre, går lige dér, hvor man skader andre mennesker – dvs. dér hvor mine handlinger gør andre til ofre. Hvis ikke der er noget offer, kan der ikke være nogen forbrydelse. Det er hele rationalet i denne bog. Bertel Haarder har engang skrevet noget lignende, da han slog fast, at „et indgreb i friheden kan aldrig forsvares, når det foretages af hensyn til mennesker, der hellere vil være fri for indgrebet, eller som ikke har bedt om det“.2

Det er at gøre friheden til et moralsk spørgsmål. Det gjorde Bertel Haarder også engang med ordene: „Friheden er en moralsk sag. Jeg kan kun være fri, hvis også min næste er fri. Den liberale tænkning er ikke en teori om, hvad der er hensigtsmæssigt. Det er et spørgsmål om moral, menneskeret og menneskesyn.“3

Jeg er helt enig. Men problemet er desværre, at det „bare“ er en påstand. For hvad nu, hvis man slet og ret har et andet moralsk udgangspunkt? Så kan de liberale jo yderligere argumentere med, at frihed er nyttig eller gavnlig, fordi den øger vores viden. Det gjorde F.A. Hayek i The Constitution of Liberty. Det er en meget god pointe. Og den kan måske overbevise nogle af dem, der ellers ikke betragter frihed som en mere grundlæggende værdi end andre værdier. For selvom man kan sandsynliggøre, at flest mennesker får plads til at udfolde sig uden at genere hinanden i et frit samfund, skal man nok ikke gøre sig håb om umiddelbar forståelse fra alle sider. Navnlig ikke fra de mennesker, der ser det som en særlig mission at frelse andre mennesker fra sig selv. Derfor er det smart at bruge Hayek’ske argumenter om, at det, som vi ikke umiddelbart forstår eller sætter pris på, alligevel kan være til gavn. Frihed handler om at give plads til individuelle eksperimenter, der kan gøre os alle klogere og rigere.

Men måske er det stærkeste folkelige argument for frihed, at den slet og ret er sjov at have! Jeg skriver under på alle argumenterne for frihed. Navnlig på, at frihed er sjov. Og her mangler de borgerlige den begejstring, som socialisterne udstråler, når de præsenterer deres tvangsløsninger, som om de var evigt saliggørende. De borgerlige skal vise, at frihed er sjovt – også selvom den kan virke farlig.

Friheden virker farlig i den forstand, at den kan give resultater, vi ikke forventer eller bryder os om. Og det er netop charmen ved friheden. Frihed er altid frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide. Hvis livet blot handlede om at gøre, hvad alle – eller i det mindste flertallet – var enige om, ville det ikke være særlig interessant. Pudsigt nok kan det have gavnlige konsekvenser for os at se stort på andres ufornuftige, umoralske eller uæstetiske adfærd.4 Vi kan blive glædeligt overraskede!

De borgerlig-liberale politikere har det med at være ganske liberale og frisindede, når det handler om frihed til at eksperimentere i den økonomiske sfære af tilværelsen. De hylder iværksætteren. Til gengæld er de meget tilbageholdende med at tillade frihed til at eksperimentere på alle de områder, jeg har gennemgået i denne bog. Iværksætteren må tydeligvis ikke være bordelejer, prostitueret, organ- eller hashhandler. Og dermed bliver de borgerliges frihedsretorik temmelig hul. Hvorfor kan de ikke acceptere en smule frihed til dem, der er anderledes? Navnlig når friheden kunne slippes løs på områder, der kun angår folk selv – og ikke truer den store hellige, tabubelagte, omfordelende velfærdsstat. Det er områder, hvor det sådan set er „gratis“ at tillade lidt frihed. Ingen mister noget. Men alligevel kan de borgerlige ikke tage sig sammen til at give frihed hér.

Betyder det egentlig noget? Kan det ikke være lige meget? Nej. Hvis man accepterer ufrihed i simple sociale relationer, hvis man ikke stiller op og forsvarer de udstødtes og de uglesetes frihed, vil man før eller siden opleve, at også de velstillede og respekterede menneskers frihed kommer under pres. Når man rækker Staten lillefingeren, tager den hele hånden. Hvis man kan bekæmpe laster som hash, kan man også bekæmpe laster som tobak og alkohol. Hvis man kan hindre folk i at sælge deres kunst til hvem de vil, kan man også tvinge folk til at sælge til staten. Hvis man blander sig i insiderhandel, kan man pludselig blande sig i bestyrelsesforhold. Hvis staten må kræve sikkerhedssele for at beskytte folk mod sig selv, må den også forbyde indtagelse af tobak og fedt. Og hvis staten blander sig i „dræbende priskonkurrence“, kan den pludselig blande sig i prissætning generelt. Og så videre.

Danmark har brug for en liberal bevægelse, der tager frihed alvorligt. Ikke bare på de områder, jeg tager op i denne bog, og som er forholdsvis simple, fordi de ikke kræver økonomisk omfordeling den ene eller den anden vej.

Men vi har da borgerlig-liberale partier til at løfte frihedens fane, har vi ikke? Og har vi ikke oplevet en borgerlig-liberal regering med den mest ideologisk bevidste statsminister nogensinde, Anders Fogh Rasmussen, i spidsen?

Hm. Jeg ved snart ikke … Men jeg håber stadig! Anders Fogh Rasmussen er uden tvivl en af de mest ideologisk bevidste statsministre nogensinde. Imidlertid er spørgsmålet ikke, om han ønsker at gennemføre et liberalt politisk program. Anders Fogh Rasmussen står først og fremmest over for spørgsmålet, hvorvidt han tror på, at han kan gennemføre et liberalt politisk program samtidig med, at han kan fastholde regeringsmagten.

Regeringen er hidtil veget uden om politisk følsomme emner såsom økonomisk fordelingspolitik – og har kun i meget ringe omfang taget skridt til at reformere det skattesystem og de offentlige udgifter, som ud fra en liberal vinkel må betragtes som landets væsentligste problemer. Frem for at tage store principielle konfrontationer om velfærdsstatens indretning, har regeringen gennemført en serie „mikropolitiske“ tiltag.5 Et eksempel på strategien var angrebet på offentlige råd, statsautoriserede smagsdommere m.v. Fremgangsmåden viste, at en regering kan opnå meget, hvis den retter skytset mod alle pressionsgrupper i ét stort hug, rammer bredt, og kobler det med ideologiske argumenter og nogle tilpas hårrejsende eksempler. Regeringen har været ganske succesrig i angrebet på offentlige råd m.v. Det var en sand fornøjelse at høre koret af snævre særinteressegrupper, der brokkede sig samtidig og dermed mistede gennemslagskraft.

Trods den manglende vilje til omlægning af fordelingspolitikken, har regeringen på et enkelt område valgt at tage et camoufleret opgør med velfærdsstaten. Det gælder i forbindelse med „skattestoppet“, der bliver markedsført som en slags instrument til sikring af status quo – og derfor accepteres af en velfærdshungrende befolkning. Som politisk-strategisk instrument er skattestoppet imidlertid inspireret af liberale politiske økonomer som Robert Barro, der anser begrænsninger i statens indtægter som en måde at disciplinere den offentlige sektor. Det er lykkedes indtil videre. I hvert fald i den forstand, at det ikke er gået værre. Nu er den offentlige sektor „kun“ vokset med 14.000 personer i regeringens første tre år. Og det kunne rent faktisk lade sig gøre at holde skatter og afgifter nogenlunde i ro.

Set fra et liberalt perspektiv har Anders Foghs regering gjort det ganske o.k. Men hvad nu, hvis man tillader sig lidt større ambitioner end dem, som regeringen har sat for sig selv? Hvad hvis man måler regeringen på, om den vil gennemføre mit uforsvarlige politiske program – eller endnu bedre: Om den vil lette danskernes skatteslaveri og regeltyranni mærkbart? Endda bare tale om det? Sige, at det er attraktivt? Trods en mindre skattelettelse i 2004 bliver svaret et andet og mere negativt. Det er, som om noget mangler. Det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner. Den gør ligefrem økonomisk lighed til et mål i sig selv ved at afvise lettelser i topskatten af sociale grunde – uanset om alle ville blive bedre stillet. Hvorfor ikke sige det ligeud? De rige skal være rigere, og de fattige skal være rigere!

Trods regeringslederens udtalte ønske om værdikamp sætter regeringen ikke en egentlig åben ideologisk dagsorden. Kontrasten er markant i forhold til tidligere borgerlige regeringer i 80’erne.

En levedygtig borgerlig-liberal regering skal have noget, man kan blive begejstret over og noget, der kan provokere. Akkurat som under Schlüter-regeringerne. Jeg var lige fyldt femten år, da Poul Schlüter dannede regering i 1982. Det var alle tiders fødselsdagsgave for en ung liberal, der ikke kunne huske andre statsministre end Anker Jørgensen. Nu skulle det være lettere at være dansker. Schlüters firkløverregering igangsatte en byge af reformer. Vi fik en regelforenklingskampagne, der skulle gøre op med paragraffenland. Vi fik en ny økonomisk politik i liberal retning. Vi fik et opgør med de evige devalueringer, der udhulede lønningernes værdi og øgede renten. Regeringen fik ophævet den automatiske dyrtidsregulering, der nærede de evindeligt stigende priser gennem evindeligt stigende lønninger. Kapitalbevægelserne blev liberaliseret. Vi fik en smule mere konkurrence i de elektroniske medier takket være TV 2.

Meget gik godt. Andet gik skidt. Skattetrykket voksede fra godt og vel 40 pct. til 50 pct., fordi de offentlige udgifter blev ved med at stige. Det lykkedes heller aldrig at tæmme paragraffenland. Ifølge den borgerlige tænker Henning Fonsmark var det egentlig ikke så underligt endda. Schlüters projekt var nemlig med Fonsmarks ord kun et justeringsprojekt. Det gik op for flere og flere unge liberale i slutningen af 80’erne. Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv – og andre – blev mere og mere frustrerede. „Borgerlig regering nu!“ Sådan lød det fra KU. De havde en pointe. Der var meget, regeringen – især Det Konservative Folkeparti – ikke turde.

Men det er umuligt at vurdere Schlüters borgerlig-liberale regering i 80’erne uden vemod. Det blev muligt at være liberal uden at blive betragtet som et dumt svin. Frihed blev en mærkesag. Tyngdepunktet for danskernes værdier skiftede i de år. Individualismen fik vind i sejlene6. Og selvom de konservative stod for en tøvende borgerlighed, var Venstre heldigvis et lyspunkt med sin kritiske liberale linje. Det gav f.eks. håb, når den unge Anders Fogh Rasmussen talte om retssikkerhed i skattesystemet. Eller da Fogh lancerede århundredets største plan om at sætte skatterne ned.

80’ernes borgerlig-liberale projekt trak spor langt ind i 90’erne. For faktisk blev der først taget hul på mange oplagte borgerlige mærkesager, efter at Schlüter havde overladt Statsministeriet til Poul Nyrup Rasmussen. Privatiseringen af TeleDanmark og GiroBank. Liberaliseringen af lukkeloven (en del står dog stadig tilbage). Opbygningen af private pensionsordninger på arbejdsmarkedet som et supplement til folkepensionen. Hvorfor ikke arbejde konsekvent videre ad det spor? Lade danskerne tage mere selvstændigt ansvar. F.eks. opbygge private sygesikringsordninger på arbejdsmarkedet. Iværksætte grundlæggende reformer af den offentlige sektor. F.eks. tage hul på at frigøre sygehusene og omdanne dem til selvstændige effektive enheder, kort sagt at privatisere dem. Fjerne de regler, der som lukkeloven hindrer mennesker i at udveksle frivilligt med hinanden. Dertil kommer målsætningen om at sætte skatterne markant ned for at forrykke forholdet mellem offentligt og privat.

Det ville være smukt, hvis det offentlige – til at begynde med – kunne nøjes med halvdelen af danskernes indtægter i skat og afgifter – frem for de 60 pct. som opkræves i dag. Det ville også være smukt, hvis man kunne sikre, at hver enkelt krones arbejdsindtægt maksimalt måtte beskattes med 50 pct. Skulle det virkelig kunne forrykke den sociale balance? Nej, det ville tværtimod give os, der kun ejer vores egen arbejdskraft – os proletarer i egentlig marxistisk forstand – en mulighed for at virkeliggøre nogle flere af vores drømme. Mindre stat – mere privat.

Sådan var den underliggende liberale målsætning i 80’ernes borgerlige regeringer. Selvom Schlüter sagde, at „ideologi er noget bras“, afviste han ikke klare liberale holdninger. En række af hans ministre gik endda så vidt som til at skrive den lille bog, Mulighedernes samfund.7 Den blev indledt med ordene: „Vi har nogle grundholdninger fælles: vi tager udgangspunkt i den enkelte og ikke i nogle ideologiske, præfabrikerede, lukkede systemer. Vi ønsker magtbalance, magtspredning og ret til at vælge. Ikke fordi mennesket er ufejlbarligt, men fordi fejlene bedst imødegås, når ingen har for stor magt over andre.“

Mulighedernes samfund er måske ikke den helt store holdningsmæssige milepæl. Men bogen illustrerer, at det var tilladt at tænke tanker på den borgerlige side af det politiske spektrum. Andre og bedre bøger fulgte i de kommende årtier. Grænser for politik og Slip friheden løs af Bertel Haarder. Hvis jeg bliver gammel af Lars Løkke Rasmussen. Fra socialstat til minimalstat af Anders Fogh Rasmussen. Alle med klare liberale budskaber.

Måske er det meget sigende, at tænkningen på den borgerlige fløj gik i stå, da Fogh måtte afsværge sig sin gamle bog. Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere. Man er bange for at blive betragtet som asocial – selv når man i virkeligheden er det modsatte.

Og med frygten for at melde klart ud, dør den livgivende idédebat. Nok kan man leve et par år på gamle bedrifter. Men til sidst har man det som en gammel cirkushest. Man ved ikke, hvorfor man gør, hvad man nu gør. Jeg er ikke i tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen og en række af hans ministre besidder gode egenskaber og en stor viljestyrke. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil gøre hvad de kan for at gøre projektet til en succes. Men god vilje er ikke nok. Regeringen Anders Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt.

En klog mand sagde engang: „[En regeringschef] skal udpege sigtelinjer at stræbe efter, ellers går regeringsarbejdet i stå: Risikoen er naturligvis, at kritikerne kan sige: I nåede kun halvvejs. Men hellere det end at lade være med at opstille mål.“ Den kloge mand var Anders Fogh Rasmussen.

En levedygtig borgerlig-liberal regering skal have ambitioner om at ændre strukturerne i Danmark. Tidligere departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidt har sagt noget i retning af, at „socialdemokratiske regeringer er ejere. Borgerlige regeringer er lejere.“ Underforstået, at borgerlige regeringer aldrig rigtig får lavet noget om. Men når jeg taler med venner og bekendte tæt på regeringen, lyder budskabet i store træk: „Vi skal lige have bidt os fast. Vi skal lige vinde næste valg.“

Hvis det er strategien, så havner man i samme situation som Nyrup i 2001 (eller som Schlüter mod enden af hans regeringstid), hvor det var tydeligt, at man lige så godt kunne stemme på nogle andre, fordi den siddende regering ikke vil noget. En borgerlig-liberal regering må derfor forsøge at gøre to ting.

For det første må den forsøge at ændre holdningerne i befolkningen på længere sigt. Regeringen må bruge regeringsmagten til at melde ud ideologisk – om menneskesyn, principper og så videre. Ligesom statsministeren gjorde i sin tiltrædelsestale og sin første nytårstale, hvor han understregede den enkeltes ansvar – både den enkeltes ansvar for at vurdere politiske sager uden at lade sig kue af statsautoriserede smagsdommere – og den enkeltes ansvar for at indrette sig på en måde, der ikke belaster resten af samfundet. Og hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Rehabilitere Fra socialstat til minimalstat! Turde være liberal på nogle af de lidt „flippede“ områder, som jeg gennemgår i denne bog. Socialdemokraterne skal ikke have lov til at klemme livet ud af regeringens ideologiske budskaber.

For det andet må en liberal regering ændre på de institutionelle forudsætninger, der er rammerne for danskernes adfærd. Gøre det klart for borgerne, hvad de mister ved at bevare tingenes tilstand. Gøre konsekvenserne af skatter og regulering på det individuelle plan mere synlige. F.eks. ved at ændre skattekortene, så de giver et mere præcist billede af den enkeltes skattesats. Gøre alvor af idéen om at lade lejere blive ejere i det almennyttige boligbyggeri. Gøre sygehusene til en succes som private virksomheder, der bliver belønnet for at behandle folk – ikke som offentlige institutioner, der bliver belønnet, hver gang ventelisterne stiger. Mulighederne for at gøre liberalismen til en praktisk folkelig succes er til stede.

Grænserne for Statens magt rykker hele tiden en lille smule under indtryk af argumenter. Idéer gør en forskel. Marxisterne tog fejl, da de bildte verden ind, at idéer blot var et produkt af økonomiske kræfter. Idéer påvirker verden. I virkeligheden var marxismens vigtigste og farligste bidrag til verdenshistorien, at marxismen smittede en masse mennesker med tanken om, at verden kunne laves fuldstændig om uden hensyntagen til menneskers individuelle frihed.

Jeg er selv påvirket af andres idéer. Jeg har bl.a. været stærkt påvirket af Bertel Haarder, dengang han var liberal. Haarder var engang en dygtig, pædagogisk formidler af liberale holdninger. I dag underminerer han forståelsen for, hvad liberalisme og frihed er for noget. „Som god liberal må jeg også sige, at der er ting i livet, der er så vigtige, at de ikke skal være liberale: Landegrænser er noget af det mest uliberale, ægteskabet er også utrolig uliberalt, ligesom al god børneopdragelse er alt andet end liberal.“8 Sådan sagde Haarder i et interview i anledning af sin 60 års fødselsdag. Kun én ting har Haarder ret i, og det er udsagnet om landegrænser. Ægteskabet er ikke „uliberalt“. Børneopdragelse er ikke „uliberalt“. Det har nemlig ikke en brik med politik at gøre. Haarder sætter lighedstegn mellem liberal og „anything goes“. Han definerer dermed liberal på samme måde, som George Bush ville gøre det – frem for at definere liberal som „tilhænger af individuelle rettigheder i forhold til staten“. Haarder har kort sagt svært ved at skelne mellem stat og samfund, og det er en meget almindelig fejltagelse i den danske debat.

Kan det ikke være lige meget, hvad en Bertel Haarder mener? Nej, for idéer gør en forskel. Og socialistiske budskaber i munden på en mand, der anerkendes som en liberal tænker, gør større skade end socialistiske budskaber i munden på en overbevist socialist.

Og kan det ikke være lige meget, at Anders Fogh Rasmussen under folketingsvalgkampen i 2005 trak liberalisme ned på samme niveau som socialisme, da han sagde: „Jeg ser pragmatisk på redskaberne, og vil ikke lade det afhænge af, om det er liberalistiske eller socialistiske redskaber.“9 Fogh talte jo blot om redskaber. Management. Kan det ikke være lige meget, at Anders Fogh Rasmussen også sagde: „Jeg vil hellere tage mit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at putte alle mine løsninger ind i en liberalistisk tankegang“?

Nej. Det er vitterlig en katastrofe for det liberale Danmark, at den liberale førstemand reelt undsiger liberalismen. Efter den første storm om Anders Foghs udtalelser valgte han at uddybe dem i et interview med Politiken. Og her blev forklaringen endnu værre: „Hvis vi går tilbage til det 20. århundrede, så var tiden meget præget af de store ideologiske systemer – socialisme, liberalisme, konservatisme. De tog sigte på at give svar på alle tilværelsens spørgsmål. Og jeg er jo selv vokset op i den tradition. Jeg tror bare – ja, det lyder måske lidt højtideligt – at vores samfundsform har nået et højere udviklingstrin, bl.a. fordi moderne mennesker har en bedre uddannelse. De gamle sociale og økonomiske skel er forsvundet. Vi står over for en helt ny samfundstype. Folk kan ikke længere presses ind i disse firkantede ideologiske systemer, men ønsker at tage ansvaret for deres egen situation.“10

Anders Fogh Rasmussen påstår, at socialisme, liberalisme og konservatisme hører til på samme niveau – og de i øvrigt alle tre er passé. Anders Fogh Rasmussen postulerer en modsætning mellem det enkelte menneske og liberalisme. Og Anders Fogh Rasmussen får det til at lyde, som om liberalismen vil presse mennesker ind i firkantede systemer. Vås, vås og atter vås. Og hvor er stoltheden ved det liberale udgangspunkt?

Men det er da en slags trøst, at Anders Fogh Rasmussen sluttede sin valgkamp med at erklære: „Jeg er liberal.“11 Han slog oven i købet fast, at han ikke bare ønsker skattebetalt valgfrihed mellem private og offentlige ydelser. „Valgfrihed betyder også, at man skal beholde så meget som muligt af de penge, man tjener.“ Pyha!

Masser af forskellige tænkere har bidraget til den liberale tradition. Uden at være enige om alt. De „gamle“ såsom John Locke, Adam Smith, Alexis de Tocqueville, Frederic Bastiat og John Stuart Mill. Og de „nye“ såsom F.A. Hayek, Karl Popper, Robert Nozick og mange flere. Måske er det for svært at tage sig sammen til at åbne deres bøger. Men så kan man jo også vælge den lettere genre. Det har jeg gjort i denne bog.

Konceptet for denne bog – men ikke indholdet – er inspireret af Walter Blocks bog Defending the Undefendable. Block slår et slag for en masse umoralske ting. Det er ganske fornøjeligt. Jeg strammer skruen noget i denne bog ved at forsvare en masse ting, der decideret er forbudt. Én ting er at anfægte menneskers fordomme. Noget andet er at anfægte et forbud. Den kontroversielle indpakning er slet og ret en måde at lokke folk til at beskæftige sig med frihed. Ved at tage fat på uforsvarlige emner og vise, at frihed alligevel kan være en løsning på steder, hvor man ville have forsvoret det, bilder jeg mig ind, at det er muligt at rykke ved folks holdninger.

Anders Fogh Rasmussen havde fat i noget meget vigtigt, da han i Weekendavisen gav udtryk for, at en målbevidst værdidebat gradvist kan ændre Danmark til et samfund, hvor „vi“ tør give mennesker mere frihed.

Men debatten vil kun til dels blive fostret af partierne selv. De er i højere grad valgmaskiner end idéudviklere i vore dage. Og selvom en del folketingsmedlemmer tænker liberalt, er de underlagt parti-disciplin og til tider „ofre“ for deres egne ambitioner om en politisk karriere.

Hvem skal så overtage stafetten som idéudviklere? En mulighed er tænketankene – som f.eks. den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, der blev oprettet i slutningen af 2004. Udgangspunktet er godt – med stiftere som bl.a. Uffe Ellemann-Jensen, Henning Fonsmark, David Gress, Bent Jensen, Peter Kurrild-Klitgaard, Søren Pind, Samuel Rachlin, Poul Schlüter og Martin Ågerup. CEPOS vil forhåbentlig kunne medvirke til at popularisere liberale idéer og vise, hvordan de kan virke i praksis. Det er i hvert fald lykkedes for tænketanke i andre dele af verden: Cato og Heritage i USA, Institute of Economic Affairs i Storbritannien og Timbro i Sverige. De har fodret politikere med reformforslag.

Man skal bare ikke overvurdere politikkens muligheder for at udrette noget som helst liberalt. Politikerne vil sjældent turde slække på Statens regulering. De tør ikke fremstå som umoralens vogtere. Derfor må enhver, der elsker frihed, forlade sig på, at uvidende eller initiativrige mennesker ser stort på reglerne og gør, som det passer dem. Det må vi glæde os over – så længe de ikke skader andre – eller skader andre end sig selv. De er frihedens pionerer. Det, de gør, er prisværdigt. Ikke fordi de nødvendigvis handler særlig moralsk, men fordi de gør det trods risiko for straf. En grønthandler er jo ikke nogen helt, bare fordi han sælger gulerødder. Det er jo ufarligt. Men havde det været forbudt, og havde han trodset forbuddet, ville han automatisk have været en helt.

Kald det civil ulydighed. Kald det ulovligheder. Kald det „guerilla-kapitalisme“. Men tænk på, hvor mange ganske udmærkede ting, vi har fået ud af brud på lovgivningen. Kærgaarden – som Arla introducerede på trods af forbuddet mod at blande smør og margarine. Parabolantennen – som salig MF Helge Dohrmann tillod sig at sætte op på sit tag. Den erotiske roman – som Sangen om den røde rubin. Surrealistiske malerier – som f.eks. Wilhelm Freddies.

Frihed er det eneste, man kan få ved at give det til andre. Det pudsige ved frihed er bare, at man skal kæmpe så hårdt for at få den. Den er jo gratis. Gratis i betydningen harmløs. Jeg bliver ikke skadet af, at du er fri til at forfølge dine egne mål. Jeg mister ikke noget, fordi du får nogle muligheder. Og omvendt. Det er kort fortalt budskabet med denne bog.

NOTER
1    Weekendavisen den 17. januar 2003.
2    Bertel Haarder: Lille land hvad nu? s. 92.
3    Bertel Haarder: Slip friheden løs s. 32.
4    Filosoffen Mandeville var en af de første til at observere, at private laster kan være samfundsmæssige goder.
5    Begrebet „micropolitics“ er lanceret af Madsen Pirie, lederen af den britiske tænketank The Adam Smith Institute.
6    Politiken 28. oktober 1990 – samt Riis og Gundelach: Danskernes værdier, 1992.
7    Bertel Haarder, Tom Høyem og Per Stig Møller: Mulighedernes Samfund, 1985.
8    Kristeligt Dagblad 21. juli 2004.
9    Ritzau 1. februar 2005.
10    Politiken 4. februar 2005.
11    Ritzau 4. februar 2005.

En analyse af Sørine Gotfredsens ‘Den åndløse dansker’

af Ryan Smith

Danmark er simpelthen blevet for dekadent. Der er forfald i det hele; forfald i tv, forfald i politik, forfald i familierne og forfald i sportens verden. Derfor har den nationalkonservative folkekirkepræst Sørine Gotfredsen hevet spanskrøret frem af skuffen, for nu skal der for alvor prædikes svovl for danskerne. Det sker med hendes nye debatbog, Den åndløse dansker.

Flere af landets ynkeligste fænomener er her linet op til afstraffelse, og Gotfredsen gør sig godt, når hun med ildhu og hævet sværd blæser til angreb på synderne: Voksne mænds fascination af fodbold vidner om pattebørn fanget i voksenkroppe – umodne mænd, der sidder fast i det pubertære. Og selvcentrerede børnefamilier, der insisterer på at fylde alt i det fysiske såvel som det auditive landskab, når de breder sig over brunch på cafeer, svigter buddet om næstekærlighed, når de ikke længere kan se ud over manifestationerne af deres egen udvidede genpøl.

Landets komikere får også et hak i tuden: I gamle dage lavede man ægte satire, men nu om dage råber man ’tissemand’ og tror, at det er sjovt. Og hvis toilethumor ikke kan frelse, så har vi åndløse programmer som X Factor til at slå tiden ihjel, indtil det gudløse menneske kan afslutte sit meningsløse liv ved at lægge sig til at dø. Nej, de få åndfulde mennesker, der er tilbage i dagens Danmark, de orienterer sig hellere i dybden, end de glor på Thomas Blachman. Gud foretrækker Weekendavisen og ser ikke X Factor.

”Hvis satiren skal undgå at blive nedbrydende, skal den grundes i det etiske,” siger Sørine og påkalder sig Søren Kierkegaards skelnen mellem den alvorlige etiker og den letsindige æstetiker til at belyse det kulturelle forfald. Om den letsindige æstetiker Oscar Wilde, hvis virke var vigtigt i kampen for homoseksuelles rettigheder, så skal opfattes som samfundsnedbrydende, får vi dog ikke et svar på.

Til gengæld får vi en hel masse Kierkegaard: Kierkegaard er en slags åndelig skyggepave for bogen. Og det er med afsæt i Kierkegaards foragt for pøbelen, at Gotfredsen her sætter sig for at docere og dekretere ud over det ganske land.

Psykologisering som metode
Som debatbog er det egentlig interessant, hvad Gotfredsen her har begået: For Den åndløse dansker argumenterer ikke, så meget som den postulerer. Pointerne serveres på orakulær vis som en uigennemskuelig blanding af åbenbaringer og selvfølgeligheder, og bogen væver derved et mentalt billede, der kun fungerer for læseren, hvis man ukritisk indtager Gotfredsens tankespind i et stort, uopløseligt hele.

Verden ifølge Gotfredsen: Liberalister er kun liberale, fordi de nægter at erkende, at de er svage i forhold til Gud. Kvinder har svært ved at begå sig på de bonede gulve, da de dybest set helst vil blive derhjemme og overgive sig til en mand. Journalister er blevet journalister, fordi de så kan sætte sig selv i centrum uden egentlig at have noget at byde på. Og folk, som kalder sig ateister, har meget til fælles med umodne, dumsmarte mennesker.

Som et ægte orakel er Gotfredsen stærkest, når hun kan psykologisere sine modstandere, men psykologiseringen har den svaghed, at man kan blive ved med at slynge data på sit argument helt udi det absurde. Og Gotfredsen selv kan fortsætte helt derud, hvor hun og af og til også kommer til at modsige sig selv, da logiske modsætninger åbenbart ikke er psykologiske (åndfulde?) modsætninger. Derfor er X Factor noget lavfolkeligt smat, der kun hylder det gennemsnitlige, men to sider senere er X Factor så en elitær talentkonkurrence, der kun hylder det særlige og det ekstreme.

Sådanne selvmodsigelser går igen igennem bogen, og fortællingen krydres undertiden af gådefulde domsafsigelser som den, at det ateistiske menneske ”forholder sig passivt til verden” og ”er ude af stand til at tænke nyt” – en karakteristik som Richard Feynman, Sigmund Freud, Karl Marx og Bertrand Russell nok ville undre sig over at få slynget i fjæset.

Kulturel narcissisme
Et andet interessant aspekt er bogens historiesyn: Liberalismen, ateismen, buddhismen – alting gøres på Søren Krarup’sk manér til fodnoter til den lutherske kristendom. Den åndfulde borger kan ”trække linjer tilbage i historien,” siger Sørine Gotfredsen, og efterlyser ”perspektiverende viden” fra Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt med flere. Men med ganske få undtagelser er samtlige af Gotfredsens egne referencer til danske forfattere fra det 19. og 20. århundrede. Når vi som læsere skal vaccineres mod at opfatte kristendommen som en taberreligion, gæt så engang, hvem det er, der kommer på bordet? Er det mon den tyske filosof Friedrich Nietzsche? Den britiske historiker Edward Gibbon? Nej, det er såmænd Sørines egen bror, der har siddet ved kaffebordet og kloget sig på kristendommen.

Gotfredsen sætter med andre ord barren lavt og går konsekvent efter de nemmeste modstandere: Når journalisstanden står for tur, er det personager som Politikens Peter Mogensen – en mand, der i politiske kredse er kendt for altid at tage fejl – der her skal hudflettes. Mogensen udvælges som mål, fordi han hver uge toner frem på TV2 News for at bibringe os den seneste udvikling i politik. I afsnittet om komikerne blev vi formanet, at det var dårlig stil at angribe de svage. Men har Gotfredsen mon overvejet, at når hun i Mogensen, selv angriber den svage, nemlig den fagligt svage? Hvis kriteriet for, hvorvidt man er stærk, kun er, hvor meget medietid man får, afslører det så ikke, at Gotfredsen selv fokuserer på det ydre og på det materielle? Ligger det så ikke i kortene, at Gotfredsen selv mangler lidt ånd?

Med sine nemme ofre og sine indadskuende referencer er Den åndløse dansker således en debatbog, der holder sig i den lave ende af bassinet. Man forstår hvorfor: Når Gotfredsen bevæger sig uden for sin intellektuelle baghave, går det nemlig galt: Platon tages f.eks. til indtægt for at mene, at det kun er mænd, som bør herske i staten. Men virkeligheden var, at Platon, som en af de eneste i en udpræget misogynistisk kultur, faktisk mente, at kvinder og mænd skulle ligestilles. Ligeledes misforstås buddhismen som en narcissisme, der sætter den personlige udvikling i centrum og ”passer godt til vores unikhedstrends.” Imidlertid handler buddhisme ikke om personlig udvikling; buddhisme er personlig afvikling, hvilket burde være klart fra noget så grundlæggende, som at ordet nirvana betyder ’udslukning’ (extinguishment) med tanke på opløsningen af det personlige ego. Selv Gotfredsens eget idol misforstås i bogen, for Kierkegaard afviste enhver appel til kollektiv handling, og Kierkegaard ville derfor have afsagt sig Gotfredsens samfundsopdragende bog med et hånligt fnys.

Socialkonservative småklik
Gildet vil også afvise Gotfredsens bog: Forudsætningen for en vellykket samfundskritik er, at man har et troværdigt alternativ, men efter endt læsning står det ikke klart, hvor det er, Sørine Gotfredsen gerne vil have os hen. Vi hører en masse om personer, der skal dadles, og ekstremer, der er blevet for latterlige. Men kuren hører vi ikke meget til, om end vi kan forstå, at den skal findes i en art ophøjet socialkonservativ balancegang: Vi skal ikke have for meget ligestilling, men vi skal heller ikke have for lidt. Vi skal ikke kamme over i velfærd, men vi skal heller ikke gå for lud og koldt vand. Vi skal ikke have for mange teknokrater i Folketinget, men vi skal heller ikke have for få. Alt sammen fuldstændig blottet for parametre for, hvordan holdningerne kan veksles til konkrete indspark i samfundsdebatten. Og for en Kierkegaard-inspireret debattør er dét måske den største synd af alle, for som Kierkegaard selv har skrevet:

”Den, der hverken er kold eller varm, han er en Modbydelighed, og saa lidet som Skytten er tjent med et Gevær der i Afgjørelsens Øieblik klikker istedenfor at give Ild, saa lidet er Gud tjent med klikkende Individualiteter.”

Gotfredsen klikker og klikker, men formår desværre aldrig at give ild. Den åndløse dansker er en fuser.

Sørine Gotfredsen, Den åndløse dansker, Kristelig Dagblads Forlag, 2011