Category Archives: Historie

Fælles forskelligheder

af Troels Heeger

Faste læsere af Konflikten vil vide, at vi anser de seneste års værker af forfattere som Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen, Jens Martin-Eriksen og Rune Lykkeberg som forvarsler om noget, der med tiden forhåbentligt vil blive klart som en ny konstellation på centrum-venstrefløjens stjernehimmel. Som uafhængige intellektuelle har de været dygtige til at grave dybt i årsagerne til centrum-venstrefløjens tiltagende værdipolitiske rundtossethed siden kulturkampen tog fart i 2001.

I Kritik af den Negative Opbyggelighed (2005) gjorde Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen deres til at pande et par kulturelle vaneforestillinger i gulvet. Det drejede sig blandt andet om en kritisk gennemgang af den offerrolle, der har været privilegeret i den danske debat. Selv succesfulde mennesker, kunstnere, politikere, har aldeles ureflekteret søgt at camouflere dårlige eller ikke-eksisterende holdninger, meninger og argumenter ved at iscenesætte sig selv som romantiske oprørere mod fikserede forestillinger om ‘det bestående, det borgerlige, det stivnede’. Rune Lykkebergs analyse af efterkrigstidens subjektive klasserelationer i Kampen om Sandhederne (2008) er langt henad vejen også en kritik af den kulturelle overklasses hang til negativ opbyggelighed

Den negative opbyggelighed har man også kunnet observere i større skala. For den har i særlig grad været problematisk for en hel politisk fløj, der i forne tider var kendt som oppositionen. Siden Poul Nyrups bemærkning om DFs manglende stuerenhed har den politiske centrum-venstrefløj i Danmark kæmpet med at finde sit ståsted i komplicerede spørgsmål om multikulturalisme og i det hele taget spørgsmålet om individuelle rettigheders forhold til grupperettigheder.

Den manglende orienteringsevne har i adskillige tilfælde, oftere end sjældent, ført til den nemme løsning: at man har valgt at definere sig negativt i forhold til skræmmebilledet Dansk Folkeparti. Hvis Dansk Folkeparti har været for et tørklædeforbud for danske dommere, har man refleksmæssigt været imod – uden overhovedet at forholde sig til sin egen politiske arv og tankegods.

Enhedslisten opstillede ukritisk Asmaa Abdol-Hamid og markedsførte hende som ‘muslim’ – som om dette skulle være en politisk kvalifikation. Enhedslisten var som bekendt nær blevet splittet på spørgsmålet om Asmaa. Negativ opbyggelighed som politisk strategi er i princippet en indrømmelse af mangel på politisk substans og ender som oftest kontraintentionelt. Hvad der i udgangspunktet kunne se ud som en positiv indholdsbetegnelse, Asmaas status som muslim, endte med at blive en bekræftelse og en legitimation af politiske modstanderes forsøg på at gøre kulturel baggrund politisk relevant. Stjernfelt og Eriksen advarede indgående mod denne type kulturalistisk fejlstrategi i Adskillelsens Politik (2008).

Det er muligvis en gammel og banal sandhed, men ikke desto mindre vedbliver den at være relevant. Hvis centrum-venstre skal  gøre sig forhåbninger om at forlade den negative opbyggelighed og blive taget alvorligt, må man indlede en alvorlig refleksion over den historiske arv og tradition, hvorfra man kommer. Måske er refleksionen allerede påbegyndt, men indtil videre er man ikke kommet frem til klare erkendelser i forholdet mellem individets og gruppens rettigheder.

Her på Konflikten kan vi også, indrømmet, fra tid til anden falde i fælden med negativ opbyggelighed. Så lad os for en god ordens skyld bekende os til noget positivt: Et forsvar for formelle demokratiske rettigheder og et nej til grupperettigheder og særhensyn. Kultur og klasse bør ikke privilegeres over borgerlige rettigheder – det turde være børnelærdom for en centrum-venstrefløj – for kultur er en mærkeligt tåget begreb, hvis fortolkning hurtig kan løbe løbsk og ud af kontrol. Frihed til forskellighed beskyttes efter vores opfattelse bedst ved, at vi alle deler de helt samme grundlæggende demokratiske rettigheder. At vi deler noget, er simpelthen udgangspunktet for, at vi kan være forskellige.

Uden at stille digteren til politisk regnskab for denne blogs synspunkter synes samme pointe at titte frem i de afsluttende skarpt neutrale linjer i et helt frisk og aldeles læsværdigt essay fra Søren Ulrik Thomsen:

Farerne ved kulturer, der ikke tåler Det Anderledes, er indlysende; for et demokratisk retssamfund er jeg bange for, at det især i krisesituationer kan vise sig problematisk, hvis alt for mange mennesker styret af et forfængeligt identitetsprojekt fornægter deres egen borger-lighed.

Engelbreths kulturalisme

af Troels Heeger

Vi fortsætter med at kaste et kritisk blik på Politikens blog-praksis, nærmere betegnet Tøgers humanistiske lejesoldat Rune Engelbreth. I en kommentar til Pernille Rosenkrantz-Theils nylige skifte fra Enhedslisten til Socialdemokraterne udfolder Engelbreth i forbifarten en grovkornet kulturalistisk fejlslutning.

Rune Engelbreth nærer nemlig en hed drøm om at se Asmaa Abdol-Hamid på talerstolen i Folketinget. Det vil skabe “historie”, skriver han. Men det vil i så fald kun være statistisk historie – på samme måde som når fodboldkommentatorer kalder det historisk, når et hold har slået rekorden for flest hjemmebanesejre. Den slags statistisk historie har ingen relevans for den pågående kamp.

Efter Engelbreths opfattelse er det således fuldstændigt irrelevant i hvilken sammenhæng, Asmaa skulle sendes på talerstolen. Hendes konkrete politik er ham inderligt ligegyldig, for det er udelukkende i kraft af hendes status som tørklædebærende kvindelig muslim, at Asmaa vil skabe historie. Hvis hun gik på talerstolen og talte for en total privatisering af sundhedsvæsenet, ville Engelbreth efter alt at dømme klappe i hænderne. I hans optik drejer det sig kun om Asmaas eksemplariske signalværdi. Tørklædet skal så at sige tværes ud i ansigtet på Dansk Folkeparti.

Grundlæggende er det dybt bizart at bevidne den type argumentation. På den ene side anholder Engelbreth, at der i sin tid blev begået et ’substansløst karaktermord’ på Asmaa i kraft af hendes status som kvindelig muslim. Og samtidig benytter han selv denne status til at tale for vigtigheden af, at hun går på talerstolen. Det skulle eftersigende medvirke til at “normalisere” muslimers deltagelse i det danske politiske liv. Det svarer til at sige, at det kun er tørlædebærende muslimer, der er ægte muslimer. For vi har jo allerede haft muslimer på talerstolen, Naser Khader, Yildiz Akdogan, Özlem Cekic etc.

Engelbreths hede drømme om Asmaa er symptomatiske for en ulykkelig tendens blandt visse venstreintellektuelle til at hypostasere ideen om den arketypiske muslim som særligt salvelsesfuld. Men i sidste ende gør man ikke minoriteterne i dansk politik en tjeneste ved at benytte deres kulturelle identitet som udgangspunkt for politisering. Det er og bliver dårlig symbolpolitik, og som sådan er det en boomerang, der truer med at intensivere de spændinger i det politiske felt, man forsøger at opbløde.

Anderledes sagt: Hvis Asmaa Abdol-Hamid alene i kraft af sin religion og tøjvaner kan udgøre et legitimt politisk argument i sig selv, vil modstanden mod hendes religion og tøjvaner også være politisk legitim. Vil man gøre Asmaa og alle øvrige muslimer en tjeneste, bør man derfor først og fremmest forsøge at betragte hende som politiker og ikke som tørklædebærende kvindelig muslim.

Anmeldelse: The Rebel Sell

af Søren K. Villemoes

For et par år siden var jeg indblandet i en heftig debat på et internetforum. Det var i en tid omkring Ungdomshusets rydning, hvor København oplevede en regulær bølge af såkaldte ‘piratfester’. Nu er jeg en stor fan af spontane privatfester, og der er få ting her i verden, jeg sætter højere pris på, end høj musik med masser af bas. At holde et brag af en fest med billige øl og et kæmpe lydsystem i en forladt lagerhal er et koncept, som tiltrækker mig på alle måder. Det er lige efter min smag.

Alligevel var der et eller andet, som jeg ikke kunne forlige mig med. For blandt festarrangørerne og deltagerne var det åbenbart ikke nok at feste, høre musik, hygge sig, drikke sig fuld og bage på nogle fra det andet, eller samme, køn. Nej, festerne skulle nemlig samtidigt fungere som en politisk erklæring. De skulle demonstrere, at man var imod den private ejendomsret, og at man gik ind for et eller andet mere eller mindre sammenhængende revolutionært projekt. Man var i hvert fald mod hele systemet, mens man festede.

Her sprang kæden af for mig. For hvordan i alverden kan man få sig selv til at tro, at man har gang i noget, der bare er i nærheden af at være politisk, når man står og drikker sig fuld til lyden af høj dancehall? Det gav ingen mening for mig. Og værre endnu, det forekom mig at være usandsynligt selvretfærdigt. Hvordan kan man sidestille aktivt partipolitisk arbejde med det at drikke sig en kæp i øret i en smadret lagerhal? Hvordan kan man bilde sig selv ind, at det er en politisk handling at stå og rulle joints med sine venner til en fest?

Joseph Heath og Andrew Potters bog The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture fra 2004 indeholder alle svarene på disse spørgsmål. Bogen handler i al sin enkelthed om, hvordan venstrefløjen i løbet af 1960′erne blev inficeret af en virus kaldet ‘modkultur’, der stort set har gjort den handlingslammet lige siden. I stedet for at udgøre et alternativ til det værende system, så er modkulturen ifølge de to canadiske forfattere en af de mest vitale drivkræfter i moderne kapitalisme.

Det modkulturelle syn på verden ser alle samfundets problemer som havende rod i en eller anden form for dybereliggende kulturel eller systemisk anomali. Det er systemet, hegemoniet, som alle problemer kan spores tilbage til. Almindelige, praktiske politiske problemstillinger og løsninger på disse bliver derfor systematisk set ned på og afvist af modkulturalisten, fordi de ‘kun er institutionelle’. Modkulturalisten ønsker derimod intet mindre end en total omvæltning af hele systemet. Først der vil mennesket være frit, uafhængigt af undertrykkelse og tvang og vil derfor kunne leve i harmoni med hinanden og naturen. Det er dette syn, der ligger bag langt de fleste antiforbruger-, miljø-, anarkist-, antikapitalist- og dyrerettighedsbevægelser. Almindelig lovgivning er formålsløst, da det altid er den totale omvæltning af vores kultur, der er løsningen.

Dette syn på verden lyder umiddelbart som en omgang naiv 1960′er ørevand, men som Potter og Heath viser, og som alle os, der har boet midt i byen i mange år, ved, så er dette syn på verden stadig dominerende i store dele af de urbane, venstreorienterede miljøer. Der er dog en række helt grundlæggende antagelser i de modkulturelle bevægelser, der er decideret, empirisk forkerte. Og her svinger Heath og Potter kirurgkniven med uhyggelig præcision. For det første viser de meget enkelt, hvordan den modkulturelle antagelse om, at kapitalismen lukrerer på konformitet er en gammel marxistisk fejlslutning fra 1800-tallet.

For modkulturalisten har kapitalismens konformitetskrav aldrig været bedre illustreret end af synet af forstæder fra 1950′erne, hvor alle boede i den samme bolig, kørte den samme bil og var ens klædt. Hvis man læser kulturradikal dansk litteratur fra denne periode, så er det netop denne konformitet, der gøres oprør mod. Det er småborgeren, der er lakajen. Leif Panduro og Klaus Rifbjerg angriber f.eks. konsekvent forstadsmennesket som symbolet på det småborgerlige og småfascistiske i det moderne forbrugersamfund.

Men diagnosen er forkert. For som Heath og Potter viser, så er kapitalismen ikke styret af konformitet. Tværtimod er kapitalismens drivkraft distinktionen. Ønsket om, at distancere sig fra andre mennesker, er det, der får hjulene i den kapitalistiske maskine til at køre rundt. Eksemplerne på dette er utallige. Det empiriske bevismateriale for denne analyse er så overbevisende, at det forekommer dybt reaktionært at modsige det. Selvfølgelig er moderne kapitalisme styret af distinktion. Kig overalt, og du kan se, hvordan folk viser deres særlige position i det sociale hiearki gennem deres forbrug. Punkeren går i conversesko, den intellektuelle går i genbrugstøj, den håbløse underklassepige har endnu ikke fattet at buffalosko gik af mode for 10 år siden etc. Forbruget afspejler ens klassetilhørsforhold. Dette har været en åbenlys sandhed for reklamebranchen i årtier.

At nogen stadig kan finde på at hævde, at kapitalismen forsøger at strømline os alle og underkaste os ‘massekulturen’ forekommer efterhånden absurd. Heath & Potter viser, hvordan forbruget ofte tager skikkelse af et regulært våbenkapløb, et kollektivt handlingsproblem, hvor nogle menneskers særlige aggressive forbrugsstil tvinger andre til også at forbruge mere – alene for at kunne følge med. Hvis du stadig rendte rundt i dine Marco Polo-sweatshirts fra 1980′erne, ville ingen tage dig alvorligt. Så du er simpelthen nødt til at købe nyt tøj for ikke at fremstå, som om du er håbløst bagud. Dem, der hele tiden skal bevæge sig væk fra ‘massekulturen’, fra ‘mainstream’, dem der hele tiden gør op med ‘det etablerede’ og flytter ‘grænserne’. Det er dem, der driver alle os andre til at forbruge mere, bare så vi ikke kommer til at se alt for dumme ud.

Og her udgør modkulturen en nærmest uundværlig drivkraft i systemet. Det har nemlig altid, ifølge Potter og Heath, været modkulturens ærinde at gøre op med ‘massekulturen’, det ‘borgerlige samfund’ og ‘forbrugerismen’. Skræksymbolet for modkulturen har fra første dag været den uniformklædte. Der er intet, der skriger mere væk af undertrykkelse og konformitet end uniformen. Intet repræsenterer systemet mere. Men hvis vi nu alle sammen gik i uniform, så ville forbrugerismen og den moderne kapitalisme da netop lide et enormt nederlag, som de polemisk understreger.

Et af de klassiske symboler på konformitet er netop, ifølge de to forfattere, 1950′er mandens uniformerede jakkesætstil. Det er denne figur, der blev lagt for skamme af hippiebevægelsen, beatnicksene og hipsterne. Dem, der gik klædt i ens, ‘borgerlige’ jakkesæt var de stærkeste symboler på kapitalismen, på systemet. Men den ens tøjstil blandt mænd før 1960′erne var jo netop et resultat af, at der ikke var nogen særlig forbrugerisme blandt mænd dengang. Mænd var i bund og grund ligeglade med deres tøj, og derfor gik de allesammen ens klædt. Tøjbranchen led dengang af elendige salgstal. Hvilket blev totalt ændret med hippiebevægelsen.

Det er ikke blot det kontraintentionelle element i modkulturen, der angribes i bogen, men også dens evne til altid at kunne løfte egen-interesser op som højere moralske principper. Her lægges kimen til en forståelse af, hvordan det for nogen kan forekomme at være en større politisk handling at drikke sig lam til en piratfest. De to forfattere har en uhyre enkel metode til at teste brugbarheden af modkulturelle bud på politiske løsninger: Hvad nu hvis alle gjorde det? Ved at stille dette simple spørgsmål krakelerer de fleste politiske programmer for modkulturelle bevægelser. Kan alle spise økologisk? Gå i genbrugstøj? Besætte huse? Være på kontanthjælp? Udelukkende leve af lokale råvarer? Flytte ud i skoven? Kun fyre med brænde? Holde op med at forbruge? Nej, det kan alle naturligvis ikke, for så ville verden ret hurtigt blive et meget værre sted at leve.

Heath og Potter dropper det ene eksempel efter det andet og viser med overbevisende styrke, hvordan den modkulturelle bevægelse ikke bare er et decideret håbløst politisk projekt, der konsekvent affejer konkrete, brugbare politiske løsninger som ‘utilstrækkelige’, men at den også er med til at styrke de problemer, som den selv forsøger at kæmpe imod. Et af de gode eksempler i bogen er, når Michael Moore affejer våbenkontrol som en brugbar løsning i Bowling for Columbine, for istedet at kalde på en total omlægning af den amerikanske ‘kultur’. Det er sørgelig, men samtidig dybt underholdende læsning.

De to forfattere skriver humoristisk og besidder en glimrende evne til at anvende eksempler fra deres eget liv for at understrege de teoretiske pointer. Heldigvis ender bogen ikke i den rene negative opbyggelighed, hvilket er befriende, da det jo netop er en særlig afart af den negative opbbygelighed, som den forsøger at angribe. Heath og Potter har konsekvent igennem hele bogen et brugbart alternativ, som de kan præsentere, hver gang de har affejet en forkrøblet modkulturel diagnose af samfundet.

Bogen er derfor ikke bare stærk som en kritik af ‘de andre’, men er et sammenhængende teoretisk alternativ. Det er beundringsværdigt, da bogen dermed bygger op til noget større og noget bedre. Den udgør efter Konfliktens mening en grundsten i opbygnignen af det nye paradigme, den nye ideologi på venstrefløjen, som vi selv tilhører, og som vi i disse år ser flere og flere teoretiske værker underbygge. Det er i virkeligheden et nyklassisk socialdemokratisk kampskrift, og det kan anbefales som læsning for enhver med den mindste interesse i politik og kulturkamp.

Efter at have læst bogen har jeg nu en sammenhængende forståelse af, hvordan en plakat for en fest i Ungdomshuset for et par år siden kunne have følgende slogan: “Fest for retten til kamp! Kæmp for retten til fest!”

Andrew Potter & Joseph Heath The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture
Bogen er også udgivet på dansk under titlen: REBEL – Modkultur som globalt brand

En belejlig venstreradikal myte

af Søren K. Villemoes 

Forleden stod jeg i Falafelkælderen på Rantzausgade og ventede på en stor shawarma med ekstra humus. Mens jeg stod der og tænkte over, om jeg også skulle investere i en ayran faldt mine øjne over en gul seddel, der lå i vindueskammen. Det viste sig at være en reklame for en kommende ‘kunstevent’, OS DEM DEMOS, der har som formål at sætte fokus på terrorlovgivningens overgreb mod den personlige frihed.

Der er helt sikkert mange legitime indvendinger mod terrorlovgivningen med dens ‘administrative udvisninger’ og tuneserloven med dens groteske juridiske lappeløsninger. Folderen viste sig dog at være meget mere optaget af at udføre klassisk, studentikost retorik-akrobatik over begrebet ‘krigen mod terror’. Det, der slog mig mest, var dog en særlig rød tråd, der løb igennem hele folderen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det var en konstant tilbagevendende antagelse, at medierne udøver en ‘monoton retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger’ om islam og muslimer, som der stod sort på gult.

Det har efterhånden været en objektiv sandhed i meget lang tid blandt såkaldt ‘kritiske’ røster, at medierne udfører en unuanceret stereotypisering af muslimer. Denne påstand er efterhånden blevet fremført så ufatteligt mange gange, at den er gået hen og blevet en nærmest hegemonisk diskurs blandt ‘humanistiske’ røster og kritikere af DF. Men har denne påstand overhovedet noget på sig?

Hvis vi tager påstanden lidt seriøst, så bygger den umiddelbart på en empirisk observation af de danske medier. Men hvilke er det lige, man henviser til? Er det Information? Politiken? Ekstra Bladet? Jyllands-Posten? DR? Det præcise medie nævnes aldrig med navns nævnelse, og det er der vældigt gode grunde til. For enhver der holder af at læse avis, er udmærket klar over, at der bestemt ikke fremkommer et entydigt billede af muslimer og islam ved at følge med i de danske medier. Information og Politiken går ofte meget langt for at belære deres læsere om, at islam er mange ting, og at muslimer ikke er én størrelse.

Der er nok bred enighed blandt de ‘kritiske røster’ om, at Politiken og Information ikke er de ’stereotypiserende’ medier. Men hvem er det så? Er det mon Ekstra Bladet?

Hvis man rent faktisk følger med i Ekstra Bladet, hvilket jeg holder meget af at gøre, så er billedet af muslimer bestemt heller ikke så entydigt. Inden for den sidste måned har man kunnet læse historier om muslimer, der spænder meget vidt. F.eks. var Ekstra Bladet på sagen d. 13/2, da en muslimsk pige blev fyret for at gå med tørklæde på arbejdspladsen. Den gamle vagthund var straks ude efter arbejdsgiveren og gav den muslimske pige frit lejde til at rase mod diskriminationen på hendes arbejdsplads.

I en anden artikel fra d. 16/2 kunne man læse om en kvindelig muslimsk sygeplejerske og socialrådgiver, der bekymrede sig meget om den nye trend med at genskabe kvinders mødom. “Kvindeundertrykkende” kaldte den 32-årige kvinde af palæstinensisk oprindelse det, og Ekstra Bladet rapporterede.

Et par uger tidligere kunne man også læse et dybdegående interview med Bajram Fetais, den første muslimske mand på det danske ligalandshold. I den forbindelse spørger Ekstra Bladet, hvorfor der dog skulle gå så lang tid, før en muslim kom på landsholdet? Bajram svarer, at tingene er bedre i Sverige. “De er 15 år foran”, siger han, og Ekstra Bladet trykker det.

Faktisk er der ikke en eneste artikel eller leder fra den sidste måned, der kan betegnes som hverken ‘entydig’ eller ’stereotypisk’. Faktisk er det billede, man får af muslimer ved at læse Ekstra Bladet, det samme som man får af alle andre. Det er bestemt ikke dette medie, man kan klandre for at ’stereotypisere’.

Så må det da være Jyllands-Posten! Det er jo dem med Muhammed-tegningerne! Selvom jeg tvivler på, at nogen af de ‘kritiske røster’ overhovedet læser den avis, så kunne det vel være her, vi skal lede efter den skyldige, den der så konsekvent udsætter os andre for ’stereotypiseringen’, ’stigmatiseringen’ og den ‘ensidige’ fremstilling af muslimer. Men heller ikke her, ser det ud som om, at der er meget at komme efter. Hvis vi holder os til at kigge på den sidste måned, er der lige så mange forskellige fremstillinger af muslimer og deres forskelligartethed, som vi fandt i Ekstra Bladet.

D. 17/2 lægger avisen f.eks. spalteplads til et langt interview med Abdul Wahid Pedersen, hvor imamen får lov til at redegøre for alle sine tidligere udtalelser og meninger om stening og islam. Journalisten lader imamen komme med lange forklaringer, og hele artiklen tjener udelukkende det formål at nuancere de tidlige udtalelser.

Ugen før kunne man læse et langt indlæg fra Zubair Butt Hussain fra det Muslimske Fællesråd, hvor han skældte ud på Karen Jespersens lemfældige omgang med fakta. Samme dag var der en længere artikel, der forsøgte at finde årsagen til, at mange muslimer går ind for stramninger på ytringsfriheden. Her kunne Jyllands-Posten interviewe en forsker ved Københavns Universitet, der mente, at muslimer blev ‘hånet’ i den offentlige debat. I samme artikel var der interviews med både Manu Sareen og Farshad Kholghi, der begge udtrykte deres bekymring for både radikalisering og for integrationen og hver kom med deres udlægning af muslimers rolle i dagens Danmark.

Igår var der også et interview med SF-politikeren Özlem Cekic i Jyllands-Posten. Her kunne hun gennemgå store træk af sin nye bog, der skal tjene til at nuancere billedet af muslimer i den offentlige debat. I interviewet forklarer hun om sit liv både inden og uden for politik. Og billedet er bestemt ikke ’stigmatiserende’. I det hele taget ser vi også ud til at have gået forgæves her. Det er åbenbart heller ikke i Jyllands-Posten at vi finder denne ’stereotypisering’ og den ‘unuancerede’ fremstilling af muslimer. Men hvor er den så?

Kan den mon være hos DR? Det virker usandsynligt. Vi husker vel alle Miss Tørklæde 2008 konkurrencen og Asmaa Abdol-Hamids tid som studievært. Det kan ikke være denne medieinstitution, der hentydes til.

Måske er det et helt andet sted, vi skal lede. Måske er det snarere Uriasposten.dk, der er de skyldige? Et hurtigt tilbageblik over den sidste måneds indlæg på denne blog for højreorienterede sølvpapirshatte ser ud til at bekræfte tesen. Men hvor mange er det egentlig, der læser denne galemandsblog? Kan de virkelig gøres til repræsentanter for de danske medier som helhed? Det er der nok ikke mange, der vil hævde.

De danske medier producerer ikke et ensidigt og stigmatiserende billede af muslimer. Tværtimod, er det snarere et forvirrende, ofte paradoksalt og grumset billede, der tegner sig af islam, når man kigger henover det danske medielandskab. Og det er vel egentlig meget korrekt. For virkeligheden har det som oftest med at være paradoksal, forvirrende og grumset.

Men hvordan kan det så være, at klicheen om mediernes ‘ensidige’ og ’stereotypiserende’ fremstilling af muslimerne er så udbredt og er anset som så grundlæggende en sandhed for så mange mennesker, når den slet ikke ser ud til at have noget på sig?

Til det kan jeg kun komme med ét meningsfuldt svar: Det er let. Ligesom alle andre klicheer reproduceres de, fordi de er lette. Det er altid lettere at gentage en etableret sandhed end at skulle gå igang med at etablere en ny. Dovenskab og tryghed er nok de mest basale menneskelige faktorer, der kan forklare de fleste klicheer. Myten om den ensidige fremstilling af muslimer er desuden belejlig, fordi man selv fremstår som om, at man er en af de få vågne, en af dem der kan se klart. Myten er indrettet således, at man altid selv fremstår som én, der kæmper mod en ignorant overmagt, når man kritiserer det ’stereotypiske’ mediebillede. Men det er en lummer omgang pølsesnak. For i sidste ende er man i virkeligheden mest af alt en forloren dovendidrik, der ikke læser sine aviser.

Så hvem er det egentlig, der udøver en ‘monoton retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger’? Efter min mening er det netop dem, der holder denne myte i live. Det er dem, der helst vil holde fast i forestillingen om, at alle andre er potentielle nazister på nær dem selv. Det er netop folk som dem, der står bag kunstprojektert OS DEM DEMOS. At begrave ‘unuancerede forestillinger’ er et godt sted at starte for en rigere offentlig debat, så måske skulle de ‘kritiske’ røster starte med at kigge dem selv i spejlet, før de angriber andre for at stereotypisere og generalisere. Det er efterhånden ved at blive pinligt.

Kulturalismen – venstrefløjens sygdom

af Søren K. Villemoes

Som vi tidligere har nævnt igen og igen herinde, så har Frederik Stjernfelt og hans makker Jens-Martin Eriksen udgivet en bog, Adskillelsens politik, der kløver venstrefløjens selvforståelse lige så brutalt og skarpt som samme Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed kløvede kulturjournalistikken og samtidskunsten for nogle år tilbage.

Hvis du er fast Konflikten-læser, har du nok bemærket, at vi har en forkærlighed for venstrefløjskritik. Vi elsker, når folk er i stand til at diagnosticere den infektion, der har holdt venstrefløjen i sygesengen de sidste syv år. For selvom vi ikke er borgerlige (det er vi ikke!), så har vi haft det meget svært med at identificere os med en venstrefløj, der har ligget gemt væk under kulturalismens tunge dyne – forblændet af et kulturbegreb, der ikke har nogen gang på jorden, og tynget af en moralsk selvforståelse, der ikke lader sig materialisere politisk.

Det er derfor en fryd, at vi i 2008 har fået hele to bogudgivelser, der netop formår at italesætte denne venstrefløjssygdom som aldrig før. Foruden den ovennævnte udgivelse af Stjernfelt og Eriksen, så har Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne formået for første gang i bogform at udpensle de politiske, kulturelle og klassemæssige implikationer af den kulturkamp, der startede ved valget i 2001. Han viser i sin bog, hvordan venstrefløjen og de veluddannede har været med til at grave deres egen grav ved ikke at være bevidste om, hvordan deres egen fremtoning i tale og handling tager sig ud set længere nede fra den sociale rangstige og længere væk fra den smarte bymidte.

Bogen er unik, da den prøver at gøre op med venstrefløjens moralske indignation overfor Dansk Folkeparti og i stedet leverer en indgående hermeneutisk forståelse af fænomenet ud fra et perspektiv, der burde være let at erkende for venstrefløjen, nemlig klassekampen. Som den tager sig ud i kampen om politik, kultur og sandhederne.

I Adskillelsens politik har Stjernfelt og Eriksen opbygget deres eget begreb ‘kulturalismen’, som vi på Konflikten håber, bliver et mainstream-begreb inden længe. Begrebet viser nemlig lige præcis det, vi aller ydmygst selv har påpeget i lang tid. Nemlig, at venstrefløjen har slugt Dansk Folkepartis kulturanalyse råt. De er begge ofre for kulturalismen, hvor ‘kultur’ ses som noget uforanderligt, noget helligt, noget der er fredet, kræver særlige hensyn og samtidig determinerer alt og alle.

Den helliggørelse og fredning af kulturer og religioner, som venstrefløjen har prædiket siden regeringsskiftet, er ifølge forfatterne en ny form for racisme, hvor man implicit og uovervejet sidestiller race med kultur. Dette er lammende for al tænkning og handling på venstrefløjen, og har ført til en nærmest overflødiggørelse af den i den nuværende politiske kamp om religion, kultur og menneskerettigheder, der ikke kun raser herhjemme, men over det meste af kloden.

Konflikten anbefaler derfor, at man enten anskaffer sig bøgerne, eller i det mindste læser Stjernfelts og Eriksens kronik i dagens Politiken! Hvis venstrefløjen nogensinde skal have en chance for at blive relevant igen, så kræver det nådesløs selvransagelse. Disse to bøger er et godt sted at starte!

Det evige krav om grønhed

af Søren K. Villemoes

Siden jeg var helt, helt lille har jeg kunnet huske, hvordan københavnere altid har ønsket og krævet flere grønne områder. Man har nærmest ikke kunnet have en succesfuld lokalpolitisk karriere, hvis man ikke på et eller andet tidspunkt har lovet lidt mere grønhed hist og her. Flere grønne områder har i årevis været et københavnsk lokalpolitisk mantra i nøjagtig samme kategori som ‘færre biler i byen’. Men det virker som om, at jo flere grønne områder byen får, jo mere stiger kravene om grønne områder. Det har fået mig til i længere tid at holde bedre øje med alt det grønne, når jeg har begivet mig rundt i byen. Og jeg kan kun konstatere, at vi har mere grønhed end nogen anden storby, jeg har befundet mig i!

Hvis vi blot kigger på området omkring Nørreport, som for kort tid siden blev mødt med ønsker om flere ‘rekreative områder’ (læs: grønhed), så er stedet jo nærmest fyldt til bristepunktet med parker. Kongens Have, Botanisk Have, Østre Anlæg, H.C. Ørsteds Parken – alle disse ligger inden for 2-5 minutters gang fra Nørreport. Det grønne er så omfattende, at man faktisk kan gå helt fra Nørreport til Østerbro helt uden at bevæge sig uden for grønheden.

Ikke nok med, at der i København er grønne områder overalt (jeg nævner i flæng: Nørrebroparken, Enghaveparken, Fælledmarken, Søndermarken, Assistens Kirkegården, Folkets Park, Frederiksberg Have, Kløvermarken, Christiania osv.), de sidste 10 år har medført en grotesk eksplosion i små private parker anlagt i det, man i gamle dage kaldte for ens baggårde. Idag er det små baghaver lukket af med en låst port og administreret af en flok emsige naboer med arbejdsweekend, og jeg skal komme efter dig. Grønheden er overalt! Og den breder sig i et ubehageligt tempo. De gamle karakteristiske mørke Stenbrosbaggårde er ved at forsvinde og er de fleste steder blevet erstattet af børnefamiliernes evige krav om øget wellness.

Jeg kan efterhånden ikke forestille mig, at man kan befinde sig noget som helst sted i København uden at være inden for fem minutters afstand fra et grønt område på cykel. Men det er åbenbart ikke nok, for ifølge Miljø- og Teknikborgmester Klaus Bondam kan det ikke være rigtigt, at man skal helt op på en cykel. Nej, alle københavnere skal åbenbart altid være inden for 15 minutters gang fra grønheden. Det betyder åbenbart, at vi skal have hele 14 nye parker i vores i forvejen belastede grønhedsby.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Hvornår vil kravet om grønhed stoppe? Hvornår vil mæthedspunktet være nået? Jeg kan ikke forstille mig andet, end at kravene om flere grønne områder først vil forsvinde, når alt er væk, og der kun står ét enkelt hus tilbage midt i et enormt EU-beskyttet habitatområde, der engang var kendt som København. Først da vil kravene dø hen. Inden da kan vi andre observere, hvordan den eviggyldige sandhed, at mere grønhed altid er af det gode, vil fortsætte med at runge i den lokalpolitiske arena, men jeg har forlængst nået mit mæthedspunkt. Jeg ønsker ikke mere grønhed! Jeg savner den gode gamle grå og brune by, som jeg holdt så meget af, da jeg var lille, og jeg har ikke lyst til at se Stenbroen forsvinde ned i en stor grøn pløremark.

Hvis folk er så ellevilde med grønhed, stilhed og tryghed, så har vi allerede bygget en enorm fedtkant af forstæder rundt om byen, som jeg vil anbefale dem at flytte ud i. Dette lille, bitte område af Danmark, som vi kan betragte som storbyen, er efterhånden langt mere truet end den brasilianske regnskov, og hvis vi fortsætter med at æde af den og lave alt om til små forstadsområder, så går der ikke forfærdeligt længe, før der ikke længere er noget storby tilbage i landet. Så er der ren grønhed fra Esbjerg til Dragør.

Støjende kultur

af Søren K. Villemoes

Så skete det, der måtte ske. Café Saxon’s på Jagtvej har fået sat en limiter på deres anlæg. Hvis du ikke ved, hvad en limiter er, så er det ganske enkelt et apparat, der sørger for, at volumen ikke kan skrues mere op end til en bestemt grænse. Ønsker man et eksempel på, hvilken skade en limiter kan medføre, kan man give baren Flisen ved Enghave station et besøg. Her har hysteriske naboer fået påkrævet stedet en limiter, der gør det komplet uklart for gæsterne at høre forskel på den musik, der bliver spillet, og lyden af P1-debat fra en gammel transistorradio. Limiteren på Saxon’s skyldes, at en netop tilflyttet nabo åbenbart ikke kunne sove på grund af den høje musik og derfor kontaktede kommunen, der straks rykkede ud med en limiter for at redde hendes nattesøvn. Hun forsøgte aldrig at komme i kontakt med stedets ejer for at finde en løsning.

Café Saxon’s er et af Københavns helt unikke kulturelle steder, der har spillet en nøglerolle i musiklivet gennem de sidste mange år. Stedet har lagt hus til to aftener for reggae og én til hiphop hver uge. Samtlige reggae og hiphop DJ’s i byen har spillet der, og stedet har derfor en legendarisk status inden for disse scener. Saxon’s er en kulturinstitution. Et forum for musikelskere, der er besøgt af hundredevis af københavnere hver eneste uge. Stedet har fostret en lang række navne, der siden er gået hen og har modtaget bred anerkendelse. Det var eksempelvis her, at Tue Track fik sit gennembrud i det københavnske musikliv. Baren har desuden været hjemsted for DJ Static i årevis, og var engang det eneste sted i byen, man kunne høre Northern Soul. Saxon’s har været ynglested for stort set alle københavnske hiphop og reggae i DJ’s de sidste mange år og har haft besøg af en bred vifte af DJ’s fra det øvrige Skandinavien.

Men alt dette er vel ligegyldig viden for en nytilflyttet pige, der gerne vil have ro omkring sig om natten, og åbenbart ikke havde tjekket op på kulturlivet i sit lokalområde, før hun købte lejligheden. Det er utroligt, hvor lidt ydmyghed nye naboer viser i København. Hvis jeg flyttede til en vestjysk landsby, ville jeg gå meget stille med dørene og først lære lokalsamfundet at kende, før jeg overhovedet ville overveje at begynde at brokke mig og komme med forslag til ændringer. Hvis jeg ikke viste denne ydmyghed, ville jeg aldrig kunne komme ind i varmen i lokalsamfundet. Problemet med København er, at folk sagtens kan falde til i byen på trods af, at de ikke ejer den mindste respekt for deres lokalområde. Vi har desværre ikke tradition for at hive høtyvene og faklerne frem, hver gang en nytilkommen tosse ikke kender sin plads. Det burde vi, for byen er langsomt, men sikkert, ved at falde i fjendens hænder.

Byen har de sidste år oplevet en eksplosion i støjklager. 25 procent stigning i antallet på blot tre år. Det er alarmerende og samtidigt endnu et eksempel på den omfattende mangel på respekt for bylivet, som nytilflyttere demonstrerer. At være selvcentreret, egoistisk og asocial er åbenbart privilegier, der kommer med friværdien. I takt med at det bliver dyrere og dyrere at leve i byen, ser det ud til, at folk føler, at de har mere og mere krav på fred og ro, når de kræver det. Det er en forkert udvikling.

København er Danmarks største by og hovedstad. Med dette følger der naturligvis nogle kulturelle forpligtelser, der ikke kan eller skal ignoreres. Menneskelig aktivitet har det med at generere larm og et rigt kulturliv kan altså ikke eksistere uden et vist decibelniveau. Det kan simpelthen ikke være en langsigtet kulturpolitisk løsning, at en enkelt piges nattesøvn er vigtigere, end at en af Københavns vigtigste kulturinstitutioner for sort musik kan spille musik, der er højere end en transistorradio. Kommunen burde istedet uddele ørepropper til klagende naboer. Dette er langt billigere end at investere i alle de limiters, der kun bidrager til at slå kultur ihjel. Vi kan ikke gøre alle glade. Vi er nødt til at vælge side i konflikten mellem emsige naboer og spillesteder. Der findes ingen gylden middelvej.

Jeg er ingen fan af Klaus Bondam, men det er da rart at se, at hans hovedløse knæfald for ‘de kreative’ åbenbart betyder, at han har taget den rigtige side i denne sag. Der skal dog mere til end blot velvilje. Der skal mere drastiske metoder til, hvis klagende naboer skal begynde at forstå, at byen ikke drejer sig om dem. Konflikten.dk foreslår, at kommunen giver mere tilskud til, at cafeer og klubber kan lydisolere ordentligt, at alle indkøbte limiters smides i kanalen og at man holder op med at forsøge at gøre alle parter tilfredse. I sidste ende er der et valg, der skal tages: Ønsker vi en forstad eller en storby? Man kan ikke få begge.

Er forstaden fremtiden?

af Søren K. Villemoes

Så er de københavnske lokalpolitikere på banen igen. Den sidste måned har vi fået præsenteret en række ‘kreative’ forslag og ideer til, hvordan det umage par, Klaus Bondam og Ritt Bjerregaard, mener, at København skal se ud i fremtiden. Og det er i konflikten.dk’s øjne nogle meget triste meldinger, der kommer fra Rådhuset i disse dage. Først lancerer Bondam et ambitiøst forslag om at gøre Nørrebrogade bilfrit. Derefter lufter Bjerregaard ideen om at sanere Nørreport station, bygge højhuse, afspærre trafikken og ‘udnytte’ byrummet omkring stationen. Der er meget god grund til at være decideret skeptisk indstillet overfor kommunens planer om en ‘lækker by’ (som Bondam kalder det).

Byplanlægning i København har altid været et kontroversielt politisk emne, der har sat følelserne i kog hos en masse mennesker. De fleste husker velsagtens overborgmester Weidekamps krig mod Indre Nørrebro i 1980′erne, der førte til opførelsen af noget af det hæsligste røde sociale boligbyggeri på Stenbroen. Selv idag kan man støde på folk, der bliver rasende, når hans navn nævnes. At rive smukke boligblokke ned var dog ikke noget, der udelukkende hørte 1980′erne til. Tilbage i midten af 1990′erne valgte kommunen at fjerne et af de smukkeste steder på hele Stenbroen: Saga-karreen, der med sine labyrintiske baggårde og unikke facade (med den berømte saga-kvinde) repræsenterede gullaschbaronbyggestilens absolutte æstetiske højdepunkt. Idag står der et rødligt, deprimerende og ufolkeligt hotel.

I sidste halvdel af 1990′erne blev byfornyelsen af Vesterbro implementeret. Der var bestemt god grund til at installere varmt vand, bad og andre grundlæggende fornødenheder i en lang række af de gamle lejligheder. Men inde på Rådhuset var det ikke nok. Lejligheder skulle slåes sammen, så antallet af 1 og 2 værelser idag er mere end halveret. Det har naturligvis betydet langt færre beboere fra de lavere samfundslag og en overvægt af børnefamilier. Men det var heller ikke nok. Man skulle også pudse alle facaderne, så de så ud som om, de netop var blevet pakket ud af en fin lille æske. 100 års Stenbroshistorie, der ellers stod skrevet ind i mørtlen og murstenene, var nu blevet vasket væk for at ‘give kvarteret et løft’.

Det var ingen overraskelse, at konsekvenserne af denne politik blev huslejestigninger, en eksplosion i tilflyttere fra forstæderne (der pludselig syntes at kvarteret var blevet så ‘pænt’) og flere børnefamilier. Med andre ord blev kvarteret strømlinet, socialt udlignet og ganske enkelt søvndyssende kedeligt.

Kommunens ideer om ‘lækker by’ førte altså til, at Vesterbro er blevet det nye Østerbro. Hvis vi kigger på nogle af de andre projekter, kommunen har kastet sig over, giver det kun yderligere grund til at være skeptisk overfor de nuværende forslag. Ørestaden er et glimrende klasseeksempel på fejlagtig byplanlægning, der burde inkluderes som skrækeksempel i samtlige arkitektlærerbøger i fremtiden. Området, der består af de ene monstrøse prestigebyggeri efter det andet, har intet af det, man normalt forbinder med byliv. Der er ikke blevet viet én eneste stueetage i hele kvarteret til butikbyggeri (hvilket ellers er regel nummer ét for liv i gaden). Hvis man skal købe ind, er der kun ét sted at tage hen: Det lokale storcenter. Kvarteret er blevet opført med så lidt omtanke for social diversitet, at det kun er overklassen, der har råd til at bo der. Akkurat som Vesterbro er det kun én klasse, der dominerer området.

Hvad minder alt det her én om? Social og klassemæssig ensartethed og butiksliv isoleret i storcentre er fænomener, der kendetegner forstadslivet. De har intet at gøre med storbyslivet. Det er det samme vi ser på Vesterbro. Antallet af støjklager i kvarteret er eksploderet. Og det har bestemt intet at gøre med, at støjen er steget. Det er tolerancen, der er faldet. Folk flytter til dertil for at kunne bo ‘i byens dybe stille ro’.

Hvis man ser de nuværende forslag fra Bondam og Bjerregaard i dette lys, så er ideerne om en bilfri Nørrebrogade og et rekreativt område omkring Nørreport en del af samme tendens: Man ønsker at tage forstædernes idealer og virkeliggøre dem midt inde i København. Man bliver ved med at fodre og gøde folks forestilling om, at det skam er på sin plads at ønske mindre larm, mindre trafik og flere grønne områder i storbyen, selvom alle disse ting allerede eksisterer til overflod i forstæderne og i provinsen. Men i processen dræber man alt det, der gør København til København. Alt det, der adskiller storby fra provinsby, stenbro fra forstad. En storby er karakteriseret ved at larme, at have masser af trafik og butikker i stueplan. Den er ikke karekteriseret ved sin stilhed, sine grønne områder og sin mangel på biler. Medmindre vi gerne vil have, at København bliver det nye Oslo, så er det nu, vi skal til at vælge.

Og når det valg skal tages, vil det være glimrende at spørge sig selv: Har kommunens hidtidige byplanlægning været en succes?