Category Archives: Historie

Anmeldelse: Kampen om sandhederne

af Søren K. Villemoes

Rune Lykkeberg er den nye gulddreng blandt politiske kommentatorer og offentlige debattører. Han har de sidste snart otte år været fast tilknyttet Information og fungerer dagligt som debatredaktør på den gamle modstandsavis. Hans analyser har i årevis haft en særlig tiltrækningskraft på mig, da de i modsætning til den dominerende tendens ikke er strategianalyser af magtkampe på kort sigt, men i stedet beskæftiger sig med de større spørgsmål i dansk politik på lang sigt. I en tid hvor fokus har været på ’spin’, politisk kommunikation og forskellige personlige relationer på Christiansborg, har Lykkeberg med sin manglende indsigt og interesse i alt det strategiske og personrelaterede politiske fnidderfnadder, men med sit analytiske fundament solidt placeret i sin akademiske humanoira-baggrund, udgjort et godt og altid læseværdigt alternativ.

Lykkebergs interesse er kulturkampen og dens uomgængelige tilknytning til klassekampen. Det er specielt den nye alliance mellem den økonomiske over- og underklasse i fælles front mod den kulturelle middel- og overklasse, der har fanget hans blik. Lykkebergs udgangspunkt har altid været en bourdieusk klasseanalyse, der opererer med henholdsvis økonomisk og kulturel kapital. Ifølge Lykkeberg har vi over de sidste to årtier været vidne til den kulturelle overklasses store fald. Hvor man plejede at tysse og lytte efter med en alvorlig attitude, når en humanoira-professor kom med sit syn på politik og samfundsudviklingen i den bedste sendetid, bliver disse idag affejet som naive og tossegode halal-hippier, verdensfjerne intellektuelle og blødsødne humanister. Scenen er i stedet overtaget af den kyniske realist, der ikke har tid til lange, indviklede udredninger og analyser, men i stedet kan fatte sig i korthed og tale klart, så alle kan følge med.

“Kampen om sandhederne” beskæftiger sig med dette fald. Det er med andre ord kollapset af det anti-autoritære kulturradikale system af sandheder, der har domineret det offentlige rum siden 1960′erne. Problemet har hele tiden været, at den kulturradikale intellektuelle har opereret med en fejlagtig antagelse om, at han var i stand til at ‘oplyse’ folket med sin særlige indsigt, at han kunne vække de bedøvede masser fra deres bevidstløse konsumption af dårlig underholdning gennem provokerende kunst og med sin gode smag. Men han har ikke selv været bevidst om sin egen arrogance, sin nedladenhed og symbolske vold. Den anti-autoritære, kulturradikale intellektuelle har ikke anset sig selv som en autoritet, men snarere som en ‘outsider’, der har gjort oprør med vante forestillinger og etablerede sandheder. Som Lykkeberg dog viser, har han (med vores statsministers egne ord) for alle andre udgjort den ‘nye adel’.

Ubevidst om sin egen priviligerede magtposition har den kulturradikale intellektuelle i årevis kunnet dominere de offentlige sandheder om det moralske og amoralske, den gode og den dårlige smag. De to har endda kunnet eksistere som hinandens modsætninger. Den gode smag blev sidestillet med den gode moral, og at have en brølende kronhjort hængende over sit spisebord var i mange år anset som et snigende tilløb mod fascismen. Det var karakteristisk, at Klaus Rifbjerg i en ophedet diskussion om regeringens forslag om at skære i den livslange kunststøtte sidste år anklagede statsministeren for aldrig rigtigt at have oplevet stor kunst. Hvordan kunne han vide det? Jo, for hvis statsministeren havde haft en rigtig kunstnerisk oplevelse, så var han aldrig gået i krig med Irak. Der var engang, at sådanne argumenter gav mening, men idag står de som et sørgeligt, ja nærmest komisk, monument over et faldent regime.

Lykkeberg fortæller denne udvikling gennem en lang række analyser af danske bøger og film fra 1950′erne og frem til idag. Hans analyser er særdeles skarpe, og han besidder en misundelsesværdig sans for detaljen, hvor en enkelt episode, en enkelt handling, bliver løftet op til at stå som symbol for noget større. Denne evne til at forbinde del med helhed er uden tvivl en af hans største og mest beundringsværdige talenter. Alligevel er det som om, at han ikke helt formår at samle alle bogens enkeltdele i denne større helhed, som han ellers mestrer så godt. Ved bogens afslutning føler man sig mættet med et væld af fascinerende og interessante analyser af tekster og film, men man savner lidt den sidste krølle på halen, den sidste klat lim, der får alle delene til at passe sammen.

Der er også en anden svaghed, der ikke blot karakteriserer bogen, men Lykkebergs generelle rolle som samfundsdebattør: Det er umuligt at granske, hvad manden står for. Hans analytiske evner er uden tvivl i særklasse, og han har med “Kampen om sandhederne” leveret en af de bedste, mest præcise og relevante diagnoser af udviklingen i dansk kultur og politik i lang tid. Men det er alligevel som om, at der mangler et eller andet. Han kan kritisere venstrefløjen, højrefløjen, den økonomiske og kulturelle overklasse, det anti-autoritære regime, alle kapitalismens tre faser, og han kan gøre det overbevisende. Men hvad er hans alternativ? Hvor står han selv?

På trods af bogens fortræffeligheder føler man sig alligevel en smule snydt. Lykkeberg kommer nemlig til selv at fremstå som den ’magt uden autoritet’, som han selv kritiserer. Han træder ikke selv i karakter som en autoritet, der kan vise os, hvor vi bør gå hen, og hvilke alternativer der er at foretrække. Han forbliver i den lidt studentikose kritiske analyse, der fortjener alle de 12-taller, en universitetslektor på litteraturvidenskab kan give den, men som ikke lever tilstrækkeligt op til den mere patriarkalske rolle som offentlig meningsdanner, som autoritet. Måske forventer jeg for meget, men jeg er reelt interesseret i at få Lykkebergs eget syn på tingene, hans egne holdninger og meninger frem. I stedet for selv at vove pelsen, fodrer han én med Axel Honneth, Jürgen Habermas, Michel Foucault og Pierre Bourdieus syn på tingene. Og det er alt sammen udført meget overbevisende. Men hvor er Lykkeberg i alt det? Hvor står han selv?

I bogens allersidste sætning gives et hint om, hvad han vil. Her antydes det, at han tror, at de færreste har lyst til at bibeholde deres foragt, når de først gøres opmærksom på den. Er det hans program? Vil han bekæmpe foragten og dermed pædagogisk oplyse den kulturelle over- og middelklasse om deres arrogance og symbolske vold? Det er bestemt et sympatisk mål. Men det peger bare ikke i nogen retning. Hvad skal der f.eks. gøres efter denne bevidstgørelse? Hvordan undgår man helt præcis foragten i praksis? Hvilke politiske implikationer har det? Lykkeberg kommer desværre til at fremstå som en akademiker, der lider af ‘forskersyge’, hvor man bliver uendeligt dygtig til at se ting fra forskellige vinkler, til hermeneutisk at kunne erkende og sætte sig ind i enhver tænkemåde og anskuelse, men hvor man til sidst drukner i overfloden af ens egne analyser og glemmer, hvad man egentlig mener, og hvor man selv står i hele dette cirkus.

På trods af disse mindre indvendinger er “Kampen om sandhederne” stadig en absolut anbefalelsesværdig bog, der er obligatorisk læsning for alle, der ønsker et relevant og tidssvarende syn på den danske kulturkamp. Den har alle kvalifikationerne til at blive en ‘vigtig’ bog.

Rune Lykkeberg 2008, Kampen om sandhederne, København: Gyldendal. Pris: 299,-

Homoseksualitet behøver ikke være modkultur

Homoseksualitet er ikke og bør ikke være et undergrundsagtigt subkulturelt projekt eller et forsøg på at vende samfundet på hovedet, revolutionere vores opfattelse af køn eller andre radikale ideer.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

En af litteraturhistoriens bedste ordvekslinger har sin oprindelse i F. Scott Fitzgeralds mesterværk Den store Gatsby fra New Yorks brølende 1920’ere. ’De rige er anderledes end os’, reflekterer fortællerstemmen Nick Carraway, idet han indleder en besk analyse af forskellen mellem rige og fattiges verdensopfattelse. Ernest Hemingway skal efter sigende have kommenteret observationen med et lakonisk ’Ja. De har flere penge.’  Og sådan er det også her: homoseksuelle er anderledes. De er seksuelt tiltrukket af mennesker af deres eget køn. For eksempel synes jeg, at den franske rugbyspiller Frédéric Michalak her er noget af en frækkert.

Så behøver der faktisk umiddelbart ikke være mere i det. Hudfarve, religion, seksualitet, køn og andre mere eller mindre arbitrære personfakta bør ikke lede til en identitetspolitisk balkanisering, hvor man vurderer andre og selv vurderes overfladisk på ovennævnte formelle karakteristika, over hvilke man ikke har nogen indflydelse. Mennesker er ikke endimensionelle væsener, som kan udtømmende karakteriseres ved overdrivelsen af et enkelt aspekt af deres person.

Det er en udfordring, som er svær både for ikke-homoseksuelle og homoseksuelle. Den er især svær for homoseksuelle mænd: jeg kan godt se logikken i, at der ligger en fuldt formet, karikeret homoseksuel identitet klar, som man kan bare trække i efter mange års identitetsforvirring. Og jeg forstår godt, at både Dagens Mand-Gustav og Paradise-Patrick udgør godt og populært fjernsyn. Men det er en underligt upubliceret sandhed, at der findes en masse homoseksuelle (og formentlig især homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud), som længes efter, og som trænger til repræsentanter, der virker mere normale og ’mindre’ homoseksuelle. Så nej, du tilfældige singlepige i midt-20’erne, jeg ønsker ikke at være din levende, homoseksuelle håndtaske, der 24/7 er klar med makeup-tips og spydig-campede, fingerknipsende ’Girlfriend!’-kommentarer eller up-to-date vurderinger af, hvorvidt din nye, lilla helfigursspandexdragt vil gøre sig godt på Karel. Jeg vil gerne på et tidspunkt giftes, uden at det skal hedde registreret partnerskab. Jeg vil gerne opfostre et barn, lave lektier med det og køre det til fritidsaktiviteter. Og har du overvejet, hvorvidt det kan føles en smule nedladende at blive betragtet udelukkende som et omvandrende homotrofæ, der visuelt skal illustrere, hvor Sex & The City-agtig du er?

Homoseksuelle adskiller sig selvfølgelig fra flertalsbefolkningen på det domæne, der hedder seksuel orientering. Det er jeg godt klar over. Men det medfører ikke, at denne information derfor må være det springende punkt i ens identitet og det første, som nye bekendtskaber bare skal vide – ikke at man derfor bør skjule det, hvis det er relevant. Seksualitet er selvfølgelig en del af, hvem man er, men man må da være mere end kun det. Og i takt med at flere og mindre flamboyante homoseksuelle springer ud, vil vi formentlig se flere eksempler på mennesker, der er i stand til at kombinere deres homoseksualitet med et ganske almindeligt borgerligt liv – som virker ægte og uanstrengt.

Denne opfordring til at undgå endimensional forfladigelse og mit forsvar for ikke-flamboyant homoseksualitet kommer selvfølgelig med den eftertanke, der lidt kækt i USA er blevet formuleret som ’leave no drag queen behind’. Folk er forskellige, og der skal være plads til mennesker, der skiller sig ud, og som udtrykker deres individualitet ved at gøre, som de lyster uden at bekymre sig om, hvad andre mener – uanset at det lyder som en politisk korrekt og Disney-agtig happy ending. Men selvfølgelig skal der det. Og hvorfor i al verden skulle der ikke være plads til den slags frivillig, samfundsmæssig pluralisme? Man skal argumentere endog svært stærkt derfor, hvis man mener, at kvinder, sorte, muslimer, homoseksuelle – eller misogynister, racister, islamofober og homofober for den sags skyld – ikke skal have samme retsstilling og samme rettigheder som andre. Det skrev liberale ligestillingstænkere (feminister synes at være et forkert ord) som Mary Wollstonecraft og John Stuart Mill allerede om i det 18. og 19. århundrede.

Ligestillingens legitimitet er i en liberal-demokratisk optik ubestridelig: alle mennesker har samme grundlæggende værd og værdighed og har i kraft deraf en række menneskerettigheder. Samfundsmæssig forskellighed er fuldt ud forenelig med, og endvidere afhængig af, en retsstat, der behandler alle borgere lige. Og på mindst ét område af den danske lovgivning er homoseksuelle selv efter en minimal målestok om ligebehandling endnu ikke formelt ligestillet: et ægteskab mellem to mennesker af samme køn er ikke tilladt, og dets amputerede homoseksuelle alternativ i stedet lyder det klinisk-bureaukratiske navn ’registreret partnerskab’.

Så hvorfor forvandles det berettigede ønske om ligestilling så ofte til et radikalt krav om særbehandling? Den egentlige ligestillingsdebat skæmmes i mange tilfælde af uretmæssige særbehandlingskrav om yderligere kriminalisering af såkaldt hate speech vendt mod bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (ytringsfrihed spiller tilsyneladende ikke ind), af krav om yderligere skærpelse af den eksisterende hate crime-lovgivning, selvom den allerede indebærer, at forbrydelser motiveret af had mod seksuelle minoriteter skal straffes hårdere end andre identiske forbrydelser begået mod eksempelvis rødhårede, af kompromisløs hardcore-socialkonstruktivistisk queer-pladder om hvorledes køn og seksuel identitet holdes fanget i et undertrykkende heteronormativt samfund og meget mere. Som i de fleste andre berettigede ligestillingsspørgsmål er det tilsyneladende ubeskrivelig svært at holde sig til kun at kræve sin lige ret og ikke mere end det.

Og jo, en særstilling er da langt sjovere end ligestilling. Man kan føle sig som del af en eksklusiv gruppe, der er fælles om at være særligt udvalgt, og i øvrigt særligt værdifuld, fordi man er anderledes og farverig og sprælsk og et nyt indspark og har et alternativt perspektiv på verden og ikke passer ind i kasser og så videre. Når man dertil lægger, at enhver ikke-heteroseksualitet udgør en åbenlys mulighed for at føle sig forskellig fra flertallet og dermed nyde den retfærdige harme, der følger med en outsider-status, så toner glidebanen mod isolationisme, forrangstænkning og særbehandling langsomt frem. ’Gay Pride’ og modsvar som ’Straight Pride’ er ikke ligestillingens, men særstillingens sprog. Ligestillingen har endnu ikke et catchy slogan, men hvis den gjorde, ville det opsummere en tanke à la ’seksuel orientering er fuldstændig irrelevant for et menneskes værd’.

Egentlig homo-ligestilling er som enhver anden egentlig ligestilling nemlig generelt ret prosaisk og halvkedelig. Den er fuldstændig mainstream i et liberal-demokratisk samfund som det danske og består i, at man er fuldstændig lige med og dermed også på mange punkter ligesom de andre, med de samme rettigheder og de samme pligter. Ugh. Kedeligt. Snork! Man er del af den store grå homogene masse af borgere, og det tilfredsstiller forståeligt nok ikke ønsket om at blive anerkendt som et særligt, unikt snefnug.

Det værste ved identitetspolitiske grupperingers egenkærlige selvmarginalisering er dog, at den forværrer vilkårene for at gøre noget ved de ligestillingsproblemer, som egentlig er berettigede og udtryk for uretfærdighed – og ekstremisterne har formentlig denne uheldige virkning på den egentlige ligestilling på alle de forskellige domæner, hvor ligestillingsdiskussionen udspiller sig.

Af berettigede ligestillingssager for homoseksuelle kan først og fremmest nævnes vedtagelsen af en kønsneutral ægteskabslovgivning – og derudover burde man til at starte med formentlig undersøge den formodede overrepræsentation i voldsoffer- og selvmordsstatistikkerne for homoseksuelle, de særlige problematikker for homoseksuelle muslimer og den manglende mulighed for at benytte sig af betalte rugemødre i Danmark.

CSR som svaghedstegn

af Ryan Smith

Mens analysebranchen stadig står på hovedet for at finde ud af, hvordan man konkret kan måle de faktiske effekter af erhvervslivets Corporate Social Responsibility, CSR-programmer, dukkede der for nylig en interessant nyhed op: Apple-direktøren Steve Jobs giver ifølge en prominent investor ikke så meget som en krone til velgørenhed, og Apple selv nægter at konformere til NGO’ernes standardkrav til store virksomheders CSR-rapporter.

Samtidig har der i årevis lydt anklager om, at Apples produkter produceres under kummerlige forhold i Kina, hvor både arbejdere og miljø lider overlast. For enhver anden multinational industrimagnat ville en sådan skødesløs omgang med CSR være noget nær den perfekte opskrift på boykot og brand-selvmord. Alligevel er Apple og Steve Jobs på forunderlig vis gået så godt som fri af CSR-industriens krav.

Det er ellers ikke, fordi der er noget særligt ved IT-branchen, som automatisk får dens giganter til at klare frisag fra interessegruppernes krav om CSR: Bill Gates blev anset som en skurk, allerede inden han inkluderede sin browser i sit styresystem og derved knuste konkurrenten Netscape. Men selvom Apple i dag holder markedet for tablet-PC’er i samme jerngreb, som Microsoft holdt markedet for styresystemer i 1990’erne, er der ingen, der har udsat Apple for samme smædekampagner, som man i sin tid gjorde det med Microsoft.

Større end Microsoft

Steve Jobs har ellers ikke lagt skjul på, at han ikke prioriterer CSR: Da Jobs blev Apples administrerende direktør, skar han omgående samtlige CSR-programmer bort: ”Vent, til firmaet er profitabelt,” sagde han. Nu om dage er Apple ret så profitabel med ca. 76 milliarder dollars på kistebunden, hvilket er mere end selv Microsoft.

Med en sådan succes burde Apple for længst være blevet udsat for CSR-krav som dem, der ramte Microsoft i 1990’erne, og har ramt store virksomheder med tiltagende kraft lige siden. Alligevel er hverken Apple eller Steve Jobs blevet udsat for nævneværdigt CSR-had, og selv en bæredygtig type som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen pryder sig efter sigende med en iPhone. Hvordan gik det til, at Apple klarede CSR-frisag?

En forklaring lyder, at æstetik giver moralsk fribillet, sådan som den tyske filosof Friedrich Nietzsche påstod: Hyænen er der ingen, der har sympati med, men vi ser stort på, at ørnen slår ihjel, da ørnen er fiks og elegant. Den slags moralisme er naturligvis en fejlslutning af rang, men måske er der alligevel noget om snakken – Apples produkter er i hvert fald om noget kendetegnet ved at være fikse og elegante.

Mens alverdens lande pryder sig med ørne på flag, mønter og andre officielle regalia, så er der omvendt ingen lande, der på samme måde identificerer sig med hyænen. Som med ørnen, er Apples kunder ivrige efter at identificere sig med virksomhedens produkter, og det er på den måde Apples store held, at de i den grad har skabt et brand, som kunderne bruger til at signalere status over for deres omverden med. Vi tænker ikke på ørnen som et rovdyr, og vi tænker ikke på Apple som et firma, der går benhårdt efter profit.

CSR som svaghedstegn

Men hvis vi bliver på savannen, så er der også en anden forklaring, som kan være med til at kaste lys over Apples særstatus, hvad angår CSR: På savannen holder de fleste dyr øje med trusler fra luften – ikke fra ørne, men fra langt større dyr, der cirkler omkring på himmelen og holder øje med hver eneste af landdyrenes bevægelser.

Gribben er langt større end ørnen, men alligevel tøver den med at angribe raske dyr; den venter på svaghedstegn, før den går til værks. Hvad Apple og Steve Jobs angår, så har de aldrig udvist svaghedstegn, hvad enten det gælder iPhone 4, der har vanskeligt ved at holde på signalet i forbindelse med opkald, musiktjenesten iTunes, der udelukkende virker med Apples egen iPod, eller afsløringen om, at Apple-produkterne registrerer kundernes gøren og laden. Bare én af disse sager ville i sig selv have været en skandale for Microsoft, men hvad Apple angår, så har Steve Jobs præcis 14 ord til de kunder, der er kommet i klemme i Apples forretningsmodel: ”Hvis du ikke kan lide vores produkter, så lad være med at købe dem.”

En anden måde, som virksomheder kan undgå CSR-gribbene på, er således ved simpelthen at være uapologetiske omkring deres forretning. Som den amerikanske økonom og nobelpristager Milton Friedman sagde, så er den sande moralske opgave for en virksomhed nemlig at skabe gode vilkår for de mennesker, der er direkte involveret, i form af kunder, ansatte og investorer. Kun i anden række, bør en virksomhed så tænke på at gøre livet sødt for alle de andre mennesker, der for så vidt kun har indirekte kontakt til den.

Identitetspolitikken skal stå i baggrunden

af Henrik Gade Jensen, mag.art.

H.C. Andersens eventyr Skyggen skildrer en mand, der rejser i Syden, og som en dag mister sin skygge. Pludselig er den væk og han kaster ikke mere en skygge midt på dagen. Efter noget tid vokser den langsomt ud igen, og mande tænker ikke over det, nu da han langsomt var ved at få en ny skygge.  Så en dag får han besøg af en fremmed herre, som præsenterer sig som mandens skygge. Skyggen var blevet en selvstændig person, som nu fandt lyst til at besøge sit gamle ophav og sige goddag. Den rare mand tog godt imod Skyggen, ville være Dus med sin skygge, men det modsatte den fremmede herre sig. Og eventyret slutter med at Skyggen, den afledede eksistens, tager magten over sin oprindelse og får ham dræbt.

Skyggen er et uhyggeligt eventyr, som skildrer hvordan menneskelige produkter kan tage magten fra menneskene, der har skabt dem, og ender med at herse med alt og alle. Mennesket bliver undertrykt og behersket af sine egne ideer.

En af de dominerende politiske tendenser i dag er identitetspolitikken. Man skal have en identitet og kæmpe for den og forsvare den mod krænkelser.

Hvor idealet tidligere var et samfund af borgere, som indbyrdes kunne være vidt forskellige med hensyn til religion, politik, sex, smag og behag, så er det omvendt i dag. Det private, som det var en æressag at sætte parentes om i sin ydre fremtoning, er i dag blevet til symbolske lanterner ud ad til. I dag er det især den religiøse identitet, der føres frem og med krav om anerkendelse og accept, og som skal beskyttes mod krænkelser.

Men identitetspolitikken begyndte egentlig med kønnet og seksualiteten. Kvindefrigørelsen, som i  begyndelsen af 1900-tallet tog sit udgangspunkt i et yderst berettiget krav om lige rettigheder for mænd og kvinder, blev i 1960erne langsomt forvandlet til en kamp om kønsidentiteten. Fra et ønske om at være ligeberettigede borgere skulle mænd og kvinder nu fremhæve deres identiteter og forskelligheder offentligt. ”Det mener du, fordi du er en mand”, fik jeg anno 1980 at vide i en diskussion om et filosofisk emne, som jeg troede var en rationel diskussion om argumenter. Kønnen trumfede fornuften.

Seksualiteten blev på samme tid identitetspolitisk markør, der skulle leves ud i det offentlige rum og gerne symbolpolitisk paraderes.

Med identitetspolitikkens fremmarch skete der også en forskydning. Hvor det før var individer, der skulle beskyttes mod overgreb og diskrimination, konkrete mennesker med kød og blod og følelser, er det i dag mere blevet til identiteter, der skal vogtes over. Der fordres en ret til at leve sin identitet ud i al sin mangfoldighed i det offentlige rum, så det ikke mere er det konkrete menneske med sin frihedsret til at leve som man vil, der skal respekteres, men en ledsagende kulturel dødvægt.

Hvis personer insisterer på at være homoseksuelle eller heteroseksuelle, kvinder eller mænd, kristne, jøder eller muslimer, vegetarer eller svinegnaskere, langelændere eller morsinger, pircede eller tattoverede til en jobsamtale, kan det godt være at en arbejdsgiver vil rynke på brynene og i stedet hælde mod en kandidat der identitetsneutralt præsenterer sig ud fra sine evner og dueligheder. I hvor mange jobfunktioner er man interesseret i identiteter? Omvendt vil enhver reference til en af disse identiteter i forbindelse med et afslag kunne skabe en sag.

Vor tids identiteter er som H.C. Andersens skygge, der oprindeligt på naturlig vis knyttede sig som et bi-produkt til individet, – i solskin kaster vi alle en skygge, stor eller lang afhængig af tiden og stedet – men som så vokser sig mægtig og vil være sin egen herre og ender med at hundse med det konkrete individ.

Kvinder kan således i dag gøre karriere ved at overgive sig til Skyggen, identiteten, og få job og avancementer som en kvinde på en kvote. Den enkelte med dets unikke kvalifikationer har i den forbindelse ingen interesse. Det er kønnet, der udvælges.

Den vestlige verden har brudt med sin egen noble fortid, hvor der blev kæmpet for menneskerettigheder.  Magna Carta, Bill of Rights, den franske menneskerettighedserklæring, den amerikanske uafhængighedserklæring: alle sammen forskelligartede og prisværdige formuleringer af en ret knyttet til individet. Individet skulle beskyttes. Og beskyttes mod staten og klanen og kollektivet.

Med identiteter opstår en re-feudalisering, hvor individet ikke udgør enheden, men forskellige følelsesmæssige overfrakker helliggøres.

Vi er mennesker, individer, nøgne bag maskerne, og selv om køn, nationalitet og religion er af stor betydning for den enkelte og i praksis givet med fødslen, er det forskelligt fra individet.

Det ukrænkelige skal være den enkelte, der som kært barn kan have mange navne og mange etiketter, og som vi elsker (eller måske hader) som den særegne og særlige person, man af generne eller skæbnens uransagelige veje er forbundet med, og hvor identiteter virker som anmasselse og blokeringer.

Identitetspolitik er en forkert ideologi, fordi den sætter i forgrund, hvad der børe være baggrund. Om mennesker er homo- eller heteroseksuelle, kvinder eller mænd er en privatsag, ligesom religion og rygning. Som borgere bør vi mødes med den skal, det er at være borgere med gensidige rettigheder og pligter. Hvad hver enkelt vil krænge ud offentligt, må man selv om.

Nutidens sociale medier lægger op til det, men kan også være en advarsel om ikke at åbenbare alt for meget af sit inderste.

God borgerlig moral bygger på den opfattelse, at vi bør omgås hinanden som individer og med gensidig respekt og høflighed. Og mænd må gerne være lidt galante overfor kvinder, uden at det bliver intimiderende identitetspolitik. Men hvad der gemmer sig bag den borgerlige fremtoning, skal vi ikke nyfigent bekymre os så meget om.

Vær “Mild og underholdende, artig og forekommende i alt hvad der ikke medfører Udgifter” som August Bournonville skrev i sin bog ”Raad og Leveregler fra En ældre til en Yngre Ven”. Bournonville pålagde også sin unge ven, der skulle på dannelsesrejse, aldrig at tale om religion og politik og i øvrigt være varsom med at fortsætte et diligencebekendtskab.  Det var før facebooks entre, men mekanismerne har været kendt til alle tider. Vær varsom med identiteterne!

Friheden i USA og dens forringelse

af Henrik Gade Jensen, mag.art. (27.5.99)

Hvis man slår op i Salmonsens store leksikon fra 1920erne og vil finde artiklen om USA, søger man forgæves under U. USA skal man finde under betegnelsen Nordamerikanske Fristater. For tidligere opfattedes USA ikke så meget som en enhed, unionen, men mere som et forbund af frie stater. I dag ville ingen forstå, hvad jeg mente, hvis jeg refererede til Fristaterne. For i dag er USA en stærk politisk enhed forankret og personificeret i præsidentembedet og Det Hvide Hus. Unionen har sejret. Da Henrik Cavling omkring århundredskiftet berejste USA, bestod USA også mere af en række forskellige stater med hver sin tradition og styreform. »Amerika er ikke Unionen. Amerika er de 44 Stater. Amerika kan meget godt tænkes uden Unionen. Staterne er fremvoksede uden den, om end tildels i Ly af den, og de vilde også uden Unionen kunne leve deres eget Liv«.

I dag er magten i vid udstrækning koncentreret i Washington: hos præsidenten, Kongressen og i især højesteret. Den føderalisme, hvor magten oprindelig deltes mellem den centrale forbundsmagt og de enkelte stater, virker i dag farceagtig, fordi den centrale magt har blandet sig så detaljeret i de enkelte staters anliggender. De nordamerikanske fristater (en flertalsbetegnelse) er i dag blevet til unionen af amerikanske stater (en entalsbetegnelse). Hvordan det kom dertil, er en lang og broget historie – en historie som Europa i dag kan lære af. For Europa står foran et unionsprojekt, hvor målet er integration, men ingen ved, hvor det slutter.

»Mit overordnede mål i denne kamp er at redde unionen, og er hverken at redde eller knuse slaveriet. Hvis jeg kunne redde unionen uden at befri en eneste slave, ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde unionen ved at befri nogle og lade andre forblive slaver, ville jeg gøre det. Hvad jeg gør angående slaveriet og den farvede race, gør jeg, fordi jeg tror det kan hjælpe til at redde unionen«. Sådan sagde USAs præsident Abraham Lincoln under den amerikanske borgerkrig i 1860erne. Den fattige dreng fra Illinois, der kæmpede sig op til at blive sagfører og senere USAs præsident, har eftertiden krediteret med den moralsk fortræffelige mission at afskaffe slaveriet. Men formålet var mere speget. Det gjaldt lige så meget om at holde unionen sammen – for unionens egen skyld. For Abraham Lincoln var slaveriets afskaffelse ikke kun et idealistisk formål, men også et redskab og et middel i en politisk magtkamp, som havde et langt videre og mindre heroisk formål, nemlig kampen for unionen. Hvis man spurgte en avislæsende amerikaner i begyndelsen af borgerkrigen, hvad konflikten drejede sig om, ville han svare løsrivelse ( secession ). Den amerikanske borgerkrig var kampen mellem nogle sydstater, som ville trække sig ud af det politiske fællesskab og skabe en løsere sammenslutning (konføderationen), og nordstaterne, der ville gennemtvinge en føderal union. At det alene skulle angå slaveriets afskaffelse, er et efterrationaliseret motiv.

Men slaveriets ophævelse blev en integrationsfaktor, som for bestandigt aflegitimerede ikke blot sydstaternes løsrivelse, men ethvert fremtidigt løsrivelsesforsøg i USA. Borgerkrigen gjaldt unionen og ikke slaveriet, men slaveriets afskaffelse kom til at virke som den gode sag, der moralsk begrundede krigsindsatsen og som op til vor tid kom til at virke som en uafkastelig moralsk belastning for sydstatskulturen. I dag er det umuligt at gå ind for at løsrive sig fra Amerikas Forenede Stater. Der er intet Quebec i USA.

Den amerikanske unionserfaring er interessant at se med europæiske briller. Det begyndte i 1776 med 13 staters løsrivelse fra fællesskabet med Storbritannien. Uafhængighedserklæringen, det smukkeste og mest forbilledlige politiske aktstykke i historien, markerede bruddet med London. De oftest citerede linier fra Uafhængighedserklæringen er ordene om, at livets umistelige rettigheder er liv, frihed og stræben efter lykke, men de skrives ind i en sammenhæng, hvor de separatistiske amerikanere ønsker at begrunde det drastiske skridt at bryde båndene med moderlandet, som de fleste var udvandret fra. Efter løsrivelsen og den efterfølgende krig mod englænderne for at fastholde uafhængigheden skulle den nye politiske orden konstitueres. I den varme sommer i 1787 mødtes de amerikanske grundlovsfædre, founding fathers, i Philadelphia, og enedes om en forfatning.

De amerikanske founding fathers hører til de klogeste politikere, der nogensinde har været samlet. De var alle realister, kendte menneskenes børn og gjorde sig ingen illusioner om værdien af gode hensigter eller store projekter. Fælles for dem alle var forestillingen fra Uafhængighedserklæringen om, at staten kun er til for at beskytte borgerne, og at den evige trussel mod borgerne udgår fra den politiske magt. Det drejede sig derfor mere end noget andet om at lænke og tæmme den centralmagt, man var i færd med at legalisere. Grundlovsfædrenes uenigheder og den efterfølgende offentlige debat mellem føderalister, der gik ind for en relativ stærk centralmagt, og anti- føderalister, der ønskede at fastholde unionen som en union af suveræne, frie stater, er højdepunktet af politisk debat i den vestlige verdens politiske historie. De førende grundlovsfædre var føderalister , det vil sige de gik ind for en relativ stærk centralmagt, men de måtte gå frem med varsomhed, fordi befolkningen i fristaterne var meget skeptiske over for en egentlig statsdannelse. Det var snærende statslig regulering, der var årsagen til løsrivelsen, hvorfor det virkede omsonst at give muligheder for en ny centralmagt. »I Amerika 1787 måtte kravet om indretningen af en central politisk handlekraft formuleres forsigtigt af den styrende nationale elite, om muligt i revolutionære begreber.

Indskrænkninger i den lokale magt måtte sælges som forstærkninger af den. Udvidelsen af centralmagtens jurisdiktion måtte fremstilles som en forudsætning for individernes uafhængighed. En handlekraftig præsident måtte beskrives som alternativet til anarki, krig og monarki«, skriver den svenske journalist Göran Rosenberg (Friare kan ingen vara. Den amerikanska idén från Revolutionen till Reagan, s. 128)

Forfatningen endte med en føderal struktur, hvor suveræniteten blev delt mellem forbundsmagten og staterne. Selv de ivrigste føderalister formente, at der kun var givet legitimitet til en begrænset centralmagt, om end stærk med forankring i præsidentembedet. James Madison mente dengang, at »antallet af mennesker ansat under forfatningen i USA vil blive langt mindre end det antal, der er ansat i de enkelte stater«. I dag er der flere ansat under forbundsregeringen end i alle de enkelte stater tilsammen, så det lykkedes ikke at inddæmme forbundsmagtens ekspansion. Selv for historiens mest magtkritiske statsmænd lykkedes det ikke at holde Leviathan i ave.

Da konstitutionen skulle ratificeres i de enkelte stater, skete det med de tyndeste marginer og under forudsætninger, som historien aldrig indfriede. Staten New York ratificerede med 30 stemmer for og 27 imod, men kun under den forudsætning at accepten kunne tilbagekaldes.

Virginia forbeholdt sig ret til at ophæve sin ratifikation, hvis dens rettigheder nogensinde skulle krænkes. Alle staterne tog det som en selvindlysende forudsætning, at de kunne løsrive sig igen, hvis de ville. »Hvis spørgsmålet om løsrivelse (secession) overhovedet var blevet stillet i de oprindelige debatter om unionens dannelse, ville alle staternes repræsentanter have ignoreret det, fordi svaret for dem var selvindlysende«, som økonomen James Buchanan har sagt.

Spørgsmålet om retten til at tilbagekalde sin indtræden i unionen blev aktuelt med borgerkrigen. Frem til borgerkrigen var det en almindelig opfattelse i USA, at unionen var en sammenslutning af suveræne stater, hvorfor den enkelte stat kunne træde ud efter ønske. Selv i Federalist Papers, føderalisternes pamfletter, tales der om staterne som suveræne og uafhængige. James Madison skrev, at »den foreslåede statsform ikke kan kaldes national, fordi dens jurisdiktion kun udstrækker sig til bestemte opregnede områder, og overlader til de enkelte stater en resterende og ukrænkelig suverænitet over alle andre områder«. Da sydstaterne i 1861 løsrev sig fra unionen og dannede en konføderation, så de det selv som blot en tilbagekaldelse af ratifikationen 70 år tidligere. I South Carolina skete det med 120 stemmer mod 0. Men handlingen udløste en blodrig borgerkrig, som senere resulterede i en cementering af unionen, hvor efter løsrivelse var en utænkelig handling. I medierne i dag forbindes opposition mod forbundsmagten med den yderste ekstremisme.

Tankevækkende om det udvikler sig lige sådan i Europa. Hvad var det, der gjorde ideen om union så hellig? Den amerikanske historiker Richard Weaver skriver, hvordan unionen kunne blive den store sag for Lincoln, så han villigt ville opretholde slaveriet for unionens skyld: »I sin essens er union et redskab for magt. Denne kendsgerning kan aflæses i det kendte mundheld ‘sammen er vi stærke’. Men hvorfor ønsker man denne styrke? Medmindre det har et klart forstået formål, er denne blotte opretholdelse af union et middel uden et formål. Og da et af de væsentligste formål for de idealistiske grundlæggere af nationen var at checke væksten af den centraliserede, autonome magt, må man med de ting der er blevet gjort i unionens navn sige, at den mere er kær til fjenderne end vennerne af det amerikanske eksperiment med frie styreformer. H.L. Mencken sagde engang, at der selvfølgelig er fordele ved en union, men at de som regel går til de forkerte mennesker. Nemlig til de mennesker, hvis virkelige interesse er magt og brug af magt over andre mennesker. En union, der forener magt og underordner dets dele under sig, virker som et instrument og en uimodståelig fristelse for enhver magthungrende generation.

Unionens magt bruges i begyndelsen i frihedens navn, men lige så snart den er gjort monopolistisk og uangribelig, vil den – hvis historien lærer os noget overhovedet – bruges for andre formål«. Borgerkrigen resulterede i nordstaternes sejr og sydens kolonisering fra nord. Siden da har løsrivelse været tabu i amerikansk politik. Unionen tømredes sammen, som Lincoln ønskede det. Slaveriets rolle var instrumentel for højere formål. De ideale motiver glaserede blot unionens selvhævdelse. Borgerkrigen var det vigtigste skridt på vejen mod en stadig snævrere sammenslutning af de amerikanske stater. Men integrationen fortsatte i USAs historie, fordi magten aldrig mættes, og centralmagten derfor aldrig ophører i forsøget på at underlægge sig de underordnede autoriteters suverænitet. Franklin D. Roosevelts New Deal-politik og Anden Verdenskrig svejsede USA så fast sammen, så det derefter bliver nostalgi at tale om en føderal struktur i USA, hvor magten deles mellem lavere og højere niveauer. Der er kun én magt: Washington D.C. De store reformer i 60erne, borgerrettighedslovgivningen, kunne også kun gennemføres føderalt, det vil sige, ved at forbundsregeringen tvang dem igennem over for de formastelige enkeltstater. Forbundshæren blev sat ind for at tvinge integration af sorte og hvide børn i skolerne. En i sig selv god sag, men hvis konsekvens betød centralisering af magten og underminering af enkeltstaternes kompetence.

Således følger USA det, der i faglitteraturen kaldes Popitz’ lov, nemlig at føderale stater aldrig er stabile over tid, men altid vil centralisere magten. Årsagen til dette skyldtes ifølge Popitz, at centralmagten altid kan finde begrundelser for at overføre en politik fra decentral til central kompetence. Typisk vil behovet for omfordeling af ressourcerne være stærkt motiverende for centralisering. Det er en alt for fortrængt sandhed, at lighed kun kan realiseres gennem central styring. Sammenlignet med USAs suverænitetsdeling mellem statsniveau og centralt niveau virker EUs subsidiaritetsprincip som den tyndeste sikring mod centralisering (eller integration, som det hedder på europæisk). Popitz’ lov bekræftes i alle forbundslande i dag med undtagelse af Canada, hvor forbundsregeringernes budgetter i procent af det samlede BNP har været støt stigende. USA har 200 års erfaringer med en føderation og forsøget på at dele magten mellem statslige niveauer og centralmagtsniveau. Unionen lykkedes, men den føderale magt blev langt stærkere og mere omfattende, end nogen af forfatningsfædrene havde forestillet sig. Europa kan lære meget af de amerikanske erfaringer, når EU i dag forsøger at samle og dele suverænitet. Hvis vi da vil lære af andre.

Rushdies forløbere

af Henrik Gade Jensen, mag.art. (15.11.96)

DEN store forargelse i offentligheden over regeringens afvisning af
Salman Rushdies besøg viser tilsyneladende en større respekt for den
enkeltes principielle ytringsfrihed end nogensinde før. Det er positivt, men før vi
taber vejret af forargelse, er det interessant at sammenligne Rushdie-sagen
med lignende tilfælde tidligere, hvor der ikke altid har været samme respekt
for kætterske holdninger. I hvert fald ikke fra den fløj af det politiske
liv, som opfattede sig som progressiv og venstreorienteret.

Da den russiske forfatter Alexander Solsjenitsyn i 1970’erne havde
problemer med ytringsfrihed og forfølgelse i Sovjetunionen, var den danske venstrefløj kun foragtende over for hans sag. »Naturligvis kan vi som
socialister ikke begrunde vores stillingtagen ud fra gængse borgerlige
forestillinger om at forfattere, det er nogle særligt vigtige væsener, hvis
ytringsfrihed skal beskyttes i ganske særlig grad«, skrev Politisk Revy i
1974 (15.2.) som reaktion på Solsjenitsyns konflikt med det totalitære
regime. Og redaktionen på Politisk Revy struttede af forargelse over, at
dansk forfatterforening vil »slå vagt om« Solsjenitsyn, når den samtidig
ikke vil kritisere »den psykiske tortur af skribenten Ulrike Meinhof i vesttyske fængsler«.

Den ansvarshavende redaktør af Politisk Revy var den nuværende
socialminister Karen Jespersen. Hun har nu, som medlem af regeringen, et
forklaringsproblem over for befolkningen og Rushdie, da hun mig bekendt
aldrig har taget afstand fra sine holdninger fra dengang, hun var
revolutionær.

Denne jævnføring af en gemen terrorist, som venstrefløjens hoforgan
opfattede som »skribent«, med en forfatter og nobelpristager, der måtte
tilbringe årevis i fangelejr på fiktive anklager, var typisk for
venstrefløjen i 70’erne. Det var nok mere på grund af Ulrike Meinhofs
håndtering af maskinpistolen end af pennen, at hun måtte tage til takke med
en fængselscelle. Tænk hvis nogen havde skrevet det samme om Rushdie i dag,
nemlig at hans ytringsfrihed bare er en »borgerlig forestilling«, som ikke
fortjener særlig beskyttelse? Men det var helt almindeligt på venstrefløjen
at mene dengang.

Forfatteren Lars Bonnevie fremførte i 1974 som kommunistisk apparachik sin fordømmelse af Solsjenitsyn. »Floskler om forfattersolidaritet på kryds og tværs rager mig en pind«, skrev Bonnevie, og karakteriserede i øvrigt Solsjenitsyn som tilhørende »de fossile og tilbagestående elementer, der altid vil være i et overgangssamfund« (Information 5.2.74). For Lars Bonnevie er en forfatters ytrings-frihed helt afhængig af hans placering i forhold til partilinien. Venstrefløjen opererede i 70′erne lysår væk fra en principiel ret til at tænke og skrive, som man måtte lyste. Klassekampen var Jihad, som skilte de tilbagestående fra de progressive. Samvittighedsfrihed var en borgerlig fordom. Lidt længere tilbage i tiden blev forfatteren Arthur Koestler udsat for en forfølgelse, der ligner Salman Rushdies i dag.

Da Koestlers bog Mørke midt på dagen, som indeholdt en voldsom kritik af Stalins
udrensninger i 30’erne, udkom i Frankrig i 1946, forsøgte den franske venstrefløj at få bragt forfatteren til tavshed. Forlæggeren blev sat under pres af det kommunistiske parti, som dengang var det største parti i Frankrig, så oversætteren kun turde optræde pseudonymt og opgav selv det i senere udgaver.

En kommunistisk avis offentliggjorde tegninger af Koestlers privatbolig og påstod han var leder af en fascistisk milits. Det kommunistiske partis magt i efterkrigstidens Frankrig var kolossal: »De sad i regeringen, havde direkte kontrol over fagforeningerne, og kunne indirekte gennem afpresning og intimidering i stor udstrækning tvinge deres vilje igennem over for retssystemet, forlæggere og udgivere, filmindustrien og de litterære kliker«, skriver Koestler selv. Da det ikke lykkedes kommunistpartiet at afpresse forlæggeren til Koestlers bog, opkøbte det hele partier af bogen fra boghandlerne og destruerede dem.

Det kommunistiske parti havde også sine intellektuelle støtter, som
beredvilligt forsøgte at chikanere Koestler. »Måske lever vi i en situation,
hvor uretfærdigheden mod én person ikke længere synes relevant«, sagde Jean-
Paul Sartre mellem sine bevidste fortielser af det kommunistiske holocaust.
Det var måske Sartre, som statsministeren og hans embedsmænd havde i
hovederne, da de afslog Rushdies besøg. Og filosoffen Merleau-Ponty skrev
direkte mod Koestler i bogen Humanisme og terror, hvor han skelner mellem
kommunistisk og fascistisk terror. Den første havde et humanistisk
perspektiv og var derfor historisk berettiget, mente Merleau-Ponty. Koestler blev i
Merleau-Pontys øjne småborgerlig og sentimental ved ensidigt at fokusere på
kommunisternes terror. Når man betænker, at Sovjets gulag i lidelser intet
lader nazismens holocaust (noget) efter, bliver Merleau-Pontys synspunkter
stående som en uhyggelig intellektuel glasering af de værste folkemord i
dette århundrede. De var terror brugt i humanistisk perspektiv.
Det er glædeligt, at en forfatters ubetingede ret til at skrive i dag
tilsyneladende respekteres, for set i et historisk perspektiv er det snarere
en undtagelse.

Seidenfaden misbruger Popper

af Henrik Gade Jensen, mag.art. (02.10.94)

Tøger Seidenfaden forsøger i sin nekrolog over Karl Popper at gøre ham
fortidig og ufarlig (25.9.94). Poppers budskab var vigtigt engang, men i
dag efter Murens fald og Det Nye Europa har det ingen relevans. ‘Her
efter 1989 og måske især efter universitetsmarxismens bortvisnen i det
meste af Vesteuropa . kan det være svært at formidle, hvor vigtig Popper
var for mange af os i 1970’erne’, skriver Seidenfaden, som hævder, at
hans politiske teser har sejret definitivt.

Det mente Popper ikke selv. ‘Så sent som i fjor kunne man i et interview
i BBC radio høre, at han ikke helt delte vestens lederes eufori over, at
det ‘åbne samfund’ med Murens fald så ud til at have sejret. Dets fjender,
mente han, er ikke blevet færre’, skrev Thomas Bredsdorff i sin nekrolog
i Politiken 18.9. Og når Popper taler om det åbne samfunds nye fjender,
sætter han gerne navn på. Maastricht-traktaten kaldte han ‘et
forfærdeligt dokument’, som kunne resultere i det samme som andre
unionseksperimenter. ‘En dag vil der uden tvivl komme en eksplosion over
det føderale Europa,’ mente Popper ( The Times, 26.1.93). I et interview i Dagens
Nyheter (28.2.93) gentog han sin kritik af EU-konstruktionen: ‘Jeg er negativt
indstillet til store stater. Vi har ikke meget at tjene på en europæisk
superstat.’

Poppers hovedtese i Historicismens Elendighed er, at der ikke findes
nogen historisk nødvendighed. Og dette rettedes mod især marxismen, der
mente, at historien havde retning og var determineret. Udviklingen forløb
efter et bestemt mønster. Efter Murens fald er det ikke kommunismen, der
forkynder historicisme og tro historiens nødvendighed, men EU. Maastricht-
traktaten bygger på troen på en historisk udvikling, når der tales om
ønsket om at ‘videreføre processen hen imod en stadig snævrere
sammenslutning mellem de europæiske folk’. Maastricht-traktaten bygger på
den historicisme, som Popper anså det som sin opgave at gøre op med i
Historicismens Elendighed. EU er et vaskeægte eksempel på det Popper
kalder ‘utopisk social engineering’.

Tøger Seidenfaden har intet forstået af Poppers kritik af det åbne
samfunds fjender. I sin begejstring for et føderalt Europa skrev
Seidenfaden i Føderalistklubbens manifest: ‘Den 2. juni blev katalysator
for en europæisk krise, der peger hen mod føderalismens nødvendighed’ (i
bogen Tag Europa Alvorligt, 1993). Føderalismens nødvendighed,
som Seidenfaden skriver om, er den direkte negation af Poppers synspunkt.

For Popper findes der ingen historisk nødvendighed. Og forsøget på at
indbilde folk en bestemt historisk nødvendighed er kriteriet på totalitær
tankegang. Føderalismen og EU er lige så lidt nødvendig som kommunismen
eller nazismen.

Seidenfaden burde rydde op i eget pultekammer, tage sin EU-begejstring op
til grundig revision, eller så undlade at tage Popper til indtægt for
egne synspunkter. Den føderalisme, som Seidenfaden tror er historisk
nødvendig, mente Popper kunne resultere i en eksplosion i Europa.

Før Hitler brød med Stalin

af Henrik Gade Jensen, mag.art. (19.05.95)

Svært at få plads til moralsk forargelse over kommunisternes skæbne.  Når
halvtredsåret for befrielsen nu fejres, er der et forhold ved
besættelsestidens historie, som fortjener større opmærksomhed end hidtil.
Kendt og agtet er kommunisternes indsats under besættelsen, hvor mange af
frihedskæmperne rekrutteredes fra DKPs rækker. Så vidt, så godt. Kendt og
diskuteret er også grundlovsbruddet i 1941, hvor kommunis terne blev
interneret i Horserød, og næppe nogen forsvarer vel denne handling i dag.

Mindre kendt, men ikke mindre skændig, er de danske kommunisters holdning i
begyndelsen af krigen. Op til 1939 bekæmpede kommunisterne nazismen og var
forrest i den såkaldt ‘antifascistiske’ kamp. Men alt dette ændredes med et
pennestrøg den 22. august 1939, da Hitler og Stalin indgik en
ikkeangrebspagt. Fra da af var kommunister og nazister allierede. Hvem der
var ven og fjende, ændredes over natten. Hvis man var god kommunist, havde
man at rette sig efter partilinien og blindt acceptere de nye tilstande.

Herhjemme fulgte DKP partilinien fra Moskva og som gode kommunister
indstillede DKP og dets avis Arbejderbladet (Land og Folks forløber), da
også al kritik af Nazityskland og rettede i stedet skytset mod Vestmagterne.

Før 23. august 1939 var det nazistiske Tyskland ondskaben selv for de
danske kommunister, men med en politisk beslutning blev de moralske poler
vendt om, og Nazityskland var pludselig allieret. Som renlivede kommunister,
der havde deponeret deres dømmekraft hos Komintern, fuglte de danske DKPere
parolen og gjorde Frankrig og Tyskland til ansvarlige for verdenskrigens
udbrud. ‘Ikke-angrebspagten er et slag mod de fascistiske
krigsbrandstiftere’, lød den seks-spaltede overskrift i Arbejderbladet,
hvor ‘fascisterne’ pludselig var England og Frankrig, som det fredsvenlige
Sovjet i alliance med Tyskland forsøgte at afhodle fra krig og aggression.
Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt indeholdt som bekendt en hemmelig
tillægsprotokol om Polens deling. Da Sovjet i forståelse med Tyskland i
september 1939 rykkede ind i Polen, skrev Arbejderbladet i sin seks-spaltede
overskrift: ‘Sovjetunionen vil sikre freden for det polske folk’. Det er i
dag kendt for alle, hvad den ‘fred’ betød med massedeportationer og
massakrer.

Det er også interessant, at kommunisterne på ingen måde blev forfulgt efter
besættelsen den 9. april. De var jo også allierede med de tyske
besættelsestropper. Arbejderbladet fortsatte med at udkomme og nåede i 1940
sit højeste abonnementstal.

Først da Hitler brød det højtbesungne fællesskab med Stalin i 1941, begyndte
forfølgelsen af kommunisterne. Og så fik vi i Danmark grundlovsbruddet med
den meget omdiskuterede internering af de danske kommunister.

Der er ingen grund til at forarges over fængslingen af kommunisterne, fordi
kommunisterne på det skændigste selv havde spoleret enhver anstændighed ved
at følge trop, da Stalin skiftede linie i 1939.

Samarbejdspolitikerne kunne blot have ladet tyskerne gøre arbejdet, og
dermed sparet os for grundlovsbruddet og eftertidens voldsomme indignation.
Moralsk forargelse over kommunisternes skæbne er det svært at få plads til,
når man ved, hvor kynisk de handlede, når først Moskva gav ordre til det.

Aksel Larsen, Børge Houmann, Ib Nørlund og Mogens Fog (som der nu skal
opkaldes en plads efter i København) rettede sig alle ind efter partilinien
som tinsoldater. Den totale politiske følgagtighed over for Stalins
terrorregime er lige så slem som nazisternes opslutning til Hitler.

Det er uhyggeligt, at kommunisternes svig ved accepten af
Stalin-Hitler-pagten næsten ikke har fundet vej til dansk historieskrivning
og offentlig debat. Typisk begynder man med kommunistinterneringen, og
forbigår fuldstændig tiden forud for denne.

Kommunisternes følgagtighed kender vi fra George Orwells ‘1984’, da det var
den politiske elites evne til at skifte ven og fjende ud fra dag til dag,
ja nogle gange midt i en tale, der inspirerede Orwell til fremstillingen af
den totalitære mentalitet i ‘1984’. Selv efter krigen var det ifølge Orwell
forbudt at nævne kommunisternes forræderi: ‘At tale favorabelt om USA, at
erindre om at amerikanerne hjalp os i 1940, mens russerne forsynede tyskerne
med olie og gav deres kommunistpartier ordre til at sabotere krigsindsatsen
er at blive brændemærket som en ‘reaktionær’, skrev Orwell i 1948. Og om
kommunisternes holdningsskift skrev han: ‘I årene op til september 1939
skulle han konstant være helt ude af den på grund af ‘nazismens rædsler’,
og skulle forvandle alt, hvad han skrev, til en fordømmelse af Hitler.

Efter september 1939 skulle han i 20 måneder tro, at Tyskland var mere
offer end aggressor, og ordet ‘nazi’ skulle i hvert fald på tryk helt
forsvinde ud af hans ordforråd.

Straks efter at have hørt otte-nyhederne om morgenen den 22. juni 1941
skulle han igen til at tro på, at nazismen var det frygteligste onde, som
verden nogen sinde havde set’.

Mange unge BOPA-partisaner har uden al tvivl gjort sig fortjent til hæder,
fordi de instinktivt handlede patriotisk i en svær situation, hvor landets
elite fuldstændig svigtede. Men det organiserede danske kommunistpartis
holdning var forræderisk med accepten af Stalin-Hitler-pagten og den dermed
forbundne alliance med nazismen. Det skal ikke forties i helhedsbilledet af
besættelsen.