Category Archives: Historie

Analyse af Anders Breivik

af Ryan Smith

Hvorvidt Sigmund Freud kunne have pillet hadet ud af Adolf Hitler i årene op til Første Verdenskrig, hvor de begge befandt sig i Wien, er et spørgsmål, som psykologihistorikere ynder at stille. Nogen entydige svar er der dog ikke: Den unge Hitler var tydeligvis forstyrret, men at han skulle have været decideret skør under sine år i Wien, er der intet, der tyder på. Hitler knækkede først senere. Om det var granatchokkene og sennepsgassen fra Første Verdenskrig, fængselsopholdet i 1923, eller noget helt tredje, der til sidst gjorde Hitler psykotisk, ved ingen. Hvad vi dog ved, er, at Hitler, som så mange andre af historiens store skikkelser, befandt sig et sted i grænselandet mellem skør og normal.

Fagpsykologien befinder sig i disse år ved en mærkelig krydsvej: De første psykoanalytikere (1890-1960) arbejdede næsten alle i et fuldstændig spekulativt og æterisk abstrakt teoriunivers, der hverken kunne gentages, efterprøves eller modbevises. Deres arbejde levede med andre ord ikke op til nutidens kriterier for videnskab, og ifølge visse studier, så evnede de heller ikke at helbrede deres patienter. Hvorvidt den form for psykoterapi, som Freud foreslog, stadig kan tages alvorligt i dag, er således et godt spørgsmål. Men de terapeutiske skoler, som Freud var med til at grundlægge, opfattes stadig af mange som dem, der har de dybeste teoretiske forklaringer på avancerede psykologiske problemstillinger.

Wienerklassikkens genkomst
Så givet at psykoanalysen er spekulativ, hvad ville den så sige om Anders Breivik?

Debatten raser om, hvorvidt Breivik er skør eller normal. Den mest gangbare tolkning er dog, at Breivik befinder sig et sted i grænselandet mellem skør og normal – ganske som den unge Hitler.

Breivik ikke psykopat
Af de 15 patologiske typer, der gennemgås i Millons bog, virker det umiddelbart fristende at tildele Breivik rollen som psykopat, sådan som det norske politi har gjort. Og Breivik deler da også psykopatens egocentricitet og fornemmelse af, at samfundets regler kan brydes efter behov. Men Breivik er netop ikke en antisocial sociopat som Bobby Fischer, Saddam Hussein eller Peter Lundin.

Hvor psykopatens egoisme ifølge psykoanalysen er knyttet til omsorgssvigt fra forældre og andre autoriteter, der således har gjort det umuligt for psykopaten at sætte sin lid til andre, er Breiviks egoisme et forsvar: Den er et forsøg på at lukke kritisk feedback fra omgivelserne ude for således at undgå at føle sig inferiør i forhold til andre. Og hvor psykopatens regelbrud retfærdiggøres med, at vi lever i en blodbesmurt, machiavelliansk arena, hvor alle bliver nødt til at træde på hinanden for at komme til tops, så skyldes Breiviks dobbeltmoral snarere, at han opfatter sig selv som så unik, at reglerne simpelthen ikke gælder for ham. Anders Behring Breivik er ikke psykopat, men narcissist.

Narcissismens støbeform
Ifølge psykoanalysen opstår den patologiske narcissisme, når barnets forældre forsømmer at værdsætte barnet for dets faktiske adfærd og i stedet lader værdsættelsen af barnet fungere som et redskab for deres eget selvværd. For at udvikle et realistisk selvbillede er det nødvendigt for barnet, at forældrene giver tilbagemeldinger og udmåler straf og belønning baseret på barnets faktiske gøren og laden, frem for hvad forældrene selv ønsker sig. Uden realistiske tilbagemeldinger at spejle sig i vil barnet ikke få mulighed for at danne sig en sammenhængende fornemmelse af, hvem det egentlig er. Derfor vil den voksne narcissist kun have et meget svagt og underudviklet selvbillede, og som kompensation vil narcissisten så stræbe efter andres anerkendelse uden skelen til egne værdier og følelser.

Det er vigtigt, at vi konstant holder os for øje, at ansvaret for Breiviks forbrydelser udelukkende er Breiviks eget. Men ser vi nærmere på den familieinformation, der er kommet ud i pressen, så har begge forældre øjensynligt set stort på, hvad der var bedst for deres søn: Breiviks far har angiveligt først kæmpet indædt for at opnå forældremyndigheden over ham, for så pludselig at opgive sine bestræbelser og til sidst slå hånden fuldstændig af sin søn. ”Jeg kan ikke tænke på nogen værre skæbne for et drengebarn end det at blive forladt af sin far,” skrev Freud. Men WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev også forladt af sin far, og selvom man kan argumentere for, at Assange lider af en paranoid forstyrrelse, så er Assange i det mindste ikke narcissist. Der må mere til at skabe en psyke som Breiviks: Hans mor skulle angiveligt have forkælet og serviceret ham, indtil han blev vel over de 30, samt have været utrolig beundrende og stolt af ham. Hvilke ødipale følelser, moderen har næret for sin søn, kan vi kun gisne om, men sikkert er det dog, at begge forældre har brugt Breivik som et instrument i deres egen selvrealisering, og at ingen af dem har evnet at interessere sig for den ægte Breivik.

Uniform og falske medaljer
En narcissist som Breivik lever således midt mellem to selvbilleder: Et lille, underudviklet selv, som han skammer sig over, og et oppustet og grandiost selv, som han har udviklet som kompensation. Vi har alle disse ekstremer i os, men det særlige ved narcissisten er, at de to poler stort set er uintegrerede hos ham: Der er intet mellemled, og hvis narcissisten ikke kan opfatte sig selv som det ene (perfekt), så følger det af hans spaltning, at han bliver nødt til at opfatte sig selv som det andet (værdiløs).

Det er denne sort/hvid-tænkning, der giver anledning til, at narcissisten vil gøre hvad som helst for at realisere det grandiose selvbillede; også selvom det måtte forbryde sig mod narcissistens egne følelser og værdier. Det grandiose selv er ikke en forlængelse af narcissistens egentlige jeg, men et idealiseret selvbillede, som vedkommende har skabt på baggrund af, hvad vedkommende tror, vil høste beundring fra andre.

Og dermed kan vi forklare, hvorfor Breivik bekendte sig til en hjemmeblandet ideologicollage af frimureri, hindunationalisme, katolsk liturgi, asatro, og tempelriddermystik, samt hans udtrykte ønske om at møde op for retten iført uniform og falske ordensmærker: Alle disse tiltag kan nemlig ses som det lille selvs forsøg på at iklæde sig myndiggørende og respektindgydende tilhørsforhold, som skal få omverdenen til at bekræfte Breivik i sin grandiositet (i øvrigt et mønster, der går igen i Breiviks klichefyldte læseliste).

Her kommer kontrasten til psykopaten igen i søgelyset: Hvor psykopaten ved præcis, hvor hans sym- og antipatier ligger, så famler narcissisten rundt i en forvirret og selv-fremmedgjort jagt på status. Hvor psykopaten har et grandiost selvbillede og er særdeles aktiv i forhold til at definere og manipulere sine omgivelser (som Bobby Fischer, der i 1972 klagede over både lyssætningen, skakbrættet, og det bord som brættet stod på), så har narcissisten ligeledes et grandiost selvbillede, men er derimod udpræget passiv i forholdet til sit nærmiljø og lader typisk sit grandiose selvbillede definere af andres forventninger.

Påvirket af debatten
Og således presser den ubehagelige erkendelse sig på, at tonen i den politiske debat faktisk har haft en effekt på Anders Breiviks beslutning om at udføre sit terrorangreb: Idet vi stadig holder fast i, at skylden alene er Breiviks, kan vi nu sige, at Breivik næppe udførte sit angreb, fordi han havde autentiske følelser og tanker om, at det ville bringe ham tættere på noget politisk mål. Breivik gjorde det, fordi han korrekt havde identificeret, at der ville findes et publikum, som ville hædre ham for hans udåd og derved bekræfte det grandiose og oppustede selvbillede, der synes tiltagende ude af trit med virkeligheden efterhånden, som han tog hul på sine 30’ere.

Analysen af Breivik lader os således tilbage med billedet af en uhyre skrøbelig mand. En mand, som var så bange for at få sit selvbillede krænket, at han nærmest advarede politiet mod at behandle ham som en gemen morder, idet han i sit opkald til politiet sagde: “Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.”

Felttog for berømmelse
Med sin ”operation” ville Breivik næppe opnå andet end berømmelse og beundring. Tragisk som det er, er det således det sandsynligvis er sandt, når han siger, at havde stoppet sin massakre på Utøya langt tidligere, hvis ellers han var kommet igennem til politiet. I fraværet af psykopatiske træk har Breivik ikke nydt at slå ihjel, hvilket også bekræftes af, at han skånede et offer, som fik lejlighed til at vise sine følelser, ligesom han havde taget musik i ørene for at overdøve ofrenes skrig.

PS: På trods af, at Breivik nok har været påvirket af debatten, går jeg personligt IKKE ind for et forbud mod hadefuld og anonym debat på nettet, sådan som socialdemokraterne har foreslået. Hvis forstyrrede mennesker som Breivik lader sig anspore af inflammatorisk retorik fra marginaliserede samfundsgrupper, så lad os besvare angrebet på demokratiet med mere demokrati: Lad os give alle demokratiske og ikke-voldelige elementer af den radikale islamkritik mulighed for, at deltage i demokratiet, uden at hetze dem for deres standpunker. Argumenter skal mødes med argumenter, ikke med marginalisering af fredelige og demokratisk sindede samfundsgrupper.

Og til de medicinsk interesserede, så var Fischer sandsynligvis sandsynligvis co-morbid anti-social med late-onset schizophrenia.

Anmeldelse: Oplysningens blinde vinkler

af Robin Engelhardt

Vi er alle sammen blevet utrolig meget rigere. Internettet har givet os adgang til uendeligheder af information, som vi kan bruge, som vi lyster. Desværre indeholder dette informationsparadis en slange, og det er denne slange, bogen ’Oplysningens blinde vinkler’ forsøger at advare os om.

Problemet er egentlig ikke nyt. Vi har alle hørt om ‘hr. Jørgensen’, der pludselig blev stenrig, da han vandt millioner i lotto, og som følge deraf blev mindre og mindre lykkelig, indtil han gik bankerot og begik selvmord. Vi er alle i fare for at blive til små hr. Jørgensen’er i informationstidsalderen, siger forfatterne, fordi informationsrigdommen ligesom penge formår at blænde for vores evne til at tage de rigtige valg for os selv og hinanden.

Men hvad er det så, vores ’nye venner’ på informationsmotorvejen typisk ønsker at få os til at tro? Ja, ifølge Pelle Guldborg Hansen, som er postdoc i menneskelig adfærd ogsociale normer på SDU, og Vincent Hendricks, som er professor i logik ved KU – og kendt fra Meta Science-klummen i denne avis – er der primært fire manipulationsværktøjer, som kan få os ned med nakken, hvis vi ikke passer på.

To grupper af tricks
De fire tricks kan opdeles i to grupper, der hhv. har noget med ubevidst og bevidst manipulation at gøre. Til den første gruppe hører ét: pluralistisk ignorance, og to: informationskaskader, som begge går ud på, at mennesker accepterer en given tilstand som legitim og rigtig, så længe et flertal synes at gøre det samme (du kan forestille dig en gruppe lemminger, som alle styrter i en afgrund, blot fordi den første gjorde det). Denne dynamik kan føre til finansbobler, til at kejsere kan gå ud uden tøj på og til den såkaldte bystander-effekt, som f.eks. opstår, når man observerer en trafikulykke uden at hjælpe ofret, netop fordi der allerede står så mange mennesker (som ikke hjælper).

Folk har ikke nok information eller er usikre på den information, de har, og antager derfor, at flertallet må have ret. Det kan selvfølgelig udnyttes, og det bliver udnyttet i politik såvel som i alle andre forbruger- og holdningsspørgsmål. Uden et par obsternasige afvigere og stædige enspændere ville menneskeheden agere som en flok trækfugle, der følger hinanden til fantasiens fjerneste afkroge uden nødvendigvis at have en leder.

Det tredje og fjerde trick er de såkaldte rammeeffekter, på engelsk kaldet framing, samt overbevisningspolarisering. Rammeeffekter går ud på at præsentere information på en bestemt måde, så du bliver ledet til at mene det, som afsenderen ønsker, du skal mene. Vi kender alle til fænomenet: På en pakke hakket oksekød i supermarkedet står der ikke, at den indeholder 20 pct. fedt. Nej, der står, at kødet er 80 pct. magert, for det øger salget. Overbevisningspolarisering ligner rammeeffekterne i deres forsøg på bevidst at vildlede mennesker, men i stedet for at farve præsentationen af data går polariseringen ud på bare at selektere i informationerne på en sådan måde, at hele befolkningen tænker det samme i ét stort ekkokammer.

Vores egne forsvar
Bogens forfattere kunne godt have brugt lidt mere tid på – sådan helt lavpraktisk – at hjælpe læseren med simple råd til, hvordan man kan undgå at blive fanget i alle disse manipulationer. Vi har vel alle udviklet vores egne forsvar mod at blive taget ved næsen. Mht. lemmingeeffekten er det f.eks. en god idé altid at spørge sig selv, hvad man ville have gjort, hvis man var alene. Hvad angår framing og polarisering, bruger jeg personligt reglen om triangulering. Dvs. TV Avisen er ikke nok. Også Fox News, Democracy Now og Al Jazeera tages med på råd, når jeg skal danne mig en mening om storpolitik, netop fordi de repræsenterer stærkt divergerende synspunkter. Samme princip gælder for videnskabs- og kulturstof: Jo flere perspektiver, des rigere bliver udsynet.

Der er utrolig mange gode og morsomme eksempler i bogen, som gør læsningen vedkommende og elementært oplysende. Hendricks og Guldborg Hansens sammenfattende credo er, at viden = sand information + proces. Informationer i sig selv har meget lidt værdi, hvis ikke de kobles til deres kontekst, deres afsender og bestemmelse. Viden er derfor ikke det samme som information. Viden er noget, man skal forsøge at opnå baseret på kendsgerninger og udvikle via læring, hvilket ikke altid er lige nemt. Og hvis man vil fremme og forfine demokratiet, kræver det, at vi udbygger fælles procedurer og standarder, dvs. institutioner, der støtter op omkring viden.

Selvom bogen er en form for kulturkritik, undgår forfatterne at fremstå som sure lektorer, hvilket er en befrielse. Deres forkærlighed for logiske symboler og formler kan sagtens betragtes som aparte former for illustrationer, uden pointerne går tabt af den grund. Et godt indeks og en litteraturliste gør bogen samlet set til en fin lille grønspættebog om alt, hvad der er vigtigt at vide, når man er på udflugt i informations- og vidensamfundet.

Oplysningens blinde vinkler, af Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks,
238 sider, Samfundslitteratur, 2011. ISBN 978-87-593-1594-1

Kunstige mennesker i et historisk lys

af Robin Engelhardt

Blot et enkelt år efter at Philip Ball udgav sin bog ‘The Music Instinct’, er der kommet en ny bog af den engelske journalist og forfatter, der i mange år har udmærket sig ved at kunne kombinere formidlingen af den nyeste naturvidenskab (i blandt andet fagbladet Nature) med en pragmatisk og midtsøgende humanisme. Philip Ball er ikke fundamentalist, og det er efterhånden en sjældenhed at finde videnskabsskribenter, som ikke blot mestrer ny naturvidenskabelig viden, men også sætter den i en bredere kulturel og filosofisk ramme.

Hans nyeste bog undersøger de mange historier, fortællinger og videnskabelige forsøg med at lave kunstige personer – altså ‘unaturlige’ skabninger, der igennem idéhistorien har antaget mytologiske former som enten græske Prometheus og Daedalus, den middelalderlige homunculus, den jødiske Golem, Frankensteins monster eller de totalitære rugekasser i Aldous Huxleys ‘Fagre nye verden’.

Ball viser, at fornemmelsen af væmmelse og uhygge ved at skabe ‘unaturlige’ mennesker faktisk er et nyt fænomen. Først efter Darwin blev ‘spontan kreation’ uden æg eller sæd anset som umulig. Før oplysningstiden var det alment accepteret, at man kunne skabe liv ud af ikke-liv, f.eks. ved at lade en kompost stå, eller at bruge kadaveret af en okse til at kreere bier. Det eneste tvivlsspørgsmål man havde, var, hvorvidt det kunstigt skabte liv var af lige så høj kvalitet som det naturligt skabte.

I første del af bogen gør Ball sig umage med at vise, hvordan kulturelle og religiøse strømninger har defineret noget som naturligt og noget andet som unaturligt. Alene det faktum, at man fremstiller menneskeskabt liv som ‘unaturligt’ og ikke bare som ‘kunstigt’, peger på, at man tillægger det en vis u-hygge, u-behag, ja alle mulige u-kristelige ting. Præfikset ‘u-‘ er ikke bare en neutral negation, men en moralsk dom, der har til formål at stemple fænomenet som noget, der ikke er godt – ja, unaturligt. Den simple ligning: naturligt = godt og unaturligt = ondt stammer primært fra den kristne tradition, hvor hovedproblemet bestod i at finde ud af, hvad sjælen er, og hvorfor den kun findes hos mennesket, og ikke hos de ‘lavere skabninger’.

Fantasi og virkelighed Denne negative naturalistiske fejlslutning om, at alt unaturligt er skidt, er blevet båret ind i vores moderne verden, hvor moralfilosoffer og etisk bekymrede debattører fortsat har forsøgt at afsløre den uhellige alliance mellem teknologi og intellekt. Hele anden del af bogen diskuterer, hvordan de nye reproduktive teknologier på en måde har realiseret de gamle drømme om at skabe mennesker ‘unaturligt’, nemlig via kunstig befrugtning og præimplantationsdiagnostik, samt hvordan vi har forholdt os til sammenstødet mellem de gamle fortællinger, og hvordan den begejstrede forbruger af forplantningsteknologier anno 2011 har udfoldet sig.

I den dystopiske optik har videnskaben, ligesom Daedalus, Faust og Dr. Frankenstein, købt billet til glidebanen, og det vil uvægerligt resultere i utænkelige monstrøsiteter, totalitarisme og en eventuel ufrugtbarhed. I virkeligheden er der dog intet tegn på en sådan udvikling. De fleste lande har eksplicitte forbud mod kloning af mennesker, mod skabelse af hybrider, mod ektogenese, kimlinje-terapi og mod arvehygiejniske eksperimenter, som kunne føre til udvælgelse af genetisk designede individer.

De gamle mytologier om homunculi og kimærer, der alle indeholder en stor portion fantasi og overtro, har altså farvet nutidens debatter på en så forskruet, men også gennemgribende måde, at det tydeligvis gør det svært for Ball at have tiltro til en etisk funderet diskussion om det 21. århundredes forplantningsteknologier.

Derfor advokerer Ball for kasuistisk ret, dvs. en case-by-case vurdering af fordele og ulemper ved brugen af en given teknologi på et givent problem. Vi ved alle sammen, at enhver teknologi indeholder muligheden for misbrug, men vi ved også, at dette altid må afvejes mod dens evne til at gøre godt. Vi skal derfor diskutere sagen omhyggeligt, inkludere alle følelser af væmmelse og mistro, men ultimativt lovgive på en måde, der giver kontrolleret tilladelse til brugen af forplantningsteknologierne, så længe de terapeutiske fordele er åbenlyse.

Dette kan lyde, som om Philip Ball må klassificeres som en laissez faire glidebanearkitet. Det er dog ikke tilfældet. Han påpeger gentagne gange, at videnskaben end ikke er kommet i nærheden af at have løst livets gåde, og at den største fare i dag ikke er en realisering af Huxleys ‘Fagre nye verden’, men det bombastiske praleri i medierne (hvem sagde Craig Venter?) om alt det, vi snart vil kunne gøre ved os selv.

Ball er en fornuftens stemme, der hverken falder for et scientistisk eller religiøst perspektiv på vores evne til at manipulere med livet. Han er meget påpasselig med at bruge for nemme metaforer, men der er masser af humor til stede for dem, der elsker det subtile, og der er masser af klogskab og intellektuel power for dem, som ikke er bange for det komplekse, og som vil oplyses for alvor.

Unnatural – The Heretical Idea of Making People, af Philip Ball,
378 sider, ISBN 978-1-847-92152-9, The Bodley Head, London, 2011.

Forløber for synthesizeren genopdaget

af Ryan Smith

En banebrydende forløbet for elektroniske synthesizere som dem Kraftwerk brugte, er for nylig blevet genopdaget i en stald i Bretagne, Frankrig. Instrumentet, som eksperter havde regnet for tabt siden 1970’erne. Der er tale om den legendariske Oram Synthesizer, designet og udtænkt af den britiske komponist Daphe Oram i 1957.

Eksperter opfatter i dag Oram som en afgørende skikkelse i den elektroniske musiks udvikling, men indtil nu har både Oram og den sagnagtige synthesizer været stort set ukendte i offentligheden. Det ønsker Mick Grierson, der er lektor ved Goldsmiths University i London, dog at lave om på: ”Det er træffende at sige, at ingen rigtig har vidst hvor maskinen befandt sig,” siger han. ”Jeg har arbejdet på, at fremskaffe de nødvendige midler til at få maskinen restaureret og bragt tilbage til England. Jeg tror, at hvis folk forstår, hvad vi her har med at gøre, så vil de med det samme indse projektets væsentlighed.”

Selvom Grierson ikke er interesseret i at få instrumentet tilbage i funktionsdygtig stand, så har han dog alligevel sit besvær med at finde ud af, hvordan instrumentet fungerede. Han agter nemlig, at konstruere en fuldt fungerende replika til brug for Goldsmith Universitys Institut for Musikvidenskab. “Jeg ligger inde med et kæmpe arkiv af optagelser, diagrammer og patenter,” siger han, ”og jeg er i kontakt med en af ​​de ingeniører, der oprindeligt var med til at bygge den.”

For at lave musik med en Oram Synthesizer, skal en komponist benytte sig af to separate 35 millimeter filmstrimler, hvor han på den ene filmstrimmel skal indtegne tonernes højde, mens han på den anden skal toneændringerne over tid. Filmen bliver så fodret ind i maskinen, hvor foto-elektroniske celler vil aflæse lysforskellene i filmen, og derefter omdanne dem til lyd. Det lyder måske omfattende, men ifølge Grierson  er det grundlæggende ” programmeringsinterface næsten identisk med, hvad du bruger i dag, når du laver musik med en computer,” siger han.

Dapne Orams pionerende synthesizer er i øjeblikket udstillet på Science Museum i London, indtil 2012, hvor den fungerer som hjørnesten i en særudstilling om den ​​elektroniske musiks fødsel. Men for dem som gerne vil prøve selv at programmere Orams synthesizer har Grierson lanceret en iPhone-app, der simulerer, hvordan maskinen producerede lyd.

Katedralen i Chartres

Kultur Den gotiske katedral i Chartres er den europæiske gotiks højdepunkt og en definitiv ingeniørmæssig forbedring af tidligere tiders byggestil. De gotiske katedraler aftvang både andægtighed og væmmelse fra samtiden, men gotikkens triumf var mere end blot et arkitektonisk fremskridt: Katedralerne indvarslede en grundlæggende ændring i vestens videnskab, teologi og opfattelse af menneskets plads i universet.

af Ryan Smith

80 kilometer uden for Paris ligger den upåagtede provinsby Chartres. I dag ville der næppe være nogen, der havde hørt om den, hvis ikke det var for dens vartegn, Cathédrale Notre-Dame de Chartres. 1 time og 12 minutter med tog fra Montparnasse og du står ansigt til ansigt med den 10.875 m2 store katedral, hvis massive gråsorte silhuet, tårne og spir kommer til syne for den rejsende, længe inden den øvrige by melder sig i horisonten. UNESCO World Heritage Sites har kaldt katedralen ”den gotiske kunsts højdepunkt”, og Da Vinci-forfatteren Dan Brown har vakt fornyet interesse ved at påstå, at kirken i virkeligheden er et hedensk tempel dedikeret til det antikke Galliens arkaiske druidekult.

Som man nærmer sig Chartres og selve katedralen, ser man de imposante udvendige stensøjler rejse sig fra jorden i et nærmest svævende, uvirkeligt mønster, hvor de som et spindelvæv eller skelet støtter op om den indre konstruktion. Kun når man kommer tættere på og ser forbi virvaret af engle, fabeldyr, gargoyler og djævle, kan man ane bygningens egentlige grundplan, og selv her gør de mange udvendige kapeller, portaler og ambulatorier det svært at gennemskue bygningens egentlige form. Denne enorme kirke – hvorfor blev den bygget? Og af hvem?

Det glemte korstog

Som med så mange andre af kristendommens hovedsæder, er katedralen ikke den første helligdom, der har haft adresse på denne beliggenhed. Oprindeligt lå der en mindre middelalderkirke her, men da senantikkens ingeniører havde mistet romernes fornemmelse for at arbejde i sten, var det en kirke, som var opført i træ. I 858 blev Chartres plyndret af hærgende danere, og på vej væk med kirkeguldet satte de vilde vikinger ild til kirken og brændte den ned til grunden.

Danerne blev dog kristnet til sidst, og ”det glemte korstog” kunne begynde. I dag vækker ordet ’korstog’ associationer til europæiske riddere, der slås for det hellige land i Mellemøsten. Men det glemte korstog var indadtil: Det glemte korstog var opførelsen af en stribe kirker og katedraler i Nordvesteuropa; – bygningsværker som pressede datidens ingeniørkunst til det yderste og som en gang for alle skulle vise, at Europas nye økonomiske højsæde – grænselandet mellem det nuværende Tyskland og Frankrig – var i stand til at opføre bygningsværker, som langt overgik arven fra det nu hedengangne Rom i syd, og fra det kristne Byzans i øst.

Vulgært blær

Gotik var dermed en byggestil, der tog sit naturlige udgangspunkt i arven efter romersk ingeniørkunst. Romerne havde adopteret det klassiske Grækenlands byggestil, men de havde tilføjet rundbuen, dvs. den klassiske hvælving. Hos Romerne er der typisk tale om rene linjer og rektangulære grundflader, uden diagonaler og eksterne støttepiller. Derfor er romersk byggeri evindeligt kendetegnet ved tykke vægge og små, hengemte vinduer. Ser man en søjle i den romerske byggestil er man aldrig i tvivl om, at det bærer på en enorm vægt, men med gotikken blev arkitekturen for første gang fri af tyngdekraftens umiddelbare begrænsninger: Ikke alene gjorde man væggene uhyre tynde, man levnede også plads til de enorme glaspartier, der i dag opfattes som et af de gotiske kirkers signaturtegn. Og så gjorde man kirkerne højere, end de nogensinde før havde været. De gotiske kirker var datidens skyskrabere.

Samtiden sad ikke denne udvikling overhørig. I det knægtede Italien, der endnu opfattedes som Europas centrum, hvad angik kunst og kultur, skrev kunstkritikeren Antonio Filarete, at den nye stil var ”udtryk for barbari”, og at han ville ”bede til Gud om at skåne Italien for gotikken”. Ligeledes mente den italienske kunsthistoriker Giorgio Vasari, at denne ’moderne’ form for arkitektur var ”en brutal, nærmest vulgær byggestil;” en sjælløs opvisning i matematik og ingeniørkunst. Særligt slog Vasari ned på spidsbuen, gotikkens tilspidsede hvælving: Han opfattede spidsbuen som ”monstrøs”, og visse af hans landsmænd skrev sågar tekster om, hvordan spidsbuen var så ”uharmonisk” at se på, at den garanteret havde mindre bæreevne end Italiens klassiske rundbue. Siden da har moderne ingeniører dog regnet sig frem til, at spidsbuen forbedrer en hvælvings bæreevne med op imod 30 %.

Hemmelig geometri

Selvom forfatteren Victor Hugo var fuldstændig uvidende om byggeteknik, var det således rigtigt, da han udtalte, at ”Chartres holdes på plads, som var selve stenene sat af de mægtige spidsbuer.” Den katedral, som Hugo besøgte i midten af 1800-tallet, er stort set den samme, som den vi besøger i dag. Og endnu mere opsigtsvækkende, så er nutidens katedral også den samme som den, pilgrimmene besøgte i højmiddelalderen: Chartres er nemlig en af de eneste gotiske kirker, der den dag i dag er bevaret i autentisk gotik. Selv glasvinduerne er bestået intakt, og de oprindelige farver og motiver fra 1200-tallets Frankrig funkler endnu i dag som var de overjordiske syner, usynligt indlejret i kirkens mørke stenvægge. Som så mange andre, blev skulptøren Auguste Rodin betaget af glassets effekt på kirkens indre lyssætning, idet han sagde: ”Da jeg trådte indenfor, kunne jeg først ikke se andet end skumring, tusmørke og en svag lilla overalt. Kun gradvist lysenede helheden sig for mig, og jeg kunne ikke modstå; jeg måtte beundre”. Disse mænd, der udtænkte helheder, endog universer i sten, og som pressede middelalderens byggetekniske formåen til det yderste – hvem var de?

Fra samtidens kilder ved vi, at de gotiske bygmestre måtte stå i lære mange år, hvor de huggede sten i stenbruddenes mudder, blæst og regn. Først efter årtiers tjeneste og forfremmelser blev de til sidst skolet i bygmestrenes hemmelige profession, geometrien. Her lærte de at omdanne ubehandlede stenmasser til de luftige guirlander og svungne konturer, der i dag udgør skelettet i de gotiske konstruktioner. En gotisk bygmester måtte således være såvel arkitekt og ingeniør, såvel som kunstner – alt sammen i samme person.

Gud som arkitekt
Ud over arkitekturen måtte bygmesteren også have blik for færdige bygnings dekorationer: Foruden de 4000 m2 glasmosaik, der er indlejret i kirkens vægge, præges stenene inde i Chatres også af mere end 1800 individuelle stenfigurer. Flertallet af disse er placeret under hvælvinger og på hengemte alkover højt over, hvad en gennemsnitlig middelalderborger nogensinde ville få at se. Men når præster og adelige var villige til at ofre så enorme summer på udsmykninger, som ingen kirkegænger ville få at se, hang det sammen med et skift i datidens teologi: De tidligste kristne havde levet i konstant forventning af den snarlige dommedag, men i takt med at yderste dag lod vente på sig, ja i tiltagende grad synes aflyst, opstod en ny teologi omkring Guds plan for sit kosmos: Ifølge den nye tids teologi havde Gud skabt universet efter en bestemt og forudsigelig (men dog mystisk) orden. Mennesket kunne deltage i denne orden ved at afspejle Guds kosmologi i den arkitektur, det selv opførte, og således er de gotiske katedraler præget af orden, symmetri, og perfekte geometriske former i en hellig forening af kunst og videnskab, mystik og matematik.

Meget er således blevet skrevet om det forhold, at visse proportioner i grundplanen går igen gennem hele kirken. Kvadratroden af 2 (~1,414) og det gyldne snit (~1,618) er proportioner, der ses igen og igen. (Selvom middelalderens ingeniører ikke kendte til kvadratroden, vidste de, at brøker som 17/12 ville opnå den ønskede effekt.) Den tyske kunsthistoriker Otto von Simson har således beregnet, at afstanden fra søjlerne og op til skibets tag er bygget i et forhold på 1,609, mens forholdet mellem de åbninger, som gennembryder midtskibets vægflade over arkaderne, og i selve arkaderne, er 1,616.

Hedensk tempel?

I de senere år har muligheden for, at Chartres skulle være opført med et øje for det esoteriske været genstand for fornyet interesse. Diskussionen er igen blusset op efter at den storsælgende krimiforfatter Dan Brown har givet sin støtte til det synspunkt, at Chartres i virkeligheden skulle være en form for hedensk tempel, forklædt som kristen katedral. En påstand, som har fået mere end en lægmand til tasterne, for at bevise hvordan systematiske rune-lignende indrids i Chartes’ sten i virkeligheden er vidnesbyrd om druider, tempelriddere og Magdalene-kult. Etablerede historikere har dog ind til videre holdt sig til mere konservative forklaringer: De mener, at de rune-lignende indrids i stenene blot var forskellige håndværkeres måde at markere, hvem der havde lavet hvad på – en slags signatur som blev relevant når der skulle udbetales løn.

Debatten bølger videre, og de to lejre viser ingen tegn på, at de er ved at blive enige. Vil man have nærmere syn for sagen, må man derfor selv til Chartres.

Anmeldelse: Civilization, the West and the Rest

Den engelske historiker Niall Ferguson vender det evige spørgsmål: hvorfor løb Vesten fra Resten?

Gåden om Vesten – den britiske version

af Frederik Stjernfelt, , professor, dr. phil., og forfatter

For dem der ikke tror på Verdensånden er det et spørgsmål til stadig gransken, hvorfor de vestlige lande i løbet af de seneste fem hundrede år spurtede fra resten af verden målt på en lang række parametre, fra økonomi og teknologi til videnskab og demokrati. Jared Diamond besvarede med Guns, Germs, and Steel en stor del af spørgsmålets tidlige forudsætninger: de biogeografiske betingelser i Eurasien i form af ydedygtige plante- og dyrearter var simpelt hen langt bedre end i Amerika, Afrika, Australien. Men han efterlod stadig spørgsmålet om hvorfor Europa stak af fra de orientalske højkulturer på det eurasiske kontinent, det ottomaniske rige, mogulriget, især Kina, der omkring år 1400 syntes at være foran på en lang række punkter. Som den europæiske oplysning senere skulle lægge vægt på, havde Kina allerede afskaffet adelsprivilegier på uddannelse og embeder, ligesom man i stort omfang havde skilt religion og politik – man havde bogtrykkeri, krudt og meget andet, ligesom man iværksatte Zheng Hes berømte rejse helt til Arabien og Østafrika med henblik på politiske alliancer.

Historikeren Niall Ferguson er en af  sin generations førende britiske intellektuelle – han ligger konstant på toptierne over verdens-mest-indflydelsesrige, og hver bog han udgiver ledsages af en omfattende BBC-tv-serie, således også denne. Han fik sit gennembrud, da han lancerede “kontrafaktisk” historieskrivning i 90’erne – men i modsætning til flere af hans andre bøger er undersøgelsen af vestlig civilisation anlagt som en populær folkebog – skrevet til hans børn, som han siger, idet han samtidig antyder at mængden af historisk indsigt blandt engelske skolebørn lader stadig mere tilbage at ønske. Det er vel også denne modtagergruppe, der fører ham til at lancere bogens hovedtese i iPhone-sprog: Vestens forspring skyldes udviklingen af seks “killer apps”, der også strukturerer bogen med kapitler i tur og orden: konkurrence, videnskab, ejendomsret, medicin, forbrugersamfund, arbejdsetik. Allerede her er manglen på demokrati og frihed i listen vel iøjnefaldende – det vender vi tilbage til.  Men Ferguson hælder altså ikke, som mange andre,  til een overgribende forklaring – Vestens succes består for ham at se af seks indbyrdes uafhængige udviklinger, der nok støtter hinanden, men som ikke kan afledes af hinanden.  Fergusons gennemgang af de seks “apps” er velskrevet, underholdende og med hans karakteristiske væld af illustrerende detailler, ofte overraskende.

Mingdynastiets Kina i 1400-tallet var uden tvivl verdens førende civilisation, med de største byer, omfattende kanalanlæg, effektivt landbrug, og tilogmed de nævnte opdagelsesrejser. Når Vesten i løbet af de næste århundreder distancerede sig fra Kina, har man ofte søgt forklaringer som teknologien – med henvisning til Earl Macartneys berømte besøg hos kejseren i 1793, hvor han som gaver medbragte en række vestlige apparater, linser, teleskoper, pumper osv., der vakte kejserens inderlige mangel på interesse – eller man har henvist til den konservative konfucianske filosofi, som skulle hæmme innovation. Men Kina havde faktisk teknologisk forspring – som opfindere af papir, trykpresse, krudt, højovne og meget andet. For Ferguson blev konkurrencen afgørende – kapløbet mellem de europæiske stater om krydderihandlen, der blev åbnet af Vasco da Gamas sejlads syd om Afrika 1497, hvorefter portugisiske, spanske, hollandske, engelske flåder kappedes om at indvinde markeder, ofte med særdeles brutale midler. Den europæiske splittethed med mange stater – i modsætning til Kinas enehersker, der kunne beslutte at standse al oversøisk aktivitet efter Zheng Hes rejser – var afgørende. For økonomihistorikeren Ferguson var finansielle instrumenter også centrale: den italienske opfindelse af aktieselskabet til tilvejebringelse af risikovillig kapital; den ide, at stater kunne iværksætte aktivitet på basis af offentlig gæld; den hollandske ide om at give monopol til aktiebaserede handelsselskaber mod statslig del i overskuddet (herhjemme ØK). I 1638 kollapsede Mingdynastiet ret pludseligt efter dårlig høst og epidemier – Ferguson konkluderer, at dets triumfer skyldtes en skrøbelig, statisk ligevægt, der var følsom over for små forstyrrelser.

Videnskab er Fergusons app nr. 2. Her vender han blikket mod den islamiske verden som sammenligningsgrundlag – først Abbaside-kalifatet, der under den islamiske guldalder omkring 1000 var verdens førende videnskabs-center med det, som nogle anser for verdens første universitet, al-Karaouine i Fez i 859. Algebra, astronomi, optik, ballistik og meget andet udvikledes side om side med de berømte oversættelser af Aristoteles og verdens første hospitalsvæsen – på et tidspunkt, hvor Vesten havde lidet at prale af. Endnu i 15-1600-tallet var den ottomaniske stat som bekendt så stærk, at den kunne true Centraleuropa – og endnu ikke bagud med henblik på handel, konkurrence og industri i forhold til de vesteuropæiske konkurrenter. Ottomanernes støtte tilbagegang efter 1683 havde således ikke med konkurrence at gøre – men med manglen på videnskab. Renæssance og reformation i Europa er for Ferguson afgørende – sidstnævnte ikke på grund af dens teologiske forestillinger, men fordi den fragmenterer kristendommen, der nu ikke længere kan styre, hvad den nyopfundne bogtrykkerkunst skal bruges til. Ferguson opregner 29 af de afgørende videnskabelige gennembrud mellem 1530 og 1789, kemi, astronomi, fysiologi, mekanik, analytisk geometri, sandsynlighedsteori, geologi osv. – et gennembrud der var decideret eurocentrisk for så vidt som det foregik inden for en sekskant beskrevet af byerne Glasgow, København, Krakow, Napoli, Marseille og Plymouth, som han siger. Heroverfor stod religionens absolutte suverænitet i den muslimske verden, efter at lærde i 1100-tallet havde gennemtrumfet at studiet af filosofi og videnskab var uforeneligt med troen – en doktrin, der spærrede for videnskabelige gennembrud.  Bøger blev ikke udgivet og oversat i den ottomaniske verden, dødsstraf blev vedtaget for at eje en trykpresse, og initiativrige forskere som Taqi al-Din – samtidig med Tycho Brahe – fik sit observatorium i Istanbul lukket i 1580, fordi sultanen skønnede at det var blasfemisk sådan at udgrunde himlens hemmeligheder. Medens ottomanerne således aktivt bekæmpede videnskab, blomstrede videnskabelige akademier frem i 16-1700-tallets Europa. Med en sigende parallel sammenligner Ferguson sultan Osman III med Frederik den Store. I den førstes Tyrki sygnede statsadministrationen hen, medens  administrationen i den sidstnævntes Preussen blev rationaliseret og korruptionen udryddet – samtidig med at Frederik iværksatte kosmopolitisk oplysning og religionskritik, befolkningen blev alfabetiseret, bøger og tidsskrifter blev udbredt.

Fergusons tredje download er ejendomsretten – der dog noget overraskende viser sig også at omfatte demokrati og frihedsrettigheder. Logikken hidrører fra det valgte sammenligningsgrundlag – nu er det angelsaksisk versus spansk – eller i stor skala: Nord- versus Sydamerika. Hvorfor blev USA demokratisk og velstående, medens Latinamerika blev fattigt og først i vor tid ved at blive stabilt demokratisk? Roden til denne udvikling ligger for Ferguson i det forhold, at de spanske koloniers jord var ejet af den spanske krone (og senere, efter løsrivelsen, af en lille, arvelig overklasse af hacienda-ejere), medens enhver fattig kolonist i USA kunne erhverve sig sin egen jordlod. Teoretikeren bag denne angelsaksiske spredning af ejendomsretten er Locke, hævder Ferguson. Medens Hobbes hævdede beskyttelsen mod naturtilstanden som individernes motivation for at slutte sig sammen, så Locke beskyttelsen af ejendomsretten som central for at danne samfund. Det blev så også legitimationen for agerdyrkerens ret til at kolonisere og expropriere nomadens jord. Medens Latinamerika blev uniformt katolsk, blev USA et uenigt kaos af protestantiske sekter, der nødvendiggjorde religionsfrihed. Det amerikanske exempel tillader således Ferguson noget hastigt at hævde, at demokrati og frihed som sådan springer ud af beskyttelse af ejendomsretten.

Lægevidenskab udgør Fergusons fjerde særegenhed. Her skifter han sin sammenlignings-strategi: nu er de to af de vesteuropæiske kernelande, Frankrig og Tyskland, og deres imperier, der jævnføres. Ferguson er ingen beundrer af den franske revolution – som han hastigt identificerer med terrorvældet og  Rousseaus dyrkelse af almenviljen – men han må alligevel modstræbende indrømme, at det franske kolonirige med sin egalitarisme på flere måder opførte sig bedre over for imperiets indfødte end det britiske. Derfor skal vi lidt uforståeligt igennem en lang og hånlig gennemgang af den franske revolution for at støde frem til kapitlets medicinske emne.  Her er det afgørende kortlægningen og konstruktionen af kure mod tropesygdomme og udbredelsen af disse kure ikke kun til kolonisatorierne, men også deres undersåtter, der tidligere kun havde trolddom og urtemedicin der, som Ferguson siger, var særligt uegnet imod tropesygdomme. Følgelig fik den tredje verden gennem kolonialismen efterhånden del i den betragtelige forøgelse af gennemsnitslevealderen, der prægede Europa i 1800-tallet. Det udgør en del af Fergusons omstridte – delvise – forsvar for kolonialismen, som han til trods for dens ugerninger hævder har gjort det gode at medvirke til udbredelsen af de seks “apps” over kloden. Ugerningerne laver han det lidt luskede retoriske trick at lægge på skuldrene af det lille og kortvarige tyske kolonirige – i en gennemgang af en noget anderledes anvendelse af medicinsk kyndighed i de afskyelige folkemord i Tysk Sydvestafrika, der ledte videre frem til nazitysk pervertering af medicinen.

Den femte app kortlægges i bogens morsomste kapitel om forbrugerismen – som Ferguson i modsætning til mange kulturkritikere vægter næsten entydigt positivt. Forbrugersamfundets fødsel finder han gennemgående i textilindustrien – ikke kun fordi Manchesters bomuldsmøller var industrialismens fødsel, men også fordi textiler generelt synes at gå forrest i de fleste landes industrielle revolution – og især fordi modeindustrien skaber hele forbrugersamfundet i den forstand, der angår billige, modeprægede kvalitetsprodukter, som indvider kan købe for at udtrykke deres identitet (og derved blive langt mere konforme end før, som han ikke undlader at anføre). Medens vestlig lægevidenskab ofte er blevet afvist af andre kulturer – som den dag i dag, hvor Taliban fordriver vaccinerende læger – så er forbrugersamfundet den app, som flest andre lande har længtes efter at downloade, som Ferguson siger. Hvorfor begyndte det hele i Manchester? Et urspørgsmål forsøgt besvaret af mange historikere – for Ferguson skyldtes det to økonomiske forhold: Englands højere pris på arbejdskraft, der motiverede fabrikanter til teknologisering, og Storbritanniens store forekomster af billig kul til at drive maskinerne. Kapitlet giver naturligvis anledning til lidt Marx-bashing – proletarerne flokkedes, men ikke for at lave revolution, snarere for at købe ind i tøjbutikkerne – og Marx’ yndlingsexempel med de ti alen lærred og frakken trumfes af Ferguson med historien om Singers symaskine, der blev en exempelløs exportsucces, som selv den antivestlige Gandhi (der rasede over lægevidenskaben) indrømmede var et nyttigt instrument. Udbredelsen af det vestlige Savile Row-jakkesæt som borgerbeklædning over hele kloden – senere fulgt af cowboybukserne – har naturligvis også Fergusons opmærksomhed. “At masseforbrugerismen  med alle dens standardiseringer på en eller anden måde kunne forsones med radikal individualisme var et af de smarteste tricks, der nogensinde blev lavet af den vestlige civilisation”, som han siger – og hans analyse af ’68 er naturligvis, at på trods af al snak om oprør, marxisme og imperialisme, så handlede det primært om – tøj.

Den sjette app giver ordet til Weber: det angår arbejdsetikken. Men selv om strømmen af sigende exempler fortsætter fra de andre kapitler, er det som om kraften her ebber ud af bogen. Ferguson får reelt ikke givet nogen plausibel forklaring på den vestlige arbejdsetiks forhold til religion, selv om han forsøger sig frem med Webers calvinisme (der afvises), den intense religiøse konkurrence mellem protestantiske småsekter (der kun gælder USA, ikke Europa), stærk religiøs tro som sådan som arbejdsmotiverende (men hvad så med islam?). Ferguson er i hvert fald stærkt bekymret over Europas sækularisering, fordi han aner det er den, der står bag kontinentets hedonisme og arbejdsuvillighed – men hvad så med det økonomiske mirakel i Kina, hvor endnu færre hævder at tro på nogen gud? Her jubler Ferguson i en mærkelig, lang digression over aktuel protestantisk missions succes i Kina, der nu tæller 40 millioner kristne – men 3-4 procent troende kan vel næppe gælde som forklaring, selv om han hævder den afgående formand for det kinesiske kommunistparti Jiang Zemin overvejede at indføre kristendommen som statsreligion af produktivitetsgrunde.

Som man kan se, er Fergusons seks apps også en måde simpelt hen at skrive de seneste fem århundreders verdenshistorie på. En tydelig motivation er den eskatologiske: er Vestens halve årtusind ved at være til ende? – Kina stormer frem, Europa gider hverken arbejde eller formere sig, USA har belånt sig helt om i nakken osv … Ferguson er ikke optimist på Vestens vegne, og måske er bogen endnu en ny version af den hegelske minervas ugle, der først flyver i skumringen. Men selv om Vesten måske er ved at miste førerpositionen, er det ikke til helt andre kulturer – tværtimod. Det er til lande, der grådigt har downloaded flere af Fergusons seks apps – og som måske ender med at blive nødt til at købe hele pakkeløsningen med alle seks, hvis de reelt vil konkurrere. Men gør de det, kan det blive katastrofalt, ikke for Vestens principper, men for Vesten selv. Ferguson abonnerer ikke på teorier som Spenglers eller Toynbees om kulturers organiske livscyklus, der explicit afvises. Med Ming-dynastiet i baghovedet mener han snarere, Vestens undergang kan komme af kaosteoretiske grunde. I stærkt integrerede samfund,  hvor mange processer afhænger af andre, er man sårbare over for tilfældige fluktuationer – som i Fergusons analyse af Ming-Kinas hurtige undergang i 1600-tallet.  Hvis man er i en tilstand af “selvorganiseret kritikalitet” vil mange små og få store fluktuationer naturligt optræde – og de største vil kunne bringe et dynasti til fald på bare et tiår. Fergusons sortsyn er ikke som Spengler præget af skæbne og hypoteser om kulturer som en art organismer – men ikke mindre dystert.

Bogen rummer også problemer. Den er galopperende britocentrisk. Det er som om alt hvad den moderne verden rummer af godt skal føres tilbage til England, gerne Storbritannien, til nød USA, og hvis andre vestlige magter krediteres for et eller andet – bare Frankrig eller Tyskland – kan det kun ske med kraftige doser modgift i form af bagtalelse af andre aspekter af disse lande. Måske det er derfor, Ferguson er så karrig med demokrati og frihedsrettigheder – apps som jo synes noget tættere på Tahrirpladsens krav end slogans som “ejendom!” og “arbejdsetik!”. For demokrati og frihed er jo ikke særskilt britiske og i deres explicitte form mere præget af fransk og amerikansk idehistorie end britisk. Måske også derfor er Ferguson så spydig over for oplysningen (som han mest mener angik sociale drømmerier) – der jo i første omgang var en hollandsk-fransk-tysk bevægelse mere end en britisk, sådan som en anden aktuel brite, Jonathan Israel, argumenterer. Den galopperende britiske selvglæde bliver i hvert fald vanskelig at bære, når ledsagebiblioteket til de seks apps stilles op i bogens konklusion: King James’ Bible, Newton, Locke, Adam Smith, Burke, Darwin og Shakespeare. Slut. “If English was good enough for Jesus Christ, it’s good enough for me”, som de amerikanske fundamentalister siger. De nævnte værker hører da bestemt til i et ordentligt bibliotek, men hvad har Aristoteles, Descartes, Spinoza, Leibniz, Montesquieu, Kant og Diderot – og mange flere – nu gjort? Altså andet end ikke at være briter?

Det komiske i at medtage den engelske bibeloversættelse kaster også et lys over andre ting. Ferguson hører tydeligvis til dem, der meget gerne vil forsøge at kreditere kristendommen, især protestantismen, for goderne i de moderne samfund – men han er trods alt for seriøs til at sætte religionen op på niveau med de øvrige apps og kender udmærket til hekseprocesser og andet ondt som protestantismens bagside. Som forbrugere af kosmopolitisk sladder vil vide, danner Ferguson nu par med Hirsi Ali – et glitrende, intellektuelt kennedy-par. Er det Fergusons ulyksalige påvirkning, der har fået den ellers så klartskuende og no-nonsense Ali til pludselig at fable om kristen mission blandt muslimer som vejen frem?

Civilization er et inspirerende og underholdende stykke vestlig selvhævdelse – kærkommen efter vi i generationer har været vant til at høre intellektuelle, der nyder alle Vestens fordele, docere om Vesten som roden til alt ondt. Men samtidig er det altså også whig history i renkultur: den anglo-kristne version.

Anmeldelse: The Beginning of Infinity

af Ryan Smith

Er der grænser for vækst? Eller giver de samfundsmæssige værdier, som vandt frem med den europæiske oplysning (1690-1780) mulighed for ubegrænset fremgang? Går menneskeligt fremskridt hånd i hånd med en dekadence som gør, at historiens gyldne perioder uundgåeligt afløses af forfald, nervøsitet og livslede, eller har oplysningstidens grundpiller det i sig at generere uendeligt fremskridt? Med oplysningsfilosofiens sejr fik samfundet kulturel humanisme, videnskab og teknologi, frimarkedsentreprise og borgerskabets sejr over adelen. Men fik vi også begyndelsen på et paradigme, der har det i sig at skabe uendeligt fremskridt? Var oplysningstiden The Beginning of Infinity?

Allerede oplysningsfolkene selv bemærkede, at der var noget i gære: “Det hurtige fremskridt, videnskaben nu gør, giver mig lejlighed til at fortryde, at jeg blev født så tidligt i denne udvikling. Det er umuligt at forestille sig de højder, hvortil videnskaben vil være nået om 100 år … til den tid vil vi kunne kurere eller forebygge alle sygdomme, selv alderdom.” skrev Benjamin Franklin til naturfilosoffen Joseph Priestly. Nok var Franklin for optimistisk mht. hvor hurtigt udviklingen ville forløbe (brevet er dateret 1780), men den principielle observation er sådan set god nok: Flere og flere sygdomme, som vi førhen risikerede at dø af, kommer i dag under menneskehedens kontrol. Ligeledes er der intet der tyder på, at alderdom vil være umuligt at forebygge, eller endda reversere, ej heller selvom det er en af nutidens store tragedier.

Popper, Turing, Deutsch

Med sin nye bog, The Beginning of Infinity, argumenterer Dr. David Deutsch, kvantefysiker ved Oxford, ikke blot for, at den samfundsudvikling, som oplysningstiden satte i søen, vitterligt er uendelig. Han mener også at kunne bevise det. Det prøver han ved at kombinere videnskabsfilosoffen Karl Poppers model for videnskabelige fremskridt med matematikeren Alan Turings beregninger af, hvad og hvor meget det er muligt at regne sig frem til. Svaret bliver ifølge Deutsch uendelig: Vi kan generere uendelig ny videnskabelig viden, og vi kan regne på alt. Mytologiske, religiøse og okkultistiske paradigmer slår hurtigt hovedet mod loftet, men videnskaben er i Deutsches fortolkning uden grænser. Investér i videnskaben, investér i menneskets fremtid.

Deutsch identificerer korrekt, hvad der udgør en god videnskabelig forklaring (simpel, nem at efterprøve, og svær at variere, når den ikke passer med data). Her står gælden til Popper særligt stærkt, idet Hegel og Marx ganske korrekt udstilles som de antividenskabelige mytomaner, de var: Deres forklaringer var alt det modsatte af, hvad vi i dag bør acceptere som videnskab: Komplekse, umulige at efterprøve og alt for nemme at variere, når virkeligheden ikke lige passede med deres forudsigelser. (Hegel mente f.eks. at hans filosofi kunne bevise, at der ikke lå nogen himmellegemer mellem Mars og Jupiter, ganske uvidende om dværgplaneten Ceres der lå – og ligger – netop der.)

Når Marx og Hegel var dårlige videnskabsmænd, så var det i høj grad fordi de opfattede videnskaben som en loppetjans som blot skulle bevise de ting, som filosofien – navnlig den tyske idealisme – havde besluttet på forhånd. Marx og Engels grinte af Charles Darwins ”primitive metode”, men den metode, som Darwin brugte, er netop grunden til, at Darwin stadig relevant i dag, mens Marx virker tiltagende bundet til sin tid.

Videnskab, hønen eller ægget

Selvom Deutsches argumenter ikke direkte beviser det, så har han dog utvivlsomt ret i, at der ikke er grænser for, hvor meget vor videnskabelige viden kan vokse, og dermed at den videnskabelige videns volumen vitterligt er uendelig. Men når Deutsch mener, at videnskabelig viden er den flaskehals, der bestemmer, hvor hurtigt det menneskelige fremskridt kan foregå, så spiller det ham ud imod kapaciteter som nobelpristageren F.A. Hayek, Harvard-økonomen Robert J. Barro og Oxford-biologen Matt Ridley: Hvor Deutsch mener, at institutionel videnskab går forrest og muliggør menneskehedens fremskridt, så mener Hayek og Ridley, at akademisk videnskab blot er en form for formaliseret viden der kommer væltende bagefter fremskridtet, efter at civilsamfundet har innoveret. For Deutsch er videnskaben den flyvemaskine der gør, at familien kan komme på ferie. For Ridley er videnskaben det fotoalbum, der dokumenterer, at familien har været på ferie.

Life, the Universes, and Everything

Men efter at have argumenteret for, at videnskaben er et fantastisk instrument når det gælder menneskeligt fremskridt og forståelse, tager bogen imidlertid en uventet drejning. For Deutsch, der som nævnt er kvantefysiker, vælger nu at fortælle os om Multiversfortolkningen af kvantemekanik; dvs. den tolkning, at der findes mindst 1.000.000.000.000 parallelle universer, der i udgangspunktet er mage til det univers, vi lever i, men hver med små variationer. I ét andet af de mange universer kunne en kopi af dig f.eks. stoppe med at læse denne anmeldelse lige her, mens en anden kopi af dig læser videre til sidste punktum i et tredje parallelunivers (og i et fjerde univers læser en fjerde kopi af dig måske slet ikke læser denne anmeldelse osv.).

Deutsch mener, at der i dag er så stærke beviser for Multiversfortolkningen, at Niels Bohrs mere filosofiske Københavnerfortolkning, hvori potentialiteter kan påvirke faktiske udfald, omgående må lægges i graven. ”Hvordan skulle potentialiteter dog kunne påvirke noget faktisk?” spørger Deutsch retorisk, for løsningen er ifølge hans fortolkning snarere, at den ene potentialitet realiseres i ét univers, mens andre potentialiteter realiseres i andre paralleluniverser. Ifølge Deutsch er det kun fjolser, der stadig kan holde fast i Københavnerfortolkningen, men sagen er næppe så sikker, som Deutsch præsenterer den for læseren: Hvor Københavnerfortolkningen undertiden kan karakteriseres som ”filosofi med ligninger”, så er Multiversfortolkningen ifølge andre fysikere blot ”science fiction med ligninger”. Blandt fagfolk hersker der stadig stor usikkerhed om, hvilken af de to fortolkninger der er den rigtige. Som den ikoniske astrofysiker Carl Sagan sagde til de mange kolleger, der slog større brød op, end de kunne bage: ”Not proven.”

Not Proven, Not Explained

Herefter trækkes læseren igennem lignende abstrakte kapitler, hvor Deutsch giver sine bud på, højst esoteriske, ja nogle ville måske ligefrem sige ubrugelige problemstillinger: Er blomster objektivt smukke? – Ja, for blomster bliver nødt til at tiltrække insekter, som i udgangspunktet ikke har noget at gøre med blomster, og derfor må blomster bruge ”objektiv skønhed” i form af duft, symmetri og Fibonacci-tal. Kan menneskeheden overleve ude i midten af det intergalaktiske rum, uden planeter eller stjerner? Ja, for med tilstrækkeligt sofistikeret teknologi kunne vi udvinde energi, ilt osv. af den ioniserede brint, der findes derude. Er videnskabelige abstraktioner (såsom IQ) virkelige? Ja, for mennesker orienterer sig efter dem, og således medvirker de til at determinere menneskehedens fremtid. Alt sammen vel og godt. Og not proven: Deutsch adresserer kun sjældent de oplagte modargumenter, og når han gør, er det ofte kun for at afvise dem, uden at argumentere imod dem.

Not proven. Og not explained: I forhold til Deutsches erklærede mål om at fortælle os, hvordan videnskaben spiller ind på det menneskelige samfunds fremskridt, synes det underligt, at vi konsekvent skal høre om grene af videnskaben, der endnu er så teoretiske, at de er milevidt fra at ændre noget som helst konkret. Havde Deutsch kastet sig i grams med nanorobotter, kloning, eller hvordan vi kommer til Mars, så måske. Men at omdanne ioniseret brint i det ydre rum til et menneskeligt habitat virker ret langt fra 2011, og hvorvidt blomster er objektivt smukke, eller vi som mennesker blot finder dem smukke kommer næppe til at påvirke salget af blomster synderligt, endsige gøre nogen konkret forskel i vores liv.

Scientisme – når videnskaben klarer alt

”Alle problemer kan løses videnskabeligt,” påstår Deutsch. Men videnskaben kan netop ikke løse moralske eller værdimæssige problemer. Det har vi prøvet, og det virkede ikke. Og hvad så med metafysiske problemer som fri vilje? Disse indvendinger giver Deutsch ingen svar på, og senere i bogen trækkes der også i land: ”Hvis der er problemer, der ikke kan løses,” siger Deutsch, ”så er det problemer, som alligevel ikke er interessante.” Sådan. Så hvis menneskeheden aldrig finder en tilfredsstillende løsning på eks. Trolley-problemet, så ved vi da hvorfor.

(Trolley-problemet: Et tog er på vej ned af et spor som fem mennesker ligger bundet fast til. Heldigvis kan du trykke på en kontakt, som vil føre toget ned ad et andet spor. Uheldigvis ligger der en enkelt person bundet fast til det andet spor. Bør du trykke på kontakten?)

Den opstandne Ayn Rand

Hvad værre er, så tror Deutsch, at han kan løse politikkens gordiske knude om, hvordan man regerer bedst, når “Government, like fire, is a dangerous servant and a terrible master.“ I et trylleslag mener Deutsch at kunne fikse politik, hvis blot vi alle blev liberale. Som kendere af Hume, Hayek, Locke, Jefferson, Madison, Kant, m.fl. vil vide, så er liberalismen vitterligt arvtager til en enestående intellektuel tradition. Men ikke i Deutsches fortolkning: Fra manden, der flere gange advarer mod ”simplistisk tænkning”, får vi her en studentikos DUPLO-liberalisme, hvor samtlige politiske problemer kan løses, hvis blot alle lader være med at ”initiere brugen af magt” imod hverandre.

Dermed er vi tilbage ved de pinlige forsøg, Ayn Rand-tilhængerne Leonard Peikoff og Nathaniel Branden gjorde, for at ophøje simple sætninger som ”man bør aldrig initiere brugen af magt imod andre” til løsningen på samtlige af det åbne samfunds problemer. Og dermed er vi også tilbage ved alle de samme utilstrækkeligheder: Hvis jeg ønsker at tage en bombe med om bord på et fly, og jeg ikke har nogen intention om at detonere den, men du alligevel tvinger mig til at efterlade bomben i lufthavnen, hvem har så ”initieret brugen af magt” mod hvem?

Endelig mener Deutsch, der som nævnt er kvantefysiker, at det er begrædeligt, at politikerne ikke er villige til at investere i de rumskibe og supercomputere, som videnskaben efter hans mening har brug for. Det er muligvis meget rigtigt, at videnskaben har brug for disse investeringer. Men at kræve dem af det offentlige er ikke videre liberalt.

Forkølet uendelighed

Politik lader i det hele taget til at være lidt af en lopperede for Deutsch, og således kan det undre, at politik skulle fylde så meget af Infinity. Deutsch gør som sagt den vesteuropæiske oplysning (1690-1780) til forudsætningen for det enestående fremskridt, som menneskeheden har oplevet siden 1700-tallet og Deutsch er afbalanceret nok til også at nævne andre oplysningsbevægelser som Islams opblomstring og den førsokratiske videnskabsrevolution, som vi tidligere har skrevet om her på ssitet.

Men når Deutsch skal forklare, hvorfor den vesteuropæiske oplysning levede videre, mens historiens øvrige oplysningsbevægelser døde ud, så falder han tilbage på en underlig kulturalistisk forklaring om mangel på ”social optimisme”. Men faktum er, at science isn’t rocket science: Overladt til sig selv skal menneskehedens kvikkeste hoveder nok finde ud af at stable noget på benene, der minder om videnskab. Faktum er, at det ikke er specifikke nationalkulturer, men politikere og gejstlige der gang på gang har spændt ben for oplysningsbevægelserne og kvalt dem i vuggen, før de nåede at vinde momentum.

I sin kapacitet som forfatter melder David Deutsch sig på banen som en science writer i Matt Ridley, Steven Pinker og Stephen Hawkings tradition, men i modsætning til gudbenådede skriverkarle som Ridley og Pinker, så skriver Deutsch simpelthen dårligt: Hans prosa er langtrukken, forkølet og læses gang på gang som om, at Deutsch selv synes, at det, han lige har sagt, er helt uhyre dristigt. Det er som om, han tror, at blot fylder man en sætning op med ord som ”jump”, ”spark”, ”daring” og ”infinity” så bliver indholdet i sig selv dristigt. De stilistiske handikap ville være til at leve med, hvis blot pointerne holdt vand, men Infinity er desværre en stor bog fyldt med store spørgsmål…

…og meget små svar.

 

The Beginning of Infinity: Explanations that Transform the World
af David Deutsch
496 sider, ISBN 0713992743
Allen Lane Science, 2011

Mere om psykopater

Vi har tidligere her på sitet skrevet om psykopater, og i denne artikel afrunder vi nogle af de ting vi skrev i den første artikel

af Ryan Smith, cand.mag.

To nye og vidt forskellige bøger om psykopati har netop ramt det britiske bogmarked. Den ene er gonzo-journalisten og Men Who Stare at Goats-forfatteren Ron Jonsons The Psychopath Test, og den anden er Cambridge-professor og autisteksperten Simon Baron-Cohens Zero Degrees of Empathy. Sammen sætter de os i stand til at stille skarpt på psykopati og dermed gøre os andre klogere på, hvordan vi undgår at blive ofre for psykopaters ondsindede manipulationer.

Ronson starter sin reportage med at besøge psykopater overalt, hvor han kan finde dem, og det vil i første omgang sige i fængsler. Her møder vi mordere, svindlere, voldtægtsmænd samt en uendelig strøm af psykologer, der tror, de kan redde de indsatte. Helt ekstraordinært møder vi også Emmanuel »Toto« Constant, der egentlig skulle have været henrettet for sin mangeårige terrorvirksomhed som leder af en antidemokratisk dødspatrulje på Haiti. Men da dagen, hvor Toto Constants straf skulle afsiges, oprandt, blev han pludselig løsladt og slap med en mild variant af husarrest. Nogen i CIA holdt simpelthen hånden over ham, og ikke for sidste gang havde det vist sig, at psykopater er nyttige at have i baghånden i situationer, hvor der kræves store armbevægelser

Psykopater finder man ikke kun i kriminalforsorgen. »Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,« siger Robert Hare, der har forsket i psykopati gennem mange år, »men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer«. Hare startede selv i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan mennesker med psykopatiske træk også har sat sig i toppen af store virksomheder. Ifølge Hare er psykopatiske chefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt topledere at føre sig frem med en astronomisk repræsentationskonto, bopæl med aspirationer i retning af Versailles, og flåder af private jets, som står til rådighed ved direktørens mindste vink: Den psykopatiske psyke er ifølge Hare som en hullet spand, og uanset hvad og hvor meget man hælder i den, så vil den altid forblive tom.

»Tom« er netop, hvad autisteksperten Baron-Cohen karakteriserer den psykopatiske psyke som. Med sin nye bog fremfører han den teori, at mennesker med psykopatiske træk i virkeligheden er en slags »omvendte autister«: Begge grupper lider af manglende empati, men hvor autister ofte mestrer upersonlige systemer som matematik og programmering, så har psykopater travlt med at væve konspiratoriske spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

Mange autister kompenserer for manglende empati ved at opbygge et stift og ugradbøjeligt moralkodeks. Nogle forstår for eksempel, at det er forkert at slå ihjel, hvorfor de prompte bliver vegetarer. Ganske omvendt bor en af de psykopatiske topledere, som Ronson besøger i sin bog, i sit private palads omgivet af talrige skulpturer og oliemalerier af løver, pantere, hajer og ørne – rovdyr på jagt efter kød. Ifølge Baron-Cohen er de to grupper som et omvendt spejlbillede af hinanden, hvor den ene har horn og hale, mens den anden spiller harpe svævende på en sky, og Baron-Cohen omtaler de to grupper som henholdsvis Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

Psykopater som omvendte autister. Det er jo velkendt, at fuldbyrdede autister ikke kan kureres for deres tilstand, men betyder det så, at psykopati heller ikke står til at ændre på? Ifølge Baron-Cohen og Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja, i hvert fald hvad angår de fuldbyrdede psykopater. Her står Hare for det gammeldags perspektiv, at psykopater slet og ret skal regnes for onde, mens Baron-Cohen argumenterer for, at vi skal holde op med at se på psykopater som ”onde mennesker”, men snarere som hjerneskadede personer, som det ikke giver mening at ”give en chance til”, ved at appellere til deres moral. Videnskaben mangler endnu de afgørende brikker, men hvis forskernes tolkning af MRI-scanningerne er korrekt, så er de fuldbyrdede psykopater så anderledes, at deres hjerner hverken kan ændres med terapi eller medicin. Og det kan få store konsekvenser for den måde, vi har indrettet samfundet på. Særligt vil to store grupper blive inviteret til at gentænke deres positioner i fremtidens værdikamp.

Den første af de to grupper er dem, der anvender det kristne moralkodeks politisk: Hvis det viser sig, at psykopater simpelthen har en grundlæggende hjernefejl, der ikke kan kureres, så er det (på trods af den britiske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i, at tilgivelse er den højeste moralske værdi. Når op mod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som formår at tilgive det ene overgreb efter det andet, til rollemodeller. Som retspsykiateren William Reid har argumenteret for, så gælder der andre regler, når man står over for en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld. Står man over for en psykopat, argumenterer Reid, så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed at sanktionere handlingen.

Charmeskole
Den anden samfundsgruppe, der indbydes til at gentænke deres position i forbindelse med morgendagens værdikamp, er de dele af det politiske spektrum, som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering kan erstatte den afskrækkende virkning af fængselsstraffe. Som så mange andre eksperter på feltet, så sværger Baron-Cohen til, at den psykopatiske hjerne enten er kendetegnet ved, at den blev beskadiget tidligt i livet, eller alternativt, at psykopaterne simpelthen er født med defekter i hjernens empati- og socialiseringscentre (f.eks. er der beviser for, at omsorgssvigt tidligt i barndommen kan beskadige hjernens hippocampus). Blandt de behandlere, der aktivt arbejder på at rehabilitere psykopater, må man konstatere, at selv når psykopaterne underkastes hele batteriet af state of the art-terapiformer, så kan man sjældent reducere deres chance for at begå ny kriminalitet med mere end 8-10 procent.

Omvendt er der pessimisterne, som mener, at ingen form for rehabilitering nævneværdigt kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen: Ifølge psykopateksperten Robert Hare, skal man slet ikke regne med, at psykopater nogensinde kan bedre sig, og ifølge kriminologerne Marnie Rice og Grant Harris gælder det endda, at terapien i visse tilfælde kan vise sig, at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 procent!). Ligeledes kan fængselspsykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” ifølge psykiateren Gary Maier i visse tilfælde blot vise sig at tjene som en charmeskole, der giver psykopaterne en bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af.

Selvom retsvæsenet endnu ikke skelner mellem psykopater og øvrige forbrydere, så er politi, psykologer og fængselspersonale allerede begyndt at benytte de nye indsigter i psykopati til at differentiere deres værktøjskasser, sådan at de undgår at bruge appeller til empati og medmenneskelighed overfor psykopatiske forbrydere: Her er erfaringen nemlig, at appeller til empati er nemlig ikke blot virkningsløse overfor psykopater, men at de tilmed kan få psykopaten til at gå i baglås op optrappe volden.

 

Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy – A new theory of human cruelty. Allen Lane, 2011.

Jon Ronson, The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry. Picador, 2011.