Category Archives: Historie

Finanskrisen, Centralbanker og demokratisk underskud

af Ryan Smith, cand.mag.

Økonomer er et aparte folkefærd. Alting skal måles, og helst kvantitativt. Når økonomer måler lykke, så beder de folk om at sætte tal på, hvor godt en given aktivitet får dem til at føle på en skala fra 0-100. Derpå sammenligner de oplevelser, og på den måde mener økonomer at have fundet ud af, at gifte mennesker er mere lykkelige end mennesker, der er blevet skilt, uden at være blevet gift igen – op til et vist punkt.

Mennesker som er blevet fraskilt, men hvis årsindkomst i mellemtiden er vokset med en halv million eller mere, er nemlig endnu lykkeligere, end de var, dengang de var gift, også selvom de stadig er single. Og således konkluderer økonomer, at glæden ved et godt ægteskab altså føles nogenlunde så godt som glæden ved en halv million mere om året. Næste gang du overvejer, at sige noget sødt til din partner, så overvej derfor at sige, at du ikke vil undvære hende for noget som helst andet end 500.000 kr. mere om året.

Mine damer og herrer, Charles Wheelan er noget så sjældent som en Chicago-økonom, der indrømmer, at markedet ofte laver fejl som det ikke kan rette op på. Han indrømmer også, at mennesket ikke altid fungerer, sådan som økonomerne tror. Og mest kontroversielt, så er Wheelan en Chicago-økonom, der forsvarer Obamas håndtering af den amerikanske økonomi, sådan som den har udspillet sig siden 2008.

Fladjordsaktivister mod frihandel
Men udgangspunkt i sin viden om økonomi har Wheelan skrevet en morsom, nærmest burlesk bog, der letsindigt demonstrerer for læseren, hvordan økonomers tankegang kan give svar på så anti-intuitive spørgsmål, som hvordan rygere hjælper ikke-rygere (rygerne dør tidligere og efterlader således flere af sundhedssektorens ressourcer til os andre), hvorfor længere barsel er et tilbageslag for ligestillingen (det gør mænd mere attraktive som ansatte), og hvilke risici mennesker systematisk overvurderer (at flyve) og undervurderer (overvægt).

Økonomer ved ikke alt. Men at de ikke ved alt, er langtfra det samme som, at de så ikke ved noget: Økonomer fra både blå og røde partier er enige om en lang række ting: De er overvældende enige om, at frihandel gavner alle parter, at grunden til, at der er boligmangel i New York, San Francisco, København og andre storbyer, er boligregulering fra statens side. Og så er de er enige om, at grunden til, at taxaer er så dyre i samme storbyer er, at bystyret bestemmer hvor mange mennesker der lovligt må køre taxa. Men omvendt, siger Wheelan, så kan vi ikke løse alle problemer, blot ved at smide staten på porten: Vi har brug for staten til at opløse monopoler, til at sørge for miljølovgivning, og til at holde landet sikkert fra fjendtlige magter.

Økonomer har altså en tænkemåde til fælles. Hvis økonomer (ægte økonomer) fra Blå og Rød Blok skulle styre landet i fællesskab, så ville de sandsynligvis indføre en lang række tiltag, som vi ellers hverken ser gennemført under Blå eller Rød Blok. Der findes altså en ortodoksi, som stort set alle der har sat sig ned med ligningerne og matematikken abonnerer på. Og når venstreekstreme NGO’er og græsrødder går bersærk i gaderne for at stoppe økonomernes tilløb til frihandel (som også Obama modsatte sig), så svarer det ifølge forfatteren Thomas Friedman til, at lavpandede fladjordsaktivister kommer stormende ind til en konference for geografer, for at smadre deres modeller af en rund jord. Desuden vil aktivisterne advare os om, at forsøg på at finde søvejen til Indien kan resultere i, at skibene sejler ud over kanten på den flade jord, og i det hele taget, så vil sådanne ekspeditioner gøre Gud meget sur.

Ben Bernanke på Roskilde Festival
Så økonomer er enige om en lang række ting. Blandt de ting som økonomer også er enige om er, at samfundet oplever mindst spild, når folk selv hæfter for konsekvenserne af deres handlinger. Uheldigvis var det netop, hvad der ikke skete op til finanskrisen. De folk, der levede af at sælge boliglån, blev i stigende grad adskilt fra de folk, der krediterede dem: Per solgte et lån til Ole, for så omgående at sælge Oles lån videre til Peter. Per kunne således være ligeglad med, om Ole kunne betale, for nu var det alligevel Peter, der hang på lånet. På den måde nåede krisen, at vokse sig større og dybere end nogen anden krise, som vi har oplevet siden 1929. For folk hæftede ikke for konsekvenserne af deres egne handlinger.

Ingen ved, hvor længe bomben havde tikket under den amerikanske økonomi, men økonomernes bud lyder i dag på et sted mellem fem og 15 år. Da Obama kom til magten, var bomben netop detoneret; USA mistede 600.000 jobs om måneden og korporationer kollapsede på stribe. Alle kiggede mod Greenspans afløser, centralbanksdirektør Ben Bernanke – hvordan ville han trække USA op af sølet?

Centralbanksdirektører plejer at svare igen ved at give billig kredit til de øvrige banker, men i 2008 vurderede Bernanke, at krisen var så omfattende, at der var akut brug for andre metoder: Hvis den amerikanske økonomi var et sammensunket telt på Roskilde Festival, så droppede Bernanke alle tanker om strammere fortøjninger og mere stabile teltpæle. I stedet rakte Bernanke direkte efter gaffatapen: Han ignorerede, at privatbanker fandt det for usikkert at udlåne penge, og brugte The Fed til at tilbyde lån, direkte til virksomhederne. Han kastede milliarder af dollars ind i særlige stabiliseringspakker til virksomheder, der ofte styrtede i grus kort efter, at de havde indløst hans checks. Og for første gang nogensinde, så tog The Fed investeringsbanker ombord, som var de almindelige udlånsbanker (om en fremtidig dansk regering kunne finde på at redde Saxo Bank, eller om de måske snarere vil gøre det modsatte, skal her stå hen i det uvisse).

”It’s the economy, stupid”
De sjoveste kapitler i Wheelans bog er således dem, der nøgternt beskriver for læseren, hvor vakkelvornt og fragilt jobbet som centralbanksdirektør kan være. Centralbankernes rentesatser er forbundet med uhyre fintunede beregninger og prekære forudsigelser, og blot en halv procent fra eller til, kan nemt udgøre forskellen på, at give økonomien et blidt skub, og så at lægge kimen til en ny prisboble. Og læg så dertil, at centralbanksdirektørerne ofte må slås med politikere, som tænker på genvalg og derfor kan finde på, at modarbejde centralbankens politik med deres egen, mere kortsigtede politik.

At udpege uafhængige centralbanksdirektører, er således den økonomiske verdens svar på den trend, hvor overvægtige amerikanere sætter lås på deres køleskabe, og giver nøglen til en nabo, ven eller ægtefælle, sådan at de ikke forspiser sig. Politikere må tænke på genvalg og derfor ville de altid åbne for køleskabet, hvis ellers det stod i deres magt. For at sikre sig mod at overophede økonomien på denne måde, så udpeger de en uafhængig centralbanksdirektør, der ikke skal tænke på genvalg, men kun på at holde økonomien på skinner. I økonom-kredse går således det rygte, at Bush-familien den dag i dag er sure på tidligere centralbanksdirektør Alan Greenspan, som lod køleskabets herligheder forblive solidt bag lås og slå op til præsidentvalget i ’92, hvor Bush Sr. måtte afgive magten til Clinton, alt sammen på grund af en mild og delvist kunstig recession. Som man sagde i de tidlige 90’ere: ”It’s the economy, stupid.”

Demokratisk underskud
Det kan således synes tankevækkende, at den måske vigtigste politiske post i mange demokratiske lande ikke er en, man kan vælges til, men en, som magthaverne udpeger folk til. Der er unægtelig tale om et demokratisk underskud, men omvendt er der heller ingen (med undtagelse af folk på den yderste venstrefløj), der i alvor mener, at der ville komme noget som helst godt ud af, at lade demokratiet udøve direkte kontrol med Nationalbankens embeder.

Imidlertid er der måske en anden vej ud af det demokratiske underskud: I en nylig kult-video opsummeres økonomen F.A. Hayeks tanker om centralbanker med følgende strofer: ”The question I ponder is who plans for whom? / Do I plan for myself or leave it to you? / I want plans by the many, not by the few.” Med andre ord: En ægte demokratisk løsning kan meget vel bestå i at afskaffe den statslige kontrol med pengeudstedelsen. Når alt kommer til alt, så består det demokratiske underskud måske snarere i, at vi alle er tvunget til at blive holdt i så stramt, eller så løst, et kvælertag, som centralbanksdirektøren føler, er passende. At slippe kvælertaget ville være lig med at lade privat udstedte penge kappedes om, at være det sikreste og mest pålidelige betalingsmiddel. Det var den ordning Amerika anvendte i perioden 1863 – 1913, hvor USA’s økonomi voksede til den største i verden. Måske er det ægte folkestyre, at lade folk træffe deres egne beslutninger, så længe de ikke skader andre derved.

At tro på den tanke ville være at tro på, at mennesker selv var i stand til at hæfte for konsekvenserne af deres handlinger – til selv at styre, hvornår og hvor meget de går i deres køleskabe. Og således blev denne anmelder ikke overbevist af Wheelans argumenter for, at det var en god idé at glasere det nordamerikanske kontinent med et sukkerlag af nytrykte dollarsedler. Men det ændrer dog ikke ved, at Wheelan har skrevet en morsom, midtersøgende og ualmindelig letlæst bog om både de gode og dårlige sider af den økonomiske tænkemåde – et ærligt portræt af den økonomiske fagkundskab, som den ser ud uden tøj på.

Naked Economics – Undressing the Dismal Science
af Charles Wheelan,
354 sider, ISBN 0393337642, W. W. Norton & Co, 2010

Anmeldelse: Logicomix – An Epic Search for Truth

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

En af de sejeste bøger jeg har læst længe er en tegneserie. Ikke en helt almindelig tegneserie. En ekstrem nørdet af slagsen. Den handler om Bertrand Russell og de tidlige 1900-tals matematikeres forsøg på at finde ultimative sandheder ved at bygge selve grundlaget for formel og logisk tænkning.

Tegneserien hedder Logicomix har siden sin udgivelse i 2009 fået utallige priser og har ligget på førstepladsen på flere bestsellerlister. Den slags hæder forhindrer selvfølgelig ikke, at bogen faktisk er god. Og jeg må indrømme, at jeg virkelig er imponeret. Den er tegnet af en gruppe grækere, hvoraf de to af dem har en stærk baggrund i matematikkens og computerens filosofiske historie.

Den såkaldt seriøse del af tegneserie-forfatterene kalder deres værker gerne for ”grafiske noveller”, og fred være med det. I Danmark er der ikke den store tradition for voksne tegneserier med seriøst indhold, men internationalt er tendensen stigende. Denne her er en moppedreng på 350 sider, vildt godt tegnet og med et spændende plot, der benytter sig af tre virkelighedsniveauer.

Det nederste niveau er Bertrand Russells personlige historie om, hvordan han som filosof forsøgte at formulere logikkens mest basale sandheder, for på den måde at bygge grundlaget for al rationel tænkning. Denne historie bliver fortalt af Russell i form af et foredrag, han holder i september 1939, tre dage efter at Hitler havde invaderet Polen. Kendt som pacifist forsøger en gruppe af demonstranter at få Russell til at proklamere, at USA ikke skal gå ind i krigen mod Tyskland, men i stedet for at tage stilling, sådan som Russell gjorde det under den første verdenskrig, fortæller han sin egen historie. Tegneserien starter dog med tegnerne selv, hvor de diskuterer, hvordan man kan fortælle sådan en historie om Russell, og løbende brydes fortællingen af denne metafortælling om de græske tegnere og matematikeres diskussioner, hvilket gør hele teksten meget læseværdig og spændende

For dem, som ikke kender den matematisk-filosofiske rammehistorie særlig godt, her en ultrakort intro: Matematikeren David Hilbert formulerede i året 1900 en program for, hvordan matematikere bliver nødt til at skabe et solidt fundament for al logik og matematik, hvor alt, hvad man siger og postulerer, skal kunne udledes og bevises ud fra evidente sandheder (slå op: Hilberts Entscheidungsproblem). Denne filosofi kaldes for formalismen, og har haft en utrolig stor indflydelse på den videnskabelig og filosofisk tænkning, især i form af positivismen senere hen.

Superhjernen Russell springer begejstret på toget og arbejder hele sit liv på at virkeliggøre drømmen. Blandt andet skriver han sammen med Alfred North Whitehead et kæmpeværk, kaldet Principa Mathematica, hvor de bruger 362 sider på at komme frem til den sikre sandhed om at 1+1=2. Ud over en affære med Whiteheads kone ramler Russell også sammen med sin elev, den iltre Ludvig Wittgenstein, der kalder hele formalismens drøm for et tomt sprogspil. Russell selv begynder også at tvivle på Hilberts program, især fordi han selv opdager nogle iboende paradokser (slå op: Russells paradoks), der blandt andet styrter hele Gottlob Freges filosofi i grus.

Andre notabiliteter i tegneserien er Georg Cantor, John von Neumann og ikke mindst Kurt Gödel, der med sit ufuldstændighedsteorem i 1933 satte en effektiv stopper for drømmen om at matematikerne på et tidspunkt vil kunne læne sig tilbage og nyde den komplette formalisering af al matematik, hævet over enhver usikkerhed, og hvor alle fremtidige spørgsmål om sandt eller falskt blot var et spørgsmål om et endelig antal matematiske operationer på et stykke papir. Det kan ikke lade sig gøre, viste Gödel, fordi hvis du vil aksiomatisere virkeligheden (dvs. repræsentere den kun via abstrakte tegn og logiske regler), vil du altid skulle lave antagelser, der ikke kan inkluderes i aksiomerne. Resultatet er at hele systemet enten er inkonsistent eller ufuldstændig.

Hvordan tegneserien slutter skal ikke afsløres her, men køb den. I øvrigt er den i gang med at blive oversat til dansk, og udkommer på forlaget Politisk Revy, forhåbentlig til efteråret.

Logicomix – An Epic Search for Truth
af Apostolos Doxiadis and Christos H. Papadimitriou
with art by Alecos Papadatos and Annie di Donna

To områder hvor borgerlige bør lytte til venstrefløjen

af Ryan Smith, cand.mag.

#1: BYEN FOR ALLE
Det er en af venstrefløjens paroler, at alle skal kunne bo i byen, også “politibetjente og sygeplejersker”, som de siger. Jeg er mere radikal end dem idet jeg mener, at selv ufaglærte skal have mulighed for at bo i byen, hvis det er er det de vil. At bo i byen er et livsstilsvalg som handler om meget mere end bare status og luksus. Byen bør være en levende jungle:

Hermed ikke sagt, at alle har ret til en stor lejlighed i indre by, men hvis vi rådfører os med andre europæiske hovedstader så ser vi, at mens de laveste socialklasser også bliver skubbet ud af bykernen, så bliver de skubbet ud i områder, der stadigvæk er urbaniserede. Sådan går det ikke i København, hvor disse mennesker bliver udvist til områder som Ishøj, Tårnby, Herlev og Ballerup.

Visse borgerlige har debattører sagt, at kan man ikke betale 5500.- i husleje, jamen så må man bo et andet sted end i København. Det er jeg overhovedet ikke enig i. Selvfølgelig vil jeg ikke forbryde mig mod den økonomiske naturlov, at alt hvad der findes, findes i begrænset udbud. Men jeg vil gerne slå et slag for, at alle skal kunne bo i byen.

Hvor venstrefløjens og de borgerliges veje så skilles er, at de mener, at den bedste måde at sikre boliger til alle på er ved at indskrænke friheden, og diktere maksimalpriser i form af huslejeregulering. Og der forbryder de sig imod en anden økonomisk naturlov: Maksimalpriser fører nemlig til kødannelse, stagnation og ringere kvalitet. Noget som de fleste der har prøvet at få en bolig i København burde kunne nikke genkendende til.

Ritt Bjerregaard har gjort mange egoistiske og usympatiske ting igennem sin karriere, men jeg er enig med hende i, at København bliver nødt til at få ophævet forbuddet mod højhuse snarest muligt. Ingen humanist kan se det æstetiske argument, om at København ikke skal have højhuse fordi det skal bevares som et beboet Frilandsmuseum for 1800-tals-arkitektur, for lige så vigtigt, som at gøre en konkret forskel og hjælpe mennesker, der har brug for en bolig her og nu. Og der viser historien altså, at den bedste måde at hjælpe dem på er at fjerne den reguleringen af boligmarkedet, og lade det udvikle sig organisk.

Og endelig, hvorfor har jeg så linket til Guns N’ Roses? Det har jeg fordi GNR ikke kunne have mødt hinanden på et gennemreguleret boligmarked som det danske, men kun på et frit marked som det der fandtes i 80’ernes Los Angeles: Axl, Izzy, og Guns boede alle i de usleste skodlejligheder de kunne finde, for de havde ingen penge og tænkte kun på at være tæt på centrum så de kunne mødes og øve deres musik. Det var aldrig gået, hvis Izzy havde boet i Ballerup, og Axl havde boet i Tårnby, og de skulle sætte 1½ times transport af, bare for at øve det nye riff.

#2: EU-MODSTAND
EU-modstand har historisk set været et venstrefløjsprojekt, mens de borgerlige partier hilste udsigten til især fællesmarkedet velkommen. Venstrefløjen har også – helt rigtigt – været bange for magtcentraliering og demokratisk underskud, en tendens som stod klar allerede med Bruxelles-traktaten i 1967 (hvis ikke før det).

Det bedste er en decentraliseret statsmagt som laver få regler. Det næstbedste er en centraliseret statsmagt der laver få regler. Det værste er en centraliseret statsmagt der sprøjter regler ud. Og det er præcis hvad EU er blevet til.

Venstrefløjen har altid været skeptisk overfor statsmagten, og de advarede os imod det EU vi kender i dag. I 1986 stod venstrefløjen samlet imod EU, og selv et midterparti som Socialdemokratiet var imod EU i 1986. Paradoksalt nok er en ny generation af socialdemokrater, såsom Dan Jørgensen, blevet glade for EU netop som det har vist sig, at det var en institution der kunne bruges til at pøse forbud ud over befolkningen, og regulere borgernes liv helt ned i detaljen. Sådan kan I takke Dan Jørgensen, og andre europæiske grupperinger for det kommende forbud mod glødepærer, mens tidligere EU enthusiaster som Jens Rohde stemte imod og mente, at mennesker godt selv kan finde ud af hvad for noget lys de vil have i deres hjem.

Som den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson sagde, så er det bedre at slås med følgerne af for meget frihed, end for lidt. EU-parlamentet mener åbenbart det modsatte, og hvor Jefferson og Madison sørgede for, at USAs forfatning blev på 12 sider, og startede med ordene “We the people…”, så har EU-bureaukraterne støbt en betonforfatning på mere end 300 sider, der starter med ordene “His Majesty, the king of the Belgians…”

Ikke underligt, så har EU-politikere forsøgt at indføre forfatningen uden om folket, men hvor de ikke har kunnet bøje landenes eksisterende grundlove, så har de måttet sende traktaterne til afstemning, og der har befolkningerne sagt klart n…ej. Det har man dog ikke taget så tungt i EU, idet man blot har sendt samme traktat til afstemning under anden titel (Lissabon-traktaten). I EU-Parlamentet kalder man MEP’er der er imod Lissabon-traktaten, og for demokratisk selvbestemmelse, for mentalt retarderede (Daniel Cohn-Bendit) og nazister (Martin Schulz). Gad vide hvad man så synes om vælgererne, manden på gaden som stemte imod deres traktater?

Det eneste land som fik lov at stemme om Lissabon-traktaten stemte nej, og de eneste to lande som stemte om EURO’en stemte nej. Hvor får EU-projektet overhovedet sin legitimitet fra?

Fysik og EPR-Paradokset

af Niels Gregersen, cand.scient., Ph.D.

Jeg hører undertiden følgende kritik af den naturvidenskabelige metode: “Einstein påpegede selvmodsigende elementer i kvantemekanikken (og dermed i al moderne fysik) Så må der jo være luskeri i foretagendet… Ha!”

Well, det er faktisk rigtigt hvad de siger, det er det såkaldte såkaldte EPR paradoks, og det er emnet for denne artikel.

EPR paradokset

Einstein, Podolsky og Rosen udgav i sin tid en artikel hvor de påpegede at kvantemekanikken i den såkaldte “københavnerfortolkning” enten 1) bryder med lokalitetsprincippet eller 2) er ukomplet. Det problematiske fænomen kommer fra “entanglement”. Når to partikler er entanglede betyder det at en måling på en af partiklerne påvirker den anden partikels tilstand – instantant. Så man kan forestille sig to partikler, en her på jorden og en i den anden ende af universet, og at disse to partikler er entanglede. Man laver en måling af partiklen her på jorden og påvirker – instantant – den anden partikels tilstand, der jo altså befinder sig i den anden ende af universet. Einsteins relativitetsteori fortæller at ingen information kan bevæge sig med en hastighed over lysets, så umiddelbart ser det ud til at lokalitetsprincippet, forstået som at Einsteins relativitetsteori skal overholdes, bliver brudt ved målinger på entanglede partikler.

Einstein og andre foreslog diverse udvidelser af kvantemekanikken, den mest berømte er teorien om “hemmelige variable”, et sæt variable der ligger under kvantemekanikken og deterministisk bestemmer udfaldet af målinger der ellers virker tilfældige. Man har dog udført en masse eksperimenter gennem årene, og disse indikerer alle sammen at kvantemekanikkens forudsigelser holder stik og at de foreslåede udvidelser er forkerte.

Så det ser ud til at kvantemekanikken holder samtidig med at ikke-lokalitet gælder. Og ikke-lokalitet er jo umiddelbart svær at forstå i forhold til relativitetsteorien. Så er den moderne fysik inkonsistent? Bruger fysikerne i grunden bare den tilfældige model der nu passer bedst til resultaterne, i strid med god videnskabelig praksis? Har postmodernisterne – der mener, at al viden er konstrueret – alligevel ret?

Situationen i 1935 var den at den store Einstein havde udgivet en artikel der tilsyneladende afslørede en modstrid mellem kvantemekanikken og relativitetsteorien pga. ikke-lokalitet vedr. entanglede partikler og Einstein foreslog en “hemmelig variabel” teori til at erstatte kvantemekanikken. Samtidig havde kvantemekanikken med succes forudset udfaldet af alle de eksperimenter man kunne finde på, og relativitetsteorien validitet var også veletableret. Så fysikerne gik rundt i 30 år og kløede sig selv lidt i håret og vidste ikke rigtigt hvad de skulle stille op med EPR paradokset.

Det første fremskridt skete så, da Bell i 60’erne skrev en artikel som svar på den oprindelige fra 1935. I den artikel demonstrerede han to ting, 1) ingen “hemmelig variabel” teori kan forudsige de samme resultater som kvantemekanikken (Bell’s theorem) og 2) det kan lade sig gøre at designe et eksperiment der tester hvorvidt kvantemekanikken eller en hemmelig variabel teori gælder. Eksperimentet består i at måle korrelationer og hvis en “hemmelig variabel” teori gælder skal korrelationerne være under en bestemt værdi. (Bell’s ulighed). Kvantemekanikken tillader dog en større korrelation og dermed et brud af Bell’s ulighed.

Artiklen var et gennembrud fordi nu kunne man pludselig rent faktisk undersøge eksperimentelt hvad der var rigtigt, kvantemekanikken eller en “hemmelig variabel” teori. Dengang havde man dog ikke de eksperimentelle faciliteter tilgængeligt, så det var først i 80’erne at de første serier af eksperimenter blev lavet af Aspect. Samtlige hans eksperimenter indikerede entydigt at Bell’s ulighed blev brudt og at kvantemekanikken altså måtte gælde istedet for en “hemmelig variabel” teori.

Einstein var modstander af kvantemekanikken hele hans liv pga. de stokastiske (*) elementer i den. Han foretrak en deterministisk teori, f.eks en “hemmelig variabel” teori, deraf hans berømte citat “Gud kaster ikke terning”, som han sagde til Bohr. Men stor fysiker som Einstein var, så har han så vidt jeg kan se ganske enkelt fucked op med EPR paradokset. Der var ingen kvantitative problemer med hverken kvantemekanikken eller relativitetsteorien, og Einsteins insisteren på lokalitet kom så vidt jeg kan se fra et naivt ønske om at etablere en klassisk forståelse af noget der ikke skal forstås intuitivt men istedet analyseres matematisk.

Så ja, kvantemekanikken holder samtidig med at ikke-lokalitet gælder. Men er det ikke en modstrid? Faktisk ikke, fordi indenfor de sidste par år er det blevet demonstreret at ikke-lokalitet gennem entanglement ikke kan bruges til at sende information med. Fysikerne har siddet ned med de tunge ligninger og har vist at selvom partiklens tilstand på den anden side af universet bliver påvirket, så kan denne påvirkning ikke bruges til at lave en telefon til den anden side af universet, hvilket etablerer overensstemmelse med Einsteins relativitetsteori.

Jeg tror den væsentligste årsag til at EPR paradokset opstod er at kvantemekanikken er dybt “counter-intuitive”. Når man sætter sig ind i den skal man virkelig opgive hele sin intuitive tankegang omkring hvordan verden fungerer og tage nogle meget komplicerede matematiske udtryk til sig istedet. Det er selvsagt vanskeligt for de fleste, og jeg vil vove påstanden at mindst halvdelen af de fysikere der bliver uddannet på Københavns Universitet stadigvæk ikke forstår kvantemekanikkens grundelementer fuldt ud. Kvantemekanik og relativitetsteori er logisk forenelige… men udfra al almindelig intuition virker det bare ikke sådan.

(*) Vedr. ordet “stokastisk”, så er et stokastisk udfald ganske rigtigt simpelthen et tilfældigt udfald man ikke kan forudsige på nogen måde. Det almindelige eksempel er at kaste en terning, vi kan sædvanligvis ikke vide om resultatet bliver 1, 2, 3, 4, 5 eller 6. Modsætningen til det stokatiske udfald er det deterministiske udfald. Hvis man sparker til en fodbold kan man (med kendskab til fysikkens love) regne ud hvordan den vil flyve og hvordan den vil lande på jorden igen, og det er således en deterministisk proces.

Aelius Aristides ”Roms Fejring”

af Ryan Smith, cand.mag.

Grækeren Aelius Aristides’ (117-181 e.Kr.) hyldesttale ”Roms Fejring” falder talen under genren ’lejlighedstale’ hvor man forsøger at ”ophøje snarere end at dadle”. Talen var henvendt til romerne, men leveret på græsk. – Præcis hvor og hvornår vides ikke, og forskernes bud veksler mellem 143-155 e.Kr., dvs. under Antoninus Pius, mens Roms geopolitiske magt var på sit næsthøjeste, og desuden i en udstrakt fredsperiode.

I ”Roms Fejring” præsenteres den retoriske modtager for det gennemgående udsagn, at Rom ikke hersker over sine undersåtter, men at Rom i stedet administrerer og tager hånd om de underlagte folkeslag (RO 93, 94, 95). En del af Aristides inspiration herfor kan tilskrives en generel filosofisk tendens indenfor den sene stoicisme hvor man i tiltagende grad så verden som ét kosmologisk hele. Men påstanden lader sig ligeledes tolke politisk: Koncentrerer vi os om dét, så kan vi se hvordan Aristides beskriver Rom og romersk politik ud fra et sæt internt græske kulturbilleder af historisk, mytologisk og politisk art: I RO 106 hører vi således om hvordan Homer angiveligt skulle have profeteret Roms storhed: I RO 103 præsenteres læseren for Romerriget som virkeliggørelsen af græsk mythos, dvs. folkesagn og legender. Aristides drager en analogi: Før Zeus regerede verden var den fuld af intern uenighed, men efter Zeus fandt verden sin naturlige orden. Rom er denne verdens Zeus.

Ligeledes ser vi fra RO 40 til RO 50 hvordan Aristides opbygger en forståelse af Rom som er baseret på en eksplicit græsk politisk struktur med en Polis og dens interessesfære. En struktur som i de græske bystaters historie primært kom til udtryk gennem skiftende alliancer, såkaldte koina – alliancer på kryds og tværs af de græske bystater, som kendt fra den Peloponnesiske Krig m.v.: Den forståelse af romernes imperium som Aristides her advokerer, er altså eksplicit græsk og ovenud baseret på en idiosynkratisk græsk forståelse af hvordan større politiske organer nødvendigvis må se ud. (Polis med interessesfære.) – Aristides skildrer Rom som selve verdens Polis, og deraf følger, at Roms interessesfære er global. Rom skildres altså som en slags primus inter pares; en allianceleder (koinos), imperiets mange byer imellem: Som et civiliserende herskerfolk med en et territorialt imperativ, en Imperial Mission.

”Roms Fejring” er således præget af en politisk forståelse baseret på ovenud græske diskurser: Aristides sammenligner Rom med Athen og Theben (RO 60), og implicerer dermed igen at Rom er en fortsættelse af de græske ligaer. Aristides trækker ligeledes på den filosofiske tradition idet man aner en retorisk parallel mellem hvordan Platon i Lovene sætter forsynets vilje bag filosofkongerne, og Aristides sætter forsynets vilje bag den romerske kejser, som han eksplicit forsvarer som frihedens og retsvæsenets garant.

Dermed trækkes der igen på den internt græske forståelse: Athen gjorde det samme, men dog fejlede Athen i at sikre dets borgere stabilitet. Således har Rom ifølge Aristides altså gjort noget fundamentalt athensk, men uden athenernes skødesynder.

Men brugen af de græske referencer stopper ikke her: Ved brug af den klassisk-retoriske stilfigur med tese og antitese opbygger Aristides et ideelt Athen overfor et ideelt Sparta, og ved at karakterisere Rom som en ideel blanding af de to – en entitet med Athens visdom (sophia) og Spartas mandsmod (arete), fremstilles romerne som værende særligt egnede til at herske. Rom fremstilles herpå som en meditation af Grækernes visdom og mådehold, og barbarernes rigdom og magt (RO 41), og ud over brugen af herakliteansk dialektik, så ser vi altså igen hvordan aristoteliske mundheld såsom ”alt med måde” her ophøjedes til universel gyldighed.

I betragtning af grækernes noget selvcentrerede kulturopfattelse, er det lidet opsigtsvækkende hvordan Aristides i sin tale aktivt søger at skelne mellem grækere og ikke-grækere blandt imperiets underlagte folkeslag. Men omvendt er det dog sensationelt at Aristides utvetydigt giver udtryk for, at romerne decideret overgår grækerne.

I RO 14, 60, 88, 93 og RO 96 giver Aristides nemlig udtryk for, at Rom opdrager og guider grækerne. Denne skildring er især interessant med henblik på den græske påstand om, at græsk kultur og litteratur skulle være ubetinget bedre end den romerske. Jævnfør denne betragtning om det ”alment græske” ville det i sig selv være opsigtsvækkende, eller i det mindste kvalificere som en indrømmelse, om Aristides blot havde sidestillet den græske og romerske kultur.

Således er det ekstra opsigtsvækkende når Aristides her implicit siger, at romerne nu overgår grækerne: Periodens øvrige grækerne var nemlig konsekvente i deres afvisning af romersk kultur, og vi kan endvidere konstatere at Plutark, som levede umiddelbart før Aristides, og som fik tildelt særlige hæderstitler af selveste kejser Hadrian, var en stor fortaler for netop det synspunkt, at græsk kultur var al civilisations udgangspunkt og omdrejningspunkt.

Selvom”Roms Fejring” fremhæver hvor små grækernes bedrifter er i forhold til romernes (RO 88), så foregår størstedelen af talens ros af Rom dog på idiosynkratisk græske præmisser og vider dermed om den Helleno-centrisme som selv de mest velintegrerede grækere har bekendt sig i antoninsk tid.

Den præsokratiske filosofis naturvidenskab

af Ryan Smith, cand.mag.

Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at Einstein, Darwin, Bohr, astronomen Hubble og videnskabsteoretikeren Karl Popper alle var del af det samme teaterstykke for godt 2500 år siden? Nej, det ville jo være umuligt, dengang var de jo ikke engang født! Men så måske alligevel – det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser om filosofien før Sokrates. Det er historien om den præsokratiske filosofi, det er historien om de tidligste filosoffer, det er naturvidenskabeligt teater i seks akter.

Ouverture – tæppet går

Tæppet går op, scenen kommer til syne, og ind kommer Thales fra den græske bystat Milet. Thales har købt nogle babylonske papyrusser på markedet og optræder nu med at forudsige solformørkelser på torvet i Milet. Slut med den mudrede mytologi som siger, at jorden er skabt af guder; jorden må være skabt af naturlige årsager, og Thales kan regne sig frem til dem. Hvis solformørkelser har en rationel årsag, så har jorden det også, og ifølge Thales, må det hele have noget at gøre med vand. Jorden er heller ikke flad, sådan som vi går og tror, men er i virkeligheden rund eller halvkugleformet, og så hviler den i vandskorpen på et soppebassin på samme måde som et æg, der døser rundt i et glas vand. Thales tog derpå et smut til Egypten og opmålte de (dengang ubestigelige) pyramider. Han løste problemet ved at vente til den tid på dagen, hvor skyggerne var lige så lange som de ting, der kastede dem, og målte så pyramidernes skygger. Og inden han gik af scenen, så bad han også sine to hjælpere, Anaximander og Anaximenes, om at komme med en tilfredsstillende forklaring på torden (deres bud var lufttryk i skyer), og dermed lægge grundstenen til termodynamik.

Al begyndelse er svær, men i nogle tilfælde er opfølgningen endnu sværere: Thales har lagt grunden til en god gang gennemsigtig, oplysende videnskab, og ind kommer nu Heraklit, den obskure, den dunkle, den arrogante filosof, som ikke engang samtiden selv kunne forstå. ”Alting flyder,” siger han, ”alt er ild, og alting ændrer sig – konstant!” Faktisk går tingene så hurtigt, at du aldrig kan stikke din tå i den samme flod to gange, for ikke bare floden, men også foden vil have ændret sig fra gang til gang: Hud er skallet af, og nyt er vokset ud; celler er døde, og nye er født; alt i universet er processer, og masse er blot energi. Som Bohrs elev, fysikeren Werner Heisenberg, målløst måtte erkende, så kan man ”læse Heraklits belæringer som en nærmest ordret gennemgang af den moderne fysiks koncepter.” Heraklit takker for komplimentet og opfinder så også lige den transcendentale logos, der senere blev så vigtig for stoikerne, for kristendommens hellenistiske fase (Johannesevangeliet 1:1: ”I begyndelsen var Logos, og Logos var hos Gud, og Logos var Gud.”), og som sine sidste tricks, så hitter Heraklit også på kimen til de eksistentialistiske ruminationer i Kierkegaard og Nietzsche, samt opfinder den dialektik, der senere blev metodisk motor i Lenin, Marx og Hegel. Alt dette, før flammens filosof løber tør for benzin, brænder ud og går af scenen.

Einstein i sandaler

Efter Heraklit har haft travlt ved flammekasteren, kommer Parmenides ind på scenen. Han kigger strengt ud på publikum og hælder så logikkens safirblå is ud over det hele: Alt er det samme, intet ændrer sig, tiden som vi kender den er blot en illusion, og fortid, nutid og fremtid eksisterer kun relativt til hinanden. Ligesom Einstein konkluderer Parmenides, at tiden slet ikke bevæger sig, men at den i virkeligheden står stille, absolut stille. Universet er en massiv, ubevægelig fire-dimensional klods med tiden som fjerde dimension, og i virkeligheden kan du bevæge dig frem og tilbage i tiden med samme fordringsløse nonchalance, som når du lunter ned i kiosken efter smøger. Derfor var videnskabsfilosoffen Karl Poppers første reaktion på relativitetsteorien at stirre mistroisk på Einstein, og for så måbende at udbryde: ”You are Parmenides.”

Relativitetsteorien bliver svær at overgå, ja nu må der virkelig en spektakulær idé til for at overgå Parmenides’ performance. Men efterfølgeren Empedokles lader sig ikke kue: ”Når noget fødes,” lægger han ud, ”så fødes det i dobbelt forstand. Det fødes både som sig selv, og som repræsentant for sin art,” eller som moderne videnskabsmænd ville sige, så fødes det både som genotype og fænotype. ”Og i øvrigt” siger Empedokles, ”så er de arter, vi kender i dag, slet ikke skabt i ét nu: I stedet har de gradvist udviklet sig ud af tidligere arter. Livet er startet i havet for siden at bevæge sig ind på land, og de første arter der levede på jorden, er nu uddøde. Når nogle arter dør ud, og andre lever videre,” fortsætter Empedokles, ”så må det være fordi, at dem, der lever videre, var bedre til at tilpasse sig omgivelserne, end de arter der forsvandt.” Det var simpelthen survival of the fittest.

Atomer og ursuppe

Men inden vi slutter af, så skal handlingen også en tur om Anaxagoras og den tanke, at når mennesker vokser frem af små spermier, og træer vokser frem af små frø, så må det deraf følge, at hele universet engang er vokset frem af uendeligt små byggesten. Som Anaxagoras siger: Engang var hele universet mast sammen til en ultrakomprimeret kop ursuppe, der dengang indeholdt alt, hvad vi i dag finder i verden. Med et stort brag må ursuppen have spredt sig for alle vinde, og det er derfor, at der i dag er afstand mellem verdens bestanddele. Og da alt hvad der i dag findes i verden var del af den samme ursuppe før the big bang, så må jorden blot være én planet blandt mange, og de andre planeter må være derude et sted, kun adskilt fra os af tomrum, uendeligt, ufatteligt tomrum. Selvsikker, og godt tilfreds med sin opdagelse, hæver Anaxagoras sit spyd, og knalder det dybt ned i scenegulvets brædder, inden han bukker for at forlade os.

Men ikke engang the big bang kan triumfere ret længe blandt førsokratikerne, for ind kommer Demokrit: Resolut lirker han spyddet op af scenens skrå brædder, og kaster det frygtløst videre mod nye horisonter: ”Alting består af atomer, nogle er blot usynlige for det blotte øje,” siger han. Og Demokrit har således en afklapsning til Anaxagoras oppe i ærmet: ”Det kan godt være, at hele universet engang var foldet ned til en uendeligt komprimeret ursuppe,” siger han, ”men det, du kalder ’tomrum’, er også en form for materie: Alt er atomer, og det, du kalder ’ingenting’, det er bare lys- og luftatomer, du ikke kan se for dit blotte øje.” Selv sjælen består af atomer, og der er derfor ingen idé, der kan adskille herskere fra andre mennesker: Vi består alle af samme materie, den naturlige samfundsorden for mennesker er derfor et demokrati, og i udgangspunktet bør vi dele og hjælpe hinanden.

Tæppefald

Med Demokrit spiller det naturvidenskabelige teater på sidste akt. Før Demokrit havde de græske filosoffer interesseret sig for sten, ild, fisk og tornadoer – biologi, fysik og kemi. Men efter Demokrits sidste replikker, glider filosofien udi forfald og dekadencen bliver snart uundgåelig, i takt med at etik, teologi og datidens politiske spin, sofismen, gradvist vipper de gamle videnskabsmænd af pinden. Det naturvidenskabelige teaterstykke får således en russian ending, og konturerne af en tragedie tegner sig for læserens indre øje.

Human Enhancement – Gensplejsning af fremtidens mennesker

af Majken Hirche, cand.scient.

Byen sover og alt er stille. Kun lyden fra fingrenes leg på tasterne fylder rummet. Næsten da. For en imponerende samling af bøger og artikler, kaffekopper, tomme coladåser, chips- og slikposer, dunstende pizzabakker og Cup Noodles har invaderet din tilværelse – og dit værelse. Du minder mest af alt om en zombie og har ikke sovet i mange dage. Blot hvilet hovedet en stund, for atter at slå øjnene op til det halvfærdige dokument du skal aflevere i morgen inden kl. 12.

Tusindvis af studerende kan nikke genkendende til scenariet, for når eksamensperioden sætter ind gælder det om at levere varen. Vi presser os selv til kanten, og helst endnu længere, men når træthed og koncentrationsbesvær spænder ben for dagens pensum, finder vi hurtigt ud af, at vi er begrænsede skabninger… eller er vi? – På det sorte marked findes piller, der med et trylleslag kan genoprejse dig fra de døde: Bioteknologien har nemlig givet dig Hjernedopingen.

One Pill makes you Larger…

Hvis vi skal tro en engelsk-amerikansk undersøgelse offentliggjort i Nature, er indtagelsen af kognitionsfremmende midler, eller hjernedoping, et ganske udbredt fænomen blandt studerende på højere læreanstalter. I undersøgelsen havde forskerne spurgt 1.400 amerikanske studerende, om de brugte medikamenter, der var kendt for at kunne forbedre koncentrationsevnen og hukommelsen hos raske mennesker. I gennemsnit svarede 7 % af de adspurgte ja til spørgsmålet, og på et enkelt universitet var fænomenet så udbredt at op mod 25 % benyttede sig af hjernedoping.

I USA er det er imidlertid forbudt at sælge og indtage kognitionsfremmende midler, og bliver man taget med fingrene i pilleglasset, er straffen en tur bag tremmer. Herhjemme er vi lidt mere large omkring den slags, på nær i sportens verden, hvor doping er doping, uanset om det er krop eller sind der får et løft.

Men er det også snyd at indtage kognitionsfremmende stoffer i forbindelse med universitets-arbejde? Og bør det være forbudt? Det er stridens kerne i en hed og intens debat blandt ansatte og studerende på universiteter rundt om i verden; en debat som har affødt endnu flere spørgsmål end den besvarer.

En del af en større debat

For til debatten knytter sig en mere kompliceret og vidtrækkende problematik – human enhancement problematikken. Den handler om de etiske dilemmaer, der er forbundet med den nyeste teknologi og videnskab: Hvor langt bør vi gå i vores optimeringstrang? Og bør vi overhovedet sigte efter at forbedre det raske menneske?

Den aktuelle debat om hjernedoping er dermed blot det seneste led af human enhancement-debatten, og serverer mange af de hovedargumenter vi finder for og imod human enhancement. De skeptiske siger: Det er ikke fair (”nogle har bedre vilkår end andre”-problematikken). Det er unaturligt (”fordi det er menneskeskabt er det unaturligt”-problematikken). Det er farligt fordi vi ikke ved, hvad der kan ske på sigt (”glidebane”-problematikken).

Til det første argument svarer tilhængerne: Mennesker fødes ikke lige skabninger. Vi kommer alle fra vidt forskellige kår – sociokulturelle som biologiske, og derfor finder der alligevel altid uretfærdigheder sted. Til det andet argument svarer tilhængerne, at det simpelthen ikke giver mening at skelne mellem naturen og det menneskeskabte, da mennesket altid har eksisteret i et limbo mellem disse. Og til det tredje, at det er naturligt for mennesket at bryde grænser, og optimere sine livsvilkår, med de midler og metoder det har til rådighed.

Verdens farligste idé

Men er det i virkeligheden så ligetil? – For hvad vil der egentlig ske, når mennesket bevæger sig ud over grænsen for, hvad der er muligt fra naturens hånd? Vil dystopier som Fagre nye verden og Blade Runner rykke tættere på? Vil designer-mennesker med forøgede evner, naturligt søge at herske over ”andenrangs-skabninger” som ”gammeldags mennesker”? Og kan dystre tanker om fremtiden overhovedet bruges til at sige noget om nutiden?

Spørger man filosoffen Francis Fukuyama er svaret klart ja: Fukuyama er en af vor tids største modstandere af hele human enhancement tanken, og i bogen Our Post Human Future: Consequences of the Biotechnology Revolution, gør han blandt andet op med gensplejsning, kognitionsfremmende medicin, idet han skriver: ”Det oprindelige formål med medicin er at helbrede de syge – ikke at lave de raske om til guder.”

Ikke alle er dog enige med Fukuyama: Siden 80’erne har en verdensomspændende bevægelse kaldet Transhumanisterne nemlig plæderet for, at vi med teknologi og videnskab skal transformere mennesket til et væsen med evner, der rækker langt ud over dem vi besidder i dag. Deres fremtidssyn minder mere om Star Trek end om Blade Runner, og de har sågar allerede døbt det nye væsen det posthumane menneske. – Drømmen om et nyt stadie i den menneskelige arts udviklingshistorie er således allerede skudt i gang.

En drøm som Fukuyama kalder ”Verdens farligste idé.”

Det liberale genom – naturlig liberalisme

af Ryan Smith, cand.mag.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde kunne besvare korrekt. Et af spørgsmålene lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer. Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil. De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden. Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom per se, de bekæmper men ulighed: I 2010 har USAs fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 60% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem. Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.

Gyser på første klasse

Men vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere, og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år, og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år. Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet: Verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning, og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han uden at blinke konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. Han ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden. Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var ovenud rationelt at være optimist.

Budskabet ville dog næppe trænge igennem, for optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand.” sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability. Og på trods af et hidtidigt batting average på 0.00, så lytter vi stadig ivrigt til dommedagsprofeterne. Vi forestiller os hellere det bloddryppende, pestplagede undergangsscenarie, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie og de økonomiske statistikker afstedkomme et smil. Således er der brug for en bog, som slår et slag for optimisme – en bog som med udgangspunkt i fornuften fortæller den rationelle historie om den rationelle optimist.

Evolutionær økonomi

Og dét er netop, hvad den britiske forfatter, adelsmand, biolog og børsmægler Matt Ridey har givet os med sin nye bog, The Rational Optimist. I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med det kontroversielle felt Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme (Det Virkelige Menneske 2007). I Evolutionær Psykologi søger man, som navnet antyder, at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd og således at svare på, hvordan den menneskelige psykologi spiller sammen med den biologiske natur, som den nu engang er et produkt af. Og resultatet er sjældent kønt: Således lyder et af den Evolutionær Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd, at fantasere om andre og flere partnere, simpelthen fordi de producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes kan siges at ligge naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation; – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj. Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser, for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Det er det Ridley vil svare på, og svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Homo sapiens har selvfølgelig en større hjerne end alle tidligere menneskerarter. Men en stor hjerne gør det ikke alene: En Einstein i stenalderen ville ikke være en Einstein, som vi kendte ham, men én jæger-samler blandt mange, og sandsynligvis en temmelig dårlig én af slagsen. Hvad er forskellen på dengang og nu? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi til en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: De jagede i fællesskab, samlede i fællesskab og byggede værktøj i fællesskab. Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan jægerne nu koncentrere sig om at jage og samlerne om at samle. Specialisering giver kvalificeret arbejdskraft, hvilket igen giver mere mad, og med tiden kan det bedre betale sig for stammen at have et par specialister gående som ikke skaffer føde, men udelukkende producerer værktøj til stammens andre medlemmer.

Men da specialisten ikke kan spise sit værktøj, bliver han nødt til at handle med de andre Sapiens hvis han vil have noget at spise, og på savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskerarter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet. Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika. Og omvendt har man ved kysterne fundet økser lavet af stentyper, som kun findes mange hundrede kilometer inde i landet. Dét mønster er ukendt blandt andre arter.

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer). Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansens handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” Som kontrast, så kan seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer, og ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden. – En verden, hvor Einstein kan være teoretisk fysiker, fordi andre er landmænd og skræddere.

Således taler The Rational Optimist for frihandel som den naturgivne grundøkonomi, der definerer vores civilisation, driver innovationen fremad og karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne, ikke hunden, men markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere og mere kompetente, end nogen af os kunne hver for sig. Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument, og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet kort forinden, og konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.” (Lettres philosophiques, VI). Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Marx og naturen

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassisker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik. – Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen. Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl, han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den ellers så omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig tilnærmelsesvis falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter lagt om til at gå ind over land, og gennem den Arabiske halvø. Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge
For læseren der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og som liberale må vi ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal. Men Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejer at sidde, – en udviklingshistorie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Ridley forbliver lødig. Og med sit forsvar for universel frihandel går Ridley sådan set ikke længere end Århus-professoren Frederik Stjernfelt gik, da han aldeles ukontroversielt forsvarede universel ytringsfrihed med henvisning til tyngdeloven i DR2s Deadline (06.01.2010). Hvor Stjernfelt blander politik og fysik, så blander Ridley blot politik og biologi, og hvis Ridley kan siges at være mere kontroversiel, så er det udelukkende, fordi Ridley snakker om økonomisk frihed, mens Stjernfelt snakker om kulturel frihed. Og kigger man tilbage over de sidste 3000 års historie, så er der langt flere eksempler på, at frihandel ligger naturligt til mennesket, end at tolerance og ytringsfrihed skulle gøre det.

Sten i skoen
Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, så gør Ridley sig til talsmand for den holdning, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, idet han anser finansmarkeder som værende underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik. Havde Ridley imidlertid kunnet sin Hayek, så ville han vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det statslig indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente. Ligeledes har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige forretningsansvar fra selve den finansielle aktør til forsikringsudbyderen, og således skabt en branche, hvor Moral hazard er normen.

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage. Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien om det liberale menneskes grundvilkår, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt evolutionært modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til den usynlige hånd.

Matt Ridley

The Rational Optimist – How prosperity evolves

438 sider, Fourth Estate, 2010