Category Archives: Historie

Bitcoins – digitale penge

Et par nørder har lavet deres egne elektroniske penge, og nu spår de, at Bitcoins vil overtage den globale internet-økonomi. Spørgsmålet er, om det er hype – og hvis ikke, om internationale finansmagter vil forsøge at forbyde dem.

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

»Det er større end Twitter, større end Skype og større end e-mail,« siger computersikkerhedseksperten Steve Gibson.

»Det er et kæmpe fupnummer,« siger internetøkonom Adam Cohen.

»Det er det farligste open source projekt nogensinde,« siger dotcom-entreprenøren Jason Calacanis.

Ja, hvad skal man tro? Det handler om Bitcoins: Anonyme internetkontanter, der er komplet ligeglade med landevaluta, banker og mellemmænd. Produktionen af de digitale mønter og overførslerne verificeres af avanceret kryptografi, og vedligeholdes af et peer-to-peer netværk, der består af mennesker over hele verden, som har dowloaded softwaren. Bitcoins er inflationssikrede og gebyrfri. De er decentraliserede, kan cleares og sendes med lysets hastighed, og er efter sigende umulige at snyde med. I løbet af blot to år er Bitcoins blevet til en slags guldstandard for digitale penge. De kan bruges til at købe alt fra puslespil til porno, handles stort på internetbørser, og er i de sidste par måneder steget i værdi fra under en dollar til over syv dollar pr. Bitcoin.

Grunden til, at Bitcoins har fået så stor opmærksomhed blandt de meget ideologiske grene af open source folket, er, at de har ingredienser til at udfordre den globale pengemagt. Allerede nu vinker de farvel til Paypal, der efter deres mening er i lommerne på nationalbankerne og blokerer for donationer til organisationer som Wikileaks. Bitcoins har potentialet til at lave nationalstater om til tandløse monarkier, der forsøger at beskatte usynlige goder. De repræsenterer liberalisternes hede drøm om at adskille politisk og økonomisk magt. De er turbokapitalisme, bredbåndsanarki og cyberpunk i ét, for det eneste, Bitcoins kræver, er en krypteret nøgle, et hemmeligt password og troen på, at de har værdi. Ligesom alle andre såkaldte fiat-valutaer (som dollar og kroner) er Bitcoins nemlig ikke bakket op af andet end stater og de mennesker, der tror på dem. Og hvem har nu om dage brug for stater til at fortælle os, hvad der er værd at tro på, og hvad der ikke er?

Bedre end guld
Ifølge fortalerne har Bitcoins de samme gode egenskaber som guld og sølv uden at have disses dårlige egenskaber. Det er ikke muligt at lave falske Bitcoins og dermed købe varer for den samme Bitcoinflere gange. Man kan kun ‘præge’ en endelig mængde af dem, hvilket sikrer mod ukontrolleret inflation, men til gengæld kan man dele en Bitcoinop i næsten uendeligt mange dele og derfor lave et vilkårligt antal mikrotransaktioner over nettet.

Alle transaktioner er anonyme og får et offentligt tilgængeligt tidsstempel, der er delt og ejet af alle, som deltager i netværket. Alle deltager i en fælles verificering af mønterne og handlen med dem. Og det smukke ved hele systemet er, at incitamentet til at deltage i den fælles verifikationsproces er den måde, man tjener Bitcoins på.

Ifølge internetpioneren Robert Tercek, der bl.a. har stået i spidsen for Digital Media hos Oprah Winfrey Network og Sony Pictures Entertainment, bryder Bitcoins nationalstaternes monopol på at trykke penge og dermed deres magt til at definere pengenes værdi (hvilket typisk gøres via stimuluspakker, renter eller økonomiske hjælpepakker). Den indbyggede anonymitet undergraver også forbindelsen mellem penge og person, som hidtil har gjort det muligt for lande at overvåge deres borgeres adfærd og sikre, at man betaler skat og moms, ikke laver sort arbejde, ikke køber ulovlige ting og så videre.

Dotcom-entreprenøren Jason Calacanis tror ligefrem, at Bitcoins er det farligste teknologiske projekt siden internettets opfindelse og mener, at de vil revolutionere verdensøkonomien, hvis ikke udbredelsen stoppes med forbud og hårde straffe. Det er dog ikke sikkert, at det vil lykkes, for Bitcoins baserer sig på et peer-to-peer netværk på samme måde som BitTorrent, der har vist sig at være svært, hvis ikke umuligt, at bekæmpe.

Andre er dog langt mere positive – eller langt mere negative. Internetøkonomen Adam Cohen fra billetsøgetjenesten SeatGeek er for eksempel overbevist om, at Bitcoins er fup og fidus. De vil aldrig blive brugt til at købe og sælge varer på nettet, fordi deres begrænsede antal gør, at folk i stedet vil spekulere i, at de stiger i værdi.

Inflation er en vigtig egenskab ved penge. Deflation, dvs. en valutas værditilvækst relativt til alt andet, vil bare tilskynde til hamstring. Og så, på et eller andet tidspunkt, vil noget gå galt. En bug i programmet, et forbud fra USA, eller en alternativ løsning vil få folk til at vende ryggen til Bitcoins, og pludselig er alle de opsparede milliarder forsvundet ud i den blå luft.

Lang historie
Forsøg på at skabe en elektronisk valuta er ikke noget nyt fænomen. Firmaet DigiCash var pionér i de tidlige 1990’ere, men døde fordi interessen blandt kunder var for lille. CyberCash blev store i de sene 90’ere, men krakkede i 2001, efter sigende fordi år-2000-problemet fik softwaren til at tælle betalinger dobbelt. Andre startups som Beenz og Flooz red også med på dotcom-bølgen, men gik hurtigt bankerot eller blev opkøbt, da boblen brast i 2001.

Også i det virkelige liv har alternative penge en lang historie bag sig. Mest kendt er historien om den østrigske borgmester Michael Unterguggenberger, der under depressionen i 1932 besluttede at udsende ‘Das Freigeld von Wörgl’, en lokal valuta, der var designet til at miste sin relative værdi i forhold til den nationale Schilling med én procent om måneden. På den måde blev det uinteressant at hamstre pengene, og folk begyndte i stedet at bruge dem så hurtigt som muligt. Bankerne gav afkald på renter og gebyrer, og eventuel profit blev sendt til fattigdomshjemmene.

I løbet af et enkelt år blev arbejdsløsheden reduceret med 25 procent, infrastrukturprojekter blomstrede og investeringer steg med over 200 procent. Nabokommunerne begyndte hurtigt at efterligne det økonomiske mirakel fra Wörgl, og selv den franske ministerpræsident Daladier kom på besøg for at høre om eksperimentet. Eneste problem: Den østrigske nationalbank så sit valutamonopol truet og forbød brugen af Wörgls Freigeld i efteråret 1933, hvorefter arbejdsløsheden igen steg til 30 procent.

Selv i dag findes der mange lokale valutaer, og de ser ud til at få stigende anerkendelse. Man kan f.eks. bare slå op under Chemgauer, Ripplepay, Blaufrank, EcoRoma, Palmas, WIR, Ora, og Bia Kut Chum. De er gode til at stimulere lokale økonomier, men lige så snart de bliver for store, bliver landene bange.

Måske kan man også pege på det såkaldte Hawalasystem fra Mellemøsten. Hawalamæglere er familieforetagender, der har eksisteret i hundreder af år. Hvis du vil overføre 100.000 kroner til en fjern by, går du bare til din lokale Hawala-agent og giver ham pengene, hvorefter han ringer eller skriver til sin kollega i den fjerne by og beder ham om at give 100.000 til den rette modtager. Der foregår ingen konkret pengeoverførsel. Det hele baserer sig på udlæg og tillid. Hawalamæglerne holder regnskab med hinanden og venter med uendelige mængder af tålmodighed på en ordre den modsatte vej, indtil regnskabet en skønne dag igen er i balance.

Økonomisk jihad
Denne type af peer-to-peer økonomi er utrolig svær at opspore, endsige at regulere. Bitcoins er den digitale perfektionering af Hawala, fordi de er lige så svære at optrevle og baserer sig på noget endnu bedre end tillid til et ukendt menneske eller en bank: en ubrydelig og anonym algoritme.

Det er stadig uklart, om Bitcoins holder i længden, men det virker, som om de er godt i gang med at udfordre den eksisterende magtstruktur i samfundet. Når millioner af mennesker først har installeret og lavet backup af deres Bitcoin-software, vil det blive særdeles vanskeligt for regeringer at vende strømmen. Det kan være, at de forbyder online køb og salg af Bitcoins eller forsøger slukke for selve netværket.

Nørder over hele kloden har erklæret økonomisk krig mod de globale finansmarkeder og deres magtfulde mellemmænd. Først tager de internettet, håber de. Tiden må vise, om de også vil tage Manhattan.

Er kønnet konstrueret? Anmeldelse af Delusions of Gender

af Ryan Smith, cand.mag.

Mænd er som hunde, og kvinder er som katte. Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus. Mænd bruger hovedet, og kvinder bruger hjertet. Mænd vil have ungdom og skønhed, mens kvinder vil have status og penge. Mænd ser pornofilm, kvinder læser kærlighedsromaner. Kvinder vil have tryghed og dernæst sex, mens mænd vil have sex, for derefter igen at ville have sex.

Vi kender dem alle sammen: De gængse fordomme om de to køn, som vi nu har måttet høre på i snart et halvt århundrede. Men er der også noget om dem? Ikke hvis man spørger den britiske psykolog, forsker og ph.d. Cordelia Fine, som efter at have læst på både Cambridge og Oxford har skrevet en bog om kønsforskelle. En bog, som er blevet lidt af et fænomen i den engelsktalende verden.

Bogen hedder Delusions of Gender, og faktisk så handler bogen slet ikke om kønsforskelle, men snarere om, hvordan der ingen kønsforskelle er. Cordelia Fines litterære anstrengelser er blevet til en entusiastisk, velskreven og underholdende bog, om end det næppe er sikkert, at underholdningsværdien har fået helt den karakter, som Fine havde tiltænkt.

De ideologiske briller hives frem fra skuffen

Fine indleder med at fastslå, at der efter hendes mening ikke findes nogen videnskabelige undersøgelser der beviser, at kønsforskelle eksisterer. Godt nok findes der videnskabelige undersøgelser som konkluderer, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinders valg og prioriteter, men disse undersøgelser er, ifølge Fine, slet ikke gode nok. Og med Delusions of Gender vil Fine nu pille det videnskabelige grundlag for kønsforskelle fuldstændig fra hinanden.

Fine lægger veloplagt ud med at se nærmere på en undersøgelse, som giver ammunition til hendes synspunkt: En undersøgelse der viser, at tiltaler man mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, ja, så bliver resultaterne også derefter: Mænd bliver simpelthen bedre til matematik. Så samme måde viser undersøgelsen også, at taler man systematisk til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, ja, så bliver kvinderne også bedre til sprog. Så mine damer og herrer, her har vi beviset: Måden, vi taler til hinanden på, påvirker simpelthen vores evner. Sproget skaber verden. Fine er en glad forfatterinde: Allerede her kan læseren nu se, hvor fjollet det er at tro på køn, for de forventninger, vi har til hinanden, påvirker jo hvem vi er.

Vi hører altså, om undersøgelsens overordnede konklusioner, men undersøgelsens konkrete resultater får vi imidlertid ikke så meget at vide om. Senere i bogen forstår vi hvorfor: Når man taler til mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, og til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, så øges en testpersons evner med beskedne 3 %! Entusiasmen dæmpes kortvarigt, idet Fine i et introspektivt øjeblik må konstatere, at 3 % ikke meget. Men allerede i næste sætning vender Fines optimisme og ukuelighed tilbage: For som hun siger, for et ungt menneske, der står og skal i gang med et helt liv, så 3 % sagtens være udslagsgivende. Selvom 3 % er lidt, så kan det sagtens være meget.

Og hvordan ved Fine så det? Jo, det gør hun bare. Det vender vi tilbage til senere.

Sociologisk cirkelslutning

For Fine er ikke færdig med pointen om, at det er sproget, der skaber kønsforskelle: ”Der er ikke forskel på mænd og kvinder”, gentager hun for læseren, ”men har I nogensinde tænkt på, at når vi snakker så meget om kønsforskelle, så skaber vi også kønsforskelle?” I særdeleshed vil Fine gerne spørge os, om vi nogensinde har tænkt på, at kvinder måske har nemmere ved at bukke under for socialt pres end mænd? Og, givet at kvinder er mere påvirkelige, er det så overhovedet hensigtsmæssigt for ligestillingen, at vi har så mange diskussioner om kvindens plads i samfundet, alt imens mænd (ifølge Fine) går mere eller mindre fri af socialt pres?

Med dét selvsikre udspil har læseren virkelig fået noget at tænke over: For hvis der ikke er forskel på mænd og kvinder, hvordan kan kvinder så være mere påvirkelige end mænd? Hvis kvinder er mere påvirkelige end mænd, sådan som en lang række undersøgelser viser, så er der jo forskel på de to køn, og det er jo netop, hvad Fine ikke mener, der er. Givet Fines præmisser, så må hun således være ude i en cirkelslutning: Socialt pres virker bedre på kvinder, fordi kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres. Problemet er bare, at man med denne form for Emile Durkheim’ske sui generis-bevisførelse kan bevise hvad som helst, ikke mindst at kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres, fordi det harmonerer med den kvindebeskrivelse, vi finder i den hellige Koran.

Matematikkens ”interne tyranni”

Men vi er ikke færdige. Hverken med socialt pres eller med matematikken: Gennem årene har flere videnskabelige undersøgelser nemlig vist, at kvinder (i snit) er dårligere end mænd til matematik. Fine medgiver først, at disse resultater afspejler en sandhed, men derefter hævder hun – i en koloraturarie over en efterhånden velkendt melodi – at kvinder kun er dårligere til matematik, fordi samfundets fordomme holder dem nede. Så langt, så godt: At det er samfundets forventninger og fordomme, der fastlåser kvinder i en snæver, bestemt rolle, var også hovedpointen, da Simone de Beauvoir skrev Det Andet Køn i 1949. Problemet er bare, at mænds fordomme ikke var grunden til, at kvinder (i snit) var dårligere til matematik dengang, og at det slet ikke er mænds fordomme der er grunden til, at kvinder er dårligere til matematik i dag.

De sidste par år er der nemlig kommet en hel række undersøgelser som viser, at kvinder udsættes for stadig færre fordomme om deres matematiske kunnen. Fine har godt nok lige fortalt os, at det er mænds fordomme, der holder kvinderne nede, og nu viser det sig altså, at der bliver færre og færre af disse fordomme – hvordan kan de betragtninger dog nogensinde forenes? ”Jo, det kan de”, siger Fine, ”når blot man forstår, at fraværet af en offentlig kvindekritik, blot har omformet mænds fordomme til et ’internt tyranni’, der stadig plager kvinder.”

Moralen er en mesterlig syntese: Hvis mænd er fordomsfulde, så undertrykker de kvinder, og hvis mænd ikke er fordomsfulde, ja, så undertrykker de også kvinder!

Fines fine ansigt

Men efter at have sundet os oven på denne genistreg, så må vi dog alligevel spørge: Hvor er dokumentationen for eksistensen af dette ”interne tyranni”? Og som vi spurgte længere oppe, hvordan kan Fine så vide, at en evneforskel på 3 % kan være udslagsgivende for en ung persons liv? De svar får vi aldrig.  Men hvad vi så til gengæld får, er en ubehagelig fornemmelse af, at de konklusioner vi her får serveret, alene er udsprunget af Fines ideologiske overbevisninger. Fine skriver i bogen, at hun vil gøre op med ”alle de underlødige videnskabsmænd”, der bare ”slynger ting ud om køn” uden at have nagelfaste beviser for dem. Men når Fine kører sin egen modkritik i stilling, så forventes det åbenbart, at læseren skal acceptere hendes påstande, alene på baggrund af hendes glatte ansigt. Der gælder med andre ord ét sæt spilleregler for Fine, og et andet for alle os andre.

Fantastiske fostre

Den orakulære tone fortsætter desværre gennem hele bogen, og sågar også uden for den, som da Fine til et foredrag konfronteres af et i øvrigt velvilligt forældrepar: Her fortæller moderen, at hun og hendes mand altid har forsøgt at opdrage deres to børn kønsneutralt, men at de hurtigt opdagede, at sønnen var frenetisk interesseret i biler og gabende ligeglad med dukker, mens det med datteren forholdt sig lige omvendt. Men Fine lader sig ikke imponere: Børnenes præferencer ikke har noget med kønsforskelle at gøre (for den slags findes jo ikke, uha-nej). Når drengebørn interesserer sig for biler, og pigebørn for dukker, så skyldes det snarere, at børnene, allerede mens de var fostre, kunne ligge inde i livmoderen og lytte til os andre tale om køn. Derfor ser det ud som om, at børnene fødes med en præference for biler eller dukker, men i virkeligheden er det blot sproget, der skaber verden.

Fines mærkværdige påstand (som må formodes at forudsætte, at fostre kan afkode sprog) føres der intet bevis for, eksamensbeviser fra Cambridge og Oxford til trods. Men måske er det slet ikke videnskab, som Fine vil opbygge med sin bog. Måske skal hendes budskab netop forstås på samme måde, som man forstår den hellige Koran og de øvrige abrahamitiske skrifter: Som en åbenbaringsreligion, hvor man ikke behøver føre bevis for sine påstande. En åbenbaringsreligion ved navn Feminisme.

De stakkels kvinder

Tilbage ved bogen er læseren ved at være godt forvirret. For der står jo på omslaget af Delusions of Gender, at bogen vil gå i rette med de videnskabelige undersøgelser som påstår, at der er forskel på mænd og kvinder. Vi er blevet lovet en bog om kønsforskning og neurologi. Så hvorfor skal vi nu sidde og læse side efter side om, hvordan kvinder (efter Fines personlige mening) undertrykkes og manipuleres i samfundet? Bogen præsenterer sig selv som et opgør med de seneste ti års hjerneforskning, men Delusions of Gender læses mest af alt som en let opdateret udgave af den klichemættede offerfeministiske smøre; den som vi kender til akkurat samme udslidte hudløshed, som vi kender den fortærskede maksime om, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus.

At Fine omtaler kvinder som ofre er særligt ironisk, når nu hendes hovedpointe er, at det er sproget der skaber kønsforskelle. For pointen har unægteligt den implikation, at hvis sproget skaber verden, og man omtaler kvinder som ofre, ja så er man selv med til at gøre dem til ofre. Det har Fine så bare ikke tænkt på, på noget tidspunkt i arbejdet med Delusions of Gender. Enten kan Fine ikke tænke stringent, eller også tager hun sig her igen et par af de friheder, som hun så skinsygt vil nægte alle andre.

Kvindernes hævn: Murstenstesten

Alt er imidlertid ikke sort for kvinderne: Med stolthed og bravur præsenterer Fine os nemlig for murstenstesten: Murstenstesten går groft sagt ud på, at en testperson får en mursten i hånden og bliver bedt om at opremse alle de formål, som vedkommende kan finde på at bruge den til. Derefter får testpersonen point, alt efter hvor kreative hans svar var. Svarer man ”mursten kan bruges til at bygge huse”, så får man ét point, mens svaret ”mursten kan kastes på politiet” præmieres to point og så videre. Men hvis man virkelige skal brillere på murstenstesten, så er det om at spille ud med svar som ”murstenen symboliserer, at vi alle er another brick in the wall” – sådanne svar præmieres med 10 point.

I murstenstesten klarer kvinder sig gennemsnitligt bedre end mænd. Og det får en jublende Fine til at udbryde, at det ville være et stort gode, hvis alle i samfundet tænkte på denne symbolsk-abstrakte måde. Her afslører Fine sit udgangspunkt som fermt forankret i universiteternes liberal arts-tradition: Jo mere abstraktion, des bedre. Og dét selvom the liberal arts er notorisk ude af stand til selv at producere noget som helst levedygtigt, men netop kun kan overleve via massiv støtte fra andre samfundsgrupper. Grupper, som bruger mursten til at bygge huse og forskning til at løse faktiske problemer.

Faktisk er Fine så glad for murstenstesten, at hun fuldstændig ignorerer den japansk-amerikanske professor Ikujiro Nonaka (og mange andres) arbejde med såkaldt tavs viden: Kreative mennesker er ikke nødvendigvis i stand til at verbalisere, hvad det er, de gør; de gør det bare. Derfor er der ingen garanti for, at genier som Vincent van Gogh eller Nikola Tesla ville klare sig særlig godt i murstenstesten. Murstenstesten måler verbal- og abstraktionsevne, men ægte kreativitet kan sagtens ligge andetsteds. Hverken en høj eller en lav score på murstenstesten siger noget om, hvordan en person vil klare sig i den virkelige verden, og derfor er det faktisk lidt pinligt, at der skal bruges så meget krudt på det.

Men det mest mærkværdige ved Fines gennemgang af murstenstesten er dog, at Fine tidligere i bogen – i lighed med den britiske filosof John Stuart Mill – har argumenteret for, at det er umuligt at vide noget om kvinders sande evner, så længe samfundet behandler de to køn forskelligt. Men her, i afsnittet om murstenstesten, slår Fine så pludselig fast, at kvinder er bedre end mænd. Altså: Når mænd er bedre end kvinder, så kan vi ikke vide noget om kvindernes sande evner. Men når kvinder er bedre end mænd, så er det sandheden selv, der flår hul på samfundets undertrykkende dyne.

Mulighed er ikke sandsynlighed

Et sted, hvor Fine til gengæld ikke er enig med John Stuart Mill, er, når hun konstant blander muligheder sammen med fordelinger. Mill mente, at samfundet skulle give mænd og kvinder lige muligheder, sådan at alle kunne forfølge netop den karriere, som han eller hun ønskede sig. Men Mill mente ikke, at samfundet skulle sørge for en ligelig (50/50) kønsfordeling i alle erhverv, for dét ville jo være et overgreb mod det enkelte menneskes ønsker. Sådanne fine fornemmelse er imidlertid spildt på Fine, der ikke har de fjerneste problemer med at give sin støtte til overgreb, for selvom kvinder og mænd har forskellige ønsker, så har de jo ikke rigtigt forskellige ønsker: Det er bare sproget, der har skabt en kultur, hvor mænd tror, at de hellere vil være soldater end sygeplejersker. Samfundet er, efter Fines mening, ikke der hvor det bør være, og derfor kan man sagtens forsøge at skubbe det enkelte menneske derhen med vold og magt ved at træffe grundlæggende livsbeslutninger for det, selvom man måske krænker det på vejen.

For Fine kan nemlig også vide sig sikker på historiens endemål: Det lysende mål i horisonten, som historien ufravigeligt bevæger sig frem imod, hedder 50/50-kønsfordelinger overalt i samfundet. Alt, hvad der påtvinger en mere ligelig fordeling af kønnene, omtales uden argumentation som ”fremskridt”. Den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper (som påviste, at troen på historiens forudbestemthed ikke alene er uvidenskabelig, men også er en af forudsætningerne for det totalitære samfund) har i sandhed levet forgæves for Cordelia Fine, ligesom Popper har levet forgæves for de Radikales Sofie Carsten Nielsen, Socialdemokraternes Julie Rademacher, samt det skatteyderbetalte KVINFO og dets direktør Elisabeth Møller Jensen.

Uvidenskabelig videnskab

Fine hævder altså, at vi ikke kan regne med videnskaben, når den påstår, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinder. Overbevisningen er stærk, men Fines argumentation og beviser er det nu så som så med. Ét sted har Fine dog utvivlsomt ret i sin kritik af videnskaben, og det er, når hun går tilbage til 1800-tallet for at kritisere, hvordan videnskabsmænd så kønnet dengang. At Fine kan finde ud af at afvise teorier, der allerede blev afvist for 100, 150 og 200 år siden, burde sådan set ikke være nogen nyhed. Men Fine gør det til en nyhed, når hun hoverende insinuerer, at moderne videnskabsmænd er gjort af samme stof. Fine lægger dermed op til, at der skulle findes en særlig arvesynd for videnskabsmænd. Og lægger således også sin dobbeltmoral frem, til frit skue for læseren: Der findes ingen essenser, de er udelukkende skabt via sproget, men videnskabsmænd vil for altid være bundet til de teorier, som ærkepositivisterne fremsatte i 1800-tallet.

At påstå, at man går i rette med videnskaben, for derpå at koncentrere sig om at angribe teorier, som for længst er blevet miskrediteret, er et billigt, men desværre udbredt, debattrick, som også blev anvendt herhjemme i Lars Sandbecks og Lars Christiansens antiateistiske debatbog Gudløse Hjerner. Det er et sjofelt trick, som svarer nogenlunde til at vurdere de nyeste smartphones på baggrund af Alexander Graham Bells telefonprototype fra 1876, eller til at vurdere moderne bilers sikkerhed med udgangspunkt i 1880’ernes første automobiler: Tingene er simpelthen blevet bedre siden, og som videnskabskvinde er det først og fremmest Cordelia Fines (og ikke læserens) opgave at holde sig ajour.

Ukritiske intellektuelle

Cordelia Fines bog er således et glimrende eksempel på, at hverken en ph.d.-grad, eksamensbeviser fra topuniversiteter, eller bøger med lange referencelister i sig selv udgør nogen som helst garanti for videnskabelighed. Tværtimod lader bogen til at være et ufrivilligt bevis på, hvad psykologerne Carl Rogers, Steven Pinker, Dan McAdams med mange flere har sagt snart i et halvt århundrede: At vi enten er født med, eller relativt tidligt i livet, udvikler de dispositioner, som senere vil gøre os til gode akademikere. ”Spild ikke tiden på at uddanne psykologer,” som Carl Rogers skulle have sagt, ”for tiden bruges meget bedre på at udvælge dem, som allerede har dispositionerne.” Cordelia Fine har næppe haft dispositionerne, for Delusions of Gender falder fuldstændig igennem som videnskabeligt værk.

Delusions of Gender er snarere en ideologisk debatbog, hvor forfatterinden på forhånd har besluttet sig for, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Først derefter er hun så begyndt at se på, hvordan hun kan underbygge sin konklusion. På den måde er Delusions of Gender desværre en del af en bekymrende trend af ideologisk motiverede ”forsknings”-bøger, som bedst eksemplificeres af bogen The Spirit Level – Why Equality is Better for Everyone, hvori forfatterne Richard G. Wilkinson og hans kæreste Kate Pickett enøjet insisterer på, at økonomisk lighed er bedre for alle. Ligesom Delusions of Gender, så blev The Spirit Level noget af en sensation i den engelsktalende verden, hvor patosvædede intellektuelle i en ekstasefyldt stund kaldte Wilkinson og Pickett for ”socialvidenskabernes Charles Darwin”, og også den LO-finansierede tænketank CEVEA var med til at støtte op om bogens konklusioner herhjemme.

I modsætning til Delusions of Gender, så blev The Spirit Level dog senere afsløret som frygtelig pinlig forskning, i såvel danske som udenlandske medier, og mange af de britiske intellektuelle, der tidligere talte så varmt om bogen, holder nu klogeligt deres dom ude af offentligheden. Denne skæbne er dog endnu ikke overgået Delusions of Gender, som af helt uforståelige årsager stadig bliver taget alvorligt, også uden for universiteternes afdelinger for kvindestudier.

Fine undgår beviserne

I virkeligheden kan hovedantagelsen bag Delusions of Gender afvises med en uhyre simpel observation: Dyr har ingen kultur, men mange af de arter der ligner os mest, har helt faste kønsroller. På dette tidspunkt i anmeldelsen er det vel nærmest overflødigt at nævne, at Fine også undlader at forholde sig til denne oplagte indsigelse.

Denne forsømmelse står ellers i skærende kontrast til Fines omhyggelighed på andre områder: Fine bruger blandt andet sin bog til at kritisere Cambridge-professor Simon Baron-Cohens arbejde med køn, og selvom Baron-Cohen har udgivet mere end 200 peer reviewed forskningsartikler, så vælger Cordelia Fine, som altså kalder sig ph.d. i psykologi, næsten kun at citere fra Baron-Cohens populærvidenskabelige formidlingsarbejde, som bragt i bøger, blade og aviser.

Med Fine har vi altså at gøre med en videnskabskvinde, som systematisk undgår beviserne. Alt i alt ville Fines pointer nok finde bedre applikation hos Simon Baron-Cohens fætter, Sacha Baron-Cohen, der, efter at have spillet den bigote fjernsynsreporter Borat og den excentriske glam-bøsse Brüno, snildt kunne læse Delusions of Gender og finde materiale til sin næste film: I sin tredje film kunne Sacha Baron-Cohen nemlig snildt spille en forsmået, liberal arts, postmodernist-psykolog, som indtrængende ønsker at overbevise alt og alle om, at kønnet ikke findes, og at kønsforskelle udelukkende skabes gennem sproget.

Men det ville da også være en storslået skæbne for Cordelia Fine, denne kønsforskningens Don Quixote (m/k).

Anmeldelse: Griftopia og finanskrisen

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

Hold da op. Jeg vidste slet ikke at man kunne skrive så sjovt, så frækt og så informativt om noget så kedeligt som finanskrisen. Grunden til at jeg købte bogen Griftopia af Matt Taibbi var, at jeg er en af dem, som længe har forsøgt – eller tænkt på at forsøge – at forstå, hvad der egentlig foregik under finanskrisen, og hvordan det sidenhen er lykkes disse kriminelle bankmænd og skrupelløse børsmæglere at slippe for straf.

Bogen var et godt valg. Griftopia betyder noget i retning af Slyngelstan, dvs. et land, der styres af grådige skurke og koldblodige svindlere (i insiderkredse kaldt ’banksters’), der ved at smøre den politiske klasse har formået at deregulere hele den internationale finansielle sektor, og nu faldbyder giftige finansprodukter til folk og fæ. Taibbi blev i 2009 kendt for at kalde Goldman Sachs for en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden. Med sin bog sætter han trumf på og viser, at det ikke kun er Goldman Sachs, men stort set hele Wall Street der har sagt farvel til alle hensyn, og med slimede og grådige tentakler suger velstanden ud af stat og folk.

Problemet er ikke staten. Problemet er, at staten er blevet solgt til Wall Street. I et særdeles underholdende og oplyst første kapitel viser Taibbi, hvorfor teaparty-bevægelsen (og i det hele taget den åndssvage højre-venstre-opdeling af mennesker) har mistet enhver relevans i forhold til hvad der i virkeligheden er sket. Mens højrefløjen ser bureaukrati og lokalpolitik som ondskabens rod, ser venstrefløjen sig sur på entreprenører. Men de virkelige dumme svin er finansbosserne, som har købt bureaukratiet og forvandlet økonomien til et kæmpe high-tech casino, der med credit default swaps og collateralized debt obligations dræber både lokalmiljø og entreprenørskab.

Historien om ”the biggest asshole in the universe”, Alan Greenspan, spores tilbage til kulten omkring Ayn Rand og hendes vanvittige forsøg fra 1950’erne på at forfremme grådighed (som hun kaldte ’objectivism’ og ’rational egosim’) til en filosofisk nødvendighed. Greenspan var nok den mest obskure akolut af alle i denne bevægelse, men det lykkedes ham at blive chef for FED, det amerikanske federal reserve system, hvor han målrettet har kanaliseret rigdomme til den økonomiske elite via dereguleringer og printning af trillioner af papirdollar.

Et grundigt kapitel gennemgår, hvordan så mange amerikanere måtte gå fra hus og hjem, et andet fortæller, hvordan handlen med råvarer fjerner al relation til udbud og efterspørgsel, og hvorfor priserne på korn og ris, osv. er begyndt at stige efter at spekulanter har fået lov til at dominere markedet. Et tredje kapitel forklarer, hvordan den amerikanske sundhedsreform er blevet en parodi på sig selv, fordi det største problem ved det amerikanske sundhedssystem (papirarbejdet med forsikringsselskaberne, der ofte fylder mere end 50 % af arbejdsbyrden i et sygehus) slet ikke er blevet fjernet, og faktisk har fået frihjul på den betingelse, at de betaler demokraternes valgkampagne de næste to valg. Det sidste kapitel tager fat i Goldman Sachs, og viser, hvordan denne vampyrblæksprutte har formået at bore sine slimede tentakler ned i alle dele af den globale økonomi og placere små Goldman Sachs robotter overalt, for at bøje og dreje regler, der måtte hindre jagten på den personlige berigelse.

Det bedste ved bogen er, at den faktisk forklarer hvordan den slags foregår. Og når man har forstået lurendrejeriet, kan man ikke andet end at tage sig til hovedet og spørge, hvordan i hulen offentligheden har kunnet gå disse svindlere på limpinden – og stadig gør det! ”The new Mr. Dollar”, Allan Greenspan, var den sande designer af boble-økonomien, og hver gang boblen brast, trykkede Greenspan bare flere penge og lovede sine elskede investorer på Wall Street at staten, i tilfælde af ny bobler, altid vil være klar med flere penge og bailouts. De småbeløb som Goldman Sachs og Citigroup og Deutsche Bank og JPMorgan Chase og AIG og Morgan Stanley har måttet betale i bøde, når de blev fanget, har blot bekræftet deres strategi: Opfind nye Ponzi-skemaer, tag hvad du kan, få et trecifret millionbeløb i bonus, og lad fanden tage resten.

Hvis du læser bogen, vil du forstå, hvor langt ude nogle af alle disse finansprodukter er. CDO’s, derivativer, CDS’er, LIBOR, NINJA-lån, CFMA, LTCM, short selling, monoline insurance, CDO squared… du lærer det hele nemt og med en følelse, der er en blanding af hysterisk latter og klukkende fortvivlelse.

Taibbi har skrevet en overfed bog. Han kombinerer banebrydende reportage med grundig research, og fortæller den deprimerende historie om den efterhånden uovervindelige finanselite i et særdeles saftigt sprog.

Matt Taibbi
Griftopia – Bubble Machines, Vampire Squids, and the Long Con That Is Breaking America,
252 sider, ISBN 978-0-385 52995-2, Spiegel & Grau, 2010

Alle sprog har samme oprindelse – men ingen fælles regler

Menneskets evne til at tale stammer fra Afrika, men grammatikken er primært kulturelt bestemt.

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

To yderst interessante artikler, som udkom samtidigt i fagbladene Science og Nature i forrige uge, viser, at alle menneskets sprog stammer fra det sydlige Afrika, men at der derudover ikke findes mange fællestræk i grammatikken på tværs af sprogfamilierne, sådan som de har udviklet sig i takt med, at mennesket har spredt sig ud over kontinenterne i de sidste 100-50.000 år. Det betyder, at evnen til at tale i høj grad er genetisk kodet, men at der er plads til stor fleksibilitet i selve udførelsen.

Da talte sprog ikke efterlader fysiske fossiler i jordbunden, må antropologer og lingvister prøve at finde indirekte spor, når de skal lede efter sprogets oprindelse. Den evolutionære psykolog Quentin Atkinson fra University of Auckland i New Zealand fik den gode idé at låne en erkendelse fra genetikken: Jo længere væk, vi er fra vores afrikanske oprindelse, jo mindre genetisk variation er der i vores populationer. Det kaldes ‘founder-effekten’. Kunne man forestille sig, tænkte Atkinson, at der også findes en founder-effekt inden for sproget, og en slags sproglige ‘gener’, der udviser en lignende variation som de rigtige gener?

Kliklydesprog 

Ved at undersøge 504 moderne sprog kunne Atkinson vise, at et sprogs fonemer, dvs. de mindste lyde, som vi udtaler, når vi giver vores ord mening, kommer tættest på, hvad man kunne kalde sprogets gener. Man har længe vidst, at antallet af fonemer er størst i gamle sprog og mindst i nye. Sprog med de fleste fonemer bliver talt i det sydlige Afrika (Namibia, Angola, Botswana), mens sprog med færrest fonemer bliver talt i Polynesien og Sydamerika. I Danmark har vi 20 konsonantlyde og mellem 11-40 vokalfonemer alt efter hvem, man spørger. Reglen fra genetikken er, at hvis grupper af mennesker bevægede sig stadig længere væk fra deres moderland i Afrika, blev deres repertoire af fonemer stadig mindre, ligesom deres repertoire af gener blev mindre.

Atkinson plottede antallet af fonemer i hvert sprog som funktion af afstanden mellem det sted, hvor sproget bliver talt, og 2.500 hypotetiske oprindelsespunkter spredt ud over hele kloden. En efterfølgende korrelationsanalyse af alle par af afstande/fonemer kunne så vise det faktiske oprindelsessted. Det viste sig at være i den centrale/sydvestlige del af Afrika, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med forskningsresultater fra 2009 (se artiklen ‘Adam og Eva blev født …’ under ‘Læs også’ til venstre), som viste, at menneskets genetiske oprindelse kan spores tilbage til ørkenområdet nær grænsen mellem Namibia og Angola, hjemstedet for de kliklydtalende buskmænd kaldet San.

Kliklydsprog kaldes khoisan og tilhører sprogfamilien tuu. De er uden tvivl verdens sværeste sprog at lære. Det måske ældste af dem er sproget xóõ, som har 141 fonemer, hvoraf 83 er forskellige kliklyde med et utal af artikulationsmåder og artikulationsteder i munden.

Større ordforråd 

Det opsigtsvækkende i Atkinsons paper, offentliggjort i Science, er egentlig ikke, at talesproget stammer fra Afrika, men snarere det faktum, at alle verdens sprog ser ud til at have én og samme oprindelse, og at den primære evolutionære komponent, der selekteres på, ikke er selve ordene, syntaksen eller grammatikken, men ordforrådet og antallet af fonemer.

»Atkinson modellerer sig tilbage til det allerførste sprog og bryder på den måde med det tabu, som har hvilet over sprogvidenskaben, siden vi alle forlod tanken om primitive sprog,« siger Frans Gregersen, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, i en kommentar.

»Atkinson sandsynliggør, at de første sprog har været anderledes end de sprogtyper, vi kender nu. Det burde egentlig være en selvfølge, som følger direkte af evolutionsteorien, nemlig at der har været evolution også hvad angår sprog, men sprog er jo evolutionært set et meget nyt fænomen, så udviklingen har fået karakter af alene at skyldes ordforrådsforøgelse og tilkomsten af skriften (og nu andre former for sprogformidlende ‘devices’). Her adskiller Atkinson sig ved at påstå at der måske var mindre syntaks og flere lydlige forskelle.«

Sproget er den vigtigste og sandsynligvis også den mest komplekse ‘killer-applikation’, der adskiller mennesket fra andre arter. At sproget stammer fra dengang, mennesker stadig kun levede i det sydlige Afrika, viser, at det har en lang historie bag sig. Forskerne ved dog stadig ikke, præcis hvornår talesproget for alvor opstod hos vores evolutionære forfædre. Måske var det blot kort tid forinden mennesket begyndte at vandre hen over savannen og senere ud af Afrika, hvilket kan give grobund til at mene, at sproget er knyttet til udviklingen af det anatomisk moderne menneske for cirka 200.000 år siden. Men måske er talesproget langt ældre, og blev allerede brugt af Homo erectus og af Homo habilis for over to millioner år siden. Man ved det ikke endnu.

Jeg spiser kage 

Det andet opsigtsvækkende paper blev offentliggjort i Nature, og er skrevet af Michael Dunn og Stephen Levinson fra Max-Planck-instituttet for psykolingvistik i Holland samt Russel Gray og Simon Greenhill fra University of Auckland, New Zealand. Det tager fat dér, hvor Atkinson slutter, nemlig ved diskussionen om, hvorvidt syntaks og grammatik indeholder nogle universelle regler, som alle sprog benytter sig af, eller om grammatikken er kulturelt determineret, og derfor på ingen måde kodet ind i hjernen på mennesker.

Ved at lave en matematisk undersøgelse af 301 sprog fra de fire største sprogfamilier austronesisk, indo-europæisk, bantu og uto-aztekisk kunne Nature-forskerne finde hyppigheden af de mest typiske rækkefølger af ord, sådan som de bliver brugt og har udviklet sig igennem disse sprogs historie. F.eks. er det normalt på dansk at sætte subjekt foran verbum, og verbum foran objekt (jeg spiser kage). Analysen viser, at den slags indoeuropæiske subjekt-verbum-objekt-sprog (SVO) typisk bruger præpositioner (dvs. forholdsord: ‘fra dåsen’ og ‘med hånden’). Men hvis man taler et SOV-sprog (jeg kage spiser), så har man mere tendens til at udvikle postpositioner (dvs. efterstillede forholdsord, f.eks. ‘landet over’ eller ‘verden rundt’).

Disse tendenser kunne kaldes universelle syntaktiske regler, og har været vand på møllen for folk som Noam Chomsky, der siden 1950’erne har argumenteret for, at mennesket må være genetisk kodet til at kunne lære grammatik, fordi børn jo er så gode og hurtige til det, selvom de slet ikke har haft tid til at høre eller lære alle mulighederne.

Yoda-style: Kage, jeg spiser 

Men det er ikke, hvad man nu ser i det helt store billede. Ved at undersøge otte forskellige grammatiske former i de fire sprogfamilier, der tilsammen dækker mere end en tredjedel af verdens 7.000 sprog og i alt strækker sig over mere end 8.000 år, kunne forskerne kun finde fælles grammatiske regler inden for samme sprogfamilie, men ikke sprogfamilierne imellem. Tværtimod fandt de en enorm diversitet, der tyder på, at de kulturelle forskelle har meget større betydning for grammatikken end de biologiske.

Et godt eksempel er den situation, hvor sprog begynder med at bruge efterstillede forholdsord sammen med verbum-objekt-former (‘hånden med, spiser kage’). Hvis der er tale om et indoeuropæisk sprog, vil det typisk udvikle sig til at vende om på verbum og objekt (‘hånden med, kage spiser’), men hvis det er et austronesisk sprog, vil det typisk beholde VO-formen og i stedet stille forholdsordet foran (‘med hånden, spiser kage’).

Den slags vilkårligheder fandt man også i andre syntaktiske udviklinger, og de viser, at hjernen ikke har noget relæ, der foretrækker den ene grammatiske form frem for den anden. Det er selvfølgelig en konklusion, som Chomsky og andre ‘universalister’, som f.eks. lingvisten Joseph Greenberg, vil skulle forholde sig til. Og måske er der også stadig plads til en lille smule universel grammatik: Ud af de i alt seks mulige kombinationer af subjekt, verbum og objekt, er de to (‘jeg spiser kage’ og ‘jeg kage spiser’) brugt i over 90 procent af alle sprog. ‘Yoda-syntaks’ (‘kage, jeg spiser’) viser sig at være meget sjældent og bruges kun af cirka ti sprog i verden, heriblandt Hixkaryana, der tales i en udløber af Amazonfloden i det nordvestlige Brasilien.

Sprog er historisk dannet 

Ifølge professor Frans Gregersen er Nature-artiklen særdeles vigtig, fordi den viser, at sprog primært er et historisk-kulturelt fænomen.

»Det er noget nogle af os har haft en mistanke om altid,« siger han.

»Det betyder i denne sammenhæng, at der ikke er nogen entydig kognitiv mekanisme, som kan besejre det faktum, at sproget allerede er der, når vi bliver født ind i samfundet. For så vidt er vi altså tvunget til at arbejde med de foreliggende fakta som udgangspunkt. Det betyder, at vi snarere udvikler sprogspecifikke strategier for forståelse og afkodning, og at vi udvikler dem til perfektion i kraft af træning. Det forklarer, hvorfor det er så svært at lære andre (ubeslægtede) sprog. Når det ikke er umuligt, skyldes det til gengæld, at der er grundlæggende funktionelle ligheder, som vi kan benytte: Vi skal kunne udtrykke de samme grundfunktioner, uanset om vi taler det ene eller det andet sprog.«

De grundlæggende funktionelle ligheder blandt alle menneskesprog ligger altså dybere begravet end i en evne til at gætte syntaksen og genkende sprogets form. Vores hjerne er unik i sin evne til at kunne lære et sprog til perfektion, på trods af at den kun har hørt ganske få eksempler. En universel sprogtilegnelsesmekanisme i hjernen må derfor skyldes en kombination af mange ting, som det har taget lang tid at udvikle: evnen til at danne lyde og stavelser; evnen til at kombinere dem ved hjælp af fonemer, så man kan danne ord; evnen til at danne sætninger ved hjælp af syntaks og sidst men ikke mindst, evnen til at abstrahere og konceptualisere grammatiske regler og knytte dem til meningsgivende udsagn. Kun de mest basale grundelementer i denne proces er biologiske. Resten må vi stadig bruge store dele af vores barndom på at lære.

Fra et evolutionært perspektiv er sprogforskningen lige begyndt. Kun med fremkomsten af skriften, af computeren og af internettet – der i sig selv er vigtige skridt for videreudviklingen af menneskets kommunikationsformer – har forskere været i stand til at undersøge og forklare de mange aspekter af vores sprog.

Selvom der stadig er masser af uafklarede spørgsmål, er forskerne bag de to nye forskningsartikler kommet et godt skridt videre. Og deres brug af matematiske og statistiske metoder vil helt sikkert danne mere skole blandt lingvister, antropologer og de evolutionære psykologer.

On The Renaissance

Beginning in fourteenth-century Italy, Europe went through a transition over 400 years from medieval to modern times known today as the Renaissance, meaning a “rebirth” or “revival.” The Renaissance is a nebulous concept for which there is no clear beginning or end. It does, however, usefully mark the complete recovery from the barbarism of the Dark Ages to the new advancement in all fields that transcended the achievements of the great ancient civilizations.

Many different factors at work in the Middle Ages contributed to this revival and new advancement. One was the renewed interest in learning. The first college at Oxford University was founded in 1264. By 1400 there were more than 50 universities in Europe. Education and debate were stimulated by access to ancient texts preserved by the Arabs and freshly translated into Latin. Europeans had made contact with the Arabs in the Holy Land, in Sicily, and in Spain. The rediscovered works of the ancient Greek mathematician Euclid, for example, became the standard for teaching mathematics into the nineteenth century. The Arabs also transmitted a new system for numbers, the concept of the decimal point, and the concept of zero, all invented in India. The spread of learning accelerated rapidly following the invention of the printing press around 1450.

A second factor was the rising standard of living, especially in the great commercial cities of Italy. The Crusades had opened European eyes to the wealth of the East, especially silks, spices, and cotton. The merchants of Venice, Genoa, Florence, and other cities came to dominate the trade between Europe and the Eastern Mediterranean. With the excess wealth they accumulated in business, these merchants began embellishing their homes and cities with art. Sculpture, painting, architecture, music, poetry, and literature found new expression, exhibiting an interest in subjects beyond the religious themes that dominated previously in the Middle Ages. Popular depictions of everyday life, romance, and adventure revealed that European culture was becoming more humanistic and less focused on religion.

The revival was also due to technological progress that led to more efficient production of goods and services. Manufacturing, farming, and trade all improved past the abilities of the ancients. The drive for profits encouraged inventiveness and exploration. A middle class of merchants and craftsmen began grasping political power commensurate with their economic power, at the expense of a declining nobility.

By roughly 1500 the nations of Europe were leading the world in many important technologies. Energies unleashed by the exploration of the world, the search for trade routes, the Protestant Reformation, and continued political competition in Europe itself would make Europe the dominant region of the world within a few centuries.

On the Organisation of Medieval Armies

Organization

The organization of feudal armies was kept simple in comparison to the large national armies of more modern time. There were no permanent regiments, divisions, or corps until the very end of the age. When a feudal army was summoned, each vassal traveled to the meeting point with any knights, archers, and footmen that he was required to bring. At the meeting point, the contingents would be reassembled by role. The knights and their squires kept and marched together, as did the archers and footmen.

Special units, such as engineers and the operators of siege artillery, were usually professionals hired for the campaign. Christian mercenaries, for example, operated the artillery employed by the Turks against Constantinople.

Being a mercenary soldier was a respected profession in the late Middle Ages. Warrior entrepreneurs formed mercenary companies that allowed a rich lord or city to hire a ready-made competent fighting force. Mercenary companies existed that were all of one skill. For example, 2000 Genoese crossbowmen served in the French army at the Battle of Crécy in 1346. Other mercenary companies were mixed forces of all arms. These were often described in terms of the number of lances they contained. Each lance represented a mounted man-at-arms plus additional mounted, foot, and missile troops. A company of 100 lances represented several hundred fighting men. This system was the origin of the word “freelance.”

Command hierarchy within a feudal army was flat. Not much maneuvering was anticipated so there was little provision of large staffs to support the commander and pass orders.

In 1439 Charles VII of France raised Royal Ordinance Companies. These companies were filled with either knights or infantry and were paid from tax revenues. Each company had a fixed complement of men; their armor and weapons were chosen by the king rather than left to personal choice. This was the beginning of modern standing armies in the West.

Supply

There was little provision for food and medical supplies. Medieval armies lived off the land, to the detriment of everyone residing in an area they occupied or passed through. Having a friendly army march through was no better than having the enemy pass. Medieval armies did not linger in one area for long because local supplies of food and forage were quickly exhausted. This was a particular problem during sieges. If an army laying siege did not make arrangements to have food and supplies brought in, it might have to lift its siege to avoid starvation long before the defenders had to surrender.

Sanitation was also a problem when an army stayed in one place. A medieval army brought along many animals, in addition to the horses of the knights, and sewage problems led to dysentery. Feudal armies tended to waste away to disease and desertion. During his campaign in France, Henry V of England lost an estimated 15 percent of his army to disease at the siege of Harfleur and more on the march leading up to Agincourt. At the battle itself, he lost only 5 percent. Henry V died of disease related to poor sanitation at another siege.

Deployment for Battle

Most battles were set-piece affairs where the two sides arranged themselves before the fighting began. Campaigns of maneuver and meeting engagements were rare.

Prior to battle, commanders divided their forces into contingents with specific tasks in mind for each. The first separation might be into foot soldiers, archers, and cavalry. These groups might be divided further into groups to be given individual missions or to be held in reserve. A commander might arrange several “battles” or “divisions” of knights, for example. These could be launched individually as desired or held in reserve. Archers might be deployed in front of the army with blocks of infantry in support. Once the army had been arranged, the only major decisions were when to send in the prearranged pieces. There was little provision for pulling back, reforming, or rearranging once the fighting started. A force of knights, for example, could rarely be used more than once. After they had been committed to action, they were usually reinforced or withdrawn. A full charge by heavy cavalry caused such disruption, lost equipment, and loss of horses that the force was essentially spent. The Norman knights at Hastings were reformed for further attacks, but they did not launch a full charge because they could not penetrate the Saxon shield-wall.

Superior commanders made use of the terrain to their advantage and conducted reconnaissance to evaluate the enemy’s strength and weaknesses.

Ransom

The ultimate rewards from successful battle included honors and grants of fiefs. The proximate rewards included booty from looting bodies, ransacking captured towns and castles, selling the armor and weapons of the dead, and ransoming high-ranking prisoners. Knights were expected to pay ransoms to save their lives. One of the highest recorded ransoms was more than US $20 million paid to a German prince for the release of Richard I of England, captured during his return from the Crusades.

At Agincourt the English were holding a large group of French knights at the rear for ransom. During the battle, a French contingent raided toward the rear of the English and briefly panicked Henry V. He ordered the execution of the held French knights to prevent their release, thereby forgoing a fortune in ransoms.

The capture of knights was recorded by heralds who kept a tally of which soldiers were responsible and thereby due the bulk of the ransom. The heralds then notified the prisoner’s family, arranged the ransom payment, and obtained the prisoner’s release.

The popularity of ransoms seems remarkably civil but masks a darker story. Low-ranking prisoners of no value might be killed out-of-hand to eliminate the problem of guarding and feeding them.

On the Dark Age History of the British Isles

Following the withdrawal of the Roman legions to Gaul (modern France) around 400, the British Isles fell into a very dark period of several centuries from which almost no written records survive. The Romano-British culture that had existed under 400 years of Roman rule disappeared under relentless invasion and migration by barbarians. Celts came over from Ireland (a tribe called the Scotti gave their name to the northern part of the main island, Scotland). Saxons and Angles came from Germany, Frisians from modern Holland, and Jutes from modern Denmark. By 600, the Angles and Saxons controlled most of modern England. By 800, only modern Wales, Scotland, and West Cornwall remained in largely Celtic hands.

The new inhabitants were called Anglo-Saxons (from the Angles and Saxons). The Angles gave their name to the new culture (England from Angle-land), and the Germanic language they brought with them, English, replaced the native Celtic and previously imported Latin. Despite further invasions and even a complete military conquest at a later date, the southern and eastern parts of the largest British Isle have been called England (and its people and language English) ever since.

In 865 the relative peace of England was shattered by a new invasion. Danish Vikings who had been raiding France and Germany formed a great army and turned their attention on the English. Within 10 years, most of the Anglo-Saxon kingdoms had fallen or surrendered. Only the West Saxons (modern Wessex) held out under Alfred, the only English ruler to be called “the Great.”

England was divided among the Vikings, the West Saxons, and a few other English kingdoms for nearly 200 years. The Viking half was called the Danelaw (“under Danish law”). The Vikings collected a large payment, called the Danegeld (“the Dane’s gold”), to be peaceful. The Danes became Christians and gradually became more settled. In time the English turned on the Danes, and in 954 the last Viking king of York was killed. England was united for the first time under an English king from Wessex.

In 1066 the Witan (“king’s council”) offered the crown to Harold, son of the Earl of Wessex. Two others claimed the throne: Harald Hardrada (meaning “the hard ruler”), King of Norway, and Duke William of Normandy. The Norwegian landed first, near York, but was defeated by Harold at the battle of Stamford Bridge. Immediately after the victory, Harold force-marched his army south to meet William at Hastings. The battle seesawed back and forth all day, but near dusk Harold was mortally wounded by an arrow in the eye. Over the next two years, William, now “the Conqueror,” solidified his conquest of England.

During the remainder of the Middle Ages, the successors of William largely exhausted themselves and their country in a series of confrontations and wars attempting to expand or defend land holdings in France. The Hundred Years War between England and France was an on-and-off conflict that stretched from 1337 to 1453. It was triggered by an English king’s claim to the throne of France, thanks to family intermarriages. The war was also fought over control of the lucrative wool trade and French support for Scotland’s independence. The early part of the war featured a string of improbable, yet complete, English victories, thanks usually to English longbowmen mowing down hordes of ornately armored French knights from long range.

The English could not bring the war to closure, however, and the French rallied. Inspired by Joan of Arc, a peasant girl who professed divine guidance, the French fought back, ending the war with the capture of Bordeaux in 1453. The English were left holding only Calais on the mainland (and not for long).

On the History of the Vikings

The inhabitants of Scandinavia had made their living by herding, farming, and fishing for centuries. In the sixth and seventh centuries, they began trading along the Baltic Sea and deep into Russia along its great rivers. For reasons unknown, they began aggressively raiding the coasts of Europe suddenly in the late eighth century. Perhaps they were amazed at the relative riches they had encountered as traders, or they perceived a weakness among the civilizations to the south, or new sailing and boat technologies gave them the power to travel farther and more quickly. In 793 the pagan Vikings struck the great monastery at Lindisfarne, established by the Irish off the northeast coast of England.

Fast, low-draft longboats allowed the Vikings to strike quickly from the sea and up rivers. Because roads were so poor in the ninth century, the Vikings could concentrate against a rich village or monastery, land quickly, drive off any resistance, and carry off slaves and plunder before any organized response could be mounted. People living along the coasts and rivers of Germany, France, and Britain lived in fear of the raiders. The central authorities of these lands fell into disfavor because they could do little to defend against these hit-and-run attacks. The people turned to local nobles who built castles for defense. This shift of power strengthened the local nobles and weakened the kings.

The Vikings became bolder as the ninth century progressed. Larger Viking groups combined to make actual invasions, not just raids. They sacked major cities including Hamburg, Utrecht, and Rouen. They settled on islands off Britain, in parts of Ireland (founding Dublin), Iceland, and Greenland. The Danes captured and ruled the eastern half of England for a century. Another force sailed up the Seine River and besieged Paris for two years before being bought off with money and plunder. Another group ruled part of Russia from Kiev and assaulted Constantinople from the Black Sea. They raided the Muslim Iberian Peninsula and deep into the Mediterranean.

In the tenth century, the king of France bought peace with the Vikings by ceding them part of his country (Normandy, “from the northmen,” or Normans) and making their ruler a French duke. As part of this agreement, the Normans converted to Christianity. The Normans became one of the most remarkable groups in the Middle Ages. Later they conquered England, establishing the first great European kingdom. Other Normans conquered Sicily, half of Italy, and established Crusader kingdoms in Palestine.

Viking raids stopped at the end of the tenth century, partly because they had become Christians and no longer followed the warrior values of their past pagan beliefs. Scandinavia divided into kingdoms, and the new rulers concentrated on ruling what they owned. The Viking settlers in Russia, France, and Britain were absorbed by the cultures that surrounded them. The warrior cultures in Europe that had evolved in response to the Viking threat soon had a new outlet for their aggression, however, in the Holy Land of the Eastern Mediterranean.