Category Archives: Historie

Drop den essentialistiske islamkritik

af Ryan Smith, cand.mag.

Det følgende er en kommentar til Henrik Gøtkes oversættelse af Craig Reads Myten om den Mørke Middelalder.

Gøtke/Read placerer sig selskab med de mange islamkritikere, danske som udenlandske, som gør sig til talsmænd for, at Islam og araberne har en bestemt essens som er konstant over tid, og at kendskabet til denne essens er lig med kendskabet til den tidløse sandhed om Islam.

I Gøtkes artikel udfoldes denne essentialisme som følger: Europa var altid stærkt, rigt og befolket af store mænd(!). Mellemøsten var altid barbarisk, primitiv og befolket af små mænd uden rustning. – Kort sagt ser vi her ideen om at tingene har en tidløs iboende sandhed, en essens. I dette tilfælde har vi at gøre med et portræt af Islams essens, og i mindre grad det kristne Europas.

Ideen om essentialisme som tingenes absolutte natur stammer oprindeligt fra Aristoteles, en filosof som har haft enorm indflydelse på både europæisk og arabisk filosofi. Stort set alle det tyvende århundredes europæiske filosoffer har dog (med undtagelser som Ayn Rand og Martin Heidegger) forladt det essentialistiske verdenssyn til fordel for ikke-essentialistiske opfattelser af verden.

To slags middelalder

Det høres ofte fra den essentialistiske kant, at Islam er en formørket middelalderlig religion. Men det synspunkt er både historieløst og en projektion: Hvis bare nutidens arabiske samfund kunne genfinde noget af det frisind som prægede deres civilisation i middelalderen, så ville det være en gevinst for både arabere og europæere. Da Europa var indsvøbt I den mørke Middelalder levede araberne i den oplyste Middelalder, en Middelalder hvor det kristne Europa slog langt hårdere ned på fritænkere end den muslimske Nærorient. Mens den samlede kristenhed stagnerede og sakkede agterud, så gjorde muslimerne i denne periode store fremskridt indenfor medicin, matematik, astrologi, og filosofi. Som den britiske filosof Bertrand Russell sagde, så redede den arabiske civilisation den europæiske civilisation fra sig selv.

Overfor denne indvending har essentialistiske Islam-kritikere for vane at sige, at sige, at alt hvad muslimerne tænkte og opfandt I deres oplyste Middelalder blot var kopier af tidligere hellenistiske og hinduistiske ideer. Det er rigtigt at araberne forende og forfinede ideer fra andre civilisationer, men araberne kom også med banebrydende ideer såsom Al-Ghazalis (1058–1111) kausalitetskritik, en problematik der først blev taget under vestlig behandling med David Hume (1711–1776).

Men selv hvis det var sandt, at den arabiske Middelalders bidrag udelukkende bestod at sammensætte og videreudvikle andre civilisationers ideer ville det ikke nødvendigvis betyde, at deres bidrag ikke var betydeligt: Araberne brugte eksempelvis anseelige kræfter på at reformere og kompilere indisk matematik for derved at skabe et konkret anvendeligt decimalsystem som vi endnu bruger i dag. At kompilere viden, snarere end at genopfinde den dybe tallerken er det rationelle at gøre for en civilisation der har erobret viden som er mere sofistikeret end sin egen. At omdanne andre folkeslags teoretiske indsigter til konkret brugbare teknologier var også hvad romerne gjorde, og dog hører man sjældent samme anklager fremsat mod romerne fra nogen kant. Tværtimod er romertiden en af de absolut formative perioder i den europæiske civilisations historie.

Fra idé til innovation

Et andet og relateret facet af det essentialistiske verdensbillede er, at det er ideer der styrer historien. I et essentialistisk verdensbillede er det nok at begribe ideen i dens grundform – dens essens – og derpå ordner resten så sig selv. (Denne forestilling sættes eksempelvis i spil via den fejlagtige kritik, at araberne ikke skulle have bidraget med kvalitativt nye ideer, og derfor ikkee have bidraget overhovdet.) Forestillingen om, at ”bare man har ideen, så ordner resten sig selv” er en forestilling for historiske analfabeter og helt katastrofalt fejlagtig: Flaskehalsen i såvel civilisatorisk innovation som i morderne virksomhedsinnovation har aldrig været ideer, men derimod Research & Development, en proces som er langt mere krævende og forbundet med langt større udgifter end det at få ideer.

Selvfølgelig skal der ideer til at skabe en civilisation, men at sige, at ideer driver historien, er ligesom at sige, at mad, søvn og ilt driver historien, for uden ideer, og uden mad, søvn, og ilt var vi ikke kommet nogen vegne. Der ligger en anseelig civilisatorisk værdi i at kunne tage ideerne fra tegnebrættet og føre dem ud i virkeligheden hvor de kan gøre en konkret forskel i menneskers liv. Hvis civilisatorisk udvikling blot bestod i at gribe ideer i deres grundformer, så havde grækerne opfundet dampmaskinen (Hero), såvel som evolutionsteorien (Anaximander) og Big Bang (Anaxagoras).

Den absurde essentialisme

Det essentialistiske verdenssyn viser gang på gang sin absurditet: For at få nutidens Islam-essens til at passe med fortidens bliver man på bizar vis nødt til at slette den arabiske civilisations højdepunkt. Abonnerer man i stedet på et ikke-essentialistisk verdenssyn, så er det fuldt ud muligt at araberne engang besad en højtudviklet civilisation, mens de nu lever i tilbagestående, formørkede samfund der minder os europæere om vor egen mørke Middelalder. At det skulle være nødvendigt for disse Islamkritikere at slette Islams civilisatoriske højdepunkt siger mere om det essentialistiske verdenssyns absurditet end om Islam. Hvis det er nødvendigt at slette den arabiske civilisations højdepunkt for at ”få pengene til at passe” med nutidens tilbagestående samfund, så varer det vel heller ikke længe inden essentialisterne ligeledes bliver nødt til at slette den græske oplysning (500-300 f.Kr.) for at få den græske ”essens” til at passe med nutidens tilbagestående Grækenland, plaget af korruption og balancerende på fallittens rand.

Selv hvis man adopterede det essentialistiske verdensbillede, så giver den essentialistiske islamkritik ikke megen mening: Hvis den tidløse essens om araberne skulle være, at de ikke kan tænke selv, men kun overtage ideer fra andre, så ville man logisk set forvente, at araberne stod på spring for at overtage de ideer om det frie marked og det liberale demokrati der har sejret verden over, hvilket åbenlyst ikke er tilfældet. I stedet har mange af nutidens arabere pinligt travlt med at benægte Holocaust og evolutionsteorien.

Faktisk siger arabiske meningsdannere af og til, at de nok kan se rigtige elementer I den europæiske oplysning (1650-1815), men at de foragter ideer som påføres dem udefra. Ifølge disse meningsdannere vil araberne ikke leve i liberale demokratier med frimarkedskapitalisme. (Selvom indvandringsstatistikkerne lader til at tale et andet sprog.) Imidlertid kan disse arabere ikke definere hvilket styre de så vil leve i. På denne måde har disse røster meget tilfælles med den yderste venstrefløj, der ligeledes nok kan finde ud af at være imod det liberale demokrati uden helt at kunne definere hvad de selv går ind for, ligesom de kan finde ud af at kræve ”klimaretfærdighed” med mere uden heller helt at kunne definere dét.

Koranvers i kognitivt vakuum

Et sidste facet af den essentialistiske islamkritik går ud på, at man ud fra koranvers kan ekstrapolere sig til muslimers indre kognitive landskab og deres inderste motivation for den ene eller den anden handling. Selv hvis vi lader de konspiratoriske og overnaturlige elementer af denne forestilling passere ukritisk forbi, så er det stadig patentligt absurd at tro at muslimer lever I et kognitivt vakuum hvor kun koranvers har indflydelse på deres valg og prioriteter. Det er også historieløst i og med koranvers som (5:90-91) der indeholder forbud mod indtagelse af alkohol er blevet skiftevis lempet, tilsidesat og drakonisk håndhævet alt efter tid og sted.

Hvis man virkelig ville benytte sig af logikken med at ekstrapolere et folkefærds sande essens ud fra passager i deres hellige tekster, så indeholder Torah’en påbud om nådesløst udslette de folkeslag som israelitterne møder i Landet med Mælk og Honning, mens Koranen blot indeholder påbud om at dhimmificere kristne og jøder. Ud fra essentialisternes egen logik må jøderne altså væres mere optagede af mord på muslimer end omvendt, hvilket (Israels militære muligheder taget i betragtning) igen ikke er tilfældet.

Drop den essentialistiske islamkritik

Intet af dette er for at benægte at der er problemer med Islam. Efter 11. september i USA, 11. marts i Madrid, 7. juli i London, Muhammedkrisen, mordet på Theo van Gogh i Holland og meget, meget mere kan der ikke herske tvivl om, at den største trussel mod friheden i disse år kommer fra den muslimske fundamentalisme. Det er forstemmende at læse moderne muslimer støtte op om Muhammeds barneægteskab og undskylde æresdrab, og det leder ganske rigtigt tankerne hen på (Europas) mørke Middelalder. Det er ligeledes påfaldende hvordan Sydkoreas regering udsendte en officiel undskyldning for MIT-massakren i 2007, mens de fleste muslimske regeringsledere og lærde har det med at udtale sig tvetydigt, og som om det er vesterlændinges kollektive pligt at mane politikere, kunstnere og aviser til forsigtighed overfor Islam.

Der er med andre ord rigeligt at kritisere Islam for. Så by all means, kritisér Islam. Men drop den essentialistiske Islamkritik. Den er inkonsekvent, den er pinligt historieløs og dens verdensbillede ligner til forveksling noget fra klassisk muslimsk teologi.

Velfærdsstaten skader integrationen

af Ryan Smith, cand.mag.

Moderne europæere er forvirrede over deres egen kultur, og ikke kan sige hvad den står for. Hvad må man og hvad må man ikke? Hvad har man ret til og hvad ikke? Disse spørgsmål er, også for etniske danskere, svære at besvare for ifølge velfærdsstatens tilhængere har man ret til forfærdelig mange ting. Man har ret til et hjem, til mad og til en hel vifte af støtteordninger og overførselsindkomster hvis man ikke kan klare sig selv. Skal man tro visse af velfærdsstatens tilhængere, såsom socialdemokraternes Mette Frederiksen, så skal disse rettigheder endda stå ”over ‘den almindelige’ lovgivning”.

Men de mange ydelser som velfærdsstatens tilhængere vil ophøje til “rettigheder” opstår jo ikke af sig selv. De er inddrevet via indhug i andres ejendom og fortjenester. Kræverettigheder finansieres via indgreb i andres frihedsrettigheder. Men som vi ved fra Mette Frederiksen så skal arbitrært bestemte “velfærdsrettigheder” altså vægtes højere end almen lov og ret. “De svages” materielle behov skal med andre ord vægtes højere end alle andres frihed. Filosofien bag “velfærdsrettigheder” er med andre ord en filosofi der hviler på tvang.

Godt nok ønsker mange liberale at betale til fælles forsvar, domstole og politi, men til forskel fra socialdemokraterne så ved liberale, at disse indgreb i den individuelle frihed sker med forståelse for, at det er foranstaltninger der skal sikre alles frihedsrettigheder på den lange bane. Retten til at kræve bad, bolig og økologisk frokost på andres regning er ikke frihedsrettigheder. Det er kræverrettigheder og et overgreb mod de mennesker som man med staten i ryggen i vil true til at betale regningen for andre.

Præcis hvad der sker når de mange sætter sig for at kræve i stedet for selv at producere, er hvad Lars Seier Christensen satte fokus på med sit 2005-genoptryk af Ayn Rand-klassikeren Atlas Shrugged. Bogen blev mestedels modtaget med sjove bemærkninger og letkøbt kritik, men værket er alt andet lige er en udpenslende skønlitterær fortælling om hvad der sker når krævermentaliteten sættes højere end ansvaret for eget liv. Jeg skriver skønlitterær, men fiktionsgraden er det efterhånden så-som-så med efter at Socialdemokraternes Julie Rademacher truede med at opløse Mærsk eller SFs Matthias Tesfaye snakkede om at indføre en maksimalløn på 50.000 kr.

En befolkning fikseret på kræve af andre, snarere end selv at tage ansvar var også præcis hvad den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson frygtede: Jefferson var stærkt bekymret for, at når først folk holdt op med at tænke på hvordan de kunne klare sig selv og i stedet begyndte at spekulere i hvordan de kunne stemme sig til en tilværelse på andres bekostning, så ville det signalere begyndelsen på enden. ”A Gothic Empire” kaldte han det. Gotisk fordi et samfund hvor ingen arbejder før eller siden må gå under, og Empire fordi sådan en stat vil forgribe sig voldsomt på borgernes frihedsrettigheder. Med sine mange overførselsindkomster, forbud og reguleringer er den danske velfærdsstat et Gothic Empire par excellence.

Konsensukarantænen

Men denne tænkning er fremmed for tilhængerne af velfærdsstaten. Lad os se nærmere på, hvad det er for en filosofi, der driver dem: Marxister og socialister har alle dage set stort på distinktionen mellem kræverettigheder og frihedsrettigheder. Socialisterne har sagt, at distinktionen måske er fin som et tankespind og et glansbillede, men at positive kræverrettigheder og negative frihedsrettigheder ikke kan adskilles i praksis. Argumentationen for socialisternes synspunkt har det dog oftest været så som så med. Som her hvor Birgitte Kofod Olsen, tidligere vicedirektør for Center for Menneskerettigheder, kritiserer den liberale tradition som fører til en hierarkisering af positive og negative rettigheder:

”Der er politisk konsensus om, at vi har de to sæt rettigheder, der er indbyrdes afhængige og skaber retslige forpligtelser for staterne. Han [Jacob Mchamgama] bliver i debatten mere ideologisk i sine holdninger end han forankrer dem i politiske realiteter.”

Liberale søger som sagt at lade friheden stå over krævermentaliteten. Men det afvises altså her med henvisning til, at der er “politisk konsensus” om at sidestille de to typer rettigheder. Altså en argumentum ad populum-fejlslutning: Hvis der er ”politisk konsensus” for en sag, så er det lige meget hvilke argumenter, der findes imod den. Så er modstand nemlig ”ideologisk” og ikke forankret i de ”politiske realiteter”.

Argumentationen for “velfrædsrettigheder” kan uden besvær bruges til at afstedkomme åbenlyst uretfærdige indgreb i andres frihedsrettigheder: F.eks. er der i Europa en “politisk konsensus” om at lade hånt om islamkritikere som Lars Vilks og Ayann Hirsi Alis personlige sikkerhed. Med velfærdsstatens filosofi som motor kan man altså uden besvær retfærdiggøre indgreb i ytringsfriheden eller de facto dødsdømme mennesker for religionskritik. Alt hvad der kræves er “politisk konsensus”.

At man ikke behøver at undersøge det enkelte argument, men blot tjekke om det ligger i tråd med den politiske mainstream vidner om et kollektivistisk og uhyggeligt ekspansivt syn på det politiske domæne: En filosofi der ikke anerkender, at visse ukrænkelige principper må stå over dagligdagens politiske kamp om fiskekvoter og fritidshjem er en filosofi der ikke anerkender de naturlige grænser for statsmagten. (‘Naturlige’ efter John Locke: Menneskets naturlige ret til frihed fra andres indblanding og til den velstand det selv producerer.) Har Center for Menneskerettigheder mon glemt at man vanskeligt kan åbne en historiebog uden at blive konfronteret med de grummeste eksempler på ting der har været “politisk konsensus” for og som var solidt forankret i “de politiske realiteter”?

Er Center for Menneskerettigheder overhovedet villige til selv at tage konsekvensen af deres logik? Herfra vil jeg tillade mig at gætte på, at der også er “politisk konsensus” om at behandle isolationsfanger, flygtninge og indvandrere på en anden måde end CfM foretrækker. Vil CfM så acceptere at den “politiske konsensus” diskvalificerer deres holdninger på gråt papir? Vil de identificere sig selv som mere ideologiske end realitetssøgende?

Velfærdsopdragerne

I Mette Frederiksens udspil om positive velfærdsrettigheder så vi, hvordan hensynet til ”de svageste” skulle stå over lovgivningen. Eller oversat til rettighedstænkning, så skal de svagestes kræverrettigheder stå over andre menneskers frihedsrettigheder. Som et eksempel på denne tankegangs absurde konsekvenser kan man fremhæve, at det ofte er de svageste mænd som tyer til voldtægt. Ifølge Mette Frederiksen skal hensynet til voldtægtsmænd altså veje tungere end til ofrenes retssikkerhed så længe voldtægtsmanden tilhører “de svageste” og offeret tilhører en anden social gruppe. Og Mette Frederiksen kan ikke indvende, at hensynet til samfundets svageste ikke gælder voldtægtsmænd, for hun har netop selv ophævet skillelinjen mellem kriminel og lovlydig ved at sætte hensynet til “de svage” “over lovningen”.

Men selv hvis man accepterede præmisset om, at hensynet til den svage voldtægtsmand skal stå “over lovgivningen” så ved enhver at voldtægt er en stærkt traumatiserende oplevelse for offeret. Når mænd fra Socialklasse 5 jævnligt skal have lov at påføre deres omgivelser den skade må det være fordi Mette Frederiksen mener, at de ikke har kontrol over egne handlinger. At “de svage” på denne måde skulle have mere til fælles med dyr end med mennesker virker måske som et utroligt synspunkt, men med dette udsagn markerer Mette Frederiksen sig sådan set bare som det seneste led i en lang række af venstrefløjstænkere som på den ene side har aldrig har misset en chance for at erklære deres udødelige kærlighed til “de svage”, mens de på den anden side samtidig afslørede en nedladende foragt for netop samme svage.

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, hvis tanker ligger til grund for store dele af den moderne venstrefløjstænkning, snakkede længe og passioneret om folkets fælles vilje som skulle bestemme samfundsudviklingen. Ikke desto mindre mente han dog, at ”Fællesviljen” skulle fortolkes af en særlig elite af lærde fordi folket når det kom til stykket blot var som en “stupid, frygtsom, invalid”.

Karl Marx læste Rousseau med stor fornøjelse og indarbejdede Rousseaus tanker om “Fællesviljen” i sin egen tænkning. I Marx bliver folkets fælles vilje til proletariats vilje til klassekamp og revolution. Ganske vist var Marx bedre til at skjule sin foragt for masserne men mente ikke desto mindre at “en massiv genopdragelse og forandring af mennesket” var nødvendig for at realisere det kommunistiske samfund. Mens Rousseau havde sin lærde elite til at opdrage på folket, så var det ikke nær så tydeligt hvem der skulle stå for denne opdragelse hos Marx. Og så alligevel: Sidst i 1870’ernes England, da arbejdsmarkedets parter af sig selv begyndte at nå til enighed om lønforhøjelser og arbejdsvilkår fik det landets industriarbejdere til at skrue ned for de revolutionære paroler. Men hvor en neutral observatør ville have konkluderet at Adam Smith havde ret i at markedet regulerer sig selv over tid, så udbrød en rasende Marx i stedet, at “hvis ikke proletariatet var revolutionært, så var det intet!” Den salvede elite som skulle opdrage på masserne hos Marx var i virkeligheden Karl Marx selv: Masserne skulle følge hans vision eller rådne op i deres eget pløre.

Vi ser altså, at mens man på venstrefløjen føler dybt for arbejderen og “de svage”, så går den særlige omsorg hånd i hånd med en foragt for selvsamme svage og et præmis om at venstrefløjens meningsdannere skal have beføjelser til at opdrage på masserne.

Det er denne tradition den moderne velfærdsstat skriver sig ind i, når socialdemokraternes Henrik Sass Larsen siger: “Socialdemokratiet har altid haft et ansvar for at opdrage på folk … Vi har en samfundsopdragende rolle, og den skal vi stå ved.” (Weekendavisen 04.09.09) Disse “velfærdsopdragere” vil med andre ord blot erstatte marxismens to klasser (proletariat og kapitalist) med to andre klasser (proletariat og velfærdsopdrager). På denne måde har politikerne på den den marxistisk inspirerede venstrefløj altså langt mere til fælles med det klasseopdelte samfund de siger de vil bekæmpe end med det liberale alternativ som i videst muligt omfang søger at lade merit og flid afgøre den enkeltes skæbne.

“Vælfærdsopdragerene” fra Rousseau til Karl Marx, og fra Henrik Sass Larsen til Mette Frederiksen har altså altid udtrykt en stærk bekymring for samfundets svage. Men det er samtidig en bekymring hvis implikationer har givet dem selv elitestatus som de salvede lærte; nidkære hyrder med retten til at opdrage på arbejderen. Velfærdsopdragernes bekymring for de svageste kommer ikke uden klientgørelse af disse svage. I velfærdsopdragernes egen optik er de derfor overmennesker der “ved bedre” og som skal vise masserne vejen ud af deres egen elendighed.

Denne klassefetichisme, der i den grad blæser på det klassisk liberale princip om lighed for loven, kan måske også forklare hvorfor både Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmitt har fordømt folk som satte deres børn i privatskole men samtidig ikke har set en intuitiv diskrepans mellem dét, og så at sætte deres egne børn i privatskole: I deres eget hoved tilhører de ikke “folket” men den særlige klasse af velfærdsopdragere for hvem der gælder andre regler. Alt sammen sætter det den venstreorienterede snak om klassebevidsthed i et nyt lys: Et lys der forklarer hvorfor Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmitt håndterer deres sager om skoler og skatteforhold med en attitude der har mere til fælles med majestætsfornærmelse end med den ydmyghed man ville forvente fra principielt integre mennesker.

Velfærdskalifatet

Men vent: Findes der ikke ikke en anden samfundsform hvor man lader hånt om principielle frihedsrettigheder og underkuer individet for at tilgodese kollektivets behov? Hvor er det nu vi også har hørt om om en samfundsform med en særlig klasse af lærde som aldrig har haft et ærligt arbejde men ikke holder sig tilbage for at fortælle andre hvad de skal gøre? En samfundsform der, ligesom velfærdsstaten, gør regelmæssig brug af tvang og underkuelse for at nå sine politiske mål, en samfundsform hvor den særlige klasse af lærde aldrig kunne drømme om selv at følge de instrukser de pålægger resten af befolkningen?

Jo, vi kender skam sådan en samfundsform. Vi ser den overalt hvor Islam ophøjes til politisk ideologi. Islamistiske velfærdsopdragere siger nemlig også ét til den befolkning de “opdrager”, mens de selv gør noget ganske andet. Og ligesom Socialdemokraterne, så fører islamisternes logik dem også ud i at holde hånden over voldtægtsmænd. Hvordan skal vi plausibelt kunne stå fast på, at vi er bedre end islamisterne, når vi med velfærdsstaten foretager den samme politiske prioritering og sætter kollektivet og “den politiske konsensus” over individets frihedsrettigheder?

Hvordan skal vi troværdigt kunne sige til indvandrere fra en kollektivistisk kultur med ringe respekt for individet, at de skal omgøre deres manerer når vi selv støtter et sådant system i form af velfærdsstaten? Hvordan skal vi sige til muslimske indvandrere at de skal acceptere den enkeltes ret til frit at tegne Muhammed, når vi samtidig siger, at det er deres ret at kræve sig ud af enhver ubehagelighed? Hvis man med sine “velfærdsrettigheder” i hånden kan kræve indgreb i andres frihed for aldrig at blive sulten, ensom, hjemløs eller beskidt, hvorfor kan man så ikke også kræve indgreb i andres frihed for aldrig at blive såret og stødt på sin tro?

Det kan man også. Alt det kræver er en socialistisk rettighedstænkning som velfærdsstatens hvor staten bifaldes for at tvinge og underkue individet for at tilgodese kollektivet. Retten til ikke at blive konfronteret med Muhammed-tegninger ligger i logisk forlængelse af retten til ikke at blive sulten, hjemløs eller beskidt. Det er den logiske konsekvens af den filosofi hvor man kan kræve sig til en behagelig tilværelse. Det er den logiske konsekvens af statsgaranteret velfærd.

Ekstremofobi – myter om indvandringskritikken

af Troels Heeger og Søren Villemoes

Beskyldninger om islamofobi flyver så hyppigt gennem luften, at enhver kritiker af religionen før eller siden må påregne at blive beskyldt for at lide af en irrationel og patologisk frygt. Det er ærgerligt, for det gør det svært at skelne mellem den gode, relevante og seriøse islamkritik og den mere verdensfjerne, kulturpessimistiske og useriøse variant. Hvis også den seriøse islamkritik automatisk afvises som hadefuld og irrationel, bliver det i praksis svært at skelne snot fra skæg, og det gør det vanskeligere endnu at have en offentlig religionskritik, som gør en forskel.

Ifølge folk som eksempelvis Oxford-professoren Tariq Ramadan lider islamofober af en sygdom. Sådan må man forstå begrebet: En sygelig angst for islam. Men man skal passe på med at sygeliggøre folks holdninger og kritik og gøre dem til udslag af en forstyrret psykologi. Det har nemlig den slagside, at man ikke behøver forholde sig til kritikken – for hvem gider egentlig forholde sig til rablende tale fra en fobisk galning? Og samtidig fungerer diagnosen ‘islamofobi’ som en belejlig skærm for dem, kritikken er rettet mod.

Men hvis man alligevel skal driste sig til at anvende fobien som en diagnose i den offentlige debat, vil vi her lancere en ny fobi, der er meget udbredt i disse år, og som sjovt nok ofte kan diagnosticeres hos dem, der er de første til at kalde andre for ‘islamofober’. Der findes nemlig en udbredt irrationel og dyb frygt blandt mange i den offentlige debat for alt, hvad der kan frygtes muligvis at føre til noget ‘ekstremt’. Disse folk lider af det, der bedst kan beskrives som ‘ekstremofobi’: En verdensfjern, irrationel og patologisk frygt for alt, hvad man kan forestille sig, der fører til noget ekstremt.

I sidste uge fik vi et forrygende indblik i den ekstremofobes forstyrrede tankegang. Politiken-redaktøren Tøger Seidenfaden har nemlig lige vundet en pris for sit virke som offentlig debattør (og tillykke med det!). Og det tog han som en anledning til at skrive et indlæg om den røde tråd i sin lange karriere som meningsdanner. Lad os kaste et blik på den meningsgivende rettesnor i Seidenfadens professionelle virke:

I det politiske betyder det, at jeg er mere interesseret i den linje, der afgrænser fløjene mod ekstremerne, end i den midterlinje, der deler Folketing i regeringsflertal og opposition.

I og med at jeg ikke mistænker hverken centrum-venstre eller centrum-højre for af egen drift at ville ødelægge samfundet, er jeg mest optaget af de glidebaner, der findes på begge sider af dem, og som kan trække samfundet i den forkerte retning og svække kvaliteten af vores demokrati.

Her ser vi ekstremofobien i sin rene form. Enhver drift væk fra der, hvor ekstremofoben selv står (hvilket i næsten alle tilfælde er det, han selv vil beskrive som ‘midten’), er en bevægelse, der løber ud modekstremerne. Og derude vil man ‘af egen drift’ ødelægge samfundet, intet mindre. Ekstremofober kan således gøre enhver afvigelse fra deres egen normaltilstand til et skridt på vejen mod noget, der med al sandsynlighed vil ende i holocaust.

Et af ekstremofobiens mest oplagte symptomer er forekomsten af et dobbeltblik, der gør den ekstremofobe ude af stand til at fokusere skarpt.  Som en beruset vagabond, der er overbevist om sit eget klarsyn, holder den ekstremofobe sig imidlertid ikke tilbage fra at råbe op i gadebilledet. På den ene side kan ekstremofoben få øje på en lurende ekstremistisk glidebane i selv den mindste detalje. På den anden side har han meget svært ved at se sin egen ekstreme position.

Føromtalte Seidenfaden kunne for et par år siden erklære, at Danmark endegyldigt havde mistet sin ‘anstændighed’, fordi Asmaa Abdol-Hamid blev mødt med kritiske spørgmål i kølvandet på sit kandidatur for Enhedslisten. Det var den irrationelle frygt for det ekstreme, der fik Seidenfaden op på barrikaderne og fik ham til at sidestille kritik med had til muslimer. Pressens spørgsmål blev affejet som en del af en uanstændig, antimuslimsk kampagne.

Men selvom kritikken af Asmaa bestemt havde sine hysteriske indslag (som da Søren Krarup gik amok ved tanken om tørklæder i Folketingssalen), var det mest ekstreme, der blev sagt i den forbindelse uden sammenligning Seidenfadens erklæring om, at Danmark nu havde mistet sin ‘anstændighed’. Det var nemlig et udslag af ekstrem kollektivistisk moralisme, hvor vi danskere som helhed og som ‘folk’ (et begreb som Seidenfaden givetvis i alle andre mulige sammenhænge ville afvise eksistensen af) alle havde del i en samlet folkelig ‘anstændighed’, der åbenbart stod og faldt med antallet af kritiske spørgsmål rettet mod en folketingskandidats religion.

Seidenfadens kamp mod det ekstreme er i sig selv ekstrem. Hvilket i sidste ende blot gør den absurd og selvmodsigende. Ekstremofober som Seidenfaden vil ofte på den ene side promovere inklusion og anerkendelse af religion i det politiske, da ’sekularisme’ i deres øjne også er en form for ekstremisme. Men samtidig ønsker de alligevel ikke, at det religiøse skal indtræde på lige fod i det politiske, da det vil indebære, at man kan kritisere religion, akkurat ligesom som man kritiserer alt andet i politik – og det vil jo igen også føre til ekstremismen. Alene derfor er ekstremofoben dømt til evig frustration i alle spørgsmål, der vedrører religion og politik.

Ekstremofobens forsøg på at løse sine evigt tilbagevendende genvordigheder munder derfor ofte ud i en art vulgær-tolerance, hvor man ikke bare skal tolerere noget i ordets klassiske forstand (dvs. acceptere at noget, man ikke kan lide, har ret til at eksistere og komme til orde), men at det skal omfavnes og imødegås og ikke mindst ‘respekteres’ – for det meste gennem symbolske markeringer, der ofte ender med et få et teatralsk og tragikomisk skær. Elsebeth Gerner Nielsens ekstremofobiske og vulgærtolerante stunt, hvor hun pludselig demonstrativt stillede op med et tørklæde om hovedet foran en samlet presse, var et glimrende eksempel på denne tankegang. Samtidig er det kun udvalgte symboler, der skal vulgærtolereres. De ting, man virkelig ikke bryder sig om, vil man helst have forbudt ved lov (f.eks. racisme).

Seidenfadens mærkværdige forsvar for Abdul Wahid Pedersens manglende afstandtagen fra stening (med argumentet oml, at man i så fald også må bede katolikker om at lægge afstand til nadverens implicitte kannibalisme) er også et godt eksempel på ekstremofobiens vulgærtolerante absurditet. Den nu legendariske leder, der i dag er fjernet fra nettet, havde i øvrigt den sigende titel “Religiøsitet er ikke ekstremisme”. Så kan ekstremofoberne slappe af. Der er intet at komme efter her.

Seidenfadens ekstremofobi har dog aldrig været bedre og mere klart udtrykt end i den tale, han holdt i 2009 i anledning af Folketingets åbning. Her udråbte han bastant sekularismen til ‘den største trussel’. Hvordan i alverden man kan se det sekulære som en trussel, er en gåde – at man kan se den som ‘den største trussel’, er et mysterium. Men for ekstremofoben er alt enten en bevægelse ud mod Hitlers Tyskland på den ene side eller Stalins Sovjet på den anden. ‘Sekularismen’ er ud fra denne logik naturligvis blot et skridt på vejen mod statspåtvunget ateisme, Stalin-style. Kritik af andres religion er følgelig et skridt på vejen mod holocaust, Hitler-style. Ekstremofobens løsning bliver at bekæmpe vindmøller, Don Quijote-style.

Ekstremofoben vil ofte hævde, at ‘midten’ er stedet, hvor fornuft, fred, pragmatisme og moral er at finde. Nyere politologisk forskning viser, at den højrepopulisme som ekstremofober for det meste anser som det mest ekstreme slet ikke er så ekstrem eller radikal, som mange hidtil har antaget. Tværtimod er moderne, europæiske højrepopulistiske partier snarere borgerlige midterpartier, der repræsenterer demokratiske mainstream-synspunkter, der deles af størstedelen af befolkningen. Det, der gør dem særlige, er snarere deres måde at repræsentere disse mainstream-holdninger på, og altså ikke så meget holdningerne i sig selv.

Nogenlunde det samme kan siges om ekstremofoberne, de er nemlig også karakteriseret ved deres måde at udtrykke holdninger på, snarere end ved deres specifikke holdninger. Men i modsætning til europæiske højrepopulistiske partier er ekstremofoberne for det meste meget langt væk fra den offentlige mainstream. De sidder med gru og betragter den midte, som de selv hævder at befinde sig på, drive ud i ekstremerne.

Som en god ven af bloggens bestyrere  for nylig bemærkede, kæmper en stor del af de antifascistiske grupperinger i det autonome miljø ikke mod fascismen, men for retten til at udpege fascister. Samme logik gælder også for ekstremofoberne. Når det kommer til stykket kæmper de reelt set ikke mod ekstremisme, men for retten til at udpege andre som ekstremister.

Om Danmarks Forhold til Euro’en

På trods af et dansk ja til Nice-traktaten og en fastkurspolitik, som binder kronen til euro’en, står Danmark efter to folkeafstemninger udenfor det europæiske samarbejde om den fælles mønt. Er det fjolleri?

Af Pernille Sørensen

FOR NOGEN tid siden befandt jeg mig på en typisk rustik beværtning i Toscanas landside. Det var en perifert beliggende kro af den slags, hvor værten altid undskylder sig med, at han egentlig ikke havde ventet gæster, og at man må tage til takke med hvad hans kone kan frembringe på stedet. Det var en af de beværtninger.

Her sad vi så, som de eneste besøgende, og ventede på at blive bespist. Mens vi ventede måtte vi svare på de sædvanlige spørgsmål, nemlig hvor vi var fra, og derefter om vi danskere havde aftalt 2-2 resultatet til EM i fodbold med Sverige. Imidlertid havde husets ældste søn studeret ved universitetet i Firenze, og han havde  et spørgsmål man sjældent møder som turist. Med vanlig italiensk øje for engelsk grammatik spurgte han: ”Why haven’t Denmark the euro?” – Når grækerne er villige til at opgive falske økonomiske nøgletal for at komme med i eurosamarbejdet, hvorfor stemte Danmark så nej?

Inden jeg kunne nå at tænke mig om, havde min rejsekammerat allerede svaret vor interesserede ven: ”Fordi vi er fjollede mennesker i Danmark”. Jeg tænkte ved mig selv, at der nok var andre grunde til vor manglende deltagelse i eurosamarbejdet, men besluttede så, at det nok var bedst for samtalen (og madens) skyld at lade svaret blive ved det.

Det har dog undret mig siden hen. Så jeg begyndte at tænke på hvorfor vi egentlig ikke var med, og tænke på, om vi danskere er et fjollet folkeslag? Det er jo egentlig et rimeligt spørgsmål, for det var trods alt os som opfandt højt belagt smørrebrød, og det er nu engang os som har døbt en uimponerende og tam bakke ’Himmelbjerget’. Men for at være helt fair overfor os selv er det nødvendigt tage et kig på Euroens politiske historie i Danmark.

Den infernalske maskerade

I næsten fire årtier spillede danske politikere fra alle fløje et spil, hvor de lod som om det europæiske samarbejde udelukkende drejede sig om økonomiske spørgsmål, og det på trods af, at enhver som havde læst Rom-traktaten, (dvs. en forsvindende lille minoritet) måtte have været være helt på det rene med, at der var tale om et politisk projekt. Således skal vi ikke længere tilbage end 1986, da en vis gråhåret statsminister for åben skærm konstaterede, at unionen var ”stendød”.

Spillet fik lov at fortsætte, da jasigerne derved kunne undgå den folkelige modstand mod suverænitetsafgivelse, alt imens nejsiden kunne vokse sig stærk ved at hævde, at jasidens politikere løj den danske vælger direkte op i vedkommendes åbne ansigt, – en i øvrigt helt legitim strategi når det rent faktisk var præcis hvad der foregik.

Alt imens musikken spillede, og maskeradeballet stadig stod på, lå kongerigets politiske debat under for en anden mekanisme, hvor skiftende danske regeringer udlagde enhver positiv udvikling i Bruxelles som resultatet af en god, solid dansk indflydelse, mens negative tiltag omvendt blev fremstillet som værende orkestreret af EU’s hær af onde, ansigtsløse bureaukrater. Dansen var med andre ord en gammel kending: Undgå skylden – tag æren.

Men i 1992 endte ballet brat: Nede fra Maastricht kom nemlig en bunke papirer, og i dem stod der noget om suverænitetsafgivelse. Der stod også en masse andre ting. Ting som lugtede, lignede og lød som union. Nu skulle der være valg i Danmark, og det var ikke så heldigt for jasiden, for i denne valgkamp lagde anti-EU partierne og diverse græsrodsorganisationer så ”Se  hvad vi sagde – vi havde ret!”-linien for dagen, og – søreme! – de havde ret!

Resultatet blev ikke overraskende et nej. Men da jasiden stadig sad på den parlamentariske magt herhjemme forførte man et af de væsentligste nej-partier ved at indgå et kompromis. Kompromiset tilføjede fire utrolig fjollede forbehold til traktaten som skulle være eksklusive for Danmarks deltagelse i unionen. Fjollede fordi nejsiden nu kunne spille på, at ja-partierne ikke respekterede befolkningens afgørelse fra 1992, og fjollede fordi forbeholdne fratog Danmark enhver indflydelse på afgørelser som alligevel påvirkede (og påvirker) landet.

Ikke desto mindre sikrede disse forbehold et snævert ja til Maastricht-traktaten ved en ny folkeafstemning i 1993. Denne kompromisordning plager endnu Danmark den dag i dag, og bl.a. derfor bringer ja-partierne jævnligt afskaffelsen af forbeholdne på bane, og hver gang resulterer det i, at nejsiden står stærkere.

Med Maastricht-traktaten i hus rykkede man fra EU’s side videre, og ændrede navn fra Det Europæiske Økonomiske Fællesskab til Den Europæiske Union. Det fremprovokerede reaktioner fra begge fløje, og denne gang hilste jasiden denne ærlighed velkommen, mens nejsigerne ikke forspildte denne mulighed for at igen påpege, at den hele tiden havde haft ret.

Gætteleg

Set i dét lys er det næppe nogen overraskelse, at vi ikke har Euroen i Danmark. Vi stemte simpelthen nej, og siden da har det virkelig ikke hjulpet EU-tilhængernes sag, at en håndfuld toppolitikere har kastet sig ud i en intern, men offentlig gætteleg om hvornår den ”næste” Euro-afstemning skal finde sted. På den ene side kunne man mene, at det er forfriskende med en smule politisk gennemsigtighed, men den underliggende udmelding, nemlig at hverken regeringen eller den egentlige opposition (forstået som de Radikale og Socialdemokraterne) respekterer befolkningens afgørelse, kan næppe være andet end destruktiv for deres egen sag.

Men som om det ikke var nok med vore egne politikeres fejltrin, kan Danmark så tilmed stå på kanten af Eurozonen og se et regulært husspektakel udfolde sig: Husker De 3%-pakten og al snakken om hvor vigtigt det var at sikre EU’s økonomiske stabilitet når medlemslandene opgav deres valuta og trådte ind i eurosamarbejdet? Og husker De hvordan man fra EU-domstolens side forsøgte at trække dens bestemmelser ned over hovedet på små lande som Portugal og Irland? Da så turen kom til Frankrig og Tyskland så tingene straks anderledes ud – nu talte man ikke om bødestraf og karantæne, nu talte man om at få Stabilitetspagten ”suspenderet”. Tyskland og Frankrig undgik som bekendt den økonomiske knibtangs klem, og den slags er slagkraftig ammunition for de politikere som frygter, at den Europæiske Union i virkeligheden er en union med få ligemænd (Frankrig, Tyskland, England) og mange ”knap-så-ligemænd”.

En dårlig handel

I Danmarks tilfælde oplever vi altså, at nejsiden står stærkest. Dette skyldes, som vi har set, i høj grad jasigernes overlagte bedrag, som parret med deres strategiske fejltrin giver et særdeles hæsligt afkom. Men det skyldes også, at ja-partierne i dag har indtaget et standpunkt, hvor de sværger ikke at afgive mere suverænitet, imens enhver tydeligt kan se, at hver evig eneste traktat medfører en eller anden form for suverænitetsafgivelse.

I vort tilfælde, nemlig spørgsmålet om eurosamarbejdet gælder det, at den danske krone før i tiden var bundet til D-marken, og nu er bundet til Euroen igennem en fastkurspolitik. I næsten alle praktiske henseender er den danske krone altså indirekte en del af eurosamarbejdet. I princippet står det os dog frit for at ændre dette så længe vi står med et ben i hver lejr. Så længe vi befinder os på sidelinien, er det muligt for regeringen og Nationalbanken at hoppe over Atlanten og binde den danske krone til dollaren i stedet, og dette gør det igen svært at sælge ideen om Eurosamarbejdet til danskerne da det:

  1. er imod de fire forbehold fra 1993
  2. medfører mere, om end symbolsk, suverænitetsafgivelse
  3. betyder, at vi må underlægge os regler som kun gælder for små, og ikke store unionslande

Så alt i alt ser det ud til, at ja-politikerne, udover gentagne gange at have fejlinformeret vælgerne, konsekvent har handlet i modstrid med deres partiers langsigtede interesser ved at fokusere på enkeltafstemninger og skubbe problematiske og upopulære beslutninger ud i fremtiden.

Udfra disse betragtninger kunne man så hævde, at det var de danske toppolitikere som handlede kortsigtet og dermed også fjollet, men omvendt kunne man også bare hævde, at de handlede som typiske toppolitikere nu engang gør.

ER VI danskere så fjollede, og er det i så fald derfor vi står udenfor eurosamarbejdet? Når nej-sidens politikere har formået at præsentere deres sag sammenhængende og gennemsigtigt, mens ja-partierne gang på gang har fejlfortolket EØF og EU’s historiske rolle, kan man dårligt kalde vælgerne fjollede. Man kan højst begræde politikernes uduelighed, og ærgre sig over, at det skulle tage så lang tid før EU-politik blev genstand for en folkelig interesse, som stod mål med dens indflydelse på national lovgivning.

Danmark står altså udenfor Eurosamarbejdet fordi et snævert flertal af et generelt veluddannet vælgerkorps på baggrund af den information de har modtaget fra deres politikere gentagne gange har besluttet, at et nej var det rigtige svar.

Det gør os ikke fjollede. Højst til Skandinaviens italienere.

Konfliktens tre værste 2009: Tøger Seidenfaden

Af: Troels Heeger og Søren Villemoes

Nej, det er ingen overraskelse. Vinderen af årets mest elendige indlæg i den offentlige debat er ingen ringere end indehaveren af det fashionable hjørnekontor på Rådhuspladsen: Tøger Seidenfaden. 2009 har været et nyt lavpunkt i den engang så fornuftige redaktørs offentlige optræden. Senest så vi det skamløse tyveri af Thomas Rathsacks bog Jæger – I krig med eliten.

Det var for ytringsfriheden, fik vi at vide. Men der er efterhånden ikke mange, der tager Seidenfadens dedikation til denne frihedsrettighed alvorligt længere. Under Muhammed-krisen var han jo klar til at sælge den til højestbydende islamist. Ifølge Politikens logik er det åbenbart kun staten, der kan true ytringsfriheden, og altså ikke religiøse ekstremister. Forholdet mellem Politikens chefredaktør og islamistiske fundamentalister er blevet en mærkelig og broget affære.

Som chefredaktør på Weekendavisen var Tøger ellers en regelfast mand, der havde sine principper hugget i sten. Men så skete der noget, der fik Seidenfadens kritiske sans til at styrte i grus: Folketingsvalget i 2001. DF var en slags politisk anomali, der fik Seidenfadens verdensopfattelse til at implodere. Siden da er Politiken gradvis blevet en mere og mere indspist avis. Debatsiderne er nærmest blevet sekteriske i deres indelukkethed. Hvilket har resulteret i den ene groteske kronik efter den anden. Men intet slår den udvalgte smøre fra chefredaktørens egen pen:

1. Tøger Seidenfaden: Katolske kannibaler – religiøsitet er ikke ekstremisme (bragt i Politiken d. 19. februar 2009)

Hvis Viggo Hørup og Edvard Brandes blev genoplivet d. 19. februar i år og fik stukket et eksemplar af dagens Politiken i hånden, så ville de øjeblikkeligt være flygtet tilbage i graven. Hvem havde troet, at Danmarks førende oplysningsavis en dag skulle alliere sig med radikale islamister og religiøse mørkemænd? Ikke desto mindre er det det, der er sket. Det startede allerede under Muhammed-krisen. Men lederen fra d. 19. februar fuldfører den apologetiske mission.

Seidenfaden forsøger nemlig at forklare læseren, at Abdul Wahid Petersens manglende afstandstagen fra stening er helt igennem legitim. Hvis du måske ikke er helt enig. Og hvis du måske synes, at Abdul Wahid faktisk har et forklaringsproblem omkring sit forhold til stening, så er du islamofob. For ellers ville du også være ude efter katolikkerne og deres nadvergang.

Forvirret? Ja, det er der god grund til at være – for det er Seidenfaden også. Hvad kan ellers forklare logikken bag at sammenligne en af de mest brutale og modbydelige henrettelsesformer, der rent faktisk finder sted i visse dele af den muslimske verden, med det at spise en tør kiks og drikke lidt vin? Det er et meget godt spørgsmål, og her er svaret:

Abdul Wahid Pedersen kalder stening for »en afskyelig straf«, og han ønsker ikke stening praktiseret hverken herhjemme eller ude i verden. Men han vil ikke tage afstand fra stening, som den eksisterer i shariatraditionen, fordi han ikke mener at kunne »botanisere« i islam. Det er denne teologiske spidsfindighed, der aktualiserer den katolske kannibalisme. Kristne indtager som bekendt Kristi blod og legeme, hver gang de går til alters. Og hvor dette noget besynderlige ritual i protestantismen forstås symbolsk, så insisterer katolikkerne på, at det bogstavelig talt er Jesu blod og legeme, der er tale om. Skal de tvinges til at tage afstand fra denne teoretiske kannibalisme for at undgå at blive stemplet som ekstremister?

Seidenfaden er åbenlyst ikke uddannet i komparativ religionsvidenskab. Hvis han var, så havde han vidst, at Abdul Wahids bogstavelige læsning af en religiøs tekst, som han ikke vil eller kan ‘botanisere’ i, faktisk er selve definitionen på fundamentalisme. Abdul Wahid er fundamentalist. Det hersker der ingen tvivl om. Tøger siger det endda selv – bare uden at vide det.

Desværre for Seidenfaden er han endt på alt for dybt vand her. Og han er desværre ikke den første, der er faret vild i Abdul Wahids tågesnak. Imamen går på den ene side ‘ikke selv ind for’ stening, men på den anden side accepterer han det som ‘en del af sharia’. Der er bare det problem, at for en fundamentalist som Abdul Wahid betyder ens egen holdning ingenting. Det er kun den religiøse lov, der gælder. Og derfor er det aldeles irrelevant, at han personligt ikke kan lide stening, for hvis det står til ham, skal det alligevel indføres i en fremtidig dansk, muslimsk stat. Det er ikke hans mening. Det er Allahs. Men det har Tøger heller ikke bemærket.

Af uransagelige årsager er lederen blevet fjernet fra nettet. Muligvis har tømmermændene meldt sig efter, at Seidenfaden har solgt sit gode navn og rygte for at forsvare en tilfældig fundamentalistisk islamist. Vi ved det ikke. Men det er ærgerligt, at det mest uhyrlige eksempel på Politikens kulturalistiske rådvildhed ikke kan udstilles til offentlig skue. Alle burde kunne se, at der er noget rivravende galt inde på Rådhuspladsen, når man læser dette vanvid.

Således er Konfliktens top tre over værste indlæg i den offentlige debat 2009. Alle finalisterne stammer fra Politiken.

Vi bliver tit og ofte angrebet for at være alt for Politiken-fikserede. Og det er en anklage, vi ikke helt kan frasige os. For vi lider uden tvivl af et Politiken-kompleks. Men der er altså gode grunde til, at vi fortsat vender tilbage til vores skuffelse over avisens udvikling. Vi er jo venstredrejede, veluddannede, ærkekøbenhavnere fra kulturradikale baggrunde. På papiret burde Politiken være vores avis. Det burde være den, vi abonnerede på, debatterede i og hentede vores inspiration fra. Men det kan vi ikke. For den er blevet så pinligt ensrettet, at det til tider er en smerte at kæmpe sig igennem den.

Seidenfaden har drevet avisen til at blive en lille religiøs anti-DF sekt, hvor visse folk åbenbart udvælges pga. deres ‘rigtige’ meninger fremfor deres kvalifikationer. Der er jo ingen, der kan pege på, hvad der gør Rune Engelbreth, Anita Bay Bundegaard eller Peter Mogensen kvalificerede til at skrive om politik og kulturkamp. Men det gør de alligevel. Den eneste fællesnævner er afskyen over for DF. Oplysning, kritik og debat er blevet sekundære småting, der ikke præger avisen længere.

Efter vores mening har Politiken svigtet og fortsætter med at svigte sin position i den danske samfundsdebat. Det er avisens groveste forsyndelse, at man samtidig bilder sig ind, at man driver debatten. Det er forkert. Politiken låser debatten og blokerer for enhver udvikling. I sin velmenende forhippethed på at komme oppositionen til undsætning har Politiken – og med avisen en lang række mennesker i det urbane, velstillede segment – stirret sig blinde på regeringens støtteparti.

Man har vedholdende nægtet at forstå præmisserne for partiets bundklang i befolkningen, og man har stået klar med moralske fordømmelser, som er blevet hældt ud over politikere, hvis indlysende dygtighed og politiske snuhed ikke lader sig ignorere uden, at man samtidig gør sig selv en bjørnetjeneste. Med Tøger Seidenfaden ved roret skal man have en rig fantasi for at forestille sig, at avisen skifter kurs. Mere end nogensinde før har Danmark brug for et frisk pust fra centrum-venstre.

Om “Selvet” Hos Jung og Hisamatsu

af Tim Pallis, forfatter

Hisamatsu Shinichi (1889-1980) var professor i filosofi og religion ved Kyoto Universitetet. Han var oprindelig elev af filosoffen Nishida Kitaro, som grundlagde Kyoto-skolens filosofi. I 1915, da Hisamatsu var færdig med sin universitetsuddannelse og enogtredive år gammel, sendte Nishida ham til Myoshin Klostret for at træne i zen. Hisamatsu blev senere kendt for sin usædvanligt dybe forståelse af zen. Han startede FAS Society (Formless, All, Self), som stadig er en meget eksitentielt orienteret zenforening for lægfolk, der i mere end tredive år har været inspirationskilde og dialogcenter for mange zen interesserede i Japan og Vesten.

Dialogen imellem C. G. Jung og Hisamatsu Shinichi fandt sted i 1960, og blev trykt i det engelsksprogede japanske tidsskrift Psychologia Vol. 11 (1968), altså otte år efter. Men allerede i 1960 cirkulerede en japansk oversættelse med nogle tilføjelser af Hisamatsu i tidskriftet Fushin, der udgives af dennes zengruppe. Redaktøren af Psychologia, Sato Koji fandt dialogen så interessant, at han fik den oversat til engelsk med henblik på udgivelse i sit tidskrift. Manuskriptet blev derpå sendt til Jung til gennemsyn. Efter at have læst det, sendte Jung et brev til Sato, hvori han udtrykte ønsket om, at dialogen ikke blev udgivet. Dette brev findes udgivet i Psychologia Vol. 3:2 (1960). Da Jungs sekretær fru Jaffe havde sendt den tyske tekst (med dialogen) tilbage til Sato, blev der atter foretaget en korrektur af den engelske version, og Hisamatsus tilføjelser blev skåret væk. Derpå sendte man atter manuskriptet retur til Jung til gennemsyn. Imidlertid var Jung på dette tidspunkt blevet alvorlig syg, så han var ude af stand til at revidere dialogen.

Den 6. juni 1961 døde Jung. Fru Jaffe skrev til Sato og sagde: “Lad os bibeholde mindet om den smukke oplevelse, som samtalen mellem Jung og Hisamatsu var og respektere Jungs ønske om ikke at lade den udgive. “Til trods for at den gensidige forståelse samtaleparterne imellem helt klart ikke var tilfredsstillende, er dialogen umådelig interessant, fordi forskellen mellem Jungs analytiske psykologi og zen-buddhismen er blevet tydeliggjort i forløbet. Jeg tror ikke, at der længere kan herske tvivl om, at vesterlandsk psykologi og zen-buddhismen er to umage verdener, der ikke så let kommer på talefod med hinanden, de er ikke “lige børn”. Der er gjort mange forsøg på at finde paraleller imellem zen og psykoanalyse, Jungs psykologi, humanistisk psykologi og trans-personlig psykologi, men det er svært. Jeg mener ikke, at man kan psykologisere zen, for det første fordi zen-træningen har et langt videre sigte end en terapeutisk bevidstgørelse af ubevidste oplevelser. For det andet fordi zen-buddhismen ønsker at gøre mennesket opmærksom på virkelighedens aktuelle nærværelse før bevidsthedslivet trækker sit slør ned mellem en oplever og det oplevede. Kan man på den anden side zennificere psykologien? Se det vil fremtiden vise! Der er nemlig gjort forsøg på at “spiritualisere” psykologien, og dette forsøg har været umådeligt frugtbart. Jeg tænker på Gerald G. May, Will and Spirit: A Contemplative Psychology. San Francisco (1982). Der er også andre interessante forfatterskaber som f. eks. Ken Wilber, men det spændende ved Will and Spirit er, at Gerald G. May er en kristen psykiater, som både kender til buddhisme, vedanta, daoisme og græsk-katolsk mystik.

Lad os vende tilbage til Jung og Hisamatsu. Det er ikke ukendt, at Jung foruden en banebrydende forståelse af vesterlandsk mytologi, symbolisme, alkymi, hermetisme, okkultisme og mystik også beskæftigede sig med orientalsk religionspsykologi. Han skrev forord til Den Tibetanske Dødebog, I Ching: Forvandlingernes Bog, The Secret of the Golden Flower og til D.T. Suzukis An Introduction to Zen Buddhism, der udkom på dansk i 1962. Den senere udgave fra 1985 har en indledning af Henrik H. Sørensen, men Jungs forord er skåret væk, vel sagtens fordi man nu var betænkelig ved at lade Jung introducere zen til læseren. Zen bliver faktisk ikke nemmere at forstå, når man ser den igennem psykologiens briller.  Jung var uhyre interesseret i Orientens mystik og forsøgte at sætte sig ind i den verden, der trods alt var ham så overordentlig fremmed som vesterlandsk videnskabsmand. Ikke desto mindre står Jung idag, som en af de få, der åbnede op for forståelsen af den religiøse mystik og det fællesmenneskelige indhold i dybden af alle menneskers mentale liv, uanset hvilken kultur de er født i. Men fordi Jung som videnskabsmand turde tage Østens mystik alvorligt, behøver vi idag ikke at regne ham for en autoritet på det område også. Jung forstod ikke buddhismen bedre end nogen zen-mester med dyb erfaring i meditation. Det bliver hans indsats som banebrydende psykolog dog ikke mindre af. Det er derfor vigtigt at påpege det betænkelige i at bruge ham som garant for nogle dristige fortolkninger af yoga, meditation, buddhisme, hinduisme og yin-yang filosofi, således som mange har gjort det indenfor de sidste tyve år. Hvis man vil beskæftige sig med zen, så må man studere zen-mestrene og praktisere zen-meditation. Hvis man interesserer sig for psykens skjulte områder, må man studere psykologi og gå i terapi. Det er meget få, der kender til begge dele, og som samtidig kan få noget positivt ud af en sammenligning. Falske analogier er der nok af.

I dialogen siger Hisamatsu, at det først er efter frigørelsen af det, vi almindeligvis kalder “selv”, at zens “essentielle selv” viser sig. Derpå kommer Jung med det mærkværdige og uforståelige synspunkt, at Hisamatsus “selv” skal forstås ligesom klesha (d.v.s. urenhed) i yoga, mens hans eget “selv” svarer til atman eller purusa. Jung siger: “Det De kalder for “selv” er for mig “jeg’et”, og det jeg kalder “selv” er det hele og lig atman”. Det er svært for mig at se, hvordan man på nogen måde kan redde denne misforståelse. For det første kan man ikke bare identificere atman og purusa, som Jung gør det, men det kan vi desværre ikke komme ind på her. Men ideen om, at zens “sande selv” skulle svare til klesha er næsten ikke til at bære, for klesha betyder (mental) urenhed eller forstyrrelse, og står for årsagerne til vores lidelser, der er uvidenhed, selvoptagethed, begær, had og dumhed osv. Så tidligt som i det indiske epos Mahabharata siges det: “Ligesom frø, der har været ristet over ilden, ikke længere kan spire, således er “selvet” (atman) ikke længere bundet af klesha, når disse er blevet brændt af erkendelsen”. Zen-træningen går ligesom vedanta ud på at vække erkendelsen eller prajna, hvilket vil medføre, at det “sande selv”, der før var skjult af klesha, tydeligt viser sig.

Som det fremgår af den videre dialog svarer zen-buddhismens “essentielle selv” netop til den indiske filosofis atman, som er uden form eller substans. På denne baggrund er det yderst tvivlsomt om Jungs “selv” er ensbetydende med det atman, som han postulerer. Jeg tror ikke, at Jung nogensinde forstod hvad Østens “selv” er. Men det er sikkert, at han opfattede “selvet” i sin analytiske psykologi, som det samme som atman i yoga-læren, og det er nok at tage munden for fuld.

Det Kropslige Kørekort. Om Meditation og Hjerneforskning

af Majken Hirche, cand.scient.

Året er 3000 f.kr. et sted i Indien. En flod bugter sig gennem en smuk og frodig dal, hvor insekter summer af travlhed, og hvor blomsterne stråler om kap i alverdens former og farver. Her, midt i naturens vilde udfoldelse, har en enlig skikkelse fundet sig til rette. Perfekt som en statue med rank ryg og benene over kors, sidder han helt stille under et træ – han fragiver en sagte monoton lyd og luften omkring ham ånder fuldstændig fred og ro.

5000 år senere handler det stadig om meditation og kropslig bevidsthed, for meditationsbegrebet er i disse år for alvor kommet på den internationale videnskabelige dagsorden. De sidste årtiers neurovidenskabelige forskning i østens mystik, har åbnet op for en helt ny måde, hvorpå vi kan studere hjernens struktur og funktion. Og resultaterne er yderst interessante. Ikke alene er vi kommet tættere på en forståelse for samspillet mellem de mange komplicerede hjerne- og kropsprocesser, der udspiller sig i den menneskelige organisme. Det viser sig også at mennesket besidder en iboende evne til at kunne påvirke, og ligefrem ændre, hjernens struktur ved tankens blotte kraft, og at meditationens mange gavnlige virkninger ikke kun påvirker sindet, men også resten af kroppen.

Selvom meditation kan spores mere end 5000 år tilbage i historien, gik videnskaben først for alvor til værks i en søgen efter svar på, hvad der foregik i hjernen under meditation i det tyvende århundrede. Som pionerer på området havde man ikke det store overblik, og man var derfor heller ikke opmærksom på forskellene mellem de mange forskellige meditationsformer vi i dag kender. Det viser sig nemlig, at meditation har forskellige neurofysiologiske og kropslige virkninger, alt efter skole og tradition. Det betyder med andre ord, at den nyere tids forskere måtte begynde deres arbejde med at smide store dele af den oparbejdede viden på området i skraldespanden.

En af de forskere som måtte starte forfra er Professor Richard J. Davidson der forsker i Tibetansk meditation på University of Wisconsin. Han har i de seneste år vist at der opstår en særlig intens aktivitet i venstre præfrontale cortex under meditation. Venstre præfrontale cortex er det område af hjernen, der ligger bag venstre side af panden og associeres bl.a. med lykke, og positive tanker og emotioner. Davidson har også fundet ud af at hjernen udsender en kraftig gammabølgeaktivitet, ikke alene under meditationen, men også i tiden efter. Gammabølger er særligt interessante fordi de menes at styrke hjernens neurale koordination, dvs. samarbejdet mellem hjernens forskellige arbejdsområder. Gammabølgerne får med andre ord de mentale processer til at gå op i en højere enhed og skærper dermed opmærksomhed, hukommelse, bevidsthed m.m.

Tibetansk meditation påvirker altså ikke kun hjernens processer under selve meditationen, men medfører også langsigtede og måske endda mere permanente fysiologiske og strukturelle forandringer i hjernen. Og netop dette spørgsmål er muligvis et vi kan finde svaret på indenfor landets grænser, hvor et forskerhold på Århus Universitet, ledet af lektor Peter Vestergaard-Poulsen, for nyligt har afsløret, at vævet i hjernestammen og præfrontale cortex bliver tykkere når man har dyrket et par måneders meditationspraksis. Hjernestammen er den del af det såkaldt autonome nervesystem, der fungerer som bindeled mellem hjernen og resten af kroppen. De danske forskere mener, at denne del af hjernen styrkes ved meditation fordi der dannes mere komplekse forbindelser mellem de i forvejen eksisterende nerveceller i hjernen.

Opfattelsen af hjernen som påvirkelig og foranderlig er ikke ukontroversiel, idet man før i tiden troede at hjernens forbindelser var fikserede når først udviklingen af nervecellerne var tilendebragt. Ideen om hjernen som en formbar muskel var derfor utænkelig. Indenfor meditationsforskningen er der således tale om en blændende videnskabelig udvikling, idet de danske forskere tydeligt kan se at forandringerne er hurtige til at manifestere sig, og at de sandsynligvis er blivende.

Men lad os vende tilbage til venstre præfrontale cortex og de positive tanker og emotioner. Dr. Jon Kabat-Zinn, molekylærbiolog og mediciner fra University of Massachusets, har i en menneskealder interesseret sig for hvordan krop, sind og sundhed indbyrdes påvirker hinanden. Kabat-Zinn blev på et tidligt tidspunkt interesseret i alternative behandlingsmetoder og i spørgsmålet om, hvorvidt sindet kunne påvirke kroppens evne til at helbrede sig selv. Særligt var han interesseret i stress og de negative konsekvenser det havde for kroppen, og i sin søgen efter svar vendte han sig mod Buddhisme og mindfulness meditation.

Buddhistiske doktriner fastholder, at mennesket lider fordi det forholder sig for intenst til omgivelserne. Vi må derfor ændre på vores mentale forhold til omgivelserne, og derigennem gøre en ende på lidelserne. Buddha kaldte det at være mindful. Begrebet dækker over en særlig mental tilstand, hvor opmærksomheden er åben for de kropslige og mentale fænomener der foregår i bevidstheden i det enkelte øjeblik, og hvor man forholder sig neutralt og ikke-vurderende til hvad end man måtte opleve i det indre såvel som det ydre univers. Fokus bringes gradvist væk fra tanker og bekymringer, og i stedet oplever man eksistens i det blotte nu.

I den moderne vestlige verden, hvor vi i høj grad opdrages til at leve med det ene ben i fremtiden, og hvor vi forventes at have en mening om alle de indtryk vi konstant bombarderes med fra snart sagt alle retninger, virker mindfulness næsten som at trække i en nødbremse, og det var netop dét Jon Kabat-Zinn havde i tankerne, da han udviklede et mindfulness behandlingsprogram for stressede patienter. Han trænede dem ganske enkelt i at geare ned for den kognitivt hvide støj og lærte dem i stedet at koncentrere sig om, hvad der opstod af tanker, følelser og kropslige fornemmelser, imens de oplevede omgivelserne. Efter få ugers træning kunne Kabat-Zinns patienter berette om mærkbare forandringer i psyken: De blev mere afslappede, fik mere energi i dagligdagen og en øget livsglæde. Derudover blev hukommelsen forbedret, arbejdet gled lettere og selvværdet fik sågar et løft. Hjernescanninger viste, at hjernens område for positive tanker og emotioner var særligt aktivt, og i blodprøver kunne man se mængden af stresshormoner drosle ned. Men mest iøjefaldende opdagede man, at immunforsvaret ændrede sig: Efter otte ugers mindfulness-træning fik patienterne indsprøjtet en influenzavirus, og det viste sig, at patienter der havde trænet mindfulness havde en markant højere koncentration af antistoffer end folk der ikke havde trænet.

Disse resultater ansporede forskerne til endnu større eksperimenter, og den nyeste forskning i mindfulness-meditations effekt på immunforsvaret er foretaget med HIV patienter. Således lykkedes det et forskerhold fra UCLA effektivt at sænke udviklingen af HIV-virus i kroppen på deres patienter i ugerne med meditation.

En forandret tanke, et gladere sind og en sundere krop. Videnskabeligt set ved forskerne endnu ikke præcis hvorfor det hænger sådan sammen, men noget tyder på at kroppens nervesystem kommer på overarbejde, når vi hele tiden skal forholde os mentalt til de utallige stimuli vi som moderne mennesker bliver udsat for.

Et er dog sikkert: Med de meget håndgribelige resultater i hånden er de fleste forskere ikke længere i tvivl om at der eksisterer en stærk kobling mellem krop og sind, og gennem fremtidig forskning i meditation er det håbet, at sætte fokus på at mennesker i høj grad har behov for kontakten med sindet, kroppen og emotionerne – man kunne kalde det et kropsligt kørekort. – Det gavner det kroppens sundhed, og så bliver man et gladere og mere lykkeligt menneske.

Anmeldelse: Arias for Senesino

Potente kastrat-arier Den tyske kontratenor Andreas Scholl hylder en af datidens største divaer, alt-kastraten Senesino, der især var Händels foretrukne sanger i 1720ernes London.

af Jonas Holm, cand.mag.

Det er efterhånden en gammel sang – idéen om, at for at sælge plader, må man sælge ud. Man kan kalde det Helmut Lotti-effekten: Når de store klassiske-sangere begynder at udgive “best-of Classic”-CDer. Den egentlige substans i Andreas Scholls barok-bagkatalog ligger i indspilningerne af kantater, passioner og især oratorier, men i hans lange række af recital-discs er det alligevel kun sjældent, han er faldet i Lotti-grøften. Scholl har også her en evne til at sammensætte sit repertoire og vælge sine samarbejdspartnere på en måde, der bruger den kommercielt opklippede form som en kunstnerisk trampolin, ikke som en hæmsko.

Ligesom hans forrige CD “Arcadia”, er der på “Arias for Senesino” i nogen grad tale om obskur, sjældent eller aldrig før indspillet musik. Den røde tråd, der her forbinder Händel, Albinoni, Lotti, Scarlatti og Porpora er alt-kastraten Senesino. Det er simpelthen hans opera-repertoire, Scholl har indspillet. Man kan høre hvorfor – musikken synes skræddersyet til Scholls stemme. Apropos stemmen, så har den ændret sig. Den kropsløse engle-klang er væk og tilbage står en alt-stemme, der paradoksalt nok frem for alt lyder som en mandsstemme. Mere rustik og med en række dybe overtoner, der gør den så naturlig, at man ikke forstår, hvorfor Gud ikke har givet alle XYere det høje leje med som fødselsgave.

Det har fra starten af Scholls karriere været klart, at han er noget nær den perfekte Bach-sanger – lyt bare til hans arbejde med Philippe Herreweghe. Men han har altid været mere problematisk når det kom til fyrværkeriet og det rytmiske drive hos Händel. Alle, der så ham på Det Kongelige Teaters genopsætning af Julius Cæsar, ved, at dén tid ikke er helt forbi. Han kunne synge i cirkler rundt om de danske sangere, ingen tvivl om det – men angsten for at give slip, frygten for det teatrale, har han stadig. Og det er slet og ret irriterende. Hans mezza di voce- og hans koloratur er så sikker, at det næsten er latterligt. Alligevel er det som om, Scholl skammer sig over sin teknik. Han bruger den kun, når noderne tvinger ham. Men har man evnerne, har man pligten. Og idéen med en sådan CD her må vel være, at afspejle alle Senesinos kvaliteter? Det inkluderer ornamentering – for min skyld gerne ad absurdum – og ikke mindst en lille, improviseret eksplosion efter B-stykket og en veritabel vokal atombombe efter da capoen. Historisk set er det ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved. Scholl er stadig en kende for underspillet. Bliver kadence- og ornamentabstinenserne for store, kan man supplere med Philippe Jarousskys eller Sandrine Piau, der begge har nye CDer ude med henholdsvis Vivaldi-kantater og Händel-arier.

Teksterne er kun oversat til engelsk, så franskmænd og tyskere må for en gangs skyld gribe til ordbøgerne. Noterne er alt for korte. Eller rettere sagt: Der er to tekster, én lang og én kort. Den korte er oversat til engelsk, den lange er åbenbart reserveret til et italiensk-kyndigt publikum. Enten er det en dum fejl, eller også er det det forkerte sted at spare.

Ser man bort fra den tyske sagtmodighed, er stemmen stadig en af de mest interessante i nyere tid, og repertoiret er fremragende. Godt hjulpet af det italienske barok-ensemble Accademia Bizantina leverer Scholl her uden konkurrence de bedste indspilninger af Händels “Aure, deh, per pieta” og “Al lampo dell’armi”, jeg nogensinde har hørt. Albinonis “Stelle ingrato” er virtuos node-krig i samme boldgade som rivalen, sopran-kastraten Farinellis signaturarie “Qual querriero in campo armato”, Porporas “Va per le vene il sangue” er et lille, isnende mesterværk og Scarlattis “Del ciel sui giri” med to obligate naturhorn er så pompøst fjollet, at den afgjort fortjener sin anden ungdom her på CD. Blandede bolsjer, men de smager alle godt. Og vi er heldigvis langt, langt fra Lotti-land.

Arias for Senesino; Andreas Scholl, Accademia Bizantina ved Ottavio Dantone. Decca.