Category Archives: Historie

Anmeldelse: The Mandarins

af Simone de Beauvoir, Harper Perennial Modern Classics, 736 sider.

af Majken Hirche, cand.scient.

Om forfatteren: Simone de Beauvoir (1908-1984), fransk forfatterinde, filosof og eksistentialist. Allerede fra de tidlige teenageår var Simones tanker travlt optaget af livets store spørgsmål, og det skulle blive hendes filosofiske og introspektive tankegang, der formede og karakteriserede hendes livslange forfatterskab, som foruden flere filosofiske værker, skønlitteratur og erindringer også indbefatter skuespil samt et feministisk manifest. Simone var desuden kæreste med Jean-Paul Sartre, og de to forblev hinandens altoverskyggende inspirationskilder og fortrolige indtil Sartres død i 1980.

Den skønlitterære produktion, som The Mandarins (fransk: Les Mandarins dansk: Mandarinerne) er en del af, tjente et ganske specielt formål for Simone, hvor værkerne blev til i intensive perioder med introspektion, og det var herigennem hun bearbejdede personlige kriser, stærke følelser og vanskelige oplevelser. Skønlitteraturen fungerede tillige som kunstnerisk underbygning af Simones politiske og filosofiske ideer om feminisme og eksistentialisme, og næsten samtlige af hendes skønlitterære udgivelser kan siges at handle om kvinder og kvinders vilkår i en eller anden form.

Kærlighedens smerte og menneskelige relationer

The Mandarins er med overlæg skrevet som en bog om kærlighed og venskab, politik og filosofi. Den fiktive fortælling får næring fra de faktiske spændinger og problematikker, der rørte sig i Paris blandt efterkrigstidens intellektuelle, som blandt andre talte, Sartre, Camus, Merleau-Ponty og så selvfølgelig Simone selv. Det var endvidere i samme årrække, at Simone indlod sig på et lidenskabeligt, men også turbulent forhold, til den amerikanske forfatter og journalist Nelson Algren – en relation, der i sidste instans efterlod dybe følelsesmæssige spor i Simone, hvilket ligeledes afspejles i The Mandarins.

Bogen er en social og politisk historie, med delvist selvbiografiske elementer, hvor der undervejs indflettes fiktive scenarier og et persongalleri så mang- foldigt, at man ikke kan undgå at blive imponeret over det store netværk af personrelationer som Simone udfolder i bogen. Med sit nærværende og levende sprog og sin store indsigt i den menneskelige psyke, maler Simone bogens forskellige personligheder i et følelses- og tankemæssigt billedsprog, der er så genkendeligt at en knugende medfølelse melder sig hos læseren, når karakterer- ne følges i tykt og tyndt.

Fronterne optegnes

Omdrejningspunktet er efterkrigstidens Paris som i 40’erne er præget af armod og de tiltagende spændinger mellem USA og Rusland. Rædslen for endnu en verdenskrig lurer bag hvert et hjørne og tynger de politisk aktive i Paris’ intellektuelle miljø. Det er i dette scenario at læseren fra første færd kastes ud i de hæsblæsende og højtravende debatter mellem højre- og venstrefløjstilhænge- re, der optræder bogen igennem. Den politiske fragmentering er det store samtaleemne. Russere, amerikanere og franske medløbere i alle afskygninger, der alle søger at vinde dagsordnen: Hvem holder med hvem, hvem kan positionere sig stærkest – og med hvilke midler?

I midten af det hele møder vi dagbladsredaktøren Henri, der for enhver pris forsøger at bevare sit tidsskrifts neutralitet og en redaktionel linie præget af troværdighed. Langsomt tages Henri dog som gidsel af forskellige venstrefløjs- grupper, der alle ønsker at vinde hans sympati og magtfulde position indenfor presseverdenen. Henris moralske dilemma tilspidses da sandheden om Gulag gradvist optrevles og viften af marxistiske ideologier begynder at smuldre – en situation som bliver yderligere vanskeliggjort af Henris privatliv, hvor personlige venskaber, på tværs af politiske cirkler, problematiserer enhver politisk beslut- ning.

Privatlivet er i det hele taget problematisk for Henri, der ynder at betragte sig selv som moralsk uangribelig. Uden for redaktionen følger vi nemlig også Henris forhold til den flagrende uselvstændige kæreste, Paula, og gennem en serie mesterligt konstruerede indre dialoger skildres Henri som egocentrisk og uansvarlig, i takt med at han gradvist retfærdiggør sin skamløse udnyttelse og følelsesmæssige afpresning af den svagelige Paula.

I bogen møder vi også Anne, Simone de Beauvoirs litterære alter ego. Anne, har i en tidlig alder løsrevet sig fra familiens stærke katolske bånd, og har siden hen valgt det kulturradikale, moderne og selvstændige liv – ganske som den virkelige verdens Simone, der under stort postyr brød med datidens indgroede kønsroller og kvindesyn. Simone på intelligent vis konstrueret Anne-karakteren som både passiv observatør og aktiv deltager i begivenhederne, og den del af plottet der har med Anne at gøre, drives da også frem af Annes personlige refleksioner over de mange konflikter hun igennem bogen er vidne til.

Det er således gennem Anne at vi får en tredje persons indblik i Henri, og alle de andre personagers ydre liv, og det er også gennem Annes indre bearbejdelse af disse indtryk at Simone brillerer med den kapacitet for nuanceret og præcis skildring af menneskelige følelser, der i den grad farver hendes forfatter- skab.

Læsværdig!

Beretningen om The Mandarins, fokuserer fra begyndelsen på efterkrigstidens hverdagsliv og politiske situation, og her kan man som læser til tider føle sig noget overvældet, da der er mange personligheder og politiske intriger at holde styr på. Således kommer bogen uheldigvis til at fremstå en anelse tung og monoton i både handling og skrivestil, når den på de følgende mange sider fortsætter i samme spor.

Men i takt med at Simone lader Annes person bliver mere fremtrædende sker der dog noget. Historien ændrer tempo og bliver pludselig langt mere nuanceret i både handling og indhold. Familieintriger, forfattere med skriveblokering, mord og ikke mindst Annes stormfulde affære med den amerikanske forfatter Lewis fastholder alt sammen læseren i spænding, når de mange løse ender efter- hånden binder de forskellige personer sammen på kryds og tværs. Simone får således skabt den ramme, hvori hun for alvor på kreativ og filosofisk vis kan få udtrykt sine ideer og tanker om livets kår efter krigen.

Ser man bort fra den lidt træge start er The Mandarins som helhed et stykke interessant moderne og politisk historie fortalt gennem en intelligent, kreativ og frigjort kvinde som befandt sig midt i en brydningstid, og er man som læser særligt interesseret i eksistentialisme kan man tillige få en god fornemmelse for, hvordan livsfilosofien kan fungere i praksis via de forskellige personer, der op- træder i bogen.

Da Simone derudover er særdeles dygtig til at beskrive menneskelige inter- aktioner, og ikke mindst følelser og tanker bag handling, giver historien om The Mandarins rig mulighed for også at se mennesket i et psykologisk lys. The Mandarins må derfor siges at være et godt alternativ til tunge teoribøger, og man føler sig som læser oplyst og ikke mindst beriget på et personligt plan, når indtrykkene fra en svunden tid blandt franske intellektuelle har fået tid til at bundefælde sig.

Marcus Aurelius og Afslutningen på Stoicismen

Marcus Aurelius og afslutningen på stoicismen

af Ryan Smith, cand.mag.

I sin storhedstid udgjorde stoicismen en overordentlig betydningsfuld filosofisk retning, som bestod fra ca. 300 før Kristus til ca. 200 efter Kristus. Stoicismen opstod i Grækenland, men var den mindst græske af tidens filosofiske skoler. De første stoikere praktiserede i Grækenland af fønikiske indvandrere, og senere udvandrede stoicismen selv til Rom hvor den praktiseredes af italienske og provinsielle aristokrater. Ud over Marcus Aurelius, så tæller stoicismen så prominente romerske borgere som Cicero og Seneca blandt sine tilhængere.

Overordnet set, så efterstræber stoikeren retfærdighed og en from personlig moral. Stoikeren dyrker ikke dyden og den gode vilje for at denne skal gøre en forskel i verden, men fordi dyden er et mål i sig selv. Kun den dydige vilje er god, og den dydige vilje er uafhængig af ydre årsager.

Stoicismen siges traditionelt at være blevet grundlagt af Zenon fra Kition, en fønikier som var kommet til Athen omkring år 313 før Kristus. I Athen fulgte Zenon opmærksomt filosofiske forelæsninger indenfor både de megariske og kyniske retninger, og hen ved ti år senere debuterede han selv som forelæser og grundlagde tillige sin egen skole, Stoicismen. Navnet spillede på, at Zenon afholdt sine forelæsninger i samme søjlehal [stoa], som den sagnagtige billedkunstner Polygnotos fra Thassos havde bemalet [poikilé] mere end en menneskealder tidligere, Stoa poikilé.

Logos – fornuften i alt

Zenons filosofiske skole voksede ud af især den kyniske tradition og arven fra Heraklit. Den har desuden en del lighedspunkter med den samtidige epikuræiske skole. Imidlertid er der afgørende forskelle: Zenon og hans efterfølgere udformede deres filosofi i tiden omkring år 300 før Kristus, altså umiddelbart efter Alexanders død. Dermed var de historiske forudsætninger nærmest ideelle for udviklingen af en filosofi som blandede den facetterede græsk-akademiske tradition med østens hemmelighedsfulde determinisme. Elementært set kan stoicismens lære deles op i de filosofisk-tekniske underprincipper, logik og fysik, og det menneskelige, etikken.

Stoicismens kosmologi opfattede verden som skabt, indrettet og animeret af en abstrakt panteistisk naturkraft, Logos. Logos er således mere end fornuft, men også udtryk for en naturorden i sig selv, og når stoikeren handler i overensstemmelse med sin etik, handler han også i overensstemmelse med denne universelle naturorden. Når der alligevel kan forekomme “fejl” ved verdens indretning skyldes det dels at verden endnu er ung, idet disse brister vil rette sig selv ud på sigt, og dels at mennesket med dets korte levetid ikke kan forstå eller erkende verdensaltets længerevarende perspektiv.

Som historisk fænomen lader den tidlige Stoicisme til at være blevet såvel en folkelig som en adelig succes, idet athenerne endnu i hans levetid rejste en bronzestatue af Zenon, og efter hans død begravede ham på det offentliges bekostning. Man indbød ham desuden til kongen af Makedoniens hof, hvilket er interessant i henhold til stoicismens senere popularitet blandt det romerske aristokrati.

Omplantingen til Rom

Efter erobringen af Grækenland ændredes stoicismens hovedsæde nemlig gradvist fra Athen til Rom, og i forbindelse med denne transition overgik stoicismens vægtigste forfattere tillige fra filosofferne i Athen til aristokraterne i Rom. Med dens formaning om en universel moralsk pligt, gik den stoiske etik overordentlig godt i spænd med de romerske dyder Dignitas og Gravitas, ligesom den stoiske morallære må have appelleret stærkt til mennesker i en tid hvor døden kom hurtigt og uforudsigeligt i form af sygdom, hungersnød og naturkatastrofer. Særligt den politisk udsatte senatsadel kunne blive henrettet på de lunefulde cæsarers tilsyneladende vilkårlige befalinger. Tiberius Gracchus, Scipio Aemilianus, Cato den yngre, Brutus, Cicero og Seneca bekendte sig alle til stoicismen, og stoiske aristokrater blev et billede på modstanden mod det første århundredes dårlige kejsere.

I forbindelse med omplantningen til Rom ændredes ikke kun stoicismens udøvere, men også dens indhold: Hvor de tidligste stoikere havde været materialister og forkastet Platons idé om udødeligheden, så de romerske aristokrater i samme lære en mulighed for en moralsk overlegenhed, og en stadigt fastere tryghed ved døden: Hvor den græske stoicisme først og fremmest havde set Sokrates som deres åndelige fader, så kiggede den romerske skole i højere grad til Platon, der udover sin udødelighedstanke havde udvist en interesse for astrologien, som den eneste af naturvidenskaberne. Dermed begyndte de romerske stoikere også at dyrke astrologien som en afspejling af det enkelte menneskes skæbne; en udvikling som samtidig markerer hvordan den græske filosofiske tanke om individet erstattedes af den romerske politiske forestilling om det universelle menneske i det altomfattende imperium.

Den romerske stoicisme prædikede altså i lighed med kristendommen et frelsende trossystem. Men som religion var den gudløs, og i stedet for at lovede et efterliv søgte den i stedet at gøre udøveren tryg ved døden. Seneca formulerede i et berømt citat det stoiske verdenssyn således: “Ducunt fata volentem, nolemtem trahunt” – Skæbnen leder den villige, og slæber den modvillige efter sig. Stoicismen tilbød således frihed for verdens dårligdomme gennem erkendelsen af, at ydre omstændigheder, adiaphora, er ligegyldige. Til disse ydre omstændigheder må regnes ens helbred, rigdom, bosted, stand, skønhed, intelligens og evner, ligesom katastrofer og sygdom. Ved opretholdendelsen af en ubrydelig indre ro, finder stoikeren trøst i sin ferme morallov, og i erkendelsen af, at han lever i overensstemmelse med denne, uanset hvilke pinsler livet påhæfter ham. “Hvad Fortuna ikke har givet, kan hun ikke tage bort.”

Det kan undertiden virke besynderligt, at en samfundsstand så privilegeret som senatsadelen kastede sig over en filosofi som prædikede livets elendighed, men denne dyrkelse af tilværelsens ulidelighed genfindes blandt de øvre samfundslag genfindes med lethed andre steder i historien f.eks. i barokkens forestilling om den ulykkelige forelskelse, eller det tyvende århundredes velhaversønner som forelskede sig i marxismen.

Stoicismens sidste idehistoriske dokument er netop skrevet i perioden, og det fra hånden af en ganske navnkundig romer, nemlig kejser Marcus Aurelius. Hans Selvbetragtninger har givet eftertiden et unikt mentalitetshistorisk indblik i forståelsen af stoicismen blandt periodens romerske aristokrati.

Mennesket Marcus Aurelius

Marcus fader døde som nævnt ubetimeligt, og Marcus har næppe haft nogen erindring om denne. Ved faderens død blev Marcus adopteret af bedstefaderen Verus. Verus havde imidlertid en politisk karriere at forvalte, og partiet som faderfigur blev i stedet overtaget af oldefaderen Catilius Serverus. Marcus takker ham i Selvbetragtningernes første bog for at have lært sig: “Ikke at storme rundt til offentlige forlystelser” og desuden at være “fordringsløs, selvhjulpen og diskret”. Disse alvorsformaninger har sandsynligvis fundet sted da Marcus var omkring fem, og må antageligvis have bidraget til at gøre den følsomme dreng fremmelig og gammelklog.

Det var i tilknytning til den tidligste uddannelse, at Marcus stiftede bekendtskab med, og udviklede sin lidenskab for filosofi. Det er efter alt at dømme også disse tidlige år forfatteren (eller forfatterne) af Historia Augusta har henvist til i den velkendte passage om den unge Marcus som gik med filosofkappe og sov på jorden.

Samtidig med at Marcus familie sørgede for drengens grundlæggende uddannelse, sørgede kejser Hadrian for at navigere Marcus i position til den politiske karriere han var født til: Som seksårig blev Marcus følgelig udnævnt til medlem af ridderstanden equites, mens alderen for en sådan udnævnelse efter sædvane var 16.

Hadrian arrangerede ved sin død arvefølgen to led frem ved at lade Antoninus Pius adoptere Marcus Aurelius og Lucius Verus, den oprindelige tronfølgerkandidats søn. Indtil nu havde Marcus blot været en blandt mange af Hadrians yndlinge, men efter det betydelige drama omkring Hadrians død, var det nu dekreret, at Marcus en dag skulle beklæde tronen.

Krig på to kontinenter

På trods af kejserens eklatante fredspolitik udkæmpede det romerske imperium to markante krige i løbet af Marcus Aurelius regeringstid. Den første af disse førtes mod Partherriget i årene 161-166, hvor imperiet efter indledende tab af såvel land som legionærer sendte anseelige europæiske forstærkninger til østen, anført af Lucius Verus. Ved disses ankomst gentog de overordnet set Trajans erobring af Ktesiphon, og undertvang partherne en fredsslutning som atter sikrede romerne det politiske overherredømme i Armenien.

Umiddelbart efter partherkrigens afslutning begyndte de germanske stammer nord for Donau at fremprovokere grænsestridigheder med Rom. Denne konflikt er af eftertiden kendt som den markomanniske krig, og stridighederne varede helt frem til Marcus Aurelius egen død i 181. For at imødegå den europæiske trussel omdirigeredes styrkerne fra partherkrigen nu til den nordlige front, men til imperiets yderste fortrædelighed havde disse pådraget sin en pestilens under felttoget i øst, og spredte nu denne op gennem imperiets provinser. Hårdt plaget af pest iværksatte Marcus Aurelius i 167 omfattende religiøse ceremonier og særofringer til statsguderne for således at imødekomme den vrede som deres straf måtte være et utryk for. Det var i forbindelse med disse omstændigheder, at de kristnes antipati for de hedenske guder tydeliggjorde deres eksklusivitet, og det var sandsynligvis denne stædighed der inciterede Marcus Aurelius til at optrappe periodens kristenforfølgelser.

Kunstneren JP Søndbergs Vandserier

af Ryan Smith, cand.mag.

For billedkunstneren J.P. Søndberg befinder et kunstværk sig altid i samspil med sine omgivelser. Og dog skal det for så vidt muligt kunne stå alene. Det er det processuelle paradoks.

KØBENHAVN – Jens Peder Søndberg (f. 1973) har boet og arbejdet her siden 1999. Vejen til en karriere som professionel kunstner gik først via Det fynske Kunstakademi, efterfulgt af Kunstakademiet i København hvorfra han dimitterede i 2005. Siden gik det stærkt: I 2006 afholdt han soloudstillingen Rio de Janeiro, som tillige fungerede som Galleri Ebbesens åbningsudstilling, og senest deltog Søndberg som bidragende kunstner i udstillingen Ordsprog på lige fod med navne som Claus Carstensen og Frans Jacobi.

*

I sine værker lægger J.P. Søndberg stor vægt på at udtrykke sig i et formsprog som præsenterer variationer af ellers ensartede elementer. Resultatet er et højst originalt og umiddelbart genkendeligt særpræg, en slags usynlig universalitet som væver værkerne sammen i serier. De sidste par år har temaet været vand, og det er fra Søndbergs side blevet til en række serier omkring vandets bevægelser, om form i forhold til tid, om tid i forhold til miljø. Vandets evige amorfitet tjener som den primordiale katalysator for alle transformationers moder, både i og udenfor dets eget element. Men vandet, der altid ændrer sig, danner på det nærmeste kun et æstetisk behagende bagklæde for de eksplicitte transformationer i Søndbergs kunst, som ofte er nemmere at få øje på i lys, planter, skyer og anatomiske former.

*

I sin forvandlingsvirksomhed kan transformationerne undertiden tænkes ud i André Breton’ske (fransk surrealist 1896-1966) og den tidligere surrealismes baner. Men hvor f.eks. Breton eksperimenterede med fri freudiansk association (”den der ikke kan se en hest for sig, galoperende på en tomat, han er en idiot”), så tager Søndberg beskueren med på en rejse i et univers hvor vi nikker genkendende til den enkelte stilfigur samtidig med, at den avancerer, muterer og bliver til nyt.At gå fra et Søndberg-billede til et andet kan undertiden minde om en fødselsdag i en fjern gren af familien: Gamle bekendtskaber og relationer dukker op på ny. Siden sidst er nogle af de kendte ansigter falmet med alderen og blevet tungere i trækkende. Og omvendt er de vi husker som børn i mellemtiden blevet voksne, realiserede og frem for alt: Interessante at se nærmere på. Og hvad med os selv? Hvordan reagerer den forsømte familie på os? For J.P. Søndberg befinder maleriet sig nemlig ikke statisk på en væg i et galleri eller på et museum, men i et konstant samspil med beskueren. JP Søndbergs kunst arbejder nemlig via de serielle eller sekventiske mønstre, og det er disse mønstre som styrer retningen på hans produktioner, ud i en proces hvor ingen kender den endelige destination. Derfor lægger vandserierne vægt på brugen af ufuldendte stilfigurer.Således skal værkernes ses i en decideret processuel kontekst når stilfigurerne undergår en gradvis evolution. Men samtidig er der også tale om et paradoks når Søndberg maler objekter i bevægelse. For uanset hvad så er maleriet jo ikke bevægelse, men aldeles fikseret, stillestående og naglet til et lærred. Derfor er det enkelte værk på en og samme tid både en del af en proces, og et afgrænset, enkeltstående værk.

*

Foruden André Breton mindes beskueren undertiden om Kurt Schwitters (tysk dadist og surrealist 1887-1948 – red.). Formelt set ligner de hinanden, men hvor Schwitters deliberativt arbejdede med tilfældige objekter fortæller JP Søndberg en historie om en håndfuld specifikke stilfigurers udtryk såvel som evolutionen af disse. Når man alligevel kan sige, at de to kunstnere har noget tilfælles, så er det i begge de herrers animation af tilsyneladende livløse objekter, og i deres søgen efter en immanent orden i heri. På den måde ligner Søndberg og Schwitters ikke blot hinanden, men også middelalderens alkymister der utrætteligt søgte ind til ånden i stoffet.

*

Før JP Søndberg besluttede sig for at arbejde med vandet lå der allerede en tradition og ventede på ham: Romantikerne dyrkede det levende landskab, og barokken havde sin Tempesta di Mare (storm på havet – red.). Det ville have været forholdsvis let at gengive disse paradigmatiske genreformer i en moderne eller postmoderne version, men JP Søndberg lader til at have efterstræbt et alternativt og mere originalt udtryk idet han i sine vandserier har sat fokus på processen. – Ikke den fysiske proces fra lærred til værk, men evolutionen fra værk til værk og fra værk til publikum.For Søndberg vokser kunsten altså først og fremmest ud af et indgående kendskab til den tradition på godt og ondt selv er en del af. Men i modsætning til visse af sine samtidige er her ikke tale om et fadermord på traditionen, ligesom det ofte ses i produktioner der primært bæres af ord og kronologisk/geografisk bestemte problematikker. For JP Søndberg skal værket kunne stå alene.

*

Har man først fundet rytmen og tempoet i kompositionerne, har man også fundet nøglen til forståelsen af Søndbergs værker. Når man ser den bevægelse som er blevet indfanget og nærmest naglet til lærredet, så står man ansigt til ansigt man den samme vildskab som man også finder hos Tintoretto. Således repræsenterer J.P. Søndbergs kraftfulde produktioner en af den nye danske kunstscenes mest personlige udtryk. Man fornemmer viriliteten og den naturkraft der her er tæmmet og kanaliseret ud i et fokuseret kunstnerisk udtryk, og det er præcis dét som gør Søndbergs kunst så forførende.

JP Søndberg: Sea Plants IV, akryl på lærred

JP Søndberg: Sea Plants III, akryl på lærred

JP Søndberg: Sea Plants V, akryl på lærred

Historisk Introduktion til Psykologiske Typer

af Ryan Smith

Sex and the City, Teenage Mutant Ninja Turtles, The Wizard of Oz og det Nye Testamente med dets fire evangelier. Selvom De måske ikke er klar over det, så kender De den allerede: Fire-delingen af menneskeheden.

Spøgefugl, vovehals, slagsbror, pralhals, dydsmønster, vidunderbarn, snob, tøffelhelt, blondine, drukkenboldt, bonderøv og enspænder. Vi bruger dem alle sammen: Fordomme. Indenfor findes psykologien der imidlertid en lagt mere sofistikeret og nøjagtig måde at bedrive fordomsvirksomhed på, nemlig via kendskabet til psykologiske typer, den akademiske pendant til de folkelige stereotyper.

Ligesom når man bruger stereotyper, springer man også her en hel række individuelle detaljer over når man benytter sig af psykologiske typer. Man forsømmer i en vis forstand det unikke, men benytter sig til gengæld af fire fundamentale og fasttømrede pejlemærker som dramatisk accelererer den generelle forståelse af ens medmennesker. At benytte sig af typelære forudsætter altså et vist rummål af ansvarlighed, men imidlertid er denne ansvarlighed lettere bevidstgjort end bedrevet: Overivrige metodehungrende praktikanter findes til alle tider, fra oldtiden til i dag, og på alle niveauer fra den almindeligt interesserede lægmand, til den uddannede psykolog, til selve ideens grundlægger.

En tusindårig tradition

Året er 370 før Kristus. Et sted mellem klipperne på Kos får den græske mediciner Hippokrates den idé, at der, analogt til filosoffen Empedokles teori om de fire elementer, findes fire kropsvæsker som til sammen udgør den menneskelige fysiologi, nemlig blod, spyt, sort galde og gul glade. For Hippokrates betød det, at en patient var ved godt helbred når denne besad de fire kropsvæsker i et harmonisk blandingsforhold, og at sygdom så følgeligt måtte være forårsaget af en ubalance, kropsvæskerne imellem. Som eksempel på teoriens umiddelbare anvendelighed kan nævnes en praksis som åreladning, der tentativt befrier patienten for overflødigt blod.

En halv menneskealder senere lod Platon sig inspirere; han gentog ikke alene tanken, men formerede den også i sit eget billede til brug sit politiske hovedværk (og tillige litteraturhistoriens første bud på et Utopia), Staten. Mennesketyperne anvendes nu politisk, idet de bliver til Statens tre samfundsklasser, nemlig arbejderne, vogter-krigerne og filosof-kongerne. I Platons hierarki herskede filosofferne som konger, mens vogterne agerede retsvæsen, og håndværkere samt landmænd udførte statens praktiske arbejde, et voila! – Utopia er ikke alene klar til brug, men fungerer også uanfægteligt hvis blot alle holder sig til deres plads i livet, til deres type.

Efterfølgende, og som en slags supplement til sin læremesterens pensum, tog Platons elev, Aristoteles, så mennesketyperne op igen, idet han karakteriserede de fire typer som værende drevet af enten hedonisme, besiddertrang, etik eller logik. Hertil tilføjede Aristoteles, at langt størstedelen af menneskeheden drives af enten hedonisme eller besiddertrang, mens etikerne og logikerne er markant færre i antal; en observation som i øvrigt underbygges til fulde af nutidige psykologiske eksperimenter.

Efter Hippokrates, Platon og Aristotles var typelæren veletableret gennem hele antikkens mundtlige såvel som skriftlige tradition. Et tydeligt vidnesbyrd herom er den romerske mediciner Galen, som over 500 år efter Hippokrates død, fremstiller de fire typer i et system svarende til det oprindelige. Galens model svarede altså på alle måder til Hippokrates, men det var Galen som endegyldigt forsynede typerne med de navne som vi kender dem ved i dag, nemlig Sangviniker, Koleriker, Melankoliker og Flegmatiker.

Storhed, fald – og storhed

Introduktionen af typelærens repræsenterede et beskedent fremskridt i forhold til antikkens hidtidige medicinske teorier, der førhen havde betragtet sygdom som værende forårsaget af guderne (især Fortuna), astrologiske konjunkturer og besættelse ved onde ånder. Men typologien anvendtes ikke kun indenfor medicinen: Snart blev den også anvendt som skabelon for Dramatis Personae indenfor digtekunst, litteratur og teater. Fra 1600-tallet kender vi et særligt ærketypisk makkerpar inden for digtningen: Sangvinikeren og melankolikeren der opererer side om side, og derved giver læseren en fornemmelse af det naturlige spændingsforhold der udspringer af de tos modsatrettede dynamik. Sangvinikeren repræsenterer det maniske, og melankolikeren det depressive element i den menneskelige psyke, og det berømte eksempel på deres interne dynamik er naturligvis Don Quixote og hans tro væbner Sancho Pancha fra den navnkundige og på alle måder kanoniske roman.

Som vi har set er ideen om menneskers forskelligheder altså flere tusinde år gammel. Modstykket hertil – ideen om, at mennesker grundlæggende set er ens – er derimod et yngre bekendtskab uden meget mere end 100 år bag sig. Indebnfor psykologien startede den tanke med Freud, der ved i det tidligere tyvende århundrede præsenterede sin hypotese om, at mennesket drives af én beskidt, skamfuld og animalsk kraft: Kønsdriften. Godt nok erklærede flere af Freuds kolleger sig uenige, herunder Alfred Adler som i stedet fremhævede menneskets behov for overlegenhed, Harry Sullivan, som pegede på social solidaritet, Carl Rogers, der præsenterede sit Concept of Self, og Abraham Maslow der udarbejdede sin behovspyramide. På trods af deres interne uenighed om kraftens specifikke natur, var de imidlertid alle universalister, og således enige om, at menneskeheden animeredes af én altomfattende kraft.

Konflikten mellem typologi og universalisme faldt som bekendt ud til universalismens (og i særdeleshed til Freuds) fordel, idet man i en art kollektiv akademisk masochisme snart fejrede man menneskets fald fra sindsvæsen til sexvæsen. Den klassiske psykoseksuelle model viste sig imidlertid utilstrækkelig i forbindelse med en række praktiske spørgsmål, og via tretrinsraketten Jung, Briggs, og Myers arbejde kvantificeredes antikkens fire grundtyper med hver fire undertyper, og opdrev dermed i alt 16 typer. Men nutidens fire grundtyper svarer stadig til de oprindelige fire vi kender fra antikken, og deres karakteristika forbliver de samme.

Blod, galde, galde og spyt

Sangvinikeren er den varme hedonist med det blodige temperament, og den impulsive, optimistiske personlighed. En menneskekær og populær playmate, som instinktivt søger opmærksomhed fra sine medmennesker. En virtuos med et tilpasseligt gemyt som lever nu og her, i en konstant på jagt på stimulation. Det er Adam Oehlenschläger, evangelisten Mattæus, Tigerdyret fra Peter Plys eller Samantha fra Sex and the City.

Kolerikeren er den evigt bekymrede materialist med den gule galde, og det pligtsommelige, tørre temperament. Kolerikeren er nøjsom, pålidelig, respektabel og bekymring ligger naturligt til ham. Han har et stort behov for tryghed, og stoler derfor på autoriteter, ligesom han ultimativt håber selv at blive en autoritet med alderen. Eksempler på kolerikere tæller blandt andre N.F.S. Grundtvig, evangelisten Markus, Grisling fra Peter Plys og Charlotte fra Sex and the City.

Melankolikeren er den våde, grådkvalte idealist med den sorte glade og de depressive tendenser. Han er entusiastisk, empatisk og autentisk, og søger efter romantik for at beskytte sig mod en verden han ikke kan håndtere, og en forståelse af sin unikke identitet som en modvægt til livets meningsløshed. Søren Kierkegaard, evangelisten Johannes, Æslet fra Peter Plys og Carrie fra Sex and the City er alle eksempler på Melankolikere.

Flegmatikeren er den kolde og fraværende logiker domineret af sit spyt. Autonom, uafhængig og resolut. Flegmatikeren sætter sin lid til fornuften og intellektet, og for at understøtte disse, søger han at bevæbne sig med viden. Han ønsker anerkendelse af sine særlige analytiske evner og værdsætter sin selvkontrol. Ludvig Holberg, evangelisten Lukas, Ugle fra Peter Plys og Miranda fra Sex and the City anses alle for at være flegmatikere.

Efterspurgte Psykopater

I dag administreres Myers-Briggs testen til over to millioner mennesker om året, og den indtager en paradoksal plads i kulturen som både afsides og markant.

Afsides som når vi kalder krydderier for varme og vine for tørre, og dermed bruger absolut ulogiske adjektiver om vore fødevarer. Indenfor typelæren associerede man nemlig de fire kropsvæsker med de fire egenskaber varm, tør, våd og kold og mente således, at sygdomme forårsaget af en egenskab (såsom våd) kunne kureres gennem indtagelse af fødevarer med den modsatte egenskab (såsom tør). Eksempelvis skabte det stor furore blandt tiden læger, da europæiske kolonister vendte tilbage fra den nye verden med chilipeberen, idet man ivrigt diskuterede, hvorvidt den nye frugt skulle karakteriseres som varm eller kold.

Og markant som når vi taler om ikke at kunne styre vore tanker, at være i følelsernes vold, at være apatiske, systematiske, et ordensmenneske eller et rodehoved. Som når vi taler om at være samme type, ikke min type, lige min type, og – ikke mindst – når vi under jobsamtalen bliver bedt om at udfylde det lille spørgeskema.

I dag bruges typelæren nemlig også i kommercielle og erhvervsmæssige sammenhænge. Blandt typologiens største kunder kan nævnes det amerikanske militær, der siden Anden Verdenskrig benyttet typelære til at sammensætte delinger med optimal dynamik, og det amerikanske militær har naturligvis også fundet frem til sin ønskesoldat: Den pålidelige, autoritetstro og latent aggressive koleriker der inderligt håber en dag selv at blive forfremmet til autoritet.

I erhvervslivet søger man til gengæld en særlig tænksom, ihærdig og struktureret variant af flegmatikeren. Denne type er en naturlig leder med et nærmest medfødt talent for at optimere eksisterende strukturer, men uheldigvis også den type der har mindst kontakt med sine følelser og mest tilfælles med psykopaten. En undersøgelse har vist, at op mod 80 % af alle amerikanske erhvervsledere tilhører denne særlige undertype af flegmatikeren, et tal der i øvrigt er fuldstændig uproportionalt med de mindre end 2 % af den samlede befolkning som typen ellers udgør. – Et forhold som måske kan være med til at forklare den velkendte kobling mellem topledelse og psykopati.

Dagligdagens detektiv

Har De fået mod på at lære mere om Deres egen type, kan de med fordel starte med den lille danske bog Forståelse fremmer samtalen: 16 mennesketypers kommunikationsstil. Det nærmere kendskab til typelæren vil uden tvivl opklare en række små dagligdagsmysterier om Dem selv, og Deres nærmeste. Men uanset hvilken type Deres venner, familie eller samlever De selv måtte være, så husk ikke at forveksle deres type med deres unikke menneskelige personlighed som De altid bør lade få det sidste ord, mennesker imellem.