Category Archives: Filosofi

Buddhisme og antidepressiv medicin

Ifølge de første buddhister er livet i sin naturtilstand karakteriseret af lidelse og elendighed; en tanke vi også finder igen og igen i den vestlige tænkning. Men buddhisterne lærte os også, at der findes en måde at blive fri af lidelsen på, og den måde består i at tage et godt, langt, rationelt, kritisk blik på tingene og erkende, hvordan verden virkelig ser ud. Ifølge de første buddhister var det imidlertid ikke nok at analysere verden korrekt, for handling følger ikke nødvendigvis af indsigt. De fleste overvægtige mennesker, der er ulykkelige over deres vægt, ved f.eks. godt, hvad det er for noget mad, der gør dem overvægtige, men bliver alligevel ved med at spise den, og bliver på den måde også ved med at være ulykkelige over deres vægt.

buddha1 Men omvendt kan vi også se, at korrekt handling ikke er nok, hvis den ikke også følges af korrekt viden: F.eks. findes der også mennesker, som spiser korrekt og holder sig i form, men som alligevel bliver ulykkelige, efterhånden som de ældes, og deres faktiske udseende ikke længere kan leve op til forventningerne til egen fysiske fremtoning. Som vi så, så fører korrekt viden fører ikke nødvendigvis til korrekt handling, men korrekt handling fører altså heller ikke til korrekt viden. Ifølge de første buddhister, så bliver man derfor nødt til at integrere korrekt viden med korrekt handling, og måden de mener man gør det på er ved at opretholde en jævn og regelmæssig meditationspraksis.

Men meditation er kedeligt og tager lang tid, synes mange. Hvorfor skal det hele være så besværligt? I moderne vestlige lande har vi jo såkaldte antidepressive, som jo ligeledes behandler folks opfattelse af, at livet er præget af lidelse og elendighed. Kan man ikke bare tage lykkepiller og så opnå samme frihed fra lidelse, som den Buddhaen fandt?

Hvis vi forestillede os, at Buddha kunne svare, så ville han nok lægge ud med at sige, at hans løsning var baseret på en indsigt i, ”hvordan virkeligheden virkelig er”, hvorimod antidepressiv medicin, uden opfølgende og konfronterende psykoterapi, snarere har en tendens til at lade folk undslippe og lægge låg på livets grumme realiteter.[i] At feje dem ind under gulvtæppet, så at sige. Hvor Buddhaen ville sige, at hans egen metode var en kur imod de kognitive illusioner og fejltrin, som mennesker gang på gang falder i, så ville nok nok mene, at antidepressiver blot forstærker vores illusioner om hvordan verden ser ud, og at antidepressive ”mood brighteners” i værste fald tjener til at opretholde den ønsketænkning, som i sidste ende fører til broderparten af menneskelig lidelse.

Når tingene hænger sådan sammen, så er det ifølge Buddha fordi, at antidepressiver nok kan dulme smerten, men at de ikke kan ændre på vores fundamentale opfattelse af virkeligheden, og vores tendens til at stræbe efter det, vi opfatter som ”konventionel lykke,” og vores tendens til at ville undgå det, vi kalder ”konventionel ulykke” og tillige at blive ulykkelige, når den ”konventionel ulykke” overgår os. Antidepressiver leder os endvidere til at tro, at en tilstand fri af ulykke er mulig eller normal; – at sådan en tilstand noget som det er rationelt at forvente, at man kan opnå gennem stræben (at tage humørlettende medicin er en stræben), hvorimod Buddhaen ville fastholde, at det netop er vores stræben, der er med til at gøre os forvirrede og ulykkelige. ”Nok er konventionel lykke mulig på kortere sigt,” ville Buddhaen medgive, ”men denne lykke indeholder samtidig kimen til senere ulykke.”[ii]

Ifølge Buddha, så udspringer lidelsen nemlig for en stor dels vedkommende fra menneskers uvidenhed om virkelighedens sande natur. Særligt to forhold, som mennesker ikke indser uden en meditativ praksis, er væsentlige for at forstå den første buddhisme: (1) At alting er forgængeligt og karakteriseret ved impermanens (2) At mennesket ikke har en iboende fast natur; – at mennesket, i modsætning til hvad stort set alle andre end buddhisterne tror, hverken har sjæl eller selv.

Hvis vi starter med (1) så kan vi nu se, hvordan selv konventionel lykke indeholder kimen til fremtidig ulykke, såfremt subjektet ikke har indsigt i buddhismens dharmiske grundsætninger: Lad os f.eks. sige, at du bliver forfremmet på arbejdet, og at det gør dig lykkelig i en periode. Snart vil der melde sig to problemer, nemlig frygt for at miste forfremmelsen igen – et forhold, som du kun har delvis kontrol over – samt den prekære problematik, at eftersom alting er impermanent, så er den lykkefølelse, som du opnår i kraft af din nye position på arbejdspladsen også impermanent. Det, at du fæstner dig til denne lykkefølelse, og identificerer dig med den vil i det lange løb efterlade dig forvirret og ulykkelig når først forfremmelsen er blevet til hverdag og du begynder at føle, at ”der mangler noget” i og med, at du nu ikke længere oplever den lykkefølelse, som du før havde vænnet dig til.[iii] På den måde, siger buddhisterne, så indeholder konventionel lykke sin egen negation, og således siger buddhistiske logikere undertiden, at affirmation blot er en særlig slags negation, og at en humørnegation, som den der kommer med lykkepiller, blot er en særlig slags affirmation.[iv]

Buddhisten bliver fri af lidelse ved at indse, at alt er forgængeligt, og at det derfor er futilt at klamre sig til noget. Den medicinerede bliver tiltagende ufri ved at klamre sig stærkere og stærkere til sine piller, til noget ydre – til noget, fordi han tror, han eksisterer som et selv, og fordi han, uden selv at indse det, ønsker, at hvad der er impermanent, skal være permanent.

Ifølge Buddha vil en stabil meditativ praksis føre til den indsigt, at det, vi normalt opfatter som vores selv, i virkeligheden blot er en uendelig strøm af omskiftelige og forgængelige følelser, tanker, behov, begær og irrationelle indslag fra alle dele af det psykofysiske system. Og ved at indse, at det er dette sammenrend af vilkårlige stemmer, som vi konventionelt (men fejlagtigt) kalder for et selv, kan vi undgå den lidelse, som opstår når vi identificerer os med disse stemmer.[v]

Gennem den meditative praksis kan vi få denne konstante larm på afstand for til sidst at indse, at vores eksistentielle ulykke bunder i en forestilling om et selv, hvis behov er uopfyldte. Selvfølgelig kan sult og smerte ikke modvirkes med denne indsigt, men det er heller ikke meningen – buddhisme er ikke asketicisme. Nej, buddhismen sætter ind mod den eksistentielle side af lidelsen – samme lidelse, som den græske tragediedigter Sofokles omtalte, da han sagde, at det lykkelige liv ikke er noget, som er tiltænkt menneskeheden, og at den eksistentielle tilstand er grundlæggende ulykkelig, fordi den præges af impermanens.[vi]

At tage lykkepiller ændrer således ikke på de grundlæggende fakta, men kun på subjektets evne til at opfatte virkeligheden korrekt.



[i] Williams & Tribe: Buddhist Thought s. 2

[ii] Siderits: Buddhism as Philosophy s. 21-22

[iii] Warner: Hardcore Zen s. 54-56

[iv] Stcherbatsky: Buddhist Logic vol. I s. 116

[v] Siderits: Buddhism as Philosophy s. 25

[vi] Sofokles: Oedipus at Colonus, scene 2, indledende kor, samt Ødipus’ første bemærkninger

7 Quotes on Buddhism and Hinduism

I

The original Pali term for Buddhism is Dhamma … The Dhamma is that which really is. It is the doctrine of reality. It is a means of deliverance from suffering and deliverance itself. Whether the Buddhas arise or not the Dhamma exists from all eternity. It is a Buddha that realizes this Dhamma, which ever lies hidden from the ignorant eyes of men, till he, an Enlightened One, comes and compassionately reveals it to the world.

– Narada Thera

  tumblr_m4k61jijnQ1qzd4wlo1_500 II

If a man knows ‘I am brahman’ in this way, he becomes the whole world. Not even the gods are able to prevent it, for he becomes their very self (atman). So when a man venerates another deity, thinking, ‘He is one, and I am another’, he does not understand…. It is his self (atman) alone that a man should venerate as his world. And if someone venerates his self alone as his world, that rite of his will never fade away, because from his very self he will produce whatever he desires.

– Brhadaranyaka Upanisad

III

If you asked me, ‘Is there another world?’ and if I believed that there was, I should tell you so. But that is not what I say. I do not say that it is so; I do not say that it is otherwise; I do not say that it is not so; nor do I say that it is not not so…

– Sañjaya Belatthiputta

VI

[Wanting to understand the cosmological questions regarding the natural universe] is as if there were a man struck by an arrow that was smeared thickly with poison; his friends and companions, his family and relatives would summon a doctor to see the arrow. And the man might say, ‘I will not draw out this arrow as long as I do not know whether the man by whom I was struck was a [member of a] brahmin, a ksatriya, a vaisya, or a sudra [class]…as long as I do not know his name and his family…whether he was tall, short or of medium height …’ That man would not discover these things, but that man would die.

– The Buddha

V

[The reason I do not answer cosmological questions regarding the natural universe] is [that it is] not the case that one would live the spiritual life by virtue of holding the view that the world is eternal … Whether one holds that the world is eternal, or whether one holds the view that the world is not eternal, there is still birth, ageing, death, grief, despair, pain, and unhappiness – whose destruction here and now I declare.

– The Buddha

VI

We are part of a world compounded of unstable and unreliable conditions, a world in which pain and pleasure, happiness and suffering are in all sorts of ways bound up together. It is the reality of this state of affairs that the teachings of the Buddha suggest we each must understand if we are ever to be free of suffering.

– Rupert Gethin

VII

There is monks a domain where there is no earth, no water,
no fire, no wind, no sphere of infinite space, no sphere of
nothingness, no sphere of infinite consciousness, no sphere
of neither awareness nor non-awareness; there is not this
world, there is not another world, there is no sun or moon.

I do not call this coming or going, nor standing nor dying,
nor being reborn; it is without support, without occurrence,
without object. Just this is the end of suffering.

– The Buddha

Ungdomsteknologien er en kvindesag

af Ryan Smith

Man taler ikke om en kvindes alder. Eller gør man? Allerede grækerene (Aristofanes) og romerne (Terents) fortalte om det uretfærdige i, at mænd kunne være tiltrækkende igennem det meste af livet, mens kvindens seksuelle tiltrækningskraft brænder ud i starten af 30’erne.

Og mønsteret er stort set det samme i dag: Eksempelvis kunne det amerikanske dating-site ’OK Cupid’ i 2010 afsløre, at mens de kvindelige brugere på sitet mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mænd i alle aldre hovedparten af deres tid på at skrive til kvinder i alderen 18-29 år.

derirability Ligeledes gælder det ifølge en videnskabelig undersøgelse lavet af  Ogi Ogas og Sai Gaddam fra Boston University, at når mænd kun kan vælge én kvalitet ved en kvindelig mage, så nævner den største gruppe af mænd altid, at de vil have en kvinde med ungdom. Balder, bryster, et kønt ansigt og en sød personlighed kommer alt sammen i anden række.

Når det forholder sig sådan, så skyldes ikke en Kvinfo’sk sammensværgelse blandt hankønnet, hvor mænd i hemmelighed har besluttet sig for kun at gå op i det ydre. Årsagen er heller ikke kultur og socialisering, selvom disse faktorer  unægteligt forstærker den underliggende årsag som er, at naturen har indrettet sig sådan, at kvinders fertilitet er stærkt nedadgående efter de 30. Vi har altså at gøre med en indbygget skævhed fra naturens side, og ser man et øjeblik bort fra den politiske korrekthed så er det altså ganske ukontroversielt at kvinder på dette område er dårligere stillet end mænd.

Ligeså ukontroversielt som det er, at kvinders værdi som seksualpartner er bundet op på deres ungdom, lige så ukontroversielt er det i videnskabelige kredse, at der i disse år er en række medicinske teknologier på tegnebrættet, som vil kunne udsætte aldringsprocessen markant. (Se blot den amerikanske videnskabsformidler Michio Kakus gennemgang af disse online.) Hvad ville De f.eks. sige til det, hvis De kunne udsætte den forfaldsprocess, der normalt går i gang i starten af 30’erne til starten af Deres 50’ere?

En kvindesag

I den danske debat hører man ofte, at snart det ene og snart det andet ”er en kvindesag.” Blandt de mest velkendte varianter af kvindesager er at ”ligeløn er en kvindesag,” eller at ”retten til abort er en kvindesag.” Men udtrykket er nu så udbredt, at alt fra western-film til vandpumper, lydbøger og lavere skat i de seneste år er blevet udråbt som værende ”en kvindesag” i den offentlige debat.

Abort og ligeløn er væsentlige rettigheder, men aborten blev fri i 1973, og ifølge Lønkommisionens rapport fra 2010 har vi ligeløn i Danmark. Så midt i denne tsunami af selvopfundne kvindesager kan man i al ydmyghed undre sig over, hvorfor der ikke er mere fokus på det, der logisk set burde være en af de helt store kvindesager: Ungdomsteknologien: De medicinske teknologier som gør, at det i fremtiden vil være muligt at udsætte sin alderdom, og bevare sin ungdom længere.

Det er svært ikke at se, at disse pseudo-sager, som western-film og vandpumper, der anråbes  som ”kvindesager” i landets aviser i virkeligheden er et bevis på, at kampen mellem de to køn er overstået i Danmark, og at det ikke længere er mænd og ”patriarkatet,” som holder kvinderne tilbage herhjemme. Hvad der derimod burde stå højest på de vestlige kvinders fjendelister er ikke glaslofter og kønsstereotypi, men natur og biologi: At rette på på den indbyggede skævhed, der fra naturens hånd eksisterer imellem de to køn er – en kvindesag!

Hvis vi virkelig vil bedre ligestillingen fremadrettet, hvad så med, om staten brugte de millioner, som den hvert år giver til den politserende kvindeorganisation Kvinfo til forskning i ungdomsteknologi i stedet? Hvad tilfører mon mest værdi til den gennemsnitlige kvindes liv: At ligne en 25-årig, til hun er et sted i starten af sine 50’ere, eller at få Kvinfo’s bekræftelse af, at ”mænd er nogle svin,” når hun selv er blevet 45 og hendes velbjergede mand har forladt hende til fordel for en yngre model? De mange kvinder verden over, der lyver sig yngre end de er, giver et praj om svaret.

Xenofanes som frihedstænker

af Ryan Smith

”[I antikken når] den individuelle frihed sit maksimum med Xenofanes.” – Friedrich Nietzsche[1]

”Jeg vil fremsætte den påstand, at Xenofanes … anticiperede og stærkt repræsenterede alle hovedideerne i den europæiske oplysning.” – Karl Popper[2]

Xenofanes fra Kolofon (ca. 580-475 f.Kr.) var en græsk filosof, som levede i arkaisk tid, altså før det klassiske Athen med Platon, Sokrates og Aristoteles. Xenofanes dedikerede sin tænkning til religionskritik, epistemologi og til at analysere den psykologi, som ligger bag menneskets deltagelse i, og identifikation med, den politiske orden i det samfund, som omgiver det.

Xenophanes_in_Thomas_Stanley_History_of_Philosophy Xenofanes rejste vidt og bredt i den antikke verden, sågar også uden for de græsktalende områder (heriblandt Fønikien, Etiopien og Krimhalvøen), og således bygger hans tænkning på et unikt erfaringsgrundlag, idet han havde førstehåndskendskab til ligheder og forskelle mellem livet i mange forskellige antikke bystater.

I forhold til dette nummer af Libertas’ tema om anarkokapitalisme ønsker jeg her at fremsætte tre problematikker fra Xenofanes’ tænkning, som jeg opfatter som relevante for en fremtidig anarkokapitalistisk verdensorden, og som jeg ikke tidligere har set en anarkokapitalistisk gendrivelse af. Tankerne fremsættes derfor her som en slags udfordring til anarkokapitalistiske tænkeres opfindsomhed: Hvordan kan de nedenstående problemer minimeres under en anarkokapitalistisk orden?

En sidste bemærkning inden vi går i gang: Min tekst bør endelig ikke læses, som om jeg her begår en anakronisme af rang: Selvfølgelig var det græske netværk af uafhængige bystater, som det eksisterede i arkaisk tid, ikke en anarkokapitalistisk orden, men der er dog det fællestræk mellem det arkaiske Grækenland og så den moderne anarkokapitalismes tænkte scenarier, at de hver især består (bestod) af en række løst forbundne samfundszoner, hver med forskelligartet lovgivning, og at en fri mand, der ikke lå andre til last, i reglen kunne ind- og udvandre mellem de forskellige stater efter forgodtbefindende, sådan som Xenofanes gjorde. Men nu – videre til Xenofanes’ tænkning.

Første problem: Mennesker relativerer viden

Det første problem, som Xenofanes så på sin vej gennem de mange forskellige bystater, var, at viden ikke bare var viden. Hvad der burde være objektiv og fælles viden på tværs af kulturlag, blev relativeret bystaterne imellem. Selv banale fakta, som hvad der er sødt, og hvad der er surt, blev relativeret til at passe med den lokale kultur.[3] Denne observation peger igen fremad mod tre yderligere betragtninger:

(1) Menneskers viden er ikke absolut, og den kan aldrig blive det. ”Sikker viden har ingen mand set, og ej heller vil der nogensinde være en mand, som erkender den absolutte sandhed,” sagde Xenofanes.[4] Mennesket er ikke i stand til at erkende sandheden fuldt ud og direkte, sådan som Ayn Rand eksempelvis påstod.[5] Ifølge Xenofanes kan menneskelig viden aldrig være andet end tilnærmelser til den absolutte, uerkendelige sandhed. Men ikke desto mindre har mennesker – dengang som nu – en tendens til at betragte de ting, som de gerne vil tro på, som sikker og absolut viden. Mennesket lyver altså for sig selv, hvis det kan slippe afsted med det. Ikke kun om små trivialiteter og personlige anliggender, men også om helt basale og objektive spørgsmål.

(2) Den næste betragtning, som det, at mennesket relativerer sin viden, peger frem imod, er den, at sandhedsgraden er direkte proportional med åbenheden af en given samfundsordens vidensstruktur.[6] Jo mere åben og fri en debat man kan tage, des mere korrekte bliver menneskets tilnærmelser til sandheden, og omvendt: Jo mere lukket et videnssystem bliver, des nemmere bliver det for en given bystat (eller anarkokapitalistisk korporation) at relativere sin viden og at tro på en fælles løgn eller myte, som vi kender det fra Platons Staten.[7] Og jo mere lukket et videnssystem er, des færre modargumenter skal en part så forholde sig til, når vedkommende fremsætter en påstand. Derfor bliver det alt andet lige også nemmere for indbyggere, som lever i et lukket videnssystem, at fremlægge det, de gerne vil tro på, som den absolutte sandhed snarere end som tilnærmelser til sandheden.

(3) Efter at have læst de to betragtninger ovenfor vil mange anarkokapitalister nok indvende, at selv hvis ovenstående analyse er korrekt, så er disse ofre stadig værd at bringe, når man opvejer dem imod de gevinster, der efter deres mening vil være at finde ved en anarkokapitalistisk samfundsorden. Men så udbygger Xenofanes sin analyse med yderligere en observation: I lukkede videnssystemer dannes der myter.[8] Mennesket har en iboende, evolutionær trang til først at danne fællesskaber og til dernæst at mytologisere disse fællesskaber. Man danner en gruppe på et fuldstændig vilkårligt grundlag som ”plat eller krone,” og snart vil gruppen  begynde at oparbejde en mytologi – en falsk fortælling – om sit fællesskab som værende særligt bedre og særligt anderledes end andre fællesskaber. Fænomet er velkendt i den videnskabelige litteratur.[9]

P0176Nu vil den anarkapitalistisk sindede læser måske mene, at jeg stadig ikke har godtgjort, hvorfor mytedannelse er et problem for en anarkokapitalistisk samfundsorden. Men det kommer forhåbentlig nu, hvor jeg vil tilbyde to eksempler på mytedannelse i lukkede videnssystemer.

Det første er kreationismen, som i disse år er på fremmarch i de amerikanske sydstater. Ikke som et kantiansk spørgsmål om personlig tro, men som et empirisk anliggende, hvor man forsøger at kortsslutte den videnskabelige process ved systematisk at fjerne lærebøger og ordbøger, som refererer til evolutionen, alt imens man oversvømmer børnene med en kavalkade af selvproducerede lærebøger og ”videnskabelige undersøgelser.” Her er der i det store og hele ikke tale om en stat, som går ind og begrænser individets frihed, men om delstater, hvori det overvældende flertal ønsker at udsætte deres børn for gruppespecifik mytedannelse, som man præsenterer som den absolutte sandhed, samtidig med at man afskærer dem fra de videnskabeligt bedste tilnærmelser til sandheden, som videnskaben i øjeblikket besidder.[10] Og skulle man mene, at hjernevask af børn ikke er et tilstrækkeligt alvorligt fænomen til, at en ydre autoritet kan gå ind og begrænse menneskets frihed, så kan man blot tænke tanken til ende: Hvad gør vi, når lignende religiøse hensyn forhindrer forældrene i at tillade bestemte typer medicinske indgreb? Her må forældrenes ret til at opdrage deres børn, som de vil, blive balanceret med barnets ret til ikke at blive de facto slået ihjel som følge af forældrenes forkærlighed for gruppemyter såsom kreationisme og øvrige religiøse hensyn.

Jeg vil medgive den anarkokapitalistiske læser, at man i virkelighedens verden ofte ser eksempler på, at statsmagten krænker individet. Ved at fremdrage eksemplet med sydstaterne og deres kreationisme ønsker jeg at vise, at det også hører med til virkelighedens verden, at frivillige associationer af individer undertiden krænker andre individer, herunder især børn, som ikke kan rykke teltpælene op og forlade det ”frivillige fællesskab,” som de er blevet født ind i, førend de når voksenalderen. I mit eksempel med de amerikanske sydstater er det således den føderale regering i USA, som går ind og garanterer børnenes ret til blive bekendt med den viden, som er ubelejlig for den gruppebaserede mytedannelse, som deres forældre bekender sig til.

I virkelighedens verden er det således det fakum, at sydstaterne er underlagt den føderale regering, som gør, at mytedannelsen ikke står endnu stærkere i sydstaterne, end den allerede gør. I forhold til tankerne om en anarkokapitalistisk samfundsorden, hvor samfundet forestilles at spalte sig ud i et system af frivillige relationer, hvor mennesker entydigt kan vælge at lukke sig af fra andre fællesskaber, så længe den enkelte frivilligt vælger at isolere sig sammen med sine trosfæller, så er der under en anarkokapitalistisk samfundsorden ikke samme sikkerhedsventil i form af et bundent fællesskab, hvor de individer, som ville foretrække at lukke deres verdenssyn af fra udefrakommende modargumenter, bliver nødt til at forholde sig til modpartens argumenter og observationer.?

Som verden ser ud i dag, så er det så godt som umuligt for store grupper af mennesker, som lever i liberale demokratier, at lukke sig af fra den internationale videnskabelige diskussion. Dette enorme, åbne videnssystem – som er det største, verden nogensinde har set – er i høj grad et produkt af den fredelige føderation af liberale demokratier, der findes i verden, og ikke af nogen andre regeringsformer. (Liberale demokratier har i øvrigt også den markante positive ekternalitet, at de ikke går i krig mod hinanden.)[11] I en anarkokapitalistisk samfundsorden er der ikke samme videnstvang, hvilket man muligvis kan mene er ok for voksne, men som jeg ikke kan se, hvordan man kan forsvare, når først der kommer børn med ind i billedet.

Andet problem: Mennesker relativerer moral

Så vidt Xenofanes’ første problem: Mennesker relativerer viden og organiserer sig gerne sådan, at de ikke behøver blive konfronteret med modpartens argumenter. Hertil kommer så Xenofanes’ andet problem: Mennesket relativerer også moral. Så vidt jeg har forstået på de anarkokapitalistiske tænkere, jeg har læst, så postulerer de en universel moral i form af respekt for den private ejendomret, individets selvbestemmelse og retten til ikke at blive udsat for tvang og vold. Men hvad Xenofanes opdagede, da han rejste rundt mellem de antikke bystater, og hvad der sidenhen er blevet opdaget igen og igen, er, at forskellige mennesker opfatter moral forskelligt.[12] For at en anarkokapitalistisk samfundsorden skal virke uden en central magtudøver med voldsmonopol – en hobbesiansk Leviathan – så bliver folk nødt til at være enige om en universel moral. Men moral er netop ikke en universel størrelse hos individet a priori. Tværtimod findes der gode indikationer på, at vi hver især er født med en stærk disposition for den moral, som vi ender med som voksne.[13] Og denne moral varierer, afhængigt af kultur samt hvorvidt man er konservativ, liberal eller socialist.[14]

xenophanes-219x300Xenofanes var for så vidt enig i, at der kun fandtes én moral, som var den rigtige, og at denne moral måtte gælde for alle og under alle omstændigheder. Ikke noget med at gradbøje reglerne, fordi ”situationen kræver det,” og ikke noget med tillade hverken de rige eller de fattige det, som man ikke vil tillade alle.[15] Men han observerede også, at mennesker ikke naturligt indrettede sig sådan: I stedet var de alt for villige til at tillade deres helte og herskere det, som de ellers ville dadle i deres medborgere. Og i krig og konflikt var de alt for villige til at undskylde deres egen sides forbrydelser og nederlag, mens de ivrigt bebrejdede modparten.

Som mere end 100 års psykologisk forskning har vist, så er den menneskelige psyke i stand til at bedrage sig selv på et utal af kreative måder. Og for at sige det kort, så er denne evne til systematisk at føre sig selv bag lyset (eller som Xenofanes ville sige – til systematisk at relativere moral) lige så aktiv på gruppeniveau, som den er på individniveau.[16] Hvis der ikke er nogen ydre myndighed til at stoppe dem, så vil man observere, at mennesker igen og igen snyder på vægten i skyldsspørgsmål, sådan at de tilgodeser deres egen gruppe på bekostning af udefrakommende.

Hvis den anarkokapitalistisk orienterede læser nu skulle spørge, hvad der er så galt med, at mennesker fastsætter deres egen moral i frihed (ud over, selvfølgelig, at anarkokapitalismen i sig selv postulerer en almen og fælles moral, som beskrevet ovenfor), så er svaret her, at moralsk relativisme på gruppeniveau har en ubehagelig tendens til at blive vendt imod de mennesker, der opfattes som stående uden for gruppen. Her kunne Tyrkiets kollektive erindring om det armenske folkemord, Vietnams diskrimination af den indfødte degar-befolkning eller arabiske muslimers kollektive normer om, at det er acceptabelt at lyve for vantro og holde polyteister som slaver, alle tjene som eksempler på gruppemoral, som relativerer den skade og de overgreb, som gruppen forvolder udefrakommende. Og blandt de mange andre uheldige tendenser, som evolutionen har indgydet i mennesket, finder vi også den vederstyggelige tendens til at bebrejde offeret selv for den forbrydelse, som overgår det, da det nu engang er det kognitivt letteste for den part, som selv nyder godt af en andens krænkelse, eller som ikke orker at involvere sig i en uretfærdighed, der ikke direkte påvirker vedkommende selv.[17]

Over for dette dystre billede af menneskets evne til at føre sig selv bag lyset i moralske spørgsmål er der to oplagte anarkokapitalistiske modargumenter: Det første er, at den anløbne moral, som jeg her har beskrevet, slet ikke hører hjemme i et anarkokapitalistisk samfund. Her vil gendrivelsen fra ikke-anarkokapitalistisk hold så være at spørge til, hvordan man i så fald vil sikre, at antallet af indbyggere i den anarkokapitalistiske samfundsorden, som har en anløben og opportunistisk moral, er så småt, at disse afvigere ikke rotter sig sammen og griber magten for at indføre et diktatur eller en anden form for atavistisk samfundsorden til skade for friheden. Spørgsmålet lyder med andre ord, hvordan vi sikrer en høj grad af moralsk og politisk frisind blandt befolkningen uden at ty til en central myndighed, som skal forestille at håndhæve alles interesser. Med andre ord er vi ude i Leviathan-problemet, som er så centralt for enhver form for anarkistisk samfundstænkning, at det er blevet diskuteret så grundigt så mange steder, at jeg ikke vil gå videre med dét her.

Det andet væsentlige modargument, som man fra anarkokapitalistisk hold kunne indvende imod den menneskelige tendens til at relativere sin moral afhængigt af gruppen, er, at de eksempler på moralsk korruption på gruppeniveau, som jeg har præsenteret ovenfor (Tyrkiet, Vietnam, arabiske muslimer) i hvert fald for de to første eksemplers vedkommende er bundet op på stater, og at en anarkokapitalist naturligvis ikke går ind for stater. Her er mit svar dog imidlertid, at der er forskel på stater, og at hverken Tyrkiet eller Vietnam er liberale demokratier i vestlig forstand. Tværtimod er det de liberale demokratier som USA og medlemslandene i EU, som presser Tyrkiet til at erkende det armenske folkemord som et historisk faktum. Her er det svært at se, hvilket lignende incitament en løs syndikation af anarkokapitalistiske korporationer skulle have til at presse hinanden til at erkende videnskabelige eller historiske fakta, som modparten helst vil se bort fra, eller hvordan anarkokapitalistiske korporationer, som ligger i vild og blodig konkurrence med hinanden, effektivt skal kunne føre en konstruktiv og opbyggelig dialog med hinanden med henblik på alle sammen at stå fast på en fælles moral, som er ens for alle. Således er det min påstand, at mens man måske nok ville kunne forestille sig, at anarkokapitalistiske korporationer kunne være bedre end uliberale stater som Vietnam og Tyrket, når det kom til ikke at relativere moral, så vil de med al sandsynlighed være værre end den løse føderation af liberale demokratier, som i øjeblikket tegner den mest moralske og mest liberale samfundsorden af alle de politiske eksperimenter, som verden hidtil har kendt.[18] Altså:

Liberale demokratier > Anarkokapitalistiske frizoner > Uliberale stater

Igen er det vigtigt at huske nuancerne: Ovenstående sammenligning er ikke for at insinuere, at der aldrig foregår diskrimination og relativering af moral liberale demokratier imellem. Det er ikke et spørgsmål om sort eller hvidt, men et spørgsmål om mere eller mindre. Da Xenofanes rejste rundt mellem de forskellige mikrosamfund, som hver især havde en høj grad af frihed, opdagede han, at det enkelte samfunds frihed til selv at fastlægge sin moral førte til relativisme og anti-universalisme. I den nuværende orden af liberale demokratier er de alle bundet sammen via traktater og folkevalgte repræsentanter, og denne føderation giver sammenslutningen af verdens liberale demokratier et incitament til at lægge en universalistisk moral for dagen.[19] Et incitament, som de anarkokapitalistiske frizoner, der vælger at vende sig væk fra fællesskabet, ikke vil have i samme grad.

Tredje problem: Teisme umynddigør individet

Den sidste problematik, som Xenofanes identificerede på sin rejse gennem antikkens bystater, var følgende: Jo mere teistiske indbyggerne i en given stat var, des sværere var det for ham at vinde ørenlyd for sit budskab om individuelt ansvar og personlig frihed.[20] Her bliver det klart, at Xenofanes var en liberal stemme i forhold til den almene kulturopfattelse i sin samtid, idet han så det som en etisk pligt for mennesker at deltage i civilisationen og kontinuert at stræbe efter civilisatoriske fremskridt.[21] Her gik Xenofanes’ belæringer lodret imod datidens mest udbredte holdning, som bestod i en kulturel og politisk konservatisme, som prædikede, at mennesket skal holde sig til sine traditioner og skikke og ikke stræbe for stærkt efter fremskridt, da dette muligvis vil få guderne til at gribe ind og straffe menneskene.[22] Denne kulturkonservatisme findes eksempelvis i Hesiods Prometheus-myte, hvor menneskets stræben efter fremskridt får guderne til at sætte det på plads, fordi det har forbrudt sig mod universets naturlige balance mellem hybris og nemesis.[23] Den findes også endvidere i det klassiske Athen, hvor komediedigteren Aristofanes ofte problematiserede tidens politiske spørgsmål for altid at fremhæve den konservative løsning som værende den rigtige, ligesom Sokrates selvfølgelig blev dømt til døden for at forbryde sig mod bystatens skikke.[24] Over for den herskende konservative dydsetik var Xenofanes således sin tids reformator, som postulerede individuel frihed og én moral, som skulle være ens for alle. Han var som en Luther, der sagde fra over for den tids katolicisme. (Men om det så betyder, at Xenofanes var græsk-katolsk, det skal jeg ikke kunne sige.)

Xenofanes så sig omkring, og da han gjorde regningen op, konkluderede han, at det at have store grupper af teistisk sindede mennesker var uforligneligt med en fri og liberal samfundsorden, hvori den enkelte selv er ansvarlig for sine handlinger. Hvorend store grupper af teistisk sindede mennesker er samlet, så har de nemlig en tendens til at eksternalisere ansvaret for deres egne handlinger. Og hvis vi skal leve sammen i frihed, siger Xenofanes, så må vi selv tage ansvar for vores handlinger. Så kan vi ikke tro, at Gud griber ind i politik for at hjælpe os, vores klan, eller vores stat.[25]

For nu at være fair over for anarkokapitalisterne, så må vi her sige, at Xenofanes’ tredje problem ikke er et problem, som er unikt for anarkokapitalistisk tænkning: Hvordan man får mennesker til at tage ansvar for deres eget liv, er en pan-liberal problematik, men dog har den den særlige relevans for anarkokapitalister, at problematikken vokser proportionalt med den frihedsgrad, som man i et givent samfund har tænkt sig at tillade den enkelte borger.

En enkelt teist her og der skal en radikal individualistisk samfundsorden nok kunne klare. Men når store grupper af teistisk sindede mennesker slutter sig sammen og bekræfter hinanden i, at det er ydre kræfter, som aktivt styrer livets gang på jorden, så bliver de som gruppe utilregnelige.[26] Og det er et problem for enhver form for liberalistisk tænkning.

Konklusion: Mennesket dengang og nu

Til slut vil jeg sige, at jeg ærligt må indrømme, at broderparten af min liberalistiske skoling ligger dér, hvor man stadig tænker på staten som et nødvendigt onde, snarere end at man søger helt at afskaffe den. Således vil der utvivlsomt være elementer af min artikel, som vil synes fejlinformerede eller tage sig ud som stråmænd i den anarkokapitalistisk sindede læsers øjne. Derfor må jeg med det samme sige, at jeg beklager, såfremt sådanne invalide argumenter har sneget sig med ind i min artikel. Min hensigt har bestemt ikke været at få anarkokapitalistisk tænkning til at virke mere blåøjet eller utopisk, end den rent faktisk er.

Dog virker det for mig, som om Xenofanes’ tre betragtninger, som gengivet her i artiklen, rammer ned i det centrale problem for enhver form for idealistisk tænkning, at mennesket har visse uheldige træk fra evolutionens side: Mennesker relativerer viden og moral, og de bøjer reglerne i deres egen favør, så snart de kan slippe afsted med det.[27] Disse inklinationer er ikke vilkårlige sociale konstruktioner, men snarere evolutionært betinget, og de præsenterer således et uomgængeligt problem for enhver form for politisk tænkning, som i sin grundvold ville ønske, at mennesket var anderledes, end det rent faktisk er.[28] De problemer, som Xenofanes så i øjnene dengang, er i høj grad de samme problemer, som enhver radikal frihedstænker må se i øjnene i dag: Mennesket har ikke ændret sig synderligt de sidste 3000 år, og enhver politisk ideologi, som har forsøgt sig med en samfundsorden baseret på en vision om det nye menneske og en ny moral, har slået fejl, når evolutionens gamle bøhmænd har stukket hovedet frem. Således er der heller ikke nogen grund til at tro, at en ny moral i sig selv vil afstedkomme et radikalt anderledes samfund, selv hvis en sådan moral kunne påvises at være ”objektivt rigtig” eller sand (hvilket den selvfølgelig ikke kan). Dengang som nu var den politiske tænkning tynget af det fakum, at menneskene ikke er engle, og at man således enten kunne optænke en flot samfundsorden, som ikke passede med menneskets faktiske habitus, eller man kunne optænke en samfundorden, som passede med menneskets faktiske habitus, men som i så fald ikke ville være flot. I denne debat stiller Xenofanes sig midt mellem de to poler, idet han brændende ønsker af sine medmennesker, at de selv skal tage ansvar for deres liv, viden og moral. Men samtidig ser han dog menneskeheden i øjenene og må konstatere, at hvis målet er frihed, universalisme og upartisk fairness, så er vi mennesker en art, som har lang vej igen.

Referencer

Doyle, Michael: Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs Philosophy and Public Affairs 1983
Goleman, Daniel: Vital Lies, Simple Truths Bloomsbury 1998
Haidt, Jonathan: The Righteous Mind Pantheon 2012
Janoff-Bulman, Ronnie: Cognitive biases in blaming the victim Journal of Experimental Social Psychology 21 (2) 1985
Nietzsche, Friedrich: Philosophy in the Tragic Age of the Greeks Regenary Publishing 1996
Pinker, Steven: The Better Angels of Our Nature Penguin 2011
Pinker, Steven: The Blank Slate Penguin 2003
Popper, Karl: The World of Parmenides Routledge 2012
Rand, Ayn: Philosophy: Who Needs It MacMillan 1985
Ridley, Matt: The Red Queen Harper Perennial 2003
Vamvacas, Constantine: The Founders of Western Thought Springer 2009
Walsh, Sean Noah: Perversion and the Art of Persecution Lexington Books 2012

Noter



[1] Nietzsche: Philosophy in the Tragic Age of the Greeks s. 76

[2] Popper: The World of Parmenides s. 39

[3] Xenofanes: 21B38

[4] Xenofanes: 21B34

[5] Rand: Philosophy: Who Needs It s. 16

[6] Xenofanes: 21B16

[7] Platon: Staten III, 414e – 415c

[8] Xenofanes: 21B15

[9] Pinker: The Blank Slate s. 321

[10] Goleman: Vital Lies, Simple Truths s. 229

[11] Doyle: Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs

[12] Xenofanes: 21B11

[13] Haidt: The Righteous Mind s. 26

[14] Haidt: The Righteous Mind s. 124

[15] Xenofanes: 21B14

[16] Goleman: Vital Lies, Simple Truths s. 227

[17] Janoff-Bulman: Cognitive biases in blaming the victim s. 161

[18] ”Liberal” her forstået som en helhedsvurdering hvor også kulturel og social frihed tælles med.

[19] Pinker: The Better Angels of Our Nature s. 182, 240

[20] Vamvacas: The Founders of Western Thought s. 94

[21] Xenofanes: 21B24

[22] Vamvacas: The Founders of Western Thought s. 90

[23] Hesiod: Værker og dage §42-105

[24] Walsh: Perversion and the Art of Persecution s. 58

[25] Xenofanes: 21B18

[26] Vamvacas: The Founders of Western Thought s. 94

[27] Ridley: The Red Queen s. 158

[28] Pinker: The Blank Slate s. 157

Svar Jon Mortensens kritik af ‘Keynes som figenblad’

af Ryan Smith

Det kræver en særlig nådegave at udtrykke sig ydmygt, når man ikke kan læse en tekst korrekt. Og den nådegave er ikke Jon Mortensens (JM).

Jeg anerkender det forhold, at økonomer generelt har bedre styr på økonomi end ikke-økonomer. Så meget desto mere pinligt er det blot for JM, at han insisterer på at spilde læsernes tid med sin tilstedeværelse i WA’s debatspalter. Her tager han mig 23/11 to gange til indtægt for at sige noget, som jeg ikke har sagt: At Keynes ville have tilrådet nedskæringer i det offentlige forbrug i krisetid. JM fejllæser min klumme om Keynes.

Fra JM’s side er det småt med faktiske argumenter. Han vælger i stedet det intellektuelle stinkdyrs taktik: Han lægger et par lugtbomber og håber så på, at de kan gøre det ud for egentlige argumenter: Mig skal man ikke høre på, for jeg har ikke den baggrund, som JM godt kunne tænke sig. Og økonomen Veronique de Rugy, som jeg citerer i mit indlæg, skal man heller ikke høre på, for hun har engang skrevet et helt andet indlæg, end det jeg citerer, i en helt anden debat. Et indlæg, som JM læser lige så sjusket, som han læste min klumme om Keynes.

Jeg har allerede påpeget, hvordan JM fejllæste min klumme om Keynes. Men JM går altså også fejl af de Rugy: Ifølge JM så forsøger de Rugy ud ad det blå “at overbevise en måbende verden om, at USA har den vestlige verdens mest progressive skattesystem.” Men JM glemmer at fortælle læserne, at de Rugys “udtalelser” sådan set bare er ordrette citater fra en OECD-rapport. JM kan, PhD-titel til trods, ikke forstå, hvordan de Rugy (som altså i virkeligheden er OECD) kan mene, at USA’s skattesystem skulle høre til blandt den vestlige verdens mest progressive. Som en servicemeddelelse til JM så kan vi dog her afsløre, at et lands samlede skattetryk ikke er det samme som progressiviteten i et lands skattesystem.

Som jeg citerede ovenfor, så hævder JM, at omverdenen stillede sig ”måbende” over for de Rugys udtalelser om USA’s skattesystem. Jeg ved ikke, hvad det er for en verden, som JM hentyder til. Men i den verden som vi andre lever i, så er de Rugys udtalelser blevet faktatjekket af andre økonomer, og gang på gang er de blevet fundet rigtige. Udover at JM ikke kan læse mig korrekt, eller læse de Rugy korrekt, så kan han altså heller ikke læse omverdenens reaktioner korrekt.

Det er i sig selv imponerende, at en mand som JM, der har så travlt med at anfægte andres etos, selv formår at fejlcitere så vildt og grelt, på så kort en plads som JM havde til rådighed i WA. Men det beviser vel blot min oprindelige pointe om, at nutidens debat om Keynes ikke tages på hæderlige præmisser.

A Hume Joke

david_hume_shade_of_blue_mug-p168544520303787103en8vl_216 A man walks into a bar, takes a seat on the next-to-last stool, and spends the evening chatting up the empty stool next to him, being charming and flirtatious, as if there were a beautiful women in that empty seat. The next night, same story. And the next night, same story again. Finally the bartender can’t take it any more. She asks, ‘Why do you keep talking to that empty stool as if there were a beautiful woman in it?’

The man answers, ‘I belive in Hume’s philosophy and he said that it’s logically possible that a beautiful woman will suddenly materialize on that stool. And no one has ever refuted Hume. If one does appear, then obviously I’ll seem very clever indeed, and I’ll have the inside track with her.’

‘That’s ridiculous,’ says the bartender, ‘plenty of very attractive women come to this bar all the time. You’re reasonably presentable, and extremely articulate; if you applied your charm on one of them, you might succeed.’

‘I thought about trying that,’ replies the philosopher, ‘but I couldn’t prove it would work.’

Logik og personlighedsændringer

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

Artikel af Robin Engelhardt

Det er en fornøjelse at følge kloge videnskabsbloggere på nettet. En af dem er professor i matematik Jordan Ellenberg, der skriver på bloggen Quomodocumque. Forleden tog han en artikel fra fagbladet Science under kærlig behandling og viste, hvordan den hverken logisk eller matematisk hænger sammen. Artiklen er skrevet af tre psykologer, og den hedder ‘The End of History Illusion‘. Den påstår, at vi mennesker lider under den illusion, at vi ikke ændrer vores personlighed i løbet af vores liv. Vi underestimerer konstant, hvor meget vi vil ændre os i fremtiden.

Psykologerne rekrutterede 7.519 voksne i alderen mellem 18 og 68 år og fik dem til at udfylde en velkendt personlighedstest, der placerer dem på en skala i fem dimensioner: Samvittighedsfuldhed, venlighed, følelsesmæssig stabilitet, åbenhed over for nye ideer og ekstroversion. Derefter blev de opdelt i to tilfældige grupper. Den ene gruppe blev bedt om at udfylde samme spørgeskema som de ville have gjort det for ti år siden. Den anden gruppe blev også bedt om at udfylde samme skema igen, men ud fra, hvordan de troede de var som personer ti år frem i tiden. Ved at beregne forskellen mellem de to vurderinger kunne psykologerne konkludere, at vi mennesker generelt tror at vi ændrer os mindre, end vi egenlig gør.

Historien fik stor opmærksomhed i medierne. Wikipedia har allerede fået sin egen side om denne ‘End of History Illusion’. En artikel i New York Times konkluderede at ‘du ikke vil være den person, som du tror du vil være’, og Time Magazine mente, at ‘selvom vi godt ved, at vi ændrer os, er vi utilpas ved tanken om at ændre os endnu mere’. Sagen er blot: det er forkert. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem de to typer af spørgsmål. Hvis man vil rapportere om sin fortid, er der ingen uvidenhed involveret. Men hvis man vil forudside om sin fremtid, er der masser af uvidenhed. Man kan derfor sagtens vide, at man vil ændre sig, men hvis man ikke kender retningen af denne ændring, er den rationelt bedste forudsigelse at sige, at man ikke ændrer sig.

Teknisk formuleret betyder det, at forskellen i forudsigelser ikke er det samme som den forudsagte forskel. Bedst formuleret blev denne maksime af logikeren og filosoffen Willard Van Orman Quine: ‘Jeg tror altid at have ret, men jeg tror ikke, at jeg altid har ret!’ Tag et eksempel: Alle fornuftige mennesker ved godt, at der må være nogle ting i deres overbevisning, som er forkerte. Men samtidig er det logisk set helt korrekt for dem at antage, at de har den rette overbevisning om hver enkel ting. Der er ingen illusioner involveret. Kun logik og betingede sandsynligheder. Som Ellenberg skriver: Der er ingen bias og ingen selvmodsigelse involveret i den måde at tænke på. Kun ordentlig matematik. Hvad forskerne kalder en illusion i deres artikel er i virkeligheden et udtryk for menneskers mest subtile form for rationalitet.

en måde er det utroligt, at Science accepterede artiklen. Hvis problemstillingen havde været formuleret i form af et terningspil, ville fejlen være blevet opdaget med det samme. Retfærdigvis skal det siges, at artiklens forfattere havde en mistanke om, at noget var galt, og spurgte derfor også forsøgspersonerne direkte om, hvor meget de troede deres personlighed 1) ‘ville ændre sig hen over de næste ti år?’ samt 2) ‘har ændret sig de sidste til år.’ Igen fandt de, dog i langt mindre grad, at fremtiden synes mindre variabel end fortiden. Men også her er der så mange metodiske problemer med eksperimentet, at resultatet skal tages med et stort gran salt. Konklusion: Jeg tror at Ellenberg har ret i at psykologerne har uret i deres konklusioner. Bemærk dog, at det ikke nødvendigvis betyder at ‘End of History’ illusionen ikke findes.

Review of: Parmenides, Plato and Mortal Philosophy By: Vishwa Adluri

THE GOOD

– Author has read all the major authors on Parmenides
– Author has good critical thinking skills and is critical of the previous authors
– Author has read big names like Derrida and Heidegger, recaps their thinking, disagrees and provides good arguments
– Book is clearly written (in a clear and simple style)
– Author interprets Parmenides as an ontologist/existentialist, rather than the “super-logician” that so many others have wanted to make him (e.g. Daniel W. Graham)
– Book includes a technical translation of Parmenides with philological notes at the back

parmenides THE BAD

– Author’s interpretation of Parmenides is original, but questionable
(His Thesis: The youth is shown how the logic of the goddess, being general and impersonal, affords only an immortal view of the universe. But humans are mortals and must die. Therefore the doxa is the youth’s attempt to reassert his dignity and individuality as a mortal being, whose nature is specific, individualist, and limited in time. This makes Parmenides into a proto-Sartre and this reading is HIGHLY questionable, relying on multiple sleights of hand to even begin to bear the semblance of truth.)
– Author relies, in places, on a very close reading of the poem, yet as detailed in Parmenides Venerable and Awesome, this is a foolhardy endevour: The original papyrus has been lost, the poem was copied again and again and that was under the very poor standards of scholarship that existed in antiquity. Relying on specific words and sentence structures to extract meaning from Parmenides is therefore a bad idea. One should instead rely on the overall picture of the genuine fragments.

THE UGLY

– After having set forth his thesis of Parmenides’ poem, as described above, the author then launches into an exposition of Plato’s dialogues. Here the author posits that Plato (more or less knowingly) reiterated the same themes in his Socratic dialogues that Parmenides did in his own poem some 80 years earlier. We know that Plato was acquainted with Parmenides’ philosophy, but to say that Plato’s purpose in writing his dialogues was but to re-hash this HIGHLY speculative and unlikely reading of Parmenides crosses the boundary between making reasonable inferences on the basis of a text and then granting oneself complete artistic license. To do fiction writing in the realm of non-fiction, so to speak.

Thus, according to this book, Plato did not write the Apology of Socrates and associated pieces in order to come to terms with the death of his beloved mentor, or to gleefully hint at his unwritten doctrine. He did it to show us that Socrates is mortal and to help us come to terms with our own mortality as human beings. Now I am all for wild and idiosyncratic readings, but they have to make AT LEAST as good sense of the facts as the old theories if one is to take them seriously, and not just see them as the author’s own existential striving, disguised as research.

I do not think that the author succeeds in making good sense of the facts surrounding the Platonic dialogues. For example, if the purpose of Plato’s writings is to show us how Socrates is mortal and must reassert his own dignity as mortal, rather than “remain in the realm of the goddess” and play pretend-immortal, then why is Socrates portrayed as a god-like figure in many of the Platonic dialogues? The author’s argument goes out on a limb while failing to make sense of the basest of facts!

The section on Plato feels artificial and out of context, as if plastered onto the back of the book, rather than reading like an integral part of the book itself. The work would have been stronger if this last section had been omitted.