Category Archives: Filosofi

Sex and the Science – og ligestilling

af Ryan Smith

Ironi kan forekomme visse steder i dette indlæg.

Mange guruer og spirituelle prædikanter udtaler i disse år, at videnskaben nu er nået til et punkt, hvor den omsider er moden til at bevise de tidløse sandheder, der findes i østens mystik, i form af buddhisme, taoisme og de ældgamle vediske skrifter (ham her, ham her, ham her, og ham her). Efter selv at have undersøgt sagen kan jeg dog konstatere, at det er forkert: Videnskaben arbejder i disse år på at bevise de tidløse sandheder, der findes i tv-serien Sex and the City.

I denne blog vil jeg identificere fire facetter af videnskaben, der passer som fod i hose på Sex and the Citys budskab til seeren. De fire facetter er:

1. Evolutionsteorien og den seksuelle udvælgelse: For langt de fleste pattedyr gælder det om, at hannerne får alle de hunner, de overhovedet kan, mens hunnerne får den bedste han, de overhovedet kan. Sex er en indkøbstur, hvor mænd jagter kvantitet, og kvinder jagter kvalitet. Og for enhver der har set Sex and the City, er det tydeligt, at evolutionsteoriens idé om den seksuelle udvælgelse er præcis, hvad Samantha vil vise seeren: Hun går nemlig målrettet efter de bedste mænd, hun møder, og mange mænd viser sig villige til at befrugte hende. Alt sammen viser det seeren, at der er noget om snakken med seksuel selektion.

2. Videnskabens andet er den videnskabelige realisme: Det er troen på, at de ting, videnskaben undersøger og opdager, i et vist omfang er en korrekt aftapning af den virkelige verden. Videnskaben bliver med andre ord nødt til at være en mere eller mindre trofast model af virkeligheden og kan ikke bare være tilfældige tankespind, de såkaldte sociale konstruktioner, sådan som landets universitetsstuderende lærer. At der er alvor bag autoriteternes ord, og at traditionen er noget, som man bør tage alvorligt, er netop, hvad dydsmønsteret Charlotte så gerne vil lære Sex and the Citys seere.

Kærlighedsdansen om Mr. Big
3. Videnskabens tredje facet er determinisme, dvs. troen på, at fremtiden til en vis grad er forudbestemt. Determinisme vil også sige, at mennesket ikke har fri vilje, eller i hvert fald kun har meget lidt fri vilje. Så lidt, så det mere eller mindre er ubetydeligt for, hvordan fremtiden bliver. Derfor vil determinisme også sige, at vi, givet en tilstrækkeligt kraftig maskine (en såkaldt Universal Turning Machine), effektivt kan regne os frem til, hvad der vil ske i fremtiden. I Sex and the City er det tydeligt, at det, Miranda prøver ved at undertrykke sit følelsesliv og sætte sin lid til den rationelle dømmekraft, er at gøre sig selv til en Turning Machine. Og når Miranda ikke kan stoppe med at spise chokoladekage, selvom hun ved, at hun vil fortryde det, så er det for at vise seeren, at virkeligheden er forudbestemt.

4. Endelig er der mangeverdensfortolkningen af kvantemekanikken: Forestil dig, at du spørger Scarlett Johansson, om ikke I to skal være kærester. Med den gammeldags forståelse af virkeligheden, så ville Scarlett enten svare ja eller nej, men med mangeverdensfortolkningen ville hun svare både svare ja og nej: I mangeverdensfortolkningen er virkeligheden som en filmstrimmel, og hver gang virkeligheden står over for et signifikant ”valg”, så knækker filmstrimlen ud i to spor, der fortsætter som to parallelle universer, uafhængigt af hinanden. I vores tilfælde bliver det til ét spor, hvor Scarlett Johanson siger ja, og så et andet hvor hun siger nej. Begge universer er lige virkelige, men som subjekt oplever du kun det ene – lad os bare sige afvisningen – mens en kopi af dig så får lov at kysse på Scarlett i et parallelunivers. At der ikke er noget entydigt ja eller nej, men at begge kan være rigtige på samme tid, er selvfølgelig, hvad Carrie vil lære os med sin evige dansen omkring, hvorvidt det vitterligt skal være hende og Mr. Big forever after, og om alt muligt andet, som hun ligger der med sin laptop og delagtiggør os i sine tanker via seriens mange voice-overs.

Men hvad betyder det så for ligestilling?
Det videnskabelige grundsyn har store konsekvenser for, hvordan vi opfatter køn og ligestilling. Hvis vi starter med evolutionen, så har den seksuelle udvælgelse den fordel, at den gør det nemt for de to køn at udvikle to forskellige ”værktøjskasser”, der så kan komplementere hinanden: Hvis den ene er god til at jage, og den anden er god til at samle, så kan man sammen få mere mad, end hvis man begge skulle være halv-gode til at jage og halv-gode til at samle. Og som videnskaben har vist, så er mænd (i snit) bedre til at bedømme vinkler, mens kvinder (i snit) er bedre til at huske små ændringer i deres nærmiljø – “har du set mine nøgler, skat?”

Alle tidligere menneskearter har til en vis grad benyttet sig af arbejdsdeling, men der er noget, der tyder på, at homo sapiens, er den menneskeart, som for alvor begyndte at gøre brug af fidusen. Når RUC-forskeren Karen Sjørup vil lovgive sig ud af systematiske kønsforskelle, vil hun således udviske frugterne af den seksuelle udvælgelse og dermed sende os tilbage til neandertalerne. Men hvad Sjørup ikke siger, er, at hvis hendes ønskede lovgivning om at få kvinder til at optrappe karrieren skal kvalificere som ligestilling, så skal loven også sikre, at den typiske mand så får mere at skulle have sagt i hjemmet. Det synes måske ejendommeligt, når politiet må rykke ud med notesblok for at sikre sig, at du og Scarlett hver har valgt lige mange møbler til udestuen, men det bliver altså nødvendigt for at udviske den arbejdsdeling, som mænd og kvinder har indrettet sig efter i årtusinder.

Med videnskabens anden søjle, nemlig Charlotte og troen på, at videnskaben afbilleder den virkelige verden, så bliver vi nødt til at tro på. at de kvaliteter, som videnskaben mener, hører til i en god topleder (m/k) ikke er tilfældige, men at de i høj grad er netop er egenskaber, som er nyttige for virksomheders drift. Det samme gælder den organisationskultur, de står for. Derfor kan vi ikke bare opfinde en ny type topleder og en ny organisationskultur, sådan som Pernille Vigsø Bagge (SF) og Mette Frederiksen (S) vil gøre det, og så forvente, at det vil være lige så effektiv som det, der er vokset frem over årtusinder.

Norges kvælende kvoter
Desuden er der determinismen; troen på, at fremtiden er forudbestemt: Hvis vi tror på determinismen, så tror vi også på, at mennesket ikke er frit til at vælge hvad som helst, men at menneskets valg i høj grad er ufrie funktioner af gener, intelligens, opvækst og dispositioner. ”I owe nothing to women’s liberation,” som den britiske premierminister Margaret Thatcher så berømt sagde, underforstået, at kvinder med dispositionerne nok skal forstå at gøre brug af dem uden Karen Sjørups hjælp, præcis som Sex and the Citys karrierekvinde, Miranda, også forstår at gøre det.

I samspillet mellem evolution, videnskabelig realisme, og determinisme kan vi med overhængende sandsynlighed regne os frem til, at der i øjeblikket er flere mænd end kvinder, der udviser de træk, som videnskaben forbinder med en god topleder, hvilket også forklarer, hvorfor man i Norge har haft så svært ved at finde de kvalificerede kvinder. Ifølge mangeverdensfortolkningen er den verden, vi lever i, dog blot én blandt mange, og hvorfor det så lige blev dén, der blev den verden, vi lever i, kan Carrie så tænke over, mens hun slænger sig i sengen med latte og laptop.

Ifølge mangeverdensfortolkningen, så findes der dog et parallelunivers derude, hvor mænds og kvinders kompetencer er mere ligeligt fordelt, og så snart videnskaben etablerer kontakt dertil, så kan vi hjælpe Karen Sjørup, Pernille Vigsø Bagge og Mette Frederiksen ved at sætte dem på en rumraket til et andet univers – også selvom det skulle vise sig at være villyarder af lysår væk.

Liberalistisk historiefilosofi efter Matt Ridleys ‘The Rational Optimist’

af Ryan Smith

Jeg har tre mål med denne artikel: (1) At give et hurtigt indblik i liberalistisk historiefilosofi og dens fremskridt de sidste ti år. (2) At levere en kritisk gennemgang og anmeldelse den britiske biolog, børsmægler, adelsmand og forfatter Matt Ridleys nyeste bog, The Rational Optimist – How Prosperity Evolves fra 2010, og (3) at præsentere den politiske liberalismes historieforståelse og ”historiske metode”. Enhver akademiker i Danmark, er bekendt med den marxistiske historiefilosofi, og størstedelen vil også kende til grundformerne af den liberalistisk historiefilosofi. Men ikke alle vil kende til centrale begreber som moral hazard, og rent-seeking, hvorfor disse vil blive forklaret i noterne.[1]

Hr. Ridley er ikke hvem som helst: Han er personlige venner med en række prominente forskere og videnskabsmænd fra topuniversiteter i England og USA. Hans bøger har solgt over 800.000 eksemplarer, er oversat til 27 sprog (deriblandt dansk), og han har vundet en lang række priser og hædersbevisninger. Ridley er uddannet biolog, men brændende interesseret i historie, og i sine tidligere bøger, Gemone og The Red Queen, har han ikke holdt sig tilbage fra at drage paralleller til historien, når han skulle illustrerer pointer fra biologien: Når Ridley har skrevet om ’hannernes’ evne til at befrugte dusinvis af ’hunner’, så har paralleler til Inka- og Ottoman-haremer f.eks. gjort en optræden i teksten.[2] Og selvom Ridley ikke tidligere har skrevet om politik, så har han altid været liberal ”i baggrunden”, når han skrev om seksuel selektion og selviske geners kamp for overlevelse.[3]

Med The Rational Optimist får vi dog nye toner: Vi får en Ridley, der tager skridtet fuldt ud og skriver direkte om historie. Og med The Rational Optimist vil Ridley fortælle os tre ting: (1) At frihandel er gavnligt for menneskeheden, (2) at vi som følge af frihandel er rigere, renere og sundere i dag, end nogensinde før i historien, og (3) at det derfor er irrationelt at være pessimistisk omkring fremtiden.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde besvare korrekt. Et af de mere berømte spørgsmål lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer.[4] Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil.[5] De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden.[6] Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Så når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom, men ulighed, de har set sig sure på: I 2010 har USA’s fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 73% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem.[7] Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal for det 21. århundrede, såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.[8]

Gyser på første klasse

Vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år,[9] og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år.[10] Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet om, at verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han hurtigt konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. The impartial spectator ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand[11] og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden.[12] Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var fuldstændig rationelt at være en Rational Optimist.

Det glade budskab ville dog næppe trænge igennem. Optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand.”, sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability.[13] Og på trods af dommedagsprofeternes hidtidige batting average på 0,00, så lytter vi stadig ivrigt til dem. Vi forestiller os hellere det blod, død og ødelæggelse, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie afstedkomme et smil.

Evolutionær økonomi

I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med biologi, og med det kontroversielle felt ved navn Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme.[14] I Evolutionær Psykologi søger man kort fortalt at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd. Således lyder et af den Evolutionære Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd at søge flere partnere, simpelthen fordi en mand producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes ligger naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj.[15] Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Så hvad er det, som har fået os væk fra savannen, og op i stratosfæren? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi på en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske her spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: Jagt, fouragering og kunstværktøj; alt udøvet i fællesskab.[16] Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn.[17] Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan alle nu koncentrere sig om det de er bedst til, og med tiden så giver specialisering mere og mere kvalificeret arbejdskraft.

På savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskearter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet.[18] Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika.[19] Dét mønster er ukendt blandt andre arter.[20]

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer).[21] Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansen handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” I kontrast hertil kan selv seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer. Ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden.[22]

Således taler The Rational Optimist for frihandel som det, der karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.[23]

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere end nogen af os kunne hver for sig via de såkaldte komparative fordele.[24] Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens’ eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.[25]

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet umiddelbart forinden, og han konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.”[26] Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Imperier – en velsignelse og en forbandelse

Ridley har en mening om meget, og undervejs i bogen får vi også den engelske adelsmands meninger om historiens forskellige imperier. I en nøddeskal kan Ridleys teori om imperier opsummeres således: Imperier er indledningsvis gode for den region, de opstår i, da de opbygger byer, veje og lærdom og faciliterer (foruden handel og arbejdsdeling) stærke regionale forsvar, men jo længere imperier varer ved, desto mere skadelige bliver de også: Ægypten beskrives som et højtudviklet samfund, der gik i stå og stagnerede, da først det øvre og nedre Egypten blev forenet, og man vendte sig indad mod religionen og de store bygningsværker uden praktisk værdi.[27] Rom beskrives som den logiske forening af Hellas og Kathagos handelszoner, der indledningsvis udgjorde en stor velsignelse i udbredelsen af en fælles borgerret og et fælles sprog, men også en velsignelse, der gradvist blev til en forbandelse, efterhånden som magten centraliseredes, og ethvert forsøg på nytænkning brutalt blev slået ned af centralmagten.[28]

Asoka hyldes som en stor entreprenør, der med begav lagde et vejnet ned over det indiske kontinent og forenede forskellige handelszoner til en større kollektiv kultur, inden for hvilken handel og arbejdsdeling fik bedre betingelser end nogensinde før. Og efter Ridleys nyfundne program om imperiers tveæggede natur, så hyldes Asoka især for sin beslutning om at anlægge sig pacifismen, konvertere til buddhismen og slet og ret opgive sit imperium.[29] Alexander og Philip nævnes også i bogen, og Ridley går ikke i dybden med dem, men efter samme standard må antages, at hvis Alexanders imperium ikke var smuldret bort kort efter hans død, så ville hans felttog blot have bidraget til den inerti, som Ridley forbinder med levedygtige imperier.[30]

Ironisk nok hylder den liberale Ridley, også Asoka for at have etableret en fælles valuta i hele sit store imperium:[31] For det utrænede øje ser en fælles valuta måske ud som noget, der ville hjælpe handel på vej, men faktisk foretrækker klassiske liberale at lade private stå for pengeudstedelsen[32] efter devisen good money drives bad money out.[33] Statsudstedt valuta er et monopol, men privatudstedt valuta bliver nødt til at holde sin værdi, hvis folk skal blive ved med at bruge den. Det frie marked finder af sig selv ud af, hvilken valuta der er holdbar, som i den sekstende århundrede hvor det mest af Europa benyttede sig af Firenzes møntfod, florinen.[34]

Marx, Mill og moder natur

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassiker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik.[35] Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.[36]

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen.[37] Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl; han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter snart lagt om til at gå ind over land og gennem den Arabiske halvø.[38] Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge

For læseren, der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition, vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og de der er liberale må ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal.[39] Men selvom anklagerne om socialdarwinisme utvivlsomt vil komme, så har de ikke meget med Ridley at gøre: Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejede at sidde – en historie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Sten i skoen

Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, skulle det være, Ridley mener, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, da finansmarkeder, ifølge Ridley, er underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik.[40] Havde Ridley kunnet sin Hayek, så ville han dog vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det ikke finansmarkederne selv, men snarere den statslige indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente.[41] Deruodver, så har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige ansvar fra finanshuset selv til forsikringsudbyderen og således skabt en branche, hvor Moral hazard[42] er normen.[43]

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage.[44] Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking[45] parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til Adam Smiths usynlige hånd.

Matt Ridley
The Rational Optimist – How prosperity evolves
438 sider, Fourth Estate, 2010


[1] At den liberale historiske metode er relativt ukendt herhjemme skyldes hovedsageligt to ting: (1) At liberalisme som en decideret historisk metode er relativt ny, med et beskedent udspring i midt 1980’erne som sidenhen er taget til i størrelse i takt med, at liberale tænketanke (såsom det amerikanske Cato Institute, det britiske Society for Individual Freedom, det japanske Centre for Independent Studies, det danske CEPOS m.m.fl.) i de senere år har brugt betydelige ressourcer på at videreudvikle det klassisk liberale tankegods og opruste og synliggøre den liberale dagsorden generelt.

[2] Ridley, Matt: The Red Queen – Sex and the Evolution of Human Nature (Penguin 2004) s. 167-168, 170, 192, 234

[3] Ridley, Matt: Genome – Portrait of a Species in 23 Chapters (Harper Perennial 2006) s. 175

[4] Maddison, Angus: World Population, GDP and Per Capita GDP 1-2003 AD http://www.ggdc.net/maddison/, jvf. Maddison, Angus: The World Economy (OECD Publishing 2006), samt DeLong, J. Bradford: Estimating World GDP, One Million B.C. – Present http://www.j-bradford-delong.net, og the International Monetary Fund’s World Economic Outlook Database (2009) http://www.imf.org, og Beinhocker, Eric D.: Origin of Wealth: Evolution, Complexity, and the Radical Remaking of Economics (Harvard Business School Press 2007) s. 457

[5] Lindsey, Brinck: The Age of Abundance: How Prosperity Transformed America’s Politics and Culture (HarperBusiness 2007) ss. 280-81

[6] World Health Organisation: The World Health Report 2008: Primary Health Care Now More Than Ever (WHO 2008)

[7] The U.S. Census Bureau: United States Cencus 2000 (U.S. Department of Commerce, Economics and statistics Administration 2001), cf. Lindsey, Brinck: The Age of Abundance: How Prosperity Transformed America’s Politics and Culture (HarperBusiness 2007) ss. 282

[8] Goklany, Indur M.: The Improving State of the World: Why We’re Living Longer, Healthier, More Comfortable Lives on a Cleaner Planet Cato (Institute; Annotated. edition 2006) s. 4-5

[9] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 143, jvf. Hesser, L.: The Man Who Fed the World (Durban House 2006), samt Borlaug: N.E.: Ending World Hunger: The promise of biotechnology and the threat of antiscience zealotry (2000). Plant Physiology nr. 124 ss. 487-90

[10] World Bank Development Indicators – Life Expectancy at Birth http://data.worldbank.org/

[11] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 157

[12] Ibid. s. 287

[13] Mill, J.S.: Speech on Perfectibility, Leveret for det britiske Debating Society i 1828 og trykt i The Collected Works of John Stuart Mill (University of Toronto Press 1988)

[14] Nørmark, Dennis og Andreassen, Lars: Det Virkelige Menneske – Sjælens og kulturens naturhistorie (People’s Press 2007), jvf. Nørmark, Dennis: Out of Africa – Den liberale mands naturhistorie http://damefrokosten.com/2010/09/04/out-of-africa-den-liberale-mands-naturhistorie/

[15] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 48-50

[16] Ibid. s. 64-65

[17] Ibid. s. 61

[18] Kuhn, S.L. and Stiner, M.C.: What’s a Mother to do? – A hypothesis about the division of labour and modern human origins (2006). Current Antropology nr. 47

[19] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 53, 65

[20] Wrangham, R.: Catching Fire: How Cooking Made Us Human (Perseus Books 2009)

[21] Brosnan, S.F., Grady, M.F., Lambeth, S.P., Schapiro, S.J. og Beran, M.J.: Chimpanzee Autarky (2008). Plos One nr. 3, jvf. Chen, M.K. og Hauser, M.: How Basic are Behavioral Biases? Evidence from Capuchin Monkey Trading Behavior (2006). Journal of Political Economy nr. 114, ss. 517-37

[22] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 7, 56, 80, samt Adam Smith, David Hume, F.A. Hayek, Milton Friedman m.fl.: At viden- og arbejdsdeling er en forudsætning for den industrialiserede verden er så udbredt en point i såvel marxistisk som liberal tænkning, at vi her går ud fra, at læseren er bekendt med konceptet.

[23] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 107-108, samt Hayek, F.A.: The Constitution of Liberty (University of Chicago Press 1960)

[24] Selv hvis du er ubetinget dårligere end mig til alt, så har vi begge fordel af at samarbejde. Denne anti-intuitive økonomiske indsigt, de såkaldte komparative fordele, kom til verden med den britiske økonom David Ricardo og er siden blevet forsøgt populariseret af økonomer igen og igen (for derefter kun at blive afvist af lægmænd igen og igen). Se eks. Nobelpristager Poul Krugmans essay ’Ricardo’s Difficult Idea’ om komparative fordel og receptionen af begrebet i offentligheden her: http://web.mit.edu/krugman/www/ricardo.htm, eller min egen artikel ’Komparative Fordele’ om begrebet, som kan findes på: http://www.indadvendt.dk/2011/01/23/229/

[25] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 116-117, 133-134, samt 319-21

[26] Voltaire: Lettres philosophiques, VI: On The Presbyterians, genoptrykt i Letters concerning the English Nation (Oxford University Press 2009)

[27] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 166

[28] Ibid. s. 171-176

[29] Ibid. s. 172

[30] Ibid. s. 171

[31] Ibid. s. 172-173

[32] Boyer-Xambeu, M.T., Deleplace, G. og Illard, L.G.: Private Money & Public Currencies: The 16th Century Challenge (M.E. Sharpe 1994), jvf. Hayek, F.A.: A free-market monetary system (1979) Journal of Libertarian Studies nr. 3, 1, samt Paul, Ron: End the Fed (Grand Central Publishing 2009) og Arzrouni, Christopher: Helt uforsvarligt, eller hvordan frihed altid er frihed for de andre til at gore noget, vi ikke nødvendigvis kan lide (Gyldendal 2005) s. 129. For en udmærket dansk artikel, med en hæderlig videnskabelig standard, se: Pedersen, Torben Mark: Er guldstandard eller privat pengeudstedelse alternativer til centralbanker? (180 Grader, 2010) http://www.180grader.dk/Oekonomi/er-guldstandard-eller-privat-pengeudstedelse-alternativer-til-centralbanker

[33] Good money drives bad money out: Også kendt som Thiers’s Law, er den omstændighed, at når en pålidelig og en upålidelig betalingsform huserer side om side, så vil den pålidelige betalingsform være den foretrukne. Et par historiske eksempler: Eksempel 1: ”Dollariseringen” af 1980’ernes Østeuropa: Befolkningen havde ikke tillid til den officielle statsvaluta, hvorfor amerikanske dollars blev en slags supervaluta, som kunne købe varer, der ikke var til salg for disse staters officielt udstedte valutaer. Dette fænomen ses endnu i dag i Cuba. Eksempel 2: Weimar-republikkens skæneår med hyperinflation, hvor ingen havde tillid til papirvaluta, og cigaretter, smykker m.v. begyndte at optræde som ”good money” på bekostning af den statsudstede valuta, der i befolkningen blev betragtet som ”bad money”. Dette fænomen sås også i 2009, da Zimbabwes oplevede en lignende hyperinflation. Og fænomenet ses tillige i amerikanske og sydafrikanske fængsler, hvor de indsatte ikke må have kontanter på sig: Indenfor disse fængslers mure er kontanter således ”bad money”, der hyppigt nedprioriteret til fordel for ”good money” som cigaretter, der ikke bliver beslaglagt af vagtpersonalet.

Good money drives bad money out er, som navnet antyder, det modsatte af den klassiske læresætning Bad money drives good money out, også kendt som Copernicus-Gresham’s Law. opkaldt efter Tudor’ernes finansrådgiver Sir Thomas Gresham (1519–1579) og den tysk-polske astronom Nicolaus Copernicus (1473-1543). Copernicus-Gresham’s Law siger, at når monarken fastsætter en bestemt vekselrate mellem to valutaer, så vil den valuta der overvurderes i forhold til en fri vekselrate være ”bad money”, mens den valuta der undervuderes af monarken vil være ”good money”. Nutidens politikere har i store træk været for kloge til at begive sig udi de kunstige vekselrater, som vi kender fra Greshams og Copernicus’ tid, men de indledende faser af finanskrisen, (dvs. 2008-2009) så vi alligevel, at statsejede amerikanske og europæiske finansinstitutioner opkøbe diskrediterede bankaktier og boliglån til disses nominelt fulde pris, om end ingen private aktører ville betale den pris. For en generel gennemgang af Gremham og Thier’s Laws, se: Rolnick, A. J. & Weber, W. E.: Gresham’s Law or Gresham’s Fallacy? (1986) Journal of Political Economy nr. 94

[34] Allen, Larry: The Encyclopedia of Money (ABC-CLIO 2009) ss. 247-48, jvf. Paolucci & Antonio: Florence (Konemann 2007)

[35] Rose, Steven, Kamin, L.J. and Lewontin, R.C.: Not in Our Genes: Biology, Ideology, and Human Nature (Pantheon Books 1985)

[36] Oeijord, Nils K.: Why Gould was Wrong (iUniverse.com 2003), jvf. Gould, S. J.: “Official Transcript for Gould’s deposition in McLean v. Arkansas” (1981).

[37] Engels, Friedrich: Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (Dietz Verlag 1968)

[38] Gibbon, Edward: The Decline and Fall of the Roman Empire, Chapter XXXVI: The Total Extinction of the Western Empire, Part III, jvf. Crone, Patricia: Meccan trade and the rise of Islam (Gorgias Press 2004) s. 50, samt Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) ss. 176-7

[39] Spencer, Herbert: Social Statics: The Man Versus the State (University of the Pacific Press 2003), og Taylor, Michael W.: The Philosophy of Herbert Spencer (Continuum Publishing 2007), samt Elliott, Paul: Erasmus Darwin, Herbert Spencer and the origins of the evolutionary worldview in British provincial scientific culture (2003). Isis nr. 94 ss. 1-29

[40] Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves (Fourth Estate Books 2010) s. 9

[41] Hayek, F.A.: Prices and Production and Other Works On Money, the Business Cycle, and the Gold Standard (Ludwig von Mises Institute 2008) ss. 408-410

[42] Moral hazard er i økonomisk teori det begreb, som dækker over den situation, der opstår, når ansvaret for ét individs handler bliver overført til en anden. For eksempel ville en bilforsikring som fuldstændig dækkede tabet ved at få stjålet sin bil skabe moral hazard, da ejeren nu ville være mindre agtpågivende med at tyverisikre bilen og med at parkere den i udsatte området og uden opsyn, da det nu er forsikringsudbyderen som har ansvaret, snarere end bilejeren.

På samme måde er det et gangbart synspunkt blandt økonomer, at Moral hazard var en medvirkende faktor i skabelsen af finanskrisen i 2008: Vestens regeringer havde garanteret forskellige boliglån og dermed forsikret udlåneren i tilfælde af, at husejeren ikke tilbagebetalte. Dertil kom finanssektorens egne Credit Default Swaps, dvs. tjenester som eksisterede med det formål at forsikre udlånere mod dårligere lånere, hvilket igen overførte det primære ansvar fra udlåneren og til udbyderen af the Credit Default Swap.

For en diskusson af Moral hazard og Credit Default Swaps rolle i den nuværende, såvel som tidligere, finanskriser, se Reinhart, C.M. og Rogoff, K.: This Time is Different: Eight Centuries of Financial Folly (Princeton University Press 2009)

Med til en diskussion om Moral hazard og liberalisme hører det også, at der generelt forekommer mere Moral hazard i socialistisk-orienterede velfærdsøkonomier end i liberale økonomier: Idet offentlige organisationer får politisk mandat til at tage sig af en lang række ydelser, får de også råderet over andres penge, da offentlige institutioner finansieres med skatteinddrevne midler. Og når man handler for andres penge, har man ikke samme incitament til at spare, som når man handler for sine egne. Således bliver offentlige byggerier altid dyrere end budgetteret, og således plagedes de fleste offentlige institutioner af lav effektivitet og højt ressourcespild.

For en diskussion af, hvorfor man ikke sparer nær så meget på andres penge, som man sparer på sine egne, se Friedman, Milton: Free to Choose (Mariner Books 1990)

For en discussion af Moral hazard i velfærdsøkonomier, se Baker, William, Addison, Wiggin: Endless Money: The Moral Hazards of Socialism (Wiley 2009)

[43] Miron, Jeffrey A.: Libertarianism from A to Z (Basic Books 2010) ss. 25-26

[44] Mokyr, Joel: The industrial revolution and the Netherlands: Why did it not happen? i De Economist nr. 148 (Springer Netherlands 2000)

[45] Selvom Rent-seeking er et af de centrale begreber i moderne økonomisk teori, så er begrebet beklageligvis ret så ukendt herhjemme. Rent-seeking startede med Adam Smith og Jean-Baptiste Say i det attende og nittende århundrede, blev populariseret med Frédéric Bastiats arbejder og blev igen taget op i det tyvende århundrede, hvor begrebet dannede grundlag for en serie studier af, hvordan det politiske system forvrider frie økonomier.

Kort fortalt, så dækker Rent-seeking over det fænomen, at en given gruppe forsøger at manipulere det økonomiske system til selv at opnå højere udbytte, end denne gruppe ellers ville have fået i en fri økonomi. Således er der økonomer, der taler for, at Rent-seeking i virkeligheden burde hedde også Directly Unproductive Profit-seeking (DUP), se eks. Bhagwati, J.N.: Directly Unproductive Profit-seeking (DUP) Activities, Journal of Political Economy nr. 90 (The University of Chicago Press 1982).

Jeg vil her give to korte eksempler: Eksempel 1: Feminisme som Rent-seeking: Såfremt den bebudede S-SF-Ø-reform af børsnoterede selskaber gennemføres i Danmark, vil den udgøre et tilfælde af Rent-seeking: Kvindelige aspiranter til bestyrelsesposterne vil nu få nemmere adgang til disse uden at skulle yde en tilsvarende større indsats for at komme i betragtning. Det er vigtigt at notere sig, at Rent-seeking er et økonomisk og ikke et politisk eller etisk term: Rent-seeking forholder sig derfor ikke til, om kvinder har ‘fortjent’ at blive tilgodeset på denne måde; Rent-seeking siger udelukkende, at kvinderne – ceteris paribus – med denne lov får flere lovbestemte goder ud af det økonomiske system, uden at de selv skal yde nogen yderligere indsats.

Eksempel 2: Publius Clodius Pulchers kornlov af 58 f.Kr.: Før kornloven af 58 f.Kr. havde der også været kornomdelingslove til gode for Roms befolkning, men disse love tilgodeså udelukkende voksne, frie mænd, som så kunne købe korn til reducerede priser. Clodius Pulcher sørgede med sin kornlov for at gøres kornomdelingen fuldstændig gratis samt at omfatte børn og frigivne slaver. 12 år efter indførelsen af Clodius kornlov i 46 f.Kr. var der mere end 360.000 af Roms indbyggere skrevet op som modtagere af gratis korn. Befolkningen fik altså i dette system nu gratis korn uden at ude en tilsvarende forøget indsats for føden. Clodius Pulcher vandt stor popularitet, og senere romerske politikere så sig nødsaget til først at inkludere olivenolie i de gratis rationer, og senere igen, under Aurelian, desuden svinekød og vin. [Se: Potter, D.S. & Mattingly, D.J.: Life, death, and entertainment in the Roman Empire (University of Michigan Press 1999) s. 178] Om kornloven af 58 f.Kr. får vi at vide, at Clodius Pulchers vandt stor folkelig opbakning fra romerne, og således ser vi, at kornloven udgjorde et grelt eksempel på Directly Unproductive Profit-seeking idet den fik befolkningen til at bakke op om den politiker som lovede dem ceteris paribus gratis goder, frem for at bakke op om den politiker de tidligere – ceteris paribus – ville have bakket op om.

Dan P. McAdams’ teori: Personlighed på tre niveauer

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

af Ryan Smith

Psykologen Dan P. McAdams er ikke så kendt i Danmark, men hans integrative teori om personlighedspsykologiens tre niveauer er nyttig for at danne sig et større perspektiv på den måde, vi anskuer personligheden på. Ifølge McAdams kan personlighedspsykologi overordnet deles op i tre niveauer.

Niveau 1 – Trækteori

Niveau 1 består ifølge McAdams af træk. Såsom hvorvidt en person er indadvendt eller udadvendt, og hvorvidt vedkommende foretrækker at forholde sig tænkende eller følende, når der skal træffes beslutninger. Niveau 1 er med andre ord de træk, som man kan tillægge en person i (tilstræbt) videnskabelige personlighedsmatricer som The Big Five-test systemet samt i Jungs typologi. Interessant nok, så anser McAdams ikke denne type information som særligt dybdegående; som han siger, så er det information, som trænede psykologer hurtigt opsnapper om andre mennesker, og ifølge McAdams er det denne type psykiske indsigter, vi falder tilbage på, når vi vil forklare ting om mennesker, som vi dybest set ikke kender godt nok til egentlig at vide noget om. McAdams er altså relativt kritisk over for trækteori og typologier, selvom han anerkender deres validitet.

Niveau 2 – Faktisk livshistorie

Niveau 2 omhandler derimod den afledte person, der opstår som en følge af de træk, vedkommende er født med, samt de betingelser, som vedkommende er født ind i. Hvad er personens mål i livet, og hvad er personens bevidste og ubevidste strategier for at opnå disse mål? En person, som er meget Følende i Jungs typologi kunne f.eks. være mere tilbøjelig til at opsøge en tilværelse som sygeplejerske eller psykolog, hvor vedkommende skal give mennesker omsorg, hvorimod en meget Tænkende type derimod kunne tænkes at blive advokat eller ingeniør, hvor de skal ”slå huller” i andre menneskers argumentation (advokat) eller måske overvejende undgå at have kontakt med andre mennesker (visse typer ingeniører). Men man kan ikke sige noget om, hvad en person har af mål i livet ud fra vedkommendes personlighedstræk alene. Man kan kun tale om større eller mindre sandsynligheder. For at blive klogere på en konkret persons mål i livet og måde at leve sit liv på, bliver man altså nødt til at bevæge sig væk fra Niveau 1 (trækteori) og videre til Niveau 2 (den specifikke persons livsforløb).

Som nævnt er McAdams kritisk over for trækteori (Niveau 1). Derfor mener McAdams, at vi som minimum bliver nødt til at bevæge os fra Niveau 1 og til Niveau 2, før vi kan sige, at vi kender en anden person. Trækteori (Niveau 1) er ifølge McAdams ikke andet end abstrakte karakteristikker. Først når det kombineres med et kendskab til personens unikke måde at udtrykke disse generelle træk på, kan vi ifølge McAdams tale om, at vi nu analyserer og kender en rigtig person af kød og blod.

Eksempelvis kunne en person, der udelukkende så mennesker gennem trækteori (Niveau 1) mene, at en person, der er meget Tænkende i Jungs typologi, var blevet advokat, fordi det ligger til Tænkende mennesker at blive advokater (undersøgelser viser, at langt de fleste advokater har en præference for Tænkning over Følen i Jungs typologi). Men hvis vi sagde, at denne person kun var blevet advokat, fordi han var Tænkende, så ville vi ifølge McAdams gå glip af de specifikke omstændigheder, der har gjort, at vedkommende oprindeligt blev advokat: Det er ikke nok at have Tænkende træk for at blive advokat; der må også være konkrete omstændigheder, der giver vedkommende adgang til at læse jura osv. Og her er McAdams’ pointe så, at vi udelukker os selv fra at opleve disse nuancer, hvis vi insisterer på kun at se personen igennem trækteori (Niveau 1).

Således kunne man sige, at Niveau 1 groft sagt består af en persons medfødte, eller tidligt formede træk, mens en persons Niveau 2 repræsenterer det liv, personen har levet op til nu, og den unikke måde, som vedkommende har udtrykt sine træk på op til nu. Niveau 1 er altså groft sagt arv (nature), mens Niveau 2 groft sagt er miljø (nurture). Men som vi nævnte i starten af denne artikel, så består McAdams model af tre niveauer. Så hvad mangler der? Jo, det tredje niveau – identitet.

Niveau 3 – Identitet og narrativ

Niveau 3 omhandler ifølge McAdams en persons selvforståelse, vedkommendes personlige fortælling om sin livshistorie op til nu. Niveau 2 er det konkrete liv, som personen har levet, og Niveau 3 er den historie, som vedkommende har fortalt sig selv om sit liv op til nu. Forskellen på Niveau 2 og Niveau 3 kunne f.eks. være følgende: Lad os sige, at en person har forsøgt selvmord to gange i sit liv. Personen har måske undertrykt og fortrængt det ene forsøg, og har derfor selv en livshistorie, som indeholder et enkelt selvmordsforsøg. Men måske har personen stadig arrene på armen efter det ene selvmordsforsøg, som vedkommende altså har ”glemt” igen ved at fortrænge det. Det er præcis forskellen på Niveau 2 og Niveau 3: Niveau 2 er virkeligheden, som den ville se ud, hvis terapeuten havde et fuldstændigt indblik i patientens livshistorie. Niveau 3 er personens livshistorie, som så kan divergere mere eller mindre fra det faktiske liv (Niveau 2), men også fra vedkommendes træk (Niveau 1). En person, der er født meget indadvendt, men ser sig selv som udadvendt, er f.eks. en person, hvor vedkommendes Træk (Niveau 1) er i konflikt med vedkommendes Narrativ om sig selv (Niveau 3). Niveau 3 er altså den virkelighed, som man socialt har konstrueret for sig selv og for andre. Det er det mest overfladiske niveau, idet man kan fortælle en anden historie om sig selv end den faktiske; eksempelvis siger mange alkoholikere til sig selv, at de vitterligt ikke har noget problem med alkohol, og mange af dem tror selv på det. Men samtidig med, at Niveau 3 er det mest overfladiske niveau, så er det også det mest intense og emergente, fordi vores kommunikation med den anden altid må gå gennem personens selvforståelse (Niveau 3).

Vi kan nu vise McAdams’ model i kortform:

McAdams-niveau Indhold McAdams’ mening om denne type indsigt i andre
Niveau 1 – Trækteori Medfødte træk, præferencer på The Big Five, Jung-Type Personkendskab, hvor personen kun forstås gennem abstraktioner; kendskab som var personen ”en fremmed”
Niveau 2 – Livsforløb og psyke Konkret livsforløb, formative hændelser, personens mål, forsvarsmekanismer og unikke mannerismer Umiddelbart personkendskab; mere direkte end Niveau 1, men ikke så dybt som Niveau 3
Niveau 3 – Narrativitet Personens historie om sig selv Personkendskab, hvor man kender personen intimt

Og her er så det skarpsindige ved McAdams’ personlighedsteori: Psykisk velvære er, ifølge McAdams, når alle tre niveauer passer sammen. Har vi f.eks. en person, som (fra naturens hånd?) er født meget indadvendt, men hvis opvækst har fundet sted i et miljø, der har påtvunget udadvendt adfærd, så passer McAdams’ Niveau 1 og 2 f.eks. ikke sammen. Der er et mismatch, som skaber følelsesmæssig ustabilitet (neuroticisme) i personen. Ligeledes, hvis personen ikke anerkender, at vedkommende har skullet “svømme mod strømmen” i sin opvækst, men fortæller sig selv, at “det da ikke var så slemt”, så passer niveau 1, 2 og 3 ikke sammen. I så tilfælde vil personen  sandsynligvis have uerkendt frustration over sin opvækst, som får vedkommende til at reagere adverst i voksenlivet.

Således kan man komme på mange og varierede eksempler på, hvordan en konflikt mellem nogen af disse tre niveauer fører til uligevægtig adfærd og følelsesmæssig ustabilitet. Opskriften på psykisk sundhed er derfor: (1) Lær dine egne karakteristika at kende mht. trækteori; tag f.eks. en Jung-test, find ud af nogenlunde hvor du ligger i forhold til gennemsnittet, hvad angår personlighedstræk, opvækst, socialklasse, m.v. (2) Få afdækket evt. “løgnehistorier”, som du selv, eller din familie, kan have fortalt dig om din opvækst (f.eks. fortæller mange familier hinanden, at de er “finere” end de er, at de engang var adelige m.v.) (3) Tag et grundigt blik på dig selv og vurdér, om din nuværende livshistorie og dit nuværende selvbillede virkelig står i mål med realiteterne. På kort sigt, f.eks. til jobsamtaler eller på byture, er det måske en god idé at lyve sig bedre, end man er, men på længere sigt vil folk, der er udstyret med bare et normalt rummål af empati, kunne fornemme det, hvis man lyver for meget for sig selv, eller hvis man projicerer et selvbillede ud i omgivelserne, som ikke står i mål med virkeligheden.

Vurdering

Som det fremgår af det ovenstående, er McAdams dybest set kritisk over for trækteori, mens hans egentlige kærlighed er narrativiteten. McAdams er bedst, når han integrerer forskellige tilgange til psykologien til et større hele, og værst, når han prøver at gøre narrativitet til noget mere ”ægte” end trækteori: Selv har jeg det nemlig modsat af McAdams, og på den måde er det måske lidt ironisk, at jeg har gidet skrive om ham. McAdams mener, at vi kun virkelig kan kende en person, når vi kender vedkommende på vedkommendes egne præmisser. Jeg mener, at trækteori er det mest sigende af McAdams’ tre niveauer, og som god trækteoretiker mener jeg endvidere, at ens præference for henholdsvis trækteori eller narrativitet i sig selv kan være afledt af, hvilke træk der præger ens kognition. – Hvis jeg da ikke er enig med Buddha i, at en person dybest set ikke har noget selv, og at selvet derfor er en illusion.

Topnazisternes IQ ved Nuremberg-retssagerne

I 1945 fik en allieret psykolog ved navn G.M. Gilbert lov at undersøge de tilfangetagne nazi-ledere. Han udsatte dem bl.a. for den tyske version af Wechsler-Bellevue-IQ-testen, og resultaterne var som følger:

1 Hjalmar Schacht 143
2 Arthur Seyss-Inquart 141
3 Hermann Goering 138
4 Karl Doenitz 138
5 Franz von Papen 134
6 Eric Raeder 134
7 Dr. Hans Frank 130
8 Hans Fritsche 130
9 Baldur von Schirach 130
10 Joachim von Ribbentrop 129
11 Wilhelm Keitel 129
12 Albert Speer 128
13 Alfred Jodl 127
14 Alfred Rosenberg 127
15 Constantin von Neurath 125
16 Walther Funk 124
17 Wilhelm Frick 124
18 Rudolf Hess 120
19 Fritz Sauckel 118
20 Ernst Kaltenbrunner 113
21 Julius Streicher 106

Nazisternes reaktioner:

Papen: Irritabel, men dog tilfreds, da det senere viste sig, at han havde opnået en høj IQ score.

Goering, Speer, Hess, Rosenberg, Ribbentrop, Saukel, Fritzche: Syntes det var morsomt at tage testen, forholdt sig åbne og imødekommende.

Goering: Som nævnt entusiastisk omkring testen, men skiftede til skeptisk, da han senere fandt ud af, at han ikke var den iblandt de tilfangetagne nazister, som havde højest IQ.

Schacht (som scorede højest): Skeptisk over for selve ideen bag IQ-tests. Syntes, psykologer og psykiatere bedrev et “trist erhverv”.

Keitel: Fascineret af testens objektivitet og entusiastisk omkring, hvor meget bedre den var end det “nonsens”, som der Wehrmacht brugte i sine tests. Samtidig ved man dog, at Keitel selv havde forhindret brugen af intelligenstests i nazityskland, da hans søn havde dumpet en sådan test.

Yderligere informationer:

  • I 1945 ville IQ 130 og derover kvalificere til Mensa.
  • Havde de af nazisterne, hvis IQ var 130 eller derover, scoret således på de IQ-test, der administreredes i visse amerikanske grundskoler på det tidspunkt, så var deres forældre blevet tilbudt at få sat deres børn i eliteskoler.
  • Nazisterne var generelt imod IQ-tests, da de fostrede individualitetsfølelse, og da jøder ofte klarede sig bedre end etniske tyskere på dem.

Kilder:

Mosley, Leonard: The Reich Marshal: A Biography of Hermann Goering – Forlag: Dell (1975)

Miale & Belzer: The Nuremberg Mind: The Psychology of the Nazi Leaders – Forlag: The New York Times Book Co. (1975)

A Psychological Analysis of Shelley’s Frankenstein, part 2

Continued from part 1 of this essay, also published on this site.

by Majken Hirche

It has repeatedly been observed that the literary value of Mary Shelley’s ‘Frankenstein’ mainly relies on a fortunate convergence of romantic and pre-romantic archetypes creating a powerful mythology of the self.[1] Claiming to be a tale about the modern Prometheus, Mary Shelley successfully blends Greek mythology as inspired by Ovid’s Metamorphoses (especially, it seems, book three on Narcissus and Echo) with other works such as Milton’s Paradise Lost, Coleridge’s The Rime of the Ancient Mariner, Goethe’s Werther and Byron’s Manfred.[2] But the truly innovative aspect in Mary Shelley’s novel might lie somewhere else. Her description of Victor Frankenstein’s mental world and behaviour match the definition of a pathological narcissist to such a degree that it makes it quite improbable for her to have based the novel solely on well-developed religious and literary tropes. In other words, Shelley must have had real life experience with narcissism which she subsequently used as template for Victor Frankenstein.

According to Christopher Small, Victor Frankenstein is an intentional portrayal of her husband Percy Shelley: “Frankenstein’s first name is Victor, the same […] that Percy Shelley took for himself on a number of occasions in boyhood and later.”[3] Eustace Chesser has a similar hunch, suggesting that “Shelley was narcissistic, to such a degree that it was a barrier to the formation of other relationships.”[4]

However, according to Philip Ball[5] it is much more likely that Victor Frankenstein is a portrayal of Mary Shelley’s father, William Godwin, to whom the book was dedicated. Just like Frankenstein disowns his creature, Godwin abandoned Mary when she decided to get romantically involved with the married Percy Shelley who himself more likely was represented by Frankenstein’s faithful friend Henry Clerval.[6] This psychological constellation could explain why Frankenstein is described in such ambivalent ways, and why Mary Shelley never really condemns her two protagonists. It might also explain why the creature is described with such warm feelings, even though Frankenstein is the official narrator of the novel. Mary Shelley cannot but identify herself with the creature.

Whatever the case may be, understanding Victor Frankenstein as a narcissist might help to pinpoint the reason for the novel’s immediate popular success and its long term influence on many genres of literature, such as Gothic novels and science fiction.[7] In general, the romantic era was characterized by negative attitudes towards scientific rationalization of nature, and in contrast had positive attitudes towards emotions of authenticity, purity, awe, the sublime and similar introverted experiences boosting the feeling of the self.[8] Modern parents, when raising a child with such inclinations, would probably send it to a school psychologist who would diagnose it as a mild narcissist with escapist tendencies.

The cultural influences of ‘Frankenstein’ have been immense. Since 1982, 130 works of fiction based on ‘Frankenstein’ have been made, fifty fiction series, more than forty adaptations in film and more than eighty stage productions.[9] No wonder then, that the ideas derived from Victor Frankenstein and his creature have grown into a huge basket of adapted, distorted and sophisticated mythologisations. Although literary critic Chris Baldick has stated that “the truth of a myth is not to be established by authorising its earliest versions, but by considering all its variations.”[10] Enumerating them all would be a daunting task.[11]

What is of main interest from the perspective of a psychological analysis of Victor Frankenstein are the following two myths: 1) Mary Shelley’s ‘Frankenstein’ constitutes the first prototype to the idea of the ‘Mad Scientist’, and 2) If the creator has a sick or corrupt character, his (and it is always a man) artificial creations will symbolise an act of hubris and become fatal.[12]

Today, the Mad Scientist is a well-known stereotype. With wild eyes, bristling white hair and always carrying a white lab coat, he is the quintessential lunatic with a brain of a genius. Often he is playing God, sometimes evil, but more likely just an unintentional villain. Examples in literature and films are legion, but some of the most popular ones are Lex Luthor, Dr. Strangelove, Doctor Who, Doctor X, Dr. Clayton Forrester, Dr. Frank-N-Furter, Captain Nemo, Dr. Jekyll, Dr. Moreau, Hari Seldon and all villains in the James Bond movies. Also real life examples like Nikola Tesla and Josef Mengele have contributed to the myth of the Mad Scientist.

The problem with the Mad Scientist is that he not only is a megalomaniac trying ‘to play God’, his greater sin is his sick or corrupt character. This leads to the second important stereotype pervading the mythological ‘science of anthropoeia’: The Mad Scientist unconsciously knows that his motivation for creating an artificial being is a vane desire to create a grandiose version of himself. This is a sin. It erodes behavioural norms, and is the reason why he tends to hide his work behind a wall of stealth and secrecy.

The hubris of self-creation has become a virulent meme in the literature since ‘Frankenstein’. When motivated by vanity or pride, all scientific and artistic creations will become dangerous and fatal. Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray exemplifies this trope from an artist’s point of view. Robert Louis Stevenson’s Dr. Jekyll and Mr. Hyde is an example from the perspective of a scientist. Jekyll confesses that “Had I approached my discoveries in a more noble spirit, […] all must have been otherwise, and from these agonies of death and birth I had come forth an angel instead of a fiend.”[13] Also Dr. Moreau in H. G. Wells’ novel The Island of Doctor Moreau hides away his ‘House of Pain’ where he creates terrifying dehumanised creatures called the ‘Beat People’[14]. While the original culprit of the myth of the Mad Scientist, Victor Frankenstein, never shows any sign of remorse, he still has the wish to hide away: “I shunned my fellow-creatures as if I had been guilty of a crime.”[15], he says, because deep down in his conscience he knows that he is doing something very unacceptable. Nowadays this stereotype of the mad scientist and his hidden narcissistic weaknesses represents the most persistent and annoying myth about science, but also a most funny one, at least in the spheres of fiction where many additional stories are bound to be told.

[1] Bloom, An excerpt from a study of ‘Frankenstein: or, The New Prometheus’, 611-18.

[2] In: Shelley, Frankenstein, xxiii-xxxix.

[3] In: Berman, Frankenstein; or, the Modern Narcissus, 77.

[4] Eustace Chesser (1965). Shelley & Zastrozzi – Self Revelation of a Neurotic. Gregg Publishing, London, 25.

[5] Ball, Unnatural – The Heretical Idea of Making People, 75.

[6] Ibid., 75.

[7] ”Frankenstein” The Oxford Companion to English Literature.

[8] “Romanticism” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press.  Copenhagen University Library. 19 December 2011,

[9] Ball, Unnatural – The Heretical Idea of Making People, 88-89.

[10] Chris Baldick (1987). In Frankenstein’s shadow. Clarendon Press, Oxford, 4.

[11] Trying to enumerate them anyway, the most important myths are probably: 1. The consolidation of the naturalistic fallacy: Artificial creations contradict natural order, and natural order is by definition good. Thus, artificial creations are unnatural and unnatural things are bad things, and bad things are evil, and evil things should be exterminated; 2. The takeover of civilization: Artificial creations are not only evil. They will take over the world and cast us aside. Modern fear of biotechnology, cloning and genetic modifications owe a great deal to the rationalization of Frankenstein, that if he creates a mate for the creature they will proliferate out of control, and we all will die; 3. The dangers of science and technology: Artificial beings are created by science and technology, and since we already know that artificial creations are unnatural, science and technology are potentially dangerous; 4. The noble savage with a blank slate: Our artificial creations might be more human than we are. But they will always be corrupted by us because they by definition do not belong. The Replicants in Blade Runner are modern examples of such noble savages who cannot but turn evil.

[12] Ball, Unnatural – The Heretical Idea of Making People, 90.

[13] Robert Louis Stevenson (1979). The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, and Other Stories. J. Calder (ed.), Penguin, Harmondsworth, 85.

[14] H. G. Wells (1896/1996). The Island of Dr. Moreau. Orion Media, London.

[15] Shelley, Frankenstein, 57.

Bibliography

Baldick, C. (1987). In Frankenstein’s shadow. Clarendon Press, Oxford.

Baldwin, T (2010). “George Edward Moore”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy, Edward N. Zalta (ed.).

Ball, P. (2011). Unnatural – The Heretical Idea of Making People. The Bodley Head, London.

Berman, J. (1990). Frankenstein; or, the Modern Narcissus. In: Narcissism and the Novel. New York University Press, NY, 1990.

Bloom, H. (1965). An excerpt from a study of Frankenstein: or, The New Prometheus. Partisan Review, Vol. XXXII, No. 4, Fall, 611-18.

Chesser, E. (1965). Shelley & Zastrozzi – Self Revelation of a Neurotic. Gregg Publishing, London.

”Frankenstein” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press. Copenhagen University Library. 16 December 2011.

Millon, T. et al. (2004). Personality Disorders in Modern Life. 3rd ed., John Wiley & Sons, NJ.

Millon, T. & Grossman, S. (2007). Overcoming Resistant Personality Disorders. John Wiley & Sons, NJ.

Oxford Dictionary of Psychology, Oxford University Press, Oxford, 3rd ed., 2009.

Oxford English Dictionary, 3rd ed., 2003; online version December 2011.

“Romanticism” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press.  Copenhagen University Library. 19 December 2011.

Shelley, M. (1818/1831/1992). Frankenstein. Penguin Classics, London.

St Clair, W. (2004). The Reading Nation in the Romantic Period. Oxford University Press, Oxford.

Stevenson, R. L. (1979). The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, and Other Stories. J. Calder (ed.), Penguin, Harmondsworth.

Wells, H. G. (1896/1996). The Island of Dr. Moreau. Orion Media, London.

How to Write a Good Essay

by Majken Hirche

Humans write, for the most part, to communicate with other humans, and this, of course, also goes for essay writing. It would therefore be productive to consider some aspects of human nature and written communication in relation to what humans perceive as good writing. Humans are curious , and when they read, they like to be presented with something new . Thus, good writing first of all offers new ideas, or at least new ways of looking at older ideas, to teach and please the curious mind. In addition, humans find simplicity difficult to resist: According to social psychologists, the human mind simply loves what is easy and dislikes what is difficult . It is therefore equally important to present the new ideas in a way that is appealing to the mind. Otherwise, what is the point of writing down new and exciting ideas, if no one bothers to read about them in the first place?

Humans are by nature highly curious species, and they grasp every opportunity to explore, investigate and learn something new whenever they can, simply because it gives them a sense of pleasure and reward . It is of no surprise then, that new ideas are likely to invoke a certain amount of interest in humans. Therefore, think of the idea as a vital fundament of writing, and the first element to develop before getting into the actual writing process.

New and exciting ideas do not come by themselves however. It takes time and effort, and lot of mental energy to create new ways of looking at things. Fortunately, a smart guy named Alex Osborn got a brilliant idea one day in 1939 , and created a tool to aid and trigger new ways of thinking: Alex gave us brainstorming. Brainstorming is basically a four step program with the following rules : 1) focus on quantity, and generate as many thoughts and ideas as possible in relation to a chosen subject; 2) withhold criticism, and focus on being open to everything that comes into mind, no matter how odd the ideas may seem; 3) generate unusual ideas by looking at the subject from new perspectives by suspending assumptions; 4) try to improve ideas by combining existing ideas to form a single and better idea.

The brainstorming should result in a list of (hopefully) good ideas, from which the best idea can be picked out, and once the really good idea is found, it is time to consider some other significant elements of good writing.

Simplicity delights the human mind, and it is therefore important to create a text that is easy to read. However, complex writing is often quick and easy, while simplicity takes time, but never the less, less is more, and it is important not to overcomplicate things. Thus, by exchanging foreign words or scientific terms for simpler words, and by keeping the sentences short, the good writer has already done half the work. The text also has to make sense though. Therefore, address the topic and say what is relevant, and say it in a well ordered and logic manner; this will prevent the human mind from thinking too hard, and will in turn release pleasing chemicals in the brain, thereby making the human mind feel good about what it reads . On the contrary, if the human mind has to spend too much energy on sorting things out, it becomes tired and will likely give up reading half way through, and think of the experience as bad. One last thing, also make sure that the grammar is in order, and that the text has been thoroughly worked over many times – as the clever people say; good writing is rewriting.

References

Greetham, B. (2001). Palgrave Study Guides: How to Write Better Essays. Palgrave Macmillan.

Kang, M. J., et al. (2009). The Wick in the Candle of Learning: Epistemic Curiosity activates Reward Circuitry and Enhances Memory. Psychological Science, 20(8): 963-73.

Willis, J. (2008). Teaching the Brain to Read: Strategies for Improving Fluency, Vocabulary, and Comprehension, ASCD.

Winkielman, P. & Cacioppo, J. T., 2001. Mind at Ease Puts a Smile on the Face: Psychophysiological Evidence That Processing Facilitation Elicits Positive Affect. Journal of Personality and Social Psychology, 81(6): 989-1000.

A Summary of 12 Angry Men

by Majken Hirche

The room is dense with hot humid air and tense emotions, and apart from twelve arguing men, a large wooden table is the only object in the room: This is the setting in which the main part of the 1957 American film 12 Angry Men takes place, and a setting of which the film is highly notable. 12 Angry Men tells the story of a jury made up of twelve men deliberating the guilt or acquittal of a defendant who is faced with death sentence in case of a ‘guilty’ verdict. Immediately the story seems simple in action but below the surface an intense psychological drama takes place.

12 Angry Men opens with a court scene in which a jury, comprising twelve men, is being instructed by a judge: The men are to decide whether the defendant, a young boy from the slum, is guilty of stabbing his father to death. Their verdict must be unanimous, and in the event they find the accused guilty, death sentence is mandatory.  With these instructions and the final closing arguments in mind, the jurors recede to the jury room, and after a brief episode where the men get acquainted, it becomes apparent that they are already convinced that the defendant is guilty, and intend to end the hearing by voting without further discussion. However, in the preliminary vote one of the jurors, an architect played by a young Henry Fonda, votes ‘not guilty’: He wants to, at least, talk about the case before making a judgment because he thinks too much is at stake, that is, the life of a young boy. Subsequently, several of the other jurors become annoyed with him as they had hoped to end the case quickly and move on with life.

From here the story exclusively centers on how the men interact and influence each other as they deliberate on the case, and as a result of the interaction a number of psychological group processes develop: Influence of norms and need to belong , as well as dynamics of personal prejudice, are being introduced in the events taking place around the preliminary vote in the second scene of the film . In this scene, several of the jurors do not question the evidence, but readily assume that the young boy is guilty because of his social background, and especially one juror, a business man and troubled father, stands out as being particularly stubborn, opinionated and aggressive, and appears to be the strongest opponent to the idea of examining the evidence. Consequently, the prejudiced jurors influence the other jurors who feel that disagreeing would be going against the norms of the group.

In the face of antagonists and group pressure, the lone dissenting architect juror refuses to give in. Instead he faces the opponents with a calm and reasonable attitude, and by meticulous questioning the details of the evidence he challenges the stand of the group: Thus, like a true Lady Justice the architect juror stands out as an example of bravery, impartiality and fairness. And so, one by one the jurors realize that the evidence is flawed, despite their first assumptions, and the stand of the group subsequently reverses in favor of the young boy – with one exception: The aggressive business man juror, who, in spite of the questionable evidence, refuses to realize his argumentative shortcomings, and instead becomes agitated and hostile.

Here the story reaches its climax, and the architect juror suddenly realizes the reason why the business man juror has been acting offensive, and ‘like a self appointed public avenger’  all along: He is tortured by the memory of his son, who broke away from his rules, and consequently, they have not seen each other for two years. However, instead of facing his unfortunate personal circumstances, the business man juror seeks a personal vendetta redeemed with the death of the accused boy. A short argument between the men then follows until the business man juror breaks down in tears, and tears up a picture of him and his son: And finally, the verdict is now unanimous, and so, the story ends.

Although 12 Angry Men has been criticized of the somewhat unorthodox depiction of the examination methods used by the jurors to examine the evidence materials, the film has become part of many university curricula today ,  as an outstanding example of justice and democracy, human fallibility and the importance of debate. In 2007, the Library of Congress selected 12 Angry Men for preservation in the National Film Registry, as being ‘culturally, historically, or aesthetically significant.’

References

Burton, C.E., 1988. Sociology and the Feature Film. Teaching Sociology 16 (July), 263-271.

McCambridge, J., 2004. 12 Angry Men: A Study in Dialogue. Journal of Management Education 27(3), 384-401.

Rose, R. (Author) and Lumet, S. (Director), 1957. 12 Angry Men. Twentieth Century Fox.

On Metaphors and Cognition

by Majken Hirche

A metaphor comprises a certain form of language expression. Basically, a metaphor can be defined as a figure of speech that implies a comparison between things or ideas by using ‘an image, story or tangible thing to represent a less tangible thing or some intangible quality or idea.’ As the definition above suggests, metaphors can be found in a wide variety of forms and contexts. However, it is beyond the scope of this paper to represent a complete outline of all known categories of metaphors, or to provide the reader with a long and diverse list of metaphor examples. Instead, this paper will focus on how metaphors in everyday language influence and shape the way we think and reason, as evidenced by a resent published paper  in the open access scientific journal PLoS ONE.

Before the cognitive revolution in the 1950’s a metaphor was exclusively understood as an element of literary, poetic or rhetoric language, and not as something that was generated in the realm of everyday language.  Today, however, we know that we use metaphorical expressions almost every time we speak and most often so, without realizing it.  In the light of this knowledge, psychologists and sociologists have been trying to understand the impact of metaphors on thinking and reasoning for a long time, but, the research area is extensive and complex, so solid answers have not yet been found. However, a recent study has now added another drop in the pool of metaphor research, taking us one step closer an understanding of metaphors in everyday language.

In February 2011, psychologists Paul Thibodeau and Lera Boroditsky from Stanford University published a paper , based on an experiment, in which they showed how metaphors affected peoples thinking and reasoning in relation to crime as a subject. In the experiment, 1.485 students were divided in two groups and asked to read a text from a report describing the crime in the fictional city of Addison. The groups were presented with different versions of the text, respectively, differing only in a single description: In version one, crime was described as ‘a beast’; in version two, crime was described as ‘a virus’.

The text was presented as following with the differences inserted in parenthesis:

‘Crime is a (wild beast preying on/virus infecting) the city of Addison. The crime rate in the once peaceful city has steadily increased over the past three years. In fact, these days it seems that crime is (lurking in/plaguing) every neighborhood. In 2004, 46,177 crimes were reported compared to more than 55,000 reported in 2007. The rise in violent crime is particularly alarming. In 2004, there were 330 murders in the city, in 2007, there were over 500.’

Subsequently, the students were asked to propose solutions on how to solve the crime problems and were given the following questions:

1) In your opinion, what does Addison need to do to reduce crime?
2) What is the role of a police officer in Addison?
3) Please copy the part of the report that was most influential.

The result of the questioning revealed that the students who read crime as ‘a virus’ were more inclined to propose solutions that involved prevention and treatment of crime by investigating causes of crime and instituting social reforms, and the students who read crime as ‘a beast’ were more inclined to fight back crime by ‘hiring police officers and building jails, to catch and cage the criminals […].’  In regard to what part of the report the students perceived as being the most influential, the answers generated a noticeable result: All of the students identified the crime statistics ‘as the most influential aspect of the report’ , and subsequently as the main cause of their proposed solutions.
In a following experiment, the researchers also showed that ‘virus’ and ‘beast’ only had an effect in writing: When the students talked about the metaphors before being presented with the text, this time without metaphors, the metaphors had no effect on how the students solved the crime problem. Moreover, the sequence of the metaphors also seemed to play a crucial role: In a last experiment, ‘beast’ and ‘virus’ were introduced in the end of the text close to the place where students were asked to propose solutions, and as in the previous experiment, the metaphors had no effect.

Now, what do these experiments tell us about metaphors in everyday language? First of all, the initial experiment suggests that even though they have a great impact on how we perceive the subject they represent, metaphors are virtually invisible to the receiver. It also suggests that a text containing numbers and statistics is good at blurring metaphors, possibly because numbers and statistics implicitly contain a metaphor about being objective and reliable, and therefore are regarded as strong evidence for reasoning. Third, a metaphor is highly context dependent, and seems to create ideas and a framework that is difficult to ignore, and when placed in the beginning of a text it even gains in strength as we read on, because the ideas the metaphor has created to begin with, somehow coerces the subsequent information into its framework.

Thus, metaphors are indeed more than just elements of literary and rhetorical language. They expand our capacity for thinking, and give us the sensation of understanding. However, metaphors also create unconscious captivity of our thinking – a captivity that seems to be very difficult to escape.

References

Lakoff, G. & Johnson, M., (1980) Metaphors We Live By. University of Chicago Press.

Thibodeau, P. H. & Boroditsky, L., (2011). Metaphors We Think With: The Role of Metaphor in Reasoning. PloS ONE 6(2): e16782.