Category Archives: Politik

Socialistisk, konservativ og liberalistisk moral

Af Ryan Smith

De seneste års forskning i samfundsvidenskaberne har budt på en række undersøgelser af, hvorfor vi er så politisk forskellige. En række studier, udført af Jonathan Haidt, Ravi Iyer, Spassena Koleva, m.fl., har således vist, at vi fødes med en tilbøjelighed til at indtage et bestemt politisk ståsted som voksne. Og endnu mere opsigtsvækkende, så har forskningen også vist, at vores syn på politik hænger sammen med vores opfattelse af moral i øvrigt.

Vi mangler endnu et omfattende nærstudium af Danmark. Men skulle man anvende de nylige konklusioner i en dansk kontekst, så ville de sikkert se sådan her ud.

SOCIALISTISKE SANNE. Den socialistiske vælger er typisk en kvinde, som arbejder i den offentlige sektor. Følelserne vejer tungere end fornuften, når der skal træffes beslutninger, og tolerancen for forskellighed ligger højere, end den gør hos konservativt sindede vælgere. Sanne er venligt stemt over for indvandring, multikultur og eksperimenterende teater.

Sannes moral tilsiger, at det er en moralsk pligt at drage omsorg for ens medmennesker. For Sanne er næstekærligheden altså mere end blot en personlig forpligtigelse. Som Sanne ser det, er det fællesskabets pligt at tage sig af de svageste. Folk, som nægter at hjælpe de svage eller som ikke deler Sannes politiske prioriteringer, er derfor ikke blot politiske modstandere, men decideret dårlige mennesker i Sannes optik.

For Sanne var det også denne omsorgspligt, som gjorde, at hun var på ”dialogens,” ”forståelsens” og ”tolerancens” side, da de danske ambassader stod i brand under Muhammed-krisen i 2005. Hun kunne da umuligt holde med Jyllands-Posten, som med sin hån og mobning havde overtrådt det moralske bud om at udvise omsorg for ens medmennesker. Foruden omsorgspligten, så er der også en supplerende pligt i Sannes moralske univers, som er, at goderne i et samfund skal fordeles retfærdigt.

Sanne siger ”retfærdigt,” men egentlig mener hun ”ligeligt.” Når Sanne hører om bankernes millionbonusser, så siger hendes moral hende, at der helt sikkert er tale om snyd og sikkert også om udnyttelse af de svage. Set gennem Sannes optik er det derfor en oplagt idé med en millionærskat, for millionærer er jo selve beviset på, at goderne i samfundet er uretfærdigt fordelt. Og desuden giver det ikke mening for Sanne, at én persons arbejde kan være det samme værd som 20 almindelige menneskers.

KONSERVATIVE KARSTEN. Den konservative vælger er fortrinsvis af hankøn, men kvinderne er bestemt også repræsenteret. Den konservative er fortrinsvis ansat i det private, men kan også gøre karriere i det offentlige. I modsætning til Sanne, som prioriterede følelserne over fornuften, så blander den konservative typisk følelser og fornuft mere ligeligt. Samtidig er Karsten dog karakteriseret ved, at hans tolerance for ”dialog” og ”mangfoldighed” ligger noget lavere end Sannes.

Det første bud i den konservative kernevælgers moral er derfor, at det er en moralsk pligt at værne om sin nation og kulturarv.

Karsten kan godt lide, når folk taler dansk, og når kunst ligner noget. Derfor er Karsten også kritisk over for indvandringen, multikultur og postmoderne teater (hvad ligner det også, at Det Kongelige lægger scene til, at voksne mennesker taler babysprog til hinanden?). Konservative Karsten er altså kritisk over for de ting, som Socialistiske Sanne godt kan lide. Omvendt sætter Karsten dog stor pris på de ting, som Sanne er indifferent overfor: Kongehuset, Folkekirken, og guldaldermalerne.

Mens Sanne stod på arabernes side under Muhammed-krisen, så støttede Karsten sit land. Sådan var det i øvrigt også med Irak-krigen før det, hvor Sanne var imod, mens Karsten var for. Karsten havde måske sin tvivl, men han støttede sit land og sin statsminister.

LIBERALE LARS. Den liberale vælger arbejder overvejende i den private sektor, og han er så godt som altid en mand. Ifølge nogle undersøgelser er skævheden i den liberale lejr så overvældende, at der findes helt op til 15 Liberale Lars’er for hver Liberal Linda. Abstraktionsevner og rationalitet er i top hos de liberale, men følelserne spiller ingen videre rolle for deres syn på politik. Lars er den sjældneste af de tre politiske grundtyper, men samtidig er hans moral også den simpleste.

Den siger, at det er en moralsk pligt ikke at begrænse andre menneskers frihed, så længe de ikke selv begrænser andres frihed.

Hvad vil det sige at begrænse andres frihed? Jo, når Sanne synes, at topskatten er en brandgod idé, ”fordi de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs”, så er det i Lars’ øjne en begrænsning af andres frihed til selv at råde over de penge, som de tjener. Og når Karsten siger, at vi bliver nødt til at forbyde prostitution og begrænse homoseksuelles rettigheder af hensyn til ”sammenhængskraften” i samfundet, så begrænser det de menneskers frihed, som måske har mere lyst til at “hænge sammen” på andre måder end dem, som Karsten og hans meningsfæller foretrækker.

Hvis vi således antager, at Sanne, Karsten og Lars er politiske grundtyper, som til en vis grad er medfødte og som ikke kan debatteres væk, så har vi brug for et fælles sæt spilleregler, som alle kan enes om.

Det er her, at Karsten og Sanne kommer til kort. For Sanne kan ikke tvinge de danske aviser til at holde igen med de tegninger, som efter hendes mening håner en minoritet. Hun kan heller ikke tvinge private virksomheder til at give alle de ansatte lige meget i løn eller til at se vindmøller og økologi i samme favorable lys, som hun selv gør.

Karsten kan ikke forhindre McDonald’s i at slå portene op på Kongens Nytorv, selv om det efter hans mening er en skændsel, at de gør det. Han kan heller ikke forhindre den fortsatte udhuling af Folkekirken, hidført af kulturradikalisme og faldende medlemstal. Tabloidbladenes nærgående behandling af Kongehuset, hvor royale i stigende grad behandles som reality-stjerner, kan Karsten heller ikke forhindre, uanset hvor gerne han ville.

Hverken Sannes eller Karstens værdisæt kan rumme andre typer moral end deres egen. Hvis deres moral skal virke, så skal deres moral være alles moral. Både Sannes og Karstens moral er således kollektivistisk (om end Karstens mest er kollektivistisk på værdipolitikken).

Hvis politiske grundtyper findes, og de til en vis grad er medfødte, så er Sannes og Karstens tilgange i sidste ende blot en slags særinteresser, som de vil trække ned over hovedet på andre. Det er fint at have en identitet, men det er ikke okay at ville udmønte sin identitet – sine særinteresser – i lovgivningen, som per definition skal gælde for alle.

Derimod kan den frihedsbårne tilgang til politik, som Lars står for, snildt rumme både Karstens og Sannes moral: Lars’ moral er nemlig en individualistisk moral. Den kan sagtens acceptere, at Sanne og Karsten har særinteresser, bare de ikke begrænser andres frihed derved. Lars har ikke noget imod, at Sanne dyrker sin multikultur, dialog og mangfoldighed, så længe hun gør det for egen regning. Og Lars har heller ikke noget imod, at Karsten diskriminerer til fordel for sin egen kultur og religion, så længe han ikke forlanger af andre, at de skal tage del i hans diskrimination. Sanne vil jo hellere høre World-musik, mens Lars foretrækker at nærstudere The Federalist Papers.

Den simple lektie er den, at frihed altid er frihed for andre til at gøre noget, som vi ikke nødvendigvis selv ville have gjort. Denne frihed er hverken rød eller blå. Den er farveløs, og den er det eneste, som kan sikre de tre grundtypers fredelige sameksistens.

Kritik af Russell Brands ønske om socialistik revolution

Efter at have set  set Russell Brands video mangler man svar på, hvad berettigelsen for den massive omfordeling, som han ønsker, er. Det siger Brad ikke rigtigt. Han snakker om udnyttelse af de fattige, men det er jo empirisk bevist, at økonomien ikke er et nulsumsspil. Altså A bliver ikke nødvendigvis udnyttet eller fattigere af, at B er milliardær.

Eller er berettigelsen, at det føles uretfærdigt, at nogle har mere end andre? I så fald bør man huske på Karl Poppers formaning om intuitioner:

“[Intuitions] can never serve to establish the truth of any idea or theory, however strongly somebody may feel that it must be true, or that it is ‘self-evident’. … Someone else may have just as strong an intuition that the same [thing] is false.”

Eller er berettigelsen den, at det er biologisk givet, at ulighed er dårligt? Jeg husker for nogle måneder siden, da mange af mine røde venner sendte en video rundt med aber, der reagerede meget negativt på at være med i et eksperiment, hvor nogle aber fik flere godter end andre. Der er med andre ord et godt case for, at det er biologisk-evolutionært ubehageligt for mange mennesker at opleve, at nogle har mere rigdom end andre. Men som Hume sagde, så kan man jo ikke slutte fra, at tingene er sådan, til at de så bør korrigeres med lovgivning.

Hvis berettigelsen for den massive omfordeling han ønsker sig er, at uretfærdighedsfølelsen er biologisk givet, så er det en instans af den naturalistiske fejlslutning. E.g. der er også folk, for hvem det føles uretfærdigt, at Keith Richards kan komme i seng med en ny kvinde hver dag, og de ikke kan.

Så hvad er egentlig berettigelsen?

Konservatismens facade

Kommentar til ‘Den konservative sag falmer.’

I betragtning af hvor central en idehistorisk pointe det er, så kan det undre, at der ikke er flere, der har sagt det her højt i den offentlige debat: Moderne konservatisme er som en PC, hvor afgørende dele af indmaden er liberal. Maskinen skinner flot udenpå, af både bladguld og rokokopastel, men indeni er computeren fyldt med liberal hardware som frihandel, parlamentarisme, kapitalisme og liberal forfatningspraksis. Selv mange konservative synes uvidende om denne fundamentale gæld til liberalismen. De anklager liberalismen for at være historieløs og udråber gerne sig selv til at være de ‘ægte’ borgerlige. Men de dage, da europæisk-kontinental konservatisme var et decideret alternativ til liberalismen, og ikke blot en æstetisk facade, som skjuler den liberale hardwares rå former og gør helheden blødere at se på, er for længst borte.

Er der så ikke længere brug for konservative? Jo, det er der. Der er brug for den konservative psykologi og temperament. Menneskelig viden er kompleks, samfundet er komplekst. Vi har brug for folk, som er kritiske over for det menneskelige intellekt og for at kaste samfundet ud i gennemgribende eksperimenter, såsom at give en hel generation af skolebørn “ansvar for egen læring,” blot fordi det er fashionabelt på pædagogstudiet. Folk, som ved, at ethvert tiltag, uanset hvor stærkt det ser ud på papiret, snildt kan have en helt anden effekt i virkeligheden. Vi har brug for folk, som forsvarer de normer, som frie mænd og kvinder har indrettet sig efter og fundet værdifulde gennem århundreder. En ægte konservativ skal forsvare civilsamfundet mod statens indgriben og ensretning i det, samtidig med at han har tillid nok til sit lands kultur til, at han ikke vil bruge staten til at tvinge den ned over andre. Dét er de konservatives fornemste opgave.

Retten til oprør

“…men den lovgivende magt er kun en magt som er betroet [til lovgiverne] til at handle for visse formål. Der er stadig i folket en suveræn magt til at fjerne eller ændre den lovgivende magt, når folket finder, at dens retsakter er i modsætning til den tillid, man havde tildelt dem.” – John Locke[i]

”Vi anser disse sandheder for selvindlysende: At alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. For at sikre disse rettigheder er regeringer blevet oprettet blandt mennesker, hvis retfærdige magt hviler på de styredes samtykke, og når som helst nogen regeringsform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller ophæve den og at indsætte en ny regering…” – Den amerikanske uafhængighedserklæring

”Gud forbyde, at vi nogensinde bør gå 20 år uden et … oprør … hvilket land kan bevare sine frihedsrettigheder hvis dets herskere ikke fra tid til anden advares om, at folket vil bevare ånden fra modstandskampen? Lad dem gribe til våben … Frihedens træ skal opfriskes fra tid til anden, med blodet fra patrioter og tyranner.” – Thomas Jefferson[ii]

[i] The Second Treatise of Civil Government §149

[ii] Brev til oberst William Smith, 13. november 1787, vedrørende Shays’ Rebellion

Er Open Access en god ide i Peer Review?

Ifølge en ny artikel i Science er svaret nej.

En forfatter indsender (i samarbejde med tidsskriftet Science) en bevidst mangelfuld videnskabelig artikel om et nyt farmaceutisk vidundermiddel til 304 open.access tidskrifter (altså net-tidsskrifter). Enhver ekspert på området ville med største lethed kunne konstatere, at artiklen var håbløs. Ikke desto mindre blev artiklen optaget i mere end halvdelen af disse tidsskrifter – også selv om der skiltes med, at artiklerne har været igennem “peer-review”.

Det er efterhånden blevet almindeligt, at forskeren skal betale for at få sin artikel udgivet, og mange af disse open-access tidsskrifter opkrævede da også beløb på et par hundrede dollars for at trykke artiklen. Dog kun hvis den blev udgivet. Kun 36 ud af de 304 tidsskrifter påpegede de åbenlyse svagheder i artiklen, og selv ud af disse valgte 16 dog at publicere artiklen. For at sætte alt dette i perspektiv skal man notere sig, at open-access publikationer inden for videnskab er et megastor foretagende. Der findes mindst 8.250 af den slags tidsskrifter, og selv om man regner de åbenlyst useriøse fra, så resterer der dog 2.054 anerkendte tidsskrifter udgivet af ialt 438 forlag (nogle af forlagene er højt anerkendte som Kluwer, Sage, eller Elsevier). Her to klip:

“A striking picture emerges from the global distribution of open-access publishers, editors, and bank accounts. Most of the publishing operations cloak their true geographic location. They create journals with names like the American Journal of Medical and Dental Sciences or the European Journal of Chemistry to imitate—and in some cases, literally clone—those of Western academic publishers. But the locations revealed by IP addresses and bank invoices are continents away: Those two journals are published from Pakistan and Turkey, respectively, and both accepted the paper.”

“But even when editors and bank accounts are in the developing world, the company that ultimately reaps the profits may be based in the United States or Europe. In some cases, academic publishing powerhouses sit at the top of the chain.”

Konklusionen er ikke, at open-access publicering er dårlig. Snarere viser undersøgelsen, hvor kommercialiseringen af universitetslivet fører os hen. At lave peer reviews er en møjsommelig opgave, som man frivilligt tager på sig, fordi man ønsker at fremme den videnskabelige debat. Men med det voksende proes på forskerne er det selvfølgelig et af de områder, der bliver nedprioriteret.

Amerikanske præsidenters personlighed, introversion og ekstroversion, samt deres behov for magten

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

Nedenfor ses udviklingen i ekstroversion hos den gennemsnitlige amerikanske præsident. På George Washingtons tid ville en gennemsnitlig amerikansk præsident have ligget omkring den 31. percentil (altså 69% af befolkningen ville have været mere ekstrovert end præsidenten). I dag ligger den gennemsnitlige præsident omkring den 93. percentil (altså 7% af befolkningen vil være mere ekstrovert end præsidenten). Så når folk siger, at politikerne ikke er “som i gamle dage,” så er det faktisk rigtigt.

Untitled
Dernæst ses nedenfor en til de politisk interesserede (rød som blå), der synes, at politikerne er gået for langt i deres iver efter at styre folk. På grafen ses udviklingen i den gennemsnitlige amerikanske præsidents Need for Power. Inden for psykologi er Need for Power defineret som et individs behov for at kunne kontrollere andre, behov for prestige og behov for at gøre indtryk på andre. De mænd, der grundlagde Amerika, havde et betydeligt mere kritisk forhold til magten end de mænd, der i dag sidder i det Hvide Hus. “Government, like fire, is a dangerous servant and a terrible master,” skulle Washington efter sigende have sagt. Jefferson solgte præsidentkareten (sin tids Rolls Royce), kom pengene i statskassen og gik selv op til sin indsættelsesceremoni. Sådan tænker moderne præsidenter ikke. I stedet er de typisk imod enhver indskrænkning af deres magt. Psykologisk kan det ses som eksempler på individer med høj Need for Power. Her sidder det som automatreaktioner hos dem, at alt, hvad der udvider deres magt, er omverdenen, der genkender deres personlige meritter, og alt, hvad der indskrænker deres magt, er en personlig ydmygelse; et signal om, at de som personer ikke er formidable nok til at fortjene den magt.

Har man en skeptisk holdning over for magten, så ligger det på rygmarven, at man hellere vil have Jefferson, Washington og Madison end Clinton, Nixon og LBJ. Men faktisk er der forskning, som viser, at folk med høj Need for Power i gennemsnit klarer sig bedre som præsident end folk med lav Need for Power. Det kan liberale (og andre med en kritisk holdning til magten) så tænke lidt over.

 

power

 Kilde (til begge grafer): Rubenzer & Faschingbauer 2004

Drop statskontrol med læger og psykologer

Af Ryan Smith

For få dage siden (9.9.2013) kunne DR Nyheder berette, at antallet af læger, der efterforskes af Sundhedsstyrelsen er stigende. Nyheden er blot sidste led i  fortællingen om de systematiske svigt, der foregår i sundhedssektoren. I 2012 kørte f.eks. enorme skandaler om fejlmedicinering i Glostrup og Hvidovre, og i 2011 var Anders Breivik næsten ved at gå fri af straf, da fagpsykiatere (også i Danmark) stædigt holdt fast i, at Breivik var paranoid-skizofren, når han ikke var det.

Når det kan gå så galt i sundhedssektoren, så er det blandt andet, fordi det nuværende system af statslig kontrol og autorisation fremmer inkompetence og uigennemsigtighed snarere end at modvirke dem. Her er tre eksempler på, hvordan det sker:

For det første er en statslig autorisation ingen garanti for, at en behandler kan finde ud af at udøve sit hverv. En given læge eller psykolog kan have opnået sin licens for 20-30 år siden og være aldeles inkompetent nu. Evnerne kan have svigtet med alderen, eller den uddannelse, som den givne behandler har haft med sig i baggagen, kan være blevet antikveret eller modbevist i den videnskabelige litteratur. Således har flere videnskabelige studier vist, at der ikke kan føres evidens for den klassiske psykoanalytiske behandlingsmetode. Denne udvikling har dog ikke ført til, at én eneste freudianer har mistet sin statslige autorisation. Alt imens må andre faggrupper, såsom psykoterapeuter, hvis uddannelse kan være nyere og mere evidensbåren, blot se til, mens de står uden for de statssanktionerede monopolordninger.

For det andet skaber staten falsk tryghed, når den blåstempler samtlige medlemmer af en faggruppe som kvalificerede og kompetente. En psykolog er en psykolog, og en læge er en læge. I begge tilfælde går staten ind og siger, at denne person er kvalificeret til at udføre sit arbejde.

Det er dog ikke altid tilfældet. Som en videnskabelig undersøgelse foretaget af forskere fra Brigham Young University samt Ohio University har vist, så findes der en underklasse af terapeuter, som er for inkompetente til at hjælpe deres patienter med at få det bedre, selv om de ”på papiret” er lige så gode som de bedste behandlere inden for deres felt. Årsagen til at de stadig kan få patienter er den falske tryghed, der opstår, når staten agerer økonomisk mellemand.

Når vi køber en bil, så kan vi ikke vurdere dens kvalitet, men vi stoler på den økonomiske mellemmand: Bilforhandleren, som vil gå fallit, hvis han igen og igen sælger dårlige biler. Når vi køber et hus, så ved vi ikke, hvilke skader der gemmer sig rundt omkring i krogene, men vi stoler på den økonomiske mellemmand: Den byggesagkyndige, som må dreje nøglen om, hvis han igen og igen udsender tilstandsrapporter, som man ikke kan regne med. Men når vi får medicinsk behandling fra læger og psykologer, er det staten, der er den økonomiske mellemmand. Og uanset hvor mange dårlige behandlere, staten sender videre til borgerne, så vil staten aldrig gå fallit, fordi kunderne svigter – kunderne har nemlig ikke noget valg.

For det tredje er det netop på grund af det statslige monopolsystem, at det er blevet sværere at eliminere dårlig sundhedsfaglig behandling. Samtlige af Folketingets partier (med undtagelse af Enhedslisten) anerkender i dag, at private aktører, der konkurrerer mod hinanden om at levere de bedste ydelser, er den mekanisme, der sikrer den højeste kvalitet.

I stedet for fri konkurrence, hvor forskellige behandlere konkurrerer om den samme kage, har vi i dag et system, hvor staten på forhånd har besluttet, at kagen skal deles ligeligt mellem landets læger og psykologer. Under det nuværende system har den enkelte læge kun ringe incitament til at konkurrere mod andre læger og så godt som intet incitament til at afsløre en anden læges fejl. Selv hvis han dygtigt skrider ind og forhindrer fejlbehandlinger ved at vidne mod en kollega, så vil han ikke selv få en større bid af kagen derved, men blot underminere sin faggruppes anseelse ved at tydeliggøre sin fagfælles inkompetence.

Uden det statslige behandlingsmonopol ville den enkelte læge have øget incitament til at højne sin ekspertise og holde sig opdateret på den nyeste viden. I et system præget af fri konkurrence ville han nemlig ikke kunne regne med at blive båret igennem af sine fagfæller.

Til slut skal det siges, at der intet er ved disse ideer, som gør, at danskerne ikke vil kunne få adgang til sundhedsydelser, i samme omfang som de har det i dag. Dét spørgsmål er helt uafhængigt af statens indblanding i de sundhedsfaglige autorisationsordninger. Under et system af private autorisationer og rating-bureauer kan staten f.eks. udstyre borgerne med checks (de såkaldte vouchers), som borgerne kan købe sundhedsydelser for, snarere end som nu hvor borgerne er henvist til industrisygehuse og praksisordninger, hvor ydelserne er styret af central planlægning og ikke af patientens behov.

Rune Kristensens forhold til fakta

Rune Kristensen angriber i Berlingske 16. september CEPOS for at svigte de konservative elementer af det fælles borgerligt-liberale tankegods.

Kristensen påstår, at der fra CEPOS’ side har været ”larmende tavshed” i forbindelse med sommerens debat om konservatisme og liberalisme. Men der har netop ikke været larmende tavshed fra vores side. Vi har deltaget i det omfang, vi er blevet inviteret med i debatten. Således har CEPOS’ direktør, Martin Ågerup, gæstet P1 Debat 7. september for at diskutere netop liberalisme og konservatisme. Den udsendelse har Rune Kristensen ikke hørt, og således ved han ikke, at Ågerup der beskrev sig selv som både konservativ og liberal.

I sit indlæg i Berlingske finder Rune Kristensen lejlighed til at problematisere, at CEPOS har fået Niels Westy Munch-Holbek til at lede og koordinere undervisningen. Kristensen citerer i sit indlæg fra et opslag på Munch-Holbeks lukkede Facebook-væg. Her kan det undre, at Kristensen ikke også fandt lejlighed til at citere Munch-Holbek for følgende: ”Jeg skal samtidig understrege, at jeg IKKE er ansat på CEPOS, og således ikke på noget tidspunkt udtaler mig på vegne af CEPOS. Det indebærer naturligvis – og det er måske nok så vigtigt – at CEPOS ikke kan stilles til ansvar for ytringer fra min side.” Kristensen har også overset de mange opslag fra Munch-Holbek på Facebook, hvor han betegner sig selv som konservativ.

Endelig fortæller Kristensen løsrevet i sit indlæg, at “flere personer tilknyttet CEPOS kaster mudder efter navngivne konservative”. Disse ”flere personer” viser sig blot at være to, som ikke er ansat på CEPOS og ikke udtaler sig på vegne af CEPOS. De ”navngivne konservative” viser sig blot at være én debattør, der efter eget udsagn bekender sig til et politisk ståsted, der er “lige så uforstående over for stalinisme som over for liberalisme“. I sit indlæg nævner Kristensen selv Reagan og Thatcher som forbilledlige konservative, som CEPOS angiveligt skulle have tabt den åndelige forbindelse til. Men Reagan og Thatcher ville aldrig have accepteret at blive slået i hartkorn med et politisk standpunkt, som lå “lige langt fra stalinisme og liberalisme.”

Som Reagan sagde: “Hvis man virkelig analyserer det, så tror jeg, at hjertet og sjælen i konservatisme er liberalisme.” Hvis Rune Kristensen virkelig ser favorabelt på Reagan, så gør han klogt i at huske på Reagans ord.