Den tvangsprægede person har Unrelenting Standards grundet vedkommendes indre defektivitetsfølelse. Han skal vende de dårlige følelser fra sin barndom, monitorere de følelser af defektivitet og skam som han stadig får i dag, genkende hvordan han overkompenserer (ved at forsøge at fremstå perfekt), realistisk vurdere sig selv på godt og ondt, skrive et brev til sine kritiske forældre, prøve at være mere oprigtig i sine nære relationer, og sige fra over for folk der behandler ham dårligt.
Category Archives: Psykologi
Hvorfor er der flere liberale mænd end kvinder?
Ifølge en bekendt, som arbejder med EEG-scanninger i USA, så udviser mænd større aktivitet i isselappen, selv når man korrigerer for forskelle i personlighedstræk. Især højre del af isselappen er korreleret med risikovurdering, økonomisk forståelse og kausal ræsonnering. Ting som i højere grad er overladt til den enkelte i liberale samfund. Så når en person, i dette eksempel en kvinde, med lav aktivitet i isselappen går ind i stemmeboksen, hvorfor skulle hun dog så ønske at stemme på et parti, hvis politik ville føre til et samfund, som krævede høj isselapsaktivitet af dets medlemmer?
Hvad vil det sige at have Borderline personlighedsforstyrrelse?
Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).
Ustabilt selvbillede
Identitetsdiffusion, som er et af de særlige træk ved borderlinepersonlighedsstrukturen, er udtryk for, at personen ikke kan bevare et stabilt billede af sig selv og andre. Billederne er ikke hele og integrerede, og personens oplevelser vil derfor veksle: Det ene øjeblik kan personen opleve sig dygtig, endog overlegen i en præstation – og i det næste øjeblik kan den samme person opleve, at han/hun ikkekan præstere noget af værdi. Personen kan måske godt huske den tidligere oplevelse, men det er, som om den ikke har nogen følelsesmæssig betydning. Oplevelsen af andre bliver på samme måde flad, overfladisk og endimensionel og det er som om det ikke er hele mennesker, der bliver omtalt.
Splitting
Som nærmere beskrevet i indledningsafsnitet om udvikling og livsfaser, er en af jegets opgaver at skabe en syntese af tidligere og senere oplevelser, sådan som de nu eksisterer som indre billeder eller forestillinger, som objektrelationer (eller objektrepræsentationer)
Hos det lille umodne individ finder en opspaltning af indre objektrelationer i “gode” og “dårlige” sted. Det sker på baggrund af det tidlige jegs manglende evne til at integrere eller bemestre angst på anden måde, end ved at holde de forskellige sæt af oplevelser adskilt. Denne aktive deling af de forskellige oplevelser er den forsvarsmekanisme, som kaldes splitting.
Splitting erstattes normalt senere end mere modne forsvarsmekanismer, først og fremmest fortrængning – men i tilfældet med borderlinepersonlighedsstrukturen beskytter slittingen fortsat jeget mod konflikter ved aktivt at opretholde en adskillelse mellem objektrelationer af forskellig følelsesmæssig kvalitet. Man kan derfor ofte se, at modsatte jegtilstande på skift aktiveres og så længe disse kan holdes adskilte, undgås angst.
Jegsvaghed og primitive forsvarsmekanismer
Der synes at være en sæt sammenhæng mellem jegsvaghed og splitting. Ved splitting sker der det, at aggressionen ikke neutraliseres og dermed ikke kan indgå som en kilde til jegudvikling. Samtidig kræver splitting færre ressourcer end fortrængning, så det svage jeg vil benytte splitting.
Omnipotens (almægtighed) og devaluering er tæt knyttet til splitting.
Personer med en borderlinepersonlighedsstruktur vil typisk idealisere en person, som de så kan skabe en både krævende og omklamrende relation til. Det kan se ud, som den jegsvage er afhængig af den idealiserde person, men på et dybere plan opleves denne ikke som en person i sin egen ret, men som en udvidelse af personen med borderlinepersonlighedsstrukturen, og han/hun kan behandle sit “idol” besiddende og skånselsløst.
Behovet for at kontrollere den idealiserede person, at bruge ham/hende, at manipulere omgielserne og ødelægge mulige fjender, er knyttet til forestillingen om, at den idealiserede er til rådighed for borderlinepersonen. Under følelsen af usikkerhed, selvkritik, afmægtighed findes almætige forestillinger, fx kan ytre sig som forventninger om at blive tildelt særlige privilegier, fordi man er noget særligt.
Devaluering af andre er en naturlig konsekvens af omnipotens: hvis en person ikke længere kan tilbyde tilfredsstillelse eller beskyttelse, kan han/hun ikke bruges og forkastes.
Projektion
Tidligere former for projektion og især prjektiv identifikation er andre forsvarsmekanismer, som er hyppige hos borderlinepersoner. Formålet med projektion er at slittte af med de “onde” eller aggressive selvrepræsentationer ved at tillægge andre dem, og konsekvenserne bliver, at omverdenen opleves som bestående af farlige og hævnende personer, som personen må forsvare sig imod. En sådan projektion af aggression yder dog ikke tilstrækkelig beskyttelse, især fordi borderlinepersonens jeggrænser er mere flydende. Derfor må de kontrollere andre for at undgå at blive angrebet af dem.
Projektiv identifikation
Borderlinepersonen vil typisk projicere dele af sig selv over på en anden person, dvs. benytte sig af forsvarsmekanismen projektiv identifikation, som er særlig karakteristisk i den henseende, at den kun i begrænset omfang respketerer adskullelsen mellem selv og omverden. På raffineret vis formår den projicerende at opretholde en kontakt med det projicerede materiale hos den person, som er modtager af projektionerne – og dermed kan kontrollere denne .
Benægten er betegnelse for den forsvarsmekanisme, borderlinepersonen benytter sig af når følelser, som personen har oplevet og husker at have oplevet, benægtes. Det kan ytre sig som to eller flere følelsesmæssigt uafhængige bevidsthedsområder. Personen kan på et tidspunkt udtrykke tanker og følelser om sig selv og omverdenen, som står fuldstændig i modsætning til de, han/hun har udtrykt på andre tidspunkter. Erindringen om andre oplevelser har imidlertid ingen følelsesmæssig resonans og oplevelser af forskellig følelsesmæssig kvalitet kan ikke bringes sammen.
Realitetstestning
I modsætning til psykosen, hvor evnen til realitetstestning er tabt, er denne evne bevaret hos borderlinepersonen. Dvs. at personen har bevaret evnen til at kunne skelne mellem selv og ikke-selv, og skelne mellem hvilke impulser og påvirkninger, der kommer fra personens indre og hvilke som kommer udefra. Negativt kan man formulere, at borderlinepersonen ikke har hallucinationer og vrangforestillinger og også har fravær af bizar adfærd eller tankeindhold. Det, der karakteriserer deres oplevele, er, at den er meget stærkt subjektivt farvet og endimensionel.
Social adfærd
Når man oplever borderlinepersonen i et behandlingsperspektiv, kan man se, hvorledes patienten etablerer et samspil, hvor han/hun tager én rolle og tildeler behandleren eller behandlere andre – og der kan ske et skift inden for kort tid. Eksempelvis kan patienten opleve sig som afvist, tom, værdiløs, og behandleren som den straffende, afvisende – og i næste øjeblik kan rollerne være byttet om. Gennem den projektive identilfikation kan patienten få behandleren til at føle sig som den del, patienten har projeceret over på ham/hende.
Otto Kernberg og borderline
Patienten har:
– Identitetsdifussion, dvs. identitetsforvirring. Manglende integratione af gode og dårlige sider i oplevelsen af sig selv og andre.
– En særlig primitiv forsvarsorganisation: Personen betjener sig i udpræget grad af de primitive forsvarsmekanismer som splitting, projektiv identifikation, fornægtelse, primitiv idealisering og omnipotent devaluering.
– Realitetsopfattelse intakt. Dette adskiller borderlinepersonlighedsorganisationen fra den psykotiske patient.
– Jegsvaghed som fx kommer til udtryk ved: svigtende angsttollerance, hvor jeget ikke er i stand til at neutralisere angsten, men må fjerne sig eller reagere udad, svigtende impulskontrol, som kan resultere i udageren, evt. en række aggressive udbrud, som er rettet mod ting eller mennesker, samt svigtende evne til sublimering – dvs. at personen ikke kan forme driftsimpulser, så de kan rettes imod socialt acceptable aktiviteter.
– Forstyrrelser i indlevelsen (empati) i andre mennesker, idet personen har svært ved at opleve andre mennesker i deres egen ret. Disse betragtes enten i overendsstemmelse med egne projektioner eller må diskvalificeres.
– Mangel på overjegsintegrering, som kan betyde, at overjeget er så skrapt, rigidt og fordømmende, at personen konstant føler sig ude af stand til at leve op til dens krav.
– Overskud af uneutraliseret aggression, som især forurener seksualiteten.
Om venstrefløjens barnlighed
Hvorfor går venstrefløjen amok i personangreb og nægter at forholde sig til substansen, selv når den kommer fra en af deres egne, som ovenikøbet vil dem det godt?
Måske fordi nogle mennesker (uanset deres faktiske alder) lever i et børneunivers, hvor de aldrig har set den ubehagelige erkendelse i øjnene, at voksenlivet kræver ansvarstagen og svære beslutninger, og at ingen andre kan løfte den byrde for en.
Kort sagt: Det er mennesker med behov for voksenfigurer, der kan tage ansvar for dem, der bliver tiltrukket af de partier, som tillader dem at blive i den psykiske barndom (“Tjener bankdirektøren mere end dig? Her, tag nogle flere lommepenge fra de voksne.”)
Raseriet mod Tesfaye kan ikke forklares politisk. Han har jo ikke gjort andet end at pege på det, som alle i forvejen ved. Raseriet mod Tesfaye er psykologisk: Han har svigtet den forælder-projektion, som hans vælgere har tilskrevet ham. Tesfaye bryder den implicitte kontrakt og siger til sine børn, at de bliver nødt til at blive voksne. Børnene beskytter sig ved at forstærke sig selv i børnerollen: De nægter at forholde sig til, hvad han siger, og angriber ham personligt i stedet. “Dumme far! Hader far!”
Keynes som figenblad
Forbrugspolitik og voksende offentlig gæld er yt. Men hvad gør man så, når man synes, at staten skal blive ved med at vokse? Man undlader at kalde sig selv socialist – man anvender Keynes som figenblad.
Af Ryan Smith, journalist og forfatter
To økonomer sidder og får sig en øl: ”Har du hørt, at min kone er keynesianer?” siger den ene til den anden. ”Jo, hun har altid travlt med at spendere sig ud af en depression.”
Den pointe, der ubesværet byder sig til, når man analyserer ovenstående vittighed er, at mange af de debattører, der i dag går rundt og kalder sig keynesianere, i virkeligheden gør det af opportunisme. Som med konen i vittigheden ovenfor, så holder disse debattører mægtig meget af forbrug, og det altså uden at de nødvendigvis har sat sig synderligt ind i Keynes’ tanker.
Ikke desto mindre går de dog omkring og kræver ”keynesianske” løsninger. Snart på det ene og snart på det andet. ”Keynes” er blevet det magiske ord. Det saglighedsskabende figenblad, som man kan smykke sig med for at lede fokus væk fra, at det, man egentlig ønsker, er en offentlig sektor, der helst skal være så stor som muligt. Et synspunkt, der ikke har meget at gøre med Keynes’ egen idé om at øge det offentlige forbrug som et midlertidigt tiltag i krisetider.
Med ufrivillig hjælp fra Keynes og fra figenbladets sagliggørende slør er det således kommet i stand, at hvad der før hed socialisme, nu om dage har det med at blive kaldt keynesianisme. Men det er falsk varebetegnelse, og figenbladets bedrag bliver tydeligt ved, at Keynes ikke selv var socialist: Keynes skrev uden blusel om socialismen som en doktrin for ”ulogiske og sløvsindige” mennesker, og for Keynes var det et mysterium, hvordan intelligente mennesker dog kunne tro på de rødes ammestuefortællinger om klassekamp og udbytning af arbejderen. I Keynes’ verden var den slags blot barnligt nonsens.
Keynes var altså ikke socialist. Han var økonom, uddannet i klassikerne på Eton og Cambridge, og således en mand der med indsigt i økonomernes læresætning om de såkaldte ’komparative fordele’ forstod, hvorfor international frihandel i udgangspunktet er en ganske god idé. Ganske vist nåede Keynes at skrive sig ind i adskillige (og indbyrdes modstridende) holdninger til frihandel i løbet af sin karriere, men ifølge forfatteren Hunter Lewis, der har beskæftiget sig indgående med Keynes, så holdt Keynes aldrig op med at se international frihandel som det naturlige udgangspunkt for verdensøkonomien og for et tolerant og åbent samarbejde mellem nationer.
Med denne indsigt kan vi således se, at den historiske Keynes er milevidt fra vor egen tids figenblads-keynesianere. For figenblads-keynesianere er i virkeligheden blot socialister, og socialister er på en eller anden måde er kommet frem til, at frihandel er noget farligt noget.
Hvad en given ”keynesianer” synes om frihandel, er således den perfekte lakmusprøve på, hvorvidt vedkommende er en ægte keynesianer eller en figenblads-keynesianer: Om han (som Keynes) blot tror på øget offentligt forbrug som et midlertidigt kriseværktøj, eller om han i virkeligheden er en socialist, som har lært at sige ”Keynes” som en slags trylleremse, der kan maskere hans kærlighed til dækningsløst forbrug.
Krugman som case study
Hvis der er én person, som inkarnerer denne konflikt imellem de halv- og helstuderede keynesianere, så er det nobelpristageren Paul Krugman, som også er professor i økonomi på Princeton universitet. Her taler vi selvsamme Krugman, som også danske politikere og meningsmagere undertiden har henvist til i deres argumentation (eks. Mogens Lykketoft, Berlingske 05.08.2010, samt Lars Trier Mogensen, Politiken 03.06.2011).
Krugman har altid været keynesianer, men i den tidlige del af sin karriere (da Krugman var mere ortodoks som økonom) der var han også glødende tilhænger af frihandel. I 90’erne skrev Krugman f.eks. bogen ’Pop Internationalism’, som leverede en knusende kritik af de moderigtige venstrefløjsfolk, der, med nyopfundne og uunderbyggede ideer på plakaten, skæpper op for at modsætte sig frihandel.
Vi kender også disse ”pop-internationalister” i Danmark: De er venstreorienterede typer, som gerne taler flot og længe om internationalt samarbejde og om deres bekymring for folk i den tredje verden. Men de forblommede ord falder til jorden, når de udsættes for lakmusprøven: I praksis modsætter de sig nemlig frihandel, og dermed spænder de også ben for den tredje verdens mest oplagte mulighed for nogensinde at komme til at stå på egne ben.
Ifølge Krugman er disse ”pop-internationalister” folk, som godt kan lide at fremstille sig selv som havende et globalt udsyn, men som i praksis ikke har det. Men det var alt sammen, før Krugman blev gjort til ikon for den internationale venstrefløj, der som sagt har det svært med frihandel.
Siden Krugmans kanonisering som venstrefløjsikon har han derfor ikke skullet have klinket noget: Siden da har han nemlig været ”strategisk tavs” om, hvad han egentlig mener om frihandel, hvilket er højst usædvanligt for en mand, der vel bedst kan beskrives som en art ’økonomernes Robespierre’: Som en bulldog af en økonom, der altid har stået klar med en passioneret brandtale til fordel for sin egen holdning og med et lige så passioneret personangreb på enhver, som der ikke lige kunne tilslutte sig hans holdning.
Der er også figenblade i realpolitikken
Indtil nu har vi mest set på debattens overordnede linjer. Men kigger vi nærmere på realpolitikken, så finder vi også her en uhæderlig tendens til at forvanske realiteterne omkring, hvad det egentlig er, der sker med det offentlige forbrug i Europa.
Først lidt kontekst: Da finanskrisen ramte, var de politiske fløje uenige om løsningen: På højrefløjen mente man, at krisen skulle håndteres ved ”at spænde livremmen ind”, dvs. ved at bruge færre penge i den offentlige sektor. Men på venstrefløjen lunede man sig istedet ved tanken om keynesiansk inspirererede ”vækstpakker” og ”kickstarts” – det vil sige ved mere gæld og et højere offentligt forbrug, hvilket i øvrigt også var, hvad S og SF gik til valg på.
(Teksten fortsætter efter billedet.)
I den forbindelse anføres det ofte fra venstreorienterede, at det borgerlige bud på en løsning ”har fejlet.” At besparrelser simpelthen ikke har virket, og at de keynesianske ”kickstarts” med gældsstiftelse og et højere offentligt forbrug derfor er påkrævet (eks. Morten Bødskov, Kristeligt Dagblad 16.02.2011, samt Henrik Herløv Lund, Avisen.dk 01.12.2011).
Men dette postulat om, at besparelser i det offentlige ikke har virket, har et problem: Det har ikke hold i virkeligheden. Det er blot endnu et figenblad, som forbrugsivrige mennesker kan holde op for deres intellektuelle ædlere dele i et forsøg på at fremvise en fernis af saglighed.
Kigger man tallene efter, sådan som den fransk-amerikanske økonom Veronique de Rugy har gjort, så viser det sig nemlig, at de offentlige besparelser, som venstrefløjen har besunget som var de ødelæggelser af bibelske dimensioner, slet ikke har fundet sted i Europa. Ifølge de Rugy så har besparelserne på de offentlige budgetter været beskedne, grænsende til det insignifikante, og nedbringelsen af den europæiske gæld er i stedet foregået ved, at Europas regeringer har ladet skatterne stige.
Ser man f.eks. på den britiske premierminister David Camerons virke, så lovede han under sin valgkamp, at han ville skære dramatisk i samtlige af de britiske ministeriers budgetter. Cameron lovede tillige, at han ville gennemføre en ”seriøs” tilbagetrækningsreform, og at han ville sætte skatterne ned. Men går man Cameron efter i bedene, så viser det sig, at virkeligheden er en anden: Det offentlige forbrug er fortsat med at stige, blot med lidt langsommere hastighed end under den nuværende regerings forgængere.
Ligeledes mener Rugy at finde samme mønster i Frankrig, Spanien, og andre europæiske lande. Ifølge de Rugy så snakker de europæiske lande om at nedbringe deres gæld gennem en blanding af skattestigninger og offentlige besparelser, men i virkeligheden er det sådan, at skattestigningerne indtræffer, mens sparrelserne på de offentlige budgetter forbliver ved snakken
Såvel på debattens overordnede linier som på den konkrete realpolitik ser vi altså, at debatten om Keynes ikke er hæderlig, men at hans navn bliver anvendt som et figenblad, der skal maskere det bagvedliggende ønske om permanent vokseværk i den offentlige sektor.
Et ønske, som Keynes selv ville have været imod.
Hvordan man scorer kvinder og får sex
Kvinder er en vægelsindet flok. Det ene minut vil de kneppe dig, det næste øjeblik gider de ikke returnere dine opkald. At placere hele din indsats på én pige er en dårlig strategi, fordi omregningskursen til sex er meget lav.
Fristelsen for nogle fyre er at læne sig tilbage og kun lejlighedsvist forsøge at lægge an på pigerne. Ligeledes lægger de måske kun an på de piger, de virkelig ønsker at komme i seng med. En fyr, der gør sådan, har absolut ingen udsigt til at få sex, hvis det mislykkes med hans ene udvalgte. Derefter går han tilbage til ikke at have nogen fremtid.
Hans strategi har to konsekvenser: Han bliver alt for begejstret ved udsigten til at få sex og bliver alt for glad, blot en mulighed for at knalde kommer hans vej. Når han ikke har et harem til at holde hans pik glad og hans ego fornøjet, så vier han al sin mentale energi til én pige ad gangen. Han virker trængende, og hans evner til at få sex bliver tyndslidt.
Fortæl mig, hvor mange nye telefonnumre på kvinder, som der er perspektiv i at have sex med, der er i din telefon, og jeg vil fortælle dig, hvor mange knald du får i næste måned.
At knalde mange kvinder på en gang er produktet af momentum, ikke af one-shot forsøg på at score. Hvis en surfer ønsker at fange den perfekte bølge, så bruger han timevis i vandet på at fange mindre gode bølger, før han når til den perfekte bølge. Hvis du ønsker at knalde den perfekte pige, så skal du nærme dig et væld af skodpiger og være indstillet på, at nogle af dem dumper dig.
Når du først begynder at lægge an på kvinder, så vil de første tøser, som du får med hjem, være middelmådige eller skrækkelige. Kun de skrækkeligste af dem vil du komme helt i mål med. Men efter et stykke tid vil en middelmådig pige åbne sit skød for dig. Dine udsigter er i gradvis forbedring, indtil nogle rigtigt søde piger vil med dig hjem. Bliv ved med at knalde mange piger på samme tid, og selv hotte piger vil så til sidst falde for dig, hvis dit spil er stramt. Du knalder en kvalitetspige i ny og næ, en som du gør dig umage med og kommer ind i kampen for, men din pulje vil aldrig udelukkende bestå af lækre piger. Selv efter år i det spil, vil du stadig kun kunne regne med den lejlighedsvise 10’er (med mindre du er rig eller kendt).
Hemmeligheden bag at komme i seng med en hel masse piger er gammeldags hårdt arbejde. Få din røv ud i marken, læg an på så mange piger som muligt. Bliv vant til oplevelsen, opbyg momentum, og til sidst er det næsten umuligt ikke at nedlægge en række forskellige kvinder. Det er fint at læse blogs og bøger og lære af erfaringerne fra andre mænd, men medmindre du gør det egentlige arbejde selv, vil du aldrig være helt god. Du vil være som en handelsskole-professor, der kan tale om teori hele dagen, men faktisk aldrig har kørt en virksomhed i sit liv, mens folk, som droppede ud af studiet, kører milliard-selskaber.
Guide til at blive rød politiker
af Ryan Smith
Du er ung, og du vil gerne ind i politik. Du er også rød, fordi “det er man bare,” hvilket vil sige, at du påtænker at stille op for S, SF eller Enhedslisten.
Du vil gerne ind og være MF’er. Og hvorfor ikke? Det er jo en fed hyre, og så behøver man ikke lave så meget. Og i modsætning til andre stillinger, som ville kunne indbringe dig lignende beløb, så behøver du hverken ekstraordinær snilde eller at gennemføre en lang og svær uddannelse, før du kan se pengene rulle ind. Ja, faktisk behøver du slet ingen uddannelse. Men det ser dog bedst ud, hvis du har ladet dig indskrive et sted, sådan at du har en uafsluttet BA i et eller andet samfundsvidenskabeligt, såsom afrikastudier.
Hav en vision
At stille op som rød MF’er kræver først og fremmest, at du har en vision. Der er ingen i politik, som har visioner, og det er derfor, det går så dårligt. Hvad din vision består i, er ikke så vigtigt, men dog er det af yderste vigtighed, at din vision aldrig under nogen omstændigheder vil kunne klare sig på markedsvilkår eller på anden vis kan risikere at tjene sig selv hjem.
Sikre visioner inkluderer, at Danmark skal bestå af 100% økologi og samtidig køre på 100% vindmøller. Tilhører du socialdemokraternes højrefløj, så kan du dog også klare dig med mere moderate visioner om, at “det, Danmark skal leve af i fremtiden” er at eksportere velfærd til andre lande.
Omtal altid din vision som ”langsigtet politik,” mens du konsekvent afviser enhver kritik af din vision som ”kortsigtet vanetænkning.” Giv også din vision en positivt-klingende overskrift à la ”grøn vækst,” som ingen rigtig ved, hvad dækker over. Det er ikke de kritiske vælgere, som du er ude efter.
Forbyd noget
Nu har du fundet dig en vision, og så er du faktisk allerede halvt i mål. Din vision er nemlig det eneste selvstændige tænkearbejde, du nogensinde kommer til at lave i din karriere som rød MF’er. For skulle du nogensinde gå hen og blive minister, ja, så vil du meget hurtigt gå hen og give de blå ret i alt det, du benægtede, mens du var i opposition. Debatter i Folketinget behøver du heller ikke argumenter for at vinde: Alt, hvad dine modstandere foreslår, kalder du nemlig blot for en ”velfærdsmassakre,” uanset om der faktisk skæres i velfærden eller ej.
Nu har du lagt dig fast på en vision, men hvor der er plus, er der også brug for et minus. Du må altså også finde noget, som du ikke bryder dig om, og som du derfor vil have forbudt. Når du taler om din vision, så lyder du fremsynet, men for en rød MF’er som dig, så består mindst halvdelen af jobbet i at lyde indigneret.
Nu kan du måske gå hen og blive urolig og føle dig snydt over udsigten til også at skulle finde på et forbud. Jeg lovede jo, at der ikke ville være meget tænkearbejde involveret i din karriere som rød politiker. Men bare rolig: Du kan faktisk forbyde hvad som helst. Du slår bare op i ordbogen og vælger en tilfældig ting, som du vil forbyde. Der er ingen i rød blok, som vil bemærke det. Så se at finde dig et forbud. Det tæller altså ikke som arbejde.
Peg fingre
Til sidst er der prikken over i’et. Glasuren på din kage. Geden på dit bjerg. Du må finde dig en fjende. Når man er venstreorienteret, så ligger det i kortene, at man er et bedre menneske end andre. Du er selvfølgelig bedre end de borgerlige; det ved du fra DR’s dramaserier. Men der er et problem: Hele Europa er på vej til højre, og borgerlig-bashing har det blot med at skræmme vælgerne væk. Nyrup brændte nallerne til små askepølser på at rive Foghs bog i stykker, og dine forgængere – alle dine forgængere – har prøvet at dæmonisere DF med samme iver og udfald, som når en fireårig stikker en kniv i en stikkontakt.
Nej, du må finde nogle andre at slå på end de borgerlige. Du taber alligevel langt de fleste af dine debatter mod de blå, så det er nemmere, hvis du blot undgår debat.
Den fjende, som du skal slå på, skal helst være nogen, som ikke kan slå igen. Nogen, der ikke kan tale. Nogen, som har en interesse i at fremstå professionelle og respektable, og som derfor ikke har interesse i at blive fanget i et offentligt slagsmål med visionære politikere. AHA! Hvad med bankerne? Måske var det bankernes skyld det hele. Både finanskrisen, de dårlige meningsmålinger og det strukturelle underskud på statens finanser. Ja! Det var sgu bankernes skyld det hele! På den måde kan du også få noget science fiction med ind i politik. Folk elsker science fiction.
Afsluttende råd
Sådan, det var det. Nu er du klar til at være rød MF’er. Herfra skal blot lyde et par afsluttende tips, som du vil finde nyttige på din vej igennem systemet: Husk altid at pege fingre ad folk, som er rige. Og når du selv får mulighed for det, så malk systemet til det yderste. Undskyld dig med, at det var ”særlige behov,” ”personlige valg,” eller at du blot fulgte reglerne. Note: Disse undskyldninger må du dog aldrig under nogen omstændigheder godtage fra bankdirektører og lignende. De har jo hverken vindmøller, visioner, eller lige så stort et hjerte som dig.
God fornøjelse, kammerat.
ENFJ / ENFP Insincerity
“I warned you. I took you out to dinner to warn you of charm. I warned you expressly and in great detail. Charm is the great blight. It spots and kills anything it touches. It kills love; it kills art; I greatly fear, my dear Charles, it has killed you.” – Evelyn Waugh, Brideshead Revisited
It’s no secret that all types have liabilities that they need to overcome. Some MBTI resources touch upon the problems of given types (INTJs are know-it-alls, ESFPs are boastful and rash), but they do so only lightly as they cannot risk alienating people from a system that they simultaneously wish to evangelize, spread, and market.
In this article we will explore a typical problem area for ENFJs and ENFPs: That of sincerity. At first glance, this mention of sincerity as a problem area might strike us as odd. After all, these are the intuitive feeling types who are usually described as people’s persons. Most dramatically so in David Keirsey’s Please Understand Me, wherein he describes all NF-types as valuing sincerity, authenticity, and benevolence, but also so in Isabelle Myers’ Gifts Differing where she says that they “Value, above all, harmonious human contacts.”. – How, then, can these types possibly have problems with sincerity?
The premise for the assertion is that all ENs will have an easy time tuning into what people want while feeling types will naturally try to accommodate. In regards to smaller or insignificant matters this is insanely charming, and makes people around the ENF feel at ease, even valued. But when applied to larger, more serious issues, it is exactly these people pleasing tendencies that turn around and become a liability to the sincerity of these types. As one INTP succinctly put it:
“It can make it a bit more difficult for me to trust them, when I can’t determine if they’re committed to what they’re saying or not.”
Indeed, to put it short, it’s a blurry and often unconscious slide from the quality of pleasantness to the vice of insincerity, and ultimately hypocrisy. We are here speaking of hypocrisy in the sense of social hypocrisy, defined as the act of pretending to have beliefs, virtues and feelings that one does not truly possess. In practical terms, this can often take the form of agreeing to a certain viewpoint in one company or context, only to turn about and agree to the contrary a few hours later, perhaps even never to internalize either position fully. Ultimately, this amounts to the ENF not sticking to her word; neither to the group to whom it was uttered nor to themselves and yet the ENF probably won’t even recognize it because it was never their motivation in the first place; – they simply aimed to please.
By far the easiest cure here is simply to present a given predicament to the ENF in sufficiently neutral and dispassionate terms. This allows them little room for accommodation, thereby allowing you to gauge what they truly value, beyond their layers of people pleasing behaviour. In many cases this is actually the optimal approach to handling ENFs, as it is the least time-consuming and requires only minimal personal allegiance from the ENF. A notable exception is in the case of friends, however; in heart-warm relations this approach is truly a disservice, as it allows your ENF friends to retain their liability indefinitely, with you working around it rather than them working on it.
While there are many outwards similarities between the people pleasing behaviours of the ENFJ and the ENFP, we must also understand that the ENFJ and the ENFP are widely different personality types in the sense that one is governed by Extroverted Feeling (Fe) and the other by Extroverted Intuition (Ne). If you don’t know the concept of dominant functions already, I recommend that you look into it at some point in order to familiarize yourself further with the idea. For now, you can simply note that ENFJs purposefully apply their Extroverted Judgment in order to supply warmth and goodwill while ENFPs operate on impulsive energies that they erratically employ to entertain, hoping that others will like them.
Let us, then, examine each type in turn.
ENFJ – The Harmonizer
Within the MBTI, Feeling and Thinking are traditionally referred to as judging functions while Intuition and Sensation are traditionally referred to as perceiving functions. I will not go further into the reasoning behind this here (instead see the essay “Dominant Functions”). Consequently, like all judging functions, Extroverted Feeling is concerned with generating attitudes and value judgments towards the objects that surround it, while in fact it is the perceiving function does the actual observation and perceiving. For the ENFJ, the Perceiving function is Introverted Intuition (Ni), which means that their primary mode of perception is actually inwardly directed and as such the ENFJ’s observations are actually somewhat negligent of the external situation compared to types whose perceptive function is outwardly directed. There is indeed a trade-off here: At the cost of this negligence the ENFJ instead receives greater constancy instead and is thus capable of pursuing ideas and projects all the further.
Now the Feeling function generally operates based on value judgments; while Introverted Feeling (Fi) allows a person to know what they value, Extroverted Feeling (Fe) allows a person to adjust their behaviour to the needs of others. As with all types dominated by Feeling the ENFJ typically has a strong belief in their value judgments. But coming from Extroverted Feeling (Fe) these value judgments will tell the ENFJ nothing about their own needs and values beyond what they have internalized of their surroundings. Never the less, ENFJs tend to place great stock in the judgments generated by their Extroverted Feeling (Fe) because to the ENFJ these judgments will appear to be based purely on objective observations. Yet as perceiving functions tend to operate unconsciously, the observations that end up ringing true to the ENFJ and are in fact predetermined by the ENFJ’s personal standard of agreeable- / disagreeableness.
With the lack of Introverted Judgment, an ENFJ who has not developed his or her capacity for introspective reflection will unconsciously elevate the external situation to a tyrant of the psyche. These ENFJs will be so preoccupied with external situations that they will do everything in their power to honour whatever needs or wishes there contained therein (be they voiced or unvoiced), even to the extent of breaking a promise or being untrue to their own opinions.
As I mentioned earlier, the MBTI Literature already touches upon many of these points. Actually I believe the points above can be satisfactorily summarized in three compact quotes:
“Apparently the [ENFJ’s] urge to harmonize extends even to intellectual opinions. A very charming ENFJ who has been interested in type since her high-school days to me earnestly, ‘So-and-so asked me what I thought of type, and I didn’t know what to tell her, because I didn’t know how she felt about it.’” – Isabelle Myers, in Gifts Differing
“ENFJs have definite values and opinions which they’re able to express clearly and succinctly. These beliefs will be expressed as long as they’re not too personal. ENFJ is in many ways expressive and open, but is more focused on being responsive and supportive of others. When faced with a conflict between a strongly-held value and serving another person’s need, they are highly likely to value the other person’s needs.” – From Personalitypage.com
“All thinking that might disturb [the process of extroverted] feeling is suppressed. It is possible for [external situations] to become so important that constantly changing feeling states result in accordance with the changes in surroundings.” – C.G. Jung, in Psychological Types
Finally, on a more anecdotal note, I wish to offer the following story once told to me by an ENFJ:
“This co-worker of mine is slimy and slick, he’s very charming and funny but it’s obvious that he shouldn’t be trusted. He made a joke and I was the only that laughed. I didn’t think it was funny I just laughed because my other co-workers were giving him the cold shoulder. I don’t blame them; he’s not a nice person in my opinion.
When I think about most of my interactions with this guy, I know I give a different impression than what I feel. I don’t like him, have never liked him, but he would never guess it, or rather I’d go to great lengths to hide my true feelings for him.”
The best way for an ENFJ to grow beyond these liabilities is to ardently balance their Extroverted Feeling (Fe) with well-rounded introspective observations. With regards to the MBTI and the order of functions (again, see the essay “Dominant Functions”), this would mean nurturing Introverted Intuition (Ni) to grow beyond the point where its observational input is no longer a slave to the judgments of Extroverted Feeling (Fe).
An Exercise for ENFJs
The easiest way to bring about the growth of your Introverted Intuition is probably to cheat your Extroverted Feeling. Commit a day to solitude and while sitting there focus on the fact that you are not really alone but in fact you are there. Resist the urge to go out or contact friends, but externalize yourself instead: If you were sitting opposite your clone in the room, what would you do to please him or her? This then, is what you must do; be true to yourself and you will eventually realize that you bring needs and wants into a given situation yourself. It is not always about the wishes and needs of others.
ENFP – The Pleaser
As previously mentioned, ENFPs are somewhat different from ENFJs in the sense that ENFPs don’t have clear-cut and implicitly-understood value judgments to guide them. When we look at this in relation to the order of functions, we see that this is because the ENFP’s dominant function is Extroverted Intuition (Ne), whereas the ENFJ’s dominant function is Extroverted Feeling (Fe). The beautiful thing about Extroverted Intuition is its ability to react to external stimuli, offering all sorts of novel connections and theories, but Extroverted Intuition will never be able to provide Judgment. Lacking such outwards judgment themselves, the undifferentiated ENFP will all too often be forced to rely on others for approval and validation. ENFPs who exert this behaviour are only rarely prompted by insincerity, however, but in fact they do so because it is the only readily available way for them to feel good about themselves.
What’s worse; were the ENFJ can maintain a point of praise delivered onto them by others, and thus keep drawing satisfaction from it, the ENFP with its lack of judgment cannot keep a focused history and so they find it absolutely imperative to please everyone around them over and over. This is not all bad for the ENFP and all good for the ENFJ, however: If this lack of a focused history has a tendency to render the ENFP fickle it conversely has a tendency to render the ENFJ self-satisfied on the grounds of things long since past, perhaps, even to the degree of removing the ENFJs incentive for the real introspective work that precedes personal growth.
As we have seen this ENFP fickleness arises from a perpetual and partly subconscious thirst for emotional affirmation and personal validation. Coupled with typical Ne love of being the centre of attention, this leaves the ENFP in a situation where they will go to great lengths to obtain this admiration, and with such much value placed in accommodation and true judgment being so inaccessible to the, they tend to have an easy time valuing accommodation and the present situation over “distant” principles they just don’t perceive the insincerity and hypocrisy that invariably follows, thus rendering them social hypocrites in the eyes of more stern and principal onlookers.
Or take the following quote on a supposed ENFP:
[His] essential character flaw isn’t dishonesty as much as a-honesty. It isn’t that Clinton means to say things that are not true, or that he cannot make true, but that everything is true for him when he says it, because he says it. Clinton means what he says when he says it, but tomorrow he will mean what he says when he says the opposite.”
Now I will turn to a personal example. I do not expect anyone’s opinion to be swayed by personal anecdote; I provide the story to illuminate on the points above.
I once worked with an ENFP producing a television show. Our editor had aired some intentions of censorship regarding our show and its content, should it prove too radical. Not having signed anything, I knew that the intellectual copyright still pertained to us, the authors, and I made this ENFP promise me that we wouldn’t let ourselves be censored.
Then one morning my ENFP partner calls me and says that our editor has started editing our show out of her own volition. Maintaining that the editor has no right to do so without our approval I rush to the television station and prepare to browbeat the editor, only to discover that my ENFP partner had given the clear some 20 minutes prior, caving into accommodation-pressure from the editor.
To be fair, the part they ended up censoring wasn’t particularly good though. But that is another story.
The ENFP in question admits to having caved to accommodation pressure twice (first the easy thing to do was to make the promise, then the easy thing to do was to break it). He didn’t even know what his own position was, he said but the question remains if not having no opinion is simply another and more advanced form of accommodation, as no-opinion cannot collide with other peoples opinions thus creating social uncomfortability.
Concluding Assessment
ENFs themselves and they probably wont even recognize it because it isn’t their motivation. They set out to please or harmonize, but all too often loose themselves in the process. They merely aimed to please, but an evil done with good intent is still an evil, never the less.
Philosophically it is the problem of Dogville over again; the ENFP being the dog.
On a deeper psychological level, ENFX hypocrisy can be explained by the fact that ENFXs usually wallow in Fundamental Attribution Error. Being Extroverts they are more likely to explain their own actions by their environment, yet they attribute the actions of others to ‘innate characteristics’, thus leading towards judging others while justifying ones’ own actions. In other words, another prime example of hypocrisy.
Nietzsche once remarked that “man is the animal who can make promises”. Within the frame of the MBTI I take this to mean that man can manifest himself into a given situation by giving his word. This capacity embedded in man’s self-awareness which allows him to project his internal intentions awareness onto the external situation. Ironically enough, this means that a man with little natural regard for his internal world will regularly feel as if promises are something which the external world forces upon him: Like an animal will naturally identify with social (external/collectivist) needs or promises, that is, the anthill, the bee hive or the antelope herd.
One further remark on this matter pertains to the matter that the word responsible is composed of prefix re (meaning “to return, come back”) and sponsible meaning “to answer or promise”. From this matter we can deduce that being responsible in fact has to do with being able to internally identify with whatever word one has set out (or given) into the external world. If the counterweight of introverted cognition is missing, the ENF (or indeed any other person suffering similar problems) won’t perceive himself as untrue to his word but will instead see two external situations untrue to each other. If he hasn’t already, it is absolutely imperative for the ENF who treasures his personal development overcome this.