Category Archives: Psykologi

Giv kærligheden en chance – gør særeje til standard

Dansk lovgivning giver i dag alle ægtepar fælleseje, medmindre de aktivt indgår aftale om juridisk særeje. Det lyder måske romantisk, men faktisk gør vi kærligheden en bjørnetjeneste.

af Ryan Smith, journalist og forfatter

Intet kan forstyrre og forvride en ellers god og harmonisk relation som penge kan det. Se blot på familiefejden, der med stor forudsigelighed udbryder, når den rige onkel afgår ved døden uden at efterlade sig et punktligt og minutiøst testamente. Bror farer op mod søster, og relationer, der før var præget af livslang varme, underkastes nu den bitre strid om mammon.

Hvis end ikke familiemedlemmer, der er vokset op under samme tag og som deler blod og gener, kan tænke klart, når først pengene frister, hvordan skulle unge elskende, hvis kroppe i forvejen er fyldt med amoriner, så kunne håndtere udfordringen og holde hovedet koldt?

Dansk lovgivning er i dag indrettet således, at den i udgangspunktet giver alle ægtepar juridisk fælleseje, med mindre de aktivt indgår aftale om særeje. Og det giver undertiden anledning til nogle mærkværdige situationer. Lad os sige, at hårdtarbejdende Hanne gifter sig med dovne Dennis. Forud for deres ægteskab har Hanne passet sit arbejde og sparet op til en fremtid med hus og bil. Dennis har derimod prioriteret fritiden over karrieren, og den indkomst, som Dennis nu engang har haft, hovedsageligt er gået til forbrug fredag aften.

Kort efter, at Hanne og Dennis er blevet gift, finder Hanne ud af, at Dennis har bedraget hende med andre kvinder. Ligesom 40,2 % af alle danske ægteskaber, så ender også Hanne og Dennis’ ægteskab nu også i skilsmisse. Men de penge, som Hanne møjsommeligt havde sparet op, helt fra før hun mødte Dennis, skal nu deles med eksmanden.

”Så kunne Hanne bare have fået særeje,” lyder standardsvaret, når sådanne historier kommer folk for øre i dagens Danmark. Men her må vi stoppe og spørge os selv, om det virkelig er så retfærdigt, at Hanne skal dele sin formue med Dennis, blot fordi hun ikke lagde vejen til alteret ind forbi et advokatkontor.

Fra psykologiens verden kender man fænomenet blame the victim bias (det vil sige en irrationel tendens til at bebrejde offeret), og spørgsmålet er, om ikke Hanne her er offeret – offer for en antiindividualistisk lovgivning, der løbende fostrer sure situationer for de folk, der skal leve under den.

Panorama af problemer
For hvem ved: Måske prøvede Hanne at få særeje, mens Dennis blev truende og kold, når emnet kom op? Med et eksempel fra virkelighedens verden, så bragte Familiejournalens brevkasse sidste år et spørgsmål fra en rigmand, hvis forlovede blev følelsesmæssigt fjern og bebrejdede ham, hver gang han nævnte muligheden for særeje. Hun følte, sagde hun, at ordningen var uromantisk, og hun ønskede ikke sådanne tanker associeret med sit ægteskab.

Eller måske nægtede Dennis simpelthen at skrive under. I dag siger lovgivningen nemlig, at begge parter skal skrive under på en ægtepagt og få den tinglyst hos staten, før en ægtefælle kan få lov at beholde sin formue i tilfælde af skilsmisse. Gifter man sig i Danmark, bliver ens ejendom automatisk underlagt juridisk status af ’fælleseje’ – helt uden at man får nærmere oplysning eller nogen form for vejledning eller advarsler. Ønsker man et alternativ, må man, som vi har set, gå meget langt og sikre sig sin ægtefælles accept af ens ønske om at beholde det, der nu engang er ens eget.

Den ændring, vi ønsker, er simpel: I stedet for at fælleseje er standard, ønsker vi, at særeje for førægteskabelig formue fremover gøres til standard. Gjorde vi særeje til den juridiske standard, så ville vi også lade kærligheden træde klarere frem som bevæggrund for den smukke institution, som ægteskabet nu engang er.

Med særeje som den juridiske standard, skal han ikke længere høre, at han kun fik hende, fordi han var rig, og hun skal ikke længere høre, at hun kun tog ham for pengenes skyld. Med en politikerstand på Christiansborg, der mener, at folk ikke selv kan håndtere ansvaret for, hvad de spiser, og hvorvidt de bør medbringe en kniv på deres fisketur, så ligger det lige for, at politikerne ligeledes må gribe ind for at beskytte de vordende ægtefolk mod en tankeløs formøbling af formuen. Ja, når man tænker over det, så er det jo faktisk uansvarligt af politikerne at placere så tungt et ansvar på skuldrene af landets elskende.

Så giv kærligheden en chance – og gør særeje til standard.

Kvindekamp, nej tak

Af Mie Harder, ph.d.

(08.03.2011 – Oprindeligt bragt i Berlingske Tidene) Tirsdag er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.

Men feministerne var ikke tilfredse, da de havde fjernet de formelle og lovgivningsmæssige barrierer for kvinderne. Den borgerlige kamp for lige rettigheder, som også tidligt blev båret frem af mænd som John Stuart Mill, havde opnået sit mål, men feministerne kæmpede videre. Nu er målet ikke lige rettigheder – men kvinderettigheder. Det er ikke længere nok med lige muligheder, vi skal også have lige resultater.

Desværre er denne feministiske præmis om lige resultater som ligestillingskampens forkromede mål blevet dominerende i ligestillingsdebatten. Selv ligestillingsminister Lykke Friis (V) arbejder i praksis for lige fordeling og ikke for lige rettigheder. Således kalder hun det et ligestillingsproblem, at mænd fylder mere end kvinder i bestyrelseslokalerne, fængslerne, blandt hjemløse og i universiteternes frafaldsstatistikker. Hun bruger den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For det er åbenbart helt utænkeligt, at mænd og kvinder kan have forskellige ønsker og prioriteter. Og det er helt bandlyst at mene, at biologiske forskelle på mænd og kvinder også har indflydelse på vores valg i livet. Næh nej. Den slags taler vi ikke om.

følge feministerne er kvinder først rigtigt frigjorte, når de opfører sig som mænd. Altså gør karriere og frigør sig fra »moderskabets fængsel«, som Erica Jong sidste år skrev i Wall Street Journal: »Nu om stunder er moderskabet blevet glamourøst, og i visse kredse er børn blevet et uundværligt statussymbol. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene: Børn som statussymboler kan være det ultimative fængsel for kvinder«.

Det er selvfølgeligt sympatisk, at ligestillingsministeren vil invitere mændene med ind i ligestillingsdebatten ved at omdanne Kvindernes Kampdag til »mænd og kvinders kampdag for lige muligheder«. Men hvis det alene drejede sig om lige muligheder, altså lighed for loven, ville kampdagen være overflødig. Ligesom Ligestillingsministeriet i sin natur er overflødigt. Men det kan en ligestillingsminister selvfølgelig ikke sige, og derfor må hun i stedet komme på skøre påfund som en kampdag for lige muligheder og et mandepanel for at give sit ministerium en eksistensberettigelse.

Den autoritære feminismes fremmarch er mest tydelig i vores nabolande Sverige og Norge. På mange skoler og fritidshjem må drenge ikke længere stå op og tisse. Virksomheder tvinges til at sammensætte deres bestyrelser på baggrund af køn frem for kvalifikationer. Og voksne mennesker må ikke indgå frivillige aftaler, hvis der udveksles sex for penge. »Alt er politik,« sagde feministerne i 1970erne. Deri har de desværre fået ret.

Meget af det samme er på vej i Danmark, hvis S og SF kommer til magten. Det ville dog klæde de velmenende kvindesagsforkæmpere at tænke lidt over, hvordan de i praksis vil gennemføre idealerne. Vil man give bøder, indtil virksomhederne makker ret eller lukker? Skal politiet med trukne stave eskortere kvinder ind i bestyrelseslokalerne? Skal ordensmagten ud og løfte dyner for at sikre sig, at ingen køber sig til kødelige fornøjelser? Er det dét samfund, vi ønsker?

Det eneste fornuftige svar er nej. At bruge statens voldsmonopol til at regulere antallet af kvinder og mænd i bestyrelser og til at blande sig i, hvem der dyrker sex med hvem og hvorfor, er både en krænkelse af den private ejendomsret og en ringeagt af den enkeltes ansvar for sit eget liv. Feminismens ønske om at kollektivisere den enkeltes lykke var forfejlet i 1910 og er stadig forfejlet i dag.

Der er ikke længere brug for kvindekamp. Hverken i den rendyrkede gammelfeministiske form eller iklædt moderne borgerlig retorik à la Lykke Friis eller de øvrige såkaldte »borgerlige feminister«. Disse borgerlige kvinder forsøger at bruge prædikatet »feminist« som en adgangsbillet til debatten om ligestilling. Og at dømme ud fra den eksponering, de har opnået, er det et godt spin. Men det ændrer ikke på, at det er både selvmodsigende og historieløst at kalde sig borgerlig feminist.

For hvad adskiller da disse borgerlige feminister fra andre borgerlige? I det store og hele intet. Udover at de er kvinder, selvfølgelig. Men var hele pointen ikke netop, at kønnet ikke er afgørende for politikken? At vi skulle være lige for loven? At kalde sig borgerlig feminist svarer til at kalde sig liberal marxist. Det er noget vrøvl. I stedet skulle vi bruge kræfterne på at bekæmpe feminismens langsomme nedbrydning af vores grundlæggende værdier: lighed for loven, ejendomsret og retten til at efterstræbe lykke. Også hvis lykken ikke resulterer i en snorlige fordeling af mænd og kvinder i alle samfundets afkroge.

Mænd og kvinder er (ofte) forskellige, de drømmer (ofte) om forskellige ting og har (ofte) forskellige mål i livet. Men det er i og for sig ligegyldigt. Hvis blot de stilles lige for loven, kan de opføre sig så forskelligt eller så ens, de ønsker.

Til gengæld kan vi ikke sidde på hænderne, når det kommer til den aggressive og autoritære feminisme, der i de seneste år har vundet frem i Danmark og i Europa. Der er ikke længere brug for kvindekamp – men modkamp. Kamp imod krav om særbehandling, tvang og undertrykkelse af mænd. Kamp imod snerpede og kværulerende feministers offergørelse og umyndiggørelse af kvinder. Kamp imod utopien om lige adfærd, lige fordeling og lige resultater.

An Eschatological Laundry List

From ‘If you Meet the Buddha on the Road, Kill Him’

by Sheldon B. Kopp

1. This is it.

2. There are no hidden meanings.

3. You can’t get there from here, and besides there is no place to go.

4. We are already dying, and we’ll be dead a long time.

5. Nothing lasts!

6. There is no way of getting all you want.

7. You can’t have anything unless you let go of it.

8. You only get to keep what you give away.

9. There is no particular reason why you lost out on some things.

10. The world is not necessarily just. Being good often does not pay off and there’s no compensation for misfortune.

11. You have the responsibility to do your best nonetheless.

12. It’s a random universe to which we bring meaning.

13. You really don’t control anything.

14. You can’t make anyone love you.

15. No one is any stronger or any weaker than anyone else.

16. Everyone is, in his own way, vulnerable.

17. There are no great men.

18. If you have a hero, look again; you have diminished yourself in some way.

19. Everyone lies, cheats, pretends. (yes, you too, and most certainly myself.)

20. All evil is potentially vitality in need of transformation.

21. All of you is worth something if you will only own it.

22. Progress is an illusion.

23. Evil can be displaced but never eradicated, as all solutions breed new problems.

24. Yet it is necessary to keep struggling toward solution.

25. Childhood is a nightmare.

26. But it is so very hard to be an on-your-own, take-care-of-yourself-cause-there-is-no-one-else-to-do-it-for-you
grown-up.

27. Each of us is ultimately alone.

28. The most important things each man must do for himself.

29. Love is not enough, but it sure helps.

30. We have only ourselves, and one another. That may not be much, but that’s all there is.

31. How strange, that so often, it all seems worth it.

32. We must live within the ambiguity of partial freedom, partial power, and partial knowledge.

33. All important decisions must be made on the basis of insufficient data.

34. Yet we are responsible for everything we do.

35. No excuses will be accepted.

36. You can run, but you can’t hide.

37. It is most important to run out of scapegoats.

38. We must learn the power of living with our helplessness.

39. The only victory lies is in surrender to oneself.

40. All of the significant battles are waged within the self.

41. You are free to do whatever you like. You need only face the consequences.

42. What do you know for sure…anyway?

43. Learn to forgive yourself, again and again and again and again.

Sex and the Science – og ligestilling

af Ryan Smith

Ironi kan forekomme visse steder i dette indlæg.

Mange guruer og spirituelle prædikanter udtaler i disse år, at videnskaben nu er nået til et punkt, hvor den omsider er moden til at bevise de tidløse sandheder, der findes i østens mystik, i form af buddhisme, taoisme og de ældgamle vediske skrifter (ham her, ham her, ham her, og ham her). Efter selv at have undersøgt sagen kan jeg dog konstatere, at det er forkert: Videnskaben arbejder i disse år på at bevise de tidløse sandheder, der findes i tv-serien Sex and the City.

I denne blog vil jeg identificere fire facetter af videnskaben, der passer som fod i hose på Sex and the Citys budskab til seeren. De fire facetter er:

1. Evolutionsteorien og den seksuelle udvælgelse: For langt de fleste pattedyr gælder det om, at hannerne får alle de hunner, de overhovedet kan, mens hunnerne får den bedste han, de overhovedet kan. Sex er en indkøbstur, hvor mænd jagter kvantitet, og kvinder jagter kvalitet. Og for enhver der har set Sex and the City, er det tydeligt, at evolutionsteoriens idé om den seksuelle udvælgelse er præcis, hvad Samantha vil vise seeren: Hun går nemlig målrettet efter de bedste mænd, hun møder, og mange mænd viser sig villige til at befrugte hende. Alt sammen viser det seeren, at der er noget om snakken med seksuel selektion.

2. Videnskabens andet er den videnskabelige realisme: Det er troen på, at de ting, videnskaben undersøger og opdager, i et vist omfang er en korrekt aftapning af den virkelige verden. Videnskaben bliver med andre ord nødt til at være en mere eller mindre trofast model af virkeligheden og kan ikke bare være tilfældige tankespind, de såkaldte sociale konstruktioner, sådan som landets universitetsstuderende lærer. At der er alvor bag autoriteternes ord, og at traditionen er noget, som man bør tage alvorligt, er netop, hvad dydsmønsteret Charlotte så gerne vil lære Sex and the Citys seere.

Kærlighedsdansen om Mr. Big
3. Videnskabens tredje facet er determinisme, dvs. troen på, at fremtiden til en vis grad er forudbestemt. Determinisme vil også sige, at mennesket ikke har fri vilje, eller i hvert fald kun har meget lidt fri vilje. Så lidt, så det mere eller mindre er ubetydeligt for, hvordan fremtiden bliver. Derfor vil determinisme også sige, at vi, givet en tilstrækkeligt kraftig maskine (en såkaldt Universal Turning Machine), effektivt kan regne os frem til, hvad der vil ske i fremtiden. I Sex and the City er det tydeligt, at det, Miranda prøver ved at undertrykke sit følelsesliv og sætte sin lid til den rationelle dømmekraft, er at gøre sig selv til en Turning Machine. Og når Miranda ikke kan stoppe med at spise chokoladekage, selvom hun ved, at hun vil fortryde det, så er det for at vise seeren, at virkeligheden er forudbestemt.

4. Endelig er der mangeverdensfortolkningen af kvantemekanikken: Forestil dig, at du spørger Scarlett Johansson, om ikke I to skal være kærester. Med den gammeldags forståelse af virkeligheden, så ville Scarlett enten svare ja eller nej, men med mangeverdensfortolkningen ville hun svare både svare ja og nej: I mangeverdensfortolkningen er virkeligheden som en filmstrimmel, og hver gang virkeligheden står over for et signifikant ”valg”, så knækker filmstrimlen ud i to spor, der fortsætter som to parallelle universer, uafhængigt af hinanden. I vores tilfælde bliver det til ét spor, hvor Scarlett Johanson siger ja, og så et andet hvor hun siger nej. Begge universer er lige virkelige, men som subjekt oplever du kun det ene – lad os bare sige afvisningen – mens en kopi af dig så får lov at kysse på Scarlett i et parallelunivers. At der ikke er noget entydigt ja eller nej, men at begge kan være rigtige på samme tid, er selvfølgelig, hvad Carrie vil lære os med sin evige dansen omkring, hvorvidt det vitterligt skal være hende og Mr. Big forever after, og om alt muligt andet, som hun ligger der med sin laptop og delagtiggør os i sine tanker via seriens mange voice-overs.

Men hvad betyder det så for ligestilling?
Det videnskabelige grundsyn har store konsekvenser for, hvordan vi opfatter køn og ligestilling. Hvis vi starter med evolutionen, så har den seksuelle udvælgelse den fordel, at den gør det nemt for de to køn at udvikle to forskellige ”værktøjskasser”, der så kan komplementere hinanden: Hvis den ene er god til at jage, og den anden er god til at samle, så kan man sammen få mere mad, end hvis man begge skulle være halv-gode til at jage og halv-gode til at samle. Og som videnskaben har vist, så er mænd (i snit) bedre til at bedømme vinkler, mens kvinder (i snit) er bedre til at huske små ændringer i deres nærmiljø – “har du set mine nøgler, skat?”

Alle tidligere menneskearter har til en vis grad benyttet sig af arbejdsdeling, men der er noget, der tyder på, at homo sapiens, er den menneskeart, som for alvor begyndte at gøre brug af fidusen. Når RUC-forskeren Karen Sjørup vil lovgive sig ud af systematiske kønsforskelle, vil hun således udviske frugterne af den seksuelle udvælgelse og dermed sende os tilbage til neandertalerne. Men hvad Sjørup ikke siger, er, at hvis hendes ønskede lovgivning om at få kvinder til at optrappe karrieren skal kvalificere som ligestilling, så skal loven også sikre, at den typiske mand så får mere at skulle have sagt i hjemmet. Det synes måske ejendommeligt, når politiet må rykke ud med notesblok for at sikre sig, at du og Scarlett hver har valgt lige mange møbler til udestuen, men det bliver altså nødvendigt for at udviske den arbejdsdeling, som mænd og kvinder har indrettet sig efter i årtusinder.

Med videnskabens anden søjle, nemlig Charlotte og troen på, at videnskaben afbilleder den virkelige verden, så bliver vi nødt til at tro på. at de kvaliteter, som videnskaben mener, hører til i en god topleder (m/k) ikke er tilfældige, men at de i høj grad er netop er egenskaber, som er nyttige for virksomheders drift. Det samme gælder den organisationskultur, de står for. Derfor kan vi ikke bare opfinde en ny type topleder og en ny organisationskultur, sådan som Pernille Vigsø Bagge (SF) og Mette Frederiksen (S) vil gøre det, og så forvente, at det vil være lige så effektiv som det, der er vokset frem over årtusinder.

Norges kvælende kvoter
Desuden er der determinismen; troen på, at fremtiden er forudbestemt: Hvis vi tror på determinismen, så tror vi også på, at mennesket ikke er frit til at vælge hvad som helst, men at menneskets valg i høj grad er ufrie funktioner af gener, intelligens, opvækst og dispositioner. ”I owe nothing to women’s liberation,” som den britiske premierminister Margaret Thatcher så berømt sagde, underforstået, at kvinder med dispositionerne nok skal forstå at gøre brug af dem uden Karen Sjørups hjælp, præcis som Sex and the Citys karrierekvinde, Miranda, også forstår at gøre det.

I samspillet mellem evolution, videnskabelig realisme, og determinisme kan vi med overhængende sandsynlighed regne os frem til, at der i øjeblikket er flere mænd end kvinder, der udviser de træk, som videnskaben forbinder med en god topleder, hvilket også forklarer, hvorfor man i Norge har haft så svært ved at finde de kvalificerede kvinder. Ifølge mangeverdensfortolkningen er den verden, vi lever i, dog blot én blandt mange, og hvorfor det så lige blev dén, der blev den verden, vi lever i, kan Carrie så tænke over, mens hun slænger sig i sengen med latte og laptop.

Ifølge mangeverdensfortolkningen, så findes der dog et parallelunivers derude, hvor mænds og kvinders kompetencer er mere ligeligt fordelt, og så snart videnskaben etablerer kontakt dertil, så kan vi hjælpe Karen Sjørup, Pernille Vigsø Bagge og Mette Frederiksen ved at sætte dem på en rumraket til et andet univers – også selvom det skulle vise sig at være villyarder af lysår væk.

Dan P. McAdams’ teori: Personlighed på tre niveauer

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

af Ryan Smith

Psykologen Dan P. McAdams er ikke så kendt i Danmark, men hans integrative teori om personlighedspsykologiens tre niveauer er nyttig for at danne sig et større perspektiv på den måde, vi anskuer personligheden på. Ifølge McAdams kan personlighedspsykologi overordnet deles op i tre niveauer.

Niveau 1 – Trækteori

Niveau 1 består ifølge McAdams af træk. Såsom hvorvidt en person er indadvendt eller udadvendt, og hvorvidt vedkommende foretrækker at forholde sig tænkende eller følende, når der skal træffes beslutninger. Niveau 1 er med andre ord de træk, som man kan tillægge en person i (tilstræbt) videnskabelige personlighedsmatricer som The Big Five-test systemet samt i Jungs typologi. Interessant nok, så anser McAdams ikke denne type information som særligt dybdegående; som han siger, så er det information, som trænede psykologer hurtigt opsnapper om andre mennesker, og ifølge McAdams er det denne type psykiske indsigter, vi falder tilbage på, når vi vil forklare ting om mennesker, som vi dybest set ikke kender godt nok til egentlig at vide noget om. McAdams er altså relativt kritisk over for trækteori og typologier, selvom han anerkender deres validitet.

Niveau 2 – Faktisk livshistorie

Niveau 2 omhandler derimod den afledte person, der opstår som en følge af de træk, vedkommende er født med, samt de betingelser, som vedkommende er født ind i. Hvad er personens mål i livet, og hvad er personens bevidste og ubevidste strategier for at opnå disse mål? En person, som er meget Følende i Jungs typologi kunne f.eks. være mere tilbøjelig til at opsøge en tilværelse som sygeplejerske eller psykolog, hvor vedkommende skal give mennesker omsorg, hvorimod en meget Tænkende type derimod kunne tænkes at blive advokat eller ingeniør, hvor de skal ”slå huller” i andre menneskers argumentation (advokat) eller måske overvejende undgå at have kontakt med andre mennesker (visse typer ingeniører). Men man kan ikke sige noget om, hvad en person har af mål i livet ud fra vedkommendes personlighedstræk alene. Man kan kun tale om større eller mindre sandsynligheder. For at blive klogere på en konkret persons mål i livet og måde at leve sit liv på, bliver man altså nødt til at bevæge sig væk fra Niveau 1 (trækteori) og videre til Niveau 2 (den specifikke persons livsforløb).

Som nævnt er McAdams kritisk over for trækteori (Niveau 1). Derfor mener McAdams, at vi som minimum bliver nødt til at bevæge os fra Niveau 1 og til Niveau 2, før vi kan sige, at vi kender en anden person. Trækteori (Niveau 1) er ifølge McAdams ikke andet end abstrakte karakteristikker. Først når det kombineres med et kendskab til personens unikke måde at udtrykke disse generelle træk på, kan vi ifølge McAdams tale om, at vi nu analyserer og kender en rigtig person af kød og blod.

Eksempelvis kunne en person, der udelukkende så mennesker gennem trækteori (Niveau 1) mene, at en person, der er meget Tænkende i Jungs typologi, var blevet advokat, fordi det ligger til Tænkende mennesker at blive advokater (undersøgelser viser, at langt de fleste advokater har en præference for Tænkning over Følen i Jungs typologi). Men hvis vi sagde, at denne person kun var blevet advokat, fordi han var Tænkende, så ville vi ifølge McAdams gå glip af de specifikke omstændigheder, der har gjort, at vedkommende oprindeligt blev advokat: Det er ikke nok at have Tænkende træk for at blive advokat; der må også være konkrete omstændigheder, der giver vedkommende adgang til at læse jura osv. Og her er McAdams’ pointe så, at vi udelukker os selv fra at opleve disse nuancer, hvis vi insisterer på kun at se personen igennem trækteori (Niveau 1).

Således kunne man sige, at Niveau 1 groft sagt består af en persons medfødte, eller tidligt formede træk, mens en persons Niveau 2 repræsenterer det liv, personen har levet op til nu, og den unikke måde, som vedkommende har udtrykt sine træk på op til nu. Niveau 1 er altså groft sagt arv (nature), mens Niveau 2 groft sagt er miljø (nurture). Men som vi nævnte i starten af denne artikel, så består McAdams model af tre niveauer. Så hvad mangler der? Jo, det tredje niveau – identitet.

Niveau 3 – Identitet og narrativ

Niveau 3 omhandler ifølge McAdams en persons selvforståelse, vedkommendes personlige fortælling om sin livshistorie op til nu. Niveau 2 er det konkrete liv, som personen har levet, og Niveau 3 er den historie, som vedkommende har fortalt sig selv om sit liv op til nu. Forskellen på Niveau 2 og Niveau 3 kunne f.eks. være følgende: Lad os sige, at en person har forsøgt selvmord to gange i sit liv. Personen har måske undertrykt og fortrængt det ene forsøg, og har derfor selv en livshistorie, som indeholder et enkelt selvmordsforsøg. Men måske har personen stadig arrene på armen efter det ene selvmordsforsøg, som vedkommende altså har ”glemt” igen ved at fortrænge det. Det er præcis forskellen på Niveau 2 og Niveau 3: Niveau 2 er virkeligheden, som den ville se ud, hvis terapeuten havde et fuldstændigt indblik i patientens livshistorie. Niveau 3 er personens livshistorie, som så kan divergere mere eller mindre fra det faktiske liv (Niveau 2), men også fra vedkommendes træk (Niveau 1). En person, der er født meget indadvendt, men ser sig selv som udadvendt, er f.eks. en person, hvor vedkommendes Træk (Niveau 1) er i konflikt med vedkommendes Narrativ om sig selv (Niveau 3). Niveau 3 er altså den virkelighed, som man socialt har konstrueret for sig selv og for andre. Det er det mest overfladiske niveau, idet man kan fortælle en anden historie om sig selv end den faktiske; eksempelvis siger mange alkoholikere til sig selv, at de vitterligt ikke har noget problem med alkohol, og mange af dem tror selv på det. Men samtidig med, at Niveau 3 er det mest overfladiske niveau, så er det også det mest intense og emergente, fordi vores kommunikation med den anden altid må gå gennem personens selvforståelse (Niveau 3).

Vi kan nu vise McAdams’ model i kortform:

McAdams-niveau Indhold McAdams’ mening om denne type indsigt i andre
Niveau 1 – Trækteori Medfødte træk, præferencer på The Big Five, Jung-Type Personkendskab, hvor personen kun forstås gennem abstraktioner; kendskab som var personen ”en fremmed”
Niveau 2 – Livsforløb og psyke Konkret livsforløb, formative hændelser, personens mål, forsvarsmekanismer og unikke mannerismer Umiddelbart personkendskab; mere direkte end Niveau 1, men ikke så dybt som Niveau 3
Niveau 3 – Narrativitet Personens historie om sig selv Personkendskab, hvor man kender personen intimt

Og her er så det skarpsindige ved McAdams’ personlighedsteori: Psykisk velvære er, ifølge McAdams, når alle tre niveauer passer sammen. Har vi f.eks. en person, som (fra naturens hånd?) er født meget indadvendt, men hvis opvækst har fundet sted i et miljø, der har påtvunget udadvendt adfærd, så passer McAdams’ Niveau 1 og 2 f.eks. ikke sammen. Der er et mismatch, som skaber følelsesmæssig ustabilitet (neuroticisme) i personen. Ligeledes, hvis personen ikke anerkender, at vedkommende har skullet “svømme mod strømmen” i sin opvækst, men fortæller sig selv, at “det da ikke var så slemt”, så passer niveau 1, 2 og 3 ikke sammen. I så tilfælde vil personen  sandsynligvis have uerkendt frustration over sin opvækst, som får vedkommende til at reagere adverst i voksenlivet.

Således kan man komme på mange og varierede eksempler på, hvordan en konflikt mellem nogen af disse tre niveauer fører til uligevægtig adfærd og følelsesmæssig ustabilitet. Opskriften på psykisk sundhed er derfor: (1) Lær dine egne karakteristika at kende mht. trækteori; tag f.eks. en Jung-test, find ud af nogenlunde hvor du ligger i forhold til gennemsnittet, hvad angår personlighedstræk, opvækst, socialklasse, m.v. (2) Få afdækket evt. “løgnehistorier”, som du selv, eller din familie, kan have fortalt dig om din opvækst (f.eks. fortæller mange familier hinanden, at de er “finere” end de er, at de engang var adelige m.v.) (3) Tag et grundigt blik på dig selv og vurdér, om din nuværende livshistorie og dit nuværende selvbillede virkelig står i mål med realiteterne. På kort sigt, f.eks. til jobsamtaler eller på byture, er det måske en god idé at lyve sig bedre, end man er, men på længere sigt vil folk, der er udstyret med bare et normalt rummål af empati, kunne fornemme det, hvis man lyver for meget for sig selv, eller hvis man projicerer et selvbillede ud i omgivelserne, som ikke står i mål med virkeligheden.

Vurdering

Som det fremgår af det ovenstående, er McAdams dybest set kritisk over for trækteori, mens hans egentlige kærlighed er narrativiteten. McAdams er bedst, når han integrerer forskellige tilgange til psykologien til et større hele, og værst, når han prøver at gøre narrativitet til noget mere ”ægte” end trækteori: Selv har jeg det nemlig modsat af McAdams, og på den måde er det måske lidt ironisk, at jeg har gidet skrive om ham. McAdams mener, at vi kun virkelig kan kende en person, når vi kender vedkommende på vedkommendes egne præmisser. Jeg mener, at trækteori er det mest sigende af McAdams’ tre niveauer, og som god trækteoretiker mener jeg endvidere, at ens præference for henholdsvis trækteori eller narrativitet i sig selv kan være afledt af, hvilke træk der præger ens kognition. – Hvis jeg da ikke er enig med Buddha i, at en person dybest set ikke har noget selv, og at selvet derfor er en illusion.

Topnazisternes IQ ved Nuremberg-retssagerne

I 1945 fik en allieret psykolog ved navn G.M. Gilbert lov at undersøge de tilfangetagne nazi-ledere. Han udsatte dem bl.a. for den tyske version af Wechsler-Bellevue-IQ-testen, og resultaterne var som følger:

1 Hjalmar Schacht 143
2 Arthur Seyss-Inquart 141
3 Hermann Goering 138
4 Karl Doenitz 138
5 Franz von Papen 134
6 Eric Raeder 134
7 Dr. Hans Frank 130
8 Hans Fritsche 130
9 Baldur von Schirach 130
10 Joachim von Ribbentrop 129
11 Wilhelm Keitel 129
12 Albert Speer 128
13 Alfred Jodl 127
14 Alfred Rosenberg 127
15 Constantin von Neurath 125
16 Walther Funk 124
17 Wilhelm Frick 124
18 Rudolf Hess 120
19 Fritz Sauckel 118
20 Ernst Kaltenbrunner 113
21 Julius Streicher 106

Nazisternes reaktioner:

Papen: Irritabel, men dog tilfreds, da det senere viste sig, at han havde opnået en høj IQ score.

Goering, Speer, Hess, Rosenberg, Ribbentrop, Saukel, Fritzche: Syntes det var morsomt at tage testen, forholdt sig åbne og imødekommende.

Goering: Som nævnt entusiastisk omkring testen, men skiftede til skeptisk, da han senere fandt ud af, at han ikke var den iblandt de tilfangetagne nazister, som havde højest IQ.

Schacht (som scorede højest): Skeptisk over for selve ideen bag IQ-tests. Syntes, psykologer og psykiatere bedrev et “trist erhverv”.

Keitel: Fascineret af testens objektivitet og entusiastisk omkring, hvor meget bedre den var end det “nonsens”, som der Wehrmacht brugte i sine tests. Samtidig ved man dog, at Keitel selv havde forhindret brugen af intelligenstests i nazityskland, da hans søn havde dumpet en sådan test.

Yderligere informationer:

  • I 1945 ville IQ 130 og derover kvalificere til Mensa.
  • Havde de af nazisterne, hvis IQ var 130 eller derover, scoret således på de IQ-test, der administreredes i visse amerikanske grundskoler på det tidspunkt, så var deres forældre blevet tilbudt at få sat deres børn i eliteskoler.
  • Nazisterne var generelt imod IQ-tests, da de fostrede individualitetsfølelse, og da jøder ofte klarede sig bedre end etniske tyskere på dem.

Kilder:

Mosley, Leonard: The Reich Marshal: A Biography of Hermann Goering – Forlag: Dell (1975)

Miale & Belzer: The Nuremberg Mind: The Psychology of the Nazi Leaders – Forlag: The New York Times Book Co. (1975)

A Psychological Analysis of Shelley’s Frankenstein, part 2

Continued from part 1 of this essay, also published on this site.

by Majken Hirche

It has repeatedly been observed that the literary value of Mary Shelley’s ‘Frankenstein’ mainly relies on a fortunate convergence of romantic and pre-romantic archetypes creating a powerful mythology of the self.[1] Claiming to be a tale about the modern Prometheus, Mary Shelley successfully blends Greek mythology as inspired by Ovid’s Metamorphoses (especially, it seems, book three on Narcissus and Echo) with other works such as Milton’s Paradise Lost, Coleridge’s The Rime of the Ancient Mariner, Goethe’s Werther and Byron’s Manfred.[2] But the truly innovative aspect in Mary Shelley’s novel might lie somewhere else. Her description of Victor Frankenstein’s mental world and behaviour match the definition of a pathological narcissist to such a degree that it makes it quite improbable for her to have based the novel solely on well-developed religious and literary tropes. In other words, Shelley must have had real life experience with narcissism which she subsequently used as template for Victor Frankenstein.

According to Christopher Small, Victor Frankenstein is an intentional portrayal of her husband Percy Shelley: “Frankenstein’s first name is Victor, the same […] that Percy Shelley took for himself on a number of occasions in boyhood and later.”[3] Eustace Chesser has a similar hunch, suggesting that “Shelley was narcissistic, to such a degree that it was a barrier to the formation of other relationships.”[4]

However, according to Philip Ball[5] it is much more likely that Victor Frankenstein is a portrayal of Mary Shelley’s father, William Godwin, to whom the book was dedicated. Just like Frankenstein disowns his creature, Godwin abandoned Mary when she decided to get romantically involved with the married Percy Shelley who himself more likely was represented by Frankenstein’s faithful friend Henry Clerval.[6] This psychological constellation could explain why Frankenstein is described in such ambivalent ways, and why Mary Shelley never really condemns her two protagonists. It might also explain why the creature is described with such warm feelings, even though Frankenstein is the official narrator of the novel. Mary Shelley cannot but identify herself with the creature.

Whatever the case may be, understanding Victor Frankenstein as a narcissist might help to pinpoint the reason for the novel’s immediate popular success and its long term influence on many genres of literature, such as Gothic novels and science fiction.[7] In general, the romantic era was characterized by negative attitudes towards scientific rationalization of nature, and in contrast had positive attitudes towards emotions of authenticity, purity, awe, the sublime and similar introverted experiences boosting the feeling of the self.[8] Modern parents, when raising a child with such inclinations, would probably send it to a school psychologist who would diagnose it as a mild narcissist with escapist tendencies.

The cultural influences of ‘Frankenstein’ have been immense. Since 1982, 130 works of fiction based on ‘Frankenstein’ have been made, fifty fiction series, more than forty adaptations in film and more than eighty stage productions.[9] No wonder then, that the ideas derived from Victor Frankenstein and his creature have grown into a huge basket of adapted, distorted and sophisticated mythologisations. Although literary critic Chris Baldick has stated that “the truth of a myth is not to be established by authorising its earliest versions, but by considering all its variations.”[10] Enumerating them all would be a daunting task.[11]

What is of main interest from the perspective of a psychological analysis of Victor Frankenstein are the following two myths: 1) Mary Shelley’s ‘Frankenstein’ constitutes the first prototype to the idea of the ‘Mad Scientist’, and 2) If the creator has a sick or corrupt character, his (and it is always a man) artificial creations will symbolise an act of hubris and become fatal.[12]

Today, the Mad Scientist is a well-known stereotype. With wild eyes, bristling white hair and always carrying a white lab coat, he is the quintessential lunatic with a brain of a genius. Often he is playing God, sometimes evil, but more likely just an unintentional villain. Examples in literature and films are legion, but some of the most popular ones are Lex Luthor, Dr. Strangelove, Doctor Who, Doctor X, Dr. Clayton Forrester, Dr. Frank-N-Furter, Captain Nemo, Dr. Jekyll, Dr. Moreau, Hari Seldon and all villains in the James Bond movies. Also real life examples like Nikola Tesla and Josef Mengele have contributed to the myth of the Mad Scientist.

The problem with the Mad Scientist is that he not only is a megalomaniac trying ‘to play God’, his greater sin is his sick or corrupt character. This leads to the second important stereotype pervading the mythological ‘science of anthropoeia’: The Mad Scientist unconsciously knows that his motivation for creating an artificial being is a vane desire to create a grandiose version of himself. This is a sin. It erodes behavioural norms, and is the reason why he tends to hide his work behind a wall of stealth and secrecy.

The hubris of self-creation has become a virulent meme in the literature since ‘Frankenstein’. When motivated by vanity or pride, all scientific and artistic creations will become dangerous and fatal. Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray exemplifies this trope from an artist’s point of view. Robert Louis Stevenson’s Dr. Jekyll and Mr. Hyde is an example from the perspective of a scientist. Jekyll confesses that “Had I approached my discoveries in a more noble spirit, […] all must have been otherwise, and from these agonies of death and birth I had come forth an angel instead of a fiend.”[13] Also Dr. Moreau in H. G. Wells’ novel The Island of Doctor Moreau hides away his ‘House of Pain’ where he creates terrifying dehumanised creatures called the ‘Beat People’[14]. While the original culprit of the myth of the Mad Scientist, Victor Frankenstein, never shows any sign of remorse, he still has the wish to hide away: “I shunned my fellow-creatures as if I had been guilty of a crime.”[15], he says, because deep down in his conscience he knows that he is doing something very unacceptable. Nowadays this stereotype of the mad scientist and his hidden narcissistic weaknesses represents the most persistent and annoying myth about science, but also a most funny one, at least in the spheres of fiction where many additional stories are bound to be told.

[1] Bloom, An excerpt from a study of ‘Frankenstein: or, The New Prometheus’, 611-18.

[2] In: Shelley, Frankenstein, xxiii-xxxix.

[3] In: Berman, Frankenstein; or, the Modern Narcissus, 77.

[4] Eustace Chesser (1965). Shelley & Zastrozzi – Self Revelation of a Neurotic. Gregg Publishing, London, 25.

[5] Ball, Unnatural – The Heretical Idea of Making People, 75.

[6] Ibid., 75.

[7] ”Frankenstein” The Oxford Companion to English Literature.

[8] “Romanticism” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press.  Copenhagen University Library. 19 December 2011,

[9] Ball, Unnatural – The Heretical Idea of Making People, 88-89.

[10] Chris Baldick (1987). In Frankenstein’s shadow. Clarendon Press, Oxford, 4.

[11] Trying to enumerate them anyway, the most important myths are probably: 1. The consolidation of the naturalistic fallacy: Artificial creations contradict natural order, and natural order is by definition good. Thus, artificial creations are unnatural and unnatural things are bad things, and bad things are evil, and evil things should be exterminated; 2. The takeover of civilization: Artificial creations are not only evil. They will take over the world and cast us aside. Modern fear of biotechnology, cloning and genetic modifications owe a great deal to the rationalization of Frankenstein, that if he creates a mate for the creature they will proliferate out of control, and we all will die; 3. The dangers of science and technology: Artificial beings are created by science and technology, and since we already know that artificial creations are unnatural, science and technology are potentially dangerous; 4. The noble savage with a blank slate: Our artificial creations might be more human than we are. But they will always be corrupted by us because they by definition do not belong. The Replicants in Blade Runner are modern examples of such noble savages who cannot but turn evil.

[12] Ball, Unnatural – The Heretical Idea of Making People, 90.

[13] Robert Louis Stevenson (1979). The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, and Other Stories. J. Calder (ed.), Penguin, Harmondsworth, 85.

[14] H. G. Wells (1896/1996). The Island of Dr. Moreau. Orion Media, London.

[15] Shelley, Frankenstein, 57.

Bibliography

Baldick, C. (1987). In Frankenstein’s shadow. Clarendon Press, Oxford.

Baldwin, T (2010). “George Edward Moore”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy, Edward N. Zalta (ed.).

Ball, P. (2011). Unnatural – The Heretical Idea of Making People. The Bodley Head, London.

Berman, J. (1990). Frankenstein; or, the Modern Narcissus. In: Narcissism and the Novel. New York University Press, NY, 1990.

Bloom, H. (1965). An excerpt from a study of Frankenstein: or, The New Prometheus. Partisan Review, Vol. XXXII, No. 4, Fall, 611-18.

Chesser, E. (1965). Shelley & Zastrozzi – Self Revelation of a Neurotic. Gregg Publishing, London.

”Frankenstein” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press. Copenhagen University Library. 16 December 2011.

Millon, T. et al. (2004). Personality Disorders in Modern Life. 3rd ed., John Wiley & Sons, NJ.

Millon, T. & Grossman, S. (2007). Overcoming Resistant Personality Disorders. John Wiley & Sons, NJ.

Oxford Dictionary of Psychology, Oxford University Press, Oxford, 3rd ed., 2009.

Oxford English Dictionary, 3rd ed., 2003; online version December 2011.

“Romanticism” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press.  Copenhagen University Library. 19 December 2011.

Shelley, M. (1818/1831/1992). Frankenstein. Penguin Classics, London.

St Clair, W. (2004). The Reading Nation in the Romantic Period. Oxford University Press, Oxford.

Stevenson, R. L. (1979). The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, and Other Stories. J. Calder (ed.), Penguin, Harmondsworth.

Wells, H. G. (1896/1996). The Island of Dr. Moreau. Orion Media, London.

A Psychological Analysis of Shelley’s Frankenstein, part 1

by Majken Hirche

One of the most conspicuous features of Mary Shelley’s 1818 novel ‘Frankenstein; or, The Modern Prometheus‘ is a strikingly accurate portrait of a pathological narcissist as expressed by the novel’s protagonist, the science student Victor Frankenstein. Apart from Victor Frankenstein only one other character appears as fully developed: An unnamed creature, born out of Victor Frankenstein’s grandiose fantasies, scientific skills and pursuit of divine power. All other characters appear as mere scenery on a stage where dichotomies of human nature contrast each other, and where the underlying question of whether or not the two main characters are shadow images of each other is ever present. By focusing on Victor Frankenstein and the creature, Mary Shelley succeeded in creating a novel that mirrors a personal story as well as many of the intellectual and aesthetic themes of the romantic era. It is obvious that Victor Frankenstein suffers from a mental disorder in the shape of pathological narcissism. Therefore, focusing on the disorder might be a useful prism for the understanding of the novel and its subsequent influence on popular culture. In this articleI will (1) find examples in the novel where Victor Frankenstein shows clear signs of having a mental disorder according to Millon and DSM-IV,[1] (2) discuss to what degree Victor Frankenstein perceives the creature as an echo of himself, which not only reflects his mental disorder, but also a fear of the unnatural, (3) discuss the likelihood that Mary Shelley had a personal experience with a narcissist, and thus had a more profound knowledge of narcissism than what she could have derived from the literature, and (4) suggest that Mary Shelley has contributed greatly to the myth of the ‘Mad Scientist’, and to the myth that anthropoeia[2] will never succeed when its maker has a weak and corrupt character such as a vain desire to create a grandiose double of himself.

Born in the romantic era by highly educated and politically influential parents, Mary Shelley (1797–1851) had a first hand knowledge of the intellectual and aesthetic currents of her time when she wrote ‘Frankenstein; or, The Modern Prometheus’. Her father, William Godwin (1756–1836), was one of the first exponents of English utilitarianism, and active in the earliest anarchist movements. Her mother, Mary Wollstonecraft (1759–1797), had been a philosopher and an eager advocate of women’s rights.[3]

At the age of 17, Mary Godwin began a romantic relationship with Percy Bysshe Shelley (1792–1822), a poet and political follower of William Godwin. Unfortunately, Percy was already married, and the resulting scandal and renouncement of the young couple by their families made them leave England and travel through Europe for some months.[4]

In 1816, the ‘year without a summer’, Mary and Percy spend the dark and rainy days in Switzerland, with, among others, Percy’s friend Lord Byron[5] (1788–1824) who was a leading figure of the romantic movement. The company agreed to write stories of the supernatural,[6] and after two weeks of thinking, talking and dreaming about horrific things, Mary Shelley came up with preliminary ideas that subsequently led to ‘Frankenstein; or, The Modern Prometheus’. The novel was published in 1818 anonymously, and later re-published in 1823 under her name.[7]

Despite the notion of Mary Shelley being inspired by a romantic archetype of the Shadow or the Prometheus,[8] Mary painted an astonishingly accurate picture of a pathological narcissist in Victor Frankenstein. Surprisingly few literary critics have pointed out this pervasive personality trait in the novel’s protagonist,[9] which might, at least in part, be due to the fact that narcissism and its corresponding pathological description was developed some hundred years later by Sigmund Freud.[10]

In the light of modern psychiatry[11]+[i] ‘Frankenstein’ is a sad tragedy portraying a narcissist at full blast, a total disaster destroying his own being and the people around him in an obsessive and delirious pursuit of divine power. Indeed, ‘Frankenstein’ is richly furnished with descriptions of incidents that expose Victor Frankenstein’s mental condition.

Right from the beginning of Frankenstein’s narrative we are witnessing the grandiose and unrealistic sense of superiority in a man who expects complete submissiveness from his peers and his family. In his earliest childhood recollection Frankenstein’s sense of self importance and special status was already present: “I was their plaything and their idol,” and “the innocent and helpless creature bestowed on them by Heaven, whom to bring up to good.” [12] His wife-to-be Elizabeth is also introduced, her nature and qualities being described as no less than divine in order to complement Frankenstein’s ego: “The moulding of her face so expressive […] that none could behold her without looking on her as of a distinct species, a being heaven-sent, and bearing a celestial stamp in all her features.”[13] However, Elizabeth is never really allowed to be his equal as there can be only one superior, and thus he subjects her by telling that “till death she was to be [his] only.”[14]  Apart from his family Frankenstein has only one friend, the “tender” and “noble spirited” Henry Clerval,[15] as Frankenstein believes himself to be “totally unfitted for the company of strangers.”[16] Frankenstein shields himself from painful experiences of unexpected criticism by surrounding himself with unquestioning, gentle and loving people, the “old familiar faces,” who nourish his grandiose ego.

Later in life Frankenstein attends university. During his studies he is drawn to old-fashioned alchemy and natural philosophy, with a special interest in physiology and the structure of the human frame.[17] These particular studies ignite Frankenstein’s smouldering zest for godlike power, as he one day imagines himself creating life from lifeless matter; indeed, “what had been the study and desire of the wisest men since the creation of the world was now within my grasp.”[18] From here on Frankenstein endlessly pursues his goal for years ”with unrelaxed and breathless eagerness”,[19] disregarding his caring and concerning family in the meantime even though he knows that his year long silence disquiets them.[20] Frankenstein’s grandiose delirium and disturbed nature becomes more and more pronounced as he closes in on his goal:”No one can conceive the variety of feelings which bore me onwards, like a hurricane, in the first enthusiasm of success. […] A new species would bless me as its creator and source; many happy and excellent natures would owe their beings to me”[21], and thus he creates a living being, unfortunately however, in the shape of a very ugly creature.[22]

The narcissist’s ultimate nightmare is to have his fallibilities revealed, because this will disrupt his self-image and protection against his painful unconscious.[23] It is of no surprise then, that we see Victor Frankenstein’s narcissism most starkly exposed shortly after he has succeeded in creating a being that turns out to be imperfect. He runs away abandoning any responsibility,[24] and starts vehemently to suppress its existence.[25] Instead of behaving like a truly responsible scientist with an inquiring mind and a calm methodology, Frankenstein does exactly the opposite: He reacts like a spoiled child scared of a toy he was just perfectly happy to play with, and becomes sick and depressed like a hysterical patient who needs to be taken care of by Henry Clerval.[26]

Seen from a narcissist’s perspective, this reaction is understandable: Frankenstein is confronted with a far from perfect version of himself. Faced with his ugly shadow, a disfigured echo yelling distorted grunts to the hidden depths of his narcissistic psyche, he unfolds the typical defence mechanisms of a narcissist ego in danger. He becomes a denialist, desperately rationalizing his responsibilities away,[27] and allows death and disaster to poison his family and friend in the shape of an abandoned creature who is doomed to live in eternal loneliness and isolation.[28]

Things could have been different, though. Like all true romantic novels, an innocent and unspoiled being is not cruel in its natural state. As the creature starts to tell its own story about how it learns the ways of life the reader realises that it is like a ‘noble savage’;[29] innocent, good and free from the corrupting influence of civilization, having no other desires than to love and be loved.[30] Only when faced with its fate the creature turns vindictive and wicked. As Percy Shelley notes in his introduction to Mary Shelley’s ‘Frankenstein’; “the destructive consequences of withheld love can only be revenge and wickedness.”[31]

At work is a dyadic transfer: Victor Frankenstein calls the inanimate body “beautiful” up until the point where it opens its eyes and looks “wicked”.[32] But the creature is beautiful on the inside, only carrying a bit of bad craftsmanship on the outer shell. Frankenstein’s inability to comprehend this suggests that the creature might be more human than its creator. In fact, all that was admirable and noble in Frankenstein can be seen as transferred to the creature.

Of course the creature is misunderstood by the outside world. The centuries old fear about the treacherous, Faustian nature of anthropoeia[33] – of the creation of artificial people – is the true cause of the unravelling tragedy, and not the creature as such. Among scholars this is called a naturalistic fallacy; an erroneous belief in the equivalence of the unnatural and evil, the artificial and imperfect, the ugly and wicked.[34]

Only through the reflecting lens of education and civil norms the creature eventually learns to see itself the same way as others do: “Increase of knowledge only discovered to me more clearly what a wretched outcast I was. I cherished hope, it is true, but it vanished when I beheld my person reflected in water or my shadow in the moonshine, even as that frail image and that inconstant shade.” Now the creature only dares to look at itself in the moonshine at night, ashamed of being unnatural and ugly. It has annexed the prevailing beauty ideal by hating its ugliness. It has become naturalized to the fear of the unnatural.

End of part 1 of this essay. Part 2 also avaliable on this site.

Notes:

[1] Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Fourth Edition.

[2] Sometimes spelled ‘anthropopœia’, from Greek, meaning the making of a human being.

[3] In: Mary Shelley (1818/1831/1992). Frankenstein. Penguin Classics, London, xiv. (As supplement to excerpts from Frankenstein stated in the syllabus. All references in this thesis will be made to the Penguin edition of Frankenstein)

[4] Ibid., xviii-xix.

[5] ”Frankenstein” The Oxford Companion to English Literature. Edited by Dinah Birch. Oxford University Press Inc. Oxford Reference Online. Oxford University Press. Copenhagen University Library. 16 December 2011, URL =   <http://www.oxfordreference.com/views/ENTRY.html?subview=Main&entry=t113.e2906>

[6] Ibid.

[7] In: Shelley, Frankenstein, viii.

[8] Harold Bloom (1965). An excerpt from a study of Frankenstein: or, The New Prometheus. Partisan Review, Vol.       XXXII, No. 4, Fall, 611-18

[9] Jeffrey Berman (1990). Frankenstein; or, the Modern Narcissus. In: Narcissism and the Novel. New York University Press, NY, 56-77

[10] Oxford Dictionary of Psychology, Oxford University Press, Oxford, 3rd ed., 2009, 491.

[11]Theodore Millon et al. (2004). Personality Disorders in Modern Life. 3rd ed., John Wiley & Sons, NJ, 330-369. Also see endnote i for a scientific description of narcissism.

[12] Shelley, Frankenstein, 35.

[13] Ibid., 36.

[14] Ibid., 37.

[15] Ibid., 40.

[16] Ibid., 46.

[17] Ibid., 52.

[18] Ibid., 53.

[19] Ibid., 55.

[20] Ibid., 56.

[21] Ibid., 55.

[22] Ibid., 58.

[23] Theodore Millon & Seth Grossman (2007). Overcoming Resistant Personality Disorders. John Wiley & Sons, NJ, 129.

[24] Shelley, Frankenstein, 59.

[25] Ibid., 61.

[26] Ibid., 58-63.

[27] Ibid., 68-72.

[28] Ibid., 138.

[29] Oxford English Dictionary, 3rd ed., 2003; online version December 2011,

[30] Shelley, Frankenstein, 103.

[31] In: William St Clair (2004). The Reading Nation in the Romantic Period. Oxford University Press, Oxford, 358.

[32] Shelley, Frankenstein, 58-59.

[33] Philip Ball (2011). Unnatural – The Heretical Idea of Making People. The Bodley Head, London, 1-2.

[34] Tom Baldwin (2010). “George Edward Moore”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy, Edward N. Zalta (ed.)

[i] The unconscious belief of being worthless and inferior is the core problem of the narcissist, and in order to cope with the painful feelings of guilt and shame, the narcissist creates an image of himself as a superior being. According to Millon and the DSM-IV the narcissist first and foremost has a grandiose sense of self-importance that is prevalent from childhood, and it is from this belief that the narcissist sees and acts upon his world. The narcissist is obsessively preoccupied with self-generated fantasies of godlike power, mastermind intelligence, unparalleled success and the like, and thus sees himself as a shining star entitled to inexhaustible admiration. Imbued with excessive zeal and over-confidence, the narcissist pursues his fantasies working tirelessly towards the realization of his glory, while viewing other people as indifferent or instruments to serve as a means to an end, whatever the cost. The egocentric, exploitive and unempathic behaviour stems from an unwillingness to recognize the feelings and welfare of others, and to justify his actions and inconsiderateness, the narcissist rationalizes ad nauseam, to excuse his behaviour. Significant others are seen by narcissist as an extension of his self, and thus their qualities are idealized and elevated to divine proportions, to match the narcissist ego. Confronted with criticism, the narcissist will display a haughty, dismissive or even aggressive attitude, accompanied by denigration of the criticizer. Profound depressions often accompany a narcissistic disorder. In this phase the narcissist will isolate himself from the external world, and sink into dejection and deep despair. Ruminating in this state, his self esteem lowers to a point where it culminates in an expectation of punishment. In: Millon et al., Personality Disorders in Modern Life, 330-369.

Bibliography

Bibliography follows in part 2 of this essay, also published on this site.