Ifølge en bekendt, som arbejder med EEG-scanninger i USA, så udviser mænd større aktivitet i isselappen, selv når man korrigerer for forskelle i personlighedstræk. Især højre del af isselappen er korreleret med risikovurdering, økonomisk forståelse og kausal ræsonnering. Ting som i højere grad er overladt til den enkelte i liberale samfund. Så når en person, i dette eksempel en kvinde, med lav aktivitet i isselappen går ind i stemmeboksen, hvorfor skulle hun dog så ønske at stemme på et parti, hvis politik ville føre til et samfund, som krævede høj isselapsaktivitet af dets medlemmer?
Category Archives: Videnskab
Hvad vil det sige at have Borderline personlighedsforstyrrelse?
Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).
Ustabilt selvbillede
Identitetsdiffusion, som er et af de særlige træk ved borderlinepersonlighedsstrukturen, er udtryk for, at personen ikke kan bevare et stabilt billede af sig selv og andre. Billederne er ikke hele og integrerede, og personens oplevelser vil derfor veksle: Det ene øjeblik kan personen opleve sig dygtig, endog overlegen i en præstation – og i det næste øjeblik kan den samme person opleve, at han/hun ikkekan præstere noget af værdi. Personen kan måske godt huske den tidligere oplevelse, men det er, som om den ikke har nogen følelsesmæssig betydning. Oplevelsen af andre bliver på samme måde flad, overfladisk og endimensionel og det er som om det ikke er hele mennesker, der bliver omtalt.
Splitting
Som nærmere beskrevet i indledningsafsnitet om udvikling og livsfaser, er en af jegets opgaver at skabe en syntese af tidligere og senere oplevelser, sådan som de nu eksisterer som indre billeder eller forestillinger, som objektrelationer (eller objektrepræsentationer)
Hos det lille umodne individ finder en opspaltning af indre objektrelationer i “gode” og “dårlige” sted. Det sker på baggrund af det tidlige jegs manglende evne til at integrere eller bemestre angst på anden måde, end ved at holde de forskellige sæt af oplevelser adskilt. Denne aktive deling af de forskellige oplevelser er den forsvarsmekanisme, som kaldes splitting.
Splitting erstattes normalt senere end mere modne forsvarsmekanismer, først og fremmest fortrængning – men i tilfældet med borderlinepersonlighedsstrukturen beskytter slittingen fortsat jeget mod konflikter ved aktivt at opretholde en adskillelse mellem objektrelationer af forskellig følelsesmæssig kvalitet. Man kan derfor ofte se, at modsatte jegtilstande på skift aktiveres og så længe disse kan holdes adskilte, undgås angst.
Jegsvaghed og primitive forsvarsmekanismer
Der synes at være en sæt sammenhæng mellem jegsvaghed og splitting. Ved splitting sker der det, at aggressionen ikke neutraliseres og dermed ikke kan indgå som en kilde til jegudvikling. Samtidig kræver splitting færre ressourcer end fortrængning, så det svage jeg vil benytte splitting.
Omnipotens (almægtighed) og devaluering er tæt knyttet til splitting.
Personer med en borderlinepersonlighedsstruktur vil typisk idealisere en person, som de så kan skabe en både krævende og omklamrende relation til. Det kan se ud, som den jegsvage er afhængig af den idealiserde person, men på et dybere plan opleves denne ikke som en person i sin egen ret, men som en udvidelse af personen med borderlinepersonlighedsstrukturen, og han/hun kan behandle sit “idol” besiddende og skånselsløst.
Behovet for at kontrollere den idealiserede person, at bruge ham/hende, at manipulere omgielserne og ødelægge mulige fjender, er knyttet til forestillingen om, at den idealiserede er til rådighed for borderlinepersonen. Under følelsen af usikkerhed, selvkritik, afmægtighed findes almætige forestillinger, fx kan ytre sig som forventninger om at blive tildelt særlige privilegier, fordi man er noget særligt.
Devaluering af andre er en naturlig konsekvens af omnipotens: hvis en person ikke længere kan tilbyde tilfredsstillelse eller beskyttelse, kan han/hun ikke bruges og forkastes.
Projektion
Tidligere former for projektion og især prjektiv identifikation er andre forsvarsmekanismer, som er hyppige hos borderlinepersoner. Formålet med projektion er at slittte af med de “onde” eller aggressive selvrepræsentationer ved at tillægge andre dem, og konsekvenserne bliver, at omverdenen opleves som bestående af farlige og hævnende personer, som personen må forsvare sig imod. En sådan projektion af aggression yder dog ikke tilstrækkelig beskyttelse, især fordi borderlinepersonens jeggrænser er mere flydende. Derfor må de kontrollere andre for at undgå at blive angrebet af dem.
Projektiv identifikation
Borderlinepersonen vil typisk projicere dele af sig selv over på en anden person, dvs. benytte sig af forsvarsmekanismen projektiv identifikation, som er særlig karakteristisk i den henseende, at den kun i begrænset omfang respketerer adskullelsen mellem selv og omverden. På raffineret vis formår den projicerende at opretholde en kontakt med det projicerede materiale hos den person, som er modtager af projektionerne – og dermed kan kontrollere denne .
Benægten er betegnelse for den forsvarsmekanisme, borderlinepersonen benytter sig af når følelser, som personen har oplevet og husker at have oplevet, benægtes. Det kan ytre sig som to eller flere følelsesmæssigt uafhængige bevidsthedsområder. Personen kan på et tidspunkt udtrykke tanker og følelser om sig selv og omverdenen, som står fuldstændig i modsætning til de, han/hun har udtrykt på andre tidspunkter. Erindringen om andre oplevelser har imidlertid ingen følelsesmæssig resonans og oplevelser af forskellig følelsesmæssig kvalitet kan ikke bringes sammen.
Realitetstestning
I modsætning til psykosen, hvor evnen til realitetstestning er tabt, er denne evne bevaret hos borderlinepersonen. Dvs. at personen har bevaret evnen til at kunne skelne mellem selv og ikke-selv, og skelne mellem hvilke impulser og påvirkninger, der kommer fra personens indre og hvilke som kommer udefra. Negativt kan man formulere, at borderlinepersonen ikke har hallucinationer og vrangforestillinger og også har fravær af bizar adfærd eller tankeindhold. Det, der karakteriserer deres oplevele, er, at den er meget stærkt subjektivt farvet og endimensionel.
Social adfærd
Når man oplever borderlinepersonen i et behandlingsperspektiv, kan man se, hvorledes patienten etablerer et samspil, hvor han/hun tager én rolle og tildeler behandleren eller behandlere andre – og der kan ske et skift inden for kort tid. Eksempelvis kan patienten opleve sig som afvist, tom, værdiløs, og behandleren som den straffende, afvisende – og i næste øjeblik kan rollerne være byttet om. Gennem den projektive identilfikation kan patienten få behandleren til at føle sig som den del, patienten har projeceret over på ham/hende.
Otto Kernberg og borderline
Patienten har:
– Identitetsdifussion, dvs. identitetsforvirring. Manglende integratione af gode og dårlige sider i oplevelsen af sig selv og andre.
– En særlig primitiv forsvarsorganisation: Personen betjener sig i udpræget grad af de primitive forsvarsmekanismer som splitting, projektiv identifikation, fornægtelse, primitiv idealisering og omnipotent devaluering.
– Realitetsopfattelse intakt. Dette adskiller borderlinepersonlighedsorganisationen fra den psykotiske patient.
– Jegsvaghed som fx kommer til udtryk ved: svigtende angsttollerance, hvor jeget ikke er i stand til at neutralisere angsten, men må fjerne sig eller reagere udad, svigtende impulskontrol, som kan resultere i udageren, evt. en række aggressive udbrud, som er rettet mod ting eller mennesker, samt svigtende evne til sublimering – dvs. at personen ikke kan forme driftsimpulser, så de kan rettes imod socialt acceptable aktiviteter.
– Forstyrrelser i indlevelsen (empati) i andre mennesker, idet personen har svært ved at opleve andre mennesker i deres egen ret. Disse betragtes enten i overendsstemmelse med egne projektioner eller må diskvalificeres.
– Mangel på overjegsintegrering, som kan betyde, at overjeget er så skrapt, rigidt og fordømmende, at personen konstant føler sig ude af stand til at leve op til dens krav.
– Overskud af uneutraliseret aggression, som især forurener seksualiteten.
Googles vej fra søgemaskine til vidensmaskine
af Robin Engelhardt
Blandt Googles ingeniører er man begyndt at droppe betegnelsen ’søgemaskine’. I stedet taler man nu om ’vidensmaskiner’. I årevis har internetentreprenører og forskere inden for kunstig intelligens talt om det såkaldte semantiske web: et netværk af videnssystemer, der kan forstå og frembringe netop det, som brugeren leder efter. Men først nu, i 2010’erne, synes id eerne for alvor at blive realiserbare. Google er faktisk så fokuseret på den semantiske omstilling, at de ifølge chefen for deres ‘webspam team’, Matt Cutts, har omdøbt deres ’Search Quality Team’ til nu at hedde ’Google Knowledge Team’. Men også mange andre aktører er ved at nærme sig de første funktionelle prototyper af ægte vidensmaskiner. Tænk på IBM’s supercomputer Watson, der hjælper læger med at lave diagnoser. Tænk på Apples talegenkendelsesprogram Siri, der svarer på spørgsmål og laver kontekstbaserede anbefalinger. Og tænk ikke mindst på svarmaskinen Wolfram Alpha, der laver real time beregninger på queries ved brug af aktualiserede og strukturerede databaser.
Overgangen til det semantiske web startede lidt tvivlsom med at Google for et par år siden begyndte at skræddersy søgeresultater til ens personlige profil. Hvis du og jeg laver en søgning om, lad os sige Tyrkiet, får jeg måske masser af top-links til tyrkiske feriebyer, og du til den politiske situation i landet. Det skyldes en database, som ved, at jeg engang har været på ferie i Antalya og du engang har lavet en søgning om Kemal Atatürk. Google selv siger at det øger følelsen af relevans for den enkelte, mens kritikerne siger, at det kaster al objektivitet overbord og kan bruges som vildledning i stedet for vejledning.
Tidligere på året 2012 lancerede Google så deres Knowledge Graph: et system som forbinder søgeord med konkrete mennesker, bygninger, og ting. Laver du f.eks. en søgning om ”Andromeda”, kan du i stedet for at lede blandt søgeresultaterne klikke på en af de fire foreslåede præcisioner på højre side af søgeresultatet: mente du galaksen, mytologien, tv-serien eller det svenske heavy metal band? Knowledge graph bygger på freebase, en database ejet af firmaet metaweb og opkøbt af google i juli 2010. Det var det første skridt på en lang overgang fra søgeordsgenkendelse til objekt- og relationsgenkendelse. I en sådan netværksforståelse er ordet ’Danmark’ altså ikke blot et genkendeligt ord bestående af syv bogstaver og lidt metadata, men en specifik entitet med utallige attributter og relationer.
Google offentliggjorde for halvanden måned siden deres Voice Search i direkte konkurrence med Apples Siri. Mens Voice Search bruger googles søgemaskine og gps, bruger siri også Wolfram Alpha til at beregne mere aktuelle svar. F.eks. vil spørgsmålet ”Ask Wolfram what flights are overhead” kunne fortælle dig, præcist hvilket passagerfly der netop flyver hen over hovedet på dig (hvis du altså er i USA). Googles Voice Search er til gengæld meget hurtigere, og har ofte meget mere relevant information. Når deres Knowledge Graph for alvor kommer i gang (lige nu indeholder den ’kun’ informationer om 500 millioner mennesker, steder og ting og har 3,5 milliarder attributter knyttet til dem), vil den kunne svare hurtigt og relevant på stort set hvadsomhelst. Den vil være den første store vidensmaskine og vide, hvor du kommer fra, hvad du er for en, og måske også hvad du lige nu går og foretager dig.
Henry Hazlitt: “Stalin as Classical Economist”
Tyvesidet terning fra oldtidens Egypten
Kultur To årtusinder før nogen havde hørt om rollespilsfænomenet ’Dungeons & Dragons’ , spillede oldtidens egyptere et ukendt spil, som gjorde brug af den ikoniske 20-sidede terning.
Af Ryan Smith
Der er tale om samme type terning, som rollespilsnørder overalt i den vestiglige verden ruller med, når de skal spille ’Dungeons & Dragons.’ Faktisk er designet fuldstændig identisk. Terningen har ligget gemt i magasinerne på The Metropolitan Museum of Art, hvor kuratorerne ikke har kunnet se meningen med at udstille den. Nu har rollespilsnørder fundet frem til terningen via et online-katalog over museets gemmer, og terningen udstilles nu ivrigt på online-medier som io9 og Cnet News.
Terningen er ca. 2,5 centimeter høj og menes at stamme fra den ptolomæiske periode af Egyptens historie. Det vil sige fra perioden med de græske faraoer, som blev installeret i kølvandet på Alexander den Stores erobring af Egypten i 332 f.Kr. og som varede helt til Caesars invasion af Egypten (samt erobring af Cleopatra) i 30 f.Kr.
Terningen er lavet af det mineralske materiale serpentin, og formodningen om, at terningen skulle stamme fra den græske periode af Egyptens historie underbygges endvidere af, at symbolerne for eta, theta og epsilon er klart synlige på terningen.
Hvilket spil de gamle egyptere har spillet med terningen, er dog endnu ukendt.
Kant vs. Berkeley – Does the World go Away when we aren’t Looking?
How do we know that reality is still there if no one is there to observe it?
The idea that the world goes away when we aren’t looking is commonly called Subjective idealism or Empirical idealism. (I.e. your mind forms subjective ideas about reality which then appear to you as matter. If your mind isn’t there, maybe the matter won’t be there either.)
If we take the idea of Subjective idealism to mean that we cannot know anything about the objective world, then Kant encroached a great deal on this problem by taking a step back and saying that we can know some things to be absolutely true no matter what (e.g. a triangle has three sides). So even if our experience of the world is totally screwed up, the concepts will still be right.
Kant then suggested that you can start from certain concepts (triangles have three sides) and then extend that certitude to fields like math. (You don’t know that 2+2 = 4 like you know that a triangle has three sides, but once you have tested 2+2 it’s always = 4.) This then forms a synthesis of ideal and actual knowledge that never fails for anyone. So we can also know that with certainty.
People coming after Kant then went even further and said that in the same way that 2+2 is always = 4, we can move even further out of our heads and into the world. Every time somebody analyses water it turns out that it is H2O and never anything else.
In this way we can start with pure conceptual knowledge in our heads (triangles have three sides) and then creep further and further out into reality. That the empirical world appears with regularity and appears to have a consistency no matter who is observing it is a huge deal in favor of empirical reality being objective and hence in some sense actually there. Confronted with this argument, the opponents of the 1700s could only intervene to say that the source of this objectivity was God who made a “consensus reality” for all observers. Even back then it was obvious that this was a bullshit argument.
So even though we cannot 100% refute that reality goes away when we are not looking, we can get very far towards proving that it doesn’t go away. (Certainly we can do way better than those who say reality is subjective.) This does not mean that we get to experience all of reality entirely as it exists on its own terms (we don’t), but it means that we get to experience a good deal of reality with a regularity that is shared by all subjects and which appears to be internally consistent. Empirical reality cannot reasonably be said to be subjectively created by our minds although it could be said to be interpreted by our minds, i.e. warped to fit with the mind’s nascent need to see things as structured in space, time, quantity, etc. – categories which would not necessarily be there if there was no observer.
Thus, if a tree falls in the forest and no one hears it, it is overwhelmingly likely that it will make a sound, though with no observer present to cognitively structure the experience, there may well be no tree, nor sound to be discerned as entities standing apart from the rest of the totality of reality.
Kønskvoter som rent seeking
af Eva Gregersen
Allerede i 1982 sagde Margaret Thatcher: The battle for women’s rights has been largely won. Det var det år, jeg blev født, og de erfaringer, jeg hidtil har gjort mig, har kun bekræftet Thatchers udlægning. Jeg har hverken oplevet selv at blive diskrimineret på baggrund af mit køn eller fået det indtryk, at andre (gammel-)danske kvinder blev det – med en enkelt undtagelse, som jeg skal komme tilbage til. Det er min klare oplevelse, at kvinder har lige muligheder for at gøre karriere – at vi ligesom mænd bliver vurderet på den vare, vi leverer. Denne lykkelige tilstand er naturligvis resultatet af mange års kamp, og til de læsere, der personligt har bidraget til at nå hertil, vil jeg gerne rette en tak.
At der fortsat ikke er lige så mange kvinder som mænd i toppen af dansk erhvervsliv mv. er for mig at se det naturlige resultat af den videnskabeligt veldokumenterede kendsgerning, at der er forskel på mænd og kvinder. Bl.a. er kvinder simpelthen mindre interesserede i at gøre karriere og mere interesserede i yngelpleje end mænd. Der findes undtagelser fra denne generalisering – herunder blandt de 14 underskrivere af svaret til Albrightgruppen – men det er netop undtagelser, der bekræfter reglen. Og når kvinder generelt vælger at investere mindre tid i deres karrierer end mænd, er det kun forventeligt, at kønnenes resultater bliver derefter.
Nutidens feminister ignorerer tilsyneladende denne basale sammenhæng mellem indsats og udbytte. Det er som om, de ikke vil acceptere, at man ikke på én og samme tid kan være en nærværende forælder (og trofast veninde og hengiven elskerinde osv.) og hellige sig sit arbejde i det omfang, det kræves for at nå til tops inden for erhvervslivet, kulturlivet mv. Man må prioritere. Og den prioritering er suverænt et personligt valg. Det er ikke en sag for kvindekampen.
Derfor kan jeg ikke støtte op om dagens feministiske agenda. De tiltag, Albright-gruppen ønsker sig for at få flere kvinder til at blive ingeniører og iværksættere og for at ’fremme mangfoldighed’ i kulturlivet, handler ikke om at sørge for lige muligheder, men om at favorisere kvinder på bekostning af mænd for på kunstig vis at opnå resultatlighed.
Min primære anke imod det er, at det er uretfærdigt over for de mænd, der bliver forfordelt, men jeg sympatiserer heller ikke med feministernes optagethed af at sikre sig, at andre kvinder træffer de valg, som feministerne mener er de rigtige. Hvis de synes, det er så vigtigt, at kvinder indtager de mandsdominerede fag, hvorfor starter de så ikke selv en vækstvirksomhed med flere end 10 ansatte eller melder sig ind i en skakklub?
Nutidige feminister modsiger ofte sig selv: På den ene side er der ikke forskel på mænd og kvinder, og derfor skal der partout rettes op på, at kvinder ikke fylder på direktionsgangene, ministertaburetterne og musemsvæggene i lige så høj grad som mænd. På den anden side er der forskel på mænd og kvinder, og derfor beriger kvinder arbejdspladserne med særlige kompetencer så som samarbejdsevner og empati mv. Jeg har fået at vide, at hvis jeg læser en mursten af Simone de Beauvoir på over 700 sider, vil jeg forstå det, men helt ærligt, hendes budskab må kunne formidles på mindre plads – hvis ellers der ikke er tale om hjernevask?
Den ene erfaring, jeg har gjort mig med diskrimination af kvinder, har været i forbindelse med barsel. Det er velkendt, at virksomheder alt andet lige er mindre tilbøjelige til at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder end en mand, fordi kvinder tager mere barsel end mænd. Denne såkaldt statistiske diskrimination er velbegrundet, for det er jo et problem for en arbejdsplads at måtte undvære en medarbejder i en længere periode. Selv hvis medarbejderens løn bliver betalt af en central barselsfond, er barslen ikke omkostningsfri for virksomheden, som stadig enten skal undvære arbejdskraften eller bruge ressourcer på at oplære en vikar (der først vil opnå fuld produktivitet, når medarbejderen alligevel er ved at være tilbage). At virksomhederne derfor diskriminerer mod kvinder er selvfølgelig urimeligt over for de kvinder, der ikke vil udsætte virksomheden for den omkostning.
Øremærkning af barsel til mænd ville mindske urimeligheden, men det ville også skabe en ny urimelighed over for de mænd og kvinder, der faktisk foretrækker at lade kvinden tage hele barslen, mens manden koncentrerer sig om sin karriere. En bedre løsning ville være at lovliggøre barselsklausuler i ansættelseskontrakter, så kvinder (og for den sags skyld mænd) kan forpligte sig til ikke at gå på barsel i en bestemt tidsperiode. (Dvs. hvis de går på barsel alligevel, vil de skulle kompensere virksomheden for omkostningerne, som jo kan være en sekscifret størrelse). Det kan måske virke urimeligt over for de kvinder, der ikke vil acceptere denne klausul – men hvis en kvinde ikke vil garantere, at hun ikke går på barsel i løbet af eksempelvis de første to år, er det så virkelig en god idé for det lille konsulentfirma, der er dybt afhængig af den enkelte medarbejders indsats, at satse på hende? Det kan virke barsk at tænke på en fødsel som et problem, som medarbejderen påfører virksomheden, men sådan er virkeligheden for selv den mest velmenende arbejdsgiver.
Tilbage til Elisabeth Rygård. Når nu hun tillader sig at spekulere i vores motiver, må det være tilladt at spekulere i hendes. Hun er filminstruktør, og et af de tiltag, Albright-gruppen ønsker sig, er at »Se på, om der virkelig er nok kvinder på museumsvægge, dagbladssider, TV-skærme, scenegulve og i de filmproduktioner, vi støtter som samfund.« Kan det tænkes, at Rygård mener selv at være blandt de kvinder, hvis film burde have mere støtte – og hvem er det i så fald så lige, der er ude i ’at mele sin egen økonomiske kage’?
Måske mener Rygård ikke selv at være i målgruppen for Albrightgruppens forslag. Men det bringer mig til et andet spørgsmål: Hvor er egentlig ofrene for den manglende ligestilling? Hvorfor hører man aldrig noget i debatten fra de kvalificerede kvinder, der mener at være overset til bestyrelsesposterne og forbigået til professoraterne? Hvis det skyldes frygt for repressalier, kan de jo udtale sig anonymt, hvor identiteten er redaktionen bekendt. Og hvis mænd så gerne vil tage lang barsel, men bare hver især ikke tør være den første på arbejdspladsen til at gøre det, hvorfor har de så ikke forstået at organisere sig? Man kan jo også støtte interesseorganisationer ganske anonymt.
Jeg kender kvinder, som siger, at det er for dårligt, at der ikke er flere kvinder i virksomhedsledelserne, men de har godt nok selv ikke tænkt sig at arbejde så meget, som der er nødvendigt for at nå dertil. Og de mænd, jeg kender, der ikke allerede i dag tager længere barsel end de 14 dage, længes mig bekendt ikke efter en god undskyldning for at gøre det.
Kan det tænkes, at ofrene simpelthen ikke findes? At ligestillingen for længst er opnået, og at feministerne bare mangler at komme videre og forstå, at mænd og kvinder nok er lige – men også er forskellige?
Erhvervsledere i politik
Af Ryan Smith, journalist og forfatter
Tirsdag nat dansk tid tørnede Romney og Obama sammen i den anden af de tre debatter, der skal afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident. Og ganske som i den første debat, så blev Romneys erfaringer som jobskaber i den private sektor fremhævet som en kvalifikation for hans fremtidige politiske virke.
At erhvervsledere skulle ligge inde med et sæt særlige kompetencer, som uden videre kan overføres til politik, er en påstand, som med jævne mellemrum dukker op i den offentlige debat. Ideen kendes også herhjemme, eksempelvis i form af forretningsmanden Lars Kolind, der med ”Kolind-Kuren” søger at revolutionere politik ved at levere ”en ny måde at drive [offentlig] virksomhed på.” (Sådan, hvis han selv skal sige det.)
Stilgrebet er ikke grundløst: Kigger man i forskningen, så har succesfulde erhvervsledere vitterligt en lang række træk til fælles med dygtige politikere. Eksempelvis har de højere abstraktionsevne og en højere intelligens (IQ) end den gennemsnitlige indbygger. De er i gennemsnit mere udholdende i at forfølge deres mål end den øvrige befolkning, og så lærer de typisk af den modgang, de møder, frem for at lade sig slå ud af den. Ligeledes er de i gennemsnit mere assertive og ambitiøse end den øvrige befolkning, og så orienterer de sig efter praktiske resultater og tallene på bundlinjen frem for at fortabe sig i ideologiske abstraktioner.
Der er altså sigende og markant fællestræk mellem dygtige politikere og dygtige erhvervsledere. Men betyder det så, at alting ville blive bedre, hvis storinvestoren Warren Buffet flyttede ind i det Hvide Hus, eller hvis Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen rykkede ind på Marienborg? Svaret er både ja og nej.
Ifølge Deniz S. Ones, der er professor i psykologi ved University of Minnesota, og som har forsket i forskelle og ligheder mellem politikere og erhvervsledere, er der flere signifikante træk, som de to grupper har til fælles. Men samtidig er der også en afgørende forskel på de to grupper: Erhvervsledere styrer direkte efter målet. Og det er en kæmpe ulempe i politik.
Alle har ret (til godbidder)
Ifølge Deniz S. Ones, så fungerer en succesfuld virksomhed i den private sektor dybest set som følger: En grundlægger har en idé om et mål, som vil gøre virksomheden profitabel. Vedkommende opbygger så en organisation, som er designet til at realisere det mål. Ansatte, som laver ballade eller som ikke leverer varen, bliver fyret eller parkeres på uvæsentlige stillinger langt nede i organisationen. Og den virksomhed, der med størst succes formår at følge denne formel, vinder så konkurrencen på det frie marked.
Helt anderledes er det med politik. I politik er der ikke en chef, som kan hyre og fyre, og som kan belønne folk på baggrund af deres performance. Nej, i politik kan enhver gruppe mennesker, som formår at organisere sig, gøre krav på repræsentation, uanset kompetencer og uanset performance. Og med politisk repræsentation følger også muligheden for at gøre krav på skattekroner til at tilgodese sin personlige særinteresser (tænk blot på Venstres Ellen Trane Nørbys 696 forsøg på at sikre statsstøtte til sin mors museum i Lemvig). Derfor kan politik nemt ende med, at en statsminister sidder tilbage med nogle inkompetente eller illoyale ”ansatte”, som ikke kan fyres, selvom de modarbejder regeringens overordnede mål.
Politik handler således ikke kun om at få den bedste løsning for hele butikken. Politik handler også om forsvare forskellige gruppers fastgroede interesser, uden at skele til hvad der er bedst for samfundet som helhed. Under et parlamentarisk system skal alle fløje spises af med godbidder, og ifølge Deniz S. Ones er det på netop dette træk – at styre direkte efter målet versus at spise alle af med godbidder for selv at opnå magten – at succesfulde erhvervsledere adskiller sig mest fra succesfulde politikere.
Kort sagt så er erhvervslederne altså mere direkte og resultatorienterede, mens politikerne er mere indirekte og fokuserede på processen omkring magten. For erhvervslederne gælder det om at være effektive, og for politikerne, så er det, som den amerikanske præsident Harry Truman engang har sagt: ”Hvor end du har en effektiv regering, der har du et diktatur.”