Author Archives: Majken Hirche

Er Open Access en god ide i Peer Review?

Ifølge en ny artikel i Science er svaret nej.

En forfatter indsender (i samarbejde med tidsskriftet Science) en bevidst mangelfuld videnskabelig artikel om et nyt farmaceutisk vidundermiddel til 304 open.access tidskrifter (altså net-tidsskrifter). Enhver ekspert på området ville med største lethed kunne konstatere, at artiklen var håbløs. Ikke desto mindre blev artiklen optaget i mere end halvdelen af disse tidsskrifter – også selv om der skiltes med, at artiklerne har været igennem “peer-review”.

Det er efterhånden blevet almindeligt, at forskeren skal betale for at få sin artikel udgivet, og mange af disse open-access tidsskrifter opkrævede da også beløb på et par hundrede dollars for at trykke artiklen. Dog kun hvis den blev udgivet. Kun 36 ud af de 304 tidsskrifter påpegede de åbenlyse svagheder i artiklen, og selv ud af disse valgte 16 dog at publicere artiklen. For at sætte alt dette i perspektiv skal man notere sig, at open-access publikationer inden for videnskab er et megastor foretagende. Der findes mindst 8.250 af den slags tidsskrifter, og selv om man regner de åbenlyst useriøse fra, så resterer der dog 2.054 anerkendte tidsskrifter udgivet af ialt 438 forlag (nogle af forlagene er højt anerkendte som Kluwer, Sage, eller Elsevier). Her to klip:

“A striking picture emerges from the global distribution of open-access publishers, editors, and bank accounts. Most of the publishing operations cloak their true geographic location. They create journals with names like the American Journal of Medical and Dental Sciences or the European Journal of Chemistry to imitate—and in some cases, literally clone—those of Western academic publishers. But the locations revealed by IP addresses and bank invoices are continents away: Those two journals are published from Pakistan and Turkey, respectively, and both accepted the paper.”

“But even when editors and bank accounts are in the developing world, the company that ultimately reaps the profits may be based in the United States or Europe. In some cases, academic publishing powerhouses sit at the top of the chain.”

Konklusionen er ikke, at open-access publicering er dårlig. Snarere viser undersøgelsen, hvor kommercialiseringen af universitetslivet fører os hen. At lave peer reviews er en møjsommelig opgave, som man frivilligt tager på sig, fordi man ønsker at fremme den videnskabelige debat. Men med det voksende proes på forskerne er det selvfølgelig et af de områder, der bliver nedprioriteret.

Ti billeder på buddhistisk tomhed

Tomhed er et af de vigtigste begreber i filosofisk buddhisme, og det er kritisk for at forstå buddhismens filosofiske udvikling fra Nagarjuna og frem. Tomhed er imidlertid også et af de mest misforståede begreber i buddhismen, og det udlægges ofte som en nihilisme eller ren negation. buddha Det er dog ikke tilfældet, og ifølge Nagarjuna er det faktisk værre at hænge fast i troen på tomhed som endemålet for buddhistisk ontologi, end det er slet ikke at tro på tomhed. Tomheden er ikke noget absolut, men et middel til at slå menneskets fejlagtige forståelse af virkeligheden itu, sådan at vi kan komme ud over vores dualismer og se virkeligheden, som den virkelig er. Tomhed er således et middel; et skridt på vejen mod den buddhistiske oplysning, som er hinsides alle ord og koncepter.

Her følger ti klassiske kinesiske billeder på Tomhed, som skal hjælpe den studerende til at forstå tomheden bedre:

1. Tomhed implicerer uforhindrethed, ligesom tomrum eksisterer i mange ting, men aldrig hindrer eller obstruerer noget.

2. Tomhed implicerer allesteds-nærværenhed, ligesom tomrum er nærværende alle steder; Tomhed omfavner alle ting alle steder.

3. Tomhed implicerer lighed, ligesom tomrum er ensartet alle steder og udøver ingen diskrimination noget sted.

4. Tomhed implicerer udstrakthed, ligesom tomrum er vidtstrakt, stort og uendeligt.

5. Tomhed implicerer formløshed og faconløshed, ligesom tomrum er Tomhed uden form eller kendetegn.

6. Tomhed implicerer renhed, ligesom tomrum aldrig er besmittet af ting-som-er.

7. Tomhed implicerer stilstand, ligesom tomrum altid er stillestående og i fred for generation og destruktion.

8. Tomhed implicerer positiv negation; det negerer alt, som har grænser og omfang.

9. Tomhed implicerer negationen af negation; det negerer al egeneksistens og udsletter al mental tilknytning til Tomhed (idet Tomhed peger videre imod den tilbundsgående transcendens, som er fri for alle tilhørsforhold).

10. Tomhed implicerer uopnåelighed og uforståelighed; ligesom tomrum ikke er opnåeligt eller forståeligt.

Amerikanske præsidenters personlighed, introversion og ekstroversion, samt deres behov for magten

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

Nedenfor ses udviklingen i ekstroversion hos den gennemsnitlige amerikanske præsident. På George Washingtons tid ville en gennemsnitlig amerikansk præsident have ligget omkring den 31. percentil (altså 69% af befolkningen ville have været mere ekstrovert end præsidenten). I dag ligger den gennemsnitlige præsident omkring den 93. percentil (altså 7% af befolkningen vil være mere ekstrovert end præsidenten). Så når folk siger, at politikerne ikke er “som i gamle dage,” så er det faktisk rigtigt.

Untitled
Dernæst ses nedenfor en til de politisk interesserede (rød som blå), der synes, at politikerne er gået for langt i deres iver efter at styre folk. På grafen ses udviklingen i den gennemsnitlige amerikanske præsidents Need for Power. Inden for psykologi er Need for Power defineret som et individs behov for at kunne kontrollere andre, behov for prestige og behov for at gøre indtryk på andre. De mænd, der grundlagde Amerika, havde et betydeligt mere kritisk forhold til magten end de mænd, der i dag sidder i det Hvide Hus. “Government, like fire, is a dangerous servant and a terrible master,” skulle Washington efter sigende have sagt. Jefferson solgte præsidentkareten (sin tids Rolls Royce), kom pengene i statskassen og gik selv op til sin indsættelsesceremoni. Sådan tænker moderne præsidenter ikke. I stedet er de typisk imod enhver indskrænkning af deres magt. Psykologisk kan det ses som eksempler på individer med høj Need for Power. Her sidder det som automatreaktioner hos dem, at alt, hvad der udvider deres magt, er omverdenen, der genkender deres personlige meritter, og alt, hvad der indskrænker deres magt, er en personlig ydmygelse; et signal om, at de som personer ikke er formidable nok til at fortjene den magt.

Har man en skeptisk holdning over for magten, så ligger det på rygmarven, at man hellere vil have Jefferson, Washington og Madison end Clinton, Nixon og LBJ. Men faktisk er der forskning, som viser, at folk med høj Need for Power i gennemsnit klarer sig bedre som præsident end folk med lav Need for Power. Det kan liberale (og andre med en kritisk holdning til magten) så tænke lidt over.

 

power

 Kilde (til begge grafer): Rubenzer & Faschingbauer 2004

Lyrical Translation of Parmenides’ Poem

Written by Parmenides of Elea, ca. 495 BCE
Poetical translation by M.J. Henn
Quoted from ‘Parmenides of Elea’

The Proem

Careering chargers, thundering swift, dispatch
My heart to places only hearts can match.´
Then destinies, far out in front, fast speed
Me down a road of song, whose windings feed

The knowing man through every village found.
This way conveyed I came. For coursers crowned
With wise renown advanced my speeding heart
Along – outstretching far my quickening cart.

Fair maidens led the way. From out its shaft
The axle sent a whining cry abaft,
Hot – burning under constant friction, bright
Within fast flickering hubs. For in their flight

Two wheels whirled the axle on a lathe,
As fleet Heliades caress and bathe
My car with dawning light, abandoning
Dark realms of Night to seek their father’s ring

Of light; while turning back, with regal hand,
Smooth veils from fair faces. Right there stand
Twin lofty gates dividing the way of Night
From Day. A lintel and sill of stony might

Encase them strong on either side, while doors
Of massive sweep and sway fill up with force
Their heavenly frame. And painful Justice holds,
With pain – dispensing woe, both locking bolts.

But gently urging maidens urged their way
With softened words, and quick She thrust away
For them the bolt – bars from the guarded gate.
Its doors then forced a yawning chasm great,

Unfolding giant wings attached with pins
Of brass in two – way hinges. Squealing dins
The air with plaintive moans, as doors fixed fast
With rows of riveted bolts wheel lazily past.

Through open gates swift maidens reined my horse
And car to trace their high celestial course.

A gracious goddess kindly welcomed me
With open arms and hospitality.
My right hand softly she entwined with hers
And spake to me in song this gentle verse:

“O Child of high-soaring ecstasies,
Immortal charioteers and chargers seize
You to my palace halls. I welcome you
Today! No evil Fate has sent you to

Traverse this starry path of mine (far back
It lies, removed from man’s own beaten track),
But Right and Justice teamed. Necessity
Demands you learn of nature’s panoply:

To wit, well-rounded Truth’s untrembling core
Of life, plus opinions born of common lore,
In which there is no true belief. Still yet
There is one thing you must not soon forget

How needs must seem those things which seem-to
Far-penetrating all reality.”

The Truth

“Arise, I say, take home my warbling lays
To hear afresh. These are the only ways
A thinking man should seek: One claims quite free
That Being Is, and is not not-to-be!

(She is Persuasion’s path, attending Truth).
The other, in opposite vein, retorts forsooth,

There is no Being! There must not ever be!
This path, I say, you’ll never learn to see;
For neither can you know non-being, a sheer
Impossibility, nor phrase it clear,

For Thinking and Being are one and the same.”

“Behold within your mind’s own deepening frame
Those presences steadfastly fixed, yet all
Removed from obviousness; for never shall
These beings dissolve their ineluctable hold

On Being, whether scattered manifold
Across the cosmic all, or packed into
A rounded ball; for, where I start, thereto
Shall I again return self-same. Now you

Must say and think that Being exists as true
Necessity; since Being is to Be,
But nothingness impossibility.
I urge you now to contemplate these lays,

For from the first path’s search I block your gaze.
Far off her winding course have mortals strayed
Alone in ambiguity, dismayed
Mid nothing seen nor known; for helplessness

Drives on the mind far – wandering their heart’s abyss.
They carry on both dumb and blind, amazed,
Confused, these feckless tribes, who wholly dazed,
Adjudge to be and not to be the same,

Yet not the same—A backward turning game
The path of all. So never be seduced
By thoughts that nothings equal beings reduced.
Blot from your thought this course! Raise high a fence!

Don’t let old Habit’s harsh experience
Propel you headlong down this fruitless path.
But close your blinded eyes, your ears with wrath
Of worldly sounds beset, and stay your tongue,

To judge, by reason’s aid alone, among
The paths my strife-filled refutations rive.
“Thus only one path’s myth remains alive.
The one that claims that ‘Being Is!’ Along

This path are posted many signs that throng
The passerby, such as UNGENERABLE
And absolutely INDESTRUCTIBLE,
UNWAVERING, ENDLESS, EVERY
– LIMB – ONE – WHOLE;

No was nor will: all past and future null;
Since Being subsists in one ubiquitous
Now – unitary and continuous.
For what descent would one assert for Being?

And how, from whence, will Being grow, so teeming
With vast increase? I bid you neither say
Nor think that Being springs from nothing’s way;
The notion that this Being is not is not

For thought to think, nor lips to speak. For what
Necessity would rouse vast Being to grow,
Begun in time or sprung ex nihilo?
So, Being must exist in fullest might,

Or not at all. Nor will the strength of right
Belief compel a thing to come – to – be
From nothing absolute. Its plain to see:
From nothing only nothing comes, because

By law does Justice hold from Being the cause
Of generation and decay. She feigns.
But slackens not her dominating chains.
Her grips grow stronger still! Your judgment o’er

My words resolves this crucial either – or,
Reflect it to your very core: Being is,
Or Being is not. Decide I say! Dismiss
The latter from your heart, a nameless course,

And thoughtless too, for she shows not the source
Of Truth. Traverse, instead, the Way of Being.
Embrace the Is, authentic, never fleeing.
So how, I ask, would Being cease? And how

Would Being come – to – be? It is not now,
If once it was, not even should it last
The span of future time extending past
Us now. So, genesis is quenched; its ruin

Not for experience. Nor is it strewn
Across vast multitudes, divided from
Itself; since all of Being is like, not some
Of it more here, and some of it less there.

The former forbids all binding holds unfair;
The latter neglects that all is filled to full
With Being. Hence, all exists together whole,
As being pulls itself to being by forced

Attraction mutual. But quite divorced,
Unmoved within the limits of great chains
Exists a sourceless, ceaseless Being; twin banes
Of birth and death long banished to the tides.

For true belief has pushed them out. It bides
The same in self-same place, remaining on
Its own, and so remains in fetters drawn

Steadfastly to its core. For powerful
Necessity ensnares it in her pull

Of chains and shackles binding fast, cinched tight
On every side. On this account ’tis right
For Being to be not incomplete. It lacks
No thing; since, if it did, its need would wax

For everything. Self – same as well the thought
And thinking act that Being Is; for not
Without the Being, in which it is expressed,
Will you discern the thinking act impressed

Upon the mind: for nothing else outside
Of Being exists or ever will. Cold pride
Of Fate confined it whole and motionless
To stay. Whence flow all names which mortals dress

With playful suppositions based on mere
Belief that naming captures Truth. You hear
Them speak of generation and decay,
Of being and non-being, of flight away

From place of rest, exchange of brilliant hue.
But here the outer limit shows the clue;
Since, now perfected from all points, just like
A massive sphere, it circles back to strike

Itself, in all ways equal from its core.
This limit needs must never be some more
Here, and some less there. For neither can
There be a what – is – not to halt its span

Out through itself toward self – same unity,
Nor can pure Being escape the symmetry
Of cosmic equipoise. It can not change
Intensity, nor broach its rounding range

To bulge with excess or deficiency,
Since all remains untouched simplicity.
For, equal to itself from every source,
Being meets with equal limits all its force.”

The Convention

“I cease here now, concerning Truth, my thought
And trusted speech for you; and learn you ought
The ways of mortal minds. So listen close
To hear the words deceptive order chose:

Men set their minds two shapes to name, but one
Of these must not be voiced; and here they’ve gone
Astray. They judged two masses opposite
In strength, and laid down signs to seal the split.

Of these, the first fires forth ethereal flame,
So gentle and smooth, in all directions same
Unto itself; the other, not a whit
The same, but in itself its opposite
— Dark Night, a dense and weighty mass.

To you I voice whole worlds of seeming things untrue.

Lest any mortal judgment should surpass
You unawares. But since all things alas

Are named for Light and Night, and since both powers
Have been assigned to these and those, there flowers
Full in all both Light and darkening Night
In equal quantities, for none in sight
Has share of one exclusively its own.”

“The aether you shall know, and all which sown
Therein did grow, both constellations far
And wide, and Sun’s destructive deeds, which scar
The earth with rays hot blazing torches burn,

And whence these came to be. I bid you learn
The wandering works and nature of the Moon,
Our spotted sphere. You’ll even know the swoon

And sway of Heaven’s vaulting love embrace;
Both whence he grew, and how, in shamed disgrace,
Necessity once dragged him off to hold
The limits of the stars; and how, it’s told,

The Earth, and Sun, and Moon, with aether round
Them drawn; our Heaven’s scattered milky fount,
Olympian heights, and thermal forces from
The stars awakened to their being. Benumb

With night, while circling earth, there shimmers strange
A borrowed light, which searches in its range
The blinding rays of Sun. The starry wreaths
Of thinner breadth bring forth a fire that breathes

And blasts full force; the ones beyond cloud black
With darkest Night, but still afar shine back
Their share of shimmering light. And in their midst
There lives the goddess Destiny, who sits

In queenship over all. For intercourse
Of lovers mixed, and loathsome pangs which course
The womb she rules over all. She sent
The woman off to mate with man, and bent

It back for man with woman to mate again.
And Eros first she destined to begin
The lineage of the Gods. And when a man
And woman intertwine to seal the plan

Of Passion’s love-affair, a life-force forms
From blood diverse, which courses thick and swarms
The veins to fashion bodies well-produced,
Of tempered forces born. For when, once loosed,

Life’s forces clash in strife upon the sown
Seed, no unity will they have grown
Within the body mixed, and curses shall vex
The growing child with indeterminate sex.

But when Love’s seeds implant themselves upon
The right side of the mother’s womb, they spawn
New baby boys, but on the left they yield
Girls. For just as each one holds, concealed

Within, some mix of Light with darkest Night,
Which rushes through their wandering limbs, so might
Exist the mind of man. For wisdom’s seat
Persists the same for everyone you meet:

A nature growing in the limbs; since Thought
Is marked by greater growth. And so the lot
Of all there is or ever was I’ve shown
To you according to opinions known.

But, after they’ve grown, they’ll cease to be.
Their names but signs affixed by man’s decree.

Drop statskontrol med læger og psykologer

Af Ryan Smith

For få dage siden (9.9.2013) kunne DR Nyheder berette, at antallet af læger, der efterforskes af Sundhedsstyrelsen er stigende. Nyheden er blot sidste led i  fortællingen om de systematiske svigt, der foregår i sundhedssektoren. I 2012 kørte f.eks. enorme skandaler om fejlmedicinering i Glostrup og Hvidovre, og i 2011 var Anders Breivik næsten ved at gå fri af straf, da fagpsykiatere (også i Danmark) stædigt holdt fast i, at Breivik var paranoid-skizofren, når han ikke var det.

Når det kan gå så galt i sundhedssektoren, så er det blandt andet, fordi det nuværende system af statslig kontrol og autorisation fremmer inkompetence og uigennemsigtighed snarere end at modvirke dem. Her er tre eksempler på, hvordan det sker:

For det første er en statslig autorisation ingen garanti for, at en behandler kan finde ud af at udøve sit hverv. En given læge eller psykolog kan have opnået sin licens for 20-30 år siden og være aldeles inkompetent nu. Evnerne kan have svigtet med alderen, eller den uddannelse, som den givne behandler har haft med sig i baggagen, kan være blevet antikveret eller modbevist i den videnskabelige litteratur. Således har flere videnskabelige studier vist, at der ikke kan føres evidens for den klassiske psykoanalytiske behandlingsmetode. Denne udvikling har dog ikke ført til, at én eneste freudianer har mistet sin statslige autorisation. Alt imens må andre faggrupper, såsom psykoterapeuter, hvis uddannelse kan være nyere og mere evidensbåren, blot se til, mens de står uden for de statssanktionerede monopolordninger.

For det andet skaber staten falsk tryghed, når den blåstempler samtlige medlemmer af en faggruppe som kvalificerede og kompetente. En psykolog er en psykolog, og en læge er en læge. I begge tilfælde går staten ind og siger, at denne person er kvalificeret til at udføre sit arbejde.

Det er dog ikke altid tilfældet. Som en videnskabelig undersøgelse foretaget af forskere fra Brigham Young University samt Ohio University har vist, så findes der en underklasse af terapeuter, som er for inkompetente til at hjælpe deres patienter med at få det bedre, selv om de ”på papiret” er lige så gode som de bedste behandlere inden for deres felt. Årsagen til at de stadig kan få patienter er den falske tryghed, der opstår, når staten agerer økonomisk mellemand.

Når vi køber en bil, så kan vi ikke vurdere dens kvalitet, men vi stoler på den økonomiske mellemmand: Bilforhandleren, som vil gå fallit, hvis han igen og igen sælger dårlige biler. Når vi køber et hus, så ved vi ikke, hvilke skader der gemmer sig rundt omkring i krogene, men vi stoler på den økonomiske mellemmand: Den byggesagkyndige, som må dreje nøglen om, hvis han igen og igen udsender tilstandsrapporter, som man ikke kan regne med. Men når vi får medicinsk behandling fra læger og psykologer, er det staten, der er den økonomiske mellemmand. Og uanset hvor mange dårlige behandlere, staten sender videre til borgerne, så vil staten aldrig gå fallit, fordi kunderne svigter – kunderne har nemlig ikke noget valg.

For det tredje er det netop på grund af det statslige monopolsystem, at det er blevet sværere at eliminere dårlig sundhedsfaglig behandling. Samtlige af Folketingets partier (med undtagelse af Enhedslisten) anerkender i dag, at private aktører, der konkurrerer mod hinanden om at levere de bedste ydelser, er den mekanisme, der sikrer den højeste kvalitet.

I stedet for fri konkurrence, hvor forskellige behandlere konkurrerer om den samme kage, har vi i dag et system, hvor staten på forhånd har besluttet, at kagen skal deles ligeligt mellem landets læger og psykologer. Under det nuværende system har den enkelte læge kun ringe incitament til at konkurrere mod andre læger og så godt som intet incitament til at afsløre en anden læges fejl. Selv hvis han dygtigt skrider ind og forhindrer fejlbehandlinger ved at vidne mod en kollega, så vil han ikke selv få en større bid af kagen derved, men blot underminere sin faggruppes anseelse ved at tydeliggøre sin fagfælles inkompetence.

Uden det statslige behandlingsmonopol ville den enkelte læge have øget incitament til at højne sin ekspertise og holde sig opdateret på den nyeste viden. I et system præget af fri konkurrence ville han nemlig ikke kunne regne med at blive båret igennem af sine fagfæller.

Til slut skal det siges, at der intet er ved disse ideer, som gør, at danskerne ikke vil kunne få adgang til sundhedsydelser, i samme omfang som de har det i dag. Dét spørgsmål er helt uafhængigt af statens indblanding i de sundhedsfaglige autorisationsordninger. Under et system af private autorisationer og rating-bureauer kan staten f.eks. udstyre borgerne med checks (de såkaldte vouchers), som borgerne kan købe sundhedsydelser for, snarere end som nu hvor borgerne er henvist til industrisygehuse og praksisordninger, hvor ydelserne er styret af central planlægning og ikke af patientens behov.

Rune Kristensens forhold til fakta

Rune Kristensen angriber i Berlingske 16. september CEPOS for at svigte de konservative elementer af det fælles borgerligt-liberale tankegods.

Kristensen påstår, at der fra CEPOS’ side har været ”larmende tavshed” i forbindelse med sommerens debat om konservatisme og liberalisme. Men der har netop ikke været larmende tavshed fra vores side. Vi har deltaget i det omfang, vi er blevet inviteret med i debatten. Således har CEPOS’ direktør, Martin Ågerup, gæstet P1 Debat 7. september for at diskutere netop liberalisme og konservatisme. Den udsendelse har Rune Kristensen ikke hørt, og således ved han ikke, at Ågerup der beskrev sig selv som både konservativ og liberal.

I sit indlæg i Berlingske finder Rune Kristensen lejlighed til at problematisere, at CEPOS har fået Niels Westy Munch-Holbek til at lede og koordinere undervisningen. Kristensen citerer i sit indlæg fra et opslag på Munch-Holbeks lukkede Facebook-væg. Her kan det undre, at Kristensen ikke også fandt lejlighed til at citere Munch-Holbek for følgende: ”Jeg skal samtidig understrege, at jeg IKKE er ansat på CEPOS, og således ikke på noget tidspunkt udtaler mig på vegne af CEPOS. Det indebærer naturligvis – og det er måske nok så vigtigt – at CEPOS ikke kan stilles til ansvar for ytringer fra min side.” Kristensen har også overset de mange opslag fra Munch-Holbek på Facebook, hvor han betegner sig selv som konservativ.

Endelig fortæller Kristensen løsrevet i sit indlæg, at “flere personer tilknyttet CEPOS kaster mudder efter navngivne konservative”. Disse ”flere personer” viser sig blot at være to, som ikke er ansat på CEPOS og ikke udtaler sig på vegne af CEPOS. De ”navngivne konservative” viser sig blot at være én debattør, der efter eget udsagn bekender sig til et politisk ståsted, der er “lige så uforstående over for stalinisme som over for liberalisme“. I sit indlæg nævner Kristensen selv Reagan og Thatcher som forbilledlige konservative, som CEPOS angiveligt skulle have tabt den åndelige forbindelse til. Men Reagan og Thatcher ville aldrig have accepteret at blive slået i hartkorn med et politisk standpunkt, som lå “lige langt fra stalinisme og liberalisme.”

Som Reagan sagde: “Hvis man virkelig analyserer det, så tror jeg, at hjertet og sjælen i konservatisme er liberalisme.” Hvis Rune Kristensen virkelig ser favorabelt på Reagan, så gør han klogt i at huske på Reagans ord.

Kritik af Mads Holgers ‘Den konservative konditor og den liberalistiske bager’

Mads Holger anklager i Information liberale for at være ude af trit med tænkningen fra Platon og Sokrates. Men mon ikke snarere det er Mads Holger selv, der er ude af trit med tænkningen fra Platon og Sokrates?

Sokrates var ikke en politisk tænker, og Platon var teknokrat. Var det op til Platon, så skulle CEPOS og Dansk Industri styre Danmark. Det transcendentale er et privat projekt for Platon, ikke et politisk. Platons akademi fik sjovt nok heller ikke statsstøtte. Og der er i øvrigt intet ved det liberale tankegods per se, der fornægter væsentligheden af æstetisk fordybelse eller virkelighedens transcendentale aspekt. Det har bare ikke noget med politik at gøre, eller burde ikke have det.

Mads Holger har engang anerkendt i en offentlig Facebook-debat, at man kan opnå kontakt til det transcendentale og kere sig om æstetisk fordybelse, selv om man er teknokrat eller minarkist. Det er dog ikke rigtigt det, han gentagne gange skriver i debatten. Mads Holger opsætter igen og igen et lineært kausalitetsforhold mellem politik og æstetik, som om det ene er fuldstændigt afhængigt af det andet. Således skriver han:

“Det sørgmodigste eksempel herpå var Anders Frandsens indlæg i Berlingske den 19. august. Således steriliseret ender man her i Herning med fadcola bag rationalitetens rustfri gitter i neonlysets skær. Det virker jo, men det er ikke så spændende, og uden spænding klinger lyrens strenge ikke.”

Men dybest set aner Mads Holger jo intet om Anders Frandsens æstetiske interesser; han ved bare, at Frandsens tilgang til det politiske er mere rationel end hans egen. Den eneste måde, hvorpå Mads Holger kan føle sig godtgjort i at fælde dom over Frandsen, er, hvis han mener, at det politiske er en forudsætning for det æstetiske. Hvilket han altså selv har indrømmet, at han ikke mener.

Selv når Platon udtaler sig om æstetik, er det tydeligt, at politik først og fremmest er en rationel øvelse for Platon, som ikke bør forvirres med selve det skønne. Men ikke desto mindre er det netop, hvad Mads Holger igen og igen gør i debatten – der er mere Agathon over Mads Holgers indlæg, end der er Platon eller Sokrates.

Agathon i Platons Symposion

Opsummering af Agathons tale i Platons Symposion.

Agathon begynder sin tale ved at kritisere de tidligere talere for at koncentrere sig om de velsignelser, som Eros har givet til verden, snarere end selve gudens karakter og personlighed.

Ifølge Agathon, så er Eros den lykkeligste af guderne, den smukkeste af guderne og den bedste af guderne.

Agathon modsiger Faidros ved at hævde, at Eros er den yngste, og ikke den ældste, af guderne. Ifølge Agathon, så hader Eros alderdom og opsøger de unge, og de græske guder ville slet ikke have været så onde ved hinanden i gamle dage, hvis den unge Eros havde været blandt dem dengang. Eros er også følsom, blød og delikat, og han bosætter sig kun i de sjæle, som er bløde. Eros er også smidig, for hvordan skulle han ellesr kunne passere gennem hele sin sjæl, og smuk, leve som han gør blandt blomsterne.

Agathon argumenterer med sofisteri og fejlslutninger for, at Eros besidder de fire klassiske græske dyder: Retfærdighed, Mådehold, Mandsmod og Visdom.

  1. Eros er retfærdig, idet han hverken foruretter nogen eller selv bliver forurettet. Således har Eros RETFÆRDIGHED, for alle adlyder ham villigt.
  2. Eros har også MÅDEHOLD: Agathon argumenterer for denne sidste overraskende påstand med følgende stykke sofisteri: Mådehold er herredømme over fornøjelser og begær. Intet begær er stærkere end kærlighed, og derfor mestrer kærligheden alle fornøjelser og er således ekstremt mådeholden.
  3. Og MANDSMOD har Eros også, ifølge Agathon, for var det ikke kærligheden, som fik Ares (krigsguden) til at falde for Afrodite (kærlighedsgudinden)?
  4. VISDOM mangler Eros heller ikke. Alle, som rører ved ham, bliver nemlig til digtere og musikere. Faktisk skylder alle de menneskelige færdigheder ham meget, idet deres udøvere er inspireret af ønsket om skønhed.

Som sin finale leverer Agathon en salve af ord, rim og lyriske billeder, der tilsammen eksemplificerer mange elementer og stilarter fra den oldgræske lyrik, og som desuden fungerer som en slags karikatur af den retorik, som sofisten Gorgias lagde for dagen.

Agathon slutter med at sige, at hans tale er halv leg, halv alvor. Det er det, der redder hans tale. Det er denne klausul, som vender en meget fjollet og irriterende tale til noget ganske morsomt og farvestrålende.