Author Archives: Majken Hirche

Xenofanes som frihedstænker

af Ryan Smith

”[I antikken når] den individuelle frihed sit maksimum med Xenofanes.” – Friedrich Nietzsche[1]

”Jeg vil fremsætte den påstand, at Xenofanes … anticiperede og stærkt repræsenterede alle hovedideerne i den europæiske oplysning.” – Karl Popper[2]

Xenofanes fra Kolofon (ca. 580-475 f.Kr.) var en græsk filosof, som levede i arkaisk tid, altså før det klassiske Athen med Platon, Sokrates og Aristoteles. Xenofanes dedikerede sin tænkning til religionskritik, epistemologi og til at analysere den psykologi, som ligger bag menneskets deltagelse i, og identifikation med, den politiske orden i det samfund, som omgiver det.

Xenophanes_in_Thomas_Stanley_History_of_Philosophy Xenofanes rejste vidt og bredt i den antikke verden, sågar også uden for de græsktalende områder (heriblandt Fønikien, Etiopien og Krimhalvøen), og således bygger hans tænkning på et unikt erfaringsgrundlag, idet han havde førstehåndskendskab til ligheder og forskelle mellem livet i mange forskellige antikke bystater.

I forhold til dette nummer af Libertas’ tema om anarkokapitalisme ønsker jeg her at fremsætte tre problematikker fra Xenofanes’ tænkning, som jeg opfatter som relevante for en fremtidig anarkokapitalistisk verdensorden, og som jeg ikke tidligere har set en anarkokapitalistisk gendrivelse af. Tankerne fremsættes derfor her som en slags udfordring til anarkokapitalistiske tænkeres opfindsomhed: Hvordan kan de nedenstående problemer minimeres under en anarkokapitalistisk orden?

En sidste bemærkning inden vi går i gang: Min tekst bør endelig ikke læses, som om jeg her begår en anakronisme af rang: Selvfølgelig var det græske netværk af uafhængige bystater, som det eksisterede i arkaisk tid, ikke en anarkokapitalistisk orden, men der er dog det fællestræk mellem det arkaiske Grækenland og så den moderne anarkokapitalismes tænkte scenarier, at de hver især består (bestod) af en række løst forbundne samfundszoner, hver med forskelligartet lovgivning, og at en fri mand, der ikke lå andre til last, i reglen kunne ind- og udvandre mellem de forskellige stater efter forgodtbefindende, sådan som Xenofanes gjorde. Men nu – videre til Xenofanes’ tænkning.

Første problem: Mennesker relativerer viden

Det første problem, som Xenofanes så på sin vej gennem de mange forskellige bystater, var, at viden ikke bare var viden. Hvad der burde være objektiv og fælles viden på tværs af kulturlag, blev relativeret bystaterne imellem. Selv banale fakta, som hvad der er sødt, og hvad der er surt, blev relativeret til at passe med den lokale kultur.[3] Denne observation peger igen fremad mod tre yderligere betragtninger:

(1) Menneskers viden er ikke absolut, og den kan aldrig blive det. ”Sikker viden har ingen mand set, og ej heller vil der nogensinde være en mand, som erkender den absolutte sandhed,” sagde Xenofanes.[4] Mennesket er ikke i stand til at erkende sandheden fuldt ud og direkte, sådan som Ayn Rand eksempelvis påstod.[5] Ifølge Xenofanes kan menneskelig viden aldrig være andet end tilnærmelser til den absolutte, uerkendelige sandhed. Men ikke desto mindre har mennesker – dengang som nu – en tendens til at betragte de ting, som de gerne vil tro på, som sikker og absolut viden. Mennesket lyver altså for sig selv, hvis det kan slippe afsted med det. Ikke kun om små trivialiteter og personlige anliggender, men også om helt basale og objektive spørgsmål.

(2) Den næste betragtning, som det, at mennesket relativerer sin viden, peger frem imod, er den, at sandhedsgraden er direkte proportional med åbenheden af en given samfundsordens vidensstruktur.[6] Jo mere åben og fri en debat man kan tage, des mere korrekte bliver menneskets tilnærmelser til sandheden, og omvendt: Jo mere lukket et videnssystem bliver, des nemmere bliver det for en given bystat (eller anarkokapitalistisk korporation) at relativere sin viden og at tro på en fælles løgn eller myte, som vi kender det fra Platons Staten.[7] Og jo mere lukket et videnssystem er, des færre modargumenter skal en part så forholde sig til, når vedkommende fremsætter en påstand. Derfor bliver det alt andet lige også nemmere for indbyggere, som lever i et lukket videnssystem, at fremlægge det, de gerne vil tro på, som den absolutte sandhed snarere end som tilnærmelser til sandheden.

(3) Efter at have læst de to betragtninger ovenfor vil mange anarkokapitalister nok indvende, at selv hvis ovenstående analyse er korrekt, så er disse ofre stadig værd at bringe, når man opvejer dem imod de gevinster, der efter deres mening vil være at finde ved en anarkokapitalistisk samfundsorden. Men så udbygger Xenofanes sin analyse med yderligere en observation: I lukkede videnssystemer dannes der myter.[8] Mennesket har en iboende, evolutionær trang til først at danne fællesskaber og til dernæst at mytologisere disse fællesskaber. Man danner en gruppe på et fuldstændig vilkårligt grundlag som ”plat eller krone,” og snart vil gruppen  begynde at oparbejde en mytologi – en falsk fortælling – om sit fællesskab som værende særligt bedre og særligt anderledes end andre fællesskaber. Fænomet er velkendt i den videnskabelige litteratur.[9]

P0176Nu vil den anarkapitalistisk sindede læser måske mene, at jeg stadig ikke har godtgjort, hvorfor mytedannelse er et problem for en anarkokapitalistisk samfundsorden. Men det kommer forhåbentlig nu, hvor jeg vil tilbyde to eksempler på mytedannelse i lukkede videnssystemer.

Det første er kreationismen, som i disse år er på fremmarch i de amerikanske sydstater. Ikke som et kantiansk spørgsmål om personlig tro, men som et empirisk anliggende, hvor man forsøger at kortsslutte den videnskabelige process ved systematisk at fjerne lærebøger og ordbøger, som refererer til evolutionen, alt imens man oversvømmer børnene med en kavalkade af selvproducerede lærebøger og ”videnskabelige undersøgelser.” Her er der i det store og hele ikke tale om en stat, som går ind og begrænser individets frihed, men om delstater, hvori det overvældende flertal ønsker at udsætte deres børn for gruppespecifik mytedannelse, som man præsenterer som den absolutte sandhed, samtidig med at man afskærer dem fra de videnskabeligt bedste tilnærmelser til sandheden, som videnskaben i øjeblikket besidder.[10] Og skulle man mene, at hjernevask af børn ikke er et tilstrækkeligt alvorligt fænomen til, at en ydre autoritet kan gå ind og begrænse menneskets frihed, så kan man blot tænke tanken til ende: Hvad gør vi, når lignende religiøse hensyn forhindrer forældrene i at tillade bestemte typer medicinske indgreb? Her må forældrenes ret til at opdrage deres børn, som de vil, blive balanceret med barnets ret til ikke at blive de facto slået ihjel som følge af forældrenes forkærlighed for gruppemyter såsom kreationisme og øvrige religiøse hensyn.

Jeg vil medgive den anarkokapitalistiske læser, at man i virkelighedens verden ofte ser eksempler på, at statsmagten krænker individet. Ved at fremdrage eksemplet med sydstaterne og deres kreationisme ønsker jeg at vise, at det også hører med til virkelighedens verden, at frivillige associationer af individer undertiden krænker andre individer, herunder især børn, som ikke kan rykke teltpælene op og forlade det ”frivillige fællesskab,” som de er blevet født ind i, førend de når voksenalderen. I mit eksempel med de amerikanske sydstater er det således den føderale regering i USA, som går ind og garanterer børnenes ret til blive bekendt med den viden, som er ubelejlig for den gruppebaserede mytedannelse, som deres forældre bekender sig til.

I virkelighedens verden er det således det fakum, at sydstaterne er underlagt den føderale regering, som gør, at mytedannelsen ikke står endnu stærkere i sydstaterne, end den allerede gør. I forhold til tankerne om en anarkokapitalistisk samfundsorden, hvor samfundet forestilles at spalte sig ud i et system af frivillige relationer, hvor mennesker entydigt kan vælge at lukke sig af fra andre fællesskaber, så længe den enkelte frivilligt vælger at isolere sig sammen med sine trosfæller, så er der under en anarkokapitalistisk samfundsorden ikke samme sikkerhedsventil i form af et bundent fællesskab, hvor de individer, som ville foretrække at lukke deres verdenssyn af fra udefrakommende modargumenter, bliver nødt til at forholde sig til modpartens argumenter og observationer.?

Som verden ser ud i dag, så er det så godt som umuligt for store grupper af mennesker, som lever i liberale demokratier, at lukke sig af fra den internationale videnskabelige diskussion. Dette enorme, åbne videnssystem – som er det største, verden nogensinde har set – er i høj grad et produkt af den fredelige føderation af liberale demokratier, der findes i verden, og ikke af nogen andre regeringsformer. (Liberale demokratier har i øvrigt også den markante positive ekternalitet, at de ikke går i krig mod hinanden.)[11] I en anarkokapitalistisk samfundsorden er der ikke samme videnstvang, hvilket man muligvis kan mene er ok for voksne, men som jeg ikke kan se, hvordan man kan forsvare, når først der kommer børn med ind i billedet.

Andet problem: Mennesker relativerer moral

Så vidt Xenofanes’ første problem: Mennesker relativerer viden og organiserer sig gerne sådan, at de ikke behøver blive konfronteret med modpartens argumenter. Hertil kommer så Xenofanes’ andet problem: Mennesket relativerer også moral. Så vidt jeg har forstået på de anarkokapitalistiske tænkere, jeg har læst, så postulerer de en universel moral i form af respekt for den private ejendomret, individets selvbestemmelse og retten til ikke at blive udsat for tvang og vold. Men hvad Xenofanes opdagede, da han rejste rundt mellem de antikke bystater, og hvad der sidenhen er blevet opdaget igen og igen, er, at forskellige mennesker opfatter moral forskelligt.[12] For at en anarkokapitalistisk samfundsorden skal virke uden en central magtudøver med voldsmonopol – en hobbesiansk Leviathan – så bliver folk nødt til at være enige om en universel moral. Men moral er netop ikke en universel størrelse hos individet a priori. Tværtimod findes der gode indikationer på, at vi hver især er født med en stærk disposition for den moral, som vi ender med som voksne.[13] Og denne moral varierer, afhængigt af kultur samt hvorvidt man er konservativ, liberal eller socialist.[14]

xenophanes-219x300Xenofanes var for så vidt enig i, at der kun fandtes én moral, som var den rigtige, og at denne moral måtte gælde for alle og under alle omstændigheder. Ikke noget med at gradbøje reglerne, fordi ”situationen kræver det,” og ikke noget med tillade hverken de rige eller de fattige det, som man ikke vil tillade alle.[15] Men han observerede også, at mennesker ikke naturligt indrettede sig sådan: I stedet var de alt for villige til at tillade deres helte og herskere det, som de ellers ville dadle i deres medborgere. Og i krig og konflikt var de alt for villige til at undskylde deres egen sides forbrydelser og nederlag, mens de ivrigt bebrejdede modparten.

Som mere end 100 års psykologisk forskning har vist, så er den menneskelige psyke i stand til at bedrage sig selv på et utal af kreative måder. Og for at sige det kort, så er denne evne til systematisk at føre sig selv bag lyset (eller som Xenofanes ville sige – til systematisk at relativere moral) lige så aktiv på gruppeniveau, som den er på individniveau.[16] Hvis der ikke er nogen ydre myndighed til at stoppe dem, så vil man observere, at mennesker igen og igen snyder på vægten i skyldsspørgsmål, sådan at de tilgodeser deres egen gruppe på bekostning af udefrakommende.

Hvis den anarkokapitalistisk orienterede læser nu skulle spørge, hvad der er så galt med, at mennesker fastsætter deres egen moral i frihed (ud over, selvfølgelig, at anarkokapitalismen i sig selv postulerer en almen og fælles moral, som beskrevet ovenfor), så er svaret her, at moralsk relativisme på gruppeniveau har en ubehagelig tendens til at blive vendt imod de mennesker, der opfattes som stående uden for gruppen. Her kunne Tyrkiets kollektive erindring om det armenske folkemord, Vietnams diskrimination af den indfødte degar-befolkning eller arabiske muslimers kollektive normer om, at det er acceptabelt at lyve for vantro og holde polyteister som slaver, alle tjene som eksempler på gruppemoral, som relativerer den skade og de overgreb, som gruppen forvolder udefrakommende. Og blandt de mange andre uheldige tendenser, som evolutionen har indgydet i mennesket, finder vi også den vederstyggelige tendens til at bebrejde offeret selv for den forbrydelse, som overgår det, da det nu engang er det kognitivt letteste for den part, som selv nyder godt af en andens krænkelse, eller som ikke orker at involvere sig i en uretfærdighed, der ikke direkte påvirker vedkommende selv.[17]

Over for dette dystre billede af menneskets evne til at føre sig selv bag lyset i moralske spørgsmål er der to oplagte anarkokapitalistiske modargumenter: Det første er, at den anløbne moral, som jeg her har beskrevet, slet ikke hører hjemme i et anarkokapitalistisk samfund. Her vil gendrivelsen fra ikke-anarkokapitalistisk hold så være at spørge til, hvordan man i så fald vil sikre, at antallet af indbyggere i den anarkokapitalistiske samfundsorden, som har en anløben og opportunistisk moral, er så småt, at disse afvigere ikke rotter sig sammen og griber magten for at indføre et diktatur eller en anden form for atavistisk samfundsorden til skade for friheden. Spørgsmålet lyder med andre ord, hvordan vi sikrer en høj grad af moralsk og politisk frisind blandt befolkningen uden at ty til en central myndighed, som skal forestille at håndhæve alles interesser. Med andre ord er vi ude i Leviathan-problemet, som er så centralt for enhver form for anarkistisk samfundstænkning, at det er blevet diskuteret så grundigt så mange steder, at jeg ikke vil gå videre med dét her.

Det andet væsentlige modargument, som man fra anarkokapitalistisk hold kunne indvende imod den menneskelige tendens til at relativere sin moral afhængigt af gruppen, er, at de eksempler på moralsk korruption på gruppeniveau, som jeg har præsenteret ovenfor (Tyrkiet, Vietnam, arabiske muslimer) i hvert fald for de to første eksemplers vedkommende er bundet op på stater, og at en anarkokapitalist naturligvis ikke går ind for stater. Her er mit svar dog imidlertid, at der er forskel på stater, og at hverken Tyrkiet eller Vietnam er liberale demokratier i vestlig forstand. Tværtimod er det de liberale demokratier som USA og medlemslandene i EU, som presser Tyrkiet til at erkende det armenske folkemord som et historisk faktum. Her er det svært at se, hvilket lignende incitament en løs syndikation af anarkokapitalistiske korporationer skulle have til at presse hinanden til at erkende videnskabelige eller historiske fakta, som modparten helst vil se bort fra, eller hvordan anarkokapitalistiske korporationer, som ligger i vild og blodig konkurrence med hinanden, effektivt skal kunne føre en konstruktiv og opbyggelig dialog med hinanden med henblik på alle sammen at stå fast på en fælles moral, som er ens for alle. Således er det min påstand, at mens man måske nok ville kunne forestille sig, at anarkokapitalistiske korporationer kunne være bedre end uliberale stater som Vietnam og Tyrket, når det kom til ikke at relativere moral, så vil de med al sandsynlighed være værre end den løse føderation af liberale demokratier, som i øjeblikket tegner den mest moralske og mest liberale samfundsorden af alle de politiske eksperimenter, som verden hidtil har kendt.[18] Altså:

Liberale demokratier > Anarkokapitalistiske frizoner > Uliberale stater

Igen er det vigtigt at huske nuancerne: Ovenstående sammenligning er ikke for at insinuere, at der aldrig foregår diskrimination og relativering af moral liberale demokratier imellem. Det er ikke et spørgsmål om sort eller hvidt, men et spørgsmål om mere eller mindre. Da Xenofanes rejste rundt mellem de forskellige mikrosamfund, som hver især havde en høj grad af frihed, opdagede han, at det enkelte samfunds frihed til selv at fastlægge sin moral førte til relativisme og anti-universalisme. I den nuværende orden af liberale demokratier er de alle bundet sammen via traktater og folkevalgte repræsentanter, og denne føderation giver sammenslutningen af verdens liberale demokratier et incitament til at lægge en universalistisk moral for dagen.[19] Et incitament, som de anarkokapitalistiske frizoner, der vælger at vende sig væk fra fællesskabet, ikke vil have i samme grad.

Tredje problem: Teisme umynddigør individet

Den sidste problematik, som Xenofanes identificerede på sin rejse gennem antikkens bystater, var følgende: Jo mere teistiske indbyggerne i en given stat var, des sværere var det for ham at vinde ørenlyd for sit budskab om individuelt ansvar og personlig frihed.[20] Her bliver det klart, at Xenofanes var en liberal stemme i forhold til den almene kulturopfattelse i sin samtid, idet han så det som en etisk pligt for mennesker at deltage i civilisationen og kontinuert at stræbe efter civilisatoriske fremskridt.[21] Her gik Xenofanes’ belæringer lodret imod datidens mest udbredte holdning, som bestod i en kulturel og politisk konservatisme, som prædikede, at mennesket skal holde sig til sine traditioner og skikke og ikke stræbe for stærkt efter fremskridt, da dette muligvis vil få guderne til at gribe ind og straffe menneskene.[22] Denne kulturkonservatisme findes eksempelvis i Hesiods Prometheus-myte, hvor menneskets stræben efter fremskridt får guderne til at sætte det på plads, fordi det har forbrudt sig mod universets naturlige balance mellem hybris og nemesis.[23] Den findes også endvidere i det klassiske Athen, hvor komediedigteren Aristofanes ofte problematiserede tidens politiske spørgsmål for altid at fremhæve den konservative løsning som værende den rigtige, ligesom Sokrates selvfølgelig blev dømt til døden for at forbryde sig mod bystatens skikke.[24] Over for den herskende konservative dydsetik var Xenofanes således sin tids reformator, som postulerede individuel frihed og én moral, som skulle være ens for alle. Han var som en Luther, der sagde fra over for den tids katolicisme. (Men om det så betyder, at Xenofanes var græsk-katolsk, det skal jeg ikke kunne sige.)

Xenofanes så sig omkring, og da han gjorde regningen op, konkluderede han, at det at have store grupper af teistisk sindede mennesker var uforligneligt med en fri og liberal samfundsorden, hvori den enkelte selv er ansvarlig for sine handlinger. Hvorend store grupper af teistisk sindede mennesker er samlet, så har de nemlig en tendens til at eksternalisere ansvaret for deres egne handlinger. Og hvis vi skal leve sammen i frihed, siger Xenofanes, så må vi selv tage ansvar for vores handlinger. Så kan vi ikke tro, at Gud griber ind i politik for at hjælpe os, vores klan, eller vores stat.[25]

For nu at være fair over for anarkokapitalisterne, så må vi her sige, at Xenofanes’ tredje problem ikke er et problem, som er unikt for anarkokapitalistisk tænkning: Hvordan man får mennesker til at tage ansvar for deres eget liv, er en pan-liberal problematik, men dog har den den særlige relevans for anarkokapitalister, at problematikken vokser proportionalt med den frihedsgrad, som man i et givent samfund har tænkt sig at tillade den enkelte borger.

En enkelt teist her og der skal en radikal individualistisk samfundsorden nok kunne klare. Men når store grupper af teistisk sindede mennesker slutter sig sammen og bekræfter hinanden i, at det er ydre kræfter, som aktivt styrer livets gang på jorden, så bliver de som gruppe utilregnelige.[26] Og det er et problem for enhver form for liberalistisk tænkning.

Konklusion: Mennesket dengang og nu

Til slut vil jeg sige, at jeg ærligt må indrømme, at broderparten af min liberalistiske skoling ligger dér, hvor man stadig tænker på staten som et nødvendigt onde, snarere end at man søger helt at afskaffe den. Således vil der utvivlsomt være elementer af min artikel, som vil synes fejlinformerede eller tage sig ud som stråmænd i den anarkokapitalistisk sindede læsers øjne. Derfor må jeg med det samme sige, at jeg beklager, såfremt sådanne invalide argumenter har sneget sig med ind i min artikel. Min hensigt har bestemt ikke været at få anarkokapitalistisk tænkning til at virke mere blåøjet eller utopisk, end den rent faktisk er.

Dog virker det for mig, som om Xenofanes’ tre betragtninger, som gengivet her i artiklen, rammer ned i det centrale problem for enhver form for idealistisk tænkning, at mennesket har visse uheldige træk fra evolutionens side: Mennesker relativerer viden og moral, og de bøjer reglerne i deres egen favør, så snart de kan slippe afsted med det.[27] Disse inklinationer er ikke vilkårlige sociale konstruktioner, men snarere evolutionært betinget, og de præsenterer således et uomgængeligt problem for enhver form for politisk tænkning, som i sin grundvold ville ønske, at mennesket var anderledes, end det rent faktisk er.[28] De problemer, som Xenofanes så i øjnene dengang, er i høj grad de samme problemer, som enhver radikal frihedstænker må se i øjnene i dag: Mennesket har ikke ændret sig synderligt de sidste 3000 år, og enhver politisk ideologi, som har forsøgt sig med en samfundsorden baseret på en vision om det nye menneske og en ny moral, har slået fejl, når evolutionens gamle bøhmænd har stukket hovedet frem. Således er der heller ikke nogen grund til at tro, at en ny moral i sig selv vil afstedkomme et radikalt anderledes samfund, selv hvis en sådan moral kunne påvises at være ”objektivt rigtig” eller sand (hvilket den selvfølgelig ikke kan). Dengang som nu var den politiske tænkning tynget af det fakum, at menneskene ikke er engle, og at man således enten kunne optænke en flot samfundsorden, som ikke passede med menneskets faktiske habitus, eller man kunne optænke en samfundorden, som passede med menneskets faktiske habitus, men som i så fald ikke ville være flot. I denne debat stiller Xenofanes sig midt mellem de to poler, idet han brændende ønsker af sine medmennesker, at de selv skal tage ansvar for deres liv, viden og moral. Men samtidig ser han dog menneskeheden i øjenene og må konstatere, at hvis målet er frihed, universalisme og upartisk fairness, så er vi mennesker en art, som har lang vej igen.

Referencer

Doyle, Michael: Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs Philosophy and Public Affairs 1983
Goleman, Daniel: Vital Lies, Simple Truths Bloomsbury 1998
Haidt, Jonathan: The Righteous Mind Pantheon 2012
Janoff-Bulman, Ronnie: Cognitive biases in blaming the victim Journal of Experimental Social Psychology 21 (2) 1985
Nietzsche, Friedrich: Philosophy in the Tragic Age of the Greeks Regenary Publishing 1996
Pinker, Steven: The Better Angels of Our Nature Penguin 2011
Pinker, Steven: The Blank Slate Penguin 2003
Popper, Karl: The World of Parmenides Routledge 2012
Rand, Ayn: Philosophy: Who Needs It MacMillan 1985
Ridley, Matt: The Red Queen Harper Perennial 2003
Vamvacas, Constantine: The Founders of Western Thought Springer 2009
Walsh, Sean Noah: Perversion and the Art of Persecution Lexington Books 2012

Noter


[1] Nietzsche: Philosophy in the Tragic Age of the Greeks s. 76

[2] Popper: The World of Parmenides s. 39

[3] Xenofanes: 21B38

[4] Xenofanes: 21B34

[5] Rand: Philosophy: Who Needs It s. 16

[6] Xenofanes: 21B16

[7] Platon: Staten III, 414e – 415c

[8] Xenofanes: 21B15

[9] Pinker: The Blank Slate s. 321

[10] Goleman: Vital Lies, Simple Truths s. 229

[11] Doyle: Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs

[12] Xenofanes: 21B11

[13] Haidt: The Righteous Mind s. 26

[14] Haidt: The Righteous Mind s. 124

[15] Xenofanes: 21B14

[16] Goleman: Vital Lies, Simple Truths s. 227

[17] Janoff-Bulman: Cognitive biases in blaming the victim s. 161

[18] ”Liberal” her forstået som en helhedsvurdering hvor også kulturel og social frihed tælles med.

[19] Pinker: The Better Angels of Our Nature s. 182, 240

[20] Vamvacas: The Founders of Western Thought s. 94

[21] Xenofanes: 21B24

[22] Vamvacas: The Founders of Western Thought s. 90

[23] Hesiod: Værker og dage §42-105

[24] Walsh: Perversion and the Art of Persecution s. 58

[25] Xenofanes: 21B18

[26] Vamvacas: The Founders of Western Thought s. 94

[27] Ridley: The Red Queen s. 158

[28] Pinker: The Blank Slate s. 157

Svar Jon Mortensens kritik af ‘Keynes som figenblad’

af Ryan Smith

Det kræver en særlig nådegave at udtrykke sig ydmygt, når man ikke kan læse en tekst korrekt. Og den nådegave er ikke Jon Mortensens (JM).

Jeg anerkender det forhold, at økonomer generelt har bedre styr på økonomi end ikke-økonomer. Så meget desto mere pinligt er det blot for JM, at han insisterer på at spilde læsernes tid med sin tilstedeværelse i WA’s debatspalter. Her tager han mig 23/11 to gange til indtægt for at sige noget, som jeg ikke har sagt: At Keynes ville have tilrådet nedskæringer i det offentlige forbrug i krisetid. JM fejllæser min klumme om Keynes.

Fra JM’s side er det småt med faktiske argumenter. Han vælger i stedet det intellektuelle stinkdyrs taktik: Han lægger et par lugtbomber og håber så på, at de kan gøre det ud for egentlige argumenter: Mig skal man ikke høre på, for jeg har ikke den baggrund, som JM godt kunne tænke sig. Og økonomen Veronique de Rugy, som jeg citerer i mit indlæg, skal man heller ikke høre på, for hun har engang skrevet et helt andet indlæg, end det jeg citerer, i en helt anden debat. Et indlæg, som JM læser lige så sjusket, som han læste min klumme om Keynes.

Jeg har allerede påpeget, hvordan JM fejllæste min klumme om Keynes. Men JM går altså også fejl af de Rugy: Ifølge JM så forsøger de Rugy ud ad det blå “at overbevise en måbende verden om, at USA har den vestlige verdens mest progressive skattesystem.” Men JM glemmer at fortælle læserne, at de Rugys “udtalelser” sådan set bare er ordrette citater fra en OECD-rapport. JM kan, PhD-titel til trods, ikke forstå, hvordan de Rugy (som altså i virkeligheden er OECD) kan mene, at USA’s skattesystem skulle høre til blandt den vestlige verdens mest progressive. Som en servicemeddelelse til JM så kan vi dog her afsløre, at et lands samlede skattetryk ikke er det samme som progressiviteten i et lands skattesystem.

Som jeg citerede ovenfor, så hævder JM, at omverdenen stillede sig ”måbende” over for de Rugys udtalelser om USA’s skattesystem. Jeg ved ikke, hvad det er for en verden, som JM hentyder til. Men i den verden som vi andre lever i, så er de Rugys udtalelser blevet faktatjekket af andre økonomer, og gang på gang er de blevet fundet rigtige. Udover at JM ikke kan læse mig korrekt, eller læse de Rugy korrekt, så kan han altså heller ikke læse omverdenens reaktioner korrekt.

Det er i sig selv imponerende, at en mand som JM, der har så travlt med at anfægte andres etos, selv formår at fejlcitere så vildt og grelt, på så kort en plads som JM havde til rådighed i WA. Men det beviser vel blot min oprindelige pointe om, at nutidens debat om Keynes ikke tages på hæderlige præmisser.

A Hume Joke

david_hume_shade_of_blue_mug-p168544520303787103en8vl_216 A man walks into a bar, takes a seat on the next-to-last stool, and spends the evening chatting up the empty stool next to him, being charming and flirtatious, as if there were a beautiful women in that empty seat. The next night, same story. And the next night, same story again. Finally the bartender can’t take it any more. She asks, ‘Why do you keep talking to that empty stool as if there were a beautiful woman in it?’

The man answers, ‘I belive in Hume’s philosophy and he said that it’s logically possible that a beautiful woman will suddenly materialize on that stool. And no one has ever refuted Hume. If one does appear, then obviously I’ll seem very clever indeed, and I’ll have the inside track with her.’

‘That’s ridiculous,’ says the bartender, ‘plenty of very attractive women come to this bar all the time. You’re reasonably presentable, and extremely articulate; if you applied your charm on one of them, you might succeed.’

‘I thought about trying that,’ replies the philosopher, ‘but I couldn’t prove it would work.’

Logik og personlighedsændringer

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

Artikel af Robin Engelhardt

Det er en fornøjelse at følge kloge videnskabsbloggere på nettet. En af dem er professor i matematik Jordan Ellenberg, der skriver på bloggen Quomodocumque. Forleden tog han en artikel fra fagbladet Science under kærlig behandling og viste, hvordan den hverken logisk eller matematisk hænger sammen. Artiklen er skrevet af tre psykologer, og den hedder ‘The End of History Illusion‘. Den påstår, at vi mennesker lider under den illusion, at vi ikke ændrer vores personlighed i løbet af vores liv. Vi underestimerer konstant, hvor meget vi vil ændre os i fremtiden.

Psykologerne rekrutterede 7.519 voksne i alderen mellem 18 og 68 år og fik dem til at udfylde en velkendt personlighedstest, der placerer dem på en skala i fem dimensioner: Samvittighedsfuldhed, venlighed, følelsesmæssig stabilitet, åbenhed over for nye ideer og ekstroversion. Derefter blev de opdelt i to tilfældige grupper. Den ene gruppe blev bedt om at udfylde samme spørgeskema som de ville have gjort det for ti år siden. Den anden gruppe blev også bedt om at udfylde samme skema igen, men ud fra, hvordan de troede de var som personer ti år frem i tiden. Ved at beregne forskellen mellem de to vurderinger kunne psykologerne konkludere, at vi mennesker generelt tror at vi ændrer os mindre, end vi egenlig gør.

Historien fik stor opmærksomhed i medierne. Wikipedia har allerede fået sin egen side om denne ‘End of History Illusion’. En artikel i New York Times konkluderede at ‘du ikke vil være den person, som du tror du vil være’, og Time Magazine mente, at ‘selvom vi godt ved, at vi ændrer os, er vi utilpas ved tanken om at ændre os endnu mere’. Sagen er blot: det er forkert. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem de to typer af spørgsmål. Hvis man vil rapportere om sin fortid, er der ingen uvidenhed involveret. Men hvis man vil forudside om sin fremtid, er der masser af uvidenhed. Man kan derfor sagtens vide, at man vil ændre sig, men hvis man ikke kender retningen af denne ændring, er den rationelt bedste forudsigelse at sige, at man ikke ændrer sig.

Teknisk formuleret betyder det, at forskellen i forudsigelser ikke er det samme som den forudsagte forskel. Bedst formuleret blev denne maksime af logikeren og filosoffen Willard Van Orman Quine: ‘Jeg tror altid at have ret, men jeg tror ikke, at jeg altid har ret!’ Tag et eksempel: Alle fornuftige mennesker ved godt, at der må være nogle ting i deres overbevisning, som er forkerte. Men samtidig er det logisk set helt korrekt for dem at antage, at de har den rette overbevisning om hver enkel ting. Der er ingen illusioner involveret. Kun logik og betingede sandsynligheder. Som Ellenberg skriver: Der er ingen bias og ingen selvmodsigelse involveret i den måde at tænke på. Kun ordentlig matematik. Hvad forskerne kalder en illusion i deres artikel er i virkeligheden et udtryk for menneskers mest subtile form for rationalitet.

På en måde er det utroligt, at Science accepterede artiklen. Hvis problemstillingen havde været formuleret i form af et terningspil, ville fejlen være blevet opdaget med det samme. Retfærdigvis skal det siges, at artiklens forfattere havde en mistanke om, at noget var galt, og spurgte derfor også forsøgspersonerne direkte om, hvor meget de troede deres personlighed 1) ‘ville ændre sig hen over de næste ti år?’ samt 2) ‘har ændret sig de sidste til år.’ Igen fandt de, dog i langt mindre grad, at fremtiden synes mindre variabel end fortiden. Men også her er der så mange metodiske problemer med eksperimentet, at resultatet skal tages med et stort gran salt. Konklusion: Jeg tror at Ellenberg har ret i at psykologerne har uret i deres konklusioner. Bemærk dog, at det ikke nødvendigvis betyder at ‘End of History’ illusionen ikke findes.

’Borgen’ som demokratisk problem

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Kære læser, forestil Dem følgende scenarie: Hver søndag ruller DR’s nyeste dramaserie ind over skærmen og ud til 1,5 millioner danskere. Det er en dramaserie, som også har politisk slagside, idet seriens helt er den politiske outsider Samson, som for nylig er blevet valgt til Folketinget. Samson har tidligere i sit liv givet sit ét og alt for Danmark til OL i vægtløftning, og nu er han blevet politiker.

Samson har altid troet på, at den enkelte havde et ansvar for ikke at ligge de andre til last, medmindre man var så fuldkommen invalideret, at man manglede en arm eller et ben. Nu hvor Samson er blevet politiker, så ser han sig om i velfærdssamfundet, og det er ikke kønt, hvad han ser. Hvorend han kigger hen, der finder han nemlig det ene tilfælde af socialt bedrageri efter det andet: Musikere, som lyver sig syge, så de kan gå på understøttelse, mens de ryger joints og spiller guitar. Forfattertyper med en humanistisk uddannelse bag sig, som nu hellere vil daldre den af på dagpenge, end de vil have et egentligt job, og dramatiske enkeltsager som ”stakkels-Jonna,” der har gjort karriere i velfærdsstaten som ”professionelt fattig,” og hvis fremmeligste “erhvervs”kompetencer består i at indsmigre sig hos sine socialrådgivere, så hun kan malke systemet maksimalt.

Når Samson kan blive så edderspændt rasende på alt det sociale bedrageri, der foregår omrkring ham, så er det, fordi han har et stort hjerte og inderligt ønsker for disse mennesker, at de ikke skal leve et uværdigt liv på overførselsindkomster, hvor de aldrig selv oplever den glæde, det er at trække sin egen vægt. Han vil dem det jo godt, ham Samson, og DR’s dramaserie forsømmer da heller ingen lejlighed til at vise, hvordan hans opsang til de arbejdsløse er snak, der kommer direkte fra hjertet. Samson har engagement, hvor andre politikere har ligegyldighed, og han vil jo så gerne bare have, at vi alle løfter i flok, så vi kan sørge for, at der er penge nok til at hjælpe de få, som virkelig har brug for en hånd fra fællesskabet.

Lyder det ikke lige som en serie, som DR ville sende? Hvad så med denne:

Britta har været hjemmehjælper hele sin ungdom. Med sine egne øjne har hun set, hvordan den ældre generation af danskere har oplevet deres land forandre sig dramatisk for øjnene af dem, uden at de føler, at de er blevet spurgt. Det Danmark, de kendte og holdt af, er nu borte. De føler sig utrygge, når de bevæger sig ud af boligen, for så bliver de udsat for nedgørende tilråb fra drengebander, som hænger på gadehjørnerne, ligesom de konstant må leve i frygt for hjemmerøverier. Men ingen vil lytte til disse ældre medborgere, som har slidt og slæbt et helt liv for Danmark. De har ikke en stemme. Britta beslutter sig for at give dem en stemme.

Efterhånden som Britta får engageret sig i kampen for at give de svage en stemme, finder hun ud af, at det står værre til med friheden i Danmark end først antaget. Unge piger, som har levet hele deres liv under tvang, kontakter nu Britta i desperation. Piger, som ønsker at forlade den religion, deres forældre har påbudt dem, må gå under jorden, idet de frygter for deres liv. De etablerede politikere på Borgen vender det blinde øje til pigernes nød, mens man i krogene hvisker om, at disse piger da også bare kunne lade være med at lave ballade. Men Britta beslutter sig for at hjælpe dem, og fordi hun gør det, bliver hun hængt ud som racist og nazist i den offentlige debat.

Britta begynder at modtage trusler fra mørkemænd, og snart bliver det klart for PET, at Britta må leve under permanent politibeskyttelse, såfremt hun ikke skal ende som offer for yderligtgående religiøse fundamentalister. Men Britta vil ikke opgive sit engagement for social retfærdighed i Danmark, og da hun også begynder at hjælpe de piger, som gerne vil ud af deres tvangsægteskaber, bliver der affyret skud mod vinduerne på hendes privatadresse af fremmede mænd, der råber højlydt om hævn og ære.

Lyder det heller ikke som en serie, som DR ville sende? Så er det nok, fordi det ikke er det.

Hvad ’Borgens’ historie om Birgitte Nyborg er for det Radikale Venstre, det ville historierne om Britta og Samson være for andre af Folketingets partier. Og dog er det fuldstændig utænkeligt, at disse serier nogensinde ville blive vist på DR.

Mange begavede mennesker har allerede argumenteret for, at DR’s dramaserie ’Borgen’ entydigt fremstiller det kulturradikale verdenssyn som det ”sympatiske” og ”korrekte.” Ja, DR’s dramachef indrømmer det sågar åbent i det nye nummer af Københavns Stifts Debatmagasin: Formålet med ’Borgen’ er at påvirke borgerne i en Radikal retning.

Vi har med andre ord at gøre med en organisation, som sætter sig for at bruge fællesskabets penge på at fremhæve ét af Folketingets partier på bekostning af de andre. De øvrige partier får ikke sådan en håndsrækning på trods af, at flere af dem endda har et større demokratisk mandat end det Radikale Venstre. Og dermed udgør ’Borgen’ et demokratisk problem.

 

Review of: Parmenides, Plato and Mortal Philosophy By: Vishwa Adluri

THE GOOD

– Author has read all the major authors on Parmenides
– Author has good critical thinking skills and is critical of the previous authors
– Author has read big names like Derrida and Heidegger, recaps their thinking, disagrees and provides good arguments
– Book is clearly written (in a clear and simple style)
– Author interprets Parmenides as an ontologist/existentialist, rather than the “super-logician” that so many others have wanted to make him (e.g. Daniel W. Graham)
– Book includes a technical translation of Parmenides with philological notes at the back

parmenides THE BAD

– Author’s interpretation of Parmenides is original, but questionable
(His Thesis: The youth is shown how the logic of the goddess, being general and impersonal, affords only an immortal view of the universe. But humans are mortals and must die. Therefore the doxa is the youth’s attempt to reassert his dignity and individuality as a mortal being, whose nature is specific, individualist, and limited in time. This makes Parmenides into a proto-Sartre and this reading is HIGHLY questionable, relying on multiple sleights of hand to even begin to bear the semblance of truth.)
– Author relies, in places, on a very close reading of the poem, yet as detailed in Parmenides Venerable and Awesome, this is a foolhardy endevour: The original papyrus has been lost, the poem was copied again and again and that was under the very poor standards of scholarship that existed in antiquity. Relying on specific words and sentence structures to extract meaning from Parmenides is therefore a bad idea. One should instead rely on the overall picture of the genuine fragments.

THE UGLY

– After having set forth his thesis of Parmenides’ poem, as described above, the author then launches into an exposition of Plato’s dialogues. Here the author posits that Plato (more or less knowingly) reiterated the same themes in his Socratic dialogues that Parmenides did in his own poem some 80 years earlier. We know that Plato was acquainted with Parmenides’ philosophy, but to say that Plato’s purpose in writing his dialogues was but to re-hash this HIGHLY speculative and unlikely reading of Parmenides crosses the boundary between making reasonable inferences on the basis of a text and then granting oneself complete artistic license. To do fiction writing in the realm of non-fiction, so to speak.

Thus, according to this book, Plato did not write the Apology of Socrates and associated pieces in order to come to terms with the death of his beloved mentor, or to gleefully hint at his unwritten doctrine. He did it to show us that Socrates is mortal and to help us come to terms with our own mortality as human beings. Now I am all for wild and idiosyncratic readings, but they have to make AT LEAST as good sense of the facts as the old theories if one is to take them seriously, and not just see them as the author’s own existential striving, disguised as research.

I do not think that the author succeeds in making good sense of the facts surrounding the Platonic dialogues. For example, if the purpose of Plato’s writings is to show us how Socrates is mortal and must reassert his own dignity as mortal, rather than “remain in the realm of the goddess” and play pretend-immortal, then why is Socrates portrayed as a god-like figure in many of the Platonic dialogues? The author’s argument goes out on a limb while failing to make sense of the basest of facts!

The section on Plato feels artificial and out of context, as if plastered onto the back of the book, rather than reading like an integral part of the book itself. The work would have been stronger if this last section had been omitted.

Et kvalificeret ‘fuck af’

af Ryan Smith

Den skotske filosof David Hume sagde engang, at vi mennesker aldrig rigtig diskuterer med hinanden. Godt nok fremfører vi argumenter for vores holdninger, men hvis man kunne lette på låget og se, hvad der i virkeligheden foregik inde i skallen på os, når vi debatterer, så ville vi se, at det eneste ”argument,” der virkelig snurrer rundt derinde, er: ”Fordi det mener jeg bare. Så fuck af.”

Det betyder dog ikke, at alt er tabt. For selvom argumenter i virkeligheden blot er et falsifikat af vort inderste ønske om at sige ”fuck af” til hinanden, så tjener debat i det mindste det formål, at vi til stadighed bliver mere præcise, mere omhyggelige og mere kvalificerede udi kunsten at sige ”fuck af” til hinanden.

I denne artikel er det min påstand, at ikke alle politiske grupperinger har været lige gode til at kvalificere deres måde at sige ”fuck af” på i løbet af de sidste par år. Jeg vil se på indlæg fra socialister, konservative og liberale for at se, om vi kan finde ud af, hvor kvalificerede deres respektive måder at sige ”fuck af” på egentlig er.

Socialister #1

Vi starter hos de røde. I sit indlæg, ”Borgerlighedens falske frihedskæmper” (Politiken 22.06.12), skriver Kristian Madsen til forsvar for 3F og imod restaurant Vejlegården:

”… ikke alene er [3F’s aktion] fuldt lovlig, den er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899.”

Madsens ”fuck af” tager således følgende form: (a) Det er lovligt. (b) Det har en lang tradition bag sig. (Hvilket  vel egentlig et konservativt argument, men pyt nu med det.)

At noget er lovligt er i udgangspunktet en udmærket kvalifikation for et “fuck af.” Imidlertid er det kun de færreste af Vejlegårdens støtter, som har slået på, at de ikke-voldelige dele af 3F’s blokade skulle være ulovlige. Modstanden mod 3F’s metoder har i stedet haft karakter af et opgør uden for retsvæsenet og inden for civilsamfundet. Et opgør som handler om, hvad civile danskere sympatiserer med og afskyr i det 21. århundrede. Således er Madsens første ”fuck af” (nemlig at 3F’s blokade er lovlig) altså en forvanskning af modpartens argument; en stråmand af den slags, som Madsen så ofte benytter sig af.

Lever Madsen selv op til sit præmis om, at hvis noget er lovligt, så bør man ikke kritisere det? Personligt erindrer jeg ikke Madsen og Politiken lægge sig ned i stiltiende accept efter den totale frifindelse af Saxo Bank i 2010, så måske bruger Madsen en anden standard til at vurdere Saxo Banks aktiviteter med, end han bruger til at vurdere sine tidligere arbejdsgivere i 3F?

Hvad angår Madsens andet argument, nemlig at 3F’s aktion ”er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899,” så kan vi jo passende anvende ”Saxo Bank-prøven” på det: Blokader af arbejdspladser med ”forkerte” overenskomster har øjensynligt stået på siden 1899, men international valutahandel mod kommission har til gengæld stået på siden bronzealderen. Hvis Madsens præmis er, at jo længere en given praksis har stået på, des mere forsvarlig er den, så må Saxo Banks aktiviteter jo være mere forsvarlige end 3F’s blokade i Madsens optik.

Socialister #2

I kommentaren ”Venstrefløjen er endt i politisk idékrise” (Information 28.05.2012) skriver CEVEA-analytikeren Jens Jonathan Steen sammen med den verdenskendte sprogteoretiker George Lakoff i et fælles indlæg, at den ”borgerlige” måde at tale politik på, hvor penge og finanser dikterer, hvad der er råd til og hvor der må spares, ikke har basis i nogen form for objektiv virkelighed, da det i virkeligheden er sproget, der skaber verden. Som de to skriver, så er det:

”… sproglige billeder [der] underminerer venstrefløjen, påvirker den politiske debat og slår den borgerlige kurs fast.”

Nu kunne læseren måske mene, at Europas økonomier var hårdt pressede, og at de derfor blev nødt til at spare. Men ifølge Steen og Lakoff er den slags blot ”sproglige billeder,” som ikke kan siges at være mere objektive end den tanke, at det går strygende for Europas økonomier, for som de to skriver:

”I det hele taget er det en forældet tanke, at der skulle findes sande eller objektive svar. Vores verdenssyn er ikke defineret af fakta og fornuft.”

Således består Steen og Lakoffs forsøg på et kvalificeret “fuck af” igen af to dele: (a) Det er ”sproglige billeder” (og ikke realiteterne), der skaber verden (b) Der findes ikke objektive svar.

I modsætning til mange liberale så vil jeg gerne indrømme, at der er et gran af sandhed i Steen og Lakoffs pointe om, at det er sproget, der skaber verden. Eksempelvis kan man da give de to, at det var ”sproglige billeder,” som på kort sigt var med til at tale Vestas-aktien urealistisk højt op. Men at sige, at det er sproget, der skaber hele verden, og at der simpelthen slet ikke findes objektive svar det svarer for mig at se til at sige, at der ikke findes noget objektivt svar på, hvad der er inde i en slikpose, da det blot er emballagen; – de ”sproglige billeder” uden på pakken – som bestemmer, hvad der er inde i posen. Her gør Steen og Lakoff nok klogt i at huske, at det ikke er alt, hvad der er brunt, der er chokolade.

Det burde være indlysende, at det ikke er sproget, som skaber hele verden. Men at modbevise det er sådan set let nok: Moderne hjerneforskning har nemlig afsløret, at hjernen allerede fra fosterstadiet evner at erkende de realiteter, der omgiver den, endnu før den har nogen funktionel omgang med sprog.

Det er også nemt nok at modbevise Steens og Lakoffs påstand om, at der ikke findes ”sande eller objektive svar,” for hvis det er sandt, at der ikke findes objektive svar, jamen så er det jo i sig selv et objektivt svar. Udsagnet er meningsløst – det undergraver simpelthen sig selv.

(Stats)Konservative #1

Vi starter hos de konservative. Som jeg før har sagt, mener jeg ikke, at konservative og liberale nødvendigvis behøver at være fjender. Der, hvor fjendskabet mellem liberale og konservative opstår, er der, hvor visse konservative, som ønsker at bruge staten til at indføre netop deres værdier i samfundet (og som vi kunne kalde de statskonservative), og så den slags konservative, som mener, at et parlament ikke kan kommandere et konservativt sindelag ned over hovedet på en befolkning, hvis ikke denne befolkning selv er konservativt sindet i forvejen (og som vi her kunne kalde de samfundskonservative).

Af disse to grupperinger er det kun de statskonservative, som det giver mening at analysere som en gruppe, der står særskilt fra de liberale. Jeg opfatter mig selv som klassisk liberal, og selvom vi ikke har mange samfundskonservative debattører herhjemme, som ikke er mere eller mindre erklæret liberale, så slår det mig gang på gang, at det er det samfundskonservative sindelag, som er det gods, som de anglo-amerikanske oplysningstænkere ønskede, at deres samfund skulle bestå af. Således kan de samfundskonservative undertiden være tættere på den klassiske liberalisme end mange libertarianere.

Men tilbage til vores vurdering af de forskellige former for “fuck af” i debatten herhjemme: Vores fremmeligste statskonservative debattør herhjemme er den efterhånden navnkundige lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen, som bl.a. har foreslået at bruge staten til at håndhæve en særlig ”samfunds-værnepligt” for indvandrere (som skal styres af staten) samt til indførelse af censur, hvor staten bestemmer, hvad der må ytres på internettet.

I det eksempel vi nu skal se på, argumenterer Hviid Pedersen for, at der skal undervises i kristendom i grundskolen. Her er, hvad Pedersen siger (Debat i ’Deadline’ DR2 Deadline, 13.02.2011):

“Det at være kristen, det er lige så naturligt som at tale dansk – for en dansker, i hvert fald. Jeg vil så mene, at de danske kulturelle institutioner, her er Danmarks Radio den bedste aktør. De skal selvfølgelig afspejle det faktum, at vi er en kristen kulturnation, og derfor skal den jo også formidle viden og kundskab omkring den kristne kulturarv. Altså, det kan ikke være meget anderledes, end når man i danske skoler lærer dansk. Så skal man da også i kulturelle institutioner videreformidle den kristne kulturarv…”

Pedersens “fuck af” til modstanderne er derfor som følger: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise i kristendom, fordi de to er ”lige naturlige” for en dansker. For det første kunne man indvende, at de to ting rent empirisk set ikke er lige naturlige for en dansker, idet mange taler dansk uden at opfatte sig selv som kristne. Men Hviid Pedersens fejl er ikke blot en optællingsfejl. Det er værre endnu. Hviid Pedersen argumenterer nemlig ikke for sin påstand; han kommer blot med en ubegrundet analogi: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise vore børn i kristendom. Det er meget muligt, at vi skal undervise vore børn i kristendom, men at sige at vi skal undervise i kristendom, fordi vi taler dansk, giver ingen mening (har den gode lektor mon lavet en non sequitur?). Der er ingen præmisser for Hviid Pedersens påstand, og der er intet i påstanden, som logisk kan lede argumentationen fra A til B. Hviid Pedersens forsøg på et kvalificeret “fuck af” ender dermed som et ganske ukvalificeret “fuck af” – som en slags personlig sandhed, der ikke har nogen overbevisningskraft på tilhørereren.

Statskonservative #2

Skulle man nu mene, at man havde opsnappet en solipcistisk odeur fra Søren Hviid Pedersens argumentation ovenfor, så bliver dunsten straks stærkere i sognepræsten Sørine Gotfredsens indlæg ”Kunsten at lytte til et embede” (Berlingske 11.01.2013). Her får læseren at vide, at vedkommende ikke skal se Margrethe II’s kritik af danskernes Facebook-brug som værende en kritik, der kommer fra et menneske, men at man i stedet bør se udtalelsen som en kritik, der kommer fra et embede. Et embede, som man vel at mærke er født til, og et embede, der hædrer den tidligere egyptiske diktator Mubarak, saudi-arabiske prinser samt det kommunistiske Rumæniens Nicolae Ceausescu med ordener i tide og utide.

Så man skal altså lade sig tiltale andægtigt af et embede, som bare synes, at blodige diktatorer er fjong. Egentlig skulle jeg nu til at vise, hvor dumt, det er, men så så jeg, at Torben Mark Pedersen havde skrevet en gennemgang af en anden statskonservativ, nemlig Kasper Støvrings, argumenter imod et frit bogmarked. Det kan jeg ikke gøre bedre, så læs Torbens analyse af den (manglende) statskonservative argumentation i stedet! 🙂

Liberale #1

I den liberale jurist Jacob Mchangamas indlæg ”Totalkontroller – endnu en styrkelse af den ’generelle personlige frihed’” (Berlingske 21.09.2012) opponerer Mchangama mod myndighedernes nyindførte påfund med ”totalkontroller.” En praksis, hvor færdselsbetjente ikke kun stopper trafikken for at tjekke efter færdselsforbrydelser, men for at tjekke for ”hele paletten af forbrydelser,” fra skatteforhold til stoffer og fra tyvekoster til våbenbesiddelse. Mchangama påpeger korrekt, at det rationale, som man normalt bruger for at stoppe trafikanter uden begrundet mistanke, ikke kan overføres til andre typer forbrydelser:

”I modsætning til en spritbilist udgør den, der kører i en bil, der ikke er korrekt registreret, ikke en umiddelbar fare for sine medmennesker.”

Her forsvares en påstand med henvisning til et princip: Hvis man skal stoppe folk midt på gaden uden at have begrundet mistanke, så skal det være, fordi disse folk med rimelighed kan formodes at være til umiddelbar fare for andre. De typer forbrydelser, som ”totalkontrollerne” nu udsætter borgerne for uden begrundet mistanke (eksempelvis cannabisbesiddelse eller skatteunddragelse), er ikke forbrydelser, som er til umiddelbar eller akut fare for andre. Mchangama underminerer således politiets grundlag for overhovedet at udføre ”totalkontroller”; et ”fuck af” som burde efterlade en enerverende klang i ørerne på myndighederne, indtil de enten ophørte med deres ”totalkontroller” eller fremsatte en bedre begrundelse for dem.

Liberale #2

Som svar på den fortælling, der florerer blandt S-SF’ere, at S-SF-R-regeringens dårlige meningsmålinger skyldes, at dens politikker ikke har været venstreorienterede nok, tager den liberale professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard til genmæle i sin kommentar ”Ideologisk selvbedrag fra S og SF” (Berlingske 25.09.2012). Her går Kurrild-Klitgaard i rette med S-SF’s udmelding om, at grunden til, at de to partier er gået tilbage siden valget, er, at de ikke har været tilstrækkeligt røde:

”Ved valget fik venstrefløjen ialt 89 mandater, hvoraf de 77 mandater gik til de nuværende regeringspartier. Tager man august måneds gennemsnit, ligger venstrefløjen som helhed nu kun til 77 mandater, hvoraf 60 til regeringspartierne. Regeringspartierne har altså kollektivt tabt 17 mandater, hvoraf 5 er rykket til venstre […] mens 12 mandater er gået hen over midten til de borgerligt-liberale.”

Hvad vi ser her, er, at modstanderens påstande tilbagevises med fakta. Godt nok er det fakta baseret på meningsmålinger, men det er dog stadig uendeligt mere faktuelt forankret end den interne fortælling i S-SF, som blot var en drømmesyg formodning. Med andre ord består ”fuck af’et” i Kurrild-Klitgaards kommentar i at påpege, at venstrefløjens formodninger modsiges af fakta. Alt i alt et ganske solidt “fuck af”.

“Fuck af” i nuancer af guld, sølv og bronze

Konklusionen på ovenstående nedslag bliver derfor, at de liberale vinder guld i disciplinen ”kvalificerede måder at sige ’fuck af’ til sine modstandere på”. Socialisterne vinder (til min fortrydelse) sølv, mens de statskonservatives måder at sige “fuck af” på vitterligt ikke er meget bedre, end hvis de simpelthen blot havde sagt ”fuck af.”

Så til eventuelt statskonservative og socialister, som læser denne klumme, er der kun at sige: Det er muligt, at vi ikke kan rykke jer, men et kvalificeret ”fuck af” er vel ikke for meget at bede om.

SF – Danmarks konservative parti

Med Det Konservative Folkeparti fanget i en dødsspiral står nye partier klar i kulissen til at overtage rollen som folketingets konservative garant. Mange har nævnt Dansk Folkeparti som den oplagte arvtager af det konservative verdenssyn. Kun få har haft øje for, at Folketinget også huser et andet konservativt parti i SF.

Når det hen over middagsbordet skal opsummeres, hvad det konservative verdenssyn går ud på, så nævner man gerne remsen om ”Gud, konge og fædreland”. Når universiteterne vil sige det samme, så tyer de til fine ord som regionalisme og anti-universalisme. De fine ord er dog ikke nødvendige; egentlig betyder det alt sammen bare, at man som konservativ tror mere på det lokale, det partikulære og det kulturelle, end man tror på abstrakte principper og samfundsanalyser.

Både socialismen og liberalismen er internationalt orienterede ideologier, som går ud fra, at mennesker grundlæggende set er ens på tværs af landegrænser og religioner. Det er det konservative verdenssyn, der er unikt i den forbindelse, idet det tror på, at kulturen og traditionen vejer tungere end det universelle. En sand konservativ har blik for “de ting, der ligger i vores nationalstat, i vores religion [og] i vores kultur” som Dansk Folkepartis Marie Krarup engang formulerede det i DR’s Debatten.

Et godt eksempel på konservativ regionalisme i praksis fik vi i 2005, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i sin tale til det konservative landsråd slog fast, at fremmed indflydelse aldrig bliver ”lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.”

SF’s udvikling fra progressive til konservative

Socialistisk Folkeparti var oprindeligt universalistisk og internatonalt orienteret. Man ønskede en løs sammenslutning af nationer med forbillede i Titos Jugoslavien, og man var indædt imod kongehuset. Med tiden er SF dog selv blevet regionalister, som da Villy Søvndal meddelte Hizb ut-Tahrir, at de skulle ”gå ad helvede til.” Fordi folk der ønsker en islamisk styreform ”så kan de rejse til de lande i Mellemøsten”, hvor den slags findes. For så vidt var det Villy Søvndals version af Mogens Camres berømte udtalelse om, at muslimer som ønskede et andet samfund ”skal bo i muslimland – og det er ikke her.”

SF var også oprindeligt imod kongehuset, som er en institution, som de konservative elsker at elske. SF startede som et republikansk parti, men med tiden har det gamle arbejderparti lært at sætte pris på nedarvede privilegier og bedrevidenhed fra folk, som aldrig har arbejdet en dag i deres liv. Siden daværende formand Holger K. Nielsen i 2001 begyndte at bløde op på partiets holdning til kongehuset, er man i SF blevet mere og mere glad for de royale, og i 2010 år sendte man 12 MF’ere til hofbal, herrerne iklædt kjole og hvidt, og damerne i lange festkjoler med slæb. Villy Søvndal havde forinden øvet sig på den traditionsrige adelsdans les lanciers, og Ida Auken udtalte til flere medier, at hofballet da var en ”god fest.”

Med tiden er SF altså blevet et regionalistisk parti, som har lært at holde af kongehuset. SF var også oprindeligt imod forsvaret – en anden konservativ kerneinstitution – men smed siden alle hindringer af bar iver for at være med i forsvarsforliget, hvor SF’s forhandlere blev begejstrede for udsigten til at kunne sætte deres partibogstaver på brede forlig, som cementerede den eksisterende orden. Partitoppen stillede ikke et eneste krav. Som Dansk Folkepartis Søren Espersen senere udtalte, så overvejede de øvrige partier ”at kræve atomvåben til dansk forsvar, for at holde SF ude af forliget – men de havde såmænd nok skrevet under alligevel.”

Højre- og venstrekonservatisme

Den traditionelle højre/venstreskala i politik blænder os for, at SF i virkeligheden er et af folketingets mest konservative partier. Går man dog tilbage til 1890’erne, så var det dengang klart for de fleste, at konservatismen også findes i venstreorienterede former; den såkaldte socialkonservatisme. Man kunne således mene, at de konservative på højrefløjen og de konservative på venstrefløjen var ét fedt, men højrekonservatismen har alle dage haft den fordel, at den (ideologisk set) ikke er til fals for samfundsskadelige eksperimenter som masseindvandring, vindmølleenergi og ophævelsen af privatbillisme i Danmark.

Både højre- og venstrekonservative fører undertiden regressive politikker, som ønsker os tilbage i tiden, men i det mindste ønsker de højrekonservative os kun tilbage til guldalderen omkring år 1900. Med sine politikker om egnsregionalisme, kønsessentialisme, økologi og vindmøller synes SF undertiden at ønske os tilbage til tiden før den industrielle revolution.